

En verden af muligheder er titlen på gymnasiets nye strategi 2025-30. Gymnasiet sætter med strategien spot på, at vi som uddannelse skaber de bedste forudsætninger for at unge kan udvikle sig både fagligt og menneskeligt. Studentereksamen er selvfølgelig oplysning, viden og kompetencer, som unge skal bruge i deres videre liv til glæde for både sig selv og det hastigt udviklende samfund. Men studentereksamen er også fællesskaber og venskaber, som er med til at lukke verden op. Det viser vores årsskrift i billeder og korte tekster.
FEBRUAR
Onsdag den 7. august slog vi dørene op til endnu et begivenhedsrigt skoleår på VHG. 120 forventningsfulde nye elever mødte op med sommerfugle i maven.
Efter fælles velkomst ved rektor Jette Rygaard blev elevrådet og elevambassadørerne præsenteret. Husorkesteret spillede de to sange “Mamma mia” af ABBA og “I Wish” af Stevie Wonder.
Eleverne kom herefter ud i deres egne klasser, hvor de fik hilst på hinanden og deres lærere. Vejrguderne gjorde det endda muligt at få taget et stort fællesbillede ved Per Kirkebys flotte observatorium i skulpturparken.
Elevambassadørerne tog sig kærligt af de nye elever i løbet af dagen. Programmet stod på både rundvisning, fotografering og en masse ryste-sammenaktiviteter både ude og inde.
De tre 1.g-klasser var i slutningen af august på introtur til Bogensholmlejren på Djursland. Her blev de godt rystet sammen i forskellige teambuildingaktiviteter og dystede mod hinanden i “Mols Games”. Der blev også badet og hygget omkring lejrbålet om aftenen. Et par dejlige dage med højt humør og lun sensommersol.
Udklædte og klar til kamp mødte elever og lærere op til den årlige aktivitetsdag.
Der blev dystet i alt fra beachvolley og fodbold til kunst og vidensudfordringer.
3.k blev dagens store vinder og 1.d løb med titlen “Rookie of the year” - stort tillykke!
2.P LONDON
På introtur til Flensborg besøgte 1.p og 1.q Frøslevlejren og Danfoss Universe. Hvordan sender man et æg ned i en silo og lander det, uden det går i stykker? Den type teambuildingopgaver og at gå ud og spise rystede klasserne godt sammen. På studieturene til henholdsvis London og Krakow fik 2.hf’erne boostet sammenholdet.
Samtidig fik de et godt indblik i, hvad byerne kunne byde på.
1g’erne dystede i sprogkonkurrencer på sprogdagen. Hvordan hinker man et engelsk digt og gætter de 17 sprog Kejserens Nye Klæder blev læst op på? Det kan 1.g’erne nu!
I gule trøjer og i røg og kamp for VHG gav vi den hele armen, eller rettere begge ben, til Kimbrerfestløbet. Natasja fra 2.k var særligt rap på fødderne og kom efter 5 km ind efter blot 21 minutter og 43 sekunder. William, Laurids og Silas kom som de første VHG’ere sammen hjem efter 53 min. og 10 sekunder på 10 km distancen. Finn Norre var lige i hælene på dem.
VHG’s fodboldhold tog til HCI og prøvede formen af. Med 2-0 sejre på både pige- og drengeholdet blev det en god start til den kommende turnering.
Alle VHG-elever kom til orde på VHGs strategidag og kom med rigtigt mange og gode input til den overordnede strategi, VHG nu har lagt for de kommende år.
Tidligere VHG-elev Birgitte Borup, som nu er redaktør på Berlingske, gæstede VHG til en spændende fællestime om det amerikanske præsidentvalg.
Billedkunstholdet fra 1.p var på ekskursion til ARoS kunstmuseum, hvor de også fik tid til at nyde den smukke udsigt i “Your rainbow panorama” af Olafur Eliasson.
Billedkunst B-holdet trodsede vejrguderne, da de med højt humør udsmykkede en lokal rundkørsel med flot “land art” til stor glæde for de forbipasserende.
