Page 1


Husbygning ved søbredden af søen Amitsorsuaq, ca. 90 km i luftlinie fra Sisimiut by. E i baggrunden, K i forgrunden. Vi er midtvejs på en vandretur fra bunden af Akulleq fjorden til til Kangerlussuaq (24072007).

132


5.6 Uden for byen Denne case består af et antal tråde, der spindes i bevægelsen til og fra byen. Jeg er bl.a. med de unge ude på havet, på arbejde i en nedlagt bygd og ude i det åbne landskab på vandretur. Hovedtrådene består af aktiviteterne i forbindelse med en frivillig workcamp i bygden Assaqutaq, som fandt sted i perioden 13072007 til 21072007 og en vandretur til bygden Kangerlussuaq sammen med to unge. Vandreturen fandt sted i perioden 22072007 til 26072007. I motocross-casen har jeg bevæget mig på tværs af byen fra den ene ende til den anden. Med cykel-casen har jeg beskrevet bevægelsen rundt i byen. I skateboarding udfoldes relationen til to fikspunkter, havnen og ungdomsklubben. Imens snowboarding sætter fokus på byens udstrækning, zoomes tilbage til centrum med breakdance i den gamle by, hvor jeg med afsæt i en indendørs aktivitet overlader byen til videre fortolkning som et fleksibelt rum. I nærværende case zoomes ud af byen. Jeg fokuserer på de unges afstand og nærhed til den, hvilket jeg ser som underliggende resonans i empirien. Arbejdet med materialet foregår i flere tempi. Casen består af to halvdele med tilhørende fortolkning. Den første halvdel fokuserer på arbejdet, herunder dets organisation, de unges udholdenhed og kreativitet i og omkring Assaqutaq. I fortolkningen hæves materialet op på et mere overordnet plan, idet jeg udforsker, hvad det vil sige at være på afstand fra byen. I casens anden halvdel øges afstanden til byen yderligere. En 80 km lang vandretur sættes i kontrast til spændingsfeltet mellem byen og det åbne landskab, mellem det planlagte rum og naturens rum. Fortolkningen tager afsæt i de unges håndtering af vandreturens varierende etaper – dag- og nattevandring, ophold i hytterne og samtalerne m.m. Afsluttende beskæftiger jeg mig med den samlede række aktiviteter i begge casens halvdele – sejlture, arbejde, bilture, vandring; derfra og dertil, ud og ind, hvilket jeg tolker som et usynligt fletværk af linier, der peger ind og ud af byen, men samtidigt knyttes de sammen med byen som et referencepunkt. Den samlede pointe med casen er at argumentere, hvorledes ”udenfor byen” fungerer som en integreret del af ungdom og urbanitet i Sisimiut.

5.6.1 Backstage og hovedpersoner ”Hvad med at bruge noget af din tid i Sisimiut ude i naturen sammen med de unge?”

133


Et tilbud om at lære hvad ungdomslivet i byen også indebærer i Grønland, fik jeg allerede i 2006 af Naturvejlederen. Dengang havde N til opgave at koordinere byens lejrskole i Assaqutaq. Det samme gør sig gældende i sommeren 2007, hvor denne case finder sted. Det var med beklagelse, at N i starten af juli 2007 meddelte, at Mellemfolkeligt Samvirke103 trak sig ud af Assaqutaq projektet. En væsentlig ressource var gået tabt. Ikke bare økonomisk, men også kulturelt, da det hele tiden var intentionen, at projektet skulle give unge Sisimiormiut muligheden for at møde verden i ”...deres egen baggård”. Sådan formulerede N idéen bag lejrskolen i Assaqutaq og pegede på nogle overordnede strategier for at være uden for byen i denne sammenhæng. Dette fremgår af de samtaler, jeg har haft med N, i den korte tid efter jeg var kommet tilbage til byen. Et direkte formål har iflg. N været at motivere de unges selvværd: ”Det er på tide, at verden kommer til os og de unge får mulighed for at reflektere over, hvilke værdier vi har omkring os, og som vi kan være stolte af, og som kan bruges til noget”. En slags ”empowerment” hvilket blev endnu tydeligere for mig, da jeg langsomt blev inddraget i projektet. N opgav ikke håbet og kastede sig over projektet, koste hvad det ville. ”Vi laver vores egen lejr. Med unge fra Nutaraq, Â (forebyggelseskonsulenten) fra Medborgerhuset tager de små børn/unge. Så vil jeg invitere de gamle og også spørge, om præsten vil være med”. ”Vi” betyder i denne sammenhæng Børne- og Kulturforvaltningen, som N hørte under og som var bindeledet til kommunens Miljø- og Teknik Afdeling, der bidrog til den tekniske side af projektet, herunder logistik. Jeg og to andre unge blev tilbudt at deltage tæt på N, bl.a. ved at motivere de unge til at løsrive sig fra byen og i fællesskab udføre mindre renoveringsopgaver i Assaqutaq til glæde for de af byens børn, som ikke havde råd til at tage på ferie. Parallelt med projektets fødsel, hvis afgørende fase jeg tilfældigvis havnede i, foregik min diskussion med N omkring muligheden for et længerevarende ophold ude på landet. Kontrasten mellem by og natur var et emne, som N og jeg diskuterede adskillige gange, for det meste i sammenhæng med, hvorfor jeg beskæftigede mig med urbanitet, og hvad det egentlig betyder.

103

En workcamp i Mellemfolkeligt Samvirkes regi varer typisk et par uger. Konceptet er, at frivillige unge fra

forskellige lande arbejder med en opgave aftalt på forhånd med de lokale myndigheder. MS forestår som regel organisationen, administrationen og stiller campledere til rådighed for projektet. Arbejdsopgaverne kan både være kulturelle og sociale aktiviteter. I Grønland har det oftest været bygge- og renoveringsopgaver eller miljørelateret arbejde såsom oprydning eller afmærkning af vandreruter.

134


Min egen plan for sommeren 2007 var at tage ud med ungdomsklubben på fiskelejr og rensdyrjagt nord for byen, hvilket jeg så som en vigtig del af dataindsamlingen med relation til ungdomsklubben. Af en række grunde blev rensdyrjagten kun til en udflugt med klubbens personale til området, hvor Nutaraq havde sin årlige fiskelejr. Dialogen med N omkring vores respektive arbejde i Sisimiut var medvirkende til, at N så en mulighed for at gøre mig til en del af Assaqutaq plottet. Konceptet var, at det kunne blive interessant, hvis man viste offentligheden, at de unge kan og vil, at vise ”storbyen” og dens ”motorveje”104 til en ”ungdomsforsker”. Det er onsdag 11.7., og jeg stopper hos N på vejen fra Brættet, hvor jeg har købt tørfisk på vejen fra Nutaraq. Vi taler om kvaliteten af fiskene, vintertørret contra sommertørret, drikker kaffe og ryger cigaretter. Taler om, hvad der skal ske de kommende dage. Vi kommer også ind på, hvad det er, der giver mening i tilværelsen. Eller rettere sagt, vi begynder at fortælle hinanden, hvem vi er, og hvordan vi ser på verden. Eller sagt på en tredje måde – jeg får et foredrag om, hvad det vil sige at være grønlænder. Og det er mange ting. Noget af det har at gøre med at genvinde stoltheden efter at have været underlagt en kolonitankegang: ”…du gør det og du gør det….og så rejser de”. Noget andet har at gøre med at smøge ærmerne op og bidrage til fremtiden. Noget helt tredje har at gøre med at være den, man er, og at man behandler sine medmennesker lige. Noget fjerde har at gøre med at tage en uddannelse og komme tilbage og udnytte de muligheder, der er i landet. Det femte – at passe på naturen. ”Hvorfor sviner vi i naturen?” Landet – det der er uden for byen - ligger ikke så langt fra, men alligevel er det ikke alle i byen, der får mulighed for at komme ud og prøve sig selv i naturen på de præmisser som vind og vejr nu byder. Og for det sjette, syvende, ottende…osv. Til at starte med talte han i vrede; måske forventede han at jeg ville sige ham imod. Det plejer jeg også at være god til, også til at afbryde, men det gjorde jeg ikke denne gang. Jeg var træt, men af én eller anden grund ikke for træt til at lytte. N talte altid lige ud af posen til mig: ”Vil du lære noget?” ”Hvad med, at du investerer noget af din tid i Assaqutaq?”. Jeg overvejede længe, hvorledes jeg skulle svare. Skulle jeg satse på Nutaraq, eller skulle jeg slå til? Bliver bare det ene af projekterne til noget? Vil jeg træde

104

Landet og havet.

