DYRENES STEMME
LEDER
DEN STORE ILLUSION
KAMPAGNE
STOP AFLIVNINGERNE
LANDBRUG
KUNST ELLER DYRPLAGERI?
KYLLINGER
ER TURBOKYLLING HELT OK?
3 4 6 8 10
HAVDYR
REJERNES USYNLIGE MARERIDT
PELS
BUBA FIK NYT LIV
GENBRUG UDEN LIDELSE
AFMELD MINKABONNEMENTET
FAMILIEDYR
SLUT MED EKSTREM AVL
12 16 18 16
POLITIK
STATUS PÅ STRENGERE STRAFFE
6
Den store illusion: ‘Hvis det var så slemt, ville nogen have gjort noget’
DET ER INGEN HEMMELIGHED, at Animas store fokus i de seneste år har været turbokyllingerne. Fra en lille gul kylling første gang pipper ud af æggeskallen, er livet fyldt med problemer. De har det trist, og man behøver ikke være ekspert for at se, at det er galt med de alt for tætpakkede stalde, hvor kyllingerne ligger ned, fordi deres ben ikke har det godt.
Skalaen af problemet er enormt, og det lokker mange til at tænke, at det næsten ikke kan være sandt. Hvis man selv så et dyr i nød, så ville man jo prøve at hjælpe. Derfor kan det da ikke passe, at et organiseret samfund som Danmark tillader, at millioner af dyr behandles skrækkeligt.
Man kan opleve noget lignende, når folk tænker, at hvis ingen andre siger noget om et problem, så er det nok fordi, de er enige i den måde tingene foregår på. Tænk bare på en skoleklasse, hvor ingen rækker hånden op og stiller spørgsmål til læreren, fordi de tror, at alle andre forstår regnestykket på tavlen. Men så snart én er modig, så
viser det sig, at alle faktisk var forvirrede.
I takt med at der er blevet skræppet op for kyllingernes sag, er det faktisk lykkedes at komme langt på trods af disse udfordringer. Jeg bliver konstant positivt overrasket over, hvor bred og stærk opbakningen er. For nylig talte jeg fx med en slagtermester i et stort supermarked, der stadig sælger turbokyllinger. Vi var sikkert uenige om meget, men hans holdning til turbokylling var klar: „Det er noget svineri overfor dyrene, og skal stoppes hurtigst muligt.“
Så vi er nået længere, end vi måske tror, og det handler om at veksle opbakningen til virkelig forandring. Det illustrerer også, hvorfor det er så vigtigt at bryde tavsheden. For når først én taler dyrenes sag, opdager vi, at mange andre faktisk deler samme holdning – de har bare ikke sagt det højt, fordi de troede, de var alene om det.
At kæmpe for dyrene kræver, at vi forstår mennesker og de ulogiske måder, vores tanker ofte formes på. Vi må bryde illu
sionen om, at „hvis det var så slemt, ville nogen have gjort noget“ ved at være dem, der faktisk gør noget. Og hver gang vi taler højt, opdager vi endnu flere forbundsfæller. Så du gør virkelig en forskel, når du taler dyrenes sag. For uden dette ville de millioner af kyllinger forblive fanget – ikke bare i trange stalde, men i den kollektive tavshed, der får os til at tro, at problemet ikke kan være så stort.
Joh Vinding
JOH VINDING DIREKTØR
Fotos: Andrew Skowron.
Gæk-gæk, få aflivningerne væk!
Op til påske afleverede Anima mere end 600 gækkebreve til fødevareminister Jacob Jensen som led i en landsdækkende og farverig indsats mod aflivningen af nyudklækkede hanekyllinger i Danmark. Brevene, der kom fra dyrevenner i hele landet, var fulde af kreativitet og påskeklip – og de havde alle den samme opfordring: Stop aflivningen af hanekyllinger.
AF: SARA RASMUSSEN
DET ER EN GRUSOM PRAKSIS, som stadig er ukendt for mange. Hvert år gasses ca. 4 millioner hanekyllinger i Danmark kort tid efter, de er kommet ud af ægget.
Fordi hanerne hverken kan lægge æg eller kan passe ind i produktionen af slagtekyllinger, betragter industrien de små kyllinger som „affald“. Den systematiske aflivning af daggamle hanekyllinger har i en årrække været genstand for heftig kritik i flere af vores nabolande, og flere lande har nu taget konsekvensen og forbudt denne praksis.
De mange gækkebreve – både de rørende og de fantasifulde – blev afleveret lige op til påske, og vi er helt sikre på, at de aldrig har fået en så flot og vigtig påskehilsen inde i
Fødevareministeriet. Sammen udgjorde de en klar påmindelse til ministeren om, at der er stor folkelig opbakning til at finde en ny vej, også i Danmark.
Anima har i flere år sat hanekyllingerne på dagsordenen herhjemme. Vi har demonstreret, indsamlet underskrifter og haft dialog med politikere om, hvorfor det er så vigtigt, at praksissen med at aflive nyudklækkede hanekyllinger bliver stoppet.
Senest har vi blandt andet givet input til en officiel rapport til ministeren om, hvorfor Danmark bør stoppe aflivningerne hurtigst muligt. Den indeholder en række konkrete forslag til, hvordan aflivning af hanekyllinger hurtigt kan standses. Blandt
andet peges der på, hvordan man kan bruge teknologier, der kan bestemme kønnet i æggene, inden kyllingerne kommer til verden. Det gør det muligt helt at undgå, at hanekyllingerne udklækkes. Og når andre europæiske lande kan indføre forbud mod aflivningerne og finde en vej, så kan Danmark også!
Flere af Folketingets partier har nu givet udtryk for, at de er åbne over for alternativer til den nuværende praksis. Men det kræver som altid vedholdenhed, når man vil have politisk handling og store ændringer for dyrene – og påskens gækkebreve var et klart og uundgåeligt signal: Hanekyllingerne skal ikke glemmes.
Kunst eller dyrplageri?
Tre små grise spærret inde mellem to indkøbsvogne. Uden chance for at overleve. Det var virkeligheden i en kontroversiel kunstudstilling, der i begyndelsen af året udløste en bølge af chok og vrede, da levende grise skulle sultes for at sætte fokus på industrilandbruget. Men i dag trives de tre grise og grynter under åben himmel.
AF: NANNA CAPION
PROVOKUNSTNEREN MARCO EVARISTTI
skabte stor debat, da han annoncerede, at han som led i en kunstudstilling ville sulte tre små grise. Evaristti ønskede at udstille det paradoksale i, at vi i Danmark accepterer en svineproduktion, hvor 9 mio. pattegrise dør hvert år, mens folk farer op, når det handler om tre grise. Men hans metode var både misforstået og forkastelig. For der er ingen tvivl om, at man selvfølgelig ikke kan bekæmpe dyremishandling med dyremishandling.
Tre grise gik verden rundt
Allerede ved nyheden om udstillingen reagerede Anima straks. Vi anmeldte kunstneren til politiet for mulig overtrædelse af dyreværnsloven for at få stoppet udstillingen, så ingen grise skulle risikere at lide. Samtidig med den nationale opmærksomhed, gik nyheden verden rundt, og Anima blev interviewet af New York Times om anmeldelsen og grisene.
Animas budskab var klart: Kunst kan provokere og skabe debat – men den må aldrig gå på kompromis med levende væseners velfærd! Selvom kunstnerens hensigt var at kritisere dyrevelfærden i det danske landbrug, så skete det på bekostning af levende dyr, og det kan aldrig forsvares.
Heldigvis var overvældende mange dyrevenner med os i sagen for grisene: der blev råbt op, demonstreret og vist massiv modstand mod behandlingen af de tre små grise. Derfor lykkedes det at gøre en forskel for de tre grise.
Nyt liv i trygge
rammer
I dag bor grisene hos dyreværnsorganisationen OASA, der har taget dem ind med åbne arme. Grisene er ikke længere en del af et industrilandbrug eller en kunstinstalla
tion, men en del af en familie. De får mad, frisk halm at rulle sig i og masser af plads til at løbe og lege frit. De nyder solen, roder i jorden og har plads til at udfolde deres personligheder.
Da OASA overtog grisene, var de kun seks uger gamle, de sov hele tiden og var bitte små, og der var ingen tvivl om, at de var udmattede, fortæller Valentina Crast:
“De var blevet fjernet fra deres mor, deres øremærker var fjernet, de var blevet kastreret og halekuperet – og som om det ikke var nok, var de derefter blevet transporteret til Kødbyen, hvor de måtte ligge i en indkøbskurv uden varme og uden omsorg.”
“Efter nogle dage med nærende mad, varme, masser af ro og tryghed, begyndte de at få energi og vokse. I dag, knap to måneder efter overdragelsen, er de små, hyperaktive, overbegejstrede, kloge og nysgerrige banditter, der ikke frygter noget og går ind i alt med mod og lyst. Det er helt fantastisk at være vidne til,” fortsætter Valentina.
Det er svært at forestille sig en mere rørende kontrast. Fra udsigten til et kort liv på et koldt gulv, uden mad, til en tilværelse med frihed, kærlighed og respekt og i dag grynter grisene trygt under åben himmel.
Benjamin, Lucia og Simon
Benjamin, Lucia og Simon, som de er blevet navngivet, vokser hurtigt, og OASA gør, hvad de kan for at kontrollere grisenes vækst med sund og begrænset mængde foder. For selvom de lige nu kun vejer omkring 35 kg, så er de avlet til at nå en vægt på omkring 400 kg!
Benjamin er den milde babygris, han er særligt kælen og går gerne fra maden for at komme over og få et kram og en kløtur. Valentina fortæller, at han fra starten var den eneste, der søgte det, og i dag nyder han det stadig, selvom han snart vil være
for tung til at ligge på skødet af mennesker. Lucia var den mindste gris, den dag hun blev hentet, og hun var skrøbelig og ret frygtsom. Men i dag er hun vokset sig større end drengene, og det er hende, der vil frem, fortæller Valentina og beskriver, at Lucias viljestyrke er af en anden verden, og at hun måske har måttet kompensere for sin lille størrelse i stalden.
Sidst men ikke mindst er der Simon, som er ballademageren. Valentina forklarer det bedst sådan her: “Man kan ikke stille noget fra sig, uden at han stjæler det. Og hvis han opdager maddepotet og ikke får adgang, når det passer ham – så laver han en scene, som var han en fireårig, der ikke må få slik i supermarkedet.”
Man er altså ikke i tvivl om, at grisene har masser af personlighed, og heldigvis endte deres historie godt, fordi dyrevenner reagerede i tide og knoklede for at skabe et hjem til dem.
Sagen bør minde os om, at hvert enkelt liv har værdi. Og at dyrene har brug for, at nogen taler deres sag. Men sagen bør også gøre det klart for os, at vi ikke må glemme de millioner af grise, som hver dag lever et skræmmende liv bag lukkede døre i industrilandbruget, og som aldrig får et værdigt liv!
Det sætter Valentina også ord på, når hun bliver spurgt ind til, hvorfor det var så vigtigt at redde de tre grise: “Disse grise er på ingen måde mere eller mindre værd end de mange millioner, der står i landets stalde. Når der opstår en sjælden mulighed for at hjælpe nogle af de dyr, der har det allersværest i Danmark – som følge af en brutal og umenneskelig produktion – så skal man gribe den.”
Er turbokylling helt OK?
Sammen med forårssolen rykkede Anima kampagnekontoret til Århus for at tale kyllingernes sag. Et helt år er nemlig gået, siden energikoncernen OK købte halvdelen af kriseramte Coop og fik afgørende indflydelse hos en dagligvaregigant, der hvert år sælger millioner af turbokyllinger uden planer om en fuld udfasning.
AF: CHRISTINA DESIRÉE
KLOKKEN ER 3:45, OG TELEFONEN BIPPER insisterende i mørket. “Aktionsdag!” står der i displayet, og selvom det stadig er halvvejs nat, så springer jeg ud af sengen. I dag bliver en god dag!
Jeg laver et par kopper kaffe to go, og i det samme triller min kollega Lina op foran huset. Sammen sætter vi kursen mod OK’s hovedkontor i Århus for at stille OK – og særligt direktør Michael Løve – et simpelt, men vigtigt spørgsmål: Hvad er mest OK? Dyrevelfærd eller turbokylling? For de to ting kan ikke forenes.
OK’s hykleri
I 2022 indførte OK en politik om, at alle deres servicestationer skal leve op til European Chicken Commitment. Et stærkt skridt i den rigtige retning, som betyder langsommere vækst, bedre plads og mere naturlig adfærd for kyllingerne. Med opkøbet af Coop fulgte et håb om, at OK’s politik kunne brede sig til Coops kyllinger. Men intet er sket, OK afviser dialog og spiller bolden tilbage til dét Coop, de selv ejer.
Til aktion for kyllingerne
I det tidlige morgengry triller vi derfor op foran OK’s hovedkontor, hvor resten af Animadelegationen er ankommet med fyldte biler. Vi har en plan om at sætte Michael Løve i rampelyset, så vi sætter satiriske papfigurer op i området, der viser to udgaver af direktøren: Den ene, fuldstændigt ligeglad med kyllingerne, og den anden, en progressiv leder, der med et velfungerende
etisk kompas sætter retningen for OK og Coop.
OK’s medarbejdere myldrer ind. Et vejskilt med to pile opfordrer dem til at vælge mellem “dyrevelfærd” og “turbokylling,” og mens nogle møder os med skepsis, oplever vi mest smil og medarbejdere, der aktivt tager stilling.
