10246 modlys magasin2

KIRKEN HAR STADIG BRUG FOR REFORMATION

LUTHER VAR EN FOR KRISTENHEDEN YDERST VIGTIG PATIENT

GODE GERNINGER GØR IKKE EN MAND GOD

VI HAR BRUG FOR AT LÆSE BIBELEN IGEN DEN STORE STRID MELLEM LYS OG MØRKE

M O D LY S

I Luthers forståelse og ifølge Bibelen er der kun én, der kan give ”aflad,“ og det er Kristus, som døde og opstod for os. Hverken pave, biskop eller præst har den beføjelse.

Heller ikke idéen om Maria eller helgener som mellemmænd mellem Gud og mennesker. Adgangen til Guds nåde er fri for hvert menneske.

Kristne er enige om, at Jesus Kristus er de kristnes forbillede, som vi må afspejle igennem en vedvarende reformation og fornyelse. Men når det gælder Bibelen og kirkens plads i samfundet, er meningerne ofte delte. Nogle tænker, at den kristne lære ikke er så vigtig, og man er parat til at indgå kompromisser og underskrive fælleserklæringer. Glemt er ofte de åndelige kampe, som både de store og de mindre kendte reformatorer kæmpede, da de søgte at reformere middelalderens kirke styret af Rom.

Reformationens nøglesandhed kompromitteret Det Lutherske Verdensforbund og den katolske kirke underskrev i 1999 ”Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren“ – reformationens nøglesandhed. I ”fælleserklæringen” anerkendte man, at bodssakramentet og dermed gerningsaspektet i frelsen igen blev inkluderet. Måske er det derfor, at lutheranerne ikke protesterede højlydt, da pave Frans udråbte 2016 som et ”helligt år“ eller et ”barmhjertighedens år,“ året før lutheranernes fejring af 500-året for Reformationen.

Endelig kan man rejse andre spørgsmål f.eks. om kirkesyn, dåben, hviledagen, adskillelse af kirke og stat, læren om den udødelige sjæl/helvede og flere endnu. Her kom Reformationens store mænd ikke i mål. Der er derfor stadigvæk meget at gøre for at reformere kirken.

Vedvarende reformation efterlyses I kontrast til romerkirkens lære genopdagede Luther, at mennesket ikke frelses ved gerninger, men af nåde alene ved tro – heller ikke ved tro og gerninger. Derfor kæmpede Luther indædt kampen mod kirkens praksis, at man kunne købe sig aflad ved at skrifte sine synder foran præsten, som på Guds vegne pålagde en straf ved f.eks. fremsigelsen af bønner, pilgrimsrejser, velgørenhedsgerninger eller andet.

Både pave Johannes Paul II og pave Frans erklærede henholdsvis jubilæumsårene 2000 og 2016 som afladsår, hvis man opfyldte visse betingelser. Tanken om at kunne få aflad er derfor stadig en integreret del af den katolske kirke.

God læselyst!

Richard Müller, Teol. dr.

3

Kirken har stadig brug for reformation

I REFORMATIONSÅRET – 500-ÅRET FOR OFFENTLIGGØRELSEN AF MARTIN LUTHERS 95 TESER – ER DET NATURLIGT AT STILLE SPØRGSMÅLET, OM REFORMATIONEN HAR OPNÅET DET, DE OPRINDELIGE REFORMATORER HAVDE ØNSKET SIG, ELLER OM DEN GIK I STÅ I TIDENS LØB. HAR VI BRUG FOR EN NY REFORMATION? ELLER SKULLE VI HELLERE OVERVEJE, OM VI HAR BRUG FOR EN VEDVARENDE REFORMATION I DEN KRISTNE KIRKE? DU KAN LÆSE MERE I DETTE MAGASIN, HVOR VI FRA FORSKELLIGE VINKLER BELYSER SPØRGSMÅLET.

REFORMATIONEN DER GIK I STÅ

M O D LY S

I Luthers forståelse og ifølge Bibelen er der kun én, der kan give ”aflad,“ og det er Kristus, som døde og opstod for os. Hverken pave, biskop eller præst har den beføjelse.

Heller ikke idéen om Maria eller helgener som mellemmænd mellem Gud og mennesker. Adgangen til Guds nåde er fri for hvert menneske.

Kristne er enige om, at Jesus Kristus er de kristnes forbillede, som vi må afspejle igennem en vedvarende reformation og fornyelse. Men når det gælder Bibelen og kirkens plads i samfundet, er meningerne ofte delte. Nogle tænker, at den kristne lære ikke er så vigtig, og man er parat til at indgå kompromisser og underskrive fælleserklæringer. Glemt er ofte de åndelige kampe, som både de store og de mindre kendte reformatorer kæmpede, da de søgte at reformere middelalderens kirke styret af Rom.

Reformationens nøglesandhed kompromitteret Det Lutherske Verdensforbund og den katolske kirke underskrev i 1999 ”Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren“ – reformationens nøglesandhed. I ”fælleserklæringen” anerkendte man, at bodssakramentet og dermed gerningsaspektet i frelsen igen blev inkluderet. Måske er det derfor, at lutheranerne ikke protesterede højlydt, da pave Frans udråbte 2016 som et ”helligt år“ eller et ”barmhjertighedens år,“ året før lutheranernes fejring af 500-året for Reformationen.

Endelig kan man rejse andre spørgsmål f.eks. om kirkesyn, dåben, hviledagen, adskillelse af kirke og stat, læren om den udødelige sjæl/helvede og flere endnu. Her kom Reformationens store mænd ikke i mål. Der er derfor stadigvæk meget at gøre for at reformere kirken.

Vedvarende reformation efterlyses I kontrast til romerkirkens lære genopdagede Luther, at mennesket ikke frelses ved gerninger, men af nåde alene ved tro – heller ikke ved tro og gerninger. Derfor kæmpede Luther indædt kampen mod kirkens praksis, at man kunne købe sig aflad ved at skrifte sine synder foran præsten, som på Guds vegne pålagde en straf ved f.eks. fremsigelsen af bønner, pilgrimsrejser, velgørenhedsgerninger eller andet.

Både pave Johannes Paul II og pave Frans erklærede henholdsvis jubilæumsårene 2000 og 2016 som afladsår, hvis man opfyldte visse betingelser. Tanken om at kunne få aflad er derfor stadig en integreret del af den katolske kirke.

God læselyst!

Richard Müller, Teol. dr.

3

Kirken har stadig brug for reformation

I REFORMATIONSÅRET – 500-ÅRET FOR OFFENTLIGGØRELSEN AF MARTIN LUTHERS 95 TESER – ER DET NATURLIGT AT STILLE SPØRGSMÅLET, OM REFORMATIONEN HAR OPNÅET DET, DE OPRINDELIGE REFORMATORER HAVDE ØNSKET SIG, ELLER OM DEN GIK I STÅ I TIDENS LØB. HAR VI BRUG FOR EN NY REFORMATION? ELLER SKULLE VI HELLERE OVERVEJE, OM VI HAR BRUG FOR EN VEDVARENDE REFORMATION I DEN KRISTNE KIRKE? DU KAN LÆSE MERE I DETTE MAGASIN, HVOR VI FRA FORSKELLIGE VINKLER BELYSER SPØRGSMÅLET.

REFORMATIONEN DER GIK I STÅ

M O D LY S

06. Frygtsom dreng blev en banebryder for nyt syn på kirken

12. Anabaptister reformationens glemte folk

Reformationen kommer i en historisk kontekst, der var meget forskellig fra livet i dag. Martin Luther pillede ikke bare ved teologiske detaljer, men helt fundamentale holdninger.

Reformationen var meget mere end Martin Luther.

Anabaptister markerede sig med syv trosartikler, særligt med dåben som resultat af en personlig omvendelse.

Kirken har stadig brug for reformation

INDHOLD

30. Nu er det vores tur til reform Reformationen er en kontinuerlig proces, vi aldrig bliver færdig med. Der er stadig behov for at lade Bibelen navigere os til noget større end os selv.

36. ”… At de alle må være ét” 500 år efter reformationen ræser vi rundet som aldrig før. Hvor blev hvilen af? Genopdag friheden med en ugentligt dag til refleksion, eftertanke, ro og glæde.

18. Hvad ville Luther sige i 2017?

24. Fælleserklæringen i Lund

Hvilke områder af vores liv og samfund ville Kristus, som vi ser ham i Bibelen, befriet fra traditioner og dogmer, udfordre os til at reformere i dag?

Pave Frans i Lunds Domkirke. Underskrivelse af en fælles erklæring mellem lutheraner og katolikker.

Hvad er betydningen af denne begivenhed?

4

UDGIVER / Syvende Dags Adventistkirken, Concordiavej 16, 2850 Nærum, Danmark REDAKTØR / Thomas Müller DESIGN OG PRODUKTION / Mediegruppen FOTOS / Mediegruppen PAPIR / 240 g Amber Graphic, 100 g Amber Graphic OPLAG / 6.000 stk.

5

M O D LY S

06. Frygtsom dreng blev en banebryder for nyt syn på kirken

12. Anabaptister reformationens glemte folk

Reformationen kommer i en historisk kontekst, der var meget forskellig fra livet i dag. Martin Luther pillede ikke bare ved teologiske detaljer, men helt fundamentale holdninger.

Reformationen var meget mere end Martin Luther.

Anabaptister markerede sig med syv trosartikler, særligt med dåben som resultat af en personlig omvendelse.

Kirken har stadig brug for reformation

INDHOLD

30. Nu er det vores tur til reform Reformationen er en kontinuerlig proces, vi aldrig bliver færdig med. Der er stadig behov for at lade Bibelen navigere os til noget større end os selv.

36. ”… At de alle må være ét” 500 år efter reformationen ræser vi rundet som aldrig før. Hvor blev hvilen af? Genopdag friheden med en ugentligt dag til refleksion, eftertanke, ro og glæde.

18. Hvad ville Luther sige i 2017?

24. Fælleserklæringen i Lund

Hvilke områder af vores liv og samfund ville Kristus, som vi ser ham i Bibelen, befriet fra traditioner og dogmer, udfordre os til at reformere i dag?

Pave Frans i Lunds Domkirke. Underskrivelse af en fælles erklæring mellem lutheraner og katolikker.

Hvad er betydningen af denne begivenhed?

4

UDGIVER / Syvende Dags Adventistkirken, Concordiavej 16, 2850 Nærum, Danmark REDAKTØR / Thomas Müller DESIGN OG PRODUKTION / Mediegruppen FOTOS / Mediegruppen PAPIR / 240 g Amber Graphic, 100 g Amber Graphic OPLAG / 6.000 stk.

5

M O D LY S

AF ARTHUR HANSEN

Det var en tid, hvor hekse og kættere blev brændt offentligt på bålet, mens de rædselsslagne tilskuere således fik hårdhændet anskuelsesundervisning i kirkens vilje til magt. Det var også en tid, hvor syndere frygtede for livets afslutning og renselse i skærsilden – hvor afladsbreve blev falbudt til høj og lav som garanti for en mindre pinefuld indgang til tiden efter livet – hvor pestepidemier drog hærgende gennem Europa – og hvor et helt kontinent var i opbrud i længslen efter reform af kirken.

Arthur Hansen Lærer ved Vejlefjordskolen med stor interesse for historie og natur.

6

Kirken har stadig brug for reformation

FRYGTSOM DRENG BLEV EN BANEBRYDER FOR NYT SYN PA KIRKEN

M O D LY S

AF ARTHUR HANSEN

Det var en tid, hvor hekse og kættere blev brændt offentligt på bålet, mens de rædselsslagne tilskuere således fik hårdhændet anskuelsesundervisning i kirkens vilje til magt. Det var også en tid, hvor syndere frygtede for livets afslutning og renselse i skærsilden – hvor afladsbreve blev falbudt til høj og lav som garanti for en mindre pinefuld indgang til tiden efter livet – hvor pestepidemier drog hærgende gennem Europa – og hvor et helt kontinent var i opbrud i længslen efter reform af kirken.

Arthur Hansen Lærer ved Vejlefjordskolen med stor interesse for historie og natur.

6

Kirken har stadig brug for reformation

FRYGTSOM DRENG BLEV EN BANEBRYDER FOR NYT SYN PA KIRKEN

M O D LY S

Reformationen fødes Men så brød Reformationen ud. Det var ikke længere et spørgsmål om at småpille i teologiske detaljer, men det var blevet til kravet om et skifte i kirkens mest fundamentale holdninger. Tolerance og afdæmpede ytringer blev sværere og sværere at udøve, efterhånden som temperamentet kom i kog, og beskyldninger som ”kætter” og ”Antikrist” var hverdagskost i de verbale dueller. Relikvier, der længe havde været skattet som et trosstyrkende bånd til fortiden og kirkens oprindelse, blev nu i bedste fald skubbet ud som religiøse souvenirs af den mere bizarre slags – i værste fald som bedrag.

Martin Luthers rolle som reformator af kirken og det omgivende samfund kunne ikke have været udtænkt bedre af nogen romanforfatter. En frygtsom dreng, der synes at segne under faderens tæv og lærernes ubønhørlige krav om latinsk udenadslære, til han som 13-årig bliver optaget på skolen i Devotia Moderna i Magdeburg. Her lagde man vægt på udøvelsen af personlig fromhed, kærlighed og identificering med de fattige. Her liver han op og får fra da af den ene intellektuelle sejr efter den anden. Men faderen føler, at han måske nyder tilværelsen for meget og tager ham ud af skolen efter et par år. Forældrenes ambitioner for ham er store, så han befinder sig snart ved universitet i Erfurt for at studere jura. Han er havnet midt i de nye ideers korsvej. Den italienske renæssance sætter brand i det intellektuelle miljø. Alligevel martres Luther til stadighed af tanken om djævle, der vil ham ondt. Mens han under et sygeleje gennemlever, hvad der vel i moderne sprogbrug ville blive kaldt en identitetskrise, får han fat i en bibel og studerer den. Han kæmper med tanker om, hvilke værdier, der bør være vigtige i hans tilværelse, og udtaler senere: ”Det er fortvivelse, der skaber en god

Valget mellem kunsten eller mennesker Men mod slutningen af det 15. århundrede var det tydeligt, at reform af kirken var blevet nødvendig. I Rom syntes kirkens ledende folk at være mere grebet af den bevægende kunst, renæssancens geniale kunstnere producerede, end af korset. Paverne forsøgte at genoplive, endda overtrumfe det gamle Roms pragt gennem korruption, bestikkelse, krig, intriger og åbent brud på ikke bare reglen om cølibat, men også det 6. bud om utroskab.

