Grønlandsguide

Page 11

Grønlands sundhedsvæsen Du vil opleve, at der er en del ting, der er anderledes i det grønlandske sundhedsvæsen i forhold til det danske. Der findes ingen privatpraktiserende læger, så grønlænderne er ikke vant til at have en ”personlig” læge. Du vil også opleve, at arbejdet i langt højere grad foregår tværfagligt og at de store afstande og det vilde klima kan have indflydelse på det lægefaglige arbejde. Det grønlandske sundhedsvæsen er organiseret i fem regioner (”Kysten”) og landshospitalet i Nuuk (Dronning Ingrids Hospital). I hver sundhedsregion findes følgende behandlingssteder: • Et regionssygehus (placeret i den største by i regionen) • Sundhedscentre • Sygeplejestationer • Bygdekonsultationer I hver region er der en regionsledelse bestående af en Ledende Regionslæge og en Ledende Regionssygeplejerske. De store afstande spiller en væsentlig rolle i hverdagen. Specielt i det nordlige Grønland er der mange bygdebesøg. Behovet for at flyve patienter til behandling enten i Nuuk eller udenlands opstår regelmæssigt. Disse transporter er selvsagt temmelig dyre, så nogle gange kan afgørelsen være svær at træffe. Det er heller ikke altid, at det er muligt at flyve, og så må man stabilisere patienten så godt som muligt og håbe på bedre vejr. Geografien betyder også en del i forhold til at kunne udnytte faglige ressourcer optimalt. Selv om nabobyen råder over en faglighed, som man får behov for, kan det stadig være, at det er flere hundrede kilometer væk og derfor foregår det meste af kommunikationen med omverdenen ved hjælp af IT. Telemedicin har vundet stor indpas i Grønland og ofte kommunikerer man med bygderne via pipaluk, som er det grønlandske udtryk for det telemedicinske apparat, der anvendes. Sygdomsmønstre I dit arbejde i Grønland vil du kunne opleve patienter med tilstande, som du ikke - eller yderst sjældent - oplever i Danmark. Desuden må du forvente at møde cancerpatienter med større hyppighed end i Danmark, en del flere patienter med tobaksrelaterede lungesygdomme og patienter med hjerteproblemer.

11


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.