De fem Halder
Rutebeskrivelse til vandring på De fem Halder. Ruten kan gås begge veje.
De fem Halder
UD I HISTORIEN. IND I NATUREN
Oplev 800 års magthistorie på en vandring ved De fem Halder.
Navnet henviser til de fem historiske levn, som du blandt andet kommer forbi på denne rute:
Hald Hovedgård, Daas Herregård, Valdemars Skanse, Hald Slot og Gammel Hald
Haldladen
Haldladen er indgangsportalen til dit besøg. Her fortæller vi 800 års dragende danmarkshistorie med digitale virkemidler som animeret video og dronefilm over området.
Se de spændende film om De fem Halder.
Den nuværende hovedbygning på Hald Hovedgård blev opført ca. 1787 af landsdommer Frederik Schinkel – også kendt som ”Bondeplageren”. Huset blev oprindeligt opført som portbygning, der var første led i opbygningen af et nyt og større Hald. Det blev dog aldrig realiseret. I dag huser herregården Det Danske Forfatter- og Oversættercenter.
Kig over døren ud mod parken. Du kan se på rundingen, at den til at begynde med var lavet som port.
Daas Herregård blev anlagt af generalmajor Gregers Daa i begyndelsen af 1700-tallet. Han opførte en stor bindingsværksgård med lader, stalde og en brolagt gårdsplads med byggematerialer fra det gamle Hald Slot. Hovedhuset lå midt i barokhaven, hvor de to hvide pavilloner står i dag.
I 1372 anlagde kong Valdemar Atterdag et belejringsanlæg for at erobre borgen Hald. På den største af de to voldbanker byggede kongen efter alt at dømme en stor kastemaskine - en såkaldt blide.
Forestil dig, hvor grusomt det må have været at stå i tårnet og se en 90 kg tung sten eller brændende træ flyve imod dig.
Hald Slot
I 1520’erne opførte Viborgs sidste katolske biskop, Jørgen Friis, denne topmoderne forsvarsborg for at barrikadere sig mod de nye protestanter. Efter reformationen i 1536 overtog kong Christian 3. Hald, som nu fik navnet Hald Slot. I dag kan man stadig se ruinerne med skydeskår til kanonerne i tårnet. Til gengæld må man fantasere sig til den første borg her.
Øverst i tårnet var der restaurant i begyndelsen af 1900-tallet.
Den romantiske have
I 1800-tallet blev Den romantiske have anlagt med snoede stier. Den stod i stærk kontrast til den ældre symmetriske barokhave. Når du fortsætter mod vest, kommer du via alléen og board walken til Gammel Hald. Bemærk trapperne op til hovedgården, der er forsynet med tekster knyttet til Hald.
I haveanlægget står en fortællebænk. På siden af bænken står en tekst. Prøv at finde på små vers ud fra ordene.
Gammel Hald
Dette er borgen, der aldrig blev færdig. Gammel Hald blev påbegyndt i anden halvdel af 1200-tallet. Den ville have været en imponerende borg, hvis den var blevet bygget færdig. Borgbanken har en diameter på ca. 80 meter og var omgivet af en syv m. bred voldgrav. Tag et kig på muldvarpeskuddene. Hvis du er heldig, kan du se, hvordan muldvarpe graver brudstykker op af jorden, som stammer fra næsten 800 år gamle fundamenter.
Legepladsen er inspireret af elementer fra Halds lange historie. Fra legepladsen følger man stien gennem skoven tilbage til Haldladen. Prøv og se, om du kan finde dyret fra Niels Bugges våbenskjold og tårnet fra Hald Slot på legepladsen?
Hald Hovedgård
erregård
Rutebeskrivelse til byvandring i Domkirkekvarteret. Ruten kan gås begge veje.
DomkirkekvartereT
Viborg Domkirke
Viborg har haft en domkirke siden 1060. Den nuværende kirke stod færdig i 1876 og er opført i historicistisk og nyromansk stil. Krypten under koret fra 1130’erne er stadig bevaret. Kirken er berømt for Joakim Skovgaards udsmykning. Rundt om kirken kan man i plænen se markeringer af tilbygninger til den middelalderlige domkirke.
