Tillid er ikke et ekstra gode i et velfærdssamfund. Den er en forudsætning for, at mennesker med handicap kan leve med værdighed og reelle rettigheder. Når tilliden svækkes i mødet med myndighederne, kan det få konsekvenser både for den enkelte og for det fællesskab, som vores velfærd bygger på.
KH BLADET
Medlemsblad for Kristelig Handicapforening
Forside: Merete Bandak med sine får
Layout & tryk: Videbæk Bogtrykkeri
Ansvarshavende redaktør: Tove Søgaard
Redaktør: Miriam Randi Bjerg Gregersen
Næste nummer udkommer: Uge 23 2026
I Kristelig Handicapforening (KH) møder vi mange forskellige erfaringer fra mennesker med handicap, deres pårørende og fagprofessionelle på handicapområdet om mødet med myndighederne. Erfaringer, der blandt andet handler om information om rettigheder, om krav til kendskab til lovgivningen og om oplevelsen af respekt og lydhørhed i samarbejdet.
Derfor ønsker vi nu at gennemføre en undersøgelse om mødet med myndighederne på handicapområdet. Undersøgelsen tager afsæt i den aktuelle debat om tillid, men har ikke til formål at påvise, at der er en tillidskrise. Formålet er at undersøge, hvordan mødet med myndighederne opleves af mennesker med handicap, deres pårørende og fagprofessionelle. Det gælder også dér, hvor samarbejdet og tilliden fungerer godt.
I undersøgelsen forstås tillid og mistillid ikke som holdninger, men som et resultat af graden af tre former for oplevet anerkendelse:
1. Retsligt - bliver mine rettigheder oplyst og respekteret?
2. Socialt - bliver mine erfaringer taget alvorligt?
3. Relationelt - bliver jeg mødt med respekt og reel vilje til dialog Vi håber, at mange vil tage sig tid til at svare, og vi vil også gerne bede om hjælp til at sprede undersøgelsen.
Læs mere og se hele undersøgelsen på side 10.
Thomas Bjerg Mikkelsen
Menneskesyn er ikke en opgave på en tjekliste
Når Jacob Birkler taler om etik, kredser han igen og igen om noget så enkelt og så krævende som blikket. Ikke blikket som metafor alene, men som en helt konkret etisk handling: at se et andet menneske som menneske. Ikke som opgave, ikke som diagnose, ikke som kategori.
Har du overvejet, hvad der sker med ”menneskesyn”, hvis vi deler ordet op? ”Menneske” og ”syn”. ”Jeg er et sprogmenneske”, siger Jacob Birker som noget af det første i min samtale med ham, og det kommer tydeligt til udtryk i hans udtalelser og perspektiver.
Menneskesynet er en udstillingsvare for tiden. Måske har du bemærket, hvordan menneskesynet ofte udstilles i folder og pjecer med ord som tillid, værdighed, åbenhed og mennesket i centrum, ”men kunsten er at GØRE det”, siger Jacob Birkler. Han uddyber: ”Vi kan gøre menneskesynet så abstrakt og til noget, vi læser om i lærebøger og statements, men vi skal tage det bogstaveligt. Menneskesyn. Vi skal ikke tale om det, men gøre det.”
Når mennesket bliver en opgave
skelighed,” siger han. Modsætningen er forråelse – når et menneske reduceres til en opgave.
Det hjælper os ikke, at vi i vores velfærdssamfund har behandlingsgarnti, men ingen omsorgsgaranti. “Hvis du ligger længe nok, bliver du behandlet, men det er ikke sikkert man bliver set,” siger han. Det er ikke kun, et problem for den enkelte borger, men for hele systemet. “Når vi reducerer mennesker til opgaver, mister vi værdighed. Og vi mister menneskelighed.”
Det er godt at have skrupler.
Jacob Birkler er filosof, forfatter og tidligere formand for Det Etiske Råd, og han har i årtier arbejdet med etik i sundheds- og socialvæsenet, og for ham er omsorg ikke et ekstra krydderi i velfærdssamfundet, men selve fundamentet. “Omsorg er en mulighed for at sikre værdighed og menne-
Et eksempel kan være en arbejdsplads, hvor en af personalerne gøres til ble-ansvarlig. Så går man ind til borgeren eller patienten for at skifte ble. Eller hvis man gøres til væske-ansvarlig, så går man til borgeren med et glas vand. Så er mennesket blevet til en opgave, og man glemmer let at få øjenkontakt og se den anden med menneske-lighed. Så er der fare for at glemme, at det er et menneske med en historie, man har i hænderne.
Birkler vender igen og igen tilbage til et centralt etisk problem i velfærdssamfundet: forråelse. ”Det modsatte af omsorg er forråelse. Det sker, når et andet menneske bliver
AF MIRIAM RANDI BJERG GREGERSEN
reduceret til en opgave,” siger han. Men forråelsen gør ikke kun noget ved den der modtager omsorgen. ”Det gør også noget ved den, der udfører den. Forråelse gør noget ved pædagogen, sygeplejersken, assistenten. Man bliver rå. Behøvlet. Ubehøvlet,” siger han.
Menneske-lighed
Det er et eksistenskrav for mennesker at blive set, og derfor higer og hungrer vi alle efter, at et andet menneske finder lighed med os. Derfor er etik lig med optik. “Værdighed ligger i øjnene, der ser. Den værste etiske forseelse er at forse sig på et menneske uden at have set sig godt for,” siger Jacob Birkler.
Han bruger derfor ordet blik som nøgle til etikken. “Hvis du har øjenkontakt, kan du ikke reducere et menneske. Jeg lavede en undersøgelse, hvor sygeplejersker skulle sige: ‘Jeg ser dig’. Halvdelen af patienterne fik tårer i øjnene. Det fortæller noget om, hvor stor værdi det har at blive set.”
Jacob Birkler trækker fortællingen om den barmhjertige samaritaner frem: ”Noget af det, jeg umiddelbart læser ud af fortællingen, er, at der ikke er nogen tanke. Samaritaneren handler umiddelbart.” Han fortæller, at vi kan blive fanget af tanken og bruge den som middel: Bør jeg egentlig hjælpe dig? Nytter det noget? Men det er blikket, der er interessant, for det giver en forpligtelse, uden tanke. ”Det er det blik, jeg har set i social- og sundhedsvæsnet. Jeg har set hvor stor umådelig effekt det har, når det blik viser sig , og det skal vi holde fast i og give rammer til.”
