Page 1

ILL

BUNKER

OKTOBER 2012//16.ÅRGANG//NR.01

VI FLYTTER Journalisthøjskolen flytter til Katrinebjergvej. Bestyrelsen vil have skolen tættere på Aarhus Universitet, så samarbejdet kan styrkes mellem institutionerne. Side 3

KILL THE MEDIA I Libanon er de fleste medier politisk afhængige. Det forsøger journalisten Ryan Charbel at gøre op med. Han har lavet Lebanon News, der efterstræber uafhængighed. Side 9

FOTOGRAFISKE NOTER Mads Greve tager billeder af et liv i forandring i sin nye bog Blind Date. Vi viser seks billeder i midtersektionen.

Side 12-13

FROM RUSSIA

BLADTEGNEREN Vi kommunikerer på mange måder. Kurt Westergaard gør det igennem sine tegninger. Tegninger, han ser som politiske vejsidebomber. Side 19

International student Maria Tsygankova takes you to Russia and gives you an inside view of the conditions, which journalists are working under. Side 15


2

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Leder

Indhold

Journalisthøjskolen skal måske flytte tættere på Aarhus Universitet. Ud på Katrinebjergvej. Væk fra Olof Palmes Allé. Det vil ledelsen gøre for at forbedre samarbejdet med universitetet. Men er det virkelig det, vi ønsker?

INDE

Vores rektor, Jens Otto Kjær Hansen, bruger ord som ’mangfoldighed’ og ´bredere uddannelser´ som grundlag for idéen. På Illustreret Bunker kan vi også rigtig godt lide mangfoldighed. Vi er bare bange for, at mangfoldigheden mellem journalisterne i Danmark bliver mindre og mindre. Chancerne, for at vi kommer til at minde mere om SDU og RUC, er nemlig rigtig store, når vi skal til at øge samarbejdet med uddannelser som Medievidenskab på AU.

Hvordan er det at være gammel, men ny på Journalisthøjskolen? Hvem er den nye underviser på 2. semester, Troels Østergaard? Det og meget mere giver vi dig svar på i vores INDE-sektion. Side 3-6

UDE Fra journalistik til politik. Tidligere vært på TV-Avisen Morten Løkkegaard valgte at forlade journalistikken. Nu er han sprunget ud som politiker i stedet. Læs med i vores UDE-sektion og få svar på, hvorfor han tog det spring.

Det er måske det, ledelsen på Journalisthøjskolen ønsker. Men det er altså ikke det, vi journaliststuderende ønsker. Vi har valgt Journalisthøjskolen af én helt bestemt grund: Vi vil gerne have en praktisk, journalistisk uddannelse. Ikke en akademiseret, journalistisk uddannelse, som man kan få det både på SDU og RUC. Så vi spørger: Er det dét, der kommer til at ske? Vi kan nemlig ikke få noget ordentligt svar. Vi synes, det er en skam, at vi mister vores identitet som journalister af den gammeldags skole. Vi vil gerne lære et håndværk fra bunden, vi vil ikke kun høre om det i Frøberts eller et andet auditorium. Og vi har svært ved at forestille os, at vores uddannelse forbliver et håndværk, når samarbejdet med universitet bliver styrket. Godt nok er der langt herud på cykel om morgenen i stiv kuling, men herude er der helt specielt at være. For vi er kun os. Og herude kender vi vores undervisere, som for det meste er journalister og ikke forskere. Det sætter vi pris på, og det vil vi ikke miste. Vi skal ikke være et fakultet på AU, vi skal være Journalisthøjskolen.

Side 7-11

INTERNATIONAL This is our new section, where we will take you on a journey beyond the boundaries of Denmark. The American election is coming up soon, so we’re taking a look at Obama-related news. Page 14-15

FOKUS Denne gang har vi fokus på kommunikation. Som journalister og kommunikatører lever vi af at kommunikere. Læs om den interne kommunikation hos LEGO. Vi kigger også nærmere på, hvordan man sælger et pornoblad.

Hvis man rykker Journalisthøjskolen fra Bunkeren på Olof Palmes Allé, er der meget, der går tabt. Er I klar til det? Vi er ikke. //Redaktionen

Side 17-20

DEBAT I vores DEBAT-sektion er der plads til de sure opstød. Som noget nyt, vil der være QR-tags på vores debatindlæg, så du kan deltage i debatten på vores hjemmeside: www.illbunker.dk. Side 22-23

Faste skribenter: INDE Signe Haahr Lindegaard Olsen Shlolsen@mail.dmjx.dk

DEBAT & INTERNATIONAL Michelle Egedius Færch

FOKUS Katrine Bjerre Toft Kbtoft@mail.dmjx.dk

Johannes Hau Nørgaard, Maria Danmark Nielsen, Peter Pagh-Schlegel, Freja Toftegaard, Rita G. Dam, Morten Skov Madsen, Theis Stenholt Engmann, Simon Reenberg, Mette-Marie Andersen

Mfaerch@mail.dmjx.dk

Kalender: • • • •

Næste idéudvikling: Torsdag den 4. oktober 1. deadline: Tirsdag den 22. oktober. 2. deadline: Torsdag den 25. oktober. Næste udgivelse: Onsdag den 31. oktober.

Illustrator: Redaktionen

Ebbe Lønborg UDE Frederik Alexander Vording

WEB Morten Sahl Madsen

ANSV. Lasse Emil Kristiansen

Favording@mail.dmjx.dk

Msmadsen@mail.

Lekristiansen@mail.

dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Betina N. Garcia

FOTO Carsten Svendsen

Bngarcia@mail.dmjx.dk

Ssvendsen@mail. dmjx.dk

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Lasse Emil Kristiansen Lekristiansen@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC.Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 3. oktober 2012 16. årgang - 1. udgave


INDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

3

DMJX flytter måske fra Olof Palmes Allé Projekt ”Ombygning af Bunkeren” er sat på hold. Nu er der i stedet lagt planer for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om at flytte ind i et nybyggeri på Katrinebjerg i Aarhus Nord. Den nye plan er et led i et udvidet samarbejde med Aarhus Universitet Tekst: Maja Hagedorn Hansen, Michelle Egedius Færch

”Beton, beton og atter beton. Og brun. Masser af brun og beton.” Sådan bliver ”Bunkeren” beskrevet af en studerende i en rapport om undervisningsmiljøet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men nu skal det være slut. Beton og brun skal afløses af nybyggede omgivelser, hvor gennemsigtighed og moderne studiemiljøer er kodeordene. I hvert fald hvis det står til DMJX’s bestyrelse. De gamle planer om en ombygning på Olof Palmes Allé, som Illustreret Bunker bragte en artikel om i maj 2012, er sat i bero i håbet om at kunne bygge på Katrinebjergvej. Det er stadig i støbeskeen, men det bakkes op af en meget optimistisk ledelse og bestyrelse. Der er lidt uklarhed, om hvornår ideen om at flytte fra Olof Palmes Allé opstod, men rektor Jens Otto Kjær Hansen erindrer, at det var under en såkaldt uformel snak i starten af juni. Han husker ikke lige, hvem der kom med idéen, men han var begejstret for den. “I virkeligheden var det da en fantastisk idé, hvis der på den måde kunne blive en bedre sy-

nergi mellem uddannelserne. Det var der ikke lige nogen, der havde tænkt på, “ siger han. Han påpeger, at der ikke før juni havde været talt om, at DMJX skulle skifte adresse. Men udvidelsen af samarbejdet vil betyde bredere uddannelser i passende rammer med lignende uddannelser såsom medievidenskab, mener bestyrelsen, der på det seneste møde i år, den 24. September, har vedtaget at undersøge mulighederne for at ekspandere samarbejdet med universitet. ”Når vi 100 procent sikkert kan trykke på ’start-knappen’, mener vi, at et nybyggeri kan realiseres indenfor et par år.” siger rektor Jens Otto Kjær Hansen. Hvis alt går, som det skal, har DMJX om to til tre år et nyt hjem tæt på universitets Institut for Informations- og Medievidenskab på Katrinebjerg.

Bredere faglighed på uddannelserne Planen er at udvide det eksisterende samarbejde mellem Aarhus Universitet og DMJX. Det er baseret på gode erfaringer med fælles efteruddannelse som for eksempel cand. public’en.

Bestyrelsen ønsker at udvikle videre på den slags brede uddannelser, så alle studerende har mulighed for at bygge ovenpå deres studier. De brede uddannelser skal være med til at hæve kvaliteten, hedder det sig. Desuden er tanken med det udvidede samarbejde at imødegå det politiske pres for brede uddannelser. Sidst, men ikke mindst, lægger rektor Jens Otto Kjær Hansen stor vægt på et mere varieret studiemiljø. Et studiemiljø, hvor de studerende ved DMJX vil få mulighed for at komme tættere på ligesindede studerende og sparre med hinanden.

Sådan skal pengene findes ”Det budget, vi har lagt, hænger sammen. Det er ikke udgangspunktet, at den nye bygning skal betyde flere besparelser.” siger rektor Jens Otto Kjær Hansen. Undervisningen på DMJX skal forhåbentlig ikke skæres yderligere. Det er i hvert fald rektors forventning. Det betyder, at de studerende kan ånde lettet op og ikke behøver at frygte forringelser i undervisningen. Og netop spørgsmålet om forringelser er

essentielt for Christopher Bering Baaden, der er de studerendes repræsentant i bestyrelsen. For ham er det en klar præmis, hvis projektet skal fuldføres, at de studerende ikke får ringere vilkår. “Det skal ikke koste på uddannelsen. Hvis det viser sig at koste flere penge end budgetteret, og man bliver nødt til at hente dem fra undervisningen, kan jeg ikke bakke op om forslaget,” siger han. Næste skridt for bestyrelsen bliver konkret at finde pengene og en model for finansieringen. Skolens ledelse regner med, at det vil koste mellem 150-175 millioner kroner at bygge de nye lokaler. Bygningen på Olof Palmes Allé skal sælges, og derudover har DMJX over de sidste år sparet en del penge op. De sidste millioner skal findes ved at tage et lån i banken. Bestyrelsen håber, at de konkrete planer ligger klar til næste bestyrelsesmøde i december dette år. Derefter mangler de kun at trykke på startknappen. Et tryk, der sender Danmarks Medie- og Journalisthøjskole væk fra Olof Palmes Allé.

KEND DIN UNDERVISER - Troels Østergaard Han dygtiggør journaliststuderende på 2. semester og tillægsuddannelsen, skaber stemning til festerne og løber ugentligt – i bare tæer. Og så fortryder han intet og er uperfekt Tekst: Elisabeth Thiis Foto: Janus Engel Rasmussen

”Kom nu op i gear. Hvor svært kan det være?” Sådan tænker Troels Østergaard ofte, når andre skal finde en løsning. Han er utålmodig, men skjuler det heldigvis godt. Ifølge ham selv er han det uperfekte menneske, og han forventer, at hans elever er det samme. Den 41-årige underviser har en konservativ tilgang til tingene og er god til small talk. Han er ikke god til rutinejobs, og når han rigtig skal hygge sig, så parkerer han børnene hos svigerfamilien og tager konen med til brunch. Drømmeferien indebærer en bil, Highway One, Los Angeles, San Francisco, kone og børn. Desuden fortryder Troels ikke noget i livet, men henviser i stedet til Rasmus Seebachs ord: ”Det har gjort dig til den, du er”.

Når musikken spiller Troels kan bookes, hyres og lejes. Og når man ringer, kommer han rullende med band og god stemning til din fest. Festbandet, som spiller glad popmusik, hedder Facebooks, men har dog intet med det sociale medie at gøre. Navnet var blot nemt at huske. ”Jeg kan godt lide det drengerøvsagtige aspekt med, at man sætter sig ind i bilen, pakker tingene og så kører man derudad,” fortæller Troels, der er forsanger i bandet. Han har spillet musik siden gymnasiet og har aldrig holdt pauser. Det har altid været en prioritet.

Run Forrest - run barefoot Når Troels løber en tur på bare tæer, er det hverken fordi, at han har tabt skoene, sparet dem væk eller glemt dem på hylden. Dillen ”barfodsløb” er en løbestil, hvor man belaster

sine led korrekt, og Troels er hoppet i med begge fødder. ”Min kone synes, at det er pinligt, når jeg går rundt inde i Brugsen i bare tæer,” griner Troels, som har prøvet at overtale både kone og børn til at optage løbeformen – dog indtil videre uden held.

Drømmejobbet, der udvikler Troels elsker at undervise og kalder det et kæmpe privilegium. ”Glæden ligger i mødet med de studerende

og muligheden for at kunne rykke dem og gøre dem til flyvefærdige skribenter,” forklarer Troels om jobbet som underviser i journalistik, der for ham er en mulighed for at kombinere faglig udvikling og undervisning. Drømmejobbet, som han kalder det, giver Troels mulighed for at afprøve journalistiske formater, og han har endnu ikke fundet noget, som han hellere vil lave. Dog skal muligheden ikke udelukkes. ”Man har et drømmejob, til at man finder et nyt,” siger Troels.

HIT ME WITH FACTS Alder: 41 år Civilstatus: Gift Børn: To stykker – den tredje på vej Stjernetegn: Tvilling Højde: 175 cm Vægt: 81 kg Skostørrelse: 42 Hjemby: Gråsten, Sønderjylland Livret: Muslinger


4

INDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Kvinder dumper oftere prøven Mange kvinder har problemer med videnstesten til optagelsesprøven på DMJX, men det får ikke skolen til at ændre den Tekst: Johannes Hau Nørgaard, Kenneth Laugaard Andersen Foto: Carsten Svendsen

De vælger ikke at sætte et kryds i videnstesten, de bliver lettere stresset ved prøver, og de underpræsterer, når de konkurrerer med mænd. Flere ting går kvinder imod. Og derfor kommer flere mænd igennem den årlige optagelsesprøve til DMJX. ”Mændene er generelt lidt ældre og har en anden uddannelsesbaggrund end kvinderne, som er en smule yngre og har læst mindre. Så det er naturligt, at færre kvinder kommer ind, da mændene har en højere uddannelsesbaggrund,” siger Solveig Schmidt, der er kvalitetsleder på DMJX og ansvarlig for optagelsesprøven. Videnstesten har længe været den del af optagelsesprøven, der har sorteret en stor del af kvinderne fra. DMJX har undersøgt, hvilke spørgsmål der voldte problemer, og undersøgelsen viste, at selv i helt basale samfundsspørgsmål blev krydset i videnstesten sat forkert. ”Vi har før set, at en gruppe kvinder i videnstesten ikke kunne svare på, hvem der havde siddet i regering i 10 år. Hvad forestiller de kvinder sig, at de skal lave på journalistuddannelsen? Spørgsmålet er, om vi tiltrækker en gruppe kvinder, vi vitterligt ikke er interesseret i, og at det er dem, prøven får ud,” siger Solveig Schmidt og slår fast, at prøven virker som den skal; den sorterer de dårligste fra.

