Ribe Stiftsbog 2012

Ord

der s tte r spor

M.i.s.

o

arbog 2012 ribe stift

1

Stiftsårbog - med fokus på »ord der sætter spor« Det glæder mig endnu engang at kunne sende en stiftsårbog som hilsen til menighedsrådsmedlemmer og ansatte fra stiftet. Som tak for slid og slæb i året, der er gået. Som opmuntring og til inspiration til året, der kommer. Endnu et år, hvor vi skal få ord til at sætte spor på en god måde i vore sogne.

Som sidste år består stiftsårbogen af to dele.

- Den første del er en form for statusopdatering fra min side om stiftets tilstand og stiftets visioner for den kommende tid.

- Den anden del er en temasektion, der i år fokuserer på »ord der sætter spor« og hvordan det udfolder sig her i Ribe Stift.

For ord kan sætte spor. Det har betydning, hvordan vi formidler, oplyser og underviser om verdens bedste budskab. I år har vi igen lavet en kalejdoskopisk skildring af Ribe stift med forskellige indlæg. Det har til hensigt at give indblik i, hvordan forskellige steder i Ribe stift tager formidlingens udfordring på sig udenfor gudstjenestens forkyndelse. Ord sætter spor, når de siges i en konfirmandstue, en sognegård, en højskole, et missionshus, et refugium, på Tårnborg, kirkehøjskole, Grundtvigsk foredragsforening eller Skærum Mølle. Det er det glædelige med ord at de kan løbe frit i blandt os, hvor vi er samlet.

Og glædeligt bliver det især, når de lyder til livsoplysning og livsopmuntring, livglæde og håb.

Jeg takker alle, der har bidraget med indlæg og billeder til årets stiftsårbog.

Venlig hilsen Elisabeth Dons Christensen »Bare fordi folk er holdt op med at tro på Gud, så skal man ikke tro, de ikke tror på noget.

De tror på alt« (G.K. Chesterton og Umberto Eco).

2

3

4

4

Kirken som traditionsbærer Er der noget så traditionsrigt som juleaften?

Nej vel? Juleaften skal vi alle samles fra nær og fjern. Juleaften skal vi i kirke inden andesteg og juletræ, synge mindst fire af de kendte salmer i kirken, i nogle hjem som mit eget, får alle lov til at vælge én - det kan blive ganske mange med alle de børn og børnebørn, vi hos os er begavede med.

For julen er et sted, hvor kirke og folk hører sammen. Det ved vi fra vore egne familier, men vi ved det også fra de mange sociologiske undersøgelser, som hele tiden offentliggøres om alt, hvad der lever og rører sig i et samfund som vort. Disse mange undersøgelser fortæller også deres tydelige sprog om noget andet, nemlig at danskerne er blevet lejlighedskirkegængere. De går mindre i kirke til en ganske almindelig søndagsgudstjeneste, men de går mere i kirke juleaften end tidligere og til alle de forskellige anledningsgudstjenester, som præster og menighedsråd arrangerer. Deltagelse i store familiefester med tilhørende kirkebesøg i anledning af menneskelivets »fire høje«: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse står også stadig højt. Her er kirken stadig nødvendig, en del af en god, gammel afprøvet tradition, også

selv om vi kan konstatere, at antallet af kirkebryllupper er dalet drastisk de sidste 40 år og nu er nede på ca. 34% af alle vielser.

Kirken er nemlig om noget traditionsbåret.

Dens rum og indretning emmer af tradition.

Det, vi gør og siger i den, er båret af store, rige traditioner. Teksterne er helt traditionelt bundet til kirkeåret. Salmesang og kirkemusik bærer på en lang og forfinet tradition.

Kirken er ramt af traditionstabet Men spørger man danskerne, hvordan de har det med at indleve sig i og efterleve de religiøse traditioner, de er opdraget i, og det gør forskellige analyseinstitutter også ganske ofte, så svarer over 80%, at ordet tradition ikke siger dem noget som helst. Disse 80% af os er enten slet ikke religiøse eller også har de fundet deres helt egen måde at være religiøse på.

Vi kan således lige så godt sammen se i øjnene, at tradition som sådan ikke generelt betyder noget grundlæggende for mennesker i det moderne samfund. Vi er blevet og bliver i højere og højere grad opdraget til at være selvbestemmende, selvansvarlige og selvrefleksive

5

mennesker. Vi er ikke på forhånd autoritetstro.

Vi har lettere ved at flytte vores loyalitet hen mod en anden autoritet, hvis den første autoritet ikke opfylder vore ønsker og behov. Det gælder også på det religiøse felt. Det er for mange mennesker helt legitimt at zappe lidt rundt fra det ene religiøse tilbud til det andet.

Vi er ikke kristne, bare fordi vore forældre var det. Men her er det vigtigt at indse, at det, som vi i kirken kan opfatte som vores særlige problem, ikke bare er et problem for os. Det er et problem i alle moderne vestlige samfund vedrørende alt det, der på én eller anden måde er vigtigt at videregive som kulturel arv og ballast til næste generation.

Den fælles overlevering er det vanskeligere og vanskeligere at få etableret og overleveret som fælles viden. Tænk bare på, hvordan avisoplagene rasler ned. Unge og såmænd også ældre googler den viden, de ønsker. Om de emner, de ønsker.

Det er situationen. I mine øjne har vi derfor som kirkefolk kun to muligheder: Enten ser vi situationen i øjnene og handler derefter, eller også lukker vi øjnene og drømmer os tilbage til den kirkelige monokultur, hvor tradition var selvfølgelig, kirken alene om at tegne det religiøse liv i Danmark, og

6

præstekjolen i sig selv signalerede en autoritet, der gjaldt, nærmest uanset, hvordan præsten udførte sit præstekald. Jesus selv gjorde altid det første og appellerede til mennesker om at gøre ligeså. Læs bare lignelsen om den utro godsforvalter i Lukasevangeliet kapitel 16 vers 1-9. Den utro godsforvalter så lige præcis sin situation i øjnene og blev rost for det, også selv om det handlede om at redde sig selv fra ruin ved noget så umoralsk som pengeafpresning.

Så jeg vil prøve at se situationen i øjnene. Jeg vil i lighed med sidste år, hvor jeg behandlede affolkningen og sekulariseringen, give et bud på det åndelige klima i dagens Danmark. At vide, hvor vi står, er og bliver forudsætningen for ikke at handle i blinde og for at kunne samarbejde om mål og midler i den givne situation.

I min optik har vi 4 meget forskellige grupper, som vi pga. forskellighed i både værdier, holdninger og tanker, også skal møde forskelligt.

1. De traditionelle Det er os, jer og mig, som ikke synes, det har været søndag, hvis ikke vi har været i kirke.

Det er os, der går i kirke, der hvor vi er, hvem der så end prædiker. For i kirke skal vi, når søndagen oprinder. Da jeg var ung, underviste jeg i alle religioner i gymnasiet, blandt andet i Zenbuddhismen. Jeg fik en stor forståelse for,

hvordan blandt andet den japanske bueskydningsteknik var en del af en helt praktisk religiøs indøvelse. Pointen er, at man gør tingene så mange gange, at man kender alt, hvad der foregår så intenst, at man allerede er sat over i en anden verden, når bare man begynder at tage de indledende skridt til ceremonien. Sådan tror jeg, vi er mange, der oplever gudstjenesten. Der falder en stor ro på os, vi genkender alt, og vi er allerede i gang med at drage »en dykkerklokke« af gudsrigets herlighed og himmelsk gudsfred ned over vore hoveder, når vi går ind af kirkedøren til søndagens gudstjeneste.

Men - og det er selvfølgelig det, der er bekymrende - vi bliver færre og færre.

Vi skal naturligvis ikke give op af den grund.

Vi ved, hvor stor en rigdom, der ligger her, så vi bliver ved. Vi gør det ved at samle kræfterne om stadigvæk at holde gode gudstjenester, der hvor der er en menighed, der vil fejre gudstjenester sammen. Og I, menighedsråd, gør det også ved at indgå tættere samarbejde om at fejre gudstjenester sammen, hvad enten I kalder det nabogudstjenester eller blot sørger for at tilpasse gudstjenesteantal efter menighedens behov. Som jeg i årets løb har måttet sige til flere journalister, som har fået noget om sognestørrelsen galt i halsen: Et sogn er ikke det

7

samme som en kommune, hvor der skal være alle tilbud på alle hylder hele tiden. Ansvarlige menighedsråd tilpasser selvfølgelig gudstjenesteantal og personaleforbrug efter det behov, der er i sognet.

For Maria skal have sin gode gudstjenestedel, også selv om jeg i de næste afsnit vil være lidt af en Marthatype, der bekymrer sig om alt det, vi også skal se i øjnene og gøre noget ved.

2. De aftraditionaliserede Mange af vore medlemmer er aftraditionaliserede. De er ikke vant til at gå i kirke. De oplever ikke, at »dykkerklokken« sænkes ned over deres hoveder, når de er gæster ved en barnedåb. I en aftraditionaliseret kultur er det heller ikke fint eller trendsættende at være ganske almindelig folkekirkekristen.

Men de er der. Og de vil gerne høre til i kirken.

De vil gerne give deres børn en baggrund i kirke og kristendom. De har bare så travlt. De er lige midt i livet med arbejde og børn og alt det andet, vi alle sammen får hovedet fyldt med, som endelig skal nås, hvis man vil være med, der hvor det sner. De er heller ikke så højtråbende. Siger ikke så meget. Det er nu heller ikke så nemt. Man skal faktisk også være lidt modig for at melde ud, at man bare er en helt almindelig folkekirkekristen. Og har det godt med det.

8

Men Paulus overleverede, som han skriver i 1.

Korinthierbrev kap. 15 vers 3ff, først og fremmest til den første menighed i Korinth, hvad han selv havde modtaget.

Det skal vi selvfølgelig også gøre. Og det gør I. Alle sammen. Med stort engagement og stor flid.

