Page 1

ILL

BUNKER

MARTS 2012//15.ÅRGANG//NR.02

INDE: Paneldebat, fri fadøl og DJ

Hans. KaJ-generalforsamlingen havde det hele. “Er journalistuddannelserne for ens?” var til diskussion, og festen varede til den sidste fustage var tømt, og dansegulvet forvandlet til et virvar af mistede stillethæle og tomme ølkrus.

UDE: Thomas Skov kom aldrig videre

end praktikken. Job trak mere end skolebænk, selvom han klarede sig imponerende på Journalisthøjskolen. Han vil males på væggen i baren. Illustreret Bunker tegner portræt af sludrejournalisten, der blev våd af Lisa Lentz.

FOKUS: Reality-tv startede som en

niche. Nu er det mainstream og løber over skærmen på næsten alle kanaler. Men er reality-tv egentlig journalistik? Og hvad kræver det at blive realityvært? Læs med, og find ud af, hvor lang tid en parceremoni varer på Paradise Hotel.

DEBAT: Vi nærmer os hastigt den

18. april, hvor den store matchdag, også kaldet Panikdagen, skal både skræmme og glæde. I Debatten bliver der opfordret til fællesskab og opråb. Praktikken bliver sammenlignet med billig arbejdskraft, og måske er det slet ikke så slemt i provinsen.


2

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

Hvad bliver der af Panikavisen?! Den 18. april breder panikken sig overalt på Journalisthøjskolen, men i år er der ingen til at dække den. Skolen har nemlig valgt at sende samtlige 2. semesterstuderende rundt i landet på opgave. Tilsyneladende må de studerende undvære avisen i år. Læs mere under debat.

www.illbunker.dk Hvinende Kravling-vindere. Mundhuggeri om bijobberi. Tweets om og fra KaJ’s pamperdag. Benhård armlægning om praktikanternes overenkomst. Klik ind.

Årets kravlingpriser gik til: Kravling: Jonas Høy Bruun, Ann-Sophie Borgerman, Line Ziegler Laursen, Glenn Terndrup Sørensen, Catrhine Ertmann, Lise Blom og Karina Dahlgaard. Fotokravling: Tobias Selnæs Markussen (billedet) Praktikantvejlederprisen: Maria Becher Trier og Pernille Aisinger (Folkeskolen)

LEDER Du var på vej ind af døren. Wow, du viste gåpåmod, du turde gatecrashe. Du må være en dygtig journalist. . . . Du kigger op i loftet. Du forstår ikke helt. Hvor er du? Du kigger rundt, men din nakke kan ikke dreje så godt. Jeg griner med redaktøren og en underskrevet kontrakt i hånden. Men du havde jo vist gåpåmod? At du var en modig journalist? Jojo, men jeg viste mere, da jeg slog dig i gulvet.

og snublede over hinandens ord for at rose dem, der gatecrasher. Wow, de må være dygtige journalister. Wow, de må være modige. Wow, de tør kæmpe for deres mål. Forkert.

God journalistik kræver ofte mod. Det var redaktørerne enige om, da syv repræsentanter fra forskellige medier var på skolen for at fortælle 3.semester, hvordan man får en praktikplads. De var enige om, at gatecrashing klart var en fordel for at få en plads.

Hvordan er de overfor kilder og deadlines, hvis de behandler deres kolleger og kammerater på den måde? Det er ikke en korrupt departementschef, der står derinde – det er en kollega med håb og ambitioner. Hvor er etikken? Den er i lokummet, med sælgerens toiletpapirsseler.

Kære redaktører. En sælger brager ind ad din hoveddør. Han sælger sikkerhedsseler af toiletpapir. Wow, han er modig, fordi han brager ind. Hans produkt må være godt; det køber jeg. Tænker du sådan? Nej, sælgerens produkt kan kun bruges til at tørre røv. ”Det viser journalistisk gåpåmod. Du skal jo også sparke døre ind for os,” var budskabet fra Jyske Vestkystens chefredaktør. De andre redaktører nikkede,

Dem der gatecrasher, laver god journalistik? Gør de grin med os? De gatecrasher netop, fordi ingen medier har vist interesse. Fordi de ikke kunne imponere Jer i den lange, seje proces, der har ledt op til panikdagen. De beviser, at de ikke kan holde hovedet koldt under pres – de panikker og sætter alt andet til side, fordi deres egne chancer smuldrer.

Men ok. Køber man præmissen om, at gatecrashing viser mod, så må jeg være modigere, hvis du gategrasher mig. Vise endnu mere handlekraft. Så kære kommende gatecrasher: træd endelig ind af døren til min samtale, hvis du tør.

Faste skribenter: INDE Marie Sjødin Græsholm

DEBAT Morten Sahl Madsen msmadsen@mail.dmjx.dk

msgraesholm@mail.dmjx.dk

FOKUS Lasse Emil Kristiansen lekristiansen@mail.dmjx.dk

Kristine Dam Johansen, Signe Sørensen, Michelle Egedius Færch, Sofie Dambæk Rasmussen, Maria Danmark Nielsen, Jane Aunsbjerg, Sabrina Skjødt, Andrea Sandahl

Kalender: • • • •

Næste idéudvikling: Onsdag den 28. marts kl. 13. 1. deadline: Tirsdag den 24. april. 2. deadline: Torsdag den 26. april. Næste udgivelse: Tirsdag den 1. maj.

Redaktionen

Illustrator: UDE Emil Sunesen

WEB & IDÉ Mathias Koch Stræde

ANSV. Therese Rekling

esunesen@mail.dmjx.dk

mkstraede@mail.dmjx.dk

trekling@mail.dmjx.dk

FOTO Jeppe Vejlø

FOTO Betina Garcia

jbvejlo@mail.dmjx.dk

bngarcia@mail.dmjx.dk

Mine Holm Suurballe mhsuurballe@mail.dmjx.dk Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Therese Rekling trekling@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 28. marts 2012 15. årgang - 2. udgave


3

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Vi diskuterer ’akademisering’ Hvad skal vi egentlig kunne, når vi står som nyuddannede journalister? På KaJ’s generalforsamling var det et af de emner, der blev taget op til diskussion. For er det nødvendigt med flere akademiske fag, som der bliver efterlyst? Af Julie Mia Fogde Illustrator: Mine H. Suurballe

Mange journalistansøgere tager til optagelses­ prøve både i Odense og Aarhus i håb om at blive journalister. Men ifølge uddannelsernes

prioriteringer bliver du i Odense en bedre journalist af bred viden, mens der i Aarhus er mere håndværk på skemaet. Så er de i virke­ ligheden så ens? På SDU er de akademiske ’vi­ densfag’ mindst lige så vigtige som håndvær­

ket, fordi journalister er nødt til at være rustet til et stadigt mere kompliceret samfund. ”Interesseorganisationer, partier og virk­ somheder kommer med modstridende op­ lysninger om, hvordan tingene forholder sig, og det er vi nødt til at kunne navigere i,” siger Peter Bro, center- og studieleder på SDU’s cen­ ter for journalistik. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole prioriterer man at holde et højt håndværksmæssigt niveau. ”Det er en illusion at tro, at vi på 2 ½ år skal kunne give en voldsom teoretisk uddannelse med dybde og samtidig en god håndværks­ mæssig kunnen,” siger Henrik Berggreen, ud­ dannelsesleder på skolen.

Formidlingsevner er afgørende På SDU fylder vidensfagene, som de kalder dem, over halvdelen af studiet, mens de stu­ derende er på skolen. Fagene dækker blandt andet politik, økonomi og historie. ”Når man har vidensfag med akademikere, der underviser, tror jeg, at det bidrager til, at man bliver en bedre journalist. Jo mere grund­ læggende viden man har om mange forhold i samfundet, jo bedre bliver man også til at sor­ tere, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad der er relevant at vide,” siger Peter Bro. Men ifølge Ole Dall, formand for Danske Mediers Arbejdsgiverforening og chefredaktør

på Skive Folkeblad, er viden ikke noget værd hos en journalist, der ikke kan finde ud af at formidle den. ”Gode evner omkring det klassiske journa­ listiske håndværk – nyhedssans, formidlings­ evne og sproglig dygtighed – er fortsat afgø­ rende,” siger han.

Det afhænger af arbejdsplads Ole Dall slår dog også fast, at der kan være stor forskel på, hvad de forskellige dagblade vægter. ”Der vil eksempelvis være et stort dagblad med en ledig stilling på et special-område, der vil gå efter både håndværksmæssig kunnen og en grad af ekstra akademisk ballast,” siger han. Hermed understøtter han både Henrik Berg­ greens og Peter Bros enighed om, at en over­ bygning, som enten er en kandidat eller ma­ ster med flere teoretiske og akademiske fag, er en god idé i fremtiden. De mener begge, at det vil gøre journalisterne bedre rustet til at hånd­ tere højere uddannede kilder og mere speci­ fikke fagområder.

Fremtidens journalister er også entreprenører Nyuddannede journalister skal tænke i kunder og konceptudvikling for at sikre sig en plads på fremtidens mediemarked. Derfor bliver de studerende på ottende semester undervist i Journalistisk EntrepreneurShip Af Jane Aunsbjerg Villadsen

Et magasin til de indsatte i fængslerne. Et web­ site hvor gymnasieelever kan dyste på viden. En hvervekampagne for flere frivillige brand­ mænd. Det er blot nogle af de ideer, som de studerende på ottende semester i tidens løb har prøvet kræfter med. Over otte uger skal de nemlig udvikle, beskrive og delvist realisere deres eget journalistiske eller kommunika­ tionsfaglige koncept. Her bliver de bedt om at lægge nyhedskriterier og journalistiske genrer på hylden til fordel for fokusgrupper og kon­ ceptudvikling. Forløbet hedder Journalistisk Ent­repreneurShip (JES red.). Og formålet er blandt andet, at de studerende skal lære at se nye behov for deres egne journalistiske kun­ nen og på den måde sikre deres egen og bran­ chens overlevelse.

Læser, lytter, seer… og kunde En af de studerende, som netop har afleveret projekt på JES-forløbet er 27-årige Christian Rundager. Sammen med to medstuderende har han undersøgt nye måder, medierne kan tjene penge på nettet. Ideen opstod på bag­ grund af et tidligere projekt, som de tre havde lavet sammen, kaldet Facenews. Et website for nyheder om Facebook.

”Problemet med Facenews var, at vi var tre journalister ansat for at holde sitet kørende. En journalist har en gennemsnitlig månedsløn på 35.000. Så skal man lige pludselig tjene over 100.000 kr.” forklarer Christian Rundager. Det forliste projekt blev udgangspunktet for at un­ dersøge, hvordan andre brancher tjener penge på nettet, og hvordan det kunne overføres på mediebranchen. Gruppen hentede især inspi­ ration fra spilbranchen, men også fra film- og musikbranchen. Ifølge lektor på DMJX Kim Albæk skal de studerende netop trænes i at udvikle nye ram­ mer for journalistik, der gør noget godt og tjener demokratiet i klassisk forstand. Men han understreger samtidigt, at de kommende journalister ikke skal være bange for også at se deres læsere, lyttere, seere og brugere som kunder. ”Kunder er et rigtig grimt ord for journalister, men de mennesker, der bruger det, vi laver, er jo vores kunder. Vi leverer så en vare til dem, som kan leve op til alle de kriterier, som vi sætter op for god, gedigen journalistisk,” siger han.