Forsøg blev gjort på reform, men det strandede i indre magtkampe.

Kirkens problemer blev kun forstærket af de samfundsmæssige problemer. Bøndernes vilkår var gået fra dårlige til elendige, og de blev udnyttet af godsejerne.

Der var nød overalt. Nogle klostre og kirkelige ledere forsøgte at hjælpe, men alligevel havde bønderne ikke fornemmelsen af, at kirken var der for at forsvare dem.

Tværtimod stod kirken selv ofte som den største ”godsejer” i lokalmiljøet og kom således til at blive symbol på den udnyttelse, der fandt sted. Derfor dukkede profeter med jævne mellemrum op med deres syner om en afslutning på de elendige tilstande som indledning til endnu et bondeoprør.

Bibelen udfordrer Men også i kirken selv dukkede der krav op om, at den eneste redning var, at man søgte tilbage til Bibelen i en søgen efter reform. Den Nye Verden blev opdaget og kirkens påstande om den flade jord dermed manet til jorden. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvor drastisk folks

8

Kirken har stadig brug for reformation

verdensbillede ændrede sig med den opdagelse. Også på trospunkterne blev kirken konstant udfordret. Svaret var forfølgelser og afbrænding af kættere, der skulle dæmpe trangen til at udfordre det bestående.

I 1415 var den sidste af de store ”kættere” – Jan Hus – blevet brændt på bålet af kirken. Og skønt hans tilhængere i årtier derefter kæmpede videre i Bøhmen for at føre hans reformtanker ud i livet, som valdeserne gjorde det i Alperegionen og lollarderne i England, så syntes det alligevel, som tiden for kirkekampe og kætterske tanker var forbi.

munk,” så i den ånd sælger han i 1505 de jurabøger, der havde været opfyldelsen af hans fars hedeste ambitioner for sin søns fremtid og bliver optaget i Augustinerklostret i Erfurt. Faderens ambitioner er strandet, og først efter at yderligere 2 sønner er døde af pest, tilgiver han Martins valg.

Men hans indre fred er ikke varig. Med Søren Kierkegaards ord:

”LUTHER VAR EN FOR KRISTENHEDEN YDERST VIGTIG PATIENT.” Hermed mente han næppe, at han var et klinisk tilfælde, men at han i ham så en religiøs optagethed og lidenskab for at beskrive sine sjælelige lidelser. Og at han havde en kompromisløs holdning, der ændrede kristenheden for altid.

9

M O D LY S

Reformationen fødes Men så brød Reformationen ud. Det var ikke længere et spørgsmål om at småpille i teologiske detaljer, men det var blevet til kravet om et skifte i kirkens mest fundamentale holdninger. Tolerance og afdæmpede ytringer blev sværere og sværere at udøve, efterhånden som temperamentet kom i kog, og beskyldninger som ”kætter” og ”Antikrist” var hverdagskost i de verbale dueller. Relikvier, der længe havde været skattet som et trosstyrkende bånd til fortiden og kirkens oprindelse, blev nu i bedste fald skubbet ud som religiøse souvenirs af den mere bizarre slags – i værste fald som bedrag.

Martin Luthers rolle som reformator af kirken og det omgivende samfund kunne ikke have været udtænkt bedre af nogen romanforfatter. En frygtsom dreng, der synes at segne under faderens tæv og lærernes ubønhørlige krav om latinsk udenadslære, til han som 13-årig bliver optaget på skolen i Devotia Moderna i Magdeburg. Her lagde man vægt på udøvelsen af personlig fromhed, kærlighed og identificering med de fattige. Her liver han op og får fra da af den ene intellektuelle sejr efter den anden. Men faderen føler, at han måske nyder tilværelsen for meget og tager ham ud af skolen efter et par år. Forældrenes ambitioner for ham er store, så han befinder sig snart ved universitet i Erfurt for at studere jura. Han er havnet midt i de nye ideers korsvej. Den italienske renæssance sætter brand i det intellektuelle miljø. Alligevel martres Luther til stadighed af tanken om djævle, der vil ham ondt. Mens han under et sygeleje gennemlever, hvad der vel i moderne sprogbrug ville blive kaldt en identitetskrise, får han fat i en bibel og studerer den. Han kæmper med tanker om, hvilke værdier, der bør være vigtige i hans tilværelse, og udtaler senere: ”Det er fortvivelse, der skaber en god

Valget mellem kunsten eller mennesker Men mod slutningen af det 15. århundrede var det tydeligt, at reform af kirken var blevet nødvendig. I Rom syntes kirkens ledende folk at være mere grebet af den bevægende kunst, renæssancens geniale kunstnere producerede, end af korset. Paverne forsøgte at genoplive, endda overtrumfe det gamle Roms pragt gennem korruption, bestikkelse, krig, intriger og åbent brud på ikke bare reglen om cølibat, men også det 6. bud om utroskab.

Forsøg blev gjort på reform, men det strandede i indre magtkampe.

Kirkens problemer blev kun forstærket af de samfundsmæssige problemer. Bøndernes vilkår var gået fra dårlige til elendige, og de blev udnyttet af godsejerne.

Der var nød overalt. Nogle klostre og kirkelige ledere forsøgte at hjælpe, men alligevel havde bønderne ikke fornemmelsen af, at kirken var der for at forsvare dem.

Tværtimod stod kirken selv ofte som den største ”godsejer” i lokalmiljøet og kom således til at blive symbol på den udnyttelse, der fandt sted. Derfor dukkede profeter med jævne mellemrum op med deres syner om en afslutning på de elendige tilstande som indledning til endnu et bondeoprør.

Bibelen udfordrer Men også i kirken selv dukkede der krav op om, at den eneste redning var, at man søgte tilbage til Bibelen i en søgen efter reform. Den Nye Verden blev opdaget og kirkens påstande om den flade jord dermed manet til jorden. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvor drastisk folks

8

Kirken har stadig brug for reformation

verdensbillede ændrede sig med den opdagelse. Også på trospunkterne blev kirken konstant udfordret. Svaret var forfølgelser og afbrænding af kættere, der skulle dæmpe trangen til at udfordre det bestående.

I 1415 var den sidste af de store ”kættere” – Jan Hus – blevet brændt på bålet af kirken. Og skønt hans tilhængere i årtier derefter kæmpede videre i Bøhmen for at føre hans reformtanker ud i livet, som valdeserne gjorde det i Alperegionen og lollarderne i England, så syntes det alligevel, som tiden for kirkekampe og kætterske tanker var forbi.

munk,” så i den ånd sælger han i 1505 de jurabøger, der havde været opfyldelsen af hans fars hedeste ambitioner for sin søns fremtid og bliver optaget i Augustinerklostret i Erfurt. Faderens ambitioner er strandet, og først efter at yderligere 2 sønner er døde af pest, tilgiver han Martins valg.

Men hans indre fred er ikke varig. Med Søren Kierkegaards ord:

”LUTHER VAR EN FOR KRISTENHEDEN YDERST VIGTIG PATIENT.” Hermed mente han næppe, at han var et klinisk tilfælde, men at han i ham så en religiøs optagethed og lidenskab for at beskrive sine sjælelige lidelser. Og at han havde en kompromisløs holdning, der ændrede kristenheden for altid.

9

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Reformationens medløbere Da han endelig efter et besøg i Rom har fået sine sidste illusioner om gejstlighedens fromhed slået i stykker, og han nu som doktor i teologi slår sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, bliver han hurtigt personen, der er ombejlet af stærkt modstridende synspunkter. Nogle sammenligner ham med en sjælelig menneskeæder, der ødelægger kirkens enhed – vildsvinet, der tramper hensynsløst ned i Vorherres vingård – en tidligere munk, der dedikerer sit liv til at smadre essensen i klostertilværelsen.

Godt hjulpet på vej af den tyske bogtrykker Johann Gutenbergs opfindelse, der gjorde bogtrykningen hurtigere, og nogle geniale kunstnere som Lucas Cranach til at popularisere hans tanker samt sit ofte slagfærdige til tider grænsende til det vulgære sprogbrug, får han imidlertid også hurtigt en stor og trofast skare af tilhængere, for hvem han bliver helten, der reformerer en kirke, der ikke lever op til idealerne, og en mand, der insisterer på bibelsk sandhed frem for alt.

I dette jubilæumsår, hvor vi fejrer 500 året for Reformationen, er der blevet mere enslydende fodslag blandt teologerne. Både blandt protestanter og katolske teologer er der enighed om, at Martin Luther på mange måder havde ret. Psykoanalytikeren Erik Erikson* påstår, ”at religioner har det med at bruge mekanismer, der ligner drømmeliv underbygget af genial poesi og billedkunst i dens søgen efter at skabe ceremonier, der formår at hele sjælens sår. Kirkens problem i middelalderen var måske, at den fremstillede helvedes rædsler så effektivt samtidigt med, at den blandede sig så kraftigt i menneskets jordiske eksistens, at den til sidst, i stedet for at fremavle ønsket om lykken i en bedre verden, udelukkende opnåede at lave et mareridt ud af den tilværelse, der blev levet af de samme mennesker her på jorden.”

Her ligger måske en vigtig lære – også for den moderne kirke – at livet skal leves her på jorden på en måde, så den glæde, vi har oplevet her, synes forenelig med den endelige lykke, vi vil opleve, den dag Jesus kommer igen.

På den måde vil vi også være på linje med Martin Luthers tankegang, for hvem den kommende verden var en meget virkelig størrelse. *Erik H. Erikson: ”Young man Luther.” A Study of Psychoanalysis and History.” W.W. Norton and Company 1958 & 1962.

10

11

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Reformationens medløbere Da han endelig efter et besøg i Rom har fået sine sidste illusioner om gejstlighedens fromhed slået i stykker, og han nu som doktor i teologi slår sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, bliver han hurtigt personen, der er ombejlet af stærkt modstridende synspunkter. Nogle sammenligner ham med en sjælelig menneskeæder, der ødelægger kirkens enhed – vildsvinet, der tramper hensynsløst ned i Vorherres vingård – en tidligere munk, der dedikerer sit liv til at smadre essensen i klostertilværelsen.

Godt hjulpet på vej af den tyske bogtrykker Johann Gutenbergs opfindelse, der gjorde bogtrykningen hurtigere, og nogle geniale kunstnere som Lucas Cranach til at popularisere hans tanker samt sit ofte slagfærdige til tider grænsende til det vulgære sprogbrug, får han imidlertid også hurtigt en stor og trofast skare af tilhængere, for hvem han bliver helten, der reformerer en kirke, der ikke lever op til idealerne, og en mand, der insisterer på bibelsk sandhed frem for alt.

I dette jubilæumsår, hvor vi fejrer 500 året for Reformationen, er der blevet mere enslydende fodslag blandt teologerne. Både blandt protestanter og katolske teologer er der enighed om, at Martin Luther på mange måder havde ret. Psykoanalytikeren Erik Erikson* påstår, ”at religioner har det med at bruge mekanismer, der ligner drømmeliv underbygget af genial poesi og billedkunst i dens søgen efter at skabe ceremonier, der formår at hele sjælens sår. Kirkens problem i middelalderen var måske, at den fremstillede helvedes rædsler så effektivt samtidigt med, at den blandede sig så kraftigt i menneskets jordiske eksistens, at den til sidst, i stedet for at fremavle ønsket om lykken i en bedre verden, udelukkende opnåede at lave et mareridt ud af den tilværelse, der blev levet af de samme mennesker her på jorden.”

Her ligger måske en vigtig lære – også for den moderne kirke – at livet skal leves her på jorden på en måde, så den glæde, vi har oplevet her, synes forenelig med den endelige lykke, vi vil opleve, den dag Jesus kommer igen.

På den måde vil vi også være på linje med Martin Luthers tankegang, for hvem den kommende verden var en meget virkelig størrelse. *Erik H. Erikson: ”Young man Luther.” A Study of Psychoanalysis and History.” W.W. Norton and Company 1958 & 1962.

10

11

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Richard Müller Theol. dr.

Pensioneret præst, forfatter og webpastor for Adventistkirken.

nabaptister reformationens glemte folk

AF RICHARD MÜLLER

Nogle var radikale – de fleste var pacifister Når man taler om Reformationen, tænker de fleste på Luther, Calvin og Zwingli. Men i virkeligheden var der mange flere. Det var faktisk en bevægelse – en reformationsbevægelse. En gruppe eller mere korrekt flere grupper i denne bevægelse var anabaptister. Nogle betegner denne gren af Reformationen: ”Reformationens venstre fløj” eller den ”radikale reformation.” Det var radikale kræfter, som ikke alene ville forandre enkelte lærepunkter, men de ville forandre hele det middelalderlige samfund.

13

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Richard Müller Theol. dr.

