KH BLADET
Skønne festivaldage i øst og vest
INDHOLD
Kort Nyt Indefra
Skønne festivaldage i øst og vest - Frøfestival 2021
| Frøjkgården blev født med KRAP
8 | Lad drømmen vise vej
KRAP-netværk fastholder praksis
Hvordan taler vi om lidelse? - interview med teolog, Peter Søes,
Fest og glæde på Elmebo – 26 år jubilæum
LEDER
17 | Hannes Kreahjørne –efterårshygge med bladlygter
18 | Kalender og årsmødeprogram
20 | Det er godt nok mørkt – andagt
KH BLADET
Medlemsblad for Kristelig Handicapforening
Forside: Foto: Christina Brorson
Layout & tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S
Ansvarshavende redaktør: Tove Søgaard
Redaktør: Christina Brorson
Næste nr. udkommer: februar 2022
Når du læser denne udgave af KH-Bladet, vil du komme til artikler om KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Pædagogik / Praksis) (s. 6-13). KRAP er en tilgang til pædagogisk arbejde – men stop. Det er ikke sagt med det. Lene Metner fortæller om sin vej til KRAP, om selve ”opfindelsen”, og Lene understreger, at det er uprofessionelt at arbejde med KRAP, hvis man ikke får kigget på sin egen indstilling: Hvad ser du, når du møder adfærd, eller når du skal løse opgaver? Det er ikke muligt at anerkende enhver adfærd, men det er muligt at møde mennesket bag adfærden med respekt og anerkendelse. Energien hentes fra at sætte fokus på det, som lykkes, og det, som vi duer til. Denne tilgang kaster meget positivt af sig, også når vi samarbejder med kolleger, leder en gruppe medarbejdere eller i det hele taget interagerer med andre. Derfor beskriver KRAP ikke blot en pædagogisk fremgangsmåde, men indstillingen til vores medmenneske i det hele taget.
Vi skal ikke være naive, men derfor kan vi godt fokusere på potentiale og udviklingsmuligheder fremfor begrænsninger. Vi vil se på dét, der allerede virker, og som vi derfor har et ønske om at se mere af.
Og når vi gør dette, må vi analysere vores egen tilgang til andre mennesker, kigge os selv efter i kortene. Vi kan gøre det med KRAP, men vi kan også se på Bibelens menneskesyn, hvor vi bliver mødt af en kærlighed og en tilgivelse, som ikke hænger fast ved fejl og mangler.
For der ER fejl og mangler, både hos andre og hos os selv. Selve livet er behæftet med fejl og mangler. Modgang og dét, at det ikke altid lykkes, er en del af menneskelivet. Dette understreger Peter Søes i artiklen ”Hvordan vi taler om lidelse” (s. 14). Han understreger imidlertid også, at lige så uomgængelig lidelse er i livet, lige så fast må vi tro på Guds nærvær, midt i det hele. ”Vi ved, at alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Romerbrevet kapitel 8 vers 28)
Det sidste af min spalteplads, vil jeg bruge på noget i den meget lettere ende: En anbefaling af det nye ”hjørne” i KH bladet - Hannes Kreahjørne (s. 17). Her vil du kunne hente inspiration til gode kreationer – både til hygge alene og sammen med gode venner. I dette blad gælder det efterårs-hyggelige bladlygter.
Tove Søgaard, Landsleder i Kristelig Handicapforening
INDEFRA
Solglimt indviede ny ungeafdeling
1100 nye kvadratmeter blev fejret, da Solglimt holdt indvielsesfest lørdag d. 25. september. Nybyggeriet rummer blandt andet 12 nye lejligheder til unge mellem 18 og 25 år. Alle lejligheder har fundet deres beboer. Derudover byder afdelingen på en fleksibel multisal på 225 kvadratmeter, et specialkøkken og brede gange, der inviterer til forskellige former for fysisk aktivitet.
Cirka 250 deltog ved indvielsen, som startede med et tilbud om rundvisning i de nye faciliteter. Herefter var der kagebord og fest med indslag fra blandt andre Hans Jørn Østerby og Solglimts husorkester og hilsner fra gæsterne.
To fysiske netværks-samlinger
Efter henholdsvis ét og to års corona-pause samledes Forældrenetværk: Autisme og Tro (Vest) og (Øst) igen fysisk. Lørdag d. 4. september samledes cirka 20 medlemmer fra den østlige del af netværket i Værløse Kirke med psykolog Annette Due Madsen som oplægsholder. Lørdag d. 9. oktober samledes cirka 50 medlemmer fra den vestlige del af netværket i missionshuset i Silkeborg, Hjørnestenen. Oplægsholder var psykolog Rebecca Schønherr Thomasen fra Agape. Temaet for begge oplæg var rollen som forælder til et eller flere børn med autisme – hvad betyder det for resten af familien, parforholdet, overskuddet, troslivet. Der var også tid til samling i de mindre netværksgrupper. Spørgelysten var stor, og snakken gik. Skønt igen at være rigtigt sammen.
