AR136

Page 5

Af Erik Schmidt På én af disse rigtige forårsdage, hvor græsset er blevet saftiggrønt og syrenblomsterne er helt spæde, har Dorthe Reinbergs tre små piger fået lov til at smide sko og strømper. Dorthe Reinberg er vild med naturen. Som medlem af bestyrelsen i Agedrup Sogns Beboerforening har hun sat sig i spidsen for naturparkprojektet ved skolen, ligesom hun har været én af de drivende kræfter i den årlige affaldsindsamling i lokalområdet. Lige nu er Dorthe ved at indhente ideer og penge til renovering af naturparkområdet, og hun har været enormt aktiv, udadvendt og kommunikerende for at skabe opmærksomhed om sin sag! Hun er lidt utålmodig. Der skal ske noget! VI SKAL UD BLANDT FOLK

I beboerforeningen er der for nylig sket et generationsskifte. Flertallet af medlemmerne er nu 30-40 år. Også kommuniktionsformen har ændret sig, og det passer Dorthe Reinberg rigtig godt. -Det er så fedt! Så sjovt! Den gamle bestyrelse har udført et kæmpearbejde, og jeg var selv med på det seneste. Men vi kunne også bruge en time på at sidde og spise rullepølsemadder med sennep på. Det var ikke lige mig. -Jeg synes ikke, vi kom nok ud. Vi skal ud blandt folk! Dorthe Reinberg er meget direkte og ligefrem i sin kommunikation og henvendelsesform. Det kunne man for nylig også observere på butikstorvet, hvor hun sammen med Carina Hedelund fra beboerforeningen forsøgte at komme i kontakt med folk, for at fortælle om et andet projekt, „Borgerne bestemmer“. Nok var der kage og kaffe, men Dorthe fik hurtigt kontakt med folk, selv om de var på lang afstand. Selv bilister stoppede op og rullede vinduet ned for at høre, hvad hun havde på hjerte. FREMTIDSJOBBET

I mere end to år har Dorthe Reinberg været ude af arbejdsmarkedet på grund af børnene, som hun har tre af: Kaya på 6, Siri på 2 og Saga, der lige er fyldt 1. Men for 14 dage siden begyndte hun at arbejde som regnskabsassistent hos

Wilke Markedsanalyse. -Jeg er ikke sådan én, der bliver mange år på en arbejdsplads. Jeg kan godt mangle udfordringer. Det kunne være dejligt, hvis man kunne sige til sig selv: Ih, hvor er jeg glad for at gå på arbejde, funderer hun. -Engang i fremtiden kunne jeg godt tænke mig at blive naturvejleder! Hendes mand, Jesper, er netop nu på arbejde. Han læser til pædagog, men har også job på Østruplund døgninstitution. PINLIGT IKKE AT TALE SAMMEN

I næsten 10 år har parret boet i Bullerup. De kender naboerne i Hyldehaven godt. Men sådan har det ikke altid været. -Det var ikke nemt at flytte til et nyt sted, og der var ikke mange i nabolaget, der talte med hinanden. Først da Dorthe meldte sig som deltager ved beboerforeningens affaldsindsamling, fik hun etableret et egentligt bekendtskab. Det var med Lene Munk, der sammen med Elin Nielsen arrangerede indsamlingen. For fem år siden tog Dorthe og hendes mand initiativ til en vejfest i Hyldehaven, og den er blevet en tradition. Sidste år deltog 9 husstande ud af 13, siger Dorthe. -Det er vigtigt at komme hinanden ved, og det er vigtigt, at vores børn oplever, at vi kommer hinanden ved. -Det er da pinligt, hvis ikke man snakker sammen, og det hjælper børnene, at de kender naboerne. VOKSET OP I EN SKOV

Kaya går i 0. klasse på Agedrup Skole, og denne forårsdag leger hun sammen med Yura, som er genbo og klassekammerat. Han fortæller, at han snart skal til Rusland, og at han måske vil tage en gave med hjem til Kaya. Han fortæller også, at han både taler dansk og russisk. Hans far er en dygtig musiker, som spiller i Odense Symfoniorkester. -Det er så fedt, at alle Kayas klassekammerater bor inden for en radius af tre kilometer, siger Dorthe. Selv er hun vokset op i Morud, hvor alle ifølge hende kender alle, og hvor det lille samfund godt kan virke en smule indspist.

For dem, der kender Dorthe, er det ikke overraskende, at hun godt kan lide udelivet. -Jeg er født og vokset op i en skov, siger hun. Efter 9. klasse tog hun på Korinth Spejderskole, som i dag hedder Korinth Efterskole. Herefter flyttede hun til Norge og var tjener, inden hun begyndte som tjener- og receptionistelev på teknisk skole, men det gad hun alligevel ikke, så hun tog tilbage til Norge. Derefter tog hun til Sønderborg for at blive hattemagerelev eller modist. -Jeg søgte 50 lærepladser uden resultat, så jeg tænkte: Fuck det! Så tog jeg HG og senere HHX i Sønderborg, som jeg godt kan lide. Som 25-årig havde Dorthe stadig ikke fast jobgrund under fødderne, så hendes mor overtalte hende til at tage en uddannelse som kontorassistent, hvilket hun blev færdig med i 2006. Herefter blev hun ansat hos Mærsk Træningscenter i Rantzausminde med regnskab og løn som arbejdsområde. IKKE NOGET SMUKKERE

Dorthe Reinberg er ikke bare med i beboerforeningens bestyrelse. Hun er også med i trafikudvalget, som har kontakt med Odense Kommune, og så er hun tovholder i naturparkprojektet. -Jeg er nærmest alene, men bestyrelsen bakker mig op. Jeg har stort set frie hænder. Det er lykkedes at få 25.000 kr. fra Møllerens Fond, og Dorthe håber også, at projektet vil kunne tilgodeses, når borgerne Skt. Hans-aften skal stemme om, hvad de 200.000,- kr. fra projekt „Borgerne bestemmer“ skal bruges til. Hun vil blandt andet lave shelters og madpakkeskur i området. Men hvorfor kan hun lide at samle andres affald op? -I stedet for at blive irriteret, så har jeg påtaget mig en opgave, og så hygger jeg mig. Jeg får det godt, når jeg har samlet affald. Men det er også for mine børns skyld. Jeg tænker på fremtiden. Hvorfor har jeg fået tre børn, hvis vi ikke skal passe på kloden? Hjemme køber vi kun økologiske fødevarer, og vi går op i genbrug. Men naturen er også smuk. Der er ikke noget smukkere! AGEDRUP RUNDT 136 - JUNI 2017

5


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.