Pensioneret præst, forfatter og webpastor for Adventistkirken.

nabaptister reformationens glemte folk

AF RICHARD MÜLLER

Nogle var radikale – de fleste var pacifister Når man taler om Reformationen, tænker de fleste på Luther, Calvin og Zwingli. Men i virkeligheden var der mange flere. Det var faktisk en bevægelse – en reformationsbevægelse. En gruppe eller mere korrekt flere grupper i denne bevægelse var anabaptister. Nogle betegner denne gren af Reformationen: ”Reformationens venstre fløj” eller den ”radikale reformation.” Det var radikale kræfter, som ikke alene ville forandre enkelte lærepunkter, men de ville forandre hele det middelalderlige samfund.

13

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Det ledte til voldelige handlinger mod kirken og øvrigheden og endte til sidst ud i bondekrigen (1524 – 1525). Men her taler vi ikke om anabaptister. Derfor vil vi indskrænke os i denne artikel til de fredselskende anabaptister, hvor mange af dem endda nægtede at bruge vold og også nægtede at bære våben. De var med andre ord pacifister.

Desværre skelnede Luther ikke mellem de forskellige grupper, som ikke var tilfredse med hans reform.

Han skar dem alle over en kam og kaldte dem ”Schwärmer” (sværmere).

Hvem var disse anabaptister?

Bevægelsens begyndelse Anabaptist betyder, at man bliver døbt igen. Derfor er de også kendt under navnet: ”gendøberne.” Men dette navn blev givet til dem af deres modstandere. De selv kaldte sig bare for ”brødre.”

Lørdag den 21. januar 1525 blev den tidligere katolske præst, Georg Blaurock, døbt i Felix Mantz hus i Zürich i Schweiz af lægmanden Conrad Grebel. Ugen efter blev der i den nærliggende landsby Zollikon døbt 33 personer. Kort tid efter blev der i Waldshut, nord for Zürich, døbt 60 personer. Deriblandt en af de kendte anabaptistledere, Balthasar Hubmaier, der selv ved påsketid samme år døbte 300 personer.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.“ 14

15

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

Det ledte til voldelige handlinger mod kirken og øvrigheden og endte til sidst ud i bondekrigen (1524 – 1525). Men her taler vi ikke om anabaptister. Derfor vil vi indskrænke os i denne artikel til de fredselskende anabaptister, hvor mange af dem endda nægtede at bruge vold og også nægtede at bære våben. De var med andre ord pacifister.

Desværre skelnede Luther ikke mellem de forskellige grupper, som ikke var tilfredse med hans reform.

Han skar dem alle over en kam og kaldte dem ”Schwärmer” (sværmere).

Hvem var disse anabaptister?

Bevægelsens begyndelse Anabaptist betyder, at man bliver døbt igen. Derfor er de også kendt under navnet: ”gendøberne.” Men dette navn blev givet til dem af deres modstandere. De selv kaldte sig bare for ”brødre.”

Lørdag den 21. januar 1525 blev den tidligere katolske præst, Georg Blaurock, døbt i Felix Mantz hus i Zürich i Schweiz af lægmanden Conrad Grebel. Ugen efter blev der i den nærliggende landsby Zollikon døbt 33 personer. Kort tid efter blev der i Waldshut, nord for Zürich, døbt 60 personer. Deriblandt en af de kendte anabaptistledere, Balthasar Hubmaier, der selv ved påsketid samme år døbte 300 personer.

"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.“ 14

15

Da reformatoren Zwingli fra Zürich i Schweiz ikke kunne blive enig med anabaptisterne om deres syn på dåben, besluttede Zürichs bystyre, at nyfødte spædbørn skulle døbes som hidtil. De forældre, som nægtede at lade deres børn døbe, skulle forlade deres by og kanton. Da anabaptisterne ikke ville forlade deres by og deres region, blev de første snart sat i fængsel.

Felix Mantz, den lærde hebraiskkyndige, var den første, der led døden.

I 1527 blev han bundet, lagt i en båd og smidt i floden Limmat i nærheden af Zürich. Balthasar Hubmaier, der kort efter sin egen dåb døbte 300 andre personer, blev brændt på bålet i Vienna i 1528.

Tre dage senere blev hans trofaste hustru druknet i Donau floden.

Også Georg Blaurock, den tidligere katolske præst, der blev døbt først, blev brændt på bålet i 1529. Vi har her kun nævnt nogle få af de mange, der led den samme skæbne.1

Hvad troede anabaptisterne på?

Allerede i 1527 forsamledes forskellige

deres fælleskab i alvorlige sager, men aldrig brugen af sværdet - altså ingen dødsstraf.

Kun troende mennesker skulle døbes efter personlig omvendelse og en villighed til at blive Kristi disciple.

Edsaflæggelser var ikke tilladt. Efter deres forståelse var Kristus imod at sværge og aflægge ed. Et ”ja” eller ”nej” skulle være nok for en kristen.

1

Mennesker er ikke fuldkomne, efter de bliver døbt. De vil stadigvæk falde i synd. Derfor skulle der administreres menighedsdisciplin, sådan som vi finder den beskrevet i Matthæusevangeliet, kapitel 18.

2

Nadveren var en mindehøjtid for at mindes, hvad Kristus har gjort for os. Man afviste den katolske forståelse af ”messen,” men også Luthers forståelse af Kristi direkte tilstedeværelse i brødet og vinen.

3

De troende skulle leve adskilt fra ”verden” og forlade ”Babylon.” Ligesom Luther forstod de ”Babylon” som en antikristelig institution med paven og alle hans gudstjenester og kirkelige fester. Men de skulle også holde sig fra ”drukhuse” og meget andet.

4

Præsten skulle være en person med god anseelse. Han skulle være i stand til at prædike, lære og formane. Den lokale menighed skulle selv sørge for sin pastors underhold.

5

6

I udøvelsen af disciplin accepterede de kun udelukkelse fra

7

Troen først – derefter dåben Anabaptister holdt sig til de store reformatorers ord, at ”skriften alene” (sola scriptura) skal være grundlaget for den kristne tro, også når det gælder spørgsmålet om dåben. Derfor pegede de igen og igen på det, som Jesus lærte, og på hans eksempel. Nøgleteksten var Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Teksten gør det klart, at man først skulle undervise: ”gør folkeslagene til mine disciple,” før man døber dem. Anabaptisterne følte, at denne rækkefølge ikke skulle vendes rundt. For dem var det indlysende, at spædbørn ikke kunne undervises i den kristne tro og derfor ikke skulle døbes. Man appellerede også til Markusevangeliet, kapitel 16, vers 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; …”

Sabbatreform – at reformere hviledagen Med Luthers ”sola scriptura” (skriften alene) prøvede nogle anabaptister at

finder mange flere enkeltheder i omfattende kildesamlinger om anabaptisterne: H. Boehmer, red., Urkunden zur Geschichte des Bauernkrieges 1 Du und der Wiedertäufer, Bonn 1921. G. Boussert, Quellen zur Geschichte der Wiedertäufer I, Herzogtum Würthemberg, Leipzig 1930. G. Franz, Wiedertäuferakten, 1527 - 1626, Marburg 1951; Südwestdeutschland und Hessen, 1525 - 1618, Tübingen 1957. R. Wolkan, Geschichtsbuch der Hutterischen Brüder, Vienna 1923.

16

være mere konsekvente med hensyn til spørgsmålet om den bibelske hviledag end Martin Luther eller de andre to reformatorer. Når nogle af anabaptistlederne læste Bibelen – Det Nye Testamente nu allerede på tysk – kunne de ikke noget sted i Bibelen finde, at Gud havde afskaffet sabbatten, ugens sidste dag, og indført en ny dag, søndagen eller solens dag.

De anabaptister, der ville reformere hviledagen, var overbeviste om, at søndagen blev indført af den romerske kirke. Sammen med de andre reformatorer, og i særdeleshed med Luther, var disse anabaptister enige om, at romerkirken var en antikristelig institution, som skulle reformeres i bunden, det der foregik i den lokale menighed, og i toppen, pavedømmet.

To af disse anabaptistledere, Oswald Glait og Andreas Fischer, kunne ud fra Luthers slagord ”sola scriptura“ (skriften alene) ikke se, at folk skulle fejre søndag, den første dag i ugen, men holdt i stedet fast ved lørdag eller ”sabbat“, den 7. dag, ifølge de 10 bud (se 2 Mos 20, 8-11).

De var tidligere præster i romerkirken.

De skrev endda bøger om emnet.

Desværre overlevede disse bøger ikke på grund af middelalderkirkens jagt efter bøger, der afveg fra romerkirken.

Men vi kender til bøgernes eksistens, da der blev skrevet bøger imod dem, som blev bevaret til vores egen tid.

Disse to anabaptistreformatorer virkede i særdeleshed i det, som dengang blev kaldt for Böhmen, Mähren og Schlesien.

Desværre skulle også disse to sabbatsfejrende reformatorer og andre blive dræbt for deres bibelske overbevisnings skyld. Andreas Fischer blev taget til fange og ført til borgen Horka, Mähren (i dag Slovakiet) og kastet over borgens høje mur i afgrunden.

Dette skete i året 1539/40. Glait fandt sin død ved at blive druknet i Donau floden, efter at han havde været fængslet et år og seks uger i Vienna i året 1546.

Selv om Luther bekæmpede anabaptisterne i almindelighed og også dem, der begyndte at fejre den bibelske sabbat – for ham var alle dage lige – så gav han dog blandt meget andet også anabaptisterne dette vigtige skriftprincip: ”skriften alene.”

På dette grundlag kunne anabaptisterne fortsætte deres reform af kirken f.eks. med hensyn til deres kirkesyn og dåben og indførelsen af fejring af sabbatten efter Bibelens ord. Reformationen er nødt til at fortsætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse.2

Reformationen er nødt til at fortsætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse.2

omfattende diskussion om Luthers, Calvins, anabaptisternes og andres forståelse med hensyn til hviledagen, kan man finde i min disputats, 2 En skrevet for det teologiske fakultet ved Lunds Universitet. Her finder man også omfattende henvisninger til primære kilder. Richard Müller, Adventisten – Sabbat – Reformation, Lund 1979. 2. rev. udgave, Daugård 2014, s. 45 - 145.

17

Kirken har stadig brug for reformation

Forfølgelsen begynder

anabaptistledere i Schleitheim i det nordlige Schweiz og blev enige om syv grundlæggende trosartikler:

M O D LY S

Fra denne spæde begyndelse spredte anabaptisterne sig til det meste af den vestlige del af Europa.

Man kan kalde anabaptistbevægelsen for en bevægelse inden for reformationsbevægelsen. Nyere undersøgelser har vist, at anabaptisterne også snart fandtes i den nordlige del af Tyskland og hele vejen op ad Østersøkysten til Danzig og Königsberg.

Da reformatoren Zwingli fra Zürich i Schweiz ikke kunne blive enig med anabaptisterne om deres syn på dåben, besluttede Zürichs bystyre, at nyfødte spædbørn skulle døbes som hidtil. De forældre, som nægtede at lade deres børn døbe, skulle forlade deres by og kanton. Da anabaptisterne ikke ville forlade deres by og deres region, blev de første snart sat i fængsel.

Felix Mantz, den lærde hebraiskkyndige, var den første, der led døden.

I 1527 blev han bundet, lagt i en båd og smidt i floden Limmat i nærheden af Zürich. Balthasar Hubmaier, der kort efter sin egen dåb døbte 300 andre personer, blev brændt på bålet i Vienna i 1528.

Tre dage senere blev hans trofaste hustru druknet i Donau floden.

Også Georg Blaurock, den tidligere katolske præst, der blev døbt først, blev brændt på bålet i 1529. Vi har her kun nævnt nogle få af de mange, der led den samme skæbne.1

Hvad troede anabaptisterne på?

Allerede i 1527 forsamledes forskellige

deres fælleskab i alvorlige sager, men aldrig brugen af sværdet - altså ingen dødsstraf.

Kun troende mennesker skulle døbes efter personlig omvendelse og en villighed til at blive Kristi disciple.

Edsaflæggelser var ikke tilladt. Efter deres forståelse var Kristus imod at sværge og aflægge ed. Et ”ja” eller ”nej” skulle være nok for en kristen.

1

Mennesker er ikke fuldkomne, efter de bliver døbt. De vil stadigvæk falde i synd. Derfor skulle der administreres menighedsdisciplin, sådan som vi finder den beskrevet i Matthæusevangeliet, kapitel 18.

2

Nadveren var en mindehøjtid for at mindes, hvad Kristus har gjort for os. Man afviste den katolske forståelse af ”messen,” men også Luthers forståelse af Kristi direkte tilstedeværelse i brødet og vinen.

3

De troende skulle leve adskilt fra ”verden” og forlade ”Babylon.” Ligesom Luther forstod de ”Babylon” som en antikristelig institution med paven og alle hans gudstjenester og kirkelige fester. Men de skulle også holde sig fra ”drukhuse” og meget andet.

4

Præsten skulle være en person med god anseelse. Han skulle være i stand til at prædike, lære og formane. Den lokale menighed skulle selv sørge for sin pastors underhold.

5

6

I udøvelsen af disciplin accepterede de kun udelukkelse fra

7

Troen først – derefter dåben Anabaptister holdt sig til de store reformatorers ord, at ”skriften alene” (sola scriptura) skal være grundlaget for den kristne tro, også når det gælder spørgsmålet om dåben. Derfor pegede de igen og igen på det, som Jesus lærte, og på hans eksempel. Nøgleteksten var Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Teksten gør det klart, at man først skulle undervise: ”gør folkeslagene til mine disciple,” før man døber dem. Anabaptisterne følte, at denne rækkefølge ikke skulle vendes rundt. For dem var det indlysende, at spædbørn ikke kunne undervises i den kristne tro og derfor ikke skulle døbes. Man appellerede også til Markusevangeliet, kapitel 16, vers 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; …”

Sabbatreform – at reformere hviledagen Med Luthers ”sola scriptura” (skriften alene) prøvede nogle anabaptister at

finder mange flere enkeltheder i omfattende kildesamlinger om anabaptisterne: H. Boehmer, red., Urkunden zur Geschichte des Bauernkrieges 1 Du und der Wiedertäufer, Bonn 1921. G. Boussert, Quellen zur Geschichte der Wiedertäufer I, Herzogtum Würthemberg, Leipzig 1930. G. Franz, Wiedertäuferakten, 1527 - 1626, Marburg 1951; Südwestdeutschland und Hessen, 1525 - 1618, Tübingen 1957. R. Wolkan, Geschichtsbuch der Hutterischen Brüder, Vienna 1923.