Det viser folkekirkens store succeshistorie: minikonfirmandundervisningen, som er vokset gevaldigt i stiftet de sidste ti år, som endda på forsøgsbasis er sat i gang i hele Tønder provsti efter de forslag, vi i udvalget til en ny anordning for både konfirmationsforberedelse og børnekonfirmandundervisning sidste år kom med. Det viser gudstjenestelivet, der hvor kernemenigheden er intakt. Det viser også den store opbakning til de mange anledningsgudstjenester rundt omkring i sognene, hvad enten det er høst-, byfests- eller 2. pinsedagsgudstjenester på tværs af sogne i byer og provstier.

Og her er præster og menighedsråd på tæerne ude i sognene. Man skal ikke tro, at de danske menighedsråd og præster ligger på den lade side og ikke tager de forskellige handsker op, selv om det altså kniber med traditioner og i sær den tradition og gode vane, der hedder søndagsgudstjenesten.

Den danske folkekirke har ændret sig med tiden. De danske præster har fået mange flere opgaver end dengang, hvor menigheden bare skulle vide, at præsten var der, hvis de skulle have fat på ham. Det er et kæmpearbejde, der ydes rundt i stiftet, som jeg er meget taknemmelig for at være vidne til. Og hele dette store arbejde med at bære videre på den gode tradition vil jeg som stiftets biskop gerne støtte menigheder, præster og menighedsråd i. Det er derfor, vi nu ud over stiftsudvalgene for religionspædagogik, mission og religionsmøde, diakoni og Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, som alle er etablerede, for at komme menighedsråd og præster til hjælp, har etableret et udvalg for gudstjenestefornyelse. Her opsamles viden om, hvad der konstituerer en evangelisk-luthersk gudstjeneste, hvordan man bygger gudstjeneste og menighedsliv op på ny andre steder i den moderne vestlige verden, hvordan frivillige kan forberede og involvere så mange som muligt, således at menigheden får et medansvar i højere grad end den mere præsteautoritetsdominerede gudstjeneste.

Udvalgets arbejde styres af en provst, og dets arbejde vil kunne følges på Ribe Stifts hjemmeside i fremtiden. Til inspiration for præster og menighedsråd.

Lad være, at det moderne liv har ændret sig.

Men hverken menighedsråd, præster eller jeg agter at gå i stå af den grund. Vi vil være på tæerne med evangeliets frisættende budskab til alle mennesker i Stiftet. Frit efter Grundtvig (DDS.nr. 291): Der skal ikke være en plet her i Ribe stift, hvor ikke evangeliets milde røst er hørt, så det kan forstås og gribes også af mennesker, der ikke lige kommer i kirken hver søndag og ikke lige har alle grundtvigcitaterne på fingrene.

Jeg er overbevist om, at mennesker i Danmark stadig gerne vil kirke og kristendom. Og vi, som repræsenterer kirken skal selvfølgelig hverken tale ned eller belære, men forkynde og formidle og oplyse af hjertens lyst. Det gør vi.

Og det agter vi at blive ved med at gøre.

3. Den nye åndelighed Vi har også store muligheder hos den nyåndelige gruppe. For mennesker i dagens samfund er slet ikke areligiøse. Der er blot sket dette, at religionen er løs. Danskerne er, som Morten Højsgaard så billedligt beskriver i bogen: »Den tredje reformation«, blevet »googlebuddhister«. Som mange af os til lægernes store hovedrysten »googler« vore sygdomme på nettet, således googler vi også vores tro. Med andre ord, vi finder det, der passer os bedst i

9

10

øjeblikket og flytter også gerne vores loyalitet, hvis den første guru skulle ske at vise sig ueffen. Det er faktisk endda »in« og helt politisk korrekt. Følg bare med i aviser og blade, det vælter med søde, gode, venlige nyåndelige mennesker a la Master Fatman med den gode brillekarma, Lisbeth Dahl, der er synsk, Christian Hummel, der er en venlig buddhist og slet ikke nær så krigerisk og skyld i alverdens krige og ulykker som alle os gammeldags folkekirkekristne. Læs også Ugebladet Søndag, her har man endda en brevkasse, hvor man kan få alt at vide om fremtidige partnere og al anden lykke, (sjældent ulykke). Og især hvor spændende ens tidligere liv var. Det nyåndelige profileres her under dække af en fire – fem uskyldige krydsord, men man får altid fine henvisninger til, hvor man kan finde hin synske eller healende person, som bliver nævnt i artiklen. Og skal man tro to fastansatte og i offentligheden meget skrivende universitetslektorer ud i religion: Mikael Rothstein og Tim Jensen, så er der overhovedet ikke er forskel på at lege »Ånden i glasset« og gå i kirke. Så ved vi også det.

Man skal heller ikke underkende effekten af Da Vinci mysteriet, som kan læses i 80 millioner hjem verden over, her viser undersøgelser nemlig, at 50% af læserene troede, at sandhe-

den er, at den kristne kirke er bygget på ren svindel og bedrag, og at den hellige gral blev opbevaret og gemt af Maria Magdalene og Jesu fælles efterkommere! Ja, man skal ikke tro, at »bare fordi man er holdt op med at tro på Gud, så tror man ikke på noget. Nej, man tror på alt«.

Alle disse trendsættere påvirker lige så stille og lige så sikkert som amen i kirken. Derfor må vi gøre, som apostelen Paulus gjorde. I en af de store taler i Apostlenes Gerninger står han på Areopagos, højen i Athen, hvor de store klassiske græske guder havde hjemme. Der ser han et alter »for en ukendt gud« (Ap.Ger. kap.17 vers 23ff). Og så tager han ellers fat: Den ukendte gud, som I går og tilbeder uden rigtigt at vide, hvad han står for, det er ham, jeg bringer bud om. Og så får de ellers hele armen. Men han møder dem, der hvor de er. Han tager dem alvorligt og indbyder dem til at høre til hos Gud, som vi kender ved Jesus Kristus.

Derfor har vi i Ribe stift taget tyren ved hornene og ansat en præst specielt for denne gruppe af åndeligt søgende. Det kan se meget anderledes ud end den ugentlige søndagsgudstjeneste, når stiftspræsten holder sine andagter, men prøv lige at tænke over de ramaskrig, der lød fra både menighedsråd og præster, da de første familie- og børnegudstjenester så dagens lys her i midtfirserne. Anledningsgudstjenester,

11

spaghettigudstjenester, kirkekaffe, minikonfirmandundervisning, jo, den danske folkekirke har ændret sig. Og den ændrer sig.

Og selv om vi bestemt ikke skal gå så vidt som én af morgenandagtens præster, der sandelig lige i skrivende stund i bønnen har bedt om, at vi må lære at rose hinanden og derved vise, at vi anerkender hinanden, så ved vi dog, at vi er nødt til at forkynde, så det kan forstås af mennesker ind i vores egen tid. Kristendommen er som en historisk religion eminent til netop det - også uden, at evangeliet om Jesus Kristus som jordens frelser, går tabt. Jeg er derfor helt klar i mælet, når jeg mener, at vi skal byde alle religiøst søgende mennesker velkomne i kirken. Vi skal møde dem der, hvor de er i deres søgen. Vi skal høre på dem, vejlede dem. Vi skal ikke ændre budskabet, det har vi i øvrigt slet ikke behov for. Men måden vi møder hinanden på, står ikke i Bibelen. Der står ikke at gudstjenesten skal afholdes kl. 10 hver søndag og at de andre dage er forbudt område. Der står kun, at de mødtes i jubel og glæde, at de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og bønnerne (Ap. Ger. kap. 2, vers 42ff.). De solgte også, hvad de ejede og delte ud til alle efter enhvers behov. Det sidste var formentlig nemmere for dem end os, men vi kunne da i det mindste begynde med at

12

dele spørgsmålet om meningen med det hele med de mennesker, som gerne vil høre til hos Gud. Vi skal vide, at mange af de nyåndelige stadig er døbte og medlemmer, hvis åndelige liv vi er forpligtet på.

4. Nydanskere Stiftspræsten for åndeligt søgende er ikke det eneste nye tiltag for at være til stede som kirke under helt andre auspicier end dem, vi kendte for bare 30 år siden. I Ribe stift har vi her, præcist et år efter ansættelsen af præsten for åndeligt søgende, ansat en stiftspræst for Det tværkulturelle Center, som ihærdige mennesker fra Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde sammen med lokale mennesker har fået etableret med hjemsted ved Kvaglund kirke i Esbjerg. Lige som med stiftspræsten for de åndeligt søgende har vi også her fået ansat et menneske, der er vant til at »netværke« og møde mennesker på en ny og anderledes måde, end vi er vant til i folkekirken. Jeg har derfor også stor tillid til, at dette arbejde med at møde nye danskere fra forskellige kristne kirker og muslimer fra forskellige lande vil være til gavn for både dem og os og det danske samfund som sådan.

Det møde skal selvfølgelig både være diakonalt og missionalt.

Vi skal lære af Paulus Vi har verdens bedste budskab. Paulus, den forkætrede ildsjæl, burde være vores forbillede.

Og derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige i den givne situation. Vi bygger op, så godt vi kan. I som præster, menighedsråd og ansatte gør, hvad I kan lokalt. Og stiftet støtter med alt, hvad vi af stiftsmidler og præstebevilling kan yde.

Det er nogle spændende og meget afgørende år, vi lever i. En mere afgørende tid vi lever i, end det har været i mange hundrede år.

Og når årets Stiftsbog udkommer, så vil en hel række nye menighedsrådsmedlemmer være klar til at tage handsken op til fire års nyt frivilligt arbejde i folkekirkens tjeneste. Det er jeg, som stiftets biskop, meget taknemmelig over. »Så fremad da i Jesu navn trods stene og trods stokke«, for »har hånd du lagt på Herren plov, så se dig ej tilbage«.

Tak for slid og slæb og lange dage til alle jer, der har arbejdet og fortsat vil arbejde i Herrens vingård.