250 gæster var med til at fejre indvielsen af Solglimts nye ungefløj. Festen fandt sted i den nye fællessal. Foto: Tove Søgaard
Tour de Valmuen
Da Handicap Tour Coop Bornholm blev aflyst for andet år i træk, valgte Bofællesskabet Valmuen lørdag d. 4. september at arrangere sit eget cykelløb: Tour de Valmuen. Beboere og medarbejdere planlagde i fællesskab dagen, som kom til at byde på en tur til Travbanen i Almindingen og retur. Med cykler af enhver art klarede alle udturen, der ellers bød på adskillige højdemeter. På hjemturen måtte et par stykker stå af ræset og ty til et motoriseret køretøj. Alle var dog klar igen til fest om aftenen, hvor man vendte tilbage til Travbanen for at holde fest i restauranten med livemusik og medaljeoverrækkelse.
Hele holdet fra Valmuen nåede Travbanen i god behold. Nogle sørgede for at være på den sikre side med en refleksvest fra Kristelig Handicapforening. Indsendt foto.
Lørdag d. 9. oktober samledes 50 medlemmer af Forældrenetværk: Autisme og Tro (Vest) i Silkeborg Missionshus. Oplægsholder var psykolog Rebecca Schønherr Thomsen fra Agape. Foto: Christina Brorson
Og der blev danset.
Partytroopers spillede op til sjov og fest.
Eleverne fra Frøstruphave sluttede dagen i Haderup med en andagt baseret på bibelfortællingen om Noahs ark.
Valgfaget ”Gi’ det videre” fra Frøstruphave lagde vejen forbi i Haderup
I slikteltet kunne man fylde posen med søde sager og popcorn.
Mange fik et ”indrammet” portrætfoto med hjem. Her: Eydvør og Heidi Dam (fra venstre).
KRAP I KRISTELIG HANDICAPFORENING
KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/Praksis) har de seneste cirka 20 år gået sin sejrsgang i bofællesskaberne tilknyttet Kristelig Handicapforening. Med Frøjkgården i spidsen i 2003 har alle sendt medarbejdere på kurser og implementeret pædagogikken i dagligdagen. I 2019 dannedes et medarbejdernetværk til gensidig KRAP-sparring og erfaringsudveksling. Her er alle bofællesskaberne repræsenteret.
KH Bladet zoomer i dette nummer ind på KRAP: Hvordan startede kombinationen KRAP+KH? Hvordan opleves KRAP i hverdagen? Hvilken rolle spiller netværket? Hvad er pædagogikkens hovedtanker, og hvordan virker den?
AF CHRISTINA BRORSON
Frøjkgården blev født med KRAP
Mogens Jacobsen har stået i spidsen for bofællesskabet Frøjkgården i Holstebro siden opstarten i 2003 –hele tiden med KRAP som pædagogisk rettesnor.
Med stærk inspiration fra psykolog Lene Metner anlagde lederparret på det splinternye bofællesskab Frøjkgården en bevidst pædagogisk linje: Der skulle spejdes efter ressourcer hos den enkelte, ikke findes fejl.
Da bofællesskabet Frøjkgården i Holstebro åbnede dørene i 2003, var KRAP allerede en del af stedet. Leder, Mogens Jacobsen, der dengang havde sin kone, Jytte, som lederskabs-kollega, var nemlig inden opstarten blevet inspireret af psykolog Lene Metner. Hun arbejdede med en bestemt pædagogisk tilgang – den tilgang, som senere blev til KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/ Praksis).
Han og Jytte havde begge en socialpædagogisk uddannelse fra Diakonhøjskolen i bagagen og således en god idé om, hvordan de ville gribe sagerne an på Frøjkgården. Men mødet med Lene Metner og hendes tanker omkring indstillingen til det enkelte menneske kom til at forme både dem og det sted, de skulle lede.
”A’et” er for mig essensen af netop
kristen næstekærlighed.
”Det var forældrekredsen bag Frøjkgården, som på et tidligt tidspunkt inviterede Lene Metner ind som ekstern konsulent. Hun var dengang leder af aktivitets- og botilbuddet, Idavang, der ligesom Frøjkgården husede mennesker med autisme. Derfor havde hun en masse værdifuld erfaring, som vi kunne drage nytte af,” fortæller Mogens Jacobsen.
”Frøjkgården og Lene Metner var et supergodt match. Det var en gave at få hende med som ekstern konsulent forud for opstarten og senere som supervisor. Hendes tanker omkring pædagogik var som skræddersyede til vores menneskesyn,” fortæller Mogens Jacobsen.
Lene Metner har i cirka 20 år arbejdet på KRAP-konceptet. Hun er direktør for Psykologcenteret i Viborg og Skive, som tilbyder KRAP-kurser, -terapi, -supervision m.m.
Psykologcenteret beskæftiger cirka 30 medarbejdere fordelt på afdelinger i Viborg (foto) og Skive .
Lad drømmen vise vej
Vi har alle fejl, mangler og begrænsninger, men ingen af os udvikler sig ved at blive gjort opmærksom på dem. Ud fra denne overbevisning har psykolog Lene Metner i over 30 år kæmpet for anerkendelse og ressourcefokus i det pædagogiske arbejde.
AF CHRISTINA BRORSON
”Der er virkelig mange mennesker, der kan meget mere, end vi tror”. Ordene kommer fra Lene Metner, psykolog og direktør i PsykologCentret i Skive og Viborg, samt arkitekt bag Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/Praksis (KRAP).