16

være mere konsekvente med hensyn til spørgsmålet om den bibelske hviledag end Martin Luther eller de andre to reformatorer. Når nogle af anabaptistlederne læste Bibelen – Det Nye Testamente nu allerede på tysk – kunne de ikke noget sted i Bibelen finde, at Gud havde afskaffet sabbatten, ugens sidste dag, og indført en ny dag, søndagen eller solens dag.

De anabaptister, der ville reformere hviledagen, var overbeviste om, at søndagen blev indført af den romerske kirke. Sammen med de andre reformatorer, og i særdeleshed med Luther, var disse anabaptister enige om, at romerkirken var en antikristelig institution, som skulle reformeres i bunden, det der foregik i den lokale menighed, og i toppen, pavedømmet.

To af disse anabaptistledere, Oswald Glait og Andreas Fischer, kunne ud fra Luthers slagord ”sola scriptura“ (skriften alene) ikke se, at folk skulle fejre søndag, den første dag i ugen, men holdt i stedet fast ved lørdag eller ”sabbat“, den 7. dag, ifølge de 10 bud (se 2 Mos 20, 8-11).

De var tidligere præster i romerkirken.

De skrev endda bøger om emnet.

Desværre overlevede disse bøger ikke på grund af middelalderkirkens jagt efter bøger, der afveg fra romerkirken.

Men vi kender til bøgernes eksistens, da der blev skrevet bøger imod dem, som blev bevaret til vores egen tid.

Disse to anabaptistreformatorer virkede i særdeleshed i det, som dengang blev kaldt for Böhmen, Mähren og Schlesien.

Desværre skulle også disse to sabbatsfejrende reformatorer og andre blive dræbt for deres bibelske overbevisnings skyld. Andreas Fischer blev taget til fange og ført til borgen Horka, Mähren (i dag Slovakiet) og kastet over borgens høje mur i afgrunden.

Dette skete i året 1539/40. Glait fandt sin død ved at blive druknet i Donau floden, efter at han havde været fængslet et år og seks uger i Vienna i året 1546.

Selv om Luther bekæmpede anabaptisterne i almindelighed og også dem, der begyndte at fejre den bibelske sabbat – for ham var alle dage lige – så gav han dog blandt meget andet også anabaptisterne dette vigtige skriftprincip: ”skriften alene.”

På dette grundlag kunne anabaptisterne fortsætte deres reform af kirken f.eks. med hensyn til deres kirkesyn og dåben og indførelsen af fejring af sabbatten efter Bibelens ord. Reformationen er nødt til at fortsætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse.2

Reformationen er nødt til at fortsætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse.2

omfattende diskussion om Luthers, Calvins, anabaptisternes og andres forståelse med hensyn til hviledagen, kan man finde i min disputats, 2 En skrevet for det teologiske fakultet ved Lunds Universitet. Her finder man også omfattende henvisninger til primære kilder. Richard Müller, Adventisten – Sabbat – Reformation, Lund 1979. 2. rev. udgave, Daugård 2014, s. 45 - 145.

17

Kirken har stadig brug for reformation

Forfølgelsen begynder

anabaptistledere i Schleitheim i det nordlige Schweiz og blev enige om syv grundlæggende trosartikler:

M O D LY S

Fra denne spæde begyndelse spredte anabaptisterne sig til det meste af den vestlige del af Europa.

Man kan kalde anabaptistbevægelsen for en bevægelse inden for reformationsbevægelsen. Nyere undersøgelser har vist, at anabaptisterne også snart fandtes i den nordlige del af Tyskland og hele vejen op ad Østersøkysten til Danzig og Königsberg.

M O D LY S

2017 18

Det er en kompliceret opgave at skulle beskrive, hvad reformatorerne for 500 år siden havde i fokus. Først og fremmest må vi erkende, at vi lever i et markant anderledes samfund, end det samfund de primære reformatorer, Luther, Zwingli, Calvin og Melanchton, levede i. Hvis vi havde mulighed for at spørge dem selv, ville vi sikkert få forskellige svar – og sikkert anderledes svar end dem, vi typisk hører i dagens Danmark.

I den offentlige debat i Danmark er det ikke sjældent at høre noget i retning af, at ”kilden til den danske velfærdsstat skal findes hos Luther og den efterfølgende reformation.” Bruddet med kirkens autoritet i Rom førte til oprettelsen af regionale, nationale kirker, hvor magten og autoriteten var stærkt knyttet til den lokale, regionale eller nationale adel og kongehuset.

Med konge og statsmagt vinder Reformationen frem i Danmark

I Danmark blev det kong Christian d. III, der forbød den katolske kirkes lære og fængslede de katolske biskopper for i stedet at indføre den lutherske lære i de danske kirker og i tillæg et sekulært styre hos kongen og Rigsrådet. Det betød blandt andet, at skatten ikke længere skulle føres ud af landet hverken til kirken i Rom eller til den tyskromerske kejser. I stedet blev store dele af kirkens jordbesiddelser konfiskeret af kongen og hos en mindre gruppe af mennesker i det danske rige. Således blev en større del af ressourcerne samlet inden for landets grænser.

Rene Bidstrup

Luther formulerer sine tanker

Hvis vi ser Reformationen fra et mere kirkeligt perspektiv efterlod den 5 ”sola”-tanker til senere generationer som modspil til og en kritik af den romersk-katolske kirkes forståelse af tro, tradition og autoritet.

Præst på Midtsjælland med interesse for teologi og fodbold.

19

Kirken har stadig brug for reformation

HVAD VILLE LUTHER SIGE I 2017?

AF RENE BIDSTRUP

M O D LY S

2017 18

Det er en kompliceret opgave at skulle beskrive, hvad reformatorerne for 500 år siden havde i fokus. Først og fremmest må vi erkende, at vi lever i et markant anderledes samfund, end det samfund de primære reformatorer, Luther, Zwingli, Calvin og Melanchton, levede i. Hvis vi havde mulighed for at spørge dem selv, ville vi sikkert få forskellige svar – og sikkert anderledes svar end dem, vi typisk hører i dagens Danmark.

I den offentlige debat i Danmark er det ikke sjældent at høre noget i retning af, at ”kilden til den danske velfærdsstat skal findes hos Luther og den efterfølgende reformation.” Bruddet med kirkens autoritet i Rom førte til oprettelsen af regionale, nationale kirker, hvor magten og autoriteten var stærkt knyttet til den lokale, regionale eller nationale adel og kongehuset.

Med konge og statsmagt vinder Reformationen frem i Danmark

I Danmark blev det kong Christian d. III, der forbød den katolske kirkes lære og fængslede de katolske biskopper for i stedet at indføre den lutherske lære i de danske kirker og i tillæg et sekulært styre hos kongen og Rigsrådet. Det betød blandt andet, at skatten ikke længere skulle føres ud af landet hverken til kirken i Rom eller til den tyskromerske kejser. I stedet blev store dele af kirkens jordbesiddelser konfiskeret af kongen og hos en mindre gruppe af mennesker i det danske rige. Således blev en større del af ressourcerne samlet inden for landets grænser.

Rene Bidstrup

Luther formulerer sine tanker

Hvis vi ser Reformationen fra et mere kirkeligt perspektiv efterlod den 5 ”sola”-tanker til senere generationer som modspil til og en kritik af den romersk-katolske kirkes forståelse af tro, tradition og autoritet.

Præst på Midtsjælland med interesse for teologi og fodbold.

19

Kirken har stadig brug for reformation

HVAD VILLE LUTHER SIGE I 2017?

AF RENE BIDSTRUP

M O D LY S Luther forlader romerkirken

De fem ”sola”-tanker: (på datidens lærde sprog: latin)

• Sola fide – troen alene • Sola scriptura – skriften alene • Solus Christus – Kristus alene • Sola gratia – nåden alene • Soli Deo gloria – Gud alene æren Indforstået i disse fem ”alene”-udsagn ligger selvsagt også en afvisning af det, som ligger ud over dette ”alene.”

Hvorfor troen, Kristus og nåden alene? Det var Luthers opgør med aflads-, bods- og almissetanken i den romersk-katolske kirke. Populært og lettere fordrejet lød det: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.” Luther ønskede et opgør med den fejlslagne tankegang, at det var muligt at betale sig til frelse gennem bod, aflad og almisser, ligesom han ønskede et opgør med den tanke, at ”absolution” – tilgivelse for synd – var afhængigt af præstestanden som giver og formidler.

I stedet håndhævede især Zwingli, at syndstilgivelse udelukkende skyldes Gud, og derfor er skriftemålet til en præst ikke nødvendigt. Jesus Kristus er frelsens formidler og vores ypperstepræst.

Luthers opgør med aflad, bod og almisse siges også at have fået Luther til at sige: ”Gode gerninger gør ikke en mand god. En god mand gør gode gerninger.” Luthers overvejelser var med andre ord, om det var nødvendigt at give almisser både for sig selv og for dem af ens slægtninge, som evt. måtte befinde sig i ”skærsilden”?

Luthers eget møde med Paulus’ Brev til Romerne 1,17: ”Den retfærdige skal leve af tro,” førte til formuleringen af Sola fide og Sola gratia. Luther blev overbevist om, at mødet med Guds nåde og troen alene ville forvandle mennesket indefra. I taknemmelighed over for Gud ville den trælbundne, elendige, arme synder som en naturlig følge deraf begynde at gøre gode gerninger.

20

M O D LY S Luther forlader romerkirken

De fem ”sola”-tanker: (på datidens lærde sprog: latin)

• Sola fide – troen alene • Sola scriptura – skriften alene • Solus Christus – Kristus alene • Sola gratia – nåden alene • Soli Deo gloria – Gud alene æren Indforstået i disse fem ”alene”-udsagn ligger selvsagt også en afvisning af det, som ligger ud over dette ”alene.”

Hvorfor troen, Kristus og nåden alene? Det var Luthers opgør med aflads-, bods- og almissetanken i den romersk-katolske kirke. Populært og lettere fordrejet lød det: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.” Luther ønskede et opgør med den fejlslagne tankegang, at det var muligt at betale sig til frelse gennem bod, aflad og almisser, ligesom han ønskede et opgør med den tanke, at ”absolution” – tilgivelse for synd – var afhængigt af præstestanden som giver og formidler.

I stedet håndhævede især Zwingli, at syndstilgivelse udelukkende skyldes Gud, og derfor er skriftemålet til en præst ikke nødvendigt. Jesus Kristus er frelsens formidler og vores ypperstepræst.

Luthers opgør med aflad, bod og almisse siges også at have fået Luther til at sige: ”Gode gerninger gør ikke en mand god. En god mand gør gode gerninger.” Luthers overvejelser var med andre ord, om det var nødvendigt at give almisser både for sig selv og for dem af ens slægtninge, som evt. måtte befinde sig i ”skærsilden”?

Luthers eget møde med Paulus’ Brev til Romerne 1,17: ”Den retfærdige skal leve af tro,” førte til formuleringen af Sola fide og Sola gratia. Luther blev overbevist om, at mødet med Guds nåde og troen alene ville forvandle mennesket indefra. I taknemmelighed over for Gud ville den trælbundne, elendige, arme synder som en naturlig følge deraf begynde at gøre gode gerninger.

20

Luther begyndte et opgør med både pavens særlige autoritet og kirkens traditioner, som var endt med at stå over Bibelens skrifter. Luther mente, at kirkens traditioner havde forvrænget og fastlåst skriften, så den alene kunne og skulle forstås på baggrund af kirkens egne traditioner og skrifter. Autoriteten lå således ikke i Bibelen, men mere hos dem, der igennem tiden havde fortolket skrifterne, og i sidste ende gennem den apostolske succession hos paven, der var garant for at føre kirkens tradition videre.

Luthers ønske var at gøre Bibelen fri af traditionen, så den igen kunne tale sit eget rene og tydelige ord.

Autoriteten og inspirationen lå i Guds åbenbarede ord, som det var nedskrevet af profeterne og apostlene i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter.

Luthers fokus var at lade Bibelen alene være autoriteten, samtidig med at han indrømmede værdien i traditionen, så længe traditionen ikke modsagde Bibelens skrifter.

Dermed blev det også gjort tydeligt, at Bibelen måtte ses som sin egen fortolker. Ingen autoritet eller tradition uden for Bibelen kan have nøglen til den rette forståelse, men Bibelen alene indeholder nøglen til forståelsen.

Bibelen indeholder ydermere alt, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt, for at hver enkelt troende selv kan gå til Gud og skaffe sig viden om og blive sikker på sin egen frelse.

Luther mente dog, at det fortsat var nødvendigt at fortolke Bibelen, og at denne fortolkning og forståelse af Bibelens ord - uanset hvor tydeligt og klart dette Ord end måtte være – kommer klarest til syne i de troendes fællesskab. Der kan derfor ikke være tale om en individualiseret bibelfortolkning i Luthers bibelforståelse, men Ordet forstås i fællesskabet af troende.

"Spørgsmålet hænger derfor i luften, om der er brug for en fortsat reformation?“

Lykkedes det Luther at ”frigøre” Bibelen?