Skab et behov for dit arbejde Kim Albæk lægger ikke skjul på, at forløbet Journalistisk EntrepreneurShip også er op­

stået på baggrund af et ydre pres. Branchen er i forandring, og der kommer færre og færre klassisk journalististjobs. Det er vigtigt, at de nyuddannede jour­ nalister formår at spotte nye behov for journalistisk og kommunika­ tionsfagligt ind­ hold, der kan blive til realistiske me­ diekoncepter. Hvis de ikke gør det selv, vil andre gøre det for dem, mener han. ”Det er da tåbeligt, hvis det ikke er os, der skal udvikle og opfinde journalistikken. For det er jo os, der kan,” siger han. Ovre på den anden side af Olof Palmes Allé sidder i hvert fald en, som kunne bruge faget til at finde et arbejde. Mads Svaneborg, der blev færdigud­ dannet i starten af 2011, arbejder i dag som journalist og tilrettelægger på DR. Allerede til jobsamtalen hjalp det, at han kunne bruge nogle af de fagtermer, som han havde lært på JES-forløbet. Siden hen har han fået lov til at udvikle tre nye programkoncepter til blandt andet DR2. Ifølge ham selv fordi han udviste interessen, og fordi forløbet havde givet ham de rette redskaber til pitching, konceptbeskri­

velse og målgruppeanalyse. ”Det er fedt, fordi det også bliver værdsat, når man er med til at skaffe arbejdsopgaver. Jo flere gode koncepter vi kommer med, jo mere får vi at lave, og vi bli­ ver mere sikre på at have job,” forklarer Mads - Kim Albæk Svaneborg. Den begej­ string vækker genklang hos Christian Run­ dager fra ottende semester, som har tænkt sig at arbejde videre med sit JES-projekt, når han bliver færdig på skolen. ”Mange af os har fået øjnene op for, at man godt kan skabe sit eget koncept på meget kort tid. Det har jeg i hvert fald også fået ud af det,” siger han.

”Det er da tåbeligt, hvis det ikke er os, der skal udvikle og opfinde journalistikken. Det er jo os, der kan.”


4

ILL

INDE One-size fits all

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

KaJ inviterede i midten af marts til generalforsamling. Årets tema: ’Er uddannelserne for ens?’ blev kastet op mellem opsigtsvækkende live-tweets og rindende øl Af Sofie Dambæk Rasmussen Foto: Kasper Løftgaard

nelsesstedet tilbyder kun en grundskabelon,” siger han. Hele 67 minutter og en håndfuld forskellige emner senere, hvor blandt andet praktiktiden og kommunikations­uddannelsen også fik en tur i den verbale roulette, står det klart, at der heller ikke kan sættes to streger under enighed til denne generalforsamling.

”Er jeg årsagen til fuld sal? Eller er folk interesserede i general­forsamlingen?” Jeg er gratis, jeg kan glæde, og jeg kan få selv den kvikkeste mikrofonholder til at slappe af. Fra min plads i hanen på den mobile bar kan jeg se studerende hænge hen over bordene og kigge ned på arrangøren. Foran dem ligger forbundets hvide spiralblog og sølvfarvede kuglepen. Nogle noterer. Andre tegner sig ud af det formelle arrangement.

Druk, dans og DJ-Hans #illbunker. Tak, fordi I fulgte med. Ha’ en dæjlig lørdag aften. Måske vi ses senere. Au revoir.

#illbunker. Sidemanden tegner en ko med en kæmpe næsering. Hvordan skal jeg dog tolke det? Manden bag forårets generalforsamling, Claus Nordal, har netop budt velkommen til det rekordstore antal deltagere med ordene: ”Når der ikke er mere toiletpapir, får I fat i mig, så ordner jeg det.” Han har svært ved at stå stille og kigger jævnligt hen over venstre skulder, hvor det 10meter lange whiteboard prydes med med liveopdateringer fra Twitter. #illbunker. Claus, der står for dagens arrangement, gør klart for pigerne, at hårelastikker og libresse er eget ansvar. Næsten 200 journalister sidder i på de blå, behagelige klapsæder i Bunkerens tungeste beton. Op gennem rækkerne på de lange sorte borde står lige så mange ølkrus, der allerede har været i kontakt med mig. Øl sælger stort #illbunker. Pause indtil 14.15. Gad vide om fadølsfusstagerne bliver tømt?

Illustreret Bunkers fotograf har foreviget abefesten efter generalforsamlingen. På Illbunker.dk kan du se hele fotoserien.

Så er der pause, og folk vimser rundt mellem kendte og ukendte ansigter. Studerende omfavner hinanden, praktikanter snakker om bylines og alt for mange fredagsøl på redaktionen. ”Den ene øl tog den anden i fredags på sportens redaktion. Det blev vidst lidt for vildt,” siger en praktikant, der for en stund er vendt tilbage til Bunkeren. De flokkes om baren. Der hives og skubbes. Det får det til at strømme ud af hanen, og jeg omklamres af det ene fedtede krus efter det andet. Mon jeg kan stille tørsten hos de mange deltagere?

Er de for ens? Emnet ”Er journalist­uddannelserne for ens?” står for skud. Nu har jeg pause, men ordstyreren opfordrer hele tiden salen til at fylde mere i krusene. Allerede fra første fløjt er paneldeltagerne tydeligvis ikke enige. Som udsyn

for næsten 400 stirrende øjne, sidder de som vidner og forsvarer sig. ”Det holder ikke, at uddannelserne ligner hinanden. Mange søger optagelse i både Odense og Aarhus, og det viser jo, at der ikke er nok forskel på uddannelserne. ’One size fits all’ gør os ikke til eftertragtede journalister,” siger Troels Frølich, der går på 8. semester. #illbunker. Lars Werge, næstformand i DJ, om at de studerende søger både SDU og DMJX: ”Formålet er jo at blive journalist.” Jyllands-Postens udsendte pointerer lavmeldt, at de ikke kigger på udannelsesstedet, når de vælger praktikanter. For dem er det langt vigtigere, hvad der gemmer sig bag facaden, og hvad de studerende har af ambitioner. ”Viden er jo et spørgsmål om at opkvalificere sig løbende efter endt uddannelse. Uddan-

Traditionen tro bliver fire formelle timer efterfulgt af otte våde timer på dansegulvet. Cremen af den kommende danske mediebranche danser op og ned ad abstraktionsstigen og hælder mig indenbords. Aftenens sikre genganger bag pulten, DJ-Hans, sætter Epic Sax Guy på og specielt tredje semester danser sig tilbage til minderne fra rusturen. I vandrehallen spilles der bordfodbold. Folk hænger ud i store grupper i de behagelige sofagrupper, og de fem trappetrin ned mod informationen er tætpakket med trætte studerende, der er på vej hjem. Tilbage i fredagsbaren sidder barens frivillige og gør status over aftenens festligheder. Om jeg var årsag til det rekordstore antal deltagere vides ikke. Men de befriede mig fra seks fustager under generalforsamlingen og 25 under de sidste otte timer på dansegulvet. Øl skal ikke debatteres. Jeg kommer i en størrelse, der passer os alle.

Er det uddannelsen eller de studerende, der er for ens? Fire deltagere på semestrets generalforsamling

Journaliststuderende, 1. semester

Journaliststuderende, 7. semester

Studerende på tv- og medietilrettelæggelse, 2. semester

Journaliststuderende, 3. semeser


5

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Mange journaliststuderende frygter at skulle konkurrere med de kommunikationsstuderende, når det om lidt er tid til praktiksøgning.

Paneldebat: ”Der bliver helt sikkert konkurrence” Af Michelle Egedius Færch Foto: Betina Garcia

imod journalisterne i kampen om praktik og arbejde.

Ingen grund til bekymring At der skulle blive konkurrence mellem de to uddannelser, er ikke en virkelighed Lone Krogsholm, som er lektor ved DJMX og primus motor på den nye uddannelse, vil anerkende. Hun mener ikke, at der er risiko for, at det bliver en slagmark, når der skal søges praktik og arbejde. ”Valget står sjældent mellem jer og de nye kommunikatører,” udtaler Lone Krogsholm til Illustreret Bunker. Ifølge Lone Krogsholm er det to vidt forskellige uddannelser, hvor de studerende bliver rustet til opgaver, der ikke ligner hinanden. Tværtimod forestiller hun sig, at det vil styrke journalistuddannelsen, fordi arbejdspladserne bliver opmærksomme på, hvad journalister kan bidrage med i forhold til kommunikatørerne. Er de kommunikationsstuderende bedre rustet til at møde mediebranchen? Det spørgsmål er der ikke enighed om på DMJX, og imens nærmer Store Match-dagen sig.

I sommers startede DMJX den nye kommunkationsuddannelse op. De studerede har deres daglige gang på skolen, men på trods af det, er det ikke mange, der ved, hvad uddannelsen in-

debærer. Derfor er fordommene også mange. En af dem blev taget op på KaJ’s generalforsamling d.10.marts, hvor der blev diskuteret, om de nye kommunikatører er en trussel

journalistik, bøvler kommunikatørerne med opgaver om interne kommunikationsstrategier. Og netop den forskel i uddannelserne mener Lone Krogsholm er central. ”Det vigtigste er nok, at de tænker strategisk kommunikation, og I tænker ideel journalistik,” påpeger Lone Krogsholm. Og selvom det gør nogle journaliststudernde urolige, at der nu er endnu 50 studerende til at besætte praktikpladserne, så tager Lone Krogsholm det helt roligt og fastslår, at der reelt set ikke er en særlig stor del af praktikpladserne, som overlapper hinanden. Men da snakken blev tunet ind på konkurrence mellem uddannelserne i paneldebatten på Kaj’s generalforsamling var lyden en lidt anden. ”Hvis ikke vi lavede kommunikationsuddannelsen, så var der andre, der gjorde. Men jo, der bliver helt sikkert konkurrence,” udtalte Henrik Berggren.

Forskellige forcer Lige nu er de studerende på 3.semester ved at gøre klar til at søge praktik, og denne gang foregår det sammen med kommunikatørene, som de ellers ikke har noget at gøre med. For imens journalisterne laver problemudredende

Panik er kun for journalister

Både de studerende på journalist- og kommunikationsuddannelsen skal bruge de kommende måneder på at søge praktik. Måden, det foregår på, adskiller sig væsentligt fra hinanden. Panikken er forskellen. Af Sofie Dambæk Rasmussen

Den 18. april åbnes dørene på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til Store Matchdag. I daglig tale kaldet Panikdag. Men panikken spreder sig kun blandt journalisterne. For selvom kommunikatørerne også skal finde praktikpladser, foregår det på en anden og langt mere afslappet måde. I løbet af 14 dage skal de skrive ansøgninger, besøge og til samtale på praktikstederne, inden de kan skrive under på kontrakten om seks måneders praktik. Det er op til praktikstedet, hvorvidt de vælger at lade den første skrive under på dag ét eller vente og have flere til samtale.

kommunikationsuddannelsens praktiksøgning ikke nødvendigvis ender i samme panik som de journaliststuderendes. ”De arbejdsgivere, der tilbyder kommunikationsstillinger, er mere strategiske end den øvrige med­iebranche, der handler på den gode mavefornemmelse og efter nyhedsinistinktet om at være de første,” siger hun. Men hun understreger, at - Pia Færing selvom kommunikatørerne er strategiske, er intet sikkert, fordi branchen og de praktiksøgende ofte panikker i flok.

