Læseprøve: SØLVMØNTERNE af Tom Egeland

Page 1

SØLVMØNTERNE



Tom Egeland

SØLVMØNTERNE Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen


SØLVMØNTERNE Tom Egeland Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen © Turbine 2022 Originaltitel: Sølvmyntene © Tom Egeland 2021 © Strawberry Publishing 2021 Sats: Karin Hald Omslag: Marius Renberg (www.mariusrenberg.no) Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740679403 www.turbine.dk


Indhold Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 I Det magiske bibliotek . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 II På den tredje dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 III Brevet fra graven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 Personfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 376 Fakta, fiktion og fantasi (og ordforklaringer) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377



Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: ”Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?” De talte tredive sølvpenge op til ham. MATTHÆUS



Prolog Firenze Fredag den 28. maj 2021



H

AN VED DET IKKE ENDNU, men da uret på væggen i Medici-bibliotekets manuskriptlaboratorium slår 19.30 med et næsten lydløst klik, har Samuel Rizzo mindre end otte minutter tilbage at leve i. I BEGYNDELSEN VAR ORDET. Ikke ordet. Men Ordet. Med stort O. Og Ordet var Gud. Samuel Rizzo har lært den smukke begyndelse på Johannesevangeliet udenad på seksten sprog. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Så lyrisk i sin inderlighed. In principio erat Verbum et Verbum erat apud Deum et Deus erat Verbum. Hvis bare han havde haft talentet, ville han være blevet digter. Med ord kunne han have skabt nye verdener og befolket dem med mennesker, der var vævet ind i underfundige historier. Men i stedet har Rizzos fascination af syntaksernes sang givet hans liv en anden retning. Som palæograf ved Medici-biblioteket i Firenze har han viet sit liv til sprogets magi. I Biblioteca Medicea Laurenziana har han levet i et univers af ord, af ældgamle bøger og håndskrevne manuskripter, breve og kodekser, inkunabler og palæotyper fra bogtrykkerkunstens allertidligste tider. Ord nedskrevet på det fineste pergament og det fineste skind, på papir af stof og træfibre,


ja, endda papyrus. Rizzos verden er viet til bogstaver og tegn, til skriftsystemer og ord. Til Guds ord. Til Ordet. Med stort O. Rizzo fumler med skruerne i laboratorielampens skarpe skær, og endelig får han fastgjort Hasselblad-kameraet til bordstativet. Han må være forsigtig. Det brev, han skal affotografere, er skrøbeligt. Gammelt. Rygterne har floreret, lige siden Alexander Durham Lloyd og Bjørn Beltø fandt det. Han er blevet advaret af kolleger. Alle i branchen taler om det. Antikvarer, bibliofile, samlere. Historikere og teologer. Sortbørshandlere og kriminelle. Det er en historisk sensation. Et brev fra Jesu tid. EN PALÆOGRAF? HVAD ER DET? Tony aner det ikke. Det spiller heller ikke ingen rolle. Han skal bare hente et brev. En enkel opgave. Han har aldrig før stjålet fra et bibliotek. Eller en palæograf. Klokken er 19.30. Indgangen er en dør til venstre for kirkens stenfacade. Tony stiller sig op lige foran turisterne og dirker låsen op. Ingen lægger mærke til ham. En ansat, der fumler med nøglerne. Kasket. Solbriller. Hættetrøje. Der lyder et klik fra låsen. Han smutter ind og løber lydløst gennem søjlegangen. På venstre side ligger et haveanlæg med lave hække og appelsintræer. Da han når hen for enden, går han op ad en bred trappe. Forbi hvide bannere med reklamer for en udstilling om spåmanden Nostradamus. Da han når helt op, standser han. Foran ham ligger læsesalen og bogsamlingen. Et skilt med en pil peger til højre: MANUSKRIPTLABORATORIUM. Det er der, han skal hen. DØREN GÅR OP. En fremmed mand træder ind. Høj og kraftigt bygget. Blåsorte skægstubbe.