I de mere end 30 år hun har arbejdet med mennesker, har det været med udgangspunkt i en fast tro på den enkeltes ressourcer og mulighed for at få et godt liv. Allerede da hun i start 90’erne i en alder af 29 år blev leder af Idavang i Skive – et bo- og aktivitetstilbud til unge med forskellige problematikker, blev det imidlertid klart for hende, at denne tilgang langt fra var den fremherskende.
”Jeg oplevede, at der i kontakten med ”systemet” (sagsbehandlere fra kommune og amt red.) var rigtig meget fokus på problemer og begrænsninger. Det var hele tiden: Hvad kan den unge ikke? Hvor går han eller hun forkert? Hvad mangles? Og hvis jeg foreslog, at vi også kunne kigge på de ting, der rent faktisk fungerede, blev det ikke taget alvorligt. Det skete endda, at jeg fik det der blik: ”Når du bliver ældre, vil du erfare, at så enkelt er det ikke,” fortæller Lene Metner.
Hun var på det tidspunkt uddannet ergoterapeut, men fandt ud af, at der blev lyttet mere til psykologerne.
”Det var ofte den psykologiske rapport, der afgjorde udfaldet af en sag. Så jeg tænkte, at for at ændre på tingene skulle man åbenbart være psykolog. Derfor uddannede jeg mig sideløbende med arbejdet og blev i 2002 færdig som cand. pæd.psych.,” fortæller Lene Metner.
Ændret tænkning
På det tidspunkt var de metoder og overbevisninger, som få år senere skulle blive til KRAP, allerede ved at krystallisere sig til et sæt idéer og fremgangsmåder på Idavang.
”Vi lavede flere indflyvninger og legede med betegnelserne for vores pædagogik, men kernen var den samme: At få flyttet fokus fra begrænsninger til ressourcer,” fortæller Lene Metner.
Det endte med betegnelsen ”KRAP” – hvor ”R” for ressource er pakket ind i ”K” for kognitiv og ”A” for anerkendende,
fordi ”kognitiv” og ”anerkendende” beskriver forudsætningen for pædagogens eller psykologens arbejde med den enkeltes ressourcer.
Erfaringen blev nemlig, at er man ikke bevidst om at tage udgangspunkt i ressourcer og troen på, at udvikling er mulig, kommer man let til ubevidst at falde tilbage til det vante problem-fokus og stirre sig blind på fejl og mangler. Det gælder både den, der skal give hjælpen, og den der skal modtage:
”Vi oplevede unge, som sad fast i standardsvaret: ”Jamen, det kan jeg jo ikke, fordi…”. Det var blevet deres overbevisning, at deres grænser ikke kunne flyttes, og den overbevisning satte i sig selv en stopper for at flytte dem. Først måtte deres tænkning derfor ændres. Det samme måtte pædagogers og sagsbehandleres tænkning, når de gav efter for indlærte automatikker og rygmarvsreaktioner og kun så den unges begrænsninger,” fortæller Lene Metner.
Anerkend mennesket – ikke adfærden
sourcerne ikke slår til efter egen eller andres målestok? Er det så tid til at ændre fokus og zoome ind på begrænsningerne?
Nej, mener Lene Metner. Som professionel er opgaven at finde vejen frem for den enkelte, og den findes ikke ved at bruge energien på fejlfinding og grænse-opklaring, tværtimod - så stopper al udvikling.
Det var hele tiden: Hvad kan den unge ikke? Hvor går han
eller hun forkert?
”Hvad lærer vi i virkeligheden af vores fejl? Vel egentlig bare at undgå dem? Jeg har ikke mødt nogen, der udviklede sig ved at få at vide, hvad de ikke duede til. Som fagpersoner må vi lære den person, vi har for os at kende. Vi må ”gå over broen” for at forstå mennesket bag adfærden. Hvad skræmmer, motiverer, glæder, keder, udmatter, provokerer ham eller hende? Hvis vi skal erstatte et passivt eller negativt adfærdsmønster med et positivt, må vi kende til hans eller hendes ønsker og drømme, og så må vi arbejde med det, der kan lade sig gøre – ikke alt det, som ikke kan.”
Masser af solskins-historier
”A’et” for anerkendelse var akkurat lige så vigtigt. Udvikling på baggrund af (måske godt skjulte) ressourcer kan ikke praktiseres med modvilje imod det menneske, der skal hjælpes. Først må man derfor som pædagog eller hjælper tjekke sin egen indstilling.
”Som fagperson og hjælper kan man ikke ikke-påvirke. Man er altid en vigtig del af processen. Derfor er ens egen indstilling så vigtig. Det er selvfølgelig ikke forbudt at blive irriteret eller kortvarigt miste troen på forandring. Men det er uprofessionelt, hvis man ikke får kigget på sin egen indstilling, og fundet årsagen til, at den er kørt af sporet. Man skal så at sige arbejde KRAP’sk med sig selv eller lade sig hjælpe af en kollega,” understreger Lene Metner.
Konkret giver anerkendelsen sig udtryk i tolkningen af enhver adfærd som ”den pågældendes bedste måde at tackle den aktuelle situation på, ud fra hans eller hendes grundtanker, strategier og værdier” – ikke som et udtryk for dette menneskes sande væsen.