”Kommunikationsbranchen er langt mere strategisk end den øvrige mediebranche”

Strategiske kommunikatører Men ud over den knap så pressede fremgangsmåde, mener praktikvejleder på DMJX, Pia Færing, også, at der er en anden grund til, at

Ansvar for eget valg Hvert semester er der stor debat om den måde, praktikpladserne bliver fordelt på. Ifølge Pia Færing har det aldrig været hensigten, at praktiksøgningen skulle udvikle sig til ’Panikdag’, som det bliver kaldt blandt de studerende. Det hele begyndte, da man valgte at give Politiken

et lokale på skolen, hvor de kunne afvikle de mange ansættelsessamtaler, så studerende undgik udgifterne til transport. Herefter fulgte resten af medierne trop. Siden hen kom telefonpasseren og dernæst de studerendes hjemmesider. Kommunikationen mellem medier og journaliststuderende er derfor blevet langt nemmere. En udvikling, der, ifølge Pia Færing, er svær at gøre noget ved. ”Hvis vi vælger at fordele pladserne efter fortjeneste eller ved lodtrækning, ville de studerende og medierne ikke være tvunget til at tage det ansvar, de skal, fordi vi har fordelt pladserne,” siger hun. I stedet ville det blandt andet blive langt nemmere at komme ud af en kontrakt, og det ville skabe nye problemer.

Der går omkring 50 kommunikationsstuderende på DMJX, som alle søger praktik dette forår. Uge 16 og 17 er sat af til at skrive ansøgninger, besøge virksomheder og være til samtale. De kommunikationsstuderende skal søge praktik á to omgange. Både 3. og 6. semester er sat af til praktikken.


6

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE ComingUp vil have de studerende i fokus Tv-kanalen på DMJX, ComingUp, vil hæve kvaliteten og rette opmærksomheden mod den studerende. Det skal en ny red­aktion, med både helt nye fra første semester og flere gamle coming-up’ere, sørge for.

Af Niki Treumer Mogensen Foto: Betina Garcia

ComingUp har fået nyt fokus. Fremover skal der laves tv af studerende til studerende om studerende, og man vil for eksempel lave ugens anmeldelse, som kan være af caféer, fadøl eller fritidsaktiviteter. Det fortæller en af kanalens redaktører Kenneth Djoeneri. “Vi vil lave indslag fra sportsbegivenheder, koncerter, stand-up og lignende, fordi vi har en forestilling om, at det, vi synes er interes-

sant, vil den studerende også synes om,” siger han. Ambitionen er at hæve niveauet og skille sig ud på Kanal Østjylland. Desuden vil man fremover gøre mere ud af ideudviklingsfasen, så det står helt klart for tv-aspiranterne, hvad der skal i kassen, så man har en rød tråd i udsendelserne. Samtidig vil man være mere opmærksomme på det tekniske niveau i produktionerne, hvilket nye kompetente folk skal hjælpe med at sørge for.

Mange nye tv-nørder En af grundene, til at niveauet kan hæves, er

den nye redaktion, der netop er blevet sat sammen. Der er mange nye ansigter i blandt, for hele 20 ud af 24 er nye på kanalen. Flere har erfaring med at lave TV, og fire af de nye er fra første semester. Og det er noget nyt, at man kan komme med i ComingUp som ny på skolen. “Skolen har ændret uddannelsen, så man først har tv på 3. semester, og det synes vi, var en skam. Vi ville gerne give første semester chancen, og de har vist stort engagement under samtaler og de første møder.” siger Kenneth Djoeneri. Det var vigtigt for kanalen med

Nyt fra DSR Vi takker for det første for en rigtig god generalforsamling, hvor mange nye ansigter har meldt sig. Vi glæder os til at arbejde videre for at forbedre jeres studie.

Hvordan bruger vi bedst vores penge på jer? DSR har fået en forøgelse på 10.000 kroner mere om året. De penge skal arbejde for de studerende, og vi er meget åbne for idéer. Henvend dig til et af bestyrelsesmedlemmerne for DSR, og kom med dine inputs, bekymringer, eller hvad du ellers har på hjertet. Så forsøger vi at varetage dine interesser som studerende bedst muligt. Bestyrelsen kan du finde på vores facebookside.

Vil du være med til at forme din uddannelse? Der er valg til bestyrelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er en unik mulighed for at få indflydelse på uddannelsen og repræsentere de studerende i bestyrelsen. Vi leder efter én person, der er valgt af og blandt de studerende. Alle journalist-, fotojournalistog kommunikationsstuderende ved Campus Vest er opstillingsberettigede, og alle studerende får én stemme. Det gælder både for studerende på skolen og studerende i praktik.

1. fase: Hvis du har lyst til at stille op, så send en mail til krj@mail.dmjx.dk, hvor du skriver ”Kandidat til hovedbestyrelsen” i emnefeltet. Skriv dine kontaktoplysninger, hvilken linje og hvilket semester, du går på. Du har, fra du læser dette og frem til d. 11. April kl. 15.00. 2. Fra d. 11. april til d. 21. maj. Her er der tid til at fortælle de studerende, hvad man som kandidat ønsker at udrette. Valgkampen er selvfølgelig ren, men DSR håber på en aktiv debat. Alle får mulighed for at stemme via mail i en uge, og vi forventer at have det endelige resultat klart den 29. maj kl. 18.00. Den kandidat, der får flest stemmer, er valgt til skolens hovedbestyrelse for en to-årig periode. Vi ser frem til et godt valg. Hvis du gerne vil vide mere om DSR og vores arbejde, kan du følge med på vores facebookside. Her kan du også finde alle DSR-repræsentanter.

Annonce: Journalisthøjskolens Fredagsbar

friskt blod, mener han. Ifølge ham var kvaliteten ikke høj nok i efteråret. Man havde blandt andet ikke styr på målgruppen,og det betød, at udsendelserne blev lidt af en sammenkogt ret. Det skal ændres, og den nye redaktion ser frem til at komme i gang med arbejdet med at levere relevant tv til ungdommen i Aarhus.


7

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Kan vi forcere ministermuren?

Kommende journalister bruger timevis af deres liv på at komme i kontakt med landets beslutningstagere. Ofte uden held. Illustreret Bunker undersøger, hvad det egentlig kræver at trænge igennem til de mest utilgængelige politikere: Ministrene

Af Jane Aunsbjerg Villadsen Illustration: Mine Suurballe

”Duuut-duuut...” Tredje gang er lykkens gang. Kom så. ”Udenrigsministeriet. Det er omstillingen” ”Hej. Jeg ringede også tidligere. Jeg skulle tale med Presseafdelingen, men jeg kom aldrig igennem…” ”De er ikke lige til stede i øjeblikket. Du kan prøve igen senere.” De fleste journaliststuderende kender besværet med at trænge igennem muren af pressemedarbejdere, spindoktorer og særlige rådgivere, når opgaven kræver en kommentar fra magthaverne. Illustreret Bunker har søgt råd hos to erfarne Christiansborg-journalister for at høre, om der findes tips og tricks, man kan følge for at forcere ministermuren.

Find dem, hvor de er Ministrene er travle, og det er ikke usædvanligt, at en minister får omkring 50 henvendelser fra pressen på én dag. Det fortæller Ole Lorenzen, der har været politisk reporter for DR i over 30 år. I dag må selv de store medier kæmpe for at få kommentarer fra ministre og toppolitikere. Og det gør det selvfølgelig ekstra

svært for de studerende, som ikke har Danmarks Radio eller et stort dagblad i ryggen. Ifølge Ole Lorenzen, er der dog én ting, man altid kan gøre. ”Selvom det ikke nødvendigvis giver resultat, kan man prøve at finde ud af, hvor de pågældende er og fange dem der. Medmindre de har meget travlt, vil de typisk være meget villige til at medvirke,” forklarer Ole Lorenzen. ”Det er sådan set det, vi ofte gør på både Radioavisen og Tv-avisen.”

Drop berøringsangsten På Aarhus Universitet en torsdag i marts får vi lejlighed til at prøve det af. Udenrigsminister Villy Søvndal kommer til byen for at debattere regeringens nye udenrigspolitik. Tidsplanen er allerede skredet, og da de sidste spørgsmål om Libyen og Somalia er besvaret, er der ingen tid at spilde. Klokken 11.45 bryder salen op, og en horde af mennesker maser sig vej gennem midtergangen. Midt i processionen går udenrigsministeren. Det er nu eller aldrig. ”Villy Søvndal, har du tid bare to minutter?” ”Hvad drejer det sig om?” ”Jeg kommer fra Journalisthøjskolens avis, Illustreret Bunker, og…” Midt i sætningen bryder ministerens spin-

doktor ind. ”Vi får ikke tid. Vi skal være ved et live radioprogram klokken 12,” siger han. ”Bare to spørgsmål, mens vi går?” ”Vi får ikke tid,” gentager han med et blik, der nærmest virker medlidende, inden han eskorterer ministeren ud ad døren.

Før de bliver kendte Tæt på. Ikke tæt nok, men alligevel tættere på, end hvor vi var efter adskillige opkald til Udenrigsministeriet. Ole Lorenzen fra DR forklarer, at man ikke skal være bange for henvende sig personligt og præsentere sig selv og sit ærinde. Det skal man heller ikke, hvis man ønsker at arbejde som Christiansborgjournalist senere hen, fortæller Dan Bjerring, som selv har 23 års erfaring som journalist på borgen og producerer indhold til Licitationen og JP-radio. På den lange bane er det bedste råd nemlig enkelt: Netværk.

”Dem, der er partiformænd i dag, har jeg kendt, siden de startede på Christiansborg. Dengang ville de jo gerne interviewes, og de var glade for at komme i de små medier. Der var ikke nogen på de store medier, der gad at have dem,” siger han. ”Det er de flinke til at huske den dag, de sidder på ministerposten.” Den konklusion bakkes op af Ole Lorenzen. Kunsten er at spotte morgendagens ministre og skabe en kontakt. ”Det er klart, at på længere sigt skal man skaffe sig en forbindelse til en politiker, før vedkommende kommer til tops. Ellers er det for sent,” siger han.

Trykbar ligger gemt væk på en sidegade i det centrale København. Alligevel bliver den flittigt besøgt af journalister Værtshus for pressen

lokalet stille og roligt diser hen i tobaksrøg. Mikkel Vestergaard er freelancejournalist og skulle egentlig bare mødes kort med et par kolleger. For ham er Trykbar både et ideelt sted at mødes inden middagsaftalen, men også hvis man bare vil slukke tørsten “Vi aftalte faktisk bare at mødes helt spontant. Det skulle faktisk ikke have været noget vildt, men her fem timer senere og yderligere et par genstande, der må jeg jo ærligt indrømme, at det da blev lidt vildt,” forklarer Mikkel Vestergaard.

