1 minute read

En investering, der er værd at skåle på

Steffen Vestergaard er en af de lokale virksomhedsejere, der bakker op om byens og bryghusets drøm om et moderne og bæredygtigt bryggeri. Han håber, at mange flere følger trop.

”Vi har gode øl og et godt brand, men jeg synes også det vil være en endnu bedre historie, hvis bryghuset fremover kan få en bedre forretning ud af det og dermed blive et lokalt fyrtårn i endnu højere grad, end det er i dag, ” fortæller Steffen Vestergaard om sin beslutning.

Advertisement

Det omfattende arbejde med at skaffe kapital til Viborg Bryghus’ ambitiøse vision 2.0 betyder blandt andet, at både ansatte og bestyrelse rækker hånden frem mod det lokale erhvervsliv i håbet om, at der her kan findes opbakning.

Håndsrækning

Og Steffen Vestergaard er altså en af dem, som bakker fuldt op om idéen.

”Jeg har altid været betaget af, hvordan Viborg Bryghus i høj grad drives af frivillig arbejdskraft. Når bryggeriet så rækker hånden frem og beder om hjælp i en større skala, end det plejer, så synes jeg også, at man har en moralsk forpligtigelse til at bakke op, hvis man kan,” siger han.

”Når man kan få det forretningsmæssige og ens hjertesager til at spille godt sammen, så giver det for alvor mening, og sådan er det med den her investering. I det her tilfælde tænker jeg måske mest med hjertet, men når man smider en pose penge i en investering, så er det klart, at man også forventer at få dem forrentet, og det gør jeg også her, siger Steffen Vestergaard.

Viborgs vigtige fyrtårne

Vestergaard Huse har som nævnt adresse i Viborg, og det er også i det lys, at direktøren og ejeren ser på Viborg Bryghus’ forhåbentligt fantastiske fremtid.

”Vi skal have nogle brands, som man forbinder med Viborg. Vi har Viborg FF, Vi har Viborg HK, og kunne Viborg Bryghus også blive sådan et, så vil det jo være fantastisk. Jeg synes, det er godt på vej, og det her skal gerne blive startskuddet til at få vores lokale øl bredt endnu længere ud,” siger Steffen Vestergaard.

Han tilføjer, at de seneste år har været meget speciel, og at nogle virksomheder har haft det ekstremt hårdt igennem corona-krisen.

- Men for os er det gået godt, og derfor føler jeg også, at jeg har muligheden for at træde til, understreger han.

This article is from: