Koldkrigsøvelse i Tyskland 1961 Fra en gammel Trænbisse, Svend Birke Espegård, har redaktionen modtaget en fantastisk god beretning om en øvelse i Tyskland - HERO-II - som forfatteren var med på for 50 år siden, under den kolde krig. Vi har valgt at bringe artiklen over flere omgange. Den 17. april 1961 tidligt om morgenen ruller Transportkompagniet af sted fra Padborglejren med ca. 50 køretøjer: Mest Bedford-lastbiler, fem RLV-firehjulstrækkere med 12/7 maskingevær på taget, nogle jeeps og Nimbus-motorcykler. Vi skal på øvelsen Hero II i området syd for Paderborn. I det følgende vil jeg fortælle om hvordan jeg som menig værnepligtig oplevede kompagniets indsats dengang for 50 år siden. Mit grundlag er den dagbog jeg førte under øvelsen. På den ene side glæder vi os til at se noget mere af Verden end området omkring Padborglejren. På den anden side er vi nok lidt ængstelige, for hvor voldsom vil øvelsen blive? Vi havde jo tidligere hørt rygter om hvordan andre regimenter på efterårsmanøvrer syd for grænsen, havde væ-
Vores barak i Padborglejren.
26
ret i kamp med andre NATO-soldater – med skarpslebne spader. Og vi havde set hvordan nogle soldater med hvide forbindinger fra andre regimenter kom i Røde Kors-mærkede biler til vores lazaret i Padborglejren. Men det er rygter. I øvrigt er vi enige om at vi nok skal slå fra os hvis det bliver nødvendigt. Morgentrafik Der er noget feriestemning over os alle da vi ruller ud af Frøslev Plantage og krydser grænsen i Padborg. Vi ryger lige ind i morgentrafikken i Flensborg med sporvogne, biler, cykler og gående i massevis. Hjemme i Danmark plejer vi altid at vinke til piger og børn når vi kommer kørende. Her holder vi os mere tilbage. Vinker forsigtigt tilbage når nogle ivrige børneflokke svinger med armene. Det er jo før motorvejens tid, så vi kører på den gamle landevej med 25 meters afstand og en kolonnehastighed på 40 km/t. I det nord-
lige Holsten holder kolonnen pause ved vejsiden i en bøgeskov. Vi nyder foråret der er på vej, bøgen er ved at springe ud her syd for grænsen. I den lette støvregn lyser naturen dejligt lysegrønt. Det er nok det der får os til at plukke store bøgegrene og sætte dem fast foran på bilerne. Vi spøger med at det er en slags flyverskjul, og også et venligt fredstegn til omgivelserne. I hvert fald vinker børnene ved skolerne vi passerer, endnu mere. Men sløringen med bøgegrene får en brat ende – vi får ordre om at ”få fjernet det stads”. Det første møde med andre NATO-soldater Ved 22-tiden er vores kolonne nået frem til Camp Reinsehlen på Lüneburger Heide. Jeg går over den åbne græsmark til lokummerne. Her hører jeg sang bag et af de engelske skure, mit første møde med englænderne. De har lavet en hyggelig lejr af regnslag og små og store telte, med haveborde og havebænke og mange øl. Englænderne synger og skråler og opdager slet ikke at en fremmed soldat går rundt mellem dem og skvatter over bardunerne. Jeg finder dog ud af at de er fra 7. division, og jeg har fået at vide at det er soldater fra 4. division vi skal samarbejde med. På de små landeveje syd for Camp Reinsehlen kører vi ind i et dejligt grønt forår. Alle træerne er sprunget ud, også kastanje- og lindetræerne. Nu færdes der mange andre militærkøretøjer på vejene: Englændere, tyskere, hollændere. I en skov er nogle englændere ved at sløre en stor Nike-raket og en del tanks. Og på landevejen ruller en række kæmpestore tyske militærlastbiler forbi vores holdende ko-
TRÆNREGIMENTET nr. 1 • 2011