Når vi ser et menneske, kan vi ikke reducere det til en opgave.
For Birkler er det største problem i det etiske arbejde skråsikkerhed. “Det er godt at have skrupler,” siger han med et smil. “Ordet kommer af ‘lille sten i skoen’. Hvis vi ikke har skrupler, bliver vi skrupelløse.” Det er en påmindelse om, at etik ikke er en tjekliste, men en vedvarende opmærksomhed på, hvordan vi møder hinanden. Vær dig. For at give værdighed, skal man kunne se den anden. Det handler altså ikke kun om redskaber, men om mennesker, der har evnen til at se et andet menneske.
Udgangspunkt eller tilgangspunkt?
”Menneskelighed handler om, at jeg finder lighed mellem et andet menneske og mig selv. Hvis jeg gør det, kan jeg ikke reducere det andet menneske.” Derfor viser menneskesynet sig i praksis: i mødet, i sproget, i de rammer, der sættes.
Værdighed ligger i øjnene der ser
Der er meget opmærksomhed på faglige værktøjer i vores tid, og det er rigtig godt, at medarbejdere er dygtige til deres felt, og bliver klædt på fagligt, men man må ikke glemme sagligheden. ”Omsorg kræver ikke kun faglighed. Det kræver saglighed. Egenskaber, karakter, dannelse og evnen til at lære af sine fejl. Det kræver mennesker, der tør gå med skrupler,” siger Jacob Birkler. Det kan ikke læres på et kursus, men må oparbejdes.
Jacob Birkler holder foredrag på Årsmødet den 14. marts, hvor du kan komme og høre ham fortælle med egen stemme om omsorg, menneskesyn og etik.
En af de mest brugte fraser i social- og sundhedssektoren er, at man ”tager udgangspunkt i borgeren”. Men ifølge Birkler bruges den ofte uden refleksion. ”Jeg har opdaget i mit arbejde, at mange brugere/borgere/beboere/patienter er tilgangspunkt. Nogen man går til, fordi de er visiteret til noget eller har ret til noget, og så kommer man for at gøre det”. Ofte bliver mennesket altså tilgangspunktet ud fra de krav de har i stedet for udgangspunkt.
At tage udgangspunkt i et menneske betyder, ifølge Jacob Birkler, det modsatte. Det betyder, at man går derfra med noget. ”Jeg skal altså lige finde ud af, hvor det menneske er lige nu. Hvad det føler, tænker, mener, og så går man derfra med et ’ah, nu forstår jeg bedre’,” siger han. Man kan ikke bare komme med en færdig forståelse af den anden. ”Det allerværste man kan sige til et menneske som det første, lige når man kommer ind ad døren er: Jeg ved godt hvordan du har det, for så udsætter man den anden for forståelse i stedet for at forstå.”
Dette kræver gode rammer. Ikke så der, som politikkerne ynder at sige, ”bliver mere tid til omsorg”, men så personalet i stedet for at være ble-ansvarlige eller væske-ansvarlig, bliver ”Hans”- eller ”Birthe”-ansvarlig.
Handicapmærkatet
Selvom Jacob Birkler ikke selv bruger begrebet ”handicapetik”, har han i praksis beskæftiget sig indgående med vilkårene for mennesker, der lever med handicap og med de etiske faldgruber, der opstår, når samfundet organiserer omsorg.
”Jeg har ikke arbejdet med selve begrebet handicapetik,” siger han, ”men jeg har arbejdet meget direkte med vilkårene for mennesker, der lever med handicap. Og jeg er meget opmærksom på sprogets magt.”
Netop i sproget og med vores ord, viser etikken sig ifølge Birkler helt konkret, fordi ord som ”handicappet” kan fungere som et mærkat, også selvom man bestræber sig på at sige ”mennesker med handicap”, for ”man kan godt være politisk og moralsk korrekt og sige det rigtige, men alligevel bruge det som stikord. Vi glemmer nogle gange, hvor meget magt der ligger i sproget,” siger Jacob Birkler.
Når vi kategoriserer mennesker med vores ordvalg, så glemmer vi også let, at der ikke er nogen, som vælger hvilket handicap, de vil have, og det er en vigtig præmis, som ofte forsvinder i politiske og administrative diskussioner om rettigheder, ydelser og udgifter. Samtidig minder han om, at handicap ikke er en fast størrelse: ”Hvis jeg går med briller, har jeg jo et synshandicap, men det bliver ikke betragtet som et handicap. Mange handicap forsvinder, hvis der er teknologiske muligheder, der kan
lempe hverdagen.” Hvis vi husker det perspektiv, så udfordrer vi forestillingen om handicap som noget, der entydigt definerer et menneske og får mulighed for at se mennesket bag handicapmærkatet. Netop dét er vigtigt, for at blive set som menneske har særlig stor betydning, når livet er svært, når man er afhængig af andres hjælp, eller når man lever med et handicap.
Særligt mennesker med handicap, demens eller begrænset sprog er udsatte, fordi de ikke altid kan protestere eller korrigere den måde, de bliver mødt på.
Mød mennesket
I Kristelig Handicapforening er elsket og værdifuld centrale værdier. Birkler ser en klar forbindelse: “Når vi taler om menneskelighed, taler vi om lighed – at finde lighed mellem et andet menneske og os selv. Det er kernen i omsorg. Og når vi ser et menneske, kan vi ikke reducere det til en opgave.”
Menneskelighed handler om, at jeg finder lighed mellem et andet menneske og mig selv. Hvis jeg gør det, kan jeg ikke reducere det andet menneske.
Han understreger, at de fleste medarbejdere i omsorgsfagene i dag yder omsorg på en dygtig og ordentlig måde. Men netop derfor er det vigtigt at tage etikken alvorligt – ikke som noget ekstra, men som selve fundamentet for arbejdet.
Hans budskab er enkelt, men udfordrende: ”Vi skal se os godt for. Ikke kun i ord, men i handling. For værdighed ligger ikke i pjecer og politikker, men i blikket der møder et andet menneske.”
