Issuu on Google+

Legenden om Mundo Minor

Legenden om Mundo Minor

1


Legenden om Mundo Minor

COPYRIGHT: OMSLAG: ILLUSTRATIONER: TRYKKERI: SKRIFTTYPE: ISBN:

Š2005 by Tom Rausner Tom Rausner Tom Rausner Bornerup bogtryk og offset, Thisted Times roman ISBN 87-990582-0-0

Flere eksemplarer af bogen kan bestilles hos ;

TomTech Cooperation; www.tomtech.dk

2


Legenden om Mundo Minor

DEDIKATION Denne bogs symboler tilegnes...

Franz Kafka, Herman Hesse og J.R.R.Tolkien som lĂŚrte mig at skrive, samt...

Carl Gustav Jung som lĂŚrte mig hvad det var jeg skrev om.

3


Legenden om Mundo Minor

FORORD En morgen vågnede jeg fortumlet og helt ved siden af mig selv, efter at have haft en såkaldt “initialdrøm”. Drømmen gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg knapt kunne tænke på andet i en uges tid efter. Samtidig gav den mig en følelse af at noget stort og betydningsfuldt, var sket inden i mig. I drømmen blev jeg stedt for en konge, i en forfalden tronsal, i et ramponeret slot, i en forladt del af en travl storby. Kongen gav mig til opgave at finde det som kunne redde hoffet, men som ingen vidste hvad var. Sammen med en kvinde forlod jeg tronsalen, og gik gennem en enorm sal med et skakternet gulv. Over alt lå der nedfaldne tagspær, stenbrokker, og andet. Nu hørte jeg et råb om hjælp, som kom fra et sted under det gulv jeg stod på. Jeg råbte tilbage, men der kom intet svar. Derfor så jeg mig nu om for at finde en måde at nå den som råbte, da jeg forestillede mig at han var fanget under nedfaldne sten eller lignende. Nu fik jeg så øje på en vindeltrappe som førte ned under gulvet. Op fra trappeskakten skinnede et orangegrønt lys. Så vågnede jeg. Efter at det første overrumplende indtryk havde lagt sig, begyndte drømmens handling stille og roligt at leve sit eget liv, i en eller anden afkrog af min psyke. I løbet af et par år havde historien antaget så fast en skikkelse, at jeg følte trang til at skrive den ned. Derefter tog handlingen fart. Resultatet er foreløbigt den bog du sidder med i hånden, men jeg er overbevist om at drømmen har mere på hjerte ........

Tom Rausner

4


Legenden om Mundo Minor

Enhver lighed mellem denne bogs personer og dig, er fuldstĂŚndigt uundgĂĽelig !

5


Legenden om Mundo Minor

FØRSTE BOG

Sums Første rejse

At rejse er at leve... (H.C.Andersen)

6


Legenden om Mundo Minor

1. kapittel

Den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. ( Bibelen Matt.7:8 )

Den morgen vågnede Sum tidligere end han plejede. Han lå længe og kiggede op i den broderede sengehimmel, som dækkede hele hans udsyn når han lå på ryggen i den enorme dobbeltseng. Dagen før havde han besluttet at han ville stå tidligt op, for at drage ud på opdagelse i en af de aller ældste dele af Mundo Minor. Disse dele havde han endnu ikke været i. Allerede dagen før havde han pakket alt til turen, både mad og udstyr, så han skulle blot have tøj på. Sum tog sig sammen og satte sig op i sengen. Langsomt blev han opmærksom på en svag, næppe hørlig brusen. Først mente han den måtte komme fra Vivelspringet, men Vivelsøen og dens spring lå alt for langt væk til at det kunne passe. Lyden kom nok blot fra Lillesø, som lå lige udenfor vinduet. Vivelspringet var selve Mundo Minors sjæl, herfra kom det vand som holdt dem alle i live. Med et suk svingede Sum benene ud på gulvet og begyndte at trække tøjet på. Til sidst tog han også rygsækken på og åbnede døren som førte ud til gangen, uden for værelset. Lige uden for døren mødte han Jomfru Sophia. Jomfru Sophia var rynket og på alle måder mærket af høj alder. Til trods for disse hendes alderstegn var hun rank, venlig, smilende og, i Sums øjne, smuk. *Vær hilset. Sum bukkede som det var skik, når man mødte en fornem hoffrue. 7


Legenden om Mundo Minor

* Vær hilset, ungersvend. Jomfru Sophia smilede sit smukke smil. * De er tidligt på færde, Jomfru. * Ganske som De. Jomfruen smilede igen. * De kom fra Mundoens ældre del, Jomfru ? * Og der er De på vej hen. Jomfruen smilede endnu en gang og tilføjede; * De må hellere give dem på vej, og udnytte dagens første timer. * De må have en velsignet dag. Han bukkede igen. Sum så efter Jomfru Sophia, til hendes grønne fløjlskjole var forsvundet om hjørnet og ind i tronsalen. Det er egentlig mærkeligt med Sophia, tænkte Sum, det er som om ingen bemærker at hun er tilstede, ingen hilser hende, ingen omtaler hende, ingen beskæftiger sig med hende, og alligevel er hun altid tilstede. Til trods for hendes rynkede ansigt måtte Sum indrømme overfor sig selv, at hun var en af de smukkeste og mest værdige kvinder ved Kong Egos hof. Sum smilede for sig selv da han vendte sig for at fortsætte mod sit mål, men smilet stivnede brat. Forfaldet gik efterhånden hurtigere end han brød sig om. Til venstre for døren mod det tidligere afsnit af Mundoen var en flage puds faldet af, og dørens håndtag var begyndt at løbe an. Døren gled villigt op da Sum lagde hånden på dens håndtag. Langs væggene i den foregående del af Mundoen stod rustningerne som sædvanligt, blot en smule mere anløbne og 8


Legenden om Mundo Minor

lidt mere støvede end sidst. Hurtigt passerede Sum gennem salen, og ud af døren i dens anden ende. Den sal han nu stod i var endnu mere præget af det omsiggribende forfald; et gardin var faldet på gulvet, og lod et svagt lys trænge ind gennem en snavset rude. Igen passerede Sum en dør, og igen blev det forfald der mødte ham en kende værre. Som Sum trængte længere og længere ind i forlængst glemte dele af Mundo Minor, blev støvlagene stadig tykkere. Det støv han hvirvlede op lagde sig som en grå skygge over alt på ham, og sved i hans hals. Til sidst føltes Sums hals som et stort sår, han måtte have noget at drikke. Forsigtigt snusede han til sin vandflaske, vandet var vist ikke angrebet af forfaldet endnu, det lugtede i hvertfald frisk nok. Den mad Sum havde taget med virkede også spiselig, så den fulgte med vandet. Sidst på eftermiddagen nåede Sum sit bestemmelsessted. Så vidt man kunne se havde dette rum sansynligvis været en tronsal, i en fjern og nu glemt fortid. Inden forfaldet nåede her til, havde det sikkert været et prægtigt sted. Nu var gulvet dækket af et knætykt lag støv, som rejste små skyer ved enhver af Sums bevægelser. Hist og her blev den plane støvflade brudt af rester af møbler, forvitrede redskaber og formuldede bunker af... Tja, hvem ved. Fra sin rygsæk fremdrog Sum en sammenklappelig stol, som stort set forsvandt i støvet da han satte den på gulvet. Den viste sig at være så hårdt angrebet af forfaldet, at malingen var skallet af flere steder. Det havde han dog været forberedt på. Fra rygsækken tog han også en fakkel, tændte den og satte den i holderen på væggen. I det dæmpede skær sad Sum og betragtede i stilhed den værdighed der trods alt endnu hvilede over rummet. Efterhånden havde Sum dannet sig et helt godt billede af salens historie, og skulle lige til at bryde op for at gå tilbage da hans tanker blev afbrudt af en 9


Legenden om Mundo Minor

lyd. Disse dele af Mundo Minor var altid helt stille, derfor var en lyd temmelig overraskende. Langt mere overraskende var det dog at det var lyden af en stemme ! * Hjælp !! Lydløst bevægede Sum sig i den retning lyden var kommet fra, lyttende med alle fibre i sin krop. * Hjælp !! Stemmen kom fra gulvet, eller rettere fra et sted under gulvet... under den forhøjning der i fordums tid havde været podium for en trone. Stemmen var helt tydelig, og Sum stillede sig over stedet og råbte af sine lungers fulde kraft; * Hvor er du ? Sums råb fik støvet til at rejse sig så han nøs. * Jeg er i kælderens nederste ende. lød svaret. * Hvem er du ? Støvet fik Sum til at nyse igen. Der kom intet svar. Sum råbte nogle gange til, men måtte så holde op da hans hals var sat til med bittert støv. I stedet greb han sin rygsæk, og ville styrte af sted for at finde en måde at hjælpe den øjensynligt indespærrede på. Men det viste sig at remmen på hans ellers nye rygsæk, var blevet så angrebet af forfaldet at den knækkede. Med rygsækken under armen styrtede han gennem Mundoens gange, med en hale af støv efter sig. Sum blev ved med at løbe til han nåede den del af Mundo Minor som 10


Legenden om Mundo Minor

var i brug for tiden. Her fandt han gangene fulde af hoffets folk, som alle var på vej mod tronsalen. * Så meget desto bedre. tænkte Sum ved sig selv. Det må være tid for aftenaudiensen. Så har jeg muligheden for at forelægge min opdagelse, direkte for Kong Ego selv. Stadig hivende efter vejret fandt Sum ind i flokken og fulgte med. Først efter at have gået et stykke tid opdagede han at han gik ved siden af Jomfru Sophia, hun gik lidt for sig selv som hun plejede. I få ord fortalte Sum hvad han havde oplevet i den gamle tronsal, og undrede sig samtidig over at hun ikke virkede det mindste overrasket. * Den du hørte er “Den Forsvundne Prins” Jomfruen så på Sum med et venligt, men også alvorligt udtryk i sine smukke og kloge øjne. * ”Den...Forsvundne Prins”... ?! Sum så spørgende på Jomfruen. * En prins som forsvandt den gang den tronsal du var i, blev brugt. * Hvordan...forsvandt han. * Han blev bortført af dem der er ansvarlige for det forfald som nu jager hoffet fra rum til rum, i Mundoen. Sum ville gerne have spurgt om mere, men de var nu nået til tronsalen, og stod direkte foran Kong Egos trone. Kongen havde 11


Legenden om Mundo Minor

rejst sig da følget kom ind og betragtede dem gennem den lyseblå maske han altid bar. Masken var oval, med en skarp kant som løb fra pande til hage. Maskens overflade var hård som krystal og flimrede på en måde, som gjorde det umuligt at fastholde Kongens ansigtstræk. Ved hans side stod, som altid, hans rådgiver Egofiliam, som uden ophør hviskede i Kongens venstre øre. Nu rakte Kongen armene i vejret, og sænkede dem igen. Det var tegnet på at hoffet skulle falde på knæ, og gøre sig klar til at afgive beretning om deres dagsværk. Kong Ego steg ned fra tronens forhøjning, og udspurgte en efter en hoffets medlemmer. Alle blev udspurgt grundigt, detaljer vendt og intet overset. Til sidst kom turen til Sum. * Hvad har DU lavet idag ? Kongen stod lige foran Sum, på skrævende ben, med hænderne knyttet og solidt plantet på hofterne. Sum løftede blikket og betragtede den flimrende maske et øjeblik. * Jeg har været i de hidtil ældste sale jeg endnu har betrådt, Oh Konge. Og her hørte jeg stemmen af en som kaldte fra Mundoens kælder. Derfor, Herre og Konge beder jeg om jeres tilladelse til at drage ud, for at komme den som stemmen tilhører til hjælp. * UD, HELE HOFFET UD ! Kongens røst rungede som et tordenekko gennem Mundo Minors gange. * MEN DU, DU BLIVER HER Med sit scepter pegede Kongen mod Sums bryst. Ivrigt snakkende og med nysgerrige, frygtsomme sideblikke til Sum, forlod hoffet salen. Kun Jomfru Sophia var der endnu, hun lå på knæ ved siden af Sum, tilsyneladende uden at blive bemærket hverken af Kongen eller Egofiliam. Sum vidste ikke hvorfor, men han følte sig mere 12


Legenden om Mundo Minor

tryg ved at se at hun var der, så han sagde heller ikke noget. Så snart den sidste fod havde forladt tronsalen, klappede Kong Ego i hænderne. Dette var åbenbart et aftalt signal, for i det samme trådte fire stærke tjenere ind med et langt bord, som de stillede midt i tronsalen. Igen klappede Kongen, og nu trådte fire tjenestepiger ind bærende på hver sin ret. Den første kom bærende på en terrin med en lifligt duftende suppe, som hun stillede på bordets ene ende. Den anden stillede en prægtig steg, anrettet på et guldfad, lidt længere nede ad bordet. Den tredie kom med en vidunderlig kage, pyntet med alt hvad der kunne bruges til at pynte en kage med. Og til sidst kom en med en skål fuld af alle årstiders frugter. Den blev sat ved bordets anden ende. Efter dette kom tjenestepigerne ind igen, denne gang med fire tallerkner og bestik hver. Dem stillede de hver især ved den ret de hver især selv var kommet ind med og gik ud igen. Der var tavshed et øjeblik, så pegede Kong Ego med en bydende håndbevægelse mod det dækkede bord. De satte sig ved suppen, som var øst op. Sum kom til at sidde overfor Kongen, ved siden af Jomfru Sophia, og overfor hende, Egofiliam. Egofiliam havde ivrigt hvisket i det Kongelige øre, men da Kongen pegede på terrinen og sagde; * SPIS ! Tav han et par sekunder, for at betragte Sum indgående. Det forekom sum at Kongens maske flimrede mere end den plejede, men det var svært at afgøre. Sum vendte nu sin opmærksomhed mod suppen, duften fik hans tænder til at løbe i vand. Smagen var ikke så lidt af en overraskelse, suppen smagte nøjagtig som det støv Sum havde fået næse, mund og øjne fulde af i Den Forladte Tronsal. Ganske tæt ved sit øre hørte han nu Jomfru Sophias stemme; * FLERE ER DØDE AF MADEN, END AF SULT. 13


Legenden om Mundo Minor

Sum lagde sin ske, og opdagede at Kongen stadig betragtede han opmærksomt. * NÆSTE RET ! Kongens røst buldrede som et tordenskrald. Alle fire rejste sig, gik til det sted hvor stegen stod, og satte sig ved de fire tallerkener her. Sum der var blevet klogere af oplevelsen med suppen, rørte ikke stegen. Herved opdagede han at de tre andre heller ikke spiste noget. Kongen betragtede Sum, Sum betragtede tjenestepigerne som ryddede suppen af bordet, Egofiliam hviskede i kongens øre, og Jomfru Sophia sad med hænderne i skødet og kiggede lige frem for sig, som om hun ingen del havde i det der foregik omkring hende. * NÆSTE RET Det samme gentog sig ved kagen, den eneste ændring var at Sum nu var sikker på at Kongens maske flimrede mere end den plejede. * NÆSTE RET De sad nu ved frugten. Heller ikke her var der nogen som rørte maden. Alle sad de blot og sad, mens atmosfæren blev stadig mere ladet med spænding. * DU INSISTERER ALTSÅ PÅ AT TAGE AFSTED ? Lyden af Kong Egos stemme kom bag på Sum som havde siddet i sine egne tanker. Sum nikkede, trak vejret dybt ind og sagde; * Ja, Herre og Konge, min beslutning står fast. Jeg drager afsted ved det første gry. * DA SKAL DU TAGE DETTE MED. 14


Legenden om Mundo Minor

Fra sin omfangsrige kappe fremdrog Kongen et rigt smykket sværd. * DET VILLE GLÆDE MIG OM DU VILLE BRUGE DET, HVIS DET BLEV NØDVENDIGT. Sum havde rejst sig for at tage mod gaven, men hørte nu Jomfru Sophias ord i sit øre; * HUG ALDRIG MED UKENDT SVÆRD. I stedet for at række ud, som det havde været hans oprindelige mening, bukkede Sum og sagde; * Det glæder mig at min Herre og Konge viser mig denne ære, men jeg ønsker at drage bort fredeligt, og våbenløs. * SOM DU VIL. Maskens flimren blev tydeligt svagere. På Kongens tegn rejste det lille selskab sig, og da kongen klappede i hænderne kom tjenestepigerne for at rydde af efter sidste ret. Derefter kom tjenerne fra før tilbage, for at tage bordet ud igen. * DRAG BORT, OG MÅTTE DU FINDE HVAD DU SØGER. Fulgt af den ivrigt hviskende Egofiliam skred Kong Ego værdigt ud af tronsalen. Sum bukkede og forlod først salen da Kongen var ude af syne, som etiketten foreskrev. Jomfru Sophia var ikke at se noget sted.

15


Legenden om Mundo Minor

2.kapittel De længste rejser foretages i vort eget indre. ( Islandsk ordsprog. )

Det første Sum så da han slog øjnene op næste morgen, var Jomfru Sophia som med hænderne i skødet betragtede ham fra en stol ved vinduet. * Gør dig klar, så vi kan komme afsted. Jomfru Sophia rejste sig smilende og gik ind i det tilstødende værelse. * ...så VI kan komme afsted... ? Gentog Sum spørgende for sig selv mens han søvndrukkent betragtede Jomfruens ranke skikkelse som forsvandt om hjørnet. Da Sum kom ind i den tilstødende stue blev han overrasket stående på tærskelen et øjeblik; midt i stuen sad Jomfru Sophia på en stol ved det runde bord, som var dækket med alt hvad man kunne drømme om til morgenmad, til to personer. * Spis endelig, vi har en lang rejse foran os. Jomfruen gjorde en håndbevægelse mod det veldækkede bord. * Øhmm...hvordan...vi ? Sum holdt blikket på det stykke brød han var ved at smørre. * Vi, fordi Jeg selvfølgelig har tænkt mig at tage med. 16


Legenden om Mundo Minor

Jomfruen fik denne sætning til at lyde som en helt selvfølgelig ting. * Ja..øøhm...javist. Sum spurgte ikke om mere, så resten af måltidet foregik i afslappet tavshed. Efter måltidet sad de lidt og nød stilheden, inden de rejste sig. Sum tog sin på forhånd pakkede og reparerede rygsæk på, åbnede døren ud til gangen og holdt den for at lade Jomfruen gå først. * Mange tak Sum, men jeg kender en bedre vej. Jomfru Sophia som var blevet stående, vendte sig og gik hen mod Sums soveværelse. Noget forvirret og tvivlende fulgte Sum efter. Jomfruen gik udenom den store dobbeltseng, og hen til et stort gammelt skab som Sum helt havde glemt stod der. * Vil du være så rar at åbne ? * Åbne ?...jamen det er da vist låst...er det ikke...? Sum følte sig ærligt talt lidt dum. * Hvem siger at det er låst ? Og hvis det er, må du vel have en nøgle et sted. Jomfruen smilede beroligende. Sum greb prøvende om det ene messinghåndtag, og trak let i det. Døren gik op. Sum kunne ikke huske at han nogensinde havde åbnet dette skab, og vidste derfor ikke hvad det indeholdt. Men skulle han have gættet på dets indehold, ville han aldrig have foreslået det han nu så. * Jamen...det...hvad er det ?? Sum pegede måbende og med dyb vantro ind i det åbne skab. 17


Legenden om Mundo Minor

* Det er nedgangen til kælderen Sum kunne ikke tro sine egne øjne. Skabet var vel en god meter dybt når man så det udefra, men når han så ind i skabet lå et enormt rum foran ham. Skabslågen var åbenbart døren ind til... en anden verden...?!... Langt borte i dette rum skinnede et svagt orangerødligt lys som så ud til at strømme op fra en åbning i dette rums gulv. Det første det faldt Sum ind at sammenligne rummet i skabet med, var en domkirke. Bortset fra det orangerødlige lys var det helt mørkt, og væggene var for langt borte til at kunne ses, hvis der da var nogle vægge (det følte Sum sig ærligt talt ikke helt sikker på at der var.) Lamslået stod Han bare og gloede. Da Sums værste overraskelse havde lagt sig trådte de ind gennem døren, som de omhyggeligt lukkede efter sig, og begyndte at gå mod det svage lys. Turen tog rundt regnet en lille halv times tid, hvorefter de stod ved lyskilden. Lyset strålede op fra åbningen af en vindeltrappe som forsvandt ned under gulvet. Foroven var der et gitterværk i hoftehøjde, med en åbning der hvor trappens trin begyndte. Tavse betragtede de trinene som forsvandt i stadig mindre piruetter. * Følg mig ! Jomfruen satte foden på det første trin, og blev fulgt af en let tøvende Sum. Rundt og rundt gik det, stadig længere og længere ned for hvert trin de tog. Turen forekom Sum uendelig, og hans tidsfornemmelse svigtede fuldstændigt. Endelig nåede de bunden. Vindeltrappen endte i et lille terningformet rum som var trefire meter på hver led, foran en lysegrøn dør, hvis øverste trediedel var en matteret glasrude. * Vil du være så venlig at åbne ? Jomfru Sophia trådte et skridt tilbage. Sum tog i dørens håndtag, og den gik lydigt op. Døren førte ind i et smalt aflangt værelse som 18


Legenden om Mundo Minor

Sum løseligt vurderede til ca. 15 x 3 meter. Fra gulvet og op til mandshøjde var væggene dækkede af hvide kakler, over disse var der malet med en livlig lysegrøn nuance. De kom ind på et sted som lå omkring to meter fra den ene endevæg, og lige overfor førte en anden dør ud af værelset igen, ved siden af denne sad en radiator. I det de passerede de ca. tre meter gennem værelset bemærkede Sum to pelsklædte, ældre damer som var i livlig samtale om et eller andet, i rummets fjerneste ende. Ved forstyrrelsen vendte de sig mod døren, og nedstirrede Sum på en tavs, men alvorligt bebrejdende måde. Sum slog øjnene ned og glædede sig over at han kun skulle passere rummet på den korte led. Det næste rum var helt anderledes. Det var nærmest en klippegrotte, med råt tilhugne vægge og drypsten som hang ned fra loftet, men med et fuldstændigt plant gulv. Her var dejligt køligt. Øjensynligt stod de i et eller andet lagerrum, for langs med væggene stod stabler af kasser, sække, poser og anden emballage, mærket med små skilte som oplyste om deres indhold. på selve hulens gulv var der også med jævne mellemrum “øer”, stabler af samme slags som dem langs væggene, men alle steder bar de præg af sirlighed og orden. Stedet oplystes af fakler som sad i holdere fastgjort i væggen eller gulvet, hvorfra de spredte et venligt gyldent lys over de nærmeste omgivelser. Pludselig faldt det Sum ind at det egentlig var mærkeligt at der overhovedet ikke var det mindste spor af det forfald, som ellers beherskede resten af Mundo Minor. * Kig dig bare omkring, jeg skal lige finde noget. Jomfru Sophia forsvandt om bag en af “øerne”. Sum slendrede hen til den nærmeste “ø”. På en kasse som lå i øjenhøjde, sad en mærkeseddel af slidt karton. Sum tog den forundret op i hånden og læste den, men uden helt at forstå meningen; 19


Legenden om Mundo Minor

VETERANBILER Forkyndte seddelen, kort og godt. Sum afgjorde med sig selv at der vist kun kunne være tale om modeller af veteranbiler, da kassen kun var ca. 0,5x1,0x1,5 meter. Med et lille smil slap han seddelen og lod blikket vandre fra seddel til seddel. Seddelen på en sæk som stod på gulvet, vakte igen Sums nysgerrighed. SOMMERFERIER Sum betragtede indgående sækken. Gad vist hvad den kunne indeholde. Sækken var lavet af et usædvaneligt tætvævet linned, i en lys beige nuance. Sum satte sig på hug og følte forsigtigt på sækken. Hvad der end var i den, var det dejligt blødt, selv om der også var enkelte hårde ting ind imellem. Sum overvejede om han skulle åbne sækken, da han blev afbrudt af Jomfruens stemme: * Sum, er du lige sød at hjælpe mig ? Jomfru Sophias stemme var adskillige “øer” væk. Sum rejste sig og gik mod lyden. Først kunne han ikke finde hende, da der pludselig hverken var “øer” eller fakler, kun et afgrundsdybt mørke. Fra et sted bag dette mørke hørte Sum Jomfru Sophias stemme; * Kom nu Sum, bare gå lige frem. Sum gik lige frem og mærkede mørket mod sit ansigt, følelsen fik ham til at tænke på den følelse det gav af at dykke gennem tangskovene ved bredden af Vivelsøen. Med ét dukkede han ud af mørket på et sted, der mindede om det han havde set på den anden side af... mørket. Her bestod øerne blot af uordentlige bunker af ting, som så ud til blot at være blevet smidt tilfældigt. En stor del af bunkerne indeholdt hovedsageligt tæt beskrevne papirer, som var både lasede og udtværede. Femseks meter fremme så han Sophia, foran 20


Legenden om Mundo Minor

hende på gulvet lå en aflang trækasse, lavet af uhøvlet træ. * Det var den her jeg ledte efter, vil du åbne den ? Sum baksede et godt stykke tid, før det lykkedes ham at vriste låget af kassen. Sømmene sad næsten hoved ved hoved. I kassen lå et bælte, en skede med et sværd, en skede med en daggert, en vandflaske i bæltehylster og en bæltetaske. Under disse ting lå en kappe af et fint tyndt stof, pænt lagt sammen. Tingene var mærket af brug men ikke egentlig slidt, blot formet af den opgave de var fremstillet til, og havde udført. Våbnene gled ubesværet ind og ud af skederne, og bæltet passede til Sums talje som var det støbt. * Hvem har de tilhørt ? Sum følte at han svagt kunne huske at have set dem før, men mindet var flygtigt som en drøm. Hans øjne søgte mærkeseddelen i Jomfruens hånd. * De er såmænd dine egne. Jomfru Sophia rakte Sum seddelen, og han forsøgte at læse den. En eller anden havde slettet teksten, men Sum følte at han burde vide hvad der stod. Med et suk rakte han seddelen tilbage. Et eller andet rumlede lige under overfladen i Sums bevidsthed, men lod sig ikke lokke frem. I stedet spurgte han: * * * *

Hvem er det der holder prinsen fangen ? Emotionarianternes fyrster. Hvad for nogen ? Emotionarianternes fyrster. Der er syv af dem, plus deres konge.

Sum betragtede tænksomt skæftet på sværdet og spurgte så: 21


Legenden om Mundo Minor

* Hvordan skal vi kunne befri ham, fra dem...Jeg mener hvis de er otte... vi er jo kun.. to!? * Den eneste der vil være i stand til at befri Prinsen er dig. Og hvad angår fyrsterne, vil du komme til at møde dem en for en. For at befri prinsen må du overvinde fyrsterne i kamp. Jomfruens øjne så indtrængende ind i Sums. * Vinde over dem i kamp ?! Sum stirrede vantro på jomfruen. * Hvordan skal jeg kunne vinde over dem, når hele Kong Egos hær ikke har været i stand til at gøre det. Sum følte sig pludselig meget lille. * Kong Egos hær aner ikke hvem fjenden er, eller hvor de skal lede efter dem. Fyrsterne trækker dem blot rundt ved næsen. Sum satte sig på den kasse hans våben havde ligget i, lagde hovedet i hænderne og følte sig næsten syg ved tanken om hvad der lå foran ham. Jomfru Sophia forstod at Sum trængte til et øjebliks ro, og sagde ikke mere. Med et suk rettede Sum sig op og spurgte med lav røst, mens han kæmpede med en spirende desperation: * Hvordan skal jeg kunne kæmpe med otte fjender, som er i stand til at kvæle et helt rige i forfald ? * Jeg tager med dig, og vil gøre hvad der står i min magt for at hjælpe dig. Jomfruens stemme var fast, rolig og helt ubekymret. det virkede 22


Legenden om Mundo Minor

lidt beroligende på Sum at hun tog det på denne måde, men han var ikke helt fri for at spekulere på hvilken hjælp Jomfruen havde i tanke. * Ja men hvis De tør, Jomfru, kan jeg vel ikke tillade mig at klynke. Han rejste sig med en følelse af at være ældgammel. * Lad os være dus, bare kald mig Sophia. Hun tog Sums hånd og gav den et kærligt klem. * Ok...Sophia. Sum besvarede Sophias smil, og med hinanden i hånden fortsatte de gennem hulen. På vejen passerede de den ene “ø” efter den anden, og Sum begyndte igen at spekulere på hvad det her sted var... og blev brugt til. * * * *

Jom...øhm Sophia, hvad er det her for et sted. Det er et lager, Hu kaldes det. Hu ? ...lager for hvad. Fortiden.

Der blev en mindre pause, Sum kunne ikke få alt dette til at give mening, men spurgte alligevel; * Der var noget...det var pludselig mørkt, hvad var det ? * Det er en slags forhæng som adskiller det almindelige lager fra det skjulte lager. * Er vi så i det skjulte lager nu ? * Ja. * Hmmm... 23


Legenden om Mundo Minor

Længe gik de i tavshed, mens Sum tænkte sine egne tanker. Den eneste lyd var deres skridt og den svage syden når de passerede en af de fakler som sad i holderne. Efterhånden blev der længere mellem “øerne”, og de syntes heller ikke længere at være så høje. Til sidst var der ikke længere nogen, og nu var der heller ikke fakler i holderne på væggen. * Mon ikke vi skulle tage en fakkel med ? Sum var stoppet ved den sidste fakkel. * God ide, Sum. Rejsen fortsatte i det totale mørke, indhyldet i den lille lysboble fra faklens flamme, inden hulens endevæg kom til syne. I endevæggen var der en snæver dør, med et messinghåndtag magen til det der var på skabet i Sums værelse. * Bag denne dør ligger selve kælderen, og her er der også helt mørkt så du må hellere tage faklen med. Sum betragtede døren med bange anelser, det var som om døren var munden på et uhyre som blot ventede på at sluge ham i en mundfuld. Med en kraftanstrengelse rev han sig ud af følelsen og tog i håndtaget med en rask bevægelse. Døren gled op. Med hamrende hjerte stak Sum faklen ind i den gang som passerede den nu åbne dør. Forsigtigt trådte han helt ind, fulgt af Sophia som lukkede den igen. Gangen de stod i var ca. tre meter bred, og af samme højde. Til begge sider forsvandt den i mørket. * Jeg tror vi skal den vej. Hviskende gjorde Sum tegn med hovedet til højre. Af en eller anden grund, som Sum ikke helt forstod føltes det som om højre bare skulle være den rigtige vej. 24


Legenden om Mundo Minor

* Ja, det er rigtigt nok. Sophia svarede med normal stemmeføring, hvilket fik Sum til at fare sammen. Sums reaktion, fik hende til at smile og lægge en beroligende hånd på hans arm. * Det nytter ikke noget at hviske, fyrsterne ved såmænd allerede at du er her. * Mener du at de allerede sidder og venter på at jeg skal vandre lige i favnen på dem ? * De ved alt hvad der foregår i kælderen, det er deres område. Men du behøver ikke være bange, de bevæger sig ikke ud af deres huler. I gangene er vi i sikkerhed. * Hv..vor skal vi så hen nu ? Sums stemme havde problemer med at komme uden om den klump som optog pladsen i hans hals. * Til den første fyrstes hule. * Til den første fyrstes ...hule..? * Ja, til den første fyrstes hule. Sum skulle lige til at protestere, true med at vende om og alverdens andre ting, men Sophias ro, ranke holdning og friske smil, i kontrast til den livsfare han følte de svævede i, virkede totalt afvæbnende i al sin groteske surrealisme. Med en irriteret og sukkende lyd, opgav han. Langsomt satte Sum sig i bevægelse, men stoppede efter ganske få skridt. I væggen til venstre for ham, kom en åbning til syne. Først troede Sum at der var tale om en sidegang, men det viste sig blot at være en niche. Nichen var ca. tyve centimeter dyb og rummede et maleri på ca. 1x1,5 meter. Billedet forestillede en person i en flot men laset dragt. Det mest iøjenfaldende ved billedet var dog personens ansigt, det syntes at afspejle en dyb indre smerte. Lidt længere fremme kunne Sum igen se en niche. 25


Legenden om Mundo Minor

Også denne indeholdt et portræt af en person, i en lidt anden dragt, men også den var laset. Denne persons ansigt afspejlede også lidelse på en måde som mindede om det første maleri. Sum ville gerne have spurgt Sophia hvem billederne forestillede, men var for anspændt til det lige nu. De gik længe, og passerede mange nicher. Mørket udenfor faklens lyskreds var så kompakt, at Sum næsten oplevede det som en håndgribelig ting. * Om lidt drejer gangen ganske svagt til højre, derefter vider den sig ud og går over i en klippehule. Hulen er ikke ret stor, men den er beboet at den første af Fyrsterne. Sophias ord fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Sum, og fik ham til at standse. * Bare rolig, han er såmænd ikke så farlig. Sophia klappede beroligende Sums skulder. * Er du sikker på det ? Det var Sum i hvert fald ikke. * Vist er jeg sikker, jeg kender ham. Han er usynlig og ude af stand til at skade dig, hvis du beslutter at han ikke skal have lov. Inden du går ind har jeg et godt råd til dig: HVOR DER ER LIV, ER DER HÅB. Med et blidt skub i ryggen, satte hun Sum i bevægelse. Langsomt, uendeligt langsomt, og med bankende hjerte, nærmede Sum sig hulen.

26


Legenden om Mundo Minor

3.KAPITTEL Intet menneske er uden fjender. ( Arabisk talemåde. )

I faklens skær betragtede Sum den hule som lå foran ham. Den var ganske rigtig ikke særligt stor, faktisk ikke større end at han svagt kunne skimte udgangen i hulens modsatte ende. Der var ingen at se, men Sophia havde jo også sagt at hulens beboer var usynlig. * Det er så indgangen til Fosfagus hule. Lyden af Sophias ubekymrede stemme fik det til at gippe i Sum, hvilket igen fremkaldte et lille smil på hendes læber. * Fosfagus ...hvad er det ? Sum stoppede og vendte sig halvt om. * Ikke hvad, men hvem. Fosfagus er navnet på den første af Emotionarianternes fyrster, den svageste og den som står lavest i rang blandt dem. De stod lidt i tavshed. Så nikkede Sum nærmest for sig selv og tog et skridt mod hulen. * Husk at du har Egkratehias... det er navnet på dit sværd. Sum nikkede, lagde hånden på Egkratehias skæfte og trådte ind i hulen med faklen højt løftet i venstre hånd. Sum nåede kun ganske få skridt ind i hulen, så lød et øredøvende brag bag ham. Sum snurrede rundt hurtigere end han troede muligt, og trak i samme bevæ27


Legenden om Mundo Minor

gelse Egkratehias af skeden. Det eneste der mødte ham var synet af en svær, jernbeslået egetræsport som nu dækkede den indgang han var kommet ind ad. Den havde været skyld i larmen, da den smækkede i. Inden sum var kommet sig over chokket lød et brag magen til, blot fra den modsatte ende af hulen. Inden Sum fik sig vendt, vidste han hvad dette betød... han var nu spærret inde. Braget af portene rungede længe i kælderens gange, samt i Sums ører. * HER LADES ALT HÅB UDE, INGEN SLIPPER UD AF MIT GREB ! Sum dukkede sig uvilkårligt da en høj, kold og klar stemme skar gennem stilheden i den snævre hule. Stilheden der fulgte virkede unaturligt knuende, det var en stilhed som i graven. Selv faklens lys blev svagere. * Hvv..ehem er du. Sums stemme skælvede så han næppe selv kunne kende den. Det eneste svar han fik, var en fjern og hånlig latter, og derefter stilhed. I afmægtighed sparkede Sum til den port han var kommet ind ad, men derved opnåede han kun at få ondt i foden. For at stilne den orkan der var opstået i hans indre satte Sum sig på hug, med ryggen op ad den lukkede port, lagde sværdet over sine knæ og forsøgte at tænke situationen igennem. Længe jagede desperationen hans tanker omkring, men efter adskillige minutters intens indsats fra Sums side, lagde tankestormen sig og efterlod blot en let brise. Det sidste Sophia havde sagt var at han skulle huske at han havde Egkratehias, sværdet, men hvad kunne det vel gavne nu ?. Sum betragtede sværdet i faklens skær, måske kunne han... * INGEN SLIPPER UD AF MIT GREB !! Stemmen var denne gang mere skinger, og det forekom Sum at 28


Legenden om Mundo Minor

den også lød lidt mindre selvbevidst. Måske havde dens ejer gættet Sums tanker og set at han selv var blevet gennemskuet. * Vi får se ! Sums stemme skælvede ganske let, men i hans indre var en ny beslutsomhed spiret frem. Han rejste sig og gik mod udgangen, med sværdet parat. Faklen lyste igen op til fuld styrke. Han stoppede foran porten, og svang Egkratehias af al sin kraft mod portens svære planker. Idet sværdet ramte porten, var hulen igen blot en hule. Hvor den spærrende port havde været, stod Sophia og smilede. Da Sum igen var ude i kældergangen måtte han sætte sig ned, benene blev simpelthen gelé under ham. * Var det slemt.? Sophia betragtede Sum med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Sum svarede ikke, sad blot og stirrede ned i gulvet mens han forsøgte at få sit hjerte til ikke at galoppere som en vild hest. Sophia satte sig ved Sums side og strøg stille hans ene hånd. Da Sum var blevet herre over sig selv igen, rejste han hovedet og forsøgte at smile til Sophia. Det blev kun til en ubestemmelig grimasse, men Sophia forstod hans hensigt og smilede igen. * Det klarede du jo helt fint. * Jeg overlevede idet mindste. * Mere end det, du besejrede en af Emotionarianternes fyrster !. * Besejrede...hvordan besejrede ? * Du gennemskuede hans lumpne kneb, fattede mod og vandt kampen. De sad fortsat lidt i tavshed, så rejste Sum sig langsomt, stak Egkratehias i skeden og gjorde sig rede til at fortsætte. Det viste 29


Legenden om Mundo Minor

sig at der også på denne side af hulen var nicher i væggen, og også her var der malerier af forpinte skikkelser i forrevet men fornemt tøj. Blot forekom det Sum at karakteren af den pine der kom til udtryk i deres ansigter, havde ændret sig væsentligt. Da de havde passeret et par stykker, stoppede Sum og begyndte at undersøge et af dem. Det stod ham ikke helt klart hvori forandringen bestod, men at den var der kunne der ikke være tvivl om. * Hvem forestiller de? Sum gjorde en bevægelse mod nichen. * Det er de emotionarianter Fyrsterne har taget til fange. * Taget til fange...hvordan taget til fange ? * Ligesom med Den Forsvundne Prins, bortført og spærret inde. Dem du ser her er behersket af den næste Fyrste. Dem du så før Fosfagus hule var behersket af Fosfagus. Sum nikkede for sig selv, mens han lod disse oplysninger sive ind og bundfælde sig i hans bevidsthed. * Hvem er den næste fyrste ? * Aythadeis * Det er ligegodt nogle sære navne de holder sig. Sum satte sig igen i bevægelse, og gik langsomt videre mens hans indre arbejdede på højtryk, for at finde sammenhæng i alle de oplysninger han efterhånden havde om Emotionarianternes Fyrster. Der var et stykke vej til den næste fyrstes hule, og mens han gik betragtede Sum nichernes “beboere” for at finde det fællestræk der var i deres situation. Der begynde da også at dannes et billede i hans underbevidsthed, men det nåede ikke at blive så klart at han kunne kende det, før Sophias stemme pludselig afbrød hans tanker. 30


Legenden om Mundo Minor

* Nu er vi næsten fremme. Du er nødt til at være meget på vagt overfor Aythadeis, for han er helt anderledes end Fosfagus. Han kan vise sig fra et utal af sider, han er en snu og dreven bedrager. Derfor bør du huske: LADHED ER LASTENS MODER. Sum studsede lidt over det højtidelige i Sophias sidste ord, men sagde ikke noget. I stedet vendte han blikket mod hulens indgang som begyndte at komme til syne foran dem. Indgangen til Fosfagus hule havde bare været en rå klippevæg, denne her var ganske anderledes. Omkring selve åbningen til hulen, var et cirka tredive centimeter bredt stykke hugget helt glat og pyntet med udhugne relieffer. Der var blomstermotiver, dyr af forskellige slags, mennesker som spillede forskellige spil, vinranker og meget andet. * Synes du om min boligs indgangsparti ? En venlig og silkeblød stemme lød fra hulens mørke indre. * Hvem taler ? Sums hjerte var straks fløjet op i halsen. * Mit navn er Aythadeis, og du er velkommen til at træde ind ... hvis du har lyst. Sum holdt faklen frem, og lænede sig ind over tærskelen for at kikke, men vovede ikke at træde ind. * Du kan være ganske rolig, jeg er ikke så ubehøvlet at spærre dig inde som det ucivilisesrede dyr Fosfagus. Stemmen havde fået en let humoristisk undertone, som om dens ejer opfattede Fosfagus som en dårlig vittighed. Sum tøvede et 31


Legenden om Mundo Minor

øjeblik, men trådte så ind i hulen. Ved at løfte faklen kunne han oplyse området omkring den åbning han var kommet ind ad, men det var ikke muligt at se udgangen som formodenlig måtte være i hulens anden ende. * Jeg tror jeg ved hvad du tænker...værsgo. Ved det sidste ord lyste en fakkel op i hulens anden ende, så udgangen blev klart synlig. Det beroligede Sum lidt. * Det ville glæde mig overordentligt meget, hvis du ville blive et øjeblik og få en snak, inden du drager videre. En yderst behagelig udseende lænestol kom pludselig til syne ved Sums side, hvilket fik ham til forskrækket at hoppe et skridt til siden. * Undskyld, det var bestemt ikke min mening at skræmme dig. Jeg havde helt glemt at du lige har været udsat for Fosfagus og hans mildest talt bizarre påfund. Tilgiv mig. Stemmen fik et bedrøvet og undskyldende tonefald. * Det er helt i orden. Sum følte sig helt rolig nu, og overvejede om han skulle tage imod tilbudet. Så kom han i tanke om at sværdet nok ville være i vejen, og besluttede at takkede nej. * Mange tak, men jeg foretrækker at stå. * Du har ellers fortjent at hvile dig efter det du er blevet budt. Og så har du også gået langt. Ayhadeis lød oprigtigt bekymret på Sums vejne. Der blev blot et øjebliks pause, så kom et smukt lille bord til syne foran stolen. 32


Legenden om Mundo Minor

* Hvad tænker jeg dog på, du kan selvfølgelig ikke sidde med sværd og bælte. Læg du det blot på bordet, du får aligevel ikke brug for de dele mens du er her. Nu var stemmen munter igen. Sum betragtede interesseret bordet. Det så ud til at være gammelt, men velholdt og lavet af en dygtig snedker. Både ben og bordkant var udskåret i sirlige mønstre, og selve bordpladen betrukket med grønt læder med guldtryk. Sum kunne godt lide bordet, det var det smukkeste møbel han kunne huske at have set i lange tider. Uden egentlig at tænke over hvad han gjorde, begyndte Sum at spænde sit bælte op. Lige da han skulle til at lægge sit udstyr på bordet, slog en tanke ned i ham. Sophia havde sagt at Aythadeis optrådte i utallige former, hvis det skulle tages helt bogstaveligt, kunne bordet meget vel være hans hånd !. Altså ville Sum frivilligt have givet sine våben i sin fjendes hånd, og dermed have tabt alt. Hurtigt spændte han det om sig igen. * Jeg vil da ikke presse dig, stolen var kun et tilbud. Med disse ord forsvandt både stol og bord. * Tak for tilbudet, og tak for snakken, men jeg må videre. Sum satte kursen mod udgangen, men nåede kun et par skridt før vejen blev spærret af en enorm dobbeltseng. Den dukkede op så hurtigt at Sum nær var tumlet hovedkuls ned i den. * Hvad med en lille lur, du kan sagtens ligge behageligt, selv med sværdet og det hele på...? Stemmen var nu blevet både mere energisk og mere inderlig. * Nej tak ! jeg vil blot have lov til at fortsætte den rejse jeg har begyndt. 33


Legenden om Mundo Minor

Sum styrede uden om sengen, men hans vej blev øjeblikkeligt spærret at et langbord, dækket med alle Sums livretter. * Blot en enkelt bid, inden du går. Stemmen begyndte at blive lidt hektisk. Sum, som var irriteret fordi han havde slået benet på det pludseligt opdukkende langbord, værdigede ikke retterne et blik. * Nej !! jeg vil blot være fri for flere forhindringer fra din side ! Sum satte over bordet i et spring, men blev øjeblikkeligt stoppet af et andet. På dette bord stod alle de ting det er muligt for et menneske at drikke. * Blot et enkelt glas ? Stemmen var nu ligefrem bedende. Denne gang svarede Sum ikke, han trak i stedet Egkratehias og slog det i bordet af alle kræfter. Bordet forsvandt med et skrig af smerte som næsten lammede Sum et øjeblik. Ud af det bare intet blev Sum nu angrebet af sække, kasser, poser og anden emballage som var propfyldt med alle de ting det er muligt for et menneske at ønske sig. Aligevel lykkedes de Sum at hugge sig vej helt frem til hulens udgang. Da han var helt ude, faldt han udmattet om og tabte faklen. Længe lå Sum blot og gispede efter vejret, så meldte tørsten sig. Sum drak længe og med nydelse af bælteflasken, og rakte den så til Sophia. * Fy for en ulykke, hvor han var streng. * Ja han kan godt gå én lidt på. Sophia drak af flasken. Hendes udtryk “gå én lidt på” fik Sum til at smile. Det var vist lidt af en underdrivelse. Sum blev pludselig 34


Legenden om Mundo Minor

opmærksom på at Sophia havde forandret sig, Han mente i hvert fald at hun så anderledes ud end hun plejede... yngre.. måske. Eller også var det bare skæret fra faklen hun holdt i hånden der spillede ham et puds. Sum var dødtræt og lod sine betragtninger falde. * Er du sulten ? Sum nikkede, han var efterhånden ret sulten. * Prøv at kigge i bæltetasken, der er nogle kiks. Sophia satte faklen i en holder på væggen. Sum åbnede tasken og fandt nogle grove, men viste det sig, velsmagende kiks. De spiste hver et par stykker, og Sum undrede sig over så meget de mættede. * Du må hellere få en lur inden vi fortsætter. Sophia tog Sums hoved i hænderne, og kyssede ham på panden. * Ja, jeg kunne vist godt bruge en lille lur. Sum sukkede og smilede skævt. * Læg du dig blot og sov, fyrsterne kommer aldrig herud. Sophia pakkede Sum ind i hans kappe, og gav hans arm et lille kærligt klem. Sum skubbede sig til rette, og sov snart fast.

35


Legenden om Mundo Minor

4.KAPITTEL Den som kan beherske sig selv, føler ikke trang til at herske over andre. ( Sophia )

Lige da Sum vågnede kunne han ikke huske hvor han var, men så huskede han og lagde sig ned med et forpint suk. Kampen med Aythadeis stod lyslevende for hans indre øje. Med lukkede øjne lå han og vågnede helt, mens hans ører gik på opdagelse i stilheden. Da Sum endelig satte sig op, var Sophia ikke til at få øje på. Han rakte ud efter bæltet, tog sig en god slurk af vandflasken, og spiste et par kiks fra tasken. Det gjorde så godt at han følte sig helt ovenpå igen. Mens Sum spiste havde hans øjne vandret rundt i hans nærmeste omgivelser, og var gang på gang havnet ved de relieffer der prydede udgangen fra Aythadeis hule. Disse relieffer så ældre og mere forfaldne ud end indgangens havde gjort, men deres motiver var øjensynlig også anderledes. Efter at have betænkt sig et øjeblik rejste Han sig, og begyndte langsomt at gå hen mod dem. * STOP Sum stivnede, og snurrede rundt. firefem meter bag ham stod Sophia med hænderne i siden. Stemmen havde været hendes. * Bliv væk fra den hule! Sophias stemme var fast, bestemt og helt uden den varme Sum ellers var vant til. * Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at spadsere ind i løvens hule. 36


Legenden om Mundo Minor

Sum forsøgte at give sin stemme et humoristisk anstrøg, hvilket mislykkedes totalt. * Bliv her ! Sum havde taget endnu et skridt mod hulen, men blev standset af snerten i Sophias ord. * Jamen...jeg ville bare se på reliefferne, ikke andet. Sum vendte sig igen mod Sophia. * Hvorfor tror du den karm er udsmykket på en så interessant måde ?. Sophia lagde armene over brystet og så på Sum med en interesseret men alvorlig mine. Hendes stemme lignede næsten sig selv igen. * Det er vel...øhmm...det...det ved jeg ikke. Sum gik helt hen til hende. * Det er såmænd blot for at lokke dig tæt nok på, til at Aythadeis kan besnakke dig til at vandre der ind igen. Sum tyggede lidt på Sophias ord, og nikkede så. Hun havde sikkert ret, for Sum havde allerede oplevet hvor dygtig hulens beboer var til at besnakke. * Javel ja, det havde jeg ikke tænkt på. Undskyld. * Der er ikke noget at undskylde, men det ville ikke kun være gået ud over dig selv. Sophia smilede sit varme smil. Sum følte sig dum, og naiv. Men på 37


Legenden om Mundo Minor

trods af det, glædede det ham at hun tog det som hun gjorde. * Har du spist ? Sophia pegede mod bæltetasken. Sum nikkede. * Vil du have noget ? * Nej tak, men jeg vil gerne have en tår vand. Sum betragtede Sophia mens hun drak. Det undrede ham efterhånden at der blev ved med at være noget i flasken, den var ikke ret stor og de havde allerede drukket af den flere gange. Da Hun rakte den tilbage kunne Sum til sin udelte forundring konstatere, at flasken næsten var helt fuld. Det første stykke gik de i tavshed. Mens de gik studerede Sum de nicher de passerede, for at få et indtryk af den næste fyrstes personlighed. Han fornemmede tydeligt at der var en sammenhæng mellem nichernes beboere, og den fyrste der beherskede dem. Dog blev det ved fornemmelsen. * * * * * *

Hvad hedder den næste vi kommer til ? Epithymhiai Hvad er han for en type ? Han er en hun. Har emtionanterne også kvindelige fyrster ? Javist, det eneste der tæller blandt fyrsterne er magt. Den der kan tryne flest er den stærkeste, og kan herse med dem der er svagere. * OK, hvordan er HUN så ? * Hun minder temmelig meget om ham du lige har forladt. Hun er snedig, underfundig, lunefuld og så har hun en evne til at få dig til at glemme at tænke klart. * Det lyder ubehageligt. Sum stoppede foran en niche. Han stod lidt i dybe tanker og be38


Legenden om Mundo Minor

tragtede billedet, trak sig eftertænksomt i underlæben, og spurgte så: * Har jeg ret, når jeg mener at de her fyrster bliver værre og værre, for hver ny vi kommer til ? * Ja. Sum sukkede, og satte sig i bevægelse igen. Det var nøjagtig det han havde frygtet. * Du skal blot huske på at du altid er den stærkeste. Det er lettere sagt end gjort, tænkte Sum ved sig selv, mens han igen gav sig til at betragte de nicher de passerede. * Så er vi her ! Sophia stoppede og vendte sig mod Sum. * Allerede ? Han havde ikke ventet at de ville være der så hurtigt. * Man er altid uforberedt når man møder Epithymhiai, det er ganske enkelt en del af hendes taktik. Sophia måtte have gættet hans tanker, tænkte Sum for sig selv. Foran dem lå indgangen til Epithymhiais hule. Den var ikke prydet med udhugne relieffer, men var derimod i en krads og skrigende lyserød farve. Mens Sum betragtede dette fænomen, mærkede han Sophias hånd på sin skulder og hørte hendes stemme nær ved sit venstre øre: * DET ER BEDRE IKKE AT FÅ HVAD MAN BEGÆRER, END AT FÅ HVAD MAN IKKE BEGÆRER. 39


Legenden om Mundo Minor

Sophias hånd slap Sum, og han tog et par skridt mod hulen. Så stoppede han og vendte sig om, for at spørge hvad det betød. Sophia var ikke at se inden for faklens lyskreds. * Kom indenfor, smukke !. En blid kvindestemme havde lydt fra hulen, som nu viste sig oplyst af et svagt rødliggyldent skær. Sum vendte sin opmærksomhed mod hulen men blev stående. Midt i hulen stod en enorm himmelseng, prydet med allehånde udskæringer. Den var umvundet med spindelvævstynde gardiner som med skriggule fl��jlssløjfer, var fastgjort til de fire hjørnestolper. Sengen var redt op med gule silke lagner, og betræk. I sengen lå en skikkelse. * Kom blot nærmere, jeg bider ikke. Ordene blev fulgt af en sagte latter som fik Sum til at tænke på små sølvklokker. Sum trådte forsigtigt et par skridt ind i hulen, og opdagede derved at hulens gulv var dækket af et tykt, blødt tæppe. Hulens vægge viste sig at være dækket fra loft til gulv, med friser som var hugget ud i klippen. De forestillede alle forelskede par, som nød livet i hinandens selskab. * Bare tag dig god tid til at se dig om. Sølvklokkerne ringlede igen. Ved lyden af hendes stemme havde Sum vendt sig om, og så nu at han næsten stod helt henne ved sengen, uden at han dog kunne huske at han var gået derhen. Sengens udskæringer lignede dem på væggen, blot var kærligheden på disse udskæringer af en langt mere kontant, fysisk art. Personen i sengen, Epithymhiai, viste sig at være en køn pige hvis ansigt var indhyllet i et brus af gyldent hår, som snoede sig ned over de yndefulde skuldre. Hun var smuk, smukkere end nogen kvinde ved Kong Egos hof. 40


Legenden om Mundo Minor

* Kom, sæt dig lidt. Epithymhiai klappede let på sengen, hvorved hendes ene velformede bryst smuttede op over dynens kant. Det lod hun dog ikke til at bemærke. Sum satte sig yderst på sengens kant, og kæmpede med en tåge som truede med at lægge sig over hans tanker. Sophias bemærkning om at Epithymhiai havde evnen til at få ham til at glemme at tænke, blev ved med at runge mellem skyggerne i hans disede sind. * Du virker helt nervøs, er der noget i vejen ? Epithymhiai betragtede Sum med et let bekymret udtryk i ansigtet. * Det...ehmm..Jeg skulle... Sum gik i stå, hans hoved var fuldt af en klæbrig tåge som fik alle tanker til at bevæge sig i slowmotion, og forhindrede at han fandt de ord han skulle bruge. * Ja ? Hun så ud til at lytte med oprigtig interesse. * Dev..var det ... Sum gik i stå igen. Faktisk kunne han ikke længere huske hvorfor han sad her, og heller ikke hvem pigen i sengen var. Mindet om Sophia var skubbet helt ud i hans sinds fjerneste afkrog. Blot havde han en tydelig fornemmelse af at han skulle et eller andet, som betød at han skulle forlade dette sted. Sum forsøgte at rejse sig, men kroppen nægtede fuldstændigt at lystre. Et øjeblik faldt det Sum ind, at kroppen måske slet ikke var hans egen, men blot en han tilfældigt... nej det var for underligt. 41


Legenden om Mundo Minor

* Nå, det er vel også ligemeget. Hun rejste sig op på albuen, hvorved også det andet bryst slap ud i friheden. Sum stirrede betaget på dets fuldendte form, til det fyldte hele det kendte univers. Langsomt rakte Epithymhiai en slank arm frem, lagde den på lagenet foran Sum, og begyndte at tegne cirkler med pegefingeren. Sum følte at han blev mindre og mindre. Håndens bevægelser forplantede sig til hans krop, som begyndte at svaje med. Langt nede i Sums formørkede bevidsthed begyndte en fjern stemme at tale, først uklart men stadig klarere for hver gang den lød. Til at begynde med kunne Sum ikke genkende den. Men efterhånden gik det op for ham at det var Sophia . Han kunne ikke høre hvad hun råbte, men hendes råb spredte skyerne i hans hjerne lidt. Med opbydelse af alle sine kræfter rettede Sum sig op og rystede på hovedet. Lyset i rummet var blevet svagere, men lyset over pigen foran ham i sengen var blevet stærkere. Sum fjernede blikket fra pegefingeren, og forsøgte at fokusere på pigens ansigt. Da hun blev opmærksom på at Sum havde fjernet blikket, trak hun langsomt hånden op til dynens kant. Med et rask tag rev hun dynen væk, og åbenbarede derved hele sit legemes fuldkomne pragt. * TAG MIG !! Råbet kom helt bag på Sum som tumlende prøvede at komme op at stå, blot for at falde ned på knæ. men inden han nåede at tænke eller gøre noget sprang Egkratehias halvt ud af sin skede, med en lyd som øjeblikkelig kaldte Sum tilbage til virkeligheden. Han sprang op på sine fødder, og råbte; * Aldrig i livet ! Sum trak sværdet helt ud af skeden, og med det i hånden satte han i løb mod udgangen. Den viste sig at være spærret af et klæbrigt og sejt spindelvæv, som nærmest greb efter ham for at spinde ham 42


Legenden om Mundo Minor

ind. Pludselig mærkede Sum en hård og skællet krop presse sig mod hans. Og igen hørte han Epithymhiais opfordring “Tag mig”, blot lød det nu som en slanges hvislen. Med et fast greb i hans kappe begyndte hun nu at trække ham baglæns, tilbage i hulen. Sum fandt kappens lukke og lod den glide af sine skuldre. Epithymhiai smed kappen fra sig og greb ud efter Sum. Han vendte sig mod hende, mens han i samme bevægelse svang Egkratehias. Sværdet ramte Epithymhiai med en klang af stål mod stål. I det samme var hulen tom, og ved udgangen stod Sophia med faklen. Udmattet og chokeret vaklede Sum ud af hulen.