”Hvis vi får analyseret selv den mest forkastelige adfærd, afslører den sig i de allerfleste tilfælde som udslag af det pågældende menneskes mestrings-strategi. I situationen var oplevelsen, at man ikke kunne gøre andet: Man råbte, fordi man var frustreret og desorienteret. Man slog ud, fordi man ikke kunne være i sin krop netop da. Adfærden i sig selv skal ikke bifaldes, men for at den kan ændres, er det nødvendigt at anerkende mennesket bag,” understreger Lene Metner.
Ingen udvikling med fejl-fokus
Men hvordan skal ”ressource-fokus” helt præcist forstås? Alle har vel ikke ressourcer til alt? Hvad gør man, når res-
Ønsker og drømme er ikke altid realisérbare, men det er ikke afgørende, påpeger Lene Metner:
”Ønsker og drømme er pejlemærker. De markerer den retning, der giver mening for os og motiverer os – også selvom vi aldrig når helt i mål. De færreste får alle deres drømme opfyldt, men det gør ikke drømmene mindre vigtige, for de er nøglen til vores passion, energi og glæde.”
Når det er sagt, så kan meget lade sig gøre med den rette indstilling – mere end man skulle tro, understreger Lene Metner. Hun har en perlerække af solskins-historier på lager og deler gerne ud: Der var manden, som både havde et alkohol-problem og et lettere udviklingshandicap, hvis eneste ønske, det var at blive jagerpilot. Et job med vedligehold på Flyvestation Karup blev hans billet til en ædru og meningsfuld hverdag. Og der var den unge udadreagerende mand med autisme og et kaotisk liv, som ønskede sig gode stabile relationer. Med selvindsigt lærte han at kompensere for sit sociale og kommunikative handicap og er i dag lykkeligt gift og far. Der var også den ældre mand med et udviklingshandicap, hvis liv var reduceret til lænestol, fjernsyn og omgivelsernes problemer med at få ham i bad. Med nysgerrighed og tålmodighed blev hans skrinlagte drømme hevet frem i lyset: landmandsliv med traktorkørsel og dyrepasning. En aftale med en lokal landmand gjorde igen hans liv værd at leve, og hans modvilje mod at gå i bad forsvandt som dug for solen.
”Jeg selv er et godt eksempel på, at ting kan lade sig gøre. Hvis jeg havde fortalt min dansklærer i gymnasiet, at jeg ville være psykolog og skrive bøger, skal jeg hilse og sige, at han havde smidt sig på gulvet i krampelatter. Vi er mange, der kan meget mere, end man skulle tro,” smiler Lene Metner.
Metner og Peter
Bilgrav: KRAP –metoder og
KRAP er en værktøjskasse
AF CHRISTINA BRORSON
KRAP er først og fremmest praktiske løsninger på virkelige problemer, understreger arkitekten bag metoden, psykolog Lene Metner.
redskaber 2. udgave (2019).
Teoretisk henter KRAP inspiration fra en række psykologiske og pædagogiske skoler. Først og fremmest udspringer KRAP dog af praktisk erfaring og har sine vigtigste kvaliteter netop i praktiske anvisninger på at gøre teori til virkelighed. Virkelig fart på KRAP’s udbredelse kom der da også først med bogen ”KRAP-metoder og redskaber” i 2013 (revideret i 2019), skrevet af Lene Metner og Peter Bilgrav.
Forudsætninger
”Tankegangen bag KRAP er fuldstændig på bølgelængde med for eksempel Positiv psykologi, men inspirationen til KRAP blev ikke fundet i andre psykologiske eller pædagogiske retninger. Den blev fundet i hverdagens udfordringer – i arbejdet med at finde løsninger for de mennesker, vi havde med at gøre,” forklarer Lene Metner.
En fælles indsats
Udfordringen var blandt andet manglen på et fælles sprog og fælles redskaber i det pædagogiske arbejde.
”Hvis vi skulle aktivere de positive ressourcer i det enkelte menneske, skulle det ske ved en fælles indsats. KRAP’s store styrke er netop muligheden for at målrette den indsats, som lægges af forskellige fagpersoner og -grupper, sådan at der arbejdes i én retning. Problemet var jo at forskellige fagpersoner, havde forskellige intentioner og dermed forskellige modeller for, hvordan der skulle arbejdes med den enkelte fokusperson. Som resultat blev der trukket i flere forskellige retninger, uden at det rykkede noget. Med KRAP’s værktøjskasse fik man på det enkelte bosted, skole eller institution et fælles sprog og fælles metoder. Først og fremmest begyndte man at arbejde i de tre grundlæggende KRAP-faser: Indsamling af viden, analyse og indsats. I stedet for automatikker indførtes skemalagt nysgerrighed – ingen handling uden forudgående indsamling af viden og analyse,” fortæller Lene Metner .
KRAP-skemaer hentet fra ”KRAP – metoder og redskaber” (revideret udgave 2019) af Lene Metner og Peter Bilgrav, udgivet på Dafolo.
Forudsætninger
1:
registrering og afdækning
Søjle 2:
Refleksion: analyse, forståelse og sammenhæng
Overordnet mål:
Søjle 3:
Indsats: ændring og udvikling
Søjlemodellen
De tre søjler i ”Søjlemodellen” udgør grundstrukturen i et KRAP-forløb med faser for indsamling af viden, refleksion og analyse og til sidst indsats.