Jacob Birkler
Født: 1974
Profession: Dansk filosof, forfatter, debattør, foredragsholder
Speciale: Etik og sundhedsfaglig filosofi
Uddannelse:
• Cand.mag. i filosofi og psykologi (Aarhus Universitet)
• Ph.d. i medicinsk etik (Syddansk Universitet)
Det Etiske Råd:
• Medlem siden 2010-2016
• Formand 2011–2016
Priser: Ældrerådenes hæderspris (2016)
Øvrige roller: Medlem af repræsentantskabet for Landsforeningen Liv & Død
Forfatterskab: Flere bøger og artikler om etik
Medieoptræden: Hyppig deltager i debatter i radio, TV og presse
TILMELD
Kristelig Handicapforening holder årsmøde
Program
9.30 Formiddagskaffe.
9.50 Sang og indledning.
10.00 Generalforsamling.
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere.
2. Bestyrelsens beretning om arbejdet i det forløbne år.
3. Kassererens beretning, herunder fremlæggelse af det reviderede regnskab.
4. Drøftelse og godkendelse af beretningerne og regnskab.
5. Valg til bestyrelsen.
6. Valg af registreret eller statsautoriseret revisor.
7. Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent.
8. Eventuelt.
12.00 Frokost.
13.00 Foredrag med Jacob Birkler.
13.45 Kaffe.
14.15 Foredrag fortsætter efterfulgt af mulighed for spørgsmål.
15.15 Afslutning af årsmødet.
Vedtægter og indkomne forslag samt opstillede kandidater til bestyrelsen kan læses på www.k-h.dk
Af hensyn til forplejning er der tilmeldingsfrist 9. marts. Tilmeld dig på k-h.dk eller direkte via QR-koden
14. marts 2026 i Vejle Missionshus, Olgas Vej 14, 7100 Vejle 150Priskr.
Og alle er velkomne! Man skal dog være medlem for at kunne stemme til generalforsamlingen.
Fra “zoologisk have” til medmenneske
AF MIRIAM RANDI BJERG GREGERSEN
Ester Kofoed tager os med på en rejse gennem tiden, når hun ser tilbage på menneskesyn og etik fra 1970’erne til i dag. Hun fortæller om et arbejdsliv, der fulgte udviklingen fra opbevaring til omsorg.
Ester Kofoed startede som socialpædagogelev i 1970 og viede derefter en stor del af sit liv til mennesker med handicap. Allerede som 21årig fik hun sit første lederansvar, og siden har hun kæmpet for et menneskesyn, hvor mennesker ikke blot var et navn på nogen, der skulle passes, men et menneske med personlighed og ret til et hjem præget af værdighed, fællesskab og nærvær.
For Ester har det været afgørende, at faglighed og kristent menneskesyn kunne gå hånd i hånd, med plads til relationer, ansvar og blikket for det hele menneske, men det var ikke altid lige let.
Effektivitet som mål
“Dybt respektløst.” Så kort sammenfatter Ester sine første år i 1970’ernes institutionsliv, når hun ser tilbage på sin tid på Andersvænge.
Ester startede som elev på en afdeling, hvor patienter blev spændt fast til sengen, fik morgengrød serveret i sengen, fordi brød krummer, og hvor ingen havde deres eget tøj, men brugte institutionstøj. Praktik og effektivitet bestemte arbejdsgangene. Når man ved, at der var 60-80 mennesker på en afdeling, og at morgenholdet bestod af 6-8 medarbejdere, forstår man behovet for effektive arbejdsgange.
Ester fortæller fra sin elevtid: “Jeg blev rost for, hvor mange jeg kunne bade i timen.” Hun blev også rost for, hvor mange hun kunne have med på tur. “Jeg kunne have tre seler i hver hånd, så jeg kunne gå tur med seks.”
Afdelingerne havde fællesstuer, men de fungerede snarere som opholdsrum. Grundtanken i systemet dengang var hel-
ler ikke, at mennesker med handicap skulle have et hjem. De skulle passes, beskyttes og opbevares og have det så godt som muligt under de givne forhold. Så selvom mange sad fastspændt til bænke langs væggen i fællesstuen, hvor gulvspanden med desinficerende vand til ”uheld” var rummets vigtigste genstand, var det måske bedre end et døgn fastspændt til sengen. “Er det mishandling? Nej. Men det er en dyb respektløshed som er fuldstændig utilgivelig,” siger Ester om den måde, man behandlede menneskene på.
Opbevaring
Ester fortæller, at hun tydeligt oplevede, at den pædagogiske tilgang fyldte minimalt i uddannelsen til specialpædagog. Hun vurderer, at pædagogikken i 1970’ernes uddannelse højst udgjorde halvdelen. Resten var sundhedsfaglig og lægeligt inspireret.
“Vi lærte ikke at være nysgerrige på, hvad den enkelte kunne. Vi konstaterede, og hvis det mislykkedes, så havde vi en pille,” siger hun og refererer til den psykofarmaka, der blev brugt som et ”hjælpemiddel” til at skabe ro blandt patienterne.
Arbejdet handlede ikke om udvikling, læring eller deltagelse, men om at få hverdagen til at fungere.
Ingen personlighed
Mennesket var først og fremmest “patient”. Man kaldte dem ved navn, men overså deres personligheder. Familierelationer var for mange ikke-eksisterende, og hvis der var kontakt til familien, var den sporadisk. Ofte fik forældre at vide, at de
bare skulle glemme barnet, når de kom og afleverede det på en institution.
Ester fortæller, at de besøg, hun oplevede på Andersvænge, ofte føltes som udstillinger. “Det var som en zoologisk have,” fortæller hun om rundvisningerne, hvor gæster gik forbi og kiggede ind på afdelingerne.
Et andet udtryk for det manglende blik for individet var, at åndelige og kirkelige behov stort set var usynlige: “Jeg kan ikke mindes at se præster på institutionen. Kun i forbindelse med dødsfald,” fortæller Ester.
Små brud
Det er påfaldende, hvor hurtigt udviklingen vender. Fra 1973 til midten af 1990’erne går nogle fra at være patienter, fikseret i bælter, til at blive beboere, der arbejder i almindelige butikker. Ikke fordi individet ændrer sig – men fordi samfundet gør. “At møde Peter i Rema var utænkeligt dengang,” siger Ester, ”men i dag er det normalt.”