135


nogen over tæerne ved at vælge den ene frem for den anden? Imens jeg tænkte, kom E forbi, inden jeg gav N et svar. ”Kender du ham?”, spurgte N. Jeg nikkede, og N fortsatte: ”E kan guide dig til Kangerlussuaq. I kommer ud i naturen, det kan jeg love dig. Er det ikke rigtigt, E?”. E er 21 år. Han er født og opvokset i Sisimiut. Vi har hilst på hinanden et par gange i 2006 i ungdomsklubben (dengang var han ufaglært portørafløser på sygehuset og taxachauffør). Denne sommer arbejder han for kommunen. Han kører i en lejet, mørkeblå Suzuki Liana og ordner forskellige ærinder for Børne- og Kulturforvaltningen. Det viser sig, at E skal deltage i Assaqutaq projektet, som for ham bliver springbrættet til at skifte over til Miljø- og Teknik afdelingen, hvor der iflg. ham er mere spændende at arbejde. Nu var det min tur til at invitere N og E på mit backstage. Jeg forklarede dem, at jeg anså det som en forudsætning for at sige noget om byen, at jeg kunne opleve, hvordan den hænger sammen set udefra, men jeg manglede hjælp til først og fremmest at kunne færdes forsvarligt i naturen og på havet. Måden hvorpå jeg overvejede at løse mit problem var at ansætte to unge som studentermedhjælp, i bedste tilfælde én ung mand og én kvinde. Det som jeg ikke havde styr på var, hvorledes jeg sikrede mig, at jeg ikke var i gang med at sætte noget uforsvarligt i gang. E slog til med det samme. Han forklarede, at han har gået til Kangerlussuaq før og elskede at være ude. Endvidere ville han gerne tjene penge til at købe en gammel bil, som han så ville stille til rådighed for sin mor, der havde problemer med at gå. N fortalte, at han mere end gerne ville støtte initiativet, helt konkret ved at koble os på Assaqutaq projektet, hvor vi bl.a. kunne lære hinanden bedre at kende. Han inviterede mig også til et møde i Nutaraq samme aften, hvor han ville præsentere workcampen. K er 19 år og den anden unge, som deltog i Assaqutaq og vandreturen. Hun er født i Uummannaq og på det tidspunkt var hun gymnasieelev i Aasiaat. Hendes familie inkl. mor og far bor i Sisimiut, hvor hun ofte er på besøg. Jeg kendte ikke K før den aften, der var møde i Nutaraq. Hun var en af de unge, som skilte sig ud. Stolt holdning og mod til at blande sig i N’s foredrag om workcampen. Da N efterspurgte interesse iblandt de tilstedeværende unge, var hun den, der reagerede først, og hun var også med til at prikke til, dem der holdt sig lidt tilbage. Det var først dagen efter, efter samråd med N, at vi fik kontaktet hende sammen med E. Mit indtryk af K var, at hun havde viljestyrke, ikke bare til at gå langt, men sandsynligvis også til at reagere, hvis det skulle vise sig, at E ændrede mening undervejs på turen. Vi mødtes hos N i

136


Spejderhuset, hvor jeg forelagde mit tilbud, hvilket indebar, at jeg, E og K skulle hjælpes ad i og omkring workcampen i Assaqutaq. Til gengæld ville vi få støtte og vejledning omkring vandreturen til Kangerlussuaq. K slog til med det samme. Hendes begrundelse var, at hun aldrig havde prøvet at vandre så langt, og nu fik hun muligheden.

5.6.2 Assaqutaq

Assaqutaq er en bygd beliggende på en lille ø på nordsiden af Amerloqfjorden ca. 11 km SØ for Sisimiut. Det tager en halv time til fyrre minutter at sejle fra Sisimiut til Assaqutaq, et par eller tre timer til fods på vandrestien. Der er sytten bygninger i Assaqutaq; forladte beboelseshuse, en kirke og bygninger fra kolonitiden, hvoraf de største vedligeholdes af kommunen. Længe før Assaqutaq blev taget i brug i 1909 af KGH105, var lokaliteten en integreret del af Qerrortusoq (anlagt 1778 som hvalfangerloge) ca. 1 km fra Assaqutaq (Bendixen 1921:74-76; 93). I 1920’erne flyttede befolkningen fra Qerrortusoq til Assaqutaq. ”Udstedets officielle navn efter flytningen var Qerrortusoq, men befolkningen, der flyttede til øen Assaqutaq, kaldte stedet ved dets rette navn (Madsen 2009:96). I 1969 blev Assaqutaq officielt nedlagt og befolkningen flyttet til byen. I dag bruges Assaqutaq primært som byens feriekoloni, herunder til organiserede lejrskoleophold. I 2006 blev Assaqutaq en del af ”Fyrtårnsprojektet” - ARTEK’s

105

Den Kongelige Grønlandske Handel (1774-1986)

137


energiteknologiske projekt støttet af bl.a. af Grønlands Selvstyre106, hvilket har medført, at der sommeren 2009 er installeret solfangere, solceller og to vindmøller som alternativ energikilde til stedets dieselgenerator. I det følgende skal det handle om aktiviteterne i forbindelse med workcamp i Assaqutaq i 2007.

Fredag 13.7. omkring kl. 13.00 går det løs med vores første opgave. E og jeg skal hente jollerne i Assaqutaq med henblik på transport af byggematerialerne fra byen. Vi bliver kørt af L ned til lystbådehavnen, hvor kommunens motorbåd ligger fortøjet til ponton nummer syv. Først gennemgår L båden for sikkerhedsudstyr, tjekker motor og benzinbeholdning. Han aftaler med E, hvor jollerne fra Assaqutaq skal sejles hen og overlader resten til ham. E tager to redningsveste ud af rummet i agterstævnen og beder mig samtidigt om at sætte mig i bådens stævn. Vi er nu klar iført redningsveste og fortøjningen taget af pontonerne. E spørger, om alt er ok. Jeg nikker, og E starter motoren. Vi sejler stille og roligt ud i det gode vejr; først ud i Kangerluarsunnguaq (Ulkebugten) under lufthavnsbroen, forbi havnen til bagbord, på samme side forbi Qimmit, Qapiarfiusaaq og med øerne Qeqertarmiut, Annertusoq om styrbord. Byen er for længst sejlet agterud, om bagbord kan man dog stadig skimte bydelen Kussangasoq107. Vi er i Amerloqfjorden. Vi ankommer til Assaqutaq efter ca. en halv times sejlads, fortøjer og sidder et øjeblik på havnekajen. Det er lavvande og stille, meget stille, efter at motoren er slukket. ”Ku-dunk, kudunk, dunk, DUNK” lyden som fulgte os, siden vi tog af sted fra Sisimiut, er forstummet. E

106

ARTEK - Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut er tovholder på energiprojekter i Uummannaq, Ilulissat og

Sisimiut områderne (Grønlands Selvstyre 2009). 107

Se kortbilag 9) Stednavne Sisimiut-Assaqutaq.

138


synes, at vi skal se os lidt om på øen. Først går vi tværs over i retningen mod syd og kigger undervejs ind i et par forladte huse, dernæst østover på stien imellem bygdens vedligeholdte bygninger – kirken, lighuset, beboelseshus nummer 123 og så tilbage. Ned af landgangsbroen. Vi sætter en slæbetrosse i de tre joller, vi skal have med. Derefter tændes motoren og afsted igen. E sejler langsomt og holder øje med jollerne, som hopper af sted bag os. Der er tid og rum til at snakke. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvor E har lært at sejle. Han fortæller, at han har sejlet sammen med sin far som barn og rigtig godt kan lide at komme til Assaqutaq, fordi der er dejligt stille og masser af muligheder for at være ude. Jollerne bliver slæbt ind i Sisimiut havn, hvor L og N venter på os sammen med to unge. Vi hopper på ladet af L’s store pickup og kører til STARK tømmerhandelen i den anden ende af byen. Her bliver spånplader, rockwool, søm, lister og maling læsset på. Tilbage til havnen og laste jollerne. A fra kommunen kommer ind i en anden båd for at slæbe. Med sig har han en ung fyr, som hjælper til. Det er nu sent på eftermiddagen, og havnen myldrer med folk. Der er travlt ved tanken, både fangere og sejlere henter brændstof til resten af dagen. Vi når lige at spise en bid junkfood på havnegrillen, mens vi venter på lastbilen med det tunge gods. Så snart den kommer, pukles der med byggematerialerne, som hejses ned fra bolværket. Flere af os er ved at falde i havnen. N holder øje med mig, og da han ser, at jeg er ved at få overbalance, får jeg en opsang om, at jeg skal tage det stille og roligt. ”Kig på de andre og se, hvordan de tager fat. Du var tæt på at ryge i. Kunne du mærke det?” Jeg nikker til ham, og vi smiler til hinanden. Så er det af sted. Vi er nu otte personer, eftersom flere har sluttet sig til i løbet af lastearbejdet. Heriblandt to spejderdrenge, som ude i byen havde hørt, at der manglede hjælp til transporten af byggematerialer, og desuden A, som jeg kender fra Nutaraq. Turen går langsomt, men alt når intakt til Assaqutaq hvor der pukles med at få bragt alt i land. Efter en times tid er det i pakhuset ved havnekajen, og der er lidt tid til at slappe af. Et par unge fra Børnehjemmet er i mellemtiden kommet til Assaqutaq. De er her for at få et afbræk fra hverdagen i institutionen. Vejret har ændret sig, imens vi har knoklet. Det begynder at blæse op, hvorfor skipperne beslutter at vende næsen hjemad. Store bølger, masser af motorkraft og sejrshumør efter en overstået puklen følger med på tilbagevejen. Vejrskiftet er medvirkende til, at vi bliver i Sisimiut weekenden over.