3.t mærkede på egen krop, hvordan blodets kredsløb fungerer i idræt - en lærerig måde at koble teori med praksis, der både fik puslen op og gav sved på panden. Som startskud på efterårsferien havde elevrådet arrangeret fredagscafé og volleyturnering i hallen. Heppekor og tilskuere hyggede med brætspil på sidelinjen. Måneden blev afsluttet med studieretningsklassernes tur til Hvide Klit, hvor de nye klasser fik rig mulighed for at lære hinanden og deres nye teamlærere at kende.
Årets spørgsmål i forbindelse med Hvad er meningen? var ”Hvad er mennesket?”, ”Hvad er bæredygtighed?”, ”Hvad er lidelse?” og ”Hvad er kærlighed?”.
Deltagende elever fra VHG’s religionshold fik en øjenåbner i forhold til forskellige etiske dilemmaer, og nogle blev måske inspireret til SRP opgaver i mødet med de tværfaglige emner.
I Nørresundby gav 4 elever fra 2.x deres bud på en solfanger med optimal hældning , da de repræsenterede VHG i Sciencedysten.
”VHG på tværs” så dagens lys for første gang i november. På tværs af klasser, hold og fag summede VHG af aktivitet og fællesskab.
Så succesfuldt, at vi også sætter os på tværs fremover!
Blomstermanden Johnny Haugaards udstilling Englen blev en kæmpe succes. Helt sikkert også fordi VHG’s billedkunstelever bidrog med deres udgave af Cimbrertyren.
Traditionen tro blev december måned kickstartet med en omgang juleklip, hvor klasserne i fællesskab udsmykkede deres stamlokale med hjerter og guirlander. Gymnasiet blev flot pyntet med lyskæder, og julemusikken summede i højtaleren. Matematiklærerne har tradition for at lave en særlig juleopgave, hvor resultatet af elevernes udregninger er opskriften på en julekage, som selvfølgelig skal bages og smages. Uvildige smagsdommere bedømte kagerne og uddelte lækre præmier. Sidste dag inden juleferien var afsat til den altid hyggelige juleafslutning i Badekarret. Der var bl.a. indslag fra hurkorkesteret, Årets Humørbombe blev kåret og vi fik oplæst et juleeventyr. Til sidst blev juletræet væltet til en omgang “Nu’ det jul igen”.
Hebe leverede i vanlig boom-box-stil en festlig fortolkning af det ellers så fredfyldte luciaoptog. De nåede både omkring rektors og vicerektors kontor, lærerværelset og i alle klasserne til stor glæde for tilskuerne.
Midt i juleræset blev der også tid til en omgang “VHG på tværs”. Brætspil, kagekonkurrence, “lær at lappe en cykel” og badminton i hallen var nogle af aktiviteterne.
Skituren til Zell am See blev igen et højdepunkt i 2025. Lige efter nytår drog 50 VHG-elever fra alle årgange mod Østrigs sneklædte pister. Turen bød på både begyndervenlige bakker i byen og udfordringer på gletcheren, Kitzsteinhorn, for de erfarne. Om aftenen hyggede vi som altid med musikquiz, pakkespil og godt samvær. Højmarks centrale hotel, Pinzgauerhof, dannede rammen om nye venskaber og masser af grin. For mange var det første gang på ski – men bestemt ikke den sidste. Turen styrker fællesskabet og giver minder for livet. Vi glæder os allerede til næste år!
Klassekammerater, familie, venner, bekendte og musikinteresserede oplevede koncerten og fik sig en stor oplevelse. Per Lyngby (Farsø) skrev: ”Hvis man bare er en lille smule interesseret i David Bowie, så skal man unde sig selv en time i Musikhuset ALFA, hvor elever fra VHG opfører en flot teaterkoncert med særdeles flotte udgaver af kendte Bowie-numre. Lyd, lys, musik, sang og scenografi i meget høj kvalitet. Du vil ikke fortryde.” Sådan!
