LÆSEPRØVE: "Manden og havet" af Volker Weidermann

Page 1

M A NDEN O G H AV E T

V O L K E R W E I D E R M A N N (f. 1969) var i mange år vært for Tysklands mest sete litterære tv-program, Das Literarische Quartett. Siden 2021 har han været chefredaktør hos Die Zeit for kultur- og bogtillægget. På dansk er tidligere udkommet bøgerne om Stefan Zweig, Günther Grass og kunstneroprøret i 1919 i Bayern. Hans bøger er oversat til 17 sprog.

Volker Weidermann V OL K ER W EIDER M A NN

Med både humor, klarhed og stor indsigt i Thomas Manns liv og litterære arbejde skriver Volker Weidermann om Mann og hans familie, om opture og nedture i nobelprisvinderens liv.

MANDEN OG HAVET

Thomas Manns mor, Julia da Silva, voksede op i Brasilien ved Atlanterhavets kyst, indtil hendes mor døde, da hun var syv år gammel, og hun blev flyttet til kolde Tyskland for at bo der med familien. Den kærlighed, hun havde fået til havet i sine formative år, gav hun videre til sin søn. Manns kærlighed til havet var evigt blivende gennem hele hans liv, et liv med stor litterær succes, med kone og børn og en undertrykt homoseksualitet, der blev udlevet gennem hemmelige møder med unge mænd og i bogen Døden i Venedig, tidlige antidemokratiske synspunkter, som senere blev til et stærkt forsvar for republikken og en stor antipati mod Hitler, der tvang ham i eksil i Californien. Denne kærlighed til havet repræsenterede på en og samme tid frihed, længsel, frygt og mørke, repræsenterede en fatalistisk lyst til at lade sig opløse i uendeligheden og forsvinde.

Thomas Mann og hans livs kærlighed

Omslagsbillede © Butler Institute of American Art / Museum Purchase 1919 / Bridgeman Images; Omslagsbillede bagside © ETH-Bibliothek Zürich, Thomas-Mann-Archiv Forfatterfoto © Vera Tammen

Manden og havet_CVR.indd 1

15.06.2023 10.44


Manden og havet_INT.indd 2

14.06.2023 09.43


vol ker w eider mann

MAND E N OG HAVET t homas man n o g h ans l iv s kæ r l ig h ed På dansk ved Lone Østerlind

Manden og havet_INT.indd 3

14.06.2023 09.43


Manden og havet – Thomas Mann og hans livs kærlighed Af Volker Weidermann Oversat af Lone Østerlind 1. udgave, 1. oplag Copyright © 2023, Verlag Kieperheuer & Witsch GmbH & Co. KG, Køln, Tyskland Originaltitel: Mann vom Meer Copyright © Turbine, 2023 Omslag: Walter Schönauer Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740694918 www.turbine.dk Oversættelsen af bogen er støttet af Goethe-instituttet.

Manden og havet_INT.indd 4

14.06.2023 09.43


Mit hjerte slår stærkt og ved hvorfor. t homas mann: Trolddomsbjerget

Manden og havet_INT.indd 5

14.06.2023 09.43


Indhold Med ham ved hånden. Indledning Den første strand 19 Til en anden verden 24 Fornægt dig selv 29 Livet går sin gang 37 Prinsen 40 Havet. Lykken 48 Forkert kærlighed 54 Ned i afgrunden 61 Forårsstorm 75 Opdagelsen af friheden 88 Travemünde. Paradis 93 En livsformel 108 Forløsningen 118

Manden og havet_INT.indd 6

9

14.06.2023 09.43


Ned i afgrunden. Ud i friheden. Ind i døden Kunst er krig 130 Dødedans 143 Mann over bord 147 Pigen fra stranden 151 Og dermed vågner jeg op 154 Den mørke tryllekunstner 162 Springet ud i det vidunderlige 169 Klit på vandring 173 At bryde op til lyset 177 From sea to shining sea 183 Det lysner langsomt 192 At leve videre. En efterskrift 199