Søjle
Viden:
Positive påvirkninger
Lene Metner
• Uddannet ergoterapeut (1988) cand.pæd.psych. (2002)
• Mange års erfaring med ledelse af pædagogiske institutioner
Grundtanker
FAKTA
• Direktør for PsykologCentret i Skive og Viborg
• Gennemgående forfatter på alle KRAPbøgerne udgivet på Dafolo (2007-2019).
• Underviser på diverse KRAP-kurser og -uddannelser.
• Se mere på krap.com
Udfordringer
Den kognitive sagsformulering: I skemaet ”Den kognitive sagsformulering” indsamles viden om den enkelte, historie, grundtanker, mestringsstrategier, ressourcer, udfordringer.
Måltrappen: Med ”Måltrappen” splittes det overordnede mål op i mindre etaper, som kan overskues.
KRAP
• Forkortelse for: Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik (senere: Praksis)
• Et integreret socialpædagogisk system med basis i praksis. Teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer og i det ressourcefokuserede menneske- og behandlingssyn. Inspiration fra den systemiske teori, adfærdspsykologien, Positiv psykologi, ICDP og Marte Meo, hos Aaron Antonovsky samt Appreciative Inquiry (Anerkendende Udspørgen).
• Første bog om KRAP udkom i 2007, siden er 6 bøger om KRAP udkommet, de fleste skrevet af Lene Metner og Peter Bilgrav, som er partner i PsykologCentret.
• Anvendes i dag i mange forskellige sammenhænge lige fra spædbørnsområdet til folkeskoler, bofællesskaber, og ældresektoren.
• Med udgangspunkt i PsykologCentret i Skive og Viborg udbydes KRAP-baseret undervisning, kurser og terapi i hele landet samt i Norge, Grønland og på Færøerne.
• Figurerer som evidensbaseret metode på Socialstyrelsen.dk med et forskningsprojekt udført blandt mennesker med udviklingshandicap fra 2015-18 af Psykologcentret i samarbejde med Rambøll.
• Se mere på krap.com
Mestring – når noget bliver svært
Navn og dato: Udfyldt af:
Delmål 1:
Delmål 2:
Delmål 3:
Delmål 4:
Overordnet mål:
Navn og dato: Udfyldt af:
KRAP-netværk fastholder praksis
Pædagog, Lars Lausten, fra Skærvebo i Løsning, får både inspiration og gejst med sig hjem fra møderne i KRAP-netværket. Skemaet er en KRAP-bearbejdning opfundet på Ganerbo.
Effektivt KRAP-arbejde kræver dedikation og inspiration i medarbejderflokken. Det fortæller Lars Lausten, medarbejder på Skærvebo og en af tovholderne i Kristelig Handicapforening KRAP-netværk.
Lars Lausten opdagede først for alvor kvaliteterne ved KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/Praksis), da han i 2017 blev ansat på bofællesskabet Skærvebo i Løsning, som pædagog.
”Skærvebo tog KRAP til sig på cirka på samme tid, som jeg kom hertil. Alle medarbejdere fik kurser. Herefter trænede vi skemaer og oplevede, at de faktisk virkede. I min tidligere ansættelse havde KRAP også kortvarigt været inde i billedet, men det var først på Skærvebo, at jeg oplevede metoden anvendt konsekvent i praksis og så, hvor brugbar den er,” fortæller Lars Lausten.
Skema-praksis
Det, der gør KRAP genial, er ikke teorien, men praksis.
I dagligdagen er det skemaerne, der gør den store forskel, oplever han.
”Det, der gør KRAP genial, er ikke teorien, men praksis. Når skemaerne til afdækning og analyse konsekvent bruges i hverdagen, får alle et fælles sprog og en fælles viden om den enkelte beboer, som gør os bedre i stand til at hjælpe ham eller hende,” forklarer Lars.
Som eksempler på populære skemaer nævner han ”Den kognitive sagsformulering”, der med inddragelse af den enkeltes historie, tegner et billede af hans eller hendes grundantagelser og mestringsstrategier og de negative og positive aspekter af samme. Dette indgående kendskab kan så igen bruges til at udfylde et skema for den enkeltes ”Kaoslinje”: Hvad udgør den pågældendes ”grundstress”? Og hvordan kan man undgå at presse vedkommende op over ”kaoslinjen”, hvor det hele vælter? Han fremhæver også ”Ressourceblomsten”, der fastholder det vigtige ressource-fokus og anfører de forudsætninger, der skal være til stede, for at ressourcerne kan komme i spil.
Skemaerne gør det muligt at føre de gode intentioner i KRAP’s teorier ud i livet.
AF CHRISTINA BRORSON
Peter Søes er ph.d. og adjunkt i dogmatik på Menighedsfakultetet.
Hvordan taler vi om lidelse?
AF CHRISTINA BRORSON
Menneskelig lidelse bliver aldrig let – hverken at gennemleve eller forstå. Men i Bibelen finder vi en trøst og støtte, som ikke findes i tidens sammenkædning af menneskeværd og selvbestemmelse. Det beskriver teolog og tidligere sognepræst, Peter Søes.
