Sdr. Feldings Efterskole 2024-2025

Sdr. Feldings Efterskole

2024-2025

Et år i minder og øjeblikke

Et efterskoleår kan ikke fanges fuldt ud i ord eller billeder – og alligevel forsøger vi her. I dette årsskrift samler vi de små og store øjeblikke, som tilsammen udgør et år fyldt med fællesskab, udvikling og oplevelser, der har sat spor.

Billederne levendegør dagene, som nu måske føles langt væk, men som stadig vækker genkendelsen: grinene i spisesalen, snakken på gangene, stilletimen, skituren eller glæden efter en veloverstået gymnastikopvisning. Teksterne fortæller historierne bag, – reflektio­

ner, tanker og oplevelser, som forhåbentlig kan inspirere og minde os om, hvor meget der kan ske på ét år, når man lever tæt sammen og tør være sig selv.

Årsskriftet er en hyldest til alt det, der var, og alt det, der stadig lever i os. En påmindelse om, at efterskolen ikke kun er et sted – det er en tid, man tager med sig videre.

Med ønsket om en glædelig jul,

Af Asbjørn

Lyby

Hilsen fra formanden

»Du kom med alt der var dig og sprængte hver en spærret vej…«

Højskolesange kan noget og Jens Rosendal kan noget helt særligt med sin meget populære sang, der anvendes i mange sammenhænge i det ganske land. Tekstens indledning får mig til at tænke på elevernes positive sind, den gode energi der bobler og giver et klart indtryk af håb og ønske om en (ny) start, hvor alt ryddes af vejen for at give plads til en drøm om nye muligheder, nye kammerater og fællesskaber. At leve det ud…. Det er det efterskole kan –det er det Sdr. Feldings Efterskole i høj grad kan.

At begynde et nyt sted fra bunden er en svær disciplin og et skub, måske flere vigtige skub af de rette personer, giver modet til at give sig i kast med fællesskabet i et minisamfund, hvor alle må bidrage til at selv de små gøremål er vigtige, men hvor der er også skal være plads og rum til at fejle og være uperfekt.

Bestyrelsen er optaget af mange gøremål og senest har vi besluttet at flytte værkstedet i midtbyens lokaler til pavilloner på skolens matrikel. Det giver reduceret transport for alle involverede og så håber vi, at pavillonerne også kan være et ekstra værested – særligt i vintermånederne.

En person kontaktede mig for nylig og fortalte, at han havde overværet 45 gymnastikopvisninger i foråret og havde aldrig tidligere hørt om eller set Sdr. Feldings Efter­

skole give opvisning. Men det er ikke længere tilfældet –gymnastikholdet fra SFE var ubetinget det bedste hold af alle målt på glæde, brede smil, engagement og engagerede gymnastikledere. Sikke en skøn tilbagemelding. Jo, gymnastikken kan noget til fællesskabet.

Vi har igennem en årrække haft stor succes med at forældre til nuværende og tidligere elever er drivkraften bag Sdr. Feldings Efterskole. Hvis du gerne vil bidrage til at en god efterskole bliver endnu bedre, så ræk ud efter mig og få yderligere information om bestyrelsesarbejdet.

Det er vigtigt for mig at fremhæve det gode samarbejde bestyrelsen har med skolens ledelse og anerkende det solide og enorme arbejde, der fra hele medarbejderstaben ydes, for at tingene må lykkes for alle på bedste vis.

Det er jeg meget stolt af –og være en del af.

De bedste hilsner til nuværende og tidligere elever og forældre.

På bestyrelsens vegne Jan Andersen

Velkommen til elevholdet 24/25

Der er så mange sommerfugle i ma ven, at man næsten kan se dem flagre rundt uden på tøjet, – eller i hvert fald i øjnene på de nye elever, som ankom mer denne sensommerdag i august 2024.

Selvom der er store knus, kram og gensynshvin hos 2. årseleverne, så spo res der også her en vis usikkerhed.

»Hvem er de nye?«, »Hvem skal jeg bo med?«, »Hvordan tager jeg mig ud?«… er helt sikkert nogle af de spørgsmål, som svirrer i hovederne på samtlige elever, hvad enten de er 1. års eller 2. års­elever.

Kufferter, poser, vasketøjskurve, cykler… alt sammen tømmes fra bilerne og bringes til værelserne, som indrettes med god hjælp fra de bekymrede mødre, som også i det skjulte må tørre en forræderisk tåre fra øjenkrogen, imens de tappert smiler.

Lærerne og andet personale står klar til at tage imod, – ferieudhvilede og forventningsfulde… NU skal vi i gang!

Hvor meget forældre og elever rigtig hører af Jan An dersens og Asbjørns taler er uvist, men det er nok be grænset, for tankerne flyver i alle retninger i takt med de føromtalte sommerfugle… og lige om lidt kører mor og/eller far hjem – og vi tager hul på skoleåret!

Rigtig mange er blevet fortalt, at et efterskoleår er det bedste år i ungdomslivet, – og dette er således forvent­

ningen allerede fra første dag for de fleste. Men man glemmer måske, at året ikke er det bedste som er hændt, før det er slut!

Og undervejs må man huske på, at den der skaber DIT bedste år –er DIG selv.

VI skaber rammerne og mulighederne, – DU skal gribe dem.

Og således er skoleåret skudt i gang. Velkommen!

Velkomsttale til elevholdet 24/25

Kære kommende efterskoleelev, kære forældre

Først vil jeg tillade mig at ønske tillykke. Ikke fordi du er så heldig, at dine forældre har haft overskud og indsigt –menneskeligt og økonomisk – til at give dig muligheden for at komme på efterskole, – det er deres fortjeneste…

Nej, jeg vil ønske dig tillykke, med det mod du har – eller samlet sammen – til at prøve noget helt nyt. Modet til nu at rejse hjemmefra og indgå i helt nye sammenhænge, som lige nu må føles ganske angstprovokerende.

Måske du ligefrem har så mange sommerfugle i maven, at du tænker: »Kan jeg nu klare det, jeg har sat mig for?«.

Uanset om du nu tænker, at »Det var da ingenting« eller om dit mod er sprødt og vaklende, så er dit mod godt og vigtigt for dig, og et mod som højst sandsynligt, når året er ved at slutte, vil give dig en utrolig frihedsfornemmelse i form af yderligere mod til forandringer, udfordringer og drømme.

Vi lever i en tid, hvor kontrol er i højsædet. Det er som om, vi forsøger at kontrollere så meget i vores liv som overhoved muligt. Og kontrol kan være både fornuftigt og godt. Det kan skabe ro og ordentlighed i ens liv.

Men kontrol er også en kolossal begrænsning for virkelyst og eventyrtrang.

Vores ønske om kontrol æder nemlig såvel livslyst og glæde, som det mod du sidder med lige nu deroppe på stolen. Og ønsket om kontrol risikere at erstatte alt det, der gør livet spændende med bekymringer i metermål. Bekymringer over alt det, vi ikke kan forudse og dermed heller ikke kontrollere.

Derfor er der brug for, at vi finder en god balance mellem at være i kontrol og ikke­kontrol. Derfor er der brug for, at du kære kommende elev, sammen med os, øver jer i at være på et sted, hvor I skal slippe kontrollen og være i det ukendte i tillid til, at vi der for jer.

Af Asbjørn Lyby

Små børn har brug for tryg tilknytning, og samtidig har de en selvstændighedstrang. Heldigvis. Den trang, der gør, at barnet tager sine første skridt væk fra mor og far, og på et tidspunkt holder op med at være det lille barn, der er fuldstændig afhængigt af andre.

Trangen til selvstændighed trodser angsten, som er uselvstændighedens – eller usikkerhedens – følgesvend. For det lille barn ved jo ikke, hvad der sker, når det bevæger sig væk fra sine forældre, – det kan det umuligt forudsige.

Ligesom du umuligt kan forudsige, hvad der sker, når du om lidt lander på efterskolen. Når vi eksperimenterer med selvstændigheden, konfronteres vi altid med det, vi ikke kender – både i os selv og i verden. Og det gør os bange. Det er altså helt normalt og sundt at være bange, for hvis du aldrig var det, ville det betyde, at du blev i det trygge og ikke gav dig i kast med at udforske i dit liv, din verden eller din egen selvstændighed.

Vi tør altså kun gå på opdagelse, hvis vi tør være bange. Og vi tør som regel kun være bange, hvis vi har lært, at det betaler sig – at det opvejes af større frihed, nye udfoldelsesmuligheder og mere livsfølelse og livsmod.

Du står nu på tærsklen til en sådan, væsentlig erfaring.

Om lidt lander du på Sdr. Feldings efterskole, og her skal du vide, at alle voksne der er omkring dig, vil det bedste for dig. I begyndelsen vil alt være ukendt og nyt. Hverdage med nye lyde, nye ansigter, ny mad, nye lærer og nye rutiner, men også du vil finde vejen gennem denne skov.

Ikke alt kan føles trygt. Ikke alt skal føles trygt. Livet er akavet, og det sociale er usikkert. Og uanset, hvor og hvordan du er opvokset, skal også du igennem ubehaget og angsten i mødet med det nye og ukendte for at få nye

muligheder. Større frihed. Det skal alle mennesker. At overvinde utrygheden og finde sin vej – skaber modne og kompetente mennesker.

Jeg håber derfor, at du vil fortsætte ufortrødent og trodse den stemme, der siger, at det er for akavet og for ubehageligt og i stedet starte med at sige noget, når du står overfor en fremmed.

At du vil kigge op, når alle andre sidder med næsen i skærmene, eller ingen tør starte samtalen.

At du vil være den første, der går ind i lokalet og sætter dig og er klar til at blive undervist.

At du vil dele det, du kan med de andre, selvom du er i tvivl, om du er god nok.

At du vil lægge armen om skuldrene på den, der er lidt udenfor eller bare virkelig bange. Og så håber jeg, at du tør smide sokkerne, selvom nogen synes, at bare tæer er ulækre.

At tage på efterskole er at slippe din egen kontrol et øjeblik og i stedet læne dig ind i rammen og det fælles. En ramme og et fællesskab, der er skabt til at eksperimentere med selvstændigheden, og hvor der er hjælp at hente hos de voksne, når du vakler – så husk at række ud, når det hele føles for overvældende.

Gør jer umage med jeres liv og jeres ophold på SFE

Jeg ønsker for jer alle det bedste ophold »ever« på Sdr. Feldings efterskole og tillykke med det mod i allerede har udvist.

Velkommen til et forrygende og fantastisk skoleår 24/25. Til forældrene: Et efterskoleophold er ikke en lejrskole men et dannelsessår.

ColorRun

- en farverig begyndelse på efterskolelivet

Hvert år, når et nyt elevhold indtager Sdr. Feldings Efterskole, fyres der op med fede og farverige aktiviteter, som en del af vores introuge. Og for elevholdet 24/25 var det ingen undtagelse!

ColorRun er blevet en fast del af programmet den første uge. Og ærligt talt – findes der en bedre måde at starte sit efterskoleår på, end at gå rundt med sin nye klasse, dækket af farver og et stort smil på læben?

Eleverne kender ikke hinanden endnu, men det gør ingenting. Det ændrer sig hurtigt, når de griner sammen, løser fælles opgaver og bliver kastet ud i aktiviteter, hvor samarbejde og godt humør er nøglen. Langs ruten ligger der forskellige stationer, hvor de skal stå sammen, heppe på hinanden og finde på et fælles kampråb – et øjeblik, hvor de for alvor mærker, at de nu er en del af noget fælles.

Dagen begynder med en sjov og fælles opvarmning, hvor både lærere og elever hopper, danser og varmer grinende op til dagens udfordringer. Af

Musikken – klassikere fra lærernes ungdom –fylder græsplænen og stemningen stiger, når tonerne fra »Call on me« og »Walking on sunshine« blæser ud af højtalerne, imens lærerne står på podiet og styrer opvarmningen i farverige kostumer.

Når starten går, flyver farverne gennem luften. Det er næsten umuligt at se noget for farverigt pulver, men man kan tydeligt høre det –latteren, råbene og den energi, der opstår midt i det farverige kaos.

Eleverne kaster farverne mod hinanden, lærerne bliver ikke skånet og hele skolen forvandler sig til et hav af kulørte glade ansigter og levende farver.

Med farverne flyvende om ørerne og i strålende solskin, bliver kontaktgrupperne sendt afsted én efter én. Undervejs på ruten venter både fællesbilleder i kanalen, akrobatiske øvelser og højlydt sing­along. I rigtig ColorRun­stil bliver eleverne undervejs overdynget med mere farverigt pulver – gul, blå, rød, grøn og lilla … og var, da de nåede i mål – dækket fra top til tå i alle regnbuens farver. Hvis de var særligt heldige, kunne de finde farve i ører og næse i flere dage efter løbet.

ColorRun er ikke bare et løb! Det er begyndelsen på det sammenhold vi håber eleverne vil finde. En formiddag fyldt med grin, farver og nye relationer. For nogle elever er det netop her, de for første gang mærker, at de hører til.

Og bedre kan et efterskoleår næsten ikke starte.

DE SMUKKE UNGE MENNESKER, – PLUDS’LIG ER DE STUKKET AF….!

Af Sanne Lyby

Sdr. Feldings Efterskole (SFE) åbnede dørene og bød i august 2006 velkommen til vores allerførste elevhold og har, – som man dermed kan regne ud –, netop i år modtaget det 20. elevhold. Dermed har hen imod 2000 årselever gennemført et skoleår her hos os, – noget vi er bragende stolte af. Især er vi stolte af at se, hvad de i årenes løb har udviklet sig til, – alle disse – nu for længst –voksne unge mennesker.

Jeg har igen i år, haft fornøjelsen af at snakke med et udpluk af dem og det har været helt fantastisk at høre deres historier. Amanda, Victor, Ida, Emma, Sara og Dennis –, alle sammen unge mennesker, som har noget på hjerte, når de beretter om deres efterskoleår på SFE. Spredt rundt i årsskriftet finder I deres fortællinger om, hvad deres tid på SFE har betydet for dem og hvordan de er nået dertil, hvor de er i dag.

God fornøjelse. Og til de seks skønne unge mennesker – TAK fordi I ville bidrage med jeres fortællinger!

Amanda - elev på SFE

TILBAGEBLIK

Det var en lidt stille pige på bare 14 år, som første gang trådte ind på Sdr. Feldings Efterskole i august 2013. Skolegang og faglige krav havde i nogen tid været svært for Amanda og en del af forklaringen skulle måske findes i Amandas ordblindhed.

Når Amanda i dag skal beskrive sig selv fra den gang, kommer ordene »lidt sky«, »stille« og »sagde ikke så meget«, ret hurtigt. Det var nemlig ordene, som hun gang på gang havde fået besked på i folkeskolen: »Du skal sige lidt mere!«

Amanda havde dengang ikke meget tiltro til sig selv eller til egne evner, hvilket også i en vis udstrækning havde indflydelse på selvtilliden.

At skulle hjemmefra allerede i 8. klasse, er ikke noget der naturligt ligger i kortene hos de unge mennesker og Amanda beskriver det også som lidt svært. Men det var en fælles beslutning mellem Amanda og forældrene, at det var en god ide, så Amanda kunne få den rigtige hjælp til at blive løftet fagligt – med ordblindheden som den trofast følgesvend og et vilkår, som der skulle arbejdes med på SFE.

Heldigvis har vi med en viljestærk og klog pige at gøre, så for Amanda var der ikke umiddelbart nogle problemer med, at blive en del af efterskolen. Hun faldt hurtigt godt til og fik mange gode relationer i elevflokken.

13/14 og 14/15 i hhv. 8. og 9. årgang

Når Amanda beskriver sin skolegang på SFE, kommer det prompte: »Det var rart ikke altid, at være den dårligste i klassen«.

På SFE oplevede Amanda, at man virkelig tog hånd om elevernes ordblindhed og gav dem troen på egne evner.

Amanda var rigtig glad for de små klasser, de små sammenhænge, hvor man blev set og hørt og hvor man kunne hjælpe hinanden. Amanda oplevede i timerne, at det var nemt at få den hjælp man havde behov for.

Især var Amanda glad for den niveaudelte undervisning, som hun synes gav en god ro og tryghed.

Amanda fortæller at hun før var ramt af præstationsangst – eller eksamensangst.

Men noget af det som Amanda helt sikkert mener kommer fra tiden på SFE, er den selvsikkerhed og selvtillid, som blev opbygget her og som gav hende troen på, at man overlever både afslag eller dårlige resultater. Man kommer videre alligevel!

Efterfølgende tog Amanda en Professionsbachelor i Ernæring & Sundhed, hvor hun i 2022 var tilbage på SFE i forbindelse med uddannelsesforløbet, i en periode med »Formidlingspraktik«, leverede en forrygende pep­talk til vores elever om, aldrig at give op, men derimod tro på, at man trods ordblindhed og andre skolemæssige udfordringer, kan komme derhen hvor man gerne vil.

Som Amanda beskriver det, så skulle hun ikke stoppe med sin bachelorgrad, –hun gad nemlig ikke være hende den sure, der hele tiden skal fortælle folk, at de skal spise sundt. Drømmene rakte videre og efter mere.

I dag er Amanda rykket med kæresten til København, hvor hun er påbegyndt en kandidatgrad i »Foodinnovation & Health« på Københavns Universitet.

Efter 8. og 9. skoleår på SFE, tog Amanda videre til en almindelig efterskole i 10. klasse.

Dette efterskoleophold var også godt, men der er ingen tvivl i Amandas stemme, når hun siger: »Altså, de 2 år på SFE var klart de fedeste – især 1. år!«.

Efter SFE følte

Amanda sig rigtig godt rustet til at skulle videre på gymnasiet i Skjern, hvor hun gennemførte en HTXuddannelse.

Amanda drømmer om at være med til at udvikle fremtidens fødevarer med fokus på helbred og bæredygtighed. Da jeg til slut spørger Amanda, om hun tæn ker hun ville have haft samme udbytte af en anden efterskole, som ikke var specialiseret i ordblindhed, er svaret kort og præcist: »Nej!«

Amanda er af den overbevisning, at en almindelig efterskole, blot ville have været en forlængelse af folkeskoletiden.

Elevrådet - elevernes stemme i skolens hverdag

På vores efterskole, har alle elever mulighed for at stille op til elevrådet. Det kræver bare, at klassen bakker op – og pludselig sidder man med ved bordet, hvor beslutningerne bliver taget og ideer bliver til virkelighed.

Elevrådet er nemlig et vigtigt talerør mellem eleverne og skolens ledelse, hvor man som elev kan være med til at forme sin egen hverdag.

Elevrådet består af repræsentanter fra hver klasse, en lærerrepræsentant (i år Cecilie) og forstanderen (Asbjørn). Sammen tager vi fat på de emner, som eleverne bringer i spil –store som små.