43


Legenden om Mundo Minor

5.KAPITTEL At opsøge slagen fjende er at opsøge døden. ( Sophia )

Der var en tydelig anerkendelse at spore i Sophias stemme, da hun smilende roste ham for hans indsats. Sum svarede ikke. Dels var han slet ikke enig, dels kæmpede han med en stigende kvalme. I stedet satte han sig op ad klippevæggen med armene om knæene og lagde sit smertende hoved på dem. Han mærkede tydeligt at gråden var ved at bane sig vej op fra hans indre. Sophia mærkede Sums sindstilstand og satte sig ved hans side, uden at tale og blot med en let hånd på hans skulder. Sum lod tårerne få frit løb, men uden at lade Sophia høre at han græd. Det varede en rum tid før Sums indre orkan løjede af, først da rejste han sig op. Stiv i alle lemmer og uden at mæle et ord, begyndte han at gå tilbage mod sin kappe som lå lige inden for hulens udgang. * Stop !! Sophias stemme ramte igen Sum som en piskesnert og lammede ham, praktisk talt. Forbavset så han sig over skulderen, med et himmelfaldent udtryk på sit blege ansigt. * Vil du absolut i kløerne på hende?. Du burde ellers være klogere nu * I kløerne på?... Men jeg...jeg dræbte...hende ?! Sum kunne ikke længere holde presset tilbage, hulkende faldt han på knæ. Sophia lod Sum græde helt færdig, før hun talte igen. De sad side om side med hinanden i hånden. 44


Legenden om Mundo Minor

* Du har ikke dræbt nogen. Sum svarede ikke lige straks, det tog en rum tid før det gik op for ham hvad Sophia havde sagt. * Ikke dræbt nogen ?...Men jeg...brugte sværdet...på hende. Sums stemme knækkede over. * Emotionarianternes fyrster er ikke til at dræbe, på den måde i hvert fald. Om de er udødelige ved jeg ikke, kun ved jeg at deres kraft kan brydes. Sophia lagde armen om Sum og lagde sit hoved mod hans skulder. De sad i stilhed en tid endnu, inden Sum helt havde fattet hvad hendes ord betød. * Hvis jeg var gået ind efter kappen...hvad så ? * Så ville hun have angrebet dig igen, men på en ny måde. Det var ikke noget tilfælde at hun rev kappen af dig. Sum så i retning af kappen og rystede på hovedet. Han fattede mindre og mindre af hvad det egentlig var han havde givet sig ind på, hvilket gjorde ham endnu mere taknemmelig for Sophias hjælp. * Jeg fatter ikke hvad det her går ud på. * Og det er netop derfor du har så svært ved at vinde over Fyrsterne. Hvis bare du ville erkende at det er dig der er den stærkeste og at du har retten til det de har stjålet fra dig, ville der ikke være nogle problemer overhovedet. Sum undrede sig en del over Sophias ord, men sagde intet. Sagen var den at de ikke gav nogen mening for ham. han følte det som 45


Legenden om Mundo Minor

om han stod på jernbanespor og blot fik at vide at han kunne stoppe et løbsk eksprestog, bare ved at ville det. * Du er god til at bruge sværdet, men du glemmer at du også har en daggert. Thelematos er ellers et godt våben. * Sværdet når da ellers længere end en daggert. * Selv det bedste sværd har behov for støtte fra en daggert. Når du svinger sværdet vil du altid komme til at blotte dig. Derfor skal du bruge en daggert til at beskytte dig. Sum sagde ikke noget, nikkede blot. Han kunne godt se fornuften. * Næste kamp overlever du ganske enkelt ikke, hvis du blotter dig så meget som du har gjort hidtil ! Sum sank en klump, han havde mest lyst til at løbe skrigende bort, men nøjedes med at sukke. * Jeg fatter virkelig ikke en meter. * Det er derfor Fyrsterne kan beherske hele Mundo Minor. Den som kender dem til bunds er for evigt ude af deres magt ! Sophia betragtede opmærksomt Sums ansigt, for at spore hans reaktion. * Hvad sker der hvis man overvindes af en af Fyrsterne ? * Så vil fyrsten tage alle dine våben fra dig og gemme dem i sin hule. Derefter vil han tage dig til fange, og spærre dig inde på sit domæne. * Er man så fanget på livstid... jeg mener... ender man som dem i nicherne... for evigt...?! * Du vil være fange til du finder dine våben, og overvinder Fyrsten i kamp. Men er du en gang blevet overvundet vil 46


Legenden om Mundo Minor

kampen være sværere næste gang. * Alt er altså ikke tabt ? * Der er næsten altid håb. Sum blev igen fjern i blikket, men spurgte så med lidt mere energi i stemmen: * Er der langt til næste Fyrste ? * Forholdsvis langt. Sophia smilte. * * * *

Han eller hun ? Han. Ligner han de forgående på nogen måde ? Nej overhovedet ikke, men han er mindst lige så farlig. Hans våben er blot helt anderledes. * Jeg skal nok huske at bruge daggerten denne gang. * Ja, men du får nok også brug for noget andet. Den ligger i tasken.

Sum åbnede nysgerrigt bæltetasken, og gav sig til at undersøge dens indhold. * Du skal finde en lille æske af mørkt træ... Sophia fulgte interesseret med i eftersøgningen. Som bragte en lille æske af blankslidt træ for dagen. * Den her ? Sum holdt en lille, rund trææske frem mod hende. * Ja det er den. 47


Legenden om Mundo Minor

Sum betragtede den lille æske i hans hånd. Træet var mørkt brunt, med sorte årer. På dens hvælvede overdel var der graveret nogle smukt svungne bogstaver, som Sum forsøgte at tyde. * Der står Noëhito. Sophia havde bemærket Sums forsøg på at læse den udviskede indskrift på det slidte låg. * Skal jeg åbne ? * Ja, endelig. Sum søgte ihærdigt i rillen mellem æskens to halvdele for at finde en eller anden anordning som kunne åbne æsken, og fandt til sidst at den lille rille skjulte en ganske lille knap. Da han prøvende trykkede på den, sprang æsken op. Dens indre var beklædt med rødt fløjl, og på det lå en ting som Sum ikke i øjeblikket kunne se hvad var. Det spillede i alle regnbuens farver når faklen blafrede, og var indfattet i en ring af rødligt guld. Ringen havde indgraveringer hele vejen rundt: små fine riller som dannede et indviklet slangemønster. Ringens omkreds var som den cirkel Sum kunne spænde over med tommel og langfinger. * Hvad er det ? Sum så spørgende på Sophia. * Noëhito. * Ja, det ved jeg. Hvad er det for noget, hvad er den til ? * Den er til at se igennem, det er en linse. Sum betragtede tingen i sin hånd, og førte den så prøvende mod sit højre øje. Alle enkeltheder i klippevæggen stod tydeligt frem, det var som om han kunne se hele væggens historie uden dog at 48


Legenden om Mundo Minor

kunne tyde de oplysninger han modtog. Forsøgsvis rettede han linsen mod Sophia. Da han var total uforberedt på det han så, fik et mindre chok. * Det var som... Sum var totalt opslugt af det han så. Gennem Noëhito så han ganske tydeligt Sophia, det var der ingen tvivl om, men det var ikke den gamle men smukke Sophia han så. Derimod så han en ung og ubeskriveligt henrivende Sophia. Synet fik mindet om Epithymhiai til at blegne, ja, træde helt og fuldstændigt i baggrunden. Langsomt sænkede Han Noëhito, og gloede på Sophia med forbløffelsen malet i sit ansigt. Dette syn fik uvilkårligt Sophia til at smile. Igen løftede Sum linsen og hengav sig til undren over det han så. * Skal vi se at komme videre ? Det betagende syn i Noëhito smilede indtagende. * Øehmm...jo..ja det må vi vel hellere. Sum vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, og så derfor ned i gulvet. Hurtigt pakkede han linsen ned i dens æske og lod den falde ned i tasken. De gik videre i tavshed. * Du...Sophia ?! * Ja, hvad er der. * Den der Nole... linsen du ved, hvad er det man ser i den ? * Tingenes sande natur. De kommende Fyrster er så drevne i at vildlede at du er nødt til at få denne hjælp, for at have blot skyggen af en chance for at komme videre. Pludselig stoppede Sum og begyndte at rode i bæltetasken. 49


Legenden om Mundo Minor

* Hvad laver du ? * Jeg skal lige prøve noget. De der billeder...dem i nicherne, de skal lige undersøges med..Nohæito. * Noëhito. * Jep. Sum trådte hen til den nærmeste niche, holdt linsen op for øjet, og begyndte at betragte billedet indgående. Billedet forekom ham meget detaljeret når han så det gennem linsen, selv vævningen i tøjets stof kunne han se. Faktisk var det som at stå overfor et andet menneske. Ansigtstrækkenes forpinte folder, øjnenes glans kort sagt alt ved billedets person virkede foruroligende ægte. * Billedet er stadig det samme...bortset fra at det nærmest virker...ja levende. Sum trak lidt på ordene. De skræmte ham, uden at han helt forstod hvorfor. * Ja, de virker meget levende når man ser dem gennem Noëhito. Men det er ikke så underligt, for de er nemlig levende ! Sophia havde lagt ekstra tryk på den sidste sætning, hvilket nærmest fik den til at hænge i luften dirrende. Et øjeblik følte Sum at alt gik i stå. * Hvordan...levende ? * De er ganske enkelt levende væsener, emotionarianter, som er blevet taget til fange af Fyrsterne og spærret inde i disse fangehuller. Sophia gjorde en håndbevægelse mod den nærmeste niche. Et øjeblik var Sum fuldstændigt ude af stand til at tale. Det hans 50


Legenden om Mundo Minor

underbevidsthed længe blot havde anet, var nu blevet præsenteret som en fuldbyrdet kendsgerning. * Jamen, levende...fanget. Sums stemme døde hen. Fyrsternes umenneskelige grusomhed begyndte at gå op for ham, hvilket fyldte ham med harme, kampgejst...og frygt. Fortabt betragtede han nichens beboer. * * * *

Er der noget...bare et eller andet vi kan gøre for ...dem ? Ja der noget DU kan gøre for dem. Hvad ? De er jo taget til fange af Fyrsterne, så når du overvinder en fyrste er fyrstens fanger fri. * Jamen, jeg HAR jo vundet over nogle fyrster allerede * Ja, og deres fanger er allerede fri !

Sum nikkede for sig selv. Nu så han endelig et nogenlunde klart mål for sin rolle i det der foregik omkring ham. Beslutsomt begyndte han at pakke Noëhito ned i dens æske. * Lad os komme videre. Sum fortsatte rejsen med faste skridt, fast besluttet på at vinde den næste kamp. Sophia fulgte smilende efter.

51


Legenden om Mundo Minor

6.KAPITTEL Hjælp den, der ikke kan hjælpe sig selv. ( Afrikansk ordsprog [ Kikongo ] )

Det viste sig at der var temmelig langt til den næste fyrstes hule. På vejen havde de ikke talt særligt meget, for Sum var helt væk i de nye tanker han var blevet præsenteret for. Han var kommet til den erkendelse, at ALT var anderledes end han havde troet. Eksistensen af Emotionarianternes Fyrster, som holdt emotionarianter Sum intet kendte til fangne var èn ting, noget helt andet var den styrke Sum havde fornemmet i sit eget indre. Denne styrke var noget helt nyt, noget han aldrig før havde anet eksistensen af. Han var også begyndt at spekulere på hvem Sophia egentlig var ! Hun syntes at vide næsten alt, intet af det de indtil nu havde mødt havde set ud til at komme bag på hende. Det så tværtimod ud til at alt var som hun havde ventet, Sophia var ikke så lidt af et mysterium i Sums øjne. Der var også de våben hun havde fundet frem til ham, fra “øen” i lageret “Hu”. De virkede så bekendte, som noget Sum havde ejet altid, men blot ikke set længe. Sums tanker blev afbrudt da indgangen til den næste hule dukkede op i deres synsfelt. Hulens indgangsparti viste sig at være noget særpreget. Den så ud som om den stenhugger der havde stået for udsmykningen ikke helt havde vidst hvordan han ville udforme den, eller som om flere havde arbejdet på den uafhængigt af hinanden, og uden at tage hensyn til noget fælles mål. Helhedsindtrykket var altså temmeligt rodet. * Så er vi her. Sophia slog smilende ud med hånden, i retning mod hulens indgang. * Javist... 52


Legenden om Mundo Minor

Sum betragtede tankefuldt porten til næste kampplads. Med et suk begyndte han at lede efter Noëhito i bæltetasken. * Der er lige noget jeg vil sige dig, inden du går derind. Sophia lagde blidt en hånd på Sums arm. * Ja..?! Sum vendte sig mod Sophia. * BESLUTNING ER GODT, HANDLING ER BEDRE. * Hvad hedder han ? Sum spurgte først efter at have tænkt lidt over Sophias ord. * AKATHASTATOS !! Råbet kom fra hulen bag ham. Sum vendte sig og lod blikket glide over indgangsbuens kaotiske fremtoning. Med Noëhito i venstre hånd, og højre hånd klar til at trække Egkratehias, nærmede han sig hulen. Indgangspartiet havde givet et ganske godt indtryk af det der mødte Sum, da han trådte ind i hulen. Alle hulens vægge var oversåede med halvfærdige friser, ufuldendte relieffer, påbegyndte nicher m.v., og det gennemgående træk var netop at de så ud til at være forladt af deres ophavsmand, i hast. På gulvet lå forskellige ting, som alle bar det samme præg. Der var halvflettede kurve, ufærdige tegninger, nodeark med ganske få takter skrevet i hast, samt meget andet. Alt i hulen virkede uafsluttet. I hulens fjerneste ende var der ikke mindre end seks udgange, som alle virkede ligeså formålsløst udhugne som indgangen, desuden var de fuldkommen ens. Sum tog et par skridt mod dem, men stoppede da han hørte en svag indånding, efterfulgt af en spæd og usikker stemme. 53


Legenden om Mundo Minor

* Øhhhm...Velkommen,og..øehh...undskyld..at her roder... * Hvem taler ? Sum greb instinktivt efter sværdets skæfte. Stemmen havde været en helt anden end den der havde råbt fyrstens navn, mens Sum stod udenfor hulen. Der var ingen at se noget sted, i hulens halvmørke. * Det er...øhhm, jeg mener...jeg hedder Akahastatos... Sætningens begyndelse blev udtalt med en usikker og vigende stemme, mens selve navnet blev udtalt med fynd og eftertryk. Virkningen var foruroligende og ret frustrerende. Sum begyndte igen at bevæge sig mod de seks udgange, mens han spejdede efter det våben han nu ville blive angrebet med. * Du er velkommen...til at benytte den udgang du vil...hvis du vil... stemmen døede hen. Sum samlede sin opmærksomhed om udgangene, for at finde den rette. * DENNE VEJ !! En bydende kommandostemme smældede som et piskeslag, bag Sum. Han snurrede rundt, med draget sværd og bankende hjerte, for at møde sin angriber. Der var ingen. Stemmen var kommet fra den hulegang Sum var kommet ind ad. * NEEEEJ !, DENNE VEJ !! Igen kom stemmen bag Sum, denne gang fra en af de seks udgange som han nu, da han var snurret en halv omgang, vendte ryggen til. * DU GØR DET IKKE !! 54


Legenden om Mundo Minor

Det var indgangen som tog til genmæle. Inden Sum vidste et ord af det var alle syv hulegange midt i et vildt skænderi, med det formål at få Sum til at vælge netop denne, eller hin vej ud. Lydtrykket var ganske enkelt enormt. Der gik ikke mange øjeblikke, før Sums ører smærtede, og hans hovede snurrede som en spand vrede bier. * Jeg vil ud!! Sum hørte sin egen stemme råbe midt i forvirringen af stemmer. * UD, FORSVIND, SKRUB AF !! Alle syv stemmer råbte ad Sum, i kor. Sum skulle lige til at sætte i løb mod den nærmeste udgang, da han registrerede at Noëhito var ved at glide ud af hans hånd. Rystende som et espeløv førte han linsen til øjet, og så sig om. Set gennem linsen var der helt lyst i hulen, hvilket gjorde at han tydeligt så alle seks udgange. Fra de fem af dem vældede en dyne af det forfaldets støv, han kendte så godt fra “Mundo Minor”, ud. I den sidste derimod, så han Sophia stå med en fakkel i sin løftede højre hånd. Sum satte i løb mod denne udgang. * Fy for en larm !! Sum rystede på hovedet for at jage de skrigende stemmer ud af det. * Ja, og så er det kun et af hans numre. * Nu trænger jeg i hvert fald til en tår vand. Sum drak en gevaldig tår, og hældte en sjat ud over sit smærtende hoved. Samtidig konstanterede han at flasken var helt fuld. * Ahh...det gjorde godt. Vil du også have ?. Sum rakte flasken mod Sophia. Hun tog mod den med et smil, og drak en brav tår. 55


Legenden om Mundo Minor

* Skal vi fortsætte, eller vil du hvile lidt først ? Hun rakte flasken tilbage. * Jeg vil ærligt talt gerne slappe lidt af, inden vi fortsætter. Sum satte sig op mod væggen, og søgte at få sit oprørte indre til at falde til ro. Sophia satte sig også, og tavse sad de nu med hver deres tanker. Da de havde siddet en stund lagde Sum en hånd over Sophias, og sendte hende et varmt smil. * Jeg er klar, hvis du er. * Gerne, der er for resten ikke ret langt til den næste fyrste, til din orientering. * Så meget desto bedre. Hvad ved du om ham..eller hende. Sum rejste sig, og gav Sophia en hånd så hun også kom op at stå. * Det er en ham, og han hedder Thhorybon. Han ligner Akahastatos på mange punkter, men er samtidig forskellig fra ham på mange andre. Med de våben du besidder nu er du forsvarsløs overfor ham, derfor skal du have et nyt. Hun pegede på tasken i Sums bælte. * Er det her i ? Sum var allerede ved at åbne tasken. * Ja, det er en glaskugle, halvt så stor som et hønseæg. Det varede et stykke tid, så holdt Sum en glitrende kugle frem. 56


Legenden om Mundo Minor

* Ja det er den. Kast den mod gulvet. Sum kiggede tøvende på kuglen der spillede i faklens skær, men slyngede den så mod gulvet. I det kuglen ramte gulvet kom der et kort glimt, nærmest som når et lyn slår ned, men ingen lyd. Hvor kuglen havde ramt lå der nu et skjold. Skjoldet så også ud til at være af glas, med en bred kant af et metal Sum gættede på var guld, som var fastgjort til skjoldet med nitter som måtte være af kobber. Skjoldet var rektangulært, buet og så højt at det dækkede Sum til midt på brystet, når det stod på gulvet. Hjørnerne var afrundede. * Det her er Esterisen, dit våben i næste kamp. I næste kamp kan du slet ikke bruge dine øvrige våben, uden at blotte dig så meget at du bliver rendt over ende med det samme. Sum svarede ikke, nikkede blot. Sandt at sige var han blevet lidt overrumblet over den måde skjoldet var kommet for dagen på. Det undrede ham også at det var så let, da det så ud til at være af glas havde han forventet at det ikke var til at slæbe. * Angrebet fra Thhorybon bliver temmelig kraftigt, men du får kun brug for at dække dig. Til gengæld er det meget vigtigt at du ikke bliver ramt af det skyts han bruger. * Skyts ?! Sum kiggede vantro på Sophia, hun nikkede blot men sagde intet. Allerede da de drejede om det næste hjørne blev de opmærksomme på den næste hules beboer. Først og fremmest på grund af de skingre hyl og skrig der slog imod dem, og lidt efter på grund af en hård og brutal stank, der uden nåde overfaldt deres forsvarsløse sanser. Hvad der blev skreget var ikke til at høre, men tonefaldet og hele måden det blev gjort på, mere end antydede at det bestemt ikke var komplimenter der var tale om. Men det værste var nu stanken. Sum blev nødt 57


Legenden om Mundo Minor

til at stoppe mens han fik sin mave til at opgive et oprørsforsøg. * Fy for den lede, som her stinker. Sum fortrak ansigtet med alle tegn på væmmelse. * Ja, lad dig endelig ikke overvælde, så har han dig. Sammen gik de helt frem til hulens indgang, og stoppede. Sophia lagde en hånd på Sums arm. * BEDRE LIDT, MED ORDEN, END MEGET KAOS. Sophia kyssede Sum på kinden, og puffede ham blidt igang. Dækket af Esterisen trådte Sum forsigtigt over tækskelen, ind i hulens halvmørke. I samme øjeblik bragede et eller andet mod Esterisen, og da hulegulvet var fedtet og glat, var Sum nær gledet. Knapt havde han genfundet ballancen, før adskilling ting i hurtig rækkefølge slog mod skjoldet med stor kraft. Ved at støtte skjoldet mod gulvet kunne han holde med begge hænder, og tage et overblik over interriøret uden at glide. Hulen var ét ælte af uhumskheder som lå enkeltvis eller i bunker, som den nu bedst kunne falde sig. Hvor Akahastatoss hule havde haft et præg af manglende færdiggørelse, var denne præget af manglende vedligeholdelse i en sådan grad, at opløsning var det eneste dækkende udtryk. Sums betragtninger blev brat afbrudt da et eller andet med en voldsom kraft ramte hans skjold, og efterlod en stor slimet klat lige ud for Sums ansigt. Slaget fik det til at snurre i Sums fingre. * GÅ !!, FORSVIND, LAD MIG VÆRE I FRED, UD !!. SKRUB TILBAGE HVOR DU KOM FRA !!. Den stemme Sum havde hørt før han trådte ind i hulen gav sig nu til kende igen, og det med en kraft der fik det til at skære i hans 58


Legenden om Mundo Minor

ører. Stemmen kom fra den fjerneste del af hulen, hvor Sum også havde set et glimt af udgangen. Det slimede, grønne stads der havde dækket det meste af Esterisen var nu gledet ned ad skjoldet, så Sum igen kunne orientere sig. Det svage lys afslørede en mager og halvnøgen olding, som på en sammenkrummet abeagtig måde hoppede fra side til side mens han skiftevis udstødte sine skælsord, og kastede det der nu lå i hans nærhed mod Sum. Sum kunne ikke lade være med at føle både medlidenhed og væmmelse ved denne groteske skikkelse, som også virkede ubehageligt bekendt. Det var kun med besvær Sum fik sat sig i bevægelse igen, idet frygten for at genkende sin modstanders ansigt fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Da skikkelsen så ham rykke frem, blev hans angreb desto voldsommere. I hurtig rækkefølge blev Sum bombarderet med brosten, rådne dyrekroppe, stoleben, afføring, kloakslam, opkast og meget mere. Kun ved opbydelsen af al sin viljekraft, lykkedes det Sum at afholde sig fra at kaste op. I et øjebliks desperation løftede Sum Esterisen fra gulvet og styrtede mod udgangen, blot for at blive mødt af et frontalt angreb fra gamlingens side. Han kastede sin magre krop mod Sums skjold med en sådan uventet kraft at de begge væltede om i en slimet og stinkende pøl på gulvet. Thhorybon pressede sit uhyggeligt fortrukne ansigt mod Esterisen, og udstødte en blanding af skælsord og dyriske lyde. Sum kendte det ansigt !. Genkendelsen ramte Sum som et slag fra en forhammer. Sum kendte ansigtet men var ikke i stand til at sætte et navn på det, hvilket skræmte ham endnu mere. Han genkendte ansigtet, uden at vide hvis ansigt det var. Med den skrækslagnes styrke stødte Sum fra af alle kræfter, og fik på denne måde væltet sin plageånd af. Selv satte han i løb mod udgangen, og undgik kun at blive ramt i nakken af en brosten, fordi han mistede ballancen og faldt. Fortumlet og angst væltede Sum ud i den befriende kældergang, hvor han kastede op. Det tog en evighed før Sum var faldet så meget til ro, at han kunne beherske sin krops ubeherskede rysten. Alle hans sanser var endnu lammet af den umenneskelige stank fra Thhorybons hule, selv nu da den var væk. Sum ville helst af alt dø, 59


Legenden om Mundo Minor

al lyst til at fortsætte denne vanvittige rejse var borte. Det fortrukne fjæs han havde set gennem Esterisen blev ved med at svæve for hans indre blik, og sammen med det bevidstheden om at han burde kende det. Sophia sad blot med hænderne i skødet og betragtede Sum som stirrede tomt ned i stengulvet, mens hun ventede på at han kom til sig selv. * Er der langt til den næste fyrste ? Sums stemme var mat og utydelig. * Nej, der er ikke ret langt. Mon ikke du skulle hvile dig lidt...og spise ? Sophia strøg ham over håret. Sum nikkede, fandt kiksene frem fra tasken, og stillede dem ved siden af vandflasken på gulvet mellem dem. De spiste i tavshed, Sum med nogen modvilje, hvorefter han straks faldt i en urolig, drømmefyldt søvn.

60


Legenden om Mundo Minor

7.KAPITTEL Frygten for frygten er frygtens våben. ( Sophia )

Da Sum vågnede var han øm over hele kroppen, og følte det som om han vejede 3,5 Ton. Meget mod sin vilje satte han sig op, og kikkede efter Sophia. Hun stod lidt længere nede ad gangen, og betragtede ham. * Har du sovet godt ? Sum svarede ikke, men rystede let på hovedet. Han havde virkelig sovet elendigt, for natten igennem havde han i drømme kæmpet sin kamp med Thhorybon om og om igen, blot for at vågne badet i sved når han pressede sit uhyggeligt forvredne ansigt mod Sums, kun adskilt af Esterisen. * Jeg forstår dig godt, han suger nærmest al kraft ud af kroppen på én. Sophia satte sig ved Sums side, og tog hans hånd i sin. De sad længe uden at tale, beskæftiget af hver deres tanker. Det var Sum der brød tavsheden. * Skal vi se at komme videre ? * Det bestemmer du, vi tager videre når du føler dig på højde med situationen. Sum sukkede og rejste sig med besvær, han følte sig ikke på højde med noget som helst, men var pinligt bevidst om at der ikke var nogen vej tilbage. På vej til næste hule studerede Sum omhygge61


Legenden om Mundo Minor

ligt nichernes beboere, stadig virkede meget ens, meget dystre. Da de havde passeret etparogtyve nicher, stoppede Sum, og fandt Noëhito frem af tasken. Med linsen for øjet begyndte han at undersøge det nærmeste billede nøje. * Han bliver en hård modstander. Sum betragtede Noëhito i sin hånd, og sukkede. * Kan du danne dig et billede af hvem han er, ud fra billedet ? Sophia stod nu bag ham. * Tjaeh...jeg ved ikke rigtig....måske. Sum gik videre til det næste billede, og gav sig til at undersøge det. Sophia betragtede Sums anstrengelser, men sagde ikke noget før han sænkede linsen igen. * Hvad ser du ? Hun lagde en hånd på hans arm. * Jeg er ikke helt sikker, men det virker som om de er... bange.. skrækslagne... frygt er måske det rette ord. Han så spørgende på Sophia, som nikkede svagt. * Du har ret, frygt er hans våben. Hans navn er Foboy, og han er en mægtig fjende. Ham kunne jeg godt have undværet at møde. Sum så ned i gulvet, mens hans krop gennemrystedes af en ubehagelig kuldegysning. 62


Legenden om Mundo Minor

*Jeg forstår dig godt, men du har en fordel som han ikke kan tage fra dig, uanset hvad han finder på. Sum smilede for sig selv ved Sophias ord, og rystede opgivende på hovedet. * Jo, du har en fordel...du er den stærkeste ! Glem aldrig det ! * Vrøvl !! * Nej det er ikke noget vrøvl, men du er nødt til at tro på det selv. Foboy har kun den styrke han kan suge ud af sin modstander, jo mindre du lader ham stjæle jo svagere er han...og jo stærkere bliver du !! Sophia så fast på Sum. * Ok, du har sikkert ret, det har du jo haft hidtil. Sum sukkede. Det varede ikke længe, så stod de ved indgangen til en enorm hule. Hulens indre var kulsort i en sådan grad, at mørket nærmest slugte faklens lys. Den eneste lyd fra det mørke dyb var en svag, næppe hørlig hvislen. * Så er vi her. Sum gjorde en klodset ubehjælpsom gestus mod det truende mørke. Sophia stillede sig bag Sum, tog fat om hans overarme, og talte med lav men fast stemme: * EN MAND UDEN FRYGT ER SIN EGEN REDNING * Ja, men hvordan kæmper man mod...frygt ? * Du har alle de våben du har brug for, brug dem klogt. Sum nikkede beslutsomt for sig selv (i det mindste så beslutsomt som 63


Legenden om Mundo Minor

den skræk han følte tillod) og begyndte langsomt at bevæge sig mod næste kamp. Efter et par skridt gik Sum i stå, det var som om luften var tyk og uigennemtrængelig. Han tog en dyb indånding, og fortsatte. Jo nærmere han kom, jo mere begyndte sveden at pible frem overalt. Hans hals var tør. Ved indgangen tog han en slurk af vandflasken, greb fast om Esterisens håndtag med venstre hånd, om Egkratehias med højre, satte Nöehito i venstre øje som var den en monokkel, og anbragte daggerten Thelematos mellem tænderne. Så trådte han ind i hulens gab. I samme øjeblik Sum var indenfor slog en isnende kulde mod hans svedige krop, en kulde som gik ham til marv og ben. Han snappede efter vejret men fortsatte fremad. Der var koldest ved gulvet, og snart var Sums tæer helt følelsesløse. Pludselig strøg et eller andet tæt forbi Sums ansigt, og fik ham til at fare sammen. En næppe hørlig men iskold latter fortonede sig i mørket. Samtidig fik han en foruroligende følelse af at han ikke var alene, Sum kunne tydeligt mærke en anden persons nærvær. Det var som om han mere fornemmede end egentlig hørte et svagt hvislende åndedræt, tæt ved sit venstre øre, og sagte bløde trin. En klump begyndte at vokse i Sums hals. Igen lød en svag latter, denne gang ganske tæt ved hans højre øre, Sum stoppede brat, og svang sværdet i strakt arm hele cirklen rundt, i håb om at ramme sin modstander. Latter, denne gang lidt højere og af flere stemmer. Klumpen i halsen voksede igen. Han indså at der var ved at gå panik i ham, derfor sænkede han sværdet. Sum trak vejret dybt og roligt et lille stykke tid, og følte sig en smule mere rolig. Ved at lukke det højre øje, og dreje ganske langsomt om sig selv, afsøgte Sum hulen gennem Noëhito. Hulen var ganske enkelt enormt stor. Gulvet var ikke så glat tilhugget som det havde været i de andre huler, og der hang lange drypsten ned fra loftet. Hulen var fuldstændigt tom, bortset fra Sum og en gigantisk skikkelse som stod ved hulens anden ende, med skrævende ben og hænderne i siden. Skikkelsen bevægede sig ikke, men det var tydeligvis fra dén hulens kulde udgik. Igen lød latte64


Legenden om Mundo Minor

ren. Denne gang var den højere, og der var helt tydeligt to der lo, en på hver side af ham. * Ma..an morer sig nok. Sum følte en ubetvingelig trang til at tale, men fortrød det med det samme. * Ja, Jeg morer mig ganske godt. Stemmen var en ubehagelig hvisken, som nærmest krøb ind i Sums knogler og fyldte dem med kulde. Der lød nu latter fra utallige stemmer, nære og fjerne, hånlatter, gnæggen, fnisen. Dernæst en larmende stilhed. I lang tid hørte Sum kun den dæmpede lyd af sine egne fodtrin, så blev han opmærksom på at der også var et ganske svagt ekko, et ekko som af og til kom ud af takt. Der gik åbenbart en bag ham...eller var der to ?...tre ? Sums knæ var som gelé under ham. Hvæsende åndedrag kom nærmere, fra alle sider, og sammen med dem en lugt af død og råddenskab. * Du slipper aldrig levende fra det her ! hvæsede et åndedrags ejer. * Det bliver vi to om at bestemme ! Sums stemme knækkede over, hvilket fik et kor af fnisende hånlatter til at bryde ud. Latteren kom ikke blot fra ét sted, det var nærmest som om en hær af væsener snurrede rundt om ham, hver med deres egen særpregede og ondskabsfulde Skoggerlatter. * Du dør af skræk...til sidst. En skinger ildevarslende latter afsluttede sætningen. Derefter var 65


Legenden om Mundo Minor

der igen stille. Sums venstre hånd knugede om daggerten som han havde taget i hånden da han talte til stemmen, nu tog han den mellem tænderne igen. Sum var ved at skvatte flere gange, dels fordi hans skrækslagne krop nægtede at adlyde hans vilje, dels fordi hulens kulde tog til som han nærmede sig skikkelsen. Skikelsen havde ikke rørt sig, den stod blot bred og mægtig foran hulens udgang. * HVEM ER DU ? Sum havde taget Thelematos ud af munden, og råbte nu mod skikkelsen. Intet svar. Omkring ham begyndte stemmerne at fnise, samtidig med at en kold vind, gled op og ned ad Sums krop, på en måde som fik ham til at tænke på en strandvaskers hænder. Sum gøs, både af kulde og begyndende panik. Skikkelsens omrids blev stadig mere tydeligt, set gennem Noëhito, men det var ikke til at se detaljer. Det var blot et omrids, som når man ser et bjerg i modlys. Sum var nu så tæt på skikkelsen at den tårnede sig op foran ham, han standsede og gentog sit spørgsmål: * HVEM ER DU ? * TRÆNGER SÅDAN EN LILLE ORM SIG IND I MIT RIGE, UDEN AT VIDE HVEM JEG ER ? Stemmen var et jordskælv. En regn af sten og klippestykker faldt fra loftet. * HVEM ER DU ? Sum gentog sit spørgsmål, og forsøgte at lyde fast besluttet og uanfægtet. * FOBOY! Denne gang væltede der store klippeblokke ned over alt omkring 66


Legenden om Mundo Minor

Sum. Han var nødt til at klamre sig til sit skjold, ellers ville rystelserne fra de faldende klippestykker have fået ham til at miste ballancen. * Jeg ønsker blot at slippe gennem dit rige. Denne udtalelse fra Sums side fik Foboy til at udstøde en latter der fik hulen til at ryste, men der faldt ingen sten. * HVIS DU VIL GENNEM MIT RIGE, SÅ KÆMP !! Med disse ord rev Foboy en pose fra sit bælte, og kastede den i retning af Sum. Den landede små ti meter fra det sted hvor Sum stod, med åbningen mod ham. I samme øjeblik posen ramte gulvet, skød en mur af ild op fra det. Sum befandt sig nu i en arena med mure af ild, alene med posen som bevægede sig på en måde der lod forstå at et eller andet var på vej ud af den. Flammernes brølen kunne ikke overdøve Foboys rungende hånlatter. Hver fiber var spændt i Sums krop, og hans blik koncentrerede sig om posens åbning. En slange tyk som en mands lår, stak sit hæslige hoved ud af posens åbning, og lod sin kløftede tunge spille i retning af Sum. En gysen gennemrystede ham. Med sine stikkende, kolde og gule øjne låset fast i Sums, lod dette uhyre sig nu glide ud af posens mørke indre, meter for meter. Synet gjorde Sum helt stiv i alle lemmer, som var han limet til pletten. Da der var gledet femseks meter frem uden at der var tegn til at dyret havde nogen ende, stoppede det igen, lod tungen spille, og hvæsede ildevarslende. Sum havde aldrig følt sig så alene som i dette øjeblik. Endnu en meter gled ud af posen. Sum sank en klump, og gjorde sig rede til hug. Hans modstander var dog den hurtigste, slangens enorme hugtænder bragede mod Sums skjold uden at han havde bemærket nogen bevægelse. Slaget var så kraftigt at Sum måtte bøje i knæ med det ene ben for ikke at gå over ende. Slangen huggede for anden gang, men nu var Sum bedre forberedt. Blødende fra et sår i hove67


Legenden om Mundo Minor

det og arrigt hvæsende, trak reptilet sig tilbage til posens beskyttende mørke. Ud af øjenkrogen skottede Sum til ildmuren, den var der endnu. Posen var der også stadig, og nu var der igen noget på vej ud af den. Første halvlegs heldige udfald havde fået modet til at stige et par grader, men Foboys næste skikkelse fik det til at falde igen. Ud af posen kom en kæmpehånd i en panserhanske, som holdt et skarpt slebent sværd, som blinkede og lynede i lyset fra flammerne. Hånden svingede sværdet over hovedet på Sum så det peb i luften, hvor efter det uden varsel huggede med en kraft der ville have kløvet Sum i to, hvis det ikke havde ramt Esterisens overkant. Skjoldets underkant bragede i gulvet, og kun dets størrelse forhindrede at Sums hovede kom inden for sværdets rækkevidde. Den arm Sum havde holdt Esterisen med var fuldstændigt lammet af slaget, hvorfor han knælede for at være i dækning med skjoldet støttende mod hulens gulv. Sammenstødet var ikke kun gået ud over Sums arm, pansernævens sværd var brækket lidt ovenfor skæftet. Knapt havde Sums bevidsthed registreret dette før Egkratehias huggede, nærmest af sig selv. Klingen gik halvt i, lige oven for håndledet. Med et brøl smed hånden resten af sværdet fra sig, og forsvandt tilbage hvor den var kommet fra. Med en klirrende lyd forsvandt dens våben udenfor Sums synsfelt. Et flygtigt blik afslørede at Esterisen ikke havde fået så meget som en skramme. Foboys pose forekom Sum mindre end før, og flammemuren betydeligt lavere. En bevægelse i posen tiltrak sig igen Sums opmærksomhed. Opfyldt af håb og fornyet kampiver, gjorde han sig rede til at møde... hvad det nu måtte vise sig at være. Lige i posens åbning stoppede den næste udfordring og hvæsede på en højst ubehagelig måde, samtidig med at en ubeskrivelig stank af råddent kød bredte sig fra... den. Pludselig krablede en spyflueagtigt metalglinsende edderkop, på størrelse med et mindre spisebord, ud af posen med retning direkte mod Sum. 68


Legenden om Mundo Minor

Lige som han skulle til at hugge ud efter sin fjende ændrede den retning, så sværdet i stedet ramte gulvet, hvor det sendte en regn af gnister i vejret. Edderkoppen var ikke sen til at udnytte det øjeblik Sum var ude af ballance, den sprang, ramte skjoldet og væltede Sum om på ryggen. Slaget maste al luft ud af ham, og fik det til at sortne for hans øjne. Heldigvis var skjoldets buening så stor at han ikke blev mast helt flad, men hans vejrtrækning blev dog noget besværliggjort. En spirende panik begyndte langsomt at tage form i hans underbevidsthed, og brød frem i et anfald af klaustrofobi. Jo mere panikken voksede, jo tungere blev edderkoppen, og jo værre dens stank. Lige inden angsten helt tog overhånd, kom Sum i tanke om det Sophia havde sagt, inden han gik ind i Foboys hule; EN MAND UDEN FRYGT ER SIN EGEN REDNING. Bare det at mindes ordene, gjorde edderkoppens vægt mindre. Sum begyndte bevidst at samle sine tanker om at slappe af, berolige sit opskræmte sind og få magt over sin angst. I takt med at det lykkedes, mindskedes presset fra edderkoppen, ligesom dens størrelse. Da den var skrumpet til en størrelse som en almindelig tallerken, vippede Sum resolut edderkoppen om på gulvet og delte den i to med sværdet. Straks forsvandt både edderkop, pose, flammemur og Foboy. Hulen var nu blot... en hule. Der hvor Foboys skikkelse havde stået, så Sum nu udgangen. I det svage gullige skær fra en fakkel, stod Sophia. Så snart Sum var ude i kælderkomplekset igen brød han ud i krampegråd, både på grund af det chok mødet med Foboy havde været, og af glæde over at se Sophia igen. Sophia lod ham græde. Da Sum havde fået lidt hold på sig selv, tog Sophia hans hoved i sine hænder og strøg ham blidt over håret. Sum havde aldrig før været så glad for at se et andet menneske, som han nu var for at se Sophia. 69


Legenden om Mundo Minor

* Har du det bedre nu ? Sophia holdt Sums hoved mellem sine hænder, og smilede til ham. Sum nikkede, og pakkede med rystende hænder Noëhito ned i dens æske. * Spis og drik, hvis du trænger til det. Sum nikkede igen. Med langsomme bevægelser satte han sig op ad væggen, og fandt vandflasken frem. Efter at have drukket længe, tog han flasken fra munden og rakte den tavst til Sophia. Hun drak også en god tår, men da hun ville række den tilbage, sad Sum lænet tilbage mod muren og sov.

70


Legenden om Mundo Minor

8.KAPITTEL

Spørg folk om råd, men bestem selv. ( Ukrainsk ordsprog. ) Da Sum vågnede var han helt udhvilet. Han følte sig inderligt glad, og hans sind var i fuldkommen ballance. Længe lå han blot med lukkede øjne, og gennemgik sin sidste kamp. Derefter trak han vejret dybt, og satte sig over ende. Sophia var åbenbart gået, i hvert fald var hun ikke til at øjne noget sted. Fuld af ro rejste Sum sig op, strakte sig længe og inderligt, og kiggede sig omkring. Som de andre gange han var kommet ud fra en hule, stod han i en gang som forsvandt i et tæt mørke. Som sædvanligt var der også her nicher i væggen. Sum slendrede hen for at kigge på den første. Billedet forestillede en ung mand i en fornem dragt, som til en forandring ikke var laset. Ungersvenden stod på en måde som fik Sum til at mene, at han ventede på et eller andet. Dragten så ud til at være af dybsort silke, pyntet med stjerner syet af guld og sølvtråde. Ansigtet, hvorfra to øjne lyste mod Sum var af den samme dybsorte farve som dragten. *Det er prinsen !!. Sum rettede sig op med et ryk. Der var ingen tvivl i hans sind, dette måtte være “Den Forsvundne Prins” der havde kaldt på ham, fra gulvet i “Den Glemte Tronsal”. Prinsen var Fyrsternes fange. * Hvad er nu det ? Sum nærmede sig, fuld af undren, den anden niche. Den var gabende tom. Det var den næste, den tredie, også. 71


Legenden om Mundo Minor

* Gad vist hvad det nu betyder ?! Sum krattede sig i nakken, gabte og gik videre for at se om fjerde niche også var tom. Denne niche sad åbenbart længere fra den forgående end de andre havde gjort, så Sum gik lidt længere. Jo længere Sum gik, jo mere undrede han sig, det så ikke ud til at der var en fjerde niche! Lettere disorienteret gik Sum tilbage til den første tomme niche. Efter at have betragtet den et øjeblik, tog han Noëhito frem og betragtede den, for at se om det gjorde nogen forskel. Det gjorde en forskel ! Gennem linsen så han ikke en groft tilhugget niche, men et flimrende tågebillede af en person som umiskendeligt var... Sophia. Sum sænkede Noëhito og så sig rådvildt omkring. Gangen så ud som hidtil. Da overraskelsen havde lagt sig pustede Sum ud i den forvisning at hun var på fri fod endnu, sådan tolkede han i hvert fald det forhold at nichen, set gennem linsen, kun indeholdt et tågesyn. Med bange anelser og usikre skridt stillede Sum sig foran den sidste niche, han var uhyggeligt sikker på hvad han ville få at se nu. Han sank en klump, og satte linsen for øjet. Han fik ret. Tågebilledet i den tredie niche forestillede Sum selv. Der var ingen tvivl om hvilken skæbne der var tiltænkt ham, billedet viste ham med både hænder, fødder og hals lagt i jern. Fra disse jern førte så en svær kæde til en ligeså svær jernring, som var forsvarligt fastgjort i klippevæggen. Han skulle åbenbart uskadeliggøres effektivt. * Det skal bare være løgn !! Sum pakkede linsen ned i dens æske, og så sig om efter Sophia. Sophia var stadig lige usynlig, så Sum kaldte flere gange ud i det tætte mørke. Det eneste svar Sum fik, var et rungende ekko. Efter et øjebliks tvivl besluttede han sig for at fortsætte alene. Sum nåede kun ganske få skridt forbi den sidste niche, så fangede noget på gulvet hans interesse. Det var en besked, skrevet med kridt: 72


Legenden om Mundo Minor

MANGEN ER SIG SELV VÆRST Sophia Sum læste meddelelsen flere gange, uden at blive klar over hvad meningen var. Ordene gemte han forsvarligt i sin hukommelse. Efter ganske få minutter drejede gangen. Foran ham lå den næste hule...næste kamp. Hulen var ikke ret stor. Den var helt mørk, bortset fra et enormt skrivebord hvorfra en bordlampe spredte en skrå stråle, ud over omgivelserne. På sin vej bort fra lampen, strejfede lyset dels nogle store papirbunker, dels den person der sad bag bordet. Dog nåede lyset kun op til personens strube, ansigtet var skjult af mørket. * Kom blot nærmere. Der var noget kendt, både ved personen og ved dens hviskende stemme. * Hvem er du ? Usikkert trådte Sum over tærskelen, med hånden på sværdet Egkratehias skæfte. * En ven...nej ven er for stærkt, snarere en forbundsfælle. Stemmens ejer foldede sine smukke, velformede hænder på bordets matskinnende egetræsplade. * Jeg har ingen forbundsfæller blandt Emotionarianternes Fyrster ! * Ikke så vidt du ved, nej. Stemmen var blød og behagelig at lytte til. Der blev en mindre 73


Legenden om Mundo Minor

pause. Sums øjne forsøgte at trænge gennem mørket for at fastslå skikkelsens identitet, men denne rejste sig, og gik frem mod lyset fra Sums fakkel. Som skikkelsen kom nærmere, blev den mere og mere velkendt. Sum fik et chok da det gik op for ham at han stod over for.... * Egofiliam ?! Sum havde nær tabt faklen af bar overraskelse. * Ja, det er mig. og jeg ønsker at hjælpe dig. Pludselig sprang Egkratehias næsten halvt ud af skeden, med en klirrende metallisk lyd. * UAAARHHG !! Rystende og hvid i hovedet af skræk sprang Egofiliam tilbage, mens han med en rystende og (til Sums forbløffelse) benet finger pegede mod sværdet som truende stak op af sin skede. Egkratehias røg tilbage i skeden med et smæld der gav genlyd i hulen. * Er...er det..absolut nødvendigt at bære det... det stikvåben ? Egofiliams stemme var skingert hysterisk. * JA !! Sums stemme var fast og bestemt. Hans udtalelse blev bekræftet af et nyt, men mindre smæld fra Egkratehias, da det igen gled ud af sin skede og tilbage igen. * Nå...hmm, jajada. 74


Legenden om Mundo Minor

Egofiliam betragtede Sums sværd et øjeblik, mens han lavmælt talte med sig selv. Derefter begyndte han at trave frem og tilbage foran Sum, fra væg til væg. Hver gang han passerede det sted hvor Sum stod, trådte han et skridt til siden og skævede nervøst mod sværdet som hang roligt ved Sums side. * Du burde benytte dig af din styrke ! Egofiliam gjorde en gestus mod Sum med den ene hånd, og efter at have set fast på ham et øjeblik, fortsatte han: * Du burde indtage en langt bedre position ved hoffet, og kunne også komme til det hvis du ville arbejde på det. Her gjorde Egofiliam en pause, men fortsatte med at vandre frem og tilbage. Sum gjorde ikke mine til at sige noget, så Egofiliam tog fat igen: * Du kunne nemt blive Emotionarianternes Betvinger, Mundo Minors retmæssige ejer og konge !! Sum skulle lige til at protestere, men blev stoppet af en afværgende bevægelse fra Egofiliam. * Jeg sagde ikke at det ville være en god ide, jeg sagde blot at du nemt KUNNE blive det. Og hvem ved, måske er ideen slet ikke så vanvittig som den ser ud ved første øjekast. Du har kæmpet mod seks fyrster, og vundet over dem alle. Det var bestemt mere end jeg havde turdet håbe på, men det lykkedes og nu er du hér. Egofiliam stoppede sin vandren og så beundrende på Sum et øjeblik. Derefter genoptog han sin rundgang, dog først efter at han havde sendt et hurtigt, skævt og nervøst øjekast efter Egkratehias. 75


Legenden om Mundo Minor

* Som du ved er “Mundo Minor” ved at blive kvalt i f o r faldets støv. Som du også ved har Kong Ego udsendt søgehold i alle retninger for at stoppe det, og, som du ligeledes udemærket ved, har det ikke gavnet en tøddel ! Hvor længe har de kongelige søgehold været udsendt ? i årevis!. Man må formode at de efterhånden har endevendt hver eneste kvadratcentimeter af Mundoens kendte dele, og hvad er resultatet? Egofiliam stoppede sin talestrøm et øjeblik, blot for at tage fat igen; * Dette cirkus har nu stået på så længe at ethvert rettænkende medlem af denne konges hof, må spørge sig selv om det overhovedet nytter noget med disse ... foranstaltninger. Egofiliam slog sin højre knyttede hånd mod den venstres håndflade mens han gik tavst et par skridt, øjnsynligt i dybe tanker. Men fortsatte så; * Fejlen ligger muligvis i indgroede rutiner, tåbelige vaner. Det der skal til er måske blot nyt blod, nye tanker. Der må gøres rent bord, startes på en frisk. Vi må se det i øjnene... Kongen er uduelig! Ja!..Kong Ego må stødes fra tronen, vejen banes for en ny udvikling. Derfor er det nu, lige nu DU må tage affære! Denne sidste salut afsluttedes med at Egofiliam med et fast udtryk i ansigtet, rettede en udstrakt arm som endte med en udfordrende finger, mod Sums bryst. * Mig?, hvorfor...hvad mener du med det ? Sum var helt ør i hovedetefter den rivende og ophidsede ordstrøm 76


Legenden om Mundo Minor

han lige havde været vidne til. Især da den var kommet fra en person, som normalt ikke talte til andre end Kong Ego. * Du skal indtage din naturlige stilling, det er på tide at dine evner kommer til deres ret! ... Kom. Med raske skridt og livlige gebærder gik Egofiliam over mod den fjerneste klippevæg, og slog på en nedhængende drypsten. Dette fik en del af væggen til at svinge ud, og afsløre det rum der lå bag denne dør. Døren førte ind til en enorm sal, som helt tydeligt var en tronsal. Rummet var pinligt rent, der var ikke det fjerneste spor af forfald. Rummet lå badet i glitrende sollys der vældede ned gennem de enorme ovenlysvinduer, og skabte skygger der legede i strømmende vand, planters blade og yndefulde skulpturer. * Du skal befri os for forfaldets svøbe, du skal ikke være Mundo Minors konge... nej! ...DU SKAL VÆRE KEJSER!! * LEVE KEJSEREN! LEVE KEJSER SUM DEN FØRSTE!! Et brus af stemmer løftede sig fra alle dele af den vidunderlige tronsal, uden at stemmernes ejermænd dog lod sig se. * Gør os ære, træd ind i dit rige, HYLD KEJSEREN!! Med disse ord knælede Egofiliam ved den åbne dør, og lod med en håndbevægelse Sum forstå at han skulle træde ind i rummet. Sum var fuldstændigt blændet af det han så. Noget så frit, smukt, indbydende, klart og tiltrækkende havde han aldrig set før. Han var vant til de mørke korridorer, det altfortærende støv og det snigende forfald. Sum satte foden på dørtærsklen for at gå ind i sin tronsal. Idet hans fod rørte dørtrinet, gav Egkratehias et skarpt smæld fra sig. Lyden vækkede Sum af den trance Egofiliams talestrøm havde hensat ham i. Foran ham lå, ikke en skøn solbeskinnet tronsal, men 77


Legenden om Mundo Minor

et fangehul. Fra væggen gik en svær kæde til nogle jernbøjler, der tydeligvis var beregnet til at blive låst om håndled, ankler og hals. Det stod med et lysende klart for Sum hvad der netop nær var sket. Han var lige ved at blive overlistet af en af Emtionarianternes fyrster... Han var nær vandret lige ind i den niche som havde været beredt for ham !! Sum vendte sig med et ryk og deres øjne mødtes. Al farve veg øjeblikkeligt fra Egofiliams ansigt, som i stedet udtrykte en angst Sum ikke havde troet mulig. Egofiliam forstod at han havde tabt, med den skrækslagnes styrke slyngede han klippedøren i hovedet på Sum, der mistede ballancen og faldt. Sum var dog på benene i ét nu, og forfulgte den vildt skrigende Egofiliam mod hulens udgang, med hævet sværd. Hulen var med ét tom, det svære skrivebord spærrede ikke længere vejen. Hurtig som en kat smuttede Egofiliam om hjørnet, og ud af hulens udgang. Sum var lige i hælene på ham, og var parat til at jage ham gennem den kældergang han ventede at finde udenfor udgangen. Sum stoppede brat, der var ingen kældergang. Egofiliams hule gik direkte over i den sidste hule, den der tilhørte kongen over Emotionarianternes Fyrster. De to huler var adskilt af et tyndt forhæng, som kun lod Sum skimte det der lå foran ham. Midt i den kraftigt oplyste hule stod kongen, bred og mægtig. Bag ham lå syv tågede skikkelser på knæ. Den ene af dem var lidt tydeligere end de andre, det var Egofiliam. Sum gættede på at det måtte være de overvundne fyrster. Det tynde forhæng skiltes på midten og begyndte ganske langsomt at glide til side, men da vidste Sum allerede hvem hans sidste modstander var.

78


Legenden om Mundo Minor

9.KAPITTEL Når konger kommer ind i en by, ødelægger de den. ( Koranen. )

Længe stod Sum blot stille og betragtede sin modstander, som ligeledes betragtede ham. Imens steg en klagende mumlen op fra de slagne fyrsters tågeskikkelser. * Velkommen i mit rige...mit virkelige rige. Kong Ego lo sagte for sig selv. Sum følte ingen trang til at svare, han var VRED. I stedet betragtede han kongens maskes flimren. Masken var ikke den lyseblå kongen plejede at bære, den var dybrød, men ellers magen til. På trods af maskens flimren var Sum ikke i tvivl om at det ansigt der gemte sig bag den, var det samme som Thhorybons. En skælven gik gennem ham. * Svarer du ikke når din konge taler til dig ?! Der var en slet skjult truende tone i kongens tonefald. * I er ikke længere min konge, jeg nægter at underlægge mig en af Emotionarianternes fyrster ! Sums stemme var rolig og fattet. * Jaså, man ønsker ikke at underlægge sig en af Emotionarianternes fyrster. Vrængede kongen, hvorefter han lagde hovedet tilbage og lod en rungende hånlatter fylde hulen. Efter at have betragtet Sum et øje79


Legenden om Mundo Minor

blik, lo han igen. Latterens torden rungede længe i kælderens gange, til alle sider. * Aldrig vil der igen komme en dag hvor I byder over mig igen! Sum lagde sin hånd på Egkratehias skæfte, og så fast på kongen. * FORTRYD DINE OVERMODIGE ORD !! Kong Ego tog et truende skridt frem mod Sum, hvilket fik Egkratehias til at springe halvt ud af sin skede. Straks trak Sum sværdet helt ud, og forberedte sig til kamp. Kong Ego havde åbenbart ingen hast. I stedet for at trække det brede slagsværd han bar i en skede på ryggen, lo han blot igen sin ubehagelige latter. Denne koldsindighed fra kongens side gjorde Sum nervøs, og fik en sær uro til at krible i alle hans krops fibre. Længe stod de der og betragtede blot hinanden. Så løftede kongen langsomt den højre hånd, og førte den, uendeligt langsomt op mod maskens venstre side. Med et snuptag rev han masken fra sit ansigt. Sum skreg.

80


Legenden om Mundo Minor

10.KAPITTEL Man kan ikke løbe fra sin egen skygge. ( Indisk ordsprog. [ Hindi ] )

Ansigtet under Kong Egos maske var fortrukket i had og mordlyst, men Sum kendte det kun alt for godt. Det var det ansigt han havde set stirre på sig gennem Esterisen, det ansigt som havde forfulgt ham lige siden Thhorybons hule. Det stod ham nu klart at alle de fyrster han havde kæmpet med, havde haft det samme ansigt... Ansigtet var Sums eget. Chokket fik hans fingre til at slappes, med en klirren faldt sværdet Egkratehias til gulvet. Med et sejrsbrøl greb Kong Ego om skæftet på sit slagsværd med begge hænder, trak det og gik løs på Sum med en stormvinds styrke. * SMAG SVÆRDET DYNAMIS !!! Med en sygelig latter svang han Dynamis mod Esterisen med en sådan kraft, at Sum blev slynget mod hulens væg. Det sortnede for hans øjne. Igen svang kongen sværdet, men Sum nåede at flytte sig, så Dynamis i stedet ramte klippen. En regn af gnister oplyste for et øjeblik hulen de befandt sig i. Sum var nu kommet sig nogenlunde oven på den første forskrækkelse, og opdagede nu at Kong Ego stod mellem ham og Egkratehias. * OVERGIV DIG, OG BLIV SKÅNET !! * Aldrig ! Sum greb daggerten Thelematos fra bæltet og trådte et skridt frem mod Kong Ego, som overrasket trådte et tilbage. De to kæmpende begyndte nu en runddans, hvor de tog mål af hinanden for at kikke 81


Legenden om Mundo Minor

hinandens svage punkter ud. Sum prøvede om han kunne komme om bag Kong Ego hvor Egkratehias lå, men det forhindrede kongen behændigt. Det blev ikke til ret mange udfald i lang tid, og de der var, kom hovedsageligt fra Kong Ego. Sum havde hele tiden en lille del af sin bevidsthed beskæftiget med at holde tjek på hvor hans sværd lå, hvilket førte til at han pludselig kom til at blotte sig. Øjeblikkelig var Kong Ego i aktion, men da Sum nåede at bukke sig i sidste øjeblik, hamrede Dynamis mod Esterisens overkant. Sammenstødet fik en skol til at springe af Dynamis æg. * NEEEEEJ !! Kong Egos øjne blev store og kuglerunde af skræk, da han så skaden på sit våben. I panik fór han frem mod Sum med hævet sværd. Sum trådte til side i rette øjeblik, og var i èt spring henne ved Egkratehias. Sum nåede kun lige at rejse sig med sit sværd i hånden, så var hans modstander over ham igen. Dynamis glimtede på vej mod Sums hoved, men blev effektivt stoppet af Egkratehias. Idet klingerne mødtes, forsvandt alt i et lysglimt. Da Sum kom til sig selv, var hulen tom. Der var intet spor af Kong Ego, Dynamis ...eller de andre fyrster. Også Sums egne våben var sporløst forsvundet. Da Sum så ned ad sig selv måtte han konstatere at også hans tøj var borte. Sum lo, en fri, ægte og lykkelig latter. Han følte at han havde fuldført noget, men at der også ventede noget på ham. Fuld af livsmod begyndte han at trave videre, gennem kælderen der nu var oplyst af fakler som sad med et par meters mellemrum. I faklernes skær kunne han se at gangen drejede skarpt et lille stykke fremme, lidt efter drejede gangen igen, og var nu kun oplyst af et skær fra...det der nu måtte være på den anden side af hjørnet. Fuld af styrke og håb gik Sum videre. Efter hjørnet fortsatte gangen cirka ti meter til, og stoppede så. På denne endevæg hang et kæmpestort spejl, som næsten dækkede hele væggen fra knæhøjde og op. Sum betragtede det venlige, gyldne lys der 82


Legenden om Mundo Minor

strømmede ud fra spejlets overflade, og glædede sig ved det. Lyset gav klarhed og ro, ud i alle hjørner af Sums indre. Midt i lyshavet stod Sums spejlbillede. Sum kunne se at hans spejlbillede var fuldt påklædt, mens han selv var nøgen. Sum satte sig i bevægelse mod spejlet, det samme gjorde spejlbilledet. Midt for spejlet var der to trin som førte op til et lille podium foran spejlets underkant. Fra hver sin side steg de op og stod nu en halv meter fra hver deres side af spejlets overflade. Sums betragtede med glæde Den Forsvundne Prins han havde set i den første af de tre sidste nicher. Ansigtet var Sums eget, blot var det sort som en stjerneløs nattehimmel. * Jeg har ventet længe. Prinsen smilede varmt til Sum. * Jeg har ledt længe. Sum smilede tilbage. * Kom. Prinsen gik et skridt frem, og stod nu helt henne ved spejlets glas. * Ja, jeg kommer. Sum bredte armene ud til siden, lænede sig mod glasset, og faldt.