Det store ryk-ind
I stedet for at pakke sammen, kører vi derefter bilerne hen foran hovedindgangen. Mens OK’s medarbejdere stimler sammen
ved vinduerne og kigger ned på os, flytter vi bogstaveligt talt ind på deres matrikel: Gulvtæppe, skriveborde, lamper og potteplanter bliver hevet ud af bilerne, og et mobilt kontor tager form.
Herfra driver vi over de næste to dage kampagnen med alt, hvad det indebærer af presse, kommunikation og en vifte af aktioner direkte fra OK’s banehalvdel: herunder en 200 kg tung træskulptur skabt af Bureau Detours, så OK hver dag kan kigge kyllingen i øjnene og huske det ansvar, de har.
Hvilken vej vælger Løve?
Allerede på førstedagen kommer manden på papfigurerne, Michael Løve, ud for at tale med os. Han er ærgerlig over Coops sidsteplads inden for kyllingevelfærd, men mener, at beslutningen ligger hos Coop.
Men som CEO for OK og næstformand i Coop Danmark har Løve mulighed for at handle, hvis han altså vil.
Vi ved nu, at OK mærker effekten af Coops dyrevelfærdsproblem, og vi pakker sammen med en god følelse i maven.
Vi var der, når de ansatte kom og stadig når de gik hjem. Og det blev tydeligt for enhver, at vi ikke stopper, før de gør.
Løve roste i øvrigt vores papfigur og dens budskab. Nu venter vi bare på, hvilken version han vælger at være.
Rejernes usynlige mareridt
Bag de glitrende kølediske i supermarkederne, hvor tropiske kæmperejer ligger på is, gemmer sig en brutal virkelighed, som alt for få kender til. Det handler om en industri, der skærer øjnene af rejerne, mens de stadig er i live og helt uden bedøvelse.
AF: METTE PETERSEN
En mørk hemmelighed
Hvert år opdrættes omkring 440 milliarder rejer på verdensplan, hvilket gør dem til et af de mest opdrættede dyr på kloden. Langt de fleste lever på tætpakkede farme i Asien og Latinamerika.
Her er forholdene så elendige, at op mod halvdelen dør før slagtning. Men for mange hunrejer venter en særlig grusom skæbne. Avlsrejerne får nemlig fjernet deres øjne, mens de stadig er i live.
Det sker, fordi de har en kirtel bag øjnene, der påvirker deres evne til at lægge æg. Men de barske forhold på farmen får mange af hunnerne til at lægge færre æg, end de ellers ville gøre. Og her er ‘løsningen’ altså blevet at fjerne hendes øjne, så hun vil lægge flere æg. Det betyder nemlig flere rejer og dermed større fortjeneste for farmene.
Det er blevet en helt almindelig praksis på stort set alle farme, og rejerne udsættes altså for det smertefulde indgreb udelukkende for profit.
Her er, hvad der sker
Når hendes øjne fjernes, sker det enten med en rødglødende tang, et skarpt barberblad eller ved, at avleren klemmer øjenstilken af med fingrene – alt dette skal hun gennemgå helt uden bedøvelse. Efter lemlæstelsen bliver hun sat direkte tilbage i bassinet.
Her svømmer hun nu desorienteret rundt i mørket og gnider sig i øjenområdet, mens hun støder ind i bassinets vægge.
Rejer føler smerte
Der er ingen tvivl. Forskere har bevist, at rejer føler smerte og stress, og de klassificerer derfor nu rejer som følende og bevidste væsener. Et nyere studie viser endda, at rejer ikke blot reagerer på smerte i øjeblikket, men at de faktisk ændrer deres adfærd over tid som reaktion på smertefulde oplevelser. De husker og lærer af tidligere erfaringer. De forsøger at undgå smerte.
Et vigtigt politisk fremskridt
At skabe en bedre verden for dyrene begynder ofte med at kaste lys over de steder, hvor de lider i stilhed. Derfor valgte vi at tage kampen til Christiansborg. Efter dialog med folketingsmedlem Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører for SF, fik vi ham til at stille et direkte spørgsmål til fødevareminister Jacob Jensen:
”Vil regeringen gå foran med dyrevelfærden og arbejde for et europæisk importforbud mod rejer, hvor avlshunnerne har fået fjernet øjenstilkene uden bedøvelse?”
Hans svar var afslørende. Selv vores fødevareminister – personen med det overordnede ansvar for fødevareproduktion og fiskeri – har ikke hørt om, at importerede rejer får fjernet øjnene. Han svarede, at dyrevelfærd ligger ham meget på sinde, og han har derfor bedt sit ministerium om at undersøge problemet nærmere. Dette er et betydningsfuldt første skridt. For første gang er rejernes mareridt og lidelse kommet inden for dørene og bragt op på det politiske niveau i Danmark. Tavsheden er brudt.
