Issuu on Google+

ind under overfladen p책

KIRKE KUNSTEN i Ribe Stift Ribe Stift 책rbog 2013 1


Stiftsårbog - ind under overfladen på kirkekunsten i Ribe Stift Det glæder mig igen i år at kunne sende en stiftsårbog som hilsen til menighedsrådsmedlemmer og ansatte fra stiftet. Som tak for virke og engagement i året der er gået. Som de sidste år består stiftsårbogen består af to dele. Den første del er en temasektion, der i år fokuserer på 8 forskellige former for kirkekunst i Ribe stift - et fra hvert af vore provstier. Kirkekunst er mange ting. På mangfoldige måder og med mangfoldige motiver har mennesker gennem tusinder af slægtsled udsmykket kirker. Det vidner også alle vore kirker i Ribe Stift på hver deres særlige vis om. Et væld af kunstværker, et væld af kunstneriske udtryk fra kalkmalerier til altertæpper - fra træskærerarbejde til stenhug. Temasektionen fører os ind under overfladen på 8 forskellige kunstværker i 8 forskellige kirker. Kunstværker, der er vidt forskellige, med hver sin helt egen historie. Kunstværker der vil skildre det guddommelige, stemme sindet til eftertanke og give håb og mod. Jeg håber, at gennemgangen vil skabe nysgerrighed. Ikke blot i forhold til de her omtalte kunstværker, men også i forhold til kunstværkerne i egne kirker og i nabokirkerne. Den anden del er en afslutningshilsen fra mig - en rapport fra 10 år på bispestolen i Ribe Stift. Jeg takker alle, der har bidraget med indlæg og billeder til årets stiftsårbog. Med venlig hilsen Elisabeth Dons Christensen

2


3


4


»Der findes ikke kirkekunst« »Der findes ikke kirkekunst« skal kunstneren Per Kirkeby have sagt. En tilsyneladende paradoksal udtalelse, idet Kirkeby selv har udsmykket flere danske kirker, og hvad skal man ellers kalde udsmykningen af kirkerne? Meningen er imidlertid nok den, at der for Kirkeby ikke eksisterer en bestemt kunstgenre, der hedder kirkekunst. I stedet handler det for ham om, at kunstneren i kirken med sine personlige midler fortolker det hellige, den kristne tradition eller hvordan denne nu vælger at gå til opgaven, men afgørende er det, at kunstneren forholder sig frit til opgaven. Hvilken opgave!? At udsmykke en kirke handler om at tage livtag med de store spørgsmål om tro, tvivl, liv og død, lys og mørke. Kirken er et gammelt hus, og gennem dens historie har netop dette spørgsmål været debatteret heftigt. Spørgsmålet er nemlig, om kunsten overhovedet kan og må skildre det guddommelige?

Kristendommen og billederne De fleste vil i dag se kristendom og billedkunst som uløseligt forbundne. Man skal blot tænke på Michelangelos mageløse udsmykning af loftet i det Sixtinske Kapel i Rom eller se for

sig den ene prægtigt udskårne altertavle efter den anden. Billedkunsten er ganske enkelt en del af kristendommen og har gennem århundreder været med til at skabe de kristne forestillinger, hvad enten det gælder skabelsen eller den yderste dag. Billedernes dybe indflydelse på troen kan i dag vel kun vanskeligt overvurderes. Herhjemme kan vi ikke mindst glæde os over landsbykirkernes kalkmalerier, der ganske vist med reformationen mistede deres religiøse betydning, men dog overlevede. At billederne skulle få denne store betydning inden for kristendommen lå dog ikke i kortene fra begyndelsen, og der skulle en byzantinsk billedstrid til for at sikre det religiøse billedes status, herom senere… Når det gælder religiøse billeder, behøver man dog ikke at se sig ret langt omkring for at bemærke, at ikke alle religioner deler samme opfattelse. Således finder vi i jødedommen et forbud mod billeder af Gud, og de fleste husker sikkert stadig Muhammed-krisen i 2005 og 2006. Spørgsmålet blev imidlertid øjeblikkeligt politisk og handlede derefter om forholdet mellem de vestlige lande og islam, ytringsfrihed og handelsboykot m.m. I den ophedede

5


situation havde alle tilsyneladende glemt, at det handlede om kunstens og dermed menneskets forhold til det guddommelige.

De farlige billeder og adgangen til Gud Det religiøse billede er farligt! Farligt i den forstand, at et billedforbud handler om at håndhæve den afgørende forskel mellem det guddommelige og det menneskelige, fordi afbildningen rummer muligheden for at lede den søgende på religiøse afveje ved forvekslingen af det skabte (billedet) med skaberen (Gud). Billedets magt og betydningsfuldhed består i muligheden for at give fjerne, men livsbestemmende magter et anskueligt og håndgribeligt udtryk. Det drejer sig kort sagt om adgangen til Gud. Og det ikke mindst i tider, hvor bøger var for de få lærde, og menigheden var henvist til billedernes og/eller præsteskabets udlægning. Ville man derfor have kontrol over sjælene, var og er det udmærket at starte med at få kontrol over billeddannelsen. Forvekslingen kan lede til billeddyrkelse, kætteri, blasfemi og i sidste ende afguderi. Derfor er omgangen med religiøse billeder i virkeligheden en alvorlig sag i de fleste religioner. Allerede blandt de tidligste kristne skabte brugen af religiøse billeder teologiske bekymringer. Dyrkelsen af gudebil-

6

leder og statuer blev anset for et levn fra den græsk-romerske og dermed hedenske religiøsitet, som nogle kristne ønskede at distancere sig fra. Andre kristne ville derimod ikke forkaste de religiøse billeder. Uenigheden omkring den religiøse brug af billeder ulmede og udløstes dramatisk i den byzantinske billedstrid (726843), der endte med en afklaring af billedets status inden for kirken og fik afgørende betydning for kristendommens og dermed også vestens rige billedtradition.

Den byzantinske billedstrid Kernen i den byzantinske billedstrid var muligheden for at skildre Gud eller det guddommelige i billedform. En diskussion, der både havde religiøs-teologiske perspektiver, men også politiske. Striden begyndte med kejser Leo III’s forbud mod gudebilleder i 726. Ifølge overleveringerne gav kejseren sine folk ordre til at ødelægge et stort Kristusbillede ved det kejserlige palads i Konstantinopel. Herefter rasede billedstormen med op- og nedgange frem til 843, da billedforbuddet igen blev ophævet. I løbet af den periode blev store mængder af religiøs kunst ødelagt af de såkaldte billedstormere (ikonoklaster). Kejser Leos billedforbud havde både et politisk og et religiøst sigte. Helt konkret havde


det formentlig at gøre med kejserens syriske baggrund samt indflydelse fra den arabiske ekspansion og islam, der praktiserede et radikalt billedforbud. Samtidig var kejseren blevet utryg ved den særlige rolle billedkunsten var kommet til at spille inden for kirken. Mange klostre og kirker ejede billeder, der blev regnet for hellige og undergørende, og som tiltrak folk og samtidig skaffede kirken gode indtægter og dermed magt - hvilket gjorde den til en trussel mod kejserens verdslige magt. Kejseren fik støtte fra den del af kirkens folk, der var modstandere af billeddyrkelse og den billedmagi, der knyttede sig hertil. Det vil sige en betænkelighed over for billedernes mystiske afspejlinger af det overnaturlige, der kunne have karakter af et syn. Billedstormerne fandt religiøst belæg for deres opfattelse i en tilføjelse til Moselovens første bud: »Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden (2. Mos. 20, 1-17)«. Det var billeddyrkelsen, der var det teologiske problem, fordi den forudsætter, at guddommen eller det guddommelige er til stede i billedet og dermed begrænser Gud eller guden til noget menneskeskabt, til en afgud. I den anledning fremførte man det raffinerede synspunkt, at det med materielle midler fx pensel, lærred og træ ikke var muligt at gengive noget, der i

sin natur var åndeligt, hvorfor afbildninger af det guddommelige i udgangspunktet var en misforståelse. Gud er ånd, og billederne var blot uperfekte menneskelige frembringelser, der spærrede for den sande gudsdyrkelse. Der måtte derfor ryddes op og de eksisterende religiøse billeder ødelægges.

Kristendommens billedopfattelse Billedvennerne (ikonoduler) ville ikke ofre de religiøse billeder og imødegik billedstormerne med lige så raffinerede svar. De lagde vægt på den kristne grundtanke, at Gud i Kristus havde inkarneret sig i kød og blod og derfor havde forenet det menneskelige og det guddommelige princip. Billeder eller portrætter af Kristus var derfor i god overensstemmelse med kristendommens væsen. I 787 nåede man i Nikæa frem til et kompromis, idet man enedes om fremover at skelne mellem den sande gudsdyrkelse, der alene tilkommer Gud, og den æresbevisning, der tilkommer de hellige personer på billederne. Med Johannes af Damaskus’ berømte ord: »jeg vil ikke ophøre med at ære materien (det skabte), for det var gennem det skabte, min frelse gik«. Med denne dobbelthed i opfattelsen af billedet lykkedes det faktisk at skabe et kristent alternativ til både jødedommens og islams billedforbud - og derved at redde retten til at skildre det gud-

7


dommelige i billeder. Et alternativ, hvor man holdt sig for øje, at billedet ikke måtte forveksles med selve urbilledet (Gud), men altså en forståelse af billedet, der balancerede mellem den tilbedelse, der kun tilkommer Gud og den ære, man viser et billede. I 843 blev billedforbundet igen ophævet, og ikke alene havde billedvennerne sejret i striden, de havde også skabt fundamentet til kristendommens billedkunstneriske tradition, hvilken fik en enorm betydning for udviklingen af billedkunsten, som vi kender den. I østkirken fastholdt de ortodokse kirker denne forståelse af billedet i form af ikonerne, der netop forener lovprisningen af det materielle (ikonen) og det spirituelle (gud). I vestkirken blev billedsynet især bestemt ud fra forestillingen om biblia pauperum (de fattiges bibel), hvor billederne fungerede til oplysning og anskuelighed for menigheden. Men også i den vesteuropæiske tradition støder man på bekymringen for billedtilbedelse i stedet for gudstilbedelse, hvilket blev tydelig under reformationerne i 1500-tallet.