Nogen bliver nødt til at være mistænkelige
I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne begynder der at opstå små brud i samfundet, som åbner for en ny etisk tilgang. Udlægningen til amterne, nye pædagogiske retninger og et tydeligere værdighedsbegreb ændrer praksis. “I firserne og begyndelsen af halvfemserne blev der mere og mere fokus på den enkeltes personlighed frem for diagnosen,” siger Ester. Institutionstøjet må vige for eget tøj, måltiderne indtages ved bordet for at lære bordkultur og færdigheder, bæltefikseringsloven ophæves, og bybussen stopper ikke længere kun for personale og elever. “Patienterne” bliver til beboere, der tager del i bylivet.
Nyt menneskesyn
I dag er menneskesynet vendt på hovedet. Mennesker med handicap anerkendes som medborgere – ikke som en opgave. “Forældre får ikke længere besked på at gå hjem og tage sig af deres ’rigtige’ familie, men bliver i stedet aktive medspillere,” siger Ester med et smil. Livskvalitet, relationer og værdighed er ikke længere et tillæg, men fundamentet. Det menneskesyn kræver nærvær og tid. Tid til at tage én kop kaffe og én samtale ad gangen. Forskellen mellem 1973 og i dag handler ikke kun om struktur, men om værdier. Om at mennesket ikke først og fremmest ses som nogen, der skal håndteres, men som nogen, man er i relation med. “I ’73 hed det: Det er en person med et navn. I firserne og begyndelsen af halvfemserne er det et navn, som også er en person med sin egen personlighed,” siger Ester.
Ester på Store Workshop Dag 2025
Skiftet fra effektivitet til værdighed skete ikke af sig selv. Og hvis værdigheden skal fastholdes, kræver det opmærksomhed. “Nogen bliver nødt til at være mistænkelige og undersøge, om vi gør det godt nok,” siger Ester. Hun ved, at det kan være konfliktfyldt, men ser det også som et tegn på et forbedret menneskesyn.
Når Ester i dag ser på botilbud og bofællesskaber, sammenholder hun dem med den verden, hun selv startede i. Mens institutionen i 1973 var systemets løsning, er udgangspunktet i dag et hjem med færre mennesker, tættere relationer, et langt stærkere pædagogisk fokus og hvor beboere og personale er medmennesker.
For Ester har udviklingen også gjort det lettere at udleve det kristne menneskesyn, som kunne være vanskelige at fastholde i 1970´erne. Der er nu plads til at se hvert menneske skabt og værdifuldt, helt uafhængigt af funktionsniveau, medicinliste eller journal. Det er også blevet lettere, fordi der i dag er større opmærksomhed på, at mennesker med særlige behov også har åndelige behov.
Fremtiden
Ester ved, at tidsånden former etikken, og hun hverken peger fingre eller placerer skyld for fortiden. Hun ved, at hun arbejdede i et system og en tid, hvor alternativerne var få.
Til gengæld bærer hun læringen videre: at små brud kan flytte et helt system, og at værdighed ikke kun kræver rammer, men også værdier. Esters fortællinger er et vidnesbyrd om, hvor langt en praksis kan flytte sig, og samtidig en påmindelse om, at et menneskesyn aldrig er givet én gang for alle. “Jeg bliver bekymret over de store enheder, vi er ved at vende tilbage til. Jeg kan godt forstå, at det sker, for når myndighederne stiller krav til madlavningen osv., er det svært ikke at blive styret af økonomi og drift,” siger Ester.
Hun frygter, at bevægelsen tilbage til store institutioner kan gøre det vanskeligere at fastholde tætte relationer og et
godt samarbejde med pårørende. Og mest at menneskesynet kommer til at vige for drift, økonomi og effektivitet.
Udviklingen fra 1970’erne til i dag er kort i kalenderår, men lang i menneskeliv. Den må ikke rulles tilbage. “Vi skal huske, at vi som mennesker går ved siden af hinanden,” siger Ester. “Vi må ikke placere nogen foran eller bagved, men gøre os umage for at gå sammen.”
Andersvænge er i dag et museum, som Landskontoret besøgte sammen med Ester Kofoed i 2025. Artiklen er bygget på dette besøg og på en podcast med Ester, som udkommer i foråret 2026.
Esters rejse i den
socialpædagogiske verden
Socialpædagog-elev på Andersvænge 1970-1973
Afdelingsleder på Andersvænge 1973–1983
Drengehjem og integreret daginstitution (Roskilde) 1983-1987
Afdelingsleder på Ribe Lund centralinstitution 1987–1990
Leder på Solglimt (Kristelig Handicapforening) 1990–1995
Efterfølgende har hun været soldaterhjemsleder i mange år og er i dag køkkenleder på Mørkholt.
Ester har i dag stadig kontakt til Kristelig Handicapforening og er blandt andet med til Store Workshop dag.
Besøg på Andersvænge
Ester viser en model af Andersvænge
oplevelser af tillid i mødet med myndighederne på handicapområdet UNDERSØGELSE
I de første måneder af 2026 indsamler vi data om, hvordan mennesker med handicap og deres pårørende og fagprofessionelle oplever mødet med myndighederne i Danmark. Håbet er derfor, at så mange som muligt vil afsætte 5-7min til at besvare spørgeskemaet i undersøgelsen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i den aktuelle debat om tillid på handicapområdet. Tillid og mistillid forstås i undersøgelsen som et resultat af graden af anerkendelse – retsligt, socialt og relationelt.
Selvom besvarelsen er anonym, så vil du i starten blive bedt om nogle baggrundsoplysninger, for at vi bedst muligt kan samle data til sidst.
Her bliver du bedt om at svare på, om du er medlem af Kristelig Handicapforening, hvilken aldersgruppe du hører til, hvilke myndigheder du primært har haft kontakt med i sager om handicap, og så dette spørgsmål med tilhørende svarmuligheder:
1 2 3 4
I hvilken grad har du samlet set tillid til kommunens og andre offentlige myndigheders håndtering af din sag på handicapområdet?
I hvilken grad oplever du, at kommunen og andre offentlige myndigheder informerer korrekt og fyldestgørende om dine rettigheder på handicapområdet?