Luthers ”befrielse” af Bibelen har dog ikke været uproblematisk. Store diskussioner om, hvad Bibelen rent faktisk siger, har været diskussionsemner siden reformationens begyndelse. Endnu her i 2017 kniber det fortsat for

22

23

Kirken har stadig brug for reformation

Opgøret med pave og tradition

M O D LY S

kristne at blive enige om Bibelens budskab i store såvel som i mindre betydningsfulde spørgsmål. Det rejser selvsagt også spørgsmålet, hvorvidt Bibelen er så tydelig, som reformatorerne og reformationens traditions-børn foreslog.

Spørgsmålet hænger derfor i luften, om der er brug for en fortsat reformation?

Reformationen og Bibelens frigørelse gjorde også kirken og Bibelen sårbar over for flere ikke-bibelske forståelser. Ofte er der blevet læst mere ind i Bibelen, end den selv siger noget om. Eftersom Bibelen er opfattet som den endegyldige autoritet, er den også blevet brugt til at udtale sig om emner, den ikke direkte beskæftiger sig med. På den måde er Bibelen blevet et gidsel, ofte brugt som et magtmiddel til at vinde over modstanderen i en diskussion.

Det har også gjort Bibelen sårbar over for kritik fra det sekulære samfund, som mest ser Bibelen som et fortidslevn, der ikke er i stand til at hjælpe nutidsmennesket med de udfordringer, vi står i.

Måske har vi brug for en ny ”frigørelse” af Bibelen fra de seneste 500 års tradition og tolkninger og få et fornyet og forfriskende syn på de bibelske tekster. Her vil vi kunne trække på erfaringer fra 1500 års problematisk kirkehistorie i håbet om, at det vil fjerne de skygger, som har hvilet som en tung byrde over de seneste 500 års historiske forståelse af Bibelens budskab.

Andre videnskaber er stille og roligt ved at få øjnene op for den vestlige og nordlige hemisfæres problematiske adfærd på verdenskortet de seneste 500 år med kolonialisering, patriarkalske samfund og den mandsdominerede verdens uretfærdighed inden for såvel som uden for kirken osv og osv. Måske vil en ny tilgang til Bibelen, hvor man trækker på relevant historisk kontekst og indsigt, kunne bidrage til at se Bibelens tekster som relevante for os. Med profetisk aktualitet, så vi bliver bedre til at identificere årsagerne til den uretfærdighed, synd og ondskab, der fortsat præger vores verden og i håbet om, at den vil kunne sætte pejlemærker, der viser os den sande vej til at besejre ondskab, synd og uretfærdighed.

Her kan de 5 sola’er måske igen få lov at hjælpe os.

Måske kan ”skriften alene” hjælpe os med at finde ”Kristus alene,” som ved ”troen alene,” gennem ”nåden alene” kan få os til at leve et liv i ord og handling, der ophøjer og giver ”Gud alene æren.”

Vi nærmer os dermed et andet vigtigt aspekt af Luthers opgør med den katolske kirke. Luther ønskede at vende tilbage til de første apostles kristendom frigjort fra tæt op mod 1000 års kirketradition, som havde forandret kirken til noget andet, end det Luther var begyndt at forstå gennem sine fornyede studier af de bibelske tekster.

Luther begyndte et opgør med både pavens særlige autoritet og kirkens traditioner, som var endt med at stå over Bibelens skrifter. Luther mente, at kirkens traditioner havde forvrænget og fastlåst skriften, så den alene kunne og skulle forstås på baggrund af kirkens egne traditioner og skrifter. Autoriteten lå således ikke i Bibelen, men mere hos dem, der igennem tiden havde fortolket skrifterne, og i sidste ende gennem den apostolske succession hos paven, der var garant for at føre kirkens tradition videre.

Luthers ønske var at gøre Bibelen fri af traditionen, så den igen kunne tale sit eget rene og tydelige ord.

Autoriteten og inspirationen lå i Guds åbenbarede ord, som det var nedskrevet af profeterne og apostlene i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter.

Luthers fokus var at lade Bibelen alene være autoriteten, samtidig med at han indrømmede værdien i traditionen, så længe traditionen ikke modsagde Bibelens skrifter.

Dermed blev det også gjort tydeligt, at Bibelen måtte ses som sin egen fortolker. Ingen autoritet eller tradition uden for Bibelen kan have nøglen til den rette forståelse, men Bibelen alene indeholder nøglen til forståelsen.

Bibelen indeholder ydermere alt, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt, for at hver enkelt troende selv kan gå til Gud og skaffe sig viden om og blive sikker på sin egen frelse.

Luther mente dog, at det fortsat var nødvendigt at fortolke Bibelen, og at denne fortolkning og forståelse af Bibelens ord - uanset hvor tydeligt og klart dette Ord end måtte være – kommer klarest til syne i de troendes fællesskab. Der kan derfor ikke være tale om en individualiseret bibelfortolkning i Luthers bibelforståelse, men Ordet forstås i fællesskabet af troende.

"Spørgsmålet hænger derfor i luften, om der er brug for en fortsat reformation?“

Lykkedes det Luther at ”frigøre” Bibelen?

Luthers ”befrielse” af Bibelen har dog ikke været uproblematisk. Store diskussioner om, hvad Bibelen rent faktisk siger, har været diskussionsemner siden reformationens begyndelse. Endnu her i 2017 kniber det fortsat for

22

23

Kirken har stadig brug for reformation

Opgøret med pave og tradition

M O D LY S

kristne at blive enige om Bibelens budskab i store såvel som i mindre betydningsfulde spørgsmål. Det rejser selvsagt også spørgsmålet, hvorvidt Bibelen er så tydelig, som reformatorerne og reformationens traditions-børn foreslog.

Spørgsmålet hænger derfor i luften, om der er brug for en fortsat reformation?

Reformationen og Bibelens frigørelse gjorde også kirken og Bibelen sårbar over for flere ikke-bibelske forståelser. Ofte er der blevet læst mere ind i Bibelen, end den selv siger noget om. Eftersom Bibelen er opfattet som den endegyldige autoritet, er den også blevet brugt til at udtale sig om emner, den ikke direkte beskæftiger sig med. På den måde er Bibelen blevet et gidsel, ofte brugt som et magtmiddel til at vinde over modstanderen i en diskussion.

Det har også gjort Bibelen sårbar over for kritik fra det sekulære samfund, som mest ser Bibelen som et fortidslevn, der ikke er i stand til at hjælpe nutidsmennesket med de udfordringer, vi står i.

Måske har vi brug for en ny ”frigørelse” af Bibelen fra de seneste 500 års tradition og tolkninger og få et fornyet og forfriskende syn på de bibelske tekster. Her vil vi kunne trække på erfaringer fra 1500 års problematisk kirkehistorie i håbet om, at det vil fjerne de skygger, som har hvilet som en tung byrde over de seneste 500 års historiske forståelse af Bibelens budskab.

Andre videnskaber er stille og roligt ved at få øjnene op for den vestlige og nordlige hemisfæres problematiske adfærd på verdenskortet de seneste 500 år med kolonialisering, patriarkalske samfund og den mandsdominerede verdens uretfærdighed inden for såvel som uden for kirken osv og osv. Måske vil en ny tilgang til Bibelen, hvor man trækker på relevant historisk kontekst og indsigt, kunne bidrage til at se Bibelens tekster som relevante for os. Med profetisk aktualitet, så vi bliver bedre til at identificere årsagerne til den uretfærdighed, synd og ondskab, der fortsat præger vores verden og i håbet om, at den vil kunne sætte pejlemærker, der viser os den sande vej til at besejre ondskab, synd og uretfærdighed.

Her kan de 5 sola’er måske igen få lov at hjælpe os.

Måske kan ”skriften alene” hjælpe os med at finde ”Kristus alene,” som ved ”troen alene,” gennem ”nåden alene” kan få os til at leve et liv i ord og handling, der ophøjer og giver ”Gud alene æren.”

Vi nærmer os dermed et andet vigtigt aspekt af Luthers opgør med den katolske kirke. Luther ønskede at vende tilbage til de første apostles kristendom frigjort fra tæt op mod 1000 års kirketradition, som havde forandret kirken til noget andet, end det Luther var begyndt at forstå gennem sine fornyede studier af de bibelske tekster.

M O D LY S

24

25

Kirken har stadig brug for reformation

– FREMSKRIDT ELLER TILBAGESKRIDT FOR DEN KRISTNE KIRKE?

Den 31. oktober 2016 besøgte pave Frans Lund Domkirke i Sverige og deltog i en økumenisk bønnegudstjeneste for at markere begyndelsen på 500 års jubilæet for Reformationen. Ved samme anledning underskrev paven og lederen af Det Lutherske Verdensforbund, biskop Mounib Younan, en fælleserklæring, der havde til formål at hele sårene mellem de to kirkeretninger og bringe katolikker og lutheranere tættere sammen efter århundreders adskillelse. Denne begivenhed er ingen tilfældighed og bør give stof til eftertanke hos alle kristne.

M O D LY S

24

25

Kirken har stadig brug for reformation

– FREMSKRIDT ELLER TILBAGESKRIDT FOR DEN KRISTNE KIRKE?

Den 31. oktober 2016 besøgte pave Frans Lund Domkirke i Sverige og deltog i en økumenisk bønnegudstjeneste for at markere begyndelsen på 500 års jubilæet for Reformationen. Ved samme anledning underskrev paven og lederen af Det Lutherske Verdensforbund, biskop Mounib Younan, en fælleserklæring, der havde til formål at hele sårene mellem de to kirkeretninger og bringe katolikker og lutheranere tættere sammen efter århundreders adskillelse. Denne begivenhed er ingen tilfældighed og bør give stof til eftertanke hos alle kristne.

M O D LY S

Der har da også været skrevet meget i pressen om dette besøg, ligesom det har sat gang i mange spekulationer om, hvilken betydning det vil have for den kristne kirke i fremtiden.

Et stærkt signal Det er ikke uden grund, at man valgte Lund Domkirke til at markere denne begivenhed. Det var netop i Lund, at man for 50 år siden grundlagde Det Lutherske Verdensforbund – og kirken, som kan dateres tilbage til 1144, har en lang historie fra før Reformationen som ærkebispesæde for hele Norden. Ved at benytte en historisk kirkebygning, som har tjent både den katolske og den lutherske kirke, sendte man et stærkt signal om en fælles intention om enhed.

Sven Hagen Jensen Præst i Nordvestjylland og flittig skribent.

Den større sammenhæng For at forstå betydningen af denne begivenhed må det ses i en større sammenhæng. Det må ses som led i en udvikling, der sker i tilnærmelsen mellem to kirkeretninger, der på afgørende punkter har undsagt sig hinanden og været i bitter strid. Over årene har der været gjort forsøg på at rette ind på begåede fejltrin, nedtone forskelligheder og finde fælles områder, hvor man har kunnet samarbejde.

Som et skridt på vejen blev ”Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren” underskrevet i Sankt Anna Kirke i Augsburg i Tyskland den 31. oktober 1999 af den romersk katolske Kirke og kirker inden for Det Lutherske Verdensforbund. Som det nok er kendt af mange, var netop retfærdiggørelse ved tro alene (lat. ’sola fide’) et kernepunkt i Martin Luthers opgør med romerkirkens vægtlægning på frelse ved gerninger. Fælleserklæringen i 1999 vandt dog ikke bifald hos de danske biskopper og lutheranske frikirker, som ikke deltog i underskrivningen i Augsburg. Selvom man glædede sig over, at emnet var sat på dagsordenen, fandt man, at dokumentet blandede tro og gerninger sammen og derved afveg fra den sunde lære.

Da Vatikanet så i 2000 udgav en ny vejledning til udstedelse af aflad, blev det klart, at Fælleserklæringen i Augsburg ikke var, hvad man havde givet den udseende af.

26

27

Kirken har stadig brug for reformation

AF SVEN HAGEN JENSEN

M O D LY S

Der har da også været skrevet meget i pressen om dette besøg, ligesom det har sat gang i mange spekulationer om, hvilken betydning det vil have for den kristne kirke i fremtiden.

Et stærkt signal Det er ikke uden grund, at man valgte Lund Domkirke til at markere denne begivenhed. Det var netop i Lund, at man for 50 år siden grundlagde Det Lutherske Verdensforbund – og kirken, som kan dateres tilbage til 1144, har en lang historie fra før Reformationen som ærkebispesæde for hele Norden. Ved at benytte en historisk kirkebygning, som har tjent både den katolske og den lutherske kirke, sendte man et stærkt signal om en fælles intention om enhed.

Sven Hagen Jensen Præst i Nordvestjylland og flittig skribent.

Den større sammenhæng For at forstå betydningen af denne begivenhed må det ses i en større sammenhæng. Det må ses som led i en udvikling, der sker i tilnærmelsen mellem to kirkeretninger, der på afgørende punkter har undsagt sig hinanden og været i bitter strid. Over årene har der været gjort forsøg på at rette ind på begåede fejltrin, nedtone forskelligheder og finde fælles områder, hvor man har kunnet samarbejde.

Som et skridt på vejen blev ”Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren” underskrevet i Sankt Anna Kirke i Augsburg i Tyskland den 31. oktober 1999 af den romersk katolske Kirke og kirker inden for Det Lutherske Verdensforbund. Som det nok er kendt af mange, var netop retfærdiggørelse ved tro alene (lat. ’sola fide’) et kernepunkt i Martin Luthers opgør med romerkirkens vægtlægning på frelse ved gerninger. Fælleserklæringen i 1999 vandt dog ikke bifald hos de danske biskopper og lutheranske frikirker, som ikke deltog i underskrivningen i Augsburg. Selvom man glædede sig over, at emnet var sat på dagsordenen, fandt man, at dokumentet blandede tro og gerninger sammen og derved afveg fra den sunde lære.