Af Mikkel Sebastian Rosendal Foto: Sofia Busk

Det er kun syv år siden, at Trykbar slog dørene op for første gang. En for København sjælden bar, hvor det er muligt at føre en samtale uden at miste stemmen, og hvor hip hop, heavy rock og techno er bandlyst. Her er gæster i alle afstøbninger og aldre, og mange af dem er journalister. Trykbar er undtagelsesvis en af de ‘nyere’ barer i København, som ikke drukner i forstyrrende design eller ligegyldige koncepter. Her er møblerne brune, rustikke og holdt i det klassiske. Væggene er dækket med alverdens klenodier og gamle skilte fra forskellige bryggerier. Trykbar er uomtvisteligt et værtshus.

Velkommen På denne fredag eftermiddag hersker der en rolig og hyggelig stemning. Det virker beroligende at se folkene bag disken arbejde, og du bliver mødt med et smil, når du i baren skal kæmpe dig gennem det overdådige udvalg af øl og spiritus. Her føler du dig velkommen. Ejeren af Trykbar, Carsten Oechsner, forklarer, at antallet af journalister varierer meget fra den ene dag til den anden, men at de næsten altid er repræsenteret, og har været det stort

Navnet ’Trykbar’ skal appelere til mediefolk, men det er også vigtigt, at K’et i logoet er rødt. Det står nemlig for Kærlighed og København.

set siden, at baren åbnede. Han fremhæver servicen som den hovedsagelige grund til, at journalister og andre københavnere finder vej dertil. “De mennesker vi har bag baren; De er til stede. Hvis det ikke var tilfældet, så fungerede

det ikke. Vi lever af at sælge service,” siger Carsten Oechner.

Yderligere et par genstande Det er nemt at glemme tiden på Trykbar, når stemningen i takt med lydniveauet stiger, og

Rygning? Tilladt Aldersgrænse: 21 Menukort: Alt fra udenlandske specieløl til studentervenlige klassikere. for eksempel en Thy på flaske til 22,- eller en halv liter tjekkisk Urquel på fad til 49,-. Adresse: Møntergade 24. 1116 København Åbningstider: Søn- Ons: 14.00 til 02.00 Tors: 14.00 til 03.00. Fre: 12.00 til 05.00. Lør: 14.00 - 05.00. Andet: Jukebox og fjernsyn


8

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Journalist holder pause fra branchen for at undervise studerende på SDU “En stor, stor gave til dansk journalistik – og en stor gave til journalistuddannelserne i Odense,” siger Peter Bro, center- og studieleder i Odense. En professionel journalist går rundt på SDU for at undervise. Han skal fortælle om sine erfaringer som journalist i marken i løbet af sin halvårlige ansættelse og får tid til at forske i sit eget arbejde. Konceptet kaldes ’fellowship’. FAKTA Noget spændende Et ”fellowship” er et amerikansk fænomen, der kan oversættes til stipendium på dansk.

Af Christian Friis Hansen

Jesper Tynell Tidligere fellow aja Dandanell N Formand for KaJo Naja Dandanell, formand for KaJo ved SDU, siger, at det gav mening for hende at have en faglig, bevidst journalist som Jesper Tynell ansat, der blandt andet forklarede, hvordan han selv havde arbejdet med sit stof, der ledte til Cavlingprisen i 2009: “Det var konkret. Step by step. Jesper Tynell viste os korrespondance-emails og benarbejdet bag sine projekter. Det var meget håndgribeligt og let at forstå,” siger Naja Dandanell. Hun synes dog, at det kunne være endnu bedre, hvis den ansatte fellow blev inddraget mere i undervisningen. Flere foredrag og workshops.

Han arbejder i dag på P1 Orientering. Men i 2007 var han ansat som fellow ved SDU i seks måneder. For ham var fellowship’et en gave, der lærte ham at læse igen: “Jeg fik en slags helikopterblik på de sidste otte års arbejde. Jeg blev klogere af at undervise andre; klogere på mig selv og mit arbejde,” udtaler Jesper Tynell.

Jens Otto Kjær Hansen Vil DMJX være med? Hvorfor har vi ikke en lignende ordning med fellowship på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, når den nu er så populær i Odense? ”Modellen er rigtig god, så jeg vil ikke udelukke idéen. Men der er ikke sat noget i gang endnu om konkrete planer for en lignende ordning.”.

Ulrik Haagerup Manden med idéen Ulrik Haagerup, DR, var den, der kom på idéen med et fellowship hos SDU. For år tilbage blev han kontaktet af Aarhuus Stiftstidendes Fond og spurgt, hvad nogle af fondens mange penge kunne bruges på. Da Ulrik Haagerup selv havde været ansat i et fellowship ved Stanford University, var fellowship’et et af hans forslag. Forslaget blev godkendt. Siden da stoppede sponsorordningen men blev i slutningen af 2011 genoptaget af fonden bag Fyens Stiftstidende. En prøveperiode, der i første omgang løber halvandet år.

Per Westergård Glad giver Chefredaktør på Fyens Stiftstidende og formand for bestyrelsen ved journalistuddannelserne i Odense er særdeles positiv over ordningen. ”Det giver journalistikken et godt perspektiv og en udvikling. Her har vi en journalist ansat, som kan dele ud af sin viden og erfaringer,” siger han. Fellow’ens hovedformål er forskning; og dernæst, hvis tiden og overskuddet er til det, inddragelse i de studerendes undervisning i form af foredrag, dialog og med en funktion som gæstelærer, mener Per Westergård.

Praktikant-stafet Af Camilla Rønde, fotojournalistpraktikant, B.T.

Jeg har smækket døren bag mig. Råbt farvel og på gensyn på fotoredaktionen. Lukket København ude og sat mig til rette med en kop kaffe ved min side. Chokoladepapir ligger sammenkrøllet på passagersædet, gamle parkeringsbilletter flyder i kopholderen. Forude venter 308 nye kilometer i mit andet hjem, fotobilen. Vi skal til Herning. Mig og bilen. Og så min skrivende medpraktikant. Begge har vi været på dagbladet B.T. i lidt over et halvt år, og de næste par dage er vi halvdelen af det hold, der skal give læserne den bedst mulige dækning af finalen i DRs store fredagsshow, X Factor. Fortsættes...

Charlotte Aagaard Kommende Fellow I 2003 vandt hun Cavling-prisen for sin dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Til august i år bliver hun den nye fellow på SDU, en stilling der fik 20 ansøgninger. ”Jeg har en forventning om et fantastisk, akademisk supermarked, hvor jeg har frit valg på alle hylder og kan vælge lige præcis dét, jeg kan bruge,” siger hun. Danske medier tager ifølge Charlotte den lette vej, når det handler om krigsjournalistik. Og det giver en stor skævhed i dækningen, når medierne kun ser krigen i forhold til et dansk perspektiv: ”Jeg er som alle andre dagbladsjournalister fanget af døgnets rytme. Der er ikke tid til den store eftertanke […] Vi har nogle ting, vi skal lære, hvis vi vil lave en ordentlig journalistisk dækning af verdens krige,” siger hun. Hendes projekt er at lave en undervisningsbog om krigsjournalistik, så mange af de typiske begynderfejl undgås. Hun håber også at blive en del af studiemiljøet på SDU. Og så drømmer hun om at genopfriske sit arabiske sprog.


9

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE Sludrejournalisten fik 12 for sit førsteårsprojekt Når Thomas Skov er på skærmen, brillerer han ikke ligefrem med sin journalistiske kunnen. Men det er ikke fordi, han ikke kan Af Sabrina Skjødt Foto: Betina Garcia

Med sin drengede fremtoning og et par eftertænksomme rynker i panden slentrer han af sted på Frederiksberg, hvor han bor. Thomas Skov er en humoristisk og begavet fyr med et åbent sind, og så har han det med at snakke med folk om, hvor de kommer fra. Hyggesludre og score topkarakterer på Journalisthøjskolen – det kan Thomas Skov.

Lyst og modgang Thomas Skov lavede for første gang noget, han virkelig brændte for, da han i 2006 startede på Journalisthøjskolen. Her var et håndværk, han ville lære alt om. ”Jeg tænkte, hold kæft det er en spændende verden. Alle mennesker gik der, fordi de havde lyst, og man røg ikke hash og pjækkede ligesom i gymnasiet,” fortæller Thomas, som dog også husker, hvordan han tidligt mødte modgang. Det allerførste han afleverede på Journalisthøjskolen, havde han skrevet i hånden. ”Jeg fik skæld ud af Lars Bjerg, som sagde, at det var sidste gang, jeg afleverede noget, som ikke er elektronisk.”

Tilfældighed ”En dag var der en, der sagde: ’du skal da være journalist’. Og jeg tænkte: ’gud ja, det er da det, jeg skal.” Dengang arbejdede Thomas i sit sabbatår på Bones i Herning, ikke langt fra hjembyen Sønder Felding. Der var optagelsesprøve kort tid efter, og den dengang 20-årige vestjyde prøvede lykken uden de store forventninger. ”Så kom jeg kraftedeme ind. Det var helt fantastisk og ret tilfældigt, fordi der lige var en, der havde nævnt det,” siger Thomas og lyder stadig overrasket.

Den bedste dag Selvom han er mest kendt for at lege Anders Lund Madsens uduelige reporter, så betyder det ikke, at han ikke mestrer det journalistiske håndværk. ”Da jeg gik på tredje semester, skulle de nye studerende introduceres til skolen, og fire af de bedste studerende skulle fortælle om, hvordan det var at gå på skolen. Der valgte lærerne mig, som en af dem. Det var vanvittigt,” smiler han. ”Det var den bedste dag på skolen.” Thomas er et eksempel på, at gode journa-

lister ikke nødvendigvis vælter ministre. Han kalder sig selv en sludrejournalist. Og dem er der også brug for. ”Der er mange på Journalisthøjskolen, der er meget selvhøjtidelige, der tror, de skal ud og redde verden. Det er der også nogen af dem, der skal. Men på et tidspunkt må man også lige komme lidt ned.”

Belønning og anerkendelse Thomas elskede tilværelsen i bunkeren. Det skabte resultater. Lysten og ihærdigheden blev belønnet efter en historie om, at danskerne ikke kender 114-nummeret til politiet. Det var i hans førsteårsprojekt. ”Prøv at spørge, hvad jeg fik for mit førsteårsprojekt,” siger han og rækker ud efter diktafonen. ”Jeg fik 12,” svarer han med munden helt inde i højtaleren. Ironien lyser ud af ham. Lige så uforudsigelig og pinlig, som han kan være på skærmen, lige så jordnær og høflig er han i virkeligheden.

Venskab I sin praktiktid kunne Thomas ikke forestille sig andet end at lave radio. Panikdagen husker han som forfærdelig. ”Der gik en halv time, inden P3 endelig ringede. Det var den værste halve time i mit liv.” På P3 lavede han De Sorte Spejdere, og da det sluttede lovede Anders Lund Madsen, at når han skulle lave fjernsyn, så ville han ringe. ”Jeg tænkte, det bare er sådan noget, man siger. Men så ringede han sgu et halvt år efter.” Thomas, som lige nu laver DR Mama, ved godt, at han har været heldig, at nogen lod ham vise, hvad han kan. Han forklarer, at det at have været på skærmen har været afgørende for at få et navn og komme ud.