Kan du finde alle fire markeringer på plænen?
Latinerhaven
Haven er en brandtomt efter Viborgs store bybrand i 1726. Den har sit navn, fordi latinskolens lærere fra slutningen af 1700-tallet anlagde nyttehaver på grunden. Latinskolen lå i Sct. Mogens Gade 1 i perioden 1772-1926. To personer er hædret her: forfatteren St.St. Blicher og ornitologen H.C.C. Mortensen - også kendt som Fugle-Mortensen.
Prøv at se, om du kan finde statuen og mindepladen for dem begge?
Nytorv D
Bygningen har tidligere huset byens rådhus og arrest. Bygmester Claus Stallknecht opførte det i barokstil i 1728 oven på resterne af byens middelalderlige rådhus. Skovgaard Museet har haft til huse i bygningen siden 1980.
I kælderens toiletter er der spor efter husets fortid som arrest. I murene kan du nemlig stadig finde de ringe, som man lænkede fangerne til.
I middelalderen lå Sct. Hans Kirke på denne plads, og det var her Hans Tausen i 1526 holdt nogle af de første lutherske prædikener i Danmark, og gjorde Viborg til et centrum for reformationen. Nytorv blev anlagt til Christian 4.s kongehyldning i 1584 og er i dag centrum for store byfester.
Midt på torvet ligger en sten med indskriften 0 km. Den markerer Viborgs centrum, hvor afstanden til andre byer måles fra.
Hans Tausens Minde E
Mindet er etableret, hvor Gråbrødre Kirke stod indtil 1830. Hækken markerer kirkens placering. Hans Tausen prædikede kirken, da Viborg i 1529 blev reformeret, syv år før Christian 3. reformerede Danmark i 1536. Den markante Hans Tausen-skulptur er lavet af Bjørn Nørgaard i 2004.
Hvilke dyr kan du finde under den lille figur af Hans Tausen?
Karnapgården
Karnapgården er én af byens ældste bygninger. Den er oprindelig fra 1500-tallet og er ombygget flere gange siden. De store granitsten i murværket stammer fra nogle af byens sognekirker, der blev revet ned efter reformationen. Genbrug er altså ikke nogen ny opfindelse.
Gå ind gennem porten og se om du kan tælle, hvor mange granitsten og figurer, der er.
Navnløs
Navnløs er én af de smalleste gader i byen. Gaden fik sit specielle navn i 1824, da byrådet i en indberetning om byens gadenavne glemte at skrive gadens navn. En embedsmand i Generaltoldkammeret kaldte den derfor Navnløs. Hvis du fik chancen for at finde på et navn til en gade, hvad skulle det så være?
Borgvold
Borgvold er resterne af Erik Menveds borg, som blev opført i 1313. Borgen blev hurtigt opgivet, men selve borgbanken står der endnu. Parken ved Borgvold blev indrettet i slutningen af 1800-tallet og er i dag et yndet udflugtsmål for viborgenserne.
Hvor hurtigt kan du komme fra bunden af volden til toppen? Forestil dig, hvor svært det har været at angribe denne borg!
Sukkenes Bro
Broen forbinder Viborgs tidligere Vestre Landsret, der blev indviet i 1919, med arresten bag Viborgs gamle rådhus fra 1874. Navnet henviser til den anklagedes tunge gang over til retslokalerne. De tunge suk over broen er nu fortid, og i løbet af 2025 åbner Viborgs nye bymuseum, Museum Wibergis, i den tidligere Vestre Landsret.
Prøv og tæl, hvor mange skridt forbryderen har gået over broen ved at krydse vejen. Husk og kig dig for!
Kongehyldningsmonumentet markerer, at de danske konger blev hyldet eller valgt i Viborg fra ca. 10001660. Monumentet forestiller Margrethe 1. og hendes efterfølger Erik af Pommern. Kongehyldninger foregik oftest på Domkirkepladsen. Monumentet er placeret i baggården til en gammel adelsgård.
Vores nuværende konges valgsprog er Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark Hvilket valgsprog ville du vælge, hvis du regerede?
Skovgaard Museet