”Sì?” udbryder Samuel Rizzo. Overrasket og nervøs. Så retter han sig selv, som om han intuitivt indser, at manden ikke er italiener: ”Yes?” ”Buonasera,” siger den fremmede på gebrokkent italiensk. Raspende stemme. ”Du ved vel, hvorfor jeg er kommet?” ”Nej?” Men selvfølgelig ved han det. Den fremmede tager endnu et skridt ind i lokalet. ”Pergamenterne, grazie!” Rizzo ranker ryggen. ”In principio erat Verbum,” reciterer han på latin. Kontant og truende. Som var det en besværgelse. I begyndelsen var Ordet. Af en eller anden grund føles det rigtigt at sige de hellige ord højt. Han ved ikke hvorfor. En guddommelig påkaldelse? ”What the fuck!” Den fremmede mand er amerikaner. Ingen tvivl om det. ”From the first he was the Word, and the Word was in relation with God and was God,” stammer Rizzo. Han træder et skridt baglæns mod det blanke laboratoriebord og lægger den ene hånd på et papomslag. Den fremmede mands blik glider ned på det gulbrune omslag. Så lyser han op. ”Per favore,” siger han og rækker hånden frem. Det er Rizzos ansvar at beskytte brevet. Hvis ikke over for Gud, så over for historien. Hvis det, der står skrevet i brevet, er sandt, forandrer det alt. Alt. Manden smiler ondskabsfuldt og træder endnu et skridt fremad. Rizzo må aflede hans opmærksomhed, så han ikke vender sig om.

13


Han tager omslaget i hånden med overdrevne bevægelser og lukker øjnene et kort øjeblik. Almægtige Fader, nu har jeg brug for din hjælp. Han går langsomt baglæns hen mod den skjulte dør i skabet bagerst i lokalet. ”In principio erat Verbum,” siger Rizzo med højtidelig stemme. Den fremmede følger ham med blikket. Han rækker hånden frem med en befalende mine. ”Per favore!” Rizzo snurrer rundt og løber. Han åbner døren i skabet ved endevæggen og styrter ned ad den smalle vindeltrappe mod kælderen, mens han hiver efter vejret. Han løber hen over den århundredgamle brolagte korridor med hvælvet, kalket loft. På vejen passerer han igennem Michelangelos hemmelige kammer, hvor kunstneren gemte sig i tre måneder og dækkede væggene med graffiti. Han løber ind ad en sidegang, som fører videre ind til Medici-kapellet, fyrsternes sidste hvilested. Forfølgeren er ikke langt bag ham. Rizzo kan høre hans trampende skridt. Rizzo løber fra kælderen op ad en smal trappe og åbner en dør i en søjle. Døren fører ud til et af de mest populære turistmål i Firenze: Fyrsternes kapel. Et højt stillads er rejst op ad muren. Det er ved at blive demonteret efter restaureringen af det ottekantede kapel. Rizzo løber hen til aluminiumsstigen. Da han begynder at kravle op, presser forfølgeren sig ud gennem døren i søjlen. Hans kondition er ikke, hvad den har været. Rizzo når ti-femten meter op i stilladset, før han mærker forfølgerens hånd om sin ankel. Han forsøger at sparke. Han er udmattet. Orker ikke at

14


fortsætte. Han kaster sig ind på det næste stilladsdæk. Forfølgeren klatrer op ved siden af ham. De står over for hinanden yderst på stilladset. De hiver begge to efter vejret. ”Giv mig brevet!” siger amerikaneren. Rizzo trykker papomslaget ind mod brystet og træder et skridt tilbage. Dækket er ikke forsvarligt fastgjort. Han opdager det for sent. Med vilde fagter forsøger han at gribe ud efter rækværket. TONYS ARM SKYDER FREM. Han møder palæografens blik. Blikket hos en mand, der ved, at han skal dø. Tony har set samme blik mange gange før. Fyldt med rædsel og resignation. I sidste øjeblik får han fat i papomslaget. Faldet varer kun et par sekunder. Tonys blik glider fra den døde mand nede på gulvet til omslaget. Han ved, hvad han vil finde i det. Et brev. Et ældgammelt brev. Skrevet på gyldenbrunt pergament. En latinsk tekst. Han åbner det. I mappen ligger gårsdagens udgave af avisen La Nazione.

15



I Det magiske bibliotek



FØRSTE KAPITEL

Begravelsen LONDON

Mandag 1 Det er ikke svært at dø. Alle skal dø. Ubønhørligt og nådesløst. Måske i en ulykke. Måske i en naturkatastrofe. Måske dør man af en sygdom med et langt latinsk navn. Eller en virus fra et sted i verden, du aldrig har hørt om. Det er ikke til at vide. Klokkerne i St. Andrew’s Church slår tre tunge slag, der får hele London til at ryste. På det tredje slag begynder jeg at græde. Det plejer jeg ellers ikke. Ikke engang til begravelser. Gennem mine kraftige brilleglas og et slør af tårer betragter jeg den hvide kiste og de mange bårebuketter, kranse og sørgebånd med afskedshilsner fra kolleger og hæren af venner, som fyldte hendes liv med latter og varme. Min egen buket ser lillebitte ud midt i blomsterhavet. Kirkeklokkernes rungen stilner af. Farvespillet fra glasmalerierne gløder og pulserer. Jeg lukker øjnene og tænker tilbage på min fars begravelse. Det skarpe lys. Snøftelydene. Præsten, som med malmfuld stemme forsøgte at nedtone tragediens uomtvistelige

