Tilliden til dem der skaber

Af Christina Rosendahl, formand Onsdag den 4. juni afholdt Zentropa og Venstre en høring op til de kommende filmforligsforhandlinger. Dette er min tale til branchen og politikerne.

Tusind tak for invitationen til at komme i dag. Jeg kan gøre det meget kort:

Vi skal lave flere film i de næste 4 år.

Det er lidt friskt at nedkoge Danske Filminstruktørers filmudspil til en enkelt pitch-sætning, men som man i filmbranchen siger: pitch skaber klarhed: Så, vi skal lave flere film, ikke bare 2 flere film, men endnu flere film de næste 4 år. Hvordan og hvorfor kommer vi til.

4

Mads Mikkelsen i Jagten, 2012

TILLIDEN TIL DEM DER SKABER FILMENE Danske Filminstruktørers filmudspil, som udkommer i sensommeren, vil basere sig på 4 hovedprincipper:

Flere film de næste 4 år.

Tillid til skaberne. Mindre mediemaskine – mere originalitet.

Pengene ind i de billeder og den lyd, som skal bevæge publikum Filmene skal møde publikum, der hvor de er.

Der er krise i filmbranchen. Vi mærker det alle tydeligt nu. Derfor beder vi også denne gang om nye penge fra det politiske system. Men flere offentlige penge løser ikke udelukkende filmbranchens krise. Vi skal tænke helt, helt om. Der skal støttes på en ny måde. Vi skal skabe incitament for at pengestrømmene i dansk film forandres, så de afspejler den tid, vi er i. Filmbranchen har et stort

5

privilegium! Dette skal ikke misbruges, men forvaltes med ansvarlighed. Filmforliget er en kærkommen anledning til at gentænke vores støttesystem. Støtten skal omlægges og fremtidssikres.

Det går rigtig godt i dansk film. Vi sælger masser af biografbilletter og vinder priser i hele verden.

Filmen er blevet en af de vigtigste kulturelle udtryksformer i vores land, og i udlandet er dansk film blevet et brand på linje med New Nordic Kitchen, Danish Design og litteraturens Nordic Noir.

Men samtidig går det også skidt. Indtægterne svigter fordi DVD-salget er udfordret af et VOD-marked, der slet ikke genererer de samme indtægter, som DVD’en gjorde. Filmselskaber lukker afdelinger eller lukker helt. I biograferne samler publikum sig om de helt store publikumsbaskere, mens de mindre film mases ud af markedet. Vi laver færre film, filmene bliver mere og mere kommercielle, diversiteten lider og talenterne kan ikke komme til!

Hvordan kan det gå så godt, når det samtidig går så skidt? Jeg vil gerne forklare dilemmaet: Det, der går godt, er resterne af en gammel tid. Det, der går skidt, er mødet med den ny.

Den gamle tid. I den gamle tid kunne man i ro og mag producere sin film og dernæst kunne man så i ro og mag planlægge sin films møde med publikum, som man dernæst tilrettelagde efter en præcist fungerende vindues-struktur. Man kunne forudse og kontrollere hele filmens rejse frem til publikum. Når pengene kom ind fra en film, sloges vi godt nok om, hvordan de skulle bruges fremadrettet, men pengene gavnede i sidste ende alle. Det, der blev tjent, blev geninvesteret i nye film. Forholdet mellem kreativitet og markedskræfter var balanceret, og vi kunne år efter år levere succeser tilbage til befolkningen, gøre vores land gældende på internationale filmfestivaler, samt udvikle filmsprog og nye produktionsmåder.

Den nye tid. Men alt det har nu forandret sig. Fordi teknologien og publikums vaner har foran-

dret sig. Mennesker vil have adgang til meget mere, hurtigere, hulter til bulter. Den kontrol, der beskyttede os før, er væk. Det virker ganske overvældende på os alle sammen, at publikum nu buldrer ind over alle hegnspæle og bare vil have alt på een gang. Det er en stærk og skræmmende kraft, som digitaliseringen har udløst. Den udhuler forretningsmodeller i hele samfundet. Den udfordrer vores demokrati. Men der findes en kraft, der er endnu større, og det er den kraft, der kommer fra en fortæller, der har noget væsentligt at sige om at være menneske på jorden. Hvis man evner at skabe en fortælling om, hvad der er vigtigt i vores liv, så overmander man det kaotiske mylder af krav, rettigheder og behov, vi oplever lige nu.

Den onde spiral. Hvad sker der hvis vi støtter mere på den samme måde, som vi har gjort indtil nu? Netflix sender pengene til Los Gatos i Californien, og ikke tilbage ind i filmbranchen sådan som andre distributionsformer gjorde tidligere. Der er allerede blevet skåret i antallet af film for at styrke økonomien. Men sandheden er, at økonomien ikke er blevet bedre af den grund.

Og hvad endnu værre er: der satses i stigende grad på film, der ligner en kommerciel succes. Succeskriteriet handler efterhånden kun om billetsalg. Som filminstruktører er vi efterhånden ved at forstå, at hvis vi ikke kommer ind ad døren med en hårdtpumpet pitch, der blæser alle omkuld omgående, så mødes vi af et ’vent hellere lidt med at præsentere’… Denne ’venten med at præsentere’ og det store fokus på kommerciel succes, dræber vores lyst til at satse på noget, vi ikke kan forklare hurtigt i ord, noget uventet, noget der ikke lige umiddelbart lader sig sælge. Vi risikerer at gå længere og længere udenom det vovede, det modige, som er det grundstof, vores danske film skal udspringe af.

6

Når filmbranchen skriger på kommerciel succes, så sker der det, at vi alle begynder at se hen mod de film, der går godt, og så prøver vi at lave flere af dem. Pludselig ligner mange af filmene hinanden. De har nogenlunde samme budgetter, nogenlunde samme cast, og de laves på næsten den samme måde.

’ ...hvad endnu værre er: der satses i stigende grad på film, der ligner en kommerciel succes. Succeskriteriet handler efterhånden kun om billetsalg.’

Faren er, at hvis vi på grund af krisen definerer succes i antal solgte billetter, så opstår der en ond spiral, der peger mere og mere mod mainstream, mod det sikre. Lige præcis denne udfordring møder filmkonsulenterne på DFI også. Et filminstitut, der overfor det politiske system forventes at levere succeser, enten prestigefyldte festival-priser eller skyhøje biograftal, bliver gradvist mindre og mindre modigt.

Filmlovens §1 siger: Lovens formål er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark. Filmkunst - det er et ord, vi ikke har hørt længe.

Hvad er det særegne ved filmkunsten? Hvor TV-serien kan være fantastisk til at indfange

tidsånd, karakterer og fortælling, så er det særegne for filmen, modsat alle andre kunstformer, det filmiske vingefang. Filmen kan skabe momenter hvor billedernes rendyrkede fortællekraft, lydens og tavshedens, momentets kraft, musikken og montagen træder frem.

Det er filmisk når Chaplin i The Kid desperat stæser fra hustag til hustag for at indhente den væmmelige børnehjemsbil, der netop brutalt har afhentet hans hittebarn. Det er filmisk når den djævlebesatte Reagan i The Exorcist drejer sit hoved 360 grader rundt, og det er filmisk, når Don Corleone i The Godfather falder om og dør i sin baghave mens han, med en appelsinskal som falske tænder, leger monster med sit barnebarn. Hvorfor er det filmisk, når Don Corleone dør? Det er det, fordi selvom Don Corleone er en brutal morderisk mafioso, så er der i legen med barnebarnet en skrøbelighed, der gør, at vi alle kan holde af bæstet, lige der. Film skaber genkendelse, og film skaber fælleskaber mellem mennesker.

Til jul fik en stor gruppe af os, danske filminstruktører, et ordenligt øksehug i en kronik i Po-

litiken skrevet af redaktørerne bag filmmagasinet Krystalbilleder. De skrev: Dansk film er en tankeløs reproduktion. Krystaldrengene kritiserede os for at forveksle karriere med kunst, for at mangle begreb om filmkunstens særegenhed, og derudover var vi provinsielle. De hængte et antal instruktører ud ved navn, og det gjorde mange af os, inklusiv mig selv, pissesure. Jeg synes kronikken var studentikos og afslørede at d’herrer ingen erfaring overhovedet havde med at skabe film. I dagene efter kronikken mødte jeg en hel del filmfolk, og selvom folk var sure, så var det tydeligt at kritikken alligevel havde fat i noget. Laver vi egentligt så gode film, som vi kan?

7

Er vores fulde potentiale forløst?

Vi har lidt svært ved at erkende det herhjemme, men de er tilsyneladende begyndt at lægge mærke til det i udlandet. Vi er i gang med at tære på hovedstolen i dansk film. Filmkritiker Wendy Mitchel spurgte allerede sidste år i Screen International: Is there enough art in Danish film? Hun undrede sig over, at der går længere og længere mellem at Danmark har nye talenter med i konkurrencerne på de store filmfestivaler.

Der finder en ”amerikanisering” sted lige nu. Blockbusterficering kalder Filminstituttet det. Vi kalder det: Det danske kendetegn forsvinder, nemlig den nytænkning dansk film står for. Vi lader alle sammen i for høj grad markedet bestemme hvilke film, der skal laves. Selvom vi har et offentligt filmstøttesystem, der skulle redde os fra at følge ”markedet”, er der sket en væsentlig mentalitetsændring i hele branchen. Den er sket, fordi folk prøver at overleve i et marked, der ikke længere fungerer.

Filmbranchen er blevet en kat, der har sat neglene i tømmerflåden. Men kursen ændrer sig ikke ad den grund. Hvis vi skal ind i den nye tid er mere offentlig støtte ikke nok. Der skal noget helt nyt til. Der skal støttes på en ny måde. Denne nye måde skal skabe incitament for os alle sammen til at træde ind i den nye tid, nemlig ved at kunne lave film på nye måder, der kan forbinde os med publikum på en ny måde. Publikum, kalder vi det, men det er jo bare mennesker. Og de er vidt forskellige. De leder efter meget forskellige oplevelser, tanker og følelser i en film.

En god idé. Det er svært at få en god idé. En god idé kræver, at man tænker kreativt. John Cleese fra Monthy Python holdt for nogle år siden en tale om kreativitet: Hvorfor er mine egne ideer altid bedre end mine kollegers, selvom vi alle er lige talentfulde? spurgte han sig selv. Han gik i gang med at undersøge sagen. Først blev han bekræftet: Hans venner var lige så kloge og taltentfulde som han selv. Men når hans ven, en manuskriptforfatter, fik en god idé, så skyndte denne ven sig at bruge den. John Cleese derimod, hastede ikke til konklusion med en ny ide, men spurgte i stedet: Er der mon en endnu bedre idé gemt inde bag den første gode idé.

Cleese kalder dette at være i The Open Mode. I The Open Mode findes kreativiteten. Hvis man kan holde

8

Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus i Bænken, Per Fly 2000

ud at opholde sig længere i The Open Mode end normale mennesker kan, så er chancen for at man får bedre og mere originale ideer til stede. Når man har været i The Open Mode, skal man turde bevæge sig ind i The Closed Mode, som er der, hvor man beslutter, at idéen er god nok til blive præsenteret for omverdenen. Originale mennesker tåler at være længere i The Open Mode, men evner at bevæge sig over i The Closed Mode uden at ryste på hånden. Vores filmstøttesystem er indrettet til denne tankegang. Og denne tankegang har vist sig at skabe overraskelser.

Mange steder i verden findes der højt professionaliserede filmbrancher, men meget få steder findes et system, der kan generere overraskelser. Hvem havde set komme at Per Flys Bænken, der blev sendt ud i sølle 8 kopier uden et særlig stort lanceringsbudget, skulle gå i hele 43 uger i biografen. Hvem havde set at Vinterbergs Jagten skulle hjemhente Oscarnominering og sælge over

’Hvem havde set komme at Per flys Bænken der blev sendt ud i sølle 8 kopier uden et særlig stort lanceringsbudget, skulle gå i hele 43 uger i biografen’

9

600.000 billetter. Og Niels Malmros’ Sorg & Glæde. Den film overraskede os alle. Når der vises tillid til skaberne overraskes vi igen og igen.

Men tilliden har svære vilkår nu. Markedets kamp for at overleve påvirker alle. Også DFIs beslutninger. Men staten skal ikke løbe efter et marked af i går. Staten kan med risikovillig kapital via DFI frede kreativiteten i dansk film, så vi er klar til markedet, når det igen er faldet på plads.

Bølger. Vi har faktisk gode erfaringer med kriser i filmbranchen. I 1928 da tonefilmen blev opfundet, opstod der krise i stumfilmen. Man var vant til at man kunne stå inde ved siden af og banke søm i, mens en filmoptagelse var i gang på den anden side af væggen, men nu skulle alle til at være musestille. Og den nye bølge i Frankrig i 60’erne var, ligesom den amerikanske bølge New Hollywood i 1970erne og Dogme i 90’erne, en modreaktion mod stivnede kommercielle systemer, båret af kreative, omstillingsparate skabende filminstruktører.

Hvad lærte vi egentligt af Dogme? Det særlige ved Dogme var ikke det gyngende kamera og de grumsede billeder, men at der var tillid til skaberne. Det var især det faktum, at filmene fik produktionsstøtte på et uhørt tidligt tidpunkt. Så vidt jeg ved, var de fleste af Dogmefilmene kun skrevet ned som en pitch, da de blev greenlightet. Det var tilliden til skaberne, der var motoren i Dogme. Når en filminstruktør er bange for sig selv, i stedet for at være bange for et system, så kommer der bedre film ud af os. Hvorfor? Fordi vi stiller højere krav til os selv, end systemet gør.

Vi er alle sammen nedsænket i strukturer, der ikke længere virker og derfor skal alle bakke op om en løsning.

10

Jacob Cedergren og Helle Fagralid i Sorg og Glæde, 2013

Vi, i Danske Filminstruktører, udkommer med vores filmudspil i sensommeren. Vi har været i gang et stykke tid og vil fortsætte hen over sommeren. Dette arbejde inkluderer allerede mange af branchens parter, og vil inkludere endnu flere.

Low-budget. Vi vil blandt andet præsentere en helt ny low-budget model til dansk film. Et projekt, der skal realiseres indenfor de eksisterende støtteordninger. Med denne model bliver vi i stand til at give jer flere film, mere forskellige film og mere originale film. Det kan vi, fordi der følger angst med penge. Penge står lige nu i vejen for vovemod. Penge forhindrer nye bølger.

Vi ser ikke digitaliseringen som en trussel. Vi ser muligheder for at komme i bedre kontakt med vores publikum. Det kræver dog, at vi alle træder ud af den comfort zone, som den gamle tid gav os. Vi kan være generte som filmskabere, men vi ved, at de gode film sker, når filmskaberen blotter sig. Vi, filmskabere, skal blotte os mere, end vi gør nu!

Samtidig skal vi styrke et miljø af forskellige produktionsselskaber og produktionsmåder. Vi skal bevare den gode forbindelse til vores filmarbejdere og skuespillere. Vi skal ikke alle sammen til at lave low-budget film, men vi skal have mulighed for at lave dem ved siden af de andre film, vi i forvejen laver på konsulentordningen og markedsordningen. Alle aftaler i filmbranchen skal kunne gentænkes, ellers er vi alle sammen ansvarlige for ikke optimalt at udnytte den flotte danske støtteordning, som Folketinget værner om.

Under sidste filmforlig bad vi om flere penge.

Det gør vi også i år. Men faktum er, at selvom vi får flere penge, så er dansk films forretningsmodel i vores øjne så forstokket, at den ikke er i stand til at sikre dansk film i fremtiden. Der skal støttes på en ny måde. Med en ny low-budget model og en række andre nye idéer vi udkommer med, kan vi lade dansk film foretage det paradigmeskifte, som resten af verden er i fuld gang med.

For at dette ambitiøse projekt skal lykkes, har vi brug for opbakning fra alle. Vi skal ikke skyde skylden for krisen på en særlig person, selskab eller organisation. Vi er alle sammen nedsænket i strukturer, der ikke længere virker, og derfor skal alle bakke op om en løsning. Vi har også brug for at I, politikere, opmuntrer DFI til at tænke risikovilligt, så systemet fortsat kan skabe overraskelser.

Tak for ordet.

11