”En mand kunne aldrig drømme om ikke at sætte et kryds. Jeg ved ikke, hvad kvinderne tænker, måske at det er ufint eller ufortjent at gætte. Det er en kønsspecifik adfærd, der tæller til mændenes fordel. Det er meget uheldigt,” siger Solveig Schmidt.

Uproblematisk situation

Som en konsekvens af at så få piger klarer optagelsesprøven, er der på et typisk hold på DMJX en stor overvægt af drenge.

Kønsforskelle i fokus Det er i fundamentale forskelle på mænd og kvinder, at grunden ligger. Kvinder klarer sig generelt dårligere end mænd i diverse prøveog testsituationer. Inden for kønsforskning tæller mange karaktertræk i mændenes favør. ”Unge kvinder stresser i højere grad end unge mænd, og det viser sig blandt andet ved dårligere præstationer i prøver og tests,” siger

kønsforsker ph.d. Anna Sofie Bach fra KU. Hun henviser til ny forskning fra Barcelonas Graduate School of Economics, der viser, at kvinder generelt underpræsterer, når de ved, at de konkurrerer med det modsatte køn. En anden kønsspecifik tendens, der viser sig ved optagelsesprøven til DMJX, er, at kvinder ikke sætter et kryds i videnstesten, hvis de ikke er sikre på svaret.

Ifølge ledelsen er det ikke et problem, at mændene er i overtal på DMJX. Det handler frem for alt om, hvor dygtig den enkelte ansøger er. Skolen leder efter ansøgere med viden om samfundsforhold og gode evner til at analysere, tænke kreativt og formidle uanset køn. Selvom der i 2011 og 2012 kun blev optaget 37 procent �piger, er der ifølge skolen ikke tale om en tendens, men om et enkeltstående tilfælde. ”Vi har ligget inden for 40 til 60 procent og det er nok så lige, som det kan blive. Og når det ligger inden for det, så synes jeg, at det er uproblematisk,” siger Solveig Schmidt, der ikke vil sætte tal på, hvornår det kan blive problematisk. Skolen er opmærksom på de stressproblemer, der kan opstå til den årlige optagelsesprøve. De forsøger derfor at få dagen til at foregå så afslappende som muligt. ”Vi prøver at få dagen til at foregå stille og roligt. Det er også grunden til, at vi informerer meget om prøven på forhånd. Men vi kan jo ikke ændre på tendenser hos hverken kvinder eller mænd, så der er meget lidt, vi konkret kan gøre, når vi tester folk. Det er rigtigt svært,” siger Solveig Schmidt.

Fisk eller falafel Maden i kantinen er blevet udstyret med små skilte af køer, grise og fisk. Vi skal kunne se, hvad vi fylder på frokosttallerkenen

Med kantinens nye skilte er det blevet let at se, hvad du

spiser. Tekst: Freja Toftegaard Christiansen Foto: Julian Drud Sørensen

En halvfed ko. En gakket hane. En oppustet fisk. Måske har du lagt mærke til dem. Måske har du ikke skænket dem et blik, når du klokken12.03 går din vante tur om buffeten. Kantinens mad er blevet peppet op med plastikskilte, som illustrerer, hvilken slags kød du kan stille appetitten med. Personalet i kantinen vil nemlig imødekomme alle syn på mad. ”Her på skolen går der mange forskellige nationaliteter med forskellige religioner. De har alle hvert deres syn på mad og kommer ofte og spørger, hvad der er i maden. Så er det nemmere for os at sætte et skilt i, hvis vi nu ikke lige er til stede,” siger køkkenmedarbejder Rikke Nielsen.

”Vi undgår misforståelser” ANNONCE

Idéen til skiltene er opstået i fællesskab blandt kantinens medarbejdere, og selvom de selvføl-

gelig er en hjælp til alle os, der bare gerne vil vide, om vi sætter tænderne i kylling, kalkun eller kalv, så er de først og fremmest lavet med øje for muslimerne og vegetarerne. ”For at være helt sikker på, at en vegetar ikke spiser kød, og en muslim ikke spiser svinekød, har vi sat dem i. Så risikerer vi ikke, at der sker misforståelser. Ingen spiser noget, de ikke kan se, hvad er,” siger Rikke Nielsen. Også de elever, der hverken er muslimer eller vegetarer, har lagt mærke til, at kantinens fade nu prydes af skiltene. Også når de ikke gør. For der er dage, hvor køkkenmedarbejderne ikke når at sætte dem i, fordi de har travlt. Og det bemærkes. ”Jeg synes, skiltene er gode, men jeg stod faktisk forleden og manglede dem i noget af maden. Så jeg synes ikke altid, at de er fyldestgørende nok – de skal være i hver dag,” siger Andrea Bøtker fra 2. semester.


INDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

5

Gammel, men ny på skolebænken Når et nyt kuld studerende starter på Journalisthøjskolen, er der nogle, som skiller sig ud fra mængden. Man kan med rette beskrive dem som værende ældre. I hvert fald i studiesammenhænge. Men hvorfor vælger de at lægge deres liv om og begynde på en ny uddannelse så sent i livet? Tekst: Janus Spøhr Foto: Tor Birk Trads

Sidste forår tog 52-årige Lis Hejgaard en beslutning, der ændrede hendes hverdag drastisk. En dag besluttede hun sig for at klappe klaveret i for sidste gang og opsige sit job som musiklærer. Et job hun havde haft i 21 år. På grund af tinnitus var det ikke længere muligt for hende at fortsætte. Men hvad skulle hun nu give sig til? ”Jeg var helt blank på, hvad jeg skulle lave. Det eneste, jeg med sikkerhed vidste, var, at jeg ikke havde lyst til at være ufaglært resten af mit liv,” siger hun og fortæller, at hun ville tage en ny uddannelse for at være bedre rustet på arbejdsmarkedet, når hun igen skulle søge job. En dag så hun en avisannonce, der vakte hendes interesse. Det var et syv ugers kursus i journalistik målrettet optagelsesprøven på

Journalisthøjskolen. Hun besluttede at melde sig til, hvilket resulterede i, at hun blev optaget. Men det var en kaotisk start, fordi hun blev kastet ud i teknik og arbejdsmetoder, hun ikke var vant til fra tidligere. ”Vi skulle fra dag ét lave lyd, video og billeder. Det var en stor udfordring, for det var jeg ikke vant til. Jeg havde arbejdet med computer før, men ikke på samme måde som her, hvor man bruger computere og teknologi til alt,” siger hun om starten på Journalisthøjskolen.

Solgte huset og flyttede på kollegium En anden ældre studerende er Henrik Bagge på 43 år. Han startede i februar på Journalisthøjskolen, efter i mange år at have lavet møbler. Han følte, at han trængte til nye udfordringer og søgte derfor ind på skolen. Da han til sin overraskelse fandt ud af, at han var blevet optaget, solgte han sin bolig i Vestjylland og flyttede i stedet på kollegium

her i Aarhus. Selvom det var en stor omvæltning, er han glad for sin beslutning. ”Det har mere end levet op til mine forventninger. Det er ligesom, da jeg var på højskole for 20 år siden. Vi bruger meget tid på skolen, og det passer mig rigtig godt,” siger han og fortsætter med at fortælle om, at hans jævnaldrende venner er misundelige på hans nye liv: ”Deres liv er gået lidt i stå, og de har ikke samme muligheder for at hive alt op ved roden og starte på noget nyt på grund af forpligtelser over for familien og jobbet.”

Alder med betydning Hos underviserne kan man godt mærke forskel på de unge og de ældre studerende. ”Jeg oplever ofte, at de ældre studerende, der har været ude på arbejdsmarkedet i flere år, og som har en større livserfaring, modsat de fleste unge studerende ikke er bange for at gribe telefonen og ringe til kilder,” siger Mette Mørk,

der underviser på første semester. Hun understreger dog, at det er svært at generalisere. Henrik Bagge er enig. Han mener, at han har kunnet bruge sin livserfaring i forbindelse med, at han er begyndt at studere igen. ”Jeg er bedre forberedt på udfordringerne, end jeg var, da jeg var 22 år gammel. Jeg ved, hvad jeg kan, og hvem jeg er, og det er måske ikke alle mine yngre medstuderende, der er klar over det. Det er en fordel for mig,” siger han, men slår samtidig fast, at han ellers ikke føler, at han har et større forspring end de yngre medstuderende. For Lis Hejgaard spiller alderen en rolle, når hun om en måned skal søge praktikplads, selvom hun til hverdag ikke kan mærke aldersforskel. Hun føler ikke, at hun kan følge med på en hurtig redaktion. I stedet drømmer hun om at komme i praktik hos DSB’s magasin Ud & Se, hvor der er mere tid til fordybelse.

Kommunikatører slipper for sprogeksamen De studerende på kommunikationsuddannelsen skal ikke til eksamen i faget sprog, selvom de får undervisning i faget på lige fod med journalisterne Tekst: Cecilie Krabbe

Solveig Schmidt, kvalitetsleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, forklarer, at kommunikatørernes uddannelse kan deles i to. Teori og udførelse. Det er kernen. Sprog er en meget vigtig del af kommunikatørernes uddannelse. Men vægtningen i forhold til, hvor vigtigt faget sprog er for uddannelsen, er ikke den samme som på journalistlinjen, hvor de studerende skal til eksamen i sprog. Derfor har kommunikatørerne ikke en specifik sprogeksamen.

Men kommunikatørerne slipper alligevel ikke helt for en eksaminering i Michael Ejstrups fag. Der indgår nemlig en eksamen i sprog i kommunikatørernes førsteårsprøve, som ligger i slutningen af andet semester. Kommunikatørerne bliver testet i research og formidling til førsteårsprøven, hvor sprogdelen hører under. Til spørgsmålet om, hvad der skal få de studerende motiveret igennem et fag, når der ikke er eksamen, svarer Solveig: ”Det, der skal bære det igennem, er, at de gerne vil blive dygtige. Almindelig forfængelighed er det, der vil få

mange til at synes, at det her er vigtigt, for man vil jo gerne have, at det, man laver, er godt.”

Det mener de studerende Kasper Lindgaard Gade læser kommunikation på første semester. Til spørgsmålet, om han gerne vil til eksamen i sprog, svarer han: ”Ja, det vil jeg faktisk gerne. Det vil også være lettere at motivere sig til faget, hvis man ved, at det slutter med en eksamen.” Julie Grøn går også på første semester, men mener til gengæld ikke, at det gør en forskel, at de ikke skal til eksamen i sprog: ”Jeg tror,

at dem, der går på skolen, er folk, som føler sig motiveret til at komme til undervisningen og til at lære. Det med, at man ikke skal op til eksamen, tror jeg ikke gør en forskel for, om man gider lytte eller ej.” Julie Lundsby går på tredje semester og er i praktik hos Arriva. Julie ville ikke have haft noget imod at skulle til eksamen, men mener ikke, at det har gjort en forskel for hendes indlæring eller praktikperiode. ”Jeg gør det for min egen skyld, og fordi jeg gerne vil have noget ud af min uddannelse,�” siger hun.


6

INDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Skolen forventer, at man som ny studerende skal mestre kommaet til fulde. Alligevel lever 30 procent af hver årgang ikke op til forventningen og dumper sprogeksamen. Det får skolen til at overveje, om man skal prioritere kommaundervisning højere

Kommakrisen kradser Tekst: Chris Lehmann Illustration: Ebbe Lønborg

Dagene op til sprogeksamen er for mange studerende domineret af svedige håndflader, neurotisk terpen af ”Styr Kommaet” og prøveeksamener hentet fra nettet. Alligevel dumper 30 procent den frygtede sprogeksamen første gang, mens der ved reeksamen kun er en håndfuld, der ikke klarer sig igennem. Den høje dumpeprocent er ifølge uddannelsesleder Henrik Berggreen et udtryk for, at testen virker. ”Som jeg oplever diskussionen, tror jeg, holdningen er, at den test virker. Den virker i den forstand, at vi øger niveauet med den, fordi der er nogle, der bliver nødt til at forholde sig fokuseret til det her for at bestå,” siger han. Testen så oprindeligt dagens lys i et forsøg på at højne det sproglige niveau. Et problem, før testen kom på banen, var, at nogle studerende

troede, de mestrede kommatering uden egentlig at gøre det. ”Det, vi kan gøre, er at lave en prøve, så folk kan få deres sprogegenskaber testet, så man også selv bliver klar over, hvor man står. Vi var bange for, at der var mange studerende, der troede, de kunne mere, end de reelt kunne,” forklarer han. Ifølge forskningschef og underviser i sprog Michael Ejstrup er undervisningen vægtet korrekt. Den ene forelæsning vedrørende kommatering svarer overens med, at grammatikdelen udgør 1/3 af den samlede sprogtest.

”Vi vil have mere undervisning” ”Jeg synes, det er fuldstændigt åndssvagt, at vi ikke har mere undervisning i komma. For eksempel kunne der i Michael Ejstrups forelæsninger sagtens være en halv times grammatik eller øvelser til sidst,” siger Julie Thornberg fra 3. Semester, der ikke jubler over den måde, undervisningen er vægtet i dag.

Hun havde forventet at klare eksamen i fin stil, men endte med at blive en af de 30 procent, der måtte prøve igen. Bjørn Benedikt fra 2. semester måtte også til reeksamen. Ambitionen var at bestå, men det lykkedes desværre ikke, og han undrer sig også over vægtningen af undervisningen. ”Det er lidt underligt, at der ikke er mere undervisning i kommatering. Hvis man synes, det er så vigtigt at kunne sin grammatik, hvorfor bruger man så ikke mere tid på at undervise i det?” siger han.

Skolen er åben for at lytte Selvom sprogundervisningen lige nu ser således ud, at det er Michael Ejstrups sprogteori, der er i fokus, og Gitte Luks tegnsætning dermed kun har en forelæsning til rådighed, er

skolen åben over for at lytte til, hvad de studerende har at sige i forbindelse med flere undervisningstimer i kommadelen. ”Hvis det er gennemgående, at de studerende er interesserede i at få mere undervisning i komma og grammatik, er det helt sikkert noget, vi skal overveje,” siger Henrik Berggren og opfordrer til, at man får DSR til at tage emnet op med skolen.