139


Mandag den 16.7. mødes E, K og jeg hos N i spejderhuset. Vi gennemgår planerne for de næste par dage, herunder vores vandretur til Kangerlussuaq. Planen er, at E, K og jeg indtil den 22.7. arbejder i Assaqutaq, hvorefter vi sejler til bunden af Akulleq fjorden og på egen hånd vandrer via Polarruten til Kangerlussuaq. Herfra skal E og K tilbage til Sisimiut og jeg til København. Til at starte med styres planlægningen af N. E og K overtager, efterhånden som de kan komme til. E studerer kortet og foreslår, at vi vandrer om natten. K gennemgår listen over proviant og udstyr, vi skal have med. Vi mangler at købe ind, både til Assaqutaq og til vandreturen, hvilket vi bruger formiddagen til. Sammen sejler vi om eftermiddagen til Assaqutaq. A som var med i fredags støder til igen. I Assaqutaq bruges tiden på at gennemgå arbejdsopgaverne og finde indkvartering. N foreslår, at E, K og jeg får hus 123, så vi lærer at bo sammen forud for vandreturen. Vi spiser og taler med S og de andre fra Børnehjemmet. Det er nemlig meningen, at alle som er til stede skal arbejde de kommende dage. Senere på aftenen er vi ude at fiske på sydsiden af øen. Det er ikke den store fangst, kun myggebid og masser af show-off med fiskestængerne, som skal blive her til fælles afbenyttelse. Vi overnatter ikke denne aften, da N vil have os til at samle tropperne i morgen i Sisimiut. Tilbagevejen er hurtig overstået. Alle ser trætte ud. Inden vi skilles, aftaler vi, at K og E får kontaktet flest mulige unge, som har lyst til at tage til Assaqutaq fra og med i morgen. Tirsdag 17.7. E, K, N og jeg mødes klokken otte ved Spejderhuset. N er anspændt; tror ikke rigtigt på, at de unge dukker op. K trøster ham, idet hun fortæller, at hun lavede en sms-kæde i går og tror på, at der kommer en del. Ved ti-tiden er der fuldt pakket i huset. N holder en kort briefing og fortæller om vores vandretur til forsamlingen af unge. Opgaverne fordeles. E sejler med et hold til Assaqutaq og sætter dem i gang. Vender tilbage og henter os senere. K, N og jeg skaffer i mellemtiden resten af de ting, der mangler. Jeg kører de unge ned til havnen. Bilen er pakket med unge fra Nutaraq. ”Der skal provianteres”, siger AL. Først forbi KD og hente en riffel, så ned til havneprovianten – patroner, sodavand og slik. Forbi K’s fars båd hvor hun henter en riffel og ned til provianten igen efter patroner til den. ”Det bliver tredje verdenskrig, Jakub” joker AL, imens han begejstret fortæller om, hvor meget han glæder sig til Assaqutaq. ”Har du været der? Der er dejligt”. Fyrene er glade.

140


Faktisk er det pånær K kun fyre, som tager af sted. Vi afleverer dem til E og vinker med forventning om snarligt gensyn. Kører ud til Nalunnguarfik. K ordner sms-korrespondancen undervejs. Det sidste indkøb bliver ordnet i Store Brugsen. Vi støder ind i direktøren for Sisimiut TV, hvilket N udnytter til at fortælle ham, hvad vi har gang i og inviterer dem til at lave et indslag. Efterfølgende kører vi al bagage og proviant ned til havnen. E er i mellemtiden kommet tilbage og venter på os. Han låner bilen og henter nogle småting derhjemme og også for N, afleverer bilen og mødes med os på havnen, hvor vi i mellemtiden har fået pakket min bagage og provianten og har fået lidt tid til at fundere over alt det, der er foran os. Vi sejler ud i stille og solrigt vejr. N styrer, først hurtigt væk fra byen, men så stopper han pludselig uden at slukke motoren. Vi er nået til mundingen af Amerloqfjorden. Han taler roligt til K om, at hun skal gøre sit gevær klar. Næsten samtidigt peger K ud mod horisonten. E overtager riflen og venter på K, imens hun leder efter patronerne som E, efterhånden som han modtager dem, sætter i magasinet. Langsom sejlads indtil sælhovedet dukker op igen. N slukker motoren og alle spejder rundt. Jeg trækker min kikkert op af rygsækken og forsøger at finde dyret i linsen. Kan ikke se det og mærker med det samme, at jeg ikke er trænet, da det hele føles, som om jeg famler efter en prik ude på et stort hav. K spørger, om hun må låne kikkerten.

141


Jeg sætter mig på knæ og afventer, hvad der kommer til at ske. E søger skiftevis med kikkerten på riflen og med øjnene, idet han drejer rundt med overkroppen. ”E, aajuna”; der er den. E skyder. En gang, to gange. K ser efter sælen med kikkerten og viser N, hvorhen han skal sejle. I samme sekund starter N motoren. Der er ingenting, da vi kommer frem. Forfra – vente, spejde. E skyder tre gange. Heller ikke noget denne gang da vi kommer frem. To forsøg til hvorefter N, K og E bliver enige om at opgive. N vender båden og sejler i retning af Assaqutaq, hvor vi ankommer efter ti minutter. Der er travlt. Både på havnen og rundt omkring de store bygninger. Dieselgeneratoren er i gang og O, som bor i bygden en del af året, kommer forbi og taler med N. Han hilser på os og ser os an. AL, KD, NK og resten er i fuld gang med oprydningen i sovesalen, som er i den gamle skolebygning lige neden for kirken. L er også til stede. Vi pakker ud, bærer proviant til køkkenet, imens fortæller E og K om sælfangsten til vennerne. Vi holder et kort koordineringsmøde med L – N, E, K og jeg. N og E skal i gang med tømrerarbejdet på pakhuset, der står på kajen. De skal lave et loftrum til opbevaring af materialer for fremtiden, endvidere døre så pakhuset kan låses af. K skal male sovesalen i den gamle udliggerbolig (E8) og senere hjælpe til med forberedelsen af aftenmåltidet. Jeg bliver sat til at male kirkens lighus, både indvendigt og udvendigt. Endvidere har E, K og jeg fået ansvar for at koordinere arbejdet i sovesalen. Denne skal være klar til, at Medborgerhusets børn kan flytte ind om et par dage. I sovesalen har fire unge fra Nutaraq knoklet siden i formiddags. De flytter inventaret og affald ud foran bygningen. Huset er ved at blive klargjort til en omgang maling, både vinduer og vægge; heldigvis kun indvendigt, da der er tale om en relativ stor bygning. Lighuset. Tre unge kommer for at hjælpe, idet jeg går med L hen til lighuset – NK og to spejderdrenge. L åbner dørene. En gammel ligbåre står midt i det lille træhus. NK og jeg bærer den ud. Den er let, bygget af træ og betrukket med noget, der minder om sejldug. Senere fortæller NK mig, hvor spændende han synes det er at røre ved noget, der har historisk værdi. NK er gymnasieelev i Aasiaat og på sommerbesøg hos sin mor i Sisimiut. Under arbejdet kommer det frem, at han skriver digte. L forklarer, hvorledes vi skal gå i gang, men efterlader hurtigt scenen til os selv. De unge går straks i gang. Lokalets vægge og loftet fejes, herefter henter vi hvid og rød maling og går i krig med arbejdet, der varer indtil middagsmaden. Tidspunktet annonceres af K, som slår på en grydelåge med en stor ske: ”Neeeeriaaaartooorniaaaarit”; kom ind og spis, hvilket hun råber ud

142


over Assaqutaq, og det forårsager et stort ekko fra fjeldsiden mod nord på den anden side af vandet. Spisningen foregår i hovedhuset i den gamle udliggerbolig (E8). Man sidder ved lange borde langs væggen på begge sider af lokalet. Vi er i alt nitten; en gruppe unge som jeg kender fra Nutaraq, et par unge som er kommet til via spejderne i Sisimiut, naturvejlederen og os tre og L med sin søn. Der er ingen betjening, alle sørger for sig selv. Tanken om, hvad jeg har været med til i dag, gør mig fraværende. Jeg reflekterer over sejladsen i dag, malingen af lighuset sammen med en digter, bygdens forandring fra første gang jeg besøgte den – hammerens høje lyde, myldret af unge, generatorstøjen og den kontrastfyldte stilhed i pauserne. Nu kan man virkelig mærke, at projektet er gået i gang. Måltidet giver fællesskabet ny energi, som omsættes til et spindelvæv af vittigheder påbegyndt ved L’s prikken til AL’s russerhue, der går på omgang. De unge er på banen. Der grines, så tårerne løber ned af folks kinder, og dem der ikke er nået at blive færdige med måltidet får maden ud gennem næsen. E er helt færdig af grin. Så færdig, at han ikke er i stand til at drikke sin saftevand. Hver gang man tror, at nu er den sidste bemærkning faldet, kommer der endnu et brudstykke af udsagn ud i rummet, serveret halvvejs med ord, sløret med grin. Jeg bliver suget med, det kan ikke undgås. Efter aftensmaden og opvasken, som jeg står for sammen med E og K, er der tid til et hvil. Det er snart sent på aftenen, og N og L pakker sammen og sejler tilbage til byen. De fleste unge fra Nutaraq tager med tilbage. ”Vil du med?”, spørger N, lige før han sætter motoren i gang. Jeg ryster på hovedet. Jeg går i gang med at male i sovesalen. Efter et par timer går jeg tilbage til hovedhuset og slutter mig til matadorspillet, som fortsætter til klokken tre om morgenen. Onsdag 18.7. Dagen går med malerarbejdet i sovesalen. Det er fortrinsvis S fra Børnehjemmet, der er i sving. Vi maler og maler, både formiddag og eftermiddag. Flere slutter sig til om eftermiddagen. Dagens samtaleemne er mit hjemland og musik. S har sin mobil med og sætter Queens ”Under Pressure” på replay. Jeg laver aftensmad til E og K. Børnehjemmet laver deres egen mad. Efter aftensmaden er der kortspil og sæljagt initieret af Børnehjemmet. Det sidste er jeg for træt til at deltage i, hvilket jeg ærgrer mig over, så snart de er taget af sted. Det har småregnet hele dagen, men havet ligger

143


stille her til aften. E er selvfølgelig med, AK også, nu har han fået sin jagttur. Efter ankomsten synes E, at jeg skal sove sammen med dem på loftet. Her ligger vi ni mennesker på en briks og læser gyserhistorier. E læser først, men opgiver efter stykke tid. AK overtager. Han er fremragende. En efter en falder vi i søvn.