I hvilken grad oplever du, at kommunen og andre offentlige myndigheder følger serviceloven og øvrig lovgivning i behandlingen af din sag?
I hvilken grad oplever du, at du selv skal kende serviceloven og øvrig lovgivning for at få den støtte, du er berettiget til?
Hvilken rolle har du i forhold til handicapområdet? (sæt gerne flere kryds)
Lever selv med handicap
Nær pårørende (fx forælder, ægtefælle, søskende)
Anden pårørende
Professionel (fx medarbejder, leder)
Andet
Selve undersøgelsen består af 11 spørgsmål, som du kan se herunder, sammen med svarmulighederne. I spørgsmål 10 og 11 er der mulighed for at beskrive, hvad der spiller ind på din oplevelse af graden af tillid.
(fortsættes næste
5 6 7 8 9 10
I hvilken grad oplever du, at kommunen og øvrige myndigheder tager dine erfaringer og vurderinger alvorligt?
I hvilken grad oplever du, at du, eller den borger du repræsenterer, bliver mødt med respekt og tillid frem for mistænksomhed?
I hvilken grad oplever du, at sagsbehandlingen tager udgangspunkt i din konkrete situation og konkrete behov frem for standardløsninger?
I hvilken grad oplever du, at myndighederne reelt ønsker at finde løsninger, der hjælper dig i hverdagen?
I hvilken grad er din oplevelse med myndighederne påvirket din tillid til det offentlige system generelt?
Når du har oplevet mistillid eller manglende anerkendelse i mødet med myndighederne, hvad oplever du så som de vigtigste årsager?
11
Thomas Bjerg Mikkelsen skrev et indlæg i Kristelig Dagblad om den aktuelle debat. Undersøgelsen skal bruges til fremtidige indlæg. Du kan også læse indlæget på k-h.dk Slet ikke I ringe grad I nogen grad I høj grad I meget høj grad
Når du har oplevet tillid og anerkendelse i mødet med myndighederne, hvad oplever du så, som de vigtigste årsager?
Henvisning: Thomas Bjerg Mikkelsen skriver i Lederen på s. 3 mere om begrundelsen for denne undersøgelse.
Besvarelsen er anonym. Det tager ca. 5–7 minutter at svare.
Kom til undersøgelsen her, eller finde den på k-h.dk.
”Jeg kan kun sige god for Gud”
AF MIRIAM RANDI BJERG GREGERSEN
Hvordan skriver man en andagtsbog til mennesker, som bor i bofællesskaber, fordi det er der de trives bedst? Det har Merete Bandak et bud på med bogen God for Gud…
Der var ikke nogen færdig skabelon at læne sig op ad, da Merete Bandak sagde ja til at skrive en andagtsbog for Kristelig Handicapforening. For der findes ikke noget lignende. ”For hvordan skriver man en bog om Gud, taknemmelighed og menneskeliv til mennesker der bor i et bofællesskab, fordi det er, der de trives bedst?” siger hun, og kommer selv med svaret: ”Jeg måtte ud og møde dem”.
Og det gjorde hun. Merete besøgte flere forskellige bofællesskaber, en uge hvert sted, for at lære bogens modtagere at kende.
Men hun endte ikke bare med at lære dem at kende, hun deltog i hverdagen og blev beriget med oplevelser, som også er blevet udgangspunktet for mange af stykkerne i bogen.
At starte med mennesker i stedet for ord
Merete havde ikke skrevet ét ord til andagtsbogen, inden hun tog på sit første besøg, som blev på Valmuen på Bornholm. ”Hvis jeg skulle skrive den her bog, var det nødvendigt for mig at møde de mennesker, den var tiltænkt,” fortæller hun. ”Ellers ville jeg ikke kunne stå inde for det.”
Merete skrev det første stykke under sit besøg på Valmuen, og det kom til at sætte retningen for resten af bogen. Hun læste nemlig stykket op for beboerne om aftenen til andagten, som var hendes forsøg på at sætte ord på en oplevelse én af beboerne havde den dag. Der var helt stille, og hun
var helt sikker på, at hun havde deres opmærksomhed.
Da hun var færdig, udbrød en af dem ”Det lyder jo ligesom et digt.” Det var præcis dét, Merete havde håbet på.
Langsomhed som metode
”En andagt er en situation, hvor man bliver stille,” siger Merete Bandak. ”Og hvis der er for mange ord, eller hvis det går for hurtigt, så når man slet ikke at blive stille.”
Derfor er langsomheden et af de vigtigste elementer i bogen for ”andagten skal ligne et regnvejr, der langsomt siver ned i jorden, og ikke et skybrud, hvor det hele løber i kloakken,” siger hun.
Derfor er alle oplæsningsstykkerne skrevet i digtform. Så man tvinges til at holde pauser og sætte tempoet ned, når man læser op.
At kunne mærkes –også uden alle ordene
Merete oplevede ved sine besøg på bofællesskaberne, at den kognitive spændvidde var ekstrem, og derfor er hun også godt klar over, at alle stykkerne ikke kan være noget for alle. Derfor er teksterne i God for Gud… også skrevet, sådan, at hvis man ikke forstår alle ordene, så kan rytmen, gentagelserne og pauserne skaber en kropslig erfaring af ro og fællesskab. ”Hvis man ikke forstår ordene, kan man måske mærke rytmen i kroppen,” siger Merete. ”Og fornemme, at vi er sammen om noget.”
Foto: Lazlo
Mudras
Taknemlighed
Hver tekst slutter med en kort takkebøn. Det er ikke tilfældigt. Under sine besøg blev Merete slået af, hvor let taknemmeligheden kom til udtryk fra beboerne. Ofte spontant for små, konkrete ting. ”Det var en gave at træde ind i fællesskaber, hvor taknemmeligheden lå så tæt på overfladen,” fortæller hun. ”Derfor var det vigtigt for mig, at alle teksterne ender i tak.”
Bønnen er ikke tænkt som en afslutning, men som en oplukker til at kunne fortsætte taknemligheden. Hun har i det hele taget ikke tænkt, at oplæsningsstykkerne skulle være konkluderende, men åbne op for refleksion og snak og mere taknemlighed.