Reformationens billedstorme Reformationens billedstorm markerer et brud med den katolske kirke, om end ikke alle reformatorer var lige strenge, når det kom til

8

billederne. Luther kunne i lighed med den katolske moderkirke godt acceptere afbildninger af det guddommelige, så længe kunstneren og billedet naturligvis underordnede sig evangeliet - også Luther ville altså have hånd i hanke med billedkunsten. Efter hans mening var billederne blot et forstyrrende mellemled i det spirituelle forhold mellem mennesket og Gud. Men i modsætning til sine europæiske medreformatorer Ulrich Zwingli og Jean Calvin valgte Luther den pragmatiske løsning. Både Zwingli og Calvin bandlyste de religiøse billeder og opildnede til billedstorm, der blev mest omfattende i de områder, hvor calvinismen stod stærkest. I Danmark oplevede man blot en enkelt billedstorm i Vor Frue Kirke i København i 1530. Overmalingen af middelalderens til tider ramsaltede kalkmalerier hører en senere tid til.

Kunst i kirken findes Den byzantinske billedstrid var resultatet af et teologisk kompromis, en bøjning af nogle kristne dogmer. Alligevel blev den helt afgørende, fordi den kristne billedkunst fik mulighed for at udvikle en stræben efter at indfange og nærme sig det guddommelige gennem billederne.


Gennem de seneste 200 år har den vestlige billedkunst frigjort sig fra kirken, alligevel har striden ikke mistet sin relevans eller aktualitet. Gamle som moderne kirkeudsmykninger i de danske kirker har det privilegium at kunne tage livtag med det hellige, det ordløse, og derved stille skarpt på menneskets forhold til det guddommelige eller evige, som man nu ser på det. Moderne kirkeudsmykning kan i 2013 udtrykke sig figurativt såvel som non-figurativt. Førstnævnte var dominerende til begyndelsen af det 20. århundrede fx Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, hvorefter sidstnævnte overtager med en udtryksform, der griber tilbage til det ornamentale fx Jørn Larsen i Jelling Kirke, og som derved får relation til billedforbuddet.

både kunst og plagiat, hvilket naturligvis også er sket før, men det ses bedst på afstand. »Der findes ikke kirkekunst« sagde Per Kirkeby og tilføjede »højst kunst af religiøst tilsnit«. Dermed understregede han både den moderne kunsts autonomi, men også kunstens og kunstnerens position imellem det skabte og det guddommelige. Det handler stadig om tro og tvivl, liv og død og lys og mørke, og set i det lys adskiller den moderne kunstner, der stræber efter at yde sit ypperste i jagten på det guddommelige, sig ikke afgørende fra fortidens store mestre i den kristne tradition. Der findes måske ikke kirkekunst - men kunst i kirken findes. Museet for Varde By og Omegn, John V. Jensen.

Inden for begge udtryksformer findes kirkeudsmykning, der i lykkelige tilfælde har karakter af et originalt syn, der bringer os nærmere på det guddommelige, og som er berettiget til betegnelsen kunst. Når det ikke lykkes, bliver kunsten harmløs, og det non-figurative bliver dekoration og det figurative blot glansbilleder. I nutiden kan det være svært at skelne det originale fra det imiterende og ligegyldige. Derfor bliver kirker i disse år udsmykket med

9


10


Paradiset i Grundtvigskirken Siden Grundtvigskirkens indvielse i 1969 har skiftende menighedsråd arbejdet på at få en alterudsmykning til erstatning for det maskinfremstillede trækors, der var tænkt som en midlertidig løsning. I forbindelse med kirkens 40 års jubilæum kom der endelig en mere permanent alterudsmykning op i kirken. Erik Varming arbejdede på projektet i fire år og sammen med sin assistent Benny Forsberg fik han i løbet af tre uger sat kirkens nye alterudsmykning op.

ret og strømmer ud i verden. Bølgen, havet og vandet på alteret leder tankerne hen på paradiset, men også på Det Røde Hav, Noas Ark og Genesaret sø. Og Vesterhavet. For Erik Varming forekom det indlysende at lade havet være bærende motiv som billede på vores farefulde færd gennem livet. Og hvor ellers om ikke i fiskernes Esbjerg kender man havet som stedet for livet, det daglige udkomme, men havet rummer også dødelig fare.

Ideen til alterudsmykningen bygger på naturiagttagelser og symbolik med relation til Det Gamle og Det Nye Testamente, har Erik Varming fortalt. Værket har ingen titel, for så har det allerede sat rammerne for en tolkning, hævder han og selvom han ikke har ønsket at give sit værk et navn, kom han alligevel til at røbe arbejdstitlen »Paradiset« til en lokal avis på Kalundborgegnen, hvor hans værksted ligger. »Paradiset« er ikke nogen dårlig titlen på kunstværket og et paradis i en kirke er vel heller ikke nogen dårlig ting.

Ved siden af havet, rager et fire en halv meter højt træ op. Der er godt med træer i Edens have; et af dem er Livets træ, der står midt i haven. Træet symboliserer væksten, det nye liv, der genopstår. Træet domineres af flere hvide marmorstammer, der ender i et filterværk af hvide grene.

Paradiset I Eden udsprang en flod, der udenfor haven delte sig i fire strømme, der flød ud til de fire verdenshjørner. I Grundtvigskirken er der en kæmpebølge, hvis vand pjasker ud over alte-

I træets bladhang, næsten ikke til at få øje på, ser man en due. Den er ikke hvid, som Picassos fredsdue eller kirkegårdenes hvide duer, men grå og brun som en due vi kender fra dueslaget eller fra Rådhuspladsen. Ser man godt efter kan man få øje på et par æbler i bladhangets mosaik. Gad vide om det er frugterne fra Livets træ i Edens have.

11


Bag træet rejser en regnbue sig. Straks associeres til fortællingen om syndfloden, hvor Gud besluttede at gøre en ende på alle mennesker ved at drukne dem, for de var skyld i at jorden er fuld af vold. Men regnbuen symboliserer også forbindelsen mellem himmel og jord, fred, forsoning og tilgivelse, og er Guds tegn på, at der aldrig mere skal komme nogen syndflod. Regnbuen forbinder træet med skyen, eller skyerne, der symboliserer Gud, der betragter menneskene oppefra for at sende dem regn, skyer, tørke eller lyn. Skyer kan i naturen antage de mest fantastiske former; en sky synes her at være Guds hånd, en anden Guds lam; dobbelttydigt og åbent for tolkningsmuligheder. Den hvide bomuldsalterdug er skiftet ud med en »alterdug« af hvidt marmor, der bliver spaltet i to af det strømmende vand. På alteret står et kors i messing omsluttet af en mandorla og man ser alterudsmykningen og vandet igennem korset. Korset er sat på en runding, der set nede fra stolerækkerne i kirken, får det til at se ud som om, korset er plantet på jordkloden. På alterdugen står to nye messingstager. Her griber Erik Varming også tilbage til traditionen. Et hjul- eller T-kort fra middelalderen har dannet forbillede for lysestagerne, der skal vise hele verden, med dens store floder og kontinenter. Alterlyset kommer på den måde til at symbolisere verdens lys.

12

Den eneste fisk i Grundtvigskirkens hav Enhver ved, det ikke er altid, man har fiskelykken med sig og umiddelbart ser man ingen fisk i havet. Fisken var før korset symbol på Kristus. Men gemt bag en bølge ses et hoved af en fisk. Om det er kunstnerens signatur, på et vellykket alterudsmykning, vides ikke, men Erik Varming vandt faktisk i sine unge dage en konkurrence, netop med et fiskehoved af små sten. Willy Christiansen, Sognepræst i Grundtvigs Sogn


En gammel mand med skæg »Det er naragtigt, skændigt og grufuldt at male Gud som en gammel mand med skæg«. Sådan sagde biskop Niels Palladius (ca. 151060), der var ivrig reformator og bror til en anden ihærdig biskop, nemlig Peder Palladius (1503-60). Biskop Niels kæmpede voldsomt mod al kunst i kirkerne - ja ikke en gang et krucifix var godt nok til den billedstormende biskop over Lunds Stift. I Ulfborg kirke har man både et krucifiks og en ’væg til væg’ prædikestol, fyldt med efterreformatoriske bibelbilleder. Tilmed skildrer det første billede af de femten billedfelter Gud i færd med at skabe jorden – og han er malet som en gammel mand med skæg! Også dengang i 1500-talltet var vestjyderne tilsyneladende uanfægtede af, hvad man måtte mene på den anden side af Storebælt.

Billedspejl Lektorieprædikstolen er fra i filipismens tid i 1587, bygget i højrenæssancestil med toskanske søjler og de bibelhistoriske billeder er malet i 1599. Vi er på kanten af tugtens tid - et tidsmæssigt forstadie til ortodoksiens bestræbelser på at fastholde »den rette lære« i den grå hverdag, der fulgte efter euforien fra Wittenberg.