Torsdag 19.7. Op klokken ti. Denne gang bliver vi vækket af holdet der ankommer fra byen. Sovesalen gøres så færdig som overhovedet muligt. Alle knokler på med de sidste rum. Efter aftensmaden tager E, K, N og jeg til byen. Min opgave er at flytte ud af mit kollegieværelse og senere sende min bagage til Kangerlussuaq på den flybillet, jeg har fra Sisimiut. Der skal lejes en bil, hvilket jeg ordner, så snart vi får signal. Ved ankomsten til lystbådehavnen står en rød Suzuki Ignis klar ved klubhuset. Som den længste af os fire står jeg for skud, idet jeg gør plads til mig selv bag rettet. Der er hverken plads til et menneske eller en myg bag ved førersædet til stor underholdning for E, N og K. Jeg kører alle til deres respektive hjem. Aftaler med E, at vi mødes senere hjemme hos ham, hvilket giver mig muligheden for at hilse på hans mor. Vi kører lidt rundt i byen og forbi ungdomsklubben for at fortælle om vores gøren i Assaqutaq. E fortsætter til langt ud på natten, jeg tager hjem og pakker sammen. Fredag 20.7. Jeg bliver hentet af E og K, som nåede at skifte bil til en større model. Formiddagen går med koordinering af transport af medborgerhusets børn, to ældre damer og et par unge, som vil tilbage til Assaqutaq. Nu er det tid til at pakke vores rygsække til vandreturen. K hjælper mig med at begrænse mig, hun ser med alvor på, hvor meget jeg har tænkt mig at slæbe med. ”Det kan du ikke bære hele vejen”. 144


Der en del ting, vi skal have styr på i dag. Vi skal meddele politiet i Sisimiut, at vi fra søndag til torsdag er ude at vandre, hvilket N synes, vi skal gøre for en sikkerheds skyld. Maden som er blevet indkøbt sidste gang, vi var i byen, sikkerhedsudstyr som vi henter på havnen m.m.; alt ordnes i endnu en køren frem og tilbage i byen. K og jeg har aldrig vandret til Kangerlussuaq, hvorfor N og E gennemgår ruten. Vi diskuterer også, hvor lang tid vi skal afsætte til turen. E insisterer på at vandre om natten, hvor det ikke er så varmt og overnatte i hytterne i løbet af dagen. K og jeg forsøger at lære ruten at kende på kortet. Vi prøver vores kompas af og taler om ansvarsfordelingen på turen. E har gået til Kangerlussuaq flere gange, hvorfor vi bliver enige om, at han bliver det primære holdepunkt, hvis vi skulle blive væk fra hinanden. Kl. 16.30 er vi klar. Vandreudstyret er pakket og klar til transport til Assaqutaq. Da N’s datter desværre kommer ud for en ulykke, bliver han nødt til at blive i byen. E, K og jeg tager ned til båden alene og gør den klar. Petroleum lastes. En gammel dame, som skal med, og NK, som skal med tilbage støder til lige før afgangen. Af sted. Klokken halv seks er vi tilbage i Assaqutaq. En anden ældre dame er allerede til stede og i gang i køkkenet. Klokken seks om aftenen ankommer dem fra Medborgerhuset, og de går straks i gang med at gøre sovesalen klar. Halvdelen har sejlet, halvdelen er gået fra Sisimiut og har markeret dele af vandreruten Sisimiut-Assaqutaq. Jeg taler en smule med de gamle, fisker sammen med A, spiser sælkød med L og går i gang med et nyt projekt - taget på lighuset skal repareres. A, som er her med sin kæreste S, og som var med til at transportere materialet herud, hjælper mig.

145


Vi banker jeg ved ikke hvor mange tagpapsøm i lighuset indtil aftensmaden. Vi skriver vores navne på tagbrædderne. Hans kæreste S har lavet maden i aften. ”Trillion-bøf…for første gang”, siger hun stolt, mens alle sætter sig ned. Medborgerhuset sørger for egen mad, som de ældre damer har tilberedt. Som sædvanligt er der underholdning. K spørger, hvad S har puttet i maden, siden vi alle sammen griner. Efter aftensmaden beslutter K sig for at sejle til Sisimiut med L, det er fredag og vennerne i byen kalder. Medborgerhuset og børnene tager ud på sydsiden af Assaqutaq, hvor de gamle viser dem kirkegården og fortæller om deres barndom i bygden. Vi andre kaster os over jollerne og laver kapsejlads rundt om Assaqutaq. E roer sammen med NK, jeg sammen med S og A. Mens vi sejler, taler jeg med A og S om snowboarding i byen. Begge er byens store talenter. S er på vej til efterskole i Danmark og fortæller, hvor meget hun allerede længes efter Sisimiut. Da vi når tilbage til havnen, hopper vi alle sammen i motorbåden på E’s opfordring. ”Skal vi på en lille tur”, siger han spørgende, mens han tænder motoren. Ingen er i tvivl. Vi sejler først ud for Sisimiut for at skyde. Mange sæler kommer frem, men heller ikke denne gang får vi held. Da S pludselig skal på toilettet, bliver vi nødt til at sejle til en nærtliggende ø. Hun fryser, og E sejler bagefter hende og A til Assaqutaq. Men turen slutter ikke her. E vender om, og så sejler vi ud i Amerloqfjorden, på tværs, i sydøstlig retning forbi øen Maniitsorsuaq med den forladte bygd Ikeraasak og frem til det åbne hav, forbi Uummannarsuak og Nipisat. NK vil gerne styre. Idet han overtager styringen, ser man med det samme, at øvelse gør mester. E er en klasse over NK. Da NK’s sejlads bliver for vild, overtager E styringen. Klokken fire om morgenen vender vi næsen hjemad. Nu fryser vi også. Vi sover på loftet i hovedhuset. På briksen sammen med unge fra Børnehjemmet, de to gamle damer og A og S. Lørdag 21.7. Op klokken elleve. De to ældre damer har lavet morgenmad til os. E og NK fortæller om nattens sejlads. L og naturvejlederen ankommer ved middagstid. N fortæller, at han

146


har mødt K klokken otte om morgenen, arm i arm med en ung mand, på vej fra en kollegiefest. ”Hvornår tager vi til Assaqutaq?”, havde hun råbt til N og fik besked om, at vi henter hende sent på eftermiddagen. Imens N, L og jeg arbejder på småprojekter på havnekajen, sejler A og S børnene fra Medborgerhuset til fastlandet. I tre hold skal de arbejde på afmærkningen af vandreruten Assaqutaq-Sisimiut. De ældre damer er i mellemtiden blevet ”rodløse”, hvorfor N og jeg har taget os af dem. Vi snakker om gamle dage i Assaqutaq; mest om de gode gamle dage, hvor der blev danset om natten, hvor der var liv i bygden. J og D fortæller, hvorledes der blev knoklet med fiskeriet, og som barn var der altid noget, man skulle hjælpe til med. Sent på eftermiddagen sejler vi til Sisimiut efter K. Tilbage til Assaqutaq klokken halv seks. I mellemtiden kommer K’s far og mor på besøg. K bruger meget tid sammen med sin mor. De går rundt i Assaqutaq, hvorfor jeg ikke får talt så meget med moren. K’s far fanger jeg på kajen, og vi taler kort om, hvad der skal foregå de næste par dage. Han udtrykker glæde ved, at jeg ønsker, at K og E lærer mig om livet ude i vildmarken. De er kommet for at tage afsked med os, men også for at skifte K’s riffel ud med en ældre model. Resten af aftenen bliver tilbragt med indskydning af riflen ud over fjorden. K viser E, hvordan hendes gamle riffel fungerer. Jeg får også mulighed for prøve den af. I hovedhuset er der kortspil og film på A’s bærbare computer. Jeg syr min rygsæk, E ordner nogle småting med sin oppakning. Det samme gør K. I seng klokken halv fire om morgenen.