Røvhullernes revolution Tekst: Mikkel Sebastian Rosendal Foto: Janus Engel Rasmussen

Man skulle ikke umiddelbart tro det, men toiletterne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er faktisk historiske. Disse toiletter blev for mange år siden gjort fælles for både lærere og elever, hvilket var banebrydende på det tidspunkt. Dengang var sådan noget ellers strengt opdelt. Men der er løbet meget vand igennem kummen siden, og i dag er situationen den, at hverken lærere eller elever har lyst til at gøre brug af toiletterne. Den brune førertrøje er altså skiftet ud med en plads bagerst i feltet, og intet bliver gjort ved det. Vi har alle sammen været i situationen, hvor

man har sovet lidt for længe, kommer sent ud af døren, og derfor ikke får nået at lave hele skidtet hjemmefra. På skolen fortryder man hurtigt. I takt med indtaget af kantinens kaffe stiger mavekramperne, og de bliver langsomt ulidelige. Nu hader man sig selv for ikke at have lyttet til vækkeuret noget før den morgen. I stedet for at sidde hjemme under rolige, ja nærmest terapeutiske forhold, befinder man sig i stedet i en bås med vægge så tynde, at man snildt ville kunne høre en knappenål falde til jorden på den anden side. Men situationen er desværre sådan, at det, der snart skal til at falde, er noget større end en knappenål.  Med tungen solidt placeret lige i munden går kampen med bæltespændet i gang. Sveden pibler frem, og man er ved at skide i bukserne

af skræk for at lave den mindste lyd. Med hænderne foldet i skødet beder man nu til, at man er alene, men bedst som man nyder ensomheden, lyder der et stille host fra båsen ved siden af. Typisk! Tanken om det lille ”plob”, der i dette stilhedens rum nok nærmere vil minde om en mindre eksplosion, er ikke til at leve med. De afrevne stykker papir, der ligger i kummen for at agere lyddæmper, er sjældent nok, men hvad mere kan man gøre? Når man kommer ud af sin bås, træder man ind i en ny virkelighed. Som et nyt menneske ville nogle nok sige. Men de dømmende øjne, der møder én ved håndvasken, er alene nok til at få selv den bedste studerende til at lægge sig syg i en uge af ren og skær pinlighed.

Sådan er virkeligheden for os journalister i dag. Et tabu af dimensioner, som ingen tør gøre noget ved. Kan vi ikke komme tilbage til vores historiske standard, hvor toiletterne på skolen ikke �var et samlingspunkt for alle og et godt eksempel for omverdenen? Noget skal gøres. Brugerbetaling, som på de franske motorveje, eller bare have ét godt toilet i stedet for fem dårlige? Der skal ske noget. De sammenknebne maver og dømmende blikke er direkte ødelæggende for studenterkulturen, så lad os få nogle ordenlige tønder på skolen... for journalistikkens skyld!


UDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

7

Musikjournalistik: Læserne bliver, hvad de læser Tabloid, overfladisk – ja, ligefrem elendig. Sådan lyder en del af den kritik, der i løbet af de seneste år er haglet ned over dansk musikjournalistik. Vi skal tage musikken seriøst og ikke undervurdere læserne, mener flere danske musikjournalister Tekst: Anne Nørkjær Bang

”Musikjournalistikken spiller ikke.” Under den overskrift skrev Thomas Søie, forhenværende musikredaktør på Berlingske, et indlæg i Journalisten, der i stærkt kritiske vendinger beskrev dækningen af den danske musikbranche. Og Søie var langt fra den første med kritikken. Flere fremtrædende figurer i det danske medielandskab, som Anders Bøtter fra radiokanalen P6 Beat og debatør og musiker Kristian Leth, har langet ud efter musikjournalisterne for deres overfladiske tilgang til musikken. I følge Ralf Christensen, der er musikjournalist på Information, skyldes en stor del af kritikken, at man på dagbladene er bange for at overvurdere læserne: ”Man ender i en fordummende spiral – både for avisen, der bliver dummere og dummere at læse, men også for læserne, som jo bliver, hvad de læser.” ”Jeg tror, at dem der vil have en tabloidhistorie, køber tabloidavisen. Det er uheldigt, når dagblade går i samme retning, fordi man

lige pludselig skaber et marked hos sig selv for at sælge tabloidpræget stof,” siger Ralf Christensen. Holdningen bakkes op af Anders Bøtter, der til daglig står for P6 Beat-programmerne ”Morgenbeatet” og ”Sort Søndag”.

”Musik er et udtryk, der fortæller noget om vores tid og skaber identitet.” - Ralf Christensen, Information ”Sladderjournalistikken er dækket så mange andre steder. Det er vores opgave som public service-kanal også at have noget for alle, inklusiv dem, der gerne vil have en mere dybdegående og kritisk dækning af musiklivet. Og sådan burde de større dagblade nok også tænke,” siger han.

Musikken i perspektiv At diagnosticere at der er noget galt, er én ting. En anden er at pege på, hvor der konkret skal sættes ind.

Ole Rosenstand Svidt, der er webredaktør på gaffa.dk, foreslår et større samarbejde på tværs af de journalistiske faggrupper. ”Jeg synes, at musikjournalistik fungerer særligt godt, når man forsøger at bore lidt dybere ned i branchen. Og her er Børsens erhvervsjournalister måske bedre til at gennemskue de magtforhold, der er i musikbranchen, end egentlige musikjournalister,” siger han. Ligesom Ole Rosenstand Svidt efterspørger flere musikjournalister, at musikken og musikbranchen bliver taget seriøst som en del af samfundet. ”Det, jeg synes mangler i musikjournalistikken, er artikler, der sætter stoffet i perspektiv. Musik er et udtryk, der fortæller noget om vores tid og skaber identitet,” siger Ralf Christensen fra Information.

God journalistik trods økonomisk pres Som med det meste andet journalistik, bliver det i mødet med den økonomiske bundlinje ofte en løsning at skrive de historier, der trækker flest læsere. Og den nemmeste måde at afgøre hvilke historier, læserne går efter på, er klikanalyser fra nettet.

Men analyserne kan være livsfarlige for kvaliteten af det, der bliver formidlet, mener Ralf Christensen. ”Der er to veje at gå. Den ene er at fokusere på at sælge. At se hvad der får flest klik og dermed ende i sensationelle overskrifter, som jo altid skuffer, når man klikker på dem. Den anden er at forsøge at holde fast i en kernelæserskare, der gerne vil have kvalitet. Og hvis man har et kvalitetsprodukt, tror jeg nok, man skal få det solgt.” På gratis-magasinet GAFFA har man erkendt, at det ikke altid er muligt at lave kvalitetsjournalistik uden penge på kistebunden. Derfor har man valgt at udgive magasinet GAFFA gratis til den gennemsnitligt musikinteresserede læser og lade dem, der gerne vil have lidt ekstra dybde, betale gennem et medlemskab af Klub GAFFA. En strategi, der svarer til den, flere danske dagblade har indført på deres netsektioner.

Mediebranchen er under konstant beskydning for ikke at være dygtig nok, kritisk nok, hurtig nok. Alligevel optager autodidakte journalister mange pladser på medierne. De har nemlig en helt anderledes tilgang til jobbet

Uuddannede journalister kan næsten Tekst: Hans Skovgaard Andersen Foto: Frederik Korfix

Uuddannede journalister kommer med vidt forskellig baggrund. Nogle har en lang videregående uddannelse i bagagen, nogle har arbejdet sig op gennem systemet, og andre er kommet direkte ind i branchen via held, dygtighed eller begge dele. ”De autodidakte journalister kan inddeles i tre grupper: Dem, der har erfaring på området, dem, der har specialviden og så folk med skærmtække,” siger lektor på DMJX Flemming Svith, der har skrevet ph.d. om nyhedsjournalistik. Jesper Bradsted er chef for Talentordningen i Danmarks Radio, der hvert år udvikler talenter til de forskellige afdelinger i DR. Han synes, det er vigtigt at bruge de autodidakte: ”Jeg synes faktisk, det er en pligt. Jeg synes, vi skal afspejle befolkningen. I DR skal der også være plads til de folk, der ikke er skolet fra Journalisthøjskolen,” siger han.

Han er ikke i tvivl om, at de autodidakte har deres berettigelse i medierne. ”Det virker mere naturligt, når vi ikke er så skolede. Det giver godt fjernsyn. Vi kan måske

tage den mere på charmen. Men jeg er dog totalt afhængig af at have lavet min research ordentligt. Jeg arbejder under sloganet: Preparation is king,” siger han.

De autodidakte har begrænsninger Keld Reinicke, kanalchef for TV2, ser klare begrænsninger ved de selvlærte journalister. På TV2 er det for eksempel utænkeligt at se en autodidakt journalist på Christiansborg.

Færre autodidakte på TV2 i fremtiden

TV2 har i mange år haft mange autodidakte folk i deres primetime programmer. Ifølge kanalchef Keld Reinicke skyldes det, at de autodidakte kan tænke ud af boksen og være mere åbne for interviews, men også uddannelsernes hidtidige struktur har været medvirkende. ”Uddannelserne har indtil nu i høj grad været tilrettelagt med vægt på det skrevne medie. Derfor har skolerne ikke uddannet folk til at være på tv. De uddannede journalister har været dygtige til at - Iben Maria Zeuten skrive, men ikke til at agere på skærmen. Men det er blevet meget bedre med tiden. ”De uddannede journali- Nu lærer journalisterne jo også at lave tv.” Keld Reinicke er derfor også sikker på, at vi i ster er jo vant til at kunne håndtere tungere emner fremtiden vil se færre autodidakte journalister som økonomi, socialpoli- i tv-udsendelser. ”De mennesker, der i forvejen har et navn tik og immigration,” siger og et ”brand” i branchen vil fortsat kunne få han. De begrænsninger blev job, men ellers tror jeg, at TV2 i højere grad vil også tydelige for Claus El- begynde at benytte uddannede journalister.” ming, da han blev tilbudt jobbet som vært på TV2 News. ”Jeg kunne måske have Hvorfor er ’journalist’ ikke udført jobbet, men jeg en beskyttet titel, når sygebrændte ikke for det, og plejerske og politimand er? det ville man kunne se. Det er jeg sikker på.” Læs mere på Illbunker.dk Indlevelsesevnen er en af

”Min store fordel er nok, at jeg har det bedste fra begge verdener.”

Griber tingene anderledes an Et af de er mange talenter, der er kommet gennem talentordningen i DR, er Iben Maria Zeuthen. Siden 2004, hvor hun blev ansat på DR, har hun lavet forskellige radio og tv-programmer. Mondo på P3 med Huxi Back, Ibens Haram, Hjerteflimmer og Høvdingebold med Signe Lindkvist. ”Min store fordel er nok, at jeg har det bedste fra begge verdener. Jeg er trænet fra DR, og så er jeg helt min egen. Derfor tænker jeg heller ikke så meget i vinkler, som mange andre gør. Jeg tænker i god radio,” siger hun. Claus Elming har i mange år været vært på så forskellige programmer som Morgennyhederne på TV2, Vild Med Dans og NFL. Det til trods er han uddannet markedsføringsøkonom.

Iben Maria Zeuthens styrker, men den bliver også dagligt en begrænsning: ”Jeg lever mig helt ind i emnet. Jeg glemmer mig selv og skal også nogle gange have hjælp til at afrunde programmet, fordi jeg har glemt, hvor vi er.”

Du kan høre Iben Maria Zeuten i programmet ”Iben og Mødregruppen” hverdage fra klokken 13 til 15 på Radio 24/7.


8

UDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

’Dovne’ Robert løber med overskrifterne Cases skal illustrere journalistiske historier. Desværre bliver de ofte en historie i sig selv. Medieanalytiker advarer mod brugen af cases Tekst: Peter Pagh-Schlegel Illustration: Ebbe Lønborg

DR2-programmet ”På den 2. side” annoncerer deres jomfruudsendelse i start september. I studiet sidder værten Jacob Rosenkrands med gæsterne Rune Lykkeberg, Simon Bauer og Kathrine Stampe Andersen. De skal diskutere, om den såkaldte ’velfærdskontrakt’ er kommet under pres. Velfærdskontrakten er den, vi hver dag indgår med hinanden, når vi med glæde betaler vores skattekroner. Alternativet er diskursen om yder/nyder-mentalitet og slavesind. Det lyder måske en anelse langhåret? For at det hele ikke skal gå op i abstrakte analyser, akkompagneres udsendelsen af en konkret case. Den garvede bistandsklient Robert Nielsen fortæller hele Danmark, at han er et ”dovent svin”, der ikke gider ”skodjobs”. ”Robert er en interessant case, fordi han stiller spørgsmålstegn ved velfærdskontrakten. Og han bryder den,” forklarer Heidi Robdrup, redaktionschef på programmet ”På den 2. side”. Hun forklarer videre, at casen Robert Nielsen er fundet gennem redaktionens egen private omgangskreds.

Robert alle vegne Et par dage før udsendelsen markedsfører Danmarks Radio det nye program med en lille

smagsprøve ved at udsende en nyhed under overskriften: ”Kontanthjælpsmodtager: Hellere det end pedel i McDonalds.” Før programmet nåede at gå i luften, kunne man læse om Robert overalt. Sagen blev lagt lige til højrebenet for Ellen Thrane Nørby (V) og Joachim B. Olsen (LA), der uden tøven lossede hårdt til bolden. Diskursen om yder/ nyder-mentalitet kom igen i førersædet. Det har ført til en debat om, hvilken rolle cases skal optræde i. Paula Larrain skriver i et debatindlæg i Politiken, at Robert sagen kun er med til at forplumre debatten. ”Resultatet af case-journalistikken er desværre ofte en forvridning af virkeligheden, idet mange benytter lejligheden til at råbe op om lovændringer og jeg-skal-komme-efterdig,” skriver Paula Larrain og efterspørger en selvkritisk tilgang til den måde, man formidler virkeligheden på. Hun mener ikke, at Robert Nielsen fungerer som et grundlag for at lave systemet om, selvom flere politiske kræfter forsøger at udnytte sagen til netop det formål. ”Det svarer til, at man skulle tage hele straffesystemet op til revision, hver gang der begås kriminalitet. Det ender ikke altid med en knivlov eller andre politiske hovsa-beslutninger. Men det er den risiko samfundet løber, når medierne går i selvsving over enkeltsager,” siger Paula Larrain til Illustreret Bunker. Heidi Robdrup mener, at Paula Larrain principielt har en pointe. Men ifølge redaktionschefen på ”På den 2. side” var det ikke programmets mål, at diskussionen skulle handle om, hvorvidt Robert Nielsen var doven eller ej. ”Det er først, da historien bliver videreformidlet i andre medier, at fokusset bliver lagt på Robert Nielsen. Det, synes jeg i øvrigt, er ærgerligt, da den diskussion i mine øjne er den mindst interessante,” siger Heidi Robdrup. Søren Schultz Jørgensen, medieanalytiker hos Kontrabande, mener, at DR selv har ansvaret for historiens udvikling i andre medier – ikke mindst på grund af deres egen markedsføring. ”Jeg går ud fra, at redaktøren har været med til at definere den framing, der har været i

markedsføringen. Så helt at fralægge sig ansvaret, synes jeg, lyder lidt letkøbt,” siger han.