Peder Pelladius skriver i sin visitatsbog, at »Prædikestolen er sammen med alter og døbefont udsmykninger eller »redskaber« til at minde os om, at vi er nær ved Gud og han »ved af os« eller hvor nær vi er ved djævelen og han ved os«…»Når folk ved, hvem de billeder forestiller, så kan de simpelthen bruge dem som spejl«. Således skulle lektorieprædikestolens bibelbilleder altså anspore datidens analfabetiske lægfolk til at spejle sig i enten billeder af Gud eller djævel.

Fortabelse og frelse Og de naive penselstrøg skildrer netop både Gud og djævel. Bibelhistorien ses fra skabelse, syndefald, lov, frelse og dom. Fra begyndelse til slutning - eller næsten slutning. For billedfrisen slutter ikke med skabelsen af en ny himmel og en ny jord. I stedet afsluttes med ildsøen i Johs. Åb. kap. 20. Her brændes de nøgne opstandne, men dømte stakler i helvedes ild og det sker vel at mærke uden de gamle katolske kalkmaleriers forbedere som f.eks. den hellige Johannes eller Jomfru Maria. Efter reformationen er dommen en sag mellem den enkelte og ildsøens røde øjne og dens tunge så stor som ulvens i »Rødhætte«!

13


14


Helt i tråd med datidens trang til moralsk oprustning, slutter billedfrisen således i en fæl dobbelt udgang. Der er ikke udsigt til nåde -fårene skilles fra gederne, som der står i feltet under billedet. Der er intet paulinsk forløsende »Gud kan være alt i alle«. Gemt lidt af vejen er der dog håb for frelse for menigheden. Men man skal gøre en indsats for at se det. Og ifører man sig en høj håndværkerstige og pandelampe, kan man ane frelsen v. Kristi fødsel på den venstre side af prædikestolens karnap. For lige oven for oksen og æslet kan man se en person med horn i panden, som er på vej op ad en trappe og ud af billedet. Personen, der er på vej ud kan enten være Moses eller Djævelen. At Moses skildres med horn i panden skyldes en gammel skrivefejl, som kom til at betyde, at Moses i kunsthistorien skildres med horn i panden i stedet for stråleglans efter at have talt med Gud i herlighed på Sinai bjerg. En anden tolkning er, at hornene tilhører Djævelen selv! Og så forkynder billedet, at både lovens og djævelens dage er talte. Men altså ikke mere talte, end at både loven og djævelen med den gigantiske ildtunge dukker op igen til sidst og efterlader menigheden med en nådes-

15


løs domsscene. En domsscene som præsten så - alt efter teologisk overbevisning - enten kan forsøge at udbedre eller bekræfte.

At kunne se… præsten Der er ikke meget lys deroppe under loftet man har ikke tænkt på præstens øjne, men på at man kunne se ham! Vestjyderne har således heller ikke her taget notits af, at Peder Palladius foreskriver, at prædiekstolen skal stå i kirkens sydside og befinde sig ved et vindue, så sognepræsten kan nyde godt af lyset om vinteren og især når hans øjne bliver svage og dårlige… Til gengæld kan alle se præsten! Ecce pastor, qui tollit ecclesiam et creator mundi! For præsten er på letorieprædikestolen i Ulfborg kirke ironisk nok placeret højest i kirken, selv over Gud Skaberen med det lange skæg. Gitte Elisabeth Hansen, Sognepræst i Ulfborg Sogn

16


17


18


Kentauren i Malt »Det mærkeligste ved Malt kirke er døbefonten«. Sådan skriver Jacob Helms i Kirkehistsaml II 1860-62. Det har han ret i. Døbefonten i Malt er usædvanlig. Rundt på siden af døbefonten finder en drabelig kamp sted, nemlig kampen mellem godt og ondt. Umiddelbart ligner fonten en almindelig døbefont af granit som findes i mange andre landsbykirker, men tydeligt ses fire figurer, en på hvert hjørne, som er hugget ud af granitten. De er ca. 54 cm høje og træder op til 8 cm frem af døbefonten. De er alle kæmpende krigere, 3 af dem med sværd (med blodrille!), en af dem med bue og pil. To og to kæmper de mod hinanden. Ved nærmere eftersyn ses det at den som bueskytten kæmper mod ikke en mand, men en kentaur! »Nå«, siger konfirmanderne, når jeg fortæller dem det. De kender udmærket en kentaur fra Harry Potter, så det ser de ikke noget usædvanligt i. Men denne kentaur og døbefont er altså formentlig ca. 900 år gamle, noget ældre end Harry Potter. Det underlige er at kentaurer ikke findes i Biblen. I Det Gamle Testamente er der mange andre mærkelige væsner, men

ingen kentaurer. Dengang stenhuggeren udhuggede Malt døbefont trak han altså på andet stof end de bibelske fortællinger. Kentauren optræder heller ikke i nordisk mytologi, så han må have hørt historien et andet sted. Imellem de 4 fremtrædende figurer findes helleristninger. Mellem kentauren og bueskytten er et livstræ og ligeledes mellem de to sværdkæmpende. Men bag ved kentauren er noget der i første øjekast også ligner et livstræ, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være kentaurens enorme buskede hale. Bag ved bueskytten er endnu en overraskelse, et indridset motiv af Samson der kæmper med løven. Samson kendes på sit lange hår og sidder på ryggen af løven imens han griber fat med begge hænder i løvens mund. Altså: Rundt om Malt døbefont finder en drabelig kamp sted, nemlig kampen mellem godt og ondt. Midt i kampen står Kristus, symboliseret i livstræet og i Samson. Men kentauren - er han god eller ond? Konfirmanderne svarer god, for det er han i Harry Potter. Men i den græske mytologi hvor kentaurer kendes fra, er de ikke umiddelbart gode. Men måske forestiller kentauren i Malt Chiron?

19


og Jason. Det er tænkeligt at kentauren i Malt er Chiron, for han ligner Samson og Kristus ved at han gav sit liv for andre. I en kamp var Chiron blevet dødeligt såret, men fordi han var søn af en titan var han udødelig. Chiron gav afkald på sin guddommelighed til gengæld for at Prometheus kunne løses fra sin evige straf. På den måde gav han sit liv for Prometheus. For at ære Chiron for sin smukke handling ophøjede Zeus ham til evigt liv blandt stjernerne og gav ham stjernetegnet Kentauren eller Skytten.

Chiron var klog, mild og retskaffen, søn af titanen Kronos og nymfen Filyra. Da Kronos kone fik mistanke om at de havde en affære, skabte Kronos sig om til en hest for at undgå afsløring, derfor blev Chiron født som halvt menneske, halvt hest. Chiron var en dygtig læge og mentor for mange bl.a. Achilleus, Peleus

20

En underlig historie er det, og så midt i Malt kirke som mange forbinder med en rigtig »dansk« landsbykirke. Men Malt landsby har ikke altid været det lille vejkryds byen består af i dag. Dengang kirken blev bygget var Malt et centrum, hærvejen går tæt forbi og Kongeåen har betydet tætte forbindelser med Ribe. Hvor billedhuggeren har sit motiv fra kan man kun gisne om, Agner Frandsen gør det glimrende i sin bog »Kentauren i Malt, Ni ufuldendte krøniker«. Døbefonten i Malt sætter gang i fantasien, skulle man få lyst at se døbefonten er kirken åben på alle hverdage ml. 8-16. Anna Jensen, Sognepræst i Malt og Folding Sogne


21


»Vi brød os ikke om synet....« På væggen i nordsiden af Nørre Omme kirke hænger et krucifix uden arme. Det er meget gammelt, siger eksperterne, fra omkring 1200, altså på alder med kirken selv. Ingen ved, hvem der har skåret det eller hvordan det oprindeligt har set ud. I mange år lå krucifixet på kirkens loft, da man mente, det var for slidt og grimt til at være en pryd for kirken. For hundrede år siden måtte konfirmanderne af og til vente lidt på præsten før konfirmandundervisningen om sommeren kunne begynde i kirken. De syntes, det gamle krucufix var velegnet som gyngestativ, så der blev taget mange svingture på armene. Indtil en dag de brækkede af og blev borte. I 1938 tog lærer Vestergaard initiativ til at bringe krucifixet til Ringkøbing Museum, hvor det blev konserveret og indlemmet i museets samlinger. I anledning af en fejring af kirkens høje alder i 2008 blev krucifixet udlånt af museet til sin gamle plads i kirken. Det er foreløbig meningen, at det skal blive hængende.