Årets gang
Merete elsker at fortælle bibelhistorier, og flere af stykkerne tager udgangspunkt i bibelske fortællinger, men hun var tidligt i processen lagt fast på, at halvdelen af månederne skulle tage udgangspunkt i hverdagen på bofællesskaberne. Det har givet en god mulighed for at lade bogen følge årets gang. Så mens man kan følge hverdagssituationer, relationer og små historier i de ulige måneder, så er de lige måneder baseret på temaer som vand, mad og billeder. Brombær i august. Vendespil i fællesskabet. Kaffe, æbler, pandekager. Alt sammen noget, man kan tage og føle på, og kan have sanselige erfaringer med. ”Jeg ville gerne tage fat i det sanselige,” siger Merete. ”Noget, kroppen allerede kender, som kan bruges til at bevæge sig ind i bibelsk stof. Det er en vej, vi alle kan gå ad, uanset kognitive forudsætninger.”
Hver måned har fået et foto, som passer til bibelverset. Dette er ét af dem. Taget af Charlotte Løgager Mikkelsen @fotos_med_budskab
Livet, skaberværket og fællesskabet fylder meget i God for Gud…, for Merete har været meget bevidst om at have alle tre trosartikler med i arbejdet med bogen. Både alt det skabtes mangfoldighed og skønhed, Jesu død og opstandelse og Guds nærvær midt i liv og hverdag.
Bibelvers
Hver måned har ét gennemgående bibelvers, som gentages igen og igen. Ikke for at skulle forklares, men for at lade dem slå rod. ”Jeg ville gerne give noget på den åndelige bankbog,” siger Merete og refererer til sin egen barndom i kirkens fællesskaber. ”Noget, man kan trække på senere, fordi man faktisk kan det udenad.” Derfor er de fleste bibelvers også citater af Jesus, som man kan tage med i hverdagen og leve på.
Versene er valgt med blik for både årstid og indhold i teksterne, men hun håber også, at man tør skifte dem ud med andre, hvis man læser bogen år efter år, og gerne vil lære flere bibelvers udenad.
”God for Gud…”
”Det var vigtigt for mig, at titlen også afspejler respekten for de mennesker, jeg har mødt,” siger Merete. ”Og for deres måde at forstå livet på.” Derfor er titlen God for Gud… opstået på baggrund af et møde, Merete havde, da hun besøgte Østbækhjemmet. Her mødte hun en kvinde, Vita, som efter en alvorlig ulykke havde måttet begynde sit liv forfra. Efter at have fortalt sin historie så hun Merete i øjnene og sagde: ”Jeg kan kun sige: God for Gud.” Ordene ramte dybt, for de rummer både menneskets vidnesbyrd om at kunne stole på Gud, og viser samtidig Guds blik på mennesket. At vi ikke skal gøre os gode nok. At vi allerede er det.
Det vigtigste
Da Merete læste stykkerne igennem igen for at tjekke om alt var rigtigt, inden den blev trykt, blev hun glad. ”Jeg bliver mindet om de fantastiske mennesker, jeg har mødt.” Og netop mødet med menneskene er det, Merete fremhæver som det vigtigste i hendes arbejde med God for Gud…: ”Det vigtigste var at møde mennesker med et åbent og lyttende sind,” siger hun. ”Uden det ville bogen aldrig blive brugbar eller ærlig.”
God for Gud… er ikke en bog med færdige svar. Den er tænkt som en åbner. Et lille åndehul. Fem rolige minutter, hvor man er sammen om det samme. Og måske kan få øje på, at man allerede er god for Gud. ”Jeg håber, at bogen kan være en åbner for nærvær med hinanden og med Gud. Og at langsomheden kan hjælpe os med at være til stede i det, vi er i.”
Du kan finde smagsprøver fra bogen og bestille den på k-h.dk. - God for Gud… er blevet båret af elevholdet Børkop Højskoles efteråret 2023, som samlede ind til projektet.
SØGAARD
Få besøg af KH eller kom med på påskevandring
Julen varer lige til påske, synger vi i en glad julesang. Og jo, der er bestemt sammenhæng mellem jul og påske. Julen er næsten lige blevet fejret, og når du sidder med dette nummer af KH-Bladet i hånden, har vi lige fejret fastelavn – den kommer nemlig lige mellem jul og påske.
Påskens højtid har en ultimativ værdi. Jesus fuldender sin mission i påsken; med Hans død og opstandelse kan vi i tro på Jesus få fri adgang til Gud som vores Himmelske Far.
Påsken har altid haft stor betydning for mig, og den har fået endnu mere værdi for mig efter, at jeg har oplevet påskevandringen sammen med beboere på bofællesskaber og i de menigheder, som har indbudt til denne anderledes påskefejring.
Vi har mange sanser, og de mest grundlæggende er syns-, høre-, lugte-, smags- og følesansen.
Når vi aktiverer disse sanser i forbindelse med påskevandringen, er der mange af os, som på fornyet måde kan tage budskabet til os. Vi har mulighed for at bevæge os, lytte og synge, smage og mærke historien på en ny måde. Det kan varmt anbefales, og har I lyst til et besøg, hører vi på Landskontoret gerne fra jer (info@k-h.dk).
Vi kommer også gerne på besøg i jeres menighed, kirke eller andet fællesskab for at fortælle om Kristelig Handicapforening. Vi deler oplæg om vores værdigrundlag - om at vi alle er Elskede og Værdifulde. Denne sandhed kan vi læse om mange steder i Bibelen og med oplæg og samtale om dette, kan budskabet måske få nye perspektiver. Det vil vi gerne bidrage med.
Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab, og derfor vil Kristelig Handicapforening gerne dele erfaringer og eksempler på, hvor vigtigt det er, at vores fællesskaber er ligeværdige. Vi har alle brug for at være genkendt, savnet og elsket - elsket med den kærlighed, som kun Gud kan give os.
Vi har alle sammen en gave og en opgave i, at et fællesskab er ligeværdigt, og for at den enkelte trives og kan opleve at høre til. Det giver lyst til livet og troen udvikles og fornyes i relationer. Derfor er fællesskaber vigtige.”
Jule-indsamling
I november og december kørte vi en indsamlingskampagne i Kristelig Handicapforening, hvor vi sendte juleophæng til alle, der skrev ”ja tak” i en besked sammen med en donation på 150 kr. eller mere. Mere end 200 sæt ophæng blev sendt afsted, og kampagnen resulterede i donationer på i alt 60.000 kr. TAK!