5.6.3 Om afstand og nærhed I det efterfølgende vil jeg beskæftige mig med nogle aspekter af aktiviteterne i Assaqutaq. Arbejdet, herunder dets organisering og de unges udholdenhed og kreativitet. Til slut vil jeg give mit bud på, hvad det vil sige at være på afstand af byen. Arbejdsopgaverne, som jeg har været inde på i min beskrivelse, omfatter maler- og tømrerarbejde, endvidere logistikopgaver og transport. De unges kompetencer spænder i den forbindelse fra begynder- til ekspertniveau. I håndværksmæssig sammenhæng er de ”Jacks of all trades”, der går til opgaverne med et åbent sind og lyst til at lære, men også med en indgroet selvtillid, hvilket accentueres i håndteringen af transportgodset og logistikopgaverne. Malerarbejdets til tider ensformige rytme har især krævet udholdenhed, hvilket de unge håndterede ved at arbejde i små grupper. Alle der deltog i arbejdet havde mulighed for at udføre

147


det på egne præmisser, hvilket jeg ser som underliggende motivationsfaktor ikke kun i malerarbejdet, men generelt i forhold til alle aktiviteter i Assaqutaq. Muligheden for at sammenflette arbejde og fritid inden for en tidsramme man selv styrer, tager sit udgangspunkt i workcampens overordnede organisationsstruktur, som jeg vil definere som værende løs og opgaveorienteret. Værtskab spiller en væsentlig strukturerende rolle i denne og kommer også til udtryk i relationen mellem de forskellige aktører. Aktørerne kan groft opdeles i tovholdere (L, N, Medborgerhuset) med ansvar over for kommunen og deltagere/frivillige uden ansvar over for kommunen. Man kan kalde dem begge for ”stakeholders” i den forstand, at begge grupper har noget på spil, men samtidig er hinandens ressource. Deltagernes arbejdsindsats (input) skabte adgang til f.eks. en motorbåd, der gjorde sejlads på egen hånd i området mulig (output). De unges tilstedeværelse ser jeg samlet som en væsentlig ressource til, at kommunen kunne udføre opgaven. L, der var tovholder fra kommunens side på dele af projektet i Assaqutaq, fordelte opgaverne til udvalgte grupper ved at vise, hvor og hvordan arbejdet skulle udføres og efterlod ellers scenen til de, der hægtede sig på opgaven. Uddelegeringen af arbejdsopgaverne foregik i form af ansvarsfordeling, hvilket jeg vil betegne som et udvekslingsforhold mellem vært og gæst. Når jeg f.eks. midt i malingen af lighuset, som den der følte et ansvar for projektet, rettede henvendelse til L for at høre om arbejdet afspejlede L’s ønsker, var han tilbageholdende med at respondere. Han motiverede i stedet ved at optræde som bedømmer af resultatet, som han så på afstand. ”Det ser godt ud. I har styr på det”, og desuden: ”Har I brug for hjælp?”. Noget af det samme spejles i det nære perspektiv i vores gruppe omkring lighuset. I stedet for at hævde sig over for de andre, hvad enten det kunne være mig eller NK, som arbejdede hurtigst, foregik arbejdet i gensidig motivation; bl.a. ved at coache hinanden i f.eks. hvorledes man kunne tage fat på at male en svært tilgængelig flade. Når jeg stod og overvejede, hvordan tingene skulle angribes, handlede NK og de unge med det resultat, at jeg havde svært ved at følge med. Groft sagt blev der handlet, før der blev snakket; noget jeg ser som kontrast til f.eks. malerarbejdet ved en fælles arbejdsweekend i en andelsforening i Danmark. Organiseringen af arbejdet, baseret på situationel ledelse og værtskab, har efter min mening direkte effekt på den kreativitet, der udfoldes i Assaqutaq. Kreativitet omfatter i den sammenhæng de unges evne til at anvende eksisterende viden på en given problemstilling. De unges adræthed og styrke er medvirkende til, at de uden besvær klatrer på tagene, relativt hurtigt

148


rydder et område m.m. Det særligt interessante i forhold til den overordnede sammenhæng er, at kreativiteten ikke kun kommer inde fra den enkelte. Tovholdernes inklusion af de unge i arbejdet skaber rum, hvor de kan udleve deres kompetencer i praksis, og står i kontrast til de rutiner og den praksis, man ellers er vant til at indgå i. Jeg ser det overordnede koncept med workcampen som en motiverende faktor for kreativiteten, både den individuelle og den sociale. Konceptet går ud på, at de unge oplever sig selv i en ny og dynamisk konstellation af tilværelsens indhold. Jeg vil i makroperspektiv associere aktiviteterne i Assaqutaq til breakdance i Amerloq. Assaqutaq kan nemlig betragtes som en ”cipher”, hvor aktørerne performer sammen og over for hinanden, som det også er tilfældet i breakdance. Forskellen er bare, at der i Assaqutaq forekommer livsstilsmarkeringer i lang større geografisk udstrækning, end det er tilfældet i Amerloq. Afstande i Assaqutaq er konkrete og udleves, idet vi lægger vejen forbi byen og bygden, Amerloq fjorden eller omkring bygden i en ro-konkurrence. I breakdance indtager afstanden derimod en symbolsk værdi. Nærheden er i begge tilfælde skaleret, dvs. i Assaqutaq på en skala der omfatter tid og motorkraft til at sejle en distance, i breakdance i dansernes bevægelsesrepertoire. Der er også rytme i Assaqutaq. Først og fremmest rytmen i dag- og nat-aktiviteterne, hvilket for mig at se ikke er et spørgsmål om forskelle (mellem arbejde og fornøjelse), men rytmen fungerer snarere som en drivkraft i opretholdelsen af meningen med at være ”udenfor” kontra at være i byen. Min pointe er, at der i Assaqutaq’s ”offentlige rum” er et større udvalg af pusterum for de unge (fiskeri, båd, kortspil etc.), end det er tilfældet i byen, hvor nattens offentlige rum består af diskoteket eller cruising i bilen fra den ene ende til den anden af byen. Selvom dette er en grov generalisering, er den med til at påpege, hvordan forskellen mellem afstand og nærhed i spændingsfeltet Sisimiut-Assaqutaq-Sisimiut egentlig handler om forskellen mellem forskellige intensiteter. I dem ser jeg repetition i forhold til det nære og velkendte som en ambivalent betingelse. Rytmens konsistens er højere i byen end i Assaqutaq og er samtidig en kvalitet ved byen i den forstand, at man kan løsrive sig fra den og re-skalere repetitionen i bevægelsen fra byen. Også i fællesskabet ser jeg rytmer. Arbejdsrytmen, måltiderne og rejsen; alt dette er med til at opretholde variationen over tid og perspektivere forholdet mellem afstanden til byen og nærheden mellem de forskellige ”stakeholders”.

149


De unge udviser dygtighed i håndteringen af forskellige opgaver, som jeg har været inde på ovenfor. Deres udholdenhed kommer til udtryk, idet de får mulighed at dyrke ”fritiden” i Assaqutaq som en integreret del af ”arbejdstiden” (kan man overhovedet skelne mellem arbejde og fritid i en workcamp?). Min pointe er, at Assaqutaq accentuerer afstanden og nærheden som et generativt spændingsfelt, hvor byen og det, der er uden for den, er gensidigt ligeværdige referencepunkter. ”Uden for byen” alene er en grundlæggende kvalitet ved det urbane liv i Sisimiut. Proksimitet (nærhed) i land/by i Sisimiut er ikke kun et lokalt fænomen: ”...the landscape cannot be understood detached from city life. This interrelationship is ever present and constitutes one of the basic drivers of city dynamics and one of the attractions of living in Nuuk” (Sejersen u.å.). I næste afsnit udfoldes casens anden halvdel. Afstanden til byens øges yderligere med beskrivelsen af vandringen med K og N i det åbne landskab i fem dage. Undervejs trækkes en række linier tilbage til Sisimiut. Nærheden mellem land og by bliver tydeliggjort undervejs, både som ”attraction of living”, men også som noget de unge bruger som input/output arena, hvori der ”tegnes” autentiske kort i form af samtaler til deres selvbiografi.

5.6.4 Vandreturen Akulleq - Kangerlussuaq Søndag 22.7. starter lidt hektisk. N og L er kommet tidligt fra Sisimiut. N vækker mig ved titiden med besked om, at vi snart tager af sted. Han beder mig om at vække E og K, som sover i hovedhuset. Vi spiser morgenmad og sætter al oppakning til vandreturen klar på kajen. Klokken 12.30 sejler vi i to både fra Assaqutaq. Et par unge og et af personalerne fra Medborgerhuset er med på turen. E og N sejler alene, K, jeg og de tre andre i L’s båd108. Første stop bliver Sarfannguaq, som ligger i bunden af Amerloqfjorden. Det var planen, at vi skulle sejle forbi den, men vores båd fik motorproblemer undervejs. L og N aftaler, at N sejler os resten af vejen, imens L reparerer motor i Sarfannguit. Destinationen er bunden af Akulleq fjorden, ca. 25 km fra Sarfannguit. E og K sidder i stævnen foran vores oppakning, på den anden side, nede foran rattet sidder jeg109. Vi sejler med 108

YouTube channel 77jcm: “Departure from Assaqutaq” - http://www.youtube.com/watch?v=G3YbPaX3wJ8

109

YouTube channel 77jcm: “On our way to Akulleq fiord” - http://www.youtube.com/watch?v=cGVO7ilMrY0

150


jævn fart i ca. 45 minutter. Af og til stopper vi op og kigger på kortet. Det er første gang, N sejler i området. Landskabet er ensartet goldt. Vi styrer mod øst forbi Maligiaq- og Avalleqfjorden, hhv. om bagbord og styrbord, 6 km ind i Akulleq, hvorefter vi drejer 4 km i nordøstlige retning og til sidst mod SØ til Akulliup Qinngua, hvor vi ankrer op klokken 14.30.

Sejlrute Assaqutaq-Sarfannguit-Akulliup Qinngua. Udtræk fra www.nunagis.gl

Ikke så langt fra stranden ligger en hytte, hvortil vi bærer vores oppakning. Går tilbage til båden for at tage afsked med N; det hele går ret hurtigt. Vi aftaler, at vi ringes ved, så snart vi er i Kangerlussuaq. L har udstyret os med en satellittelefon for tilfælde at, at der skulle blive brug for at tilkalde hjælp.