Anvendte oversættelser

Manden og havet_INT.indd 7

123

215

14.06.2023 09.43


Manden og havet_INT.indd 8

14.06.2023 09.43


Med ham ved hånden Indledning

Lidt bange var hun alligevel. Hun vidste jo godt, at det var et stort øjeblik. Især for ham, for hr. Papale, som hun kalder sin far. Hun vidste jo godt, hvor højt han elskede havet. Igen og igen havde han fortalt hende om det, om dette mægtige, uendelige blå og om ferierne i Travemünde, da han var barn og lykkelig. Og nu var tiden endelig kommet, hvor han kunne vise hende det i virkeligheden. Sit hav. Østersøen. Elisabeth sitrer. Det er først på aftenen, allerede lidt køligt. Men hun sitrer især af glæde, spænding og også en smule af angst for ikke at kunne virke begejstret nok. At hun ikke kommer til at finde det lige så storslået, lige så overvældende og lige så herligt som ham, hun går med ved hånden. Elisabeth er seks år gammel. Hun er klædt i en mørk badekjole og har kortklippet pagehår, ved faderens anden hånd går hendes yngre bror, Michael. Men ham bemærker faderen stort set ikke. Han er her, på stranden ved Kloster på Hiddensee, for at vise sin yndlingsdatter sit hav. Også han er en smule ophidset. Men samtidig ved han, at hans datter ikke vil skuffe ham. Hun har aldrig skuffet ham. Hver gang han andægtigt havde vist hende sine 9

Manden og havet_INT.indd 9

14.06.2023 09.43


helligdomme, det gamle ur, de spanske billeder, bøgerne i bog­ værelset, havde hans andægtighed også været hendes. Stille og forundret lod hun ham vise sig sin verden. På den måde blev den også hendes. Dertil kom, at vandet under alle omstændigheder var hendes element. Det havde han allerede bekendtgjort for verden i den hymne, han havde digtet til hende kort efter hendes fødsel: ”For vandet/ der tjener og priser dit lille legeme, og som du/ sorgløst forlader dig på, det er dit element.” For en sikkerheds skyld havde han alligevel også fortalt hende historien om en tidligere skuffelse. Den stammede fra dengang, da han selv endnu var ganske lille og allerede elskede havet højere end noget andet i denne verden. Og som de plejede at gøre hver eneste sommer, var han sammen med hele familien, nuvel, næsten hele familien, faderen kom kun op i weekenderne, taget op til stranden i Travemünde. Og med den ejermandsstolthed, man finder hos en dreng, der gennem flere år er kommet herop, havde han præsenteret sit hav for barnepigen, der stammede fra Sachsen og aldrig havde set havet før. Og dér stod hun på sine kraftige ben og sagde blot: ”Det er da kønt, men jeg havde troet, det var endnu kønnere.” Kønnere? Hvordan kan man, om jeg må spørge, forestille sig, at denne verdens perfekte sted er endnu kønnere? Det var en forskrækkelse, en fornærmelse og en frækhed. Og for nu at være helt sikker på, at noget sådant ikke skulle ske igen, og det netop med hans yndlingsdatter, havde han på forhånd fortalt Elisabeth om denne gamle skuffelse. Hun vidste altså, at hun skulle blive betaget. Hele rejsen herop fra München havde været en drømmerejse. De var kørt til Berlin i sovevogn; Elisabeth havde delt seng med 10

Manden og havet_INT.indd 10

14.06.2023 09.43


Michael, hoved ved hoved, deres mor havde ligget oven over dem og vogtet over deres søvn, mens deres far havde haft en kupé for sig selv ved siden af. Og hvis man løftede rullegardinet en smule op, kunne man se stjernehimlen, der gled forbi én, mens man selv lå roligt i sin lille seng og kiggede ud ad vinduet. I Berlin havde de besøgt deres onkel Peter, fysikeren, i hans laboratorium. Og han havde tryllet et hav frem for deres øjne, ud af luft. Det var i hvert fald det indtryk, Elisabeth havde fået, da onklen viste dem flydende luft; luft, der var så kold, at den var flydende og blå. Og da onklen stak en blød gummislange ind i den, forvandlede den sig til en hård stav. Så koldt var dette lille hav. Men derefter var de omsider rejst videre til den lille ø. De boede på et mindre hotel, ”Haus am Meer” hed det, og faderen var en smule forlegen, fordi der i samme hus boede en anden digter, en imposant, ældre mand med stort, hvidligt-lyst hår og høj pande. Ham skal vi høre mere om senere. Men hvorom alting er: Først gik faderen ned til stranden med sine to yngste børn. Heldigvis behøvede Elisabeth ikke at tvinge sig selv til at blive betaget. Det kom helt af sig selv. Lugten, farverne, de små bølger, den uendelige udsigt. Hun forstod med det samme, hvorfor hendes far elskede alt dette så højt. Og ville straks have ham til at fortælle, hvad der var derude, langt borte i det fjerne, dér hvor man ikke kan se længere. ”Det er horisonten,” sagde hendes far. ”Og bag ved den? Hvad kommer der bag ved horisonten?” – ”Det gør horisonten, og bag ved den horisonten igen. Jo længere du ror ud, desto mere trækker horisonten sig tilbage, så du hele tiden kun kan se én horisont; indtil du til allersidst 11

Manden og havet_INT.indd 11

14.06.2023 09.43


får land i sigte, og så er horisonten forsvundet. Men så kan du få den at se igen, hvis du vender dig om.” Det glemte hun aldrig, så længe hun levede. Men denne sommer tjente havet helt andre formål: at tumle og lave sjov. Bade, dykke, kaste sig i bølgerne, dukke broderen, blive dukket af de ældre søskende, samle muslinger, bygge borge og kuglebaner, blive begravet i sandet, svømme sammen med moderen. Åh ja, moderen – hun havde denne mere konkrete kærlighed til havet, som faderen manglede. At komme løbende ud i det og svømme som en fisk. Det var ikke noget for faderen. Han sad i sin strandkurv og lod blikket vandre, skrev, så ud igen, hensunken i sin kurv, isoleret, afskærmet, tryg. Han var moderigtigt klædt, fantastisk veludstyret, især gik han gerne med sømandskasketter, kaptajnskasketter, hvide matroshuer og prins Heinrich-kasketter, nogle gange var han iført badekåbe og røg samtidig. Han gik i vandet om morgenen, kortvarigt og helst tæt på land. Det kaldte han sin ”morgenandagt i havet”. Derefter var han oplagt til en ny dag og til at skrive. I begyndelsen af denne sommerrejse havde Thomas Mann haft et håb om, at han endelig ville kunne skrive Trolddomsbjerget færdig heroppe. Der var gået tolv år, siden han begyndte at skrive på den, og den ene gang efter den anden havde han troet, at han var tæt på at være færdig. Siden december året forinden havde første bind været færdigtrykt. Men afslutningen blev ved med at trække ud. Måske fordi forfatteren havde svært ved endegyldigt at tage afsked med ”livets smertensbarn” Hans Castorp, købmandssønnen fra Hamborg, som Thomas Mann i sin roman havde sendt op i 12

Manden og havet_INT.indd 12

14.06.2023 09.43


bjergene omkring Davos, disse sneklædte bjerge, hvis lighed med det hjemlige hav var så forbløffende. Af frygt for at miste ham af syne for altid i Første Verdenskrigs kamptummel. Ja, måske også af den grund ville han heller ikke kunne sætte det sidste punktum her på stranden ved Kloster. Kun få måneder forinden havde han i bogen om bjerget endnu en gang skrevet om stranden, om havets trolddomskraft, der førte Hans, den uanselige helt, ned i dybet, i fordærv, i døden. ”Spadsere­ tur ved stranden” lyder kapitlets overskrift, hvori det hedder: ”Du går og går … og sådan som du går, vil du aldrig vende hjem i rette tid, for du er gået tabt for tiden, og den er gået tabt for dig. Oh hav, vi sidder fjernt fra dig og fortæller, vi vender vore tanker, vor kærlighed mod dig, udtrykkeligt og som om vi højt anråbte dig, skal du være til stede i vor fortælling, som du i det stille var og er og vil være det … Brusende øde, med det blege lysegrå ovenover, fuld af ram fugt, hvoraf en smag af salt bliver siddende på vore læber. Vi går, går på let fjedrende bund, der er bestrøet med tang og små muslinger, ørerne er indhyllet af blæsten, af denne store, vide og milde blæst, som fri og uhæmmet og uden svig jager gennem rummet og fremkalder en blid be­ døvelse i vort hoved – vi vandrer, vandrer og ser skummets tunger slikke efter vore fødder, når søen drives fremad og igen bølger tilbage. Brændingen koger, klart og dumpt støder bølge mod bølge og bruser silkeagtig op på den flade strand – dér som her og ude på revlerne, og dette almindelige virvar af blidt brusende larm spærrer vort øre for enhver stemme i verden. Dyb opfyldelse, vidende glemsel … Lad os dog lukke øjnene, betrygget af evighed!” 13

