7 minute read

Nyt hospital med genbrugt inventar

Det var ikke kun opgaven med at flytte to hospitaler til ét uden på noget tidspunkt at stoppe driften, der var udfordringen, da hospitalerne i Holstebro og Herning skulle fusioneres og blive til det nye Regionshospitalet Gødstrup. Det hele skulle foregå med nye strenge krav til miljø og genbrug og en stram økonomi som bagtæppe.

– Det lykkedes os faktisk at genbruge 80 procent af inventaret, sagde en tilfreds teknisk koordinator René Sørensen, da Hospital, Drift & Arkitektur besøgte det nyeste af ’supersygehusene’ i Danmark, Regionshospitalet Gødstrup.

Advertisement

Årsagen til besøget var at høre, hvordan hospitalet håndterede den store logistiske proces, det er at flytte to større sygehuse til et splinternyt stort barmarkshospital – uden at driften og patientplejen på noget tidspunkt blev sat i stå. Og da René Sørensen i det tidlige forår, hvor flytteprocessen fandt sted, havde til opgave at koordinere flytteprocessen, er det nærliggende at spørge ham. – Vi har fået en stor del af inventaret med fra de tidligere hospitaler i Holstebro og Herning. Dét, vi ikke har kunnet bruge eller ikke har haft plads til, er blevet fordelt til nogle af de øvrige hospitaler i regionen eller er blevet til glæde for lokalbefolkningen, ukrainske flygtninge og NGO’er, som har haft brug for billige og gode møbler eller andet inventar. Borgerne stod faktisk i kø for at sikre sig de gedigne møbler, som blev solgt ved de rømningssalg, vi har holdt. Alt i alt har vi næsten ikke smidt noget ud, fortæller René Sørensen.

Han tilføjer, at genbrugstanken ikke blot gælder inventar – også en stor del af det tekniske udstyr er fulgt med fra de gamle hospitaler.

Myldretid for ambulancer. Kl. 7:00 søndag den 13. februar 2022 kørte den første sengeliggende patient fra Regionshospitalet Holstebro. Amulancerne kørte i pendulfart, og kl 10:40 var den sidste patient vel installeret på eneværelse i Regionshospitalet Gødstrup. Driftschef Jens Peter Østergaard tog billedet af ambulancer i trængsel i Holstebro. Alle stik skulle skiftes

– Det har så til gengæld betydet, at nogle af patienterne og medarbejderne ikke helt har haft følelsen af at være kommet til et nyt hospital. Men dét at genbruge så meget som overhovedet muligt har været en bunden opgave, og når vi forklarer om betydningen for miljø og økonomi, så forstår de fleste, hvorfor genbrug har været en væsentlig overskrift for det meste af, hvad vi har foretaget os i forbindelse med flytningen, supplerer Jens Peter Østergaard, der er driftschef på Regionshospitalet Gødstrup.

Han er med til mødet, der foregår i driftsafdelingens lille mødelokale, hvor det lakerede bøgetræsbord og ditto stole dufter mere af 80’erne og 90’erne end af 2022. Men man sidder nu udmærket i stolene, og kaffen smager fortrinligt i de gamle kopper. – Der er tale om reelt genbrug – dvs., hvor man giver inventar og udstyr nyt liv. Alt er tjekket og er blevet opgraderet, hvis det var nødvendigt, fortæller René Sørensen og understreger, at det er et stort arbejde at genbruge så meget fra de hidtidige hospitaler. – Vi måtte, bare som et eksempel, skifte samtlige 3500 stik, så de passede til Schuko-systemet i det nye hospital, supplerer han.

Ambulancer i pendulfart

Det massive krav om genbrug er ikke det eneste benspænd, som flytteprocessen var udsat for. Mens andre kvalitetsfondsbyggerier har kunnet tage afdelinger og områder i brug, efterhånden som man var klar til det, valgte man i det midt- og vestjyske at klare det hele i ét – eller rettere to – præcise hug.

Hvis man fik brug for en ambulance i Holstebro søndag den 13. februar 2022 klokken 5:00 om morgenen, blev man kørt til det gamle Regionshospital i Holstebro. Hvis man ventede til klokken 5:01, blev man dirigeret til Gødstrup. De ambulancer, der ikke var reserveret til akut kørsel, holdt parat på Regionshospitalet Holstebros akutgård, og hvert femte minut afgik så en ambulance med en patient og en læge fra Holstebro med kurs mod Gødstrup 39 km væk.

Klokken 7:30 ankom den første patient til Gødstrup. Klokken 10:40 var flytningen af alle indlagte patienter fra Holstebro vel overstået.

