Være én men én iblandt

Da jeg var barn, i Strandby lige nord for Frederikshavn, mødtes vi tit en stor gruppe børn i vores have og dertilhørende skov. Her var den mest populære leg “cowboyder og indianere”. Lynhurtigt delte vi os i et par indianerstammer og en cowboy-gruppe. Lise valgte gerne at stå inde i skoven og slå på en olietønde - det var rarest for hende at være for sig selv. Uffe og Morten, de allerældste af os, tog base på vores garagetag, ind imellem kom de ned fra taget for at jage. De jagtede ikke dyr, men os! Hvis man ikke var hurtig eller snu nok, blev man taget til fange, slæbt op på garagen og så var det tid til at modtage slag med tidsler. Tro mig, vi lærte hurtigt at undgå disse tagture. Når vi så ikke gad at lege længere, ja, så stoppede vi, drak mælk og spiste mariekiks med smør. Sådan gik mange gode dage i det nordjyske. Siden dengang har alle vi børn fået uddannelse, fået børn og har fået rigtige jobs.

Af: Anne Fabiansen, Skoleleder på Osted Friskole

For nylig har jeg købt mig en feriebolig i Strandby, det er en god måde at holde minderne i live på. I sommerferien glædede jeg mig til at skulle se børn i alle aldre drøne af sted på deres cykler ned til havnen, hvor de måske ville kaste sten, eller som vi gjorde, prøve at ryge cigaretter. Men hvor blev jeg skuffet, der var ikke et eneste barn ude at lege. Nuvel ind i mellem så jeg børn på fortovet, men stort set altid i selskab med forældre eller bedsteforældre.

Hvor er det frie rum for børnene i dag? Hvor blev opdragelsen børn imellem af?

I mit virke som friskoleleder ser jeg flere og flere børn, som har svært ved at indgå i fællesskaber. Stadig flere børn begynder i børnehaveklasse med selvbilledet af at være centrum for universet. I den bedste mening opdrager vi, forældre, vores børn til at være midtpunktet. Midtpunkt er et ord, hvortil der ikke naturligt findes en flertalsform, for der kan altså kun være ét punkt lige i midten. Ikke desto mindre kommer tyve små midtpunkter anstigende første skoledag, med det flotteste tornyster på ryggen og et penalhus som kan foldes ud, så der kun er plads til det ene på hele skolebordet. Madpakken er også med, den ligner langt fra den “leverklapper” jeg havde med i skole, den minder faktisk mere om en buffet af lækkerier. En sådan madpakke kan indeholde frugter, skåret i mundrette stykker, en lille myslibar, en bolle til barnet, som ikke vil have rugbrød, og en smoothie. Tasken bæres ind af mor eller far, og de kan jo også lige sætte madpakken i køleskabet, nu de er derinde.

I mange år har jeg, til stor moro for eleverne, haft en liste af lækre gamle mænd. Kendetegnende for dem alle er, at de er lækre indeni. Desværre er de fleste af dem døde i dag. En af disse lækre mænd er børnepsykolog og professor Per Schultz-Jørgensen (PSJ). Han har blandt andet skrevet om, hvordan vi hjælper vores børn til at blive mere robuste. En af vejene dertil er at give vores børn en funktion i familien, at vise dem at de har betydning for at få tingene til at hænge sammen. Disse funktioner skal naturligvis tilpasses barnets alder, så den lille på to år skal måske hjælpe med at bære den tunge pakke med karklude hjem fra supermarkedet. Barnet på fem år er nødt til at hjælpe med borddækningen, mens dét på 12 står for opvasken efter aftensmaden og så videre. Dengang Ruder Konge var knægt, var Danmark et landbrugssamfund, hvor børnene hurtigt fik en rolle i pasningen af dyr og marker. Det falder ikke helt lige så naturligt i dag, men hvis vi sætter spot på, hvor børnene kan have en vigtig betydning for familien, så er det nu ikke så svært at finde frem til.