VHG på tværs
Selvom der både var terminsprøver og vinterferie i februar, blev der også tid til en omgang VHG på tværs. Der blev bl.a. snakket “Girl talk”, spillet poker og bygget LEGO-robotter.
Gallafesten på VHG er altid spektakulær, og i år blev gymnasiets vægge dækket af et overdådigt blomsterflor til temaet ”Fortryllet midsommer”. Afgangseleverne brugte timevis på at folde papirblomster til at kunne pynte både hal, kælderindgang og ”badekar” til vaskeægte midsommerstemning i marts. Også borddækningen var gennemført ned til mindste detalje med lys og blomster. Traditionen tro dansede afgangseleverne Les Lanciers, hvorefter dansegulvet blev fyldt af en festlig blanding af elever, forældre, tidligere elever og måske en enkelt lærer eller to.
Foråret er lig med studieture og ekskursioner. 2.s gik gaderne tynde i byernes by Paris, 2.x oplevede matematiske vidundere i Barcelona og 2.k tog turen hele vejen til Malta. 1.q var i Tvebjerg for at tage vandprøver og 3kx Kemi A besøgte Aarhus Universitet.
Foråret er sæson for masser af udendørs aktiviteter. Til VHG på tværs blev der bl.a. spillet både fodbold og beachvolly, mens andre hyggede om bålet med skumfiduser og fællessang. 1.u besøgte Østerild testcenter, hvor de lærte en masse om fremtidens vindmøller. Vores baskethold fik kamp til stregen i en lokal turnering mod andre nordjyske gymnasier. Musikhold og spirende VHG-bands hyggede med pizza i Badekarret, før de gav en stemningsfuld intimkoncert for venner og familie.
Samarbejde mellem elever på tværs af årgange på samme studieretning gør studieretningsdagen til noget særligt. Denne gang var ingen undtagelse. De forskellige studieretninger kunne fordybe sig i alt fra matematik til storpolitisk drama.
Til den frivillige idrætsturnering var der deltagende elever fra alle årgange og fra både hf og stx. Der blev hyggedystet i de tre discipliner fodbold-, volleyball og petanque. En af finalerne blev en uhyre spændende ”Davids kamp mod Goliat”, hvor David eller rettere 2.g vandt over 3.g.
Det er ikke lige meget, om man slår en 4’er, når samfundsfag og spilteori kombineres.
De stolte vindere i to af disciplinerne til idrætsturneringen; petanque (Rasmus) og beachvolley (Sigurd, Asta, Jakob og Tobias).
Afgangsklasserne var tematisk udklædt, og urimelige dommere gav uretfærdige point ud fra umulige kriterier til sidste skoledag for afgangseleverne.
Husorkestret underholdt, og alle stod på stolene og skrålede ”Danse i måneskin” som om det var sidste gang. Og det var det jo også. Lærernes afskedssang mindede om, at ”Det var så det for årgang fem-og-tyve, VHG gi’r vinger, der kan flyve”, og det kulminerede i rektors eksamensbingo, hvor ”helt tilfældige tal” blev trukket ud og dermed besejlede alles eksamensskæbner.
Mandag 23. juni kl. 9.30 sprang de første tre VHGstudenter ud. Marie-Louise (3.k), Nomi og Carl (3.u) kunne hejse flaget sammen med rektor.
Det blev dermed startskuddet til tre dejlige dage, hvor studenterhuerne endelig kunne få lov at komme på hovedet.
Når huen passer, er alting godt, og man fristes til at citere lærernes afskedssang inden eksamen begyndte:
Det var så det; for årgang fem-og-tyve
VHG gi’r vinger, der kan flyve
Ser vi tilbage; siger vi uden at lyve at vi er superstolte, I gik på VHG
Gid I nu må holde ved
For studenterhuen skal I jo ha’ med
Gid I altid holder ved
Held og lykke og få kærligheden med
Melodi: Lars Lilholts ”Held og lykke”