22
I SW$SNN I
rreaagoen r3.august 2010
Tisvitde, engang det snævre københavnske borgerskabs artige sommeridyt, er blevet fotketig. Men tittebyen er også blevet international og tv- og reklamefolkenes foretrukne in-sted på nordkysten, og den er fuld af kendisser.
NN**\N$W
ii*i* å l
åi""iilLi:'i Jil :ir
En sornr-nerdag i Tisvitde stikkende, tørt blæsende. Så i dag glitrer strålerne ikke i vandet. De trækker en hvidlig sti over vandspellet. Den lægger jeg mig i med nakken mod Solen, så jeg ikke får solstrålerne i øjnene. Høit oppe på himlen kommer en skarv basken-
OLE HYTTPFT
forfatter:,: ' , ,
Der er mange
badende ved Slugten
i
dag. En em står op over den varme strand. En blanding af solvarmt sand, diverse solcremer og svedende kroppe. Egentlig ikke ubehage-
lig. Men meget forskellig fra strandens sædvanlige aroma fra de store, salte have. Jeg husker denne badende på strandenJugt bedst fra
min barndoms Bellel'ue. Når vi havde cyklet de ti kilometer inde fra byen og nåede Klampenborgs overfyldte strand. Så var den der, denne lidt klistrede em af mennesker i tætte grupper på strand. Her i Slugten i Tisvilde er vi ikke nær så '*inange som på Bellevue. Men lugten er den umiskendelige. Farven på den spejlglatte vandflade er sølvgrønlig. Intet område i Tisvilde har så mange farver at skifte med som havet ud for Slugten, hvor Solen går ned. Jeg skal i vandet hurtigst muligt. Så hedt her er. I morges var der allerede 30 grader. Nu jeg vader ud i Kattegatr er der alligevel en vis modstand i kroppen mod vandet. Benene tåler temperaturfaldet. Men når vandoverfladen rammer testiklerne - jeg bruger nødigt ba.._detØj
- indfinder
gyset sig.
Heden er ikke så påtrængende her ude over vandet, så kroppen føler sig ikke længere så nødsaget til at blive lagt i koldt blød. Viljen må kobles på. Det er dog det, jeg er cyklet til stranden for - at blive lagt i vand. Kampen mellem viljen og modviljen varer en del sekunder. Det er, ligesom når man skal overskride tærsklen fra morgenkaffe til dagens dont. Men nu skal det være. Nej, ikke nu. Men nu. Jeg kaster mig frem. Ubehag og behag forener sig. Ligesom kroppen og havet gør. De er kongruente, de to. ,Jeg er fri. FraJordens tyrge. Vandet bærer. Jeg flyveq ligesom svalerne inde foran brinken. Solen står en 45 grader over vandet. En hvid kugle. Det er den stil-
de. Fem unge mennesker går i vandet ved siden af mig. De har kendt hinanden i flere år, kan jeg høre. Sommerhusbørn vel. "Det var koldere i går,,.i siger en. Med højrøstet selvsikkerhed svØmmer de ud til anden revle. Unge i deres bedste alder. I form. Da de vender tilbage til lavt vand, sprØjter en af drengene på den kønneste af pigerne. Det er en tilnærmelse. Hun tager imod
den. Flygter ikke, men sprøjter tilbage. Oppe på stranden hilser en fremmed mand i badebukser på mig. Da jeg får hans narm, husker jeg. Han hørte til kredsen omkring den nys afdøde tennisstierne JØrgen Ulrich. Jeg spillede meget tennis, da jeg var på de unge badendes alder. Han fortæller mig, hvordan det går min ungdoms tennis-
koryfæer, herunder Kurt Nielsen, der blev nordisk mester, da Kurt gik i 3.g. på Gl. Hellerup og 1eg i 1.
mellem.
Tisvilde er blevet in, siger den gamle tennisspiller. For mig har Tisvilde altid været in. Men det er rigtigt - der er sket noget med Tisvilde de seneste femten år. Borgerskabets gamle sommeridyl har fået sin anden ungdom. I dag har Tisvilde sommerrer,ry', kunstudstillinger, opera, kammerkoncerter og musiKestivaler på stribe. Tisvilde har den eneste biograf i Lars Løkkes reviq Gribskov kommune. I biografens tilstødende restaurant, Bio Bistro, optræder alverdens sangere og musikanter, selv en Torben Ulrich kommer forbi med klarinetten. Vi kan købe dagens Frankfurter Algemeine og Siiddeutsche Zeitung klokken otte om morgenen, lige så tidligt som Jyllands-Posten. Hvor de kan, de tyskere! Le Monde fra Paris og Aftonbladet fra Stokholm er her også, men fra dagen før. Avissælgeren er vores uundværlige købmand, der kun er
Tisvilde er narznet Thomas identisk med "kØbmand" . For nylig ville Brugsen tilføre Thomas konkurrence og åbne et supermarked heroppe. Byen protesterede. Vi ønsker ingen anden vareleverandør end Thomas. Hans forretning er byens mødested ved siden af det bitte bibliotek på stationen. Brugsen trak følehornene til sig. Tisvilde er selvbevidste folk. I byens ældste pensionat, Helenekilde Badehotel, er Tysklands betydeligste forfatter, Siegfried Lenz, begyndt at feriere. Ligesom Thomas Mann i sin tid giorde det i Æsgårde. En af prins Henriks venner hilste en dag på mig på hovedgaden med ordene: >Vi kender jo hinanden fra bladene." er nu ikke så meget i blade"Jeg ne,. svarede jeg. foretrækker
avisetne."