Et af årets større emner var mobilpolitikken. Her lykkedes det elevrådet at forhandle sig frem til en ændring: I stedet for at mobilerne skulle blive på værelset hele dagen (på nær om natten, hvor de sover i IT­rummet), fik eleverne mulighed for at bruge deres mobiler i fællesområderne – dog først efter undervisningens afslutning. En beslutning, der nu videreføres i skoleåret 25/26. Det er netop den slags input og samarbejde, der gør elevrådets arbejde meningsfuldt –når elever og voksne sammen finder løsninger, der giver mening for alle.

Men elevrådet laver ikke kun regler – de skaber også oplevelser.

Til fastelavn stod elevrådet for hele arrangementet, og i år havde de valgt, at hver klasse for sig skulle have sin egen tønde. Der var præmier til de bedst udklædte, og efter tøndeslagning blev der dystet i Limbo og »Bide til bolle«. Det hele blev afviklet med både overblik og god stemning – og det var tydeligt at elevrådet tog opgaven alvorligt –og havde det sjovt undervejs.

Også til Gallafesten satte elevrådet deres præg. De stod for et særligt indslag med elevnomeringer – men ikke bare for sjov!

Der blev lagt tanker og værdier bag, og nomineringerne skulle afspejle det fællesskab og den kampgejst, der præger livet på efterskolen.

Blandt andet blev der uddelt prisen for »Årets Fighter« til en elev, som havde haft det særligt svært, men som havde kæmpet sig igennem året, og »Årets Faglige

Knokler« til én, der virkelig havde givet alt i undervisningen. Alle elever kunne nominere og stemme, og det hele kulminerede i et festligt og rørende indslag til gallaaftenen, som elevrådet selv stod for at afvikle.

Elevrådsarbejdet er et tydeligt eksempel på, hvordan unge mennesker kan – og vil – tage ansvar, når de får muligheden givet. Og det er en fornøjelse at se, hvordan deres en gagement både gør en forskel i hverdagen og skaber stærke fællesskaber.

Af Cecilie Jensen

AI - skal vi juble eller bekymre os?

Der er næppe nogen tvivl om, at AI er kommet for at blive. Vi møder det hele tiden, når vi logger på via ansigtsgenkendelse, bruger søgefunktioner eller sågar blot søger nyheder og vejrmeldinger. Det er alt sammen AI­genereret. Vi er allerede suget langt ind i brugen heraf, uden at vi nødvendigvis har forholdt os til det.

Selv er jeg ren novice på området. Jeg ser det ikke komme, før nogen pludselig siger: »Wouw, se lige her hvad det her kan«.

Vi kan vælge at lukke øjnene og sige: »Det kommer ikke mig ved« eller vi kan vælge at tage imod det, smage på det, søge viden om det og tilstræbe at bruge det på den rigtige måde.

Men hvad er så den rigtige måde?

Vi skal være helt på det rene med, at de unge tager det til sig som en gave. Og hvad er så vores opgave som »de voksne« – eller den generation som er vokset op uden?

Det må være at sætte os ind i muligheder og faldgruber og lære dem, at bruge det kritisk, – og det er og bliver en enormt stor opgave, som er helt nødvendig at tage alvorligt og møde konstruktivt.

Det synes jeg personligt er lidt skræmmende. Omtrent lige så skræmmende som den AI­genererede video med Trump og Musk, der har indtaget Gaza og omdannet det til østens Las Vegas.

Vi kan i dag spørge AI via ChatGPT om alt mellem himmel og jord, – og er man ikke kritisk, kan man få informationer, som er helt fejlagtige. Vi skal nemlig ikke glemme, at det er en maskine, – og en maskine som kun indeholder, hvad menneskelig intelligens har fodret den med.

På sociale medier i dag, er det helt umuligt for os at vurdere, hvorvidt en nyhed, en video, et indlæg m.v er ægte eller AI­genereret.

I et foredrag jeg deltog ved, fortalte en oplægsholder om, hvordan han havde bedt AI om at generere en video af ham, hvor han fremlagde en teori om rumfartteknologi – på tysk – et sprog, som han på ingen måde mestrede. Han fodrede AI med en bid af sin stemme og sit ydre, og VUPTI havde han en perfekt fremstilling af sig selv på klingende tysk om et emne, han ikke havde nogen som helst baggrund for at tale om. Ansigtsmimik og tale var fuldstændig naturtro på perfekt tysk.

Og det er her det bliver mudret – eller bekymrende. For hvem er det der fodrer »maskinen«? Hvad er det, vi vil have den til at vide og videregive?

Hvad er det for informationer den med fordel kan give? Hvordan kan det misbruges?

Der har været mange beretninger i medierne om studerende, som er blevet taget i at snyde med deres opgaver ved brug af AI.

Men er det snyd? Er det forkert at søge sine oplysninger, der hvor de findes? Er anvendelse af AI via ChatGPT mere forkert end et leksikon i reolen eller i arkiver og aviser? Umiddelbart nej, – hvis man ellers forholder sig kildekritisk til det man finder.

Som med alt andet, skal vi holde hovedet koldt og lære vores unge, at være kritiske og ikke »spise alt man ser råt«.

Vi skal i fællesskab erkende at dette er nyt for os alle og så skal vi i fællesskab lære at bruge det, der hvor det gør gavn, – der hvor det kan lette vores arbejde og udfordringer. Og så skal vi frem for alt være bevidste om, at AI ikke besidder hverken empati eller har et har et moralsk eller etisk kompas, – og heller ikke nødvendigvis sandheden.

Af Sanne Lyby

Teknologi, tid og tillid - når ordblinde elever får mulighed for at lære

På Sdr. Feldings Efterskole arbejder vi hver dag for at give ordblinde elever de bedste betingelser for faglig og personlig udvikling. En vigtig del af det arbejde er brugen af læse­ og skriveteknologi – værktøjer som IntoWords og AppWriter, der støtter eleverne i at læse, skrive og forstå tekster.

Desværre møder mange elever en forestilling om, at det er »snyd« at bruge teknologi. Men hos os ser vi det som en nødvendig støtte, der giver adgang til læring og deltagelse. Teknologien fjerner ikke udfordringerne, men den gør det muligt at arbejde med dem – og at lykkes på egne vilkår.

Som en elev udtrykker det:

»Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle klare det uden hjælp. Men her har jeg lært, at teknologi ikke er snyd – det er min måde at lære på.«

Når eleverne får de rette værktøjer i hånden, vokser både deres faglige selvtillid og deres lyst til at lære. På efterskolen har vi også mere tid til den enkelte elev. Undervisningen er tilrettelagt med blik for individuelle behov, og vi prioriterer tætte relationer mellem lærere og elever. Det skaber tryghed og motivation – og giver plads til at arbejde i et tempo, hvor alle kan være med.

Når teknologi, tid og tillid går hånd i hånd, sker der noget særligt. Eleverne opdager, at de kan mere, end de troede – og at deres ord og idéer har værdi. På Sdr. Fel­

dings Efterskole tror vi på, at alle elever har potentiale, og vi arbejder hver dag for at give dem modet og redskaberne til at bruge det.

Af Lonnie Olsen

Undervisning med fokus på den enkelte elev

På Sdr. Feldings Efterskole underviser vi i små hold med kun 12­15 elever.

Det giver læreren tid og overskud til at se hver enkelt elev og sikre, at alle får den støtte, de har brug for. Vi tror på, at tæt kontakt og ro i undervisnin gen, giver de bedste for udsætninger for læring, trivsel og udvikling.

Alle vores elever bruger læse­ og skriveteknologi (LST) i alle fag. Vi arbej der bl.a. med IntoWords, AppWriter og TxtAnalyser, og i matematik bruger vi Equatio til at støtte elevernes forståelse og formidling af faglige opgaver. Derudover træner eleverne indtaling, som en naturlig del af deres arbejde.

For mange er det en udfordring i starten, men i løbet af efterskoleåret bliver det en god og hjælpsom vane, der styrker både selvstændighed, faglig selvtillid og arbejdsglæde.

På Sdr. Feldings Efterskole handler undervisningen ikke kun om faglighed, – men om at give eleverne mod på læring, tro på egne evner og redskaber til at klare sig godt videre i livet.

Af Tina Kold

De store - og de små - fællesskaber

Jeg har lige læst en ny bog. Bogen har den lidt sære titel: »Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig«.

En lidt usædvanlig titel, men ikke des do mindre, en sætning vi på efterskolen hører temmelig ofte fra vores elever. Det er nemlig præcis de ord de siger, når fællesskabet bliver for stort – og kravene for mange.

Så rammes vi af tanker som: »Er de lidt for skrøbelige, de unge mennesker?« »Skulle de ikke hanke lidt op i sig selv og tage sig sammen?«.

Det kan sagtens være, at nogle skal det.

Der har været talt meget om, at forældre føjer børnene for meget og at der i dag opdrages for meget efter, hvad barnet føler eller har lyst til.

Føler vi for meget og kræver for lidt?

Stiller vi i virkeligheden for få krav til vores børn og unge?

Disse er alle sammen spørgsmål, som jeg vil lade ligge ubesvarede for nu.

I stedet vil jeg tænke forfatteren til bogen »Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig«, teolog og højskolelærer

Christian Hjortkjær ind i sammenhængen og se på, hvorfor vi oplever stadig flere, som må træde ud af fællesskabet for en stund og søge ensomheden og roen i lø bet af deres efterskoleår. Og i samme om gang se på, om det overhovedet er acceptabelt at godkende og efterleve et sådant behov på en efterskole, som jo netop er indbegrebet af fællesskab.

hvilket ansvar, der hviler på den unge i denne sammenhæng. »Husk, din blotte tilstedeværelse har betydning for din næste«, siger vi, – helt i gamle Løgstrups ånd.

Så egentlig kan man jo ikke rigtig undre sig over, at nogle vil føle et vist pres lagt på deres skuldre, alene ved de forventninger andre har til deres måde at være i fællesskabet på.

Men hvad nu, hvis man vitterligt er »sådan en, der har brug for at trække sig«? Er man så slet ikke en god elev?

I starten af sin bog, beskriver Christian Hjortkjær, hvordan han altid starter et skoleår med en øvelse, hvor eleverne skal forsøge at beskrive, hvad der udgør en god højskoleelev.

Når man således står med 100 elever, som byder ind, bliver listen af ord meget omfattende, – og efterhånden som rækken af ord toner frem, des mere indser man, at alt dette – idealet af den gode elev – kan intet menneske leve op til. Dermed kan det ikke undre, at mange vil føle sig måske både stresset og utilstrækkelig, hvis det er forventningen til den enkelte.

Det er nemt at forstå, at jo flere elever – altså jo større fællesskab – des flere ord indgår i listen af ord over, hvad den gode elev er, – altså idealet!

Når en elev starter på Sdr. Feldings Efterskole (SFE), har de givetvis forinden fået ørerne tudet fulde af udsagn om, at dette vil blive året, hvor de vil få masser af venner for livet, hvor fællesskabet leves i yderste potens, et år som vil blive det bedste i deres liv o.s.v. Fra skolens side er vi heller ikke tilbageholdende med at understrege, hvor meget vi forventer af deres deltagelse i fællesskabet og

Sidder man så i »fællesskabet«, som den elev, der måske ikke føler sig »modig, åben, udadvendt, nysgerrig, rummelig, autentisk, smilende, sød, deltagende, initiativrig….«, og hvad ordene ellers kunne være, – så kan man vel egentlig godt forstå følelsen af at: »jeg har lige brug for at trække mig«.

Hvad nu, hvis man vitterligt trives bedst i små fællesskaber, er det så også ok? Må man godt stå lidt alene eller søge en lille gruppe?

Christian Hjortkjær har i mødet med børnehaveledere erfaret, at den tilgang man har i vuggestuer og børnehaver til dannelsen af fællesskabsfølelse og ansvar hos det enkelte barn, er at barnet læres at være inkluderende i alle sammenhænge. Altså – det er ikke tilladt at sige »nej«, hvis andre vil ind og være med i en igangværende leg i en mindre gruppe.

Med andre ord, læres børnene, at det er forkert at være ekskluderende, hvilket man jo egentlig, har svært ved at være uenig i.

Men hvad nu, hvis en mindre gruppe finder tryghed og tillid i et samvær, hvor de oprigtigt kan finde ro og være helt sig selv? Skal man altid åbne gruppen for alle, med risikoen for, at roen og trygheden brydes? (Et spørgsmål, som bestemt også kunne stilles i voksensammenhæng?)

Forskning i hvor stor den ideelle gruppe bør være, har kunnet fastslå at det lille fællesskabs øvre grænse er: 7.

Den amerikanske adfærdssociolog George Homans har præciseret den optimale gruppe til at være 5­7. Dette bekræftes i historien, i film, i hændelser gennem tiden igen og igen. Man har kunnet dokumentere, hvordan den 8. person i en gruppe, ofte bliver den, som giver anledning til at gruppen deles i 2.

Er det altid det rigtige, blot at lade andre bryde ind og deltage i legen?

Hvad er det egentlig vi gerne vil lære vores børn?

Svaret vil givet vis være, at de skal lære betydningen og følelsen af fællesskab og fælles ansvar.

Hvad kendetegner det gode fællesskab?

1. Når mennesker er samlet i en gruppe, vil man – som dyr i øvrigt – søge øjenkontakt og synkronisere kropssproget. Derved opstår følelsen af samhørighed og risikoen for misforståelser mindskes.

2. Der skal være en afgrænsning, så det er tydeligt hvem der er med og hvem der ikke er.

3. Og så skal gruppen kunne fokusere på et fælles objekt eller en fælles aktivitet.

Således skulle legen jo fint kunne udfolde sig i denne afgrænsede gruppe.

En anden teori er Antroprologen Robin Dunbar’s, som har fremlagt en meget visuel teoretisering af fællesskaber med: »Dunbars Number«. Her illustreres med cirkler, som hver repræsenterer et sociologisk tal, hvor mange personer vi mennesker kan forholde os til i givne sammenhænge:

Den inderste cirkel rummer tallet 5, som er det antal relationer, som vil udgøre vores »intime relationer«.

Disse repræsenterer dem, hvor intimitet, fortrolighed, sårbarhed og ærlighed kan være nærmest ubegrænset.

Den næste cirkel rummer tallet 15, som er det maksimale antal af relationer, med hvem du kan have et højt niveau af tillid og åbenhed, også kaldet »nærmeste venner«, – eller udvidede familie.

Den 3. cirkel rummer tallet 50, som er det antal »venner«, som man ser jævnligt, men hvor man ikke forventes at kunne holde styr på alt, hvad der sker i deres liv.

Den sidste og 4. cirkel rummer tallet 150, som er det maksimale antal meningsfulde kontakter, som vores primalhjerne er i stand til at opretholde vedvarende venskaber med.

Alt herudover kalder vi for bekendte, netværk eller facebookvenner

Dunbar’s teori kan for nogle nok synes provokerende, men sandheden er, at vi jo netop ikke kan overskue nære

venskaber eller fællesskaber med et helt efterskolehold hele tiden.

Det samme gælder meget store arbejdspladser, hvor man gennem tiden har oplevet, hvor svært det er for mange, når små afdelinger sammenlægges til store enheder. Der går sjældent lang tid, før små arbejdsgrupper bliver etableret.

Hvis vi skal tænke Dunbar’s teori ind i sammenhængen med vores elevers opstart og liv på efterskolen, så er det indlysende, der samtidig nemt kunne opstå helt andre konflikter heri.

Når du får nye venskaber, vil det uværgeligt betyde, at andre må skubbes ud i næste cirkel.

Deri kan der ligge en følelsesmæssig konflikt, – for hvad nu, hvis det er veninden derhjemme, som må vige pladsen, for den nye efterskoleveninde? Eller den nye kæreste, som ikke længere levner plads til den gamle kammerat derhjemme?

Dette kan, i hvert fald i starten af et efterskoleophold, få betydning for en elevs trivsel og selvforståelse som »den gode ven«.

samfundssind. Men … alt det kan kun lade sig gøre, hvis vi besinder os på, hvad der er menneskeligt muligt. Vi kan indgå i store forpligtende fællesskaber, hvor vi træder ud på savannen, organiserer os og tilsidesætter os selv for et højere formål, men det kommer ikke uden utilstrækkelighed, skyld, skam og følelsen af at gå på kompromis med sig selv gang på gang. Derfor kræver det, at vi samtidig giver plads til at indgå i de små gruppers åndehuller, hvor vi ikke behøver tage de hensyn, være på, være glade, være sociale og ideale.«

Dunbar’s teori skal imidlertid i denne artikels sammenhæng mest bruges til at forstå, hvorfor det store fællesskab ikke altid har lige gode vilkår i alle sammenhænge og hos alle elever.

Det er ikke et spørgsmål om at begrænse, hvor mange venner man må have, men derimod at forstå og afgrænse, hvor mange det er muligt at have.

Dermed kan vi undgå at man føler skyld og skam over, at måtte trække sig af og til, fordi man indser det naturlige i at man har brug for mindre sammenhænge.

Som Christian Hjortkjær skriver mod slutningen af sin bog i det lille afsnit »Åndehuller«:

»Selvfølgelig har det store, forpligtende fællesskab sin berettigelse. Selvfølgelig skal vi lære vores elever at tage ansvar, udvise respekt og tolerance. Og selvfølgelig skal vi i de frie skoler danne de unge mennesker til demokrati og

Især i kølvandet på Covid19, er der blevet snakket meget om de unges manglende robusthed. Det er omtrent blevet udlagt, som noget de skulle kureres for, så de igen kunne komme ud være med i fællesskabet. Men hvad nu, hvis dette store fællesskab slet ikke i sig selv er robust, hvad har det så at tilbyde den unge, som selv står på usikker grund?

Christian Hjortkjær stiller spørgsmålet: »Hvad nu hvis det robuste i stedet var en kvalitet ved fællesskabet? At man kunne hvile i tilliden til og troen på, at i vores lille gruppe, dér har vi hinandens ryg. At her dømmer vi ikke hinanden for ikke alt leve op til fællesskabets idealer. At vi har en indre fæstning her, som styrkes ved sit eget værd.«

Det er fællesskabet, som skal være robust, og ikke det enkelte menneske, skriver Christian Hjortkjær.

Som alle andre, skal også vores elever have lov at være sårbare, ærlige, sære, besværlige – sig selv!

Det skal vi skabe rum til og have tålmodighed til at bære i perioder, for derigennem at støtte dem i tilliden til at de er, som de skal være. At vi griber dem, hvis de falder og tilgiver dem når de skuffer.

Som de voksne på vores skole, skal vi kunne tåle at se eleverne søge tid alene, søge de små fællesskaber, finde fodfæste her, for så forhåbentlig til slut, at kunne samles i et større fællesskab med ro i sjælen og tillid til livet, som ligger foran dem.