Familien er det første fællesskab barnet bliver en del af. Den første gruppe, hvor barnet (ideelt set) skal være én men én iblandt. Hvis børnene allerede fra små erfarer, at de er en del af et større fællesskab, hvor der skal være tid og plads til alle, ja, så vil overgangen til skolens fællesskab blive mindre omvæltende.

En anden af mine lækre gamle mænd er den tyske sociolog Thomas Ziehe. Noget af det som Thomas Ziehe har fundet frem til i sin forskning er, at mange forældre i dag ønsker den konfliktfrie familie. Den korte tid, familien har sammen i hverdagen, skal være hyggelig og rar og helt fri for konflikter. Men for mig at se, så er der tale om omsorgssvigt, hvis forældrene tilpasser sig børnenes ønsker for at undgå konflikterne. For nylig overværede jeg, hvor anstrengende det kan være for et barn, hvis forældrene ikke sætter helt tydelige rammer. Pigen skulle have tøj på og i børnehave. Faren havde fundet strømper frem til pigen, dem ville hun ikke have på, hun ville have de lyseblå på. Faren finder et nyt par strømper frem og vil give pigen dem på i stuen, men pigen vil selv. Efter flere forgæves forsøg og mange tårer, må faren godt hjælpe barnet, dog ikke i stuen, men på barnets eget værelse. Far siger, at det er noget pjat, men barnet skriger og stamper i gulvet, til sidst giver far sig og går med en på værelset og giver strømperne på. Jeg vil undgå at fortælle om, hvordan jakke og sko kom på pigen, det giver vist desværre sig selv.

Du kan også vælge at forestille dig dette barn i børnehaven - hvor let mon det har ved at lege med andre af samme kaliber? Som parentes bemærket, bliver forældrene også helt udmattede af at danse efter barnets pibe, så når de når 8-9 års alderen, vil de gerne have en diagnose til dette barn, som de med hjælp fra Google selv har diagnosticeret med “kravafvisende adfærd”. (Ja, det kan indimellem være svært ikke at trække på smilebåndet som skoleleder.)

Men er det mon kun, fordi vi pakker vores børn i utæmmet og -hæmmet omsorg, at der ikke er børn på gaderne i sommerferien? Nej, der må være flere forklaringer hertil.

Kan det skyldes, at vi i ren omsorg har overdraget vores børn til tech-giganternes frie leg med dem? Børn helt ned til 8-9 årsalderen får smartphones til op til 7000 kr. Men hvorfor? Hvad skal de bruge dem til? Hvorfor skal børnene have fri adgang til porno, vold, SoMe og ligegyldige afhængighedsskabende spil?

Fordi forældrene ikke kan sige nej, som beskrevet ovenfor. Jeg mener, det i høj grad er omsorgssvigt at lade børn sidde passivt hen alene med en skærm. Men børnene er ikke de eneste, der gør det - efterhånden sidder hele samfundet med hovedet i hver deres skærm - hvad gør det mon ved vores store samfundsfællesskab? Og hvad kigger vi på? Ja, småbørnsforældrene kigger nok på Instagram for at få ideer til den perfekte madpakke, og alle vi andre, vi kigger, på “ingenting”, fordi vi ikke kan lade være. Kig op, sig stop til dig selv, til børnene og i sidste ende til tech-giganterne.

Naturligvis var alting ikke bedre, da vi legede “Cowboyder og indianere”. Men vi havde et fællesskab på grund og på trods. Vi fik lov til at udforske verden, uden overvågning fra de voksne. Ja, vi fik en gang imellem slag med en tidsel, de ældste fik de hårdeste slag. Vi overlevede, og mange af os ses den dag i dag (40 år efter). Ingen brækkede nogensinde noget, selvom garagetaget ikke var omgivet af korrekt faldunderlag, men af helt almindelige 30 x 30 fliser.

I øvrigt, når jeg kom på garagetaget, så fik jeg de bløde slag - for jeg var den yngste af hele flokken.