Legenden om Mundo Minor
Mundoens øde gange (alle hans emotionarianter havde gemt sig ). Dette vidste hverken Kreator eller Desmofylania dog noget om. Desmofylania blev som Kreators gæst i adskillige dage. De nød hinandens selskab, de spiste sammen, de så ud over verdenshavet i solnedgangen, de drøftede teltanlægets muligheder. Som tiden gik blev deres fortrolighed større og større, de fortalte, de lyttede, de lo sammen, de græd sammen, de groede stadig tættere på hinanden. Til sidst besluttede de at snakke med Sophia og Xalyfomsed, for at høre om de også mente at det var en god ide at Desmofylania flyttede ind i teltlængen som stod beredt. Det viste sig at de allerede havde besluttet sig for at anbefale netop denne beslutning. Da Desmofylanias mundo oprindeligt var udgået af Mundo Ambo, fandt de det var det rigtigste at oplyse Kongen af Mundo Ambo deres om beslutning, og bede ham glemme alt gammelt nag. Da de opsøgte Kongen blev de overraskede og sorgfulde ved at opleve den tilstand han og hans mundo var i. Mundoens port stod pivåben, men ikke på en gæstfri måde. Det så nærmet ud som om den stod åben, fordi ingen havde haft mod eller tid til at lukke den. Den stod åben på en forladt måde, idet den ene portfløj stod halvt åben, mens den anden var presset helt op mod muren. Der var ingen på vagt i vagtstuen, og inden for porten lå store dynger af sammenføget sand, som bredte sig stadig længere ind i den dødstille Mundo. Fuld af bange anelser gik Kreator og Desmofylania indenfor. Da de kom ind i hovedgangen fik Kreator øje på en emotionariant, og råbte ham an. Denne snurrede omkring, udstødte et vræl ved synet af dem, og løb vildt skrigende ned ad en sidegang. Kreator og Desmofylania så forvirrede på hinanden. De fortsatte mod Tronsalen, hvor de forventede at finde Kongen selv. På deres vej gennem hovedgangen, passerede de de døre som Kreator også havde passeret under sit første besøg. Nu var de afskallede, slidte, præget af forfald. Den røgfarvede glasdør, som havde været årsag til det største chok for Kreators Lille Flok, var nu mat, uigennem316