Vejen frem
Det her er kun begyndelsen. Vi fortsætter presset på Christiansborg for at sikre, at ingen af de rejer, som importeres til Danmark, stammer fra rejefarme, hvor denne grusomme praksis finder sted.
For selvom rejen er et lille dyr, skal den ikke udsættes for unødvendig lidelse. Vi må ikke ignorere lidelsen hos de dyr, som ikke ligner os – for uanset hvor fremmede eller anderledes de virker, er de levende væsener, der fortjener at blive behandlet med respekt.
Vi kan nu for første gang sige, at rejernes lidelser ikke er helt usynlige i Danmark. En vigtig dør er blevet åbnet, og vi giver ikke op, før rejerne får den retfærdighed, de fortjener.
Slut med delfinshows?
Et strejf af håb glimter nu for 33 delfiner, der dagligt tvinges til at optræde i Portugals bassiner. Et af landets partier har fremsat et forslag om at forbyde havepattedyrshows fra 2030 og sætte dyrene fri i havreservater eller genudsætte dem i naturen.
Denne ændring i den offentlige holdning har været lang tid undervejs. Men nu har årtiers vedholdenhed langsomt, men sikkert, vendt stemningen.
Sammen bevæger vi os mod en fremtid, hvor havets væsener kan leve der, hvor de hører hjemme: i det åbne ocean, under den frie himmel.
Buba fik et nyt liv
Mårhunden Buba sad alene i et lille bur på en mørk pelsfarm, da vi mødte hende.
Hun var hårdt mærket af at leve hele sit liv under forfærdelige forhold, og hendes skæbne så dyster ud. Men så tog hendes liv en uventet drejning.
AF: ANNA KAPEL
BUBA ER IKKE BARE EN MÅRHUND – hun er et symbol på håb og forandring. Hendes historie begynder i mørket på en polsk pelsfarm, hvor hun levede isoleret i et lille, beskidt bur, tynget af frygt og angst. Ligesom millioner af andre dyr var Buba sat i verden kun for at ende som en pelsfrakke.
Livet i buret havde sat tydelige spor på hendes krop: Hendes ben var forvredne, og den ene pote var helt deform af at stå på det kolde metalnet. Det eneste, hun havde udsigt til, var et liv i smerte, indtil den dag hun skulle aflives. Men sådan endte det heldigvis ikke for Buba.
Natten der ændrede alt
En sen nat tog vi ud for at dokumentere forholdene på en polsk pelsfarm. Og dér sad hun med sine store, blå øjne, der lyste op i mørket. Det var tydeligt, at hun var i smerte. Hun var blot én af de hundredvis af mårhunde, der sad fanget i et lille bur, stablet ovenpå hinanden.
Bag hvert eneste metalgitter sad et levende væsen og kiggede ud med længsel efter friheden. Men der var noget særligt over Buba. Der var noget i hendes blik,
som fik os til at standse. Midt i al lidelsen og håbløsheden kunne man ane et glimt af vilje til at leve. Vi vidste, at vi måtte handle med det samme, hvis hun skulle overleve. Forsigtigt fik vi løftet hende ud af buret og væk fra det metalgitter, der hele livet havde været hendes eneste verden.
En ny begyndelse
I dag bor Buba i trygge rammer på et rehabiliteringscenter, hvor hun endelig har fået det liv, hun fortjener – et liv fyldt med frihed, omsorg og kærlighed. Hendes nye hverdag er fuld af muligheder for at udforske,
lege og udleve sin naturlige adfærd – alt det, som burde være en selvfølge for alle dyr.
Det er svært at forestille sig, at Buba engang sad i et lille, beskidt bur. Hvor hun før var meget ængstelig og reserveret, fordi hun kun kendte til det brutale liv på pelsfarmen, er hendes personlighed nu ved at blomstre i de nye omgivelser. Det viser sig, at Buba både er nysgerrig, kærlig og legesyg. Hun plasker ivrigt i sin nye, store vandskål, undersøger verden med forsigtige poter og nyder den frihed, som hun aldrig før har oplevet.
Fotos: We Animals Media.
Genbrug uden lidelse
Selvom flere store modehuse har sagt nej til pels, kan man stadig finde ægte pels i mange danske genbrugsbutikker. Det kan være med til at legitimere pels og på den måde holde liv i en industri, der burde være lukket for længst. Derfor opfordrer vi genbrugsbutikker til at tage ansvar og fjerne pels fra hylderne.