Og TAK til alle som har støttet Kristelig Handicapforening gennem efteråret – særligt tak til jer, som har oprettet jer som fastgivere.
Lageroprydning og udsalg
En gang imellem skal man rydde op og sælge ud! Derfor har vi udvalgt nogle varer fra shoppen, som har fået en ny og lavere pris, så vi kan få de fine ting ud at leve i verden og sprede budskabet om, at alle er elskede og værdifulde!
Samtidig skaber det forhåbentlig også plads på lagerhylderne til ny merchandise, som kan komme i løbet af 2026.
Du kan nu få:
• Andagtssamlingen ”Jeg er kærlighed” for 75 kr. (før 100 kr.)
• Tasken med broderi og lynlås for 125 kr. (før 150 kr.)
• Evighedskalenderen til 75 kr. (før 125 kr.)
Gælder kun så længe lager haves! Find tilbuddene på k-h.dk/shop.
19. marts Åben samling i forkyndelsesnetværket: Craftpsykologi og forkyndelse
21. marts Forældrenetværk Autisme og Tro Vest
21. maj Store Workshop Dag 2026
4. juni Kursus: Seksualitet
6. juni Forældrenetværk Autisme og Tro Øst
29. oktober Kursus: Sanseintegration og Low arrousel
Ved alle vores arrangementer gælder det, at ved afbud senere end en uge før arrangementets start betales fuld pris.
En god sags tjeneste
Annelene Lund var med, da de første lodsedler blev solgt for at støtte Kristelig Handicapforenings arbejde. Hun deler her ud af sine historier og sin erfaring.
I 1984 blev Majbritt født, og det åbnede for mange nye bekendtskaber for familien Lund fra Ansager. Nogle af bekendtskaberne var andre familier i Kristelig Handicapforening.
Foreningen var blevet dannet i 1980, og i de første år herefter gik medlemmerne i gang med at sælge lodsedler. Der var den gang, som nu, brug for økonomisk støtte til at udvikle tilbuddene til foreningens medlemmer samtidig med at udbrede kendskabet til foreningen.
Annelene Lund, som er mor til Majbritt, der i dag bor på Bofællesskabet Ganerbo i Skjern, har i alle årene været engageret i Kristelig Handicapforenings arbejde.
Allerede mens Majbritt var helt lille deltog Annelene i salget af lodsedler. Hun og Majbritts søstre kørte i bil til byer i omegnen af Ansager, hvor pigerne gik gade op og gade ned og solgte lodsedler. Imens sad Annelene i bilen og ventede på at køre dem videre til næste by. Annelene fortæller, at hun udnyttede ventetiden godt. ”En af de ting, jeg husker fra ventetiden i bilen, var, at jeg skrev en sang til de to ældste pigers konfirmation”, fortæller hun med et stort smil.
Karl Lund, Majbritts far, var også aktiv. Han var præst, og han motiverede sine konfirmander til at sælge lodsedler. Bonussen som blev givet for at sælge lodsedler til Kristelig Handicapforening, var et kærkomment tilskud til konfirmandernes årlige udenlandstur, som nogle år gik til Prag.
”Når jeg i dag går rundt og sælger lodsedler, bliver jeg rigtigt godt modtaget”, siger Annelene. Det betyder noget at være kendt i det område, hvor man sælger. Derfor er det også en
erfaring, som Annelene gerne giver videre til de personer og foreninger/skoler, som hun har kontakt med. Annelene er i dag koordinator for lodseddelsalget i Ringkøbing-Skjern området. Det indebærer, at hun kontakter foreninger, klubber, skoler og private sælgere for at lave aftale om salg af lodsedler for Kristelig Handicapforening. Annelene lægger vægt på, at man i klubber og foreninger er motiverede og gerne vil støtte Kristelig Handicapforenings formål ved at sælge lodsedler. Når unge mennesker ringer på folks døre og venligt spørger, om de vil støtte Kristelig Handicapforening ved at købe en lodseddel, så er det sjældent, at der ikke bliver solgt en lodseddel – og ofte flere. Et smil og venlighed kan sælge mange lodsedler.
”Jeg har oplevet flere gange, at fællesskabet i en forening er blevet stærkere ved i fællesskab at sælge lodsedler,” siger hun. ”Samtidig har de unge mennesker tjent lidt til fælleskassen.”
Annelene fortæller også, at det som koordinator er vigtigt med en god og personlig kontakt til klubber, foreninger og sælgere. Samtidig skal sælgerne også have de rette informationer om lodseddelsalget og Kristelig Handicapforening. Sælgerne skal også kunne legitimere sig – f.eks. i form af en keyhanger, som landskontoret udleverer, så det giver endnu en anledning til en personlig kontakt til sælger fra koordinatoren.
”Jeg motiveres selv til at sælge Kristelig Handicapforenings lodsedler ved at være bevidst om, at jeg støtter en god sag, og er med til at gøre en forskel og samtidig gøre Kristelig Handicapforening kendt”, siger Annelene.
Annelene Lund igang med at koordinere lodseddelsalg
Årets lodseddelsalg
starter den 15. marts
Den 15. marts starter årets lodseddelsalg, og vi er taknemmelige for enhver, der vil gå med og sælge lodsedler for os. Når du sælger lodsedler for os eller køber vores lodsedler, støtter du både Kristelig Handicapforening og bofællesskaberne, der er tilknyttet Kristelig Handicapforening.
Du kan stadig nå at melde dig som sælger – enten som privatperson eller hvis du er en del af en forening, menighed, klub, skoleklasse eller lignende. For både privatpersoner, skoleklasser, foreninger osv. gælder det, at det er muligt at opnå en bonus på 10 kr. pr. solgt lodseddel.
Gør det hyggeligt at sælge lodsedler
• Gå flere sammen
• Start eller slut evt. med at spise sammen eller gør noget andet hyggeligt sammen
• Måske skal I blot sælge til et enkelt arrangement, hvor det er oplagt?
• Tal om, hvad I kunne tænke jer at bruge jeres bonus på
• Er I mange der sælger, kan I evt. lave en konkurrence om, hvem der kan sælge flest
Kontakt os eller læs mere på vores hjemmeside, hvis du vil vide mere.