Hvor mange Robert’er? Ifølge Søren Schultz Jørgensen fylder cases alt for meget i medierne. ”Jeg anerkender casejournalistik som et formidlingsinstrument. Men alt for ofte bliver casen selve historien. Og så hæver vi os ikke op til det generelle. Så kommer vi ikke længere end til Robert. Og Robert alene er jo uinteressant, medmindre man er en af hans gode venner,” siger Søren Schultz Jørgensen. Ifølge Søren Schultz Jørgensen skal en case repræsentere en strømning i samfundet. ”Robert Nielsen repræsenterer et synspunkt, og det er for så vidt også ok. Men hvor mange har egentlig det synspunkt? Hvis der kun er 13 mennesker i landet, der deler Roberts synspunkt, synes jeg, det er spild af tid,” siger Søren Schultz Jørgensen og mener videre, at man som redaktionschef på et DR-program altid bør overveje kildernes repræsentativitet. Heidi Robdrup er ikke enig med medieanalytikeren i, at en case per definition skal være repræsentativ:

”Vi har aldrig påstået, at Robert var repræsentativ. Han er en blandt mange ledige,” siger hun.

Biker Jens på DR2 Søren Schultz Jørgensen ser en række udfordringer forbundet med den stigende ”caseificering” af medierne. Han mener, at casejournalistikken kan skabe en konstrueret virkelighed, fordi journalisterne altid vil finde frem til det mest karikerede eksempel. ”Der foregår en reel typecasting, når journalister skal finde frem til den bedste kilde. Robert er jo en sjov figur. Han er en slags Biker Jens på passiv forsørgelse . Han er næsten for god til at være sand,” siger Søren Schultz Jørgensen og advarer mod at producere nyheder på samme vilkår, som når man laver reality-tv. ”Reality TV er jo enormt iscenesat. Nyhedsdækningen skulle gerne repræsentere den virkelige virkelighed. Men når cases efterhånden er blevet til dukker, som journalister kan hive frem på scenen, bliver casen typisk en uvirkeliggørelse af virkeligheden,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Politiken citattjekker

Politiken skrev i starten af september ind i avisens etiske retningslinjer, at deres journalister altid bør tilbyde kilder citattjek. Det gør de for at fjerne faktuelle fejl og misforståelser Tekst: Asmus S. Jørgensen På en netavis skal det gå stærkt med at få lagt nyhederne op. Der er hele tiden en konkurrent, der skal slås. På Politikens netredaktion skal journalisterne rende ekstra hurtigt for ikke at komme bagud i nyhedskapløbet, efter at mediehuset har gjort det til en regel for journalisterne at tilbyde citattjek til deres kilder. På Politiken.dk løser de udfordringen ved at klare citattjekket med det samme, når de har interviewet en kilde telefonisk. ”Vi løber simpelthen lige citaterne igennem med kilden, efter vi har interviewet dem. Det gør vi for at fjerne fejl og misforståelser,” fortæller Jesper Friis, der er souschef på Politiken.dk.

Citattjek sænker farten Jesper Friis er tilhænger af citattjek, men kan godt se potentielle problemer i at følge med konkurrenterne, når Politikens journalister skal bruge ekstra tid på at tilbyde kilder at få deres citater til gennemsyn. Han mener, der er tale om en forholdsvis

lille justering, da flere af journalisterne allerede i forvejen tilbød citattjek til deres kilder. ”Der har været diskussioner om, hvordan det skal føres ud i praksis, men journalisterne har generelt taget fint imod det,” siger Jesper Friis.

Pseudojournalistik Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Lars Bjerg er skeptisk over for Politikens citattjeksordning. ”Jeg synes, man skal sortere imellem, hvornår det er relevant at gøre det, og hvornår det ikke er,” siger Lars Bjerg. Han mener grundlæggende, at citattjek er en god ting, men hvis det skal give mening, skal det være i formidlingsfasen, hvor man har skrevet, hvordan man vil bruge citatet. Han kalder det for en pseudoform for journalistik at lave citattjek i telefonen lige efter et interview. ”En vigtig del af journalistikken er at bearbejde citater og gøre dem klarere til gavn for både kilder og læsere,” siger Lars Bjerg. En fare ved at tilbyde citattjek hele tiden, ifølge Lars Bjerg, er, hvis det udvikler sig til,

at mennesker med magt også begynder at få deres udtalelser til gennemtjek. Det vil være et skråplan, mener Lars Bjerg og uddyber: ”De kender gamet. Mange af dem har været på kursus i, hvad de skal gøre og sige over for medierne. Kulturchefen, udvalgsformanden og borgmesteren skal ikke tilbydes citattjek. No way!” På Politiken deler de den overbevisning og har i deres nye etiske retningslinjer et afsnit, der lyder: ”Magthavere udtaler sig i kraft af deres stilling eller offentlige virke og ikke som privatpersoner. Medmindre andet er aftalt, kan de derfor altid citeres”.

let af klager, men peger også på, at reglen kun har eksisteret i få uger. Bjarne Schilling har været en af de varmeste fortalere for at indføre citattjek som fast element i journalisternes arbejde. Han giver ikke meget for dem, der mener, at journalister har - Lars Bjerg for travlt til at tilbyde kilder at få citater til gennemlæsning. ”Vi journalister har jo ikke altid travlt. Ofte er der god mulighed for at få faktatjekket citaterne med kilden. I enkelte tilfælde kan det dog være i orden ikke at tilbyde citattjek, som når du har jagtet en minister hele dagen for at få en udtalelse og ikke har lyst til at bruge endnu en dag på at få citatet godkendt,” siger Bjarne Schilling. På en af de internationalt mest anerkendte aviser, The New York Times, er man gået den modsatte vej og har for nyligt forbudt avisens journalister at tilbyde kilderne citattjek.

”Kulturchefen, udvalgsformanden og borgmesteren skal ikke tilbydes citattjek. No way!”

Faktatjek er vigtigt Læsernes redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, mener, at det er for tidligt at afgøre, om indførelsen af citattjek på Politiken har haft en effekt på kvaliteten af artiklerne. Han har endnu ikke kunnet mærke en nedgang i antal-


OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Unge gør oprør mod Libanons medier

UDE

9

Selvom medierne i Libanon nyder stor pressefrihed, set i en arabisk kontekst, er de stort set alle tilknyttet en politisk og religiøs gruppering. En ny generation prøver at skabe alternative medier på tværs af befolkningens dybe skel

Skriften på væggen. På Beiruts husmure viser de unge deres utilfredshed med medierne. Tekst: Jon Kirketerp Jørgensen, Søren Kjær, Simon Reenberg Foto: Søren Kjær

Lebanon News’ kontor udgør blot et enkelt rum og et køkken i den ellers halvtomme kontorbygning lidt uden for Beiruts centrum. Det gamle højhus er ved at blive ombygget, og den gennemtrængende lyd af boremaskiner mod beton fylder det lille rum. To journalister arbejder omkring kontorets eneste skrivebord. Bag to glasvægge i hjørnet sidder chefredaktør Ryan Charbel. “Jeg vil være fri,” siger Ryan Charbel. ”Frie medier findes ikke i Libanon, så jeg besluttede mig for at starte min egen webavis, der er uafhængig af politiske og økonomiske interesser.” Den unge chefredaktør startede Lebanon News i april for sine egne og familiens penge. Den arabisksprogede hjemmeside har indtil videre syv ansatte, og Ryan Charbel forsøger at give spalteplads til stemmer fra hele det politiske spektrum. “Jeg vil lave et frirum, hvor alle, der har lyst, kan sige, hvad de vil, frit og uden nogen begrænsninger,” fortæller Ryan Charbel.

Alt handler om religion i Libanon I Libanon er den politiske magt fordelt mellem landets religioner. Halvdelen af parla-

mentets pladser er reserveret til de kristne trosretninger og den anden halvdel til de muslimske. Det betyder, at i alt 18 religiøse grupper skal dele magten i landet, som kun er en smule større end Sjælland. Det religiøse kludetæppe afspejles i medierne. De er stort set alle knyttet til en religiøs gruppe, og libaneserne følger ofte med i de medier, som repræsenterer deres egne religiøse og politiske holdninger. Ifølge en rapport fra European Journalist Centre, en NGO som støtter fri journalistik, bliver medierne i Libanon i stigende grad brugt som værktøjer for de forskellige grupperinger. ”De fleste libanesere er godt klar over den manipulation, der foregår i medierne, men det er en integreret del af den politiske kultur. Man foretrækker at følge de medier, man er enig med, og så kan man slå over på de andres, hvis man er nysgerrig,” siger Sune Haugbølle, lektor ved Instititut for Samfund og Globalisering på RUC.

tæt sammen her,” forklarer Ryan Charbel. Han vil have, at Lebanon News bliver et alternativ til landets traditionelle medier. Hjemmesiden skal være et uafhængigt medie, som ikke bliver påvirket af religiøse og politiske interesser. Det kan ifølge Sune Haugbølle blive svært. Han forklarer, at det er næsten umuligt at være uafhængig i et land som Libanon. Efter mordet på Libanons præsident Rafik Hariri i 2005 fik libaneserne nok af naboen Syrien, som siden 1976 havde besat landet, og smed de sidste tropper ud. Det delte befolkningen og det politiske system i en prosyrisk og en antisyrisk blok. ”Man skal have en holdning til de grundlæggende politiske spørgsmål, som præger debatten, og når man stiller sig et sted, så er man med på den ene eller anden side. Derfor er det svært for libaneserne at finde ud af, hvad det vil sige at være uafhængig,” forklarer Sune Haugbølle.

Lebanon News skal være uafhængigt

Ryan Charbel tager musen på skrivebordet og finder hjemmesiden frem på skærmen. “Det går godt. Vi har tre tusinde læsere om dagen, hvilket er mange for en ny webavis,“ siger han. Meget af trafikken på Lebanonnews.com kommer fra avisens Twitterprofil, kan man se, og det er de internetvante unge, som avisen har bedst fat i, forklarer Ryan Charbel. En stor del af ungdommen er utilfreds med den polarisering, der er i landet. De accepterer ikke det sekteriske system og viser deres utilfredshed på internettet, hvor publikummet hovedsagligt er andre unge. Derfor henvender de sig som regel kun til ligesindede. ”Det er det problem, de unge antisekteriske kræfter står med. De prædiker for de allerede omvendte,” forklarer Sune Haugbølle.

Ryan Charbel mener ikke, at befolkningen kan stole på medier, som er så tæt forbundet med politiske interesser. ”Hvis medierne er styret af politiske partier, så vil de fortælle de nyheder, som tjener det politiske partis interesser. Det hænger meget

Unge accepterer ikke systemet

Ingen udsigt til forandring

Lebanon News har en sektion om valg rundt omkring i verden. Lige nu dækker de det amerikanske. “Jeg vil gerne vise folk, at der findes andre former for demokrati,” siger Ryan Charbel.

Ifølge Sune Haugbølle er der ikke et marked for uafhængige medier. Befolkningen vil have medier, som er en del af den politiske virkelighed i Libanon. Så længe systemet er sekterisk opbygget, vil medierne også være det, og det sekteriske system ser snarere ud til at have stabiliseret sig end at være blevet udfordret. ”Om ti år vil der stadig være kampe mellem dem, der vil ændre systemet, og dem, der vil fastholde det. Og de antisekteriske kræfter vil ikke have vundet,” siger Sune Haugbølle.

Hver sekt har deres egen tv-kanal, hvor deres holdninger og religion bliver repræsenteret. For eksempel har Hizbollah deres egen tvstation Al-Manar, Fyrtårnet.

Ryan Charbel anerkender, at det er svært at ændre noget. Alligevel forsøger han med webavisen. ”Man bliver nødt til at starte et sted for at få forandring, og det er det, jeg gør,” siger Ryan Charbel. ”Om det lykkes eller ej, det er et andet spørgsmål.”


10 UDE

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Byture, hårdt arbejde og (næsten) nøgne damer Praktikantstafetten går til M!-praktikant Søren Tang Jeg flyver op med et sæt, da redaktionschefen klapper mig på skulderen. Jeg kan mærke, at blodet flyder op til hovedet, da jeg vender mig om i stolen. Jeg surfer porno. Igen... Redaktionschefen ænser det knap nok. Han sender mig et grin og går så i gang med at diskutere artiklen om min uge på stuntskole. Sådan er mit liv lige nu. Ringe ølbonger hjem til test, få tæsk af bodybuildere og skrive om verdens mærkeligste stammeritualer. Det lyder sjovt, og det er det sgu også! Men imellem alle drukturene og de uendelige youtube-videoer er der en rød tråd. Det er mit job at gøre alt det, som alle andre gerne (eller slet ikke) vil prøve, og så skrive om det. Den første del er fantastisk, mens den sidste del trækker tænder ud. Mange anser M! for at være verdens mest simple magasin. Altså, en sexet rubrik og så drengerøvshistorier på fuld smadder, hvor svært kan det være? Men det er hele tricket. At få hver eneste sætning til at lyde som en fed historie, du fortæller over en bajer på værtshuset. Alt jeg skriver, hver sætning, hver underrubrik, hvert fact, skal være et hook. Samtidig skal det være oplysende, men for guds skyld uden at gøre brug af tal! Vi går som udgangspunkt ud fra, at vores læsere har koncentrationsevne og tæller omtrent lige så godt som en retarderet flue på coke. Samtidig prøver vi at få den samme mængde information i bladet som Illustreret Videnskab. Jeg sidder nu på mit tredje praktiksted, men har aldrig oplevet, at der er kræset så meget for

Søren Tang arbejder til enhver drengerøvs misundelse som praktikant på magasinet M!, hvor en del af jobbet indebærer at afprøve det, andre ikke tør. Her tester han skolegårdstortur med bodybuilderen Lars, og ifølge ham selv gjorde det ”fucking naller”. Foto: M!

hvert enkelt ord i hver enkelt sætning. Og det er pisse fedt. For hvor andre skriver kloge ord til kloge mennesker, så har jeg den ultimative udfordring: At skrive kloge ord til 15-årige, pizzafjæsede teenagedrenge med hele det gratis internet som nærmeste konkurrent. Du fin-

der ikke en større eller sjovere udfordring som journalist. Nåh, jeg skal tilbage til min sexvideo. Det er for resten research til en babetekst. Jeg har ingen informationer, ud over hendes mål og hendes ekskærestes hævnaktion på nettet. Jeg ved ikke

helt, hvordan tilsyneladende udmærkede fellatio-egenskaber skal blive til 1000 tegn. Men jeg skal nok finde ud af det. Det er mit job.

Professor: Journalister overfortolker bevidst meningsmålinger Kritikken, af at journalister er for dårligt rustede til at forstå meningsmålinger, er forfejlet. Når en journalist overfortolker en måling, er det et helt bevidst valg, mener professor i kvantitativ metode Kasper Møller Hansen Målingerne fungerer som indikatorer på folkestemningen og er i flere tilfælde blevet dagsordenssættende på Christiansborg. For eksempel tog Astrid Krag (F) i sommer spørgsmålet om aktiv dødshjælp op i Sundhedsudvalget, efter at en meningsmåling havde vist, at syv ud af ti danskere går ind for aktiv dødshjælp. Derfor er det også særlig problematisk, når det af og til sker, at meningsmålinger bliver overfortolkede og skævvredne og bliver til historier, der ikke er videnskabeligt belæg for.