Emma Bæk: Når rammerne er gode, blomstrer man

TILBAGEBLIK

Denne sætning var en af dem Emma spontant kom med i min samtale med hende på en smuk solskinsdag i september 2025. I det hele taget brugte Emma ordet »blomstre« flere gange i vores samtale om hendes tid på Sdr. Feldings Efterskole.

Emma var elev på skolen i 9. og 10. årgang fra 2013/ 2014 og 2014/2015.

I dag studerer Emma til Ergoterapeut i Holstebro på 3. semester og elsker sine studier og muligheden for at udleve alt det kreative, som Emma rummer og gerne vil give videre til kommende klienter, borgere og patienter.

Der var engang, hvor Emma nok tvivlede på egne faglige evner og muligheder, men den tid er ovre. Hvad der bragte Emma hertil er naturligvis en kombination af flere faktorer, men nok især af en efterskoletid, hvor hun, –som hun beskriver det, – fik mulighed for opblomstring i trygge rammer, kendskab til tekniske hjælpemidler og en atmosfære præget af sociale fællesskaber og forståelse for hinandens udfordringer.

Ret præcist sådan beskriver Emma sin skoletid på Sdr. Feldings Efterskole (SFE).

Inden Emma kom til SFE var hun en stille og forsigtig pige med mange faglige udfordringer og lavt selvværd.

I 8. klasse besluttede Em ma og hendes forældre, at

hun skulle på efterskole i 9. klasse et sted, hvor man følte sig sikker på at Emma ville få sit afgangsbevis og hvor rammerne ikke var alt for vide og store.

Netop valget af SFE hang dengang også sammen med skolens størrelse. Her oplevede Emma at alle kendte hinanden og der blev skabt sociale fællesskaber på kryds og tværs. Man fandt løsninger, fordi man turde tale sammen, – det var ikke farligt, fordi alle vidste, at man sloges med de samme udfordringer.

De små læringsrum var en tryghed for Emma og hendes elevkammerater. Som Emma siger: »Man kunne spejle sig i hinanden og derved få en større forståelse for hinanden«.

Fællesskabet som opstod efter undervisningstid, gav gode muligheder for at udvikles. »Når man laver noget sammen, vokser man, – og når rammerne er gode, blomstrer man«, siger Emma i vores samtale. Alt dette gjorde at Emma følte sig klædt på til at skulle videre, da hende 2 år på efterskolen var slut. Det sociale sammenhold og den styrke som lå heri, – samt det faglige løft, havde bidraget til at give Emma langt større selvværd og mere selvtillid og har derved bidraget til de menneskelige kompetencer, som gør at hun om godt 2 år kan kalde sig professionsbachelor.

8. årgang indtager Aarhus

Vi har på SFE tradition for at man i 8. årgang i efteråret rejser ud – men inden for landets grænser. Danmark byder på et væld af spændende udflugtsmål, som fortjener besøg og for vores 8. klasser, er formålet med skolerejsen, at klassen rystes sammen – imens de mærker oplevelsen af at være hjemmefra i samlet flok over flere dage. At blive indenfor landets grænser, giver en tryghed for alle. Sproget er kendt og afstandene overskuelige, – alt sammen noget som bidrager til, at energien og elevernes opmærksomhed kan bruges på samvær, relationsdannelse og de gode oplevelser.

I skoleåret 24/25 var destinationen Aarhus, som jo unægtelig byder på mange fantastiske seværdigheder og oplevelser. Steder og oplevelser, som for mange af eleverne var helt nyt.

Alt foregik med offentlig transport, noget som også var ukendt for mange. Vi oplever at mange unge i dag, er vant til at blive kørt i bil til og fra alt, – og derfor kan have vanskeligt ved at orientere sig i køreplaner og tog­ og busskifte. Så også heri ligger en spændende pædagogisk opgave. Vi rejste med toget fra Troldhede til Aarhus, – en tur som gik nemt og hyggeligt. Herfra skulle der skiftes til bus ud til Blommehaven Camping, hvor vi boede hele ugen. Campingpladsen ligger tæt på både skov og strand, og der var god plads til hygge, fællesskab og afslapning.

Programmet som var planlagt, bød på en bred vifte af kulturoplevelser. Først var vi på byvandring i Aarhus, hvor vi lærte om byens historie og arkitektur. Vi gik rundt i de hyggelige gader og så både gamle bygninger og nye bydele. Der blev gået mange kilometer hver dag, men stemningen var god, på trods af ømme fødder om aftenen. Senere besøgte vi Botanisk Have, hvor vi så eksotiske planter i de store drivhuse. Herfra gik turen til Steno Museet, – naturfagsmuseet, som

rummer fine udstillinger om vores krop og dens funktion, – ja snart sagt alt indenfor naturfagsområdet. Steno Museet er flittigt brugt af universitetsstuderende og er et sted, hvor man kan få lov at få »hands on« i flere af værkstederne. Planetariet blev næste besøg, hvor eleverne så en spændende stjernehimmel i kuppelsalen. En oplevelse, hvor man pludselig kan føle sig uendeligt lille i vores store univers.

Et af turens højdepunkter var besøget på ARoS, Aarhus’ store kunstmuseum. Mange syntes, at regnbuen på taget var det fedeste – udsigten over hele byen var fantastisk! Når man besøger Aarhus, som vi gjorde, er det unægtelig svært at komme udenom »Den Gamle By«. Her gik vi i H.C. Andersens fodspor og forestillede os livet dengang i 1800­tallet. Der blev også smagt på »gamle« kager og lært at gå på stylter.

Naturligvis blev der også tid til lidt shopping og byliv. Vi besøgte både McDonald’s, Normal og flere tøjbutikker i gågaden, hvor der blev købt snacks, souvenirs og lidt nyt tøj.

Om aftenen hyggede vi os på campingpladsen med madlavning, spil og grin. En aften tog en flok elever endda ind til centrum for at besøge en spilcafé, hvor de spillede brætspil og hyggede sig sammen.

Det var en super god tur med masser af grin, oplevelser og fællesskab – og selvom benene var trætte, var humøret højt hele vejen igennem!

Af Tina Kold

Berlin - 9. årgang på tur

Hvert år er Sdr. Feldings Efterskole på en til to udenlandsture. I skoleåret 24/25 lå en af rejseugerne i uge 38. For 9. klasserne gik turen til dejlige Berlin.

Forud for rejsen blev der i undervisningen arbejdet med at forberede eleverne bedst muligt på en uge i det tyske. Der var både fokus på Tysklands historie, men mindst lige så vigtigt: hvordan man bestiller en ‘Currywurst mit Pommes und eine kleine Cola’.

Natten til mandag kl. 00, mens resten af skolen sov, stod 9. klasserne forventningsfulde og glade, med pakkede tasker og hovedpuder under armen og rigeligt med snacks – klar til 8 timers bustur. Mens solen stod op, trillede vi ind i Berlin og ved ankomst, stillede vi vores bagage på det hostel, vi skulle bo på. Heldigvis lå vores hostel meget centralt, ikke langt fra Alexanderplatz, og vi kunne derfor gå til rigtig mange af de ting, som vi skulle se og besøge.

I høj solskin og med fyldte vandflasker gik vi mod Alexanderplatz gennem Tiergarten – Berlins grønne oase. Ved

Alexanderplatz skulle ele verne finde noget frokost på egen hånd, noget som rigtig mange havde glæ det sig til.

Efter et par timer i byen, gik vi retur til vores hostel, tjekkede ind på vores værelser og så afsted igen på tur.

Som det sidste tirsdag aften be søgte vi Rigsdagsbygningen – Tysklands svar på Folketinget. For at komme ind skal man igennem en sikkerhedsprocedure, der mere eller mindre minder om den, du oplever i lufthavnen.

Fra toppen af bygningen havde vi den smukkeste udsigt ud over Berlin. Det helt særlige ved Rigsdagsbygningen er den glaskuppel, som tårner sig op i midten af det hele. Glaskuplen repræsenterer, at folket er over Rigsda­

gen og står som en reminder om aldrig at vende tilbage til det, de engang var.

Også onsdagens program var godt fyldt op.

Efter morgenmaden blev vi kørt ud til det olympiske stadion i Berlin. Et stort og fantastisk stadion, der gennem tiden har været centrum for mange historiske begivenheder, fodboldkampe og koncerter. I små hold blev vi guidet godt igennem bl.a. VIP­loungen, omklædningsrummene og spillertunnelen. Ikke at forglemme resterne af den balkon, Hitler stod på og satte ‘legene’ i gang i 1936.

Det var et spændende og meget lærerigt besøg.

Efter vores besøg på det olympiske stadion, tog vi til Sachsenhausen. Den første koncentrationslejr oprettet af nazisterne d. 12. juni 1936. Omkring 35.00040.000 mennesker mistede livet i Sachsenhausen på grund af sult, sygdom, tvangsarbejde, mishandling og systematiske henrettelser. Et sted med en forfærdelig, men også vigtig historie.

Eleverne fik audioguides og måtte selv gå rundt mellem rester af barakker og monumenter. Solens stråler bagte på os

valgt sig ind på, om de ville på Spymuseum eller Mauermuseum. Spymuseum er et museum viet til spionerne og spionagens historie i Tyskland. På Mauermuseum kunne eleverne blive klogere på, hvordan livet omkring Berlinmuren var under Den kolde krig, samt hvordan folk gennem tiden havde forsøgt at flygte fra Øst­ mod Vesttyskland.

Men man kan jo ikke besøge museer uden at besøge det måske vigtigste, nemlig Rittersportmuseet. Så da eleverne var færdige med deres museumsbesøg, gik turen til Rittersport, hvor eleverne hver især kunne lave deres egen chokolade. Som afslutning på vores fantastiske tur, havde vi hjemmefra besluttet, at vi den sidste aften skulle spise fælles aftensmad. Menuen var enkel: pizza eller pasta med valgfri sodavand dertil. En rigtig god og hyggelig afslutning på vores tur.

Med fyldte maver og rigtig mange gode og lærerige oplevelser rigere, var vi klar til hjemrejse.

Kl. 22 satte vi os i bussen og turen gik hjem mod Sdr. Feldings Efter

10. klasse i Riga

Som en ny og ukendt rejsedestination for Sdr. Feldings Efterskole gik turen i år mod Letland –nærmere bestemt til hovedstaden Riga. En by, hvor næsten halvdelen af landets befolkning bor – omkring 7­800.000 mennesker – og hvor storbyens puls møder historiens dybe rødder.

Der var noget undersøgende over rejsen allerede fra begyndelsen. Hvad gemmer sig bag de brede boulevarder, de farverige facader og de mange lag af historie?

Eleverne fik mulighed for at se både de stille yderområder og det livlige centrum, hvor gamle bygninger vidner om en fortid, der stadig mærkes tydeligt i gadebilledet.

Formålet med rejsen var at udfordre eleverne – at tage dem et sted hen, de næppe selv ville have valgt. Og netop her ramte vi plet.

Landets og byens komplekse historie, præget af både russisk og tysk besættelse, åbnede for refleksioner og spørgsmål:

Hvordan var det at leve her under krigsårene?

Hvordan bærer man sådan en historie videre som folk?

Det blev en rejse fyldt med oplevelser, der satte tanker i gang.

For mange af eleverne var det første gang, de steg ombord på et fly og mærkede spændingen ved at lande i en helt ny storby.

Det i sig selv var en læring: at finde vej i ukendte gader, møde mennesker med et andet sprog, og opdage, hvor meget man egentlig kan forstå uden at kunne sproget. Måske blev der plantet et lille frø – et »rejsefrø« – som med tiden vokser og spirer til en nysgerrighed efter at se mere af verden.

Rejsen til Riga var ikke bare en tur ud i Europa, men en rejse ind i dannelsen, fællesskabet og forståelsen af, at verden er større end det, vi kender hjemmefra. Riga kan noget særligt – og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage.

En dag i trivslens tegn

Lørdagen inden Efterskolernes Dag summede hele sko len af liv. Alle elever var mødt ind til noget helt nyt: en hel dag kun dedikeret til trivsel, samvær og fællesskab.

Dagen begyndte med fællesgymnastik for både elever og lærere – til stor fornøjelse for førstnævnte. Det viste sig hurtigt, at det ikke er alle lærere, der har gymnastikken helt i blodet! Der blev grinet, pjattet og svedt, og stemningen var høj, da alle efterfølgende vendte tilbage til skolen til en velfortjent frokost.

Efter frokosten ventede en række samarbejdsøvelser, hvor eleverne blev blandet på kryds og tværs. Opgaverne krævede både kreativitet og samarbejde – og en god portion humor. Hvordan transporterer man egentlig en melon, der hele tiden skal have to hænder på sig, når dem der holder, ikke må bevæge benene? Og hvordan bygger man det højeste tårn af spaghetti og skumfiduser uden at det hele styrter sammen?

Der blev kæmpet, grinet og heppet, og det var tydeligt, at fællesskabet voksede for hver opgave.

Efter en lille pause rykkede hele flokken videre til ringridning i Balladen. Hver klasse havde fået tildelt en farve – og det blev taget ganske alvorligt! Skolen summede af farver, grin og kampgejst. Søren og Malene, vores trofaste

kokke, havde lånt et rullebord ud, mens pedellen

Mogens stillede en trillebør til rådighed. De blev præsenteret som dagens stolte »gangere«: Stål (rullebordet) og

Bør (trillebøren). Efter en hæsblæsende runde og en intens finale kunne det lyserøde hold løfte sejrstrofæet!

Som prikken over i’et sluttede dagen med besøg af to tidligere elever, Asta og Mathias. De delte personlige minder fra deres tid på skolen og fortalte, hvad efterskolelivet havde givet dem – både fagligt og menneskeligt. Deres vigtigste budskab var simpelt og ægte:

»Nyd det! Og giv den gas med at lære at bruge jeres hjælpemidler!«

Alt i alt blev det en fantastisk dag fyldt med grin, fællesskab og masser af efterskoleånd – præcis sådan, som vi bedst kan lide det!

Efterårsmiddag og generalforsamling - SFE udadtil

Som efterskole er man altid i et vist omfang afhængig af lokalområdets velvilje. Især hvis man som os, er placeret i et mindre lokalsamfund, hvor vores elever nødvendigvis er temmelig synlige i det daglige bybillede.

Vi fylder i køen i Brugsen, vi støjer når vi kommer i flok, vi optager sportshallen – og så er vi »teenagere«, med alt hvad det medfører af glæder og frustrationer.

Og ja, – vi bidrager godt til pengekassen i Brugsen og på sportshallens budget, – og vi gør hvad vi kan, for at sikre, at vores elever forstår, at vi er gæster i bybilledet og lærer dem at tage hensyn til andre på deres vej. Vores oplevelse er, at vores elever altid bliver taget godt imod, hvor de kommer frem, og det er vi meget taknemmelige for.

Vi er rigtig glade for at Sdr. Feldings Efterskole har en stor skolekreds, som bakker op om skolen og dens virke, – og vi elsker, når vi har dem på besøg.

Skolekreds og lokalbefolkning inviteres 2 gange årligt til ren forkælelse på skolen. I starten af skoleåret inviteres til efterårsmiddag, som finder sted i slutningen af oktober, imens det 2. arrangement er skolens generalforsamling, som finder sted i april. I begge tilfælde dækkes der fint op og køkkenet træder i den grad i karakter og kreerer de lækreste menuer til de fremmødte.

Elever med særlig interesse for kokke­ og tjenerfaget, får disse aftener chancen for at udleve deres drøm og hjælper i køkkenet og ved servering.

År for år er antallet af gæster vokset, og sidste efterår havde vi over 80 tilmeldte, imens vi for generalforsamlingen i april kunne glædes over 60 deltagere.

Det er en stor glæde og fornøjelse for os, at mærke den enorme opbakning til vores skole og vi kvitterer gerne med god mad, vin, hygge og højskolesang og fortælling ved disse arrangementer.

Og eleverne – de er pærestolte over at kunne bidrage.

Den praktiske del på SFE

På SFE er fællesskab ikke kun noget, vi taler om – det er noget vi praktiserer i det vi gør og måden vi tilrettelægger dagene. For også praktiske opgaver skal løses – og det gør vi i fællesskab.

Hverdagen rummer nemlig både rengøring og praktiske opgaver, som eleverne er en vigtig del af. Det gælder alt fra køkkentjans og værelsesrengøring til små opgaver rundt omkring på skolen.

Vi lægger vægt på, at det ikke kun skal være en pligt, men også en hyggelig og social del af livet på efterskolen. Når man hjælper hinanden, går tingene nemlig både hurtigere og nemmere – og det skaber en følelse af ansvar og fællesskab.

Eleverne får i løbet af året forskellige områder, de skal tage sig af. Det kan være at samle skrald, tørre borde af, vaske vinduer eller gøre et klasselokale klar til undervisning. For nogle er det første gang, de prøver kræfter med sådanne opgaver, men alle oplever, at de bliver mere selvstændige undervejs. Og inden skoleåret er omme, har de lært, at oprydning og rengøring faktisk er en vigtig del af voksenlivet – og noget, man kan blive ret god til.

Vi gør meget ud af at guide og rose eleverne, så opgaverne ikke føles for tunge. Og sommetider giver vi lidt ekstra motivation i form af en belønning – hvad enten det er et smil, et kram eller måske en slikkepind.

Af Benthe L

Nyt år - nye madvaner

Mange har en forestilling om, at det må være dejligt nemt at arbejde i et efterskolekøkken, hvor der er et nyt hold hvert år til august. Menuer der kan genbruges, og mængderne på maden må jo være det samme, hvis elevtallet er nogenlunde ens med det forrige år. Men sådan er det bestemt ikke. ��

De første par uger er altid spændende. Man har en idé om, hvad de unge mennesker spiser og hvad de ikke gør, og man bruger lidt mængderne fra sidste år. Og når man så står ved frokostbordet, kan man vir kelig blive overrasket. I år, skal der f.eks en hel kasse kartofler med 7 kg ekstra til, i forhold til sidste år. Grøntsager ryger bedre ned i år, hvis de er hver for sig og ikke blandet sam men i en stor salat. Nogle år er de mere mad­modige, som vi kalder det, og andre år er der run på rugbrødsmadder­

ne til frokost, fordi maden nogle dage er anderledes, end det eleverne er vant til hjemmefra.

Når det kommer til menuerne, kan vi jo i princippet genbruge fra år til år, men det gør vi ikke. Vi lærer selvfølgelig ret hurtigt de unges favoritter at kende, og dem får de også i løbet af året. Men kunne eleverne selv vælge, var det pasta og kødsauce, lasagne, pizza, burgere og boller i karry vi skulle lave, men så ville vores dagligdag ret hurtigt

Vi vil gerne prøve noget nyt, og derfor går vi også nogle gange til opgaven uden helt at kende slutresultatet, men i 9 ud af 10 tilfælde kan vi konkludere, at det kan vi også godt lave til 100 mand, selvom det fra vores kokkeverden oftest er noget, der skal laves i sidste øjeblik.