Biskop Elisabeth Dons Christensen

13

Ord, der sætter spor Da jeg i sin tid langt om længe blev færdig på universitetet, lærte jeg i mit første embede i det sydvestlige hjørne af stiftet, i Møgeltønder, blandt vældigt meget andet, at sproget har kerner. Det var kirkens fremragende organist igennem en hel menneskealder, Peter Jørgensen, der sagde det til mig. Han talte om det kernefyldte sprog. I begyndelsen opfattede jeg det som gammelmandssnak. Siden mener jeg at have forstået det: Det sprog, han talte om, er et sprog, der er formet af menneskers erfaringer og kampe; et sprog, der er testet i det virkelige liv og har vist sig langtidsholdbart som formidler af livsvisdom fra den ene generation til den næste. Udtrykt i den sønderjyske dialekt, hvori jeg mødte det, var det ikke altid et politisk korrekt sprog, men det sang i sjælen.

Mange af os går stadig og tygger på de hastigt svindende rester af det sprog. Det melder sig for bevidstheden i bestemte, tvivlrådige situationer som et kompas at orientere sig efter.

Man husker eksempelvis ordret, hvad et klogt menneske engang sagde om dette eller hint.

Men det er ved at være forbi. Det kernefyldte, erfarings- og traditionsbaserede sprog er blevet afløst af et fremskridtsorienteret sprog, der henter sit indhold direkte fra skyerne eller

14

i hvert fald teoriernes verden i stedet for at være formet over dagliglivets erfaringer. Hvad dette sprog ejer i henseende til imponerende, teknologisk svulstig prosa, savner det meget i poetisk energi og krop. Skønt fremskridtsorienteret kommer det mærkeligt nok hurtigt til at køre i ring inde i hovedet og i snakken på de mange kurser, hvor det indlæres og vedligeholdes.

I kirken er der dog fortsat en stærk tradition for at betragte virkeligheden som den uomgængelige prøve på, om ordene holder. Det lærer vi allerede af Ny Testamente, hvor det kommer til udtryk mange steder og intet sted vel mere markant end i indledningen til Johannesevangeliet, om Ordet, der blev kød. For at forstå radikaliteten i teksten er man nødt til at læse Johannesprologen bagfra og begynde med sætningen(1,14): »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed«. Det betyder: Indtil Jesus Kristus kom, byggede troen ikke på andet end ord, snak, sagn og myter om Gud. Det kan vi se nu, hvor sløret er blevet revet væk fra vores øjne, og vi har fået syn for sagn. Først med Jesus Kristus har vi set, hvem

15

Gud i virkeligheden er. Ordet har forladt ordenes verden og er blevet til virkelighed.

Ordene og virkningen Der er forskel på de virkninger, ord har.

Tomme ord vender tilbage til afsenderen og dømmer ham. Sande ord sætter sig uundgåeligt frugt ude i verden; sandheden ligefrem forløser og gør fri, kan man læse sig til i Johannesevangeliet.

Tomme ord er et interessant fænomen. De er nemlig ikke tomme på nogen anden vis, end at de er usaglige. Ellers kan de sagtens være fyldte og er det også, med personligt fnidder.

Man fører sig frem i ét væk med tom snak, når man vil gøre sig interessant, eller ønsker at lægge gift ud for andre. Jakobsbrevet (3,8) advarer herom i dramatiske vendinger: »Tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift«. Tomme ord er tømt for et oprigtigt ærinde.

Med sagligheden underkaster vi os hensynet til en sag, vi er fælles om, og gør på den måde en forskel i virkelighedens verden. Sagligheden og evangeliet har rigtigt meget til fælles.

Saglighed flytter altid noget, selv om den ikke gør meget væsen af sig. Saglighed forpligter på sandheden.

16

Når vi bliver (alt for) personlige, er det derimod udtryk for, at vi har kappet forbindelsen til verden uden for vores egen forfængelighed: Nu vil vi intet andet end os selv; vi er i selvkærlighedens, hadets, fornærmelsens og misundelsens vold. Det er ren tomhed. Der er ingen vilje til et oprigtigt, ærligt, fremadrettet forhold til omgivelserne længere. Der er kun indestængt, selvkredsende had, fornærmelse, misundelse - eller hvad det nu handler om.

K.E. Løgstrup kalder denne tilstand for »ånd uden legeme« og siger, at det er selve definitionen på ondskab. Ånd uden krop er ondskab og en ulidelig tilstand.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det betyder for vores evne til som nation og samfund at håndtere de udfordringer, vi står over for, at den politiske debat er blevet så personorienteret, som den i øjeblikket er?

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen er ikke i tvivl (Politiken 28.8.2012), og det behøver vi andre formentlig heller ikke at være: »[Det er] tydeligt, hvor skadeligt det er for demokratiet, at de faktiske politiske problemer fortoner sig i den fælles samtale til fordel for en (positivt eller negativt) følelsesstyret kredsen om personer«.

Skal de ord, vi bruger i kirken, nødvendigvis have virkninger uden for? Er de ikke netop kun til indvortes brug? Som lutheranere ved

vi, at frelsen sker ved troen alene, uafhængigt af gerningerne, og at kristentro og politik ikke skal sammenblandes. Det gentager vi så hele tiden for hinanden. Samtidig er det uomtvisteligt, at der foran os ligger en virkelighed, der kalder på os, og at det svar, vi giver, på godt og ondt vil være inderligt forbundet med det, vi i tro lever sammen med. Hvordan kan det være anderledes? Som den socialt interesserede teologiprofessor og senere biskop, H. L. Martensen, syrligt noterer i sin »Christelige Ethik« fra 1878: »Den Paastand, at Christendommen intet har med Nationernes Velstand og Nationaloekonomien at gjøre, er det samme som at sige, at det Ethiske intet har med Nationaloekonomien at gjøre, at begreberne Rigdom og Fattigdom, Arbeide og Løn kun have physisk, men ikke ethisk Betydning, og at Nationaloekonomien, for at erkjende Midlerne til Nationernes Velstand, kun skal granske Samfundets Naturlove…« (Kærgård 2005: 44).

Ordet, der bliver kød Hvad er det egentlig, der sker ud over det ganske land i tiden efter midten af 1800-tallet? Det kommer ikke på én gang, selv om Junigrundloven 1849 er det historiske skæringspunktet og det formelle udgangspunkt for de store samfundsændringer, der følger. Det er begyndt i årene før med gudelige vækkelser, bonde-

frigørelse, skoleforordning samt nogle politisk revolutionerende frihedsideer, der trænger ind i landet. Men i årene efter 1849 nærmest eksploderer det, vi kalder »civilsamfundet«, dvs. den del af samfundet, hvor det ikke er staten og myndighederne, men borgerne selv, der griber initiativet og styrer. Der dannes sammenslutninger og stiftes foreninger i ét væk om åndelige, ideelle, faglige, politiske eller økonomiske og merkantile formål. Der bygges friskoler, højskoler, missionshuse, forsamlingshuse og andelsmejerier i rastløst tempo, også inden for vort eget stift.

Nogen har helt sikkert hørt et forløsende ord.

Tillad mig at ty til en litterær analyse og udlægning af fænomenet, skønt hentet et stykke væk. Den findes i Muriel Barbery´s fantastiske, filosofiske roman med den underfundige titel »Pindsvinets elegance«. Romanen har som hovedperson en portnerske ved navn Renée, der udadtil lever en anonym tilværelse og endda gør alt for ikke at påkalde sig opmærksomhed fra beboerne i den velhaverejendom, hvor hun er ansat. Kun indadtil er hendes liv anderledes; i virkeligheden er hun et usædvanligt menneske (højt begavet, overordentligt vidende, filosofisk belæst og en skarp iagttager).

17

Denne portnerske fortæller et sted om det tidspunkt i sin barndom, hvor det ved en åbenbaring overhovedet gik op for hende, at hun var et selv, et individ (Barbery 2012:43): Jeg var et apatisk barn og dertil næsten invalideret af en skrutryggethed, der nærmest lignede en pukkel. Min eksistens var kun til at bære, fordi jeg ikke kendte til andet…

Der blev ikke vekslet mange ord i mit hjem. Børnene skreg, og de voksne passede deres daglige dont, som om de var helt alene i verden. Vi kunne spise os mætte, om end spartansk, vi blev ikke mishandlet, og vores lurvede tøj var rent og pænt lappet, så vi i det mindste ikke frøs, selvom vi måske skammede os. Men vi talte ikke sammen. Åbenbaringen fandt sted, da jeg som femårig begyndte i skolen og for første gang med skrækblandet forbløffelse hørte en stemme, som henvendte sig til mig og kaldte mig ved fornavn. »Renée?« spurgte stemmen, og en venlig hånd lagde sig på min.

18

»Renée?« gentog stemmen, som kom højt oppe fra, og den venlige hånd gav min arm et lille blødt klem - et kropssprog, jeg ikke forstod. Jeg løftede usikkert hovedet, og blev svimmel, da jeg mødte blikket… Renée. Det handlede om mig… Og med mine alvorlige øjne låst fast i hendes, klamrede jeg mig til kvinden, som lige havde bragt mig til verden. »Renée«, gentog stemmen igen - »vil du ikke have overtøjet af?«.

I det øjeblik, et menneske kommer til sig selv, dvs.: kommer til sig selv som andet end et biologisk væsen, hvis adfærd udelukkende er bestemt af kampen for behovstilfredsstillelse og dermed fysisk overlevelse, eller som andet end en brik i et spil, som styres og administreres af andre - er det en revolutionerende opdagelse, en åbenbaring, der nødvendigvis må tage sig et eller andet udtryk i det menneskes liv, typisk i form af et overskud og en lyst til »at gøre noget«.

Det, som først og sidst er den virkning, sand oplysning, herunder evangelisk oplysning sigter mod, er netop, at mennesker skal komme til sig selv. Det er sådan, ordet bliver kød. Det ejendommelige er så, at hvis mennesker kommer til sig selv i den her omtalte betydning, begynder de ikke at gøre en masse for sig selv.

De vil tværtimod ud af selvkredsningen og gøre et eller andet for det fælles. Der skal ske noget, de kan omsætte sig selv i. Det er først heri, den personlige forløsning findes. Det er vist klart nok, at det må være sådan, men alligevel ud fra en moderne og i hvert fald individualistisk tankegang lidt gådefuldt.