83


Legenden om Mundo Minor

11.KAPITTEL Det findes ikke i spejlet, som du ser i spejlet. ( Tysk ordsprog. )

I en regn af glassplinter landede Sum på et blødt tæppe, som dækkede gulvet i det rum han var landet i. Han rejste sig og rettede på sit tøj, Prinsens tøj, hvorefter han vendte sig mod det sted hvor spejlet i dette rum havde været. Der var blot en bar marmormur. Væggen i rummets modsatte ende var dækket af et tykt, mørkerødt fløjlstæppe og bag dette kunne Sum tydeligt høre lyden af adskillige glade og forventningsfulde stemmer. Han gik hen til tæppet, og skulle lige til at trække det til side, da en høj og værdig stemme lød bag det: * Hans Majestæt Kongen ! Sum lod tæppet falde på plads bag sig, og kunne nu se at stemmen tilhørte en herold som stod lige bag tæppet. Sum kunne med det samme kende det sted hvor han nu befandt sig, det var den tronsal hvor han første gang havde hørt prinsens stemme under gulvet. Da Sum trådte ind rejste de tilstædeværende sig, og brød ud i hyldestråb. Sum betragtede sceneriet, og lagde straks mærke til at forfaldet var forsvundet. Blandt de forsamlede i salen lagde Sum mærke til alle de Emotionarianter han havde set i nicherne, blot var deres ansigter nu befriet for den smerte de havde været fanget i. Sum bemærkede også at han stod på den forhøjning der havde været beregnet for tronen, og at der stod to troner foran ham. Der sad nogen i den der stod til højre for ham, men han kunne ikke se hvem. Herolden dunkede tre gange i gulvet med sin standard. Jubelen døede langsomt og nærmest modvilligt ud. 84


Legenden om Mundo Minor

* Kong Sum den Eneste vil nu indtage sin plads på tronen. Meddelte han da roen havde sænket sig. Sum satte sig og vendte sig mod personen i den anden tronstol. Han blev mødt af Sophias smil, den unge og smukke Sophia han havde set i Noëhito. * Velkommen til dit retmæssige rige, du har ærligt fortjent det. * Det glæder mig at se dig igen. Sum kyssede Sophias hånd. * Kong Sum den Eneste vil nu modtage kronen Agape! Det var igen heroldens klokkeklare røst. En page kom ind bærende en stor silkepude, hvorpå en kunstfærdigt udformet krone lå. Han knælede for Sums fod, og løftede puden mod ham. Sum tog kronen og satte den på sit hoved. Jubelen brød løs igen. * Kong Sum den Eneste vil nu udtale sit motus reginum. Ved denne besked faldt hele hoffet til ro i spændt forventning. Sum rejste sig, så ud over forsamlingen og sagde; * COGITO SAPIENS, ERGO SUM. Igen brød jubelen løs. Sum kærtegnede forsamlingen med blikket, og tog så Sophias hånd i sin. * Jeg har en gave til dig, Sum. * Du er selv mere end gave nok. Sum kyssede hende på næsen og smilede. Sophia gjorde en håndbevægelse, hvilket fik to pager til at dukke op med hver sin silkepude. 85


Legenden om Mundo Minor

* Du skal nu have dem aligevel. Fra den første pages pude tog hun et scepter, som hun gav til Sum * Dette er scepteret Dikaioshynen. Med det kan du regere klogt. Hun sendte pagen væk, og vinkede den anden frem. På hans pude lå en stor læderindbunden bog med spænder og guldtryk. * Det her er Mundo Minors Bog, som du bør læse for at kunne regere med indsigt, forståelse og retfærdighed. Sophia sendte pagen væk og vendte sig mod Sum. * Lad os trække os tilbage. Hun rakte ham hånden. Sum sendte hoffet bort, hvorefter han og Sophia gik til deres gemakker. * Er alle emotionarianterne fri ? * Ja, og fyrsterne er ude af Mundo Minor. * Nu tror jeg jeg vil sove, men i morgen vil jeg læse den. Sum strakte sig og lod blikket hvile et øjeblik på Mundo Minors Bog. * Ja, gør det. Sophia smilede og betragtede lykkeligt sin konge.

86


Legenden om Mundo Minor

ANDEN BOG

Mundo Minors Bog

I en god bog, st책r det bedste mellem linierne. ( Anonym )

87


Legenden om Mundo Minor

Første Del: De Ældste Tider

Tiden svøber alt i glemsel. ( Spansk ordsprog ) Terra Inkognitas første og anden æra, ligger gemt i tidens mørkeste dybder. Intet er overleveret, eller det er gået tabt på vejen ned til de første dokumenterede tidsafsnit. Først fra og med tredie tidsalders sidste halvdel, har vi sammenhængende vidnesbyrd om begivenhedernes gang. Fra dette sted på tidens strøm, dukker af og til fragmenter op som omtaler Kreator og hans lille flok. Som det vil fremgå er der bevaret flest fragmenter af bogen “Kreators Klagesang”, men også andre kilder har været tilgængelige. Der findes intet materiale der blot antyder at Kreator, på dette tidspunkt, havde noget fast tilholdssted, en Mundo. Alle tilgængelige kilder beskriver ham, og de som fulgte ham, som rejsende. Denne rejseaktivitet synes ikke at have haft noget fast mål i begyndelsen, det var nærmest en slags opdagelsesrejse kun med rejsen som mål. Ud over Kreator selv, bestod gruppen i begyndelsen kun af femseks emotionarianter, hvoraf kun en er navngivet i de ældste tekster, Hans navn var Erg. (antallet svinger lidt i de forskellige tekster, men de ældste må anses for at være de pålideligste). Beskrivelserne af Kreator varierer stærkt, da de helt tydeligt er farvet af holdningen i den Mundi i hvis arkiver de er nedskrevet. Helhedsintrykket i beskrivelserne fra tiden før Projektet, er langt overvejende positive. Det kan også nævnes at ingen af arkivalierne, fra perioden før projektet, indeholder notater om at stoppe hans 88


Legenden om Mundo Minor

aktiviteter. Der findes ingen optegnelser som kan belyse hvordan ideen om projektets gennemførelse opstod, men der er bred enighed om at det skete i det tidsrum flokken befandt sig i egnen omkring Mundo Domestica. Projektets første fase bestod i, at Kreator og flokken systematisk gennemsøgte jordbunden i Terra Inkognita. Den gang, som også nu, var Terra Inkognita gold. Alt var udtørret, og overfladen dækket med spredte klippestykker. Hist og her var der mindre bakker, eller hulninger i landskabet, men helhedsindtrykket var temmelig fladt, stenet og ensformigt. Af denne grund var der ingen af beboerne i områdets Mundi, der interesserede sig for hvad Kreator ville derude. Allerede på dette tidspunkt var klimaet i Terra Inkognita ugæstfrit. Om dagen brændte en ubarmhjertig sol fra en skyfri himmel, om natten blæste en iskold vind over jordens flade. Det den lille flok søgte i denne forlængst afdøde verden var vand. De gjorde det ikke fordi de manglede drikkevand, for de kunne til enhver tid få alt det de ønskede i de Mundi de passerede. Kreator havde derimod gjort en opdagelse; Terra Inkognita var ikke helt så død som man almindeligvis antog ! Opdagelsen bestod i at den iskolde nattevind afsatte en ganske lille mængde fugt på jordens overflade, især på sten og klipper. Når morgenen kom fordampede den lynhurtigt, bortset fra den smule der var trukket ned i hulrum og løs jord. I og omkring disse vandsamlinger var der liv. Livet udgjordes hovedsagelig af mos og andre mindre planter, men der var også dyr. De fleste af dyrene var insekter, men højere livsformer var også repræsenteret. Efterhånden som Flokken lærte livsformernes vaner at kende, så de stadig flere. For eksempel opdagede de at der mellem klippeblokke, eller i klipperevner, kunne vokse planter på op mod en meters længde. De opdagede også at ingen livsformer, uanset art, levede alene. Som tiden gik lærte gruppen hele området omkring Mundo Domestica at 89


Legenden om Mundo Minor

kende, og efterhånden opstod ideen om projektets anden fase. En ting de gentagne gange havde lagt mærke til, var at alle de livsformer de stødte på var afhængige af hinanden. Derfor besluttede de at samle nogle eksemplarer af alle de livsformer de fandt, og samle dem på ét sted. For at det kunne realiseres, var de nødt til at finde et sted der var nogenlunde beskyttet, og hvor det var muligt at skaffe vand i rigelige mængder. Det varede længe før de fandt hvad de søgte; en gryde i landskabet, som på tre sider var omgivet af en flad bakke og adskillige sten og klippestykker. Her var der nogenlunde læ om natten, og nogen skygge om dagen. men vigtigst af alt; de mange spalter og klippeblokke bevirkede at der var rigeligt vand i jorden mellem klipperne. Stedet lå mellem Mundo Ambo og Mundo Domestica, tre dages rejse fra førstnævnte. De startede med mos og planter, hver af Flokkens medlemmer tog sig af én art. Hver fandt de det sted i gryden der passede bedst til deres art, vandede den, sørgede for skygge om dagen og lagde sig som læ for planten om natten. Det viste sig hurtigt at den rigelige tilgang til vand hjalp planterne til at tilpasse sig, så de efterhånden kunne klare sig selv. På denne måde voksede haven i omfang, langsomt men sikkert. Da haven fyldte gryden helt, men der stadig var var flere arter af både planter og dyr at indsamle, begyndte flokken på projektets tredie fase. Fra egnen omkring det sted hvor de nu mere eller mindre havde slået sig ned, indsamlede de sten, klippestykker og ler. Med disse materialer begyndte de at bygge en mur, så høj som op til Kreators skulder og så bred som hans arm var lang, rundt om hele haven. Det medførte at der nu var plads til at organisere planterne bedre, og sørge for at de arter der havde mest brug for hinanden stod sammen. Samtidig gav det også de bedst tænkelige betingelser for de dyr, som nu også var begyndt at indvandre på egen hånd. Samspillet mellem livsformerne udfoldede sig hurtigt til noget nær det fuldkomne. Da de stadig fandt nye livsformer var de hele tiden nødt til at udvidde haven, men muren var nødt til at være ubrudt om natten på grund at vinden, som ellers ville svide planterne af. 90


Legenden om Mundo Minor

Udviddelserne foregik derfor ved at de byggede en ny mur et stykke fra den eksisterende,hvorefter denne blev revet ned. De byggede;

vandingskanaler, bede, halvtag og andre former for læ, samt alt andet der lettede arternes samspil. Efterhånden begyndte de også at tale om at slå sig ned her... permanent. (fragment af “Kreators Klagesang”) ( De oplysninger der er tilgængelige kan ikke kaste lys over hvor længe byggeriet stod på inden katastrofen indtraf, men alle er enige om at det stoppede brat.) En nat efter en god dags byggearbejde indtraf... katastrofen . De lå alle og sov, men blev vækket af et brag der fik jorden under dem til at ryste. Et rødligt skær oplyste hele himlen mod nord, og et øjeblik efter regnede det med sten, jord og klippestykker. Så var alt stille igen. Da det første chok havde lagt sig, skyndte de sig afsted for at se hvad der var sket. Inden de nåede ret langt fortalte en bidende kold trækvind dog, at muren måtte have taget skade. På grund af mørket var det dog ikke til at afgøre hvor stor skaden var, men sikkert var det at muren var sprængt bort på et stort stykke; Læhegn var knust, vandingskanaler begravet planter blæst bort Alt var dækket at stumper fra den pulveriserede mur (fragment af “Kreators Klagesang”) 91


Legenden om Mundo Minor

Af de rester der lå spredt omkring, lykkedes det gruppen at bygge muren op i halv højde, på den sprængte strækning. Da de var færdige var solen ved at stå op, og skaderne synlige. Flokken delte sig i to grupper som inspicerede muren, ved at følge den rundt om haven hver sin vej. Der var ikke andre murbrud. Solen afslørede en endnu større skade end den eksplotionen havde udrettet, idet den kolde nattevind der havde haft uhindret adgang til havens nordligste del havde afsvedet al vegetation i et stort område. Alle dyr i det berørte område var ligeledes omkommet. Dagen gik med at tale om det der var sket, hvorfor det var sket, hvem der kunne tænkes at have gjort det og hvad de skulle gøre ved det. Enden blev at de skulle søge hjælp til opklaringen i den nærmeste Mundo, da de ikke selv var i stand til at gøre noget. Den nærmeste Mundo var Mundo Ambo. Rejsens start fastsattes til næste dag ved daggry. Rejsen blev hårdere end de havde ventet. Første dag var det kun tørsten der plagede dem, men da de havde erfaring i at finde vand i Terra Inkognita var det ikke et problem. Værre blev det om natten, vinden hylede om dem og bombarderede dem med sand og småsten som den samlede op på sin vej over jordens flade. Det blev så slemt at de var nødt til at vandre videre, for at få blot en smule varme. Da dagen gryede og vinden løjede af, lagde de sig udmattede til at sove i den sparsomme skygge fra en klippeblok. De vågnede da nattevinden tog til igen, og ruskede dem ud af deres søvn. Det var som om Terra Inkognita var blevet en fjende som søgte at klemme livet ud af dem, i stedet for den tumleplads de før havde opfattet landet som. Anden nattevandring foregik i total tavshed. De gik to og to, med Kreator og Erg forrest. Vinden var taget til, og dens hylen var ved at gå dem alle på nerverne. Som natten før blev de beskudt med sand og småsten, men der var nu også sylespidse isnåle iblandet. Dagen kom og bragte varme til den gennemfrosne flok. Men da heden blev for stærk, søgte de ind under en klippe, hvor vinden havde udgravet en mindre hule. I hulens relative kølighed fik de alle en god søvn. 92


Legenden om Mundo Minor

Sidste nats vandring foregik i et rimeligt humør for vinden havde lagt sig, selv om der nu faldt store hagl og flere iskrystaller end natten før. Inden længe så Erg lysene fra vinduerne i Mundo Ambo og med glædesråb gjorde han de andre opmærksomme på sin opdagelse. Selv om de ikke kunne se andet end Mundoens lys, huskede de alle hvordan den så ud. Udefra var Mundo Ambo, som alle andre Mundi, et kæmpestort cirkulært bygningsværk. Dens særkende var at den var bygget op i flere etager, som bar præg af at være bygget ovenpå hinanden uden forudgående planlægning. Dels var de bygget i vidt forskellige stilarter, dels var der tydelige tegn på at en hel del tilpasning og ombygning havde været nødvendig. I nogle etager var der vinduer i andre ikke Ikke to vinduer var ens alle var de malet i hver sin farve uden hensyn til det endelige resultat. (fragment af “Kreators Klagesang”) Relieffer af forskellig art prydede muren, på de mest underlige og ofte malplacerede steder. Helhedsindtrykket var temmelig rodet. Det tænkte ingen i den lille flok dog over, da Mundo Ambo nu repræsenterede det de desperat havde søgt i tre hårde døgn ...hjælp. Da de bankede på Mundoens port blev de modtaget afmålt, men venligt, af en søvnig portner, som lukkede dem ind i et modtagelsesværelse hvor de kunne gøre sig i stand efter rejsen. Her blev de, til en tjener i morgenkåbe kom ned for at vise dem ind i et gæsteværelse hvor de kunne overnatte til det blev audienstid, den næste dag. På et bord i gæsteværelset var der dækket op med både mad 93


Legenden om Mundo Minor

og drikke. Efter at have sikret sig at de ikke manglede noget, overrakte tjeneren Kreator en laset pergamentrulle og bød dem alle en god nat.Da tjeneren var gået brød Kreator seglet og læste ;

Til rette vedkommende (og de der eventuelt måtte ledsage ham, eller ikke hvis ikke] !? Du og de der er i dit følge, hvis du har et, ellers ikke] ( Gives med dette dokument, altså det du holder i hånden/hænderne. Eller har lagt på bordet, hvis du har det.| retten tilatmødefremtil audienspådendag derfølgerefterdenhvordumodtager dette dokument, hvis der ikke er tale om en søndag, da først dagen efter. I den sal i mUNDO aMBO d e r e r b y g g e t og forsøgt..indrettet til at tjene dette formål. I lang tid. Som tidligere i denne skrivelse [læs: dokument/skriftrulle), beskrevet / omtalt er. Kongen af Mundo Ambo !! (?) (fragment af “Kreators Klagesang”) Kreator læste selv beskeden to gange, så læste han den højt i det omfang det kunne lade sig gøre, hvorefter de hver især læste den selv. Alligevel var ingen af dem helt sikre på hvad der stod. Problemet var ikke kun at skriften skiftede hele tiden; blækket var af mange forskellige farver og desuden flød en del af skriften ud til uregelmæssige pletter. Dog mente de at have forstået at de ville blive kaldt til audiens dagen efter. De satte sig nu til bords, og efter måltidet gik de til ro. Alle sov straks. Næste morgen vågnede de alle sent, søvnen havde gjort dem alle godt. Egentlig var det vel forkert at sige morgen, faktisk vågnede de først ud på eftermiddagen. En tjener havde stået parat uden for døren til deres gemak og da han hørte deres stemmer, meddelte han 94


Legenden om Mundo Minor

at Kongen af Mundo Ambo ville modtage dem i audiens snarrest. Efter et hurtigt måltid indfandt de sig i forgemakket til audienssalen, blot for at blive mødt af en tjener som kunne oplyse at audiensen var udsat til den følgende dag. Lettere forundrede forlod Den Lille Flok forgemakket. Da de nu ikke havde noget for, besluttede at bruge det der var tilbage af dagen på at se sig om i Mundo Ambo. Audienssalens forgemak lå for enden af en lang gang og hele vejen var der døre på begge sider. Ikke to døre var ens. De varierede både i højde, form, stil, farve, bredde og på enhver anden tænkelig eller utænkelig måde. Ved nogle døre stod en tjener på hver side, ved andre kun én og ved andre igen slet ingen. Alle tjenerne var i uniformer, men disse varierede lige så meget som dørenes udformning. Til sin undren bemærkede Kreator endda en tjener, hvis uniform blot var malet på. En af de første døre der tiltrak sig Flokkens opmærksomhed, var meget høj og bred. Dørpladen var irgrøn og bemalet med en bort af blomster, bladranker m.v. i guld langs kanten. Ved dørens ene side stod en tjener i retstilling, med front mod væggen. Erg prøvede flere gange at tiltale tjeneren, men denne reagerede ikke. Da også Kreator prøvede, brast tjeneren i gråd. Flokken besluttede undrende at lade staklen i fred, så i stedet tog Kreator i dørens håndtag. Den gled villigt op. Bag døren havde de vel ventet at finde et værelse af en eller anden art, men der var intet. Bag døren så de kun den nøgne væg. Dørens hængsler var skruet direkte ind i væggen, uden at den tjente noget synligt formål. Da Kreator lukkede døren var tjeneren væk, på gulvet lå kun den uniform han havde båret; pelshue, ringbrynje og sutsko. Tavse fortsatte Den Lille Flok ned ad den brede gang, mens de kiggede på de døre de passerede. Efter et stykke tid kom de forbi en dør i den modsatte væg, som virkede interessant. Der var ingen tjenere posteret ved denne, som var af blåligt, røgfarvet glas. Gennem døren betragtede de længe rummet bag den. Det så ud til at være en kæmpestor sal, en riddersal, en balsal eller noget lignende. 95


Legenden om Mundo Minor

Fra loftet hang de smukkest tænkelige krystallysekroner, som spredte et flerfarvet regnbueskær over rummet. Langs væggene var der opstillet borde, som var dækket med alle mulige lækre retter på små krystalopsatser som genspejlede lyset fra lysekronerne. Mellem retterne på bordene stod kandelabre af det pureste blankpolerede sølv, hver med seks lys i. Gulvet var dækket af et tykt blågrønt tæppe, som så utroligt blødt og lækkert ud. I rummets fjerneste ende stod leende mennesker i små grupper og talte. De så i det hele taget ud til at hygge sig. Da flokken havde stået et stykke tid med næserne mod dørens glas, fik nogle af menneskerne i rummet øje på dem. Med fagter og bevægelser lod de forstå at de var velkomne til at åbne døren, og komme ind. Forsigtigt lagde Kreator hånden på håndtaget, og døren gled op. Med ét ændrede hele sceneriet sig. Rummet bag den åbne dør henlå i et støvet halvmørke, kun oplyst af en smal lysstribe fra et tilgitret vindue under loftet. Gulvet var dækket af et tommetykt lag mug, der udsendte en ubeskrivelig stank. Mere nåede de ikke at se før Kreator smækkede døren i, fordi de fra rummets bageste del så et kobbel snerrende ulve komme galloperende i en sky af støv og mug. I samme øjeblik døren faldt i var alt som før de havde åbnet den, blot stod menneskene tættere på døren nu, end før. Stadig prøvede de at lokke Kreator til at åbne døren. Tavse og ilde til mode gik Den Lille Flok tilbage til deres gemak. Der blev de, men da stemningen alligevel var ødelagt og de endnu var mærkede af deres rejse, gik de i seng. Midt på natten blev de vækket af en støj som af mange mennesker, der hastede ned ad gangen mod deres gemak. Døren blev nærmest rendt ind, da en stor skare tjenere, ivrigt talende i munden på hinanden, prøvede at komme ind på samme tid. Efter længere tids tumult og flere forgæves forsøg på at finde grunden til tjenernes ophidselse, gik det op for Den Lille Flok at de skulle følge med. 96


Legenden om Mundo Minor

Tjenerne, og der var vel tolvfemten stykker, var tydeligt ophidsede og trippede nervøst mens Den Lille Flok klædte sig på. Da de var færdige blev de nærmest revet ud ad døren, og ned ad gangen mod audienssalen. Flere gange prøvede både Kreator, Erg og flere af de andre i flokken at få at vide hvorfor der var så stor hast, men forgæves. På vejen noterede Kreator sig at den grønne dør med guldbemalingerne var væk, men at tjenerens uniform endnu lå hvor døren havde været. De passerede også glasdøren, bag hvilken lyset var blevet slukket. Alligevel mente Kreator at han så noget stort bevæge sig i rummets fløjlssorte mørke... noget som var endnu mørkere. Tjenerne var næsten omgående faldet ind i en hurtig ilmarch, som Den Lille Flok havde svært ved at følge. De måtte småløbe for ikke at sakke agter ud. På deres vej passerede de mange døre, den ene mere mærkelig end den anden. Da de nåede til gangens ende trådte de ind i audienssalens forgemak, hvor den tjener der havde ledet marchen afgav nogle hæse og uforståelige kommandoråb. Det fik de øvrige tjenere til at tage opstilling i to rækker, en på hver side af døren ind til audienssalen. Døren var så stor, at port nok ville have været et langt mere passende ord. Den var små fire meter bred, og så høj som fra gulv til loft. Dørpladen var af kobber, med et bredt jernbånd langs kanten hele vejen rundt. Desuden var der to jernbånd på tværs over den, diagonalt. Dør og jernbånd blev sammenholdt med nagler, af et metal Kreator ikke kendte. Da de havde stået foran døren et øjeblik gik den op, idet den deltes på midten. Hver halvdel svingede ud til den stod ud fra væggen i en ret vinkel. På grund af portfløjenes bevægelse var en del af tjenerne nødt til at flytte sig, hvilket gav årsag til en del utilfredhed og uro. To af tjenerne kom endda i håndgemæng, åbenbart uden at det blev bemærket af andre end Den Lille Flok. Døråbningen bag porten fik Den Lille Flok til igen at undre sig over de måder man gjorde ting på, i denne Mundo. Det hul porten dæk97


Legenden om Mundo Minor

kede var så smalt at man kun med besvær kunne klemme sig ind, og så lavt at var nødt til at foregå på knæ. Den tjener der tidligere havde afgivet kommandoråbene, tog nu et lille rør op af lommen på den jakke han bar, og begyndte at trække ud i det. Det viste sig at være en fanfaretrompet, der kunne skubbes sammen på samme måde som antennen på en transistorradio. Med denne indretning afgav han nu en snøvlende og falsk lyd, der blev besvaret fra den anden side af dørhullet med en serie ligeså ynkelige toner. Nu begyndte tjenerne at kravle gennem hullet en for en, men først efter at den ledende tjeners fanfaretrompet snøvlende havde introduceret vedkommende og der, efter en pause, også var blevet snølvet fra den anden side. Da der kun var Den Lille Flok og den ledende tjener tilbage, lod denne med dybe buk forstå at de skulle gå før ham. Rummet de kom ind i var omkring fire meter bredt, tre meter højt og mindst femtyve meter langt. Som på gangen udenfor, var rummet oplyst af en række fakler som sad i holdere på den ene langvæg. Faklerne blafrede en del, da væggen i rummets anden ende var styrtet delvist sammen så den isnende nattevind stod lige ind. Væggene var malet i en kraftig, men mørk, rødlig farve og loftet var så dybsort at Kreator først troede det var nattehimlen. Loft og væg mødtes i en forgyldt stukkant. Gulvet kunne de ikke se, da det dækkedes op til knæhøjde af en bølgende hvid tåge. Ingen af Den Lille Flok brød sig om tågen, for de havde alle en uhyggelig fornemmelse af at der var et eller andet levende nede i den, noget som de følgelig ikke kunne se. Dette bestyrkedes af at der hele tiden var lokale bevægelser i tågen, snart her snart der, næsten som når en stor fisk laver uro i en søs overflade. På væggen sad fakler, med et par meters mellemrum, i holdere af jern. Under hver fakkel stod et lille bord og på disse borde lå forskellige ting, som de dog ikke fik mulighed for at se nærmere på. Til højre for indgangshullet var en forhøjning, på hvilken en trone stod. I den sad Kongen af Mundo Ambo. 98


Legenden om Mundo Minor

Alle i Den Lille Flok hilste høfligt og med stor respekt, selvom det var med megen modvilje de knælede i den forræderiske tåge. Det blev til megen høflighed, der blev bukket, givet hånd og utallige andre ting, hvilket stod på så længe at det nærmest blev grotesk. Det fik dog ende, hvorefter Kongen endelig spurgte til deres ærinde i Mundo Ambo. Kreator begyndte med at omtale den lille floks rejser i Terra Inkognita, hvilket fik kongen til at smile og hviske noget til en tjener som stod klemt inde mellem tronen og væggen. Tjeneren knækkede sammen af grin, i det omfang den ringe plads tillod, og slog flere gange nakken mod væggen (åbenbart uden selv at bemærke det). Da tjenerens latter var svundet ind til en småklukken, fortsatte Kreator med at tale om de livsformer de havde fundet og om projetet. Nået hertil gjorde Kreator en pause og så sig om, for da han begyndte at tale havde der været en livlig småsnakken blandt tjenerne, men nu var alle stille og betragtede ham med alvorlige miner. Al venlig gemytlighed var som blæst væk. I kongens ansigt mente han endog at se truende træk. Kreator så ned. I tågen var der en del bevægelse, især omkring det sted han stod. Med buldrende stemme forlangte kongen nu at få at vide om projektet var blevet ført ud i livet. Hertil nikkede Kreator uden at løfte blikket fra tågens bevægelser. Ved dette nik brød alle tjenerne ud i forfærdede udbrud, kongen selv var tavs. Så lænede kongen sig frem og spurgte langsomt, indtrængende og med tilbageholdt vrede, hvorfor de havde opsøgt ham efter at have anlagt en have i Terra Inkognita. Uden at tage øjnene fra tågens krumspring, fortalte Kreator nu om Katastrofen. Da kongen hørte om den, rejste han sig og beordrede hele Den Lille Flok taget til fange. Med ét var alt forvirring. Tågen begyndte at opføre sig som om den kogte, tjenerne fór omkring i rummet, øjnsynligt uden nogen plan, med det resultat at de bestandigt rendte hinanden over ende. Kongen brølede så bordene rystede, og faklernes lys flakkede endnu mere end 99


Legenden om Mundo Minor

de allerede gjorde på grund af trækken. Han brølede at de skulle stå til regnskab for det de havde gjort, at han ville finde haven og at han personligt ville trække hver eneste plante op med rod og dræbe ethvert dyr inden for havemuren. Den lille flok styrede lige mod hullet i den sammenstyrtede mur, og rendte bort så hurtigt deres ben kunne bære dem. Kongen og hans tjenere var åbenbart ikke klar over hullets eksistens, for ingen søgte at hindre deres vej. Deres opmærksomhed var koncentreret om at blokere det hul de var kommet ind ad. Længe kunne Den Lille Flok høre larmen fra Mundo Ambo, mens de løb gennem Terra Inkognitas dybsorte, klamme og iskolde nattemørke.

100


Legenden om Mundo Minor

ANDEN DEL: Barrierebjergene Hvis du ikke bestiger bjerget, får du ikke udsigt over dalen. (Anonym) Den Lille Flok var sikre på at de ville blive forfulgt, hvorfor de flygtede i modsat retning af den der førte mod haven. De vidste af erfaring at Mundiernes beboere ikke vovede sig ret langt ud i Terra Inkognita, men fortsatte for en sikkerheds skyld flugten i tolv dage. (På disse tolv dage voksede Emotionarianternes antal til toogfyrre, ifølge de ældste kilder.) På den tolvte dag var det meningen at Den Lille Flok ville søge tilbage mod haven, ved at gå i en stor bue uden om de kendte Mundi i området. Men da de ville bryde op fik Kreator og Erg øje på noget i horisonten. Som tidligere nævnt var landskabet i Terra Inkognita forholdsvis fladt, hvorimod det de nu skimtede i horisonten synes at hæve sig højt op over dette. Efter en kort rådslagning vedtog de at undersøge dette fænomen inden de drog tilbage, da det muligvis også ville være en fordel at holde sig ude af synsvidde et stykke tid. I begyndelsen var der blot tale om en diset grå farve i horisonten, men jo nærmere de kom des mere mørk og massiv så... det ud. Allerede inden de nåede helt derhen havde Kreator gættet hvad det var, og nu da de stod ved foden af dem var han ikke længere i tvivl. Dette måtte være de gådefulde og sagnomspundne Barrierebjerge. Det var nu toogtredive dage siden de var flygtet hovedkuls ud af Mundo Ambo. Barrierebjergene hævede sig stejlt og mægtige op over landskabet, og fyldte Terra Inkognita i hele horisontens bredde. Ingen i Den Lille Flok havde nogen ide om hvad der ville være at finde hvis de 101


Legenden om Mundo Minor

krydsede disse majestætiske tinder. Det de havde hørt i de forskellige Mundi hvor de havde opholdt sig, var meget forskelligt og positivt kunne det ikke kaldes. Det mest gennemgående tema var at ingen af de som havde krydset denne grænse, var vendt tilbage. Enkelte budskaber var kommet fra den anden side, men der herskede stor uenighed om deres tydning. Noget klart billede havde man altså ikke. For at have et bedre grundlag at vurdere bjergenes betydning på, vedtog Den Lille Flok at rejse videre langs med deres fod, i den retning som førte tilbage mod haven. Barrierebjergene havde en dyb matsort farve, men brød alligevel solens lys i små glimt af alle de farver Kreator kendte, samt nogle ingen i Den Lille Flok havde set før. Bjergvæggen som rejste sig stejlt op fra landets overflade var ikke hård som man skulle vente, den var fjedrende og blød. På grund af den bratte stigning var det ikke muligt at bestige de forrevne tinder, så de kunne få et overblik over landskabet på den anden side. Midt på den anden dag af deres rejse langs bjergene, tiltrak en flimren på bjergsiden i det fjerne deres interesse. Denne flimren viste sig at være en overraskelse, for det var vand ! En af de mest sjældne ting at finde her i Terra Inkognita var netop vand, og her fandt de denne skat brusende ud af bjergets skråning, i rigelige mængder. Flimmeret de havde set var ganske enkelt en flod der vældede ud af bjergsiden, og løb ned i en stor langstrakt sø, som blank og stille lå foran bjergenes fod. Omgående besluttede Den Lille Flok at slå lejr ved søens bred og i bar glæde smed de alle tøjet, for at springe jublende ud i det livgivende kølige vand. Vandet var godt og flokken valgte derfor at blive i lejren mens de undersøgte skråningen for at finde en vej over Barrierebjergene. Mange steder var stigningen ikke helt så brat ved bjergenes fod, men de nåede ikke ret højt op før de måtte give op. Der så heller ikke ud til at være nogle pas, som kunne tænkes at føre over til den anden side. Derfor enedes Den Lille Flok om at deres anstrengel102


Legenden om Mundo Minor

ser skulle koncentreres omkring området på begge sider af floden, da vandet her havde furet skråningens overflade. Måden disse furer gik på antydede at flodens leje havde flyttet sig, hvilket måske kunne hjælpe dem op i hvert fald op til det sted, hvor vandet kom ud af bjergsiden. Af denne grund brød de op, og lagde en ny lejr ved flodens udløb i søen. Herved kom søen til at ligge mellem dem, og Terra Inkognita. På grund af dens form, kaldte de søen Langesø. Valget viste sig at være godt. Dels var overfladen mere ujævn og derfor lettere at finde fodfæste på, dels var stigningen ikke nær så brat på grund af flodens nedslidning. Efter tre dages opstigning stod de alle ved flodens udspring, hvorfra der ikke så ud til at være nogen måde at komme længere op. Den lille flok havde lige besluttet at stige et lille stykke ned ad bjergsiden for at overnatte i en hule vandet havde gravet, da Erg mistede fodfæstet. Inden nogen nåede at reagere, var han opslugt af flodens vand. Øjeblikkeligt delte de øvrige sig for at afsøge floden, på begge sider. De fandt intet spor efter Erg, hverken den dag eller de tre næste. Fjerde dags morgen blev de derimod vækket af et glædesråb, der umiskendeligt blev udstødt med Ergs stemme. Efter at den første stormende gensynsglæde havde lagt sig, bad flokken Erg fortælle hvad der var sket med ham. Hvilket han gerne gjorde; Da Erg havde vendt sig om for at følge flokken til hulen, var en sten skredet væk under ham. Dette uheld havde sendt ham baglæns ud i floden, som vældede ud af klippen under ham. Til sin store forbavselse faldt han gennem floden, ned i en hule vandet havde gravet ud i klippen, men som floden nu blot faldt hen over uden at strømme ind i den. Havde hulens bund ikke været en stor sø, havde han sikkert ikke overlevet faldet som han vurderede til ca tyve meter. På dette sted var floden altså et vandfald, der strømmede ud over en stor hule som den dækkede, floden var nærmest et låg af vand. Erg svømmede nu ind til den ende af hulen der vendte ind mod 103


Legenden om Mundo Minor

bjerget, da der her var tørt land. Et par meter fra vandet groede der nogle lave, blege buske, som voksede på en bund af blødt mos. Liggende på dette mostæppe betragtede Erg det vandfald, han var faldet ned gennem. Solen skinnede over det hul af lys han betragtede, hvilket fik blink, striber og pletter af farver til at spille i vandet. Et smukt men nedslående syn, da der ikke var nogen mulighed for at klatre op ad de glatte og hvælvede vægge, hvor de nedstyrtende vandstrømme omgående ville skylle ham ned. Efter at have hvilet lidt bestemte Erg sig for at undersøge sit ufrivillige hjem, for om muligt at få kontakt med de andre. Hulen var, så vidt det sparsomme lys lod formode, oval. Hele den del af den der vendte ud mod skråningen, ned mod Terra Inkognita, var fyldt med vand. Vandets dybde på dette sted kunne Erg ikke vide noget om, men han gættede på at det var temmelig dybt. Hulens modsatte ende, der hvor Erg sad , var en mosdækket forstrand som formodentlig fortsatte helt op til den klippevæg belysningen ikke tillod Erg at se. Erg rejste sig og gik over mod hulens mørkeste ende, for at afgøre afstanden til væggen i denne ende. Den var længere væk end han havde ventet. Efter alt at dømme var der også for mørkt til at mosset og buskene kunne vokse her, gulvet var kun dækket af runde bløde sten. Et køligt vindpust tiltrak sig Ergs opmærksomhed... hvor var det kommet fra ?. Med en hånd på væggen, gik han forsigtigt frem mens han bestandigt afsøgte luftens bevægelser. Der måtte være en udgang, eller i hvert fald en sprække, hvor disse luftninger kunne slippe ind. På sin vej fandt han en gang på en god meters bredde, hvorfra en svag men konstant brise strømmede ind i rummet. Gangen skrånede let opad og udviddede sig en lille smule, men brisen var konstant. Med fornyet håb begyndte Erg opstigningen. Det totale mørke, tavsheden (lyden af vandfaldet kunne nu ikke længere høres, på grund af afstanden) og den konstante brise, fik Erg til at miste al fornemmelse af tid og sted. Når han blev træt 104


Legenden om Mundo Minor

satte Erg sig ned for at hvile, og blundede også af og til. Egentlig søvn blev det ikke til, da brisen fik ham til at fryse lidt, i sit endnu fugtige tøj. Hvor længe vandringen varede havde Erg som sagt ingen anelse om men da han kom ud i det fri, lyste stjernerne ham i møde. Den isnende nattevind fandtes åbenbart ikke på denne side af bjerget, hvilket var med til at sikre Erg en god nattesøvn. Morgenen kom, og vækkede Erg med sol og varme. Han tog alt sit tøj af og lagde det på nogle klippeblokke uden for tunneludgangen, klippeblokke der øjnsynligt var rullet ned ad bjerget. Selv vandrede den nøgne Erg ud i solen, dels for at blive varmet igennem, dels for at se sig om. Landskabet på denne side af barrierebjergene var en del anderledes end det Han kendte fra Terra Inkognitasiden. Overfladen var dækket af kort, stridt og blegt græs, afvekslende med meget små forkrøblede tilløb til kratvækst. Der var også enkelte blomster, alle i diskrete undseelige farver og former. Dyr var der også, men de var meget sky og blege som alt andet. Et par hundrede meter borte løb floden, som på denne side var bred og krystalklar. Vandet var helt roligt bortset fra en stor hvirvelstrøm, hvis centrum lå cirka 20 meter fra det sted hvor vandet mødte klippevæggen. Det var formodentlig her vandet i floden på den anden side kom fra. Erg vandrede lidt rundt på må og få, uden at kunne beslutte sig til hvad han skulle gøre. På en eller anden måde måtte han finde en vej tilbage til de andre, eller i det mindste en måde at kontakte dem på. De beretninger han kendte om budskaber der var kommet fra de som havde krydset Barrierebjergene, var ikke særligt præcise når det gjaldt at beskrive nøjagtigt hvordan, budskabet var blevet overbragt. Faktisk var han ikke engang sikker på at det var muligt at sende et budskab herfra på egen hånd, da beretningerne altid omfattede en aktiv indsats fra beboerne i en eller flere af de Mundi 105


Legenden om Mundo Minor

som lå på Terra Inkognitasiden. Mens Erg tænkte disse tanker, afsøgte hans blik bjergsiden. Den så ikke ud til at være nær så stejl på denne side og det så også ud til at gangen havde ført ham op til en højslette, hvor landskabet lå betydeligt højere end Terra Inkognita. Måske var det forsøget værd at bestige bjerget fra denne side. Skulle det mislykkes ville han da i hvert fald få et godt overblik, over dalen under ham. Han vendte tilbage til sit tøj, som nu var tørt. Nok var stigningen mindre på denne side, og bjergtoppene tættere på, men helt let var opstigningen nu ikke. Erg gik godt til og nåede toppen da solen stod højest på himlen. Her fandt han et platau, hvor han kunne se ud over landskabet til begge sider. Han kunne dog ikke se begge udsigter fra den samme position, men måtte gå de ca tredive meter fra den ene kant af platauet til den anden. Udsigten over det landskab han ufrvilligt var havnet i, afslørede ganske rigtigt at der formodentlig var tale om en højslette af enorme dimentioner. Så langt øjet rakte strakte Barrierebjergene sig til begge sider, til horisontens flimmer opslugte dem. Lige frem lå højsletten med floden, der blev mindre og mindre for til sidst at forsvinde i horisonten. Ved flodens bred var farverne mere friske og grønne, og det grønne område syntes at blive bredere, jo nærmere horisonten floden kom. Det kunne godt tyde på at landet blev frodigere, og bedre egnet til deres haveprojekt længere ude. Tanken fik hjertet til at hoppe af glæde i Ergs bryst. Udsigten til Terra Inkognitasiden var ikke helt så oplivende. Der var meget langt ned til bjergenes fod på denne side, og bjergsiden var næsten lodret. Et godt stykke under ham så han også flodens vand der stod ud af klippesiden i en vældig kaskade. Flokkens lejr var det ikke muligt at se, hvorimod Terra Inkognita lignede et enormt ligklæde. Ingen af områdets Mundi kunne ses i den ubrudte horisont. Fra platauets kant gik det stejlt ned på det første stykke, derefter fladede bjergsiden lidt ud. Klippen var jo forholdsvis blød 106


Legenden om Mundo Minor

så... skulle han springe ?... det ville blive et fald på firefem meter, og hvad så derefter ?. Erg var i vildrede, da han hverken havde reb eller andre hjælpemidler. Det ville ikke hjælpe det mindste at give sig til at råbe eller vifte med armene, på grund af afstanden kunne han ikke ses og vandfaldet ville drukne ethvert råb i dets egen brølen. Erg sprang. På grund af skråningens bløde overflade slog han sig næsten ikke, men på grund af de bløde runde sten der dækkede klippefladen gled han videre, ud over næste kant. På denne måde gled, snublede og faldt Erg et langt stykke, inden han fik fat om en klippeknold der kunne stoppe hans vilde fart. Ved at kigge tilbage kunne Erg se at hans fortumlede og lettere forslående rusjetur, havde ført ham et godt stykke mod hans mål. Ved at se ned ad klippen kunne han dog også se at der var langt igen. På denne måde nåede Erg langt ned ad barrierebjergene, inden han måtte blive liggende på en mindre afsats hvor klippen nærmest dannede et halvtag over ham, da han på dette tidspunkt var fuldstændigt mørbanket. Til sin udelte glæde var han så tæt på vandfaldet, at han kunne falde i søvn med den svage lyd af dets brusen i ørerne. Da Erg vågnede følte han sig som om han var blevet revet i tusinde stykker, blot for at blive sat forkert sammen igen. Derfor blev han længe liggende, mens han med lukkede øjne lyttede til vandets brusen under ham. Med en kraftanstrængelse lykkedes det at komme ud fra nattens hvilested. Under ham lå rejsens sidste fase, blot håbede han at de andre lå i lejr ved vandfaldet som han ventede at nå i god tid inden tusmørket. Rusjeturens fortsættelse førte ham desværre uden om dette sted, blot for ganske kort efter at smide ham i floden. Nu gik det stærkt. Lang tid efter lå Erg kold, våd, mørbanket og træt men også usigelig lettet, skyllet i land på søens bred. Besværligt rejste han sig op, og vaklede det sidste stykke til sølejren. Han blev gennemstrømmet af en stor og ubeskrivelig varm følelse, da han så tydelige tegn på at de andre var trukket herned igen. Oplivet stavrede Erg det sidste stykke, så hurtigt hans mishandlede krop tillod ham. Med et råb af inderlig glæde, hilste Erg lejren. 107


Legenden om Mundo Minor

Den tilbageværende del af Den Lille Flok var nærmest gået i chok da de så Erg falde, og da de ikke kunne finde ham under deres eftersøgning var stemningen blevet mere end almindeligt trykket. Nu var de derimod ubeskriveligt taknemmelige over at se ham igen. Erg måtte genfortælle sin beretning flere gange, især den del der handlede om hans fald gennem vandfaldet og den efterfølgende tur gennem tunnelen. Grunden var selvfølgelig at dette endnu var den eneste vej de kendte til den anden side. På grund af Ergs tilstand vedtog flokken at der skulle søges efter en anden vej, til han var kommet til hægterne. Havde man ikke på dette tidspunkt fundet en anden vej, ville de så drøfte turen gennem vandfaldet igen. Eftersøgningen gav intet resultat. Syv dage efter Ergs hjemkomst kaldte Kreator Den Lille Flok sammen, med det formål at aftale hvordan turen gennem vandfaldet skulle organiseres. Som den eneste der havde set hulen under vandfaldet, var det naturligvis Erg der ledede rådsmødet. (På dette tidspunkt var “rådsmøde” blevet det udtryk de brugte om denne måde at træffe beslutninger på) Af sikkerhedsgrunde endte de med en beslutning der gik ud på at et reb skulle fastgøres til en klippe og fires ned gennem vandfaldet, bundet til en sten. Erg skulle lade sig glide ned i hulen som den første, for at lede resten sikkert ned. Kreator skulle være den sidste, og holde øje med rebet, så det ikke blev slidt over under nedstigningen. Rebet var ca 50 meter langt, men nåede dog ikke bunden af hulesøen. Alt gik som planlagt og til sidst stod de alle på mosset, ved hulesøens bred. Rebet lod de blive, da de kunne bruge det som udvej hvis det blev nødvendigt. Turen gennem tunnelen foregik i tavshed. Luften var frisk nok, men de følte alligevel Barrierebjergenes massive tyngde omslutte sig. Erg gik stadig forrest. Han skridtede godt ud da han glædede sig til at komme ud i det fri, og vise sine kammerater landet bag bjergene. Af og til gik han så godt til, at han var nødt til at vente på de andre. De travede, 108


Legenden om Mundo Minor

de hvilede, de sov og endelig bekendtgjorde Erg at han kunne skimte lyset fra en stjerne, ret forude. Hele flokken glædede sig over at nattevinden ikke havde adgang til dette sted, så de lagde sig godt til rette indenfor den halvcirkel af nedstyrtede klippeblokke der omkrandsede tunnellens udgang, og fik en god nats velfortjent hvile. Efterhånden som solen på sin vandring nåede de enkelte medlemmer af flokken med sine stråler, vågnede de. Stemningen var afslappet, fri og tryg. På Ergs opfordring klatrede de som det første op til platauet, hvor de efter tur spejdede ud over højslettens flade, med Kreators gamle men yderst effektive teleskopkikkert. Der blev hurtig udbredt enighed om at landskabet bag Barrierebjergene, var langt mere indbydende at se på end Terra Inkognitas ørken. Landet døbte de Terra Nova og da det var Ergs fortjeneste at de nu kunne sidde her og nyde synet af det, kom platauet til at hedde Ergs Platau. Resten af dagen brugte Flokken til at planlægge udforskningen af dette nye land, som blot så ud til at vente på at de tog det til sig. Natten tilbragte de på Platauet.

109


Legenden om Mundo Minor

Tredie del: Terra Nova Hvis kilden er mudret, bliver hele floden mudret. (Korea)

Solen tittede op over horisonten, for at lade sten og klippeblokke kaste lange skygger over Terra Inkognitas flade. Efterhånden som dens lys strejfede medlemmerne af Den Lille Flok, som dagen før, vågnede de friske og udhvilede. Skyggerne skrumpede dog hurtigt ind, efterhånden som varmen tog til i styrke. Men på dette tidspunkt havde flokken forladt Ergs platau, for at se nærmere på floden og de siv der voksede ved dens bred. Siv som de der voksede her havde de aldrig set på den anden side af bjerget, næsten mandshøje og forholdsvis spinkle af bygning. Firefem steder på strået sad der bladskeder, med blade der var smalle og spidse. Når vinden en enkelt gang rørte på sig, raslede det ganske svagt i bevoksningen. Sivene stod forholdsvis tæt, men begyndte at tynde ud allerede et par meter fra flodbredden. Fem seks meter fra floden tog det stride korte græs over. Flokkens trænede øjne fandt hurtigt ud af at der var et varieret dyreliv, sammenholdt med det de kendte fra Terra Inkognita. Det var også tydeligt at der var et skarpt skel mellem de dyr der levede i sivene, og de som færdedes i græsset. Faktisk var skillelinien så skarp at det vakte en del undren, især hos kreator som var den der kendte Terra Inkognitas dyre og planteverden bedst. Det så nærmest ud som om der var et klart defineret stykke ingenmandsland mellem hvert levested, som effektivt sikrede at alle arter blev hvor de hørte hjemme. 110


Legenden om Mundo Minor

I Kreators have havde alle arter kunnet færdes frit mellem hinanden, uanset hvilket levested de retteligt hørte til. Denne forskel optog Kreator så meget at han nævnte det for Erg, som ikke selv havde bemærket det. Erg havde derimod opdaget at der var nogle dyr som levede af at æde andre dyr, hvilket heller ikke var forekommet i Kreators have. Meget var åbenbart anderledes her. Hvirvelstrømmen hvor floden mødte barrierebjernenes side, var også ret særegen. Den lignede en kæmpestor tragt af roterende vandmasser, som snurrede næsten uden at give lyd fra sig. Kun en ganske svag gurglen undslap af og til. Her ved klippevæggen var floden vel omkring halvtreds meter bred og hvirvlen måtte så være mindst femogtredive meter i tværmål !. Det blæste næsten ikke men alligevel var det ikke særligt varmt, sammenlignet med dagstemperaturerne i Terra Inkognita, da flodens nærhed og den deraf følgende fugtighed, dæmpede solens glød. Flokken satte sig i bevægelse langs floden, opsat på at se om dette land kunne indfri deres forhåbninger. Kreator ønskede at holde orden på deres opdagelser, hvorfor han allerede om aftenen den første dag begyndte på en dagbog og en kortskitse af deres rejserute. (På baggrund af de fragmenter der er bevaret i diverse arkiver, har det været muligt at sammenstykke en gengivelse af dette kort. Det kan ses bagerst i bogen. Selve dagbogen er derimod ikke bevaret.) Første dag slog de lejr ved et sted, hvor floden delte sig i to. Mellem disse to flodarme, voksede en kratskov. Kreator ønskede at bruge den næste dag eller to til at studere denne nærmere, da der kunne høres lyde derovre fra som tydede på at der var livsformer dér, som de endnu ikke var stødt på. 111


Legenden om Mundo Minor

Ved bålet (som de nærede med stramt bundne bundter af tørre siv) diskuterede de hvad de havde set indtil nu, og hvad de kunne drage af konklutioner på det grundlag. Hvad angik jordbunden kunne der ikke være tvivl om at den var langt mere frugtbar her, end noget sted de havde set i Terra Inkognita. Vand ville heller ikke blive noget problem. Det eneste der lagde lidt bånd på Kreators begejstring, var det manglende samspil mellem livsformerne, i de forskellige områder. At komme over til Kratskoven var ikke så lige til, man kendte jo ikke strømforholdene eller floden i øvrigt. Enden blev at de lavede flåde af flodbreddens siv, så en mand kunne ligge på den og padle over med et reb. Det kunne de øvrige så trække sig over ved. Erg meldte sig omgående som flåderytter. Kratskoven viste sig at være et højst forunderligt sted. Det første der skete da de i samlet trop trængte ind i den, var at små... ting susede om ørerne på dem. Da disse ting begyndte at afgive den lyd de havde hørt herovre fra, inden de krydsede floden, blev de klar over at det var en dyreart... fugle. Kratskoven husede flere arter der alle var små, sky og støvede i farverne. Desuden var der også larver, insekter, edderkopper, myrer og (til deres store overraskelse) en slangeart. Underskoven bestod af forskellige småplanter, mos og lav. Den skarpe adskillelse mellem levestederne fandt de også her; krattrædyr for sig og underskovsdyr for sig. Det mest interessante var dog det grus, skoven voksede i. Stenene var i alle størrelser fra sandkorn til hønseæg, og i alle tænkelige farver. Holdt man en håndfuld op i sollyset, glimtede de på samme måde som Barrierebjergenes skråning havde gjort. Flokken lå i lejr i kratskoven i to dage, inden de vendte tilbage til lejren ved flodbreden. De næste seks dage rejste de langs floden uden at opdage de store ændringer i landskabet, bortset fra at sivene var blevet kraftigere og det bælte de dækkede bredere. Dog var der også sket dét at emotionarianternes antal nu var blevet ret stort. 112


Legenden om Mundo Minor

(Fra dette punkt er der ikke længere nogle nøjagtige opgivelser af Emotionarianternes antal) Sjette dags aften kaldte Kreator Emotionarianterne sammen til Rådsmøde og opdagede derved at der manglede to. Ingen af de andre vidste hvor de var, eller hvornår de var forsvundet. Men alle kunne fortælle at de to havde holdt sig for sig selv siden de havde forladt Kratskoven. Hele syvende dag blev Flokken i lejren, mens de ledte efter de to bortblevne i hele området. De blev ikke fundet, men dukkede selv op om aftenen. Direkte adspurgt kunne (eller ville) de ikke oplyse hvor de havde været. Denne oplevelse fyldte Kreator med uro. Da lejren var gået til ro gik Kreator og Erg ned til floden, for at drøfte hvad der var sket. Emotionarianterne havde hver deres personlighed, men fælles for dem var at de var frie og åbne. Dette viste sig især i deres direkte og venlige blik. En ting der havde slået Kreator ved de to hjemkomne Emotionarianter, var den ændring der var sket med deres blik. Deres øjne var blevet mørke... lukkede. Det var som om de grundlæggende havde ændret sig, som om de havde noget sammen de ikke kunne (eller skulle det være... ville) dele med den øvrige flok. Fra næste dags morgen holdt Kreator et vågent øje med de to Emotionarianter. De så ud til at passe deres pligter som de plejede, men var i modsætning til de øvrige tavse. Sagde de endelig noget, talte de kun til hinanden. Blev de derimod tiltalt af en af de andre Emotionarianter, svarede de så kort som overhovedet muligt. De øvrige Emotionarianter så ikke ud til at lade sig mærke med de tos adfærdsændring, de lod dem blot være i fred. Flokken havde kun tilbagelagt en lille halv dags vandring, da sivbevoksningen pludselig holdt op. På en lang strækning var der kun det glitrende, glasagtige grus. Bevoksningen ophørte så brat, at kreator ikke var helt fri for at undre sig. Faktisk så det ud som om nogen havde fjer113


Legenden om Mundo Minor

net den. Efter et par hundrede meter med nøgent grus, kom sivene igen på samme pludselige måde som de var forsvundet. Sivenes karakter var ikke helt som før afbrydelsen, nu var de kraftigere, højere, dybere i farven og med knivskarpe kanter på bladene, som nu var besat med små modhager. Kreator lagde mærke til at de to Emotionarianter undersøgte den ændring der var sket med sivene, med dyb interesse. Flokken slog lejr der hvor den ny type siv begyndte, med udsigt over Kratskovsøen som også endte her. De enkelte sten i det grus sivene voksede i, var blevet større. De mindste var stadig som sandkorn, men der var nu sten på størrelse med en stor appelsin. Også dette syntes at have de to Emotionarianters interesse. Når de ikke var i gang med en eller anden opgave, sad de ved flodbredden og undersøgte de største sten de kunne finde. Inden Kreator gik til ro stod han i aftensolens sidste stråler, for at betragte det han kunne se af det landskab der lå foran dem. Det så ud til at sivenes voksezone blev stadig bredere, og sivene stadig kraftigere. Det tydede på større frugtbarhed, men på en eller anden måde fyldte det også hans sind med en sær uro, som han ikke helt selv forstod. Kiggede han ud over flodens videre løb kunne han se at den videde sig ud, hvilket tydede på at den muligvis var et fraløb fra en sø. Ud af øjenkrogen bemærkede han at den ene af de to emotionarianter lod sine udtryksløse øjne hvile på ham, mens den anden hviskede et eller andet i øret på ham. For første gang følte Kreator sig direkte utryg, ved landskabets karakterændringer i almindelighed, men ved disse to i særdeleshed. De var ikke rejst ret langt næste dag, før sivvæksten var så tæt at de måtte opgive at fortsætte langs flodbredden. De var nu nødt til at vandre på den anden side af sivbæltet, da sivenes skarpe kanter ville skære dem til blods hvis de fortsatte. 114