19


realiteter. Jeg husker min mors gråd og Trygve Arntzsen, som holdt om hende. Jeg selv sad, glemt og forkommen, ved min mors venstre side. Jeg så min far for mig, knust til det uigenkendelige, i den sorte, blanke kiste. Efter gravøllet hjemme i villaen kravlede jeg op i æbletræet i haven. Jeg plejede altid at gemme mig i kronen. Inde i huset gik min mor og Trygve Arntzen og ryddede op. Det var der, i æbletræet, at jeg hørte min fars stemme i hovedet for første gang. Det skal nok gå, Bjørn, sagde han. Det skal nok gå. 2 Jeg tænkte meget på døden som barn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var bange. Dødens uafvendelighed gjorde mig bare uendeligt nysgerrig. At dø er at forlade fællesskabet. Vi dør alle alene. Selv om dine nærmeste står samlet om dit dødsleje, og et andet menneske holder dig kærligt i hånden. Når dit hjerte slår sit sidste, tøvende slag, er døden kun din. Du vandrer alene ind i mørket. Måske venter din milde gud, hvis du tilhører den håbefulde flok. Jeg selv har forspildt mine chancer. For et hedensk fjols som mig fører døden lige lukt ned i helvedes afgrund fyldt med pinsler. Det er da altid noget at se frem til. Oppe over os under det høje kirkeloft flimrer lyset i støvets sølvskær. Hendes familie sidder på forreste bænk. Jeg kender dem ikke. Jeg genkender enkemanden og eksmanden, som hun havde billeder af på skrivebordet, lige indtil hun kastede sig i armene på en ny flamme. Eller hvordan det nu gik. Hun var altid så utålmodig i sit kærlighedsliv. Præsten træder frem og siger nogle ord, hans stemme buldrer, af jord er du kommet, siger han, and to dust you shall return, han

20


taler om frelsen og om Guds nåde, om opstandelsen og livet, lovet være Gud, siger han, Vor Herre Jesu Kristi Fader, du, som i din miskundhed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi genopstandelse fra de døde, blessed are you, God of compassion and mercy, alt dette siger han. Ja, ja, tænker jeg. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred, messer præsten, amen. Giv slip på hende, hvisker min far omsorgsfuldt, hun er ikke længere din. Han forstår ingenting. Hun har aldrig været min. 3 Diane er død. For over tyve år siden var vi kærester i nogle hektiske sommeruger. Sandheden er, at jeg var en sommerflirt, der hurtigt var glemt igen, en pikant parentes. Kirkeorgelet bruser. Musikken syder. Tonerne vokser og presser sig mod kirkerummets vægge og loft. Udefra, som fra et forvrænget spejlbillede af verden, lyder de muntre toner fra en gademusikants harmonika. Der er en, der hoster. Ekkoet bølger frem og tilbage i kirken. Lugten af de malede træbænke og de sørgendes parfume og eau de cologne blander sig med lugten af fortidens synder. Undrende blikke strejfer mig. Ingen ved, hvorfor jeg er her. Ingen ved, hvad Diane betød for mig. Jeg kender ingen af dem. Jeg ser på deres baghoveder, nevøer og niecer, tanter og onkler. Eller hvem de nu er. De ved ikke, at vi sad oppe om natten og drak rødvin og diskuterede Descartes og postmodernistisk litteraturteori, de ved ikke, at vi elskede fireogtredive gange den sommer, vi var sammen, de ved ikke, hvor fascineret hun blev, da jeg forsøgte at forklare strengteorien for hende og rodede mig ud i en