Udmeldelse Efter gentagne gange at have fået orlov fra Journalisthøjskolen, og efter mange svære overvejelser tog Thomas i februar endelige en beslutning. ”Jeg bestemte mig for at melde mig ud. Jeg følte, at det ville være dumt at tage tilbage på skolen for at få et stykke papir, der skulle give mig et job, når jeg allerede havde et job.” Der er dog én ting, der nager den unge DRjournalist ved ikke at have gjort sin uddannelse færdig. ”Jeg kommer aldrig op at hænge nede i fredagsbaren. Det kunne jeg godt tænke mig.”

... Fortsat

Lyden af en accelererende bil skærer gennem stilheden lidt uden for Herning. Stjernerne på aftenhimlen flimrer insisterende om kap med banneret på Jyske Bank Boxen, hvor det velkendte “X” i flammende rødt sætter scenen for braget, der venter i morgen. Den anden halvdel af X Factor-holdet er ankommet tidligere på torsdagen end os. Nu er vi alle samlet. Tre journalister, en videojournalist og så mig. En af journalisterne er blevet uvenner med Blachman. “Du er for god til B.T,” havde den skaldede dommer skældt af hende til pressemødet tidligere på dagen. Men det er ikke noget nyt, at han ser sig sur på husets journalister. Det kan ikke bekymre holdet. Vi kan jo ikke lave en avis, hvor det er Blachman, der bestemmer, hvad der står i spalterne. Min krop summer, da vækkeuret ringer. Vi fandt ingen festende deltagere i nattelivet igår. Til gengæld var der en del shots i Herning by. Om nogle timer går startskuddet til et marathon-

løb af deadlines. Så længe vi er hurtigere end Ekstra Bladet, er vi tilfredse. ... Klokken nærmer sig 02.00, da mine fototasker tungt rammer gulvet på hotelværelset. Udenfor har tågen pakket natten ind i en svalende kulde, der tog toppen af adrenalin i blodet, mens jeg gik hjem til hotellet. Endnu en dag med uforglemmelige oplevelser er slut. En dag, hvor jeg midt i kuldegysninger over krystalklare sangstemmer og høj musik, har klukket af lykke over min praktikplads. I kampens hede bider jeg sjældent mærke i, at jeg nu arbejder på tolvte time i træk. Jeg ved, at jeg kollapser af træthed, når vi har afleveret det sidste i morgen eftermiddag, men jeg er ikke i tvivl. Jeg vil for intet i verden undvære de vilde, hektiske, skøre og fantastiske oplevelser, jeg kan takke B.T. for at give mig, mens jeg hygger mig med at blive en dygtig fotojournalist.


10

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

Pumpehuset kravler Af Sabrina Skjødt og Maria Danmark Foto: Sebastian Buur

Bassen på første etage pumper. Alkoholen i årerne pumper. Adrenalinen i de dansende pumper. Efter fem timers buskørsel, tre tissepauser, utallige dåseøl, køer og en lur er vi her; København. De kreative smugler lommelærker og øl ind under tøjet og i støvlerne. Ikke nogen dum idé. To deciliter vodka og en sjat Red Bull, 55 kroner. Folk brokker sig lidt. ”Drinksene er gode nok. Det er bare ærgerligt de er dyre og tager en halv time at lave,” siger Håkon Stolberg, tidligere DRpraktikant, og strækker armen ind over baren i håb om at blive betjent.

Reality er fremtiden I mørket strømmer folk ovenpå. Der er velkomst. Aftenens vært, Thomas Skov, byder folk velkommen.

”Vi er her i aften for at hylde vinderne af Kravling-prisen, men det er langt fra os alle, som vinder en Kravling. I stedet er det reality, der venter os,” siger Thomas Skov med ironi i stemmen. Han hiver Kurt Strands bog om interviewteknik frem, smider den på jorden og tramper på den. ”Den her bog lærer jer intet. Reality er fremtiden, og derfor har jeg fundet en ny interviewguide til jer. Her kommer et lille klip.” Der blændes op for reality-programmet ”Kongerne af Marienlyst” på storstærmen. En af hovedpersonerne, kendt under navnet Fissan, dasker ind på scenen. ”I skal nu introduceres til ”Fissans store interviewguide”. Den består af fire spørgsmål. Med det kan I begå jer.”

Og vinderen er… Eller vinderne. Der er nemlig syv. Prak-

tikanterne fra Jyllandsposten vinder for en artikelserie om identitetstyveri. Juryen er enig om, at misbrug af CPR-numre og problemerne med at komme identitetstyveri til livs er en vanvittig god historie. Blitzene blænder de syv prisvinderne fra Journalisthøjskolen, mens champagnepropperne springer og de stolte JPpraktikanter modtager blomster, klapsalver og piften. Festen er for alvor skudt i gang.

Velklædte headbangere Pailletkjoler, Converse-sko, jakkesæt, strikhuer. Folk er forskellige og kommer, som de er. Mange tåger rundt, som var de i trance. En pige balancerer ned af trappen... ups, nu faldt hun. Omkring høje caféborde, står folk og drikker og tjekker hinanden ud. Næsetrimmeren og glattejernet har klart været i spil. En isse stikker op i mængden.

”Folk ser godt ud og er påfaldende pænt klædt på. Min generation kunne lære noget,” smiler Lars Werge, som er næstformand i Dansk Journalistforbund, der med en øl i hånden iagttager den næste generation af journalister slå sig løs. Blå og grønne lyskegler farer rundt, mens folk energisk hopper i takt til August Dyrborgs trommeslag. Bottled in England giver mulighed for at gå fuldstændig amok. Der bliver hujet og headbanget af alle krafter.


MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

11


One of the best Coffees in the World

- latteArt-latteArt by Søren StillerStiller Markussen by Søren Markussen

To stay - to go GreatCoffee Kafferisteri, KaffeAkademi og kaffebar Klostergade 32 H, DK-8000 www.greatcoffee.dk


13

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

”For lækker til love” er også journalistik

FOKUS

ILL

REALITY

Sorteper i mediebranchen er reality-tv. Debatten i branchen går på, at det ikke er rigtig journalistik. Alligevel står der journalister bag produktionerne. Én af dem er journalisten Nicolai Skov Petersen, og han er slet ikke enig i kritikken Af Maria Danmark Nielsen Foto: Betina Garcia

”Skål, og tak for invitationen.” Glassene klirrer mellem to fremmede mennesker. Luften er fyldt med nervøse klichéspørgsmål. Første date er startet. Romantikken blomstrer. Alt virker som en normal date. Kun med undtagelse af, at de to mennesker ikke er alene. Bag dem står kameraet og fanger hver en bevægelse. Scenen udspiller sig på optagelserne til ”For lækker til love”. En af personerne bag kameraet er Nicolai Skov Petersen. Han er uddannet journalist og har lavet to sæsoner af programmet. ”Jeg ved godt, at der er mange som kigger ondt på reality, og at nyhedsjournalisterne sidder og griner og siger, at de er de rigtige journalister, men det er noget mærkeligt noget at sige, for der er rigtig meget journalistik i reality,” siger Nicolai Skov Petersen.

Journalistiske elementer i reality Siden Nicolai Skov Petersen fik sin kandidat på SDU i juni måned sidste år, har han arbejdet med programmerne ”For lækker til love” på TV3 og ”Her er dit liv” på DR1. Han startede med ”For lækker til love”, og selvom det går under betegnelsen reality, så bruger han i høj grad de redskaber, han lærte på sin uddannelse. ”Der er rigtig mange journalistiske elementer, når man producerer reality-tv. Man kommer jo igennem hele processen fra research til redigering. Det er især historiefortælling, som er i fokus, altså hvordan fortæller du den gode historie,” siger Nicolai Skov Petersen.

På programmet står Nicolai Skov Petersen for to medvirkende. Han hjælper dem med at finde dates til programmerne, planlægge, finde locations, filme, interviewe og redigere. De medvirkende kommer med ideer til deres historie, men i sidste ende er det Nicolais ansvar, at historien bliver til godt tv. ”Jeg har lavet rigtig meget tv under min uddannelse, og mit speciale handlede også om tv. Her lærte jeg, hvordan man ser en god historie, og hvordan den skal fortælles. Og når man laver tv, så er den gode historie det allervigtigste, og det gælder også for reality,” siger Nicolai Skov Petersen.

Kun ét men Den nye sæson af ”For lækker til love” er i kassen og ruller nu over skærmen på TV3, så i øjeblikket ved Nicolai Skov Petersen ikke, hvad hans næste projekt er. ”Marts er altid en død måned i tv-branchen, da alle produktionsselskaberne er i gang med idéfasen og derfor ikke ved, hvad de skal lave til efteråret. Så lige nu er der flere muligheder og valg, der skal træffes,” siger Nicolai Skov Petersen. Om valget falder på en omgang reality igen, vil han ikke afvise. Han har været vild med at producere ”For lækker til love” og har kun ét men. ”Nogle gange kan jeg godt savne at lave nyheder, som jeg har gjort før. Jeg savner den daglige deadline og de hurtige resultater. Der er kontant afregning, hvorimod at med ”For lækker til love” går der tre måneder, før det bliver sendt,” siger Nicolai.

Nicolai Skov Petersen har ansvaret for to medvirkende i ”For lækker til love”. I denne sæson er det den solbrune Gustav og Melanie. Han er blandt andet med dem på dates.

Nichen, der blev mainstream

Reality-tv er ikke kun noget, teenagere ser. Det er også noget, forskerne på Københavns Universitet laver rapporter om Af Kenneth Elkjær

Reality-tv bliver mere og mere almindeligt i dansk fjernsyn. Det er blevet mainstream. Men det var ikke meningen, at reality-tv skulle blive det. Det er stik imod konceptet, skriver medieforskere på KU Stig Hjarvard og Christa Lykke Christensen i deres rapport ”Reality-tv: Fra niche til mainstream”. Reality-genren startede i Danmark med programmer som Robinson Ekspeditionen og Big Brother. Begge programmer spillede på at være grænseoverskridende og bryde med konventionelt tv. Det havde specielt Robinson Ekspeditionen stor succes med. De havde i programmets første år gennemsnitligt en million seere hver mandag aften. Det er stadig virkemidler som grænseoverskridende og provokerende tv, der er hovedingredienser i reality-tv i dag. Reality-tv har dog efterhånden været på skærmen så længe, at det nu også findes i light-versioner. Public service-

kanalen DR har netop taget light-konceptet til sig og bruger det blandt andet i X Factor til at ramme et bredt publikum.

snyder de andre og vil gøre alt for at stå med de 250.000 kr. til slut.

Konkurrence som virkemiddel

Selvom både X Factor og Paradise Hotel er reality-programmer, er der væsentlige forskelle. DR har et public service-krav, der gør, at de skal forsøge at ramme bredt i befolkningen. Derfor forsøger de at lave et mere konventionelt tv-program for ikke at miste bestemte grupper af tv-seere. Der er hverken sex, alkohol eller nøgenhed i X Factor i modsætning til Paradise Hotel, hvor det nærmere er reglen end undtagelsen. Til gengæld skruer de op for ”gameshow”-delen, som gør reality-genren spiselig for de mere konventionelle tv-seere. På TV3 har de ikke samme forpligtelser til at ramme bredt. Derfor kan de også vinkle pro-

I programmer som Paradise Hotel og X Factor bruges konkurrencen til at vise eller udstille deltagernes følelser. Det kaldes i realitygenren for ”gameshows”. Når en deltager i X Factor er åbenlyst talentløs, skorter det ikke på sandheder fra dommernes side. Det er med til at skabe drama i programmer, som vækker følelser hos de knap to millioner, der sidder klistret til skærmen hver fredag. I Paradise Hotel bruges konkurrencen mellem deltagerne til at skabe konflikter og intriger. Paradise Hotel lever højt på deltagerne, som ofte er taktiske genier, der

Reality og public service

Gameshows og docu-soaps er en undergenrer af reality

grammer som Paradise Hotel skarpere, så de rammer en bestemt gruppe af tv-seere. Her bruges alkohol, sex og intriger som lokkemad for de unge seere.