PELSPRODUKTION ER ALLEREDE UDFASET i flere lande, og over 1.500 tøjmærker – herunder Prada, Gucci og Versace –har indført en pelsfri politik. I takt med, at modebranchen har taget ansvar, vælger også flere forbrugere aktivt pels fra. Men når store stjerner som Hailey Bieber og Rihanna optræder i store pelse, er de med til at genoplive og promovere industrien. Som modeikoner er de med til at sætte dagsordenen og sender dermed et ærgerligt signal om, at pels er et luksusprodukt.
Pakket ind i bæredygtighed
Selvom pels i årevis har været på vej ud af modebilledet, hænger de stadig i mange af landets genbrugsbutikker. De risikerer altså ufrivilligt at blive nogle af de sidste, der holder liv i den døende industri. Når
pels sælges brugt, pakkes det ind i begreber som “bæredygtighed” og „vintage“.
Men uanset om pelsen er ny eller gammel, er den resultatet af dyremishandling. Når genbrugsbutikker sælger pels, bidrager de derfor til en normalisering af et produkt, der er forbundet med stor smerte og lidelse for dyr. Det står i skarp kontrast til butikkernes egne værdier om etisk forbrug, beskyttelse af de svage og at mindske lidelse i verden værdier der naturligvis også burde gælde for dyrene.
Ambassadører for lidelse
Når genbrugsbutikkerne fortsat sælger pels, gør de deres kunder til levende reklamer for en industri, der påfører millioner af dyr unødvendig lidelse. Samtidig
risikerer de at skabe en ny efterspørgsel og dermed opretholde produktionen. Forbrugerne får desuden det fejlagtige indtryk, at det er uproblematisk – eller måske endda etisk at købe brugt pels, når det sælges af velgørende organisationer.
Butikker må tage ansvar
Derfor har vi nu sendt et brev til Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, Red Barnet og Blå Kors med en klar opfordring: Stop salget af pels – også selvom det er brugt. Vi stopper ikke, før pels er ude af genbrugsbutikkerne. Det vil sende et klart budskab om, at de principper, de arbejder ud fra, også gælder for dyrene. Etisk forbrug handler nemlig ikke kun om at købe brugt, men også om at tage ansvar.
Afmeld mink-abonnementet
Minkerstatningerne har allerede kostet danskerne dyrt og nu risikerer vi at skulle betale endnu en gang. Politikerne må tage ansvar, før regningen vokser sig større. Derfor har vi sendt dem en faktura.
Hvor meget har du betalt?
Erstatningen til minkavlerne har allerede kostet de danske skatteydere omkring 30 milliarder kroner. Det svarer til, at alle voksne danskere har betalt 6.250 kr. til minkavlerne. Men det stopper ikke her. Hvis Danmark fortsætter med at holde døren åben for minkavl, risikerer vi at skulle betale flere regninger i fremtiden.
EU-forbud på vej
Danmark har valgt at genåbne et erhverv, som resten af Europa er ved at forlade. Hele 22 europæiske lande har allerede indført forbud mod pelsavl, og efter et opråb fra 1,5 millioner borgere skal EUKommissionen til næste år tage stilling til, om de vil anbefale en udfasning af pelsavl. Hvis forbuddet bliver vedtaget, så kan det betyde, at de danske minkfarme bliver tvunget til at lukke endnu en gang og så risikerer vi at skulle betale erstatning igen.
På den måde er danskerne blevet tilmeldt
en ufrivillig “abonnementsordning”, som kun politikerne kan afmelde. Det er altså nu, der skal handles for at undgå, at den danske minkbranche og ikke mindst regningen vokser sig stor igen.
Livet på pelsfarmen
Mink tilbringer hele deres liv i små, trange bure, uden adgang til andet end et metalgitter under poterne. De fratages enhver mulighed for at udleve deres naturlige instinkter som at svømme, grave eller jage. Det kunstige og stressende miljø fører til alvorlige fysiske skader, sår, bidmærker og stereotype adfærdsmønstre som f.eks. selvskade. De har ingen mulighed for at undslippe deres grusomme skæbne.
Politikerne har magten
Det er politikerne, der har nøglen til at afmelde minkabonnementet. Derfor har vi sendt dem en symbolsk faktura, for at understrege, at det er på høje tid at trykke på afmeldingsknappen. Kun et permanent forbud mod minkavl kan sikre, at danskerne ikke skal betale endnu en regning til den forældede industri. Og vigtigst af alt vil et forbud sætte en stopper for den unødige lidelse, som alt for mange dyr stadig udsættes for.
Dyrene betaler prisen
Selvom minkavl har været en dyr omgang for danskerne, er det dyrene, der betaler den ultimative pris. Det er på tide at stoppe den dyremishandling, som pelsindustrien har bygget deres forretning op omkring. Nu er det tid til at tage ansvar – både for dyrene og skatteyderne ved at forbyde minkavl i Danmark én gang for alle.
