6 minute read

Turen til Tinglev

TINGLEV INTRO

Af: Martin Øbo, lærer på Halvorsminde

På Halvorsminde kan vi godt lide at tage på ture, og vi kan lide at rejse sammen. Det giver altid nogle særlige oplevelser og udfordringer, når man tager ud og oplever Verden. Det har også i mange mange år været en tradition at tage på en tur i én af de første uger af efterskoleåret.

Tidligere elever kan måske huske en cykeltur med gangen og ganglærerne til et sted i Vendsyssel, og andre kan måske huske en profiltur til København. Vi har sågar, for ikke så mange år siden, været en tur i Berlin med hele skolen - dog med forskelligt program alt efter studieretning.

I skoleåret 23/24 skulle vi selvfølgelig også på tur. Vi har dog gået i en periode og talt om, at vi godt kunne tænke os at komme på en tur, der dufter lidt mere af efterskole end af sightseeing og profilopdelt semiundervisning.

Derfor genoplivede vi en god gammel, og næsten glemt, efterskoletradition - nemlig skolebytte! Der var på magisk vis oprettet kontakt til Den tyske efterskole i Tinglev, og heldigvis kunne de virkelig godt tænke sig at bruge en skoleuge i Vendsyssel på Halvorsminde.

Derfor mødte både elever, lærere, køkkenfolk og pedel ind søndag og drog mod syd serviceret af DSB´s fineste skolerejseprogram.

Hvordan det gik kan i læse her:

Turen til Tinglev

Af Freja Lynge Porsborg, elev 2023-24

I sidste uge var hele skolen på en tur til Tinglev, og nu vil jeg fortælle lidt om, hvad der skete.

Vi tog afsted søndag, og vi kørte sammen med vores egen klasse og en anden klasse. Så i mit tilfælde kørte jeg sammen med min klasse ”Det globale samfund” og ”Efterskole håndværk”. Vi startede med at blive kørt fra skolen kl. 12:20 hen til Hjørring Station. Og så ventede vi på toget til Aalborg. Da vi så kom til Aalborg, skulle vi skifte tog. Det tog kørte til Aarhus, og fra Aarhus af skulle vi køre med bus resten af vejen.

Da vi ankom til Tinglev, skulle vi se de lokaler, vi skulle sove i, og her sov man kun med sin egen klasse. Vi fik pakket ud, og derefter var der aftensmad. Efter aftensmad måtte man lave, hvad man ville, så mig og nogle andre var blandt andet ned og se byen, hvor vi gik i 365 og købte lidt snack.

DAG 2

Vi stod op kl. 07:30, og så var der morgenmad kl. 08:00. Efter vi havde spist, skulle vi ud i vores kontaktgrupper, hvor vi skulle bygge drager, som vi skulle flyve med senere på dagen. Efter vi så havde bygget dragerne, havde vi en kort pause, hvor vi pakkede vores tasker, som vi skulle have med på tur. Der kom 3 busser, som kørte ud til Marsk tårnet. Her fløj nogle med deres drager, mens andre var oppe i tårnet. Efter man havde gjort begge dele, var der en lille butik på stedet, vi måtte gå ind og kigge i. Der købte de fleste en is eller noget at drikke. Da vi så var færdig, kom busserne tilbage, og denne gang kørte de os hen til et sted, hvor man kunne blive kørt med nogle specialbusser til Mandø. Da vi så var kommet ud på Mandø, blev vi så sat af, og så skulle vi gå hele vejen tilbage til land igennem vadehavet. Der vi så kom på land igen, kom busserne igen, og så blev vi så kørt tilbage til skolen. Da vi så kom hjem, var det blevet aften, så der var aftenserverring og en time efter skulle vi så i seng.

DAG 3

Vi stod op kl. 07:30, og så var der morgenmad kl. 08:00. Efter vi havde spist, skulle vi pakke vores tasker og gør os klar til at tage med busserne, for vi skulle nemlig til Flensborg. Da vi kom til Flensborg, skulle vi først ud med vores klasse, hvor vi alle skulle lave noget forskelligt. Min klasse var inde på et sted som hed Phänomenta, og det var sådan et sted, hvor der var en masse ting, som man selv skulle prøve at finde løsningen på. Da vi var færdig, måtte vi selv gå rundt i Flensborg. Der var en masse butikker med blandt andet tøj og en masse billigt slik. Efter vi havde gået rundt i et par timer, blev vi kørt hjem igen til skolen, hvor vi skulle have aftensmad. Efter aftensmad blev vi tilbudt en masse forskellige aktiviteter. Der valgte mig og nogle andre at tage med ud på en rideskole ikke så langt fra skolen og se på en masse søde heste. Derefter gik vi i 365 og købte chips, som vi så hyggede med på skolen. Efter det var klokken blevet mange, og så skulle vi i seng.

DAG 4

Spiste vi også kl. 08:00, og derefter kom busserne, og de kørte os imod Sønderborg. I Sønderborg blev vi delt op i grupper, hor vi skulle finde en masse forskellige seværdigheder og så tage et billede med dem. Efter vi var færdig, fik vi lov til at gå frit i Sønderborg i 1,5 time. Da tiden så var gået, skulle vi mødes ved den spanske trappe, hvor vi fik nogle beskeder og derefter skulle vi hen til busserne. Busserne kørte os hen til Dybbøl mølle. Der skulle vi gå lidt op ad vejen, hvor der lå et sted, hvor vi kunne få et lille indblik i krigen i 1864 og lidt Danmarks historie også. Efter vi havde brugt nogle timer der, blev vi kørt hjem, og der fik vi noget aftensmad. Efter aftensmad var der en masse tilbud om nogle fælles aktiviteter, og der var karaoke som mig og mine venner selvfølgelig skulle være en del af. Efter vi havde sunget en masse, skulle vi i seng, fordi vi skulle være klar til at køre hjem dagen efter.

DAG 5

Vi stod op kl. 06:00, og så var der morgenmad kl. 06:30. Denne gang kørte vi også sammen med vores egen klasse altså ”Det globale samfund”, men også fri fagskole kloge hænder. Efter vi havde spist, pakkede vi vores ting sammen, og så gik vi ned mod Tinglev station. Kl. 08:10 kom toget som kørte til Fredericia, og da vi kom til Fredericia, ventede vi 40 minutter på toget til Aarhus. Fra Aarhus skulle vi bare køre med bus resten af turen tilbage til vores efterskole. Og da vi kom tilbage, blev man hentet eller tog man selv hjem.

Det var vores/min tur til Tinglev.

This article is from: