”Det betød meget, at refleksionerne var lettilgængelige” De daglige refleksioner på Facebook blev læst med stor interesse af 37-årige Marianne Holst Jonassen. Her fandt hun et kirkeligt initiativ, som passede ind i hendes liv.
Tekst: Inge Haandsbæk Vestergaard . Foto: Henrik Vinther Krogh
Mens kirkerne var lukkede, skrev præsterne i Gjellerup Kirke daglige refleksioner. De små tekster blev ledsaget af et billede og lagt op på kirkens Facebookside. Refleksionerne handlede ofte om de helt jordnære erfaringer fra det levede liv, og om hvad troen betyder i den sammenhæng.
min opmærksomhed. Så jeg prøvede at læse nogle af dem. Det var virkelig rart, at det var så hurtigt og nemt at læse, og der var nogle fine pointer. De refleksioner gav mig en ro og samtidig noget at tænke over”, fortæller Marianne Holst Jonassen.
En af dem, der læste med på de daglige refleksioner, er 37-årige Marianne Holst Jonassen. Hun bor i Gjellerup og arbejder til daglig som chauffør for et renserifirma. Hun var som mange andre hjemsendt under coronatiden, og da hun en dag sad og scrollede igennem sit Facebookfeed for at se, hvad folk havde lagt op, faldt hun over en refleksion.
Hun er medlem af folkekirken og besøger som så mange andre danskere mest den lokale kirke i højtiderne og ved kirkelige handlinger, som når nogen skal giftes eller begraves. Hun fortæller, at hun følger Gjellerup Kirke på Facebook, fordi det er rart at følge med i, hvad der sker i kirken. En enkelt gang har hun også deltaget i en taizérefleksion i kirken, men det blev ikke til så meget mere.
”Jeg følger Gjellerup Kirke på Facebook, og de plejer mest at lægge praktisk information op om, hvad der sker i kirken. Men det her var noget nyt, og det var nok billederne, der fangede
Det g jorde det til gengæld med refleksionerne. Hun begyndte at læse med stort set hver dag. Formen, understreger hun, tiltaler hende lige der, hvor hun er i sit liv.
8 | VIBORG STIFT
”Jeg kan huske en af refleksionerne, som var skrevet af præst Inge Marie Kirketerp Hansen. Der var et billede af hendes datters hånd, og så skrev hun om, hvordan datteren havde det med coronasituationen og med at de skulle holde afstand i børnehaven, hvilket præstens datter var forvirret over. Det er sådan nogle hverdagssituationer, som man kan relatere til, og som får os til at tænke over, hvordan børnene opfatter det, der sker. Det er letlæselige, små pointer.” Derfor så Marianne Holst Jonassen gerne, at refleksionerne fortsatte. For de har givet hende noget af det, som før har fået hende til at overveje at gå mere i kirke, fortæller hun: ”Kirken er et smukt sted, og jeg kommer der også altid juleaften. Det er en tradition, og det er rigtig hyggeligt. Jeg har tidligere oplevet, at nogle præster taler meget om menneskets