Til sidst en dråbe malurt i bægeret: Demokratiet og virketrangen i de danske folkelige bevægelser og institutioner, herunder folkekirken, voksede engang ud af et stærkt og selvbevidst civilsamfund. Et civilsamfund bestående af mennesker, der havde hørt noget og var kommet til sig selv ved det, de havde hørt.

Risikoen i dag er, at demokratiet i forening med de moderne styringsteknologier begynder at gnave disse livskraftige rødder i civilsamfundet over og fører mennesker tilbage til en tilstand af uoplyst egoisme.

legeme. I hvert fald har vi en krop derude i virkelighedens verden. Vi er også fælles om at have en sag, vi er optaget af, og så længe vi forbliver Ordets saglige krop, undgår vi måske at gå i selvsving som menighed og kirke. Intet er forfærdeligere end kun at være optaget af sine egne problemer, kun at tale med sig selv og kredse om sig selv. Gerningsretfærdig er slem, men ånd uden krop er mindst ligeså slem.

Menigheden som ordets krop Paulus taler frejdigt om, at menigheden er lemmer på Kristi legeme eller simpelthen er Kristi

Domprovst Jens Torkild Bak

Når Ordet bliver kød; når et menneske kommer til sig selv, er det simpelthen nødt til at omsætte denne fantastiske erfaring i et eller andet, og det skal det have lov til. Måske får det også andre med. Vi har oplevet glimrende, lykkelige initiativer på den konto.

Litteratur Kærgård, Niels. 2005. Citeret efter: Den lille kristne nationalstat. Historie og dilemmaer.

I: Velfærdsstat og kirke, 35-51. Red. af Jens Holger Schjørring og Jens Torkild Bak. København: Anis.

Barbery, Muriel. 2012. Pindsvinets elegance.

København/Viborg: Tiderne Skifter.

19

Et tema, som en »ordmission« hilser velkommen!

De stærke åndelige strømninger og vækkelser i 1800 tallet og frem til 1920’erne, satte mange spor i kirke og folkelivet. »Rester« fra Herrnhuterne (Brødremenigheden) og de såkaldte »læsere, der læste prædikener af Kingo, Pontoppidan og Luther samledes i hjemmene til opbyggelse«. Der voksede med stor kraft også en lægmandsforkyndelse frem, møder hvor ikke- teologer holdt taler, prædikede og formanede folk, til at omvende sig, og leve et kristeligt liv. Der blev udgivet opbyggelig litteratur, mest i form af småhefter, som kolportører rejse rundt og solgte. Uden ønske om at forklejne andres påvirkninger, er de fleste enige om, at sognepræsten Wilhelm Bech (1829 - 1901), Udby sogn på Sjælland, fik en stor betydning for at en stor del af disse åndelige vækkelser forblev i statskirken - folkekirken, og at vejen frem i det arbejde var at læg og lærd skulle arbejde sammen. Han fik en afgørende platform, for sit virke, da han i 1861 gik ind i Indre Mission, som var en bevægelse der var ved at splitte sig selv.

Hans samfundsopfattelse, trosopfattelse, organisations talent og folkelige talergaver, blev rigt brugt, og kom til at præge store dele vækkelserne, og folk sluttede op om det arbejde han gik foran i - Indre Mission. Skel, brydninger i samfundet og måden det blev tacklet på, præ-

20

gede også de åndelige vækkelser og forkyndelsen der. Foreningskristendommen opstod! Ikke et selvstændigt kirkesamfund! Men en forening der kunne arbejde for evangeliets fremme. Disse åndelige bevægelser kendes i dag i kirkebilledet som missionsforeningerne - Luthersk Missionsforening, Indre Mission, KFUM & K - og hele viften af Ydre Missionsselskaber, og stadig føjes nye til i dette åndelige slægtsskab.

Det blev husenes tid Foreningerne skulle have et sted at være, hvor man ikke skulle bøje sig for alle andres holdninger og meninger. Grundtvigianerne byggede forsamlingshuse, Luthersk Mission og Indre Mission byggede mange missionshuse fra 1880’erne. Dem der brød med statskirken begyndte at bygge frikirker.

Indre Mission blev og er en »ordmission« For Indre Mission drejer arbejdet sig om at forkynde Guds Ord. Mennesker blev sat i gang, fordi Ordet skaber bevægelse, og folk gik i gang med mange forskellige aktiviteter. Udover de kristelige aktiviteter var og er Indre Missions venner aktive samfundsborgere, der aktiv deltager i det offentlige og det private erhvervsliv.

21

Der opstår stadig brydninger i det kirkelige landskab Brydninger i samfunds og kirkeliv, mærkes også i Indre Mission. Indre Mission fylder mindre, end tidligere, noget arbejde lukkes ned, medens nye tiltag ser dagens lys, og mennesker samles i nye og tidsvarende huse. Valg- og frimenigheder har i disse år også sit udspring blandt Indre Missions venner.

Indre Mission ny formulerede formål hedder: Lede til Jesus - Leve i Ham. Visionen er klar, og meget tyder på, at inspiration til at gå nye veje eller omlægge de gammelkendte arbejdsmetoder prøves af. Søndagens gudstjeneste, møder i missionshuset, med en lægmand som forkynder, og bibelkredsarbejdet er grundstammen i selvforståelsen hos mange. Nye vinkler og målrettet forkyndelse og fællesskab giver også nye overskrifter på aktiviteterne: Cafe for seniorer.

45+ møder. Kurser for kommende ægtepar. Ægteskabskurser. Børneopdragelse. Tilbud til »eneforældre«, aktiviteter målrettet mod UNO folk, (mennesker der lever alene i hverdagen). Mandekonferencer, er overskrifter, der siger, at der også bliver givet hjælp og forum for samtale og undervisning i bestemte livssituationer. Kristendomskusus.dk er et udviklet arbejdsprogram for nogle der ikke er kendt i troens univers, og har været vej til kristentro og praksis

22

for mange mennesker. Sommer aktiviteter med teltmøder, gademøder og forskellige former for fremstød, f.eks. i børnearbejde, bliver stadig brugt. Bibelcamping hvor campingferien får et løft med fællesskabet og Ordets forkyndelse.

Lejre for børn og unge har heller ikke tabt sin betydning. Internettet er stadig en voksende del det daglige arbejde. www.indremission.dk er ofte vejen til det kristne fællesskab, som det leves ud i Indre Mission. Udbuddet dér, viser også tydeligt, at der bliver taget fat på alle aspekter af menneskelivet. Rundt om i landet er ca. 110 lønnede medarbejdere optaget af at formidle evangeliet til børn, unge, voksne og ældre. Dog er langt den største arbejdsstyrke frivillige der ligger kræfter i det lokale arbejde.

Missionær Bjarne Hvidberg

Om Grundtvigsk foredragsforening i Varde Jeg har fået til opgave at fortælle om Grundtvigsk foredragsforening i Varde. For at kunne fortælle om foreningen må jeg begynde med at fortælle om Varde. Varde sogn er et af Danmarks største. Der er en kirke, flere skoler, et nybygget campus, et blomstrende handelsliv og meget mere. Over 14.000 mennesker bor her. Og som mange andre byer er forskelligheden stor. Meget stor endda. Der er børn, unge og gamle. Der er rige og fattige. Folk, der er under uddannelse og folk der er faldet udenfor alting. Umiddelbart kunne man sige, at forskelligheden er så stor, at der ikke kan finde nogen samtale sted. Ikke desto mindre er det intentionen bag Grundtvigsk foredragsforening at lade denne samtale finde sted. Eller i hvert fald forsøge at lade den finde sted, for uden denne samtale bliver vi dumme og ligegyldige for hinanden. Som kirke er dette heller ikke uvæsentligt. Det værste er en selvgod kirke, der lukker sig om sig selv uden sans for, hvad der sker andre steder end hos sig selv.

Kirken må og skal altid være en levende del af det daglige og folkelige liv, hvis den vil leve.

Denne vekselvirkning mellem det kirkelige og folkelige er således også en rød tråd i den samtale, som foreningen vil bidrage til. Det kirkelige kommer til udtryk ved, at der blandt andet

er gudstjenester på programmet, og ved at foreningen opstiller kandidater til den grundtvigske liste, når der er menighedsrådsvalg.

Foreningen består af en bestyrelse, der står for det økonomiske og praktiske med at arrangere foredrag. Foreningen har ca. 50 medlemmer, men der kommer nu også mange flere end de faste medlemmer til foredragene. Alle er med andre ord velkomne.

Foreningen har eksisteret i byen gennem mange år. I protokollen kan man læse, hvordan den ene kulturpersonlighed efter den anden gennem tiden har været her. Politikere, præster, digtere og kunstnere. Udover at bidrage til samtalen mellem folk, har håbet altid været, at der også måtte ske noget mere.. Foreningen bygger, som navnet antyder, på Grundtvigs tanker om menneskets længsel og søgen. For Grundtvig betyder det, at der for livets skyld altid må blive kastet et opklarende lys ud over den rigdom af erfaringer, følelser og forestillinger, som mennesker gør sig. Det er netop, hvad foredragene skal gøre. De skal kaste lys over menneskelivet, så vi bliver klogere på det liv, vi lever. Foredragsholderne bliver derfor alle indbudt ud fra den ene forudsætning, at de har noget på hjerte. De skal oplyse og oplive. Det

23

24

betyder ikke, at vi skal være enige med dem.

Enighed gør ganske vist stærk, men forskellighed gør levende, som man siger.

Lykkes det så? Finder samtalen sted? Bliver vi oplyst og oplivet? Det korte svar er: Ja! Selvfølgelig er der bedre aftener end andre. Når man arrangerer foredrag, kan man kun gøre det ved at løbe risikoen for, at ikke alt bliver lige godt.

Men det hører nu til sjældenhederne. De allerfleste gange får vi noget med hjem. Tag nu den aften, hvor Tom Buk-Swienty kom og fortalte om slaget ved Dybbøl. Der var helt stille og alle var fanget ind af den historiske fortælling.