Bibelens menneskesyn og Bibelens tale om menneskelig lidelse er i stigende grad modkulturel, og netop derfor særlig vigtig at strege op og holde fast i. Det mener ph.d. og adjunkt i dogmatik på Menighedsfakultetet, Peter Søes, som i dette efterår underviste på efteruddannelses-modulet ”Diakoni, kirke og samfund”. Under overskriften ”Hvordan taler jeg om lidelse og handicap” gjorde han rede for bibelens syn på lidelse og skitserede de afveje, man i den forbindelse kan forvilde sig ud på – afveje, der hindrer adgangen til det både virkelighedsnære og trøstende budskab, som findes i Bibelen. Peter Søes, som selv var sognepræst i 15 år, før han blev forsker og underviser, lærte sig selv en simpel huskeliste, når han besøgte mennesker, der var ramt sygdom og sorg.
”Alle Bibelens sandheder om lidelse skulle ikke aflires hver gang. Men det var vigtigt for mig, at jeg kom omkring de vigtigste, når jeg i længere tid havde kontakt til et menneske. Ellers blev det samlede billede skævt. Derfor knyttede jeg en sandhed til højre hånds fem fingre. Fem bibelske sandheder, som ikke kan stå alene, og som ikke må glemmes,” fortæller Peter Søes.
Ond og djævelsk
De første to sandheder (tommel- og pegefinger) var, at lidelse er ond, djævelsk - et fremmedelement i Guds skaberværk, og at vi derfor skal kæmpe imod den.
”Dette er meget vigtigt at holde fast i. Alt andet er en hån mod den lidende og meget fjernt fra Bibelens syn på lidelse, som det blandt andet kommer til udtryk i Jesu utrættelige arbejde med at lindre og fjerne menneskers lidelse. Bibelen er også meget klar i sin opfordring til os om at følge Jesu eksempel –trøste, lindre og kæmpe for retfærdighed og mulighedsrum til vores medmennesker,” pointerer Peter Søes.
Går man let hen over disse to første grundlæggende bibelske sandheder, gør man sig skyldig i en både virkelighedsfjern og ubibelsk glorificering af menneskelig lidelse. Peter Søes bruger den amerikanske journalist, Christopher Hitchens, berømte kritik af Mother Teresa som eksempel:
”Christopher Hitchens mente, at Mother Teresas oplevelse af sin gerning som meningsfuld og gudvillet, hindrede hende i at se ondskaben og lidelsen i al sin gru og handle aktivt på den. Jeg mener, kritikken er uberettiget i Mother Teresas tilfælde. Men jeg tror, vi skal lytte til den, og undgå den form for undvigende og sukkersød tale om sorg, modgang, sygdom og død, der med rette kan få folk til at afskrive kristen diakoni som misforstået og virkelighedsfjern.”
lede og siger til disciplene: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” ”Kristus identificerer sig med det lidende menneske og gør dermed både den enkelte kristnes og menighedens diakonale indsats til noget helt obligatorisk. Hvis vi ikke er der for vores næste, som har det svært, svigter vi Kristus. Hvis ikke der er mennesker med sygdom, handicap, arbejdsløshed og andre problemer i vores menigheder, er der noget, vi ikke gør rigtigt.”
Menneskeværd = selvbestemmelse
Som kristne må vi tro på, at den almægtige Gud bruger den onde og djævelske lidelse i sin gode plan for sine børn.
Nærvær, håb og forpligtelse
Det er imidlertid lige så vigtigt og i tiden ofte en hel del sværere at holde fast i de sidste tre bibelske sandheder om lidelse (til lange-, ringe- og lillefinger):
Lige så meningsløs sorg, sygdom, modgang og død kan være, lige så sikkert er Guds nærvær midt i det hele, understreger
Peter Søes og citerer Romerbrevet kapitel 8 vers 28: ”Vi ved, at alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”
”Som kristne må vi tro på, at den almægtige Gud bruger den onde og djævelske lidelse i sin gode plan for sine børn. Det er noget, vi må tro – ikke altid noget, vi ser. Det er ikke noget, vi slynger ud til en kronisk syg, men det må bære vores bøn og vores tjeneste.”
Den fjerde bibelske sandhed er forløsende og perspektivrig, men sjældent italesat:
”Som kristne får vi del i både Kristi lidelse og hans endelige sejr over den. Med evangeliet mister jordisk lidelse for os status som det ultimativt værste. I vores kald til at række evangeliet videre er den enkelte kristnes egen lidelse, derfor et stærkt vidnesbyrd. Det er noget af det, Paulus er inde på i 2. Korintherbrev kapital 4 vers 10: ”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme,” forklarer Peter Søes.
Den sidste af de fem bibelske sandheder, som Peter Søes huskede sig selv på, når han som sognepræst talte med mennesker, står beskrevet i Matthæusevangeliet kapitel 25, hvor Jesus identificerer sig med sultne, tørstige, nøgne og fængs-
De sidste tre sandheder – om nærvær, håb og forpligtelse ligger i forlængelse af Bibelens menneskesyn: At mennesket er skabt i Guds billede og har uendelig værdi for Ham. At vi er elsket så betingelsesløst, at Han ofrede sig selv for os og dermed banede en vej igennem lidelse og død. Trækker man Gud ud af ligningen eller regner ham for andet og mindre end menneskets skaber og frelser, efterlades mennesket alene på godt og ondt.