Legenden om Mundo Minor

Som dagen skred frem, voksede en lyd som kom fra den anden side af sivbæltet, bestandigt i styrke. Kort efter middag var den så tydelig, at de uden besvær kunne høre at det var lyden af vand. På Ergs opfordring begyndte de at hugge en gang gennem sivbæltet, så de kunne komme ned til vandet for at se hvad der forårsagede lyden. Lyden kom fra et kildevæld midt i den sø der, som Kreator havde gættet på, lå forude. Vandet stod op i en tyk stråle, som plaskende faldt mod søens flade igen. Kreator havde, på grund af afstanden, svært ved at bedømme kildespringets dimentioner, men anslog vandsøjlens højde til et par hundrede meter og dens tykkelse til mindst tyve meter. Dette var altså flodens udspring. Søens vand var en smule uklart og havde i forhold til vandet i den flod de havde fulgt indtil nu, en let bismag. Kildespringet fik navnet Vivel. Det viste sig at kildespringet forårsagede en strøm i søen, langs med bredden, hvilket gav Kreator en ide. Eftersom sivbæltet blev bestandigt bredere, og de ikke var i stand til at følge søens bred, ville de komme til at fjerne sig mere og mere fra vandet, hvis de var nødt til at have sivene mellem sig og søen. Hvis de derimod fortsatte langs bredden ude i søen, havde de ikke det problem. Løsningen ville være at fortsætte på flåder af tørre siv, da de friske ikke kunne benyttes på grund af deres skarpe kanter. Kreator indkaldte til rådsmøde og forelagde ideen for Emotionarianterne. Ideen blev godt modtaget, til hans glæde også af de to Emotionarianter med de mørke, tomme øjne. Det blev vedtaget at slå lejr i den rydning de havde lavet for at komme ned til søen, og at bruge af de fældede siv til flåder. Emotionarianterne skulle dele sig op i grupper, som hver skulle lave sig en flåde til eget brug. Arbejdet skulle begynde ved daggry. Kreator havde oprigtigt talt ventet at de to Emotionarianter (som han og Erg kaldte “De Tos Klub”) ville bygge deres egen flåde og sejle alene på den. Men til sin glædelige overraskelse så han dem bygge sammen med tre andre Emotionarianter. Godt nok var deres arbejdsform ikke helt som det var almindeligt blandt Emotionarianterne i øvrigt, hvor alle 115


Legenden om Mundo Minor

plejede at arbejde på lige fod. Hos disse fem derimod var det hovedsagelig de tre nytilkomne der arbejdede, mens “De Tos klub” ledede dem. Samtidig bemærkede Kreator at der også var indtrådt en forandring, i forholdet mellem “De To”. De lod til at tale en del mere end de plejede. Den ene stod næsten hele tiden ved siden af den anden og så ud til at tale til ham uden ophør, for det meste hviskende. Den anden så derimod ud til at være den der udstedte ordrene til de tre sidste. Emotionariantens kropssprog så virkelig ud til at der, til Kreators forundring var tale om regulære ordrer. Dette forhold forekom Kreator usundt, hvorfor han besluttede at der skulle holdes et Rådsmøde om “De Fems Klub”, inden den blev en permanent ordning. Da Kreator gik en runde for at sikre sig at alle flåder var færdige, stoppede han ved “De Fem”, For at betragte deres flåde og lodde stemningen i gruppen. De To var ret fåmælte, hvorimod de tre nytilkomne var forholdsvis åbne men virkede en smule urolige. Kreator roste deres flåde og talte lidt om hvordan han havde tænkt sig at de skulle fortsætte. Det så ud til at berolige “De Tre”, hvorimod “De To” forholdt sig tavse. Som de første satte Kreator og Erg, sammen med de fire andre Emotionarianter der var sammen med dem, deres flåde i vandet. Efterhånden som flåderne blev sat ud, dannede de en lang slange som gled langs Vivelsøens bred. Farten kunne i begyndelsen ikke kaldes overvældende, men den steg langsomt og støt som dagen skred frem. Denne hastighedsforøgelse bestyrkede Kreator i hans formodning om at der også måtte være mindst én flod, der forlod søen i den modsatte ende. For ikke at blive indfanget af denne flods sug, før han vidste om der var flere end denne ene, styrede Kreator flåden udad mod søens midte. De øvrige flåder fulgte trop, og langsomt nærmede de sig Vivelspringets brusen. På et tidspunkt fangede en bevægelse nær ved søbredden Kreators opmærksomhed. 116


Legenden om Mundo Minor

Det viste sig at være en af flåderne, som ikke var fulgt med da de øvrige svingede ud fra bredden. Denne flåde styrede derimod direkte mod flodens fraløb, med rasende fart. På grund af afstanden kunne Kreator ikke afgøre hvilken flåde der var tale om, dog var han ikke i tvivl, det kunne kun være “De Fems Klub”. Flåden forsvandt snart ud af hans synsfelt. Til venstre for flåderne voksede Vivelspringets søjle, efterhånden som de nærmede sig den, og blev stadig mere imponerende. Dønningerne fra springets vandmasser, begyndte så småt at få flåderne til at gynge temmelig meget, hvorfor Kreator styrede udad igen. Trykket fra springet fik farten til at stige igen, hvorfor de inden længe fik den modsatte bred i syne. Samtidig bemærkede Kreator suget fra endnu en flod, altså måtte der være to i denne ende af søen. Mens Kreator styrede mod den anden flod, blev hans opmærksomhed igen tiltrukket af en bevægelse, denne gang i vandet under ham. En kæmpestor mørk skygge, som syntes at komme fra det sted hvor Vivel sprang, bevægede sig langsomt under deres flåde mod den flod hvor “De Fems Klub” var gledet ud af syne. Kreator vendte sig mod Erg for at gøre ham opmærksom på fænomenet, men Erg kunne ikke se noget. De andre Emotionarianter på flåden så heller ikke noget. Alene fulgte Kreator skyggen med øjnene. Den kunne ikke være mere end trefire meter under dem, da det slam Vivelspringet hvirvlede op ellers ville have visket dens konturer ud. Uendeligt langsomt forsvandt skyggen, mens suget fra den nyopdukkede flod voksede støt. Med en god fart blev rækken af sivflåder suget ind i flodens løb, hvor farten sagtnedes noget. I et godt stykke tid var der små bølger på flodens vand, men efterhånden som farten mindskedes forsvandt de. Breddens sivbevoksning var her endnu højere, kraftigere og deres blade endnu skarpere. Sivenes modhager var nu også i stand til at rive huller i både skind og tøj. Derfor søgte de ind til højre bred, så snart en kratskov med glitrende grus afløste de morderiske siv. Da alle flåder var trukket op på forstranden, slog de lejr. 117


Legenden om Mundo Minor

FJERDE DEL: “Klubben” En sten er lille og from, man støder sig dog derpå. (Danmark)

Om morgenen bemærkede alle, de store totter af tåge som langsomt kom drivende over og gennem kratskoven. Da solen nåede op over barrierebjergenes toppe, spredte den voksende varme hurtigt disse spredte skyklatter. Denne tåge huede ikke Kreator, blev den for tæt og vedholdende kunne den måske være årsag til at Flokken blev spredt. Det kunne dog løses ved at tøjre flåderne til hinanden med reb. Større bekymring vakte “Klubben”, hvis handlinger var totalt uforståelige for ham. Kreator kunne ikke med sin bedste vilje, se skyggen af et motiv til denne splittelse af Flokken. Alt hvad Flokken hidtil havde gjort, havde bygget på fællesskabet og været til gavn for hele Flokken. Dette var noget helt nyt, som om disse ønskede at... danne deres egen flok. Kreator havde svært ved at forestille sig at “Klubben”s medlemmer i fuld alvor kunne tro, at de ville kunne klare dette projekt uden en overordnet vejledning. De måtte da være klar over at, uden ledende principper falder et fællesskab fra hinanden. Da Kreator aftenen før havde talt med Erg om det, havde Erg givet udtryk for at der måtte være tale om en eller anden misforståelse. Han var dog ikke i stand til at forestille sig hvilken. Det Kreator havde set i “De To”s øjne, tydede på at noget nyt og fremmed var kommet ind i deres fællesskab... noget mørkt som Kreator ikke kendte. Kreator forlod sine dystre tanker, og koncentrerede sig om at hjælpe med at pakke lejren ned. Inden længe var alt rede og de fortsatte deres rejse. Af sikkerhedsgrunde blev de helt inde under den højre bred, da strømmen ikke var helt så stærk her. På deres højre side havde de kratskoven, mens de til venstre kunne skimte de sammen118


Legenden om Mundo Minor

filtrede siv på flodens modsatte bred. De havde ikke sejlet mere end et par timer før Kreator bemærkede at tågen tog til igen, idet det pludselig gik op for ham at han nu ikke længere kunne se den modsatte bred. Tågen blev stadig tykkere og det var som om den trængte ind i Kreators sind, hvor den lagde en dæmper på hans glæde og gav ham en ubehagelig følelse i maven. Det føltes som om der var utallige lyttende ører i tågen, som ventede på at tage hans ord til fange. Denne følelse var noget helt nyt, både for Kreator og Emotionarianterne. Lydene ændrede sig efterhånden som tågen omspændte dem, alt lød meget tydeligere og anderledes... nærmest metallisk. På denne måde blev Kreator opmærksom på flodens lyd, på de informationer lyden gav. Han kunne, på vandets rytme, høre at floden delte sig længere fremme og at forgreningen skilte sig ud til venstre for dem. Da de kom til floddelingen kunne de alle mærke, på vandets sug, at det også forholdt sig som de havde hørt. Flokken holdt sig inde ved højre bred. Forgreningen så de aldrig, den forblev tågens bytte. Flodens lyd fortalte også en anden ting, vandet var blevet tykkere og flød nu en anelse mere sejt. Samtidig var Kreator opmærksom på at den bismag han havde lagt mærke til, også tog til i styrke. Dette sammen med de ubehagelige fornemmelser der gemte sig i tågen, overbeviste Kreator om at de skulle vende om når de havde fået fat på “Klubben”. På grund af tågen kunne de heller ikke længere aflæse tidspunktet på dagen nøjagtigt, idet solen ikke lod sig se tydeligt. Lyset begyndte at svinde, hvorfor de søgte i land. Senere viste det sig at være et godt tidspunkt de havde valgt at slå lejr på, da kratskoven lidt længere fremme veg for en ny og ubehageligere sivbevoksning. Sivene var nu så grove i strukturen at de største kunne virke helt træagtige. Bladene var skarpe som sværdklinger og livsfarlige, modhagerne var nu spidse torne og bevoksningen godt dobbelt så høj som Kreator. 119


Legenden om Mundo Minor

Mens Emotionarianterne byggede lejren op gik Kreator ind i kratskoven, for at være alene med sit urolige sind. Den udvikling landskabet havde undergået oprørte noget der lå så dybt i Kreators sind, at hans bevidsthed hverken kunne få forbindelse med, eller bare forstå, det. Den store sorte skygge han havde set komme fra Vivel nagede ham også, den forstod han heller ikke. Det forekom ham at hele denne verden var igang med at udvikle sig i en uvenlig retning. Denne udvikling gjorde sig også gældende i den kratskov, han i øjeblikket befandt sig i. Det gjaldt for kratskoven, som for sivene, at torne var ved at være det mest fremtrædende fællestræk. Mens Kreator gik i disse tanker, blev han opmærksom på at brudstykker af stemmer nåede ham gennem tågen. Lydløst og med bankende hjerte bevægede han sig mod dem. Efter et stykke tid så Kreator det flakkende skær fra et bål, samtidig med at lyden af vand blandede sig i de få ord, som undslap skikkelserne omkring ilden. Tågen og lyset fra de dansende flammer, gav personernes uldne omrids et, for Kreator, uvant og uhyggeligt præg. Til nu havde han altid forbundet det at være samlet om et bål, med venskab, hygge og sikkerhed. Det indtryk han fik ved at betragte denne forsamling, var ganske anderledes. Foran sig havde hver af de fem personer en lille bunke sten som de en for en samlede op, holdt dem for et granskende øje og betragtede bålets skær gennem dem. De få ord der faldt var hovedsagelig kommentarer til det de så, men ind imellem udvekslede de også mere tekniske bemærkninger om en eller anden proces de ville udsætte stenene for på et senere tidspunkt. Hvad denne proces helt præcis skulle gå ud på fandt Kreator ikke ud af, men det lod til at de fem omkring ilden ventede sig meget af den. Efter at stenene var blevet kontrolleret, blev de enten puttet i en læderpose som stod foran den ene af dem, eller smidt ud i den flodarm der åbenbart passerede bag dem, på deres side af kratskoven. Kreator listede sig lidt nærmere, for at høre deres hviskende stemmer bedre, og satte sig på hug bag et af kratskovens forkrøblede træer. Hvis han på 120


Legenden om Mundo Minor

noget tidspunkt kunne have været i tvivl, var han det i hvert fald ikke mere...det var “Klubben”. Når en af klubbens medlemmer skulle kontrollere en sten lænede han sig frem, hvilket fik bålets flammer til at oplyse hans ansigt. Med mellemrum skete det så at der bredte et ubehageligt grin sig over emotionariantens ansigt, hvilket gav Kreator kuldegysninger. Det så samtidig ud til at skikkelserne ikke havde noget mod de ændringer der var sket med flodvandets smag og konsistens. De drak det med velbehag af store, klodsede lerkrus som en af dem bestandigt fyldte fra en kande, som han med jævne mellemrum dyppede i den bagvedliggende flodarm. Det lod til at de var meget optaget af denne kvalitetsvurdering, men Kreator var ikke i stand til at forstå hvad de skulle med dem. De enkelte samtalestumper der undslap “Klubben” gav Kreator en fornemmelse af at de var ved at opbygge et eller andet projekt, hvor disse sten åbenbart indgik. Denne stødvise samtale blev på et tidpunkt afbrudt af en af de tilstædeværende, som meddelte at der ikke var flere blå sten. Læderposen blev lukket og båret væk af den som også sørgede for at fylde krusene. Et øjeblik efter kom han tilbage med et tom pose magen til. Nu gentog processen sig, blot var stenene denne gang røde. Kreator stod et stykke tid for at lytte, men bestemte sig så for at hente resten af flokken. Inden Kreator nåede at vende sig, hørte han til sin store overraskelse at “Klubben” var begyndt at tale om navne. Det lod til at “Klubbens” medlemmer ønskede at skabe sig selv et navn. Hvis det var rigtigt forstået, var “Klubben” i fuld gang med at danne deres egen gruppe, og dermed træde bevidst ud af Flokkens fællesskab. De kunne lige så godt tage konfrontationen med “Klubben” nu, og derefter vende tilbage til Terra Inkognita med eller uden “Klubben”. Erg var mildest talt chokeret over Kreators beretning. Efter at have sundet sig, spurgte han så hvad Kreator ville gøre. Kreator mente at de skulle sammenkalde hele Flokken, tage over til “Klubben”s 121


Legenden om Mundo Minor

lejr og høre af deres egen mund, hvad det var de ville. Det varede ikke ret længe før hele Flokken stod omkring “Klubben”s bål, men “Klubben” selv var draget videre. De havde åbenbart forladt lejren, kort efter at Kreator gik tilbage for at hente resten af Flokken. Tilbage var kun bålet og nogle enkelte blå sten “Klubben” havde glemt. Kreator bøjede sig ned og samlede en af de blå sten op og puttede den i lommen. Derefter gik de tilbage til Flokkens egen lejr. Næste morgen var Kreator vågen længe før solen nåede at kravle op over Barrierebjergenes forrevne toppe. Tankefuldt slentrede han gennem lejren, mens hans fingre legede med den glatte blå sten i hans lomme. Han ventede på at solens halvlys skulle falde over landskabet, så han kunne undersøge hvad “Klubben” havde fundet i disse sten. Solen steg, lyset øgedes og Kreator betragtede den klare blå sten i sin hånd. Da det matte gyldne skær havde nået tilstrækkelig styrke, førte Kreator langsomt hånden til sit øje. Gennem stenens blå farvefilter så han landskabet om sig, endnu mere forvredet og forkvaklet end det plejede at være. Når han bevægede stenen mellem fingrene, som han havde set “Klubben”s medlemmer gøre, vred landskabet sig på en måde der fik det til at se ud som om det var i stor smerte. Den ubehagelige fornemmelse han konstant havde i maven, voksede til en overvældende kvalme. Med væmmelse smed han stenen ud i flodens vand.

122


Legenden om Mundo Minor

FEMTE DEL: “Kong Ego” Kongen er kun halvvejs Gud. ( Anonym ) Morgenen kom og åbenbarede en trykket stemning i Flokkens lejr. På det rådsmøde Kreator indkaldte til, var der ingen af Emotionarianterne som havde nogen ide om hvad der havde drevet “Klubben” til deres handling. Bortset fra dette var alle enige om at “Klubben” havde revet sig løs fra fællesskabet i Flokken. Da Kreator direkte spurgte om Emotionarianterne mente at man skulle vende om, i stedet for at fortsætte ind i dette tågeland, blev der en del snakken frem og tilbage. Enden på det blev en vedtagelse om at fortsætte til man havde mødt “Klubben” og forelagt dem muligheden for at tage med tilbage til Terra Inkognita, derefter skulle man så drage tilbage med eller uden “Klubben”s medlemmer. Da det var blevet sent, opsattes afrejsen til næste morgen. En efter en blev de sammentøjrede flåder sat ud i flodens strøm, og gled videre ind i tågens rige. Mens det klæbrige vand dovent gled forbi flåden, faldt Kreator i dybe tanker. Hvad var det egentlig de var på vej imod ? Alt det de nu befandt sig i bød ham imod; sivene, flodens vand, tågen og nu “Klubben”s forsvinden. Helst ville han vende om med det samme, men samtidig fandt han beslutningen om at forelægge “Klubben” muligheden for at vende tilbage sammen med dem, rimelig og nødvendig. Samtidig var han i tvivl om hvad der var at vende tilbage til. Terra Inkognita var ikke bedre end Terra Nova, og haven havde Kongen af Mundo Ambo sikkert fundet...og revet op med rode. I Kreators indre begyndte et stort ingenting at vokse, et sort hul som bredte sig i og under hans bevidsthed, et hul som skræmte ham. Tågen blev stadig tættere, alt mens flåderne gled afsted mod et mål Kreator ikke kendte, og ikke kunne forestille sig. Han følte sig hjælpeløs, svag og bestjålet. Han græd stille. 123


Legenden om Mundo Minor

Efterhånden som tågen tyknede til, blev de nødt til at søge helt ind under flodbrinken. Store klumper af tåge dækkede af og til bredden i større eller mindre øjeblikke, men det meste af tiden kunne de se de barberbladsskarpe og tornede siv glide forbi. Kreator fulgte sivene med øjnene, uden større interesse. Han havde en følelse af at der var en eller anden som havde planlagt denne rejse på forhånd, en som havde lokket ham ud på den mod hans vilje. Kreator smilede bittert for sig selv. Det forekom ham at være en tåbelig tanke, for hvem skulle det være ?...Kongen af Mundo Ambo ?...en af de andre konger ? ... hvilken af dem ?. Kreator skulle lige til at vise tanken fra sig, da en ny fasét meldte sig. Hvem havde egentlig rettet det slag mod muren om Haven, det som havde startet hele denne historie ? Kongen af Mundo Ambo kunne det ikke være, for han havde tydeligvis intet vidst om Havens eksistens, før Kreator selv havde nævnt den. Og på det tidspunkt var Katastrofen sket. Denne tanke gjorde Kreator helt kold indeni. Dette havde han aldrig skænket en tanke; Hvem var det der sprængte Havemuren ??...VAR der en som havde planlagt at sende dem ud på denne...forvisning ?. Choket lammede nærmest Kreator, men da der ikke kunne findes et tilfredsstillende svar, søgte han at ændre tankebaner. Han vendte sig for at tale med Erg, som sad bag ham på flåden. Erg sad i sine egne tanker, og stirrede åndsfraværende ned i flodens vand. Da Kreator spurgte ham hvor han mente at floden ledte dem hen, rystede han let på hovedet, trak på skuldrene og sagde at han ikke havde den fjerneste anelse om det. Tavsheden sænkede sig igen. Bortset fra at vandets bevægelser på et tidspunkt sansynliggjorde at en biflod var stødt til deres egen, fra højre bred, skete der absolut intet før solnedgangstid. På det tidspunkt hvor lyset begyndte at svinde over Terra Nova, passerede Flokken et sted hvor bredden helt ændrede karakter. Denne ændring var helt sikkert forårsaget af hænders værk, for bredden var blevet ryddet for de morderiske siv, tilbage var der kun nogle korte stubbe. Sivene var sansynligvis blevet ryddet af “Klub124


Legenden om Mundo Minor

ben”, hvorfor Flokken besluttede straks at gå i land her. Da de var kommet i land, og var nået lidt op på stranden, fandt de nogle af sivene igen. De var blevet hugget til korte stykker som lå i en stabel, et par meter fra et små fire meter højt bygningsværk af brændt ler. Kreator sendte omgående Emotionarianterne ud i alle retninger for at finde “Klubben”s medlemmer, mens han selv og Erg undersøgte bygningsværket. Bygningsværket viste sig at være en ovn. I dens fyrrum fandt de tydelige tegn på at der havde været fyret med sivstængler, fra stablen ved siden af. En mængde bruntrøde skjolder og pletter på ovnens overflade, viste at det måtte have været et smertefuldt arbejde for den emotionariant der havde passet ovnen. Ovnens indretning viste at den havde brugt til at opvarme et eller andet, som der var indrettet plads til over fyrrummet. At ovnen havde været brugt til at opvarme støbeforme fandt de hurtigt ud af, men da de forme de fandt var smadrede, kunne de ikke umiddelbart se hvad der var blevet støbt. De rester der var at finde mellem de knuste forme, viste at der var blevet støbt dels metal, dels af noget de gættede på måtte være røde og blå sten som dem “Klubben” havde samlet i deres forrige lejr. Da de øvrige Emotionarianter kom tilbage, kunne de oplyse at rydningen var enormt stor, og at åbningen ved floden var den eneste der var. “Klubben” måtte altså være draget af igen, via floden. Oplysningerne om rydningens størrelse viste i øvrigt også at de siv der var tilbage i bunken ved ovnen, kun var en brøkdel af det brændsel der var blevet fældet. Flokken slog lejr, hvorefter Kreator gik tilbage til ovnen, for at se nærmere på nogle indskrifter han havde opdaget på den. De foruroligede ham, for de erklærede rent ud at “Klubben” nu var en særskilt enhed og at de havde et samlingspunkt en selvbestaltet leder. Over alt, på støbeforme, på ovnen osv. var der den samme indskrift Kong Ego. Ved solopgang kaldte Kreator Emotionarianterne sammen, og forelagde dem de ting han 125


Legenden om Mundo Minor

havde fundet ud af, særligt Kong Egos navne træk. Derefter bad han dem drøfte situationen, og overveje om de fortsat skulle søge at indhente “Klubben”. Der blev hurtigt en livlig diskution, da der var mange meninger om hvad man skulle. Pludselig rejste to Emotionarianter sig op midt i en mindre gruppe, og påkaldte alle de andres opmærksomhed. I deres gruppe havde snakken gået mest livligt, og nu ønskede de at stille et spørgsmål til Kreator i alles påhør. De ønskede at få forklaret hvorfor Flokken ikke havde en konge til at lede sig, i stedet for at alt skulle vedtages i Rådsforsamlingen. Deres argument var at det besværliggjorde beslutningsgangen, og tog en forfærdelig tid. Da de to Emotionarianterne tav, vendte alles øjne sig mod Kreator som gav sig til at forklare; Et kongedømme vil kun kunne fungere på en tilfredsstillende måde, hvis det bygger på de rette principper. Disse principper er følgende; KÆRLIGHED, RETFÆRDIGHED, VISDOM og MAGT (Fragment af “Kreators Klagesang”) For at et kongedømme kan fungere er alle disse egenskaber nødt til at være tilstede, og i ballance. Mangler en af dem vil også de øvrige forkvakles ret hurtigt. Samtidig erindrede han dem om at i Flokken var kun de to første udviklet til et rimeligt stade, men dog ikke så langt at visdommen havde vist sig endnu. Derfor kunne der ikke oprettes et kongedømme endnu. Nu ville de to Emotionarianter så have en forklaring på at “Klubben” havde været i stand til at skabe et kongedømme, når det i følge Kreator skulle være umuligt. Kreator forklarede så at de åbenbart havde opgivet at nå kongedømmet ad den naturlige vej, havde opgivet både kærlighed, retfærdighed og visdom; de var gået direkte til magten. Dette ville dog ikke kunne føre til noget positivt, da de enkelte egenskaber bygger på hinanden, idet det ene princip danner grundlag for det næste. 126


Legenden om Mundo Minor

Når man begynder med kærligheden vil den forme retfærdigheden, som skaber rammen for visdommen, som kan holde magten i skak. Ved denne sidste egenskab, magten, oprettes så kongedømmet. “Klubben” derimod var nu begyndt med magten, den ville hurtigt forvrænge visdommen, som vil forkrøble retfærdigheden, hvilket i sidste ende vil føre til pervertering af kærligheden. Denne udvikling ville ende med at true kongedømmets rammer, og til sidst medføre dets sammenbrud. I den rette rækkefølge derimod,ville de enkelte elementer styrke og befæste hinanden og dermed gøre kongedømmet stabilt. Da han havde sluttet sin tale, opfordrede Kreator de to Emotionarianter til at udtale sig hvis de ønskede det. Det ønskede de ikke, men satte sig blot i tavshed. Talen havde medført spredte bifaldsytringer fra de forsamlede, blot ikke fra de to tavse Emotionarianter. Kreator tog til orde igen, og omtalte de ændringer der var sket med sivene, vandet, tågen og kratskovene. Han påpegede at ændringerne så ud til at blive værre jo længere de trængte frem, og foreslog at de skulle sejle uafbrudt uden at slå lejr, til de traf “Klubben”. De skulle så have tilbudet om at vende tilbage sammen med Flokken, eller lade være, hvorefter Flokken skulle drage tilbage til Haven i Terra Inkognita. Her skulle de så arbejde på at gøre opbygningen af kongedømmet færdig. Emotionarianterne bifaldt planen, udentagen de to som stadig sad tavse mens de stirrede ned i jorden. Kreator kunne ikke se deres øjne, men han vidste at de nu var mørke, tomme og bundløse, ganske som han havde set det hos “Klubben”s medlemmer. Kreator vidste at han nu havde mistet dem...også. Da alle følte at alt var drøftet igennem, var det langt op ad dagen. Derfor besluttede de at blive i lejren, til næste dag. Tiden ville de bruge til at reparere de efterhånden ramponerede flåder. Arbejdet med at reparere flåderne var ikke særligt behageligt. Selv de gamle visne siv skar noget så ubeskriveligt, og selv de mindste rifter sved 127


Legenden om Mundo Minor

som ild. Alle nåede de at skære sig, hvilket fik Kreator til at tænke på den Emotionariant der havde fyret i “Klubben”s smelteovn, med den dybeste medlidenhed og medfølelse. Da natten faldt på var alle skader udbedret og selv om de alle var trætte efter det hårde slid, holdt deres sår og rifter dem vågne. Udover dette var der endnu en ting som forhindrede Kreator i at sove; når han lukkede øjnene var det som om en svag, næppe hørlig stemme, kaldte på ham. I samme øjeblik han åbnede dem igen, var stemmen væk. Da dette havde stået på længe nok, fik søvnen dog overtaget. Uden at vide hvad det var der havde vækket ham, satte Kreator sig op og lyttede ud i mørket. Han havde en klar fornemmelse af at det var en lyd der havde vækket ham, men hans hjerne havde ikke registreret hvilken... Der var den igen. En svag skraben, efterfuldt af en doven pjasken fra flodens sirupsagtige vand. Uden en lyd rullede Kreator om på maven, rejste sig på alle fire og lod sig lydløst glide ud af den sivhytte han havde sovet i. Igen hørte han en lyd, som måtte komme fra det sted hvor flåderne lå. Først da han var helt nede ved flåderne, så han lydens årsag. De to Emotionarianter der havde talt om at oprette et kongedømme, havde løst en af flåderne, slæbt den ud i vandet, og var nu ved at klatre op i den. Få øjeblikke senere var de forsvundet i tågen. Kreator blev stående på bredden, til de sidste plaskelyde var drevet ned ad floden, før han vendte tilbage til sin hytte. Det var ham ikke muligt at falde i søvn igen, han lå blot og kiggede op i hyttens loft til morgenlyset krøb ind til ham. Han var dybt bedrøvet.

128


Legenden om Mundo Minor

SJETTE DEL: TÅGESKOVEN Tåge kan ikke spredes med en vifte. ( Japan )

Da morgenen kom, og Kreator stod op, var han oprigtigt irriteret på tågen. Den hindrede hans udsyn, udviskede alle konturer og ødelagde hans orienteringsevne. Hans beslutning var mere klar end den nogen sinde før havde været; De skulle tilbage til Barrierebjergene så hurtigt det kunne lade sig gøre. Derfor skulle de nu indhente “Klubben”, ved at sejle uden stop til de nåede dem. Derefter skulle de have tilbudet om at følge med tilbage, hvorefter Flokken ville drage mod Barrierebjergene ...med eller uden “Klubben”. Derefter ville de krydse disse, og drage tilbage til Haven uden så meget som at kigge sig tilbage!. Kreator kaldte Emotionarianterne sammen, og forberedte dem på den sikkert lange rejse, de ville være nødt til at tilbagelægge uden stop, for at indhente “Klubben”s enlige og derfor hurtigere flåde. Det faktum at de tidligere på deres rejse havde mærket en biflod støde til deres egen, bestyrkede nemlig Kreator i troen på at de nu befandt sig på samme flodarm som “Klubben”. Kreator benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om de to der allerede var taget afsted i ly af mørket, og at de sansynligvis ville slutte sig til “Klubben”. En mumlen gik gennem Emotionarianternes rækker. Det tog ikke ret længe at gøre de få ændringer ved flåderne, som de nye rejseplaner nødvendiggjorde, hvorfor de snart drog afsted. For at komme hurtigere afsted lagde de sig længere ud i floden, men vandets konsistens gjorde at farten ikke øgedes væsentligt. Stemningen på flåderne var ret trykket, og der blev stort set ikke talt på nogen af dem. De enkelte ord der faldt var mest af praktisk art, eller var kommentarer til vandets bevægelser m.v. 129


Legenden om Mundo Minor

(De oplysninger det har været muligt at sammenstykke, tyder på at denne rejse varede i mellem tre og syv dage, uden afbrydelser. Mere præcist har det ikke været muligt at indkredse den.) En morgen da Erg vækkede Kreator for at lade ham overtage vagten, bemærkede Kreator at breddens vegetation havde ændret sig i nattens løb. De efterhånden træagtige siv, blev lidt efter lidt til egentlige træer. Stammen på disse var glat og helt uden torne, modhager eller andet ubehageligt...så vidt Kreator kunne se. Som dagen skred frem tiltog træerne i højde og drøjde, for til sidst at nå hinanden som et uigennemtrængeligt pallisadeværk. Det forekom endvidere Kreator at lyset dæmpedes hurtigere end det plejede, hvilket han tolkede som at træerne nu også var ved at nå sammen over deres hoveder. Det forekom ham nemlig sansynligt at den samme slags træer måtte vokse på den modsatte bred. Inden længe var der kun tale om et søvnigt halvlys, selv om det højst kunne være middag. (Igen mangler der tilstrækkeligt med pålidelige oplysninger, til at den tid rejsen gennem tågeskovens udkant tog, kan udregnes. Derfor udelades den her.) Endnu en ting som overbeviste Kreator om at træerne havde lukket sig over deres hoveder, var den ændring der var kommet i den klang lyde fik. Lydene var nu dumpe, hule og havde et svagt men dog hørligt ekko. Det var en udvikling som ingen på flåderne holdt af, det gav dem alle en følelse af at være indespærret, en følelse af at blive ædt af dette fjendtlige landskab. Også kreator glædede sig til at vende det her marreridt ryggen, jo før jo hellere. Vandet var på dette tidspunkt nærmest udrikkeligt, dels fordi det var så tykt som sirup, dels fordi dets smag nu var så stærk og ubehagelig, at det krævede mere end almindelig overvindelse at få det ned. Alt i alt var Kreator i tvivl om hvor meget længere de ville være i stand til at overleve, hvis de fortsatte. 130


Legenden om Mundo Minor

På dette tidspunkt fangede et flakkende skær på bredden lidt længere fremme Ergs opmærksomhed, og fik ham til at prikke Kreator på skulderen. Skæret kom fra en stor åben plads, en lysning i skoven. Pladsen måtte være hænders værk. Idet nogle mindre træer der havde vokset her var blevet fældet, og deres stammer båret væk. Hele vejen rundt om lysningen var der med et par meters mellemrum, plantet vældige fakler i jorden og det var deres lys de havde set fra floden. Da de steg i land bemærkede Kreator at lysningen var dækket af blade, der måtte have siddet på de træer som var blevet fældet. Bladene var hverken skarpe eller spidse, som sivenes, men derimod bløde. Blot vældede der en rådden stank op når man trådte i dem. Lysningen mindede om den “Klubbens rydning” hvor de havde fundet smelteovnen og Kong Egos navnetræk. Også her var der tale om en cirkelrund plads, som kun var brudt ved floden, så fartøjer kunne lægge til og fra her. Faklerne blafrede let i den stille vind som smøg sig om de mørke stammer, hvilket fik lyset til at tegne en gullig, let vaklende kuppel over lysningen. Vegetationen som omgav lysningen, kvalte omgående ethvert lysstrejf i sit uendelige mørke. Flokken blev stående på flodbredden til alle var kommet i land, hvorefter de begav sig ind på pladsens område. Da de var nået et stykke ind på pladsen, blev Erg opmærksom på en mørk masse som befandt sig i pladsens anden ende. På grund af mørket og afstanden var det ikke til at afgøre hvad det kunne være. Hviskende gjorde han Kreator opmærksom på fænomenet, men han havde selv lagt mærke til det. Efterhånden som de kom nærmere, antog skyggen former og konturer. Det var tydeligvis et bygningsværk af en eller anden art, som var konstrueret af de stammer som var blevet fældet i rydningen. Konstruktionens grundplan var kvadratisk, 10x10 meter skønnede Kreator, og fra den rejste fire mure sig. Disse var ikke lodrette men havde en lille hældning mod hinanden, på en måde der mindede Kreator om en pyramide. I cirka tre meters højde blev pyramideformen skåret over af en kvadratisk platform, som bar en terning131


Legenden om Mundo Minor

formet konstruktion, som han vurderede til at være 5x5x5 meter. Platformen ragede så langt ud under terningen, at dens kant flugtede med pyramidedelens grundflade. På alle terningformens øverste fire hjørner og hjørnerne af platformen, og midt på platformens langsider, sad holdere med slukkede fakler af normal størrelse. Flokken stoppede og stillede sig i en halvkreds, i en afstand der gjorde det muligt at overskue bygningen. Der stod de i et par minutter uden at der skete noget, så lød et hæst gjaldende trompetsignal. Mens ekkoet døede hen, trådte nogle mørke skikkelser frem, tre fra hver side af terningen, og stillede sig lidt fra platformens kant. Da de alle havde indtaget deres pladser tændtes de fakler som sad i holderne på bygningen, hvorefter en bred tofløjet dør i terningens side gik op. Ud af denne dør skridtede en vældig skikkelse roligt og værdigt frem. Han stillede sig et par skridt foran de øvrige, som havde lavet et hul i deres række, for at lade ham passere. Både på grund af belysningen, og den relativt store afstand, kunne Flokken ikke se skikkelserne som andet end omrids som kun delvist var oplyst af de blafrende fakler. Den sidstankomne trådte nu frem og stod helt henne ved platformens kant, hvor en fakkel kunne oplyse ham. I det flakkende skær stod han bred og kraftfuld, med fødderne lidt fra hinanden og hænderne i siden. På hovedet bar han tegnet på sin stilling i “Klubben” ...en Krone. Kong Egos ansigt vakte en del undren hos Kreator, for det virkede som om det var et spejl...det eneste man så var ihvertfald genskæret af den fakkel som stod foran ham. Nu trådte en kappeklædt skikkelse frem, spinklere og knapt så høj. Han stillede sig ved kongens højre side, og gav sig til at hviske et eller andet i hans øre. * HVAD ØNSKER I OG HVORFOR ER I TRÆNGT IND I MIT RIGE ? Ekkoet af kongens tordenrøst rullede gennem flodens trætunnel. 132


Legenden om Mundo Minor

* Vi har til hensigt at vende tilbage til Terra Inkognita, og tilbyder jer alle at følge med. Kreator havde talt med normal stemmeføring, men var lige så let at høre som Kong Egos brøl havde været. * SKULLE JEG FORLADE MIT PRÆGTIGE RIGE, BLOT FOR AT DYRKE BLOMSTER... JEG EN KONGE ?? Spørgsmålet blev efterfulgt af en hånlatter, som de øvrige på platformen deltog i. * I bestemmer selv, vi andre tager tilbage til Terra Inkognita ved lysets komme i morgen. Hvis i er der kan i følge med, hvis ikke tager vi tilbage alene. Det virkede som om Kreators ord blev hængende i luften, og afskar al videre hån. “Klubben” blev stående et øjeblik, hvorefter de vendte på hælen og gik ad de veje de var kommet. Da de alle havde forladt skuepladsen, gik faklerne ud. Flokken gik tilbage mod floden, Kreator i dybe tanker. Her satte de fra og lagde til på flodens modsatte bred, som viste sig at være meget tættere på end den havde været sidst tågen havde tilladt dem at se den. Her lavede de en mindre rydning hvor de kunne sove. Kreator havde svært ved at falde i søvn. Dagens oplevelser havde skræmt et eller andet op i hans sinds dybder, noget han ikke kunne kalde ved navn...noget han ikke ønskede at møde. Når han lukkede øjnene var det igen som om en stemme kaldte, men ikke med egentlige ord. Det var nærmest en følelse af at nogen kaldte, en følelse af at nogen... eller noget ville i kontakt med ham. Mens Kreator lå og lyttede til denne kalden, blev han afbrudt af en lyd ude fra mørket. Han kendte lyden... denne skraben og plasken. Med et smertefuldt suk erkendte han at endnu en, måske flere, havde forladt Flokken for at slutte sig til “Klubben”. 133


Legenden om Mundo Minor

Morgenen beredte flokken et overraskende skue. Ved flodens bred lå et stort fartøj forankret, et fartøj som bar de samme særpræg som “Borgen”, det navn Kreator i sit stille sind havde givet “Klubbens” bygningsværk på den anden side af floden. Fartøjet var øjnsynligt også bygget af stammer fra “Borgrydningen”, og så stort at det virkede ude af proportion med omgivelserne. Langs fartøjets side var der et antal døre, af samme slags som den Kong Ego var trådt ud af aftenen før. Bortset fra disse døre, lignede fartøjet en langstrakt udgave af “Borgen”. Fra vandlinien hævede siderne sig, let skrånende, mod en platform i cirka tre meters højde. På denne var der en overbygning, som på “Borgen”, blot var denne rektangulær hvor “Borgen”s havde været kubisk. Fartøjets nøjagtige længde og bredde fortabte sig i tågen. I hele fartøjets længde sad holdere med tændte fakler, i en indbyrdes afstand af et par meter. Mens Flokken betragtede dette fænomen, genlød en skinger trompettone i trætoppene. Som dagen før kom først de seks til syne, tre fra hver sin side, efterfulgt af Kong Egos entre. Aftenen før havde Kongens ansigt undret Kreator, men nu kunne han se hvad grunden var. Kong Egos ansigt var dækket af en lyseblå, flimrende maske, hvis spejlglatte overflade havde tilbagekastet fakkelskæret. Kreator nikkede for sig selv, det var altså det de blå sten var blevet støbt om til !. Med hænderne plantet i siden, løftede Kong Ego nu sin tordenstemme. * VI HAR ET TILBUD AT GØRE JER !! Ekkoet døede langsomt ud. * Fremfør jeres tilbud. Kreator prøvede at få øjenkontakt med Kong Ego, men det blev effektivt forhindret af maskens urolige, lyseblå flimren. * HVIS I VIL KAN I STILLE JER UNDER MIN 134


Legenden om Mundo Minor

KOMMANDO, SÅ VIL JEG LADE JER TRÆDE OMBORD PÅ DETTE PRÆGTIGE FARTØJ, OG BRINGE JER TILBAGE TIL BARRIEREBJERGENE UNDER SIKRE OG STANDSMÆSSIGE FORHOLD. MIT ENESTE KRAV ER AT I UBETINGET STÅR UNDER MIN KOMMANDO, SÅ LÆNGE I BEFINDER JER OMBORD PÅ MIT FARTØJ !!. Kong Ego gjorde en håndbevægelse, hvilket fik en af dørene midt på fartøjets side til at gå op. Ud af denne trådte en ottende Emotionariant, som tog opstilling et par meter fra døren, med hænderne i siden og en barsk mine. Kreator vidste at det måtte være ham, han havde hørt forlade lejren, sidste nat. Kreator vendte igen blikket mod Kong Ego, og rystede let på hovedet. * Vi afslår jeres tilbud, men gentager vort eget; I kan slutte jer til Flokken igen, og drage med tilbage på de samme betingelser som alle os andre. Der var en dødens stilhed et øjeblik, så vendte Emotionarianten på bredden sig, sprang ind gennem døren, og smækkede den i efter sig. I samme øjeblik døren faldt i, fjernede fartøjet sig fra bredden med jævn fart. Flokken blev stående og så fartøjet forsvinde i tågen, med det ubevægelige hof stående på platformsdækket.

135


Legenden om Mundo Minor

SYVENDE DEL: RETRÆTE En rettidig retræte er en halv sejr. (Arabisk talemåde)

Flodvandets konsistens umuliggjorde al tanke om at ro eller stage flåderne tilbage, mod strømmen. Den eneste anden mulige løsning var, at gå tilbage langs bredden. Det lod til at de træer der voksede tættest på vandet var de mindste, så selv om det ville blive et hårdt arbejde var det muligt at hugge sig vej tilbage. For at arbejdet skulle blive fordelt rimeligt, vedtog flokken at drage afsted i en lang kolonne. Den kunne blive fem mand bred, mere plads var der ikke mellem floden og de store stammer der dannede pallisade mod skovens indre. De forreste fem skulle hugge vej for hele flokken til deres kræfter var opbrugt, så skulle de næste fem tage over mens de første fem tog et hvil. Når kolonnens sidste fem Emotionarianter passerede, skulle de fem som hvilede så rejse sig og danne bagtrop. Det var unægteligt hårdt arbejde at hugge sig vej, gennem det filtrede vildnis der dannede tågeskovenens underskov. Det værste var selvfølgelig de egentlige træer, som var tætte og hårde i veddet, men også de mindre siv var temmelig seje. I modsætning til træerne indeholdt planterne temmelig meget saft, som oversprøjtede de Emotionarianter som ryddede vej. Denne saft havde samme ubehagelige lugt som floden, blot var det som om plantesaften var langt mere koncentreret og derfor stank langt kraftigere. Samtidig var den klæbrig og umulig at stryge af. Den eneste løsning var at huggeholdene vaskede deres tøj i floden når de stoppede deres huggetur. Ganske vist lugtede flodvandet også, men af to onder vælger man det mindste. I det omfang det var muligt passerede de uden om træerne, i stedet for at fælde dem, men det lod sig dog ikke praktisere hele tiden. Så Flokken indrettede sig på at det sikkert ville tage lang tid før de havde hugget sig tilbage, ud 136


Legenden om Mundo Minor

af Tågeskoven. For hver meter de kom fremad steg humøret en tak, ingen i flokken brød sig om hverken skoven, tågen eller det ulækre flodvand. Kreator var ikke i stand til at afgøre hvor langt de nåede for hver dag, og langt mindre hvor langt der var tilbage, men så længe de havde floden på deres venstre side, kunne de ikke gå helt galt i byen. Første nat i Tågeskoven, blev temmelig kaotisk. De var alle trætte og trængte til en god nats søvn, men ingen sov særligt godt. Bestandigt var det som om nogen ...eller noget, listede rundt om (og måske også rundt i) lejren. Kreator så ikke noget usædvanligt, men mørket var fuldt af lyde. Han var flere gange ude af hytten, som han delte med Erg og tre andre Emotionarianter, for at opspore kilden til adskillige lyde som syntes at foregå umiddelbart uden for deres sovehytte. Hver gang han kom ud, hørte han blot et dæmpet plask fra floden. Han så aldrig noget. Nattens tildragelser satte sit tydelige præg på stemningen i lejren næste morgen, ingen sagde noget, men alle så sig derimod stjålent omkring. Huggeholdene lagde indædt alle kræfter i, de ønskede alle at slippe ud af det marreridt skoven var blevet. Hver nat var der den samme rumsteren i lejren, men det var som om der blev mindre af den for hver nat. Derfor begyndte humøret at stige, dog var alle både forsigtige og forbeholdne. På den femte dag af deres Sisyfosarbejde bemærkede de, til deres store glæde, at vandet havde mistet sin klæbrighed. Det smagte også lidt mindre ubehageligt. Den ottende dags aften forekom det Kreator at underskoven var blevet mindre tæt, hvilket fik ham til at håbe på at det betød at de nærmede sig skovbrynet. Kreator fik ret. Allerede næste dags middag kunne de vandre ud på sletten, hvilket fik hele Flokken til at bryde ud i sang. Den følelse af glæde og befrielse de følte, måtte ganske enkelt have luft !. Ganske vist var der stadig tåget, men da tågen ikke var blandet med mørket fra træernes skygge, virkede den ikke nær så trykkende mere. På et langt stykke var der ingen bevoksning ned til 137


Legenden om Mundo Minor

floden, her slog de lejr og besluttede at blive der næste dag med. Mens Kreator og Erg lå i det korte græs og talte, svirrede en flue forbi. Det fik Kreator til at tænke på det mærkelige i at dagen ikke havde åbenbaret det mindste spor af liv i Tågeskoven, på trods af al den røre de havde oplevet om natten. Han nævnte det for Erg som ikke selv havde tænkt på det, men som måtte give ham ret. Den første nat på sletten, forekom dem at være den bedste de endnu havde haft. Der var fuldkommen roligt i lejren, hele natten. Morgenen bragte et vidunderligt rødgyldent skær i tågedækket, et skær som Kreator helt havde glemt at tågen kunne få. Han trak vejret dybt, rullede om på maven og kiggede sig omkring. Alle havde de ligget i det fri, da der ikke var visne siv at lave hytter af. De kunne selvfølgelig have hentet grene i Tågeskovens udkant, men det havde ingen haft lyst til. Kreator frydede sig ved synet af den stadigt voksende skare af Emotionarianter, som fredeligt lå side om side i det stride græs. Deres ansigter udstrålede en sådan ro, som de ikke havde gjort længe. Præcis hvor mange Emotionarianter der var nu, vidste Kreator ikke, da hans sind havde været optaget af andre ting. Det mindede ham om kortet over deres rejse. Det havde ikke været ført ajour i nogle dage, så det var nok tiden at få det gjort. Efterhånden som solen krøb op ad himmelbuen, fik dens varme tågen til at lette en lille smule. Opholdet i Tågeskoven havde skærpet Flokkens opmærksomhed overfor selv de mindste ændringer i udsigtsforholdene, så dette glædede dem. Et stykke op ad dagen kaldte Kreator Flokken sammen, for at de kunne dele de ting de hver især havde observeret i skoven og på den måde blive fælles om al viden. Ved dette Rådsmøde viste det sig at der var nogle af Emotionarianterne som havde set nogle korte glimt, af de natlige uromagere i Tågeskoven. Ingen havde set nogle klare skikkelser, men flere havde set små foroverbøjede, krybdyragtige væsener med lysende, røde øjne !. Alle var blevet set i umiddelbar nærhed af floden. Disse oplysninger gjorde Kreator tænksom, og gav ham en 138


Legenden om Mundo Minor

endnu større afsky for Tågeskoven med alt hvad den indeholdt. Samtidig gav de næring til Kreators beslutning om at finde ud af hvad det var der holdt “Klubben” sammen og hvad det var de søgte udenfor Flokken. Det så ud til at det var de røde og blå sten der havde sat det hele igang, så hvis han ville forstå “Klubben” var han nødt til først at forstå hvad de søgte i de farvede sten. Under deres rejse tilbage ville han holde udkig efter de steder hvor gruset indeholdt store mængder af disse sten, og samle prøver på alle de farver der var...ikke kun de røde og blå. Næste dags morgen gjorde alle sig klar til at rejse så tidligt som muligt, For at nå deres mål så hurtigt som muligt. Flokken fortsatte som tidligere fem og fem, da der ikke kunne være langt til sivene begyndte. Det kom til at passe, og da de ikke ønskede at forlade floden måtte de til at hugge sig vej gennem dem. Sivene var dog ikke nær så svære at have med at gøre som underskoven, hvilket gav en rimelig fart på fremrykningen. Alt mens de gik, var der en livlig snak om udsigten til at slippe for tågen, vandets bismag og de andre ubehageligheder de havde måttet trækkes med, siden de forlod Vivel. Sunget blev der også. I Haven i Terra Inkognita, havde de sunget hver dag, men her havde de kun sunget nu, på vejen tilbage mod Barrierebjergene. Allerede da de slog lejr den første aften, kunne de se at sivenes karakter var blevet en del mindre agressiv. Sivbæltet var ikke nær så bredt nu og rydningen blev lettere, som de skred frem. Vandets kvalitet bedrede sig også, hvilket huggeholdene opdagede når de efter en huggetjans vaskede sig selv og deres tøj i floden. Ja, selv bismagen svandt. De positive ændringer formede Emotionarianternes sind i en ligeså positiv retning, og fyldte dem alle med en ro og fred de helt havde glemt eksistensen af. Kreator bemærkede at det var som om et dække... et slør var ved at blive draget bort, så han kunne tænke mere klart end det havde været muligt længe. Det skræmte ham lidt, for det betød jo at han, uden at vide 139


Legenden om Mundo Minor

det, ikke havde været på sit højeste. Det kunne uden tvivl have ført til ubehageligheder, hvis de var draget længere ind. Når Kreator tænkte på Tågeskoven, var det som om den var uvirkelig... kulisseagtig var måske nærmere ordet. Han følte helt klart at skoven dækkede noget, gav det en anden skikkelse. Det var vel også derfor det ikke var muligt at trænge ind i skoven, men kun følge floden som førte ind i den, ind til ...ja, ind til hvad ? Spørgsmålet blev hængende i Kreators bevidsthed og blegnede kun langsomt bort. En anden af de ting som gjorde skoven kulisseagtig, var det totale fravær af naturlige lyde. Han havde ikke skænket det en tanke før nu, men skoven havde været dødsstille. Selv det klæbrige vand havde været ude af stand til at plaske ved egen kraft. Tågeskoven var dybest set en illusion, intet mindre end en illusion. Disse spørgsmål efterlod et lille ar i Kreators sind, hvorfor han først faldt sent i søvn. Ved middagstid den følgende dag, kom flokken til et sted hvor en flodarm skilte sig ud fra hovedfloden, og derved stoppede deres videre fremmarch for en tid. Da de endnu ikke var ude af tågen, blev de hurtigt enige om at det ikke var risikoen værd at vige bort fra den lige vej langs floden. Som dengang de skulle i land på kratøen, var det Erg der meldte sig til at være den der skulle flådes over med rebet. Flåden blev en forholdsvis flad konstruktion, flettet af flere lag siv, og kun med det nødvendige fribord. For at den skulle sejle så lige over floden som muligt, blev den trekantet og skulle sejle med den ene fladside fremad. Den skråside der vendte mod strømmen blev udstyret med en tyk og stiv sivmåtte, som stak ca to meter lige ned i vandet. Når flodens strøm pressede mod denne flade, blev fartøjet presset over mod den modsatte bred. Desuden monteredes et sejl, så vinden fra Tågeskoven kunne hjælpe med at modvirke afdriften. Flåden drev ind i tågen, og inden lægne mærkede Kreator tre hurtige træk i det reb som forbandt ham med Erg. Det var signalet til at rebet var blevet fastgjort på den modsatte bred. En for en trak emotionarianterne sig nu over flodarmen. Kreator, 140


Legenden om Mundo Minor

der bemærkede at antallet af Emotionarianter var vokset siden sidst han havde talt dem, trak sig over som den sidste. I flere dage rykkede Den lille Flok, som ikke var helt lille mere, frem. Der skete ikke noget særligt, bortset fra at tågen lettede langsomt men sikkert og at vandets smag og konsistens ændrede sig til det bedre. (Igen er der et hul i de optegnelser denne gennemgang bygger på. De næste oplysninger det har været muligt at fremdrage af arkiverne, omhandler en anden gennemsøgning af “klubbens” rydning, som blev foretaget på tilbagevejen til barrierebjergene) ; ...og lejren blev rejst, hvorefter Kreator og Erg gik en runde i rydningen. Den lignede sig selv. De ødelagte støbeforme lå endnu hvor de var blevet fundet på udrejsen, og det var blandt andet dem Kreator ønskede at kigge nærmere på. En anden grund var de mange sår og rifter sivene havde forårsaget, skader som krævede hvile og pasning på grund af svien, betændelse og stærke smerter. Meget tydede på at formene var blevet slynget mod jorden med stor kraft, men på grund af den ret bløde jordbund lå skårene endnu hvor de var blevet smidt. Vanskeligheden lå i at flere forme var blevet smidt oven i hinanden. Møjsommeligt gav hele flokken sig til at samle formene, stykke for stykke. Efter flere dages slid, havde flokken fået samlet så mange forme at det var muligt at danne sig et billede af hvad formålet med dem havde været. Det antal forme de havde fået samlet, helt eller delvist, omfattede knapt en trediedel af det antal skår der var, men der var forme til ting af mange forskellige slags. De fleste forme havde været brugt til forskellige værktøjer af jern. En del af disse havde øjensynligt været lavet med henblik på opbygningen af “Klubbens borg”, hvor flokken havde truffet dem igen. Det var save, hammerhoveder, økser og lignende. Der var også andre genkendelige værk141


Legenden om Mundo Minor

tøjer, men en del var totalt ukendte for flokken. Et fællestræk synes dog at være, at de hovedsagelig var til at hugge, stikke og bore med. De forme der var næstflest af havde været brugt til fremstilling af våben, et forhold Kreator ikke brød sig om. Der var klinger af enhver slags, i alle størrelser. Der var forme til sværd, knive, daggerter, pilespidser, kasteklinger og meget andet. Alle var de udformet på den mest udsøgte måde, rigt smykket. Dernæst var der forme til forskellige brugsting, både af jern og andre metaller. De sidste forme bar præg af at der i dem var blevet støbt af blå og røde sten fra det kulørte grus. Begge forme var til masker af samme slags som den Kong Ego havde båret da Kreator så ham sidst.