”De unge mødre” er reality Programmer som ”De unge mødre” og ”Hollywoodfruer” hører også til i reality-genren. De er lavet som ”docu-soaps”, der er endnu en undergenre af reality, som fokuserer på de medvirkendes interne forhold. Nicheprogrammerne rammer ikke så bredt og har dermed heller ikke så mange seere. Til gengæld har de udbydere, der satser på reality-tv på flere kanaler mere tid til at vise det. SBSnet har både Kanal 4, 5 og 6, som alle i et vist omfang satser på reality-programmer. Men det er heller ikke meningen, at disse programmer skal ramme den brede befolkning.


14

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

REALITY

Dét vidste du ikke om Paradise Hotel

Illustreret Bunker ved, at I ikke kan få nok af reality-tv. Derfor kommer her nogle små guldkorn, som du bare må vide om Paradise Hotel Til denne sæson modtog castingholdet 2500 ansøgninger.

Der står telefoner rundt omkring på hotellet, som producerteamet ringer til, hvis deltagerne hvisker eller snakker om det derhjemme.

Man skal til psykolog inden afrejse for at blive testet rent psykisk. Parceremonien kan tage op til seks timer – og ende ud i 10 minutters udsendelse inkl. reklamer.

Reglerne i fx Mister Paradise kan blive ændret løbende undervejs i konkurrence, så den rigtige vinder.

Deltagerne, der sendes ud af programmet, men bliver tilbudt endnu en omgang, bor alene på et hotel et andet sted i Mexico. Nogle får samtidig et pænt beløb at rejse rundt i landet for.

"Der er breeeeev" seancen optages gerne flere gange for at få den helt rigtige stemning ud til seerne.

Der er en speciel trappe på hotellet i Mexico, som deltagerne kan gå ned af, hvis de ønsker at forlade hotellet.

Af Sofie Dambæk Rasmussen Illustration: Vibeke Kjær Lund

Afsløring: Fræk trekant mellem journalistik, show og deltager Reality-tv får uvurderlig hjælp af både billedblade og nyhedsmedier til at konstruere en virkelighed omkring deres programmer Af Signe Sørensen Foto: Screenshot fra EB.dk

Fredag d. 23. marts kunne man møde Tina Maria og Sebastian fra Paradise Hotel på Klub USUS i Gram, Sønderjylland. Samtidig kunne man kl. 22 se dem svømme i swimmingpools og alkohol på et hotel i Mexico. Hvis de havde snavet på dansegulvet i Gram, havde det været en nyhed på EB.dk næste dag. Ved siden af den nyhed kunne nyheden om, at Sebastian blev smidt hjem fra hotellet i Mexico være placeret.

Realityjournalistik forstærker og forlænger Seeren ved godt, at mange reality shows er optaget på forhånd. Medierne ved det også, men de behandler alligevel showets hændelser som nyheder. Seerne og medierne leger med, og seerne kan derfor leve sig ind i showets handling og blive spændt på næste afsnit. For den type reality-programmer, der sendes live, såsom X Factor og Vild med Dans, sørger den løbende dækning for, at seerne ikke mister forbindelsen til programmets virkelighed og personerne i det i løbet af ugen. Liveprogrammet har svært ved at give os baggrund og kontekst: Hvordan har deltagerne det med hinanden og dommerne, hvad kan de lide at spise og så videre. At vi følger personerne uden for liveprogrammets rammer skaber identifikation. Samtidig giver mediedækningen mulighed for at svælge lidt længere i det dramatiske realityunivers. ”Man arbejder videre med de følelser og oplevelser, folk har fået fra showet. Ligesom når man analyserer en håndboldkamp i timevis efter den er slut. Der kommer ikke noget nyt ud af det,

men man forlænger oplevelsen, og det er det samme man gør med reality,” forklarer medieforsker, Kirsten Sparre.

Reality værdsætter mediedækningen TV3 ved, at mediedækning giver flere seere. Derfor arrangerer de presseevents, hvor de indbudte medier kan møde realitystjernerne, og de ser gerne, at der etableres kontakt og aftaler mellem castet og medier. Har de plads, inviterer de samtlige danske underholdningsredaktioner med til pressarrangementer og presseture til for eksempel Paradise Hotel i Mexico, fortæller TV3’s kommunikationschef, Lars Dyrmann – for jo mere presseomtale, jo bedre. Enkelte historier egner sig bedst til at være eksklusive. Så vurderer TV3 situationen ud fra, hvordan de tror, historierne vil blive behandlet i de forskellige medier og beslutter derudfra, hvilket medie de giver historien til.

nyhedsforbrug. Hun bliver ikke forarget, når nyheder om Peter og Amalie optræder side om side med nyheder om klimaforhandlingerne. ”Vi ved godt, at det her er én slags nyheder, og det her en anden. Nogle medier er bedre til at lave den ene end den anden slags. Det ville være et problem, hvis vi kun hørte om Robinsondeltagerne. Men sådan er det jo ikke,” siger Kirsten Sparre.

Gensidigt nytteforhold for tre Medier, show og deltagere gavner alle hinanden. Det ses tydeligt, når medierne bygger enkelte personer op til en nyhedskriterie i sig selv. Personen opnår berømmelse, realityprogrammet får flere seere, og mediet får flere læsere og skaber samtidig grobund for endnu flere historier om den samme person. Pludselig har man en Amalie – kendt for at være kendt. Uden mediernes samarbejdsvilje havde hun aldrig opnået dette. Og uden Amalies samarbejde ville medierne ikke have haft stof til så utrolig mange historier om hende. Historier, som læserne har taget imod med åbne arme. ”Det er den berømte treenighed (mellem pressen, TV3 og Amalie, red.),” siger Lars Dyrmann.

Medieforbrugerne sorterer nyhederne Heldigvis er medieforbrugerne i stand til at skelne imellem forskellige slags nyheder og forskellige mediers dækning af dem, mener Kirsten Sparre. Så længe medierne sørger for, at alle slags nyheder er tilgængelige, styrer danskerne selv deres

Nyheder om X Factor, Amalie fra Paradise Hotel, katastrofer og sport står side om side på EB.dk. Her er det screenshot fra hjemmesiden den 18. marts 2012.


15

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS

ILL

REALITY

MAMA er ægte virkelighedstv DR MAMA’s programmer går helt tæt på både værter og deltagere. Ifølge redaktionschef Kasper Tøstesen er det tv, der skaber identifikation og troværdighed hos den unge målgruppe Af Kirstine Ottesen Foto: Carla Mickelborg, DR Presse

En af værterne har drukket sig fuld sammen med Amalie Szigethy. En anden konfronterer sin barndomsveninde med jalousiproblemer fra gymnasietiden. Og en tredje slår op med sin kæreste. Alt sammen for åben skærm, mens kameraerne kører. Det er scener fra DR MAMA’s programmer Emils damer, Bølle Stræber Dulle og Jacob - a Love Story. Og noget som Kasper Tøstesen, redaktionschef på DR Ung kalder virkelighedstv. Han tager afstand fra den gængse forestilling om reality-tv, som han kalder en konstrueret virkelighed, hvor mennesker kun deltager for at virke interessante. ”DR MAMA er måske reality, men det kommer an på, hvordan man vil definere reality. Hvis reality betyder virkelighed, så ja. Vi definerer reality som noget, der er ægte, og hverken er pakket ind eller konstrueret,” siger Kasper Tøstesen. ”Vi vil gerne lave noget, der er 100 procent ægte, og det gælder både i forhold til værter og deltagere.”

Værter, der deltager Jacob Ege Hinchely er en af værterne på DR MAMA. I programmet ”Jacob – a Love Story” opsøger han sine ekskærester for at få svar på, hvorfor han blev dumpet. Han mener, at det

dig, at det var med til at skabe en vigtig identifikation for seerne. Kasper Tøstesen er enig. ”DR MAMA’s emner er positive og relevante for unge. Vi vil derfor have værter, der er positive forbilleder for unge. Vi vil have værter, der selv kaster sig ud i det, og som sætter sig i de unges sted,” siger Kasper Tøstesen.

Debat er det ultimative

Emil Thorup har leget kæreste for adskillige danske kendis-kvinder i programmet Emils damer.

netop er værter, der bruger sig selv, som tiltrækker seerne. ”Det giver en form for interaktion. Man binder sig stærkere til værterne af den grund. Det skaber en stor del af identifikation. Og det gør, at programmerne på DR MAMA har en masse personlighed, når de går helt tæt på de

medvirkende,” siger vært Jacob Ege Hinchely. Han understreger, at han som vært ikke forsøger at vise sig selv frem. Tværtimod er det vigtigt for ham, at han i programmerne kun udstiller sig selv og ikke peger fingre ad andre. I starten var han betænkelig ved at slå op med en kæreste i programmet, men mener samti-

Som udgangspunkt tror Kasper Tøstesen ikke, at DR MAMA ville passe ind på DR’s hovedkanaler. I stedet fokuserer DR MAMA på at ramme en yngre målgruppe. Målet er at lave programmer, der både underholder, udfordrer og oplyser unge. ”DR MAMA sætter forskellige samfundsrelevante emner i perspektiv for unge og udfordrer dem på deres holdninger til stereotyper. Vi forsøger at afspejle unge i hele Danmark med nogle dokumentar-agtige programmer, og det kan nogle gange overraske mange unge. Oplysninger kan også udfordre holdninger og skabe debat. Og det er i sidste ende det ultimative,” siger Kasper Tøstesen. Og imens fortæller DR MAMA historierne om verdens bedste Harry Potter-fan, Ulrik Ulmer, om Marlene med ADHD, som har fundet sit skjulte talent og om bøllen fra barndommens folkeskole. Alt sammen 100 procent virkelighedstv.