Presset til journalistiske stramninger

Teksk: Anna Thea Gottschalck Illustration: Ebbe Lønborg

Meningsmålinger danner grundlag for meget journalistik i dag. En undersøgelse som Kresten Roland Johansen, der underviser i me-

ningsmålinger på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har foretaget, viser, at danske medier i 2011 refererede til hele 35.568 målinger. Tallet er mere end fordoblet over de sidste seks år.

Ifølge professor i Statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, der særligt beskæftiger sig med kvantitativ metode, er de overfortolkninger af meningsmålinger, som af og til dukker op i den danske presse, bevidste tolkninger fra journalisternes side. Det sker, når indholdet af målingen bliver tilsidesat for målet om at levere en historie. ”Journalisterne står i en situation, hvor de har fået overtalt deres redaktion til at betale for en måling, og når den så kommer, viser den ingenting. Resultaterne er ikke stærke eller nye nok. Den journalistiske historie er væk, og journalisten står virkelig med håret i postkassen. Det er dér, hvor journalisten kan komme til at overfortolke data i jagten på nyheden i målingen,” siger Kasper Møller Hansen og fortsætter:

“Jeg er helt sikker på, at journalisten egentlig godt er klar over det, når kæden hopper af. Men hun har så også et krav om at levere en historie, som hun skal tage højde for.” Han understreger dog, at langt de fleste meningsmålinger er korrekt tolket i det danske mediebillede.

DJ: Vi kan ikke genkende kritikken I brancheforeningen for journalister, Dansk Journalistforbund, ser man Kasper Møller Hansens kritik af nogle journalisters omgang med meningsmålinger som en alvorlig anklage. ”Det er klart, at det er et problem, hvis overfortolkninger sker bevidst, men jeg mener ikke, det finder sted. Det kan godt være, der er et enkelt eller to eksempler på, at det er sket, og forhåbentlig er det så blevet rettet, påtalt og eventuelt indkaldt for Pressenævnet,” siger næstformand, Lars Werge. Han understreger, at journalister ikke altid tolker meningsmålinger korrekt, men at det er svært at vide, hvornår en overfortolkning er et bevidst valg eller ej, men den køber Kasper Møller Hansen ikke. Efter at han har talt med journalister om nogle af de målinger, der har været overfortolkede, er han ikke i tvivl om, at der har været bevidste valg bag.


OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

UDE

11

Fra journalistik til politik: For mange danskere er EU-parlamentet en by i Rusland. Det er det faktisk ikke. Det ligger i en by i Belgien, og der sidder Morten Løkkegaard i EU-parlamentet for partiet Venstre. Han er uddannet journalist og tidligere vært på TV-Avisen. Nu vil han tage kampen op mod danskernes uvidenhed omkring EU

Morten Løkkegaard har EU-stjerner i øjnene Tekst: Sabrina Skjødt Foto: Betina Garcia

Skinnende sorte lædersko tripper vant ned ad trapperne ved indgangen på Christiansborg. Han knapper den midterste knap i det nålestribede jakkesæt og stryger hånden gennem det sølvgrå hår. Han kunne være herretøjsmodel, advokat eller bankdirektør. Men Morten Løkkegaard er journalist. En journalist, der nu sidder i Europaparlamentet for Venstre, og som bruger sine journalistiske erfaringer til at gøre EU-stoffet mere spiseligt for danskerne. Vigtige budskaber og arbejdet med at give dem det helt rigtige udtryk er det, Morten Løkkegaard brænder for. Så da han i 2005 på sin 15-årsdag sagde farvel til Danmarks Radio, var det med ambitionen om at starte sit eget firma med kommunikationsrådgivning. Og det gjorde han så. Trods sin store kærlighed til kommunikationen var beslutningen om skiftet svær. ”Jeg havde mange søvnløse nætter. Jeg vidste, at i det øjeblik, jeg sprang over på den anden side af bordet og blev rådgiver, dér var det største skridt ud af journalistikken taget,” siger Morten Løkkegaard.

’Journalistik er det nemmeste i verden’ Med én finger løfter Morten Løkkegaard diskret ærmet og tjekker klokken. Han har travlt. Ugen er tæt pakket med møder. Mandag til torsdag sidder han i Bruxelles som næstformand for Kultur- og Uddannelsesudvalget.

Desuden medlem og stedfortræder i tre andre delegationer og udvalg. Når Morten Løkkegaard endelig er hjemme, er det for at holde møder med de respektive ministre og ordførere på Christiansborg. Det er ’tough’, synes han, men han har altid været en mand med meget på hjerte og mange holdninger. Noget som journalistikken satte nogle naturlige begrænsninger for. Nu skal de politiske tanker ud. Ifølge ham skal man ikke gå ind i politik, hvis man er ude efter nemme løsninger og popularitet. ”Sammenligner man politik direkte med journalistik, så er det at være journalist verdens nemmeste job. Du stiller kun spørgsmål, og du bliver populær på det, hvis du gør det ordentligt. Som politiker skal du give svar, og du bliver aldrig populær, uanset hvad du svarer.”

Søn af Europa Der er EU-stjerner i Morten Løkkegaards øjne, når han taler om sit job. Selvom han synes, folks fordomme er lidt til grin, så er det samme uvidenhed om EU, der tænder ham. Hans mission er at få danskerne til at forstå vigtigheden af EU-samarbejdet ved hjælp af den rigtige kommunikation. ”Jeg elsker Europa. Jeg elsker den diversitet, der er mellem europæerne. Den udfordring, der ligger i, at vi er nødt til at stå sammen over for resten af verden, er ufattelig spændende. Det er en kæmpe politisk opgave, som er hundrede gange mere spændende at gå ind i end

at sidde og fedte med en eller anden tilfældig dansk lov.” I mange år dækkede Morten Løkkegaard europapolitik for DR. De kørte mange kampagner, så han mener at vide, hvad man i hvert fald ikke skal gøre. Ifølge ham er EU’s kommunikation for afsenderorienteret. Mange af de erfaringer, han bruger, er banalt stof fra Journalisthøjskolen, men som man på de allerøverste niveauer i EU ikke har fuldstændig styr på. For eksempel sådan noget som at forstå modtageren.

Almindelige fordomme og latterlig uvidenhed ’Mere Europa i verden, og mere Danmark i Europa’. Det er essensen i det, Morten Løkkegaard arbejder for. Det har været hårdt at lære det politiske håndværk, og han ved, han skal løbe dobbelt så stærkt som alle andre bare for at være på niveau med dem. Han har endnu meget at lære, synes han. Ligesom han synes, at danskere har meget at lære, når det kommer til EU, og til hvad politikerne i Bruxelles laver. ”Jeg kan grine, når jeg bliver mødt af de almindelige fordomme om, hvad en europaparlamentariker er for en størrelse. Det er en, der ikke laver ret meget og bare hæver pengene ved kasse 1. Der er ingen grænser for folks uvidenhed i den forbindelse,” siger Morten Løkkegaard. Han fortsætter: ”Jeg er gået to tredjedele ned i løn, jeg arbejder dobbelt så meget, som jeg gjorde som journalist, og til gengæld får jeg hele tiden

tæsk i det offentlige rum.” Med sin store Europa-passion, mener han dog, at det er hele umagen værd.

Fra den ene hungren til den anden Pressede deadlines og den evige hungren efter nyheder, kommer Morten Løkkegaard aldrig til at savne. På TV-Avisen fik han nok. Allerede efter et par år gled han mere over i det redaktionelle arbejde, over i redaktør- og værtsrollen. Han var interesseret i, hvordan man kommunikerede til seerne. Selvom Morten er journalist med stort J og en total nyhedsfreak, der følger med på nettet 24/7, så er han for længst vokset fra nyhedsræset. ”Den der ’Uh, vi kommer fem minutter før de andre på nettet’, den gider jeg ikke bruge min tid på mere. Det er for unge mennesker mellem 25 og 35 år det med at halse efter nyheder. Det er hårdt fysisk og mentalt. Erfaringer og redaktørrollen klarer de lidt ældre,” siger han og skæver op til uret på væggen ved siden af et kæmpe EU-flag. Tiden er gået. Diktafonen viser 21 minutter, og Morten Løkkegaard skal skynde sig videre til udvalgsmøde. Han vil aldrig mere hungre og halse efter nyheder. Fremover vil han hungre efter at få sine EU-budskaber ud til danskerne. Vognen holder allerede og venter.


Foto af Mads Greve


Tilværelsen er som en blind date med livet. Man er ikke klar over, hvad der venter rundt om næste hjørne. Bogen er et fotografisk essay om en livsfase, præget af omvæltninger. Fotografiske noter, der er blevet til en personlig fortælling, hvor følelsen af at være på tynd is kan være stærk. Blind Date af Mads Greve udkommer d. 26 oktober på forlaget Ajour


14 INTERNATIONAL

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Obama for youngsters, Romney for oldies There is an age gap between the supporters of Romney and Obama, for the United States 2012 presidential election that will take place November 6th Text: Nailah Morgan, USA Photo: Flickr, Buggolo

With major differences among the ideas on the future of the U.S, Obama and Romney are attracting different crowds for the upcoming election. Mitt Romney, a former businessman and politician, will win a majority of votes from Americans who are over the age of 65. Barack Obama, the current president of the United States, is expected to get high numbers with supporters under the age of 40. The household wealth gap in the Unites States is also playing a major role in the election. According to the 2012 US cencus, there is a wide gap between a household headed by someone over the age of 65 and a household headed by someone under 35.

Obamas promises to the youth Tisha Morgan, an American resident who graduated this year with a MA explained why she will be voting for Barack Obama. Barack Obama will be receiving more of the youths’

vote due to his support for college education and support for legalizing gay marriages. According to Obama’s website, if reelected the President plans to begin the “Pay as you earn” proposal. This method will cap monthly federal student loan repayment at 10 procent voluntary income, saving U.S students a total of $4,080 a year. According to the American Council on Education, American Students pay an average of $23,239 to $31,916 a year to attend a four-year college. Forbes, a finance and business magazine claims, more then 37 million Americans owe student debt and a majority takes out loans in order to pay for education. The Consumer Financial Protection Bureau claims that the US is housing a $1 trillion debt in education that can’t be removed in bankruptcy. “I’m voting for Obama because I feel that his ideas for the country are inline with my own. He promotes and supports higher education to better position Americans to be strategic players in the long game,” Tisha Morgan said and went on; “I agree with that because education is key to promote growth and develop-

ment not only in our country but globally.” President Obama also wants to lower taxes on manufacturing industries, cut spending and raise taxes on wealthy in order to reduce deficit, and as well sign 2010 healthcare overhaul bill, which protects patients by not letting insurers cancel polices and covering pre-existing medical conditions.

Romney Campaign on a Downfall Mitt Romney has lost many votes from America’s youth due to his opposition of gay marriage and the lack of support for college students and their exceeding debt. In a recent campaign in August he explained that he didn’t want voters to expect him to boost Pell grant awards or help students pay off their loans. A Pell grant is a Federal program that assists low-come undergraduate students pay for college. Romney has gained his popularity within the 60+-age bracket due to his ideas in Medicare, which is the nation’s healthcare program for Americans who are disabled and over the age of 65. Romney encourages individuals to

purchase their own healthcare and to not depend on employers. Recently with trouble in the Romney campaign due to his quote made September 18, 2012 on a radio show, about 47 percent of Americans being completely dependent on the government, votes are swiftly changing, accoding to the Gallup polls . It is rare to find many strong young voters on Mitt Romney’s side, but California US Resident Justin Costa age 22 believes in him. “Not only will he make this country better morally but I believe he will restore a lot of values that this country lost. Discipline and structure will only make this country better and if we want that vote Romney,” she says.

Election Campaigns Similarities Barack Obama and Mitt Romney have a few similarities that American voters must be aware of as well. Both are supporters of immediately balancing out the federal budget and both support the Federal Reserve. The Federal Reserve is the federal banking authority of the U.S.

5 U.S soldiers linked to anti-government plot Five Georgia US soldiers were charged Tuesday September 14th for being in connection with an anti- government militia plot to assassinate the United States President, Barack Obama. Text: Nailah Morgan, USA

Prosecutors said the men have been tied to an anarchist group in Fort Stewart, which consists of active and former U.S military members. Fort Stewart is the largest military base installation east of the Mississippi river and houses thousands of troops and their families. They have spent at least $87,000 on guns and bomb parts.

F.E.A.R “Forever Enduring Always Ready” F.E.A.R, which stands for “Forever Enduring Always Ready,” is the name of the anti-government militia group that according

to the staff of the CNN wire wants to, “Give the government back to the people.” F.E.A.R has taken over the ammunition control point of Fort Stewart and has been accused of bombing vehicles of local and state US political figures. Assistant District Attorney Isabel Pauly, a prosecutor on the case said, it was “unknown” now how many members are actually involved. F.E.A.R and its leader were revealed when Pfc, Private First class-a rank on the army Michael Burnet pleaded guilty Monday for illegal gang activity and made a deal with the prosecutors. “Issac Aguigui actively recruited new members at Fort Stewart in south Georgia and targeted soldiers who were in trou-

ble or disillusioned,” explained Assistant District Attorney Isabel Pauly.

The leader Anti- Government Group Leader, Aguigui founded the militia group using $500,000 in insurance and benefit payments from the death of his pregnant wife a year ago. The death of his wife is still an open case. There were no charges filed against Aguigui. In addition, the Prosecutors said the group plotted to bomb a damn in Washington State and poison the state’s apple crops late this August, but these plans were never brought into effect.


OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

INTERNATIONAL 15

Attitudes towards freedom of speech in Russia are very complicated and deeply individual for each journalist. In this article, I will try to tell you about the conditions in which Russian political journalists work, as they fight for their professional rights and what kind of results are attained

Without the right to breathe Text: Maria Tsygankova, Russia Illustration: Ebbe Lønborg

According to the Universal Declaration of Human Rights, freedom of speech is defined as everyone’s right to freedom of opinion and expression. This includes freedom to hold opinions without interference and to seek, receive, and impart information and ideas through any media regardless of frontiers. In spite of such concepts, freedom of speech is enshrined in the Constitution of the Russian Federation. Russian political journalism continually faces different abuses to the freedom of press. At the legislative level we can talk about lawsuits against journalists, a variety of restrictions of the media and the lack of independence of the judiciary. On the political level it can be different forms of political control and pressure, restrictions of the access to information and sources, arbitrary detention and imprisonment and violent assaults. “The main complication for journalists is that the Russian political system is closed around itself,” Taisiya Bekbulatova, the political correspondent of the influential national daily newspaper, Kommersant says and continues. “Nobody wants to speak on its behalf. There is no freedom of speech in Russia, because journalists does not have the possibility to freely receive and handle information. If you have no information, then you have nothing to say. If the media publishes something “wrong” the next time your acces to information will be severely limited. It is a monopoly of the information; you can only get it if you are loyal”.