Alle forme bar Kong Egos navnetræk. (Fragment af “Kreators Klagesang”)

Mens de øvrige emotionarianter fik et velfortjent hvil, sad Kreator i dybe tanker og betragtede de intermistisk samlede forme. Han tænkte på den dag han havde ligget i skjul bag et forkrøblet krattræ, mens “Klubbens” medlemmer sorterede sten. Deres samtale, som havde virket fuldstændigt uforståelig, begyndte nu at give mening. Alt tydede på at den gruppe “Klubben” havde dannet, var koncentreret om de materielle frembringelser de havde skabt, eller rettere det formål som disse ting skulle tjene. Men hvilket formål der mere præcist var tale om, det var det spørgsmål Kreator ikke kunne trænge frem til svaret på. Han tænkte med væmmelse tilbage på det ubehag han havde følt ved at kigge gennem den blå sten “Klubben” havde glemt på flodbredden. Ganske vist havde Kreator kun set Kong Egos maske på afstand, men fra støbeformen vidste han den ikke havde huller til hverken øjne eller andet. Deraf fulgte at Kong Ego måtte se, ånde og alt andet gennem maskens blå filter. Deraf fulgte at han måtte opleve alt forvrænget. Samti142


Legenden om Mundo Minor

dig måtte han konstant være under maskens følelsesmæssige indflydelse, hvilket Kreator ikke kunne forstå han kunne holde ud. Selv fik han gåsehud bare ved tanken. Da Kreator kom tilbage til lejren, fandt han Erg igang med at forbinde et særligt dybt sår han havde fået i den ene hånd, mens han tankefuldt betragtede omgivelserne. Da Kreator satte sig ved hans side vendte Erg hovedet mod ham og sagde, at han mente at vide hvad den samlende ide for “Klubben” var. De sad tavse et øjeblik, så spurgte Kreator hvad han mente ideen var. * Den stærkestes “ret”! Lød Ergs tonløse svar. De så på hinanden et øjeblik, så nikkede Kreator og så ned. På vejen til lejren havde han selv haft nogenlunde de samme tanker, selv om han havde gjort sig de ihærdigste anstrengelser for at vise dem fra sig. At hans ven nu udtrykte denne tanke, så direkte og med så stor modløshed i stemmen, chokerede Kreator. Sansynligvis måtte de indse at de nu havde mistet en del af emotionarianterne for bestandigt, hvilket smertede Kreator mere end alle de sår sivene havde tilføjet ham. Erg betragtede Kreator, han så træt og udslidt ud. Det var egentlig ikke så mærkeligt, men der var også noget andet syntes Erg, uden at han helt kunne sige hvad det var. Lejren gik tidligt til ro. Erg lå længe i tanker mens han betragtede det tiltagende mørke. Han kunne ikke sove selv om han var træt, for det var gået op for ham hvad det var for en følelse han havde følt da han talte med Kreator, følelsen af afsked. Det stod ham helt klart at hans ven ville forlade flokken en dag, ikke for at sprænge flokken som “Klubben” havde gjort, men for at samle den igen. Erg forstod ikke hvad det var for en plan hans ven havde, men han stolede fuldt ud på ham. Erg betragtede sin sovende ven i mørket, sendte ham en venlig tanke, og faldt endelig i søvn. 143


Legenden om Mundo Minor

Fremrykningen blev stadig lettere jo nærmere flokken kom til Vivelsøen, tågen forsvandt gradvis, lyset blev klarere, vandet blev stadig bedre og stemningen steg støt. Det eneste som nagede Erg var Kreator, som var blevet stadig mere tavs. Han virkede ikke længere trykket, blot var det som om hans blik vendte indad, som søgte han noget der var blevet væk. Den dag flokken nåede frem til søens bred og da de ikke længere blot hørte, men nu også så Vivelspringet, brød alle spontant ud i sang. Den eneste som ikke sang var Kreator, han spejdede mod Barrierebjergene med et beslutsomt udtryk i ansigtet. Synet af Kreator fik Ergs sang til at gå i stå. Flokken blev ved Vivelsøens bred, dels for at hvile ud, dels for at bygge flåder så den sidste del af rejsen kunne foregå ad den flod som endte i hvirvelstrømmen ved bjergenes fod. Bygningen af flåderne gik som en leg, som om flåderne næsten byggede sig selv mellem de ivrige emotionarianters hænder mens de blot legede, sang og lo. Flåderne blev de flotteste der nogensinde var blevet bygget, og de lå alle støt og lige i vandet. Da den sidste flåde var færdig, endte det hele i en gigantisk vandkamp. Kun Erg og Kreator holdt sig udenfor. Inden de gik til ro for natten, pakkede de alle deres flåder så de kunne tage afsted ved solopgang, næste morgen. På rådsmødet var det blevet vedtaget at der skulle sejles til de mødte “Den store Kratskov”, som lå cirka halvvejs til Barrierebjergene. Derefter skulle de tage resten af vejen i ét hug. Til at begynde med var strømmen ret moderat, men bare det gik den rigtige vej bekymrede det ingen. Der blev sunget, leet og fortalt både vittigheder og historier. Som tiden gik blev strømmen kraftigere, men aldrig mere end at det var behageligt. Kun Kreator var helt tavs, mere tavs jo nærmere de kom “Den store Kratskov”. Mens de sejlede betragtede Erg ham. Han sad i forstavnen og så ud som om han ventede på et eller andet. (På dette sted mangler der sansynligvis en bid af teksten) 144


Legenden om Mundo Minor

Da solen så småt begyndte at synke, rejste Kreator sig og begyndte at spejde med sammenknebne øjne, mod det sted hvor kratskoven ville vise sig. Så snart flåderne lagde til sprang Kreator i land og bad Erg tage sig af lejrens opbygning, hvorefter han selv forlod lejren. Undrende så Erg ham forsvinde målbevidst ind i det forkrøblede krat, hvorefter han vendte sig mod sin opgave. Da lejren vågnede næste morgen, var Kreator endnu ikke kommet tilbage. Han kom, men da var det næsten aften. Han så mere afslappet ud end han havde gjort længe, men virkede dog stadig lidt bekymret. Kreator satte sin taske fra sig på flåden, den virkede tung, hvilket fik Erg til at spørge hvad han havde været ude at samle. Som svar åbnede Kreator tasken, og hældte en masse små poser ud på jorden foran dem. En af poserne landede foran Erg og tre sten af en klar grøn farve trillede ud. Erg samlede en op og beundrede dens farvespil i det svindende lys, men kigge gennem den havde han ikke lyst til. Poserne indeholdt den slags sten sivgruset bestod af, i hver pose var stenene af samme farve, men der var ikke to poser med samme farve. Så snart Erg var færdig med at kigge i poserne, samlede Kreator dem sammen , lukkede tasken og satte den op i den flåde de rejste med. Derefter satte de sig til at reparere på noget af det udstyr som trængte til en kærlig hånd. Efter et stykke tid i tavshed, spurgte Kreator om Erg kunne lide at være her i Terra Nova. Erg svarede i overensstemmelse med sandheden, at han glædede sig usigeligt til de igen var tilbage ved haven. Igen var der tavshed et øjeblik, så tog Kreator igen ordet. Han fortalte at de undersøgelser han havde foretaget, klart viste at “Klubben” var igang med at etablere et kongerige, som de allerede vidste, men nu kendte han også det eksakte formål med dette kongerige. Formålet var, i al sin grusomme enkelthed, at besætte hele Terra Nova, overmande flokken og gøre dem alle til lydige slaver under Kong Egos herredømme. Om de senere ville forsøge at udbrede deres magt til at omfatte Terra Inkognita, eller i det mindste “Den oprindelige Have” de var rejst ud fra var usikkert, men Kreator fandt 145


Legenden om Mundo Minor

det meget sansynligt. Det korte af det lange var at de måtte se i øjnene at der fra nu af ville være en brist i flokken, “Klubbens” medlemmer var tabt da de ikke ønskede at komme med tilbage. Desuden ville deres herredømme en dag omfatte hele Terra Nova... muligvis mere. Igen sad de tavse et stykke tid, hvorefter Erg spurgte om der ikke var en måde at stoppe “Klubben” på. Hertil svarede Kreator at “Klubben” kun forstod magt og at de derfor kun kunne stoppes med magt. Problemet var at flokken ville forspilde deres mulighed for at skabe et bæredygtigt kongerige, hvis de greb til magt uden at have den fornødne visdom, til at bruge denne magt på rette måde. Resultatet ville blot blive to “Klubber”, som ville føre en tilintetgørelseskrig mod hinanden, med vold for voldens og magtens skyld som eneste drivkraft. Denne nedslagtning ville formodentlig ende med alles udryddelse. Eneste mulige vej var derfor at holde “Klubben” fra livet, til visdommen havde gjort sin entré. Efter at have tænkt over Kreators ord et stykke tid, spurgte Erg hvad Kreator mente med at holde “Klubben” fra livet . Dermed mente Kreator at de skulle se at komme udenfor “Klubben”s rækkevidde, ved at rejse tilbage over barrierebjergene, og fortsætte arbejdet på “Den oprindelige Have” til visdommen var en realitet. Nu ville Erg så vide hvordan de kunne vide at visdommen var i deres besiddelse, når det blev aktuelt. Hertil svarede Kreator at visdommen selv ville give sig til kende, men kun overfor den som var i besiddelse af et åbent og modtageligt sind. Mens de to venner havde snakket var det blevet så mørkt, at de kun kunne se hinanden som silhuetter, hvorfor de besluttede at krybe til køjs. Ved solopgang samlede Kreator emotionarianterne til rådsmøde. Her fortalte han dem det han havde talt med Erg om, aftenen før. Da de forskellige aspekter var blevet diskuteret igennem, aftalte de at sætte flåderne i vandet og sejle uafbrudt til de nåede barrierebjergenes fod. Her ville de så holde et hvil inden de klatrede op til Ergs Platau. 146


Legenden om Mundo Minor

Turen op til platauet var de nødt til at foretage i en omgang, da det ikke ville være muligt at slå lejr på denne side. Desuden ville der forestå dem en lang tur ned på den anden side. At tage turen gennem bjerget via floden var for farligt, så den mulighed blev strøget. Afgangen foregik i højt humør, et humør som nærmede sig det euforiske da Barrierebjergenes silhuet viste sig i horisonten.

147


Legenden om Mundo Minor

Ottende del: vendepunkt Hvor hæren har haft lejr, vokser krat og torne. (oldkinesisk) Solen var næsten nået halvvejs op over Barrierebjergenes top, da rækken af flåder lagde til ved bjergenes fod. Morgenen havde været utrolig smuk, med det mest vidunderlige farvespil på bjergtoppenes skr��ninger. Da opstigningen ville kræve alt hvad de havde i sig, gjorde de holdt for resten af dagen. Opstigningen skulle så påbegyndes ved daggry næste dag. Emotionarianterne nød at mærke bjergets fjedrende overflade under deres fødder, hvilket gjorde opstigningen til en leg. Lidt over middag var de alle samlet på Ergs Platau hvor de stod og nød de svage spor af duft, luften bragte med sig fra de planter der trods alt var i Terra Inkognita. Erg betragtede taknemmeligt den nøgne flade hvor klippeblokke lå spredt hist og her, mens han i tankerne sammenlignede dette syn med Terra Nova. Det var som om Terra Nova i sammenligning virkede ...kunstig, falsk...Erg stod længe i tanker, for at komme på det ord som dækkede forskellen ...Jo ! kulisser. Terra Nova mindede mest af alt om et mægtigt teater, fuldt af kulisser. Det gik også op for ham at denne kulisseagtighed var taget til, jo nærmere de kom til Tågeskoven. Ergs betragtninger blev afbrudt af noget der bevægede sig i horisonten, lidt til venstre for ham. Til at begynde med kunne han ikke se hvad det var, men efterhånden gik det op for ham at det var en skøvsky, blot var den for afgrænset til at det kunne være en storm i anmarch. Da Kreator gjorde ham opmærksom på en anden støvsky i en anden retning, vidste han pludselig hvad det var han så. Skyerne (og nu var der efterhånden seks måske syv stykker) måtte 148


Legenden om Mundo Minor

være hvirvlet op af ryttere, utallige ryttere. Efterhånden blev hele horisonten en stor støvsky, som stadig kom nærmere. Undrende så Kreator og Erg på hinanden, ingen af dem kunne regne ud hvad SÅ mange ryttere skulle her. I Kreators kikkert så Erg at de første ryttere nåede frem, sad af på den anden side af søen og begyndte at tage oppakningen af deres pakheste. Få minutter senere indhentede skøvskyen rytterne, hvilket skjulte dem for Ergs øjne. Da skyen længe efter lettede, var Terra Inkognitas flade dækket af lejrede hærenheder så langt øjet rakte. helt ud til horisonten i alle retninger. De enkelte enheder var organiseret i en rundkreds omkring et bål. Ved siden af bålet stod en standard med et samlingsmærke, som angav hvilken Mundo pågældende enhed kom fra. Omkring hver enhed gik et antal vagtpatruljer, således at hver enhed var en selvstændig lejr. Mellem de enkelte lejre var der et stykke ingenmandsland, som adskildte den fra de øvrige lejre. Flere af enhederne havde, foruden pakhestene, kraftige transportvogne læsset med udstyr, dækket af presenninger. Indenfor de enkelte enheder så det ud til at mandskabet var opdelt i mindre enheder, med hver deres uniformer og hver deres udstyr. Præcist hvilket udstyr de enkelte undergrupper var udrustet med kunne Erg ikke se, selv om han brugte Kreators teleskopkikkert, på grund af den ret betragtelige afstand. Så vidt Erg kunne tyde standarterne på denne afstand, var der enheder fra de fleste af de Mundi han kendte, ligesom det så ud til at hver Mundo havde adskillige enheder. Da mørket kom, sprang bål frem overalt på Terra Inkognitas flade, hvilket fik den til at lyse om kap med nattehimlens stjerner. Som natten skred frem døede bålene ud, et efter et, bortset fra bålene hos de enheder som var lejret tættest ved Langesøens bred. Her syntes der at foregå en livlig byggeaktivitet natten igennem, dog forhindrede mørket Erg i at se hvad de havde så travlt med. Morgenen kom tidligere end flokken havde været vant til mens de var i Terra Nova, da Barrierebjergene ikke længere afskar solstrålernes vej. Lyset afslørede nattens byggeaktiviteter, som fik Erg til dels at undre sig, dels at blive mere urolig for hvad formålet med opmarchen kunne 149


Legenden om Mundo Minor

være. Langs med Langesøens bred stod den ene kastemaskine ved siden af den anden så langt øjet rakte i begge retninger, alle rettet lige mod Barrierebjergene. Nu så man også formålet med det stykke ingenmandsland der adskilte de enkelte enheders lejre, disse blev nu brugt af oksekærrer som kom kørende i lange rækker, toplæsset med klippeblokke af anseelig størrelse. Deres last blev leveret ved den højre side af den kastemaskine de nåede ad den vej de havde valgt, hvorefter de kørte tilbage ad et andet stykke ingenmandsland. I lejrene bag kastemaskinernes linie var der også en livlig aktivitet, blot kunne de ikke se hvad det nøjagtigt var folkene her foretog sig. Synet overbeviste endeligt Erg om at disse styrker måtte være sendt ud for at effektuere den trussel Kongen af Mundo Ambo havde fremsat, en tanke som havde spøgt i Ergs sind et stykke tid. Blot håbede han ikke de havde fundet “Den oprindelige Have”, inden de kom her. Da et anseeligt bjerg af klippestykker havde hobet sig op ved hver maskine, gik mandskabet i gang med at spænde armene på deres kastemaskiner op og fylde kasteskålene. Som på et pludseligt signal, som ingen af emotionarianterne dog hverken hørte eller så, slyngede alle maskinerne deres klippeblokke mod himlen i forskellige vinkeler. Eller som der senere blev skrevet; Én blok ramte bjerget et godt stykke neden for Ergs Platau, men dog så tæt at en byge af støv og småsten regnede ned over den overrumplede flok. (fragment af „Ergs Erindring“) Senere blev det der skete beskrevet i et dokument som siden er blevet kopieret mange gange. Derfor kan fragmenter af det findes i mange forskellige Mundi. Af disse fragmenter har det været muligt at samle denne fuldstændige tekst; 150


Legenden om Mundo Minor

Én blok ramte Glitretinde så den brækkede, og endte i tre stykker på bunden af Langesøen. Én blok havnede i Vivelsøen, så nær ved selve springet at den nær var røget i. Flere blokke slog mod Barrierebjergets sider, så tæt at der dannedes sammenhængende klippehylder, i flere nivauer. Adskillige blokke pløjede sig ned overalt i Terra Novas højslette, hvor de fik alt til at visne i mange meters omkreds. Én blok landede i den flod flokken havde sejlet på, efter Vivelsøen, så strømmen deltes i to. To blokke ramte hinanden i luften, så de sendte en regn af sten og støv ned over Barrierebjergenes forside. Enkelte blokke fløj så langt at de landede langt inde i Tågeskoven. De blev bemærket af Kong Ego og “Klubben”. Flere kastemaskiner blev så hårdt læsset, at de brød sammen ved affyringen. Trods den massive beskydning blev ingen på platauet ramt. Men angrebet satte rødder til både frygt og mistillid... dybe rødder. (fragment af “Kreators Klagesang”)

Et andet sted er følgende bevaret; 151


Legenden om Mundo Minor

Kreator blev endnu mere tavs. Erg blev vred. Emotionarianterne var rådvilde Beskydningen var massiv, men varede kun kort. Nu rykkede de lejrede fodfolk frem. De grupper Erg kunne se var ; Ingeniørtropper Dolkmænd med kvatretove Bueskytter Fodfolk med armbrøst Fodfolk med lanser Spydkastere Fodfolk med kastepile Ildspåsættere Samt andre han ikke kunne identificere (fragment af “Ergs Erindring”) Som en flodbølge rykkede fodfolkene frem fra deres enhedslejre, belæsset med udrustning til ethvert tænkeligt formål. De første der ankom til Langesøens bred var ingeniørtropperne, som satte flydebroer ud, så de næste kunne fortsætte uden stop. Disse næste var dolkmænd med klatretove, forsynet med entrehager. Ved hjælp af disse klatrede de op på de nederste hylder, af dem kastemaskinernes beskydning havde forårsaget, gjorde deres tove godt fast og hjalp de øvrige grupper op mens de selv søgte til den næste hylde. Efterhånden som enhederne kæmpede sig op ad bjergene, blev stigningen stejlere. Til sidst var den så stejl at de ikke kunne komme videre, da der ikke var flere klippehylder fra dagens beskydning. Da aftenen efterhånden også var på vej, slog de lejr på de hylder 152


Legenden om Mundo Minor

hvor de nu var og tændte bål. Om natten skete der intet, bortset fra at fakkelbelyste vogne kørte nye blokke til de kastemaskiner som endnu fungerede. Morgenenlyset åbenbarede adskillige huller i rækken af kastemaskiner. De enheder som havde betjent de havarerede maskiner, var nu ved at demontere dem, save dem i stykker og således forvandle dem til brænde. De tiloversblevne maskiner blev ladet med et læs blokke som dagen før, mens de enheder som havde overnattet på de klippehylder gådsdagens beskydning havde skabt, intet foretog sig. På grund af de manglende kastemaskiner var dagens beskydning ikke helt så hård som dagen før, men træfsikkerheden var bedre da maskinerne nu kunne indstilles efter gårsdagens indskydning. Det var nu også til at se et mønster i den måde der blev skudt på. Taktikken var øjnsynlig den at et hold kastemaskiner søgte at knuse Ergs Platau, det var de maskiner som dagen før havde skudt over bjergenes top (fragment af “Kreators Klagesang”) mens et andet søgte at skyde nye hylder ind i klippesiden til brug for klatreenhederne. Ingen af blokkene fra første hold ramte selve platauet, men de kom dog så tæt på at Ergs Platau dækkedes af et tykt lag knust klippe. Det andet hold kastemaskiner fik i dagens løb skudt flere hylder ind i bjerget, hviket gjorde det muligt for klatreholdene at nå et langt stykke inden aften. Meningen var åbenbart at Flokken skulle knuses af det ene hold maskiner, mens klatreholdene skulle tage sig af eventuelle overlevende. Men...hvorfor?! (fragment af “Kreators Klagesang”) 153


Legenden om Mundo Minor

( om beskydningen varede syv eller otte dage, afhænger af hvilke Mundis arkiver man lægger størst vægt på. Sikkert er det dog at beskydningen ophørte da den sidste kastemaskine brød sammen. På det tidspunkt var klatreholdene nået lidt over halvvejs op ad bjerget, men var afskåret fra at komme videre. ) Erg lå på knæ ved platauets kant, lige efter solopgang og mens han lå her, så han den sidste kastemaskine bryde sammen. Den faldt fra hinanden, netop som mandskabet sendte en ladning af sted. Resultatet blev at blokkene ikke fik den fornødne hastighed og istedet regnede ned over Langesøen, som et øjeblik så ud som om den kogte. Inderligt glad kaldte han de øvrige hen for at se det. Lettede overværede de enheden demontere deres nu uskadelige våben. Lettelsen skyldtes ikke blot det forhold at de nu ikke længere ville blive beskudt, men også at klatreholdene ikke ville kunne nå op til flodens udløb. Aftenen før havde han og Kreator talt om muligheden af, at et klatrehold skulle finde det tov de havde firet ned gennem vandfaldet, og slippe ind i Terra Nova ad den vej. Klatreenhederne som nu ikke havde noget håb om at nå op til Barrierebjergenes tinder, begyndte straks at klatre ned ad igen. Ud på aftenen to dage efter, stod de igen på den anden side af Langesøen. Da det så ud til at hele den lejrede hær ville trække sig tilbage, vendte Flokken nu sin interesse mod forholdene på platauet. Alt var et kaos af støv, sten og klippeblokke. De største blokke blev trillet ud til den kant af platauet der lå nærmest og blev så lempet ud over. Af deres sammensyede kapper lavede de en presenning hvori de kunne fange den blæst som efter solnedgang strøg op ad Barrierebjergets skrænt, på Terra Inkognitasiden. på denne måde kunne de blæse klippestøvet bort fra platauet, med den vind der ellers blev spærret ude af bjergets tinder. Oprydningen tog så lang tid at mørket var faldet på, inden de var helt færdige. Da de derpå ville afmontere deres intermistiske vindfanger, blev deres opmærksomhed tiltrukket af en lysende cirkel på den anden side af Langesøen. Lysskæret kom fra et 154


Legenden om Mundo Minor

antal store bål anlagt side om side, i en stor rundkreds. I kredsens midte var et større antal håndværkere igang med at arbejde på noget, som på grund af sin størrelse og det faktum at der lå stabler af mindre klippeblokke over alt, måtte være et bygningsværk af en eller anden art. I Flokken var den mest fremherskende mening var at der vel var tale om en art vagthus, hvorfra der skulle holdes øje med om flokken igen ville begive sig ind i Terra Inkognita. Morgensolen afslørede et ret imponerende bygningsværk. Nattens arbejde havde rejst en øjnsynlig cirkelrund mur ved søens bred, som så ud til at være nået op i dobbelt mandshøjde. Muren bestod af blokke som var hugget firkantede bortset fra den side der vendte udad, denne var hugget i en bue som passede med bygningens runding. I øjeblikket var der en pause i byggeriet idet byggearbejderne kørte rundt med en okseforspændt vogn, af den slags kastemaskinerne var blevet transporteret på, for at samle tiloversblevne blokke sammen. Da vognen var fuld blev blokkene læsset op i en bunke ved bygningens ene side, hvorefter de små hundrede mand gav sig til at hugge dem til. (ifølge en afskrift fra arkivet i Mundo Ambo, var tallet 97.) Byggeriet tog tre og en halv dag og resulterede i en kegleformet bygning, hvis overflade så næsten spejlblank ud på denne afstand. Keglens præcise størrelse kunne de kun gætte på, men i sammenligning med de folk der bevægede sig rundt om den, måtte den være temmelig stor. Omkring selve bygningen lå de rester der var blevet tilovers ved tilhugningen, samlet så de dannede et mønster i form af en enorm pil. Spidsen pegede mod det punkt i det fjerne, hvor den første støvsky havde vist sig, ved hærens ankomst. Det var retningen mod Mundo Ambo. Bygningens indgang var nærmest en port som så ud til at være ret stor, hvor stor kunne de i midlertid ikke se da den vendte mod solopgangen, hvilket ville sige at de kun kunne se ganske lidt af den. 155


Legenden om Mundo Minor

Det sidste byggeholdet gjorde, var at slæbe en del ting ind i bygningen, fra en bunke ved siden af den. Derefter forlod de stedet, i den retning pilen anviste. Flokken havde opgivet tanken om at bygningen skulle være opholdssted for observatører eller lignende da bygningen ingen vinduer havde, men de var i vildrede med hvad det så kunne være. Rådsmødet endte med en beslutning om at sende et hold ned til bygningen, for at finde ud af det. Rekonogseringsholdet kom til at bestå af Erg og tre andre Emotionarianter, som skulle tage af sted næste dag ved solopgang. Nedstigningen skulle foregå ved at alle de reb flokken besad, skulle bindes sammen. Ved disses hjælp skulle de nå så langt ned mod den øverste af de afsatser kastemaskinerne havde skudt ind i klippesiden, som det var muligt. Derfra skulle de så kravle resten af vejen via de reb entreholdene havde efterladt. Disse tove skulle de så tage med sig på vejen tilbage. Så snart solen sendte en prøvende stråle op over horisontens rand, firede Erg sig ned som den første. Aftalen var at der kun måtte være en emotionariant som firede sig ned ad det samme tov ad gangen, af hensyn til sikkerheden. Det var også aftalt at de skulle samles på den sidste klippehylde, inden de tog sidste stykke en for en. Først på fjerdedagens eftermiddag stod de samlede mellem bjerget og Langesøen, klar til sidste etappe. Oprindelig havde det været meningen at de skulle svømme over, men ved bredden lå en flåde som åbenbart var blevet efterladt af angriberne. Det undrede Erg, da entreholdene jo var kommet over søen via en flydebro!. Over for sig selv måtte Erg indrømme at både flåden og de efterladte tove, kunne tydes som om man ønskede at de skulle undersøge bygningen nærmere. En fælde kunne bygningen vel næppe være... eller kunne den ?! Usikre og fyldt af ængstelige tanker padlede de fire emotionarianter over det smalle stykke vand. Bygningen var stor. Højden vurderede Erg til omkring femogtredive meter, og diameteren ved jorden til godt og vel halvtreds. Indgangen kunne ikke engang betegnes som en port, der var tale om et helt buesnit af bygningen, hvis bredde Erg skridtede af. Afstanden mellem åbningens sider var henved femten meter. Over156


Legenden om Mundo Minor

fladens spejlagtige udseende skyldtes at klippestykkerne var hugget og pudset helt glatte, og derefter poleret til højglans. Indersiden var helt skinnende hvid, hvilket fordelte solens stråler ud i hele bygningens indre rum i form af et behageligt diffust lys. Det tog kun et øjeblik at overbevise sig om at der umuligt kunnne gemme sig nogen i dette bygningsværk, alt var overskueligt og åbent. Da Erg ikke længere frygtede noget fra bygningens side, gav han sig tid til at nyde følelsen af atter at stå på Terra Inkognitas sand. Han gik en runde om bygningen, posterede de andre omkring den og gik så selv derind. Indenfor var der næsten lige så lyst som udenfor og på grund af det diffuse lys ingen skygger, hvilket gjorde det let at overskue den smule der var i rummet, som i øvrigt fyldte hele bygningen. Langs med gulvet hele vejen rundt, og op over åbningen, løb en bred bort, hvor blomsterranker snoede sig mellem fugle, elefanter og andre landdyr. Gulvet var af samme slags sten som selve bygningen, blot var fliserne trekantede med en sidelængde på ca 50 centimeter. Ned fra bygningens toppunkt hang en indretning som ved første indtryk mindede om en syvarmet lysestage, eller et syvarmet anker. For enden af hver arm sad en linse som samlede det lys som faldt tilbage fra væggen, og koncentrerede det i indretningens midte. Her blev lyset opfanget af andre linser, hvorefter de syv enkeltstråler, som en samlet stråle forlod indretningens midte. På det sted hvor strålen ramte gulvet, stod en stejl, kegleformet pidestal hvis øverste top var af glas. Under dette låg lå en skriftrulle af papyrus. Skriftrullen bar tre laksegl, og lå på en pude af kongeblåt silke. Erg tog rullen og satte det kegleformede låg på plads efter sig. Efter at have ladet blikket løbe over rummets indre forlod ham bygningen, med raske skridt. Udenfor kaldte han de andre Emotionarianter sammen og spurgte om de havde observeret noget, men alt havde været roligt. De forlod stedet med det fortsæt, at nå så langt op ad bjergsiden som muligt inden det blev for mørkt. Det ville ikke være muligt at nå helt op, så de skulle under alle omstændigheder overnatte på klippehylderne. Da mørket blev for tykt rullede de sig ind i deres kapper, lagde sig tæt sammen på 157


Legenden om Mundo Minor

grund af nattevinden og forsøgte at sove. Kulden og de spredte lyde af sten der trillede ned af bjergsiden gjorde det svært, men lidt søvn fik de da. Morgenen gryede og med den kom lys og varme. Natten havde været kold, koldere end Erg huskede nætterne på denne side. Han var stiv over det hele og nød derfor solens lys dobbelt så meget som ellers. Det varede ikke længe før solen var så højt oppe, at de alle fire var varmet godt igennem. Opturen var drøj, både fordi de skulle klatre op, og fordi solen bagte. Af denne grund, og fordi de kun var fire, var de ikke i stand til at bære alle de tove de samlede op under vejs. Cirka en femtedel oppe lagdes de indsamlede reb i depot, da en af emotionarianterne havde fundet en hulning i klippen som helt kunne skjule rebene. Først kort før solnedgang sjette dag stod de på platauet igen. Her overrakte de skriftrullen til Kreator som brød seglene, rømmede sig og begyndte at læse højt ; OMNE IN OMNE Du bor i et hus med fem rum, dit vindue vender ud mod evigheden og uendeligheden. I hvert rum er der en dør,den fører til næste rum. Hoveddøren fører ind i rum et, her er mørkt. Du er i rum et til du bliver født, da går du rask ind i rum tre. På vejen dertil, passerer du gennem rum to, men opdager det ikke. Derfor må du tilbage til rum to hurtigt, dette sker gennem anstrengelse. Her bliver du til sulten vækker dig, siden vender du tilbage. Først nu er du klar til rum tre,og vågner. Du ser. 158


Legenden om Mundo Minor

Rum tre er et vi (du og jeg) kender. Træer og blomster springer ud, og tigre jager. Du bliver i rum tre i mange år, mindst i tretten. Men af og til går du til rum to, mest om natten. Rum to har vi alle set, men er af ingen kendt. Her er æventyr virkelige, men ikke kun de gode. Rum to er flygtigt, det er drømmenes “hellige” rige. Til rum fire når kun de få, thi døren er låst og ingen har nøgle. I rum fire er alle ting delt, og har kontrol over begge. En handler som sin egen slave, en anden tænker som sin egen herre. Rum fire er robust som sten, og klogskabens bolig. Rum fem er smukt som kun det kan være, i rum fem kommer kun de viise. I rum fem er en alt, og alt en. OMNE IN OMNE (fragment af “Kreators Klagesang”) 159


Legenden om Mundo Minor

Der var tankefuld tavshed mens Kreator rullede skriftrullen sam men, hvorefter han rakte den tilbage til Erg som gemte den inden for kappen. Efter at have vandret tankefuldt rundt i kredsen et øjeblik, løftede kreator blikket og spurgte om emotionarianterne mente at et svar var påkrævet. Det var der almindelig enighed om. Derfor blev det bestemt at der skulle holdes rådsmøde næste morgen, hvorefter alle gik til køjs. Den meddelelse Ergs gruppe havde hentet, indeholdt utroligt mange nuancer. Af den grund var det ikke nogen enkel opgave at sammenstykke et fyldestgørende svar, så det tog det meste af dagen. Til sidst læste Kreator svaret op, og spurgte om alle kunne tilslutte sig det. Svaret blev godkendt, og kom til at lyde således; HUS Menneskets sind er et hus, med utallige lemme og døre. Lave, smalle, snævre, ikke høje, ikke brede. Alle fører ind i huset, nogle til mere vitale dele end andre. Husets indre består af; gange, haller, rum, korridorer, sale. Over alt er der hylder, nicher, fyldt med livserfarrings rigdomme, ordnet, sat på plads. Ved siden af huset ligger et faldefærdigt udhus, kun lavet af spekulationens porte. Store, brede, gigantiske.

160


Legenden om Mundo Minor

Udhusets indre består af;

snævre gange, ingen rum, ingen sale, ingen haller. Over alt flyder; stumper af filosofi, rester af fordomme. Ofte er gangene spærret af uvidenhed, og snæversyn. Den viise vælger en indgang som passer i størrelse, og fører ind i huset, på det sted han har hjemme. Tåben derimod farer afsted, fra port til port, og styrter gennem udhusets gange; hvirvler støv op og slører sit udsyn... GIV AGT !! (fragment af “Kreators Klagesang”)

161


Legenden om Mundo Minor

Kreator rullede skrivelsen sammen, og spurgte igen om alle var enige i formuleringen. Alle var tilfredse, så Kreator forseglede skriftrullen i alles påsyn. Erg og hans hold tilbød straks at bringe rullen ned til bygningen næste morgen, hvilket blev vedtaget. Da Erg vågnede var himlen kun ganske svagt rød, mod øst. Luften var kølig på grund af nattevinden, men Erg frøs ikke. Fyldt af en stor glæde så han solen stige og sprede sine røde, rosa og gyldne striber over Terra Inkognitas flade. Efterhånden som solen steg vågnede de øvrige på klatreholdet og inden solen slap horisonten, var de på vej. Nedstigningen gik som en leg da de allerede havde gjort turen en gang, men de kunne alligevel ikke nå ned på mindre end tre dage. Solen stod lidt under himlens højeste punkt, da Erg igen betragtede bygningens indgang og solens spil i linsesystemet som hang ned fra loftet. Alt lignede stort set sig selv, blot havde vinden blæst små driver af støv og sand sammen, især ved foden af pidestalen hvor de havde hentet skriftrullen. For en sikkerheds skyld nærmede holdet sig bygningen på samme måde som sidst, da den sidste tids oplevelser havde gjort dem utrygge ved at befinde sig på denne side af Barrierebjergene. Emotionarianterne stillede sig op som forrige gang, hvorefter Erg gik ind i bygningen med faste skridt. Skriftrullen holdt han i sin let svedende højre hånd. Med venstre hånd løftede han glaskeglen, placerede rullen og lod keglen glide på plads. I samme øjeblik keglen faldt på plads rystedes bygningen, hvilket fik en flage puds til at falde ned på Ergs hånd. Inden Erg var kommet sig over forskrækkelsen, stak en af de andre emotionarianter hovedet ind og råbte at en rytter nærmede sig i retning fra Mundo Ambo. På vejen ud af bygningen stoppede Erg lige længe nok til at se en lille støvsky i den angivne retning. Mens Erg løb mod den ventende flåde, bemærkede han at den pilformede stensætning om 162


Legenden om Mundo Minor

bygningen nu pegede den modsatte vej mod barrierebjergene. Da rytteren sprang af sin hest, var de nået op på første afsats. Herfra så de ham løbe ind i bygningen, for at komme ud igen øjeblikket efter med skriftrullen i hånden. Uden at se mod bjergene puttede han rullen i sin ryttertaske, sprang op på hesten, og red bort i den retning han kom fra. Alt hvad han havde gjort, var foregået i rasende fart.

163


Legenden om Mundo Minor

NIENDE DEL: Bosætning Sæt bo, sæt bo, og nedkald Halvfjerds ulykker over dit hovede. (Indisk ordsprog) Da Erg og de øvrige emotionarianter var tilbage på Ergs Platau. Fandt de Kreator i dybe tanker. Erg valgte at lade være med at forstyrre ham, da han godt kunne sætte sig ind i de tanker der måtte hvirvle rundt i vennens hovede. Han forstod at det var en vanskelig beslutning ; Enten

at rejse ind i Terra Inkognita og være på vagt over for fjendtlige Mundi

Eller

blive i Terra Nova og være på vagt over for Kong Ego og hans hof. (fragment af “Kreators Klagesang”)

Selv vidste Erg ikke hvad der var værst. Kreator sad blot og stirrede ind i bålets flammer, bortset fra de øjeblikke hvor Erg smed nyt brænde på. I de øjeblikke mødtes deres øjne flygtigt. Det forekom Erg at Kreators øjne lignede øjnene hos et jaget dyr. Endelig rettede Kreator sig op, sukkede og kaldte på Erg. Han havde fundet ud af en løsning som ikke var ideel, men desværre den eneste mulige. Kreators plan krævede at de ventede på at visdommen viste sig i flokken, mens de var her i Terra Nova, da Kong Ego var den af deres fjender de bedst kunne forsvare sig mod. For at de ikke skulle blive rendt over ende af Hoffet, ville dette kræve at de byggede en...midlertidig... Mundo. Det største problem var selvfølgelig at det ville tage umindelige tider inden de så Haven de havde forladt, igen. Derfor skulle Mundoen anlægges med en have som centrum, så de kunne fortsætte deres dyrkningsforsøg så længe. Omkring haven skulle de så opføre en 164


Legenden om Mundo Minor

solid, høj mur med de fornødne døre og vinduer, derefter endnu et antal mure som koncentriske cirkler, indtil Mundoen dækkede området fra Barrierebjergene til Tågeskoven. I midten af haven skulle Vivelsøen ligge. Mundoen skulle så overdækkes med et solidt tag af de samme stenblokke som murene, hvilket ville beskytte dem mod et eventuelt nyt angreb fra Terra Inkognita. Efterhånden som byggeriet skred frem, skulle tværmure dele de koncentriske cirkler op i rum, efter behov. Den nøjere planlægning skulle så ske løbende, under byggeriet. De sad lidt i tavshed, men Erg kunne mærke at vennen havde mere på sinde. Efter et øjeblik sagde Kreator med et suk, at han ville blive nødt til at forlade flokken inden Mundoen blev helt færdig. Erg havde længe ventet på denne melding, men blev alligevel lidt chokeret. Kreator kunne ikke røbe hvad det var han skulle, men sagde at det var nødvendigt for at skabe enhed i flokken. Erg nikkede for sig selv, accepterede modstræbende, men sagde intet. Det blev morgen næste dag. Kreator og Erg kaldte de øvrige emotionarianter til rådsmøde, hvor de forelagde Kreators plan. Planen blev vedtaget, uden glæde. I modsætning til de almindelige Mundobyggerier, var dette begrænset af den plads der var til rådighed. Af denne grund kaldtes byggeriet ... Mundo Minor (fragment af “Kreators Klagesang”) For at lette byggeriet, delte emotionarianterne sig op i forskellige arbejdshold. Nogle samlede klippeblokke sammen, nogle huggede dem til, nogle bragte dem til det sted hvor der i øjeblikket byggedes og her var der så et hold som tog sig af byggeriet. Første mur om haven og Vivelsøen, blev ti meter høj og halvt så bred. Med den som skabelon byggedes nu de næste, som løbende blev sammenbundet af et fem meter tykt stentag. Efterhånden som der kom 165


Legenden om Mundo Minor

rum under tag, indrettedes der værksteder hvor der blev udviklet bedre værktøjer, som fik arbejdet til at glide endnu bedre. Værkstederne fremstillede også redskaber til bearbejdning af jorden i den nu indhegnede have, som et arbejdshold gav sig til at tæmme; Først ryddede de alle siv omkring søen... Så bearbejdede de jorden... Dernæst delte de den op i bede... Nu anlagde de stier og gange... Endelig satte de hegn og gærder. (fragment af “Kreators Klagesang”) (Fra dette sted i beretningen er der betydelige huller i overleveringen om tiden frem til byggeriets ophør og sammenbrudet i Den Lille Floks Enhed. Af de eksisterende fragmenter fremstår dog beretningen om hvordan Kong Egos Hof slap ind i Mundo Minor, med en høj grad af sikkerhed ...) ;

...Erg rettede sig op og så ud over landskabet, hans opmærksomhed var blevet vakt af en bevægelse i tågen. Selv om han stod her, på toppen af den forløbig sidste murring, havde han ikke noget egentligt udsyn over den smule af sletten der endnu var tilbage, inden byggeriet nåede Tågeskovens udkant. Erg koncentrerede sig, men så nu intet. Efter at have stået lidt genoptog han sit arbejde med at lægge de sidste sten i sektionens loft fast... med en følelse af at blive betragtet. Det var nu længe siden Kreator var begyndt at blive gennemsigtig, hvilket var tegnet på at han måtte forlade dem. Erg havde opdaget forandringen en dag i rådshallen, idet han havde set lyset fra en fakkel skinne lige gennem Kreators krop. Tre dage efter kaldte Kreator til rådsmøde, hvor han fortalte om sin bortrejse og indsatte Erg som Prins, i sit eget sted. Natten efter var han draget afsted. Erg rettede sig op igen, der var noget... nogen der bevægede sig i tågen ! 166


Legenden om Mundo Minor

* Hvem er i tågen ? Erg rettede sin myndige stemme mod det sted i tågen, han mente at have set bevægelsen. Bevægelsen i tågen voksede, for til sidst at åbenbare nogle utydelige skikkelser, som kom nærmere. * Blot nogle få skræmte sjæle. Sagde en kraftig, men let rystende stemme. Erg genkendte omgående stemmen, den var umiskendeligt Kong Egos !! Erg blev et øjeblik offer for modstridende følelser, der var noget i Kong Egos stemme som undrede Erg... det lød som om Kong Ego var skræmt. * Hvorfor er du vendt tilbage ? Erg lod ikke sin stemme røbe hvad han følte. * Vi har rejst langt og set meget. Vi ved hvad der ligger på den anden side af den mægtige Tågeskov og er nu f l y g tet for det. Kongens stemme døede hen. Erg stod tavs et øjeblik, denne situation havde han ikke været forberedt på. Et angreb med kraftige våben ville han ikke have fundet usansynligt, men dette var... uventet. * Hvad ligger der bag Tågeskoven ? Omgående fortrød Erg at han havde spurgt, men det stod ikke til at ændre nu. Efter et øjebliks pause lød Kongens stemme igen; * Bag den første del af skoven, den i selv har set, ligger en anden og større del. Her er træerne ikke tætte som i den første, så her kan man strejfe frit mellem skovens stammer. Væsenerne her viser sig kun om natten. 167


Legenden om Mundo Minor

* Små foroverbøjede væsener af krybdyragtigt udseende, med lysende røde øjne ? Erg kom i tanke om de væsener der havde rumsteret i Den Lille Floks lejr, på vej tilbage fra Klubbens Borg. * Ja, men også andre. Der var en klang af oprigtig forundring i Kongens stemme, en antydning af at han ikke mente at Erg kunne kende noget til disse væsener. * De væsener findes også i den første skov. Oplyste Erg og bad kongen fortælle videre. * Den anden skov er meget større end den første og jo længere man trænger ind i den, jo flere levende væsener er der. Som man trænger frem bliver væsenerne større, stærkere og ... frygteligere. Vi kæmpede mange kampe og vandt dem alle, derfor nåede vi til den store ørken. Her lever ingen af de væsener vi kendte fra skoven, men den hærges af pludselige orkaner, som raser med en styrke man ikke kan tænke sig til. Efter denne ørken kom vi til en isverden og det pallads hvor angsten bor. Angsten er blot en skygge men det den falder på er håbløst fortabt. Vi beder om beskyttelse. Kongens talestrøm ebbede ud, hvorefter der blot var tavshed. * Slå lejr nedenfor muren, når vi har holdt rådsmøde får i besked om hvad vi beslutter. (baseret på fragmenter, hovedsagelig af “Ergs erindring”) 168


Legenden om Mundo Minor

Erg gik fortumlet tilbage til resten af Den Lille Flok, hvor han omgående kaldte til rådsmøde. Emotionarianterne udtrykte alle stor overraskelse, da Prins Erg fortalte hvad han havde oplevet på Mondoens tag. En gruppe mente at Kong Egos hof skulle bortvises med det samme, en anden at de skulle optages i Emotionarianternes forsamling med det samme. Mellem disse to yderpunkter opstod der så adskillige særstandpunkter. Enden på det hele blev at Kong Ego og hans hof skulle have det nyligt færdiggjogte ringafsnit overdraget til værksteder og beboelse, hvorefter dette afsnit helt skulle isoleres fra den øvrige mundo. Således var de i sikkerhed for det de flygtede fra, samtidig med at de var effektivt afskåret fra Prins Erg og Den Lille Flok. Kong Ego takkede da Prins Erg overbragte ham nyheden, hvorefter han og Hoffet omgående flyttede deres oppakning ind. Kong Egos indflytning satte en stopper for Mundoens videre udviddelse, men det gjorde intet. Denne ring var allerede før Kongehoffets ankomst planlagt til muligvis at blive den sidste, og selv uden den havde de rigelig plads. Længe levede de to grupper adskilt, uden at lade sig mærke med hinandens tilstedeværelse. I denne periode bestod den eneste kontakt i at Prins Erg hver aften gik ud til tagets kant, på det sted der lå over indgangen til Kongehoffets afdeling, og vekslede et par ord om løst og fast. Dette ændrede sig en dag da Kongehoffet spurgte, om de måtte have lov til at vise hvad de havde lavet på deres værksteder. Prins Erg gav dem tilladelsen, hvorefter de lagde en mængde ting til udstilling på græsset. Her fik Sum for første gang mulighed for at se de ting han ellers kun havde set støbeformene til, dengang han, sammen med Kreator, gik i land i “Klubbens” rydning. Kongehoffet inviterede Prins Erg til at komme ned til dem på græsset, men han valgte at blive på taget. Et for et blev redskaberne nu rakt op til ham, hvorefter han fik forklaret deres brug. Prins Erg indrømmede villigt at der var tale om både snilde og godt håndværk. Prins Ergs ros fik Kong Ego til at 169


Legenden om Mundo Minor

foreslå, at han tog de redskaber han bedst kunne lide med sig, for at dele dem ud blandt emotionarianterne. Prins Erg takkede, udvalgte tre fire stykker og trak sig tilbage. Uden at fortælle hvor redskaberne kom fra bad Prins Erg emotionarianterne afprøve dem og finde ud af om de fungerede ordentligt. Generelt var alle tilfredse og de ændringer der blev foreslået, var ubetydelige eller blot kosmetiske. De emotionarianter som havde ment at Kong Ego og hans hof skulle være bortvist med det samme, stillede sig lidt skeptiske til redskaberne da Prins Erg redegjorde for hvor han havde dem fra. Dog måtte de indrømme at redskaberne fungerede til alles fulde tilfredshed. Efterhånden blev Kongehoffet leverandører af alle redskaber, til de mere almindelige formål. Det viste sig nemlig snart at det ikke var alle værktøjer de kunne levere. Redskaber til konstruktionsformål leverede de i robuste og funktionelle udgaver, men de redskaber emotionarianterne skulle bruge til vedligeholdelse af Mundo Minor og Haven måtte de selv fremstille. Kongehoffet forstod simpelthen ikke de principper disse redskaber skulle konstrueres efter. Som betaling for redskaberne fik Kongehoffet hvad de behøvede, fra Mundo Minors have og værksteder. Som tiden gik voksede et gensidigt, næsten venskabeligt, forhold op mellem Kongehoffet og Mundo Minors beboere. ( Det har ikke været muligt at beregne den tid der gik inden begivenhederne tog fart, men det er hævet over enhver rimelig tvivl at der gik forholdsvis lang tid. Det er iøvrigt muligt at visse begivenheder er gået tabt, da den sidste del af beretningen, som tidligere nævnt, hovedsagelig bygger på fragmenter. ); I længere tid havde Prins Erg følt sig utryg i nogle dele af Mundo Minor, hvorfor vidste han ikke. Det var som om disse fjerntliggende dele var ved at frigøre sig fra den øvrige Mundo. følelsen mindede om den han havde haft kort før han traf Kongehoffet, mens han arbejdede på Mundo Minors tag. Det første han gjorde var derfor at 170


Legenden om Mundo Minor

sende restaureringshold ud i disse dele, for at kontrollere at der ikke var nogle brud i hverken loft, gulv eller vægge. Restaureringsholdet fandt én revne, som de reparerede, uden at følelsen dog forsvandt fra Prinsens sind. En dag viste det sig pludselig at Prins Ergs uro ikke havde været uden grund. Han var da i det område hvor han første gang havde følt uroen komme over sig. Mens Prins Erg var ved at gøre sig færdig med et stykke arbejde, faldt et stykke af væggen sammen. Væggen skilte det sted hvor han stod, fra det område Kongehoffet havde fået overdraget. På grund af den pludselighed det skete med, og fordi Prinsen blev delvist begravet under de nedstyrtende sten, fik han ikke mulighed for at værge sig mod de otte skikkelser der nu faldt over ham. De lagde ham i jern og førte ham bort. De som førte Prins Erg bort var ; Kong Ego Egofiliam Foboy Thhorybon Akathastatos Epithymhiai Aythadeis Fosfagus Ifølge de navne de selv havde taget sig. (fragment af “Ergs Erindring”) Prinsens forsvinden skabte stor forvirring i emotionarianternes rækker, en forvirring som steg da også nogle af emotionarianterne forsvandt kort efter. Alle disse var fra den gruppe som havde ment at Kongehoffet skulle vises bort med det samme. Forvirringen steg og da den nærmede sig det totale kaos, trådte Kong Ego frem. Han kaldte til rådsmøde og tilbød at organisere en eftersøgning, hvis 171


Legenden om Mundo Minor

emotionarianterne ønskede det. I forvirringen glemte de fleste at tænke over det umulige i at Kong Ego var i Mundo Minor, og at han kaldte til rådsmøde. De få som protesterede druknede i mængden, og forsvandt forøvrigt hurtigt. Bistået af Egofiliam, der tjente som hans rådgiver, organiserede Kong Ego eftersøgningshold som hver fik en del af Mundo Minor tildelt som eftersøgningsområde. Disse hold kaldtes under ét “Kong Egos Hær”. Efterhånden var alle kritiske og opmærksomme emotionarianter forsvundet, og dermed de fleste af de emotionarianter som havde været beskæftiget med restaurering og vedligeholdelse af Mundo Minor. Samtidig var der faldet en usikker ro over de som var tilbage, en form for ustabil ligevægt. Efter nogen tid begyndte Haven midt i Mundo Minor at gro til, da de arbejdshold der havde haft til opgave at passe den mistede en stor del af deres mandskab. Rådshallen begyndte ligeledes at forfalde, med det resultat at den til sidst slet ikke kunne bruges. Derfor flyttede Hoffet til det næste rum, hvor forfaldet ikke var så fremtrædende ...endnu. Dette rum begyndte dog også at forfalde, hvorfor de måtte flytte igen... og igen.

Siden da har forfaldet jaget Kong Egos Hof fra rum til rum. i Mundo minor. (fragment af “Kreators Klagesang”)

172


Legenden om Mundo Minor

Tågeskoven "Borgen"

"Klubbens" rydning "Klubbens" lejr

Lejren hvor Kreator ser "Klubben"

Kratskov Lejr, tågen begynder Vivel

Lejr, flåder bygges Lejr

Terra Nova

Lejr Lejr, to emotionarianter savnes Lejr, kratskoven undersøges

Kratskov

Lejr Hvirvelstrøm Barrierebjergene

2. sølejr 1. sølejr

Erg´s Platau Vandfaldet Langesø

Terra Inkognita 173


Legenden om Mundo Minor

Tågeskoven "Borgen"

Mundo

Minor Vivel

Barrierebjergene

Hvirvelstrøm

Lillesø

Erg´s Platau Vandfaldet Langesø

Terra Inkognita 174


Legenden om Mundo Minor

TREDJE BOG

Sums anden rejse

Lær af nye bøger, men af gamle lærere. ( Tyrkisk ordsprog )

175


Legenden om Mundo Minor

1. Kapitel Skrækken har store øjne. ( Russisk talemåde )

Langsomt lukkede Kong Sum den Eneste, Mundo Minors Bog og lagde den fra sig, på bordet. I dybe tanker kikkede han sig omkring i Det Kongelige Studerekammer, mens han lod disse nye oplysninger bundfælde sig i sit sind. Det var som om dette ellers velkendte rum var blevet anderledes, det var som om noget havde rykket sig inden i ham. Mens han sad og sundede sig kom Dronning Sophia ind. Synet af hende, og lyden af hendes hvide silkekjoles knitren, fik ham til at smile. * Du har overhovedet ikke været i seng, i nat. Konstaterede hun og gengældte hans smil. * Nææh... Sums blik faldt på bogen, på bordet. De sad lidt i tavshed, før Sophia lidt tøvende tog ordet; * Er du færdig med den ? En smuk nylakeret negl pegede på bogen. * Nej...Jo, jeg har da læst den...men, færdig med den er jeg ikke. * Jeg ved godt hvad du mener. Sophia vinkede en tjener frem fra skyggerne og afgav en ordre. Et 176


Legenden om Mundo Minor

øjeblik efter kom en mindre hær af tjenere ind med det der viste sig at være et godt og styrkende morgenmåltid. Sum og Sofia spiste uden at sige ret meget, og da kun almindeligheder. Sum følte ikke at han kunne drøfte de ting han havde læst i Mundo Minors Bog, mens de tjenende emotionarianter stod bag deres stole. Men så snart de havde båret ud, fæstnede han øjnene på bogen og spurgte; * Har du læst den.. bogen ? * Jeg har selv skrevet den. Hun smilede uforstyrret. Der gik et ganske kort øjeblik før det gik op for Sum, hvad hun lige havde sagt. * Hvad har du...!?.. har du... skrevet den ? Sum var mildest talt overrumplet. * Jeg har samlet oplysningerne fra alle tilgængelige kilder og nedskrevet dem. Blot har der ikke været nogen jeg kunne overbringe dem, før du vågnede. * Hvordan vågnede..? * Jo, blev bevidst om hvilken betydning det du havde fundet havde. Du skulle bare vide hvor bange Kong Ego var, mens du strejfede om i Mundoens gange. Hun sluttede med en lille perlende latter, ved tanken om den skrækslagne konge. * Kong Ego bange?... for hvad dog ? * Bange for at du skulle finde det sted hvor Prins Erg var fanget. Da du befriede ham, var det retmæssige kongedømme nemlig en realitet og den retmæssige konge ville de ikke kunne stå sig imod. * Øhhm...nå... den... retmæssige konge !? 177


Legenden om Mundo Minor

Noget begyndte så småt at tage form i Kong Sums baghoved. Vil det sige at det kongedømme bogen omtaler, er det der hersker i Mundo Minor nu..?...Mit kongedømme ? Sum følte sig som om han lige havde opdaget en afgrund foran sine fødder, men også en sær og behagelig varme. * Præcis. Tavshed lagde sig over de solide egetræsmøbler, mens Sum selv lænede sig tilbage og faldt i dybe tanker. Det havde endnu ikke strejfet ham at der var en så direkte forbindelse mellem bogens tekst, og hans egen virkelighed. Denne tanke fødte straks en ny; Hvis bogens omtale af hans kongedømme var en realitet, måtte dens omtale af verdener udenfor Mundo Minor også være det !!. Derude, rundt om Mundo Minor, lå ...Tågeskoven og Terra Nova, bag Barrierebjergene lå endnu en verden ... Terra Inkognita. Ydermere lå der i Terra Inkognita, et utal af andre verdner, Terra Inkognitas Mundi. Denne udvidelse af hans verdensbillede tog næsten vejret fra Sum. * Hvor er Fyrsterne nu ? * Formodentlig er de i det der er tilbage af deres rige, i Terra Nova. * Vi er altså omringet af dem på alle sider...? * Det er vi, ja. Længe sad de igen i tavshed, Sums tanker var fuldstændigt opfyldt af disse nye og fantastiske oplysninger. Samtidig begyndte en beslutning at tage form, for hans indre blik. Mundo Minor havde været Sums verden, så længe han kunne huske. Men på et øjeblik var den blevet en Mundo mellem andre Mundi, endda en af de mindste. Tanken var utrolig. Derfor ville Han finde vejen ud, finde 178


Legenden om Mundo Minor

disse verdener og lære dem at kende. Umiddelbart ville det naturligste være at finde ud til det yderste ringafsnit, for at træde ud i Terra Nova ad den vej. Den ide forkastede Sum dog med det samme, af flere grunde. Først og fremmest fordi han ikke kendte disse egne, dernæst fordi han ikke følte sig sikker på at han ville være i stand til at forsvare sig mod et eventuelt angreb fra Fyrsternes side. Det sikreste ville nok være at rejse til Mundoens kant, over taget. Kong Sum den Eneste besluttede sig for at starte planlægningen allerede samme dag, for at kunne tage af sted så hurtigt som muligt. Da Sum så sig omkring, var han alene i studereværelset. Forberedelserne til Kong Sum den Enestes færd, til Mundoens kant tog nogle dage. På Mundo Minors værksteder havde emotionarianterne lavet en vogn, hvis største fortrin var at den kunne skilles ad. Det muliggjorde at den kunne løftes op på Mundoens tag, stykke for stykke, for endelig at blive samlet her. Da vognen var rede opsøgte Sum Dronning Sophia i hendes kammer, for at bede hende med på turen. Hun sad tavs et øjeblik, og svarede så; * Det er desværre ikke muligt. * Hvorfor ikke ? Uden at vide hvorfor følte Sum et ubehageligt sug i maven. * Jeg kan ikke gå udenfor Mundo Minor, dén er min verden... * Jamen hvorfor? Taget er da en del af Mundoens område. Sum mærkede en følelse af afmagt snige sig ind på ham. * Fyrsterne er stadig på jagt efter os. Fanger de os begge vil Mundoen ikke slippe fra dem igen. Går du alene, og bliver du overmandet, kan jeg... muligvis redde dig. 179


Legenden om Mundo Minor

* Redde... Jamen jeg har da vist at jeg kan klare dem, ikke ? * Du har til fulde bevist at du kan klare dem, én af gangen. Nu vil de angribe dig i samlet flok, i samme øjeblik du betræder græsset i Terra Nova. * Men... de kan altså ikke røre mig, så længe jeg er på Mundoens tag ? * Nej, taget er en del af Mundo Minor og den har du renset. Trods alt fik disse oplysninger uroen til at stilne af, i Sums mave. Han vidste nu at han kunne stille sin øjeblikkelige nysgerrighed, i relativ sikkerhed. Hans uforklarlige angst havde næsten forladt ham. Nogle dage senere stod Kong Sum den Eneste ved porten ud til Vivelhaven, for at tage afsted. Udenfor porten var et hejseværk blevet stillet an. Med det var vognens dele, proviant, m.v. blevet hejst op på taget. Det eneste der manglede, foruden Sum selv, var en prægtig sort hest, som fredeligt havde græsset lidt derfra. Den blev nu hejst op, og spændt for vognen. Vognen var godt en meter bred, omkring to og en halv meter lang, rektangulært kasseformet og havde to hjul bagerst. I dens sider var der skydelåger, således at man nemt og hurtigt kunne komme til vognens indhold. Bagpå og oven på, lå bålbrænde og baller med tætpresset hø til hesten, mens Sums egen proviant befandt sig inden i kassen. Forrest gik vognen over i noget der nærmest kunne betegnes som en velpolstret lænestol, hvis armlæn var forlænget, så de gik over i de vognstænger hestens seletøj skulle fæstnes til. Ud fra oplysningerne i Mundo Minors bog, havde Sum fastslået i hvad retning barrierebjergene lå og i den retning kørte han nu i roligt tempo. Selve tagets overflade var slidt glat af vind og vejr, så den mindede om en jævn brolægning. Heroppe blæste det lidt mere end Sum var vant til fra sine strejfture i Vivelhaven, men vinden var ikke kold eller ubehagelig på nogen anden måde. Han havde 180