Få besøg af Kristelig Handicapforening
Praktisk
Når du tilmelder dig selv som sælger eller en gruppe som sælgere, vil I få tildelt en koordinator, som I kan kontakte i forbindelse med spørgsmål, eller hvis I for eksempel skulle løbe tør for lodsedler.
Salgsperioden er: 15. marts - 15. juni 2026
OBS: Ønsker du at købe lodsedler, men møder ikke en sælger, så kontakt mig: hanne@k-h.dk / 23 74 01 38 eller kontakt det lokale KH-bofællesskab.
Hanne Damtoft Sangill, event- og sekretariatskoordinator, Kristelig Handicapforening
Vi mangler lodseddelkoordinatorer!
Lodseddelsalget er bygget sådan op, at de bofællesskaber, der er tilknyttet Kristelig Handicapforening, har en lodseddelkoordinator. Den enkelte lodseddelkoordinator koordinerer salget i deres geografiske område, og de lodder, der bliver solgt i det område, gavner både det lokale bofællesskab og Kristelig Handicapforening.
Er man en skoleklasse, forening, menighed eller lignende, som har besluttet sig for at sælge lodsedler for Kristelig Handicapforening, er det muligt at få besøg af os.
Vi kommer gerne ud og fortæller om, hvem vi er. Derved får alle de, der skal sælge lodsedler, en god fornemmelse af, hvem de er med til at samle penge ind til.
I 2025 gav lodseddelsalget et overskud til Kristelig Handicapforening på godt 200.000 kr. Det er kun muligt pga. de mange, der går ud og sælger lodsedler for os – TAK!
I skrivende stund mangler vi lodseddelkoordinatorer følgende steder:
• Elmebo – Dianalund
• Skærvebo – Løsning
• Solglimt – Vildbjerg
• Valmuen – Aakirkeby
• Heragården – Herning
Det er vigtigt, vi får fundet nogle nye koordinatorer!
Er du nysgerrig på, hvad det vil sige at være lodseddelkoordinator, så kontakt os endelig! Skriv eller ring til Hanne på hanne@k-h.dk / 23 74 01 38
Nyhed
I år prøver vi noget nyt. Sammen med det fysiske lodseddelsalg, som vi har haft i mange år, vil vi afprøve et online digitalt lodseddelsalg.
Salget af fysiske lodsedler er dalet gennem flere år – pri mært fordi, det er svært at finde koordinatorer og sælgere. Samtidig er det dyrt at få trykt fysiske lodsedler.
Et digitalt lodseddelsalg er mindre afhængigt af sælgere, og det er billigere at sætte i gang. Måske er det fremtiden for Kristelig Handicapforenings lodseddelsalg? Det er et forsøg værd, og bestyrelsen har besluttet, at vi afprøver det sideløbende med de fysiske lodsedler fra den 15. marts – 15. juni i år (2026)
Så – har du lyst til at få en ekstra chance for at vinde præmier, mens du samtidig støtter Kristelig Handicapforening? Så find vores online lotteri via vores hjemmeside. Vi vil også reklamere for det via nyhedsbreve, på Facebook og Instagram, så du skal nok få øje på det.
Fordele ved digitalt lodseddelsalg:
• Du bestemmer selv prisen på dine lodder – jo flere lodder, du køber, jo billigere bliver de pr. stk.
• Alle gevinster trækkes
• Du kan købe lodder hjemme i din stue
• Vi får ikke udsolgt af lodder
Kristelig Handicapforening
Formål:
Kristelig Handicapforening har til formål på evangelisk-luthersk grund:
• at fremme forkyndelsen af det kristne budskab blandt handicappede og deres pårørende.
• at fremme oprettelse af kristne bofællesskaber for handicappede og varetage disses interesser.
• at varetage de handicappedes sag generelt til bedste for de handicappede og deres familier.
Husk at melde flytning eller andre ændrede kontaktoplysninger til landskontoret
Ledige boliger i bofællesskaberne
• Der er pt. ingen ledige boliger
Bliv medlem | Henvendelse via hjemmesiden eller landskontoret.
Kontingent | 275 kr. for enkeltpersoner og 450 kr. for par om året.
Støt | Kristelig Handicapforening er afhængig af andres gavmildhed. Du kan støtte foreningens arbejde økonomisk med enkelte bidrag, betænkning i arv og som fastgiver med automatiske betalinger i selvvalgt interval. Læs mere på k-h. dk/stoet-kh/
Giv en gave i dag | via MobilePay ved at scanne QR-koden eller skriv 86834 i modtagerfeltet.
Er du pårørende til et menneske med udviklingshandicap, som ønsker en lejlighed i et af bofællesskaberne tilknyttet Kristelig Handicapforening. Kontakt da Tove Søgaard på tove@k-h.dk eller tlf. 30 66 40 84 for en plads på interesselisten – den centrale oversigt over potentielt kommende beboere.
Da Kong Herodes hørte, at de vise mænd ledte efter Jesus blev han forfærdethan var bange for, at der var en anden, der skulle være konge, så han ikke kunne være det. Han spurgte de skriftkloge, hvor Jesus skulle fødes, og de svarede, at i Det Gamle Testamente stod der, at han skulle fødes i Betlehem. Kong Herodes kaldte på de vise mænd, så ingen andre hørte det. Og så løj han for dem. Han sagde, at de skulle finde Jesus, så han også kunne tilbede Jesus. (Hvis I vil læse præcis hvad der står i Bibelen kan det findes i Matthæus evangeliet kapitel 2 vers 3-8).
Det er ikke alle, der ønsker, at have Jesus som konge, men når vi tror på Jesus, så ER han vores konge og vi får lov at være kongebørn.
Syng evt. sangen ”Kongebørn” I kan finde den ved at scanne QR-koden eller via linket. Der kan I også se fagterne til.
Bed denne bøn til sidst. Bøn: Jesus, tak at du er en god konge, der frelser os.
Link til sang: https://www.youtube.com/watch?v=ncBx1b_Go4M
Andagten her kan du også finde i ’Andagtsjulekalenderen’ (den 21. december), der ligger på vores hjemmeside: https://k-h.dk/julekalender/