"Jeg
Mondæn er Tisvilde nemlig ikke blevet. Men det er vist blevet smartere at have sommerhus i Tisvilde end i Hornbæk og Gilleleje. Priserne på Tisvildes moderniserede sommerhuse i første kystrække er blevet fashionabelt høje. Men hvem bor i dem? Ingen fashionable. Ejerne gemmer sig inde bag høie, asociale plankeværker. Måske for at man ikke skal lægge mærke til, at de næsten aldrig bebor deres pengeanbringelser. kommet i Tisvilde fra barn af. Ikke at jeg hørte til det bedre københavnske borgerskab, som dengang havde eneretten på Tisvilde. Men proletarerne, i hvert fald flipproletareme, havde allerede omJeg er
kring 1920 oprettet et mindre brohoved i dette ferieparadis. HK København havde købt en firelænget bondegård, Borshøjgård. Ikke langt fra stedets katolske helgenindegrav, Sankt Helenes Grav, og ombygget gården til et hyggeligt pensionat for fagforeningsmedlemmerne. Her havde jeg min barndoms trygge og paradisiske 14 dages sommerferier. Paradisisk, fordi højsommerens Tisvilde med strand, klitter, Troldeskov og Tibirke Bakker er paradis. Tryg, fordi Borshøjgårds sommergæster i stort omfang kendte hinanden, fuapar-
vægelsens aktivister. Så jeg var den
lilie Ole i HK's storfamilie. Borshøjgårds gæster holdt af-
til dlrektørerne, grossererne, overretssagførerne i Tisvildes herskabelige sommervillaer og til stand
cand. mag.'erne fra museerne og arkæologien, som også havde slået sig ned i Tisvilde. Standsforskellen fra dem til os "socialister" var tydelig netop her ved Slugten. Her kunne vi se op på klintens yderste række sommerhuse. De havde hver især egen trappe ned til deres private strand, som vi ejendomsløse ikke måtte betræde. Ejendomsbesidderne var dermed udpeget som vore fjender. Det lå i luften og blev også sagt, så selv en syv års dreng forstod samfundets ulighed. Man sagde, at de konservatives intellektuelle fyrtåm, radiorådsmedlem Alfred Bindslev havde det yderst liggende sommerhus ved nedgangen til Slugten. Så vi passerede fienden, hver gangvi gik i vandet. Jeg så nu aldrig monstret. Da ieg selv havde haft hus og skriveværksted heroppe en halv snes år, mødte jeg en dag teaterkritikerenJens Kistrup. Han betonede, at han i kraft af sin families årelange ejendomsbesiddelse på Vesterprisvej hørte til Tisvildes bostonians i modsætning til mig. Jeg tror, Tisvilde havde sin eleganteste tid under krigen. Hvor skulle selv de rigeste københavnere ellers feriere, når udlandet var lukket, bilerne klodset op, og Vestkysten besat af tyske kanonstillin-
ger?
Måske kunne de ferierende være heldige at møde en af sommerbyens landskqndte korfæer. Niels så
Bohr havde for sin nobelpris bygget det smukke, stråtækte hus ved Kirkestien. De fleste af Bohrs begavede elever, Werner Heisenberg, von Weiszåcker og de andre, har gået rundt i Tisvilde med deres mester. Måske har de stået sammen med mine forældre og mig i Thunebys boghandel for at købe Jyllands-Posten. De måtte jo lære sig dansk for at forstå, hvad mumleren Bohr sagde. Johs. V. Jensen sad i sin selvmurede skrivehltte ude i Tibirke Bak-
et
lillebilte
niiiil
Tibirke Gamle
Skole og skrev "Den forsvundne
Fuldmægtig".
Mentaliteten og aktiviteten i Tisvilde har ændret sig siden da. Mellemkrigstidens og de første efterkrigsårs spidsborgerlige standsbevidsthed findes ikke mere. Sommerbyen er blevet aldeles folkelig. Hver aften står lillebyens flamboyante filmelsker, Sven Wickman, og byder Tisvilde Bios gæster
velkommen. Sven Wickman har hestehale og en fortid som scenograf i Hollywood. Efter rosende ord om aftenens fllm puster han de levende lys ud på scenen. Næste morgen mØder man ham på vej op fra morgenbadet i Kattegat iført Tisvildes ældste badekåbe. For sådan var det i gamle dage, og sådan er det stadig. At io ældre €ns badekåbe og 6ns cykel er, jo ædlere en bostonian er man.
ai ui
--t
pa
ui
ry
I