Rigtigt, at 900.000 kr. bliver til 3,8 mill. kr. |2002| VEJLE AMTS TRAFIKSELSKAB

Page 1

Rigtigt, at 900.000 kr. bliver til 3,8 mill. kr. (13 November 2002)

Fredericia sparer 900.000 kr. på bybusserne, men vognmanden mister indtægter på 3,8 mill. kr.

Kan det passe, at de 900.000 kr., som Fredericia vil spare på bybuskørslen, i virkeligheden bliver til 3,8 mill. kr., sådan som Vejle Amts Trafikselskab har regnet sig frem til? Nej, siger medlem af Fredericias byråd, Niels Middelbo, der også er medlem af V.A.T.´s bestyrelse og forretningsfører for SiD i Fredericia. Tallet er urealistisk, siger han til Fredericia Dagblad. Men V.A.T. står på sit og fastholder, at tallet er korrekt. Når Fredericia Kommune sparer 900.000 kr. mister vognmanden indtægter på 3,8 mill. kr., hvilket formentlig betyder, at han bliver nødt til at sælge nogle busser og afskedige nogle chauffører.

Solidaritet

Trafikselskabet, V.A.T., består af amtet og samtlige kommuner i amtet. De har besluttet, at de vil være solidariske med hinanden og dele byrderne med det formål at betjene borgerne i området så godt som muligt med kollektiv transport. De har – gennem deres bestyrelse – besluttet et mindstemål af service, der skal sikre, at bussen også kommer til tyndt befolkede områder. Derfor er V.A.T. s samlede udgifter delt ligeligt ud, så kommunernes betaling for en køreplantime er den samme, uanset hvor og hvornår bussen er på færde.

V.A.T.´s indtægter skaffes ad tre kanaler: En andel fra Vejle Amt, en lige så stor andel fra kommunerne og resten fra passagererne. Sidste år betalte passagerne 57 pct., mens amt og kommuner hver dækkede 21,5 pct.

Færre timer

Fredericia Kommune har overfor V.A.T. oplyst, at kommunen ønsker at spare 900.000 kr. om året i tilskuddet til V.A.T. Det betyder, at der må skæres 10.000 køreplantimer væk, fordi Fredericia (og alle de andre kommuner) betaler 90 kr. i tilskud til V.A.T. pr. køreplantime

Som nævnt er alle timer lige dyre for kommunen, uanset hvornår de ligger på døgnet, og hvor de ligger på kortet – i by eller på land.

Det har altså ingen indflydelse på tallet, at Fredericia vælger at fjerne afgange med færrest passagerer, sådan som Niels Middelbo fortæller, at man vil gøre.

Men vognmanden, der skal sørge for, at der er hjul på bussen og en chauffør bag rattet, kan ikke nøjes med 90 kr. i timen. Han får fra V.A.T. cirka 380 kr. for hver time bussen kører, ligegyldigt hvor og hvornår den kører. Forskellen mellem 90 kr. og 380 kr. kommer som nævnt dels fra amtet dels fra passagererne. Når bussen nu skal køre 10.000 timer færre i Fredericia, får vognmanden 10.000 gange 380 kr. mindre i kassen – altså 3,8 mill. kr.

Lidt talmateriale til at anskueliggøre problematikken:

V.A.T.´s har budgetteret med, at der i 2003 skal køres bybus i 51.600 timer i Fredericia.

Fredericias udgifter til bysbuskørslen bliver godt 4,6 mill. kr.

Men V.A.T.´ s samlede udgifter til bybuskørslen i Fredericia bliver godt 21 mill. kr.

Forskellen betales af henholdsvis amtet og passagerne.

Tallene er fra før Fredericia Kommune fremsatte sit ønske om at spare 900.000 kr.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.