Bagefter blev Danmarks forhold til krig ivrigt diskuteret. Eller tag forfatteren og debattøren Henrik Jensen. De fleste havde set ham i fjernsynet og pludselig stod han der og talte. Samtalen efter foredraget var det bedste af det hele.

Det var som om, tiden fløj afsted. Og så var der Søren Ulrik Thomsen - en af Danmarks fineste digtere. Vi glædede os sådan til, at han skulle komme. Da han kom, viste han sig at være en

meget beskeden mand. Nærmest ydmyg. Der var kommet en masse mennesker for at høre ham. En klasse fra gymnasiet var også dukket op sammen med deres lærer. De havde læst hans digte i dansktimerne og benyttede nu lejligheden til at møde manden i levende live.

Søren Ulrik Thomsen talte stilfærdigt - men det han sagde, var alt andet end stilfærdigt.

Der var levet liv i det. Lidenskab. Efter pausen skulle der være diskussion. Det var stort at se og høre, hvordan han tog de unge dybt alvorligt. Ikke et eneste af deres spørgsmål blev affejet med en smart bemærkning. Tværtimod tog han sig tid til at svare dem ordentligt. Tænk som et ungt menneske at blive taget alvorligt på den måde. Den aften gjorde han vores liv større. Sådanne aftener har der været mange af gennem tiden. Nogle gange er foredragsholderne blevet for at snakke videre og da er der blev røget cigaretter og drukket rødvin til langt ud på natten - men det er en anden historie.

Sognepræst i Varde sogn, Morten Thaysen

25

Grundtvigsk inspiration bag Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle - et sted, hvor strømninger mødes At fortælle om Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle er at berette om et mødested hvor strømninger krydses. »Ord, der sætter spor« - som er indfaldsvinklen til stiftsårbogens fokus på folkeoplysende aktiviteter i Ribe stift - er en god og træffende ramme om liv, der har udfoldet sig - på steder / gennem mennesker - i den periode, der kunne kaldes »De byggede Danmark«, og hvor inspiration fra kirkens kristendomsforkyndelse over samspillet mellem »folkeoplysning - andelsbevægelse og demokrati« netop satte sig tydelige spor.

Her skal fortælles om et sådant sted, »Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle«, hvor folkeoplysning har udfoldet sig på et gammelt kulturområde, og hvor der i dag arbejdes med udbredelse af Folkeuniversitetsideen som forbindelse mellem videnskab, kunst og samfund, således at nye folkeoplysende spor kan vokse frem og nye veje prøves.

26

Skærum Mølle ligger, hvor to åer løber sammen i krydset mellem Storå og Lilleå - og er således i bogstavelig forstand et mødested - men også i mere symbolsk betydning et sted, »hvor strømninger mødes«, og hvor den grundtvigske tradition kombineres med den oprindelig kulturradikale ide om formidling af forskning og kritisk videnskab.

Det sted, hvor disse historier krydses, er fra 1163 stedet, hvor cisterciensermunkene færdedes og slog sig ned. (Tvis Kloster v/ Holstebro får gavebrev af Prins Buris). Møllens historie er middelalderhistorie, hvor munkene efter reformationen - og katolske bispers »nye« status, (bl.a. den sidste katolske biskop i Ribe, der fik Skærumgård) - afløses af adelige lensmænd (samspil med herregården Nørre Vosborg).

Det er stedet for bondeslægternes fremdrift - først med Tang-slægtens køb af Vosborg, med Andreas Evald Meinerts virke og senere dennes datter Christine Valeur, som i 1879 ansatte to Villemoes-brødre som bestyrere unge mennesker, som havde været elever på

27

Staby højere bondeskole - og med erfaring som studedrivere til Tyskland.

Kulturradikalismen (Brandes) og den folkelige oplysningstanke (Grundtvig).

Niels Villemoes, som i 1905 købte Skærum Mølle, skrev (Askov 1869):

Dette opleves også i de grundtvigske kredses brug af Skærum Mølle som samlingssted, hvor en samarbejdende linje mellem Vartov og Skærum Mølle kan blive en akse, hvor kulturelle strømninger udmøntes som inspiration til folkeligt arbejde, ligesom centeret har en god forbindelse til Studenterkredsen.

Jeg tragter jo efter at komme et Sted, hvor jeg kunde få lidt Klarhed over Menneskelivet i det hele og det tror jeg nok at jeg kan her men ikke alene det jeg vilde jo også gjerne samle mig nogle Kundskaber så jeg ikke siden i Livet skulle lide alt for følelige Savn i den Henseende og det tror jeg også jeg kan her.

Folkeuniversitetstanken med inspiration fra England slog ned i Danmark 1898, hvor virksomheden indledtes fra Københavns Universitet og snart bredte sig ud over landet. 1898 var i øvrigt året, hvor Kirkeligt Samfund (nu Grundtvigsk forum) stiftedes.

I Grundtvigsk Forum findes således et særligt Skærum Mølle-udvalg, der afholder Vartov-inspirerede aktiviteter som f.eks. at gøre Grundtvigs fødselsdag til en særlig markeret festdag med gudstjeneste, fællessang og folkeligt foredrag, og som samarbejder med Folkeuniversitetscenteret om årlige seminarer. Det drejer sig bl.a. om de såkaldte Thorkil Kristensen-seminarer (opkaldt efter centerets første formand), om økonomi, økologi, og samfundsudvikling, velstand/velfærd, levevilkår og livskvalitet - eller nutidens udfordringer omkring religion og naturvidenskab, kaldet »Natursyn og Gudstanke« med emner som naturvidenskab, teologi og kunst.

Folkeuniversitetets arbejde i de følgende årtier blev såvel brydning imellem - som frugtbart samspil imellem to åndelige strømninger -

Folkeuniversitetscenteret er hjemsted for litterære udfoldelser, der ses i tværfaglig belysning: Et centralt udgangspunkt har været

Samspil mellem ånd og teknik, som eftertiden har sammenfattet som højskoletidens program, prægede Niels Villemoes, og efterfølgende ejere Laurits Villemoes (1883-1970) og Anna Elise Villemoes (1927-2008) har smukt efterlevet dette.

28

samspillet mellem religions- og litteraturvidenskab, som analyseres igennem udvalgte værker f.eks. fra »Det moderne gennembrud«.

Temaet om »Bibelen som nøgle til Vestens litterære kanon«, har vakt stor interesse. Det moderne samfunds kodeord: (urbanisering, demokratisering, industrialisering og sekularisering) har givet anledning til kurser i pædagogisk idehistorie og til at arbejde med dialogen imellem tro og fornuft. Temaer som »Fagre nye verden - signalement af vor tid« og de gamle spørgsmål: »Har mennesket en fri vilje?« og »Hvorfra kommer det onde?« fører til nye overvejelser.

Af aktuelle begivenheder på centeret kan nævnes det just overståede Martin A. Hansen seminar (det 9’ende i rækken), en læserrejse fra Kristeligt Dagblad i Tårnborgserien om salmer - og en folkelig formidling af den nyeste disputats om Hal Kochs teologi.

Men over hele landet trives Folkeuniversitetsvirksomheden. Arbejdet er omfattende - også i Ribe Stift - med mange emner og et levende samarbejde til forskellig side bl.a. med mange menighedsråd. Mange ord er »i omløb« - og forhåbentlig sættes fortsat mange spor.

Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle, Gudrun Aspel

29

30

Hvad i alverden er meningen? »Oplysning være skal vor lyst« Passion. Det handler om passion. Passion for det man laver, oplever mennesker med passion. Det rører vort hjerte. Det være sig ord, musik, maleri eller i mødet med andre mennesker. Det sætter spor og kan være med til at man ændrer sig - at ting ændrer sig. »Menneske først og kristen så« I Rømø sogn fortsætter vi vores danske grundtvigske tradition med et blomstrende sogneliv: »menneske først og kristen så«, som Grundtvig sagde. Sognets faste årlige arrangementer er især: Litteraturkreds og forfattermøde, Grundlovsmøde, besøg af én af vore biskopper, Befrielsesmødet 5. maj, Filmklub, højskoleuge, koncerter, kunstudstilling, bidrag til Tønder kommunes kulturuge, Regionens Vadehavsfestival og sognerejse. »Nogle passionsglimt« Seminaret, hvor den palæstinensiske evangelisk-lutherske præst Mitri Raheb brænder for at lave grundtvigsk inspireret højskole i Jesu fødeby Betlehem, at høre ham prædike på sit modersmål arabisk i Rømø kirke er passion. At høre hjertesproget af forstander Peter Hedegaard på Ryslinge højskole, eller en anden på en af de mange højskoler vi besøger, arrangeret i samarbejde med frimenighedspræst Steen

Kaalø og provst Kræn Christensen. Passion er sognerejse og at sidde i Fødselskirken i Betlehem og på dansk synge »Et barn er født i Betlehem«, så det risler ned ad ryggen. Som præst at uddele nadveren sammen med Mitri Raheb i hans kirke i Betlehem eller prædike i kirken ved Hyrderens Mark. At opleve major AnneCathrine Riebnitzsky den 5.maj fortælle om sit arbejde sammen med stærke afghanske kvinder i Helmand-provinsen, hvor hun er med til at indgyde mennesker håb og vise, at det nytter med kvindernes krig. At høre Bachs Toccata og Fuga i d-mol-liggende på kirkebænken, sandalerne af, helt tæt ved den næsten 1000 årige mur og lugte kalken, leveret af organist Søren Johannsen. »Træde ordstier om hjertet« »Det er i mødet med de andre mennesker, at jeg selv bliver til«, sagde filosoffen Martin Buber. Jakob Knudsen sagde om en taler, at han »kan træde ordstier om hjertet«. I mødet med andre mennesker kan vi opleve, at verden tales større med ord vi siger - ord vi hører. Forfatter Orhan Pamuk siger om den vidunderlige roman, at den »bringer os i sidste ende meget tættere på meningen med livet«. Kunst kan kaste stråler ud på virkeligheden. I mødet med andre mennesker: ved foredrag, fortælling,

31

film, kunst, højskoleuger, sang, rejser osv. bliver vi sat i forhold til vor historiske, kulturelle, samfundsmæssige og religiøse sammenhæng.

Derved får vi et godt afsæt for, at vi selv kan træde i karakter som mennesker i tiden, men ikke nødvendigvis af tiden.

Vi arrangerer det selv, eller sammen med foreninger, samarbejdspartnere i kommunen, præste- og højskolevenner, regionalt, nogle gange med økonomisk tilskud og så via et stort netværk. »Forbindelsen mellem det folkelige og det kirkelige« De forskellige aktiviteter behøver ikke direkte at vedrøre kristendommen. I præstegården, og det der udspringer herfra, tales der ud fra menneskelivet om menneskelivet på godt og ondt. I kirken tales der anderledes. Her tales der ud fra Guds åbenbaring i Jesus Kristus til mennesket på godt og ondt. Men der er en indirekte forbindelse mellem foredragssalen og kirken.

I gamle dage hørte man i foredragssalen om hestens røgt og pleje, nordiske myter osv. Man tog beslutninger i diverse bestyrelser. Når man talte og lyttede til hinanden på godt og ondt, så skete det under den forudsætning, at man var en del af Guds skaberværk, som man selv måtte tage skylden for at have forkludret, men som man også selv måtte tage ansvar for at bringe i bedre orden. Det krævede overskud.

Det overskud fik man, fordi man havde været i kirke om søndagen. Da hørte man gudstjenestens tale til det menneskeliv, man kendte fra sig selv i dagligdagen og fra møderne i foredragssalen- man kendte til selvmodsigelsen.

Og når vi kender forskel på talen i foredragssalen og i kirken, og samtidig når vi kommer begge steder, så kan forbindelsen knyttes i os selv og i den samtale vi skal føre. »Lokalt-kommunalt-regionalt og globalt« I forbindelse med Kulturugen afholder vi Løgstrupseminar med universitetsfolk fra Aarhus. Ved Vadehavsfestivalen kommer Jens Rosendal og Gerd Laugesen og fortæller om mennesker i farvernes landskab. Kirkens Korshærs 100 års jubilæum markeres, da én af medstifterne August Hveysel var fra Rømø. I foråret er der Tyrkietseminar som forberedelse til rejse. Sidste nye initiativ bliver Rømø højskoledage om litteratur, politik og kristendom i Velfærdsamfundet. Forfatterskaberne Tage Skov-Hansen, Erik Aalbæk Jensen belyses og Mogens Lykketoft deltager.

Men det vi glæder os mest til inden jul er at tage vort nye Steinway-flygel i brug. Den A. P. Møllerske støttefond har givet os det. Mærsk familien stammer fra Rømø. Det skal vi fejre på mange forskellige måder omkring et flygel.

Næste dag kan bare komme an. Der er meget at glæde sig over, når hjertet røres.

Sognepræst i Rømø sogn, Claus Helsbøl

32

Kirkehøjskolen Esbjerg og omegn - et fællesprojekt for Skads Provsti Kirkehøjskolen Esbjerg og omegn, som er et fællesprojekt for kirkerne i Skads Provsti er bygget på højskoleidéen og henvender sig til mennesker, der er nysgerrige efter mere viden.

Kirkehøjskolen koncentrerer sig om emner med kirkeligt indhold.

Der tilbydes årligt seks højskoledage - tre i forårssemesteret og tre i efterårssemesteret.

Hvert semester har et overordnet emne, som belyses fra forskellige vinkler.

Vi har god erfaring med at lægge højskoledagene på lørdage - som regel den sidste lørdag i en måned. En højskoledag byder på to foredrag, som på rigtig højskolemanér indledes med en fællessang. Pauserne benyttes til livlige drøftelser af emnet og hvad der ellers lige rører sig.

Emner De seneste semestre har således handlet om Tro og hvordan denne kan komme til udtryk på forskellige måder: 2011 Rækken »Kunst og Tro« spændte fra Kong Haralds billedrunesten i Jelling og runestenens billedverden af mag.art. ph.d. Lise Gjedssø Bertelsen til cand. theol. og cand. art Lisbet Smedegaard Andersens foredrag om »Mytens forladte huse«. Undervejs fortalte mag.art.

Hans Jørgen Frederiksen om billedteologi i middelalder, renæssance og modernitet, cand. theol. ph.d. Kasper Bro Larsen om Rembrandt som bibelfortolker. Meget relevant for Esbjerg var foredraget af lic. theol. og kunsthistoriker

33

Carsten Bach-Nielsen om billeder fra den europæiske søfartskultur i kirkerne.

I rækken »Musik og Tro« præsenterede professor Erik A. Nielsen sin bog om Kingo, organist lic. phil. Thorkil Hørlyk fortalte om Martin Luthers musikopfattelse, Bo Nygaard Larsen gjorde os fortrolige med Simon Grotrian, dr. phil.

Steffen Arndal beskæftigede sig med Brorson, og selvfølgelig var der også foredrag om Bachs musik og dens teologiske betydning holdt af Bachspecialist og organist Knud Svendsen og cand. mag. Jens Kjeldsen.

2012 Til rækken »Litteratur og Tro« præsenterede cand. theol. og forfatter Gudmund Rask Pedersen sin nyeste bog »Jeg har ladet mig fortælle«, cand. mag. Jørgen Stormgaard sit værk om »Karen Blixen og Kristendom«. Mag. art.

Frantz Leander Hansen fortalte om »Dostojevskijs teologi - og nihilismen«, cand. theol. og forfatter Doris Ottesen om »Andersen og Gud. Eventyr og Evangelium« med udgangspunkt i »De to Baronesser« af H.C. Andersen.

Sognepræst Claus Helsbøl tog i sit foredrag »Du skal turde dit liv« udgangspunkt i Cecil Bødkers roman »Tænk på Jolande og Bibelens Abraham«. Sognepræst Ole Juul kaldte sit foredrag om Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland, »Så, hvad er et menneske«.

I efteråret 2012 følger »Helbred(else) og Tro« med følgende foredrag: »Jesu helbredelser som åndelig vejledning« ved cand. mag. Lene Høj34

holt, »Kan tro flytte bjerge. Og kan Bjerge flytte tro« ved dr. theol. Niels Christian Hvidt, »Musikkens kraft - fra vugge til grav« ved cand. mag. Barbara Ilskov, Hospice Esbjerg, »Når livet er på spil - tro og værdier i forbindelse med sygdom« ved sygehuspræst Christian Busch, Rigshospitalet, »Troen i det offentlige rum« ved cand. med. Allan Axelsen, praktiserende læge og »Religion som ressource« ved ph. d.

Peter La Cour, sundhedspsykolog.

Tidligere har vi set på »Gud og Videnskab« samt beskæftiget os med emnet »Liv og Død«.

For 2013 forbereder vi selvfølgelig en foredragsrække om Kierkegaard i anledning af 200 året for hans fødsel.

Vi bestræber os på, at vore foredragsrækker viser en god bredde for at de kan henvende sig til så stor en kreds af mennesker som muligt.

Stedet Vor Frelser Kirkes Sognehus, som ligger i Esbjergs centrum, danner rammen omkring højskoledagene.

Programudvalget Programudvalget består af tre lægfolk og en præst. Programudvalgets opgave er at finde frem til relevante emner og foredragsholdere og sørge for den praktiske afvikling af højskoledagene. Inden da udarbejdes en folder med alle relevante oplysninger, som er tilgængelige i alle provstiets kirker og på kommunens biblioteker.

Foredragene arrangeres i samarbejde med Sydvestjysk Folkeuniversitet og omtales også i deres program.

Undervisere Det er imponerende at se, hvor positive foredragsholdere er overfor Kirkehøjskolens virke.

Det lykkes at kunne engagere mange dygtige undervisere og forskere fra landets universiteter og højere læreanstalter, som formår at formidle deres viden på en folkelig måde. Således har vi ofte gavn af nye forskningsresultater.

Langt de fleste kommer langvejs fra og bruger altså en lørdag i Vestjylland for at fortælle om det, de brænder for.

Hvem deltager?

Alle er velkomne.

Blandt tilhørerne er der en fast skare, som kommer regelmæssigt og som udover foredragene også nyder det sociale fællesskab.

Derudover er der en del, der kommer fra gang til gang for at høre om et bestemt emne eller en bestemt foredragsholder.

Selvom der er en rød tråd gennem foredragene, så kan disse sagtens høres enkeltvis.

Det er gratis adgang til alle foredragene.

Det er vores indtryk, at langt de fleste deltagere vender hjem fyldt med inspiration og glæde over at føle nye perspektiver på verden og livet.

Sognepræst i Grundtvigs sogn, Linda Roslyng 35

36

Ånd og hånd Løgumkloster Refugium fejrede i 2011 sit 50-års jubilæum, men historien går længere tilbage. Den begynder i 1173, hvor cisterciensermunke slog sig ned ved Løgum. Cistercienserklostrene er de første teglstenbyggerier i Danmark. Munkene drev gartneri og landbrug, fiskede i Vadehavet og drev handel fra de østjyske havnebyer. Deres motto var »Ora et labora« (Bed og arbejd), og cistercienserklostrene kan af flere grunde betragtes som de første egnsudviklingsprojekter i Danmark, og deres betydning rækker ind i nutiden.

I 1930´erne var Paul Schülein provst og præst ved Løgumkloster kirke. Han fik den idé inspireret af tanker i Sverige og Tyskland - at klosterbygningerne, som har været i konstant brug, også efter munkene forlod dem, måtte kunne bruges til et formål, som lå i forlængelse af det oprindelige. Det blev imidlertid hans efterfølger, Anders Bork Hansen, senere kendt som Gøglerpræsten, som kom til at føre refugietanken ud i livet. Refugiet skulle »virke« for danskheden, Grænselandet og den danske folkekirke. Ordet »refugium« betyder »tilflugtssted«. Det skulle også være sted, hvor erhvervsaktive mennesker kunne finde ro og

mulighed for fordybelse, så de kunne vende tilbage til deres arbejde med fornyet energi.