22

Er det da ikke grimt eller udslidt længere? Tiden er en anden, og måske passer det udslidte krucifix bedre til nutidens kirkes selvforståelse end dengang krucifixet blev sat på loftet. I vores tid er det antikke og rustikke på mode og støder ikke øjet. Vi forbinder kunst med de tanker, kunstværket sætter i gang. Det gamle krucifix bringer Esajas´ ord om Herrens lidende tjener i erindring. Det minder os om al kødets gang, om tidens ubønhørlige gnaven i alting. Det minder os også om den Herre, vi følger og den skæbne han fik og som den opstandne fortsat får i menneskers sind og hjerter. Kristus uden arme fortæller om Åndens usynlige kraft og hvordan den arbejder i os og omkring os. Krucifixet uden arme inspirerer måske en og anden til at bruge sine egne arme i tjeneste for Ham. Nørre Omme kirke har ligget på sin plads siden slutningen af vikingetiden. Længe før var der bosættelser her, og af og til strejfer tankerne til dem, der byggede kirken engang og satte krucifixet i korbuen, hvor der formentlig oprindelig har været. Bag det var det hellige, foran det var menneskene. I midten Kristus,


23

23


som banede vejen mellem jord og himmel for dem, der vil følge ham. Kunst sætter tanker i gang og har altid gjort det. Forleden var nogle fra sognet samlet for at se på det gamle krucifix. Ingen af dem husker det fra kirkens loft, af gode grunde. Men alle sidder de af og til i kirken og lader sig inspirere af krucifixet. Holger Sinkjærs mor sad i menighedsrådet på den tid, da krucifixet var færdigkonserveret på museet. Han hørte snak om, at der fra menighedsrådets side ikke var speciel interesse for at få det tilbage til kirken dengang. Men han er glad for, at det hænger der i dag, som et stykke historie og kunst. Stinne Kristensen var konfirmand i 40-erne. Hun voksede op i den gamle præstegård, som lå ved siden af kirken. Også for hende er kirkens udsmykning en vigtig ting i kirkens liv, og det gamle krucifix fortæller en historie og sender tankerne på langfart for dem, der har levet med Nørre Omme kirke hele livet. Er det kunst?, spørger jeg. Johannes Kirk, som arbejder med at indsamle og bevare lokalhistorie, svarer ja. Krucifixet sætter nutiden i perspektiv til fortidens erfaringer og forståelse af verden. Det, at krucifixet er så gammelt, giver det en særlig betydning, det er alle ved

24

bordet enige om. For den sags skyld kunne det sagtens have været et moderne kunstværk. De manglende arme kunne være udtryk for en kunstners budskab med sit værk. Men det er tiden og tilfældet, der har gjort dette krucifix til det, det er. Det er der også et budskab i. Bodil Toftdahl, Sognepræst i Nørre Omme og Ørnhøj Sogne


Jesus og den gode smag Jesus har mange ansigter. Ét for enhver smag, måske. I Billum Kirke har der længe været kamp om, hvordan Jesus skal se ud. Kampen står mellem de gamle altertavlemalerier fra 1600-tallet og de ´nye´, malet af Poul Steffensen i 1906. Billederne fra 1600-tallet henrykker museumsinspektører og arkitekter. Poul Steffensens billeder er elskede af kirkegængerne i Billum. Nu har kampen stået på i mere end hundrede år. Poul Steffensens billeder er lige nu anbragt på prøve i altertavlen. Endnu ved ingen, om de får lov til at blive der. Altertavlens ramme blev til på et træskærerværksted i Varde i 1647. Et par malere fra Ribe - Hans og Sten - fik til opgave at lave malerierne, som skulle sidde i rammen. Hans og Sten drog omkring på egnen og malede billeder på bestilling, som regel med forlæg i hollandske kobberstik. De malede Jesus og disciplene i tidens stil - »kraftige, næsten brutale renæssance-mennesker«, sådan beskrev kunsthistorikeren Chr. Axel Jensen dem i 1905. Det var positivt ment - han syntes godt om billederne.

Men det gjorde man ikke i Billum. »Altertavlens billeder er meget uskønne«, blev der noteret i synsprotokollen, da man holdt syn over kirken i 1905. Billederne burde erstattes af nye, mente man, og indkaldte skitseforslag til nye billeder. Maleren Poul Steffensen sendte et forslag ind: Jesus som den gode hyrde med et lam på armen. Til højre for Jesus lusker ulven væk, til venstre står fårene og græsser fredeligt. Poul Steffensen var dengang en kendt maler og illustrator - han illustrerede bl.a. Carit Etlars roman Gøngehøvdingen og de danske udgaver af Jules Vernes romaner. Desuden malede han anskuelsesbilleder til undervisningen i skolerne. »Hans opdragerrolle for den brede befolknings billedsyn på godt og ondt overgår alle andre kunstneres i tiden«, skrev R. BrobyJohansen om ham. Det kunstner-miljø, Steffensen færdedes i, omfattede digtere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg - kunstnere, der skildrede husmændenes tilværelse og vilkår. Alterbilledet med Jesus som hyrde er sådan et husmands-billede. Det kunne sagtens være

25


26


en dansk bondeknøs med sit lam. Jesus ser på beskueren med et roligt blik og holder med en stærk arm om lammet. Bortset fra lidt blå bjerge i baggrunden kunne landskabet sagtens være dansk. Menighedsrådet i Billum antog Steffensens forslag. Da hyrden og fårene var anbragt i altertavlens ramme, var der stor tilfredshed med resultatet. Ved kirkesynet i 1907 skrev man sådan: »Synet fandt billederne smukke, og skønnede at de er en pryd for kirken«. I 1950’erne gennemgik Billum Kirke en omfattende istandsættelse. Arkitekterne arbejdede på at føre kirken tilbage til et mere oprindeligt udseende. Store vinduer blev erstattet af små, og træskærerarbejder fra middelalderen blev sat i stand og hængt op på væggene. Nu fik de gamle 1600-tals-malerier chancen igen. De havde tilbragt de forløbne 50 år på bagsiden af altertavlen og var i en ret miserabel tilstand. Nu skulle de frem igen, det var arkitekterne og Nationalmuseet enige om. Tilsyneladende er der ingen i menighedsrådet, der gjorde indsigelse mod, at Poul Steffensens hyrde blev fjernet. Karl Johan Madsen sad dengang i menighedsrådet og deltog også i

27

restaureringsarbejderne – hans far ejede det lokale tømrerfirma, som Karl Johan siden overtog. Karl Johan mindes ikke, at der var nogen form for diskussion af de ændringer, der skete med kirken i forbindelse med restaureringen. »Det var de kloge fra København, der bestemte«, fortæller han. Arkitekt Aas fra Varde, som havde fået opgaven, støttede sig meget til arkitekten Rolf Graae fra Hellerup, husker Karl Johan. Graae brændte for at fremdrage alt det oprindelige. Menighedsrådet havde nok at gøre med at skaffe lån til finansiering af istandsættelsen. Men folk i Billum savnede den gode hyrde, da kirken blev genåbnet i 1955. Det var i det hele taget lidt vanskeligt at vænne sig til kirkens nye udseende. Søstrene Else Krog og Petra Simonsen var nærmest skuffede, da de så kirken ved indvielsesgudstjenesten. Den var blevet mørk pga. de små vinduer, der nu var sat ind. Og den gode hyrde, som deres mormor havde holdt så meget af, var erstattet af brutale renæssancemennesker. »Så’n nue ansigter!« var der en kone, der sagde, da hun så dem, fortæller Petrea Grove, som også var med dengang. Nu er der snart gået 60 år siden den store restaurering. Og troen på autoriteterne er falmet noget. For nylig har menighedsrådet besluttet

27


at sætte den gode hyrde ind i altertavlen igen - vel vidende, at det efter manges mening er et sødladent glansbillede. Men hyrden kan noget, som de gamle billeder ikke kan. »Det billede giver sådan en ro til gudstjenesten«, siger menighedsrådsformand Irene Kjær. Graver Anette Fynbo udtrykker det sådan: »Nu føler man sig velkommen i kirken. Jeg følte, at jeg blev slået i hovedet, når jeg så på de gamle billeder. Nu føler jeg, at der bliver taget imod mig«. På de gamle billeder var der mange ansigter, meget at forholde sig til. Her var Jesus optaget af sine disciple rundt om bordet. Kun Judas ser ud af billedet og har øjenkontakt med beskueren. Mens den gode hyrde ser på dig med sit rolige blik. Han har noget tilfælles med de ortodokse ikoner. Noget med at løfte sit ansigt og give dig sin fred. I Billum håber vi, at vi får lov til at beholde ham. Lise Hindsholm, Provst og sognepræst i Alslev, Janderup og Billum Sogne

28


29


Grindstedbekendelsen - Ny kunst i Grindsted Kirke Ved Grindsted kirkes store ombygning i 192123 fik den et nyt alter med middelalderens gyldne altre som forbillede; men felterne på alterbordets forside stod tomme, bortset fra det ovale midterfelt med Kristi monogram og bogstaverne alfa og omega. Nu er altret gjort færdigt med billeder af kunstneren Stig Weye, som tidligere har udsmykket kirkens prædikestol. Det begyndte i slutningen af 2009 med tanker om et nyt kortæppe. Der var hurtigt enighed om, at tæppet skulle syes af frivillige, at Stig Weye skulle bedes om at give udkast til motiv, og at alterbordets færdiggørelse skulle inddrages i projektet. Den 5. maj 2013 kunne alterbordet med sin nye forside indvies af biskoppen ved en festgudstjeneste i forbindelse med kirkens 90-års jubilæum. Tæppet forventes færdigt i løbet af 2-3 år. Men egentlig begyndte det med prædikestolen. I 1923 var der ikke råd til de billeder i dens 6 fyldinger, som der var lagt op til med gammel- og nytestamentlige skriftsteder over og under dem. I stedet blev de udsmykket med smukt svungne Kristusmonogrammer. 30

