
1 minute read
HOS SPECIAL OLYMPICS ER DER PLADS TIL ALLE
from TIMEOUT MAR 2023
by tthholstebro

Hos Special Olympics er smil og socialt samvær lige så vigtigt som sejre. Besøg håndboldholdet, hvor der er plads til alle.
- Sådan! Det er godt skudt Ida!
Anerkendelsen og den positive oplevelse er i højsæde, når Thomas Boye indtager halgulvet som træner for Special Olympics. Holdet består af voksne med et udviklingshandicap, og har eksisteret siden 2007 som en del af moderklubberne Holstebro Håndbold og TTH Holstebro.
Hver torsdag samles de 29 spillere og tre trænere til halvanden times håndbold og socialt samvær:
- Fokus på Special Olympics-holdet er helt klart, at der er plads til alle. Vi er opdelt i niveauer, når vi spiller kampe, men til træning prøver vi at lave noget, hvor alle kan være med, i det omfang det nu er muligt for den enkelte,” fortæller Thomas Boye og fortsætter videre:
- Selvom vores spillere kan have udfordringer i hverdagen, så kommer de her ind på et hold, hvor de hver især har værdi. Det giver smil på læben, og mange af dem går herfra med brystkassen fremme. Det er det hele værd.

Venskaber og motion i højsæde Ida på 24 år har været en del af Special Olympicsholdet de seneste fem sæsoner, og hun har ingen planer om at stoppe:
- Jeg glæder mig altid til, at jeg skal til træning. Her kan jeg være sammen med mine venner og få brugt noget krudt. Desuden bliver vi anerkendt, når vi gør noget godt, og vi er gode til at bakke hinanden op på holdet.
Idas ord passer perfekt ind i den grundidé, der danner ramme om Special Olympics-holdet.
Selvom vores spillere kan have udfordringer i hverdagen, så kommer de her ind på et hold, hvor de hver især har værdi
Thomas Boye
- På vores hold handler det ikke kun om at vinde. Det handler også om at være en del af et fællesskab, at få motioneret og have det sjovt, siger Thomas Boye. Ligesom Ida nyder han at komme til træning:

- For mig er det her halvanden times frihed hver torsdag eftermiddag, hvor jeg bare render rundt og hygger mig med nogle gode mennesker. Det er livsglæde, og det er håndboldglæde, som jeg prioriterer at få tid til i min hverdag.
Fakta
Special Olympics Holstebro består af 29 spillere og har eksisteret siden 2007
Søren Frøjk har været tovholder på projektet siden starten. Senere er Jesper Byskov og Thomas Boye kommet til som trænere
Spillerne er fordelt på tre hold og er inddelt efter niveau
Holdene deltager i fem stævner pr. sæson
Desuden deltager spillerne løbende i arrangementer sammen med deres to moderklubber Holstebro Håndbold og TTH Holstebro. Eksempelvis får holdet besøg af ligaspillere til træning, og de laver indløb i Gråkjær Arena