”I tidens diskussioner af blandt andet abort, kønsidentitet og aktiv dødshjælp, spiller forståelsen af menneskeværd og dermed livets ukrænkelighed en stadigt mindre rolle. I stedet lægges der vægt på selvbestemmelse. Vores værd som mennesker ligger i selv at kunne bestemme over vores krop, vores køn og i sidste ende vores liv. Den implicitte antagelse er, at vi kan gøre os til herrer over lidelsen – i yderste konsekvens ved selv at afslutte vores liv,” forklarer Peter Søes.
Vi skal ikke tie stille
Taler vi om lidelse på den måde – som noget vi selv kan vælge til og fra, og derfor i sidste ende selv har ansvaret for, er vi meget langt fra den bibelske forståelse af lidelse, understreger Peter Søes.
”Uden Bibelens ord om Guds nærvær hos den lidende, om Jesus som den lidendes forbillede og forløser, og om vores dybe forpligtelse til at være der for hinanden som mennesker, bliver vi efter min mening afstumpede i både vores menneskesyn og i vores tale om lidelse. Men ikke nok med det. Vi fjerner os også fra menneskers erfarede virkelighed. Selvom vi taler kulturen imod, tror jeg derfor, at vi som kristne skal turde tale højt om disse forhold, for jeg tror, at den bibelske måde at tale om lidelse på er mere erfaringsnær. Jeg tror, at mennesker som lever med sygdom, handicap eller andre former for modgang i livet vil opleve sig mere genkendt i den bibelske forståelse af deres situation, end i den dominerende diskurs, som knytter menneskeværd til selvbestemmelse. Ressourcerne i Bibelens tale om lidelse handler om, at vores værdi som mennesker er forankret et andet sted end i vores selvbestemmelse, nemlig i vores relation til Gud. Her findes en trøst, man kan stå på og hvile i.”
Elmebos husorkester spillede op til jubilæet.
Fest og glæde på Elmebo
Lørdag d. 2. oktober fejrede Elmebo 26 års jubilæum.
TEKST: CHRISTINA BRORSON | FOTO: TOVE SØGAARD.
”Det blev en virkelig dejlig dag med gæster fra nær og fjern og god stemning hele vejen igennem. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre fejring af 25-års jubilæet,” siger formand for Elmebo, Erlan Meiner.
Lørdag d. 2. oktober samledes 160 gæster for at fejre det, som på grund af corona-nedlukninger sidste år, nåede at blive Elmebos 26-års jubilæum. Erlan Meiner, der selv er bror til Heidi Meiner, som bor på Elmebo, og hvis far var formand for bofællesskabet de første 17 år, har været med lige fra starten – ligesom mange andre beboere og pårørende, samt Jette og Preben Nielsen, der leder stedet. Han glæder sig over en milepæl, der indrammer en periode med udfordringer, men først og fremmest stor glæde og taknemlighed.
”Ønsket med Elmebo var at skabe et hjem for mennesker med handicap, med det kristne livs- og menneskesyn som grundlag. Et kig i historiebogen fortæller om masser af kommunale snublesten, men også om trofast forbøn og tillid til at Gud ville stedet. Hvis ikke Han ville det, er jeg overbevist om, at Elmebo ikke stod i dag,” slår Erlan Meiner fast.
Iført murstens-dragter fortalte Elmebos medarbejdere om de ting, der udgør bofællesskabets fundament.
Elmebo skulle være et hjem med stort ”H” – og det blev det. ”I et hjem er der trygt, og alle medlemmer omfattes med interesse og omsorg. Sådan føles det på Elmebo, sådan er det. Og det er vi meget taknemlige for,” lyder det fra formanden.
160 gæster troppede op for at fejre Elmebos jubilæum, som blev holdt i festsalen på Epilepsihospitalet Filadelfia.
Det skal du bruge:
BLADLYGTER
• Rengjorte marmeladeglas eller lignende
• Nedfaldne blade
• Lim: flydende lim, der tørrer gennemsigtigt op
• Pensel til lim og lak
• Fyrfadslys
• Evt. lak
• Evt. snor
Efteråret er over os, og det er mere mørkt. Det kalder på hygge og lys!
Lys op i mørket indenfor eller udenfor med disse bladlygter, der er enkle at gå til. De kan tilmed kombineres med en tur i skoven. Læg mærke til de forskellige flotte former og farver, når du samler blade. Hvis du ikke har et tomt marmeladeglas eller lignende, skal du i gang med at spise marmelademadder, for du skal bruge et rengjort glas. Tip: du kan også tømme et nutellaglas.
Trin 1: Ud at samle blade! Tag dine yndlingspersoner med i skoven – eller bare gå en tur i haven eller langs fortovet…
Lad bladene tørre, hvis de er fugtige. Jeg pressede mine blade i en gammel bog, men det behøver du ikke.
Trin 2: Pensl lim på glasset, vælg dine yndlingsblade og lim dem på glasset. Lad det tørre, før du går til trin 3.
Trin 3: Du kan evt. pensle bladene med decopagelim eller vejrbestandig lak, så holder din lygte i længere tid - især hvis den skal stå udenfor. Bladene klæber også mere tæt til glasset, hvis du giver dem en form for lak. Lad det tørre.
Trin 4: Bind evt. en snor omkring glasset. Sæt et lys i, og nyd synet.
Tip: Jeg har brugt et led-fyrfadslys, for så kan det ikke blæse ud, når det står udenfor, og der kan heller ikke gå ild i noget.