Slut med ekstrem avl
Nu skal det endelig være slut med flade næser, for små kranier og dårlige hofter. Det mener fødevareministeren, der vil skærpe kravene for avl af hunde, så sundhed og velfærd vægtes højere end udseende. Det vil skåne tusindvis af hunde fra et liv i smerte.
Flade næser og små kranier
Forestil dig at leve hver dag med en vejrtrækning så besværet, at det føles som at trække vejret gennem et sugerør. At være ude af stand til at løbe og lege uden at kollapse i udmattelse. At have hovedpine så intens og vedvarende, at den aldrig forsvinder. Du kan ikke fortælle det til nogen, så du lider i stilhed. Det er den triste hverdag for tusindvis af hunde. Nogle racer avles nemlig for at fremme et bestemt “sødt” udseende, men hvor der ikke tages hensyn til hundens sundhed og velfærd.
Det betyder, at der avles hunde med livslange helbredsproblemer som åndedrætsbesvær, rygproblemer, dårlige hofter og kronisk hovedpine. Men det skal der endelig laves om på.
Et afgørende gennembrud
I flere år har dyrevenner råbt højt om hundenes lidelser, og nu skal det endelig være slut med at avle syge hunde. Fødevareminister Jacob Jensen vil nemlig skærpe reglerne for avl, så sundhed og velfærd prioriteres højere end udseende.
De nye regler sætter krav om, at bestemte racer skal gennemgå en undersøgelse for visse arvelige sygdomme, inden de må indgå i avl. En engelsk bulldog, fransk bulldog eller mops skal før første parring gennemgå en vejrtrækningstest for at sikre, at hunden ikke har besværet vejrtrækning.
En lang række racer skal gennemgå en røntgenundersøgelse for begyndende tegn på diskusprolaps og for problemer med hofterne og albuerne. Racen cavalier king charles spaniel skal gennemgå en undersøgelse, der vurderer størrelsen af kraniet for at undgå, at den er for lille til hjernen. Med de nye regler kan det dermed forhindres, at alvorlige sygdomme går i arv, og det vil skåne tusindvis af hvalpe for at blive født til et liv med smerter og ubehag.
Danmark følger efter lande som Norge, Sverige, Tyskland og Holland, der også har strammet reglerne. I Norge har man endda taget skridtet videre og indført et forbud mod visse racer. I Danmark har man valgt ikke at forbyde bestemte racer for at undgå, at de i stedet importeres ulovligt fra hvalpefabrikker i udlandet.
Vores arbejde for hundene
Den ekstreme avl forekommer ofte på såkaldte ‘hvalpefabrikker’, hvor der ikke tages hensyn til hundenes velfærd. Her er forholdene ofte kummerlige, og flere dyreværnssager har afsløret hunde, der lever i deres eget møg, er syge og udsultede.
Derfor arbejder vi for, at Danmark ikke kun skærper reglerne for avl, men også for at vi har et stærkt dyrepoliti og strenge straffe. Kun på den måde kan vi sikre, at de nye regler kan håndhæves, og at forbrydelser mod dyr ikke går ustraffet hen.
Vores arbejde for at etablere et permanent dyrepoliti i Danmark har allerede båret frugt med oprettelsen af tre specialiserede dyreværnsenheder i 2019. Men politiets indsats mod dyremishandling skal suppleres af et retssystem, der tager forbrydelser mod dyr alvorligt. Derfor arbejder vi hårdt på at sikre strengere straffe for dyremishandling. Det arbejde kan du læse mere om på de næste sider.
Status på strengere straffe
Fødevareministeren har løftet sløret for sine planer om strengere straffe for dyremishandling. Desværre tegner de til at blive en slap omgang. Heldigvis står fem partier i Folketinget sammen med Anima i kravet om at få grov dyremishandling skrevet ind i straffeloven – en kamp, der fortsætter helt til de sidste forhandlinger er afsluttet.
AF: MATHIAS MADSEN
„MØDET ER UDSKUDT IGENIGEN”. Beskeden fra SF’s dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin, tikker ind, og jeg undertrykker et højlydt suk. De seneste dage, faktisk de seneste uger, har vi på Animas kampagneteam haft blikket stift rettet mod det møde, hvor fødevareministeren langt om længe vil præsentere sit forslag til strengere straffe for dyremishandling. Nu har ministeren så udskudt mødet for anden gang. Men sådan er politik, og jeg tager hurtigt de optimistiske briller på: Nu ved vi da besked og har mere tid til at gentage vores budskaber over for dyrevelfærds og landbrugsordførerne forud for deres møde med ministeren.