Tanken om at gøre prædikestolen færdig opstod i efteråret 2003; men først i begyndelsen af 2007 var man nået frem til den rette kunstner. Det blev Stig Weye fra Nysted, som ikke tidligere havde lavet kirkeudsmykning, men straks sagde ja. I november samme år havde kunstneren skitser klar til forevisning i kirken. Et enigt


menighedsråd vedtog at gennemføre projektet, og den 21. september 2008 kunne udsmykningen indvies. Prædikestolens indskrifter rummer markante udsagn om Jesu fødsel, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart, om Helligåndens komme til verden og menighedens deraf springende lovsang. En rækkefølge, som vi kender fra trosbekendelsen og nu kan følge i lysende billeder fra Jesu fødsel under en lyseblå stjernehimmel til menighedens jublende lovsang efter Den danske Salmebog. Og skråt bag prædikanten ser den almægtiges altseende øje hende eller ham over skulderen. Hvilken præst tør snyde på vægten i det selskab! Kan man således sige, at der er klange af trosbekendelsen i prædikestolens billedunivers, slår denne klang nu fuldttonende igennem på forsiden af alterbordet, hvis 18 kvadratiske felter illustrerer trosbekendelsen, mens billederne i de 4 felter omkring midterfeltet henviser til korsfæstelsen. Mig bekendt er Grindsted kirke den eneste kirke i landet, der har sit alter udsmykket med trosbekendelsen. Fremover kan konfirmander så at sige lære den på stedet - i dyb sammenhæng med alt, hvad der ellers sker i kirken, og vi andre kan få den repeteret og uddybet

31


gennem billedernes mangfoldighed. Vi har fået vores Grindstedbekendelse. Det centrale motiv i kortæppet bliver Helligåndsduen i bevægelse ud mod menigheden. I den ende af tæppet, der vender mod kirkeskibet, ses Det himmelske Jerusalem med livets træ svarende til udsmykningen øverst på altret. Gennem den døbefont, som duen svæver over, løber livets flod i tre farvenuancer symboliserende den treenige Gud, og længst ind mod altret ses universet, så i løbet af et par år vil kirkens præster få deres gang i himlen, når de går inden for alterskranken.

32

Med udsmykningen skabes en sammenhæng i kirkens kor, hvor døbefonten står midt for alterskranken, med rækkefølgen dåb (font), liv (tæppe), tro (alterbordets forside) og Paradis (altrets overbygning). Og denne sammenhæng gennemspilles så på sin egen måde i tæppet. Samtidig gælder, at prædikestolen med sine elementer af trosbekendelsen kommer til at hænge fint sammen med altret med den fuldt udfoldede trosbekendelse. Det hele malet på guddommeligt gylden bund. Mogens Jensen, tidligere provst i Grene Provsti

32


Kalkmalerierne i Brøns Kirke - en personlig tolkning Er man (billedlig talt) med i følget, der ledsager Kejseren i de nye klæder - vel at mærke inden nogen dreng har ytret noget - og falder følgets vej tilfældigvis forbi et kunstmuseums udstilling af moderne kunst, vil man gøre små hop på stedet af benovelse over det katalog over de udstillede værker, som man får med, og som skal åbenbare én, hvorfor et maleri bestående af en rød baggrund med en brun streg diagonalt nedover, er et værk af epokegørende betydning, næsten på højde med Michelangelos fresker i Det Sixtinske Kapel. Dette var en parodi på den amorfe eller dysmorfe kunst, men parodien er slet ikke overdrevet. Med al risiko for at blive udnævnt til en slags åndelig rindalist, erklærer jeg frimodigt, at mange af vor tids »kunstværker« kun kan have øjeblikkets nyfigne interesse, fordi deres mål er at finde på nyt og endnu mere overraskende end forgængernes: Det spektakulære, det opsigtsvækkende, duperende, det aldrig før sete, som kejseren og hans følge falder i svime over: »Ih, hvor originalt!«

Nej, det er netop ikke originalt; det er bogstaveligt talt ånds-fraværende; man mærker, at kunstneren intet har på hjerte (andet end at dupere), at værket ikke er skabt af ånd, men af åndløs trang til at være »nyt«. Vi må have hjælp til at forstå værket! Men sagen er - som én af mine venner plejer at sige - at værket er uforståeligt af den grund, at der intet er at forstå! Efter denne lange indledning, må det vel være på tide at komme til sagen, og sagen vil jeg nærme mig ved at hævde, at vor folkekirke trues af at ligne den dysmorfe kunst deri, at mange synes mere optagede af det kunstneriske udtryk end af indholdet; det »nye«, det overraskende, duperende! Derved bliver intet nyt til, kun åndløse variationer over åndsløshedens selvdyrkelse: Se mig, ecce pastor, qui tollit ecclesiam! De to store kalkmalerier i Brøns kirke kan man læse om i en strålende beskrivelse forfattet af historikeren H. E. Sørensen, Skærbæk, i en lille bog/brochure om Brøns kirke (findes på pastoratets hjemmeside). Jeg vil blot pege på

33


34


det, som de pågældende (to store) kalkmalerier gennem mine 31 år som præst i Brøns-Vodder pastorat huskede mig på var min opgave og mit ståsted. Kalkmalerierne er samtidssatire over en kirke, som var gået i forfald og opløsning; det ene skildrer pavens misbrug af bandbuller, det andet og mest væsentlige og letteste at fortolke, da teksten er bevaret, skildrer Kristus foran himmelborgen. Nogle papister af forskellig art såsom bisper og kardinaler forsøger at klatre ad stiger ind i himmelborgen, mens Kristus står ved porten til denne og siger, at den, som ikke går ind i fårefolden ad døren, men klatrer over andetsteds, er en tyv og røver, men »Jeg er døren; den der går ind i folden gennem mig, skal blive frelst«. Her er opgør, fordi der er ånd og væsentlighed; her er kunst, fordi der er vilje til at give ånden ydre form, ikke en tilstræbt »nyhedens« og nyfigenhedens ånd, men den evige ånd, som findes, hvor mennesket igen søger »ad fontes«, fornyer ved at og for at bevare, står fast, fordi det er holdt fast. Som »kunst« er malerierne unægtelig ubehjælpsomme og kluntede. Som udtryk for viljen til at give usynlig ånd synlig form: Uskatterlige!

Der er intet nyt i dem; derimod gamle skriftsteder fra Johannesevangeliet sat ind som en klar og på forhånd given fortolkning, ikke tilfældige udslag af »interaktion« mellem værk og beskuer, men en klar forkyndelse: »Ecclesia semper reformanda est«; ikke fornyelse for nyfigenhedens skyld, ikke kunst for kunstens skyld, men kunst udsprunget af den Ånd, som er givet og som ene af alt fornyer kirken, Guds Ånd, som er al fornyelses kilde og alt kunsts (givne) form. Sten Vedstesen, tidligere sognepræst i Brøns-Vodder Sogne

35


36


Om at se det usynlige Det nyeste kunstværk i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe er altertæppet, der er udformet af kunstneren Maja Lisa Engelhardt og vævet i Atelier 3 i Paris. Modsat de ældre kunstværker, der findes i kirken, huskes det endnu her i sognet hvorfor det lige blev Maja Lisa Engelhardt, der fik betroet opgaven da kirkens altertæppe omkring årtusindskiftet begyndte at trænge til udskiftning. »Det begyndte ved en sogneaften i konfirmandstuen«, fortæller kirkeværge og mangeårigt menighedsrådsmedlem Jens Verner Jensen. Maja Lisa Engelhardt og hendes mand Peter Brandes var inviteret for at fortælle om deres kunst. Det kom meget til at handle om Vejleå Kirke, som Peter Brandes havde arbejdet med på det tidspunkt. I Ribe sammenhæng kan det ikke undre at samtalen efter foredraget gled ind på også Carl Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke. Der opstod en heftig debat om denne udsmykning - ikke mindst den i korhvælvingen. Temperaturen i rummet og i talelysten steg, bølgerne gik højt. »Carl Henning Pedersen er en af mine gode venner« fortalte Peter Brandes, »men han skulle aldrig have haft lov til at udsmykke en

kirke!«. Bemærkningen fik en tilhører til at udfordre Peter Brandes med spørgsmål om hvor store pengebeløb han mon selv havde tjent ved at stå for udsmykningen af Vejleå kirke. »Næppe mere end din indkomst som gymnasielærer, når man trækker alle udgifterne til glasarbejderne fra!« replicerede Peter Brandes. Stemningen i lokalet blev mere og mere aggressiv. »Da kom det til mig, sådan nærmest lodret oppefra«, fortæller han, »jeg rejste mig og slog på min kop og sagde at jeg gerne ville sige tak for i aften, og tak for alle de indtryk vi har fået af jeres kunst her i aften. Det har været mig en stor glæde at møde kunstnere, der sådan laver kunst med biblen i hånden!«. Virkningen i lokalet var øjeblikkelig. Der blev roligt og aftenen kunne herefter afsluttes i fred og fordragelighed. Som så mange gange før gik Jens Verner Jensen derefter ud i køkkenet og hjalp til med at rydde op efter kaffen, men han blev ikke færdig i første omgang, for han blev bedt ind at hilse på kunstnerparret igen. De ville lige sikre sig hans navn og adresse og ganske få dage senere kom der da også et personligt brev og en pakke med bl.a. en bog. Det blev til et 37


38


bekendtskab, som varer ved den dag i dag. Det ene julekort tog det andet og det blev også til besøg og frokost hos det ældre landmandspar i Ribe. Da nu ønsket om altertæppet opstod, var det nærliggende for Jens Verner Jensen at foreslå at man rettede henvendelse til Maja Lisa Engelhardt. Hun tilbød på baggrund af bekendtskabet fra den aften at udarbejde et skitseforslag uden beregning. Hun lavede så nogle skitser med udgangspunkt i fortællingen om den brændende tornebusk 2. Mosebog kap. 3. Og det blev sat i værk. Samarbejdet i forbindelse med tæppet førte til nye gode møder med kunstneren. Ikke mindst besøget i Paris husker han med glæde, hvor de så væveriet og de omgivelser kunstnerparret bebor en stor del af året.

