verne. Den runde skorsten var ca. 23 m høj, men der var dårligt træk i den, så i 1920’erne forkortede man den til ca. 17 m. Sidst i 1950’erne byggede man den om igen, så den nu er ca. 15 m høj. Bag mejeriet var tilbygget ishus, ostelager, vaskerum, depotrum og hestestald. Ved siden af var der et udhus bl.a. til tørv. Der var en stor køkkenhave ved mejeriet, som i årenes løb blev mere og mere til prydhave.
Rye Andelsmejeri 1947. Foto: DK set fra luften
Alle andelshaverne fik et nummer i den rækkefølge de blev tilsluttet mejeriet. Det nummer kom til at stå på deres transportspande, så man kunne holde styr på hvor meget nymalket mælk der blev leveret til mejeriet og hvor meget skummetmælk, kærnemælk og valle der gik retur. Mælkekuskene hentede mælken rundt omkring i sognet med hestevogn og siden hen med traktor eller lastbil, og i nyeste tid tankvogn. De havde mejeriprodukter med tilbage til andelshaverne. Der var også en mælkemand der kørte rundt og solgte mejeriprodukter til private. I starten kørte han hestevogn og fra 1956 i bil. Når mælkemanden kom forbi, gik man ud og købte det man skulle bruge. Senere kunne man f.eks. bestille 6 liter sødmælk og 1/10 liter fløde, som man så fik leveret dagligt i klare glasflasker. Mælkemanden tog de tomme glasflasker med tilbage til mejeriet, hvor de blev vasket og genbrugt. Man kunne i begyndelsen købe mejeriprodukter på mejeriet og siden hen i mejeriudsalget, som først lå på Ryesgade 31 og fra 1961 på Ryesgade 20.
Kristian Kjeldal ved smørkærnen i Rye Andelsmejeri 1958. Foto: Victor Baunsgaard, Ry Lokalarkiv
På generalforsamlingen den 11. december 1908 besluttede man at opføre et ostelager, samt at omdanne stalden ved mejeriet til 5 spand heste. En vognmand blev ansat til at køre is fra søerne til ishuset, som skulle afkøle mejeriprodukterne.
Isen blev fragtet ind i kølehuset på transportbånd ophængt under loftet i mejerisalen, med hjælp fra dampmaskinen. Senere fik man et køleanlæg. Køerne gav ikke lige så meget mælk om vinteren som om sommeren, så de 8 mælkekuske kørte kun en gang dagligt fra 1. oktober til 1. april, mod to daglige ture i sommerhalvåret. De 111 andelshavere der meldte sig i 1906, havde ialt 473 køer, det er godt 4 køer pr. mand. I 1931 var der 110 andelshavere med 610 køer, det er ca. 5½ køer pr. mand. I 1964 var der 67 andelshavere,
Besøg fra Frankrig på Rye Andelsmejeri 1959 Foto: Privat eje
og tørv. Senere fyrede man med træ og kul igen, og fra midt i 1950’erne olie. Der blev fyret døgnet rundt. Fyret sørgede for varme til dampkedlen, som dampmaskinen lavede om til trækkraft til maskinerne i mejeriet. Dampen blev også brugt til varmt vand til opvarmning af mælken og til rengøring. Men den kom også andre end mejeristerne til gode. Dampen kunne bl.a. bruges til at opvarme vand til slagtning eller til at koge et vognlæs kartofler til grisene, hvis en landmand havde brug for det. Dampen kunne også hurtigt opvarme vandet i det store trækar i mejeriet, så mejeribestyrerens børn kunne blive vasket. Dampmaskinen blev erstattet af elektromotorer i 1950’erne. Mejeribestyreren fik hjælp af mejerister, mejersker, elever og andet tyende, men holdt selv styr på regnskabet. Når kuskene kom med mælken, skulle den bæres ind i mejeriet ad den østlige dør på perronen. Transportspandene indeholdt 30 – 50 liter og en fyldt 50 liters spand vejede ca. 64 kg, så der skulle stærke folk til. Mælken blev indvejet og fedtprocenten målt. Så blev den pasteuriseret, for at slå bakterier ihjel. Derefter blev mælken delt i fløde og skummetmælk i centrifugen. Skummetmælken blev tilsat lidt fløde, for at blive til sødmælk. Den del af fløden der skulle bruges til smør blev varmet, syrnet og kærnet, og kærnemælken blev siet fra. Så blev den æltet, saltet og pakket.
med ca. 320 køer eller knap 5 køer pr. mand. Da mejeriet blev bygget, gav en ko ca. 3.000 kg mælk om året. Da mejeriet lukkede, gav en ko ca. 5.000 kg om året. En moderne ko giver nu ca. 12.000 kg mælk om året. Den nymalkede mælk, der blev leveret til mejeriet, skulle være i orden. Køerne måtte ikke være syge og mælken skulle være frisk og ren. Den måtte ikke have en flødeprocent under 3 og den måtte ikke forfalskes. Transportspandene skulle være rene og hele. Mejeriet havde eget laboratorium og alt blev kontrolleret. Der blev slået hårdt ned, hvis nogen snød. I 1918 havde ca. halvdelen af de danske mejeriet elektricitet og mejeriet i Rye var et af dem. Mejeriet fyrede i starten med træ og kul, men gik under 1. verdenskrig over til træ
Rye Andelsmejeri 1975. Foto: Privat eje
Fortsættes på næste side.
13