Legenden om Mundo Minor

ikke redet ret længe før den indre tagkant han startede fra, var ude af syne. Derefter var der blot stenbro så langt øjet rakte, i alle retninger. Med jævne mellemrum foretog han pejlinger med sit medbragte kompas, da ”landskabet” ikke bød på sigtemærker af nogen art. Da mørket så småt begyndte, gjorde Sum holdt. Han gav hesten hø og lagde et lille bål til rette, hvorefter han lavede mad til sig selv. Efterhånden som mørket blev tættere, lagde han mærke til den totale stilhed der omgav ham. De eneste lyde var dem han selv og hesten lavede. Der var absolut ingen af de konstante smålyde han var vant til. Som luften blev koldere, lagde han også mærke til at taget udstrålede en mængde varme. Faktisk var varmeudstrålingen så stærk at Sum kunne lægge sig til at sove direkte med taget som underlag, kun med et tæppe fra vognen over sig. Morgenen kom og dermed solens lys. Så snart lyset nåede Sum vågnede han og satte sig op. Han havde sovet godt og følte sig (trods det hårde underlag) udhvilet, frisk og klar til en ny dag. Fra vognens tag spejdede han mod sit mål, men tagets yderkant gemte sig bag horisontens flimmer. Det blev mørkt igen. Da Sum slog lejr, bemærkede da en svag duft af græs og blomster. Han sad sådan at den svage vind kom mod ham fra retningen han havde kørt i, samtidig med at han stod mellem vinden og vognen, derfor kunne det ikke være hestens hø han lugtede. Samtidig fornemmede Sum klart at lugten var anderledes end lugten af hø fra Vivelhaven. Af grunde Sum ikke forstod virkede lugten foruroligende. Han vendte sig og spejdede ind i mørket, som allerede var temmelig tæt. Alt i alt kunne han nu ikke være ret langt fra målet. Sum vågnede inden solens lys havde nået ham. Den uro de fremmede lugte havde vækket i ham, var der endnu. Så snart solen brød frem, kunne Sum skimte tagets kant. Afstanden var svær at bedømme, men han kunne se den. En sær rastløshed greb ham pludselig, fik ham til at pakke sammen og køre det sidste stykke. 181


Legenden om Mundo Minor

Tagkanten var længere væk end Sum oprindelig havde troet, men dog så tæt at han nåede den på en halv times tid. Han stillede vognen femseks meter fra kanten, for at gå resten af vejen. Fra sit udkigspunkt kunne Sum se ud over en stump sveden græsslette, hvis ensformighed kun blev brudt af spredte klippeblokke, småkrat og enkelte klynger af uanseelige rødlige blomster. Spor efter dyreliv var der ingen af. Et par hundrede meter fra Mundoens mur gik sletten over i sort klippe, som hævede sig op over Sums hoved... Dette var... dette måtte være... Barrierebjergene! (Fragment af ”Kreators Klagesang”) Til højre for Sum var der noget i horisonten, som tiltrak sig hans opmærksomhed. Det var nærmest en flimren, mellem klippen og Mundoens mur. Det kunne kun være vand, nærmere bestemt den hvirvel Sum havde læst om i Mundo Minors bog. En pludselig, irrationel lyst til at se en stump af den flod som havde haft så stor en betydning i Mundoens historie, bemægtigede sig Sums sind. Han brød op og kørte mod flimmeret i det fjerne. Floden var bred, men synet af den virkede mærkeligt. Den vældede frem fra en tilgitret åbning i Mundoens mur, hvoraf kun tyvetredive centimeter lod sig se over vandet. Efter at have forladt denne åbning, forsvandt floden i en enorm hvirvel små hundrede meter længere henne. Hvirvlen var næsten helt tavs, blot gav den af og til nogle suge og gurglelyde fra sig. Bortset fra disse lyde var der total tavshed, en unaturlig tavshed forekom det Sum. Denne tavshed gav ham en fornemmelse af at landskabet ventede på et eller andet, en art spændt forventning. Efter at have betragtet hvirvlen et stykke tid, lod Sum blikket vandre op ad bjergets sider. Solen var efterhånden kommet så højt op på himlen at den sendte stråler ned ad den stejle og sorte skrænt. Der hvor strålerne mødte klippen, glimtede bjergvæggen nærmest i en tavs eksplosion af farveglimt. Alle de farver han kendte var repræsenterede, sammen med farver han aldrig havde set før. 182


Legenden om Mundo Minor

Synet gav ham en uimodståelig trang til at røre disse klipper. Sum gik helt hen til kanten, så spidsen af hans støvler ragede et par centimeter ud over den. Med et blev Han sig selv bevidst. Han havde været nær ved at hoppe ud over kanten, så meget havde synet draget ham. Forvirret og let skræmt gik han de få meter, tilbage til sin rejsevogn. Tavsheden omkring ham var der stadig, blot var det som om den havde ændret sig. Sum følte at der nu lå en svag men tydelig utålmodighed gemt i den. Det undrede ham også at han ikke så nogle af Emotionarianternes fyrster, nu hvor han befandt sig på grænsen til deres territorium. Sum var ikke et øjeblik i tvivl om at de var et sted i nærheden, ligesom han var sikker på at det var deres følelser og tanker han fornemmede i tavsheden. Det var dem der havde forsøgt at lokke ham ud over kanten, ind i deres magtsfære. Bevidstheden om at han nær var blevet lokket ud i en verden som var ham fjendtligt stemt, var mere skræmmende end han havde ventet. Han satte sig lidt fra tagets kant og kom pludselig i tanke om noget. Denne skjulte men stærke lokken, havde han oplevet før. Denne underfundighed, smiskende indynden... alt dette mindede ham om ... * Egofiliam. Ubevidst havde han sagt det sidste ord højt, så højt at det nærmest bar præg af et råb. * Jaah... kom ned til mig. Den hviskende men tydelige stemme, kom fra et sted foran Mundoens mur, dog uden at dens ejermand lod sig se. * Hvor er du? Sum spurgte mest på grund af overraskelsen ved at genhøre denne stemme, som han ubevidst havde regnet med (håbet på) aldrig at 183


Legenden om Mundo Minor

høre igen. Der kom ikke noget svar. Sum kunne tydeligt mærke at der var andre end ham selv til stede, andre med en fjendtlig indstilling til ham. Sum besluttede at han ville spise et måltid og overnatte her ved Mundoens kant. Mens han spiste, sad han og følte på de stemninger der herskede blandt fyrsterne. Han ønskede at få indblik i hvordan det ”kongedømme” de havde oprettet, fungerede. I Mundo Minors Bog havde han læst om dets oprettelse, om fejlene ved den måde det var blevet indført på og dets misregimente i Mundo Minor. Selv havde han mærket dets undertrykkelse da det var ved magten, så nu ville han vide hvordan rigets styrt og kollaps havde virket på dem. De Detroniserede Fyrster rettede en stor del af deres opmærksomhed mod Sum, men samtidig brugte de en uforholdsmæssig stor del af deres energi, på at holde hinanden i skak. For det meste var deres fjendtlige stemninger blot hidsige udbrud af rent personlig art, præget af stor forvirring og manglende selvbeherskelse. Ofte udartede disse forhold til grove overgreb, hvor to eller flere angreb én. I første omgang syntes der ikke at være meget system i disse overgreb, men efterhånden dukkede der af og til emner op som så ud til at ”have en fortid”. Når et sådan emne dukkede op, fik situationen nærmest karakter af et hundeslagsmål. Til tider gik de endda så meget op i det, at de helt glemte Sum for et øjeblik. Det eneste fællesskab de havde, syntes at være skiftende angrebsfællesskab. Som en gyserforfatters forvredne fremstilling af en flok varulve. På et tidspunkt virkede de stadig mere forbitrede angreb så komiske, at Sum kom til at le. Lyden fik de kæmpende til øjeblikkeligt at vende deres opmærksomhed mod ham. Deres ævl og kævl stoppede brat. I stedet begyndte otte svage, og nærmest tågeagtige, skikkelser at tone frem, neden for Mundoen. Seks af dem stod i en halvcirkel, i en arms længde fra hinanden. Foran dem stod Egofiliam og bag halvcirklen, Kong Ego. Længe betragtede Sum og De Detroniserede Fyrster hinanden i en anspændt tavshed, mens fyrsternes fremtræden blev stadig tydeligere. Deres ydre forekom 184


Legenden om Mundo Minor

Sum at være mere frastødende, end han huskede dem. Den var mere ussel end den havde været, men de virkede samtidig mere... brutale, afstumpede, rå, mere... et eller andet frastødende som ikke kunne dækkes af nogen af de ord Sum kendte. Det gik op for Sum at skikkelserne var begyndt at bevæge sig mod Mundoen. Instinktivt trak han benene op under sig. Et øjeblik spekulerede han endda på om de kunne finde på at kravle op på Mundoens tag, men forkastede så tanken. De havde kæmpet og tabt i tvekamp, med andre ord var deres magt i og over Mundo Minor brudt. Skikkelserne samlede sig nedenfor muren, strakte deres lange skeletagtige arme mod ham. I deres øjnes kolde, lyseblå skær så Sum at deres krogede fingre afsatte rimfrost på murens sten. Kun Kong Ego blev stående hvor han stod. Hans maskes lyseblå skær var vendt direkte mod Sum, mens hans hæse stemme messede; * Kommmm... kom ned til osss...jaahh kommm... bliv en af osss... kommm... jaaahhhh..komm... Lyden af Kong Egos stemme gav Sum kvalme. Han ønskede mest af alt at... flygte... ja, flygte var det rette ord. Disse skabninger, disse... parodier på liv, fik alt i ham til at krympe sig. De var uliv. Sums væmmelse voksede sig til sidst så stor, at han var ved at kaste op. Kong Sum den Eneste flygtede som en pryglet hund. Han sprang op i vognen og lod hesten strække ud det bedste den kunne. I lang tid kunne han høre den skræmmende, hæse lyd af Kong Egos kalden. Sum holdt kun pause når det var nødvendigt af hensyn til hesten. Mens hesten spiste, stod han selv og spejdede i den retning han var kommet. Ind i mellem syntes Sum han så noget bevæge sig. Når det skete snørede hans hals sig sammen, hans mave slog kolbøtter og hans knæ vaklede. Sum troede oprigtigt han skulle dø af skræk. 185


Legenden om Mundo Minor

2.kapitel List besejrer styrke. ( arabisk talemåde ) Dronning Sophia modtog den dybt rystede Kong Sum, uden at lade sig mærke med hans tilstand. At det var sådan undrede ikke Sum. Han var efterhånden vant til at Sophia ikke lod sig ryste af noget, men tværtimod syntes at være orienteret om alt på forhånd. Hun sørgede for at give de nødvendige retningslinier til de emotionarianter som skulle tage sig af hesten, gav besked om et varmt bad til Sum og satte andre i gang med at berede et måltid i studerekammeret. Sum var godt tilfreds med ikke at skulle tage nogen beslutninger. Han havde en følelse af at noget var blevet revet i stykker inden i ham, noget som han ikke helt vidste hvad var. Mens han lå alene i det varme vand, fik han en overvældende følelse af at være spærret inde. Det var for alvor gået op for ham at Mundo Minor lå under belejring. Han vidste ikke hvad der ville ske hvis Fyrsterne fik fat i ham, men de ville med garanti ikke være rare at falde i kløerne på. Måske ville han blive som dem... ja, han var overbevist om at han ville blive som dem. Hvis det skete ville Mundo Minor falde og alle blive Kong Egos undersåtter... men denne gang uden håb om udfrielse. Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Sum, trods det varme bad. Hverken Sum eller Sophia sagde noget under måltidet, men Sum havde alligevel en behagelig følelse af at hun vidste hvad der var sket i ham. Hun havde endda bedt de emotionarianter som plejede at stå bag deres stole for betjene dem under måltidet gå, hvorefter hun selv sørgede for alt. Hun måtte altså kunne mærke at han trængte til at være alene. Efter måltidet kaldte hun tjenerne ind og lod dem bære ud, hvorefter de sad i tavshed et stykke tid. * Hvad så du i Terra Nova... Sum. 186


Legenden om Mundo Minor

Sum sad et stykke tid uden at svare, så brast han i gråd. Han græd af flere grunde. Sum græd fordi han følte sig belejret af uhyggen selv, fordi han indså den uvidenhed han havde levet i det meste af sit liv og fordi der lå en verden bag Barrierebjergene som han aldrig ville få at se. Men mest af alt græd Sum fordi han følte han var en ussel konge for sit folk. Da hans heftige gråd var til ende, vendte Sum sit ophovnede ansigt mod Sophia og begyndte at tale. Alt det der trykkede hans sind, blev sluppet fri. Da Sum endelig kunne smile igen, var tusmørket listet frem fra alle kroge og gemmer i Det Kongelige Studerekammer. Sophia sendte bud efter tjenerne, som kom med lys og forfriskninger. Kongens smil tændte også deres smil. Efter at have delt sit sinds mørke med Sophia, følte Sum sine kræfter vende tilbage. Han tænkte alt igennem fra begyndelsen, helt fra den tid hvor han blot kendte Sophia som en fjern og værdig hoffrue. Han grundede over de forhold der havde hersket ved Kong Egos hof, den måde kongedømmet var blevet forvaltet på, forfaldet, de enkelte fyrster og hans kampe med dem, synet af dem neden for muren. Til sidst vidste Sum hvad der måtte gøres. Planen krævede at alle i Mundoen kendte det fælles mål. Derfor sammenkaldte Sum hele Mundoen til et rådsmøde i tronsalen, hvor han i korte træk ridsede sin plan op. Første punkt var at alle skulle dele den viden om fyrsterne, der var blandt Mundoens beboere. Derfor blev alle de emotionarianter som havde været i fangenskab hos de forskellige fyrster, bedt om at fortælle hvad de havde oplevet. På baggrund af disse oplysninger blev hver enkelt af fyrsterne, derefter analyseret. Det blev i sandhed et stort arbejde. En ting var at der havde været mange i fyrsternes fangenskab. Noget ganske andet var at det viste sig at disse tidligere fanger, ganske som Sum, var fulde af smerte. Denne altopædende smerte fik nu luft og alle deltes de om at bære den. Efterhånden som afsløringen af Fyrsterne skred frem, gik det op for Kong Sum den Eneste at han havde været totalt blind. Selv de ulækre, afskyelige, perverterede væsener han 187


Legenden om Mundo Minor

havde set fra Mundoens tag, tog sig ud som de rene engle, i sammenligning med det billede som var ved at blive rullet op. Fyrsterne syntes at repræsentere hver sin retning indenfor emner som:

Ydmygelser Hån og latterliggørelse af enhver art Vold og trusler om vold Tortur af enhver art Foruden meget mere af samme skuffe, som dog ikke skal opregnes her. (fragment af ”Ergs Erindring”) Mødet varede i tre dage, og resulterede i flere ting. De oplevelser som havde holdt emotionarianternes kræfter bundet var borte, alle var fælles om Mundoens fortid, alle var besluttet på at Fyrsternes magt skulle brydes. Derfor nedsattes et råd, bestående af Sophia, Sum og syv emotionarianter. Emotionarianterne udvalgtes sådan at der var en repræsentant fra hver Fyrstes fangegruppe. Rådets opgave skulle være at indsamle flere oplysninger om Fyrsterne og planlægge det endelige slag mod deres magt. Rådets første beslutning var at sammensætte nogle vagt og efterretningshold, så der kunne være vagt ved tagkanten hele døgnet. I tilknytning til disse vagt og efterretningshold oprettedes et kurérkorps, som skulle sikre forbindelsen med Rådet. Vagt og efterretningsholdenes opgave var ganske enkelt at observere Fyrsternes gøren og laden, hvor efter de skulle rapportere deres observationer til Rådet, via kurérkorpset, til nærmere granskning. 188


Legenden om Mundo Minor

Med tiden faldt disse foranstaltninger ind i en fast rytme. En rampe af sten blev bygget, fra Vivelhaven og op til tagets inderkant, så tæt på Det Kongelige Studerekammer som Lillesøs beliggenhed tillod. Studerekammeret blev efterhånden kommandocentralen i dette overvågningsprojekt. Her modtog Kong Sum rapporter fra kurérene, som til gengæld fik forholdsordrer med tilbage. Som tiden skred frem, blev Sum mere fortrolig med Fyrsternes vaner og indbyrdes forhold. Det kom til at stå klart at deres indbyrdes forhold, blot var et angrebsfællesskab. For det meste var Fyrsterne fælles på den måde, at to eller flere af dem slog sig sammen om at angribe en eller flere af de andre. Disse angreb bar for det meste præg af opportunisme, angreb for angrebets egen skyld. Af rapporterne fremgik det dog også at der var visse emner, som jævnligt dukkede op. Når et af disse emner blev bragt på bane, bar fyrsternes stemninger et præg som ledte tanken hen på en lynchning. Disse emner havde alle at gøre med planer som var slået fejl, eller rettere om hvis fejl det var at de ikke var blevet til noget. Det foruroligede Sum en del at læse i de indkomne rapporter. De viste ikke alene tydeligt det had, den ufølsomhed og den perversion af fyrsternes sind, som han allerede havde fornemmet. Rapporterne viste også at et af de emner som virkelig fik fyrsterne til at slås indbyrdes, var spørgsmålet om hvis skyld det var at Sums fulde betydning var blevet overset, så de nu ikke kunne opnå fuldt herredømmet over Mundo Minor. Snart stod det Sum klart at deres mål havde været at overvinde ALLE i Mundoen. Når alle så var blevet Fyrsternes slaver, skulle denne slavehær sættes til at nedbryde Mundo Minor og derefter føres bort i lænker. Det skinnede igennem at Fyrsterne derefter ville føre dem bort til et sted Sum ikke kendte, men som åbenbart lå et sted bag Tågeskoven. Efterhånden gav rapporterne Sum det indtryk at dette sted, som fyrsterne kaldte ZZ, måtte være en Mundo, eller i hvert fald noget i retningen af en Mundo. ZZ lå åbenbart meget langt væk. Der var åbenbart mange dages rejse gennem selve Tågeskoven, derefter skulle 189


Legenden om Mundo Minor

man krydse en ørken, for til sidst at havne i et tilfrosset islandskab. I dette polarhelvede lå ZZ. Af rapporterne kunne Sum også læse at Fyrsterne havde udviddet det bygningsværk i Tågeskovens udkant, han havde læst om i Mundo Minors Bog, så det nu var en fuldt færdig fangelejr. Her skulle Mundo Minors beboere have været interneret, indtil det blev muligt at sende dem til ZZ i små grupper. Fra de ting der var kommet frem ved stormødet i Mundo Minors tronsal, vidste Sum udemærket hvilke voldsorgier, fyrsterne ville have foranstaltet i denne... KZ lejr. Som følge af Fyrsternes tilstedeværelse og den påvirkning de øvede, rapporterede vagtholdene om at temperaturen var støt faldende i hele Terra Nova. Et voksende lag af rim dækkede efterhånden alt og en tynd skorpe af is begyndte at dække de mest rolige dele af flodens frie vand. Sum smed den rapport han havde i hånden fra sig. Rapporterne gav ham kvalme. Rådet holdt jævnligt møde. På disse møder blev de rapporter som var indkommet siden sidste møde diskuteret. Rådet traf den beslutning at Sum skulle prøve at få kontakt med Terra Inkognita, med det formål at finde den Oprindelige Have, den Kreator plantede i Terra Inkognita. Rådet mente at der kunne være spor dér, som kunne føre til Kreator. Denne beslutning havde dog en stor ulempe... Fyrsterne stod klar til at fange Sum når han forsøgte at krydse Terra Nova. Én mod én kunne han sagtens klare sig mod dem, men da de selvfølgelig ville gå på ham alle som én, mente Rådets medlemmer ikke at det ville gå godt. Til sidst nåede de dog til en løsning. Løsningen krævede at Fyrsternes fulde opmærksomhed blev holdt fangen et stykke tid. Derfor begyndte Rådet at skrive en tale. Talen var udformet sådan at den appellerede til de enkelte fyrsters selvovervurdering, samtidig med at den spillede på de stridigheder og konflikter de havde indbyrdes. Ordene var opstillet med så mange bibetydninger og tvetydigheder, at den lovede en masse uden at give garantier for noget som helst. Sætningsopbygningen var præget af formaliteter og tomme fraser. Samtidig planlagde Rådet et pompøst 190


Legenden om Mundo Minor

ceremoniel som skulle ledsage talen, overdådige dragter som Mundoens repræsentanter skulle bære, hyldestsange og heltedigte, foruden en masse andet. Alt dette ville dog være uden virkning hvis Fyrsterne fik øje på Sum, når han krydsede Terra Nova. Dette problem mente Sophia dog hun vidste råd for, hvorfor denne del af planen blev overladt til hende. Nu gjaldt det blot om at finde det rette tidspunkt at sætte planen i værk. En morgen da rådet var samlet for at gennemgå de senest indkomne rapporter, erklærede Sophia at planen om at sende Sum af sted kunne sættes i værk. Sophia havde ventet på at isen skulle dække flodens frie vand fra bred til bred, bortset fra selve hvirvlen. Ifølge rapporterne var det tilfældet nu. Forberedelserne tog fire dage, hvor næsten alle emotionarianter som var stationerede ved vagtpositionerne ved tagets yderkant blev trukket hjem. De resterende skulle blot være der dels for et syns skyld, dels for at observere. Ceremoniens enkelte dele blev indøvet og alle iførte sig prangende dragter, bortset fra Sophia og Sum. De begav sig derimod til Det Kongelige Soveværelse, hvor nedgangen til Mundoens kælder befandt sig. * Hvad skal vi dér ? Sum flyttede blikket fra den lukkede skabsdør til Sophia, som havde bedt ham åbne døren. * Vi skal ned til kældernievauet. Sophia gjorde smilende en håndbevægelse mod skabet. * Skulle vi... ikke krydse Terra Nova ? * Sum jeg kan ikke følge med dig, det har jeg fortalt dig. * Nåeh... nej. Sum vendte sig mod hende og søgte hendes øjne, men hun så ned. 191


Legenden om Mundo Minor

* Jeg ikke kan forlade Mundo Minor... jeg findes kun her. Hendes stemme lød bedrøvet. * Det ved jeg godt...Jeg kommer til at savne din hjælp. Han sukkede og fik denne gang held til at fange hendes øjne. * Sum, jeg kan ikke selv følge dig længere end til enden af Hu, men det kan min stemme. Inden Sum helt havde forstået hvad hun sagde, trådte hun hen til ham og pustede let i hans højre øre. Hun trådte tilbage og betragtede ham med et bedrøvet smil. * Værsgo, nu er min stemme med dig. Hendes læber havde ikke bevæget sig, men hendes stemme havde lydt klart i hans højre øre. Undrende lagde han en hånd over øret og så uforstående på hende, hun smilede blot sit vemodige smil. * Hvad... øhh, hvad mener du med at din stemme er ... med mig..? * At jeg altid vil kunne tale til dig, sålænge du er på denne side af Barrierebjergene. Jeg vil også altid kunne høre dig, hvis du ønsker det. * Hvordan... hvordan gør jeg, altså når du skal høre det mener jeg ? Sum blev opmærksom på at han stadig stod med hånden på øret, og sænkede den. * Jeg vil kunne høre alt det du ønsker at jeg skal høre, uden at du gør noget andet end at ønske det. 192


Legenden om Mundo Minor

Sum betragtede hende et øjeblik i tavshed, og tænkte så ; * Kan du høre det her ? * Ja, klart og tydeligt. lød svaret øjeblikkeligt, i hans højre øre. Tavst åbnede Sum skabets låge og trådte til side for at lade Sophia gå først. * Tak. Lød det i øret på ham, hvilket fik ham til at smile. Tankefuldt fulgte han efter hende. Da de begge var trådt ind, vendte Sum sig for at lukke døren efter dem, men der var ingen. Der var heller ikke nogen væg, eller noget som helst andet. Foran ham var kun det mørke intet, som også var i alle andre retninger, bortset fra én. I den retning, som forekom Sum at være en anden end sidst, så han skæret fra trappeskakten. Sums første indtryk var at trappeskakten måtte være nærmere ved end sidst, men det viste sig at være forkert. Turen derhen var lige så lang som den havde været sidst, men trappeskaktens radius var blot meget større end sidst. Da Sum allerede havde gået turen en gang før, var hans sanser skærpet. Hans fødder bemærkede ”gulvets” behagelige bløde overflade, som nærmest gav indtryk af at være levende. Hans øjne opdagede at mørket han passerede, ikke var lige mørkt over alt. Hans hud bemærkede at luften var rigtig, blød og.. tryg.. ja, tryg var det rette ord. Det gik op for Sum at han havde savnet dette sted, savnet at være præcis HER. Sum følte et strejf af lykke, men på en så ubeskrivelig og dybt personlig måde at han ikke kunne / ville dele det med Sophia, hvis skikkelse han så foran sig i skæret fra trappeskakten. I forhold til sidst han gik denne vej, virkede selve vindeltrappen nærmest monumental. Dette indtryk forstærkedes af den håndværksmæssige standard, dens enkelte dele var udført i. Trinenes overflade havde en dybgrøn farve, gennemskåret af et røgagtigt mønster som sno193


Legenden om Mundo Minor

ede sig i hvidt. På en måde Sum ikke helt kunne forklare gav disse trins overflade indtryk af at besidde en... dybde, noget som nærmest var en udvidelse af begrebet blødhed som om man kunne synke ned i den. Da han satte sin højre fod på det øverste trin, viste det sig at have samme type overflade som det ”gulv” han lige havde gået på. Hvert trin var indesluttet i en kant, eller ramme, af et gyldent metal. Gelænderet som afgrænsede trappen, ud mod kanten, gik Sum til midt på livet og bestod af et snoet rør, som var forbundet med selve trappen ved hjælp af snoede, firkantede stænger. Begge dele var udført i noget som ved første øjekast gav indtryk af at være aluminium, men som viste sig at have en blød og gummiagtig overflade. Op gennem vindeltrappens centrale del, strålede lyset fra rummet ved trappens fod. Sum kiggede ned. I en lysende cirkel så han et gulv af fliser i beige. Først da han var helt nede, så han at de reelt var perlehvide med et brunt nistret mønster. Rummet, nedenfor trappen, vurderede han til at være ca. tre gange tre meter, med en loftshøjde også på omkring tre meter. Lige overfor trappen var der som ventet en grøn dør, som i øvrigt gav indtryk af at være nymalet. Lokalet var opfyldt af et varmt gyldent lys, men det syntes ikke at komme noget bestemt sted fra. Bag den grønne dør var der stadig et aflangt rum på omkring 3 X 15 X 2,5 meter, men indretningen var væsentlig anderledes end sidst. Egentlig havde Sum ikke rigtig fået noget indtryk af rummet sidst han passerede det, men han huskede det ikke som det værksted det nu var. Ved et arbejdsbord, som gik i hele lokalets længde, sad en mand fordybet i at reparere et stykke elektronik, som lå på bordet foran ham. De kvinder som havde nedstirret Sum første gang han var her, så han derimod intet til. Farverne var dem han huskede (blot så der også her ud til at være malet for nylig), radiatoren var der også endnu. Hu var der også blevet ændret på. Første gang havde der været langt mellem faklerne og derfor temmelig dunkelt, nu sad de med få meters mellemrum og spredte deres gyldne lys i rigelig mængde. 194


Legenden om Mundo Minor

Spredt omkring på gulvet, mellem øerne af allehånde opstablinger, stod nu adskillige holdere med fire fakler i hver. Også her følte han sig hjemme, hvorfor han stillede sig lige indenfor døren og så sig om. Også Sophia var standset op. Efter et øjeblik gik det op for Sum at hun betragtede ham med et afventende udtryk i sit smukke ansigt, som om hun ventede at han skulle tage et eller andet skridt. * Hvad er der? Sum smilede til hende. * Skal du ikke bruge noget udstyr? * Jo..eh, det skal jeg vel nok. Jeg ved bare ikke hvad. * Se dig om. Sophia slog ud med armene i en gestus som omfattede hele Hu. Langsomt gik Sum hen mod den nærmeste ”Ø”, betragtede de opstablede emballager og vendte sig så mod en anden. Egentlig følte han sig temmelig rådvild. Mængden af ting han kunne lede i, var ganske enkelt enorm. Det forekom Sum at der var mere end sidst, at Øerne lå tættere og var højere end første gang han så dem. Tingene så også ud til at være bedre stablet. Sidst havde bunkerne nærmest set ud som om de blot var resultatet af en grovsortering, nu var der blevet finsorteret. Den ø Sum stod foran, så ud til at bestå af forskellige former for redskaber og værktøj, som var svøbt i oliepapir, lå i æsker eller lå frit fremme. Blandt disse ting så han pludselig en kasse af smalle, uhøvlede brædder, som han kendte igen. Det var den kasse Sophia havde fundet frem sidst de havde været i Hu, den som indeholdt de våben hun havde sagt var Sums egne. Taknemmelig over at finde et fast holdepunkt, fiskede Sum kassen frem og prøvede at åbne den. Det voldte ham ikke det mindste besvær. Låget var blot blevet lagt på, uden at blive sømmet eller fastgjort på anden måde. Kassens indhold viste sig at være nøjagtig det samme som sidst, alt lå som om det ikke var blevet rørt. Sum skulle lige til at tage bæltet op, da 195


Legenden om Mundo Minor

han fik øje på den mærkeseddel han ikke havde været i stand til at læse sidst han så den. Nu lod en del af sedlen sig læse, der stod; KONG SUM DEN ENESTES PERSONLIGE VÅBEN, SOM HAN BRUGTE VED MUNDO MINOR FRA EMOTIONARIANTERNES FYRSTERS JERNHÅRDE GREB. HAN SOM SENERE BLEV KENDT SOM...

BEFRIELSEN AF

(fragment af ”Kreators Klagesang”) Resten var for utydeligt til at det lod sig læse. * Det glæder mig at du fandt dine våben så hurtigt. Lyden af Sophias stemme fik Sum til at fare sammen. han havde helt glemt at han ikke var alene. * Fandt mine våben...? * Ja, jeg regnede med at det ville være det første du ville tage. * Hmmm. Tankefuldt tog Sum bæltet op af kassen og betragtede det. Der var et smukt og ret indviklet mønster præget i dets læder, et mønster Sum ikke havde lagt mærke til sidst. Da han satte skederne med sværd og daggert, vandflasken og bæltetasken på bæltet, opdagede han at de var lige så smukt tilvirket som bæltet selv. Det undrede ham oprigtigt at det var forbigået hans opmærksomhed sidst. Kappen, som lå nederst i kassen, udviste også langt flere detaljer end han huskede det. Den så ikke ud til at have nogen bestemt farve, eller rettere; den havde bestandigt den farve der passede bedst ind i omgivelserne. Da den lå i kassen havde den næsten samme farve som kassens træ, men da Sum tog den op, fik den en mørkere og mere gylden farve som svarede til det skær faklerne kastede. Forsøgsvis spredte han kappen ud på gulvet, hvor den havde den samme mørke, 196


Legenden om Mundo Minor

grøntbrunlige farve som den granit den Sum bredte den ud over. * Den har det med at falde i et med omgivelserne. Sum talte egentlig mest til sig selv, men da han opdagede at Sophia stod lidt fra ham, søgte han hendes blik. * Ja, det er déns evne. * Hvordan mener du...? * Når du ifører dig den er du... ikke usynlig, men du vil... ja, glide i et med omgivelserne. * Jeg er ikke helt med... * Du vil blive opfattet som noget der hører til, noget som ikke er... fremmed. * Prøv med et eksempel. * Hvis du møder en du ikke vil opdages af i en skov, vil du * måske se ud som en busk. Opsøger du herskeren i en Mundo, vil du måske ligne en emotionariant... forstår du hvad jeg mener ? Sum svarede blot ved at nikke. Han var ikke sikker på at han helt forstod, men den var i hvert fald en god beskyttelse så meget havde han forstået. Han iførte sig kappen udenpå det øvrige udstyr, og rettede så sin opmærksomhed mod øens øvrige indhold. Ret hurtigt efter faldt hans øjne på et aflangt, cylinderformet læderhylster. det var udstyret med en strop, så det kunne bæres i bæltet som tasken og våbnene. Hylsteret viste sig at indeholde en kikkert af teleskoptypen, som kunne trækkes ud til en længde af en lille meter. Den gav indtryk af at være et godt stykke håndværk, men var alligevel forbavsende let. Øen indeholdt alt hvad Sum kunne komme i tanke om, indenfor kategorien redskaber og værktøj, foruden en hel del han aldrig ville være kommet på. Der var også en stor del ting han over hovedet ikke anede hvad var. Ud over kikkerten tog han kun et kompas og et par småting, som alle kunne være i bæltetasken. Sum var rundt til flere øer, 197


Legenden om Mundo Minor

men fandt intet han kunne få brug for i Terra Inkognita. Der var mange smukke ting, kuriøse ting, ting han troede han havde glemt, ting som kun var halvt færdige, samt store stabler af råmaterialer til nye ting. Her var alt. Mens Sum gik og kiggede kom han i tanker om den sæk mærket; SOMMERFERIER, han havde set sidst han var her. Endnu var han ikke stødt på den og den var heller ikke at se i nogle af de øer, som var i hans nærhed. Han ledte nogle minutter, men opgav så. Trods alt havde han vigtigere ting for.... lige nu. Øernes højde blev mindre efter hånden som de bevægede sig gennem Hu. Til sidst var de kun få og spredte. Den sidste ø han passerede bestod kun af en ting; en pergamentrulle med tre segl. Den tog han op i hånden, bemærkede at den var lukket med hans eget kongelige seglstempel, overvejede et øjeblik og puttede den så ned i bæltetasken. * Jeg tror du har valgt fornuftigt, kun det nødvendigste. Sum havde ikke bemærket at Sophia stod lige bag ham, men blev alligevel ikke overrasket over at hun stod der. * * * *

Tja, jeg skal jo selv slæbe det. Sum kløede sig i nakken. Er du færdig... ? Ja. jamen, så kom.

Sophia gik rask af sted, passerede Sum og blev opslugt af det mørke som dannede overgangen til Hus nedre afdeling. Det forekom Sum at de havde gået længere gennem øvre Hu, end han syntes de havde gjort sidst. Denne fornemmelse fik han bekræftet da de gik gennem nedre Hu, det virkede nemlig mindre end sidst. Sum skulle lige til at spørge Sophia om det, men fandt så at det kunne være lige meget. Der var også kommet en del mere orden på de ting som opbevaredes i Nedre Hu. Det var kun en fornemmelse, for når ret skulle være ret, kunne han ikke huske hvordan her havde set ud sidst. 198


Legenden om Mundo Minor

Det første Sum fik øje på, da han fra mørket trådte ud Nedre Hu, var en gigantisk maskinkonstruktion. Hvad den skulle bruges til stod ikke helt klar, da den ikke var monteret færdig, men Sum gættede på noget i retningen af en avanceret, automatisk drejebænk. Der var andre lignende projekter, spredt over et enormt område, men deres grad af færdighed aftog som de gik længere ned gennem rummet, hallen... Sum havde svært ved at finde et ord som forekom dækkende. De sidste konstruktioner de passerede, var ganske små og ufærdige. Herefter var det mest gennemgående træk; reoler. Reolerne var temmeligt høje og deres længde fortabte sig i Nedre Hus svagere lys. Måden de var placeret på, fik Sum til at tænke på et bibliotek, eller et arkiv. To og to stod de, ryg mod ryg. Fra hver af disse dobbeltenheder var der små tre meters afstand. til det næste reolset. De første reoler de passerede, bugnede af illustrerede udkast, prøvetryk af rapporter og andet, der gav indtryk af arbejde som var næsten færdigt. Længere fremme kom de til mapper med notater, håndskrevne udkast og hurtigt nedkradsede ideer. De sidste reoler indeholdt udelukkende kartoteksskabe, hvis kort bar henvisninger til de reoler hvor forskellige udkast var arkiveret. Derefter var rummet tomt. Det tyndede lidt ud i faklerne, men her var ikke så mørkt som første gang de havde været her. Sidst, huskede Sum, havde der været en dør i den fjerneste ende, den var nu væk. I stedet gik rummet direkte over i den tværgang, som havde ligget på den anden side af døren. Da de nåede hertil tog Sum en fakkel fra væggen. Han betragtede udgangen et øjeblik, hvorefter han vendte sig mod Sophia; * Skal jeg... kæmpe mod nogen... noget, denne gang ? Sum havde en klump i halsen, som efterhånden var vokset til en størrelse hvor den truede med at forhindre ham i at trække vejret. * Nej, bare rolig. Formodentlig møder du slet ikke nogen overhovedet, før du står i TerraInkognita. 199


Legenden om Mundo Minor

* Formodentlig... hvordan formodentlig. Sum var lettet men stadig usikker. * Jo... Sophia betragtede faklen i hans hånd med et fjernt blik; * Formodentlig, på den måde at... Der er masser af liv i de områder du skal passere, men det er en form for liv som sikkert ikke vil være interesserede i at kontakte dig. Skulle du komme i kontakt med en af dem, vil de sikkert være villige til at hjælpe dig... hvis de overhovedet vil noget. Mens hun talte, gjorde hun nogle hånd- og armbevægelser, som gav Sum en følelse af at prøvede at forklare noget, hun ikke selv forstod særligt godt. * Hvem eller hvad er De ? Sum følte sig mere rolig nu, men også mere nysgerrig. * De er Mundoens... vogtere er vel det bedste udtryk. * Mundoens vogtere.. ?! Synes du de har vogtet denne mundo særligt godt ? Den pludselige og uforklarligt stærke vrede i hans stemme kom bag på dem begge. * Ja, det gør jeg da!? Sophia så forundret og undersøgende på ham. * Forklar venligst ! 200


Legenden om Mundo Minor

Uden helt at forstå sig selv, følte Sum en stadigt stigende vrede mod disse ukendte... vogtere. Vogtere?!... som ikke havde evnet at holde Emotionarianternes Fyrster ude af Mundo Minor. Skulle de kaldes vogtere ? * Hvorfor tror du, at du at du fik mulighed for at gå frit om kring, mens Kong Ego havde magten? Hvorfor tror du, at du og jeg ikke blev fanget og spærret inde i en af fyrsternes nicher ? Sophia var trådt ud i selve kældergangen og rettede en anklagende finger mod højre, i den retning Sum var gået sidst han var her. Sum bemærkede at et ildskær spillede over hendes krop, et ildskær som måtte komme fra den gang hun pegede ned ad. * Dét forsøgte de også ihærdigt på OG det lykkedes næsten ! Sums vrede fyldtes med tvivl om hvorvidt den nu også var berettiget. * Ja, næsten, men hvorfor... fordi DU næsten lod dig narre ! Den anklagende finger var nu rettet mod Sums bryst. Sums vrede fordampede som duggen en varm sommermorgen. For at vinde lidt tid at tænke i, vendte han blikket mod den gang ildskæret kom fra. Her så han at gangen var klart oplyst. Med ganske få meters afstand sad der fakler i holdere på væggen, med det resultat at alle skygger var jaget ud. Sum kunne se helt ned til det sted hvor gangen drejede. Inden længe havde hans vrede lagt sig helt. Sum følte at der her var tale om noget han ikke havde skyggen af viden om. Sum følte sig som en elefant, der var tromlet lige gennem en glasbutik, uden at opdage at den var der. Han sukkede, vendte sig mod Sophia og sagde i en blid og næsten kærlig tone; 201


Legenden om Mundo Minor

* Undskyld... der er vist meget jeg endnu ikke forstår... Fortæl mig om Mundoens Vogtere. * En Mundo er en enhed, et system. Enhver Mundo har en eller anden grad af indre balance, som samtidig er nødt til at være i balance med... alt andet i verden. Måske er Helhedens Vogtere, eller måske Balancevogterne, et mere dækkende navn. * Hvad kalder de sig selv ? * Det ved ingen, tror jeg. Faktisk tror jeg ikke der er et navn som ville være fuldt ud dækkende for dem, så måske kalder De sig... ikke noget overhovedet. Igen fik Sum en fornemmelse af at Sophia forsøgte at forklare ham noget som hun ikke selv forstod helt, men som hun dog havde indset vigtigheden af. Sum betragtede hende gennem øjenkrogen, mens han betragtede den væg hvor den første Fyrste havde haft sine første fangenicher. Nicherne var der ikke mere, men det bemærkede han næppe. I stedet koncentrerede han sig om at tyde det fjerne udtryk Sophia havde på sit smukke ansigt. Han kunne se at hun var ved at formulere et eller andet. Langsomt, nærmest drømmende, begyndte hun at tale; * Hvis en af dem henvender sig til dig, uanset hvordan, så... bed om en gave. Udtrykket i Sophias kønne ansigt, var stadig fjernt og drømmende. * Hvad mener du... hvordan henvender sig ? * Jeg ved ikke hvordan. Jeg tror ikke de vil tale til dig, men hvis de prøver at fange din ... din opmærksomhed på en eller anden måde... prøver at henlede den på deres tilstedeværelse. Hvis de gør noget du tolker i den retning, så bed om en gave. * Hvad skal, eller hvad kan jeg bede om ? 202


Legenden om Mundo Minor

* Ikke noget bestemt, bare bed dem om at give dig en gave. De stod tavse, fordybet i hver sine tanker et øjeblik endnu. Så slog Sophia hænderne sammen, så glad og smilende på Sum og var atter nærværende; * Godt du ikke har valgt mere at slæbe på, det bliver en lang rejse. * Hvordan skal det foregå, denne gang ? Sum følte sig let urolig igen. * Du skal ud at sejle, i Kreators og Ergs sivflåde. Sophia kunne ikke lade være med at smile over Sums ansigtsudtryk. Det udtrykte både overraskelse, tvivl og manglende forståelse. * Jamen sejle... hvordan sejle, her i kælderen mener jeg... her er ikke noget vand, vel ? * Jo, det er her faktisk. * Hvor, og hvor skulle det komme fra. * Du ved at der løber en flodarm fra Vivelsøen mod Mundoens indre mur, som den når nedenfor vinduerne ind til Det Kongelige Sovekammer, ikke ? * Jo selvfølgelig. * Her danner Vivelfloden Lillesø, ikke sandt. * Jo, og...? * Når der hele tiden løber vand ind i Lillesø og Lillesø alligevel ikke vokser, må vandet jo løbe videre... men hvor løber det hen? Sophia betragtede nøje Sums reaktion; Han var fuldstændigt i vildrede.Sum var overrasket over at han aldrig selv havde tænkt over dette enkle men underlige mysterium. 203


Legenden om Mundo Minor

* Det vand der løber ind i Lillesø er det der, på den anden side af Mundoen, løber ind i strømhvirvlen og herfra videre ud i Terra Inkognita. Igen betragtede hun Sum. * Jamen vandet, hvordan kommer vandet fra Lillesø... til den anden side af Mundo Minor ? * Gennem en kanal under Mundoen ! * En kanal.. er det dén jeg skal sejle på...?! En fantastisk tanke; en kanal UNDER Mundo Minor. Sophia svarede ikke hun nøjedes blot med at nikke svagt. Hun betragtede hans ansigt for at være sikker på at han fik den fornødne tid til at kapere de oplysninger hun havde givet ham. Da hun skønnede at det var sket, rømmede hun sig og sagde; * Er du klar ? * Ja! * Du skal have faklen med, for du skal den vej. Sophia pegede demonstrativt ned af den del af tværgangen som, fra det sted de stod, førte mod venstre... ind i et bastant og nærmest fløjlsagtigt mørke. * Ok, er der mere jeg bør vide inden jeg går ? * Nej, men du har min stemme med dig, så vi kan tale sam men hvornår du vil. * Nåeh ja, det havde jeg glemt. Ubevidst førte han igen hånden op til sit højre øre. * Jeg vil gå tilbage til rådet, så vi kan få afledningsaktionen sat i gang. 204


Legenden om Mundo Minor

Med et smil vendte hun sig og begyndte at gå tilbage gennem Nedre Hu. Sum blev stående og kiggede efter hende, til hun forsvandt mellem kartoteksskabe og reoler. Først da vendte han sig langsomt mod Fløjlsmørket som lå truende og ukendt foran ham.

205


Legenden om Mundo Minor

3.kapitel I det dybeste vand, svømmer de største fisk. ( En af min mors yndlings talemåder.)

Sum nåede kun at gå ganske få skridt, så slog mørket sammen om ham. Faklen i hans venstre hånd formåede kun at skabe en snæver klokke af lys, i hvis midte han traskede af sted. Mørket var så tæt at Sum følte han kunne gribe fat i det, men det var slet ikke skræmmende som det havde været i Fyrsternes del af kælderen. Når han så sig tilbage, kunne han stadig se lyset fra faklerne i dén del af kælderen. Inden længe begyndte gangen at hælde ganske svagt, samtidig med at den bestandigt drejede mod højre. Lyset fra Fyrsternes kælder forsvandt om hjørnet. Hældningen blev gradvist stejlere, men afløstes så af en trappe. Trappens konstante hældning og drejning overbeviste Sum om at han gik på en enorm vindeltrappe, som skruede sig ned gennem Mundoens fundament. Trappen var hugget ud i granitten uden spor af sammenføjninger og var så bred, at faklen ikke kunne oplyse den hele. Hvor længe Sum bevægede sig ned ad denne trappe, vidste han ikke. Hans tidsfornemmelse gav simpelthen op. Han kunne vel have tjekket det ved at spørge Sophia, men det gjorde han ikke. På et tidspunkt vågnede Sum op fra sin tranceagtige tilstand, da han opdagede at luften omkring ham var blevet fugtigere end den havde været ved nedstigningens begyndelse. Inden længe holdt også trappen op. Den mundede ud ved et fladt område. Lyden af dryppende vand fyldte Sums ører, hvilket fik ham til at tænke på hvor tyst der havde været på selve trappen. På den væg han gik langs med, til venstre for ham da han forlod trappen, hang en fakkel i en holder. Den tændte han og så i udkanten af dens lyskreds, endnu en fak206


Legenden om Mundo Minor

kel. Ved at fortsætte på denne måde, fik han tændt fem fakler. Da Sum tændte den femte fakkel, kastedes dens lys tilbage fra vandet i den kanal som han stod ved kanten af. Kanalen var hugget ud i granitten og på kanalens vand lå et besynderligt fartøj. Sum havde ofte spekuleret på, hvordan de sivflåder han havde læst om i Mundo Minors Bog så ud. I hans forestillinger havde de altid været forholdsvis primitive sivbundter, som Kreator & Co sad overskrævs på. Sådan var den sivflåde Sum havde foran sig bestemt ikke. Flåden så ud til at være bygget op af siv i små bundter, som var bundtet i stadig større bundter. Disse var så sammenføjet til en fuldendt skønhed. Sum skønnede fartøjets længde til omkring otte meter, bredden til godt toogenhalv meter. De enkelte bundter af siv, var flettet så kunstfærdigt ind i hinanden, at der ikke havde været brug for yderligere fastgøring. Bunden i flåden var fuldstændigt plan og omkransedes af en ræling på godt en halv meters højde, som gik i ét med den. I selve flåden var der indrettet siddepladser til i alt fem personer, således at de sad bag hinanden på én række. Siddepladserne, som også var lavet af siv, kunne kun betegnes som lænestole. I enderne var flåden sluttet af med en kunstfærdig spiralkrølle, som snoede sig ind over selve flåden. Det eneste ved flåden som ikke var lavet af siv, var en fakkelholder af jern i flådens ene ende. Flåden lå fortøjet med et sivreb i hver ende, som var bundet til to svære fortøjningsringe i kajens sten. Da Sum var færdig med at beundre fartøjet, anbragte han faklen i flådens fakkelholder og kravlede forsigtigt om bord. Det viste sig hurtigt at han ikke havde behøvet være så forsigtig, flåden var ualmindeligt stabil og vippede næsten ikke når han bevægede sig rundt i den. Efter turen ned ad trappen var han ikke klar over hvilken vej han skulle sejle, men han formodede strømmen i kanalen ville føre flåden afsted. Sum løste rebene fra ringene, kvejlede dem op og stødte fra. Flåden vuggede dovent et lille stykke ud i kanalen, men her 207


Legenden om Mundo Minor

blev den liggende da der åbenbart ikke var nogen strøm. Sum kiggede sig om, efter en åre eller noget lignende, men der var intet. Med et opgivende suk satte han sig i den forreste ”lænestol”. Herved opdagede han at den var utroligt behagelig og at den knagede hyggeligt når han bevægede sig. Lige da Sum, meget mod sin vilje, havde besluttet at hoppe i kanalen for at skubbe flåden i gang, blev hans spekulationer afledt af et svagt hvidligblåt skær fra vandet, som støt blev stærkere. Med en underlig fornemmelse i maven, lænede han sig ud over rælingen, for at se hvad det var som lyste...forberedt på ALT. Lyset kom fra en... genstand som befandt sig et godt stykke under vandets dybsorte overflade, men som langsomt var ved at stige op. Andre steder var andre lignende genstande også på vej op. Den første genstand nåede efterhånden op til overfladen, hvor den lå lige ved siden af flåden og vuggede stille. Genstanden var så smuk at Sum fuldstændigt glemte sin maves fornemmelser, den var så smuk at den nærmest sugede hans øjne til sig. Den var næsten umulig at beskrive. Det var en fuldkommen ren form, som bestod af spiraler af spiraler, som igen bestod af spiraler af spiraler.... denne form var uendeligheden selv. Genstanden var krystalagtigt gennemsigtig. Bestandigt løb glimt i alle tænkelige, og en del utænkelige farver gennem genstanden, idet de fulgte spiralbanerne i dens indre. Størrelsen vurderede han til tyve gange tredive centimeter med en tykkelse på femseks centimeter. Mens han betragtede den, hoppede den pludselig op på rælingens kant. Her gav den sig til at lyse og glimte i alle regnbuens farver, mens den drejede sig langsomt om sin egen længdeakse. Sum var så betaget af synet at han helt glemte at blive forskrækket. Da det havde stået på i et stykke tid, gik lyset ud og blev afløst af enkelte røde, grønne og blå farveglimt som bevægede sig rundt i spiralerne. Samtidig holdt den op med at rotere. Da lyset gik ud følte Sum det som om han vågnede af en trance. Han følte at han havde været vidne til et guddommeligt mirakel. Han var opfyldt af en ubeskrivelig indre varme. Sum var ikke et øjeblik i tvivl om at han sad og kiggede på en... Vogter. 208


Legenden om Mundo Minor

* Jeg beder dig... give mig en gave... den gave du har til mig. Sum havde endog meget svært ved at få det sagt. Ikke fordi han fandt det svært at tale til denne...Vogter, men fordi han følte sig som et utaknemmeligt skarn. Her havde han siddet og set det absolut smukkeste nogen NOGENSINDE havde set, hvorefter han bad om en GAVE. Men han fik det sagt. Vogteren begyndte igen at lyse, den drejede et par gange om sig selv og lod sig så falde i vandet igen. I samme øjeblik eksploderede vandet i et lydløst farveorgie. Da Sum kiggede ned i kanalen, så han at vandet omkring flåden var fuldt af Vogtere magen til den som havde optrådt for ham. De lå side om side hele vejen rundt om flåden. Øjeblikket efter satte fartøjet sig i bevægelse, bort fra kajen og ned ad kanalen. I Vogternes lys kunne han tydeligt se det rum han befandt sig i. Den trappe Sum havde bevæget sig ned ad viste sig at være mindst femten meter bred, lige så bred som det rum den endte i. Rummet selv var aflangt kasseformet. Et par sekunder senere havde han passeret det åbne stykke, og sejlede nu gennem et firkantet kanalrør med en pæn hastighed. Flåden fortsatte gennem kanalrøret i samme hastighed i et par minutter, uden at der skete andet. Så videde røret sig pludseligt ud, til han befandt sig i et enormt kuppelformet rum, hvorfra adskillige kanalrør, som en stjernes arme, ledte videre i alle retninger. Sum nåede lige spekulere på hvilket rør han skulle ud gennem, inden han indså at det nok var bedst at overlade det til Vogterne. Det var gået op for ham at deres gave (sandsynligvis) var at lede ham helskindet til hans bestemmelsessted, hvor det så måtte være. Uden at dreje fortsatte flåden tværs over vandfladen og ind gennem en rørmunding i den modsatte ende. Det nye kanalrør var magen til det han kom fra. I lang tid skete ingen ændringer. Sum blev døsig, nu da den første spænding havde lagt sig. Han nikkede lidt og faldt så i søvn. 209


Legenden om Mundo Minor

* Sum... halløj, er du der ? * Øhhemm..jo, ja jeg er vågen...nu. Han gabte inderligt mens han kastede et blik omkring sig. Han sad stadig i den behagelige lænestol i flåden, som stadig gled gennem kanalrøret, som stadig lignede sig selv og stadig var oplyst af Vogternes lys. * Det er dig vel undt. Hvor er du og hvad sker der... siden du sov mener jeg ? * Tja, jeg sidder i Kreators flåde som er på vej et eller andet sted hen...formoder jeg. * Hvad mener du med at du formoder det ? Sum tog en dyb indånding og begyndte at fortælle om de oplevelser han havde haft, siden de skiltes. Da han nåede til at skulle fortælle om Vogterne, gik det op for ham at der ikke fandtes ord, ja ikke engang begreber, som kunne beskrive det han havde oplevet. I et forsøg på at gøre sig forståelig, prøvede han at vidrebringe selve de oplevelser han havde haft. Der var tavshed et stykke tid. * Du er i hvertfald i de bedste hænder, intet vil kunne hindre dig i at nå Gitteret ved Flodporten. Sagde Sophia. Hendes stemme var stille og eftertænksom. * * * *

Hvor er det egentlig jeg skal hen, her i første omgang. Til flodporten. Ja, og ? Flodporten er det tilgitrede hul hvor Vivelfloden vælder frem under Mundo Minor, inden den styrter sig i strømhvirvlen. Når du når til Flodporten må du gerne sige til, så vi kan begynde afledningen. * OK. 210


Legenden om Mundo Minor

Sum lænede sig tilbage og så sig om. Han var efterhånden blevet både sulten og tørstig, så han gav sig til at lede i bæltetasken. Her fandt han rejsekiks og i feltflasken var der vand. mens han spiste, betragtede han det fantastiske skue i vandet omkring flåden. Vogterne spillede i de utroligste farvenuancer, men frembragte ikke den mindste lyd. Den eneste afveksling var når Vogtere af andre former dukkede op af vandet. Disse hjalp ikke til med at skubbe flåden, men dukkede blot fra tid til anden op i udkanten af flådeskubbernes kreds. Synet af deres vidt forskellige, fantastiske former, gav Sum en tydelig fornemmelse af at der befandt sig utrolige vidundere i kanalens dyb. Alle tænkelige former var repræsenteret, alle lige betagende i deres blændende skønhed. Fælles for alle de former Vogterne optrådte i var, foruden deres skønhed, et nærmest glasagtigt og skrøbeligt udseende. Dette fik Sum til at tænke på de ribbegopler hav havde set i Vivelsøen. Mærkeligt nok gav Vogterne ikke Sum det indtryk at de var skrøbelige på nogen måde, trods denne svage lighed med gopler. De udstrålede tvært imod en kraft Sum ikke havde oplevet magen til. Kanalen selv derimod, bød næsten ikke på variation af nogen art. Af og til udvidede den sig en smule, snævredes lidt ind eller gik over i en af de kuppelformede huler hvorfra der var et utal af mulige udgange; det han var begyndt at kalde en fordelingshule. På et tidspunkt skete der dog også noget på dette felt. I førstningen troede Sum blot der var tale om endnu en fordelingshule, men sådan var det ikke. For det første var denne hule meget større end nogen af de andre havde været, for det andet så den ud til at være udhugget med større omhu. Langs hulens væg var en kaj hugget ud af klippen, hele vejen rundt. Ved denne kaj lå et utal af større og mindre fartøjer fortøjet til svære jernringe, som Kreators flåde havde været det. Der var fartøjer af enhver tænkelig art; En gummibåd, en tremastet skonnert, en motoryacht, en tømmerflåde, en robåd, en hjuldamper, og mange andre. I klippevæggen som kajen var hugget ud af var der en række trappeudmundinger, en ud for hvert fartøj. For211


Legenden om Mundo Minor

ude, midt i hulen gisnede Sum, kunne han skimte noget som lyste med et klart blåt lys. I kikkerten viste det sig at være et lille bygningsværk, som lå på en planthugget klippeknold. Efterhånden som flåden kom nærmere, trådte flere detaljer frem. Bygningen så ud til at være bygget af et glasagtigt materiale, som tillod lyset fra et eller andet som lå inden i bygningen at skinne ud. På grund af forvrængningsvirkningen i mønstrene i glasbygningen, var Sum ikke i stand til at se hvad det var der udsendte lyset, selv ikke da flåden passerede øen. Afstanden mellem øen og flåden, var da blot små tyve meter. I hulens modsatte ende passerede flåden ud i en ny kanal. Sejladsen fortsatte. Sum spiste, sov og betragtede Vogterne, studerede flådens opbygning eller hvad han ellers kunne finde på. Hvor længe det varede havde han ingen anelse om, men på et tidspunkt blev han opmærksom på et klart hvidt lys forude. Lyset voksede støt og flåden styrede lige mod det. I kikkerten så han at det måtte være klart dagslys som skinnede ind gennem et gitterværk af en eller anden art. Dette måtte være det tilgitrede hul, Sophia havde kaldt Flodporten. * Sophia, jeg kan se Flodporten... tror jeg ?! * Hvad ser du ? * Lys, klart dagslys som skinner ind gennem et gitter af en eller anden art. * Du har ret, det må være Flodgitteret du ser, er du helt henne ved det ? * Nej ikke endnu, jeg ser på det i kikkerten. * OK, sig til når du er helt derhenne. * Hvordan går det oppe hos jer, er i klar til afledningen ? * Jada, det har vi været siden du satte dig til rette i flåden. * Hvad laver Kong Ego & Co ? * Tja, Kong Ego selv bekymrer mig lidt. det virker som om han er urolig over et eller andet. * Har han opdaget noget ? 212


Legenden om Mundo Minor

* Nej, det tror jeg ikke. Det virker bare som om han venter at vi er ude på et eller andet, som han ikke kan gennemskue. Han har både været nede ved floden og henne ved det sted, hvor flodporten er i Mundoens mur. Faktisk stod han ved bredden af floden, som er frosset til nu, det meste af dagen i går. * Hvordan tolker du hans handlinger ? * Jeg tror han venter at der vil ske NOGET, men at han ikke kan forestille sig HVAD. De tav. Hver især tumlede de med deres egne tanker, om det der forestod. Sum betragtede Flodporten og dens gitter som bestandigt kom nærmere. Da flåden var helt henne ved gitteret vendte den en kvart omgang, så den lå med venstre side op mod gitteret. Her lå den så stille. Som om der var blevet slukket for en kontakt gik Vogternes lys ud, hvorefter de dykkede og forsvandt. Det eneste lys kom nu udefra. Gitteret bestod af solide stænger af hårdt metal. Sum kiggede ud gennem det og synet fik ham til at rynke bekymret på panden. Hullerne mellem gitterets stænger, var udfyldt af et tykt, gennemsigtigt islag. Alt udenfor gitteret var hvidt, dækket af rimfrost som glimtede hårdt i solen. Floden var dækket af et islag som så både tykt og koldt ud, men som stoppede en halv meter fra gitteret. * Sophia, nu er jeg ved gitteret. Har du en ide om hvordan jeg kommer videre ? * Det ved jeg faktisk ikke, er gitteret solidt ? * Det vil jeg mene, Jeg skal nok bruge begge hænder for at spænde om en af gitterstaverne. * Det lyder ret solidt. Hvor dybt går gitteret ned ? * Det ved jeg ikke, men jeg prøver lige at dykke ned og se efter om jeg kan svømme under. Sum trak af tøjet, lod det ligge i flåden og sprang i. Vandet var mod forventning, varmt, blødt og behageligt at svømme i. Vogterne skæn213


Legenden om Mundo Minor

kede han ikke en tanke, i hvert fald ikke som noget der kunne skade ham. Gitteret var åbenbart uendeligt. Det fortsatte meter efter meter, uden at gøre mine til at slippe op. Derimod slap luften i Sums lunger op. Lige inden han vendte så han en fjern, utydelig, rødgylden glød under sig. Prustende og hivende efter vejret trak han sig op i flåden igen som knap nok vippede, og tog sit tøj på igen. * Der er for dybt. Jeg kan ikke dykke langt nok til at komme under gitteret. * Er der nogle Vogtere i vandet omkring dig ? * Øhh...næ, ikke en eneste. Men jeg så noget da jeg dykkede, et lys... eller måske snarere en glød, en dyb rødgylden glød. * Aha, så tror jeg blot du skal sætte dig til at vente. * Nå, vente på hvad ? * Vente på det du så gløde, da du dykkede. Sum skulle lige til at spørge om hvad den rødgyldne glød var for noget, men blev så opmærksom på at et svagt rødgyldent skær, var begyndt at stråle op på kanalens loft og vægge. Skæret strålede op fra vandet. Han valgte at tie og vente. Det som nu skete, var så overvældende at Sum ikke kunne følge med. Hans logik slog simpelt hen ikke til. Det ene øjeblik sad han i flåden, det næste var han midt i den rødgyldne glød, eller rettere han var en del af gløden..... måske var han simpelthen gløden (eller var gløden ham) ... ?! Foran hans øjne fór Flodgitteret forbi, han var åbenbart i gang med at dykke under det med rasende fart. At han var under vandet forhindrede ham ikke i at ånde, men det var ikke det eneste mærkelige ved situationen. Flodgitteret susede forbi hans øjne, men alligevel kunne han studere detaljer i dets konstruktion. Han var også i stand til at se gitteret komme mod sig nedefra, samtidig med at han så det forsvinde over hovedet på sig. Han kunne se i alle retninger på én gang. Til siderne, og bag sig, så han af og til Vogtere passere i de214


Legenden om Mundo Minor

res egne ærinder. Der var vogtere af alle slags. Sum fik en varm og behagelig følelse hver gang en Vogter var i nærheden. Det føltes nærmest som om han mødte en ven, en gammel ven han ikke havde set i umindelige tider. Den fuldkomment nye måde han var begyndt at opleve sine omgivelser på, viste ham bestandigt nye aspekter af det der omgav ham. Han opdagede at han kunne sende sin opmærksomhed ind i spiralerne i de Vogtere som han passerede, og her opleve og lære ting som der ikke findes hverken ord eller begreber ( ja, knapt nok tanker ) for. Hver Vogter bar sin egen visdom, men den var blot en lille del af den totale visdom de vogtede... ja, det var den inderste, den dybeste, den højeste visdom de var vogtere af. Sum følte en afgrundsdyb taknemmelighed for hver enkelt lille stump af denne visdom, han fandt i disse Visdommens Vogtere. Nogle Vogtere bevægede sig i små grupper, andre var alene. Men alle bar de på enorme skatte. Efterhånden gik det op for Sum at han ikke længere havde nogen krop, i den forstand han plejede at have den. Han var bevidsthed og intet andet, ganske ligesom Vogterne. Måske var Sum selv en Vogter... men i så fald; en vogter af hvad? Sum græd af lykke, og taknemmelighed. Pludselig var alt forandret. Sum så sig om. Hans oplevelsesmåde... hans syn var igen som det plejede at være. Han stod på en ujævn overflade af et uklart stof, som udsendte et svagt hvidligtgulligt lys. Lidt til venstre for sig så han et gitter, Flodgitteret. Det voksede nærmest ud af den flade Sum stod på, og forsvandt i mørket over hans hoved. Hvor var han. Sum så sig om, men vidste det ikke. Sum bøjede sig ned for at mærke på det han stod på, det var is. Sum var helt i vildrede. Hvis det her var is, måtte han befinde sig i Terra Nova, men hvor... og hvorfor virkede luften så... tyk. * * * *

Sophia... ? Ja. Jeg.. jeg ved ikke... hvor jeg er !? Du er på den anden side af gitteret, udenfor flodporten. 215


Legenden om Mundo Minor

Med ét stod alt klart for ham. Han stod på undersiden af den is som dækkede Vivelfloden. Det han havde opfattet som en svag vind, var i virkeligheden det sug strømhvirvlen skabte, i vandet. * Du godeste! * Hvad er der ? Sophia lød helt urolig * Jeg... jeg står under isen... på isen mener jeg... på undersiden. * Nemlig, men hvis du bliver stående ender det med at du bliver opdaget. * Opdaget ? Århja... Kong Ego. Sum begyndte at gå, bort fra Flodgitteret. Han var ikke sikker på om det han nu oplevede var virkeligt, eller om han blot drømte. Alt virkede så... urealistisk, men alligevel helt naturligt. Som han gik blev suget stadig stærkere. Til sidst var det så stærkt at Sum kunne rulle sig sammen til en kugle, med armene om sine knæ, og give sig den stadig stærkere strøm i vold. Da han nåede strømhvirvlen kastede den ham rundt, så han blev svimmel. Idet han passerede gennem hullet i klippen, fyldtes hans sind af et desperat skrig, som rummede både; vrede, smerte, angst, raseri og afmagt. Stemmen var Kong Egos. Mens skriget endnu lød i Sums ører, besvimede han.