Maja Lisa Engelhardt siger selv om altertæppet, at kunstværket ikke gengiver det synlige, men gør synligt. Hvad ville det mon gøre synligt hvis det lå i en hotelfoyer og kufferterne trillede hen over det? Motivet trænger sig ikke på, og den første gang jeg lagde mærke til det, kom jeg til at tænke på dunhammere og en skovsø. Uden ord og kirkerum ville det stadig være smukt og lækkert, men kirkekunst? Og hvad blev der mon så af den håndholdte bibel? Måske er det udmærket, at det ikke er alt for indlysende, hvad det forestiller, og at man må gå i dialog med det for at se det, hvad enten man så, som beskuer er en del af nadverfællesskabet eller museumsgæst. Brandtaler lægger det - trods motivet - ikke op til! Ruth Huitfeldt Svendsen, Sognepræst i Sct. Catharinæ-Kalvslund-Obbekær Sogne

39


40


Tradition og fornyelse Rapport fra 10 år på bispestolen i Ribe Stift Det faldt i mit livs lod at blive den halvfjerddragningen i 1864 blev Ribe Stift amputeret sindstyvende biskop i det hæderværdige Ribe og stiftsbyen kom til at hænge helt i udkanten Stift. Dengang den gode og flittige biskop, af stiftet. I 1922 blev det besluttet, at det genvisitatsskriver og salmedigter H. A. Brorson vundne Sønderjylland rent stiftsmæssigt skulle rejste rundt på sine ugelange visitatser, gik deles på langs, for at Sønderjylland ikke skulle stiftet den lange vej fra øen Amrum ud for Hublive et fattigt, uintegreret grænsestift. Hasum tværs over det sønderjyske til Fredericia derslev stift oprettedes med nye og tilbage til Harboør ved Limgrænsedragninger ind mod Ribe fjorden igen. Og således havde Kristne var de og Århus stift til følge. Og nu stiftsgrænserne faktisk set ud sandelig i for- hvor man var ved det, kunne man siden Arilds tid. Det var i Slesvig så passende lave en lille ændring, vejen... (Hedeby), Ribe og Århus, Norsåledes at Viborg og Ålborg stifter dens apostel, Ansgar i 826 fik lov til at bygge rent geografisk kom til at hænge bedre samkirker, og udgravninger på sydsiden af Ribe men, hvilket bevirkede, at hele HerningområDomkirke viser til fulde, at det ikke bare var det blev tillagt Viborg stift fra Ribe Stift. kong Harald der ca. 965 »gjorde danerne kristne«, som han så stolt indgraverer på den store I 2006 var den gal igen. I forbindelse med Jellingsten. Kristne var de sandelig i forvejen, kommunalreformen besluttede den davæellers ville man ikke på domkirkens sydside rende regering at provstigrænserne skulle have fundet den ene kristne begravelse efter følge kommunegrænserne. Da hele Danmark den anden, dateret tilbage i 800-tallet. Så det i de sidste mange år befolkningsmæssigt er er ikke tilfældigt, at Ribe blev det første bispeflyttet mod øst, og der samtidig fra diverse dømme, oprettet i 948. I lang tid med flydende regeringers side både er blevet rationaliseret grænser og ligeledes i lang tid det eneste, idet og fjernet vigtige offentlige arbejdspladser Århusbiskoppen i længere tid ikke fungerede og ikke blevet taget initiativer til at støtte efter hensigten. Men i nyere tid har den ene yderområderne i det jyske med erhvervsudstiftsændring taget den anden. Ved grænseviklingsmidler, så ønskede mange områder i 41


det sydlige Jylland rent kommunalt at komme ind i de større og mere velhavnede byer på den jyske østkyst. Ergo måtte Ribe Stift pænt slippe hele Fole, Gram, Nustrupområdet lige øst for Ribe, Skrydstrup, Bevtoft, Tinglev, Ravsted, Bylderup - Bov længere nede mod grænsen, samt Lejrskov- Jordrup ved Kolding. (Til gengæld kom Jels og Skodborg lige syd for 1864 - grænsen tilbage.) Brandeområdet måtte også pænt finde sig i at blive flyttet til Viborg stift, men efter en lang og sej indsats, fik alle sognene i Giveområdet, der var kommet ind i den nye Vejle storkommune og alle sognene i den gamle Ulfborg kommune, der var kommet ind i Holstebro kommune, lov til som en forsøgsordning at forblive i Ribe Stift og dermed hørende under hhv. Grene og Ringkøbing provstier. Det samarbejde på tværs over kommunegrænserne fungerer nu så fint, at der ikke er nogen, der har forsøgt sig med at ændre på det. Kommunalreformen og dens eftervirkninger var en lang og sej proces, som vi godt kunne have undværet her i stiftet, men det er, hvad det kan føre med sig rent organisatorisk, når kirken er så tæt knyttet til staten, som folkekirken er.

42

Et traditionsrigt stift - med rødder tilbage til 1800-tallets store vækkelsesbevægelser Jeg kendte stiftet, da jeg sagde ja til at stille op som biskop. Jeg kendte stiftet fra teologiske og historiske studier. Jeg kendte det fra gudstjeneste - kirke - og folkeliv, som det har formet sig i stiftet i den blanding af grundtvigsk tidehvervsk tradition, som opstod i de tidlige efterkrigsår med de gamle, store enklaver af Indre Missionske præster og menigheder ind imellem, - samlet i fiskeribyerne Esbjerg og Hvide Sande, i 1800-tallets nyopdyrkede barske hedeområder, i resterne af den Brorsonske pietisme i Sønderjylland og - som en frugt af de herrnhutiske rejsemissionærruter fra 1700-tallet - især i Skjern provsti. Jeg kendte hele den rige grundtvigsk inspirerede folkelige foredragstradition, der fandtes både i det sønderjyske og i det vestjyske, hvor selve fællessangen er lakmusprøven på, at der er dybe rødder ned i tradition, kristendom og historie. Opmærksomme udlændinge har gjort mig opmærksom på, hvor specielt det er, at vi kan sidde og synge både salmer og sange fra Højskolesangbogen, som om det er den mest naturlige ting i verden, at det kirkelige og det folkelige hænger sammen i en glad og åben vekslen.


Stiftets særkende var og er således stadig i et At der så samtidig kom en teologisk og poetisk vist omfang formet i kølvandet af de to store mesterånd som Grundtvig, der kunne gøre op vækkelsesbevægelser fra begyndelsen af med den rationalistiske tankegang, feje ud i 1800-tallet og frem, da almuen blev til et mynalt skidtet og fastholde, at kirken ikke var »en digt folk, der selv tog ansvar og initiativ både anstalt til fremme af den almindelige religiøreligiøst, folkeligt og politisk. Det er ganske efsitet og det religiøse princip«, som den i tiden tertankevækkende, at det folkelige oprør mod meget anerkendte, rationalistiske professor H. den enevældige statsmagts »vi-alene-videN. Clausen påstod i 1825, men en lovsyngende holdning« i Danmark begynder og bekendende menighed, der på det religiøse område. Det er forsamlet i Jesu Kristi navn. Læg dertil en sovar en bondekarl fra min egen Det kirkesyn har man kaldt den hjemegn, Uldumegnen nordvende og uengamageløse opdagelse. Og det var vest for Vejle, der dengang også en opdagelse uden mage. Og geret Gud... lå i Ribe Stift, som i 1798 efter det er det stadig, for det kan så en gudstjeneste spyttede på præsten og med let glemmes, at gudstjenesten er det lille Gudsordene: »Fy for en praijst«, satte gang i opgørige på jord, der sænkes ned over den gudstjeret. Og det var tiltrængt. Forbenede rationalinestefejrende menighed, så vi oprejste og med stiske præster, der præget af oplysningstidens Guds velsignelse i ryggen kan gå ud i verden fremskridtstro og som statsmagtens forlængeog tage fat på den, som den er - og ikke, som vi de arme forkyndte en tynd og udtørret kristenalle gerne vil have, den skal være. dom med den menneskelige fornuft, kartoffelavlen og kløverdyrkningens velsignelser Gudstjenesten er central i Ribe Stift. Her skal som hovedindhold. Læg dertil en sovende og vi ikke møde fornuftens og rationalismens uengageret Gud, der havde trukket sig tilbage sovende Gud, men den Gud, der af kærlighed fra denne verdens uoverskuelige tummel og er blevet mennesker lig og er gået ind i vores overladt orden på arenaen til den menneskehistorie. Og det værste, der kan ske for os som lige fornuft, så forstår man, at den lutherske kirke er, at vi præster får en tør og udtørret tanke om det almindelige præstedømme, hvor forkyndelse, hvor det synes, som om vi knapt enhver, der er blevet døbt selv er præst og selv selv tør sætte vores lid til den kærlige, bevæstår til ansvar over for Gud med sin tro og sit gelige og handlende Gud, som vi kender ved liv, før eller siden måtte træde frem i fuldt flor. Jesu Kristi liv, død og opstandelse. For det er 43


og skal forblive at være et kald at være præst. Og det skal betyde noget både for os selv og vort liv i verden, at vi hører Kristus til. Gudstjenesten er central, men det er mennesker også, for vi er og forbliver centrum for Guds lidenskabelige kærlighed til os. Mennesket er, som Grundtvig beskriver det i »Indledning til Nordens Mythologi« fra 1832 heller »ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende«, nej, mennesket er en mageløs underfuld skabning, uden sidestykke til noget andet i naturen, »et guddommeligt eksperiment, der viser hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed«. Deraf hele den grundtvigske oplysningstanke, hvor vi især ved Bibelfortælling, nordiske myter og ved indbyrdes samtale, kan blive oplyst og blive klarere på selve det menneskelige, som vi har fælles med alle andre mennesker. Målet er det kirkelige og det folkelige i levende vekselvirkning. Et menneske er derfor heller aldrig noget abstrakt, f.eks. blot »en folkefjende«, som i kommunistiske eller fascistiske ideologier, men altid er et helt konkret menneske, til stede i en helt konkret folkelig sammenhæng. Grundtvigs skrifter og hele virke gav den folkelige vækkelse den moralske og intellektuelle opbakning og støtte, som den savnede.

