Boafgift Boafgift og bundfradrag
Boafgift er den afgift, man skal betale til staten, når man arver. Afgiften afhænger af boets størrelse og af, om og hvordan man var i familie med afdøde. Der skal ikke betales boafgift af løbende ydelser ( f.eks. ægtefællepensioner), der udløses af dødsfaldet, og som der betales indkomstskat af. Derimod skal der betales boafgift af alle engangsudbetalinger ( f.eks. livsforsikringsbeløb). Derfor kan det i nogle tilfælde bedst betale sig at sikre børn med løbende forsikring eller pension. I andre tilfælde vil det være mere hensigtsmæssigt med en samlet sum. Afdødes ægtefælle eller registrerede partner skal ikke betale boafgift. Alle andre skal betale boafgift eller tillægsafgift til staten af det, der overstiger det generelle bundfradrag, som sædvanligvis reguleres den 1. januar hvert år. For 2018 er fradraget på 289.000 kr. pr. bo. Hvis begge ægtefæller dør på samme tid, er der to bundfradrag. Det samme gælder, når den længstlevende i et uskiftet bo dør, da der her er tale om to boer. Boafgiften beregnes som 15% af det beløb, der overstiger bundfradraget. Derudover kan der være tale om en tillægsafgift på 25% af arven efter beregning af boafgiften på 15%, afhængig af arvingens tilknytning til afdøde. Ligesom arveloven har tre arveklasser, er der også tre boafgiftsklasser, der er delt op i ægtefælleklassen, A-klassen og B-klassen. Se afsnit om Boafgiftsklasserne.
ÆLDRE SAGEN · FORMUE, ARV, TESTAMENTE OG GAVER
31