Høje takster gir´ tomme busser |2004| VEJLE AMTS TRAFIKSELSKAB

Page 1

Høje takster gir´ tomme busser (14 Juni 2004)

Ni trafikselskaber og amter har undersøgt passagerudviklingen fra 1998 til 2003

Hvorfor holder folk op med at køre med bus?

Fordi det er for dyrt i forhold til at køre i bil!

Ni trafikselskaber og amter uden for hovedstadsområdet har det seneste år kulegravet udviklingen fra 1998 til 2003 for at finde en forklaring på de senere års passagerflugt. Svaret foreligger nu i en rapport, og det er ret entydigt: Når benzinen bliver billigere, og taksterne stiger, vinder bilen over bussen.

Fra 1998 til 2000 blev benzinen dyrere, og 1,8 pct. flere valgte at tage bussen. Fra 2000 til 2003 faldt benzinprisen. Passagertallet i busserne skrumpede med 4,5 pct. fra 126 millioner passager i 2000 til 120 millioner i 2003 i de ni amter.

Undersøgelsen godtgør, at benzinprisen er afgørende, men andre faktorer har været med til at skubbe passagererne ud af bussen.

Nogenlunde samtidig med at det blev billigere at tanke, begyndte bustaksterne at stige på grund af højere priser til vognmændene. Lidt senere kom de første nedskæringer i buskørslen, og taksterne steg igen, fordi staten fjernede sit tilskud. Altså dyrere, men ringere busservice. Og billigere benzin til bilen.

Endnu en faktor spiller med i passagerudviklingen, nemlig kundepotentialet. Det vil sige antallet af mennesker der er i en situation, hvor de er tilbøjelige til at køre med bus frem for bil.

Bussens største kundepotentiale ligger i aldersgruppen 15 til 29. Det er herfra, der hentes flest

passagerer.

Denne befolkningsgruppe blev mindre i årene 1998 til 2000, men alligevel steg passagertallet med 1,8 pct. Måske fordi benzinen som sagt var dyr, og måske fordi bustaksterne blev holdt i ave af et nyt statstilskud. Det tilskud der nu er fjernet igen.

Under alle omstædigheder begrænser det muligheden for at læne sig op ad det faldende kundepotentiale, når man skal forklare, hvorfor passagertallet begynder at falde fra 2001.

Det er mere nærliggende at kombinere faktorerne. Altså når kundepotentialet mindskes, er det de øvrige faktorer, der afgør, om det mærkes i busserne.

I perioden 2000 til 2003, hvor 4,5 pct. forlod busserne, blev bilen næsten 20 pct. billigere at køre i i forhold til bussen. Benzinprisen faldt med én pct. Den almindelige prisudvikling gik den anden vej med syv pct., og bustaksterne steg mere end det dobbelte med 18, 7 pct. på grund af højere priser til vognmændene.

Rapporten konkluderer da også: ”En gunstig økonomisk konkurrencesituation for den kollektive trafik i forhold til bilen er en afgørende faktor for en positiv udvikling i den kollektive trafiks passagertal”.

Trods kundepotentialets tvivlsomme styrke som forklaringsmodel, kan arbejdsgruppen bag rapporten alligevel ikke nære sig for at lade dét lægge ryg til et optimistisk fremtidssyn: ”….. fra 2003 ser ud til at være en betydelig stigning i den kollektive trafiks kundepotentiale. Undgår man kørselsindskrænkninger og store takststigninger bør dette resultere i en stigning i passagertallene”, hedder det.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.