Alt i alt, kan vi konkludere, at et efterskolekøkken aldrig er kedeligt at arbejde i ��

Af Malene E

Køkkenpraktik - eller et udviklende fællesskab?

Her på skolen betragter vi i væsentlig grad skolens køkken som »skolens hjerte«. Under måltidet skabes samtale og med det udvikles det sociale fællesskab, når vi samles om bordet og indtager dagens måltider. Vi er meget bevidste om kvaliteten af den mad, som serveres hver eneste dag, – velvidende at unge mennesker i vækst og udvikling, har brug for det rette brændstof. Men intet kommer jo af sig selv og derfor ligger der en betydeligt mængde arbejdstimer i alt fra planlægning og indkøb, til fremstilling, servering og oprydning. Hele denne proces ønsker vi vores elever skal være medvirkende i. Derfor er alle elever på Sdr. Feldings efterskole som minimum en uge i løbet af skoleåret med i køkkenarbejdet, hvor de sammen med skolens to dygtige kokke lærer at være en aktiv del af hele processen.

»Jamen, hvorfor skal jeg det?« – spørger en elev af og til! Det er tydeligt at der er stor forskel på, hvor meget en ung har været med i det huslige arbejde hjemme og derfor falder det også overordentlig svært for nogen, at se meningen og rimeligheden i, at de

skal lave mad og vaske op. Det er dog vores klare holdning, at vi giver eleverne noget godt med på vejen, når vi fastholder, at man på en efterskole såvel som i en familie, er en del af et forpligtende fællesskab, hvor man bidrager til det arbejde, som nødvendigvis må og skal udføres.

arbejde for at vække eleverne interesse for råvarernes kvalitet og anvendelses muligheder, for derigennem at skær pe elevernes nysgerrighed og lyst til at idégenere, når madplanerne skal lægges og råvarerne tilberedes.

herigennem ser værdien i arbejdet og dermed med stolthed kan være med til at servere den mad, som de har medvirket ved fremstillingen af.

At blive set - og skabe en ny historie

TILBAGEBLIK

Overskriften på denne samtale

med Ida, er talt direkte ud af Idas for tælling om, hvad hendes skoleår på Sdr. Feldings Efterskole (SFE) betød for hende.

Ida fortæller at hun en dag i 7. klasse kom hjem efter en dag i skolen, hvor det bare havde været særligt svært og der for var forfærdelig ked af det. Lige præcis den dag var hun ikke i tvivl om, hvad hun ville, – hun ville på efterskole og det skulle være på SFE. Valget var ret let at tage for Ida, da hendes skoleveninde skulle samme sted hen i 8. klasse, hvorved de to kunne følges ad og støtte hinanden.

men derimod var selvværdet svært at finde og der manglede noget, der kunne støtte den faglige udvikling fremadrettet, da ordblindheden var en kendsgerning.

Ida er meget klar i meldingen, når hun fortæller, hvad der for alvor hjalp hende på vej i skolesammenhæng: »Jeg følte at nogen SÅ mig, virkelig SÅ mig på mit niveau«. Ida beskriver hvordan hun følte, at hun med det blik hvormed hun blev set, blev overbevist om, at hun var god nok og kunne erkende at det er OK at noget er svært, –og som Ida siger: »Så finder man andre veje og man behøver dermed ikke længere hænge i bremsen«. Helt konkret nævner Ida, at det særligt vigtige for hende var

• Der var tid til den enkelte elev

Når jeg som interviewer og forfatter til dette indlæg efterfølgende sidder og kigger fotos af årgangen, ser jeg et utal af billeder, hvor de to piger slet ikke nødvendigvis står sammen, – men derimod ses i fællesskab med alle mulige andre elever, – noget der for mig vidner om, at man i løbet af et efterskoleår knytter utallige relationer og venskaber, hvilket igen vidner om, at en ny historie lige netop tager form.

Det var således Ida selv, som bragte ønsket om at komme på efterskole på banen derhjemme. Og det var ifølge Ida selv, det helt rigtige valg.

Ida gik på SFE i 8. klasse i 2013 ­2014. Da Ida er gymnast, var drømmen at komme på en rigtig gymnastikefterskole, når det faglige fundament var lagt. Ønsket om meget mere gymnastik kunne SFE ikke honorere på daværende tidspunkt. I 9. klasse startede Ida derfor på Dejbjerg lund Gymnastikefterskole.

Ida var ikke en af dem der var fagligt mest udfordret på årgangen og var derfor ikke så forfærdelig langt bagud,

• Der var styr på undervisningen og strukturerne

• De små klasser betød at man blev set og hurtigt fik hjælp

• At der var de tekniske redskaber, som der var

Da jeg spurgte Ida, om det ville have været det samme for Ida, at starte på gymnastikefterskole allerede i 8. klasse, var svaret utvetydigt et nej. De små klasser og den særlige undervisning for ordblinde, skabte et godt fundament for Ida til at klare sig godt på en almindelig efterskole året efter.

I dag er Ida ansat som lærer på Vedersø efterskole med hovedfagene dansk, samfundsfag og idræt. Ida blev færdiguddannet lærer i sommeren 2025, og var aldrig i tvivl om, at hendes lærer skolelivet.

Aften på efterskolen

Aftenerne på efterskolen er altid noget særligt. Umiddelbart ville man sige, at de lyse aftener, giver de fleste oplevelser og det forholder sig da også således, at tidligt efterår og forår/sommer er der, hvor eleverne søger ud af husene og samles i små og store grupper om skønne oplevelser af forskellig art. Her bruges kanalen i vid udstrækning. Det er her man mødes og samles om god musik og snak, imens eleverne gladelig hopper i vandet. Glidebanen er et hit og bruges i timevis disse lune aftener, ligesom boldbanen og multibanen er genstand for mange gode timers aktiviteter.

Men de mørke vinteraftener kan nu og så noget. Her bliver perler, strikke­ og hækletøj, puslespil, skakbræt og bord fodbold fundet frem, – ligesom drengene i e­sport søger til deres »hule« og hygger sig i mørket med deres spillemodstandere. Også på værelserne hygges der, hvis man da ikke lige er hoppet på cyklen og er kørt i hallen med de andre, for at gå i fitness eller træne fede spring.

En aften om ugen året igennem, har vi pizzaaften på skolen. Så må man bestille pizza fra vores lokale pizza­pusher Osman nede fra Sdr. Felding, – som denne aften som regel har en særdeles tilfredsstillende omsætning. På Torvet hygges der max, imens pizzabakkerne tømmes.

Også i skoleåret 24/25 var der gang i alle hjørner og kroge på skolens matrikel om aftenen, – aktiviteter arrangeret af eleverne selv eller af skolen.

Lærerne er fulde af gode ideer ind imellem, – som f.eks. den aften, hvor Simon beordrede alle elever på cyklerne ud til Svanholm sø, – nogle mere velvilligt end andre. Men utilfredsheden fik ende, da Simon ankom med 100 burgere fra MacDonalds. Se DET var noget de kunne lide!

Sidste år fik skolen en nyanskaffelse i form af et virkelig lækkert bål­ og samlingssted, hvor den gamle bålhytte engang stod. Nu står der flotte bænke i 2 etager og det fineste bålsted i midten. Det blev et kært samlingssted for eleverne igennem foråret og vil helt sikkert bring glæde for mange i årene fremover. Så tak til 10. klasse for det. I maj måned bød vi velkommen til en forrygende forårskoncert på plænen foran Balladen, hvor bandet »Rigmor« kom og underholdt eleverne med deres musik. Det blev en vildt hyggelig aften, hvor eleverne, rundt omkring i små grupper på tæpperne, nød den begyndende sommer denne lune aften i maj. Det var muligvis her, den første fornemmelse af, at skoleåret lakkede mod enden indfandt sig. I hvert fald var der en helt særlig stemning af hygge og fællesskab, som vi oftest først for alvor ser, når skoleåret nærmer sig sin afslutning.

Linjefag - valgfag - en bred vifte af muligheder

På Sdr. Feldings Efterskole handler undervisning ikke kun om dansk, matematik og engelsk. Her spiller linjefag og valgfag en stor rolle – og det er netop her, eleverne virkelig får lov til at udfolde sig.

Det særlige ved fagene er, at ordblindheden ikke står i vejen. I stedet er det interessen, der bestemmer. Eleverne vælger ud fra det, de brænder for, og det skaber en helt særlig energi i timerne.

Vi er så priviligerede, at vi har eleverne længe efter, de normalt ville være gået hjem fra folkeskolen, hvilket igen betyder, at vi har timerne og lærerkræfterne til at tilbyde en bred vifte af andre fag.

I skoleåret 24/25 var forskellen på linjefag og valgfag varigheden af den periode, hvor faget var valgt. Imens valgfag kunne vælges i 3 perioder i løbet af året, valgtes linjefag halvårligt og var dermed af 2 længerevarende perioder.

Udbuddet af fag er som oftest bredt, fordi lærerne kan udbyde præcis det de brænder for og har forudsætninger for at undervise i.

At udbuddet er så mangfoldigt, giver plads til, at alle kan få opfyldt deres ønsker, uanset om man er til sysler og kreativitet, til fysisk udfoldelse og vilde oplevelser, til gymnastik, dans og spring, eller om man ønsker at dyg tiggøre sig i sine grundfag og derfor vælger »prøveforberedelse« som valgfag.

Mange vælger linjefag som har fokus på deres

videre uddannelsesønsker som f.eks. SOSU, Træ & Design, Madlavning eller Billedkunst, – imens valgfag typisk har et mere interessebetonet udtryk som f.eks. i fagene Mountainbike, Rytme, Spring, Yoga, »Perlekunst«, Film & podcast, Outdoor eller Adventure.

Linjefaget Gymnastik vælges dog for hele året, da det omfatter de gymnastikopvisninger, som vi rejser rundt med i løbet af foråret.

Et stort plus ved linjefag og valgfag er, at de på en skole som vores, hvor vi har 3 årgange, – skaber fællesskab på tværs af klasser og årgange. Man lærer nye mennesker at kende, arbejder sammen om projekter og opdager, at man har meget til fælles – uanset hvilket hold man kommer fra.

Det hænder faktisk af og til, at en elev efterspørger noget bestemt, som efterfølgende oprettes som valgfag på et tidspunkt i løbet af året. Det er dejligt som fri skole, at kunne tilgodese så manges interesse for forskellige fag og dermed kunne bidrage til udvikling og fordybning – og måske afklaring i et interesseområde for eleverne.

Uanset hvad man vælger, handler det om at vokse med det, man interesserer sig for. Og det er måske netop derfor, at linjefag og valgfag betyder så meget på

Sdr. Feldings Efterskole – fordi her er det ikke stavefejlene, der tæller, men glæden ved at lære sammen.

Madkundskab i 8. klasse, med eksamen

Madkundskab handler ikke

bare om at kunne lave noget mad, men i høj grad at give eleverne mad­mod.

• mod til at smage på nye og ukendte fødevarer

• mod til at eksperimentere med dem og håndtere dem Madmod er grundlæggende for at få de unge mennesker til at spise en varieret kost. Det handler også om at udvide sit repertoire af smagsoplevelser og lære at bruge sanserne og være nysgerrige.

Dette kommer især i spil, når de sidst på året får stillet »rester« til rådighed, her udvises stor kreativitet og mod.

Det er en fornøjelse at få lov at stå på sidelinjen og følge denne udvikling, og ikke mindst, oplevelsen af den indsats langt de fleste ligger i at præsentere spændende og gennemtænkte retter til deres eksamen.

Makerspace - et innovativt linjefag

Ingen ved hvad fremtiden bringer og i linjefaget »Makerspace« prøver vi at stifte bekendtskab med noget af det, som kan blive fremtiden.

Eleverne lærer bl.a. at designe 3D tegninger, som senere kan printes ud på skolens nye 3D printere. Printerne er et stort hit blandt eleverne, og de står sjældent stille.

Eleverne har desuden stiftet bekendtskab med læserog folieskærer, som bl.a. bliver brugt til at omdanne elevernes ellers »kedelige« computere til fantastiske kunstværker.

Nogle af eleverne elsker at give sig i kast med kodning, hvor de selv koder spil og apps med både blokprogrammering og JavaScript. Det er sjovt for eleverne at få noget til at bevæge sig – eksempelvis da vi byggede og programmerede små katapulter via microbits.

Som noget nyt i år, har vi introduceret graffiti som en del af Makerspace. Kunstarten ligger lidt uden for det, vi ellers laver, men fordi vi bruger computeren til at lave stencils, giver det god mening.

Måske bliver eleverne så inspirerede, at de en dag bliver den nye Banksy. Af Ole N

E-sport og fællesskab

- mere end bare et spil

»Du sidder alt for meget foran skærmen!«

»Gå nu ud og vær sammen med nogen!«

»Man lærer da ikke noget af at spille computer!«

De fleste unge, der spiller meget, har hørt nogle af de sætninger før. Men i dag er E­sport – og især CounterStrike 2 (CS2) – meget mere end bare et spil foran en skærm. Det er et fællesskab, hvor samarbejde, kommunikation og holdånd er nøglen til succes. Når man spiller CS2 på hold, lærer man hurtigt, at man ikke kan vinde alene. Hver spiller har sin rolle, og det kræver samarbejde, planlægning og tillid at nå målet. Man lærer at kommunikere klart, støtte sine holdkammerater og håndtere både sejre og nederlag på en konstruktiv måde. Derudover skaber E­sport et stærkt fællesskab. Mange spillere oplever, at de møder nye venner, hjælper hinanden med at blive bedre og finder et sted, hvor de hører til. Det er et miljø fyldt med re­spekt, hjælpsomhed og fælles passion.

På SFE er E­sport blevet en fast del af skolens hverdag.

Vi deltager hvert år i Efterskole Turneringen, hvor vores hold måler sig mod skoler fra hele landet. Det er en oplevelse fyldt med spænding, sammenhold og god energi –og sidste år kunne vi endda fejre en flot sejr, da et af vores hold vandt deres række. En præstation, der vidner om både dygtighed, samarbejde og stærk holdånd.

E­sport – og CS2 i særdeleshed – viser, at man faktisk kan lære en masse foran skærmen: samarbejde, fokus, ansvar og fællesskab.

Det er moderne holdsport –bare digitalt.

Billedkunst - et kreativt frirum med plads til forskellighed

Af Thomas Kristensen

På Sdr. Feldings Efterskole spiller billedkunst en helt særlig rolle i elevernes hverdag. For vores ordblinde elever er det et fag, hvor de kan udtrykke sig frit – uden at sproget står i vejen. Her er det ikke stavning og grammatik, der er i fokus, men idéer, farver og former. Billedkunst bliver et frirum, hvor eleverne kan skabe, eksperimentere og opleve succes på egne præmisser.

Faget giver mulighed for både fordybelse og brainbreaks. Midt i en hverdag med læse­ og skrivefag er det vigtigt med pauser, hvor hjernen får lov at tænke anderledes. I billedkunst arbejder vi med hænderne, med sanserne og med fantasien – og det styrker både koncentration, kreativitet og trivsel. Eleverne lærer at se verden med nye øjne og opdager, at der findes mange måder at udtrykke sig på.

Undervisningen rummer både klassiske teknikker og moderne udtryk, og vi arbejder med alt fra tegning og maleri til installationer og digitale medier. Der er plads til både det stille og det vilde, og eleverne får mulighed for at udvikle deres personlige udtryk og æstetiske forståelse.

Billedkunst er ikke kun et fag – det er en oplevelse, et pusterum og en mulighed for at vokse. På Sdr. Feldings Efterskole tror vi på, at kreativitet og faglighed går hånd i hånd, og at alle elever har noget værdifuldt at bidrage med – også når ordene driller. Af Lonnie Olsen

Hvordan gør vi sygeplejefaget attraktivt igen?

På SFE har vi gennem de seneste 14 år forsøgt, at motivere og inspirere vores unges lyst, til at søge SOSUfagene efter endt skolegang. Det har været – og er – vores håb, at vi gennem denne introduktion til fagene, samtidig kan forberede dem, så de også sidenhen fastholder deres uddannelsesvalg.

Det er velkendt, at der er stor mangel på de såkaldte »varme hænder« ude i det ganske land og antallet af ansøgere til sygeplejeuddannelsen og de øvrige omsorgsfag, er desværre stadig faldende. Men vi gør, hvad vi kan og det er med stor glæde vi ser, at for hvert eneste årgang vi afslutter, sender vi en flok afsted mod landets SOSUskoler, – forhåbentlig velforberedte og motiverede.

Jeg elsker at fortælle mine elever på SOSU­faget om min tid som hhv sygeplejerske og jordemoder. Alle de gode fortællinger, om mødet med mennesker, for hvem man har kunnet gøre en forskel, er noget de forstår og ofte åbner der sig en verden af fortællinger fra deres eget liv og familie, om mødet med faget i mange sammenhænge.

Jeg gør en del ud af, at vi også får mulighed for at trække undervisningen ud af klasselokalet, så eleverne ser og mærker, hvordan det udfolder sig i hverdagen, ude i »det virkelige liv«, så vi besøger altid en række institutioner og steder med relation til faget.

I årenes løb har vi besøgt flere forskellige institutioner, heriblandt friplejehjemmet »Højbo« i Arnborg, hvor de altid åbner dørene for os og beredvilligt fortæller os om arbejdet på deres dejlige sted, om lysten til at drage omsorg og yde næstekærlighed – og om de krav der stilles til medarbejderne derude. Her går ingen elev hjem fra besøgene, uden at være helt klar over, at respekten for det enkelte menneske og dets værdighed er i højsæde. For os er det blevet til dejlige besøg derude, – skønne dage med fællessang, fællesspisning og besøg hos flere af borgerne. Et respektfuldt møde mellem generationerne.

»Bytoften« i Tjørring, som er bosted for borgere med erhvervet hjerneskade, er også et af de steder vi har besøgt flere gange. Vi bliver altid mødt med åbne arme og af både personale og borgere, som med glæde fortæller om deres hverdag på bostedet, om arbejdet derude og hvor vigtigt det er, at netop vi kommer på besøg. Også her har man et håb om, at når man møder hinanden og byder velkommen, så vil det måske inspirere nogle af vores, til at vende tilbage en dag.

Dansk Sygeplejeråds historiske museum i Kolding, har også været mål for vores udflugter med SOSU­eleverne, som har vakt stor begejstring. Visuelt at kunne iagttage sygeplejehistoriens udvikling fra Florence Nightingale og til i dag, – gennem både krigs­ såvel som fredstider – er både utroligt lærerigt og spændende.