Da Vatikanet så i 2000 udgav en ny vejledning til udstedelse af aflad, blev det klart, at Fælleserklæringen i Augsburg ikke var, hvad man havde givet den udseende af.

26

27

Kirken har stadig brug for reformation

AF SVEN HAGEN JENSEN

M O D LY S

Fælleserklæringen i Lund

Kirken har stadig brug for reformation

dende. Han fremstår som hele kristendommens talsmand.

Og religiøse ledere flokkes om ham og søger enhed.

Hvad står der så i Fælleserklæringen i Lund? – Der indledes med at udtrykke en taknemmelighed til Gud for anledningen til at mødes og styrke den gensidige forståelse og tillid gennem en frugtbar økumenisk dialog. Dernæst opfordres der til at bevæge sig fra konflikt til fællesskab: ”Vor fælles tro på Jesus Kristus og vor dåb kræver, at vi dagligt omvender os og derved frigør os fra de historiske uenigheder og konflikter.” Ligeledes forpligter underskriverne af dokumentet sig: ”.. på i fællesskab at vidne om Guds barmhjertige nåde, åbenbaret i den korsfæstede og opstandne Kristus.”

Den næste sentens i dokumentet er måske den mest iøjnefaldende og kontroversielle set fra et protestantisk synspunkt: ”Mange medlemmer i vores kirker længes inderligt efter at modtage nadverens sakramente ved et fælles bord som det konkrete udtryk for enhed.” Når man kender den meget forskellige teologiske opfattelse af nadveren i den romersk katolske kirke og de fleste protestantiske kirker, er det opsigtvækkende, at dette er kommet med, og markerer et tydeligt skridt mod større enhed.

Men det er måske ikke så opsigtsvækkende alligevel, da lutheranere nok lægger sig tættere op af den katolske kirke i nadverlæren end andre.

De næste afsnit lægger vægt på fælles tjeneste for menneskers værdier og rettigheder, arbejdet for de fattige i verden, modstand mod vold og ekstremisme og en opfordring til at tage godt imod flygtninge og asylansøgere.

Dette afsnit står højt på pave Frans’ agenda og er derfor naturligt med i en sådan fælleserklæring. Under overskriften: ”Ét i Kristus” sluttes der af med en opfordring til alle katolikker og lutheranere om at ”fortsætte den storslåede rejse, vi har foran os” ved at bede sammen, lytte til hinanden og udleve Kristi kærlighed.

Hvad der ikke har ændret sig På trods af den megen omtale af pavebesøget i Lund og den positive tone i Fælleserklæringen, så er der væsentlige ting, der ikke er ændret. Det, som Martin Luther med bibel i hånd tog afstand fra i forhold til den romerskkatolske kirke, er ikke ændret. Den katolske kirke har ikke i væsentlig grad rykket sig i sin lære og praksis siden Luthers dage. Tværtimod har den konsolideret sin lære og magt. Hvis nogen har rykket sig, er det de lutherske og andre protestantiske kirker. Den katolske kirke stiller stadigvæk Bibelen og traditionen side om side. Bodssakramentet og gerningsaspektet i frelsen står fortsat uændret. Den holder fast ved sin nadverlære, hvor Jesus Kristus ofres på ny i messeofferet. Maria- og helgendyrkelsen florerer som aldrig før. Pavens ufejlbarlighed, når han udtaler sig i læresager, og hans position som Guds søns stedfortræder på jorden, er en hjørnesten i den katolske tro.

I reformationstillægget i Kristeligt Dagblad (6. januar 2017) mener den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ikke, at den fælles fejring af reformationen i Lund er ”udtryk for en større teologisk forbrødring mellem katolikker og protestanter.” Han peger endvidere på, at ”det katolske syn på enhed består i at blive én kirke med ét fælles overhoved.” Og han lægger selvfølgelig ikke skjul på, at kun paven i Rom kan være dette overhoved.

En profetisk udvikling Mange vil se pavebesøget i Lund som en ønskværdig udvikling i den kristne kirkes historie. Et skridt på vejen til kristen enhed og dermed et bolværk mod ikke-kristne religioner og indflydelser. Andre vil se det som et tilbageskridt for reformationens kerneværdier, som bygger på Guds ord alene. Overskrifter i pressen har allerede udråbt besøget som en markering af reformationens afslutning.

Uanset hvad, så synes dette besøg at være endnu en milepæl i en profetisk udvikling, der er i gang. Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, kapitel 13, peger i dramatiske billeder på et forsøg på at skabe enhed i den kristne verden ved endens tid. Et forsøg, der vil ende i en katastrofe, fordi man gentager historiens fejltrin ved at ignorere Bibelens klare ord og bruger magt til sidst for at gennemføre sin dagsorden. – Jo, pavebesøget i Lund giver i sandhed stof til eftertanke.

Hvad der har ændret sig Der er ingen tvivl om, at der gradvist sker en tilnærmelse mellem lutheranere og katolikker også i Danmark, i hvert fald på ledelsesplan. Ved ceremonien i Lund Domkirke var tre danske biskopper inviteret, to kom og en meldte afbud. At paven deltager i en fejring af jubilæumsåret for Reformationen er i sig selv et tegn på tilnærmelse. Den mest markante ændring er måske nok, at protestanter ikke længere i samme grad løfter deres røst i protest mod den katolske kirkes lære og praksis. Der spores en tydelig ligegyldighed, ja, nærmest en fascination og beundring af pavedømmet. Populariteten af pave Frans er overvæl-

28

29

M O D LY S

Fælleserklæringen i Lund

Kirken har stadig brug for reformation

dende. Han fremstår som hele kristendommens talsmand.

Og religiøse ledere flokkes om ham og søger enhed.

Hvad står der så i Fælleserklæringen i Lund? – Der indledes med at udtrykke en taknemmelighed til Gud for anledningen til at mødes og styrke den gensidige forståelse og tillid gennem en frugtbar økumenisk dialog. Dernæst opfordres der til at bevæge sig fra konflikt til fællesskab: ”Vor fælles tro på Jesus Kristus og vor dåb kræver, at vi dagligt omvender os og derved frigør os fra de historiske uenigheder og konflikter.” Ligeledes forpligter underskriverne af dokumentet sig: ”.. på i fællesskab at vidne om Guds barmhjertige nåde, åbenbaret i den korsfæstede og opstandne Kristus.”

Den næste sentens i dokumentet er måske den mest iøjnefaldende og kontroversielle set fra et protestantisk synspunkt: ”Mange medlemmer i vores kirker længes inderligt efter at modtage nadverens sakramente ved et fælles bord som det konkrete udtryk for enhed.” Når man kender den meget forskellige teologiske opfattelse af nadveren i den romersk katolske kirke og de fleste protestantiske kirker, er det opsigtvækkende, at dette er kommet med, og markerer et tydeligt skridt mod større enhed.

Men det er måske ikke så opsigtsvækkende alligevel, da lutheranere nok lægger sig tættere op af den katolske kirke i nadverlæren end andre.

De næste afsnit lægger vægt på fælles tjeneste for menneskers værdier og rettigheder, arbejdet for de fattige i verden, modstand mod vold og ekstremisme og en opfordring til at tage godt imod flygtninge og asylansøgere.

Dette afsnit står højt på pave Frans’ agenda og er derfor naturligt med i en sådan fælleserklæring. Under overskriften: ”Ét i Kristus” sluttes der af med en opfordring til alle katolikker og lutheranere om at ”fortsætte den storslåede rejse, vi har foran os” ved at bede sammen, lytte til hinanden og udleve Kristi kærlighed.

Hvad der ikke har ændret sig På trods af den megen omtale af pavebesøget i Lund og den positive tone i Fælleserklæringen, så er der væsentlige ting, der ikke er ændret. Det, som Martin Luther med bibel i hånd tog afstand fra i forhold til den romerskkatolske kirke, er ikke ændret. Den katolske kirke har ikke i væsentlig grad rykket sig i sin lære og praksis siden Luthers dage. Tværtimod har den konsolideret sin lære og magt. Hvis nogen har rykket sig, er det de lutherske og andre protestantiske kirker. Den katolske kirke stiller stadigvæk Bibelen og traditionen side om side. Bodssakramentet og gerningsaspektet i frelsen står fortsat uændret. Den holder fast ved sin nadverlære, hvor Jesus Kristus ofres på ny i messeofferet. Maria- og helgendyrkelsen florerer som aldrig før. Pavens ufejlbarlighed, når han udtaler sig i læresager, og hans position som Guds søns stedfortræder på jorden, er en hjørnesten i den katolske tro.

I reformationstillægget i Kristeligt Dagblad (6. januar 2017) mener den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ikke, at den fælles fejring af reformationen i Lund er ”udtryk for en større teologisk forbrødring mellem katolikker og protestanter.” Han peger endvidere på, at ”det katolske syn på enhed består i at blive én kirke med ét fælles overhoved.” Og han lægger selvfølgelig ikke skjul på, at kun paven i Rom kan være dette overhoved.

En profetisk udvikling Mange vil se pavebesøget i Lund som en ønskværdig udvikling i den kristne kirkes historie. Et skridt på vejen til kristen enhed og dermed et bolværk mod ikke-kristne religioner og indflydelser. Andre vil se det som et tilbageskridt for reformationens kerneværdier, som bygger på Guds ord alene. Overskrifter i pressen har allerede udråbt besøget som en markering af reformationens afslutning.

Uanset hvad, så synes dette besøg at være endnu en milepæl i en profetisk udvikling, der er i gang. Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, kapitel 13, peger i dramatiske billeder på et forsøg på at skabe enhed i den kristne verden ved endens tid. Et forsøg, der vil ende i en katastrofe, fordi man gentager historiens fejltrin ved at ignorere Bibelens klare ord og bruger magt til sidst for at gennemføre sin dagsorden. – Jo, pavebesøget i Lund giver i sandhed stof til eftertanke.

Hvad der har ændret sig Der er ingen tvivl om, at der gradvist sker en tilnærmelse mellem lutheranere og katolikker også i Danmark, i hvert fald på ledelsesplan. Ved ceremonien i Lund Domkirke var tre danske biskopper inviteret, to kom og en meldte afbud. At paven deltager i en fejring af jubilæumsåret for Reformationen er i sig selv et tegn på tilnærmelse. Den mest markante ændring er måske nok, at protestanter ikke længere i samme grad løfter deres røst i protest mod den katolske kirkes lære og praksis. Der spores en tydelig ligegyldighed, ja, nærmest en fascination og beundring af pavedømmet. Populariteten af pave Frans er overvæl-

28

29

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

NU ER DET VORES TUR TIL REFORM Hvad kan vi lære af Reformationen?

AF LASSE BECH

Alle idéer kommer et sted fra og fører et sted hen og opstår enten som en positiv videreudvikling af andre idéer eller som kontrast til noget andet. Det gælder også Reformationen for 500 år siden.

Inspirationen kom fra forud tænkte tanker og idéer og udspilledes som en modreaktion til tilstanden i den middelalderkristendom, den gerne ville reformere.

Lasse Bech Præst og leder for Adventistkirkens afdeling for religionsfrihed.

midlertidig relevans. For det andet må reform eller fornyelse af kirken have det formål, at evangeliets sandhed og gode nyheder bliver talt mere effektivt ind i nye tider.

Derfor er enhver sand reformation også kendetegnet ved det, vi kalder vækkelse, som betyder, at et engagement vækkes til live, og gamle sandheder formidles på nye måder, der passer ind i samtiden.

vikler deres tanker, så de bliver nærværende for nutiden, vil naturligvis stagnere. Den kristne kirke er kaldet til at være levende, men desværre er den alt for ofte gået i stå enten ved at låse sig fast i traditionen eller ved mangel på engagement. Reformationen må vi aldrig blive færdige med, men det skal naturligvis ikke være reformation for reformationens skyld eller forandring for forandringens skyld, der skal være målet i sig selv.

En kontinuerlig proces Reformationen har fortsat givet inspiration til nye tanker og indgår derfor som led i en kontinuerlig proces, vi aldrig bliver færdige med. Mennesker, der ophører med at hente inspiration fra deres rødder og ikke længere videreud-

30

Arven fra reformationen Formålet med reformation

Reformationen var en skelsættende begivenhed i 1500-tallet, og selvom reformation må være noget fortløbende, så var det, der skete dengang, så markant en omvæltning, at man godt kan tale om et før og efter. Før Reformationen

Reformation af kirken har to formål. For det første skal den befri kirken fra falsk lære og praksis og for det, der fjerner fokus fra det væsentlige, eller for det, der kun har

31

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

NU ER DET VORES TUR TIL REFORM Hvad kan vi lære af Reformationen?

AF LASSE BECH

Alle idéer kommer et sted fra og fører et sted hen og opstår enten som en positiv videreudvikling af andre idéer eller som kontrast til noget andet. Det gælder også Reformationen for 500 år siden.

Inspirationen kom fra forud tænkte tanker og idéer og udspilledes som en modreaktion til tilstanden i den middelalderkristendom, den gerne ville reformere.

Lasse Bech Præst og leder for Adventistkirkens afdeling for religionsfrihed.

midlertidig relevans. For det andet må reform eller fornyelse af kirken have det formål, at evangeliets sandhed og gode nyheder bliver talt mere effektivt ind i nye tider.

Derfor er enhver sand reformation også kendetegnet ved det, vi kalder vækkelse, som betyder, at et engagement vækkes til live, og gamle sandheder formidles på nye måder, der passer ind i samtiden.

vikler deres tanker, så de bliver nærværende for nutiden, vil naturligvis stagnere. Den kristne kirke er kaldet til at være levende, men desværre er den alt for ofte gået i stå enten ved at låse sig fast i traditionen eller ved mangel på engagement. Reformationen må vi aldrig blive færdige med, men det skal naturligvis ikke være reformation for reformationens skyld eller forandring for forandringens skyld, der skal være målet i sig selv.

