
6 minute read
Små landsbyer med fællesskab og mangfoldighed
Af Malene Mølgaard, journalist og Lise Mikkelsen, viceforstander på Halvorsminde
Efterskolerne skal genopfindes som små landsbyer med fællesskab og mangfoldighed.
Vi skal genopfinde efterskolerne og styrke kostskoleformens værdi. Det skal give mening, styrke fællesskab og demokratisk dannelse, lyder det fra Jens Beermann, forstander for Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole.
Da regeringen i efteråret 2024 fremlagde planerne om at afskaffe 10. klasse som selvstændigt tilbud, skabte det stor debat. I det endelige lovforslag blev der bygget diger omkring efterskoleformen, så 10. skoleår fortsat kan tages på efterskoler og frie fagskoler men uden afgangsprøverne, hvor eleverne hidtil har kunnet forbedre deres gennemsnit af folkeskolens afgangseksamen.

“Sammen har vi nu mulighed for at genopfinde efterskolerne og styrke vores værdi. Hvis ikke vi griber den chance, er jeg bekymret for, at vi vil blive hældt ned ad brættet om 10-20 år. Der er meget vi kan, der er enormt værdifuldt, som vi måske ikke har gjort os alt for umage med at fortælle om,” siger Jens Beermann.
Jens understreger, at hans mission ikke er at blande sig i, hvordan landets 246 andre efterskoler ruster sig til fremtiden.
“Der er en fri ramme til frie fortolkninger, og vi skal være vidt forskellige tilbud til de unge i vores land. Men vi skal tage ansvar. Og vi skal have noget på hjerte. Vi skal gøre noget med de unge mennesker og leve op til at give livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Ellers er skoleformen på spil!”
“Det kan være, vi skal finde fremtidens efterskole ved at besøge fortiden. Det er ikke, fordi vi skal lave efterskole som i gamle dage, men vi er nødt til at se på hvilke kvaliteter og værdier fra fortiden, vi kan gentænke i fremtidens efterskole”, siger Jens og henviser til, at det efterskolerne de seneste 20 år har rekrutteret på, måske er stukket lidt af i rejser og elitesport.
“Vi har en unik mulighed for at drive efterskoler, højskoler og Frie Fagskoler i verdens måske klogeste land, og den skal vi være taknemmelig for og yderst varsom med at passe på, som var det vores lille fælles barn. Men det kræver også, at vi inspirerer hinanden, taler om hvordan vi i vores lokale sammenhæng laver folkelig oplysning, demokratisk dannelse og giver perspektiv og råstof til de unge mennesker.
Jeg har selv været på højskole som 18-årig, og der er ingen tvivl om, hvor meget af det DNA, jeg trækker på fra min rygrad og mit hjerte, når jeg arbejder med unge mennesker. Det er imponerende, hvad det gør ved os, og derfor er vi så forpligtede med at gøre os umage!”
Vi skal genopfinde efterskolerne ved at tage det bedste fra fortiden med os. Efterskolernes oprindelige styrke lå i deres evne til at samle unge med vidt forskellige livsverdener i et fællesskab. Vi skal genskabe den magi.
Efterskolen som “landsby” er kernen i visionen – et trygt miljø, hvor unge oplever værdien af forskellighed og lærer at bidrage til det fælles. Her handler det om hverdagen: hygge foran pejsen, sang, samarbejde og små, men dybe oplevelser, der former livet.

FREMTIDENS 10. KLASSE
Derfor har Halvorsminde ansøgt om at være med i Efterskoleforeningens udviklingsprojekt: Fremtidens 10. klasse. Et projekt der skal være med til at forbedre rammerne og indholdet for efterskolens 10. klasse ved at udvikle det boglige, praksisfaglige og medborgerskab i undervisningen. Projektet er en læringsproces, og der vil derfor være lagt op til en høj grad af videndeling og sparring mellem efterskolerne.
På Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole ser vi 10. klasse som en vigtig periode for de unge. Vores vision er at ruste dem til fremtiden ved at møde mangfoldigheden både på skolen og i lokalsamfundet. Gennem samarbejde med foreninger og uddannelsesinstitutioner ønsker vi at styrke deres rolle som aktive samfundsborgere.
Vi lægger vægt på, at eleverne arbejder sammen om at planlægge og afholde events, arrangementer og festivals for forskellige målgrupper. Gennem dette foreningsarbejde håber vi at inspirere dem til at tage ansvar, udvikle deres sociale kompetencer og finde deres passion. Vi tror på, at disse erfaringer vil forme dem til engagerede og bevidste unge mennesker, der er klar til at tage del i verden.
Vi tror på, at vores elever lærer at lede sig selv og andre, når de deltager i meningsfulde projekter og processer. Gennem disse aktiviteter får de mulighed for at skabe værdi i fællesskaber, og det er inspirerende at se, hvordan de unge oplever stolthed, når de møder børn, unge og ældre, der glæder sig til de arrangementer, vores elever arrangerer. Det er en vigtig del af deres udvikling, både som individer og som aktive medlemmer af samfundet.
Halvorsminde er en skole i bevægelsevores elever spiller en central rolle i at aktivere lokalsamfundet, og deres engagement motiverer både medarbejdere, ledelse og bestyrelse til at åbne dørene og invitere alle indenfor. Vi ser det som en mulighed for at udnytte det potentiale, der findes mellem byen, lokalsamfundet og vores skole.
I 121 år har vi sammen skabt en puls og en nerve, der binder os sammen. Vores vision er at fortsætte denne rejse, hvor samarbejde og fællesskab er i fokus, og hvor vi sammen kan udvikle både skolen og vores omgivelser.
Vi mener, at Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole spiller en vigtig rolle i at forme fremtidens aktive borgere. Vores fokus er at motivere eleverne til at engagere sig i deres lokalsamfund, både under deres tid her og efterfølgende. Når unge mennesker lærer værdien af fællesskab og samarbejde, bidrager de til en stærkere samhørighed i samfundet.
Ved at fremme livslang deltagelse i uddannelsesinstitutioner, foreninger og arbejdspladser, sikrer vi, at de værdier, vi har opbygget gennem generationer på de danske frie kostskoler, fortsætter med at blomstre.
Det handler ikke kun om at give eleverne en god uddannelse, men også om at ruste dem til at være aktive og ansvarlige medborgere, der kan bidrage til et sundt og dynamisk samfund.
Mens efterskolerne er i gang med at udvikle fremtidens 10. klasse, ligger fokusset i de frie fagskoler på at udvikle nye branchestrategier, samt styrke samarbejdet både med lokale og nationale virksomheder.
KOMBINATIONSSKOLEN: EN BRO MELLEM VERDENER
På Halvorsminde kombineres det bedste fra to verdener. Elever, der drømmer om at mestre et håndværk, møder dem der trives i en boglig tilgang.
Denne mangfoldighed skaber en sammenhængskraft, som er afgørende for skolernes fremtid.
Efterskolerne skal være mere end et frirum – de skal være en dannelsesrejse, der gør de unge klogere på sig selv, hinanden og verden.