Lige om lidt skal dette års hold med på en helt særlig udflugt, nemlig til København, hvor vi skal besøge Medicinsk Museion igen. Her får de mulighed for at bevæge sig gennem udstillinger på det gamle Frederiks Hospital i indre by, som var landets første. Vi skal bl.a. se udstillingen »Det indsamlede menneske«, som er en fantastisk udstilling af menneskekroppen indsamlet og bevaret for fremtidens studier. Her skal vi høre om udviklingen fra den gang, hvor man diagnosticerede ved at føle sig frem og beskue, hvad man kunne se med det blotte øje, – frem til i dag, hvor vi på DNA­niveau og ved hjælp af genetisk forskning og teknologi, diagnosticerer, behandler og udvikler til gavn for os alle.

Men intet af dette ville have værdi eller nytte, hvis ikke en hær af »varme hænder og hjerter« stod klar, til at yde den daglige omsorg for alle de, som har behov for dette.

Så vi fortsætter med at snakke, debattere, pode & dyrke, lytte og lære i faget SOSU på SFE, i håbet om, at vi dermed kan bidrage til, at mange flere i fremtiden vil søge mod SOSU­ og sygeplejeskolerne. Af Sanne Lyby

Så meget mere end » bare gymnastik «

Gymnastik på SFE er så meget mere end »bare gymnastik«. Når man er elev på Sdr. Feldings Efterskole, er gymnastik ikke bare en time på skemaet – det er en oplevelse, et fællesskab og et øjeblik, hvor vi alle bevæger os i samme rytme.

Når vi står skulder ved skulder i hallen – om det er til Fællesgymnastik, hvor hele elevholdet er samlet, eller til rytme­ og springlinjen, – mærker vi det særlige bånd, der opstår, når mange mennesker arbejder mod det samme mål. Uanset om vi sveder over et nyt spring, griner af en mislykket vending eller rammer den sidste serie helt perfekt, så gør vi det sammen.

Gymnastikken lærer os at stole på hinanden – både når vi løfter, fanger og støtter, men også når vi tør vise, hvem vi er. Vi lærer at samarbejde, lytte og følge rytmen i både musik og bevægelse. Det kræver tillid, timing og tålmodighed, –men belønningen er følelsen af stolthed og sammenhold, når alt lykkes.

Og det er måske netop dér, magien opstår: i øjeblikket, hvor kroppen, musikken og fæl

lesskabet smelter sammen, og man ikke længere tænker på sig selv, men på hinanden. Mange af vores elever har aldrig lavet gymnastik før de kommer her. For nogle er det måske første gang, de er en del af noget så stort som at arbejde mod det fælles mål – at få et opvisningsprogram op at stå.

Enstemmigt for hele elevholdet 24/25 var, at de havde utroligt meget gå på mod og knoklede mod det fælles mål. De gav plads til – og så hinanden. Det hele kulminerede i en utroligt flot opvisning, der viste vores elevers stærkeste forcer frem. Det var en opvisning, der favnede alle vores elever og de forskellige niveauer de kom fra.

Gymnastik på SFE er mere end spring og serier – det er glæde, energi og et fællesskab, der rækker langt ud over hallens fire vægge.

Af Sophie R

» Lille store verden « - juletiden på SFE

Vi har i alle årene gjort noget særligt ud af juletiden på vores efterskole.

Alle kommer med vidt forskellig baggrund og historie –og dermed også helt forskellig forventning til, hvad juletiden skal indeholde og tilbyde.

For mange er julen på efterskolen, såvel som ude i den omgivende verden, en svær tid, med minder, som betyder at man måske egentlig helst ville springe december over. Der er for mange svære minder, som man helst ikke vil tænke på.

Andre derimod, kan næsten ikke få nok, og pakker både sig selv og værelset og alt omkring sig ind i glimmer, pynt og juletrøjer og bukser med Rudolf og nisser.

I denne kontekst, forsøger vi som skole og de voksne på stedet, at rumme alle og tilpasse niveauet, i håbet om, at vi formår at skabe rammerne, som alle kan være i – og allerhelst opleve en julemåned, man vil tænke tilbage på med glæde, uanset hvad man måtte komme med i bagagen – og hjertet. Det er en måned, hvor der uddeles ekstra krammere, hvor der hygges og hvor mange gode snakke finder sted. Selvom de unge mennesker ikke er meget for at synge, er det dog som om, at decembers musik rører noget i dem alle og giver dem lyst til at bryde ud i sang.

Én som har fået særlig popularitet er Rasmus Seebach’s »Lille store verden«. Den har ramt noget i unge såvel som ældre – og eleverne synger altid gerne med, når den præsenteres. Kigger man lidt ind i teksten, forstår man det jo godt. Den taler ind i alt det, der i hverdagen er både skræmmende og bedrøvende. Krig, ufred, uvenskab, – men rummer samtidig så mange passager om håb og ønsker om fred i den forestående juletid. Om krigen er inde i den enkelte, eller den er tænkt i et mere globalt perspektiv, er for så vidt underordnet, –for det er det der foregår i den enkeltes hjerte, – den enkeltes håb og drømme, –

som er afgørende. At turde synge om vores klode, – om klimaproblematikken i ordene: »de bygger, borer og banker løs, – kan du stadig dreje rundt?«, går også rent ind hos vores unge. Måske forstår de ikke helt sammenhængen i første omgang, – men sangen giver dem en mening og en genklang, når den efterfølgende un derstreger, at vi tror på hin anden, på kærligheden og håbet for menneskehe den. Så bliver det pludse lig et fælles anliggende, –og julen et lys forude, som vi skal værne om, sammen.

Det hele starter typisk på SFE med vores juleklippedag. Her bruges hele formiddagen til at fremstille julepynt ude såvel som inde, som hænges op og gør skolen til et vidunderligt juleeventyr at se på.

I kontaktgrupperne forsøger man at skabe det flotteste klasseværelse, – alt imens der spises æbleskiver og spilles julemusik.

En gruppe har ansvaret for at pynte op og dække bord i Balladen til aftenens julefrokost, hvor køkkenet forkæler alle med den lækreste julemad.

Når denne dag og aften er ovre, er ingen i tvivl om, at julen er nært forestående, – og blev der ikke pyntet nok på skolens fællesarealer, fortsætter man da bare på værelserne.

December byder på mange aktiviteter, som skal bidrage til den enkeltes mindekatalog.

I år gik lærerne Luciaoptog en tidlig morgen d. 13. december, hvor de søde elever sov sødt i deres senge, da »englesang« vækkede dem og de fik serveret

en lille morgenmadspose på sengen. Julehøvdingeboldturneringen er en anden december­aktivitet, som altid få kampgejsten frem i alle. Lærerholdet stiller stærkt op og forsøger – ofte med held – at tage sejren hjem.

Der bliver svedt, kæmpet og heppet – og endnu engang kunne lærerne løfte sejrstrofæet, da de vandt turneringen igen igen. De søde lærere gav dog præmien til nogle ligeså søde elever, som tak for værdig modstand. 9C fik præmien og æren for flotteste udklædning.

Skøjteløb på Herning isstadion er ligeledes en fast del af traditionerne op mod jul på SFE. Sjældent ser man så røde kinder, som når eleverne suser rundt på isen til høj musik og masser af leg og sjov. Da det også er tid for den første bid af årets gymnastikopvisning at blive offentliggjort, byder traditionen også, at dagen på isen afsluttes af gymnastikopvisning på skøjter.

Inden alle sendes afsted på juleferie og til fejring af højtiden i familiens rammer, besøger vi Sdr. Felding kirke til en lille julehøjtidelighed, som bliver et dejligt punktum for den første halvdel af skoleåret.

Hvad enten man er fast kirkegænger eller ej, spreder der sig altid en helt særlig stemning ved denne lejlighed, fordi kirkerummet, lyset, salmerne og ordene bare har det med at ramme et sted i hjerterne, hvor fællesskabet om denne højtid og kærlighedsbudskabet, udgør hele essensen.

»Jeg fandt troen på mig selv igen«” - en samtale med Dennis

TILBAGEBLIK

Fra august 2013 til juni 2016 var Dennis elev på Sdr. Feldings Efterskole, hvor han efter nogle meget vanskelige år i folkeskolen, – efter eget udsagn – fandt troen på sig selv igen.

Tiden i folkeskolen beskriver Dennis i første omgang med et enkelt ord: »Forfærdelig«. Dennis husker det, som at være i »sin egen boble,« hvor alting bare var svært. Ikke nødvendigvis det faglige, men hele den generelle trivsel, som for Dennis var meget udfordret. Og med den manglende trivsel, fulgte et lavt fagligt niveau. Derfor oplevedes afslutningen efter 7. klasse også nærmest, som en triumf for Dennis.

Forinden havde Dennis’ forældre besluttet at der skulle ske et skift og man ville se på, om efterskole var en mulighed. Der blev kigget på 3 efterskoler, inden valget faldt på Sdr. Feldings Efterskole (SFE), – også selvom Dennis aldrig var blevet tilbudt ordblindetest og dermed aldrig var fundet positiv for ordblindhed, –men fordi man på SFE havde kvalifikationerne til at tilbyde egentlig støtte til læsning og stavning.

afgørende for hans tid og udvikling på SFE, kommer han efter en kort tænkepause frem til følgende:

»Jeg oplevede at jeg i 8. klasse fik lov til at have det dårligt indimellem, uden at man dermed var ’forkert’. Der var ikke så meget pres, for at skulle være som alle de andre. Jeg er nok lidt en spøjs person, – men det var ok. Jeg var ikke en af dem, som var mest populær, men jeg var aldrig alene«. Og så lægger Dennis særlig vægt på to, som han især husker, var med til at løfte hans faglighed og hans selvværd, nemlig hans dansklærere i både 8., 9. og 10. klasse, – nemlig lærerne »Lillemor« og Vimse.

De 3 år på SFE var ifølge Dennis’ egen opfattelse helt afgørende for, at han fandt troen på sig selv igen.

Han havde aldrig troet på, at han ville stå med et afgangsbevis med flotte resultater, med selvværd og mod på livet, – og ikke mindst, – så gode og stabile venskaber, som tilfældet var, da efterskoletiden var slut.

Dennis husker at han tænkte: »Vi giver det lige et skud«. Og det blev starten på en enormt positiv udvikling for Dennis over de følgende 3 år. Han beskriver det således:

»I 8. klasse fandt jeg mig selv. I 9. klasse fik jeg karaktererne til at læse. I 10. klasse fik jeg alt det sociale og de dybe venskaber«.

Hvis Dennis skal sætte lidt ord på, hvad han særligt husker, som

Men efterskoletiden får ende og alle skal videre og for Dennis’ vedkommende faldt valget på en Merc./Tech linje på Erhvervsskolen i Viborg, hvilket viste sig, ikke at være det rigtige valg for Dennis. Han blev ramt af stress og kunne pludselig genkende sig nogle af de gamle følelser fra sin folkeskoletid.

Det tog lidt tid at komme igen, men når Dennis skal beskrive, hvad er hjalp i denne situation, er hans forklaring: »Jeg kunne mærke at funda­

mentet, som jeg fik opbygget på SFE, stadig var der og hjalp mig tilbage på sporet«.

Dennis fandt troen på sig selv igen og selvom vejen frem ikke stod lysende klar endnu, blev det nogle gode og spændende år som fulgte på FGU, hvor Dennis fik afprøvet et væld af forskellige jobmuligheder, hvoraf særligt et praktikjob som portør nok var det, som banede vejen til den SOSU­uddannelse, som blev målet for ham.

Pludselig var der en der sagde: »Hvorfor prøver du ikke et praktikforløb som SOSU­hjælper på et plejehjem«.

Den første tanke var: »Nej tak«– for jeg huskede mit forløb på brobygning i 10. klasse på SOSU­skolen. Det var bestemt ikke noget for mig.

Men det blev alligevel startskuddet, for i maj 2022 startede Dennis på SOSU­skolen i Esbjerg, hvorfra han dimitterede i august 2025 som SOSU­assistent.

Dennis beskriver sit arbejdsliv med en glæde og en indlevelse, som gør at man bliver helt bevæget derved.

Han vælger ord som: »Fællesskab og nærvær« og ser det som et oplevelsesfuldt liv.

»At være mand i en kvindedomineret verden, kan naturligvis være en udfordring indimellem, – noget man nok også kan have lidt svært ved at føle sig draget mod som 18­årig«, siger Dennis, med smil i stemmen.

Men for Dennis har det været af stor betydning at vælge en vej, hvor han kan bidrage til at gøre noget godt for andre.

Dennis er i dag ansat ved hjemmeplejen i Grindsted kommune og er glad og stolt af sit fag. Et arbejde hvor hver dag ifølge Dennis giver så meget mening.

Ifølge Dennis har hans 3 efterskoleår på SFE været helt afgørende for den person han er i dag, for de muligheder han fik og de valg han traf.

Kattekonger kattedronningerog

Som traditionen byder, havde 10. klasse endnu engang sat alle sejl til, for at skabe rammerne om en festlig fastelavnseftermiddag på

SFE. Og det blev en festlig dag, fordi mange havde gjort sig umage med at bidrage med festlige kostumer og godt humør. Der blev virkelig gået til den ved tønderne, som fik tæsk for fuld kraft, – og kattedronninger og kattekonger kunne efterfølgende fejres med hele holdet.

Køkkenet kvitterede med lækre fastelavnsboller, som det hører sig til ved enhver god fastelavnsfest.

Tak til 10. klasse for et flot arrangement.

Kreichberg - tur/retur - den ultimative fællestur

Hvorfor tager vi på skitur med 100 teenagere? Svaret er helt enkelt: fordi det er så fedt, at vi slet slet ikke kan lade være! BUM!

Det kræver en masse arbejde og tid at planlægge, gøre klar, komme afsted og nå frem til destinationen. Men allerede i oktober, når de første spæde forberedelser tager sin begyndelse, kribler det i mig, for at se det hele tage form.

Typisk er mere end 50% af vores elever nybegyndere, så det er for dem helt ukendt land, som derfor skal præsenteres med begejstring, – hvilket slet ikke er svært ��, – men også med nænsomhed, da det kan være en smule skræmmende, at tænke sig selv i en gondol højt oppe over trætoppene, eller på en alpetop flere kilometer over byen.

Men begejstringen tager som oftest til i flokken og pludselig en dag er der afrejse og der er spænding og glædelig forventning.

Det kan til tider være lidt svært at få eleverne til at sove i bussen om natten på vej mod Østrig, men uanset mængden af søvn, er alle så spændte og adrenalinniveauet så højt, når busserne ankommer og sneen ligger hvid og smuk omkring hotellet, at al træthed forsvinder. Efter hurtig morgenmad køres alle til skiudlejningen og efter en time eller to, har de første indtaget bakkerne.

Så går dagen ellers med at balancere på sine 2 »brædder« eller sit snowboard, –imens kinderne bliver mere og mere røde og latteren lyder mellem pust og støn.

Det rigtig skønne her er at se, at her er alle lige i en eller anden forstand. Vi leger

os igennem alt det, der er svært og dem der måske er »de seje hunde« derhjemme, er måske dem, der må kæmpe allermest her, – imens dem der kæmper allermest hjemme i klassen, er dem der »shiner« her på bakken. Rollerne fordeles pludselig helt anderledes end sædvanligt og magtbalancer forskydes på magisk vis til alles bedste.

At lære at mestre ski og snowboards, er en øvelse, som kræver mod, udholdenhed og viljestyrke, – foruden tro på, at det kan læres. Der ligger en umiddelbar overføringsværdi heri, til den kamp der af og til udspiller sig i klasseværelset, når koder skal knækkes i de forskellige fag. Det kræver nemlig også af og til både mod, udholdenhed, viljestyrke og tro.

Den selvtillid og det selvværd det afføder, pludselig at opleve, at noget helt nyt lykkes, det ligger der en kæmpe glæde og umiddelbar gevinst i for den enkelte og for fællesskabet.

Når vi hjemme på skolen engang imellem tænker, at vores elever er lidt længe om at falde i søvn om aftenen, kan vi erfare, at her forholder det sig ganske anderledes. Især den første aften er der totalt ro. Efter et varmt bad, aftensmad og fælles samling, har de fleste for længst sagt godnat, allerede inden aftenvagterne når rundt.

Således tilbringes 5 dejlige dage på ski og snowboards.

Når skibakken lukker, skulle man tro eleverne havde fået motion nok for den dag, men Kreichberg er en hyggelig by

og i Østrig hænger julelysene stadig rundt i byen og lyser på julepynt og honningkagehuset midt i byen, – så mange elever tager en hyggelig gåtur til supermarkedet gennem byen og nyder et par timers afslapning inden aftensmad og samling.

Og så bliver der ellers hygget på værelserne.

Den sidste dag på ski sluttes af med vores traditionsrige »flash mob«, hvor eleverne i bunden af pisten, i skistøvler, skitøj og skihjelm gennemfører en bid af deres gymnastikopvisning, til stor fornøjelse for overraskede skiløbere, som kommer forbi.

Når busserne ruller hjem efter 5 dage fyldt med leg og fysisk aktivitet, er vi alle trætte og glade efter nogle virkelig skønne og oplevelsesmættede dage.

Af Sanne Lyby

Sara Wauer: Om at være fælles om udfordringerne.

TILBAGEBLIK

Der er så meget glæde og imødekommenhed i stemmen på Sara, da vi får kontakt på telefonen en lun september eftermiddag.

Hun er lige kommet hjem fra seminariet i Ikast, hvor hun læser til pædagog.

»Jeg elsker mit studie. Det er så spændende og lige præcis det jeg skal«: udbryder Sara, da jeg spørger ind til, hvor hun befinder sig i livet lige nu.

Sara var elev på Sdr. Feldings Efterskole i 2 år, nærmere bestemt 2017/2018 og 2018/2019.

Når Sara skal beskrive sig selv og sin situation før hun kom på SFE, siger hun: »Jeg havde aldrig troet jeg kom videre. Havde aldrig troet, jeg ville få en uddannelse«.

Saras ordblindhed spændte fagligt set rigtig meget ben for Sara, – og i 7. klasse gik det rigtig meget ned ad bakke i skolen.

At Sara samtidig blev diagnosticeret med ADHD, gjorde kun tingene sværere, så Sara havde rigtig meget fravær i 8. klasse.

Da beslutningen om at tage på efterskole for ordblinde på SFE blev truffet, valgte man samtidig at Sara skulle gå 8. klasse om hos os.

»Det var jeg ret ked af«: siger Sara.

Men ikke ret længe, for som Sara siger: »Det betød bare ret hurtigt ingenting, for her var vi jo fælles om at have næsten de samme udfordringer«.

Sara var rigtig glad for den niveaudelte undervisning.