216


Legenden om Mundo Minor

4.kapitel Nye herrer, nye skikke. ( Islandsk ordsprog. )

Sum vågnede med en hovedpine, som kunne have slået en fuldvoksen hest til jorden. Med lukkede øjne lyttede han til lydene omkring sig; brusende vand, skvulpende vand... vand. Åbenbart lå han også selv i vand, for han kunne mærke det skvulpe op og ned ad sine ben. Forsigtigt lindede han på det ene øje. Lige foran ham rullede nogle små sten frem og tilbage, sammen med det vand som rytmisk greb dem, i takt med den skvulpende lyd. Solen varmede hans ryg og venstre øre. Med en kraftanstrengelse rejste han sig på albuen, fik kvalme og kastede op. Længe lå han og lyttede til vandet, blundede og lyttede igen. Anden gang han rejste sig på albuen, gik det bedre. Forsigtigt så han sig om. Den overvældende lyd af vand, kom fra en stor foss som væltede sig ud i den sø, på hvis bred han lå. Vandet var frisk og smagte godt, solen var stærk og varm. Med stort besvær slæbte Sum sig op på det tørre sand, trak sit våde tøj af og bredte det ud på en flad klippeblok. Nøgen vaklede han ud i vandet igen, og vaskede sig over hele kroppen. Bagefter lagde han sig ved siden af sit tøj, for at lade sig varme i solen. Da tøjet var tørt havde han det også selv bedre, selv om han var mere træt end han nogensinde havde været før. Han var også glad, for projektet var åbenbart lykkedes. Han var... måtte være sluppet ud i Terra Inkognita. Sum gav sig til at undersøge det udstyr han havde haft med (kikkert, kompas osv.). Intet af det så ud til at have lidt overlast. Mest bekymret havde han været for kikkerten, men den fungerede upåklageligt. Den afprøvede han ved at rette den 217


Legenden om Mundo Minor

mod noget som rejste sig i solen, på den anden side af søen. Det han betragtede viste sig at være et bygningsværk af en eller anden art, men det tog lidt tid før det gik op for ham hvad det var for en bygning. Det måtte være den bygning belejringstropperne efterlod, da de trak sig tilbage efter at have belejret Kreator og Den lille Flok, på Ergs Platau. Tankefuldt sænkede han kikkerten. Først nu begyndte han at spekulere på, at der også var farer at tage hensyn til her i Terra Inkognita. Sum begyndte at gå mod bygningen, hvilket fik ham til at føle at hvert ben i kroppen på ham var brækket. Han var øm i flere dele, end han var klar over at hans krop bestod af. Bygningen gav indtryk af at være meget gammel, meget slidt og meget forladt. Dens overflade var blevet slidt af mange stormes sand og indenfor indgangen havde sandet lagt sig i klitter, op mod væggen. Nætters frost havde sprængt enkelte sten, hvoraf en var faldet ned på sandet. Det kunne ikke være andet end netop DEN bygning. Langt om længe stod Sum inden for bygningens område og så sig om. Rummet bar præg af fordums herlighed, og det var stadig imponerende. Han løftede hovedet og betragtede den indretning, som hang ned fra loftet. Han havde læst om den i Mundo Minors Bog, nu så han at den næsten så ud som han havde forestillet sig. Indretningen samlede lyset fra rummet, koncentrerede det i et sindrigt linsesystem og sendte det mod en indretning som stod lidt længere fremme, på gulvet. Indretningen var en fuldendt kegle, hvis øverste del var lavet af fuldstændigt klart glas. Inden under denne glastop lå en lille pergamentrulle. Rullen var vel femten centimeter lang, men ret tyk. Et rødt silkebånd var lagt stramt om skriftrullen og fæstnet i enderne og midt på, med laksegl. Seglene var præget med seglstempler fra Mundo Ambo, Mundo Domestica og et segl Sum ikke kunne genkende. Af det sidste segls tekst kunne han se at det tilhørte Mundo Juris, men det var ikke en Mundo han havde hørt om. Mens Sum havde betragtet skriftrullen havde han, uden at tænke over det, lagt hånden på keglens top. Nu trak han den til sig, som havde 218


Legenden om Mundo Minor

han brændt sig. Af beretningen i Mundo Minors Bog var det tydeligt fremgået, at denne kegle stod under belejrernes særlige bevågenhed. Åbnede han den og tog rullen, ville han uden nogen som helst tvivl påkalde sig deres opmærksomhed. I stedet gav han sig til at betragte den øvrige indretning af rummet. Gulvet var dækket af sand, som sine steder havde dannet klitter op ad væggen. Som han havde læst i beskrivelsen af bygningen, gik der en frise hele vejen rundt langs med gulvet og op over indgangen. Den del af den som prydede væggen langs med gulvet, var skjult i sandet. Men ved porten dukkede den igen op, i al sin pragt. Den måde den var udført på og den stil den var holdt i, fik Sum til at tænke på kalkmalerier. Teknikken var øjensynlig en anden, men ligheden var stor. Håndværksmæssigt var frisen bedre end de kalkmalerier han havde set, den var også bedre komponeret, harmonisk og rolig. Lige ved gulvet stak en elefant frem, som holdt en klase bananer i snablen. Under bananerne stod en abe som var ved at plukke bananer af klasen, som den gav videre til endnu en abe, som lagde dem i en bunke. Omkring bunken stod alle mulige planteædende dyr, som fik bananer fra bunken udleveret af en tredje abe. Herefter kom et langt stykke med blomsterranker, bladornamentik og lignende. Så kom der igen et optrin hvor dyr fordelte føde til hinanden. Denne gang var det blot hyæner som flåede lunser af en nedlagt gnu, som de så fordelte mellem forskellige rovdyr. Denne scene gled ganske som den første over i ornamentik. Den næste dyrescene befandt sig så højt oppe at Sum ikke kunne se detaljerne klart. Han tænkte på at benytte kikkerten, men opgav det. I stedet besluttede han sig for at gå ud i solen igen. På vejen ud standsede han og så tilbage mod keglen, men gik så udenfor. Sum nød at lade sine rygstykker gennembage af solen, mens han betragtede Barrierebjergene på den anden side af søen. Mens han øjne legede med solens farveglimt i de sorte klipper, spekulerede han på hvad retning han skulle gå i for at finde Kreators have. Mundo Minors Bog havde ikke været særlig præcis på dette punkt, 219


Legenden om Mundo Minor

forekom det ham. Mens han stod her lagde han også mærke til, at der ikke lå særligt mange sten omkring bygningen. Ifølge Mundo Minors Bog havde der været en pil, af sammenstakkede stenskærver. Nu var den borte. Den kunne ellers have været en hjælp, da den ville have angivet retningen mod Mundo Ambo. I mangel af bedre tog Sum kikkerten frem og afsøgte horisonten. I det fjerne kunne han, i én bestemt retning, se noget rage op af sandet. På grund af den størrelse det trods alt så ud til at have, sluttede han af det måtte være en Mundo. Det kunne ikke være Mundo Ambo, da den angiveligt skulle ligge omkring tolv dages rejse borte, så det måtte være en Mundo som var blevet bygget efter at Mundo Minors Bog var blevet skrevet færdig. Sum sænkede kikkerten og gav sig til at spekulere. Sagen var den at det bestemt ikke var ufarligt at opsøge denne, eller en hvilken som helst anden, Mundo. Mundoen ville være en eller andens område, være under en eller andens magt. Trængte han derind, ville denne magthaver muligvis også få magt over ham. Alligevel var det den eneste mulighed for at få oplysninger som kunne lede ham til Kreators Have, ihvert fald den eneste han kunne komme på i øjeblikket. Det Sophia havde fortalt om kappens evner, hjalp også med. Det endte med at han besluttede sig til at overnatte i bygningen, for så at vandre afsted mod den fremmede Mundo ved solopgang, næste dag. Natten viste sig at blive kold. I Mundo Minor havde natten altid været sval, men aldrig bidende kold som denne. Sum havde lagt sig i en hulning bag en klit, bagerst i bygningen, hvor det ikke trak nær så meget som ved åbningen. Sandet havde været varmt efter dagens sol, hvorfor han havde lagt sig op mod bygningens bagvæg som var lidt køligere. Nu rykkede han helt op i klittens sand, som stadig havde solen i sig. Her lå han og spekulerede over den vanvittige men, måtte han indrømme, nødvendige mission han var ude i. Stjernerne blinkede i den skarpe og klare luft, stjerneskud trak streger over nattens fløjl og vinden sang sin stille klagesang. Alt var roligt og gav sin ro vidre til Sum. Til sidst gravede han sig helt ned i klitten, lagde sig til rette, nød dens varme og faldt snart i søvn . 220


Legenden om Mundo Minor

Sum blev vækket af solen, som sendte en stråle ind gennem bygningens åbning og ramte hans højre øjenlåg. Søvnen og den kompakte varme fra sandet, havde gjort ham godt. Sum følte sig afslappet, udhvilet og klar til at tage livtag med en ny dag. Mange af de smerter han havde haft dagen før var væk, eller i det mindste kun en skygge af hvad de havde været. Mens Sum vågnede strejfede hans tanker omkring. Han kom til at tænke på Sophia og på at hun havde sendt sin stemme med ham. Han koncentrerede sig og prøvede at få kontakt med hende. Efter et stykke tid hørte han hendes stemme som en svag, fjern hvisken, næsten som vindens leg med sandet på gulvet; * Det glæder mig at du er kommet velbeholden frem. Det bliver nok sidste gang i lang tid vi taler sammen, for jeg kan ikke følge dig udenfor Terra Nova. Fyrsterne er i oprør over at du slap ud, men de kan ikke angribe Mundo en. God rejse. Sophias stemme forsvandt. I Sums sind efterlod den et billede af et blad, vinden blæser over en hæk. Nu var han alene, helt alene i en verden han kun havde et flygtigt kendskab til. Møjsommeligt gravede han sig ud af klitten, og børstede sig fri for dens sand. I bæltetasken fandt han mad og i drikkeflasken koldt, klart vand. Når man bevæger sig til fods mod et fjernt og meget stort mål, ser det ud som om man ingen vegne når. Sum vandrede hele dagen under en brændende sol, uden at den fjerne Mundo så ud til at vokse mærkbart, eller komme ret meget nærmere. Ved hjælp af kompasset sikrede han sig at han hele tiden vidste hvor han var, i forhold til ”Belejrernes Bygning” som han kaldte den for sig selv. Denne forholdsregel viste sig hurtigt at være en god ide, da terrænet skrånede ganske umærkeligt. Hvorfor bygningen hurtigt forsvandt under synsranden. Da solen stod lige over Barrierebjergene, og truede med at synke bag dem inden længe, begyndte han at spe221


Legenden om Mundo Minor

kulere på nattely. Lige inden den orangerøde sol smuttede helt under tinderne fandt han det han søgte; en stor og aflang stenblok, hvis læside prydedes af en solvarm klit. Her gravede han sig ned og viklede kappen om hovedet, som beskyttelse mod nattefrosten. Sum sov glimrende og vågnede tidligt, men blev liggende i det varme sand til solen fik magt. Først da gravede han sig op og spiste morgenmad, imens han sad på stenblokken og betragtede sit fjerne mål i kikkerten. Mens han betragtede de af Mundoens detaljer som lod sig se, prøvede han at vurdere afstanden. Han ville sandsynligvis være fremme ved solnedgang, det håbede han i hvert fald. Efter endnu en lang dags varm travetur, gjorde han holdt for natten. Soveværelset var denne gang en samling klippeblokke, som lå i dejligt solvarmt sand. Afstanden til målet anslog Sum til en god times spadseretur. Inden solen gik helt ned satte han sig på den højeste af blokkene, for at spise og tage Mundoen i nøjere øjesyn. Mundoen var omkring halvtreds meter høj og rund som alle andre Mundi. Lige som Mundo Minor, men i modsætning til de fleste andre Mundi, havde den hverken døre, porte, lemme, vinduer eller andre indgange. Men den havde noget andet. Med uregelmæssige mellemrum var den nederste del af Mundoens mur blevet gennembrudt indefra, nogen gange med så stor kraft at murbrokker lå spredt i vifteform, over et enormt område. Enkelte steder så det ud som om en eller anden havde forsøgt at lave tilbygninger til Mundoen, ved at bruge de spredte brokker. Ingen af disse var dog blevet færdige. Noget kunne tyde på at flere af disse forsøg på at udvidde Mundoen var blevet ødelagt af vand, som så ud til at være kommet inde fra Mundoen. Bortset fra disse murbrud var der intet som brød Mundoens overflade. Overfladen var i øvrigt tydeligt mærket af slid og forvitring, blandt andet som følge af at Mundoen var bygget af blødtbrændte, gule mursten. Tankefuldt sænkede Sum kikkerten og skævede mod den nedgående sol, det var vist tid til at gå i... sand. Han smilede ad sin egen vits. 222


Legenden om Mundo Minor

Så snart solen vækkede ham, gravede Sum sig op af klitten. Luften var kold efter nattevinden, men kappen viste sig at yde en ganske god beskyttelse. Mens han spiste betragtede han de forskellige murbrud i kikkerten, for at udvælge det som skulle give ham adgang til Mundoens indre. Han udvalgte sig et, som så ud til at være det mindste af dem der var udsigt til. Efter at have pakket alt ned, satte han kurs mod sit mål. For en sikkerheds skyld havde Sum slået kappen om sig og trukket hætten op over hovedet. For yderligere at gå i et med omgivelserne, valgte han en kurs som gjorde at han, så vidt muligt, hele tiden befandt sig mellem sten og klippeblokke i forskellige størrelser. Med mellemrum standsede han for at betragte Mundoen som voksede frem for hans øjne, men der så ikke ud til at være nogen tegn på liv overhovedet. Helt fremme satte han sig på hug udenfor hullet, som var små to meter bredt, men kun godt en meter højt. Både da han nærmede sig og da han satte sig på hug ved siden af det, sørgede han for at hans skygge ikke faldt over hullet eller området foran det. Sum lod alle sine sanser gå på opdagelse, men sad selv musestille. Ud fra det mørke dyb kom en svag men genkendelig lyd, af dråber som enkeltvis faldt mod et gulv af sten. Sum fornemmede også en ubehagelig muggen lugt, som mindede ham om den stank af forfald der havde hængt i de forladte dele af Mundo Minor, da Kong Ego endnu herskede. Andre oplysninger fandt han ikke. Sum smuttede ind. Mundoens mur viste sig at være overraskende smal, Mundoens størrelse taget i betragtning. Bredden var kun to sten. Inde i Mundoen herskede et tæt halvmørke, som kun blev holdt i skak af store fyrfade som, med stor indbyrdes afstand, var placeret skiftevis ved gangens to vægge. I fyrfadene brændte bunker af trækul som afgav store mængder varme, men som ikke lyste ret overbevisende. Nu hvor han var kommet indenfor var lyden af dråber blevet højere, ligesom han nu også kunne høre de svage ekkoer det tætte mørke sendte tilbage. Den mugne lugt rev i halsen. Da hans øjne havde vænnet sig til det dunkle halvlys, rejste Sum sig for223


Legenden om Mundo Minor

sigtigt og spejdede til begge sider. Murbruddet havde ledt ham ind i en lang gang, som gik parallelt med Mundoens ydermur. I begge retninger fortabte gangen sig i mørket, men i den retning Sum havde kigget først spillede lyset fra et fyrfad, i noget af blankt metal. Metallet viste sig at være en karm som i fjerne tider havde været omdrejningspunkt for en enorm portlåge, som dog ikke var der mere. Mørket forhindrede ham i at se det, men Sum formodede at der havde været en magen til, ved gangens modsatte væg. Sum nåede ikke længere i sine betragtninger. Et fjernt, dumpt drøn rullede uden advarsel mod ham, fra det tætte mørke foran. Lyden havde været fjern, men han mærkede tydeligt rystelsen i sine ben. Han svøbte sig ind i kappen, rullede hen i den mørke del af gangen og satte sig på hug, klar til at løbe mod lyset som strømmede ind ad hullet i muren. Der var stille længe. Forsigtigt rejste han sig og fortsatte ned ad gangen, med alle sanser på stilke. Ikke ret langt forbi porten, videde gangen sig ud og blev til et enormt rum. Også her var der et dystert halvmørke, men der var trods alt lidt lysere end i gangen han kom fra. Sums første tanke var at han stod ved indgangen til denne Mundos tronsal, men det skulle dog vise sig at være forkert. Han var ikke meget for at bevæge sig ud i det store, ubehageligt åbne rum, men kunne på den anden side heller ikke blive stående. Koncentreret forsøgte han at danne sig et billede af det som lå foran ham. Langs rummets fire vægge stod fyrfade af samme slags som dem han havde set i gangen, her stod de blot noget tættere. Midt i rummet ragede et kæmpestort firkantet bygningsværk op, oplyst af fyrfade som stod omkring dets fod. Hvad det var kunne Sum ikke gætte. Dets nederste del så ud til at være bygget af store stenblokke, et fundament hvorpå en stenkubus lå. Den side af kubusen som vendte mod Sum var dækket af noget, han gættede på var vævet... et tæppe, af en eller anden slags. Foran bygningen stod nogle konstruktioner han ikke med det samme kunne se hvad var, men da det gik op for ham, vidste Sum med ét hvad det var for et rum. Disse konstruktioner som fyldte 224


Legenden om Mundo Minor

rummet, næsten ned til det sted hvor han stod, var bænkerader. Rummet var ganske enkelt en teatersal, bygningen i rummets midte var scenen. Erkendelsen af hvad det var han så, fik Sum til at føle sig lidt bedre tilpas. Efter at have set sig om til alle sider, gik han ind i salen. At Sum ikke havde erkendt bænkeraderne som det de var, skyldtes til dels at de ikke stod på rad og række, dels at flere af dem så ud til at være blevet smadret med stor kraft. Stumperne lå spredt rundt mellem de andre bænke i rummet. Denne uorden gjorde at der var størst mulighed for at komme frem ude ved væggen, hvor der desværre og så var mest lys. Han tog bestik af bænkenes placering og løb frem til scenen, hvor han dukkede ned bag den forreste bænkerad og så sig om. Han havde en ubehagelig fornemmelse af at der var en anden person, et eller andet sted i nærheden. Mens Sum så sig om, faldt hans blik på scenens enorme granitfundament. På afstand havde det set ud som om det blot var groft tilhugget, men her på nær hold viste det sig at blokkene var dækket af relieffer. De skildrede øjensynligt scener fra forskellige stykker som var blevet spillet, i dette teater. Sum var for nervøs til helt at nyde den sublime billedhuggerkunst, som her var lagt for dagen. Han nåede dog at bemærke at reliefferne skildrede både komiske, og tragiske optrin. Dette flygtige studium af relieffernes skønhed blev brutalt afbrudt, da en serie høje drøn og et dyrisk brøl fik ham til at dukke sig igen. Lyden havde denne gang været MEGET nærmere end sidst. Sum kiggede forsigtigt frem fra sit skjul, men der var ingen og intet at se, mest på grund af bænken. Han kunne kun se den gang han selv var kommet ind ad, hvorimod en fornemmelse sagde ham at lyden var kommet fra salens modsatte side, hvorfra en anden gang sandsynligvis førte længere ind i Mundoen. Lydløst som en skræmt mus, krabbede Sum sig mod bænkeradens modsatte ende. Herfra kunne han dog heller ikke se 225


Legenden om Mundo Minor

noget foruroligende. Efter et tidsrum som forekom Sum som tre hundrede år, lød trefire drøn. Denne gang svagere, længere væk og uden ledsagende brøl. Da der ikke havde lydt nogen lyde i lang tid, rejste Sum sig og smuttede om bag scenen, som viste sig at være fuldstændigt fritstående. Heromme var der en trappe, som ledte op til selve scenebygningen. Sum så sig søgende omkring, smuttede op og ind i scenebygningen. Lige ud for trappen var der en dør i scenebygningen, som dækkedes af et tykt mørkt draperi. Han smuttede ind og stod nu i et stort rum, oplyst af små fyrfade i holdere på væggen. Rummet var det lyseste han endnu havde oplevet i denne Mundo. Af en eller anden grund følte han sig også mere sikker, herinde. Hele væggen overfor døren var én stor reol, som viste sig at indeholde rollehæfter til alle mulige forskellige skuespil. Sum hev et par af dem frem og opdagede at de alle var enten monologer, eller stykker hvor alle replikker blev sagt af én person, mens de øvrige personer blot var statister. I rummets modsatte ende stod et stort bord med en stol. For at komme hen til bordet var Sum nødt til at passere uden om en fast monteret metalstige som førte op til en luge i loftet, firefem meter over hans hoved. På bordet lå et rollehæfte opslået, en monolog om uigengældt kærlighed. Monologen hed; Haabløshed, sorg og evigt afsavn. (fragment af ” Kreators Klagesang ”) Sum læste lidt i monologen, bladrede lidt frem og tilbage og slog så tilbage til det sted hvor den forrige læser var kommet til. De vægge som ikke indgik i den omfangsrige reol, var dækket af hylder, knager, bøjlestænger osv. som alle var tungt læsset med kostumer og udklædninger af en hver art. Hele vejen rundt langs med væggen var gulvet fyldt med sko, som stod så tæt som det overhovedet var muligt at stille dem. Lige ved siden af bordet hang en lyserød kjole i silke og taft, pyntet med silkeblomster som var så 226


Legenden om Mundo Minor

kunstfærdigt udført, at Sum et øjeblik troede at det var ÆGTE blomster som var syet på. Blomsterne var ganske enkelt kopieret ned til den allermindste, ubetydelige detalje. Alt hvad han så i rummet var udført med den snilde og akkuratesse, som præger en sand mesters arbejde. Dette forhold gik også igen i rummets møbler, som var solide uden at virke klodsede. Kunstnerisk set var de også en nydelse, da de var prydet med udskæringer som var hentet fra handlingen i forskellige af reolens rollehæfter. Sum var ganske enkelt imponeret over rummets standard. Mens Sum så sig om i rummet, fangedes hans opmærksomhed af et indhak mellem reolen og væggen. I dette indhak, som vel var en meter bredt, hang et forhæng af tykt sort klæde. Bag forhænget var endnu et rum. Dette rum var endnu bedre oplyst end det han kom fra. Her stod fyrfadene næsten side om side, langs væggen, så de kunne indhylde gulv og vægge i et varmt gyldent lys. Dette rum var større end i det første og måtte være selve scenen, da væggen over for ham udgjordes af et kraftigt sort klæde som hang ned fra mørket over hans hoved. I scenens modsatte ende kunne han skimte en dør mere, med et forhæng magen til det han selv var kommet ind ad. På scenen var der opstillet kulisser som viste et lysthus, beliggende i en velholdt have med udsigt over et blinkende hav. I haven var der desuden bænke, et vandløb (hvor der faktisk løb vand), en terrasse (i forbindelse med huset i baggrunden) samt flere store træer, buske og blomster. Det var svært blot at betegne dette sceneri som en kulisse, da både jord, træer osv. var ægte. Det ville nok være rigtigere at sige at der var blevet anlagt en have på scenen, om ikke andet så på grund af dens enorme udstrækning. Bag scenebygningen lød en serie drøn af dem Sum havde hørt flere gange nu, drøn som var ubehageligt tæt på. Han snurrede rundt og så at scenetæppet var blevet trukket fra. Uden at betænke sig, sprang han ned fra scenekanten og løb, hurtigt men så lydløst som 227


Legenden om Mundo Minor

muligt, mod den ende af salen han var kommet fra. Mens Sum havde betragtet haven på scenen, havde han bevæget sig til enden modsat den side af salen hvor han var kommet ind. Af den grund løb han nu langs med den væg i hallen som lå i den modsatte side, i forhold til hvor han var kommet ind. Bag ham lød endnu et drøn, blandet med lyden af splintret træ. Sum turde ikke se sig tilbage, men han var ikke i tvivl om at det var den bænk han tidligere havde gemt sig bag, der blev smadret... smadret af en som vidste at Sum havde gemt sig bag den for lidt siden. Huden på Sums ryg trak sig sammen af skræk, for nu lød igen det dyriske brøl, sammen med lyden af store klaskende fødder. Lydenes ophavsmand forfulgte ham åbenbart. Sum ville helst være løbet tilbage til murbruddet og ud i Terra Inkognita, men så var han nødt til at skrå over teatersalen. Det kunne betyde at han faldt over en af bænkene og blev fanget af... dét. I stedet løb han ned ad den gang som viste sig til venstre for ham, da han kom til enden af salen. Sum løb som han aldrig havde løbet før. Gangen han nu var inde i var mindre end den som havde ledt ham til den sal han nu flygtede fra, hvorfor den koncentrerede de lyde som kom fra hans forfølger. De klaskende fødder, de rungende brøl, det hivende åndedræt, alt sammen oplevede Sum næsten som en fysisk smerte. Han begyndte at blive træt. Pludselig dukkede en lysende firkant frem, et stykke foran Sum. En spinkel pigeskikkelse havde åbnet en dør, og stod nu med et fyrfad i højre hånd, med den anden på dørens håndtag. Sum smuttede ind i rummet, pigeskikkelsen havde åbnet til uden at tænke nærmere over hvad han gjorde. Øjeblikket efter at skikkelsen havde lukket døren, bragede et eller andet mod den med stor kraft. Pustende stod Sum med ryggen mod en kølig stenvæg og betragtede ængsteligt døren, som i det svage skær gav sig for hvert slag der blev rettet mod den. Døren holdt og efter endnu et par slag holdt Sums forfølger op med at mishandle den. Der lød nogle vrede brøl og et par drøn, som fik lokalets gulv til at skælve så puds drattede ned af væggen. 228


Legenden om Mundo Minor

* Jeg ser at du traf Desmofylax. Den rolige stemme kom fra den smilende mund i det ansigt, som trådte frem i skæret fra det enlige fyrfad. * Jeg glad for at han ikke traf mig. pustede Sum. * Et sendebud med sans for humor, det kan jeg lide. Ansigtet svævede hen til et lille bord, hvor lyset spredte sig til flere små fyrfade. Sum fulgte med. Til sidst åbenbarede det gyldne lys hele den tilhørende skikkelse. Hun var mindre end Sum og spinkel på en måde, som fik hendes krop til at ligne et barns. Hun var iført noget som mest af alt lignede en lyserød, knælang natkjole. Kjolestoffet skinnede i fyrfadenes dæmpede lys. Håret var langt, mørkt og hang glat ned på hver side af det smilende ansigt. Hun virkede totalt uberørt af situationen. * Velkommen i skrivestuen, jeg havde ikke ventet at der kom nogen i dag. * Øhhm... nåh, ikke. Sum var stadig forvirret. * Nej, ikke fordi det gør noget, alle ideer er velkomne. Jo friskere jo bedre... Te ? * Te ? Jotak. Sum kunne ikke lade være med at føle at han blev forvekslet med en anden, hvilket nok skyldtes kappens evner. Han trak den sammen om sig. Kvinden tog en lille pind som lå på bordet, stak den ned i fyrfadet og da der gik ild i den tog hun den med sig. Sum kunne se at hun brugte den til at tænde op i et fyrfad, som var indrettet sådan at der kunne stå en kedel over det. Det stod på et møbel som så ud til at være en skænk, hugget i sten. Smånynnende gav hun sig til at sætte 229


Legenden om Mundo Minor

krus, sukker og teskeer på bordet. Til sidst kom hun med en tekande som udsendte en behageligt krydret urteduft. Efter at have skænket, løftede hun øjnene mod Sums. * Giv mig notaterne, så kigger jeg dem lige igennem. Hun rakte en lille hånd frem over bordet. * Ja... lige et øjeblik. Sum følte sig nødt til at blive i rollen uden at vide hvorfor. Han kiggede i bæltetasken og her lå den gamle, let smuldrende skriftrulle, han havde taget med fra Hu uden at vide hvorfor. Han lagde den i hendes hånd, med en følelse af at rullen var beregnet til netop dette. Hun tog den skrøbelige rulle og åbnede den med tydelig interesse, samt bevægelser der røbede at det ikke var første gang hun håndterede et skrøbeligt dokument. Det tog lang tid, men rullen blev åbnet. Sum havde mest lyst til at rejse sig, gå rundt om bordet og læse med, men blev dog siddende. Med et forventningsfuldt ansigtsudtryk gav hun sig til at læse i dokumentet. Mens hun læste ændrede hendes ansigts udtryk gradvist, så det ved enden af dokumentet udtrykte en blanding af; tvivl, forbløffelse og rådvildhed. Endelig lagde hun dokumentet på bordet, løftede langsomt sin kop til munden og betragtede Sum indgående over koppens kant, mens hun drak. * Du kommer ikke som sendebud, du er... fremmed. Ordene blev nærmest sagt prøvende, som om hun ikke selv troede på hvad hun sagde. * Ja. Sum nikkede svagt og smilede mod hende. * Du er konge i en Mundo i nærheden, som hedder Mundo Minor... men den kender jeg ikke. 230


Legenden om Mundo Minor

* Det er fordi den ikke ligger i Terra Inkognita. Den ligger på den anden side af Barrierebjergene. Da Sum nævnte Barrierebjergene gik en smertelig trækning over hendes ansigt, hvilket fik ham til at tie. Han ville ellers have fortalt hele historien, uden videre, men var ikke sikker på at det var den rigtige måde at gøre det på. Hun kiggede igen ned i rullen, så Sum smagte på teen. Den havde en behagelig smag som mindede ham om duften i Vivelhaven. * Hvad er dit formål med at... trænge ind i denne Mundo ? Den spinkle kvindes stemme virkede nu ikke bare usikker, faktisk lød det som om hun nærmest var dybt chokeret. * Jeg har intet ønske om at krænke Deres retmæssige herre dømme, jeg søger hjælp. * Hjælp ?... søger du hjælp... her ? hvilken hjælp søger du da ? Hendes overraskelse var tydeligvis oprigtig. * Jeg har brug for hjælp til at orientere mig. En angivelse af retningen til forskellige Mundi her i nærheden, for eksempel. * Tja, hvis der er tale om Mundi her i nærheden... Men først må du så hjælpe os. * Det er i orden. Hvordan kan jeg hjælpe... jer ? * Du har truffet Desmofylax, den plage som er skyld i at min Mundo næsten ligger i ruiner. Du skal hjælpe os i kampen mod ham !! Den spinkle kvindes sidste sætning blev sagt med en kraft, som fuldstændig overrumplede Sum. Der lå en enorm magt bag de ord, 231


Legenden om Mundo Minor

en magt som over hovedet ikke stemte med hendes spinkle fremtoning. * Det... det gør jeg gerne, hvordan kan jeg... hjælpe ? * Du skal trænge ind i den del af Mundoen han har besat, dræbe ham og bringe besked tilbage. * Dræbe ham... men det er umuligt, han er jo en del af Mundoen !? * Han SKAL dræbes !! Den aggressive vildskab i udbruddet gjorde Sum helt mundlam. Kom ! Kvindens stemme var nu blid og glasagtigt spinkel igen. Hun havde resolut rejst sig og var nu på vej gennem lokalet, som viste sig at være en del større end Sum havde ventet, med det lille fyrfad i hånden. Han satte koppen fra sig, og fulgte forvirret efter hende. Det var som om han blot havde drømt de aggressive og hadefulde ord, hun havde sagt for få sekunder siden. På vejen passerede de flere ting som gav Sum det indtryk, at denne kvinde levede hele sit liv i dette rum. De passerede en uredt himmelseng, et tegnebord hvor hun åbenbart var ved at tegne kulisser til et nyt stykke, et bord hvor hun tydeligvis sad og skrev sine stykker, et sybord hvor et par kostumer var ved at blive til, en arbejdsbænk hvor der sandsynligvis blev lavet kulisser, foruden andre arbejdssteder Sum ikke nåede at finde meningen med. Kvinden stoppede foran et skab magen til det der stod i Det Kongelige Soveværelse, i Mundo Minor. Med et fast blik på Sum åbnede hun skabet, trådte ind og vinkede Sum ind efter sig. Rummet de trådte ind i lignede det Sum havde oplevet da han fulgte Sophia ind i skabet i Mundo Minor, men det var samtidig meget forskelligt fra det. For det første virkede det meget mindre, for det andet var mørket nærmest gråt og for det tredje var der en truende stemning. Det sidste forhold understregedes af at de nærmest løb gennem rummet, 232


Legenden om Mundo Minor

mens kvinden sendte flygtige blikke til alle sider. I mørket omkring dem smuttede små skygger forbi, uden at ænse deres tilstedeværelse. Det de søgte mod var ikke en vindeltrappe som i Mundo Minor, men en lodret metalstige som forsvandt i et skummelt halvlys under dem. Nedstigningen var besværlig og Sums ben var helt ødelagt da de endelig fik et fast gulv under fødderne igen. Han så sig nysgerrigt om. Stigen havde ført dem ned til et rum som mindede svagt om det rum, vindeltrappen fra skabet i Sums soveværelse endte i. Størrelsen var cirka den samme men hvor det havde været tomt i Mundo Minor, var det her indrettet som et rodet kontor. Rodet bestod hovedsagelig af papirbunker som stod stablet på det hesteskoformede bord, som fyldte det meste af rummet. Ved den ende af hesteskoen som sluttede ved siden af en afskallet grønmalet dør, (hér var der også, ganske som i Mundo Minor, en grøn dør over for trappen) sad en mand med en notatblok foran sig, hvor han skrev det ned han fik at vide af en anden mand som lå på knæ foran den afskallede dør. Manden foran døren havde en skrammet militærkikkert i hænderne, som han kiggede ind ad dørens brevsprække med. Det han så, refererede han til ham som sad ved bordet. Begge var klædt i mørkegrønne kampuniformer og barrét. (Sum havde aldrig bemærket om der var en brevsprække i døren i Mundo Minor) Der gik et øjeblik før det gik op for manden ved bordet, at der var kommet nogen. Da det skete, prikkede han den anden på armen. De vendte sig samtidig. Sums første indtryk, var at de to mænd var fuldkommen ens. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at de blot lignede hinanden utroligt meget. Deres uniformer viste sig også at være en smule forskellige. Den som havde siddet ved bordet var tydelig233


Legenden om Mundo Minor

vis den som havde den højeste rang, uden at den dog blev markeret af andet end et emblem på brystet af uniformen. Emblemet viste en pen og en bog, den andens emblem viste en kikkert. Deres holdning viste tydeligt at det var kvinden som havde kommandoen, og at de var forundrede over Sums tilstedeværelse. Uden et ord rakte kvinden Sums smuldrende rulle til ham med pen og bog. Han læste rullens indhold med de samme forsigtige bevægelser som hun havde gjort, mens han med hurtige øjekast betragtede Sum. Efter læsningen rullede han rullen sammen, med en tænksomt nikkende hovedbevægelse. Sum fik indtryk af at han kvitterede for en uudtalt ordre fra kvinden. hun vendte sig, gik hen til stigen og blev stående her. Sum fornemmede at han var blevet overgivet i denne officers varetægt. * Du kommer udefra !? Officerens stemme var behagelig men noget højtidelig. Den havde dog også en efterklang af stor handlekraft. * * * * * *

Ja. Du ønsker at hjælpe os i vor kamp !? Ja. Du har mødt Desmofylax !? Ja, det kan man godt sige. Udemærket. Se her.

Manden pegede mod en seddel som lå på bordet. Det var en tegning af det man kunne se gennem brevkassen i den grønne dør. * Vor opgave er at få så mange pålidelige oplysninger om dette område som muligt, i den hensigt at finde et effektivt middel i kampen mod overmagten. Han talte som en stabsofficer, der var ved at briefe en enhed. 234


Legenden om Mundo Minor

* Javel, af hvilken art er det middel vi søger. Sum følte en tilskyndelse til at anlægge samme taleform, hvilket tydeligt behagede den anden. * Dét er problemet. Vi har endnu ingen sikre formodninger om det nødvendige våbens karakter. Der blev en pause, som Sum brugte til at betragte tegningen af rummet bag døren, nøjere. I Mundo Minor havde der været et mindre rum, bag den grønne dør. Efter endnu en dør var man så kommet til Øvre Hu. Her var der åbenbart ikke nogen dør som forhindrede udsigten til Hu (eller hvad de nu kaldte det her), ifølge tegningen. Den viste en begrænset udsigt til noget Sum formodede måtte være en ø, af opstablede ting. Tegningen var dog meget mørk og skitseagtig. Sum lagde papiret på bordet og pegede spørgende mod døren, hvor den anden igen kiggede i sin kikkert. Med et nik fik han tilladelsen og overtog mandens plads foran døren. Sum afslog hans tilbud om at låne kikkerten, men hev sin egen frem af dens hylster. Rummet bag døren var ganske rigtigt temmelig mørkt, men der var en del mere at se end tegningen havde antydet. Bunke var nok et mere rammende udtryk for det Sum, efter tegningen, havde vurderet til at være en ø. Det svage skær fra et fyrfad oplyste bunkens ene side, hvor der åbenbaredes et sammensurium af beskidt vasketøj, lasede bøger, rustent værktøj, krøllet papir og lignende. Tilstanden mindede om den der havde rådet i Mundo Minors Nedre Hu første gang Sum var der, blot en tak værre. * Hvornår har der sidst været nogen derinde, for at rekonogsere. Sum sænkede sin kikkert. * Det har der ved min salighed ikke været i årevis. 235


Legenden om Mundo Minor

Eftertrykket viste at officeren heller ikke troede det ville ske igen. * Hvorfor ikke ? * Det er fjendeland!! Officeren rakte rullen tilbage til Sum og begyndte at gå frem og tilbage, mens han holdt om den ene hånds håndled med den anden, på ryggen. Efter en pause rømmede han sig, derefter fortsatte han; Desmofylax er en mægtig fjende, han har stor magt. Mange krigere er allerede blevet overmandet og er nu i hans vold. Hvor de er eller hvilke pinsler de må udholde, kan vi kun gisne om. Det er en stor tragedie. Vi har kun få bastioner tilbage; skrivestuen, teateret og denne observationspost. Kun disse tre steder er vi i sikkerhed for vor fjende, resten er fjendeland. Bag denne dør, er der ikke længere noget som er sikkert. Kommandoofficeren understregede sin pointe ved at hæve en finger mod loftet. * Han skal derind. Selv om kvinden talte almindeligt, Var det som om der lå en dyb trussel i ordene. * Derind !?... jamen faren... Desmofylax ?! Officeren virkede overrasket, men skyndte sig at nikke bekræftende da han så kvindens truende mine. Derimod var det ham umuligt at sige noget. Sum tog derfor ordet; * Er døren blokeret ? * Ja, det har vi allerede gjort... vi har låst døren. 236


Legenden om Mundo Minor

Officeren var synligt lettet over at Sum talte til ham, da han så havde en grund til at tage øjnene fra kvinden. * Ville det så ikke være muligt at åbne døren, slippe en mand igennem og så låse igen ? * Øhh...jooh... muligt, jada. Officeren trippede nervøst mens han skævede i retning af kvinden. * Jeg melder mig frivilligt, og da jeg ikke er en del af de regulære tropper, kan min død ikke regnes for et reelt tab. Sum stod ret og så officeren direkte i øjnene, denne så væk. * Er... er du klar over hvad du... går ind til ? Officeren sank en klump. * Javel. Sum havde indset at hvis han påtog sig rollen som soldat, ville officeren lettere genvinde fatningen, og få kontrol over sig selv. * Du gør os ære ! Lettet lagde officeren en tung hånd på Sums skulder. Hans stemme dirrede endnu af skrækken fra før. Stadig med hånden på hans skulder vendte officeren sig tøvende mod kvinden, hun nikkede svagt, men bestemt. Derefter så han spørgende på den anden, som havde vendt sig fra sprækken, han nikkede også. Med faste skridt trak officeren Sum med sig hen til døren, åbnede den med en hurtig bevægelse, skubbede ham ud gennem den og låste den efter ham med den desperates hurtighed. Bag døren var der faktisk et lille rum, blot var det anderledes indrettet end det havde været i Mundo 237


Legenden om Mundo Minor

Minor. Dér havde rummets to døre været ens, her var den anden dør en stor skydedør. Da den var skudt helt til side, kunne den ikke ses fra brevsprækken. Rummet mellem de to døre var fyldt op med ragelse. Sum krabbede sig over gulvet og satte sig på hug ved den bunke han havde betragtet gennem sprækken, med hånden på Egkratehias skæfte, og så sig om. Overalt hvilede et dystert mørke, som kun blev brudt af de få og spredte fyrfade. Alt var roligt, tyst, lydløst. Det indtryk Sum havde fået af ”bunken”, viste sig at være en forskønnelse af virkeligheden. Den var ét rod af de mest forskelligartede ting. Lige ud for Sums øjne stak en bog halvt ud af den. Det så ud til at være en rapport ( i nogenlunde god stand ), hvis forside prydedes af en tegning magen til den han havde set på de to mænds bord. Denne var blot meget mere detaljeret. Forsigtigt trak Sum rapporten ud af bunken, gik de få skridt tilbage til døren og stak den ud af brevsprækken. Den blev modtaget med begejstring. Sum smuttede tilbage til det sted hvor han havde siddet før, alt var stadig roligt. Her vendte han sig mod døren, hvor linserne i soldatens kikkert blinkede i det svage lys, vinkede til ham og begav sig ud i det ukendte halvmørke.

238


Legenden om Mundo Minor

5.kapitel Skinnet bedrager. ( Dansk talemåde )

For en sikkerheds skyld trak Sum Egkratehias af skeden og sneg sig frem til den næste bunke, med alle sanser i yderste alarmberedskab. Mellemrummene mellem bunkerne viste sig at være uensartede, bunkernes størrelse varierende. Anden bunke var kun forskellig fra den første på ét punkt; tingene i den var i en sådan grad af opløsning, at en kompostbunke ville være en passende beskrivelse. Endnu havde Sum ikke hørt en eneste lyd og heller ikke selv lavet nogle, hvorfor han fór sammen da en skramlen og bumpen nåede ham fra mørket foran ham. Så hurtigt som det var ham menneskeligt muligt, smuttede Sum ind i ly af den nærmeste bunke. Lyden døde forholdsvis hurtigt ud, men fulgtes næsten øjeblikkeligt af en gennemtrængende muggen stank. Lyden havde slet ikke nogen lighed med dem Desmofylax havde givet fra sig, men da Sum var ukendt med forholdene her, krøb han sammen i skyggen af bunken. Der gik lang tid uden at der skete mere, selv lugten fortog sig. Sum havde ingen fornemmelse af nogens tilstedeværelse, hvorfor han fortsatte. Snart fik han også forklaringen på den lyd han havde hørt. Den skyldtes blot en ekstra høj bunke som var væltet, da dens nedre dele var smuldret bort. Den lå nu som en vold tværs over gulvet. Han var kun lige trådt over den væltede bunke, da der pludselig blev bælgmørkt omkring ham. Forskrækket snublede Sum et par skridt baglæns, hvilket fik lyset til at vende tilbage. Da han endnu var ret tæt på den dør han var kommet ind ad, tog det et stykke tid før han blev klar over hvad der var sket. I Mundo Minor havde der været forholdsvis langt fra døren ind til Hu og til det sted, hvor mørke skilte Øvre Hu fra Nedre Hu. Her var 239


Legenden om Mundo Minor

der åbenbart mindre end tyve meter til adskillelsen. Så snart mørket var slået sammen om Sum, var hans hjerte begyndt at galoppere af sted som en løbsk væddeløbshest. Det tog flere minutter, inden det igen slog normalt. Med Egkratehias foran sig i begge sine svedige hænder, klart til hug, lod han sig opsluge af adskillelsens mørke igen. Det forekom Sum at strækningen med mørke var meget lang, men pludselig dukkede han frem af skyggerne. Foran ham lå en fuldt oplyst sal, langt lysere end noget han endnu havde oplevet i denne Mundo. Salens gulv bestod af sorte og hvide porcelænsfliser, som så slidte men rene og velholdte ud. Da Sum forlod observationsholdet ved døren, havde han bevæget sig langs rummets venstre væg. Nu hvor han dukkede frem i Nedre Hu ( eller hvad det blev kaldt her ), havde han ikke en væg men et udstillingsskab med glasdøre, til venstre for sig. Skabet var så stort og dybt at det nærmest var et helt lokale, fyldt med reoler i række efter række bag hinanden. Skabet var af gråt metal og gav indtryk af at være solidt. Den endeløse række af døre i skabet, var alle lukket og låst. Gennem dørenes glas kunne han betragte de ting som lå udstillet, i den første række reoler. De øvrige reoler kunne Sum kun skimte. De udstillede genstande var meget forskellige og så ikke ud til at være anbragt i nogen åbenbart logisk rækkefølge. Bag den første dørs glas så han en stensamling, hvor stenene var forsynet med en lille seddel med oplysninger om art, findested, mv. Samlingen gav indtryk af at være vel gennemtænkt og omhyggeligt udført. Utilpas ved rummets manglende muligheder for at skjule ham, stak Sum sværdet i skeden, trak kappen sammen om sig og så sig om. Rummet var øjensynligt enormt. Rækken af døre i skabet ved rummets venstre væg, fortonede sig i det fjerne. I kikkerten kunne Sum se at der var et megaskab af samme slags, langs rummets modsatte væg, således at disse to løb parallelt så langt øjet (og kikkerten) rakte. Nogle hundrede meter længere fremme blev den ensartede gulvflade brudt, af kæmpemæssige geometriske figurer i noget som lignede blankpoleret, sort sten. Sum puttede kikkerten tilbage i dens hylster 240


Legenden om Mundo Minor

og satte kursen mod den nærmeste figur, en stejl pyramidestub. Jo tættere Sum kom på stenfigurerne, des mere usikker blev han. Instinktivt søgte han ind mod den endeløse række glasdøre og opdagede derved at en af dørene stod på klem. Uden nogen bevidst tanke smuttede han ind, satte sig på hug og så sig omkring. Skabet var utroligt dybt og måtte derfor strække sig længere end til væggen. Inde i skabet, som Sum efterhånden mere opfattede som et lavloftet rum, stod den ene række reoler efter den anden. Reolerne stod på hjul og kunne derfor køres frem og tilbage, så man frit kunne passere mellem dem. Den reol som havde vendt ud mod glasset der hvor Sum var smuttet ind, var fyldt med tørrede og pressede planter, hver forsynet med et lille kort med plantens data. Reolen bag denne indeholdt frø af de samme planter. Næste reol igen bar en samling digre værker om dyrkning, vanding og opbevaring. Sum havde ikke lyst til at bevæge sig længere ind i rummet/skabet, da det kun var oplyst af det lys som faldt ind gennem glasdørene. I stedet sneg han sig af sted mellem første og anden reolrække, i samme retning som han havde gjort udenfor skabet. Sum bevægede sig tyst, foroverbøjet og opmærksom. På denne måde nåede han helt frem til det sted hvor han kunne se direkte ud mod den stumpe pyramide gennem skabets glas, uden at møde overraskelser af nogen art. Alligevel steg hans nervøsitet støt, så han nu også fik sure opstød. I et forsøg på at få sin indre uro til at lægge sig, satte han sig på hug bag den første reolrække, mens han i kikkerten betragtede geometrien som lå spredt mellem de to skabsrækker. Bagsiden af den stumpe pyramide tiltrak sig hurtigt Sums opmærksomhed; der var noget som bevægede sig !!. Vinklen han så pyramidestubben i gjorde det umuligt at se hvad det var der bevægede sig, men der VAR noget. Uden at ænse den sviende fornemmelse i maven, løb Sum længere frem gennem skabet, for at få en bedre synsvinkel. På den måde kom han godt nok længere væk fra pyramidestubben, men det var den eneste metode han kunne komme på... hvis han da ikke ville bevæge sig ud i det åbne og totalt ubeskyttede område mellem 241


Legenden om Mundo Minor

skabene i denne side, og de sorte stenformer. Det Sum fik at se da han havde fundet en acceptabel vinkel, fyldte ham med undren. Pyramidestubben var øjensynligt hul og åbningen, som vendte mod denne side, var dækket med et gitter. Bag dette gitter befandt et stort antal væsener sig. Både afstanden og skyggen som lå over stenformens indre, gjorde det længe umuligt for ham at afgøre hvilke væsener der var tale om. Pludselig gik et af væsenerne hen til gitteret, stak hænderne ud mellem tremmerne og lænede sit hoved mod det. Væsenet var umiskendeligt en emotionariant. Tankefuldt sænkede Sum kikkerten. En tilfangetagen emotionariant, det betød at han var nødt til at krydse det åbne stykke... på en eller anden måde. Hans hjerte begyndte igen at slå hurtigere. Sum forlod skabet, men lod skabsdøren stå på klem. Et øjeblik stod han og lyttede, men der var intet at høre. Så tog han mod til sig, og begyndte at løbe tværs over det store åbne stykke. Sum løb alt hvad remme og tøj kunne holde, han løb lydløst og sørgede for at være helt indhyllet i sin kappe. Sum anede ikke hvad han havde ventet der ville ske, når han løb ud i det åbne. Han havde nok forventet at blive overfaldet af et eller andet emotionarianternesfyrsteagtigt vilddyr. Det som virkelig skete, var nok det han mindst havde ventet... der skete absolut intet. Sum nåede frem til pyramidestubben, som tæt på ganske enkelt var enorm, uden at der skete andet end at den emotionariant som stod ved gitteret, smilende betragtede ham. Emotionarianten så ikke ud til at have lidt overlast på nogen måde, tværtimod udstrålede han ro og tillid. Sum stoppede udenfor gitteret og betragtede ham, ”Sådan må Kreators første emotionarianter have set ud” tænkte Sum uvilkårligt ved sig selv. Den venligt smilende emotionariant rakte en lang muskuløs arm ud og åbnede gitteret som åbenbart ikke havde været låst, sådan som Sum havde forestillet sig. * Kom ind ven, Xalyfomsed skulle snart være her. 242


Legenden om Mundo Minor

Med en venlig armbevægelse bød han Sum ind. Indenfor var der ikke noget som blot mindede om det fangehul Sum havde forestillet sig. Rummet lignede en god arkitekts bud på et venteværelse. Langs væggene, og i små grupper spredt ud over gulvet, stod sofaer og stole arrangeret om små borde med smagfulde blomsterbuketter i dekorative vaser. Næsten alle siddepladser var optaget af et stort antal emotionarianter, i rolig og venlig samtale. Hver sofagruppe var omgivet af lave kummer hvor bregner, bambus og blomster var arrangeret så de dannede en markering mellem de enkelte grupper. Fra et skyggepanel langs loftet hele vejen rundt i lokalet spredtes et hyggeligt gulligt lys, som blev suppleret af de klare hvide spots over borde og beplantninger. Rummet var lavet til dagligt brug, men var velholdt og rent. * Så er han på vej. Emotionariantens stemme afbrød Sums betragtninger. Sum gik hen til gitteret og fæstnede øjnene på en lille skikkelse som nærmede sig pyramidestubben, fra retningen modsat den Sum var kommet ad. I kikkerten viste det sig at være en mand, iført noget der mindede om en orange kedeldragt. Udenpå kedeldragten havde han et seletøj, som mindede lidt om det en faldskærm er udstyret med. Seletøjet var udstyret med adskillige småtasker, værktøjer og måleinstrumenter, som var fastgjort hvor det var mest praktisk. Mandens gråhårede hoved gav indtryk af at han var træt, alligevel satte han taktfast den ene snørestøvle foran den anden, som en der er vant til at trave langt og længe, lige til han stod ved gitteret. * Det er en glæde at se dig igen. Emotionarianten som havde stået ved gitteret bredte sine stærke arme ud, og de to gav hinanden et venskabeligt kram. Med et smil vendte emotionarianten sig og gik mod en dør i den anden ende af rummet. Bag ham fulgte Sum den gråhårede mands, Xalyfomseds, opfor243