Anima har længe kæmpet for strengere straffe for dyremishandling, og vi var håbefulde, da regeringen og et bredt flertal i Folketinget sidste år besluttede at “undersøge mulighederne for strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet”. Ikke mindst fordi fødevareministeren efterfølgende adskillige gange i løbet af 2024 gentog, at han går ind for strengere straffe. Lige nu står det dog lysende klart for os, at ministeren skal presses til det sidste, hvis vi skal sikre dyrene det statusløft, de fortjener.
Alt for lave ambitioner
I slutningen af februar delte ministeren anbefalingerne fra den arbejdsgruppe, han nedsatte året forinden. Selvom der er enkelte gode takter, er anbefalingerne langt fra, hvad vi kunne ønske os for dyrene. Frem for reelt at hæve strafferammen, som lige nu er op til 2 års fængsel, lægger ministeren nu op til en fordobling af straffen
inden for den eksisterende strafferamme, altså relativt til de straffe, der i praksis bliver givet i dag. Og når man ved, hvor latterligt milde straffe dyremishandlere i dag får for selv grove tilfælde, så er en fordobling kun en lille forbedring og stadigt helt utilstrækkeligt. Det er uacceptabelt − og det mener adskillige partier på Christiansborg heldigvis også.
Minister møder modspil
Animas tætte dialog med en række ordførere har båret frugt. I september sidste år afleverede vi sammen med Carl Valentin flere end 40.000 underskrifter for strengere straffe til ministeren. Både Alternativets dyrerettighedsordfører, Helene Brydensholt, og Pia Kjærsgaard, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, deltog i markeringen af dette. Siden har fem partier − Alternativet, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance − i et fælles debatindlæg forpligtet sig på at kæmpe for at få grov dyremishandling skrevet ind i straffeloven. Det er dét, der skal til, hvis straffen for dyremishandling for alvor skal skærpes, og derfor er det vigtigt, at så mange partier fra højre til venstre står fast på dette krav. Det står klart, at de ikke vil lade sig spise af med en uambitiøs, symbolsk aftale. Der skal rigtige strafskærpelser på bordet.
Således er der håb! Men håb er som bekendt ikke en strategi, og derfor bliver vi ved med at gøre, hvad vi kan for at påvirke aftalen om strafskærpelser lige til det sidste.
Det er vigtigt for mig, at vi fra politisk side signalerer, at dyremishandling er en alvorlig forbrydelse. Derfor vil jeg over for fødevareministeren insistere på, at dyrene skrives ind i straffeloven.
- Zenia Stampe, landbrugsordfører, Radikale Venstre
Dyrs rettigheder er fuldstændig fraværende i et system, hvor straffene er så lave, som de er i dag. Landmænd og privatpersoner kan mishandle dyr i stort omfang, fordi sagerne ikke bliver prioriteret, når strafferammen er så lav, og hvis de gør, slipper de kriminelle alt for let. Derfor mener vi i SF, modsat regeringen, at strafferammen for dyremishandling skal markant i vejret!
- Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører, SF
Det ministeren har spillet ud med indtil videre virker slet ikke tilstrækkeligt. Derfor går Alternativet selvfølgelig til forhandlingerne med et mål om at hæve ambitionsniveauet, og der er det en høj prioritet for Alternativet at få grov dyremishandling ind i straffeloven.
- Helene Liliendahl Brydensholt, dyrerettighedsordfører, Alternativet
Vegansk “lakse„roulade
Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og med nye, lettilgængelige produkter kan du nu lave en 100% plantebaseret version af lakseroulade i agurk.
Ingredienser
• 2-3 lange, lige agurker
• 1 pk. plantebaseret cream cheese. (Kan findes i de fleste supermarkeder)
• 2 pk. vegansk “laks” samt et glas “kaviar”. (Begge af mærket Nartuli’ og kan findes i Salling Groups supermarkeder)
• Avokado
• Cherrytomater
• Citron
• Dild
Fremgangsmåde
Slice agurken på langs i skiver på et mandolinjern, indtil du er nået et par skiver ind i kernedelen, vend da agurken og gentag. Dup dem let på begge sider for at tage en del af væden.
Placér skiverne på en plan overflade og lad dem overlappe ca. 50%. Sørg for at finde så lange og lige agurker som muligt, da vi gerne skal op på et kvadrat, der hedder 25 x 25cm.
Smør med cream cheese, drys godt med hakket dild og fordel lakseskiverne. Der går 2 pakker til en roulade på denne størrelse.
Placér til sidst en række avokadoskiver og rul. Pynt eksempelvis med cherrytomater, citron, kaviar og dild.
Opskriften er af Bjørn Woldby. Se mere grøn og dyrevenlig inspiration på Bjørns Instgram @vegan_by_woldby