Det var en stor hjælp for hende, at være placeret, så man kunne bakke hinanden op, fordi man fagligt var på lige fod.

For Sara var det enormt positivt, fordi man fik oplevelsen af at nå sine mål sammen med andre, – sammen med dem man er tæt på hver dag.

Det at opleve følelsen af succes sammen, styrker følelsen af – og bekræftel

sen på, – at »Jeg er god nok« og »Jeg kan godt«.

Den oplevelse tror

Sara ikke hun kunne have fundet på en almindelig folkeskole, –hvorimod man på efterskolen havde følelsen af, at her har vi stået i samme situation og samme problem, – og i fællesskabet har vi løftet hinanden.

Sara beskriver det at løfte hinanden, som at der ingen konkurrence er, – men derimod bliver de andres succes også din succes, fordi man ser og hjælper hinanden, – også i forståelsen af, at en karakter er et tal, – og ikke et udtryk for hvem du er.

»Den kendsgerning..« siger Sara: »..får én til at blomstre«!

Det var slet ikke svært for Sara at falde til på skolen og holde ved sit skolevalg.

Sara tillægger de mange sociale relationer enorm betydning for, at det var så stor en succes for hende at starte og blive på efterskolen.

Især 1. år var noget helt særligt, fordi alt var nyt og spændende.

Selvfølgelig kan det også være hårdt indimellem. Især det at man er så socialt engageret hele tiden.

Sara nævner også, at der for hende har været en god portion læring i at komme til at bo med nogen, du måske ikke svinger helt optimalt med. På den måde lærer man jo også at overvinde svære stunder, siger Sara. Og pludselig er vedkommende blevet din ven.

Efter 2 år på SFE, var det slut med efterskolelivet, – noget som Sara oplevede som vildt hårdt. »Jeg græd i næsten 2 måneder«.

»I dag snakker jeg nærmest kun med efterskolevenner« fortæller Sara, så de 2 år har virkelig sat sit aftryk i Saras liv. Efter efterskolen startede Sara på EUX business, som dog hurtigt viste sig ikke at være det helt rigtige valg. I Sara spøgte en drøm om at gå på HF, hvilket man dog på EUX ikke gav Sara mange håb med på vejen om, så Sara vendte en tur omkring FGU et halvt år, inden hun trodsede de negative forventninger og traf sit valg om at starte på HF.

For modet og viljen til at træffe dette valg – og tro på det, takker Sara sin tid på SFE!

Sara fik en fin HF­eksamen, arbejdede herefter 3 år i daginstitution og er som sagt nu i fuld gang med det, der føles helt rigtigt for Sara, nemlig uddannelsen til Pædagog.

Held og lykke Sara, vi glæder os til at følge dig.

Chris MacDonald - en energibombe med en mission

Efterskoleelever skal af og til møde mennesker, som sætter sig spor og »vækker dem«. Derfor forsøger vi på SFE at medvirke til at give dem oplevelser, der gør indtryk og som får dem til at tænke over egne muligheder og erkende behov for livsstilsændringer.

Et af vores tiltag til dette var i skoleåret 24/25 at invitere foredragsholdere ind, som ville gøre indtryk. Og det må man sige var tilfældet med en mand som Chris MacDonald. Chris er i den grad en mand med en mission, som gennem årene har bidraget til livsstilsændringer for mange mennesker, unge såvel som gamle.

Selv er han ekstremsportsudøver, fysioterapeut, forsker, projektleder, foredragsholder – og far!

Chris har besøgt os nu i alt 4 gange og hver gang står eleverne tilbage med begejstring i øjnene og fortsætter længe efter besøgene, med at bruge de »kampråb«, som kendetegner Chris.

Det Chris formår er at vække eleverne fornemmelse af, at deres egen indsats og vilje, har en enorm indflydelse på, hvor langt i livet og mod opfyldelse af deres drømme og mål de kan nå. Denne indsigt kan i sidste ende blive det, der motiverer eleven til at løfte sig væk fra den manglende tro på egne evner, eller skabe vilje til at overkomme morgendagens pligter.

En elev udtalte engang efter et af Chris’ besøg hos os: »Gid han kunne blive vores lærer«.

Sådan kommer det næppe til at gå, men så må vi jo alle tage ved lære af de budskaber, som stod så lysende klart denne aften i »Balladen« på SFE.

Også denne gang formåede Chris at tænde ild i øjnene på sine tilskuere, når han bogstaveligt talt sprang ud over

scenekanten og med klar tale, arme, krop og ben tydeligt satte ord på, hvordan det gælder om at mobilisere sine kræfter og sin vilje, – og især – tage ansvar for egen sundhed og trivsel. Det handler om vilje – og det handler aller mest om et positivt mindsæt, men også om kost, om motion, om fællesskab – og især om det fælles ansvar og det blik vi har på os selv og vores formåen.

Vores elever tog også denne gang rigtig godt imod Chris, – som endnu engang gav sig rigtig god til at snakke med – og tegne billeder til eleverne efter foredraget. Så rundt på værelserne kunne man resten af året finde budskaber på væggene som: »STAY STRONG« og »HUA« – med store smileys og de helt særlige køer, som er Chris’ »varemærke«, – og som illustrerer vores indre styrker.

En ældre – men stadig aktuel sag

For ca. 10 år siden, skrev jeg denne artikel i forsøget på at forstå vores afhængighed af de daværende mest anvendte platforme på sociale medier, nemlig Facebook.

I dag er Facebook vel nok mest noget for »vi gamle«, imens »de unge« har fået nye og stadig mere om sig gribende platforme, som Tik­Tok, Twitter, YouTube, Snapchat og Instagram, – blot for at nævne nogle, – men budskaberne er de sammen, – og ligeså er fælderne, som tech­giganterne så dygtigt lægger ind, – som vi skal falde i og lade os styre af. Vi gribes til stadighed i at blive suget ind i dette uvirkelige univers, hvor alt ser fortryllende og eventyrligt ud, imens ens egen hverdag til tider synes lidt for grå, – HVIS vi glemmer at løfte blikket os se virkeligheden og de smukke mennesker vi omgiver os med, – HVIS vi ellers ser dem.

I mellemtiden ramte Covid19, med isolation og social udhungring til følge, – noget som fik store og vidtrækkende konsekvenser for mange, – især unge, som efterfølgende havde svært ved at se sig ud af isolationen og søge ind i sociale fællesskaber på ny. En kendsgerning vi tydeligt mærkede på efterskolen de første år efter Covid19. Kontakten til omverdenen havde for længe været igennem computer og mobiltelefon, som nærmest var vokset fast til hånden.

Derfor – da jeg genså denne artikel, besluttede jeg, at den fortjente et genoptryk, – da budskabet om at skelne mellem de »rigtige« nærværende venner – og venskaberne på de sociale medier, er mindst lige så aktuelt i dag som dengang.

Læs eller genlæs, – håber den gør indtryk.

Facebook - og de » rigtige venner «

I Danmark alene har 3,4 millioner danskere en Facebookprofil, hvilket svarer til 70% af den danske befolkning. På verdensplan er dette tal ca. 2,2 milliarder mennesker.

At noget kan få så solidt et greb i en hel verdens befolkning, må jo kalde på ens nysgerrighed efter at vide, hvordan det kan ske.

Der er da også forsket rigtig meget i dette emne gennem de seneste år, og svaret er for det meste, at vi har brug for social kontakt, og vi har brug for belønninger.

Facebook giver os det hele.

Lad os starte med belønningerne.

Vi får belønning i form af »likes« (opmærksomhed) fra vores såkaldte »venner« på Facebook, hvilket udløser en lille smule glædeshormon i hjernen, – og det vil vi altid gerne have mere af. Dermed har vi afhængigheden.

Af Sanne Lyby

Derudover er mennesket som bekendt et socialt væsen. Vi har brug for kontakten med hinanden på godt og ondt. Vi har brug for sociale relationer, for at udvikle os vil velfungerende individer.

Facebook giver os ganske vist ikke fysisk kontakt med vores medmennesker, men dog en form for kontakt med vores omverden.

Det lille barn er helt fra fødslen dybt afhængigt af, at blive set og for at kunne spejle sig i sine forældre og andre. Barnet har brug for forældrenes respons, mental stimuli og fysisk berøring, for at udvikle sin personlighed og en tryg tilknytningsevne.

Uden social og fysisk kontakt vil vi miste evnen til at forstå og møde omverdenen og menneskene i den med tillid og tryghed.

Allerede tidligt i livet opdager vi, at vi knytter os lettere og mere selvfølgeligt til nogle personligheder frem for andre.

Barnet, som endnu ingen referencerammer har til noget ondt i livet, er åbent og modtageligt for dem de møder på deres vej. Vi kender alle det lille barns fordomsfrie blik på et andet barn, hvad enten det er dreng eller pige, sort, gul, rød eller hvid. Først med tiden, og måske »hjulpet« på vej af forældres holdninger og fordomme, eller med de erfaringer barnet gør sig, opstår forbehold, skepsis, mistro og usikkerhed til omverdenen og de ukendte vi møder.

hvor man føler sig sikker på at få ros – bedre kendt i dag som »likes« og dermed anerkendelse. I dette venskab er man fælles om nytten af at kende hinanden. Nytten kan også være, at det bare er rart at have en at følges med i biografen, til en vinsmagning eller til en fest, hvor man helst ikke vil komme alene. På denne måde bliver en fælles interesse og det sociale samvær, noget man hver især kan drage fordel af. Men venskabet er ikke dybere end det.

Men hvem bliver da venner?

Og hvad er en »rigtig ven« egentlig?

Allerede 384 f.kr. udtalte den græske filosof Aristoteles, at der findes 3 slags venskaber:

1. Nyttevenskaber

2. Lystvenskaber

3. Ægte venskaber

Aristoteles’ tanker om venskaber er ligeså aktuelle i dag, som de var dengang for nogle tusinde år siden, fordi venskaber handler om, hvordan vi som mennesker indgår i sociale sammenhænge.

I en kronik i »Kristeligt Dagblad« om emnet beskrives nyttevenskaber som venskaber, hvor man gensidigt forholder sig til nytten ved netop dette venskab. Her er det tale om en relation, hvor man gennem denne kan forvente et udbytte eller en nytteværdi, altså en form for gevinst, – en slags gensidig byttehandel. »Jeg gør sådan for dig, så forventer jeg du gør sådan for mig«.

Det kan være venskaber, som kan lede en til et bedre job, materielle goder, kendthed i ønskede kredse, – eller

Venskaber på Facebook er typisk nyttevenskaber. De fleste »venner« på Facebook kender ikke hinanden særligt godt og har måske aldrig mødtes i virkeligheden. Man kender ofte kun hinanden på det, der har været postet og man måske har »liket«.

Men vi får herigennem den ønskede anerkendelse og vi får så at sige »noget ud af venskabet« i form af virtuel ros og anerkendelse. Man holder ikke af hinanden for personens skyld, men kun i kraft af de fordele, der er at hente i venskabet.

Lystvenskabet er oftest at finde blandt de unge. Lystvenskaber er drevet af det spontane og lystbetonede, som ofte hører ungdomslivet til.

Lystvenskabet søger tilfredsstillelse og indfrielse af behov. Bl.a. behov for seksuel tilfredsstillelse eller ønsker om, at have det sjovt sammen. I lystvenskabet bliver man tiltrukket af det, vennen giver i form af nydelse og velbehag. Personen/lystvennen ses derfor som midlet, der giver en glæde, nydelse og god stemning.

Disse to former for venskaber er sjældent lange. De vil skifte over tid, fordi nytteværdien og lysten ændres med vores alder og modenhed. De er begge udtryk for det

spontane, det hurtige behov for nytte eller tilfredsstillelse og vil ændres med vores livsvilkår. De udvikler sig sjældent til ægte venskaber, og vil typisk væ re de venskaber, som vi har på Facebook og som kan slettes ved et tryk på en tast.

»Vil du slette denne ven?« KLIK!

Det ægte venskab er det dybe, ligeværdige og livslange venskab mellem to mennesker.

Et ægte venskab bygger ikke på forventning om gevinster eller om at få noget til gengæld. Det er derimod en relation, som bygger på gensidig forståelse af, at den anden er holdt af eller elsket præcis som den man er.

godt. Af den grund er det vigtigt, at vi regelmæssigt mødes ansigt til ansigt. Derfor kan ægte venskaber heller ikke opnås lynhurtigt.«

Og her kommer vi til kernen til et af nutidens sværeste udfordringer, nemlig den hastighed, hvormed alting sker. Udviklingen går stærkt, og den tvinger mennesket til at følge med i dette hastige tempo.

I et ægte venskab er man ikke utryg, eller forventer bekræftelse på, at man er god nok.

I et ægte venskab handler det om, at gøre det rette for et andet menneske, – at udvise næstekærlighed og være uselvisk. Ord som samhørighed, ægte omsorg, inderlighed, underforstået fortrolighed er bærende i det ægte venskab, hvor man er der for hinanden gennem hele livet, – også når man er »grim og dum« eller livet er svært. Ægte venner kan sige sandheden, da venskabet bygger på ærlighed og tillid.

I kronikken i Kristeligt Dagblad skriver Cand.Mag. Toni Schacksborg:

»Vi ved godt, at det kræver meget af os, at lære et andet menneske godt at kende. For det tager tid at opbygge et venskab, der hviler på tillid, ærlighed og fortrolighed. Det er netop gennem vores handlinger, at vi viser, at vi er oprigtige og kærlige mennesker, der vil den anden det

Vi finder sjældent – eller tager os sjældent tid til – at fordybe os i nye relationer i det omfang, som er nødvendigt, for at venskabet udvikles til noget varigt og ægte.

Det er langt lettere at klikke og tilføje endnu en »ven« på Facebook. Det er nemt. Det er uforpligtende. Det giver mulighed for flere »likes«.

Kære unge mennesker – og alle andre.

Når I tager på efterskole, har I muligheden for, at danne livslange ægte venskaber, – hvis I vil lægge telefonen fra jer og se hinanden i øjnene.

Vi ved at belønningshormonet dopamin er vanedannende, og derfor får I næsten abstinenser, når I ikke får jeres daglige dosis af belønning på Facebook.

Men mon ikke den daglige dosis kan mangedobles, hvis denne belønning kommer til jer i form af ægte venskaber og masser af fysisk nærvær og øjenkontakt. Det er jeg overbevist om, at den gør.

Så derfor:Drop Facebook og vær tilstede præcis der, hvor du er. Nyd timerne uden telefoner… eller endnu bedre: læg dem helt væk i et skab, imens I er på efterskole, og vær nærværende.

Øv jer på at danne relationer med dem I er iblandt. Løft blikket og se hinanden i øjnene.

Og husk ordsproget: »En fremmed er måske en ægte ven, du bare ikke har mødt endnu«!

Bedsteforældredag - den stolteste dag En fortælling om livets skrøbelighed

Af Sanne Lyby

Som skoleåret går, bliver skolen – dens bygninger og stemningen mere og mere elevernes »ejendom«. De tager som månederne går en form for ejerskab over det samlede hele, – noget som helt klart kommer til udtryk den dag, som er blevet vores tilbagevendende begivenhed år efter år, –nemlig »Bedsteforældredagen«, som altid afholdes op til påskeferien. Der er altid stor tilslutning til bedsteforældredagen, hvor eleverne med stolthed viser deres skole frem. På denne dag er de rundvisere og man hører dem begejstret fortælle om det hverdagen byder på og hvor det finder sted.

Bedsteforældrene er tydeligvis stolte af deres børnebørn, som de med glæde følger rundt på hele matriklen – lige fra elevens værelse til multibanen og helt ned til billedkunstlokalet og værkstedet. Den fine kontakt der opstår, når det er den unge, som har føringen, er virkelig fin og gør helt klart noget godt for relationen generationerne imellem. Indimellem hører vi også bedsteforældre fortælle om deres egne efterskoleoplevelser, – noget som kan få smilene frem på alles læber. Der snakkes og fortælles, og man samles og synger, – inden skolen byder på middagsmad til alle.

Vi tror på, at vi som efterskole har en opgave i at bringe generationerne sammen og dermed bidrage til at styrke sammenholdet i familien, idet man får en form for fælles platform at snakke ud fra. Det at eleven ved, at bedsteforældrene har set, hvor de lever deres skoleliv lige nu, er med til at give fortællingen liv, når eleverne kommer hjem og beretter om de oplevelser de har haft på skolen.

I april måned fik vi et tilbud fra Sikker Trafik om et besøg af endnu en foredragsholder, nemlig den 39­årige Peter, der i 2006 som blot 20­årig traf et forkert valg, – idet han dengang valgte at køre bil i påvirket tilstand og derfor –efter en alvorlig ulykke, nu måtte se sig selv tilbringe resten af livet i en kørestol efter et alvorligt brud på nakkehvirvlerne. I dag er Peter bundet til kørestolen og 100 % afhængig af hjælp døgnet rundt. Hans beretning om, hvordan man i den alder, hvor livet for alvor skulle til at udfolde sig, måtte genfinde et liv, som var så ganske anderledes end sine jævnaldrende, – var noget som fik os alle til at lytte.

Hvordan finder man livsmodet igen?

Hvordan finder man glæden?

Vi glæder os altid til denne dag og vi håber at bedsteforældre også i årene fremover vil sætte kryds i kalenderen, så snart datoen er meldt ud.

Hvordan accepterer man sin skæbne i den situation? Det var et hjertegribende foredrag, som fik vores elever til at sidde meget stille og være meget eftertænksomme efterfølgende. Der var nok beklagelser fra Peter, – naturligvis, vil man jo mene, – men den ukuelighed som gennemsyrede hans fortælling, – og den opfordring til vores unge om, at skønne på det liv de har fået, var i alle henseender noget der gik rent ind. Vores håb er, at et møde med en stærk personlighed som Peter og høre hans fortælling, vil være medvirkende til at vores elever tænker sig om en ekstra gang, inden de træffer valg, som kan få alvorlige konsekvenser.

Når mor og far kommer på efterskole for en dag 9.A og den

Dagen stod i familiens tegn, da eleverne fik besøg af deres forældre og søskende til årets familiedag på efterskolen. Dagen begyndte som altid med fællesskab og smil –idet vi startede med morgensang i Balladen, hvor både elever og gæster sang med. Tanken var at dagen skulle være så autentisk en efterskoledag, som muligt. Derfor gik turen da også herefter ud i det dejlige vejr til den traditionelle morgentur, hvor solen allerede stod højt på en skyfri himmel. Efter en hyggelig morgenmad i spisesalen, blev der åbnet op for skolens værksteder. Her kunne familierne opleve og afprøve de mange spændende valgfag, som eleverne til daglig fordyber sig i – fra kreative fag til praktiske håndværk og fysiske aktiviteter. Stemningen var afslappet og fuld af liv, og det var tydeligt, at eleverne nød at vise deres hverdag frem. Og vi nød de mange besøg.

Dagen sluttede med en lækker middagsmad, som blev nydt i fællesskab, inden vi rundede af med en gåtur ved den smukke Svanholm Sø, hvor trolden Stifinder Stig holder øje med byens borgere. Solen skinnede stadig, og det blev en perfekt afslutning på en varm og glædelig dag fyldt med fællesskab, grin og gode oplevelser.

nye

prøve - en fælles

dansk-

rejse

I år har jeg haft fornøjelsen af at føre 9.A gennem den nye forsøgsprøve i dansk – den mundtlige caseprøve. Det har været en rejse, hvor vi har lært sammen, prøvet nyt og mødt både udfordringer og aha­oplevelser undervejs.

Prøven er anderledes end den klassiske mundtlige danskprøve. Eleverne arbejder i grupper med en virkelighedsnær case, som de skal undersøge og løse ved hjælp af danskfaglige metoder og tekster. De udformer et produkt – fx en kampagne, podcast eller video – og fremlægger det til eksamen. Det kræver samarbejde, kreativitet og evnen til at tænke danskfaget ind i praksis. For os i 9.A har det betydet, at vi har skullet finde nye måder at arbejde på. Det har ikke altid været nemt. Vi har skullet vænne os til at tænke i produkter og løsninger, og vi har skullet lære at strukturere en hel arbejdsdag med selvstændigt arbejde og vejledning. Men vi har også oplevet, hvordan det at arbejde med noget virkeligt og relevant kan give energi og mening.

Som lærer har jeg stået midt i det hele – ikke som den, der har alle svarene, men som den, der har lært sammen med eleverne. Jeg har set dem vokse med opgaven, tage ansvar og finde deres egne veje. Og jeg har mærket, hvor vigtigt det er, at vi på efterskolen har tid til den enkelte og relationer, der gør det muligt at turde noget nyt.

Caseprøven har givet os mulighed for at se danskfaget i et nyt lys – og for at se hinanden i et nyt lys. Det har været krævende, men det har også været givende. Og jeg er stolt af 9.A og alt det, vi har lært sammen.

Af Lonnie Olsen

Projekt 10. klasse og fremtiden

Vi står midt i en spændende proces omkring, hvordan vores 10. klasse skal formes i fremtiden.

»Projekt 10« er vores første skridt på vejen – og et forsøg på at finde ud af, hvordan vi som efterskole kan skabe en meningsfuld retning. Det vækker naturligvis spørgsmål og nysgerrighed: Hvad skal 10. klasse på en efterskole kunne? Hvad kan vi tilbyde, som gør en forskel for elevernes fremtid?

Af Simon Rindom

For os handler det om at give eleverne noget, de kan bære med sig videre i livet.

Hvordan er man en god og omsorgsfuld ven? Hvordan vokser man i et fællesskab?

Hvad skal der ske, når efterskoleåret slutter? Hvordan bliver jeg klar til at flytte

Og hvordan kan man forme både sit efterskoleophold – og sit liv – på en måde der føles rigtig?

Der er mange spørgsmål, og netop dér ligger en vigtig del af vores opgave: at give eleverne mod på at udforske, reflektere og finde deres egne svar.

Vi har samtidig et stærkt fokus på at række ud – både internt på skolen og ud i lokalsamfundet. I løbet af året har eleverne blandt andet arbejdet med følgende projekter:

Street Food­projekt, hvor de skabte et arrangement for hele skolen med smagsoplevelser fra hele verden.

Indsamlingsprojektet, hvor de samlede midler ind til Diabetesforeningen gennem et hyggeligt fælles arrangement, der samlede både forældre og lokale omkring en god sag.

Bålstedet, hvor eleverne fik lov at bruge hænder og kreative evner til at bygge et fælles samlings­punkt, – et sted hvor fællesskabet kan vokse videre for alle på skolen.

Vores projektorienterede fag i 10. klasse udvikler sig hele tiden og har allerede ændret navn til »LIFE«. Ligesom eleverne prøver vi nyt, justerer og lærer undervejs –sammen med eleverne.

Vi ved ikke hvor vi ender, men vi ved, at det bliver både udfordrende, spændende og fuld af muligheder for at tænke nyt.

Victor Pank

Da jeg fan ger Victor på telefonen, sidder han i sin lastbil på Sjælland, hvor han til dagligt kører rundt og passer sit arbejde som chauffør. Privat bor Victor i Herning med sin kæreste, men arbejder således på Sjæl land.

TILBAGEBLIK

Det kan være lidt svært lige at danne sig billedet, af denne fuld­ voksne mand i en stor lastbil, – som for 10 år siden var en lille dreng, som startede i 8. klasse på vores skole.

Victor var hos os i 2 år, hvor vi oplevede en kolossal udvikling, både fagligt og modenhedsmæssigt.

Efterfølgende var Victor på en anden efterskole, –også for ordblinde unge, i 10. årgang.

Det kommer helt spontant fra Victor, at hans efterskoleår var de bedste år i hans liv!

At tage på efterskole, var for Victors vedkommende en fælles beslutning mellem Victor og hans forældre.

Når man spørger Victor til, hvad der var afgørende for at han blev så glad for efterskolen, så kommer det meget hurtigt: »Jamen det var jo Lillemor«.

Lillemor var kaldenavnet på den lærerinde, som dengang var fast dansk­ og kontaktlærer i 8. klasse, et kærligt navn – startet af elever, – som hang ved. Til historien hører, at Lillemor havde en helt særlig tilgang til disse unge, som for manges vedkommende ikke havde haft det så nemt i skolen.

Victor formulerer det således: »Hun kunne få én til at føle sig normal«.

Derved blev man automatisk en del af et fællesskab uden forbehold, fordi man var fælles om det som var så svært.

Da Victor efter endt 9. årgang sluttede på SFE, var det med et meget flot afgangsbevis i hånden. Langt flottere resultater, end han selv havde forventet.

Victor siger: »Når man selv forventer højst at få 02, så bliver man glad og overrasket over sig selv, når der både er 4 og 7­taller«.

I dag tænker Victor tilbage på sin efterskoletid med oprigtig glæde.

Victors uddannelse til lastbilchauffør og hans nuværende arbejde, er da også blevet til som følge af venskabet med en efterskolekammerat, hvis far er arbejdsgiveren.

Så meget godt kan komme af et efterskoleophold!

Skjern Købstadsløb - for de løbeglade

En kold forårsaften i april trodsede en sej lille flok elever og lærere vind og vejr og startede »Norma«, for at køre til Skjern og deltage i Købstadsløbet.

Enkelte havde trænet op til løbet, – og andre knap så meget. Men fælles for os alle var, at vi havde lyst til at være med – og også gerne konkurrere lidt mod hinanden.

Nogle lagde hårdt ud og måtte undervejs lige slå over i gang for en stund. Men da de så blev overhalet af deres gamle lærer, så blev de eni ge om, at det kunne de ikke have siddende på sig, –så de tog spurten og alle kom i mål på fine tider efter en dejlig løbeoplevelse.

Og at Peter og Asbjørn så efterfølgende så kvitterede med en lille tur på MacDonalds, understregede ligesom den samlede gode oplevelse.

Efterskoledyst

Et gammelt ordsprog siger at »Enhver so synes bedst om sine grise«, og det er lige før man kan overføre dette ordsprog til efterskoler.

Vi synes i hvert fald rigtig godt om vores elever fra SFE, og når vi rejser ud og er sammen med andre efterskolers elever, bliver vi så vanvittigt stolte af vores »grise«, hvad enten det gælder opvisninger, stævner, rejser eller bare en oplevelse, som den vi havde, da hele flokken drog til Bork Havn Efterskole for at dyste mod dem i fodbold.

En dejlig solrig aften, hvor spillerne gav den totalt gas og hvor der var utrolig god opbakning fra deres kammerater.

Hvorvidt vi vandt eller ej er fuldstændig underordnet, – det var stemnin­

gen, det var opbakningen, det var holdånden og det var den skønneste oplevelse – all inclusive!

SFE Grundlovsløb

Grundlovsløbet er en fast tradition på efterskolen, – ikke så meget for løbet i sig selv, men for at markere en dag som er særlig for alle borgere i Danmark. En dag som vi mener vores elever skal være kloge på, være bevidste om, være respektfulde omkring. Vi vil rigtig gerne bruge denne dag, til at bidrage til den dannelse, der ligger i at vores unge mennesker ved, hvor priviligerede de er ved at bo i et land med ytringsfrihed, stemmeret, ret til at tro, hvad man vil og være den man er. Alt dette sikrer vores grundlov og det skal vores elever være sig bevidste om.

Derfor er dagen på SFE så meget mere end en løbetur. Men selvfølgelig dystes der på løbstiderne og i år kunne vi sige tillykke til Linus fra 8. klasse i tiden 8.49 og Teresa Thygesen fra 9. klasse i tiden 11.19, som derved vandt dette års løb. Også tillykke og velkommen til Karla, Victoria, Anne og Emma som alle 4 løb sig ind på pigernes top 50, hvor ingen endnu har formået for alvor at true Andi Kammersgaards rekord fra 12/13 på 7.13 eller Laura Thomsens rekord fra 15/16 på 9.29. Måske næste år….?

Årets grundlovstale blev fremført af lærer Peter Hegaard:

Tale til Grundlovsdag – om fællesskab

Kære alle sammen. I dag er det Grundlovsdag – en dag, hvor vi markerer det fundament, som vores samfund bygger på. Grundloven handler om rettigheder og frihed. Om ytringsfrihed, religionsfrihed og retten til at blive behandlet lige – uanset hvem man er. Men Grundlovsdag handler også om noget andet. Noget, som ikke står skrevet med paragraffer, men som vi alle sammen mærker, når det fungerer – nemlig fællesskab. For hvad er frihed egentlig værd, hvis man står alene?

Kage – ja, det kan virke småt, men tænk på hvor ofte vi samles om noget så enkelt som at dele et stykke kage.

Grin – fordi vi har brug for at kunne grine sammen. Det binder os sammen.

Ærlighed og respekt for hinandens grænser – fordi ægte fællesskab ikke handler om at være ens, men om at kunne være sig selv og blive accepteret for det.

Sammenhold, hjælpsomhed og kærlighed – store ord, men det er netop dem, der gør, at vi rækker ud og siger: »Du er ikke alene.«

Venskaber og roomies – nogle af de mennesker, vi kommer tættest på, og som lærer os både at give plads og stå sammen.

Musik, skiture og ture til Riga – det er ikke bare aktiviteter. Det er minder. Små kapitler i den historie, I skriver sammen.

Og så sagde I noget, som virkelig rammer plet: »Fællesskab er at være der for andre.«

I har selv sat ord på, hvad fællesskab er for jer – og det siger alt, at ordene ikke handler om regler eller pligter, men om oplevelser og relationer. I siger: Gymnastik – måske fordi det kræver tillid at kaste sig ud i noget sammen.

I vores samfund – og i jeres skole – er fællesskab ikke bare noget, der sker af sig selv. Det kræver noget af os. At vi møder op. Lytter. Gør plads. Træder til. Griner, selv når det regner. Deler, selv når vi selv har lidt. Og tør sige fra, når andres grænser overskrides. Grundloven giver os frihed. Men fællesskabet giver os mening. Så lad os i dag –på Grundlovsdag – ikke bare fejre det, vi har ret til. Lad os også minde hinanden om det, vi har ansvar for. Nemlig at passe på hinanden.

Top 50 drenge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tid: Årgang:

Andi Kammersgaard 7:13 12/13

Anders Thy 7:20 09/10

Rasmus Klitte 7:20 20/21

Lasse Lykke ......................... 7:29 10/11

Daniel Koldby 7:29 20/21

Andreas Strange 7:29 19/20

Mike Bank 7:30 14/15

Søren Danmark ....................... 7:30 10/11

Lui Jakobsen ......................... 7:34 06/07

Jesper Allerslev 7:37 19/20

Rasmus Kruse 7:42 11/12

Laust Laustsen 7:43 06/07

Joachim Libergreen .................... 7:43 10/11

Lasse Kirkegaard 7:48 06/07

Janick Max Hauge Pedersen 7:52 22/23

Sofus 7:53 21/22

Noah Nielsen ......................... 7:54 20/21

Anders Nielsen ....................... 7:54 10/11

Mikkel Tamberg 7:57 21/22

Christian Jørgensen 7:58 14/15

Viktor Filsø A 7:59 20/21

Alex Jensen .......................... 7:59 07/08

Marinus Beek ........................ 8:03 20/21

Michael Uglebjerg 8:04 07/08

Andreas Rahbek 8:05 20/21

Joachim Schultz ...................... 8:07 11/12

Jonas Winther ....................... 8:07 08/09

Hans Christian 8:10 16/17

Silas G 8:10 21/22

Lars Dralle 8:13 11/12

Asger Dybvad ........................ 8:13 06/07

Kenni Vilstrup ........................ 8:14 07/08

Søren Lauridsen 8:16 14/15

Theis 8:16 16/17

Kasper (ko) Christensen 8:18 11/12

Mikkel Buus .......................... 8:19 20/21

Mathias Lemmer 8:20 07/08

Sune Hansen 8:21 19/20

Lasse Holk 8:28 16/17

Tobias R ............................ 8:29 16/17

Julius .............................. 8:32 16/17

Gustav 8:37 21/22

Mikkel Thomasen 8:39 16/17

Nick 8:39 16/17

Nicolaj DS ........................... 8:40 18/19

Mathias ST .......................... 8:40 16/17

Sebastian Bruhn Pedersen 8:43 22/23

Christian Ø 8:45 21/22

Linus Sonnich Gadeberg . . . . . . . . . . . 8:49 24/25

Sebastian SH ........................ 8:51 21/22

Top 50 Piger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tid: Årgang:

Laura Thomsen 9:29 15/16

Tenna 9:32 10/11

Rebekka Jakobsen 9:42 14/15

Pernille Jørgensen ..................... 9:45 17/18

Sigrid Beier 9:49 20/21

Tina Bolis 9:50 07/08

Malene Corfitsen 9:52 07/08

Pernille Fromberg .................... 10:01 08/09

Celina ............................. 10:02 13/14

Mette Danmark 10:05 11/12

Rikke Kaastrup 10:10 18/19

Freja Pedersen 10:12 12/13

Johanne ........................... 10:21 15/16

Janni Weiergang 10:22 07/08

Mette CP 10:25 15/16

Sissel B Nielsen 10:33 07/08

Rikke Thomsen ...................... 10:44 11/12

Camilla Knudsen .

. . . . 10:45 11/12

Mie Eskildsen 10:48 09/10

Linda Kjeldsen 10:50 14/15

Maria Linding 10:50 15/16

Emma Bæk ......................... 10:55 14/15

Kamilla Vilsborg ...................... 10:55 14/15

Emma Wurts 11:00 13/14

Didde Grønne 11:04 13/14

Mette Ilskov ......................... 11:05 07/08

Susanne Fromberg ................... 11:07 13/14

Teresa Thygesen .

Karla Kjølby Fauerskov . . . .

11:19 24/25

11:20 24/25

Victoria Grønholt Flugt . . . . . . . . . . . . 11:20 24/25

Anne Gorm Eriksen . . . . . . . . . . . . . 11:21 24/25

Trine ............................. 11:23 14/15

Olivia Thyme 11:34 20/21

Emma Ross Feddersen . . . . . . . . . . . 11:36 24/25

AC 11:39 21/22

Rikke Iversen ........................ 11:40 16/17

Karoline 11:40 21/22

Rebekka F 11:55 16/17

Sille 12:17 16/17

Louise Skoven ....................... 12:26 20/21

Jane ............................. 12:30 16/17

Thilde Thomsen 12:36 20/21

Emma Ross Feddersen 12:51 23/24

Mathilde Roland Ebbesen 12:51 23/24

Janni O ............................ 12:55 16/17

Line ............................. 13:00 16/17

Signe Dahl 13:13 20/21

Emilie SA 13:17 21/22

Emma Sejr.......................... 13:26 20/21

Thilde ............................. 13:28 16/17

Plant et træ

Vores miljø er plaget og vi skal tæn ke os om!

Vi skal tænke indsatser, hvor vi kan bidrage til et bedre miljø, til lands, til vands og i luften.

Et af de tiltag som i dette skoleår udmøntede sig i en lille begivenhed, var da der skulle plantes et træ, do neret af DGI’s »Landsstævneholdet« til alle skoler og foreninger, som skulle deltage ved det kommende lands stævne 2025.

Vores fine lille pæretræ blev plantet tæt ved Dalgas kanalen for enden af vores store plæne, hvor Marie, – som medansvarlig for vores elevers deltagelse i landsstævnet, – i den forbindelse, holdt en lille tale om vigtigheden af at passe på vores natur og sørge for at tage ansvar, og om at plante træer og blomster.

Derefter sang vi sangen: »Du skal plante et træ« af Piet Hein, med en tekst som understreger vigtigheden af, at vi forstår det ansvar, den enkelte har for sin næstes ve og

vel, – at vi alle skal huske at tænke ud over os selv og gø re noget godt for andre og de som kommer efter os. Det vil vi fremover tænke på, hver gang vi kigger på vores fine pæretræ dernede i solen ved kanalen.

DGI Landsstævne 2025 - mærk pulsen, mød magien

Allerede i marts 2024 var jeg af sted til det første infomøde omkring DGI’s landsstævne, der skulle løbe af stablen over et år senere og efterskolernes deltagelse i dette. Jeg var blevet spurgt om at være kontaktperson og koordinator hos os, en opgave som jeg med stor glæde tog på mig. Jeg har nemlig selv deltaget i utallige landsstævner, men da det kun er hvert fjerde år, har jeg ikke tidligere været af sted sammen med Efterskoleholdet – hverken som elev eller lærer.

Fra første møde var der ingen tvivl om, at det fælles efterskolehold var og er et kæmpestort projekt, som er velorganiseret og gennemført. På Sdr. Feldings Efterskole var vi aldrig i tvivl om, at den oplevelse skulle vores elever have mulighed for at vælge til, og vi var enormt glade da vi ramte deadline for tilmelding i efteråret 2024 og kunne se, at hele 50 elever gerne ville med.

ler gym 2 skole?«, »Er vi nord eller syd?«, »Hvor er det nu lige vi skal stå henne i dette her indslag?« Og det var bare begyndelsen, men vi tog hjem med trætte kroppe og hoveder, men også fyldt op på god energi og med en tro på, at det her ville vores elever tage godt imod.

I slutningen af marts 2025 begyndte vi at træne hjemme i Sdr. Felding Hallen. Vi tog hul på det første indslag, og for eleverne blev det lige pludselig virkeligt. Det var en lettelse endelig at komme »rigtigt« i gang med noget, som jeg på det tidspunkt havde været i gang med i 12 måneder.

