Uddannelsesbladet4 2016

Page 26

LÆSERBREV

Bog om dansk seksualmoral holder liv i dem og os-debatten A F A N N E J E S S E N , H Ø J E -TA A S T R U P S P R O G C E N T E R

udkom bogen ”Det er min krop! Hold nallerne væk – en bog om dansk seksualmoral” skrevet af Kirsten Ahlburg, forfatter til en række letlæsebøger til udlændinge på danskkurser. I forordet til bogen skriver Kirsten Ahlburg, at bogens formål er at sætte den danske seksualmoral til debat og formidle de uskrevne regler for krop og sex i det danske samfund. Bogen er skrevet som reaktion på de mange seksuelle overgreb på kvinder nytårsnat i Køln. Overgreb, som hovedsageligt blev begået af unge mænd fra Marokko, Tunesien og Algeriet, og begået i en i forvejen anspændt politisk situation med hundredtusinder af flygtninge, som især har søgt beskyttelse i Tyskland. DEN 15. FEBRUAR

Etnificering af et samfundsproblem

Sexchikane, seksuelle overgreb og voldtægt er et samfundsproblem, som altid har eksisteret – i alle samfund og kulturkredse. Men der er først for alvor blevet sat fokus på det efter overgrebene i Køln. De var gefundenes Fressen for modstanderne af flygtningene og gav dem fornyede argumenter mod at åbne grænserne for mennesker på flugt og for at retfærdiggøre deres påstand om, at det er muslimerne, der truer de tyske kvinder og de vestlige værdier. Seksuel vold mod kvinder og seksuelle krænkelser er blevet italesat som et problem, der udspringer af den muslimske kultur. Det virker, som om Kirsten Ahlburg er blevet revet med af denne bølge af forargelse og fordømmelse af (en påstået) muslimsk kultur, og at det har foranlediget hende til at skrive bogen. I Information den 25. februar udtaler hun da også: ”Det var, da araberne kom hertil, at de fleste misforståelser opstod. De arabiske mænd overskrider i højere grad danskernes grænser end andre udlændinge”. Egne personlige oplevelser bruges som sandhedsværdi i denne påstand:

26

UDDANNELSESBLADET 04 / 2016

”Hun har aldrig følt sig krænket af danske mænd. Derimod har hun flere gange oplevet, at udenlandske mænd har overskredet hendes grænse”. Kirsten Ahlburg gør islam til omdrejningspunkt for bogens budskab. Det er de muslimske mænd, som skal belæres om de danske og europæiske normer for seksuel adfærd. I kommentarer og cases er det den muslimske kultur som konfronteres med den vestlige. For eksempel citeres to imamer i forhold til kvinders påklædning med et citat om islam fra den islamfjendtlige hjemmeside Uriasposten; Køln-overgrebene bliver omtalt som noget, man ikke var vant til i Europa, at kvinder og mænd i Europa er frie, og at den del af kulturen fra andre lande ikke skal føres til Danmark. På et af bogens illustrationer ser man to mørklødede mænd sidde ved et bord og kigge efter en blond dansk kvinde. Den ene af mændene siger med løftet pegefinger: ”Nej, nej. Du skal først sige ”god røv”, når hun er gået forbi”. Eksempler som disse gør, at jeg som underviser i dansk som andetsprog ikke blot krummer tæer, men – hvad værre er – også sætter min rolle som interkulturel formidler over styr, når jeg skal udpege én bestemt gruppe i befolkningen som syndebuk. Det gavner ikke dialogen, som gerne skulle være en samtale mellem ligeværdige parter. At tage de uskrevne regler for seksuel adfærd i det offentlige rum op som emne i danskundervisningen er godt og vigtigt. Det samme gælder ikke mindst diskussionen om sexchikane, seksuel vold og voldtægt. Det er ærgerligt, men også bekymrende, at det først er blevet et emne efter overfaldene i Køln, fordi det nu næsten uimodsagt kædes sammen med flygtningeproblematikken og frygten for islam. Dem og os

Kirsten Ahlburg er med sin bog uforvarende kommet til at være en del af fortæl-

lingen om, at Vesten er truet af den muslimske kulturkreds. En fortælling, som især fremelskes af højre-populister og nationalkonservative rundt omkring i Europa, men vi ser dem også i Danmark. Den danske afdeling af det tyske islamfjendske Pegida, For Frihed, har nu i over et år gennemført jævnlige demonstrationer mod islam. Der er dukket højreorienterede selvtægts-grupper op, Danerværn og Soldiers of Odin, hvis erklærede mål er at patruljere i gaderne for at beskytte danskerne og især de danske kvinder. Kirsten Ahlburg siger til Information, at hun godt er klar over, at hun har kritikere, der beskylder hende for at være både racist og fremmedfjendsk. Det er Ahlburg ingenlunde, men man kan kritisere hende for at have et så snævert fokus på muslimske mænd som syndebukke, når det er dokumenteret, at seksuel chikane og vold foregår i alle befolkningsgrupper og samfundslag. Man kan kritisere hende for at være med til at holde liv i en stigmatisering af en bestemt befolkningsgruppe. Det er det, man i Sverige kalder hets mot folkgrupp og i Tyskland Volksverhetzung. Et begreb, som ikke findes i dansk kontekst, men som kunne være godt at være bevidst om, når man – som bl.a. Kirsten Ahlburg – skriver bøger til andre om andre. Læs anmeldelse af bogen side 30


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.