21


absurd teori om Higgs-partiklen. For hendes familie eksisterer jeg ikke. For hendes kolleger er jeg en kridhvid kollega fra Norge, en løjerlig arkæologiprofessor, en fantasifuld eventyrer med hovedet fuldt af vidtløftige ideer. Ingen ved, hvor hjælpeløst forelsket jeg var i Diane. Hendes absurde humor. Hendes intelligens. De skrå blikke. De aparte bemærkninger. Ømheden, betænksomheden, hjertevarmen. Jeg troede virkelig, at jeg betød noget for hende den sommer, vi var sammen. Men for Diane var jeg måske ikke andet end et hak i bæltet, en kuriositet, hun kunne fortælle sine frisindede veninder om: Jeg har været i seng med en albino! Hun virkede altid så sømmelig, en rigtig søndagsskolepige. Men hun var faktisk temmelig vild. Det må jeg sige. Hun knipsede mig ud af sit liv i Rennes-le-Château. Jeg var ikke helt vågen, da det skete. Jeg så hende gå. Uden et ord. Midt om natten bar en mand hendes kufferter ud i en minibus og kørte hende væk. I flere minutter fulgte jeg den langsomme lyskegle med øjnene, indtil bilen blev opslugt af mørket. Jeg fik aldrig en forklaring. Det ene øjeblik var vi kærester, det næste forsvandt hun som en asteroide, der havde strejfet mit liv og nu fortsatte ud i verdensrummet. Efter mig havde hun tre ægtemænd. Den bedrøvelige sandhed er, at jeg altid har elsket Diane. Mit livs lys, mine lænders flamme. Min elskede Diane. Jeg husker dine bramfri bemærkninger og den måde, du udtalte mit navn på. Bjorn, kaldte du mig. Du lærte aldrig at udtale det skarpe norske ø. Jeg husker dit legesyge blik, dit rødblonde hår, antydningen af fregner, din drengeagtige krop. Kærtegnene. Dine kommentarer, når jeg sagde noget dumt. Dine øjne: et kalejdoskop af farver. Tungespidsen, som du stak frem, når du kom til at tænke på noget sjovt. Nu ligger du i den hvide kiste foran alteret, stadigvæk kold efter dagene i kapellet.

22


4 Kræft. Det tog hende ni måneder at dø. Jeg vidste ikke engang, at hun var syg. Ingen sagde et ord til mig. Hvorfor skulle de også det? Jeg må bare være taknemmelig over, at en venlig sjæl fra Society of International Sciences overhovedet tænkte på at invitere mig til begravelsen og booke et hotelværelse til mig. Enkemanden og fem mænd, der ser ud, som om de kommer direkte fra en rævejagt ved slottet i Gloucestershire, bærer kisten ud af kirken og ind i den fornemme rustvogn med et lysende kors på taget. Sorte jakkesæt, sorgfulde ansigter. Enkemanden stiller sig på kirketrappen sammen med fire-fem utrøstelige kvinder bag sorte sørgeslør. My condolences. De kender mig ikke. For dem kunne jeg lige så godt være en gæst fra den jordlignende exoplanet Proxima Centauri B. Bare endnu en blandt de mange hundrede gæster, der kondolerer. For enkemanden er jeg ikke andet end et blegt ansigt på kirketrappen. Han ved ikke, at jeg har elsket med Diane i hede sommernætter i sengen på min farmors landsted ved fjorden. Han ved ikke, at hun kaldte mig Bjorn, og at hun lærte mig alt, hvad jeg ved, om massakren på tre romerske legioner under Publius Quinctilius Varus’ kommando i Teutoburgerskoven i år 9. Han ved ikke, hvor blidt hun kyssede mig, og at savnet flår i min sjæl. Kirkeklokkerne runger over os. Svulmende skyer hviler tunge og grå på himlen. Rustvognen triller ud på gaden og tager Diane med sig ind i evigheden. Jeg græder. Min sorg over Diane er lige så meget et opgør med det liv, jeg har forspildt. Alt det, der aldrig blev til noget. Hold op med den selvmedlidenhed, siger far, det klæder dig ikke.