En kontinuerlig proces Reformationen har fortsat givet inspiration til nye tanker og indgår derfor som led i en kontinuerlig proces, vi aldrig bliver færdige med. Mennesker, der ophører med at hente inspiration fra deres rødder og ikke længere videreud-

30

Arven fra reformationen Formålet med reformation

Reformationen var en skelsættende begivenhed i 1500-tallet, og selvom reformation må være noget fortløbende, så var det, der skete dengang, så markant en omvæltning, at man godt kan tale om et før og efter. Før Reformationen

Reformation af kirken har to formål. For det første skal den befri kirken fra falsk lære og praksis og for det, der fjerner fokus fra det væsentlige, eller for det, der kun har

31

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

havde kirken udviklet sig til noget, der på mange måder stod som en modsætning til den kristendom, Jesus havde indstiftet. Derfor kunne Luther og de andre reformatorer gå så vidt som til at kalde pavekirken for Antikrist, hvilket egentlig blot bundede i det, som den katolske kirke selv sagde, når den omtalte paven som Kristi stedfortræder.

De teologiske erkendelser, som kom med Reformationen om Bibelen, frelsen og kirken, var omfattende og berørte de essentielle elementer i kristendommen. Derfor er disse grundlæggende erkendelser langt hen ad vejen nogle, som vi blot må takke reformatorerne for og anstrenge os for at holde fast i. Men der var også teologiske områder, hvor reformationen gik i stå og burde være kommet nærmere den kristendom, Jesus indstiftede. Reformationen afsluttes derfor aldrig, men må fortsætte ved at søge tilbage til Jesu oprindelige idé og formidle denne ind i nutiden.

Reformation eller restauration?

Hvis kirken var kommet på afveje i middelalderen i forhold til den oprindelige bevægelse, der er beskrevet i Det Nye Testamente, hvad skulle der så til for at bringe kirken på ret kurs igen? Var det nok med reformer, eller var det nødvendigt at gå mere radikalt til værks og tale om en egentlig genoprettelse? Allerede i 1500-tallet opstod der mange retninger i reformationen.

Disse kan groft inddeles i tre hovedretninger: Lutherske protestanter, som vi kender bedst, fordi det var den retning, der slog stærkest igennem i Nordtyskland og Norden.

1

Den reformerte kirke, som sprang ud fra Zwingli og ikke mindst Calvin i hhv. den tyske og franske del af Schweiz. Den calvinistiske retning blev siden stærk særligt i Holland og Skotland.

2

"Mennesker, der ophører med at hente inspiration fra deres rødder og ikke længere videreudvikler deres tanker, så de bliver nærværende for nutiden, vil naturligvis stagnere“

Den radikale reformation, som i første omgang ikke fik en stærk geografisk base, men eksisterede i enklaver spredt rundt omkring i Europa. Den væsentligste adskillelse mellem denne retning og andre er synet på dåben. De anerkendte ikke barnedåben og praktiserede kun bekendelsesdåb og fik derfor tilnavnet anabaptister.

3

32

33

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

havde kirken udviklet sig til noget, der på mange måder stod som en modsætning til den kristendom, Jesus havde indstiftet. Derfor kunne Luther og de andre reformatorer gå så vidt som til at kalde pavekirken for Antikrist, hvilket egentlig blot bundede i det, som den katolske kirke selv sagde, når den omtalte paven som Kristi stedfortræder.

De teologiske erkendelser, som kom med Reformationen om Bibelen, frelsen og kirken, var omfattende og berørte de essentielle elementer i kristendommen. Derfor er disse grundlæggende erkendelser langt hen ad vejen nogle, som vi blot må takke reformatorerne for og anstrenge os for at holde fast i. Men der var også teologiske områder, hvor reformationen gik i stå og burde være kommet nærmere den kristendom, Jesus indstiftede. Reformationen afsluttes derfor aldrig, men må fortsætte ved at søge tilbage til Jesu oprindelige idé og formidle denne ind i nutiden.

Reformation eller restauration?

Hvis kirken var kommet på afveje i middelalderen i forhold til den oprindelige bevægelse, der er beskrevet i Det Nye Testamente, hvad skulle der så til for at bringe kirken på ret kurs igen? Var det nok med reformer, eller var det nødvendigt at gå mere radikalt til værks og tale om en egentlig genoprettelse? Allerede i 1500-tallet opstod der mange retninger i reformationen.

Disse kan groft inddeles i tre hovedretninger: Lutherske protestanter, som vi kender bedst, fordi det var den retning, der slog stærkest igennem i Nordtyskland og Norden.

1

Den reformerte kirke, som sprang ud fra Zwingli og ikke mindst Calvin i hhv. den tyske og franske del af Schweiz. Den calvinistiske retning blev siden stærk særligt i Holland og Skotland.

2

"Mennesker, der ophører med at hente inspiration fra deres rødder og ikke længere videreudvikler deres tanker, så de bliver nærværende for nutiden, vil naturligvis stagnere“

Den radikale reformation, som i første omgang ikke fik en stærk geografisk base, men eksisterede i enklaver spredt rundt omkring i Europa. Den væsentligste adskillelse mellem denne retning og andre er synet på dåben. De anerkendte ikke barnedåben og praktiserede kun bekendelsesdåb og fik derfor tilnavnet anabaptister.

3

32

33

Særligt i den radikale reformation mente man ikke, at Luther, Zwingli og Calvin gik langt nok, men at der derimod var brug for en genoprettelse af den nytestamentlige kristendom snarere end blot reformer af den eksisterende teologi. Vi taler meget om de store reformatorer og ikke mindst om Luther. Det har desværre sat arven fra den radikale reformation og anabaptist- bevægelserne (gendøberne) noget i skyggen. For at forstå deres behov for en genoprettelse eller restauration af kristendommen, må vi først tilbage dertil, hvor det for alvor gik galt for kristendommen.

hvis klimaks vi kender fra de frygtelige korstog, hvor kristenhedens fjender og kættere af forskellig art blev massakreret eller brændt på bål. Denne konstantinske kristendom blev den dominerende og resulterede i en forening af kirke og stat. Det skred, der således skete i kristendommen, lykkedes det ikke hverken den lutherske eller den reformerte tradition at gøre op med. Ganske vist fik man senere fravristet paven denne magt, men den blev desværre blot erstattet af noget lignende. I de lutherske lande blev det fyrsten eller kongen, der stod i spidsen for statskirker, som nu blot blev mere nationale, hvor den romersk katolske kirke dog i det mindste havde været international. Hos de schweiziske reformatorer kom det til udtryk gennem teokrati som f.eks. i Geneve.

De store reformatoriske retninger fik ganske vist rettet op på mange væsentlige teologiske spørgsmål, men de fortsatte den konstantinske kristendoms udøvelse af magt og var ikke tolerante over for anderledes tænkende.

Kejserlig og pavelig magt I århundrederne, der fulgte efter apostlene, skete der mange frafald fra den nytestamentlige kristendom. Det er det frafald, Reformationen havde til hensigt at rette op på. Der var mange ting, der var gået skævt i kristendommen set fra et protestantisk synspunkt. Vi kan her nævne nogle af de mest oplagte: helgen- og relikviedyrkelse, afladshandel, pavens og præsteskabets rolle, sakramenternes næsten magiske betydning og flere andre ting.

Hvis man skal søge ind til kernen i det, der var gået galt i den middelalderlige romerske kirke, så handler det om frelsen, kirken og skriften – og måske til syvende og sidst om autoritet. Man havde sat kirken som institution i centrum for kristendommen – vel at mærke på en uheldig måde. Der var ingen frelse uden for kirken. Der var ingen udlægning af skriften uden for kirken. Kirkens embedsmænd havde deres autoritet i et hierarki oppefra og ned – fra pave via biskopper til præsteskabet. Dermed blev frelsen forvaltet gennem sakramenter af præster, hvis autoritet alene udsprang af deres ordination. Det udviklede sig efterhånden til at handle om magt. Det største problem var måske ikke så meget det, at kirken kom i centrum, men at kirken blev defineret af pave og biskopper og ikke af fællesskabet af alle troende. Netop dette lykkedes det fint for både Luther og de reformerte kirker at gøre op med.

Men der var også et andet aspekt, som var ligeså væsentlig en årsag til frafaldet. Det var, da kristendommen, med kejser Konstantin som den første kristne kejser, påtog sig den verdslige magt. Kirken forandrede sig dermed fuldstændigt fra at være et fællesskab af efterfølgere og disciple af den korsfæstede Kristus, hvor forkyndelse og budskab havde været gennemsyret af ideen om Guds rige, og hvor magt udøvedes gennem kærlighed, tjenersind og ikkevold. Nu blev den i stedet en institution, der udøvede sin magt med sværd, tvang og undertrykkelse,

Hvad betyder reformation så i dag?

Når vi i år fejrer 500-året for Reformationen, så er det naturligt, at vi spørger os selv, hvad vi skal bruge det til i dag. Vi lever i en tid, hvor kristendommen er udfordret af sekularisering. Dette kan vi selvfølgelig se på med bekymring fra kirkens side, men måske kan der også komme noget godt ud af det. Hvis den konstantinske statskristendom er ved at miste sin indflydelse og appel, så kan kirken være på vej ind i en tid, hvor dens rolle minder mere om situationen fra de første århundreder, før det hele gik galt. Hvis reformationens ærinde er at rette op på den forvandling af kristendommen, der skete i det tredje og fjerde århundrede, hvor kristendommen endte som sin egen modsætning, så er denne udvikling måske ikke ubetinget uheldig.

Reformationens store erkendelser om troen alene, nåden alene, skriften alene og Kristus alene er stadig relevante i dag. Vi er drevet af forventning om præstation og selvpromovering, og på den måde skal vi nærmest frelse os fra os selv gennem at skabe vores egen tilværelse. Vi har brug for den frihed, det giver, at kunne tage imod og ikke altid skulle gøre os fortjent til alting. Vi står også i fare for, at vi selv bliver vores egne pejlemærker. Når det sker, vil vi reelt miste orienteringen i vores liv. Reformationen gav os adgang til at kunne anvende Bibelen til at navigere efter, men hvad hjælper det, hvis vi ikke gør brug af den mulighed? Derfor er der behov for, at vi begynder at læse Bibelen igen og lader den give os noget at orientere os efter, som er større end os selv.

34

Bliv klogere på fortiden – og fremtiden Få det store perspektiv om reformationen. Hele beretningen om, hvordan vores verden, kultur og værdier opstod, hvorfor vi tror, tænker og handler, som vi gør.

Oplev hele fortællingen om den første kirke, udviklingen gennem de første tusinde år – og endnu mere baggrund om reformationen og de store omvæltninger, det skabte. Få nyt perspektiv om fremtiden, og hvad det hele kan betyde for dig og mig.

Mod en bedre fremtid 266 sider, skrevet af Ellen White.

Bestil bogen gratis på www.modlysmag.dk/bog

Få en gratis bog

Opdag, del og kommentér online Bliv klogere og del på nettet Besøg siden om Modlys og få mere viden, tag del, giv os din mening, og start en samtale. www.modlysmag.dk

Særligt i den radikale reformation mente man ikke, at Luther, Zwingli og Calvin gik langt nok, men at der derimod var brug for en genoprettelse af den nytestamentlige kristendom snarere end blot reformer af den eksisterende teologi. Vi taler meget om de store reformatorer og ikke mindst om Luther. Det har desværre sat arven fra den radikale reformation og anabaptist- bevægelserne (gendøberne) noget i skyggen. For at forstå deres behov for en genoprettelse eller restauration af kristendommen, må vi først tilbage dertil, hvor det for alvor gik galt for kristendommen.

hvis klimaks vi kender fra de frygtelige korstog, hvor kristenhedens fjender og kættere af forskellig art blev massakreret eller brændt på bål. Denne konstantinske kristendom blev den dominerende og resulterede i en forening af kirke og stat. Det skred, der således skete i kristendommen, lykkedes det ikke hverken den lutherske eller den reformerte tradition at gøre op med. Ganske vist fik man senere fravristet paven denne magt, men den blev desværre blot erstattet af noget lignende. I de lutherske lande blev det fyrsten eller kongen, der stod i spidsen for statskirker, som nu blot blev mere nationale, hvor den romersk katolske kirke dog i det mindste havde været international. Hos de schweiziske reformatorer kom det til udtryk gennem teokrati som f.eks. i Geneve.

De store reformatoriske retninger fik ganske vist rettet op på mange væsentlige teologiske spørgsmål, men de fortsatte den konstantinske kristendoms udøvelse af magt og var ikke tolerante over for anderledes tænkende.

Kejserlig og pavelig magt I århundrederne, der fulgte efter apostlene, skete der mange frafald fra den nytestamentlige kristendom. Det er det frafald, Reformationen havde til hensigt at rette op på. Der var mange ting, der var gået skævt i kristendommen set fra et protestantisk synspunkt. Vi kan her nævne nogle af de mest oplagte: helgen- og relikviedyrkelse, afladshandel, pavens og præsteskabets rolle, sakramenternes næsten magiske betydning og flere andre ting.

Hvis man skal søge ind til kernen i det, der var gået galt i den middelalderlige romerske kirke, så handler det om frelsen, kirken og skriften – og måske til syvende og sidst om autoritet. Man havde sat kirken som institution i centrum for kristendommen – vel at mærke på en uheldig måde. Der var ingen frelse uden for kirken. Der var ingen udlægning af skriften uden for kirken. Kirkens embedsmænd havde deres autoritet i et hierarki oppefra og ned – fra pave via biskopper til præsteskabet. Dermed blev frelsen forvaltet gennem sakramenter af præster, hvis autoritet alene udsprang af deres ordination. Det udviklede sig efterhånden til at handle om magt. Det største problem var måske ikke så meget det, at kirken kom i centrum, men at kirken blev defineret af pave og biskopper og ikke af fællesskabet af alle troende. Netop dette lykkedes det fint for både Luther og de reformerte kirker at gøre op med.