TIP:
Sæt snor i overskydende blade og hæng dem op
VELKOMMEN TIL ÅRSMØDE 2022
Lørdag den 12. marts i Vejle Missionshus, Olgasvej 14-18 Vejle
Program
09.30 Formiddagskaffe
09.50 Sang og indledning
10.00 Generalforsamling
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere.
2. Bestyrelsens beretning om arbejdet i det forløbne år.
3. Kassererens beretning, herunder fremlæggelse af det reviderede regnskab.
4. Drøftelse og godkendelse af beretningerne og regnskab.
5. Valg til bestyrelsen.
6. Valg af registreret eller statsautoriseret revisor .
7. Indkomne forslag.
8. Eventuelt.
12.00 Frokost
13.00 Foredrag del 1 ved filosofiprofessor Thomas Ploug over emnet ”Værdighedsbegrebet i teologi, filosofi og tiden aktuelle debatter”
13.45 Kaffe
14.15 Foredrag del 2 - fortsættelse ved Thomas Ploug. Herefter mulighed for spørgsmål
15.00 Drama (gruppe som på årsmødet har indøvet et stykke til opførsel ved årsmødets afslutning)
15.30 Afslutning af årsmødet
Læs om oplægsholder, professor i anvendt etik, Thomas Ploug, på www.k-h.dk i artiklen: ”Vi kan ikke leve vores liv på et spørgsmål”.
Vedtægter og indkomne forslag kan læses på www.k-h.dk
Kalender
2021
24. november Kursus: Kontakttræthed
Læs mere online: k-h.dk/kalender
2022
12. feb. + 23. apr. Den røde tråd i Bibelen
12. marts Årsmøde
19. marts Netværkssamling: Autisme og Tro (Øst)
Skolerne i Stubbekøbing
- særlige skoler til særlige behov
Specialefterskole for elever i 8. - 10. årgang. Der er plads til 55 elever på store værelser.
Undervisningen lægger vægt på elevernes almene dannelse i praktiske og teoretiske fag. Der er mulighed for afgangsprøver i enkelte fag.
LivogJob
STU-uddannelse med botilbud efter serviceloven til unge mellem 17 og 25 år. Der er 16 pladser.
Undervisningen veksler mellem teoretiske og praktiske fag samt praktikker og engagement i lokalsamfundet.
Skolerne er oprettet af Luthersk Mission og er beliggende med 600 meters afstand. Begge skoler har fuld tilgængelighed og optager derfor også elever med fysiske handicap.
Kontakt Stubbekøbing Efterskole på tlf 54441700 mp@stefalster.dk • www.stubbekoebingefterskole.dk
Kontakt LivogJob på tlf 54441705 mail@livogjob.dk • www.livogjob.dk
ANDAGT
Det er godt nok mørkt!
”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november!” Sådan lyder Henrik Nordbrandts digt. Med digtet sætter han ord på den følelse og oplevelse, mange danskere har af denne mørke årstid.
Ud over årstiden, kan vi også opleve perioder i vores liv, som er præget af mørke. Selv har jeg oplevet mørket blandt andet som forælder til en datter, der blev indlagt i psykiatrien som 16-årig med en svær anoreksi, angst, depression og andre diagnoser. Det er forfærdeligt som forælder at være vidne til, at ens barn lider, og føle sig afmægtig og ude af stand til at hjælpe og trøste.
Mens jeg i andre livskriser har erfaret troen som et fast holdepunkt, oplevede jeg i min datters forløb, at Gud blev væk for mig. Det var en dobbelt smerte. Og et dobbelt mørke.
Også Jesus erfarede mørket. I Gethsemane Have, da han svedte blod af angst for, hvad der ventede. Og da han på korset følte sig forladt af Gud selv. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det har været min trøst i mørket, at Jesus (Gud selv) har erfaret gudsforladtheden. Mørket. Og på den måde har vist sig solidarisk med mig som menneske i mit mørke.
DORTHE STIEPER, FORÆLDREMENTOR, FOREDRAGSHOLDER, FORFATTER/JOURNALIST
Som den gode hyrde har Jesus lovet at vandre med os i ”mørkets dal”. I medgang og modgang. Han vil aldrig slippe eller forlade os. Det er det håb. Det løfte. Den tro, vi klynger os til. Uanset, hvad vores følelser og oplevelse ellers må være.
Nogle af mine bekendte havde en udvekslingsstuderende fra Afrika til at bo. Han kunne ikke klare den mørke vintertid. Han blev deprimeret. Og uanset hvor meget hans værtspar forsøgte at forsikre ham om, at lyset ville vende tilbage, og at blomster og buske til foråret igen ville få grønne blade og blomster, så kunne han ikke tro det og holde ud. Han endte med at afbryde sit studieophold og rejse tilbage til Afrika.
Men her i Danmark ved vi det! Lyset vender tilbage!
Nu træder vi ind i adventstiden, som både er en tid med forventning og en ventetid. Vi venter på, at ”Solopgangen fra det høje vil besøge os”. Igen! Vi ser frem til at fejre, at Guds søn blev født som et lille menneskebarn en mørk nat i Betlehem. Og at han fødes ind i vores hjerter. At han blev ”lyset, som skinner i mørket. Og mørket fik ikke bugt med det.”
Og mens vi venter, kan vi tænde lys – i mørket! I vores små hjem. For os selv! Og for dem omkring os, som sidder i mørke.