44

Den enevældige statsmagt endte med at give op over for de kæmpende stærke jyder, som ikke ville sende deres børn i skole hos de rationalistiske præster og lærere. I 1839 slog den frie tanke igennem i skoleverdenen. Og vi har stadig i Danmark ikke skolepligt for vore børn, men undervisningspligt og en skolelovgivning med frihedsgrader, som udlandet misunder os. Det skal vi stadig blive ved med at kæmpe for. Et myndigt folk skal have andre muligheder end en statsautoriseret folkeskole. Derfor ser jeg også med glæde på de mange friskoler, der især i den nordlige del af stiftet er oprettet af seje folk, der ikke har villet give op overfor kommunale besparelsesbestræbelser. Vi er som folkets kirke faktisk afhængige af, at mennesker i undervisningen dannes i det grundtvigske menneskesyn og derfor også lærer, at det at være menneske er at bruge »munden til andet end at spise« og regne den ud som økonomisk velnæret overlever. Det er det Ribe Stift, i vækkelsernes kølvand, jeg kendte og stadig kender. Og derfor har jeg også i alle årene prøvet at forklare de unge ansøgere, at de kirkelige retninger stadig har betydning i stiftet. For de unge teologer, der ikke lige er opvokset i enten et Grundtvigsk eller et Indre Missionsk miljø har ordene nok været vanskelige at forstå, for det er ikke noget, der spiller en større rolle på teologistudiet, men


det er vigtigt at forstå/vide for at forstå Ribe Stift. Ikke fordi vi alle absolut skal finde os til rette i enten den ene eller den anden retning, men simpelthen fordi forståelsen/kendskabet af historien og traditionen spiller en rolle for at forstå de mennesker, den unge præst skal leve og virke sammen med. Og samtidig er det vigtigt for især en ung præst at vide, hvad der rører sig i sognet, hvad han eller hun er oppe imod, ikke for at blive partisoldat, men for at få sine egne holdninger og afslebet og afprøvet.

kirkelighed, at tradition og fornyelse er gået hånd i hånd i stiftet i de sidste ti år.

Det stille stift - med visioner og fødder, der bærer ind i fremtiden Moralen er, at de lange, seje pælerødder dybt ned i den danske kultur, skal man ikke kimse ad. Det er dem, der ret anvendt og ret tænkt, giver mennesker mod og styrke til at vende ansigtet ud mod verden, bruge fødderne til at bevæge sig ud i den samme verden og give sig i kast med den. Det er rødderne, der udgør ballasten, når verden er af lave, og vi er nødt til også at bruge fødderne til at gå nye veje.

Det er en kendsgerning, at der er sket en udtynding af de kirkelige retninger i de sidste 40-50 år. Sekulariseringen og aftraditionaliDet var måske nok resterne af den gamle, seringen har gjort sit indtog også i Ribe Stift, stilfærdige forbindelse mellem det folkelige som jeg har beskrevet i Stiftsbogen 2012. Der og det kirkelige, der fik Kristeligt Dagblad til er også sket en ændring af de at udnævne Ribe Stift som det kirkelige retningers holdninger. »stille stift« under min bispe... tradition og Tidehverv er generelt gået i en valgkamp. Sådan har jeg nu mere national - konservativ fornyelse er gået aldrig selv set stiftet, men min retning, Indre Mission er blevet hånd i hånd i stiftet forgængers stående ordvalg om, mindre folkekirketro, grup»at intet nyt er godt nyt« er nok i de sidste ti år. per herfra truer bestandig med symptomatisk for et traditionsdannelse af valg - og frimenigheder. Og den båret kirkeliv. For her fandtes og findes stadig grundtvigske arv og tradition kan jeg ikke sogne, hvor folk og kirke hænger sammen. prale af blomstrer i fuldt flor. Men de er der, Seje menighedsråd, der ved, hvor de står og både de grundtvigske - blandet med lidt Tideikke svajer for den sidste, den bedste vind. Og hverv - og de indre missionske. Og det er fra mange, for hvem menighedsrådsarbejdet på disse hovedretninger samt god gedigen folkeingen måde er et springbræt til en eller anden

45


form for politisk karriere eller et sted, hvor man kan få den rolle i livet, som man ikke fik i arbejdslivet, men bare noget man skal gøre, fordi der nu engang skal være »kirke her hos os«. Det har mangen en ung præst befundet sig særdeles godt ved. Det gør en gammel biskop som jeg selv såmænd også. Men vi er også kirke ind i tiden. Og vi har de sidste mange år været vidne til meget store forandringer: økonomiske, befolkningstalsmæssige, organisatoriske, pressemæssige - og bestemt også dannelsesmæssigt, kristeligt og åndeligt. Det sidste er vores hovedanliggende som kirke. Og mit hovedanliggende som biskop. Kirkelivet er forankret i sognekirken og alt det, der foregår her. Det er og forbliver her i det helt almindelige sognekirkeliv, det sker. Og skal ske. Så enkelt er det. Så den største og bedste opgave som biskop har været tilsynsopgaven med den evangeliske forkyndelse. Det har været gudstjenestebesøg og visitatser, hvor præster, menighedsråd og jeg sammen og enkeltvis har kunnet vende sognets liv og fremtidsmulighederne for evangelium og kirkeliv. Det har været de mange bispeeksamener med unge teologer, der brænder for præstegerningen, - som en biskop netop derved får et sær46

ligt nært forhold til -, ordinationer i domkirken med glade og forventningsfulde menighedsråd hjemme i bispegården bagefter. Og det har været jubilæumsgudstjenester og ibrugtagningsgudstjenester efter fine kirkerenoveringer, hvor bispekåben har været med over det ganske stift. Men det har naturligvis også i afvandrings - og sparetider været det mindre glædelige, som det er at skulle sammenlægge pastorater, være med til at tilpasse gudstjenestefrekvensen efter det stedlige behov, etablere lejlighedskirker/højtidskirker, som kun kommer i brug, når et lille sogn virkelig trænger til, at der afholdes gudstjeneste. Det har heller ikke været den store glæde at skulle kræve indberetning fra alle sogne om uplanlagte messefald og antallet af gudstjenestedeltagere, når tallet har været fire eller derunder. Men det har været nødvendigt, fordi ingen i det danske samfund, især da ikke en aggressiv presse, kan forstå, hvis vi ikke anvender vore midler med synlig eftertanke. Men netop i et stift som Ribe Stift med stærke rødder i vækkelserne har det været en spændende og meget givende opgave at kunne styrke sammenhængen mellem det kirkelige og folkelige liv ved hele det visions - og udvalgsarbejde, som er blevet muligt ved et samarbejde med provster, præster, lægfolk, og det stiftsråd, som siden stiftsrådets indførelse


i 2009, så positivt har været engageret i at give på Ribe Stifts hjemmeside, lige til at plukke menighedsrådene ud over stiftet al den støtte som inspiration, ikke som tvang eller noget, til indholdssiden af det kirkelige arbejde som der skal hældes ned i hovederne på nogen. muligt. Hverken præster, provster, menigDe kan og er mange steder blevet diskuteret i hedsråd eller alle andre medarbejdere i sogn, menighedsrådene, når sognets egne visioner provsti og stift har siddet på deres hænder i og de nu lovpligtige handlingsplaner, har vædisse år. Og det har været en fornøjelse at se, ret på dagsordenen en gang om året. Og de er hvordan alle har været opmærksomme over sammen med det opfølgende udvalgsarbejde for de udfordringer, vi som kirke står overfor. i mine øjne et godt bud på, hvordan vi i fælAlle har arbejdet på at blive bedre og bedre til lesskab kan løfte den opgave at overlevere det at komme ud med det kristne glædesbudskab kristne budskab - akkurat som Paulus selv har til mennesker der, hvor de er. Det er som led i overleveret det. (1. Kor. kap. 15 v. 3-7). at støtte det arbejde, der foregår lokalt, at Ribe Stifts visioner og det efterfølgende udvalgsI tiden før Stiftsrådet blev udvalg nedsat af arbejde, er blevet til. Jeg har skrevet om visiobiskoppen (med Det mellemkirkelige Stiftsnerne i Stiftsbogen i 2011, men udvalg som den eneste - og for fuldstændighedens skyld lovpligtige – undtagelse). ... diakonien, er en Biskoppen havde dengang som skal de kort nævnes her. Det er »Vedkommende formidling nu rådighed over præstebevilkernedel af kriaf evangeliet«, »Engageret og lingen, men ikke mulighed stendommen. inspirerende dåbsoplæring og for at yde tilskud til driften af oplysning om kristendommen«, »tilværelsesudvalgenes og stiftspræsternes arbejde, hvilket tolkning i åben dialog« - enhver kan høre det naturligvis begrænsede virkemulighederne. grundtvigsk farvede ordvalg - og »MedmenNu nedsættes udvalg af Stiftsrådet. Det er en neskelig omsorg«. Det sidste er til gengæld god ordning, som betyder, at Stiftsrådet via nok ikke så grundtvigsk inspireret endda, men stiftsbidraget og biskoppen via præstebevilden medmenneskelige omsorg, diakonien, er lingen i skønsom samvirke kan støtte sogne en kernedel af kristendommen. Det forventes og menighedsråd med inspiration til fornyelse af os som kirkemennesker, at vi tager vare om af gudstjenestelivet, dåbsoplæringen og det vore medmennesker. Vi er ikke kun Ordets høøvrige kirkelige formidlingsarbejde. I majrere, men også Ordets gørere. Visionerne står nummeret af Stiftsnyt i 2011 er der et overblik 47