Manden og havet_INT.indd 13

14.06.2023 09.43


I alle hans bøger er havet den stille helt. ”Havet,” sådan har Thomas Mann selv engang beskrevet det, ”dets rytme, dets musikalske transcendens [er] på en eller anden måde til stede overalt i mine bøger, også hvor der ikke udtrykkeligt tales om det, hvilket ofte er tilfældet.” Desværre var en anden, temmelig væsensforskellig og meget livskraftig person fra Manns kommende bog også til stede denne sommer i ”Haus am Meer” i Kloster. Manden med den hvide hårkrans, som Thomas Mann havde mødt i Bolzano året forinden og derpå spontant havde indoptaget i sin roman. Gerhart Hauptmann, nobelpristager, tysk teaters naturalistiske oprørsskikkelse og en imposant, skræmmende personlighed. Og netop som en sådan imposant og helt igennem latterlig personlighed havde Thomas Mann brugt ham som Mynheer Peeperkorn i Trolddomsbjerget. Thomas Mann opfandt jo ikke noget, han fandt sine figurer, og på den måde havde han netop fundet Gerhart Hauptmann. En mand, der med maksimale gebærder fremsætter minimale udsagn. En elskværdig Dionysos, der fejrer livet i stedet for at tale om det. En livskolos, der til forskel fra Hans Castorp aldrig hverken ville lade sig fortrylle af snelandskabets magi eller havets brus, så han endte i en livsfarlig situation. En gigant. Desværre enfoldig. Nu var familien Mann altså endt i det ret trange hus sammen med denne kæmpe med den jævne ånd. Om aftenen læste Haupt­ mann højt af sit kommende værk, Till Eulenspiegel, og ønskede så til gengæld at høre en smagsprøve på Trolddomsbjerget, som han vidste, at Thomas Mann arbejdede på. Men han, der egentlig gerne og altid læste højt af sine kommende værker, vægrede sig. Undskyldte sig med antydninger om, at han ikke ville lade sit lys 14

Manden og havet_INT.indd 14

14.06.2023 09.43


skinne, at det ikke var passende og så videre. Men det godtager virkelighedens romanfigur ikke. Mann beskriver den mægtige mands reaktion på følgende måde: ”Hauptmann grublede over sit modsvar. Det var et af de typiske og spændende øjeblikke, i hvilket hans mimik og hans hånd forberedte noget væsentligt, som så, når det tager form, ved første øjekast kan overraske ved sin enkelhed … Jeg forstod i næste sekund, at det havde været forkert og frygtsomt af mig at tøve. Han sagde: ’De tager fejl. I min faders hus er der mange boliger’.” Det var smukt sagt, men alligevel blev atmosfæren her lidt anspændt. Senere, efter romanens udgivelse, undskylder Thomas Mann sig skriftligt og ordrigt over for forbilledet for sin romanfigur, men nu og her var det naturligvis for tidligt, romanen var ikke færdig, Peeperkorn stadig fuldstændig ukendt for verden, det gik alt sammen slet ikke. Familien Mann brød op, men blev ved Østersøen; de rejste til Usedom, til Bansin, derefter videre til Ahlbeck, hvor Thomas Mann to år forinden havde arbejdet på sin store tale Von deutscher Republik. Her havde han så at sige taget afsked med havet. Med havets stærke tiltrækningskraft. Med alt det, som havet altid havde repræsenteret for ham: ansvarsløshed, sympati for døden, at drages mod fordærv, forbudt kærlighed, at være apolitisk, antidemokrati, rus, romantik, salig glemsel, lykke uden pligt, skønhed, evig ferie. Han havde taget stilling til fordel for republikken, for demokratiet, for den ærlige kamp mod mørkets og det irrationelles kræfter. Mod havet i ham selv. Denne kamp, og sejren i denne kamp, var ikke noget, han havde fået i vuggegave. ”Selvovervindelse” kaldte Thomas Mann denne bestræbelse. 15