Men der var også et andet aspekt, som var ligeså væsentlig en årsag til frafaldet. Det var, da kristendommen, med kejser Konstantin som den første kristne kejser, påtog sig den verdslige magt. Kirken forandrede sig dermed fuldstændigt fra at være et fællesskab af efterfølgere og disciple af den korsfæstede Kristus, hvor forkyndelse og budskab havde været gennemsyret af ideen om Guds rige, og hvor magt udøvedes gennem kærlighed, tjenersind og ikkevold. Nu blev den i stedet en institution, der udøvede sin magt med sværd, tvang og undertrykkelse,

Hvad betyder reformation så i dag?

Når vi i år fejrer 500-året for Reformationen, så er det naturligt, at vi spørger os selv, hvad vi skal bruge det til i dag. Vi lever i en tid, hvor kristendommen er udfordret af sekularisering. Dette kan vi selvfølgelig se på med bekymring fra kirkens side, men måske kan der også komme noget godt ud af det. Hvis den konstantinske statskristendom er ved at miste sin indflydelse og appel, så kan kirken være på vej ind i en tid, hvor dens rolle minder mere om situationen fra de første århundreder, før det hele gik galt. Hvis reformationens ærinde er at rette op på den forvandling af kristendommen, der skete i det tredje og fjerde århundrede, hvor kristendommen endte som sin egen modsætning, så er denne udvikling måske ikke ubetinget uheldig.

Reformationens store erkendelser om troen alene, nåden alene, skriften alene og Kristus alene er stadig relevante i dag. Vi er drevet af forventning om præstation og selvpromovering, og på den måde skal vi nærmest frelse os fra os selv gennem at skabe vores egen tilværelse. Vi har brug for den frihed, det giver, at kunne tage imod og ikke altid skulle gøre os fortjent til alting. Vi står også i fare for, at vi selv bliver vores egne pejlemærker. Når det sker, vil vi reelt miste orienteringen i vores liv. Reformationen gav os adgang til at kunne anvende Bibelen til at navigere efter, men hvad hjælper det, hvis vi ikke gør brug af den mulighed? Derfor er der behov for, at vi begynder at læse Bibelen igen og lader den give os noget at orientere os efter, som er større end os selv.

34

Bliv klogere på fortiden – og fremtiden Få det store perspektiv om reformationen. Hele beretningen om, hvordan vores verden, kultur og værdier opstod, hvorfor vi tror, tænker og handler, som vi gør.

Oplev hele fortællingen om den første kirke, udviklingen gennem de første tusinde år – og endnu mere baggrund om reformationen og de store omvæltninger, det skabte. Få nyt perspektiv om fremtiden, og hvad det hele kan betyde for dig og mig.

Mod en bedre fremtid 266 sider, skrevet af Ellen White.

Bestil bogen gratis på www.modlysmag.dk/bog

Få en gratis bog

Opdag, del og kommentér online Bliv klogere og del på nettet Besøg siden om Modlys og få mere viden, tag del, giv os din mening, og start en samtale. www.modlysmag.dk

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

”… AT DE ALLE MÅ VÆRE ÉT” 36

Thomas Müller Præst, formand for Adventistkirken i Danmark og glad amatørfotograf.

37

M O D LY S Kirken har stadig brug for reformation

”… AT DE ALLE MÅ VÆRE ÉT” 36

Thomas Müller Præst, formand for Adventistkirken i Danmark og glad amatørfotograf.

37

Bliv klogere på fortiden Opdag, del og – og fremtiden

AF THOMAS MÜLLER

At genopdage skabelsens syvdages-rytme vil give dig en hvile, de fleste desperat jager efter.

Mange af os har et overforbrug af tid og har brug for at geare ned.

Jesus beder en inderlig bøn om, at hans efterfølgere må være ét. Der findes ikke noget bedre end at være ét med Gud og ét med sin næste.

Ingen konflikt, ingen mistro, men bare tillid, omsorg og respekt. Alle kristne bør have som højeste mål at være ét med Gud og ét med hinanden.

Med reformationen fik vi friheden til at vælge og friheden til selv at læse Guds ord, tolke det og udleve det i hverdagen. Men forståelsen af de centrale bibelske temaer er ikke entydige blandt kristne, og derfor har vi opsplitningen i de forskellige kristne samfund. Det er en konsekvens af den frihed, reformationen gav.

For syvendedags adventister betyder det bla, at vi har friheden til at fejre hviledagen, som vi læser om den i Bibelen. Fra start til slut finder vi hviledagen omtalt – helt fra skabelsen og til den sabbatshvile, der venter os på den nye jord (Hebr 4,9). Ved skabelsen blev sabbatten givet de første mennesker som gave. En dag til refleksion, hvile, eftertænksomhed og tid til at gøre godt for andre.

Centralt i de ti bud finder vi sabbatsbuddet som en påmindelse af skabelsen: ”Husk sabbatsdagen …”

Adventister tror, at Gud inviterer os til at overholde ugens rytme og ugentligt respektere Guds hellige tid – sabbatten – som et tegn mellem Gud og mennesker, et tegn på anerkendelse af hans skaberværk og hans status i universet. Friheden til at tilbede Gud på netop den dag, han har sat til side, er vi reformationen evig taknemmelig for, at vi har fået, og er en frihed, vi både forsvarer, kæmper for, men fremfor alt gerne deler med andre.

kommentér online

Dette magasin er blot et kapitel i den store fortælling om kristendommen, fra de første kristne og frem til nu. Hele beretningen om hvordan vores verden, kultur og værdier opstod, Nu kan du komme tæt på Luther og få endnu mere at vide hvorfor vi tror, tænker og handler som vi gør.

om Martin Luther. Fra hans bardom, uddannelse, hans Få hele fortællingen, om den første kirke, udpræstegerning og til hans første oplevelser med den bibel, viklingen gennem de første tusinde år – og endnu vi kender i dag. mere baggrund om reformationen og de store omvæltninger det skabte. Og få nyt perspektiv Tag med på rejsen fra hans studietur til Rom, hans oplevelse af om fremtiden, og hvad det hele kan betyde for pavekirken, og til han slår sine teser op på kirkedøren i Worms.

40 sider dig og mig.

Oplev det hele i det første Modlys magasin. om

Luth liv – on ers line

En gave til alle For syvendedags adventister er dette friheden til at tilbede om lørdagen. Ikke som et lovkrav, men det minder os om Guds kærlighed, at han har sat en særlig dag til side til at være sammen med os og som et oprigtigt ønske om at komme tættest på Guds oprindelige tanke med mennesket. I vores profetiske forståelse er vi bekymrede for, at denne frihed vil komme under pres i fremtiden. Derfor hejser vi reformationens banner højt og takker alle dem, der er gået forud for os, for den frihed, vi oplever i dag.

Vi ønsker at være ét og have fællesskab med andre kristne. Vi ønsker at stå sammen og fejre Jesus’ sejr på korset. Vi ønsker at stå sammen i forventningen om hans genkomst, men det må være under rammer, som ikke er undertrykkende, manipulerende eller begrænsende – alt det reformationen gjorde op med og gav os friheden til.

Med dette magasin er det vores håb, at du værdsætter den trosfrihed, reformationen gav, og at du bruger den frihed til at leve i harmoni med Gud og hans ord. Der vil du møde sandheden, personificeret i Jesus Kristus, og sandheden vil sætte dig fri. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,36).

Stop op Vores hverdag er i høj grad styret af tiden: ”Skynd dig, ellers kommer vi for sent”. Vi ræser fra den ene aftale til den anden og tror, vi finder lykken. Men lykken findes ikke i urets tikken. Lykken findes i relationer, og når vi tager tid til at være sammen. Gud har givet os sabbatten til at ånde ud og finde lykken, finde roen og finde meningen med livet. En dag om ugen, hvor vi lægger hverdagens gøremål til side og prioriterer tid til familien, hinanden og Gud.

38

Mod en bedre fremtid 266 sider, Skrevet af Ellen White.

Bestil bogen gratis på: www.modlys.dk/bog Læs Modlys online 40 sider i magasinformat med beretning om Luthers liv.

Læs magasinet online på: www.modlysmag.dk/luther

Læs flere artikler om reformationen, se korte videoklip og deltag online i en undervisningsserie om Martin Luther. www.modlysmag.dk Bliv klogere og del på nettet Besøg siden om Modlys, og få mere viden, tag del, giv os din mening, og start en samtale.

Du finde siden på: www.modlys.dk

Bliv klogere på fortiden Opdag, del og – og fremtiden

AF THOMAS MÜLLER

At genopdage skabelsens syvdages-rytme vil give dig en hvile, de fleste desperat jager efter.

Mange af os har et overforbrug af tid og har brug for at geare ned.

Jesus beder en inderlig bøn om, at hans efterfølgere må være ét. Der findes ikke noget bedre end at være ét med Gud og ét med sin næste.

Ingen konflikt, ingen mistro, men bare tillid, omsorg og respekt. Alle kristne bør have som højeste mål at være ét med Gud og ét med hinanden.

Med reformationen fik vi friheden til at vælge og friheden til selv at læse Guds ord, tolke det og udleve det i hverdagen. Men forståelsen af de centrale bibelske temaer er ikke entydige blandt kristne, og derfor har vi opsplitningen i de forskellige kristne samfund. Det er en konsekvens af den frihed, reformationen gav.

For syvendedags adventister betyder det bla, at vi har friheden til at fejre hviledagen, som vi læser om den i Bibelen. Fra start til slut finder vi hviledagen omtalt – helt fra skabelsen og til den sabbatshvile, der venter os på den nye jord (Hebr 4,9). Ved skabelsen blev sabbatten givet de første mennesker som gave. En dag til refleksion, hvile, eftertænksomhed og tid til at gøre godt for andre.

Centralt i de ti bud finder vi sabbatsbuddet som en påmindelse af skabelsen: ”Husk sabbatsdagen …”

Adventister tror, at Gud inviterer os til at overholde ugens rytme og ugentligt respektere Guds hellige tid – sabbatten – som et tegn mellem Gud og mennesker, et tegn på anerkendelse af hans skaberværk og hans status i universet. Friheden til at tilbede Gud på netop den dag, han har sat til side, er vi reformationen evig taknemmelig for, at vi har fået, og er en frihed, vi både forsvarer, kæmper for, men fremfor alt gerne deler med andre.

kommentér online

Dette magasin er blot et kapitel i den store fortælling om kristendommen, fra de første kristne og frem til nu. Hele beretningen om hvordan vores verden, kultur og værdier opstod, Nu kan du komme tæt på Luther og få endnu mere at vide hvorfor vi tror, tænker og handler som vi gør.

om Martin Luther. Fra hans bardom, uddannelse, hans Få hele fortællingen, om den første kirke, udpræstegerning og til hans første oplevelser med den bibel, viklingen gennem de første tusinde år – og endnu vi kender i dag. mere baggrund om reformationen og de store omvæltninger det skabte. Og få nyt perspektiv Tag med på rejsen fra hans studietur til Rom, hans oplevelse af om fremtiden, og hvad det hele kan betyde for pavekirken, og til han slår sine teser op på kirkedøren i Worms.

40 sider dig og mig.

Oplev det hele i det første Modlys magasin. om

Luth liv – on ers line

En gave til alle For syvendedags adventister er dette friheden til at tilbede om lørdagen. Ikke som et lovkrav, men det minder os om Guds kærlighed, at han har sat en særlig dag til side til at være sammen med os og som et oprigtigt ønske om at komme tættest på Guds oprindelige tanke med mennesket. I vores profetiske forståelse er vi bekymrede for, at denne frihed vil komme under pres i fremtiden. Derfor hejser vi reformationens banner højt og takker alle dem, der er gået forud for os, for den frihed, vi oplever i dag.

Vi ønsker at være ét og have fællesskab med andre kristne. Vi ønsker at stå sammen og fejre Jesus’ sejr på korset. Vi ønsker at stå sammen i forventningen om hans genkomst, men det må være under rammer, som ikke er undertrykkende, manipulerende eller begrænsende – alt det reformationen gjorde op med og gav os friheden til.

Med dette magasin er det vores håb, at du værdsætter den trosfrihed, reformationen gav, og at du bruger den frihed til at leve i harmoni med Gud og hans ord. Der vil du møde sandheden, personificeret i Jesus Kristus, og sandheden vil sætte dig fri. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,36).

Stop op Vores hverdag er i høj grad styret af tiden: ”Skynd dig, ellers kommer vi for sent”. Vi ræser fra den ene aftale til den anden og tror, vi finder lykken. Men lykken findes ikke i urets tikken. Lykken findes i relationer, og når vi tager tid til at være sammen. Gud har givet os sabbatten til at ånde ud og finde lykken, finde roen og finde meningen med livet. En dag om ugen, hvor vi lægger hverdagens gøremål til side og prioriterer tid til familien, hinanden og Gud.

38

Mod en bedre fremtid 266 sider, Skrevet af Ellen White.

Bestil bogen gratis på: www.modlys.dk/bog Læs Modlys online 40 sider i magasinformat med beretning om Luthers liv.

Læs magasinet online på: www.modlysmag.dk/luther

Læs flere artikler om reformationen, se korte videoklip og deltag online i en undervisningsserie om Martin Luther. www.modlysmag.dk Bliv klogere og del på nettet Besøg siden om Modlys, og få mere viden, tag del, giv os din mening, og start en samtale.

Du finde siden på: www.modlys.dk