151


Vandreruten Akulliup Qinngua-Kangerlussuaq. Udtræk fra www.nunagis.gl

Distancen Sisimiut-Kangerlussuaq er på 130 km i luftlinie eller ca. 180 km reel vandring. Vi skal gå den halve distance, dvs. omkring 80 kilometer, heraf sejler vi i kano godt tyve km på en langstrakt sø. Vi vinker farvel til N, som ønsker os en rigtig god tur. ”Pas på hinanden og giv lyd fra jer, så snart I kan”. Så snart han er sejlet væk, går vi tilbage til hytten for at gøre os klar til vandringen. Iflg. kortet har vi en opstigning foran os. Det er varmt, meget varmt det første stykke af vejen. Idet vi vandrer væk fra havet, bevæger vi os langsomt ind i et frodigt område. Fra klokken halv fire, da vi startede, til klokken otte vandres med adskillige ophold, hvor E og K hele tiden viser mig på kortet, hvor vi er. K udpeger fjelde og søerne og viser, i hvilken retning vi kommer til at gå. Vi passerer en, to, tre søer. E får det så varmt, at han bliver nødt til at gå i boksershorts og t-shirt. K og jeg beundrer ham, da myggene bider til omkring søerne. Klokken otte om aftenen har vi tilbagelagt otte kilometer med en opstigning rundt omkring fjeldet Niaqornarsuaq, efterfølgende trav langs søerne med et helvede af myggebid, over et par fjeldknolde og lange strækninger i åbent land. Efter få timer møder vi de første rensdyr, som vi opdager ved en tilfældighed, da alle ellers kun koncentrer sig om at finde ud af den bedst mulige måde at gå og bære oppakningen på. Den er tung. Alt for tung. Fem kilometer efter søområdet ankommer vi til den første vandrehytte ”Tuttu/Rensdyr”. Klokken er 22.00, og alle er trætte. 152


Vi spiser frysetørret spaghetti-bolognese fra pose, som vi tilsætter varmt vand tilbereder på en lille primus.

Der hviles ud efter aftensmaden. Selv om vi har tid til at blive og sove igennem, bliver vi kun i hytten til klokken to om morgenen. Ingen af os kan falde i søvn. E og K ligger på sovebriksen, jeg ligger på bænken. Af og til går E og jeg udenfor for at ryge. Laver lidt kaffe og undersøger gentagende gange kortet, hvorved vi hele tiden repeterer vores position, og vejen der venter forude. Det er første gang, E går denne vej. K har været i området på rensdyrjagt med familien, men også hun har bevæget sig i andre dele af landskabet. Vi følger vandreruten, som snor sig mageligt igennem det frodige landskab, som begyndte efter nedstigningen til søerne. E synes at der er smukt, til trods for at han har ”kæmpet” det første stykke af vejen. ”Jeg elsker Sisimiut, fordi der er så meget land omkring”. Når vi taler om området, spørger jeg ham, hvad han vil lave i fremtiden. E vil gerne leve af at være outfitter for turisterne fra Kangerlussuaq. ”En stor speedbåd og sejle ind til området. Vandre til Sisimiut”. ”Hvorfor hvisker I”, spørger K fra hytten. ”Vi vil ikke vække dig”, svarer jeg. ”Jeg kan ikke sove”; det får os alle sammen til at grine. I munter stemning reflekteres der over vores præstation i dag. ”Det er luksus tur”, siger E med henvisning til, hvad vi har med os, mad, cigaretter, bunker af tøj og udstyr. K foreslår, at vi forsøger at omfordele noget af provianten, så alle har nogenlunde samme vægt at bære på. I det samme begynder E at agitere for en nattevandring. Jo hurtigere vi når til kanocentret desto bedre, hævder han: ”Dér er smukt”.

153


Jeg giver mig til at skrive dagbog, imens E laver mere kaffe. K går ud for at indånde natten. Imens jeg skriver, lægger de sig begge tilbage på soveplatformen og kigger på mig. ”Tænker du meget”, spørger E. ”Det ved jeg ikke, hvad med dig, hvad tænker du på?” ”Jeg savner mig kæreste. Men der er dejligt herude”. E lidt ubehjælpsomt efter en ny tankegang: ”Har du et billede af rensdyr? Så du rensdyr i dag som den første?” ”Ja, for første gang i mit liv. Vil så gerne smage på maveindholdet”. ”Du skal tage mange billeder af dyrene, så du kan vise til alle, hvor smukt her er”. Og igen et tankespring. ”Det bliver sjovt ved kanocentret”. K fortæller pludselig, hvorfor hun begyndte at græde i Assaqutaq en af de første dage vi var samlet i hovedhuset. Imens vi sad og spillede kort, fangede hun efterlysningen af en båd i VHF-radioen. ”Min ven døde, da han var ude at sejle omkring Uummannaq. Han kendte området, men ramte et isbjerg. Jeg bliver bange, når nogen bliver efterlyst”. Liggende på siden på bænken, så jeg på E og K, som lå på maven og kiggede eftertænksomt ud i luften. Stilheden blev brudt, da K hentede en cigaret. Jeg rejste mig og gik ud i tavshed for at lave en kop te til os. Efter at have serveret teen tænkte jeg, at det var første gang K åbnede op i det lille fællesskab, vi tre er blevet til efter dagens strabadser. Det strejfede mig, hvorledes vi egentlig gik for os selv hele dagen igennem. Da E stoppede mange gange i dag, enten for at kigge på kortet eller tage sig en bid mad, mærkede jeg, hvorledes K blev utålmodig, men tænkte, at det nok havde noget at gøre med, at hun helst ville trave med fuld fart fremad. Hurtigt var det også hende, der førte an. Det sidste stykke af vejen, mens opholdene blev hyppigere og egentlig var forårsaget af venten på E, var det skiftevis mig og K, som endte med at gå forrest. Jeg tænkte, at dagens etape havde været medvirkende til, at vi begyndte at samstemme på ny. Min egen rytme var til at starte med afventende. Jeg havde ikke nogen taktik, da vi tog af sted fra Akulleq, ikke anden end at følge E og K. K’s rytme virkede også et kort øjeblik afventende, men ændrede sig til offensiv, som om hun ville bevise sin styrke for os mænd. Det var hende, som samlede tropperne. Hun motiverede os, førte an og skar igennem, da vi for ofte hang over kortet. ”Kom nu, der er en synlig vandresti, så lad os komme af sted, så vi kan nå den første vandrehytte inden nattens frembrud”.

154


Det eneste jeg synes, jeg kunne byde ind med efter K’s fortælling om sin ven, var at spørge til hendes studenterliv. Jeg: ”Hvad synes du om skolen i Aasiaat?”. K: ”Det er fint. Har mange venner. Jeg har faktisk et band, som jeg synger i, og vi vil udgive en CD. Jeg blev anbefalet at tage HTX uddannelsen i Sisimiut, men jeg vil gerne være læge. Tage en uddannelse i Danmark og vende tilbage, fordi der mangler læger i Grønland”. Jeg: ”Hvordan er lærerne? Det er mit indtryk fra SANILIN, at de ikke altid forstår, hvad der foregår. Mange af de unge klager over, at det, de lover, ikke bliver til noget. Mange gode ideer, men virkeligheden er anderledes”. K: ”Nogen af dem er ok, men der et par stykker, især de nye danske, som ikke helt forstår hvad det er, de er kommet op til. De burde tage med os ud og opleve, at vi kan meget mere end bare at sidde og lytte”. Jeg: ”Hvad med efter skolen? Er der noget sted, hvor man kan være sammen?” K: ”Vi tager for det meste på Nanoq. Det kan være ret sjovt, men ensformigt fordi der ikke er meget andet at vælge imellem. Vi er meget sammen på kollegiet”. Jeg: ” Er det ikke underligt at tage i byen og så er lærerne der også?” K: ”Jo…men sådan er det. Nogen behandler os som børn, men jeg synes, at de fleste af os er ret voksne”. Vi tog af sted halv tre om morgenen. Natten var mild og lys110. Efter en time så vi endnu et rensdyr. E besluttede, at vi skulle prøve på at skyde et. Han anviste et sted, hvor alt bagage blev lagt og bad mig om at følge K det næste stykke tid. Selv gik han i forvejen med riflen og kikkerten. Imens vi ventede på E’s tegn, forklarede K mig, hvordan ræv, fugle og rensdyr arbejder sammen med de forskellige lyde, vi kunne høre. ”De signalerer til hinanden, advarer hinanden.” Vi fik ikke noget dyr den nat. Klokken halv fire var vi stadigvæk på vejen. Vi gav os god tid til at lave kaffe og spise de søde ting, vi havde mindre og mindre af. Mellem klokken fire og

110

YouTube channel 77jcm. ”On our way to Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=OOZODs-dN-

w; på udkig efter rensdyr: “Around Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=ZotVTNhZMno

155


fem, på søbredden af Kangerluatsiarsuaq111, fik jeg genopfrisket et førstehjælpskursus af K. ”Nu har du lært lidt om dyrene. Ved du, hvordan man skal bruge de forskellige ting, vi har med? Det er nat/morgen og dyrene kan være sultne…Du skal lære at kigge rundt…Pas på, vi skal gå sammen”. K tog også fat i signalspejlet i ANNA-pakken, som vi hver især havde bundet på vores rygsække, og viste mig, hvordan man skulle bruge pejlestokken til opfange en lysstråle i tilfælde af, at man skulle signalere til et forbipasserende fly. Vi øvede os, indtil der rent faktisk kom et fly forbi, så pakkede vi sammen og gik videre.