Hvad skal der til for at blive realityvært? Sprogforsker ved DMJX Michael Ejstrup kortlægger realityværternes sprog og virkemidler, lige fra Rikke Gøranssons kattestemme til Jakob Kjeldbergs safaritøj

Realityværterne spiller på vores følelser Af Anders Holm Nielsen

Rikke Gøransson snakker med silkeblød stemme til drengene i Paradise Hotel, mens hun blinker sødt. Jakob Kjeldberg råber, skriger og nærmest spytter ad deltagerne i Robinson Ekspeditionen. Men hvorfor optræder de, som de gør? ”Når Kjeldberg råber og skriger, så vil han spille på en følelse af, at han er en ond tyran, og at vi skal få medlidenhed med de stakkels deltagere. Så kan vi græde lidt sammen med dem, og vi kan hade Jakob Kjeldberg sammen,” siger sprogforsker og underviser i fonetik og sprogpsykologi Michael Ejstrup. Han mener, at værterne i dansk reality er lige så forskellige som selve programmerne. De har dog det til fælles, at de gennem deres sprog og kropssprog bruger sig selv til at vække følelser hos seerene, der er i tråd med programmets plot.

og en kælen, næsten pornoagtig stemme. Hun vil gerne vække nogle følelser hos os, der siger: hvor er det frækt, det her. Man tror næsten, man har ringet til en sexlinje. Hele hendes stemmeføring er lagt i et leje, hvor hun taler langsomt og blidt. Det kan lyde som porno.” For at forklare værternes optræden og valg af sprog skal vi hente de lidt støvede begreber frem som etos og patos. Etos er det image, som vi gerne vil sælge os selv på at have, og patos er de følelser, vi gerne vil vække hos modtageren. Spørger man Michael Eistrup, er det ved at appellere til etos og patos, at realityværterne adskiller sig fra de traditionelle værter. ”Hele setuppet i Deadline er meget anderledes, for det handler om en eller anden verdenssammenhæng, som vi gerne vil have belyst. Værten spiller meget mindre på sig selv. Sproget er indrettet efter, at vi skal forstå sammenhængen i noget.”

Rikke Gøransson og pornostemmen

Det ligger mellem linjerne

”Rikke (Gøransson, red.) fra Paradise Hotel er jo totalt forskellig fra Jakob Kjeldberg. Hun er fuldstændig kattesød, har en høj grundtone

Men værterne tager det endnu længere end sproget. Deres kropssprog og påklædning er også i spil, og selv i medierne har de en rolle.

”Ved Kjeldberg skal man lægge mærke til, hvad der ikke bliver sagt og ligger mellem linjerne. Han har sådan noget safaritøj på, der næsten minder om en fangevogteruniform. Den er med til at adskille ham fra de andre, så man kan se, at det altså er ham, der bestemmer” siger sprogforskeren.

vil jeg vide, hvad det er, vi taler om; hvem, hvad, hvor og hvordan. Deadline må ikke spille på en følelse hos os, for så skifter vi kanal,” siger Michael Ejstrup.

”Hun er fuldstændig kattesød, har en høj grundtone og en kælen, næsten pornoagtig stemme.” - Michael Ejstrup Spørger man Michael Ejstrup, er nøglen til succes, at man som vært tænker over, hvilken rolle man påtager sig, og hvordan man bruger sproget til at formidle den rolle. ”De forskellige værter spiller deres rolle til ug kryds og slange, for jeg har jo en forventning om, hvad jeg får. Rammer de det, vi forventer, så er vi glade. Det er det samme med Deadline. Der vil jeg jo ikke underholdes, der

Michael Ejstrup påpeger, at det ikke kun er værterne på reality-tv, der bruger virkemidler som sprog og tøj. Det gør dommerne i X Factor også. Thomas Blachman er et eksempel på, hvad sprog og påklædning gør for hans image.


17

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT

Er praktikanter bare billig arbejdskraft?

De studerendes febrilske jagt på den gode praktikplads og mediernes jagt på den gode praktikant får lektor Jan Dyberg til at frygte, at de studerende ender som billig arbejdskraft Af Kristine Dam Johansen Illustration: Mine Suurballe

Når det tudende båthorn lyder på Panikdagen, sender det de studerende på en hæsblæsende jagt efter den praktikplads, de allerhelst vil have. Forinden har de nærlæst stillingsopslag, afleveret visitkort, skrevet motiverede ansøgninger, været til ansættelsessamtale og de fleste ender til sidst med en underskrevet kontrakt med et medie, der skal holde dem beskæftiget i seks, tolv eller atten måneder.

Uddannelse frem for arbejdskraft Det lyder umiddelbart som virkelighedens jobmarked. I lektor Jan Dybergs næse lugter det så meget af de arbejdsmarkedsforhold, som uddannede journalister er underlagt, at han bekymrer sig for, om de studerende i højere grad bliver ansat som billig arbejdskraft på medierne til fordel for et velorganiseret praktikforløb, hvor uddannelsen er i højsædet. For de studerende er ikke de eneste, der er på jagt på Panikdagen. Det er medierne også. Og ikke bare efter det antal praktikanter, de har brug for, men helst de bedste, dygtigste, mest selvstændige studerende, der kan levere skarpvinklede artikler, radioindslag og tv-udsendelser, allerede inden de starter i praktik. Jan Dyberg synes, det vidner om, at mange bliver opfattet som billig arbejdskraft, hvis det kriterium, medierne sætter op for ”gode”

praktikanter, er, at de er i stand til at levere varen og ikke i stedet tænker: Hvad kan vi lære dem? ”Når praktikstederne går efter en ’god’ praktikant, er det jo ikke fordi, de tænker: Hende der passer lige ind i vores uddannelsesforløb. Det er fordi, de tænker: Hun er pisse dygtig og kan indgå fra dag ét, og vi skal ikke lære hende så meget. Det er et jobopslag. Til en tredjedel af lønnen,” siger han.

KaJ uenige I Kredsen af Journaliststuderende, KaJ har man som mål at forhindre, at studerende ender som billig arbejdskraft under praktikopholdet. De studerende skal have lov til at eksperimentere og skal ikke presses til at levere det samme som uddannede journalister. Formand, Asbjørn Andersen er ikke enig i, at medierne ansætter de studerende, der bedst kan levere varen. ”Hvis man spørger medierne, så ansætter de lige så meget ud fra, hvad den studerende ellers har af oplevelser uden for skolen, og hvem de er som personer,” siger han og pointerer, at lige meget hvad, udvikler de studerende sig altid i praktikken. ”Jeg kender ikke konkrete eksempler på nogen, der for eksempel har været i praktik på Berlingske og i øvrigt siger: Jeg er pisse dygtig, men jeg har sgu ikke rigtig lært noget af at være i praktik her,” siger han.

Asbjørn Andersen mener først, man kan tale om billig arbejdskraft, hvis de studerende ikke har en praktikvejleder, de kan gå til og få råd og vejledning, når de har problemer med en artikel eller en udsendelse, de arbejder på.

Væk fra rutinen Ifølge Jan Dyberg går det galt, når medierne bliver afhængige af de artikler og indslag, som praktikanterne leverer, fordi der dermed ikke er tid til, at de studerende kan blive udfordret på de områder, de er knap så gode til. ”Når en praktikant har fået en vis rutine i for eksempel at skrive nyheder, så skal

hun jo udfordres og udvikles – for eksempel ved at lave længere portrætter, arbejde med fortællende journalistik eller forbedre sin interviewteknik sammen med de uddannede kolleger. Hvis hun fortsætter med nyhederne, falder læringen jo til et minimum – og så er hun ikke længere under uddannelse, men bare ansat,” siger han.

Fordommenes holdeplads Af Lennart Poulsen, Herning Folkeblad Foto: Tom Laursen, Herning Folkeblad

Lennart Poulsen på Supercrossbanen i Boxen. Lennart havde aldrig prøvet sådan en maskine før, og selvom arrangørene var imponerede, grinte tidligere formel 1-kører Nicolas Kiesa alligevel ret meget.

”Min praktiktid skal foregå på Politikken eller TV2 Nyhederne – ellers venter jeg et halvt år” Den holdning hørte jeg ofte, da jeg for lidt over et års tid siden selv skulle søge praktik. Alt andet end en praktikplads hos mastodonterne blev betragtet som en fiasko, og faldt snakken på halvandet år hos Ringkøbing Amts Dagblad eller Vejle Amts Folkeblad, begyndte folk at tudbrøle. ”På lokalaviser er der ingen interessante historier, karriererne dør, inden de kommer i gang, og så er der for øvrigt intet at lave i sådan nogle små bondebyer,” var den generelle holdning. Men efter to semestre på Herning Folkeblad kan jeg kun ryste på hovedet til det billede, mange kommende praktikanter har om lokale avisredaktioner. Et møde med bokselegenden Evander Holyfield, ansvar for at dække U21-EM i fodbold, prøvekørsel af verdens største indendørs supercrossbane, intensiv dækning af folketingsvalget, utallige portrætter af interessante personer og erfaring inden for alle journalistikkens grene er blot nogle af de ting, jeg har brugt det seneste år på. Det har været et år, der gør det svært at

nikke genkendende til mine medstuderendes evindelige snak om, at alt uden for København eller Aarhus er dødens pølse. I stedet for at være én blandt mange praktikanter, er jeg her en af journalisterne, som nyder enorm frihed i mit arbejde. Og skulle jeg en sjælden dag få lyst til at lægge blokken og rejse mig fra min pind, er det kun min egen skyld, hvis jeg kommer til at trille fingre hjemme hos mig selv. Jyske Bank Boxen ligger praktisk talt i baghaven, og nogle af landets bedste hold i fodbold, håndbold og ishockey spiller med jævne mellemrum. Desuden sørger Herning hele tiden for at skaffe store events til byen, med U21-EM og Giro d’Italia som de mest åbenlyse eksempler. Jeg har i hvert fald på intet tidspunkt haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle få min aften til at gå med. Så i stedet for at græde over, man ikke var den heldige person, der vandt praktikpladsen på P3, burde man i stedet gøre sig selv den tjeneste at søge en plads på en mindre avis. Om ikke andet så bare for et halvt år – så skal avisen nok selv overbevise dig om at forlænge.


18

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT

Vi vil også være med Af Eva Jakobsen 2. semester Foto: Panikavis

For 3. semester er den 18. april verdens omdrejningspunkt. Dagen hvor de skal yde deres bedste, og med overbevisning fremstille dem selv som de praktikanter, som praktikstederne skal have. Men også studerende på 2. semeste har efter traditionen biroller at udfylde på dagen, som telefonpassere, Panikavis-reportere og tilskuere, der kommer for at få indblik i det, der venter dem selv et halvt år senere. I år skal hele 2. semester imidlertid sendes ud i Jyllands hjørner for at lave lokale nyheder langt fra optrinnet på Olof Palmes Allé. Ved ikke at vide for meget om Panikdagen, kan man mene, at de studerende undgår at tage panikken på forskud. Men selv om man ikke oplever Panikdagen, før det er ens egen

tur, undgår man næppe at kende den for skrækhistorier om uheld, skuffelse eller sågar snyd og ufine tricks. Hvilke historier, der er reelle, og hvilke, der er røvere, fik jeg i hvert fald selv bedre fornemmelse af ved at opleve dagen fra sidelinjen. Og skal der være panik, så lad der være panik. For de praktiksøgende er dagen utvivlsomt rendyrket rædsel, men den er også en del af kulturen på uddannelsen. Den er ofte og inderligt kritiseret, men den er der altså, og det må vi bruge, som vi bedst kan. Panikavisen har en rullende nyhedsstrøm i løbet af dagen, som udgives med påstemplet klokkeslæt, redaktørerne kæmper for at have noget at klistre op i vandrehallen, og reportere og fotografer spæner lige så meget rundt som de praktiksøgende og stikker snuden i tingene.

Det er eksemplet på, at eleverne er med på legen. Og 2. semester vil altså også gerne være med. Når det er sagt, skal der også lyde ros til Dyberg og company for forløbet på 2. semester. I er inspirerende legekammerater og sætter gode rammer for, at vi kan agere journalister – og selv om vi gerne vil være med i legen på skolen den 18. april , glæder vi os også til arbejdet i Hjørring, Haderslev og Holstebro.

