Hvid sorg Guds rige kommer af sig selv. Det er som med en mand, der har tilstået jorden. Han sover og står op, nat og dag og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde og sådan er det med Guds rige. Det kommer med selvfølgelighed og uden at vi kan eller skal gøre noget. Kan noget godt komme ”af sig selv”? Modsiger det ikke alt, hvad vi ellers tænker om det, der gør os godt? At det er noget, vi skal gøre os umage med og stræbe efter det, inden det indfinder sig. Og her bare: Det kommer helt af sig selv. Uden om al stræbsomhed, planlægning og kontrol. Som om evangeliet vil sige til os: Se dig omkring. Er der noget af det, som du har allermest kært og som betyder allermest for dig, som er kommet til dig, fordi du stræbte efter det? Er der noget af det, som du virkelig ikke kan undvære, der er et resultat af dine egne bestræbelser og beslutninger? Eller fik du det hele? Tænk på sidste gang, du oplevede en fylde i dit liv, en dyb glæde som en understrøm under det hele, var det noget, du havde bestemt dig for – eller opdagede du, at du allerede stod midt i det – og at det helt af sig selv fyldte dig med glæde og taknemmelighed? Evangeliet om Guds rige har altid været et direkte og nådesløst angreb på den ide, at menneske er man først i det øjeblik, hvor man har realiseret sine potentialer og sin dybeste overbevisning. Hvor man med et ærligt hjerte kan sige, at nu står man helt og holdent inde for sig selv.
24
Refleksion over Markusevangeliet kap. 4, 26 f. ved sognepræst Iben Johanne Thomsen
Det, hævder evangeliet, er usandheden om os – eller synden, hvis man skal sige det med et teologisk sprog. Synd som mangel på taknemmelighed over alt det, jeg har fået og som jeg ikke selv er ophavsmand til. Jeg hørte for nylig et udtryk som i en vis forstand rummer denne tilstand: Hvid sorg. Den sorte sorg kender vi. Det er den, vi mærker, når vi mister et menneske, vi holdt af. Den sorg, der kan gøre et menneske helt sort indeni af fortvivlelse. Men den hvide sorg er anderledes. Den hvide sorg er den, der rammer et menneske, der har stræbt efter at nå sine mål. Som har gjort sig umage, lagt planer og set dem indfriet. Men som opdager, at livsfylden ikke lå der. At det er fint nok og også tilfredsstillende nok at nå et mål, men egentlig glæde, indfrielsen af alle længsler lå ikke for enden af målene. Det blev underligt uforløst. OK, men heller ikke mere. Ikke dyb glæde. Snarere rastløshed: hvid sorg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Peter Bastian, dette musiske og spirituelle menneske, som kendte den hvide sorg til bunds. Han levede det meste af sit liv i en rastløs jagt på at blive et helt menneske, drømte om det gode liv og længtes efter at blive, hvad han selv kalder den bedste udgave af sig selv. Han fortæller om det i bogen Altid allerede elsket som blev til som samtaler med hans ven Tor Nørretranders på hans dødsleje. Her fortæller han, hvordan han mod slutningen af sit liv blev grebet af en vild
og uregerlig længsel efter at møde en kærlighed, som kunne genspejle ham, som den han var. Ikke som den han ønskede at være. En kærlighed, der kendte ham til bunds og dog blev ved med at være kærlighed. Og hvordan han blev udsat for, hvad han kalder: indbrud fra denne kærlighed. På et tidspunkt var han blevet bedt om at holde en prædiken i Skørping kirke, og han sloges med prædiketeksten, som han fandt formørket og underlig. Peter Bastian klagede sin nød til biskoppen i Roskilde, der svarede: Men Peter, det er jo dér Jesus siger: Jeg er livets brød. Og Peter Bastian siger så om dette: Jeg tænkte hold kæft jeg er en grønskolling. Jeg ville jo aldrig, hvis jeg stod med et partitur af Mozart, overveje, om jeg var enig med Mozart. Jeg ville aldrig tænke om Shakespeare: Stod han virkelig med et kranium i hånden. Det er fuldstændig irrelevant. Det det gælder om, er at lade teksten tale til sig. At lade teksten tale til sig. At tage den på ordet, når den siger, at de dybeste ting i vores liv kommer af sig selv. Og hvis det ikke intellektuelt kan give mening, så kan vi øve os i det et andet sted. Den kærlighed, velsignelse og tilgivelse, vi ikke kan fatte og forstå, og som vi har svært ved at tage imod – den modtager vi i nadveren. I denne simple handling får vi det hele. Vi skal ikke kontrollere det og skabe det, for vi modtager kærligheden og tilgivelsen i et lille stykke usyret brød og lidt vin … en dråbe, der dog forandrer alt. Anerkendes, som dem vi er og ses som hele og værdige mennesker omfavnet af stor kærlighed.