Næste etape foregik fra Kangerluatsiarsuaq igennem en langstrakt dal. Etapen var hård, og jo længere vi gik, desto mere fik ”vi trukket tænderne ud”. Ca. midtvejs igennem dalen, klokken syv om morgenen, blev vi nødt til at lave noget mad, da vi efterhånden var blevet godt sultne. K lavede havregrød. E og jeg kæmpede mod myggene, imens vi forsøgte at få os et lille hvil. Vi var mere end overtrætte. Det eneste der holdt os i gang var sukkeret i havregrøden. Effekten af den mængde sukker, som K miksede i, var, at vi flippede fuldstændig ud og grinede af os selv lige fra den anden mundfuld, og indtil vi pakkede sammen og gik videre. Tiden gik, og afstanden imellem os øgedes igen. K, E og jeg i ca. halvtreds meters afstand. Vi samledes ved en varde tæt på toppen af dalen, hvor E og K efterlod en besked. Der blev igen kigget på kortet, udsigterne om snarlig ankomst til kanocentret var motivationsfaktoren et par timer endnu.

111

YouTube channel 77jcm: “Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=L9vVz6_gog4

156


Klokken halv ti mødte vi S og Nutararmiut, som var på vej fra Kangerlussuaq. De troede ikke deres egne øjne. De havde set mig i byen og i ungdomsklubben, men de var ikke klar over, at jeg skulle vandre. Jeg vidste, at vi kunne møde dem; vidste bare ikke hvornår og glemte alt om det i kampen med dalen. Inden vi tog fra Sisimiut, lavede jeg en aftale med ungdomsklubbens leder om, at jeg ikke skulle sige noget til nogen og overraske Nutararmiut et eller andet sted på vandrestien. Det må siges, at det lykkedes. Da de fik øje på E og K, blev de endnu mere perplekse. E som altid kører bil, og K som altid er i byen. Hvad er det, der foregår? K oversatte for mig undervejs. Nutararmiut fortalte, at de gik ca. halvanden kilometer i timen, at de havde nedlagt et rensdyr undervejs, og at en af pigerne strejkede, så snart de forlod Kangerlussuaq. For øvrigt var der FIRE timer til kanocentret. Efter vores korte, men muntre møde fortsatte vi i retning af kanocentret. Selvom vi gav den alt, hvad vi kunne, så gik det meget langsomt. Vi holdt igen mange pauser, nogle af dem temmelig lange. Vi ankom til søbredden af Amitsorsuaq, vanvittig sultne. 157


Synet af kanoer som vi kunne benytte på det sidste stykke lettede lidt på humøret. Inden vi sejlede, skulle der spises igen. Vi mødte nogle udlændinge og hilste kort på dem. Efter maden faldt vi én efter én i søvn. Én times søvn hvor sol og myg ikke længere var til gene for nogen af os. E og K lå et stykke fra mig og sov. Der var ikke andet end et vådområde omkring os. Da jeg vågnede, så jeg søen forude i et skarpt lys i et udstrakt og stille landskab. E vågnede kort tid efter, og vi lavede mere kaffe. Vi vækkede K med et ønske om at fortsætte. Vi var alle lidt gnavne, men fik efterhånden slæbt et par kanoer i vandet og begyndte at ro. K og mig i én kano, E med oppakningen i den anden. Vi stod op søndag formiddag i Assaqutaq, nu var det mandag eftermiddag, og vi sidder på et stykke metal i en sø. Vi sejlede langsomt, men øgede farten efterhånden som kanocentret kom nærmere og nærmere. At finde et sted at sove var omdrejningspunktet i vores ankomst. Vi trak kanoerne på land, og skyndte os ind i huset. Der var ikke en sjæl i kanocentret, hvilket sådan set ikke havde nogen synderlig betydning på det tidspunkt. Vi faldt hver især om i en seng og sov. Klokken halv tre om morgenen tirsdag den 24. juli stod jeg op og lavede havregrød og lod E og K sove videre. Kvart i fire vågnede K, spiste mad og besluttede sig for at vække E.

158


Efter morgenmaden foreslog K, at det ville være oplagt at vaske noget af vores tøj her, hvilket hun tilbød at tage sig af. Jeg blev bedt om at skifte tøjet, så det fugtige tøj fra de sidste par dage ikke generede mig på resten af sejlturen. K samlede vasketøjet i en plasticpose, tog riflen og gik til søbredden. Jeg fulgte efter hende et stykke tid efter. Morgenen var mild og smuk. Vi mødtes halvvejs mellem huset og søbredden. ”Du skal have riflen med”, sagde hun til mig med alvor i blikket. Jeg fortalte hende, at jeg var ude at gå en lille tur, imens de sov i nat. ”Du skal have riflen med”, nu skældte hun mig ud. ”Rævene kunne være farlige, og jeg ved ikke hvilke dyr, der ellers er her. Hvis du går længere væk, så sig det til mig”. Vi hjalp efterfølgende hinanden med at hænge tøj til tørring og gik derefter indenfor for at se, hvad E lavede. E kigger vores førstehjælpstaske igennem for anden eller tredje gang. Han begynder nu at planlægge næste etape. Han foreslår, at vi tager af sted i dag, og at vi ror til bunden af søen, hvor vi så overnatter for at få energien til det sidste afsnit. ”Vi venter til vasketøjet tørrer, og så tager vi afsted”. K kommer ind fra sovesalen og begynder at skrive i hyttens dagbog. E går tilbage til sengen og lægger sig. Jeg henter min dagbog og skriver i stuen sammen med K. Vi sidder over for hinanden og skriver en halv times tid. Jeg rejser mig, går udenfor og tænder en cigaret. Efterlader dagbogen åben på bordet. K kommer et stykke tid efter, sætter sig ved siden af mig og begynder at snakke. K: ”Skriver du dagbog? Du skal skrive en bog bagefter?” Jeg: ”Ja. Jeg prøver at beskrive, hvad vi har været igennem på turen. Men jeg har også skrevet dagbog i byen for at beskrive, hvor unge bevæger sig hen, og hvad de laver.”

159


K: ”De unge er meget i grupper. Tøjstil afhænger af grupper – skater, snowboarder”. Efter en kort pause: ”Jeg har altid bestemt selv, valgt min egen tøjstil. Mange tror jeg er forkælet, fordi jeg har fået penge af mine forældre. Nu laver jeg også en masse for dem”. En kort pause følger: ”Jeg vil give tilbage. Være der for dem, fordi de har været der for mig”. Jeg: ”En ældre dame sagde til mig, at hun synes, at det var godt jeg prøvede at beskrive, hvad de unge laver i Sisimiut. Men jeg tænkte, at det må folk jo vide?” K: ”De voksne ved, hvad de unge laver, men ved ikke, hvordan de unge har det inden i. Må jeg spørge dig om noget personligt?”. Jeg: ”Ja”, svarer jeg lidt afventende. K: ”Hvad frygter du mest?” Jeg forklarede hende det: ”Kontrol. At være uden kontrol over, hvornår man efterlader nogen. Jeg er også bange for ikke at have energi til at reagere, når der skal reageres i situationer, som kan ende galt og som kan føre til, at jeg efterlader min familie for tidligt. Sådan nogen uventede situationer gør mig bange”. K fortsatte: ”Folk er…jeg siger altid til folk, at jeg ikke er bange for døden”. En kort pause følger: ”Jeg er bange for at nogen forlader os. Det er hårdt”. Efter endnu en kort pause: ”Jeg vågnede for øvrigt engang i en hytte alene. Jeg kunne høre kradsen på væggen, det viste sig at være en isbjørn. Man skal aldrig kigge ud alene, væk os andre hvis du hører noget mistænksomt”. Vores samtale varede to cigaretter. Da den sidste smøg blev slukket, rejste vi os og gik tilbage til stuen. ”Vil du læse i min dagbog” spurgte jeg K. ”Jo, det vil jeg gerne”. Imens pakkede jeg mine ting sammen og flyttede min rygsæk ind i stuen. Jeg satte mig overfor K og læste i hyttens dagbog. Vi sagde ikke et ord. Efter et stykke tid skubbede hun dagbogen hen til mig, rejste sig og gik ind til E for at hvile sig. Jeg blev siddende og genoptog skriveriet. Et par timer senere vågnede de to og gik i gang med at pakke sammen. Jeg spekulerede om jeg burde foreslå, at vi kunne blive en dag til og sove igennem, eller om jeg bare skulle give slip og lade de to fortsætte med at beslutte, hvad der skulle ske. E kom ind og proklamerede, at han nu begyndte at længes efter Kangerlussuaq. I det samme råbte K fra sovesalen, at hun også havde venner dér, hvorfor vi kunne gøre et forsøg på at nå frem hurtigst muligt. Jeg kiggede på

160


kortet og så, at der var et pænt stykke vej endnu. E lænede sig over kortet og viste mig hytten, hvor vi kunne overnatte i nat, og derfra fortsætte resten af vejen i morgen. Vi spiste, pakkede resterne af maden og bragte bagagen til stranden. E slæbte kanoerne i vandet. Han ville sejle alene, K og jeg skulle sejle i den anden. En halv time efter at vi tog af sted, kunne vi se, at der var to personer på vej til kanocentret.

