18 offentliggjorde den tyske neurolog Korbinian Brodmann (1868-1918) sine undersøgelser af hjernebarken og sin opdeling af den i 52 afgrænsede områder baseret på deres forskelligartede cellestruktur, et arbejde der stadig anses for grundlæggende og fortsat bruges. Den canadiske neuropsykolog Donald Olding Hebb formulerede i 1949 sin berømte læresætning: ”Neurons that fire together wire together” (neuroner der fyrer samtidig (det vil sige er aktive samtidig), binder sig sammen) og skabte derved grundlaget for tanken om neurale netværk (se side 27). Han fastslog samtidig at jo mere netværkene aktiveres, desto stærkere og sikrere bliver de – med andre ord, desto bedre fastholder man den viden der ligger i nettene; omvendt vil nettene sygne hen hvis ikke man benytter sin viden. I 1960’erne viste den amerikanske neuropsykolog og -biolog Roger Sperry at hjernens funktioner generelt er lateraliserede, det vil sige fordelt på de 2 hjernehalvdele; højre hjernehalvdel foretager de brede, følelsesbaserede informationsbearbejdninger og venstre de egentlige detailanalyser. Sperrys erkendelser der op gennem tiden er blevet cementeret og udbygget, har givet anledning til neuromyten om at nogle mennesker er mere højre-hjernede (kreative og innovative) og andre mere venstre-hjernede (analytiske og ræsonnerende), og at de 2 halvdele rummer hver sit særlige læringssystem (se side 184). Det fremgår at der har været store landvindinger inden for hjerneforskningen frem til nyeste tid, men det fremgår også at feltet hjernen og læring ikke har været genstand for nogen egentlig interesse. Dette betyder naturligvis ikke at der ikke var blevet forsket i pædagogik,
HJERNEN OG LÆRING
men hjernen som organ, hjernens funktioner var ikke indtænkt i den pædagogiske forskning. Omvendt kan mange tidlige forskningsresultater i dag bekræftes af den moderne videnskab: Med den amerikanske psykolog John Dewey (1859-1952) blev fokus rettet mod aktiv læring, og med den schweiziske biolog og psykolog Jean Piaget (1896-1980) så konstruktivismen dagens lys ligesom barnets intellektuelle udvikling blev kortlagt; den russiske psykolog Lev Vygotsky (1896-1934) supplerede konstruktivismen med en social tilgang (al læring sker i et socialt samspil med andre) og udviklede samtidig teorien om zonen for nærmeste udvikling. Alle disse erkendelser er i dag belyst ud fra et neurovidenskabeligt perspektiv og kan betragtes som bevist som det vil fremgå af de følgende kapitler. Modbevist er til gengæld behaviorismens tanke om programmeret undervisning og udenadslære der især blev advokeret af den amerikanske psykolog Burrhus Skinner (1904-1990) under påvirkning af en anden fremtrædende amerikansk psykolog, John Watson (1878-1958). Tanken om at læring sker fuldstændig automatiseret og uden indflydelse fra den lærendes følelser og personlighed, må siges at være endegyldigt modbevist i dag. Interessen eller måske snarere gennembruddet for området hjernen og læring kom da teknologien gjorde det muligt at se hvordan hjernen arbejder. I mange år havde man været henvist til røntgen når man ville se ind i hjernen, men ud over at man her kun fik stillbilleder, var røntgenoptagelser ikke uden risiko fordi man brugte radioaktive og dermed kræftfremkaldende kontraststoffer. Såkaldte billeddannende teknikker der kunne vise hjernen i funktion udtrykt ved ændringer i blodgennemstrømningen,