oase
FADER CHRISTOFÓROS SCHUFF er far, ægtemand, ortodoks præst, husmand og musiker.
Visselig skal du dø Vi ved alle, at vi skal dø en dag. Men at få at vide at man skal dø tidligt – ja, endda som ung – er en svær besked at acceptere. TEKST CHRISTOFÓROS SCHUFF
Gennem årene har jeg indimellem tænkt på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik beskeden om, at jeg skulle dø om et halvt år eller et år. Ville jeg vælge at leve anderledes, ændre noget, fremskynde nogle planer, hoppe i faldskærm, holde op med at tro …? VENTER I LIMBO. Og så skete det en novemberdag i 2012. En specialist i blodsygdomme ringede fra kræftcenteret i Kristiansand. Lige siden jeg fik resultaterne af en CT-scanning, som blev foretaget på grund af store smerter nogle uger tidligere, havde jeg fornemmet, hvad der var på færde, men den anden prøve stadfæstede det endeligt. Jeg ventede i spænding – i en slags limbo – en ventetid mellem uvished og vished. Hvad kunne jeg sige til andre i mellemtiden? Når folk intetanende venligt spurgte mig ’Går det godt?’, svarede jeg for eksempel: ’Jeg er lidt træt, men har det godt.’” DIAGNOSEN. Lægens stemme betød afslutningen på uvisheden. Fra nu af var jeg blevet en ”kræftoverlever”, om dødsdagen så kom om en uge eller om 20 år. Jeg havde fået follikulær lymfekræft. Kræfttypen regnes som uhelbredelig, især hvis den
20 tørst SOMMER 2014
bliver opdaget efter stadie 1. Jeg var allerede på stadie 2-3, da jeg fik diagnosen. En sådan melding gav grund til eftertanke. At indse, at ens egen tid er afgrænset, kan kaste lys over, hvad der virkelig er væsentligt – i forhold til én selv, éns nærmeste eller til omverdenen. Og sådan en erkendelse har både praktiske og tankemæssige følger, når man ser på sit liv. ”Hvor meget tid har jeg, og hvordan skal jeg bruge den?” blev et naturligt spørgsmål. PIGERNE. Jeg er far til de tre dejligste piger i verden. Det var dem, jeg tænkte på først, da jeg fik den endelige melding. Ville jeg få lov at se dem vokse op – og være med til deres bryllupper? Hvordan ville de huske mig som far? Sådanne spørgsmål gør al stræben efter det materielle, jobs og verdslig hæder meningsløs. Jeg ville meget hellere bare være der med og for dem, end jeg ville have en god stilling, mange penge eller et godt rygte. ARVEN EFTER MIG. Lykke bliver alt for ofte regnet ud fra økonomisk velstand. Penge eller goder er ikke problemet i sig selv, men vores stræben efter dem kan tage alt for meget plads i vore liv. Vi kan sætte det
før de mennesker, som er omkring os. Døden får mig til at tænke på andre værdier – og jeg tror, at det gælder for mange andre i samme situation. Jeg vil helst efterlade mig andre ting end dem, som kan tælles i kroner og øre. ”Hvordan vil de huske mig som far?” har for længst erstattet interessen for, hvad du som læser må mene om det, som jeg skriver. Hvad hvis dette er det sidste, jeg skriver? Skrev jeg det, som jeg selv mente, var vigtigt, eller bare det, som jeg troede, at folk ville synes om? Døden kan få sandheden frem i én – om ikke for andre, så for én selv. EN DAGLIG ØVELSE. At tænke på ens egen død bør være en daglig, åndelig øvelse i den ortodokse tradition, for visselig skal jeg dø, om jeg vil det eller ej. ”Vi bør altid huske på døden, for det fjerner al uro og tomhed,” siger Heiilage Hesychios, en ortodoks ørkenfar. Denne øvelse er det modsatte af et mørkt syn på tilværelsen – tværtimod, det er frigørelse! Døden behøver ikke at være noget, vi frygter. Ikke på grund af en tro på et bedre liv efter døden, men fordi døden på de fleste planer alligevel er uden for vores kontrol – bortset fra at vi kan forsøge at leve sundt eller