Vores mål var ca. tyve kilometer foran os. Vi gjorde fire ophold undervejs. Spiste, drak kaffe eller te, spillede musik på gryderne, byggede små huse på K’s initiativ. ”Min bedstefar har altid bygget et lille hus, når vi var ude med ham. Af små sten eller af pinde”. Mens vi byggede, blev der stille. Husbygningen fungerede som et pusterum mellem roning og måltiderne, der efterhånden lignede hinanden i deres monotoni. Efter aftensmaden ude i det fri roede vi videre med ønsket om at gennemføre ruten over sidste del af søen. På det tidspunkt kunne vi endnu ikke se bunden. Vejret ændrede sig undervejs, vinden blæste op, og det begyndte så småt at regne. Vi ankom til målet omkring klokken halv et om morgenen onsdag den 25.7., pakkede ud og sov på hyttens soveplatform indtil klokken et om eftermiddagen. Vi vågnede op til regnvejr, spiste mad, skrev dagbøger og sorterede vores proviantbeholdning. Da vi havde en masse i overskud, efterlod vi de tungeste ting i hytten. Klokken 15 tog vi igen af sted. Planen var at nå til Kangerlussuaq den aften, ca. 30 kilometer fra 161


bunden af Amitsorsuaq. Vi vandrede i syv timer i regnvejr, som tiltog i styrke i løbet af eftermiddagen og aftenen. Tempoet var ikke desto mindre højt, vi sang og gik på rad og række ad vandrestien, imens vi drømte om et varmt bad i Kangerlussuaq. Vi spiste aftensmad og tørrede tøj i en mærkværdig hytte ca. femten kilometer fra målet. Herfra tog vi til forskningsstaionen Kelly Ville, ringede til Sisimiut for at fortælle, at vi var kommet frem i god behold og ringede efter en taxa. Efter ti kilometer i bil ankom vi til hotellet i Kangerlussuaq torsdag 26.7. klokken halv et om morgenen. Jeg fik et værelse sammen med E, K fik sit eget. Vi sov natten igennem og mødtes til morgenmad i kantinen, hvor der var ”business as usual”: ”…729 takanna (værsgo)…..730 takanna (værsgo)….”. Et mylder af rejsende som slog tiden ihjel med et måltid serveret i nummerorden og annonceret igennem højtaleren af en thailandsk kantinemedarbejder.

5.6.5 På langs & ned igennem et fletværk af linier Som det fremgår af de korte dialoger med E og K i fortællingen, så giver begge personer indtryk af værdien af det åbne landskab i deres respektive selvbiografi. E har visioner om at arbejde i turistbranchen i Sisimiutområdet og ser naturen som en væsentlig ressource i denne sammenhæng. K kommer ind på kulturelle værdier i sammenkoblingen af naturen med social identitet; en dimension hun synes, de danske lærere mangler i deres interaktion med de unge. I foregående beskrivelse fremstår bevægelsen igennem, og i det hele taget adgangen til det åbne landskab som noget, der har betydning for de unges ”attraction to living” i Sisimiut. Der er dog også en anden ikke mindre væsentlig dimension af vandreturen, som jeg vil kigge på i det efterfølgende. Dette afsnit består overordnet set af et fænomenologisk perspektiv på vandreturen efterfulgt af en sammenfattende fortolkning af hele casens aktiviteter – sejlture, arbejde, bilture, vandring, derfra og dertil i forskellige retninger, ud og ind, på kryds og tværs, men også på langs og ned igennem et fletværk af linier, der spindes igennem områderne. Hvad det første angår, så vil jeg i det følgende tage fat i vandreturens forskellige etaper og analysere den måde, vi bevæger os på igennem landskabet. Dertil har jeg hentet hjælp hos Lee & Ingold 2006, som har et interessant bud på, hvad der er på spil, når vi går. Hvad det andet angår, så er mit mål i perspektiveringen af den samlede sum af aktiviteter i casen at diskutere, hvorledes

162


aktiviteter udgør et usynligt fletværk af linier, der peger ind og ud af byen, men samtidigt knyttes sammen med byen som et referencepunkt. Med Ingold (2007) inddrages en fænomenologisk stedforståelse til diskussionen af bevægelsen uden for byen og der argumenteres for, at ”uden for byen” er en integreret del af ungdom og urbanitet i Sisimiut. Under den fem dage lange vandretur Akulleq-Kangerlussuaq er bevægelsen til fods et centralt omdrejningspunkt. ”At gå (walking)” er iflg. Lee & Ingold en trefoldig konceptualisering af forholdet mellem kroppen og miljøet. En sensorisk bevægelse, hvor subjektet sanser udad, indad, men også som et objekt der modtager informationerne udefra igennem huden. 1) At gå og ”sanse udad” betyder i den sammenhæng, at man scanner landskabet omkring sig selv (med øjnene, med lugtesansen, man observerer og navigerer i det). Dette foregår i min case både individuelt og kollektivt, da vi bl.a. bruger kortet som referenceramme i vores orientering. 2) At gå i betydningen ”at sanse indad” betyder, at man kommer i en krops- og sindstilstand, hvori man samstemmer med landskabet - justerer den måde man går i forhold til terrænet. I sansningen skabes også associationer i form af personlige eller kollektive minder. Jeg har været inde på det flere steder i min case, bl.a. i forbindelse med refleksionen over den rytme, som prægede den første etape fra Akulleq til vandrehytten ”Tuttu”. Endvidere ser jeg husbygningen ved søbredden af Amitsorsuaq som et eksempel på, hvordan rejsen kan fremkalde minder, oven i købet personlige minder, som K visualiserer med et modelhus. 3) At gå som objekt i landskabet handler om, hvordan kroppen i landskabet også forholder sig til vejret. Vejret påvirker den måde, vi samstemmer vejen vi går. I vores tilfælde betød ændringen i vejret en øget hastighed og større opmærksomhed på ”at sanse udad” i forhold til det glatte fjeldlandskab. Lee & Ingolds fænomenologiske perspektiv på “walking” giver en interessant indsigt i noget, som ellers synes at være en upåagtet praksis. Vi ”stemmer ind”, idet vi bevæger os; noget som jeg har været inde på i tidligere cases, men som her sættes i perspektiv, hvad angår ”det kropslige” og materialiteten: ”…walking does not, in and of itself, yield an experience of embodiement, nor is it neccessarily a technique of participation. Rather, both embodiement and participation presupposses some kind of attunement … grounded in shared circumstances” (ibid.:67).

163


Vandreturen er en erfaringsbaseret aktivitet, hvilket jeg ikke tror er nogen åbenbaring for læseren. Det jeg gerne vil rette opmærksomheden på er, at aktiviteten, på lige fod med skateboarding, breakdance, cykling osv., indeholder en kontinuerlig forholden sig til materialiteten, der giver form til det urbane rum (vel at mærke imens vi er på afstand af byen!). Denne påstand er udledt af min opmærksomhed på rytmen i vandringen, men relaterer analytisk set til Lefebvres filosofi om det urbane, som i hans forstand ikke betyder ”en by”, men noget der har med byen at gøre: ”The urban encompasses the city and the town as historical monuments and expresses the fragmented modern reality” (Lefebvre 1996:207). En anden væsentlig vinkel er, at sansningen af bevægelsen igennem et landskab fordrer en dybere forståelse af bevægelsen som fysiske spor i landskabet. At gå er en ”grounded” bevægelse, vel at mærke ”grounded” i noget (Lee & Ingold 2006). I min sammenhæng sættes der spor i ”Polarruten”, som også spiller en rolle i proksimiteten Sisimiut-Kangerlussuaq. Mennesket har bevæget sig langs ruten i flere generationer. Ruten er særlig vigtig om vinteren som transportrute med hundeslæde eller snescooter. Om sommeren er aktivitetsniveauet mindre, men alligevel betydningsfuldt i den forstand, at ruten repræsenterer en arena for en moderne vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Det er om sommeren, man indsamler data til vejprojektet; ruten er i den forbindelse et væsentligt referencepunkt. Jeg ser i vandreturen en genmarkering af ruten, både af os der vandrer til Kangerlussuaq og af gruppen fra Nutaraq, som vandrer i modsat retning. Som jeg har vist i min beskrivelse, så tegnes der undervejs nogle autentiske kort i E’s og K’s selvbiografi. Kortene består af stedspecifikke refleksioner - jeg har været hér og dér; jeg har gennemført både nat og dagvandring. Som unikke oplevelser fungerer ”kortene” som inspiration for andre unge, både dem som E og K møder, men også de unge fra Nutaraq og deres omgangskreds. De kort som de unge tegner i deres bevægelse igennem landskabet, baseres på kort som generationer efter generationer har ”optegnet”, hvorfor vandreruten egentlig repræsenterer en zone af sammenflettede linier (jf. Ingold 2007:103)112. Én zone iblandt mange, en cipher iblandt mange – det gælder Sisimiut by, hvor vi bevæger os fra A til B, Assaqutaq som vi vejfarer 112

Collignon, som har beskæftiget sig med Inuinait’s geografiske opfattelse af deres landskab, foreslår at Inuinait’s

territorium er: ”a network of places connected by set of axes, where surfaces play only secondary role” (2006:93100).

164


omkring og vandreturen, hvor vi bevæger os langs, men også ned igennem et fletværk af spor. Selvom vi vandrer fra punkt til punkt, som vi gør i byen, så vandrer vi også ”within ourselves”.

165

Case study 5.6  

on the land, calm seas - case study from phd dissertation - youth and urbanity in greenland...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you