At være en del af Efterskoleholdet til Landsstævne er ikke noget, man bare lige gør – hverken som elev eller som medarbejder. For elevernes vedkommende kræver det først og fremmest mange timers træning af indholdet i showet. For vores vedkommende kræver det et større overblik end mange andre arbejdsopgaver, jeg har siddet med tidligere. I november var Mads, Peter og jeg afsted på to dages kursus sammen med gymnastiklærerne fra alle de andre efterskoler, der var en del af Efterskoleholdet. Her skulle vi lære størstedelen af indslagene til showet, så vi i løbet af foråret kunne lære det videre til eleverne. Der var fed stemning, men også mange bolde at holde styr på. »Er vi gym 1 el­

Indlæringen skulle gå noget hurtigere end både vi og eleverne var vant til, men det var nødvendigt, når der skulle læres 8 forskellige indslag. I maj inviterede vi landsstævneeleverne fra Bork Havn Efterskole på besøg til en eftermiddag med træning, og det var uden tvivl godt givet ud. Indtil da havde vores elever kun forholdt sig til, hvad de selv skulle gøre hvornår, men nu stod der pludselig nogen ved siden af dem, som ikke nødvendigvis skulle lave helt det samme. Det blev en lillebitte smagsprøve, inden vi i slutningen af maj tog til fællestræning i Vejen sammen med 5000 andre efterskoleelever.

Fællestræningen i Vejen blev det allerførste tydelige billede på, hvad det krævede af eleverne at være en del af Efterskoleholdet, og hvilket overblik det krævede af os som lærere. Det regnede fra vi tog af sted om morgenen

og frem til et godt stykke over middag. Og der var ingen kære mor, vi skulle være udenfor af den simple grund, at der ikke er nogle haller, der kan huse træning af 5000 efterskoleelever. Både den dag og til selve landsstævneugen var vores vigtigste arbejdsredskab en mappe med utallige laminerede opstillinger, beskrivelser af indslag, oversigter over hvem, der skulle være hvor, hvornår og ikke mindst hvilket tøj eleverne skulle have på og hvordan. Vi knoklede hele dagen for at holde humøret højt hos eleverne og selv bevare overblikket. Og da vi kørte hjem, var det nok med en lille smule modløshed og store mængder vådt tøj. Modløsheden forsvandt dog hurtigt, da vi fik snakket dagen igennem hjemme på skolen. Eleverne havde trods alt gjort deres bedste på trods af vejret, bevægelserne var nogenlunde indlært, og vi havde stadig en måned, inden vi skulle stå klar i Vejle. Mandag d. 30. juni kørte vi mod Vejle, 50 elever og 5 lærere. Elevernes pakkeliste var lang, vores var endnu længere – tøndebånd, stof, skadestaske, ekstra ting til skadestaske, flere ekstra ting til skadestaske, snacks, mapper med diverse dokumenter, skraldeposer, vanddunke, flere snacks, trækvogne, solcreme og meget meget mere. Det var starten på en fantastisk uge – men også en uge, der stillede store krav til eleverne og os. Og vi var nok helt ærligt lidt spændte på, hvordan eleverne ville tackle de krav. For en ting er at have hørt mange gange, at vi skal træne meget, vi skal gå meget, vi skal tidligt op og sent i seng. Noget andet er at stå i det. Eleverne greb det og gjorde alle vores bekymringer til skamme, de var så seje!

der, valgfagsplaceringer, lærermøder, godmorgen og godnattider og alt derimellem. Hvis vi selv skal sige det, så var det egentlig ret godt klaret, at vi kun missede et halvt lærermøde… Vores to hvide mapper indeholdt alle mulige tænkelige planer, opstillinger, beskrivelser og oversigter. Og når ikke mapperne kunne give svar, så kunne enten facebookgruppen eller nogle af de andre lærere heldigvis ofte.

De første dage gik med utallige timers træning, og da vi kom til første show fredag aften, var der mange sommerfugle i maverne hos både os og eleverne. Det var en kæmpe forløsning at nå så langt. Da de første toner spillede fra scenen og vi lidt senere sendte eleverne ind på græsset, var det helt ned i maven en fornemmelse af, at nu gik tingene op i en højere enhed. Når man så elevernes øjne funkle af spænding, kigge op på de fyldte tribuner og ikke kunne skjule et lille smil, så gav det en følelse i hele kroppen af »Det er derfor, jeg gør det her«.

For os krævede det stadigvæk et kæmpe overblik, men nu ikke længere kun over showet og indslagene, nu handlede det også om spisetider, træningstider og ­ste­

3 shows med fuld gas og utallige kommentarer om »Så du det…«, »Så skete det…«, og »Så kom jeg til…« Den største oplevelse for mig var at mærke, hvor stolte eleverne var af sig selv. De gjorde noget, som mange af dem aldrig nogensinde havde troet, de skulle gøre. De kæmpede sig igennem varme træningsdage i starten af ugen og våde showdage i slutningen. De knoklede mange timer, selvom målet og belønningen først lå noget længere fremme. De var en del af noget større. De mødte virkelig magien på landsstævnestadion i Vejle. Måske opdagede de det ikke selv lige i øjeblikket, men det gjorde vi – og forhåbentlig kan de også mærke det nu, når de ser tilbage på DGI’s landsstævne i Vejle, 2025. Af Marie la Cour Houbak

Landsstævne 2025 - elevernes store oplevelse

Efter en tårevædet afslutningsdag, hvor elevholdet 24/25 havde pakket taskerne og sagt deres sidste farveller, varede stilheden på skolen kun et øjeblik. For allerede få dage senere summede gangene igen af liv – en flok forventningsfulde elever og engagerede lærere var tilbage, klar til nye oplevelser. Mandag morgen kl. 8.00 stod en spændt gruppe elever klar. Luften sitrede af glæde, nervøsitet og en snert af eventyrlyst. Turen gik mod Vejle, der i år var værtsby for det store Landsstævne – og allerede i bussen kunne man mærke stemningen boble. Der blev grinet, sunget og delt forventninger, mens kilometerne fløj forbi.

I skoleåret op til landsstævnet havde vores tre gymnastiklærere – Marie, Mads og Peter – været på kursus for at lære de mange forskellige serier og indslag, som tilsammen skulle danne det store efterskoleshow. Et show, hvor mere end 5.000 efterskoleelever fra hele landet skulle optræde side om side i en fælles fejring af bevægelse, fællesskab og glæde.

Vores elever havde øvet flittigt, og det kunne mærkes – serierne sad lige i skabet og energien var fantastisk.

Ved ankomsten til Vejle blev vi indkvarteret på Vejle Tekniske Gymnasium, hvor sovesalene hurtigt blev fyldt med madrasser,

tasker og latter. Der var ægte lejrskolestemning – lidt kaos, lidt træthed, men mest af alt masser af godt humør.

Når vi ikke sov, befandt vi os i stævnebyen og på træningsscenen ved DGI­huset, hvor dagene flød sammen i en rytme af træning, grin, musik og forventning. En af eleverne sagde det så fint på en af de sidste aftener:

»Jeg tror aldrig, jeg har været så træt – men heller aldrig så glad. Det føles som om, vi alle sammen danser til den samme puls.«

Ugen kulminerede i et magisk show, hvor alt hårdt arbejde betalte sig. Publikum jublede, musikken bragede, og

eleverne strålede – trætte, men stolte. Der blev kæmpet med blod, sved og tårer, men vigtigst af alt: turen skabte minder for livet.

Oplevelserne, fællesskabet og stoltheden over at være en del af noget så stort, vil eleverne bære med sig længe efter, de sidste toner fra showet er klinget ud.

Af Sophie Ringtved

Et skoleår rundes af

At afslutte et skoleår er en meget vigtig proces, som skal tilrettelægges og gennemføres rigtigt.

Vi ved af mange års erfaring, hvor meget det betyder, at et år, hvor man har boet sammen – været sammen –set hinanden i snart sagt alle situationer, rundes af på den rigtige måde. På en måde som man kan glædes ved på sigt, –en måde, som binder en sløjfe på den samlede oplevelse. En gave med glimmer og sløjfe, som gerne skulle stå på »Livets kaminhylde« til glæde for resten af livet.

Derfor starter planlægningen af en sådan afslutningstid længe før vi når dertil. Vi bliver altid en lille smule overraskede over, hvor hurtigt tiden går, når først vi tager hul på forårets skriftlige prøver i maj måned, – allerede her starter nedtællingen. Før vi ser os om, er de mundtlige prøver overstået og afslutningsugen er i gang.

Allerede inden da oplever vi hvert eneste år, hvordan eleverne søger sammen i deres nære relationer, i grupper og så sandelig også i samlet flok alle mand. Det er så vigtigt for dem, at få det hele med, – »at suge marven ud af de allersidste ben på skole året«.

Nu er der ikke mere undervisning tilbage, ikke mere skolebænk, ikke flere faglige krav – kun samvær og hygge. Mange nyder bare at kunne sidde under et træ i haven og snakke, eller samles på et værelse eller ved kanalen – sammen, – og alle med sænkede skuldre.

Disse stille stunder skal der også være plads til ind imellem de aktiviteter, som er

på programmet. I år tog vi hul på ugen med et natløb, som efterhånden har fået legendarisk status på vores skole. De første år var der kun nogle enkelte, som havde modet på at deltage, men efterhånden er det langt hovedparten af eleverne, som modigt – og uden kendt destination, drister sig ud i nattens mulm og mørke, for at lade sig overraske og skræmme af gespenster, dukker, motorsave på ruter med vand og mudder, – alt sammen dygtigt sat op af lærerne, – inden alle hen under morgenstunden vender lettere skræmte, glade og trætte hjem til skolen efter en vild oplevelse. Inden ugen blev rundet af op til den højtidelige translokation, skulle der naturligvis være plads til »Den store klassedyst«, hvor kontaktgrupperne forsøgte at sætte rekorder i forskellige dicipliner som bl.a.: »Hvor mange kan vi være i IT­rummet?«, »Hvor mange kan vi være i Norma?«, gummistøvle kast, kanalræs. Det er imponerende at se, hvor meget energi der lægges i at overgå sine

Af Sanne Lyby

Søndag drog alle afsted på en heldagstur til Ringkøbing Fjord, hvor vinden ruskede i håret, da der blev travet langs vandet og hygget med is, madpakker og store poser bland­selv­slik. Efter sådan en dag, er der sædvanligvis rimelig meget ro på gangene, hvor trætte elever nemt falder i søvn.

Årets højdepunkt må vist siges at være gallafesten. Smukke kjoler og nystrøgne skjorter har længe hængt klar til denne dag og aften, hvor de smukt dækkede borde står klar til at blive indtaget af eleverne og personalet. Køkkenet har hele dagen kørt på fuld kraft, for at forberede den fineste middag, som serveres velvilligt af hjælpsomme og meget stolte forældre.

I hjørnet står baren klar med oplagte bartendere, som kreerer flotte farvede drinks.

Det er alt i alt en utrolig festlig aften, hvor maden bliver nydt lidt mere og noget langsommere end til dagligt, og hvor stolte elever uddeler – og lige så stolte elever modtager – årets nomineringer.

Aftenen sluttede på vanlig vis af med en ustyrlig morsom – og lidt tvivlsom – gymnastikopvisning af skolens lærere, med Marie som fortvivlet instruk

tør, der skal forsøge at holde orden på »sit hold« af umulige gymnaster, inden de »rigtige gymnaster« indtager gulvet og gennemfører en bid af deres opvisning i fuld galla.

»Sidste nat med Kliken« – den sidste nat på skolen er på mange måder både en vemodig og en fin oplevelse. Nogle sover og andre er fast besluttet på at holde sig vågne. Man skulle jo så nødigt gå glip af noget. Så det er med forskelligt udgangspunkt, eleverne møder op til morgenmaden den sidste morgen, for snart efter at begive sig ned til hallen, hvor forældrene venter på den allersidste gymnastikopvisning. Vi kommer ikke uden om det: det er en bevægende stund! Der er et helt særligt lys i øjnene og ansigterne denne dag. Selv de, som har haft lidt svært ved gymnastikken, synes at nyde denne sidste opvisning,– en bittersød blanding af noget nærværende og dejligt – og noget sorgfuldt over det, der skal tages afsked med.

Asbjørns tale, Jan Andersens tale – gad vide, hvor meget man rent faktisk hører denne dag? Men ordene er kærlige og velmente og det gør

Translokationstale 24/25

Kære elever, kære forældre

Livet er en syg leg

Du ku’ ta’ i byen med den nye mig

Livet det hårdt, men det ved vi

Ikk’ mere wha wha – det’ for kedelig

Vi var væk lang tid, min ven, men vi tilbage nu

Kiggede op, smil’t og så sagde hun

Hvorfor skinner solen altid, når du kommer?

Kulden banker på, men vi siger nej, ikke i dag

Vi var væk, men vi tilbage, væk, men vi tilbage

Tør din tårer af

Vi tilbage

Nu det første dag

Nu skal vi se billeder fra året 24/25. Vidunderlige billeder – det minder os om, at livet ikke er det værste vi har.

Kære elever vi er ved at være ved vejs ende.

Dette skoleår er ved at være slut.

Det har været vores store privilegie, at følges med jer et stykke af vejen.

I dag er en dag fyldt med følelser, forvandling og frihedstrang. Nogle af jer vil være bedrøvede, meget måske, mens andre vil være lettede over at det nu er overstået og i kan træde ud i friheden.

I dag fejrer vi jer og hylder jer – for den indsats I har leveret det forgangne år.

I har gjort det godt – I har været et godt hold.

Det har været en fornøjelse at se jer vokse – og vokse med de opgaver vi har stillet jer.

Hver enkelt af jer står tydeligere og mere modne, end da vi startede vores fælles rejse i august sidste år. Der har været udfordringer langs af vejen, men også de hører til efterskolens liv. Udfordringer hører hele livet til og udfordringer vil også komme jeres vej – »Livet det er hårdt, det ved vi«, –men også det vil I løse, fordi I kan og I vil og – I skal.

Kære elevhold 24/25 Vi er oprigtig stolte af jer alle.

Når man sidder ved morgenbordet, kan man iagttage rigtig meget. Jeg har været inde at hente min første kop kaffe. Det dufter godt fra køkkenet. Der er helt stille og de første af jer er allerede kommet og har taget morgenmad.

Jeg går ud til højbordet og alle i andre begynder at komme ind, de fleste glade og muntre, nogen med søvn i øjenkrogen, imens andre blive bedt om at gå over og få børste tænder inden dagen begynder.

De fleste af jer er kommet kl. 7.45 – undtagen nogle stykker – jeg venter lidt og jeg går tålmodigt over for at vække jer. Jeg finder døren, banker på og siger: »God morgen, det er room service, kl. er nu 7. 56 og jeg vil blot

For et par måneder siden, – en af de varme forårsmorgener, hvor jeg sad ved højbordet, kom jeg til at tænke på jer som sommerfugle, der kommer flyvende, hvirvlende ind gennem skydedøren.

Ved nærmere eftertanke så fandt jeg, at sammenligningen med sommerfugle og livet sammen med jer, måske ikke helt ulig hinanden.

Sommerfuglen undergår en fuldstændig vanvittig forvandling inden den endelig bliver en sommerfugl.

Først et æg – derefter en larve – så indkapslet i en puppe og først når puppen klækker, kommer den forvandlede sommerfugl til syne og kan flyve ud i sommeren – smuk, let og livslysten. Som jer på en sommerdag. Flyve mod nye horisonter, udforske nye muligheder og sprede glæde med sin tilstedeværelse.

Men selv for sommerfuglen skal der kamp og vilje til.

For hver gang sommerfuglen skal skift stadie, skal den kæmpe for det og den skal arbejde for det. Der er en modstand, der skal overvindes

Når arbejdet er gjort venter den i ro og når den er moden til det, sker det næste ryk.

Og sådan oplever vi det også med jer. Vi har oplevet jer i ro – og vi har oplevet jer der, hvor det har være virkelig hårdt og smertefyldt, at flytte sig fra et sted i livet til et

Modstand og vanskeligheder er livsvilkår vi alle oplever. De to forhold skal mestres og man kan ikke gå uden om. Når kravet er en opgave, der skal løse og afleveres, ja så skal den altså det.

I har alle oplevet et lille modtryk engang i mellem – »hverdagsmodstand« – kan man måske kalde det – og det lærer jer noget vigtigt om livet i et fællesskab som vores.

For det første, at tingene ikke altid kan rette sig ind efter det I måtte ønske og for det andet, at tingene ikke altid går, som man håber.

Førstnævnte skaber omtanke for andre, – sidstnævnte opbygger jeres tiltro til egne evner, fordi I får lejlighed til at erfare, hvordan skuffelser og nederlag ikke er endestationen, men derimod naturlige stop på en lang vej – der både går op og ned.

Så selv om det er rart at få plaster på, når det gør ondt, så er der måske grund til at reservere førstehjælpskassen til de

Søren Kierkegaard: at vi lever livet forlæns men forstår det baglæns…….

Kan man forvandles som en sommerfugle puppe på en efterskole? –. Måske. Kan man forandres på en efterskole? – Ja det tror jeg faktisk man kan. Kan man modnes på en ef terskole? Ja det ved jeg man kan.

Kan man blive til en sommerfugl? – Det ved jeg ikke, men I har gjort forsøget sammen med os. Og det er vi jer meget taknemmelige for.

Kære forældre. Tak for et meget konstruktivt og ordentligt samarbejde. I blev skubbet ud på et sidespor, da I afleverede jeres børn i august, men jeres opbakning til skolen og eleverne har en kæmpe stor betydning for os, og I er faktisk langt vigtigere for et vellykket efterskoleår,

end I måske tror. I har taget fat i os, når I har fornemmet ting, vi ikke har set, og samarbejdet har været båret af en fælles vilje og lyst til at lykkes med elevholdet.

Nyd den kommende tid – I får nogle dejlige, mere modne unge mennesker med hjem, – men giv dem lidt tid og plads, for det kan være noget hårdt og uoverskueligt for

I soler jer i alle glædestårerne og de varme kram, for I har en stor del af æren for, at vi er lykkes med årgangen. Det er en kæmpe fornøjelse at lave efterskole med jer – tak for indsatsen.

Kære elever.

Gør jer umage med jeres liv, jeres drømme, jeres uddannelse. Gør jer umage med hinanden og engagér jer i det samfund, I er en vigtig del af. Stå på tæer og tro på, at I er uendelig meget værd. For det er det

I er! Følg jeres hjerter og grib alle de muligheder, der opstår.

Gå nu ud i verden og vis den, hvad I har lært – og vigtigst: hvem I er. Verden ligger derude og venter på jer –pas godt på den og pas godt på hinanden.

I er altid, altid allerede elsket.

Tak for fantastisk år og god sommer til alle.