23


Far faldt ned fra et fjeld og blev knust mod klipperne. Jeg var ikke så langt derfra. Hans skrig runger stadigvæk i mit hoved. Vi taler sammen hver eneste dag. Som regel nøjes jeg med at lytte. Jeg har altid hørt stemmer. Bare rolig, jeg er ikke skør, jeg ved godt, at hans stemme er ren fantasi. Jeg taler med min far, ligesom andre taler med Gud og Jesus. Eller deres hund. Da min far var begravet og glemt, giftede min mor sig med Trygve Arntzen. De havde været kærester i hemmelighed i et stykke tid. En armada af limousiner og busser henter os uden for St. Andrew’s Church og kører i kolonne til Society of International Sciences, hvor mindesammenkomsten finder sted. Diane blev chef for SIS, da hendes far døde. Det var i stiftelsens bibliotek, jeg mødte hende første gang for mere end tyve år siden. Tiden flyver af sted. SIS er en forbilledlig forskningsinstitution, en videnskabelig stiftelse, der samarbejder med universiteter og forskningsmiljøer over hele verden. Grundlagt i 1900 for at samle viden fra forskellige videnskaber. Udefra ligner hovedkvarteret i Whitehall et for længst uddødt imperiums ambassade. Røde murstensmure dækket af vedbend, en majestætisk dør af massiv bøg, høje spir og buede vinduer med hvide sprosser. Vi bliver gennet ind gennem dobbeltdøren, som bliver holdt åben af to tjenere klædt i livré. Jeg har været i den enorme foyer før. Der hænger kæmpestore oliemalerier på væggene. De har sat to langborde op mod hinanden i en ret vinkel. Bordene er fyldt med smørrebrød og kager. Stående buffet. Mørkebrune brystningspaneler, keramiske mosaikfliser på gulvet. Midt i foyeren står et forpjusket palmetræ, som savner Sahara, og som længselsfuldt strækker sig op mod den regntunge himmel, der hvælver sig over ateliervinduerne i loftet. Mindesammenkomster er aldrig særlig muntre. Dæmpede samtaler, triste blikke, små brudstykker af mindeord. Jeg spiser

24


det smørrebrød, jeg synes, jeg kan være bekendt, drikker et par fingerbøl kaffe og taler høfligt med to mænd, som jeg ikke aner, hvem er, men som kommer hen til mig og spørger, om jeg arbejder på noget interessant for tiden. Mine kortfattede svar jager dem på flugt. Ved receptionsdisken, der er dækket af en gigantisk hvid dug og fire kæmpestore blomsteropsatser, står enkemanden sammen med tre kvinder og to mænd. Jeg får på fornemmelsen, at en af kvinderne smugkigger på mig gennem sit sorte sørgeslør. Et par minutter bliver jeg stående alene. Da jeg bilder mig ind, at ingen ser på mig, går jeg hen mod toiletterne. Da jeg når derhen, drejer jeg diskret hen mod udgangen. Hvis der er noget, jeg er ekspert i, så er det kunsten at fordufte. I al ubemærkethed. For aldrig at blive savnet eller efterlyst. En mand klædt i livré åbner døren, og jeg hilser med et nik, da jeg passerer ham. Jeg går ned ad trappen og forbi flokken af stakler, der står og ryger. Det vil tage mig tre kvarter at gå fra Whitehall til hotellet ved Marble Arch, hvad enten jeg går via Pall Mall og Hyde Park eller Picadilly Circus og Oxford Street. Spadsereturen vil gøre mig godt. Jeg trænger til at klare tankerne. De indhenter mig efter halvtreds meter. ”Professor Beltø!” To mænd. Jeg har aldrig set dem før. Store og muskuløse under de elegante jakkesæt. Earplugs med spiralkabler. ”Vær venlig at følge med,” siger den ene. Den anden siger ingenting. Det er heller ikke nødvendigt. Hans blik siger alt. Hvem er de? Politibetjente? Sikkerhedsvagter? Hvad vil de mig? Som en lydig hund følger jeg med tilbage til SIS. Denne gang går vi ikke ind ad den store dobbeltdør, men ad en sidedør af metal, som først går op, da den ene af mændene har indtastet en kode og stirret olmt ind i en irisscanner. Vi tager

25


elevatoren op til anden etage og går gennem en korridor fyldt med portrætmalerier af mennesker, som jeg sikkert burde vide, hvem er. Først da vi standser uden for den solide dør ind til det, der engang var Dianes kontor, ved jeg, hvor jeg er. Den tavse af mændene banker så hårdt på døren, at jeg et øjeblik tror, han har tænkt sig at slå den ind med de bare næver. I det samme går det utrolige op for mig: Diane er slet ikke død! Det er en tåbelig tanke, men jeg kan ikke lade være. Hun står bag døren med sit skæve smil. Og om lidt siger hun med drillende stemme: Troede du virkelig, at du var sluppet af med mig, Bjorn? Jeg kan høre hendes latter. Nu forstår jeg det. Dianes død er en dækoperation, som har til formål at skjule en storstilet sammensværgelse. Hun er slet ikke død. Ikke rigtigt. SIS har en opgave til mig. Dianes død er en del af komplottet. Når døren går op, vil jeg kaste mig i min elskedes arme.

26