Det handlede både om krop og sjæl, ånd og hånd. I sin tale ved indvielsen af Refugiet taler Bork Hansen om »at tænke med hænderne« og henviser til det arbejde, han havde set håndværkerne udføre i forbindelse med byggeriet.

I den forstand kom formålet til at ligge i forlængelse af den virksomhed munkene udøvede, og den pietisme, som stadig præger Sønderjylland. Når pietisterne betegnedes som fromme, var det deres flid, som blev beskrevet.

Ordet from kommer af at fremme. Samtidig tog pietisterne selv ansvaret for deres tro i en selvstændiggørelsesproces, som var med til at forberede et folkeligt demokrati. En forudsætning som ellers ofte og fejlagtigt udelukkende tilskrives »oplysningen«.

Refugiet var færdigbygget i 1960 og blev taget i brug i efteråret. Samtidig med Løgumkloster højskole, som var en del af det samme projekt og med de samme mennesker bag. Begge institutioner havde i begyndelsen Bork Hansen som forstander, men hver sin daglige leder, og frem til 2007 havde de to institutioner også

37

samme bestyrelse. Da Dronning Ingrid havde indvilliget i at være protektor, fandt den officielle indvielse først sted i 1961, så det kunne afpasses med Dronningens ophold i Sønderjylland. Prins Joachim efterfulgte Dronning Ingrid som protektor.

Refugiet blev ikke fyldt med gæster fra begyndelsen. Det var i skarp konkurrence med sommerhuset, som også blev opfundet i slutningen af 50-erne! Der kom dog mennesker, som søgte ro og fordybelse. Paul Hammerich sad på et refugieværelse og skrev sin Danmarkskrønike.

Men man begyndte også at udbyde programmer med kulturelt og kirkeligt indhold. Ikke kurser, men programmer, som Refugiets gæster, uden ekstrabetaling kunne deltage i. Når vi nu er det med pengene, skal det nævnes, at Refugiet både er en selvejende og en selvfinansierende institution. Senere kom begrebet ”sønderjyllandsture” til. En turleder samler i samarbejde med Refugiet en flok mennesker fra det område, hvor vedkommende bor. De bliver hentet i bus og kørt til Refugiet, hvor de får foredrag, koncerter, museumsbesøg og udflugter i Sønderjylland og Sydslesvig, inden de køres hjem igen.

Refugiets gæster er ligesom på højskolernes korte kurser hovedsagelig, men ikke udeluk-

38

kende mennesker i den såkaldt 3. alder. Huset er præget af dagens rytme med måltider, morgen- og aftensang som de faste holdepunkter.

Der synges bordvers, men ellers er der ingen åndelig tvang, og de fleste gæster finder glæde i at deltage i morgensangen i kapitelsalen og aftensangen i klosterkirken.

I 1973 slog Præstehøjskolen sig ned i Løgumkloster. Senere kom Folkekirkens Pædagogiske Institut, og i dag er det to institutioner slået sammen til Teologisk Pædagogisk Center.

Præsterne er et væsentligt bidrag af erhvervsaktive gæster. De er dog ikke de eneste. Der afholdes hvert år programmer, som henvender sig til stressede og udbrændthedstruede. Desuden forærer Refugiet hvert år ca. 40 arbejdsstipendier væk - fortrinsvis til studerende og kunstnere. Det årlige antal gæster er ca. 4.000 svarende til 13.000 overnatninger. Heraf udgør præsterne en tredjedel.

At Refugiets skal give plads til ro og fordybelse, fastholder vi stadigvæk som et hovedformål. Det er der ikke blevet mindre behov for i de 50 år, der er gået. Det har aldrig været meningen, at stedet skulle bruges til at vende ryggen til verden med eller dyrke en indadvendt selvoptagethed. Vi går pilgrimsvandringer, men ikke for at gå ind i os selv. Vi begynder og

39

slutter i en kirke. Vi har retræter, men formålet er ikke at lukke sig sammen om sig selv, men med stilheden som baggrund at kunne åbne sig for det, der er større end os selv.

De oplevelser, som gæsterne får på ophold på Refugiet, skal være med til at styrke livsmodet og glæden. Søren Kierkegaard betragtede humoren som en tilnærmelse til det religiøse.

Derfor ser vi også gerne, at fordybelsen tilsættes et passende stænk af humor og munterhed.

På det punkt adskiller Refugiets »ånd« sig nok væsentligt fra såvel cisterciensermunkenes som pietisternes. Og det er godt nok.

Løgumkloster Refugium, forstander Gunnar Kasper Hansen

40

Den moderne oplysningstid - fra mission til vision Hvordan udnytter vi sognegården - eller kirkehuset som vi kalder det i Grindsted - til at være rammen om de 3 temaer, der er beskrevet i overskriften? Hvordan hænger temaerne sammen og hvordan får vi det til at danne en helhed i det arbejde, der udføres/bør udføres i menighedsrådene?

Vi ser i dag, at medlemstallet i Folkekirken falder. Mange har svært ved at se, at folkekirken står for en meget stor andel af vores kulturelle arv - den kultur, som skal bære os videre i de næste hundrede år. Den kultur, der er grundlaget for vores moral og opførsel over for andre mennesker.

Vi har lagt den traditionelle oplysningstid bag os, og ser vi fremad, møder vi en ny og moderne oplysningstid, der er præget af de seneste 40 - 50 års udvikling. I de gamle dage var mission = oplysning, i dag er oplysning = vision.

Missionen udføres bedst i kirken - visionen udføres bedst i »forsamlingshuse« eller kirkehuset - sagt i grove vendinger.

Vi lægger stor vægt på foredragsvirksomhed med indhold og tema, som virker genkendeligt fra hverdagen, og hvor der er plads til at kikke bagud på minderne og samtidig se fremad med øje for, hvordan vi ønsker et samfund skal agere. Altså foredragsvirksomhed med folkeligt indhold og god moral. Der afholdes bl.a. højskoleaftener, studieaftener og sangaftener for glade sangere.

Sorggruppen Som noget nyt oprettede vi sidste år en sorggruppe, der også mødes i kirkehuset. Det er gruppens vision at skabe et trygt, nærværende og imødekommende rum for mennesker, der alle har det til fælles, at de har mistet et nærtstående menneske.

Fokus skulle ikke primært ligge på forkyndelse af Ordet, men i at lytte til ordene; alle de ord, som den enkelte sorggruppedeltager sætter på sin sorg og på det, som fylder meget og er svært ved tabet og forhåbentligt føle sig forstået og opleve, at man ikke er den eneste i verden, der har erfaret det at miste.

41

Det at skabe håb om, at livet stadig er en mulighed, selvom man har mistet, står som et centralt formål for samtalen i sorggruppen.

Filosoffen Søren Kierkegaard siger et sted, at Gud er, at der er mulighed. Sorggruppens medlemmer kan hjælpe hinanden til at holde fast i de positive forandringer eller bare de små undtagelser i hverdagen fra det sorgfulde, ligesom det kan skabe håb at høre om de andres vej igennem sorgen og blive givet en følelse af, at det umulige kan blive muligt, og at der også for den sørgende kan findes noget på den anden side af døden, sorgen og følelsen af at være helt alene tilbage. Her har den kristne fortælling noget afgørende at sige ind i sorgen.

Det åbne kirkehus I forbindelse med gudstjenester har der været afholdt kirkefrokoster og kirkekaffe. Et større tema som bibelmaratonlæsning har også fundet sted. Der afholdes spaghettigudstjenester med spisning i kirkehuset, så der er noget hele familien kan samles om. Vi har undervisning for 3. og 4. klasser i forbindelse med skolekirkesamarbejdet. Der er sammenkomster for konfirmandforældre. Kirkehuset er blevet til et aktivitetshus.

Kirkehuset skal være et redskab til at gøre »de kirkefremmede« til »de kirkeinteresserede«.

42

Den store kunst er at gøre indsatserne til fælleseje - den enkelte skal føle et ejerskab til det man går ind til. Lad det være visionen for arbejdet med de åbne kirkehuse!

Kirkehusets tilblivelse I midten af 1990’erne tog menighedsrådet i Grindsted initiativ til at undersøge interessen for at bygge en sognegård med mødelokaler, personalefaciliteter, administration, kapel og undervisningslokaler til konfirmander. I starten af et nyt menighedsråds arbejdsperiode blev der nedsat en arbejdsgruppe med det formål at undersøge muligheder, forventninger og behovet for en sognegård. Efter godt ½ års arbejde forelå en enstemmig indstilling til menighedsrådet. Rapporten slutter med at udtrykke at »udvalget ser ikke lyset ved at bygge en ny sognegård i Grindsted«. Og derved blev det så. Det blev et enigt menighedsråd, der efterfølgende sagde nej til en sognegård i Grindsted. Som det nok vigtigste punkt i afgørelsen var, at ingen af sognets 3 præster ønskede at fravælge præstegården dens konfirmandlokaler.

Men allerede efter et par år i den samme menighedsrådssamling kom tankerne om en sognegård igen på tavlen. Denne gang var der enstemmig vedtagelse i menighedsrådet om,

at der skulle udvikles planer for en sognegård - men stadig uden konfirmandlokaler. I 2001 indviedes »Kirkehuset« med sine 700 m2. Et hus der præcist genspejlede menighedsrådets tanker om funktion og indretning.

Provst Lilian Høegh Tyrsted og formand for Grindsteds menighedsråd Per Langvad

43

44

Taarnborg midt i Ribe Taarnborg Salmedigteren H.A. Brorson boede fra 1742 til sin død i 1764 på Taarnborg i Ribe. Her skrev han mange af sine mest kendte salmer som »Den store hvide flok vi se«, »Når mit øje træt af møje« og »Her vil ties, her vil bies«. Derfor er Taarnborg blevet til et sted, hvor salmerne betyder meget for det vi laver. Taarnborg ledes af mig, som er sognepræst ved Ribe domkirke og Seem kirke og min kone Bente Bramming, som er museumsinspektør på Ribe kunstmuseum. 1. februar 2013 har vi været her 10 år. Vi ejede fra 2003-2008 Taarnborg, men bygningen blev overtaget af fonden Real Dania og drives af Taarnborgfondet. Vi bor på Taarnborg.