Hjælp KaJ med at hjælpe dig Af Søren Berggreen Toft, 4. semester og Asger Gørup Nielsen, 4. semester

I december sidste år skrev vi en leder i Illustreret Bunker, som vakte følelser. Lad os sige det sådan. Det skal være sagt fra starten, at dette indlæg ikke er et forsøg på at gentage succesen. Det er blot en reminder. Vores kritik gik dengang på, at KaJ, efter vores mening, burde gøre et større arbejde for at indsamle reaktioner fra de studerende efter Panikdagen, og det mener vi stadig. Cirkus Færing er på vej til byen igen, og de studerende forbereder sig lige nu på livet løs til dagen, hvor de skal sælge deres integritet, montere rundsave på albuerne og løbe om kap med deres kammerater. Præcis som sidste år og året før det og året før... Ja, I forstår. Panikdagen er skruet sådan sammen, at de studerendes interesser i meget lav grad tilgodeses. Det handler kun om, at skolen og praktikstederne kan få det overstået og komme

hjem i en ruf. Men hvor skal man så gå hen, hvis man føler sig trukket rundt i manegen, som en anden dresseret abe? Man skal gå til KaJ. Til evalueringen af Panikdagen taler KaJ de studerendes sag over for repræsentanter fra branchen og Pia Færing. Det er simpelthen så ubeskriveligt vigtigt, at vi her har KaJ siddende med ved bordet, og at de sidder med en så stærk hånd som muligt. Vi er overbeviste om, at KaJ i langt højere grad kan slå et slag for, at dagen også kommer til at tilgodese de studerendes interesser, hvis de kan tage de studerendes friske reaktioner med sig i rygsækken. Derfor vil vi gerne - foruden at ønske held og lykke - opfordre hele det næste kuld af praktiksøgende til at sende deres reaktioner på dagen, positive som negative, til KaJ på kaj@mail.dmjx.dk eller til din nærmeste KaJrepræsentant. Så fat pennen, folkens, vi er sikre på, at de vil sætte pris på det.

Jeg er misundelig på SDU Af Nicolas Stig Nielsen, 3. semester

På en trappe i forhallen på Danmarks Medieog Journalisthøjskole sidder en ung, kvindelig journalistspire. Tårerne vælter ned ad hendes kinder, mens en mandlig medstuderende står foroverbøjet mod hende. Trøstende gloser hjælper knap så meget nu. Scenen er forrige semesters panikdag. Andetsteds kæmper journaliststuderende fra Syddansk Universitet, DMJX og Roskilde for at få den bedste praktikplads. Navnlig hos SDU’erne går det godt, fordi alle har en praktikplads med hjem i bussen, da den kører mod Odense klokken to. Humøret er højt. Tilbage foran indgangen til Journalisthøjskolen er der stille. Tomme øldåser og en kæmpe flaske MOKAÏ vidner om, at praktikpladserne er blevet fejret, eller at sorgerne er blevet druknet.

Smadr døren for din studiekammerat

Hele vejen igennem Panikdagen kan det være en hjælp, at have en venskabelig hånd på skulderen. Billedet er fra sidste forårs Panikdag - Foto: Jeppe Vejlø

Og så er vi tilbage til det væsentlige. Jeg er så pisse misundelig på vores kollegaer fra Syddansk Universitet. I mine øjne har de ikke en mere attraktiv uddannelse, en federe by

(Odense er et hul i jorden) eller en bedre forudsætning for at søge praktik. Men de har fællesskabet. De har busturen til Aarhus, overnatningen på Hotel La Tour, og de har en praktikantvejleder, der opfordrer til sammenhold. ”Så får vi de pladser, og så hjælper vi hinanden,” sagde hun under morgenmaden til sidste Panikdag. Og pladserne fik de, for når man selv har en praktikplads, så hjælper man de andre. Dét er eksemplarisk. Samtidig er det en opfordring, som jeg gerne vil viderebringe: Smadr døren ind for din studiekammerat, find de ledige pladser og hjælp, hvor du kan. Øllen bliver ikke koldere af, at vi venter til om aftenen. Festen bliver ikke dårligere af, at flere smiler. Held og lykke med panikdagen. Sammen får vi de praktikpladser!


19

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk

BAGSIDEN AF BAGSIDEN

LÆRERSTAFETTEN 24 hurtige om Roger Buch

De fleste kender Roger Buch som en skarp debattør, forsker og underviser. Lærerstafetten bliver givet fra Susanne Sommer, og overtages af vores allesammens yndlings randrusianer

Værket eller Tante Olga? - Train - seneste to koncerter er Gas Lamp Killer og Benga Gåtur eller løbetur? - Løbetur. Jo længere, jo bedre, dog helst ikke meget over 42 km. Skak eller poker? - Skak Opsparing eller forbrug? - Forbrug London eller Paris? - London Sort Sol eller Nik & Jay? - Vil helst være fri, men skal der vælges: Sort Sol Monarki eller republik? - Republik, altså det vi reelt har allerede. Pronto Pizza, Randers eller NOMA? - Pronto Pizza, min gode ven gennem snart mange år. Den enlige fars redningsmand. Anders Matthesen eller Ørkenens Sønner? - Anders Matthesen Sunes Bodega eller Den Røde? - Storkereden Lakrids eller vingummi? - Lakrids Bøf eller sushi? - Sushi Galop eller trav? - Galop Trier eller Bier? - Foretrækker en fransk eller spansk film Hemingway eller KLs årsberetning? - Helt klart KLs årsberetning Blondine eller brunette? - Afro eller karse Euro eller krone? - Euro Thor eller Tuborg? - Limfjordsporter Rød eller blå? - Rød og blå Den jyske Hingst eller Midgårdsormen? - Hans Henrik Lerfeldt Hjemme eller ude? - Ligegyldigt bare Randers FC vinder. Undervisning eller forskning? - Helt klart begge dele. Storby eller solferie? - Storby A eller B menneske? - Desværre A

Roger, du er født (et par år før den store kommunalreform i 1970!, red.) og opvokset i Randers. Hvordan var din barndom og (tidlige) ungdom i Randers? Jeg fik jo et stort traume med kommunalreformen i 1970, som jeg stadig forsøger at bearbejde, men ellers var Randers, eller rettere forstaden Kristrup, en god ramme om barndom og ungdom. Det var jo før SFO’ens og internettets tidsalder, så et levende børneliv efter skolen hver dag. Jeg oplevede ikke, at byen manglede noget, men det var jo uvidenhed, for kulturelt var byen helt stillestående. Hvad den stadig er - programmet for Randersugen er under genoptryk for 25. år i træk - men man skal huske at kalde den Randersugen. Når jeg nogle gange kommer til at kalde den Randers Festuge, udløser det koleriske anfald hos lokalpatrioter.

Du er vendt tilbage efter uddannelse og bor stadig i Randers. Hvorfor? Ja, ikke at jeg er lokalpatriot, selv om deltagere i min undervisning eller foredrag nok kunne få det indtryk. Jeg er i Randers fordi mine to ældste børns mor flyttede tilbage dertil, så jeg måtte tilbage til start. Havde jeg ikke den binding, boede jeg nok i London eller en asiatisk storby - men det kan jo nås endnu.

Hvad synes du Randers skal kendes og huskes for? – Og hvad vil du gerne selv huskes for? Hm, før hed det jo Randers-Laks og RandersPiger. Selv om laksen er kommet tilbage, er Randers i dag mest kendt for Randers Regnskov. Hvis jeg skulle sætte en vision, kunne det være, at Randers skulle være byen med Danmarks højeste levealder - den sundeste by. Hm, men på den anden side kunne det også betyde en endnu mere kedelig by. OK, bud nummer to på vision: Danmarks første by med reel ligestilling. Arbejdsmæssigt håber jeg, at være kendt

som en af de mest irriterende forskere, som siger nogle af de ting, som magthaverne ikke synes så godt om, bliver sagt. Forskning som mod-ekspertise er for mig det fineste ideal ikke blot som stik-i-rend-dreng for de politiske magthavere eller økonomiske interesser. Privat er mit primære mål at være en god far for min syv børn og bonusbørn.

Og så et spørgsmål som altså må med: Dit fornavn vækker megen debat hos nogle. Hvor mange gange (anslået) har du måttet forklare, hvordan dit fornavn skal udtales og hvorfor du hedder Roger? Mit navn er importeret fra Sverige, hvor min far boede en del år af sin barndom, og det hed hans bedste ven. Så fordansket udgave af den svenske udtale - med hårdt ’g’ tror jeg de sprogkyndige siger. Egentlig ikke forklaret det så tit, men jeg bliver til gengæld kaldt alt

muligt andet, end det jeg hedder, hvilket blot morer mig.

NB: For et par år siden kom en meget ophidset censor ind på mit kontor. Hun skulle eksaminere sammen med Roger. Hun råbte “Han siger, han hedder Roger, men det kan sgu’ da ikke passe, Han hedder da Roger” (Med den anden udtale, I ved: “Roger Over”). Da hun stadig ophidset og efter en del snak om emnet forlod kontoret var det med bemærkningen: “Jeg kalder ham altså Roger, det må han fandme selv om”. Den historie griner vi af endnu :-) HA, ha ja jeg ved godt, hvem hun er - herlig censor :)

En øreløs kanin ved navnet ’Til’ skulle blive den nye, store sensation i den tyske zoo, LimbachOberfrohna. Forhåbningerne endte brat, da en fotograf kom til at træde på det lille dyr under en pressekonference. Tilbage står den fortvivlede zoodirektør, Uwe Dempewolf, og en endnu mere fortvivlet fotograf. Stribe af Asbjørn Sørensen og Eva Jakobsen


Roger Houston bor i sin kassevogn sammen med sin ”advokat”, hunden C.J. Whitefang Esquire. Her har de boet siden Rogers kæreste døde af kræft for fire år siden. Hospitalsregningen var så stor, at Roger mistede alt. Derfor slog han sig permanent ned i den gamle kassevogn, som han har døbt “Henrietta Ford.”

Denise Knowles Bragg i det rum, hvor Adams Funeral Home i Compton tilbyder drive thru-begravelser. Hvis kunderne ønsker det, kan den efterladte blive lagt på lit de parade ved vinduet, så venner og bekendte kan køre forbi og tage den sidste afsked.

Ethel og Aritzia står på hjørnet af Santa Monica Boulevard og El Centro. De tilbyder bilvask for at samle penge ind til deres veninde, hvis far er død efter at have været i koma i fem år.

Calvin, Shawn og Nick beder sammen med en bilist, som er stoppet ved deres drive thru-prayer. Det sidste halvandet år er de mødtes hver fredag efter arbejde for at slå lejr på en parkeringsplads ved Lugonia Avenue. Her tilbyder de bilister muligheden for at gøre et kort stop og bede sammen med dem.

Tobias Selnæs Markussen vandt for nylig årets Fotokravling for historien ”Autopia” om den amerikanske bilkultur. Han er født i 1982 og blev færdiguddannet fotojournalist i sommeren 2011. Tidligere har han været i praktik på Politiken, men arbejder i dag som freelancefotograf. Han er i øjeblikket i gang med at lave sin første dokumentarfilm. Læs mere om Autopia på: tobiasmarkussen.com

Illustreret Bunker marts 2012  

Illustreret Bunker marts 2012

Advertisement