Manden og havet_INT.indd 15

14.06.2023 09.43


Derom handler den historie, vi vil fortælle her, når vi fortæller om ”manden og havet”. Den handler om denne forførende magi. Den handler om Thomas Manns kærlighed til havet, og hvordan han holdt fast ved den livet igennem, men også om, hvordan han midt i livet skabte en romanhelt, der var tæt på at ville være gået tabt i sneens dyb, i havets dyb, hvis ikke en demokratisk pædagog fra Italien havde stået på stranden med et lille tågehorn for at advare ham mod den dødbringende uendelighed og kalde ham tilbage til et sikkert sted på land. I det virkelige liv hjalp en lille piges fødsel også Hans Castorps opfinder med at modstå denne dragning. Han har selv digtet det sådan, at han – da det nærmede sig en afslutning på Første Verdens­ krig, hvis udbrud Thomas Mann i sin tid havde hyldet som en personlig og national befrielse – i sit indre havde besluttet sig for kærligheden. For kærligheden til Elisabeth, som han kaldte sin egentlige førstefødte. For de fire ældre søskende har det sikkert ikke været nogen spøg at læse dette. Men når alt kom til alt, vidste de det alle sammen. Faderen feterede jo sin uretfærdige kærlighed. Ikke mindst på stranden i sommeren 1924. Elisabeth glemte aldrig dette øjeblik. Senere viede hun sit liv til oceanerne, til beskyttelsen af verdenshavene og utopien om et solidarisk fællesskab mellem mennesker. Kilden til sit verdensomspændende engagement for det, hun kaldte ”oceanisk politik”, forstod hun, var denne sommer og den kærlighed til havet, som hun fik fra sin far. For mens kærligheden til havet for ham altid snarere var en faretruende kærlighed, som han måtte møde med kritisk bevidsthed, repræsenterede havet for hende en forpligtelse og en utopi. Et sted, som det gjaldt om at kæmpe for livet igennem. 16

Manden og havet_INT.indd 16

14.06.2023 09.43


”Det var en fortryllet verden,” udtalte Elisabeth Mann, da hun som 80-årig mindedes denne sommer ved havet. ”Den dag i dag, når jeg om morgenen tømmer espressogrumset fra en lille, fintformet beholder ud i køkkenvasken, kommer jeg til at tænke på de fugtige sandkager, vi dengang vendte ud af vores små kulørte spande og anbragte på rad og række på stranden.” Og trods faderens favorisering var hun ikke den eneste, der var blevet smittet af kærligheden til havet denne sommer. Da ferien var ved at være forbi, skrev Thomas Mann til sin ven Ernst Bertram: ”Børnene tog afsked med havet med oprigtig smerte, både de små og de store, fuldkommen som jeg selv engang …” Og for at forstå, hvordan dette ”engang” begyndte, foretager vi en kort rejse den halve verden rundt til en anden strand, ved kanten af regnskoven, til et andet århundrede. Til stranden ved Paraty i Brasilien, hvor en lille pige med mørke øjne tilbragte sin barndom.

Manden og havet_INT.indd 17

14.06.2023 09.43


M A NDEN O G H AV E T

V O L K E R W E I D E R M A N N (f. 1969) var i mange år vært for Tysklands mest sete litterære tv-program, Das Literarische Quartett. Siden 2021 har han været chefredaktør hos Die Zeit for kultur- og bogtillægget. På dansk er tidligere udkommet bøgerne om Stefan Zweig, Günther Grass og kunstneroprøret i 1919 i Bayern. Hans bøger er oversat til 17 sprog.

Volker Weidermann V OL K ER W EIDER M A NN

Med både humor, klarhed og stor indsigt i Thomas Manns liv og litterære arbejde skriver Volker Weidermann om Mann og hans familie, om opture og nedture i nobelprisvinderens liv.

MANDEN OG HAVET

Thomas Manns mor, Julia da Silva, voksede op i Brasilien ved Atlanterhavets kyst, indtil hendes mor døde, da hun var syv år gammel, og hun blev flyttet til kolde Tyskland for at bo der med familien. Den kærlighed, hun havde fået til havet i sine formative år, gav hun videre til sin søn. Manns kærlighed til havet var evigt blivende gennem hele hans liv, et liv med stor litterær succes, med kone og børn og en undertrykt homoseksualitet, der blev udlevet gennem hemmelige møder med unge mænd og i bogen Døden i Venedig, tidlige antidemokratiske synspunkter, som senere blev til et stærkt forsvar for republikken og en stor antipati mod Hitler, der tvang ham i eksil i Californien. Denne kærlighed til havet repræsenterede på en og samme tid frihed, længsel, frygt og mørke, repræsenterede en fatalistisk lyst til at lade sig opløse i uendeligheden og forsvinde.

Thomas Mann og hans livs kærlighed

Omslagsbillede © Butler Institute of American Art / Museum Purchase 1919 / Bridgeman Images; Omslagsbillede bagside © ETH-Bibliothek Zürich, Thomas-Mann-Archiv Forfatterfoto © Vera Tammen

Manden og havet_CVR.indd 1

15.06.2023 10.44


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.