Vores bestyrelse består af formanden Hans Edvard-Nørregård-Nielsen, fra Ny Carlsbergfondet, tidl. biskop over Københavns stift Erik Norman Svendsen, tidl. efterskoleforstander i Vester Vedsted Henrik Noer, museumsinspektør Inger Lauridsen, Tønder, vicedirketør for Glyptoteket Anne Marie Nielsen og tidl. stiftamtmand i Ribe Henrik Molkte-Leth.

Salmernes hus Igennem 2010 og frem til foråret 2012 har vi udgivet 17 bøger om danske salmer. En forfatter og en kunstner har givet hvert deres bud

på, hvordan de forstod en af salmerne i vores salmebog. Salmen er jo en af vores største kulturskatte, men kendskabet til salmer har gennem en årrække været på retur. Vi har prøvet at række ud over en ren kirkelig kreds og det har givet nogle interessante bøger med vidt forskellige skribenter som SF’s Margrethe Auken, Weekendavisens Ulrik Høy, forfatteren Jens Smærup-Sørensen, litteraturprofessor Anne Marie Mai og kunstnere som Per Kirkeby, Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt, Per Bak Jensen og mange flere. På den måde har vi skabt en ressourcestærk gruppe omkring projektet. Netop forskelligheden blandt forfattere og kunstnere har vist at salmen i Danmark stadig er samlende og indholdsrig og gør at man som Folkekirke kan nå ud over de særligt interesseredes kreds. I forhold til RAMS, som dækker Ribe stift, og hvor jeg siden sidste år har arbejdet 50%, har vi derfor hvert år mellem 500 og 600 børn inde og høre om og synge Brorson, når der er salmesang i domkirken.

RAMS, Stiftsbiblioteket og Ribe stifts religionspædagoger har kontorer i »Hundehuset«, som er sidebygningen til Taarnborg, hvilket har givet anledning til samarbejde på kryds og tværs.

45

Taarnborg-Vartov Igennem 8 år har vi haft teologiske møder. Det begyndte med Taarnborg og Grundtvigakademiet og er nu et samarbejde med Grundtvigsk forum i Rødding og Varde. Det er en gruppe af størrelsen 10-25 alt efter emnet. Deltagerne har mestendels været præster fra Ribe stift, men også lægfolk og præster helt fra Fyn har deltaget. Emnerne har udspring i Brorson og Grundtvigs teologi, men kan også inddrage andet. Vi har haft forløb om »Gudsrigets bjerg og dale«, »Det nationale«, »Eventyr, fortælling og myte«. Ideen er at det er indenfor gruppen vi fortrinsvist finder foredragsholderne og på den måde udfordrer os selv - også i diskussionerne.

Stedets ånd I 2010 fik Bente Bramming en phd. grad ved en afhandling om kulturarv formidlet gennem historiske bygninger. Hun havde Taarnborg og Koldinghus som eksempler. Det skyldes at vi gennem flere år har arbejdet med betydningen af stedet. Vi har levet i »vejens tid« i perioden fra 1945 til i dag. Det gode har været knyttet til en vej man skulle gå for at nå det perfekte samfund. I dag er man på vej ind i en periode, der er »stedets tid«. Her får stederne betydning som bærere af en kultur, der er forsvundet andre steder, men overvintrer og mødes

46

på stedet. I den forbindelse har vi udgivet flere bøger om Ribes historie, erindringer af journalisten Jakob A. Riis f.eks., men også om betydningsfulde historiske personer og tider.

Lige nu arbejder vi på en bog om den ripensiske biskop Radulfs skrift om nadveren, som blev til i 1168 og en bog om Jørgen Bukdahl i samarbejde med Finn Slumstrup og Else Marie Bukdahl.

Andre aktiviteter Vores aktiviteter omfatter også at modtage menighedsråd, studerende, skoleelever og fortælle om Brorson og Ribe på stederne, hvor det foregik. Vi har haft provstikurser og menighedskurser, hvor vi har samarbejdet med Kunstmuseet, Vikingemuseet og Ribe byferie om indkvartering og andre foredragstyper samt med Rued Langgaard-selskabet. Ideen med disse samarbejder fra byen og udefra er at skabe et åndeligt rum til fordybelse på åndens steder og gerne i bevægelse, sang og æstetisk betragtning.

Sognepræst ved Ribe domkirke og Seem kirke, Torben Bramming

47

Spor af ord i Askov Årets tema »Ord der sætter spor« falder fint i tråd med, at vi også er blevet bedt om et indlæg her fra Askov. Tusindvis af elever gennem højskolens snart halvandet hundrede års historie har mundtligt og skriftligt kunnet bevidne, hvordan et ophold på Askov Højskole har været med til at afklare og afstikke kursen for den videre tilværelse lige fra valg af uddannelse til deres fremtidige virke.

Kostskolelivet med kammeratskabet på holdet og mødet med dygtige og dedikerede lærere, der hver på deres felt bibragte eleverne ny erkendelse, gav eleverne nye færdigheder og åbnede en ukendt og større verden for dem en oplevelse, der indgød de unge mod til selv at finde netop dét sted og netop dét virke, der skulle blive deres.

»Ånden« fra Askov blev landskendt, og der var engang, da samfundets førende debattører først spurgte »Hvad siger Askov?«, før der blev taget stilling til væsentlige samfundsmæssige eller etiske problemstillinger, som vi danskere skulle forholde os til i vores fælles omgang med menneskelivet. Denne særstatus har vi for længst mistet til vor tids store ånder, dem vi i dag kan møde på universiteterne, i tv og i cyberspace som hhv. økonomer, studieværter på f.eks. »Go’morn, Danmark« og »Godaften, Danmark«, eller modebloggere, der bliver inviteret i fjernsynet for at fortælle vi mere dødelige, hvad vi skal have på, når vi skal ud blandt andre mennesker og med vores påklædning signalere succes og kontrol på en stilfærdig og dog stilsikker facon.

Dér, hvor højskolen nok skiller sig lidt ud i forhold til de øvrige indlæg i denne årbog, er i spørgsmålet om det kirkelige arbejde. Grundtvig var selvklart ikke i tvivl om, at Kristus gennem sin død havde sat vi mennesker fri, men spørgsmålet var, om vi også var parate til at gøre det samme overfor hinanden i en tid, hvor enevælden stod for fald, og demokratiet med nye slagord som »frihed, lighed og broderskab« stod for døren.

48

Grundtvigs tanker med højskolen, som han formulerede dem tilbage i 1830’erne, rummer en adskillelse mellem det kirkelige liv på den ene side og den folkelige oplysning på den anden. Ikke sådan at forstå, at kristendommen ikke har nogen rolle at spille i menneskers liv, hvis de tilfældigvis opholder sig på en højskole. Den ligger naturligvis som en understrøm i hele vores forestilling om verden, men formålet med at holde højskole er, som han selv udtrykker det klart i sit »højskole credo« i tredje og sidste strofe af sangen »Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord«: »Om kort, om langt blev løbebanen spændt, den er til folkegavn, den er til grøde; som godt begyndt er dagen godt fuldendt, og lige liflig er dens morgenrøde«.

Et godt eksempel på Grundtvigs vision udført i praksis er de offentlige møder og foredrag, som vores højskole har inviteret egnen til gennem årene. Ved det allerførste møde i november 1865 var der hele tre foredrag: Forstander Ludvig Schrøder fortalte fra den nordiske mytologi om »Iduns komme til Asgård«, musiklæreren Heinrich Nutzhorn om »Tysken i Danmark i forrige århundrede«, og endelig talte veterinæren Rasmus Fenger om »Spat hos hesten«.

At holde højskole - og det være sig i 1865 eller 2012 - indebærer, at vi skal tale om alt det, som vi mennesker er nødt til at tale med hinanden om, når vi skal skabe en meningsfuld tilværelse for os selv og - først og fremmest - for hinanden.

Når det så er sagt, har Askov Højskole altid haft et tæt samarbejde med vores lokale kirke og kirkelige organisationer. Poul La Cour var manden bag valgmenighedskirkens opførelse i Askov i år 1900 (siden 1972 atter folkekirke).

Adskillige af højskolens forstandere har, som undertegnede, teologien med i livsbagagen.

Og det er stadig sådan, at vi begynder dagen med en halv times sang, hvor eleverne kan stifte bekendtskab med ikke bare de danske sange, men også vore salmer, deres baggrund og deres bagmænd m/k.

Og dertil har vi et glimrende samarbejde med menighedsrådet og Grundtvigsk Forum i Askov. Vi arrangerer f.eks. fælles foredrag og koncerter, når lejlighed byder sig. Vore præster/provst afholder ”konfirmand højskole” her på stedet flere gange i løbet af foråret.

Endelig vil jeg nævne, at vi næste år kan fejre 100 års samarbejde med det japanske SOKA Universitet, der er buddhistisk. Vi har to årlige

49

besøg af studerende fra Japan, og hvert år i august måned lægger vi hus til deres »Ikeda Dam Festival«, en kultur- og fredsfesitval, der skal fremme forståelsen mellem folkeslagene.

Det gør vi, fordi vi i en internationaliseret tid, hvor verden er blevet en landsby, som Tor Nørretranders har sagt det, føler en særlig forpligtelse til at holde dialogen i gang - også med mennesker, der har et andet livssyn end vores.

At skabe udsyn, hvor der kan være tendenser til snæversyn.

Højskoleforstander Ole Kobbelgaard, Askov

50

ORD - der sætter spor - en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2012-2013.

Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Paranoid, Gill Sans og Palatino Foto: Gitte Volsmann Papir: 200 g MultiDesign Original White og 170 g Satimat Oplag: 2200 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, november 2012

ISBN: 87-91376-42-4

51

Billede af hĂŚnder og/eller salmebog

ISBN 87-91376-42-4 52