over stiftets arbejdsudvalg, som alle (igen minus Det mellemkirkelige Stiftsudvalg) har en præst, som pga. af embede i et eller to mindre sogne, har overskud og lyst til at virke ind i denne sammenhæng som sekretær og ansvarlig tovholder. Det er et puslespil at få den sognepræstelige del og stiftsdelen til at gå op i en højere enhed, når en sådan kombinationsansættelse skal finde sted. Men her har de berørte menighedsråd og jeg haft en meget fin dialog. Der var i 2011 tale om fire udvalg: Det religionspædagogiske Udvalg, Stiftsudvalg for Mission og Religionsmøde, Det mellemkirkelige Stiftsudvalg og Stiftsudvalget for Diakoni. Siden er Gudstjenestefornyelsesudvalget kommet til, som arbejder på at etablere en idebank til hjemmesiden, for at de enkelte sogne i stiftet kan blive inspirerede til at udvikle den gudstjenesteform, der tjener både evangeliets fremme og mennesker i sognet bedst. I skrivende stund arbejdes der i stiftsrådet på et SUKudvalg (Samtaleforum for unge og kirke). Tre præster er med udgangspunkt i stiftets største by, Esbjerg blevet ansat til hhv. tværkulturelt arbejde, det sociale arbejde og arbejde for den gruppe af åndeligt søgende, som er eller gerne vil være kristne, men har svært ved at finde sig til rette i den almindelige folkekirkegudstjeneste. Stiftspræsterne har endvidere planlagt gudstjenester for forfulgte kristne, støttet sogne, der har ønsket at sætte diakonien 48

på dagsordenen, etablere babysalmesang og minikonfirmandundervisning. De har udsendt materialer til dåbsoplæring, etableret weekender om kristendom og kirke for gymnasieelever i stiftet, sat et større efteruddannelsesprojekt af nye unge præster i gang, besøgt stiftets præster og indhentet analyser, der aftegner præster og menighedsråds behov for støtte. Der er også givet særlig støtte til præsternes konfirmationsforberedelse via det i 2010 etablerede Folkekirkens Konfirmandcenter. Og menighedsrådenes skole-kirketjeneste, RAMS, er støttet med 70 % af en præstestilling, og det arbejde fungerer forbilledligt godt - og billigt. Alt sammen er det blevet til for at kunne bruges af præster og menighedsråd. Og det glædelige er, at det bliver det. Det har været en stor fornøjelse både at samarbejde med alle om disse mange, store og spændende opgaver. Gud har givet os både hoved og hænder, for at vi skulle bruge begge dele og ikke have det ene under armen og de to andre i lommerne. Ribe Stift er i mine øjne godt rustet til at tage endnu mere fat om de udfordringer, som folkekirken står overfor. Og som en kristen kirke altid har stået overfor, fordi det kristne budskab altid skal overleveres fra menneske til menneske. Færdige bliver vi aldrig, for som visionen har inspireret til udvalgenes arbejde,


således vil et gedigent og stabilt udført udvalgsarbejde selvfølgelig inspirere tilbage og give nye tanker og visioner til gavn og glæde for, at kristendom og kirke stadig vil kunne slå rødder og vokse i fremtidens Danmark.

Ribe Stift - med både rødder og fødder Da jeg tiltrådte, var der måske en tendens til, at stiftet allermest opfattedes som et sted, der holdt øje med, at det juridiske blev overholdt. Det skal vi naturligvis stadig, om ikke andet, fordi folkekirken er så tæt knyttet til staten, som den nu engang er. Det nytter ikke, at vi melder os ud af samfundet ved dårlig forvaltning Derfor er det sidste og femte af stiftets visionsmål også det modsatte: nemlig »god kirkelig forvaltning«.

serne, og samtidig har menighedsrådene fået muligheder for at samarbejde om mange flere ting. Dette sammen med en stram økonomi har betydet, at provstiernes handlemuligheder er øget, blandt andet ved ensartede - og forhøjede takster på kirkegårdene. Menighedsrådene har ved de årlige budgetsamråd fået større mulighed for at kigge hinanden over skuldrene således, at et menighedsråd ikke pr. tradition i længden kan hæve usædvanlige store beløb i forhold til andre ligestillede menighedsråd i et provsti.

De mange reformer og det store og vanskelige arbejdsgiveransvar har for nogle været ved at kvæle glæden ved menighedsrådsarbejdet, men det må ikke være sådan. Stiftsadministrationen er ikke kun til for juridisk tilsyn med menighedsrådenes arbejde. Vi står til rådighed Godt nok er vi alle i disse ti år blevet økonoog skal stå til rådighed for alle spørgsmål, lige misk trængt. Bureaukratiet har gået sin sejrsfra spørgsmål om lovgivning for menighedsgang også ind i folkekirken og det uanset, at rådsarbejdet, råd og vejledning kirkeministeren gang på gang ved bygge - og anlægsopgaver, proklamerer regelforenkling. Det nytter ikke, at hjælp til at etablere samarbejde Den ene reform har afløst den vi melder os ud af mellem menighedsrådene, anden. Menighedsrådene har samfundet... lønspørgsmål og meget mere. fået større og større arbejdsgiveMange menighedsråd er meransvarsopgaver, kirkefunktioget opmærksomme på muligheden for råd og nærerne har fået femdages-uge, nyt regnskabsdåd og hjælp på stedet ved større eller minsystem har krævet voldsomme ressourcer, dre problemer. Andre er ikke, men målet er, pastoratsændringer har medført krav om nye at menighedsrådene skal have al den hjælp, samarbejdspartnere tværs over sognegræn49


det overhovedet er muligt. I det øjemed har vi udarbejdet et rollefordelingshæfte, således at alle ved, hvad vi kan hjælpe med, og hvornår det er landsforeningen, der skal spørges, og hvornår det er stiftet. I mange af de mere velhavende stifter er to eller flere provstier gået sammen for at ansætte en personalekonsulent, der skal støtte menighedsrådene med hjælp ved omstruktureringer og nyansættelser. Her i det mere fattige Ribe Stift har jeg valgt én for menighedsrådene billigere løsning ved af stiftets bevilling at ansætte en personalekonsulent, som både sidder på telefonen og kommer ud i stiftet, når der trænges til støtte.

Tak for de ti år En præst skal kende sit sogn. En biskop sit stift. Kende i betydningen at have viden om, men sandelig også i betydningen at elske, forstå og holde af. Det sidste kendskab vokser lige så stille, samtidig med at mødet mellem mennesker finder sted, så i dag er mit kendskab i begge betydninger af ordet kende som at kende min egen bukselomme og holde af hver plet, kirkebygning, menighed og enkeltmenneske i stiftet. Og derfor bliver jeg nødt til som afslutningsreplik til en kirkeminister, der her lige midt debatten om endnu en stor reform, ny styringsstruktur for folkekirken, sender en bombe ud om ti-årsåremålsansættelse af biskopper: Ti år er faktisk minimum. 50

Det er nemlig lige nu kendskabet til Ribe Stift i begge af ordets betydninger topper. Men der er i skrivende også næsten et år tilbage af min embedsperiode. Det stod ikke skrevet ved min vugge, hvordan mit liv skulle komme til at forme sig. Og deri deler jeg skæbne med de allerfleste. Vi bliver ikke mere bare boende der, hvor vi er født, og vi fødes heller ikke mere ind i bestemte erhverv eller til bestemte opgaver. Så der var ingen, endsige mig selv, der i mit barndomsland drømte om at præstegerningen skulle blive min livsglæde og livsopgave. Til gengæld kan jeg nu her på falderebet til støvets år kun give den kloge kirkefader Augustinus ret, når han siger: Trahimur. Vi føres. Vi føres gennem livet af Guds usynlige hånd fra det ene sted til det andet. Fra den ene opgave til den anden. »Lykke, ulykke, de gange på rad«. Men der er en mening, også selv om vi ikke altid kan se den. Og sådan blev mit liv så. Det har været et liv på godt og ondt. Men allermest godt. Så tak for disse godt og vel ti år, som jeg har fået lov til at dele med menigheder, menighedsråd og mennesker i Ribe Stift. Det har været en stor glæde. Biskop Elisabeth Dons Christensen


1

KUNSTRUTEN

Ulfborg

1

Nr. Omme

2

2 3

Grindsted

4

3

Billum

4

5

Esbjerg

5 Ribe

7 Brøns

8

6

Malt

6

7

8

51


Billede af hĂŚnder og/eller salmebog

ISBN 87-91376-52-1 52


Ribe Stift årbog 2013