Og præcis fem uger senere, den 20. marts, gentog processen sig – nu blot fra hospitalet i Herning i stedet. – Det er klart, at noget sådant kun kan lade sig gøre, hvis det hele er planlagt til mindste detalje, og hvis alle – både klinisk og teknisk personale – arbejder sammen om opgaven. Det er jo fuldstændigt afgørende, at alt udstyr fungerer, både så længe patienterne er indlagt på det gamle

Logistikkoordinator Thomas Kirketerp (tv), teknisk koordinator René Sørensen og driftschef Jens Peter Østergaard kunne blandt andet takket være lang forberedelse og gode råd fra specialister i flytning af sygehuse undgå mange af de problemer, de havde frygtet. Samlingen af hospitalerne i Holstebro og Herning til Regionshospitalet Gødstrup er foregået stort set gnidningsfrit. (Foto: Sciencejournalist.dk).

hospital, og når de ankommer til det nye, understreger Jens Peter Østergaard.

Ti års forberedelse

– Vi var godt hjulpet af, at hospitalerne i det vestlige Danmark i mange år ikke blot har samarbejdet, men også i praksis har fungeret som én enhed. Allerede længe før Strukturreformen i 2007 talte man i Ringkøbing Amt om ”ét hospital med fem indgange”. Sygehusene i Ringkøbing, Lemvig og Tarm er siden blevet sundhedshuse, men de sidste ti-tolv år har hospitalerne i Herning og Holstebro fungeret som én enhed med fælles faglig ledelse for begge matrikler, oplyser driftschefen.

De seneste fire-fem år har flytteforberedelserne været intensive og mere konkrete. Der har været 27 såkaldte flyttekoordinatorer, som dels havde til opgave at forberede medarbejderne på flytningen, og dels skulle sørge for at koordinere opgaverne, så alle var klar over præcis, hvilke opgaver der skulle løses hvornår, og hvad der manglede. – Det har helt klart givet tryghed i afdelingerne, at vi har talt det hele igennem, og at alle har haft en præcis drejebog at følge i hele forløbet, påpeger Jens Peter Østergaard. – Vi har udarbejdet alenlange lister, og vi har kigget på dem igen og igen – udførlige lister over, i hvilken rækkefølge og hvordan næsten 100.000 forskellige større effekter skulle pakkes og fragtes til Gødstrup. Der var også anvisninger på, hvordan og hvornår de skulle pakkes ud igen, og hvor effekterne skulle placeres i Gødstrup. Selv om det nogle gange virkede vanvittigt med disse lister, så har de givet mening og været med til at gøre flytteprocessen meget nemmere end frygtet, understreger René Sørensen.

Find nogen, der har prøvet det

Når René Sørensen siger ”vi”, så er det ikke kun hospitalets medarbejdere, han tænker på. Det er i høj grad også de samarbejdspartnere, som regionen har benyttet sig af. – Vi har aldrig prøvet at flytte hospitaler før, og derfor fandt vi hurtigt ud af at alliere os med nogen, der har prøvet det. Det canadiske firma HCR, Health Care Relocation, har prøvet det 500 gange, og firmaets rådgivning har været fuldstændig uundværlig for os, fortæller den tekniske koordinator.

Der er andre flytterådgivningsfirmaer, der har specialiseret sig i hospitalsflytninger, men HCR er kendt med danske og skandinaviske forhold og har blandt andet også været rådgiver ved hospitalsflytninger i regionerne Hovedstaden og Sjælland. – Det er en god idé at finde en samarbejdspartner, der har erfaring med hospitalsflytninger. Rådgivningen betyder, at selve den fysiske flytteproces går nemmere end ellers – fordi rådgiveren har styr på en række detaljer, som du nemt kan overse. Når det hele er pakket korrekt og ankommer i den rigtige rækkefølge og med tydelige anvisninger på, hvor det skal placeres i det nye byggeri, sparer man tid ved selve flytningen, påpeger René Sørensen.

Forberedelse, omhu og erfaring

At starte forberedelserne i god tid, at være omhyggeligt med at få noteret ned, hvad der skal med og ikke skal med af inventar, samt at alliere sig med nogen, der ved, hvad de har med at gøre, er således de tre vigtigste gode råd, som Regionshospitalet Gødstrup gerne giver videre. – Alle medarbejdere – kliniske som tekniske – skal vide, hvad de skal gøre under selve flytteprocessen, og de skal være trygge ved deres nye omgivelser. Det opnår man kun ved at medarbejderne inddrages tidligt i processen, så de får indflydelse og føler ejerskab, udbygger driftschef Jens Peter Østergaard.

De eksterne rådgivere kom på banen allerede i september 2018 og var således med i forberedelserne fra starten. – Det var en øjenåbner at se, hvordan professionelle håndterer en flytteproces som denne. Alt bliver pakket i ’gondoler’ – ikke af den slags, man kender fra Venedig, men containere med hjul, så det nemt kan transporteres. Alt kom på plads med det samme i det rigtige kontor, og vi oplevede ikke flyttekasser, der flød på gangene i ugevis, inden nogen fik sig taget sammen til at få dem tømt. Så at få professionelle til at hjælpe med både rådgivning og selve flytningen, er nok den allervigtigste læring, vi kan give videre til vores kolleger, der står med flytteprojekter i den kommende tid, lyder driftschefens slutreplik.

Komplet Trådløs Monitorering til Hospitaler og Laboratorier

Pålideligt og Simpelt

www.d-it.dk

This article is from: