Taberkøer
– findes de også i svineproduktionen?
Af Jesper Larsen, Technical Reproduction Manager hos Unitron A/S.
Et forholdsvis nyt begreb er dukket op i den moderne malkekvægsproduktion: “Taberkøer” Taberkøer er halte og magre, har sår og trykninger og er beskidte. De har et dårligt hårlag og en lav mælkeydelse. Taberkøer ses oftest nederst i hierarkiet, hvilket betyder, at de må lede længere efter en plads i en sengebås eller ved foderbordet, og de må vente længst på at blive malket hvad enten de bliver malket i malkestalden eller i en robot. I nogle besætninger udgør taberkøerne helt op til 10% af det samlede antal køer. Der er undersøgelser der viser, at taberkøer har seks gange større risiko for at dø inden forventet slagtning. (Kilde: Dyrenes Beskyttelse) Jeg vil vove den påstand, at vi også har “tabersøer”. Det opfatter jeg som søer, der ikke har den livsproduktivitet vi forventer. Søer, der giver øgede spildfoderdage, færre levendefødte, flere dødfødte og mindre kapacitetsudnyttelse pga udsving i holdstørrelser. Dertil skal der bruges ekstra tid på at flytte disse søer til aflastningsstier/sygestier samt medicinering. Og mange vil afgå som aflivede søer. Dyrevælfærdsmæssigt er dette heller ikke godt nok. Det kan vi gøre bedre Grunden til at jeg kommer med dette opråb er, at vi i mange år har fokuseret på omkostningerne ved svineproduktion i stedet for at fokusere på cost-benefit. En af grundene til dette har selvfølgelig været den generelle afmatning af økonomien og vores kreditgivers fokus. Spørgsmålet er, om det ikke er ved at være på tide at sadle om, nu da vores effektivitetsstigning er gået “lidt i stå”. Med dette menes, at mange producerer 32-34 grise pr. årsso og ikke rigtig kommer højere op. Jeg mener, at vores potentiale i vores genetik er 45 grise pr. årsso og det uden at gå på kompromis med dyrevelfærden. Er det så dette “forkromede” tal vi skal gå efter i første omgang? NEJ. Men hvorfor ikke gå efter f.eks. 37 grise pr. årsso ved at få mere ud af det potentiale vi har? Når der analyseres på besætningsniveau, ses meget ofte at der er 10-15% af søerne der producerer for lavt. Det virkelige alarmerende er, at der er mange unge søer i denne
1
Work smarter – not harder
gruppe og vi nedsætter dermed vores produktive potentiale, men vigtigst: Det koster os penge – mange penge. Tanken er ikke at sænke de produktive søers niveau, men udelukkende at få “tabersøernes” bundniveau/potentiale hævet. Hvad skal vi så gøre bedre? For det første skal vi sætte fokus på problemet. Dernæst skal vi finde ud af, hvor vi nemmest og billigst sætter ind, inden for de fysiske rammer. • Poltenes kvalitet og løbealder/vægt. Er det OK? eller bliver poltene opfattet som et “nødvendigt onde”, der bare går og venter og så skal være klar når vi vil have det. Bliver de fodret som fremtidige produktive dyr eller skal fodret bare være “billigt”? Har vi gjort det bedste vi kan for at have den rette stistørrelse/antal pr. m2 pr. polt? Er stierne rene og er poltene ensartede i størrelse? Hvad er deres rygspæk ved løbning? • Hvert eneste år omkring den nye fodringssæson er der en masse “kloge mennesker” der fortæller, hvordan prisen på foder vil være fremadrettet. Der bliver fokuseret alt for lidt på, om dette foder egentligt vil øge besætningens værdi. Dette gælder produktivitetsmæssigt, men også om vi fodrer vores dyr så de kan producere mere fremadrettet. Der er flere ting, der gør sig gældende for, om et foder er godt: hvad er besætningens sundhedsstatus, klima, staldindretning, besætningens aldersammensætning osv? Disse spørgsmål vil have indflydelse på hvilke normer vores foder skal have for at opfylde vores målsætninger for produktivitet. Det store spørgsmål er: ønsker vi at blive ”snydt” eller tænker vi kun på kortsigtet benefit og ikke på kvalitet? • Hvilke søer er det, der ikke bliver løbet? Hvilke søer bliver udsat/aflivet? Hvorfor malker nogle søer ikke godt nok? Hvilke søer bliver indsat i sygestier og hvorfor? Tabersøerne er oftes unge søer der enten er løbet for tidligt eller for sent, og der fokuseres ofte kun på hvorvidt de