Ready to fight The education of journalists in Russia is built in such a way, that every graduate clearly realizes the complexity of the political situation. And there are always the few who are ready to fight for freedom of speech. But sometimes the whole society is ready to protect it. This happend on the Faculty of Journalism in Moscow State University, the biggest in Russia, in October of last year. Former President, now the Prime Minister of Russia, Dmitry Medvedev came to the Faculty to meet with the youth on the eve of the parliamentary elections. The meeting hall did not allow any student from the Faculty of Journalism. Many of them where not even allowed to enter the building of the Faculty this day. All of the questions were prepared before the event and approved by the organizers. The students who tried to protest, were detained. The students of the Faculty of Journalism felt this event as a personal affront and did their best to help mass media cover the incident. The result was that in January 2012, Dmitry Medvedev returned to the Faculty of Journalism and answered all the students questions, even the most acute. It is thanks to the journalists, who fight for the freedom of speech, in spite of everything in Russia that active minority fighting for the change of the system, was born. “There was a formation of man of modern type, which requires new policy, which since

the 2000s never demanded. And no one can harness them,” Evgeny Pronin, professor of the Faculty of Journalism of the Moscow State University says.

A drop of freedom In spite of such harsh conditions for the journalistic work, media space in Russia can be characterized by a high level of the vibrancy of the media and diversity of news. A wide range of media, constantly gives an objective, diverse and balanced information. The famous newspaper Novaya gazeta, where the murdered journalist and human rights activist, Anna Politkovskaya worked always scolds authorities. It has published a lot of the journalistic investigations about corruption, gerrymanders and crimes of the authorities. In the airtime of the radio station, Echo of Moscow you can listen to interviews with the opposition leaders. Political news, without the smell of propaganda can be found on the Internet TV channel, Rain. In the sector of weekly political magazines you can find problem reports, analytical reviews and even political satire.

In the name of journalism So we see diversity of facts, pluralism of opinions and a lot of high-quality analysts in the political journalism of Russia. But for these achievements Russian journalists have paid the losses of their work, the integrity of their heads, sleepless nights, alcoholism and heart attacks. Unfortunately traditional media does not have a free platform for discussion of important public issues. The press moved from the complete lack of freedom in Soviet Union, to the abundant freedom and independence in the early 90s. But by the end of the century Russian journalism was bought by an oligarchic structure and laid in an economic bondage. After the Kremlin deprived the oligarchs political forces, the press came under the control of the authorities. An example was when the former oligarc, Mikail Khodorkovsky was charged with fraud in 2003. But in this story was one important twist, the develop-

ment of the Internet. The blogosphere had become the new platform for the free political debate.

Blogs save freedom of speech “Conglomerate blogs started to play a role in Russia, a collective Wikileaks, which is constantly monitored by authorities and mass media,” Roman Leibov, doctor of philology and writer says in an interview with Afisha magazine. More interesting is that the citizen nonprofessional journalists achieved the greatest success in the blogosphere. There is a unique story of the lawyer Alexey Navalny. In November of 2010, he published, on his blog, a leaked Audit Chamber report that found Transneft, the state pipeline monopoly, had siphoned off $4bn from the construction of a pipeline linking Russia to Asian m a r ke t s .

After that he launched the project RosPil, a website that uses hundreds of volunteers to comb through public documents on state tenders, which id a prime area of state corruption. started. Just two weeks after launching the site, Navalny collected $140.000. It is just a small part of his deals. Now he is one of the main faces of Russian opposition and his blog has 71.663 followers. Now the public political debate has moved to the social networks. Despite the various forms of pressure, such as political trolling and DDoS-attacks, the Internet for Russians can preserve the freedom of discussion for the Russian people.


16

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk


OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - KOMMUNIKATION

17

LEGO’s kommunikation bygger på sammenhold Hos LEGO’s kommunikationsafdeling er de ansatte i fokus. De skal vide, hvad der foregår i legetøjsvirksomheden verden over, for at kunne skabe produkter der sælger og inspirerer Tekst: Amalie Marie Dahl-Hansen Foto: Thomas Emil Sørensen

LEGO’s hovedkvarter i Billund er et mekka for legebørn. Titusindvis af farverige klodser danner rammen om forlystelsesparken Legoland, og længere nede ad vejen er en håndfuld forvoksede LEGO-klodser smidt hulter til bulter som kæmper i et lilleputland. Men bag svingdørene på Åstvej arbejder tolv medarbejdere på højtryk. Herfra styres hele virksomhedens kommunikation, som når ud til hele verden. I 2004 buldrede en økonomisk krise igennem legetøjsgiganten LEGO, og det tvang ledelsen til at sadle om. På kommunikationsfronten betød det, at de måtte kigge indad og fokusere på medarbejderne. Det kom til at handle om LEGO’s interne virksomhedskommunikation frem for formidling til eksterne medier. ”Virksomheden skulle tilbage på ret køl, og det var kun medarbejderne, der kunne klare det,” fortæller kommunikationschef Charlotte Simonsen. På skrivebordene i kommunikationsafdelingen står DUPLOklodser og Star Wars-imperier. De ansattes visitkort er LEGOmænd påtrykt den ansattes navn og mobilnummer. I mødelokalerne skal skåle fyldt med LEGO-klodser i alskens farver holde hænderne beskæftigede under personalemøderne. I Billund går klodser og byggesæt hånd i hånd med hurtigtastende fingre, årsregnskaber og seriøse journalister.

sion. Typisk på koncernens intranet, der netop er begyndt at fungere på tre sprog, så alle kan følge med. LEGO pakker ikke sandheden ind.

Det globale aspekt er vigtigt LEGO er verdens tredjestørste legetøjsproducent, men på globalt plan er legetøjsvirksomheden en forholdsvis lille virksomhed med et kæmpe brand. De tolv journalister i kommunikationsafdelingen lægger vægt på, at alle virksomhedens ansatte skal føle sig som en del af LEGO-familien. Uanset om de bor i Tjekkiet, Mexico eller i hovedkvarteret Billund. Selvom støberifabrikken, ledelsesgangene og designerne har base midt i det jyske, skal journalisterne af med skyklapperne. De skal skrive historier, der er relevante for alle medarbejderne. ”Vi tænker meget over, at det ikke kun skal være danske historier. ”Vi skal hele tiden tænke globalt,” siger Pernille Stanbury. I afdelingen benytter mange af medarbejderne sig af muligheden for at låne byggesættene med hjem, hvor de kan samle dem, lege med dem og opleve dem. De får byggeklodserne mellem hænderne, får en fornemmelse for produktet og et

levende indtryk af byggeoplevelsen, der kan variere fra æske til æske. Pernille Stanbury mener, at medarbejdernes personlige kontakt med produktet smitter af på skriveprocessen og kreativitetsniveauet i afdelingen. Det skaber substans og troværdighed frem for tomme ord, forklarer hun. ”Når jeg ser min 22-årige svigersøn blive begejstret for en LEGO-æske, minder det mig om, hvad LEGO kan. LEGO kan begejstre. Ikke kun børn, men mennesker i alle aldre – over hele verden,” siger hun. For Pernille Stanbury er det vigtigt, at den faste kontakt med byggeklodserne minder de ansatte om, hvad virksomheden er sat i verden for. Nok har kommunikationsafdelingen fokus på seriøs journalistik, men jo mere medarbejderne har legetøjet mellem hænderne, jo mere medansvar føler de. Det motiverer medarbejderne til at yde deres maksimale og producere det bedst mulige kvalitetslegetøj.

Fra hyggejournalistik til kritiske vinkler Kommunikationsstrategien ændrede sig markant, da krisen satte ind, fortæller leder af Internal Mass Media, Pernille Stanbury. Før krisen bar de interne medier, personalebladet LEGO Life og nyhederne på intranettet præg af luftig journalistik og hyggehistorier om entusiastiske samleres nye byggerekorder. Pernille Stanbury lægger i dag stor vægt på, at den journalistiske formidling og kritiske sans er i højsædet i formidlingen til de ansatte. ”I kriseperioden flyttede vi grænserne for, hvad vi kunne skrive om. Mottoet blev, at vi var nødt til at fortælle tingene, som de var. Det skyldte vi vores medarbejdere,” siger hun. Virksomhedens princip blev åben og ærlig formidling. Kommunikationsafdelingens mål var at bevare virksomhedens troværdighed, så de ansatte havde tillid til, at de fik sandheden om krisen direkte fra kilden. ”Medarbejderne skulle forstå, hvor slemt det egentlig stod til. LEGO var virkelig i krise, og det var vi nødt til at videreformidle,” siger Pernille Stanbury.

Seriøs linje præger LEGO Det er stadig den seriøse linje, der præger den ellers kreative virksomheds interne kommunikation. Hvis et projekt mislykkes, bliver der brugt kræfter på at redegøre for fiaskoen. Medarbejdernes holdninger får spalteplads. Mener de ansatte, at der er for få kvinder i ledelsen, bliver kritikken taget op til diskus-

Kommunikationschef Charlotte Simonsen har været hos LEGO i ti år og var der også gennem krisen i 2004.


18

FOKUS - KOMMUNIKATION

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

”Jeg kan sælge pik og patter” Sex sælger, siger man. Men pornoblade sælger ikke sig selv. Det har Rapports presseansvarlige erfaret i sin kamp for at få det legendariske pornoblad tilbage på dagsordenen Tekst og foto: Morten Skov Madsen

Som at puste luft i en død mand. Med de ord opsummerer 34-årige Michelle Sørensen sin første tid som presseansvarlig for pornobladet Rapport. I bladets storhedstid i 1970’erne solgte det hver uge mere end 100.000 eksemplarer. Nogle gange op mod 200.000. I dag er oplaget skrumpet til 4000-5000. Om måneden. ”Vi havde aldrig rigtig været i medierne før. Jo, i 70’erne, men det var også sidste gang. Folk troede jo ikke, vi eksisterede længere,” siger Michelle Sørensen fra sit skrivebord på Rapports redaktion på Østerbro i København. De hvide vægge prydes af kulørte, ophængte forsider med lokkende blikke, trutmunde og silikonebryster.

Tiderne ændrer sig Det første Michelle Sørensen gjorde, da hun startede i december sidste år, var at sætte sig ind i bladets historie. Fra de gyldne 70’ere, hvor Kurt Thyboe sad i chefredaktørstolen, og bladets blanding af bare bryster og nyskabende revolverjournalistik skabte en megasællert og op til nutiden, hvor bladet er en spinkel skygge af sit gamle jeg. Men sådan er det nu engang. Tiderne ændrer sig. Internettet har de senere år overhalet pornobladet indenom og besværliggjort dets eksistens. På nettet er billederne levende, sexnovellerne gratis og mængden uendelig. ”Man skal jo give dem en grund til at gå ned og købe det her blad, selvom de kan få alt på nettet. For det kan man jo. Man kan også læse

om det hele på nettet,” siger Michelle Sørensen og tilføjer, at hun er stor tilhænger af stilen fra de gamle dage med skæve historier og skæve eksistenser.

Pornofest og socialt ansvar Da hun skulle sætte sig ind i bladets historie, fandt hun hurtigt ud af, at bladet kun var halvanden måned fra sin 40-års fødselsdag. Og den historie skulle ud, men det i sig selv var ikke nok. Og hvad gør man, når ikke engang Frederik Fetterlein gider medvirke i bladet? Man holder en fest. ”For at få folk til at komme, var vi nødt til at gå ud og tage noget socialt ansvar. Give noget, bidrage til nogle.” Derfor arrangerede hun en fødselsdagsfest, hvor en række kendte, heriblandt Fetterlein, spillede poker og donerede gevinsterne til Sex og Samfund. Sammen med en strip-flashmob i Metroen, en hjemmeside og lapdances til håndværkere for at have været trofaste læsere siden starten, skaffede opmærksomhed om bladet og fødselsdagen. Og så naturligvis, at Michelle Sørensen tippede journalister på forhånd. Men ikke hvem som helst. ”Jeg tager mine forholdsregler, når jeg sender pressemeddelelser ud. Jeg sender virkelig sjældent til kvinder. De har meget den der: ´Uff, det’ porno!´ siger hun i en tone og med en ansigtsmimik, der bringer tankerne hen på en befippet overklassedame, som lige har fundet et hår i sin suppe. Michelle Sørensen understreger, at det hele

tiden handler om at lede efter en historie, folk vil finde interessant. For man kan ikke gå i medierne bare for at gå i medierne. Det kræver en historie, men dem mener hun også, der er nok af i Rapport.

Pik, patter og kulturhistorie ”Jeg sælger det altid på, at Rapport er et stykke dansk kulturhistorie. Og det mener jeg faktisk. Sådan har jeg det inde i hjertet. Hvis jeg ikke havde det sådan, ville jeg ikke kunne gøre mit arbejde,” siger hun.

Før Michelle Sørensen startede på Rapport, var hun tv- og medietilrettelægger og studievært hos Kanal København. Her lavede hun primært kultur- og musikprogrammer, men også de drengerøvsprogrammer der sendes frem til midnat for at fastholde de mandlige seere, til pornoen starter. Måske taler hun bare i et sprog, mænd kan forstå. ”Nogle gange skal man ramme den der reptilhjerne. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er, jeg gør. Jeg tror bare, jeg kan sælge pik og patter.”

Facebook-debat styrker avisers omdømme Aviserne vil have den almindelige Facebook-bruger op af kontorstolen og ind i debatten. Facebook er blevet et journalistisk redskab, der styrker avisernes brand Tekst: Rita G. Dam

Aviserne vil have den almindelige Facebook-bruger op af kontorstolen og ind i debatten. Facebook er blevet et journalistisk redskab, der styrker avisernes brand. Ifølge Mads Eberholst forsker i kommunikation med speciale i sociale medier giver Facebook muligheden for, at avisen kan nå ud til en bredere målgruppe. Man kan på Facebook se, når ens venner har deltaget i en debat eller har trykket ’like’ til en artikel. Dermed bliver brandet styrket, og der kommer flere brugere til,” siger han.

2,5 millioner potentielle læsere Halvdelen af den danske befolkning har nu en Facebook-profil. Derfor rummer sitet en enorm mængde af potentielle læsere, som aviserne gerne vil have fingre i. ”Vi får lov til at promovere vores historier via de sociale medier. Vi når ud til flere mennesker end på vores andre platforme. Også dem, der normalt ikke ville læse vores avis. De kan blive nysgerrige og se, hvad vi har at tilbyde,” siger Niels Christian Bastholm, netnyhedschef på Jyllands-Posten. Hos Politiken ser man også de nye muligheder i at benytte

det sociale netværk, som mange tjekker flere gange om dagen. ”Vi får det ud af det, at folk befinder sig i et Politiken-univers. Folk har et sted, hvor de kan debattere, og vi udvælger de emner, som skal debatteres. Vi når ud til den unge generation og opdrager dem i, at der er noget, der hedder Politiken. Det øger chancen for, at de senere hen vil købe selve avisen,” siger Mads Zacho, debatredaktør på Politiken.

Historier til debat For at aktivere brugerne er det især debatskabende historier, der præger de enkelte avisers Facebook-væg. Det skal være noget, som brugerne har interesse i at dele. Noget som folk kan ’like’, dele og kommentere. ”Idealet ville være, hvis folk debatterede sagligt på Facebook. Det gør de ikke. Man står og råber i hvert sit hjørne. Men bare det, at man råber, gør, at mediet får brandet sig selv,” siger Mads Eberholst. De artikler, Politiken lægger ud på den virtuelle væg, må, ifølge dem selv, gerne have noget kant. Og de er ikke bange for at fremprovokere forskellige holdninger, som vækker vrede rundt om i stuerne. ”Vi har en rolle på Facebook, hvor vi sætter nogle debatter i gang, hvor folk kan være rygende uenige med os. Vi sætter tingene på en spids, og det er en del af det at være Politiken,” siger Mads Zancho.

Facebook er en legeplads Politiken er i høj grad ude med den kulørte malerpensel, når det gælder overskrifterne på Facebook. Blandt andet står der; ”Kære Gud. Jeg håber, at vi fremover kan klare de vigtigste kristne anliggender på Twitter,” i forbindelse med en historie om at danskerne forlader folkekirken via mail. ”Vi ser Facebook som en legeplads. Vi må godt være politiske, flabede og sjofle. Vores erfaring er, at det giver den bedste effekt, hvis vores følgetekst har bid,” siger Mads Zacho. På dette punkt betegner Jyllands-Posten sig selv som mere konservativ end Politiken. Deres Facebook-side består af mere neutrale rubrikker, hvor de ikke viser en bestemt holdning

eller tager part i nogen sag, som kan provokere nogen unødigt. ”Vores rubrikker på netredaktionen er mere pirrende end i avisen. Men vi vil ikke gå længere ud end det,” siger Niels Christian Bastholm.


FOKUS - KOMMUNIKATION

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Kurt Westergaard: ”Den gode tegning provokerer” Bladtegningen fortæller mere end flere siders analyse, men den har også begrænsninger, mener tidligere bladtegner hos Jyllands-Posten Kurt Westergaard Tekst: Mie Frank Petersen Foto: Sophia Busk

Kurt Westergaard. Manden, der i 2005 blev kendt som Muhammedtegneren fra Jyllands-Posten, lever nu i sin pensionerede frihed med Politiets Efterretningstjeneste i baghaven. Som uddannet folkeskolelærer har Kurt Westergaard altid været vant til at kommunikere, men det kom til at handle om kommunikation igennem illustrationer, da han i 1988 blev ansat som bladtegner hos Jyllands-Posten. En bladtegner kan betragte sig selv på flere måder, mener Kurt Westergaard. Man kan opfatte sig selv som en klovn, der er en rekreativ oase for de trætte læserøjne. Mens læseren er på vej over stepperne i spalternes mange ord, finder de en pause i tegningen, hvor de kan komme til sig selv. Men der er også en mere alvorlig betragtning, man kan gøre sig: ”Vi er en slags seismografer, der registrerer politiske jordskævl, måske før de bryder ud. Aktuelt kan man sige, at vi er nogle, der smider tegnede vejsidebomber. Ikke for at afspore politiken, men for at holde den på sporet,” siger Kurt Westergaard.

Blander sig i samfundet Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen blev en vigtig del af den politiske dagsorden i 2005. Han mener selv, at de bedste tegninger er dem, der provokerer. I modsætning til en tekst er en bladtegning let at overskue. Den gode tegning kan betyde, at man ikke behøver at læse artiklen, fordi illustrationen giver et koncentrat af, hvad der står. Kurt Westergaard

giver opskriften på den gode tegning med et eksempel: ”Under den spanske borgerkrig blev byen Guernica bombarderet af tyske fly. Picasso malede billedet Guernica, som skildrer ødelæggelserne af byen. Historien siger, at Picasso mødte en tysk officer fra det tyske flyvevåben, der spurgte Picasso; Var det dem, der lavede Guernica? Hvortil Picasso svarer; nej, det var Dem!” Bladtegnere tager altså ofte afsæt i virkelige hændelser, artikler eller klummer. Som Kurt Westergaard understreger, skal der være en provokation, og det er den, bladtegneren skal reagere på, når han skal kommunikere. ”Er der ikke et spil omkring provokationen, bliver tegningen meningsløs. Så bliver det bare en tegning, der forarger, og der er ikke nogen mening i at forarge mennesker uden grund,” siger Kurt Westergaard.

I autoriteternes kram Processen fra ideen til det færdige produkt er meget ens for en artikel og en tegning, men ellers er der ingen ligheder. Hvor en tekst kan forklare, uddybe og analysere, kan en tegning sige meget mere med blot farve og kreativitet. En tegning er enkel, men det er dog også i tegningens enkelthed, at begrænsningerne ligger. Der er nemlig aldrig nogen tekst, som bladtegneren kan bruge til at forsvare sig med. Derfor er tegningen også en kommunikationsform, der kan misforståes. Da Kurt Westergaard tegnede Muhammed med en bombe i sin turban

tilbage i 2005, havde han ikke tænkt på, at det skulle ligne Muhammed, men det var den tolkning, der passede de muslimske autoriteter bedst, forklarer Kurt Westergaard. ”Jeg er ked af, at det ikke er muligt at diskutere fortolkningerne af tegningerne. Måske kunne tegningen også betyde, at terroisterne havde taget profeten som gidsel. Der er mange muligheder, men den, der passer bedst ind i autoriteternes kram, er, at jeg har tegnet profeten,” fortæller Kurt Westergaard.

Bladtegningen overlever

Kurt er i dag pensioneret, men han tegner stadig - her ”Ytringsfrihedskamelæonen.”

Det, man skal hæfte sig ved som bladtegner for en avis, er, at der altid er følelser involveret hos læseren. Især når det gælder religion. Da Kurt Westergaard startede på Jyllands-Posten i 1988 fik han denne besked:

”Hvis du vil have dine tegninger i avisen, er der to personer, du skal holde dig fra. Den ene er Ronald Reagan, og den anden er Gud,” husker Kurt Westergaard. Det viste sig senere at blive meget anderledes på Jyllands-Posten, som gav Kurt Westergaard grønt lys for at tegne Jesus iklædt et jakkesæt fra Armani og Muhammed med bombe i turbanen. ”Om 50 år er bladtegningen her stadig, da den indtil nu har overlevet i en elektronisk tidsalder. Muhammed-krisen har givet bladtegningen en aktualitet og større respekt end nogensinde før.”

19


20

FOKUS - KOMMUNIKATION

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

En ærlig krop skaber god formidling 80 procent af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget. Men hvordan påvirker det vores interviewpersoner?

Tekst: Mette-Marie Andersen Illustration: Ebbe Lønborg

“Godt kropssprog er, når ord og krop flyder sammen. Det, vi siger, skal vi også illustrere med kroppen. Ellers virker vi utroværdige,” siger Brian Hansen, der er skuespiller og foredragsholder i kropssprog. Han giver ikke meget for gyldne tricks eller populære selvhjælpsbøger, når det handler om at få styr på fysisk kommunikation. I stedet skal man arbejde koncentreret med sin egen energi og de små ubevidste bevægelser, man laver, og som andre påvirkes af. “Kropssprog smitter som en stemmegaffel. Vi afspejler hinanden konstant, og derfor bliver vi nødt til at se på, hvilken energi vi selv sender ud,” forklarer Brian Hansen.

Det ubevidste bliver bevidst Kroppen afslører os med små bevægelser, vi ikke tænker over. Derfor betyder kropssproget også noget for vores formidlingsevne. Brian Hansen mener, at man får langt mere ud af at mærke efter og være ærlig i kroppens bevægelser. Den ideelle interviewsituation er ifølge Brian Hansen, hvis man som interviewer er harmonisk og favnende i sin udstråling. Selv på dårlige dage kan man lære at vende sit humør og dermed også sit kropssprog, hvis man øver sig. “Det er svært at flytte sig psykisk. Det, man kan gøre, er at arbejde med kropssproget igennem vejrtrækningsøvelser og bevægelser hver

dag. Efter noget tid vil man have en bedre føling med det, fordi de ubevidste bevægelser er blevet gjort bevidste,” siger Brian Hansen. Ud over at undervise i drama på Ry Højskole holder Brian Hansen oplæg om kropssprog. Her bruger han sin erfaring som skuespiller til at imitere forskellige typer mennesker, og med en humoristisk indgangsvinkel sætter han fokus på, hvordan vi bedst møder andre mennesker.

Humor, nærvær og hjertelighed Ikke alle mennesker er ens, og derfor er der ikke ét regelsæt for, hvordan man skal bruge sit kropssprog under et interview. Brian Hansen mener, det er vigtigt at aflæse sin interviewperson eller sit publikum og afstemme energi og bevægelse ud fra det. “Man skal mærke efter. Enten kan man vælge at forstærke energien, man bliver mødt af, eller man kan gå imod den. Det afhænger af, hvem du har med at gøre,” siger han. Selvom der ikke findes hurtige tricks til et godt kropssprog, er der alligevel et par huskeregler, man kan have med sig, når man skal være på. Nærvær og hjertelighed giver vores interviewpersoner tryghed og en vished om, at vi er til stede og lytter til dem. Humoren er ifølge Brian Hansen også vigtig, når man arbejder med kommunikation. Den bryder de første barrierer og skaber en god stemning mellem interviewer og interviewperson. Derved får man også en bedre platform til at formidle et budskab.

Jens Hjalte Løgstrup var en af de kommunikatører, som allerede på 3. semester skulle ud i praktik. Han har oplevet sin idé vinde dagen og s it arbejde blive skrottet

Dagbog fra Dong Tekst og foto: Theis Stenholt Engmann

Ønskescenariet for Jens Hjalte Løgstrup var at komme i praktik i en stor virksomhed, og det ønske må siges at være gået i opfyldelse. For der er højt til loftet hos Dong Energy på Nesa Allé i Gentofte. Flere tusinde mennesker har deres gang i de knejsende glasbygninger, som fortæller en historie om overskud, succes og storhed. Jens husker tydeligt, hvordan det føltes at komme ind i denne verden som nystartet studerende: ”Det virkede rimeligt overvældende. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, og hvilke forventninger de havde til mig. Det er en helt anden verden end Bunkeren. Hos Dong Energy går folk i jakkesæt og taler om villa og biler,” siger han.

En hektisk begyndelse Jens brugte sine første dage hos Dong på at lære den kæmpe virksomhed at kende, og derefter tog det fart. Dong Energy fik ny administrerende direktør, og det var Jens’ holds opgave at følge ham rundt i landet og lave video fra direktørens møder med Dongs afdelinger. Jens oplevede at have travlt, og ofte endte hans arbejdsuger på mere end de 37 timer. ”Der er run på hele tiden. På turen med direktøren skulle jeg som praktikant instruere ham i, hvordan han skulle begå sig foran kameraet. Det var lidt sjovt,” siger Jens.

Som det er tilfældet for alle kommunikationsstuderende på DMJX, nåede Jens kun at være begravet to semestre i Bunkerens trygge cement. Det er ikke en dårlig ting, mener han. ”Selvfølgelig ville jeg være dygtigere, hvis jeg havde haft mere tid på skolen. Men dette er en del af min uddannelse. Alt det, jeg kan lære på skolen, lærer jeg også herude.”

Trådt ved siden af Jens har dog også prøvet, hvordan det kan være svært at være en grøn kommunikatør i en stor virksomhed. Han oplevede blandt andet, at en af hans artikler blev skrottet, fordi den ikke kunne godkendes. Dette fordi en af artiklens kilder, en studentermedhjælper, ikke kunne udtale sig uden chefens accept. ”Jeg lærte, at man ikke skal være for frisk, at man nemt kan komme til at træde nogen over tæerne. Heldigvis fik min chef og jeg bragt det i orden, men artiklen blev forsinket fire dage.” Dong Energys interne medier har en læserskare på 6400 mennesker. Dette har givet en ekstra spand kul til Jens’ indre kraftværk. ”Jeg føler en del at leve op til. Når man skriver til så mange mennesker, er det noget helt andet, end når man bare sidder derhjemme,” siger Jens.

Livet som grøn kommunikatør Jens’ mest positive oplevelse kom, da han dækkede Dongs ”Family Days”. Her introducerede han teamet for værktøjet ”soundslides”,

Jens Hjalte Løgstrup er glad for at have bidraget med nye ideer til sit team hos Dong Energy.

som han havde lært at kende på DMJX. Teamet samlede sig om idéen og fik via lyd, billeder og hårdt arbejde foreviget den gode stemning og højdepunkterne fra dagen, som bød familierne på oplevelser i zoologiske haver og forlystelsesparker. ”Det fede var, at jeg her som praktikant kunne bidrage med noget helt konkret, som de andre ikke kunne. Det var fantastisk at se, hvordan hele teamet arbejdede på min idé, og at jeg faktisk lærte dem noget.” Efter to måneder har Jens fået en forsmag på, hvordan livet som kommunikatør i en stor virksomhed er – på både godt og ondt.

Og han er slet ikke træt endnu. Tværtimod. ”Det har været virkelig spændende at komme i gang. Det er først nu, jeg rigtigt begynder at kunne levere varen. Så jeg håber, fremtiden bringer endnu flere opgaver og endnu mere ansvar.”

Den første årgang af kommunikatører fra DMJX er lige nu ude i praktik. De kommer tilbage på skolen til februar og tager fjerde og femte semester, inden de igen skal ud i praktik på sjette semester.


OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

21


22 DEBAT

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Det er en dyr fornøjelse at blive vist rundt på DMJX På Journalisthøjskolen tilbyder man såkaldte afklaringskurser, der skal hjælpe unge mennesker til at vælge den rigtige uddannelsesvej. Tanken er god, prisen er høj Tekst: Simon Reenberg Illustration: Ebbe Lønborg

Simpelthen for at mindske frafaldet. For jo flere, der falder, desto færre penge for Journalisthøjskolen i sidste ende.

Hvis du vil have muligheden for at give dine kommende undervisere et godt indtryk af dig selv, inden du skal til optagelsessamtale, så kan du for den nette sum af 4937 kroner tage på Journalisthøjskolens vinterkursus. Dette ugelange forløb, hvor kost og logi ikke er inkluderet, skal hjælpe dig til at finde frem til den rigtige uddannelse. Derudover har du mulighed for at medbringe røde æbler til de lærere, der senere skal vende tommelfingeren opad eller nedad, når det gælder din optagelse på skolen.

