Se på sundhedsudgifter som investeringer

Se på sundhedsudgifter som investeringer – og invester, hvor det giver værdi for patienter og for samfundet

Sundhedsreformer sker ofte ved at sætte små plastre på, hvor det gør mest ondt. Og de ”løsninger” drejer sig meget ofte om at skaffe en pose penge og nogle flere varme hænder. Men problemet er bare blevet, at der er så meget pres på de underliggende faktorer, at plasterløsninger ikke kan bruges mere. Nu skal sundhedssystemet på operationsbordet – vel at mærke hvis man vil bevare den europæiske model med lige adgang for alle til sundhedsvæsnet. Den model er sådan set allerede under trussel, og uligheden er stigende. Lange ventetider på udredninger og behandlinger i det offentlige system har fået mange (blandt dem som har råd) til at søge over i den private sektor mod egenbetaling – enten betalt direkte eller gennem en privat sygeforsikring.

Situationen i Danmark er ikke unik. Man finder lignende situationer i andre europæiske lande, og det er ikke så underligt, fordi vi jo lever under mere eller mindre samme betingelser.

De offentlige finanser har måttet stå model til meget gennem de sidste 20 år, og senest har pandemien kostet penge og lav vækst og fra starten af 2022 er den økonomiske situation fuldstændig vendt på hovedet, dels på grund af krigen i Ukraine, dels på grund af sammenbrud af internationale forsyningskæder, og dels fordi mange pludselig ser muligheder for at sætte deres priser op, nu da alt andet stiger!

Inflation og plus renter var vel næsten glemt, men står pludselig stærkt i det økonomiske billede, og det samme gør lavere vækst og generelt et stigende pres på de offentlige finanser. Ser man specifikt på de offentlige finanser i relation til sundhedsområdet, vil det komme under ny konkurrence – fra større forsvarsudgifter, fra større udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, lønstigninger, højere energipriser og meget mere.

Det stigende pres på de offentlige finanser ledsages af et stigende pres fra den demografiske udvikling. Fremover skal et faldende antal yngre betale for og tage sig af et stigende antal ældre – der ofte lider under flere forskellige sygdomme.

Et par kommentarer til tallene: For det første er der her tale om en fremskrivning fra 2020 til 2030, dvs. en periode på kun 10 år, og det vil også sige, at tallene kan forventes at være ret præcise. Man kan også glæde sig over stigningen i fødselstallet – de mellem 0 til 5-årige – men problemet er, at de ikke er klar til arbejdsmarkedet før om 20-25 år, og i mellemtiden skal de bruge pædagoger og skolelærere! Gruppen 1864 år er også lidt problematisk, fordi den traditionelt udgør den arbejdsdygtige alder, men dels er der ikke så mange, som allerede starter deres erhvervskarriere, når de er 18, men snarere når de er omkring 25 år. dels er der nogle, der fortsætter med at arbejde efter de 65 år. Men som gennemsnit for tilbagetrækningsalderen passer det nok meget godt med situationen i Danmark i tiden frem til 2030. Og læg så lige mærke til, at stigningen i befolkningen kommer fra de personer, der er over 65 år gamle – og der kommer 60 pct. flere i aldersgruppen over 80 år. Og det er ofte mennesker, der har flere sygdomme, som sundheds- og plejesektorerne skal tage sig af.

Udsigten til flere ”varme hænder” er ikke til stede. Der er klart en krise på vej på sygeplejerskeområdet, hvor mange enten stopper med at arbejde, går på deltid eller tager til udlandet for at arbejde, mens færre søger ind til uddannelsen. Og da vi næppe hverken kan eller ønsker at integrere ikkedanskere i sundhedssektoren – eller i det hele taget – kan man vifte med så mange poser penge, man kan finde i den mere og mere slunkne statskasse. Men de ekstra varme hænder er der bare ikke.

Det er derfor, at reformer af sundhedsvæsenet må på operationsbordet. Og kuren kan ikke være endnu en lappeløsning. Der er flere ting, man kan gøre, men de ligger alle sammen på systemniveau, og de kan komme til at pille ved nogle siloer, som instinktivt skal forsvares, men her må ansatte og ledere i sundhedsvæsenet se mere fordomsfrit på reformer.

En første ting man kunne gøre, er at holde op med at tale om sundhedsudgifter som omkostninger, og i stedet for se dem som investeringer – og samtidig finde modeller for, hvordan værdiskabelsen – for patienter og for vores samfund og samfundsøkonomi – sker. Ved at fokusere på det forventede afkast (i form af værdiskabelse) fastholder man naturligvis omkostningerne som centrale i billedet, men holder dem op mod, hvad man får for pengene. Det vil f.eks. være ret klart, at man får mere værdi for både patienter og samfund for penge investeret i forebyggelse end helbredelse. Og med det stærkt stigende antal ældre i samfundet, bør fokus ikke alene være på at forebygge sygdomme, men også at forbygge, at sygdomme forværres. Det gælder f.eks. for de kroniske sygdomme. Rigtig mange vil få Diabetes 2, selvom forebyggelsen forbedres, men det er mindst lige så vigtigt at sørge for, at den sygdom ikke udvikler sig og fører til amputationer, blindhed osv., som vil gøre den samfundsmæssige værdiberegning dårligere, fordi patienterne ikke kan klare sig

BNP vækst i Danmark og nabolande1) 2021 2022 2023 Danmark 4,9 3,0 1,2 Tyskland 2,9 1,4 1,3 Sverige 5,1 1,3 0,8 Finland 3,0 1,8 1,2

Ifølge en ny befolkningsfremskrivning vil antallet af personer i den ”arbejdsduelige” alder falde lidt, mens antallet af ældre stiger markant.2) 2020 2030 Ændring personer Ændring pct. 0-5 år 366.881 420.010 53.129 14.5 6–17 år 789.257 748.642 -40.615 -5.7 18-64 år 3.510.634 3.503.538 -7.096 -0.2 65-79 år 883.665 937.563 53.904 6.1 Over 80 år 272.326 433.511 161.185 59.2 I alt 5.822.763 6.043.270 220.507 3.8

selv, men har brug for offentligt finansieret støtte og pasning.

Som det ofte er beskrevet, bruger man i Danmark ikke så mange penge på forebyggelse, men det bør ændres i lyset af de baggrundsfaktorer, vi nu opererer med.

Den anden ting er, at vi simpelthen må blive mere smarte. Mere smarte til at bruge teknik og innovationer til at sætte personale fri fra tidskrævende opgaver til at gøre det, de er ansat til, nemlig at tage sig af patienterne og sørge for, at ventetiderne i sundhedssystemet kan bringes ned, hvilket igen kan skabe en stor samfundsværdi.

Ofte kommer innovationer, inkl., datasystemer, til sundhedssektoren fra teknikere og ingeniørers hænder og hjerner, og det er et spørgsmål, om det ikke vil være bedre at inddrage sundhedspersonalet i udviklingen af løsningerne, dels for at sikre at de rammer de rigtige behov (og ikke bare er teknik for teknikkens skyld) og for det andet at de bliver til at betjene på en sådan måde, at de skaber mere tid for sundhedspersonalet til pleje end til at arbejde med komplicerede teknologiske løsninger.

Et område, hvor der kan vindes meget ret hurtigt, er ved at investere i det mest moderne diagnoseudstyr og samtidig udvikle kunstig intelligens på en sådan måde, at man kan stille mere præcise diagnoser og planlægge de mest optimale behandlingsveje for patienterne. Derved kan man også mindske en stor mænge spild i systemerne.

Det, der i realiteten er på spil nu, har potentielt store omkostninger, nemlig at vi taber den europæiske model på gulvet og bliver mere amerikanske i den forstand, at dem, der har råd, kan få, mens andre må vente – måske til det er for sent. Det er i alle europæiske lande højt prioriteret at have universelle sundhedssystemer, og det er bredt accepteret at finansieringen skal være solidarisk.

Der er naturligvis mange andre aspekter i sundhedsreformer, herunder som omtalt i en tidligere artikel et bedre og mere afslappet offentligt-privat samarbejde i lande som Danmark. Men faktisk kan man også finde inspiration til løsninger, som har bevist, at de virker, i andre systemer.

Men man kan jo ikke sammenligne med andre lande, er en ofte brugt – og særdeles uintelligent – måde at udgå at se over grænserne, men som også beskrevet i tidligere artikler er der gennem EU mange muligheder for at samarbejde og få data og anden inspiration på områder, som virker i andre lande og i andre landes regioner. Dermed være ikke sagt, at andre altid gør det bedre. Danske løsninger kan også være de fremmeste, men det er ikke pointen. Pointen er, at vi har brug for smarte løsninger, og hvis de allerede findes, hvorfor så ikke tilpasse dem og bruge dem. For man kan sammenligne med andre lande. Vi er såmænd ikke så forskellige på tværs af store dele af Europa, og hvis vi så ikke er ens, så er det måske netop i forskellene, at nye løsninger kan findes!

Referencer

1 https://economy-finance.ec.europa.eu/ economic-forecast-and-surveys/economic-forecasts/summer-2022-economicforecast-russias-war-worsens-outlook_en 2 https://www.kl.dk/nyheder/makroanalyseenheden/nyt-om-dansk-oekonomi/ ny-befolkningsfremskrivning-2020-2060/

FSTA’s Årskonference 28. – 30. sept. 2022

For professionelle aktører med interesse for drift, teknik, byggeri og arkitektur på sygehuse.

Følger din personlige og faglige udvikling med sygehusenes udvikling? At deltage i årskonferencen gør det ikke alene, men det er et skridt i den rigtige retning.

Årskonferencen 2022 sætter fokus på:

Inspiration udefra:

Hvad kan vi lære fra Danish Crown og Louisiana?

Tværfagligt samarbejde:

Erfaringer fra etablering af nyt laboratorie fortalt af læger og ingeniører.

Borgeren i centrum:

Hvordan får vi et stærkere, enklere og mere sammenhængende sundhedsvæsen?

De daglige dilemmaer:

Vær med til at debattere visioner, tanker og løsninger med fokus på byggeri, drift og indkøb og løsninger i regionerne.

Konferencen finder sted på Hotel Nyborg Strand. Du kan finde hele programmet og alle oplysninger på www.fsta.dk Tilmelding foregår via fsta.dk/aarskonference2022