LÆSEFORSTÅELSENS FANTASTISKE FIRE Når læsekoden er knækket, er næste vigtige trin at styrke elevernes sprogog læseforståelse. Merete Brudholm og Pernille Sørensen viser, hvordan læseforståelse kan udvikles gennem målrettet undervisning før, under og efter læsning af en tekst. Det kan gøres med afsæt i det undervisningsmateriale, der allerede er valgt til årsplanen for de enkelte fag, og i fire ’fantastiske’ læsestrategier:
1. Forudsig
2. Spørg
3. Opklar
4. Opsummér
I bogens praksisdel viser de, hvordan man kan tilrettelægge undervisningen ud fra arbejdsark, bogmærker, strategihjul og strukturkort tilpasset indskoling, mellemtrin, udskoling og brobygning til ungdomsuddannelserne. Bogen rundes af med et kapitel om læsning af tekster på nettet. Til bogen hører 35 kopiark til brug i undervisningen.
MERETE BRUDHOLM er cand.pæd. og proces- og projektkonsulent med fokus på læsning og læseforståelse. Hun er tidligere lektor i dansk ved University College Sjælland og fortsat en meget brugt foredragsholder i både grundskolen og på videregående uddannelser. Forfatter til Læseforståelse – hvorfor
og hvordan? samt en serie danskmaterialer til folkeskolen.
PERNILLE SØRENSEN er læsekonsulent ved Distriktsskole Ganløse. Hun er uddannet lærer og læsevejler og står bag Væksthuset – et særligt inklusionstilbud til børn i omfattende skriftsproglige og matematikfaglige vanskeligheder på Ganløse Skole. Tidligere projektleder på et udviklingsprojekt om læsning i alle fag, holder foredrag, kurser og workshops for lærere, er forfatter til læsefaglige artikler på Gyldendals webportal.
www.akademiskforlag.dk