Får først penge i kassen til slut DMJX er som så mange andre omfattet af taxameterordningen, der betyder, at man først får pengene i kassen, når de studerende færdiggør 8. semester. Så vi skal altså betale for at hjælpe skolen med at få de rigtige elever ind, så de forhåbentlig kan gennemføre studiet og sørge for taxameterpenge til DMJX? Burde det ikke være i Journalisthøjskolens interesse, at så mange som muligt var klar over, hvad de gik ind til, så endnu flere ville gennemføre uddannelsen og dermed sikre taxameterpenge til DMJX? I så fald giver det ingen mening, at de kræver 4937,5 per interesserede, der gerne vil se skolen. Hvis man mener det oprigtigt, burde man gøre det gratis, så er jeg sikker på, at mange flere ville benytte sig af det. Rosa Lund, uddannelsesordfører hos Enhedslisten, kalder kurset for en sindssygt god ide. Jeg er helt enig – det er en sindssyg god ide. Det, at man skal betale for det, kalder hun et skråplan. Jeg er helt enig – det er et skråplan.

Populær uddannelse er en forretning DMJX er som bekendt en populær institution rundt om i kongeriget, og den har de luret oppe på 400-gangen. Her er de kommet på den indbringende ide at tilbyde afklaringskurser til de kommende studerende, så de kan prøve livet på skolen i en uge. Men er det rimeligt at stille folks nysgerrighed for knap 5000 kroner? På eskimologi-studiet, som er en knap så populær uddannelse på Københavns Universitet, er jeg sikker på, de også gerne vil vise uddannelsen frem for at sikre sig de engagerede studerende. Jeg tvivler dog på, at de vil tage 5000 kroner for det. Men er det fair, at de populære uddannelser udnytter deres gode ry og rygte til at tjene penge? Formand for De Studerendes Fællesråd, Torben Storm, er ret klar 22 i mælet: ”Det lyder på mig, som om at de har opdaget, at der er et marked for at vise unge livet på Journalisthøjskolen. Uanset hvor populær skolen er, mener jeg ikke, de skal tage penge for det.” Han mener i stedet, at regningen ligger hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. På skolen argumenterer man med, at de startende på 1. semester skal vide, hvad de går ind til og kende til uddannelsens opbygning.

Ingen snak om optagelsesprøven

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

Simon Reenberg sætter spørgsmålstegn ved, at man skal betale penge for at lære DMJX at kende

Ifølge skolen har kurset intet med optagelsesprøven at gøre. Jens Otto Kjær Hansen, rektor på DMJX, har tidligere kommenteret på en artikel i ugebrevet A4, hvor han har gjort det helt klart, at afklaringskurset ikke skal ses som et forberedende kursus. Det er bestemt prisværdigt, men lad os være ærlige over for hinanden i denne sluttede kreds og sige; de studerende er næppe dårligere stillet i forhold til prøven, end de var, før de kom. Og hvis man oven i købet er så heldig, at en af lærerne fra kurset falder over ens navn, når der skal vælges nye studerende, ja så har de 4937,5 måske alligevel været det hele værd.

TV-Avisens korrespondenter bliver ophøjet til eksperter De personer, der bliver brugt til at vurdere komplicerede problemstillinger på TV, er ofte ikke professionelle eksperter men blot journalister. De er gode til at formidle, så den almene befolkning forstår, hvad det handler om. Men de er altså ikke de bedste eksperter Tekst: Peter Pagh-Schegel

Tahrir Square i Kairo er tætpakket med demonstranter efter fredagsbønnen. De er forsat vrede over den kontroversielle amerikanskproducerede film, ’Innocence of Muslims’. TVAvisen følger udviklingen. “Er det her kulminationen, vi så i dag, eller hvad kan vi vente de næste dage?” Lillian Gjerulf Kretz spørger sin ægtemand Steffen Kretz. Men spørgsmålet bliver ikke stillet over et privat morgenbord, men derimod på TV-Avisen - ud til 670.000 seere. Men Steffen Kretz er ikke hvem som helst. Han bestrider den fornemme post som DR’s globale korrespondent. Han er ikke forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har ikke en kandidatgrad i mellemøst- eller globale studier. Men han er et velkendt ansigt og ifølge DR, ekspert inden for sit område. Og hvilket område! Med lanceringen af den nye TV-Avis første september præsenterede DR nogle faste kor-

respondenter. Blandt andet er Claus Buhr som en slags ’metaekspert’, der trækker forfast retskorrepondent, Ask Rostrup er poli- bindelse mellem forskellig ekspertise. Det er tisk korrespondent, og Nina meget anvendeligt og Munch Perrin økonomi- og med stor succes,” forklaerhver vskor respondent. rer Mark Ørsten. Han Fælles for de fleste af korkalder brugen af faste respondenterne er, at de er korrespondenter for et uddannede journalister. De formidlingsmæssigt godt færreste korrespondenter er redskab, der er dejlig, uddannet inden for deres - Mark Ørsten, lektor i journalistik nemt anvendeligt. “Forområde. delen er, at du som medie altid har nogen, der med sikkerhed står til rådighed, du kan benytte. Underminerer ekspertisen
 Mark Ørsten, lektor og studieleder i journali- Men den ekspertrolle, de ophøjer sig til, mener stik ved RUC, advarer om, at tendensen kan jeg ikke, er berettiget,” siger Mark Ørsten. være med til at underminere den faktiske ekspertise. Ifølge forskeren er indragelsen af de Spekulationer over fakta
 faste korrespondenter et forsøg på at ophøje En af konsekvenserne ved at benytte mediets mediernes journalister til kommentatorer. interne kommentatorer frem for forskere er “Kommentatorrollen er en enormt suc- ifølge Mark Ørsten, at ekspertisen forsvinder cesfuld rolle, der især har rejst sig inden for i mængden af spekulationer. de seneste ti år. En kommentator fungerer “Kommentatorer forsøger ofte at dømme,

”Den ekspertrolle, de ophøjer sig til, mener jeg ikke, er berettiget.”

spekulere i eller forudse fremtiden. Hvorimod en forsker typisk har tradition for at holde sig til fakta – og forklare fakta,” siger Mark Ørsten. Mark Ørsten mener for eksempel ikke at Steffen Kretz er i en position til at vurdere, om demonstrationerne i Kairo vil intensiveres eller aftage. “Det havde givet mere mening at stille spørgsmålet til en lokal imam. Når han bliver sat til at spekulere i en udvikling, er det, at den faktiske ekspertise bliver skrottet til fordel for spekulationer,” siger Mark Ørsten. Har du en kommentar til DMJX’ vinterkursus eller til mediernes brug af eksperter, så scan dig ind her, og debattér med på webben.


DEBAT

OKTOBER 2012 ILLBUNKER.dk

23

Ét er smileyer i private beskeder. Noget andet er smileyer i seriøse email-korrespondancer med professionelle kilder. Hvor går grænsen?

Den (u)professionelle smiley

Tekst: Morten Skov Madsen Illustration: Ebbe Lønborg

Jeg er overrasket. Forundret. Forvirret. Eller udtrykt på en anden måde: :-o :=? :S. Det er jeg, fordi kilder bliver ved med at bruge smileyer, når de svarer på mine e-mails. Professionelle kilder vel at mærke, jeg kontakter, fordi jeg gerne vil trække på deres faglige kompetence til et journalistisk produkt, jeg arbejder på. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal synes om det. I forrige uge var det en medieforsker, der skrev, at han desværre ikke kunne medvirke. Han smilede og blinkede med det ene øje. En anden gang var det produktionschefen for et spillested, som svarede, at det var et relevant emne, jeg henvendte mig omkring. Han nøjedes med at smile. En hurtig gennemgang af gamle e-mails afslørede smileyer fra ni forskellige kilder. Alle professionelle ekspert- eller partskilder. Men de er også ef-

fektive, smileyerne. Det må man give dem. Slår det skrevne ord ikke til, kan man ty til dem. De små sammensatte skrifttegn, der signalerer, hvilket humør man er i, eller hvordan du skal opfatte den besked, du netop har læst. Men er det passende i en professionel korrespondance mellem journalist og kilde?

No go i professionelle e-mails Kommunikationsfirmaet Syntaksis rådgiver virksomheder i, hvordan man kommunikerer på skrift. Godt såvel som korrekt. Havde jeg nu sendt direktør Tina Reichstein en e-mail – med en smiley i - og spurgt, om hun ville medvirke i denne artikel, ville hun have tænkt: ”Der var du alligevel lidt for kæk. For du kender mig ikke.” For der er forskel på private og professionelle e-mails. Og det skal der også være på måden, de er skrevet på. Med eller uden smiley? Kærlig eller venlig hilsen? For folk opfatter den slags på mange forskellige måder. Det er blandt andet den slags, Tina Reichstein rådgiver i. Og i professionelle e-mails er smileyer en dårlig idé: ”Du kan gøre det til dine kolleger, til dine venner og til din familie, men i det øjeblik du skal være professionel, er det bare ikke nogen god idé,” siger hun og uddyber, at hvis

For dyre studerende? Tekst: Peter Storgaard, bestyrelsesmedlem i KaJ

Den 6. oktober er det igen blevet tid til generalforsamling i KaJ, Kredsen af Journaliststuderende. Og traditionen tro vil der være en debat. Denne gang vil debatten omhandle et emne, som med garanti vil bringe sindene i kog. Vi skal nemlig diskutere, om vi skal holde fast i vores imponerende praktikløn på de nuværende cirka 16.000 kroner, eller om vi skal gå i fodsporene på blandt andre de sygeplejestuderende og erstatte lønnen med SU. Og her vil du med rette kunne stille spørgsmål såsom: ”Hvorfor skulle jeg gå ned i løn?” eller ”Hvad får jeg ud af det?” For vi er jo glade for vores praktikløn. Nogle har sågar budgetteret med praktiklønnen i løbet af deres første tre semestre på skolen. Og lad mig slå fast med det samme: KaJ kan godt lide, at vi får en god løn. En virkelig god løn endda. Men samtidig synes vi også, at det er vigtigt, at vi får en god uddannelse. Og en del af den gode uddannelse er de tre semestre, vi er i praktik. For det er vigtigt at pointere, at praktikken netop er det. Et praktikforløb. En del af en uddannelse. Og ikke et job. Derfor var vi ikke glade, da vi i sommer havde forhandlet overenskomst med Danmarks Radio gennem Dansk Journalistforbund. Vi gik nemlig til forhandlingerne med ønsker om blandt andet startsamtaler, indi

viduelle uddannelsesplaner og mere grundig feedback, samt at få trukket reglerne om overarbejde skarpere op. Kort sagt; bedre forhold og et bedre uddannelsesforløb for os som studerende. Men hvad fik vi? En voldsom lønstigning på 2,25% eller mere præcist 344 kroner om måneden. Den fremstår voldsom, når de færdiguddannede j o u r n a l i s te r blot fik en lønstigning på 293 kroner om måneden. Og hvad er så problemet med det? Ud over at vi ikke får opfyldt vores ønsker om en bedre uddannelse, så lægger det yderligere pres på både os og arbejdsgiverne. For selvom vi uden tvivl har nogle kompetencer fra vores første tre semestre på skolen, så bliver det mere og mere attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte gratis praktikanter fra andre grene af det danske uddannelsessystem i stedet for at vælge os. Vi er ganske enkelt ved at blive så dyre, at vores kompetencer ikke er pengene værd for arbejdsgiverne. Og det er hverken vi eller de tjent med. Når det er sagt, så skal vi ikke gå ned i løn for at please arbejdsgiverne. Vi skal derimod kompenseres via bedre forhold og bedre uddannelse i løbet af praktikken. Det vil på længere sigt komme både dem og os til gavn.

Skal vi have 16.000 kr. i løn eller 5.500 kr. i SU under praktikforløbet?

en e-mail-korrespondance med smileyer en dag bliver del af en tvist, vil smileyen måske blive tillagt en helt anden mening, end det var tilsigtet. ”Det øjeblik, du har det på skrift, så forsvinder det jo ikke.”

Knuz :) Da Tina Reichstein for nogle år siden skiftede bank, modtog hun en e-mail fra en bankrådgiver i den nye bank. En bankrådgiver, hun ikke havde mødt. Bankrådgiveren afsluttede e-mailen med et ”knuz” og en smiley. ”Jeg var simpelthen lige ved at sige: ‘I kan rende mig.’ Jeg tænkte: ‘Hvad laver sådan en 16-årig tøs i min bank? Hvordan kan jeg stole på, at en 16-årig kan tage sig af min forretnings bankvirksomhed?’ Efterfølgende gik der lang tid, før Tina Reichstein mentalt indstillede sig på, at bankrådgiveren ikke var en 16-årig tøs i erhvervspraktik. Og tilsvarende lang tid gik der, før hun blev overbevist om bankrådgiverens faglige kompetencer – som i øvrigt viste sig at være helt i orden. Man bliver nok ikke slået ihjel for at have sat en smiley for meget, betrygger Tina Reichstein, og mellem journalist og kilde kan der eksempelvis være gråzoner, men hun opfordrer til, at man holder sig fra smileyerne. ”Jeg vil aldrig synes, det er nødvendigt.”

X-factor i smileyer? Det overrasker sprogforsker Michael Ejstrup

fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at professionelle kilder bruger smileyer over for journalister - journaliststuderende i mit til fælde. Havde jeg nu sendt ham en e-mail med en glad smiley i og spurgt, om han ville medvirke i artiklen, ja, så ville smileyen måske have forøget chancen, for at han ville ringe til mig. Fordi det ”virker lidt hyggeligt.” ”Men,” siger han: ”Du kan også godt finde en gammel, sur mand, der synes, det går over hans grænse. Du skal ikke skrive smileyer til ham, for så gider han ikke snakke med dig, fordi så er du useriøs. Det kunne du også godt risikere. Michael Ejstrup sammenligner smileyer med pendulord som ”forfordele” og ”godt”. Sidstnævnte i betydningen ”godt klokken fire”. Ord, hvis betydning med tiden har foretaget en u-vending, og nu kan betyde flere ting. Han mener, at smileyer måske har x-factor. For hvem ved, om personen, den er henvendt til, reagerer positivt eller negativt på den? ”Vi er stadig ude i, at i den store bog, hvor vi slår op og siger: ‘Er det noget, vi skal eller ej?’,. Men er der en x-factor i det, fordi det stadig er kendt for dig og mig, at det er en mulighed. Det svarer vel også til dengang, hvor man sagde ’du’ eller ’De’ til nogle. Nu siger vi alle sammen ’du’ til alle, men det gjorde vi ikke, dengang jeg var lille,” siger Michael Ejstrup.


Roll Whatever er taget af Asbjørn Sand, 8. semester. Serien vandt en pris ved Cortana ONTHEMOVE Tenimento D’Allessandro i Italien. Læs beskrivelsen og se flere billeder på: www.asbjornsand.dk

OKTOBER 2012  

Journalisthøjskolens Avis OKTOBER 2012

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you