stedet
Næstsidste hvilested Patienterne på Hospice Lovisenberg i Oslo ved, at de ikke kommer levende derfra. Inden for disse vægge forholder man sig til de store spørgsmål om liv og død. TEKST SOLVEIG SCHANKE EIKUM
:
FOTO TONE LEKSBØ WALGERMO
”HUN VILLE SÅ GERNE LEVE.” Fysioterapeut Britt Carlsen holder et begravelsesprogram i hænderne. Hun fortæller den hvidklædte flok i personalerummet om en smuk ceremoni til minde om kvinden, som drømte om at kunne løbe og svømme. Mod slutningen var hendes ben som to stykker drivtømmer. Men alligevel var livsgnisten så stærk, at personalet nåede at lære hende godt at kende. ”Hun fik aldrig den sidste tur hjem. Det skulle vi have hjulpet hende med.” Britt Carlsen noterer sig det til næste gang, men for hvert menneske, som kommer, får de bare én chance for at gøre ting rigtigt. Kvinden, som er gået bort, fik alligevel det, hun kom for. ”Hun takkede for, at vi havde givet henne ro midt i uroen.” UHELBREDELIG. Hospice Lovisenberg – Center for Lindring og Livshjælp – ligger i smukke omgivelser lige ved siden af en stor park i Oslo. I ansøgningsbunken for at få plads på hospicet findes historier om mødre og fædre, søskende og døtre. Fælles for dem alle er, at de har fået en uhelbredelig diagnose og har brug for hjælp med fysiske og eksistentielle smerter. Sygeplejerskerne, præsterne,
12 tørst SOMMER 2014
lægerne, kokkene og terapeuterne arbejder tværfagligt for at dæmpe symptomerne og hjælpe de mennesker, som kommer der det sidste stykke af deres liv. HÅBETS HUS. ”De fleste håber på noget, uanset hvilken fase de er i,” siger konsulent Karin Skyrud i receptionen. Hun er den første, som møder patienter og pårørende, når de kommer. Så hun må tackle bekymring, sorg og frygt og havner ofte i samtaler om døden. ”Håbet kan være stort eller lille. Nogle håber på smertelindring, andre på at leve længe nok til at opleve en barnedåb, og andre håber på at få en samtale for at få afklaret nogle ting, før de dør.” På væggen bag hende hænger tre lysestager. Hver gang nogen har trukket vejret for sidste gang, tændes et lys for den afdøde. Det andet lys er for de pårørende, og det tredje er for de ansatte. Fra receptionsområdet, hvor lysene på væggen stadig er tændt, strømmer der en besynderlig ro gennem gangene, forbi akvariet med farverige fisk, klaveret, som står over trappeafsatsen, bordet med kaffe, te og kopper, og videre ud til et rum, som er fyldt med bamser og legetøj. Her hænder det, at små