Legenden om Mundo Minor

dring til at følge med. Emotionarianten åbnede døren, trådte til side og lod Sum og Xalyfomsed gå ind i spidsen for den store flok. Bag døren trådte de ind i en konferencesal, hvor alle sæder på nær tre efterhånden blev besat. Af disse tre var en øjensynligt rådsformandens, de to andre befandt sig på hver side af denne. * Rådssalen. Mumlede Sum hen for sig selv, for det var hvad dette måtte være, en rådssal. * Du har fuldstændigt ret Sum, dette er Rådssalen. Der gik et par øjeblikke, så stivnede Sum. Xalyfomsed havde kaldt ham ved navn !! Sum snurrede rundt og så forbløffet på mandens venlige ansigt, med en underlig følelse af at være fuldstændigt nøgen. * Kong Sum den eneste, den retmæssige hersker over Mundo Minor. Vær velkommen. Xalyfomsed lagde en venlig arm om den endnu lamslåede Sums skuldre og førte ham gennem Rådssalen. Idet de nåede de tre tiloversblevne sæder, rejste alle de tilstedeværende sig på en måde, som signalerede venlig og uformel respekt. Xalyfomsed førte Sum frem til sædet til højre for formandssædet, hvor han med en venlig håndbevægelse tilbød Sum at sætte sig. Selv satte han sig på formandssædet, med den emotionariant som havde ventet ved gitteret, på venstre side. * Så er vi alle samlet, værsgo at tage plads. Xalyfomsed talte ind i mikrofonen som stod på bordet foran ham, med en blød, behageligt varm stemme. Sums sind faldt til ro og han 244


Legenden om Mundo Minor

blev enig med sig selv om at Xalyfomsed kun ville ham det godt. * Som i kan se er der en mere blandt os end sidst, en som lige er gået gennem væggen. Muligvis mener I at kende ham, men spekulerer alligevel på hvem han er. Lad mig derfor sige det med det samme; han er IKKE emotionariant... Han er Konge i en Mundo !! Der blev en forbløffet mumlen blandt de mange forsamlede, en mumlen Xalyfomsed smilende lod fortsætte til den døde ud af sig selv. Da det næsten var sket, gav en lille lampe sig til at blinke rødt, på bordet foran ham. Xalyfomsed trykkede på en knap ved siden af den, hvilket fik en blid, let forundret stemme til at fylde rummet; * Er denne hersker hér af egen fri vilje, eller er det en følge af en af Desmofylanias planer ? * Så vidt jeg ved er der tale om uvidenhed og hjælpsomhed. Jeg nåede ikke at få Sum på tomands hånd før Desmofylania indfangede ham, men slutter mig frem ud fra det jeg hørte af deres samtale. Xalyfomsed lænede sig tilbage fra mikrofonen, men måtte bøje sig frem igen da den lille lampe straks begyndte at blinke igen. * Er det muligt at han aflægger beretning for rådsforsam lingen, på nuværende tidspunkt. * Bør vi ikke vente ? Xalyfomseds stemme var venligt appellerende. * Vi foreslår at mødet hæves og genoptages i morgen, med Sums beretning som det første punkt. * Vedtaget. Mødet er hermed hævet. 245


Legenden om Mundo Minor

Xalyfomsed lænede sig tilbage i den magelige stol. Alle rejste sig. Nogle forlod Rådssalen med det samme, andre stod og snakkede i små klynger. Ingen så ud til at have travlt, blot var nogle mere målrettede i det de gjorde, end andre. Alle hilste venligt, både på hinanden og på Sum. Sum bemærkede at de åbenbart ikke var bevæbnede på nogen måde, mange havde derimod forskellige apparater og værktøjer på sig. Den almindelige påklædning så ud til at være en eller anden form for arbejdstøj, som regel en kedeldragt. Farver, stof og stil var derimod vidt forskellige. * Må jeg tilbyde mit selskab, og et beskedent måltid? Xalyfomseds blide stemme afbrød Sums tankerække. * Jotak, meget gerne. Sum syntes bedre og bedre om Xalyfomsed, og om dette... sted. Xalyfomsed førte Sum ud af salen, gennem venteværelset og ud på den åbne plads mellem de forskellige sorte, geometriske figurer. Nu hvor Sum følte sig fri for sin tidligere usikkerhed over for disse stenformationer, betragtede han dem med nye øjne. Der lå en underlig, enkel og naturlig skønhed i disse simple geometriske former... en form for renhed, som også måtte have præget Ægyptens pyramider da de var nybyggede. Xalyfomsed førte Sum over mod en enorm terning, af samme sorte sten som de øvrige former. Her lagde han en hånd på terningens overflade, og skubbede en del af den, som altså var en skjult dør, til side. Indenfor var et rum,badet i et gyldent, kobberagtigt lys. Rummet gav indtryk af at være et bryggers / vindfang, eller noget i den retning. På hylder i tre planer, stod kasser i forskellige størrelser, hele vejen rundt. Langs væggen stod sko og støvler af forskellige slags. I rummets modsatte ende ledte en døråbning i dobbelt bredde, dækket af et forhæng, videre ind. Xalyfomsed holdt forhænget til side, og bød smilende Sum indenfor. Rummet de nu stod i, var enormt. Størrel246


Legenden om Mundo Minor

sen var dog ikke anmassende, da det var delt op i et utal af mindre enheder, ved hjælp af murede blomsterkummer. Samtidig med at disse kummer delte rummet op, fyldte deres indhold luften med de lifligste dufte. Cirka tyve meter fremme, i rummets ene side, gik en svær trappe af mørkt bejdset træ, op til etagen ovenover. Xalyfomsed ledte Sum hen til en afdeling hvor der var indrettet et køkken, og en spisekrog med plads til otte personer. Køkkenet var omgivet af kummer, hvor der voksede grøntsager, bær og krydderurter. Lyset var her klart og hvidere end i resten af det enorme rum, hvor det nærmest var blødt og kobberagtigt. * Sæt dig bare, så laver jeg noget mad. Du har sikkert en million spørgsmål, så bare fyr løs. * De skabe langs væggene, derude er det... Nedre Hu, jeg mener et... et tidens lager. Sum gjorde en bevægelse mod døren de var kommet ind ad. Han gik i stå, med en følelse af at det næsten var umuligt at formulere et spørgsmål om noget her, i én sætning. * Et tidens lager... ? Tja et fortidens lager kunne man godt kalde det. Xalyfomsed så på Sum med et fjernt udtryk i øjnene. Det er faktisk præcis det det er. Tankefuldt vendte han sig mod grøntsagerne igen. * Hersker her i Mundoen er du ikke... vel ? * Jeg er den som forvalter visdommen. Sum sad tavs i lang tid. De eneste lyde som hørtes, kom fra Xalyfomseds madlavning. Sum havde en utrolig fornemmelse af at 247


Legenden om Mundo Minor

han var i gang med at opdage noget meget vigtigt, men kunne ikke se hverken hoved eller hale i det der skete omkring ham. * Hvem var det du talte med ved rådsmødet. Sum ville prøve fra en anden vinkel. * Det var de andre, Rådsmedlemmerne. * Var det da ikke rådsmedlemmerne som sad i salen. * Øhh... Jo, og det var dem jeg talte med. Xalyfomsed så let forundret på Sum. * Jamen der var jo kun en stemme... hvis var den ? * Det var det samlede råds stemme. Alle i rådet har en mikrofon, som den du så foran min stol i salen. Når et rådsmedlem så ønsker at give sin mening til kende, trykker vedkommende på knappen og indtaler sin mening. Det du så hørte som rådets stemme, er summen af alle rådsmedlemmernes meninger. Hvordan foregår det når I beslutter noget i Mundo Minor ? * I Mundo Minor holder vi rådsforsamlinger, ligesom her, men hos os rejser den enkelte sig og tiltaler forsamlingen direkte. * Hvad så hvis en anden af rådets medlemmer er uenig, hvad gør han så.? * Rejser sig og taler direkte til forsamlingen. * Tager det ikke en farlig tid ? * Jo, det gør det vel, men det sikrer enigheden og styrker tilfredsheden. Hvem har for øvrigt bygget jeres mikrofonsystem ? * Rådet. Tavsheden sænkede sig igen over de to. Xalyfomsed foretog de sidste 248


Legenden om Mundo Minor

forberedelser til måltidet og satte tallerkner på bordet. Sum som, følte sig lidt rastløs, havde rejst sig og vandrede planløst rundt i køkkenet. * Så nu skal det bare stå lidt for sig selv. Kunne du tænke dig at se dig lidt omkring, til vi skal spise ? * Jatak det ville være rart. Sum kikkede rundt. * Den bygning vi står i lige nu er en fritidsafdeling, som alle kan benytte efter lyst og behov, når der ikke er nogle opgaver at løse. Alle de steder hvor lyset er klart hvidt, er der køkkenafdelinger. De øvrige afdelinger kan indrettes efter behov. Hvis du har lyst til et bad, er der også afdelinger til det brug. * Et bad ville være lækkert, det har jeg ikke fået i flere dage. Sum blev helt euforisk ved tanken. * Vil du have det nu, vi kan udsætte rundvisningen til vi har spist ? * Jatak, meget gerne. Xalyfomsed ledte Sum hen til en afdeling hvor væggenes murede del gik helt op i brysthøjde. I væggens kumme var der plantet bregner, som næsten lukkede sig over Sums hoved. I afdelingens modsatte ende var en mur bygget vinkeret ud fra bagvæggen. Små to meter ude i rummet drejede muren halvfems grader, således af der dannedes en uformet bruseniche. * Jeg kommer lige med noget nyt tøj til dig. Jeg er ovre i køkkenet når du er færdig. 249


Legenden om Mundo Minor

Xalyfomsed betragtede et øjeblik Sum, for at vurdere hvilken størrelse han skulle bruge og gik så. Ved siden af Sum var der en bænk af det samme smukke, mørke og blanke træ, som trappen til overetagen så ud til at være lavet af. På væggen over den var der en række knager med håndklæder. Her var det åbenbart meningen at han skulle lægge sit tøj... og våben. Sum havde ikke skænket sine våben en tanke før nu. Han huskede kun alt for tydeligt Emotionarianternes Fyrsters forsøg på at stjæle hans våben. Pludselig slog den tanke ned i ham, at det måske var ved at ske igen. Tanken forvirrede ham. Den passede så dårligt med hele den stemning der var blandt Xalyfomsed og rådsmedlemmerne. Sum stod ubeslutsomt og vaklede mellem tillid og mistillid et øjeblik, og traf så en beslutning. * Så er jeg her igen, der ligger rent tøj på bænken. Det beskidte sørger jeg for at få renset. * Tak skal du have. Svarede Sum gennem bruserens plasken. * Der er mad om ti minutter. Sum havde opmærksomt betragtet Xalyfomsed gennem bregnernes skjul. Han havde ikke rørt bæltet som Sum havde hængt inderst ved væggen, og så ikke ud til at være interesseret i hverken det, eller øvrige udrustning. Da Xalyfomsed var gået slukkede Sum for vandet, tørrede Egkratehias og stak det tilbage i skeden. På bænken hvor hans beskidte tøj havde ligget, lå nu en kedeldragt med et utal af lommer. Størrelsen var nøjagtig Sums, farven varmt solgul. Han spændte kappe og bælte over kedeldragten, og forlod baderummet frisk og glad. I køkkenet duftede der vidunderligt. Maden var sat på bordet, som var dækket med service af gennemsigtigt lysegrønt glas og bestik af sølv. På bordet stod også en flaske vin, som viste sig at være den bedste Sum nogensinde havde 250


Legenden om Mundo Minor

smagt. Mens de spiste talte de frem og tilbage om forholdene, dels i Mundo Minor, dels i denne Mundo. Mundoens navn viste sig i øvrigt at være; Mundo Desmofyl. (Fragment af ”Kreators Klagesang) Noget af det første Sum spurgte om, var det underlige misforhold mellem situationen i den øvre Mundo, og den der herskede her i den nedre Mundo. Forklaringen overraskede Sum, og det tog noget før han helt forstod den. Oprindeligt var denne Mundo udgået af Mundo Ambo. Herskerinden, som Xalyfomsed kaldte Desmofylania, var datter af Kongen af Mundo Ambo. Selve grundlæggelsen af Mundoen havde været fejlslagen, idet Desmofylania havde forladt Mundo Ambo i vrede. Deraf fulgte at grundlaget for et harmonisk herredømme ikke var tilstede. Nogle dele af herredømmet, inklusive de tilknyttede emotionarianter, var endda så ufuldstændige at de funktioner de var ansvarlige for, måtte opgives på forhånd. Da Desmofylania for alvor tiltrådte sit herredømme, følte hun at hun måtte forvise nogle af hoffets emotionarianter til Nedre Mundo, da store dele af deres funktioner ikke så ud til at kunne foretages. Faktisk blev det en besættelse for Desmofylania, at hun kun ville have de emotionarianter omkring sig, som hun fandt tilstrækkeligt fuldkomne. På denne måde blev efterhånden det meste af Mundoens hof, med tiden, forvist til Mundoens nedre regioner. Emotionarianterne som samledes i Nedre Mundo samlede deres styrke, så de ved fælles kræfter kunne udføre de opgaver Mundoens opretholdelse krævede. I begyndelsen var det forholdsvis let, idet Desmofylania accepterede deres arbejde... sålænge hun ikke blev direkte konfronteret med oprindelsen. Med tiden fik hun dog sværere og sværere ved at lade som om hun ikke vidste, at arbejdet blev udført af (hvad hun opfattede som) forkvaklede inva251


Legenden om Mundo Minor

lider. Til sidst besluttede hun at stoppe alle forbindelser mellem Øvre og Nedre Mundo, da emotionarianter som hun ikke ønskede at forvise, selv valgte at smutte over i Nedre Mundo. Denne brutale afspærringstaktik fik de forfærdeligste konsekvenser (for øvre Mundo). Derfor besluttede hun at hente de nødvendige oplysninger selv, hæve afspærringen ville hun ganske enkelt ikke. Først forsøgte hun at sende spejdere ind i Nedre Mundo. Da de blot forblev der, oprettede hun observationsposter i Øvre Mundo hvorfra hun kunne udspionere Nedre Mundo. Denne ændring førte til at Desmofylania fik langt færre oplysninger end da kommunikationen var åben, men Emotionarianterne kunne nu ikke længere hoppe af i Nedre Mundo. For at opveje de manglende oplysninger, begyndte Desmofylania nu at forbinde de få oplysninger hun var i besiddelse af, hvorefter hun udfyldte hullerne med sine egne tolkninger. På denne måde opstod hendes forestillinger på ”Det personlige Teater”. På grund af oplysningernes ufuldstændighed, og fortolkningernes urimelighed, blev resultatet dog fuldstændigt fordrejet i forhold til de virkelige forhold. Med tiden blev hun så optaget af sine egne spekulationer, at hun totalt ignorerede Nedre Mundo. Hun forviste alle selvstændige emotionarianter dertil og afspærrede enhver forbindelse FRA Nedre Mundo TIL Øvre Mundo. Derefter forfaldt Mundoen med lynets hast. En naturlig følge af Desmofylanias handlinger blev at alt som foregik i Øvre Mundo, blev sygeligt forvrænget, intet kunne længere tages for pålydende. Som et spejl i et spejlkabinet forvrænger billedet af den der spejler sig, således forvrængede Øvre Mundo enhver kontakt fra Nedre Mundo og enhver kontakt fra Terra Inkognita. Xalyfomsed tav. Længe sad de to og spiste i tavshed, kun lyden af deres bestik og et nærliggende springvand hørtes. * Der er et par ting jeg endnu ikke rigtigt forstår. * Så spørg. 252


Legenden om Mundo Minor

* Du har flere omtalt Mundoens herskerinde under navnet Desmofylania, men da jeg mødte hende blev jeg forfulgt af en hun kaldte Desmofylax. hvem er det ? Xalyfomsed svarede ikke. I stedet rejste han sig, gik hen til bordet hvor han havde tilberedt maden, og hentede en smørebrik af gennemsigtigt lysegrønt glas. Han lagde den på bordet foran sig, og skrev med en speedmarker bogstaverne DESMOFYLAX på den. Derefter holdt han den op, Så sum kunne se den. * Det var det hun kaldte ham... ikke ? * Øhh... jo, det var det. Sum følte sig lettere mystificeret. Xalyfomsed betragtede indgående Sums ansigt, medens han langsomt drejede smørebrikken, om dens lodrette akse, så Sum kunne læse ordet spejlvendt, gennem det lysegrønne glas. Nu stod der... XALYFOMSED. Det tog et øjeblik før betydningen af det han så, gik op for Sum. Så rejste han sig med et set, og betragtede Xalyfomsed med afsky malet i ansigtet, og hånden på Egkratehias skæfte. * Dig...!? du var den der jagede mig, som et dyr, gennem øvre Mundo. Du var den...den hun reddede mig fra!! Sum følte det som om en dyb afgrund havde åbnet sig under ham. På et øjeblik havde han mistet al den tillid han havde opbygget i forhold til Xalyfomsed. * Sådan tager jeg mig ud, når mine forsøg på at kontakte Øvre Mundo bliver forvrænget. Xalyfomseds stemme var helt rolig, men bedrøvet. Sum satte sig langsomt ned igen. Hans reaktion på Xalyfomseds handling, skyldtes udelukkende at den angst han havde oplevet ved sit møde med 253


Legenden om Mundo Minor

Desmofylax, var blusset op igen. Nu da hans fornuft igen havde overtaget, virkede oplevelsen med Desmofylax helt logisk og i overensstemmelse med det øvrige Xalyfomsed havde fortalt. De spiste vidre i tavshed. * Undskyld... * Du behøver ikke undskylde, jeg forstår dig godt. Du har været offer for Desmofylanias forvrængede virkelighed, det forklarer alt. * Tak. Sum var dels overrasket over sine egne reaktioner, dels var han taknemmelig over den storhed i Xalyfomseds personlighed, han fandt bekræftet endnu en gang. Tavshed sænkede sig igen over de to spisende. Sum lukkede ind imellem øjnene og lod lyden af det endnu usete springvand fylde sit sind. Han lod lyden skylle stumperne af tidligere misforståelser, ud af hans sind. I stedet blev han opfyldt af en ro, som mindede om den stemning der herskede her i Nedre Mundo. * Du talte om mangler og fejl hos de emotionarianter Desmofylania forviste til Nedre Mundo, men jeg har kun set flotte og stærke Emotionarianter. Hvor er de... de ufuldendte emotionarianter ? Sum lagde sin gaffel og tømte det vinglas han havde i den anden hånd. * De er over det hele. Det er dem du har set i rådssalen, og alle andre steder. Xalyfomsed rejste sig og tog en håndradio fra sit bælte. Ved hjælp af den tilkaldte han tre emotionarianter, som ankom næsten samtidig, et øjeblik efter. Med få ord genfortalte Xalyfomsed sin samtale med Sum, og bad emotionarianterne vise deres ufuldkommenheder. Med 254


Legenden om Mundo Minor

et stigende ubehag så sum de tre emotionarianter afføre sig deres kedeldragter. Ubehaget skyldtes det forhold at store dele af emotionarianternes kroppe, viste sig at være erstattet med forskellige mekaniske og elektroniske komponenter. Den ene emotionariant havde kun hovedet og den ene arm, resten var ren, metalskinnende teknik. * Sådan har vi klaret os. Hver af os tager sig af det han eller hun kan magte, resten må vi lade ligge til andre. Xalyfomseds stemme virkede træt. * I har tjent denne Mundo godt.. Sums stemme ebbede ud. Der var intet passende at sige. hans følelser var i vildrede. Han befandt sig godt mellem disse emotionarianter, han var kommet til at holde af Xalyfomsed, men han var samtidig både betaget og skræmt over emotionarianternes tilstand. For at få kontrol over sine følelser, sank Sum ind i sig selv igen. Xalyfomsed takkede de tre emotionarianter for deres hjælp, og lod dem gå. Så hentede han den dessert han havde forberedt, stillede den på bordet og satte sig stille. * En ting til, Xalyfomsed, har jeg ret når jeg tror at jeg nu er fanget i her.... sammen med jer ? * Både ja og nej. Du kan godt komme ud, men du bliver nødt til at kæmpe med Desmofylania som uden tvivl vil prøve at holde dig fangen. * Sikken et cirkus jeg har rodet mig ind i, bare fordi jeg ville spørge om vej. * Dessert ? Smilende skubbede Xalyfomsed skålen med citronfromage over bordet. 255


Legenden om Mundo Minor

6.kapitel Den som lever skjult, lever godt. ( Ukendt oprindelse )

Da Sum vågnede næste morgen, var der helt roligt omkring ham. Et øjeblik var han i tvivl om hvor han var, men kom så i tanke om alt det der var sket den foregående dag. Med et dybt suk og et lille smil gled han tilbage i de bløde silkepuder, hvor han lod tankerne komme til sig. Aftenen havde han tilbragt i selskab med Xalyfomsed... eller Desmofylax og nogle emotionarianter, som senere var kommet til. De havde fået et par glas, sunget sange fra både Mundo Minor og Mundo Desmofyl og på alle måder hygget sig. Senere var han blevet vist rundt i den kubiske bygning. De havde været oppe ad den svære trætrappe for at se på de enorme vandtanke der opbevaredes på bygningens 1.sal. Vand var faktisk noget af et problem, viste det sig. Kildespringet, som de fik deres vand fra, var ikke nær så leveringsdygtigt som Vivelspringet i Mundo Minor. Det leverede kun en beskeden vandmængde, men det egentlige problem var at de af og til var nødt til at bruge store mængder vand, på at rense Øvre Mundo. Gjorde de ikke det, ville Øvre Mundo gro til i mug og skidt. Sum havde ikke set Kildespringet, men var blevet lovet at rundvisningen ville fortsætte næste dag. Næste dag var nu blevet i dag. Sum satte sig op i sengen og kikkede over murkummens kant, gennem en skov af aromatisk duftende urter som var plantet i den. Der var ikke nogen at se. Han steg ud af sengen og så sig om efter det bruserafsnit han vidste var i nærheden. Efter badet overvejede han et øjeblik at lade sine våben ligge, men tog dem på alligevel. Xalyfomsed puslede rundt i den køkkenafdeling de havde spist i dagen før. Han hilste Sum med et kram og et bredt smil. 256


Legenden om Mundo Minor

* Sovet godt... ? * Bedre end i flere dage. Hvad laver du ? * Morgenmad. Bare sæt dig hen, jeg er næsten færdig. Sum satte sig, og blev vidne til at bordet dækkedes med alt hvad man kunne ønske sig, og lidt til. Der var brød af flere slags, smør, ost, syltetøj, pandekager, müesli, gryn, nødder, æg, kaffe og så videre. Mens de spiste og småsnakkede, spekulerede Sum over det misforhold der var mellem Øvre og Nedre Mundo. * Hvordan kan det egentlig være at I har så gode forhold her, trods jeres... øhh... situation, når man tænker på de kummerlige forhold der hersker i Øvre Mundo. * Tja, Øvre Mundo ville ikke være nær så trøsteløst et sted, hvis Desmofylania ikke nægtede at have forbindelse til Nedre Mundo. Vi er jo til for at tjene HELE Mundoen. * Ville I kunne opretholde hele Mundoen, hvis blokeringen blev fjernet... ville I have den styrke det krævede ? * Jaah... men ikke på helt på det niveau du ser her, ikke i begyndelsen i hvert fald. Fik vi tid nok, tror jeg det ville komme... efterhånden. Xalyfomsed sukkede. De sad lidt i tavshed, mens de hver især tænkte på sit. Lidt senere kom et par af emotionarianterne fra dagen før, Xalyfomsed havde bedt dem om at følge med på rundvisningen. * I går så du Rådssalen og Fritidsblokken. Hvad med at vi begynder dagen i dag med at se på værkstederne ? Xalyfomsed så spørgende på Sum som nikkede. Leende og småsnakkende gik de ud på pladsen foran Fritidsblokken, hvor Xalyfomsed udpegede deres næste mål. Målet var en høj konus, som stak op bag de øvrige former. Konusens omkreds ved basis, var enorm. Med mellemrum var der indgange ind til de forskellige værksteder, som 257


Legenden om Mundo Minor

fandtes her i den nederste etage. Indgangene var dækket med et stykke svært lærredagtigt stof, i samme sorte farve som konusen. På grund af konusens form havde værkstederne en form som nærmest kunne sammenlignes med lagkagestykker. De var bredest ude ved indgangen og snævredes ind, efterhånden som man nærmede sig bygningens centrum. Centrum udgjordes af en cylinder som gik op igennem bygningen, i hele dens højde. I denne cylinder var der en elevator så stor, at den kunne fragte to lastbiler ad gangen. Via den kunne man komme til konusens mange øvrige etager. Alle værkstederne i den nederste etage var indrettet til tunge opgaver. Der var indrettet værksteder til smedearbejde, stenhuggerarbejde, metalstøbning, tømrerarbejde osv. Der var der livlig aktivitet, hvert værksted havde mindst et par løbende projekter, som skred frem i et godt tempo. Det mest gennemgående træk var kvalitet, helt ned i den mindste, ubetydelige detalje. Alt hvad Sum så i disse værksteder imponerede ham og fik hans glæde ved venskabet med mandskabet, til at stige støt. På næste niveau var der også værksteder. Her drejede det sig om finmekanik, elektronik, væveri, tøjsyning m.v. De næste etager kunne fremvise laboratorier ( kemi, fysik osv. ), planlægningsrum, mødelokaler osv. Næstøverste etage var et stort værksted og samtidig det mest avancerede i hele bygningen. Her blev Emotionarianterne udstyret med tekniske erstatninger, for deres fysiske mangler. Reelt var der tale om et rent montage og afprøvningsværksted. De enkelte dele blev bestilt i værkstederne i resten af bygningen, hvor det nødvendige udstyr befandt sig. Alle Emotionarianterne i Nedre Mundo kom også til jævnlig kontrol, hvor deres ”proteser” blev justeret, repareret eller helt udskiftet. Aller længst oppe i konusens spids, som var helt gennemsigtig lå et lokale som Sum ikke kunne se hvad var, før han fik det forklaret. Rummet var forholdsvis stort og fyldt med instrumenter, kort, kommunikationsudstyr, computere, TVskærme, kikkerter, etc. Alt centreret om et enormt, rundt konferencebord, 258


Legenden om Mundo Minor

omgivet af behagelige stole. Lokalet blev af Xalyfomsed og emotionarianterne, betegnet som en overvågningspost. Meningen med den var at overvåge forholdene i Øvre Mundo, bl.a. for at holde øje med hvornår mugdannelsen var så kraftig, at den måtte skylles bort. Xalyfomsed beskrev de forskellige apparater, tændte dem og beskrev det de lavede. Hurtigt fik Sum det indtryk at dette rum til fulde kunne kontrollere hele Mundoen på den mest tilfredsstillende måde, hvis blot blokeringen mellem Mundoens dele blev ophævet. Den del af systemet som imponerede Sum mest, var overvågningssystemet. Det kunne fremvise alle dele af Øvre Mundo og zoome ind på selv den mindste detalje. Samtidig var det helt upåvirket af mørket, som ellers havde hæmmet Sum alvorligt da han famlede sig vej gennem Øvre Mundos gange. Trods det forholdsvis kraftige muglag, trådte Mundoens dårlige konstruktion og fremskredne forfald frem, på en ubarmhjertig og grel måde. Mundoen gav indtryk af at være opført i største hast, uden den fornødne ekspertise. Faktisk fremgik det af skærmbillederne at en ret stor del af mundoens gange var blokerede, på grund af sammenstyrtning og nedfaldne blokke og sten. Det eneste som gav indtryk af kvalitet var teaterbygningen, men den var til gengæld udført i de bedste materialer og med en omhu som kun kunne imponere. Mens Xalyfomsed pegede på de forskellige skærme, forklarede han hvordan han og Emotionarianterne til deres store forbløffelse havde set Sum dukke op på skærmen og hvordan emotionarianterne havde fulgt ham fra skærm til skærm, mens de havde forsøgt at guide Xalyfomsed, som omgående var taget af sted til Øvre Mundo, frem til ham via radiokontakt. Xalyfomsed havde hverken forsøgt at fange Sum eller skade ham, men forvrængningerne i Øvre Mundo havde blot fået det til at se sådan ud. Forvrængningerne havde også fået Desmofylania til at tage sig anderledes ud, end hun virkelig var. Da hendes private gemakker, som blev kaldt ”Skrivestuen”, var et område som Xalyfomsed ikke kunne få adgang til, havde han 259


Legenden om Mundo Minor

været ude af stand til at advare Sum. Derfor havde Desmofylania haft mulighed for at føre den intetanende Sum i fangenskab i Nedre Mundo, en mulighed hun omgående havde benyttet sig af. På Sums spørgsmål om hvorfor Hun ønskede at tage ham til fange, svarede Xalyfomsed at det Desmofylania frygtede mest var forandring. Hun ønskede at opretholde et status quo, selv om den medførte langsom ødelæggelse af hele Mundoen. Hidtil havde hun kun skullet kæmpe mod emotionarianterne og Xalyfomsed, som hun kendte. Med Sums ankomst var hun pludselig blevet konfronteret med at der også lå en verden udenfor Mundoen. Denne tanke havde skræmt hende i den grad, at hun kun kunne tænke på at få denne nye, ukendte forandring (læs: nye trussel) bragt under sin kontrol. Det havde hun så forsøgt at gøre med det eneste middel hun kendte; øjeblikkelig forvisning til Nedre Mundo. Sum og Xalyfomsed stod tavse et øjeblik, inden Sum fik øje på en skærm som sad lidt for sig selv. Den viste billedet af en jernbeslået port, som ikke så ud til at være præget af hverken mug eller Øvre Mundos almindelige opløsning. * Hvor fører den hen. Sum pegede på skærmen. * Til Nedre Mundo. svarede Xalyfomsed med et skævt smil. * Hvorfor har Desmofylania ikke sat vagt ved den ? * Fordi vi først lavede den efter hun havde spærret alt andet af. Den ligger i en del af Øvre Mundo hvor hun aldrig kommer, da den del mest består af brokker og sammenstyrtede mure. Hun aner ikke at den findes. Xalyfomsed vendte sig halvt om mod Sum og smilede bredt. * Det er den vej du kommer ind i Øvre Mundo... ikke ? 260


Legenden om Mundo Minor

* Nemlig. Det er også den vej du skal, for at komme ud i Terra Inkognita. Denne sidste bemærkning fik Sum til at kaste et blik, først på skærmene, så på Xalyfomsed. Xalyfomsed kneb forsorent det ene øje i, hvilket virkede så komisk at de begge gav sig til at le. Da de tog elevatoren ned igen og steg ud i et autoværksted, da der her var åbenbart noget som Xalyfomsed ville se på inden de forlod bygningen. Det viste sig at være et arbejdskøretøj, som mest af alt lignede det en jeep ( blot var den tre gange så lang og dobbelt så bred ). Den fejlede ikke noget, men havde blot været på værksted til et rutineeftersyn. Køretøjet var uden tag, som en jeep, men udstyret med en overbygning af kraftige, forkromede stålrør. Både foran og bag var denne overbygning udstyret med en kranarm, den forreste med en krog, den bagerste med en grab. Den bagerste tredjedel af køretøjet bestod af et lad, hvor der blot stod et par kasser med udstyr. Midt i køretøjet var der læderbetrukne sæder med plads til otte personer, i to rækker. Forreste del udgjordes af en åbentstående motorhjelm, som til daglig dækkede over en kraftig ottecylindret motor. Sum havde aldrig set noget der mindede om dette køretøj. Mens Xalyfomsed talte med de tre emotionarianter som havde efterset køretøjet, gik Sum en runde om det. Instrumentbrættet var rigt udstyret, ikke blot med de instrumenter som er almindelige i køretøjer, men også to radiotrancivere, radar og en hel del som ikke lignede noget han havde set før. Sæderne viste sig at være individuelt, hydraulisk affjedrede og utroligt behagelige at føle på. Mellem den bagerste række sæder og den del af køretøjet som rummede ladet, var der et mellemrum. I mellemrummet var pumper og tanke placeret, således at der var både hydraulik, højtryksspuler og trykluft til rådighed. Sum smilede for sig selv, mens han slendrede tilbage til de andre. Xalyfomsed var næsten færdig da Sum nåede derhen. De hilste af med folkene på værkstedet, og forlod bygningen. 261


Legenden om Mundo Minor

* Er du sulten, eller skal vi vente med middagen til senere ? * Jeg kan sagtens vente. Sum måtte indrømme at han var mere nysgerrig end sulten. Den næste bygning de trådte ind i var en lav, men bred og enormt lang rektangulær stenblok. Det første rum de trådte ind i, var et kontrolrum. Her overvågede en computer dyrkningen af forskellige småplanter. På skærme kunne de enkelte kulturers tilstand aflæses som søjler og kurver, ligesom det var muligt at skifte til et kamerabillede af de planter man ønskede at kontrollere. Resten af bygningens indre var et stort rum, indrettet som et gartneri. Indretningen bestod udelukkende af lange borde hvor de forskellige slags småplanter, stod i lange rækker. Efterhånden som Xalyfomsed fortalte og skiftede kamerabilleder, gik det op for Sum at det ikke kun var fødeplanter der blev dyrket. Dette dyrkningshus leverede både mad, tøjfibre, prydplanter, træ, medicin og utallige andre ting. Vandet kom fra de tanke han havde set på førstesalen i ”fritidsbygningen”. Gødningen derimod var et biprodukt fra et biogasanlæg, som befandt sig i en stor cylinderbygning som ragede op for enden af dyrkningshuset. Da Xalyfomsed og Sum også havde været nede at kigge på biogasanlæget var de begge så småt ved at blive sultne, så de blev enige om, at middag burde være det næste punkt på programmet. Inden var de dog nødt til at mødes med de andre emotionarianter i rådssalen. Sum fortalte om sine oplevelser i Mundo Minor, sine kampe med Emotionarianternes Fyrster, belejringen og hans rejse som foreløbigt var endt her i Mundo Desmofyl. Derefter stillede rådet spørgsmål. Da det endelig var overstået, var Sum næsten død af sult. Middagen tilberedte Sum og Xalyfomsed i fællesskab med de tre emotionarianter, som også blev og spiste med. Efter desserten blev de alle siddende ved bordet, trak et par flasker vin til op og hyggede sig gevaldigt. Da de efterhånden trængte til at strække benene, enedes de om at gå op for at kikke til de vandtanke som lå 262


Legenden om Mundo Minor

på næste etage i bygningen. Her viste det sig at alle tankene var næsten fulde. Åbenbart var kilden som leverede vandet, begyndt at løbe hurtigere. Inden de gik til ro, besluttede de at de ville skylle øvre mundo den næste dag. Det ville samtidig give Sum en mulighed for at slippe ud i Terra Inkognita igen. Sum lovede på sin side at ville hjælpe med at overvinde Desmofylania. Sum gik til sengs med et let hjerte, og sov roligt.

263


Legenden om Mundo Minor

7.kapitel I kampen skal du kende din sande styrke. ( Sophia ) Sum var lige så let om hjertet da han vågnede, som han havde været da han lagde sig. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at det sikkert ville blive en hård kamp, når Desmofylania ville stoppe hans forsøg på at slippe ud af Mundoen. Dog følte han sig stærk nok til at klare det. Da Sum trådte ind i køkkenafdelingen var Xalyfomsed lige begyndt på at dække bord. Sammen gjorde de det færdig. Mens de spiste, talte de om hvordan dagen ville forløbe. Xalyfomsed gennemgik den procedure de fulgte når de rengjorde Øvre Mundo, og kom så ind på hvordan deres indtrængen i Øvre Mundo skulle forløbe. * Det er meningen at vi skal være parat ved porten når rengøringssystemet løber tør for vand. Så vil Desmofylania nemlig befinde sig i skrivestuen. Er vi heldige vil vi kunne nå forbi inden hun kommer ud igen... men det er nok for meget at håbe på. Xalyfomsed kløede sig eftertænksomt i nakken. * Hvordan kan det egentlig være at hun har magt til at skabe så store problemer i Nedre Mundo, når alt øjensynligt er af langt lavere standart i Øvre Mundo ? * Tja... godt spørgsmål. Det skyldes de forvrængninger der hersker deroppe. De er entydigt til hendes fordel. Desuden kan hun ændre dem fra øjeblik til andet. * Er der ikke et gennemgående træk i dem, et mønster af en eller anden art ? 264


Legenden om Mundo Minor

* Jo, det er der da. Alle forvrængningerne handler om Desmofylanias overlegne styrke, over alt og alle. De sad hver især i deres egne tanker en stund. Så strakte Xalyfomsed sig, gabte og rejste sig fra bænken. * Kom, der er et løfte jeg lige må indfri, inden vi begynder. Han vinkede Sum efter sig. I tavshed forlod de fritidsblokken, passerede alle de bygninger Sum havde set tidligere (samt en del han endnu ikke havde været inde i), for til sidst at stoppe ved en muromkranset sø. Gennem en låge i den omgivende mur kom de ind til en plæne, som så ud til at strække sig hele vejen rundt om søen. I vandkanten voksede der siv af flere forskellige slags, og søens overflade var næsten dækket med åkandeblade. Små bevægelser af vandoverflade og åkandeblade, viste at der var et rigt liv i søen. Midt i søen lå der en ø, som så ud til at være skovbevokset. Frem mellem træerne flød en bred å, som mundede ud i søen. Åens vand flød stille og roligt. * Jeg lovede dig at du skulle få Mundo Desmofyls kildespring at se. Det ligger der ude, på øen. Xalyfomsed pegede mod åens udløb. * Hvordan kommer vandet så op i tankene, i fritidshuset ? * Via en underjordisk pumpestation. Kom ! Xalyfomsed begyndte at gå langs med søens bred. Da de havde gået et par hundrede meter, stoppede han ved et metaldæksel som lå nedfældet i græsset. Under det var der en kort stige, som førte ned til et lille kontrolrum. Fra en pult kunne man her overvåge vandstand, temperatur, tilløbshastighed, pumpetryk og meget andet. 265


Legenden om Mundo Minor

Xalyfomsed kastede et blik på de forskellige instrumenter, og brummede tilfreds for sig selv. Alt var åbenbart som det skulle være. * Vil du en tur ud på øen, og se selve kildespringet ? Han betragtede Sum. * Det tror jeg ikke, det er nok bedre vi kommer i gang med at skylle Øvre Mundo. * Enig ! Xalyfomsed smilede og tog trappen i to spring. Det system som skyllede Øvre Mundo ren, havde sine systemer placeret i kommandorummet øverst i ”værkstedskonusen”. På den måde var det lettere at overvåge resultaterne og at justere skylledyserne. Kontrollerne var placeret i samme pult som betjeningen til overvågningsskærmene. Sum blev placeret i en behagelig stol hvorfra har kunne overskue hele processen. Hvilket også hindrede ham i at gå i vejen. Systemet virkede ved at vand fra tankene i fritidsblokken blev pumpet over i et rørsystem, hvorfra det blev sendt ud gennem et utal af dyser som var anbragt overalt i Øvre Mundo. De enorme pumper fik hele den koniske bygning til at sitre ganske svagt, samtidig med at de afgav en svag brummen der syntes at komme alle vegne fra. Øjeblikket efter at pumperne blev startet, var der intet at se på overvågningsskærmene, udover boblende, sydende, skummende og oprørt vand. *Kom, vi skal afsted nu. Xalyfomsed begyndte at gå mod elevatoren. Sammen med to emotionarianter gik de ind i elevatoren, og lod sig transportere til autoværkstedet i bygningens bund. Da de trådte ud i værkstedet stod køretøjet parat, med motoren i tomgang. De satte sig ind, hvorefter Xalyfomsed lod motorens sagte mumlen stige en ubetydelig 266


Legenden om Mundo Minor

smule. I en fart der vel svarede til let løb kørte de ud af værkstedets port, med kurs mod den ende hvor Sum endnu aldrig havde været. Xalyfomsed holdt den lave hastighed til de var vel ude af området med de geometriske bygninger, så satte han den op til omkring 90 km/t. Denne hastighed holdt de i omkring 20 minutter, hvorefter de fik en konstruktion i sigte. Da de kom nærmere viste det sig at være noget som mest af alt lignede nedkørslen til en parkeringskælder. Den var da også beregnet til at køre nedad, hvilket de gjorde. Rampen førte ned til et andet plan, hvor de kørte i en tunnel som var omkring fem meter bred og lige så høj. Det var tydeligt at der ikke var daglig trafik her, hvilket blev bekræftet af Xalyfomsed. Denne tunnel var blevet bygget med det ene formål, at lede til den port de nu var på vej mod. Tunnelen udmundede i et kubisk rum, som Sum vurderede til at være små tyve meter på hver led. Lige som tunnelen var rummet oplyst af et behageligt, indirekte og blødt lys. Små fire meter over gulvet sad porten i en svær stålramme. For at komme derop måtte køretøjet køre op ad en rampe, lavet af en blanding af grus, stenblokke og sten. Rampen var temmelig stejl, men det viste sig ikke at være noget problem. Xalyfomsed parkerede køretøjet ved rampens fod, tog krogen fra den forreste kranarm og spadserede op ad rampen med den. I karmen var der et kraftigt øje monteret, her satte han krogen i og løb ned ad rampen igen. Ved hjælp af kranen og hjulene i fællesskab trak/kørte de op til porten, hvor Xalyfomsed parkerede og slukkede for motorens mumlen. I den efterfølgende stilhed kunne Sum høre en fjern lyd af vand som trommede på portens modsatte side. Xalyfomsed greb ud efter mikrofonen til den ene af køretøjets trancivere. Ved hjælp af den forhørte han sig om hvor langt emotionarianterne i kontrolrummet var kommet med skylningen. De meldte tilbage, med den besked at godt to tredjedele af vandet var brugt. Altså måtte de vente lidt inden de kunne åbne porten. 267


Legenden om Mundo Minor

Mens de ventede fik de sig en sludder og en kop kaffe, fra den termokande Xalyfomsed hev frem fra køretøjets gemmer. Deres samtale blev brutalt afbrudt af et gennemtrængende lydsignal fra tranciveren. Det var kontrolrummet der meddelte at det sidste vand var ved at løbe gennem pumperne. De to emotionarianter tog hver sit spulehåndtag fra køretøjet, og startede højtryksspuleren. Xalyfomsed åbnede porten ved at indsætte et kodekort i en sprække i karmen, hvilket fik porten til langsomt at svinge op. Øjeblikkelig gav de to emotionarianter sig til at rense karmen. På den anden side af porten var der buldrende mørkt, så mørkt at man næsten kunne skære mørket i skiver. Så snart karmen var renset færdig startede Xalyfomsed motoren, tændte lyset og kørte gennem porten, som stille svingede i bag dem. Et klik fortalte at den nu igen var låst. De kørte længe gennem gange som kun blev oplyst af køretøjets lygter, gange som med jævne mellemrum var spærret af sammenstyrtede mure (som de ryddede bort med vognens grab) og andre forfaldstegn. Da de havde kørt et godt stykke, stoppede Xalyfomsed og slukkede motoren. * Nu er vi snart i det område Desmofylania benytter, så vi bliver nødt til at fortsætte til fods. Men der er lige noget du er nødt til at vide inden vi fortsætter. Xalyfomseds ansigt så alvorligt ud i det svage lys fra rummet og instrumentbordet. * Ja... ? * Forvrængningerne. * Ja, hvad med dem. Sum havde på fornemmelsen at der nu kom noget ubehageligt. * Du er nødt til at være forberedt på lidt af hvert.. Du må for enhver pris ikke stole på det du ser ! 268


Legenden om Mundo Minor

* Øhmm... Jeg er ikke helt med... * Desmofylania er en mester i at vildlede, men hun kan kun vildlede til en hvis grad. Vi er fire, som hun er nødt til at vildlede på en gang. Det giver os en mulighed for at køre hende træt. Men du er nødt til at være forberedt på at se de underligste ting, og på ikke at kunne genkende noget som helst ! Måske vil du se mig blive flået i stykker af en løve, eller se din egen krop begynde at rådne for øjnene af dig ! Men du må for alt i verden ikke begynde at tro på at det sker, det er kun blændværk. Faktisk kan hun ikke gøre dig noget, hvis du ikke giver hende lov. Men giver du efter, vil hendes magt over dig vokse, for til sidst at overmande dig. * Hvis hun er SÅ let at overvinde... hvorfor har i så ikke overmandet hende selv, for længe siden. * Fordi hun er Mundoens herskerinde. Hun har faktisk magt over os... men ikke over dig, for du er ikke en del af Mundo Desmofyl !! * Javel.. interessant... Sum sad lidt i sine egne tanker. Da han ville til at stige ud af køretøjet, stoppede Xalyfomsed ham ved at lægge en hånd på hans arm. * Du må ikke undervurdere Desmofylania... hendes evne til at forblænde og skræmme er ikke til at spøge med. Hvis hun får lov vil hun skræmme livet af dig. Pas på dig selv. Xalyfomsed gav Sums arm et kærligt klem. De steg ud. Til at begynde med gik de helt tæt på hinanden, af og til med hinanden i hånden, for ikke at komme fra hinanden.. Efterhånden som der sporadisk dukkede fyrfade op, som regel kun med en meget svag ild, gjorde de afstanden lidt større. Der blev kortere mellen fyrfadene og ilden i dem blev kraftigere. I takt med det stigende lys, steg Sums i forvejen ret store nervøsitet. Den kriblede og krablede til sidst i hele kroppen, som 269


Legenden om Mundo Minor

om der kravlede en tusindtallig hær af myrer rundt under huden på ham. * Sum Han var ikke sikker på at han havde hørt noget, eller om det bare var på grund af anspændelsen. * Sum Denne gang var Sum næsten sikker på at nogen kaldte på ham. Desuden virkede stemmen velkendt. * Sum Nu var han sikker, der var en som kaldte på ham. Sum valgte at ignorere stemmen, det var uden tvivl et af Desmofylanias numre. * Sum lyt til mig... jeg beder dig. Stemmen kom fra den sidegang de var ved at passere. Instinktivt vendte Sum ansigtet mod stemmen, firefem meter nede ad gangen stod... Sofia !! Inden Sum tænkte over det, havde han taget et skridt ned ad gangen. Her stoppede han, helt i vildrede. * Vi skal ikke den vej, Sum. En af emotionarianterne greb ham i armen. Fortumlet fulgte han med. * Bare... bare følg med dem, det er nok det bedste. Sofia vinkede sørgmodigt til ham. Mødet med Sofia havde sat gang i en masse i Sums indre, følelser han ikke helt kunne få rede 270


Legenden om Mundo Minor

på. Han fulgte de andre som en søvngænger, uden helt at være til stede. Den lille gruppe fortsatte, skiftede af og til retning for at komme udenom en sammenstyrtet gang, men i alt væsentligt i samme retning. Både Xalyfomsed og de to emotionarianter var godt kendt med Mundoens gange, de vidste hvilke gange der var spærret og de kendte Desmofylanias vaner. Derfor vidste de også at hun nu sandsynligvis var i sine gemakker, også kaldet skrivestuen. (Heri tog de dog fejl. Desmofylania havde været ude af sig selv, lige siden hun havde sendt Sum i fangenskab i Nedre Mundo. Oplevelsen af at Terra Inkognita på den måde var i stand til at trænge sig ind på hendes enemærker, var et grundskud mod den verdensopfattelse hun havde levet efter. Da hun havde læst Sums skriftrulle, havde hun indprentet sig alle de enkeltheder hun var i stand til, for at finde et middel til at uskadeliggøre ham. Derfor var hun IKKE i skrivestuen. Hun forlod den så snart hun hørte at spulesystemet var holdt op med at skylle Mundoens gange........... ) Der blev stadig kortere mellem fyrfadene, som fremviste stadig større og kraftigere lysende bunker af trækul. Varmen fra kullene fik den fugtighed der var tilbage i gangene, til at fordampe. En stadig kraftigere tåge lagde sig derfor omkring den lille gruppe. Sum var efterhånden kommet sig efter det chok det havde været at se Sofia på dette sted. Han så sig om i den tiltagende tåge. * Er der langt endnu? Sum hviskede ind i øret på den emotionariant som gik ved hans side, den emotionariant som havde grebet ham i armen, da han så Sofia. * Nej, vi er forholdsvis tæt på skrivestuen nu. Hun vil nok snart vise sig. 271


Legenden om Mundo Minor

Fremrykningen gik langsommere nu. Sums tre følgesvende kikkede sig opmærksomt omkring, og passede på at de hele tiden holdt sig tæt på hinanden. Pludselig blev Sum opmærksom på at der var en skikkelse på hans anden side. Han vendte hovedet... og der var hun igen, Sofia. Sum skulle lige til at sige noget men Sofia lagde en finger over læben. * Det er kun du som kan se mig. Røb mig ikke for Desmofylania. Hendes ord formede sig i Sums hoved. Han prøvede at sende et svar, men hun sendte ikke noget gensvar. * Jeg vil hjælpe dig med at slippe forbi Desmofylania, men du må ikke lade de andre vide at jeg er her. De vil bare tro at jeg er et af Desmofylanias påfund, hvilket vel ikke er så mærkeligt. Sofia vendte sig mod Sum og smilede et sørgmodigt smil. Pludselig blev Sums opmærksomhed tiltrukket af et enormt lysglimt, længere fremme i gangen. Det blændede fuldstændigt dem alle fire, og gjorde det efterfølgende tusmørke endnu mørkere. I skæret fra fyrfadene så de en uformelig klump, som bevægede sig frem imod dem på en måde Sum ikke kunne finde ord til at beskrive. Den fremrykkende masse fyldte efterhånden gangen i hele dens bredde, samtidig med at den spredte en udefinerlig angst foran sig. Dens fremrykning stoppede samtidig med at Sum igen hørte Sophias stemme i sit indre. * Kom, jeg kan lede dig af en anden vej, mens Xalyfomsed og de to emotionarianter holder hende hen. Sum mærkede et overraskende kraftigt greb om sin arm. Skulle han forlade dem, nu hvor de behøvede ham allermest? Sum vendte sig 272


Legenden om Mundo Minor

mod Sofia. Hun så ud som hun plejede, både i tøj, skikkelse og ansigtstræk. Alligevel var der et eller andet som ikke stemte...... øjnene! Det var øjnene, ”Sofia”s øjne var blot tomme huller uden glans. * DESMOFYLANIA !! Sum skreg det ud, samtidig med at han greb efter Egkratehias. Presset mod Sums arm blev hårdere, så han ikke kunne trække sværdet. Samtidig bragte Sums egen bevægelse ham ud af balance, så han faldt. Den ubeskrivelige masse var på ét øjeblik halvvejs inde over Sum. Massen forsøgte at klemme luften ud af ham, idet den pressede ham mod gulvet. Sum var ude af stand til at sige eller gøre noget. Da kun hans hoved var frit besvimede Sum, dels af luftmangel, dels af skræk.

273


Legenden om Mundo Minor

8.kapitel For musen er katten en løve. ( Albansk ordsprog. ) Længe befandt Sum sig i en underlig fjern tilstand, hvor han fjernt kunne høre stemmer og fornemme at presset mod hans krop af og til skiftede. Det var som om han sov... men dog var vågen. Hvornår denne tilstand havde afløst det dybsorte mørke besvimelsen havde kastet ham ind i, kunne han ikke afgøre, men han var på det rene med at hans bevidsthed langsomt var vokset ud af det (som en plante der gennembryder løs muldjord). Det varierende pres han følte mod sin krop, gik igen i hans sind. Også det lå under et varierende pres af... ja, hvad var det egentlig der lå som en dyne over hans sind. Jo mere han undersøgte naturen af denne dyne, jo mere flygtede den for hans opmærksomhed. Under denne proces åbnedes hans sind, og hans bevidsthed dukkede frem af glemselen igen. Sum lå midt på gangen helt indhyllet i en kappe af den ubeskrivelige masse de havde set strømme frem gennem gangen mens Xalyfomsed og emotionarianterne der havde fulgt ham, stod i en kreds omkring. At det VAR Xalyfomsed og hans emotionarianter gik kun langsomt op for Sum, da de var totalt ukendelige. Tæt ved Sums hoved stod et kæmpemæssigt væsen som havde en svag lighed med et menneske, blot så det ud som om væsenets legeme var lavet af halvt smeltet voks, hvorved det i sin udflydende tilstand nærmest var bredere end det var højt. Kroppen var dækket af et tyndt lag korte sorte hår (som på en edderkop), stod på et par enorme udflydende fødder og bar en kæmpe kølle i højre hånd. Det talte/råbte med underlige, ekkoagtige dyrebrøl. Lyden virkede underligt bekendt. Sum var øm i hele kroppen og følte sig træt, uoplagt, søvnig. Noget sagde 274


Legenden om Mundo Minor

ham dog at han skulle kæmpe mod, og ikke lade sig falde hen. Faktisk følte han at der var nogen som kaldte på ham, med en stemme han vidste han burde kende, men blot i øjeblikket ikke vidste hvem tilhørte. Sum begyndte at lytte bevidst. Stemmen kom fra det udflydende voksvæsen. * ...em...kan g.... k..pe mod... ksst... ke lad... nde... ig Xa..ed ...yt til ... g... Sum betragtede fascineret væsenets læber. Dets mund var enormt bred, selv om selve læberne var smalle og farveløse. Mens Sum betragtede deres bevægelser, gik det op for ham at væsenet, vist nok, prøvede at tale til ham. * ...um ...ytte til... iger... oncentr... msed... ania anget... od kraf... ågne op... idst om... Jo mere Sum koncentrerede sig om at lytte, aflæse væsenets læber og udelukke presset mod hans sind, jo mere gik det op for ham at han burde kende væsenet. Blot kunne han ikke huske at have set det før. * Sum... kke forsvin... ytte til hvad ... iger... æmpe imod... ikke ... evidsthed overma... Med et slog en erkendelse ned i Sum. Væsenet var den form Øvre Mundos forvrængninger havde givet Xalyfomsed. * Xalsemffhd. Sum var så godt som ude af stand til at styre sin tunge, men det lod til at væsenet forstod. Det nikkede og så smilede det faktisk! Stemmen blev efterhånden tydeligere, meningen skarpere, klarere og mere fyldt med mening. 275


Legenden om Mundo Minor

* Ja Sum... er mig... æmpe imod... ikke lade Desm... kke lade hende vinde... kæmp * Xalyfomsdhed, kampe vinde vil... vil vinde kampem. Sums tunge levede til dels stadig sit eget liv. * Ja Sum ! bliv ved... u kan godt vinde... ive ved a... æmpe hårdt... du vin... ed. Pludselig var det som om et bånd som havde holdt Sum fangen, brast. Med et kunne han tænke frit, bevæge sig og genkende alle omkring sig. Han kunne rejste sig, han var ikke længere omklamret af noget, han var end ikke øm længere. * Hvor er hun... Desmofylania mener jeg. Sum så sig om og bemærkede at lyset var blevet kraftigere. Han følte sig lettere forvirret. * I skrivestuen. Og der går vi hen og henter hende nu.. Xalyfomsed smilede til Sum og greb efter noget i lommen på et par slidte og for store arbejdsbukser, som et par seler forsøgte at holde oppe over kanten af en for kort Tshirt. Da han havde fundet den mønt han søgte efter, gik han over til en gammeldags og slidt, men velholdt mønttelefon på væggen. Sum betragtede de emotionarianter som havde fulgt med Xalyfomsed og ham selv. Også deres udseende havde undergået forandringer. Deres proteser var ikke længere så smarte og højteknologiske som de havde været i Nedre Mundo. De var langt mere synlige og lidt klodsede, ”urværksagtige” var det ord som faldt Sum ind. Disse forandringer tog Sum som et tegn på, at barrieren mellem Mundoens to dele var blevet brudt. Det havde han ret i at antage, skulle det vise sig. 276


Legenden om Mundo Minor

I løbet af en halv times tid ankom et hold emotionarianter, i en gammel men vel vedligeholdt troppetransport bus. Sammen kørte de frem til skrivestuen, hvor resten ventede. Xalyfomsed stod af bussen og gik langsomt og velovervejet hen til skrivestuens dør... døren bag hvilken Desmofylania befandt sig. Med et suk tog han om håndtaget, trykkede det resolut ned, og gik ind. Noget tid efter kom han ud igen med en trøstende arm om Desmofylania, som græd hjerteskærende. På turen tilbage steg stemningen lidt, efterhånden som Desmofylanias gråd aftog. Da kortegen kørte gennem porten til Nedre Mundo, var hun faldet til ro. Hun sad med blikket rettet mod sine hænder som hun havde knyttet i skødet. Ind i mellem gik en kuldegysen gennem hende, men hun sagde intet. Ved hendes side sad Xalyfomsed. Hver gang de passerede et eller andet prøvede han at henlede Desmofylanias opmærksomhed på det, for det meste uden held. Af og til løftede hun dog hovedet og kikkede kort på det han talte om, blot for at lade blikket vende tilbage til hænderne igen. Sum var optaget af at betragte alt der gled forbi udenfor. Intet i Nedre Mundo så helt ud som før. Det overordnede indtryk var slidt, velholdt og gammelt. Det indtryk af højteknologisk finesse Sum havde oplevet, var nu afløst af solid, dagligdags, jordbunden og vel gennemtænkt, håndværksmæssig kunnen. Busserne parkerede side ved side foran fritidsblokken, som Sum fandt var det der lignede sig selv bedst. Her førte Xalyfomsed Desmofylania ind et af køkkenstederne, satte hende ved bordet og gav sig til at lave mad, mens han talte venligt og varmt til hende. Sum forlod dem, fandt et andet køkkensted og lavede mad sammen med tre af emotionarianterne. Næste morgen besluttede Sum at han ville forlade Mundo Desmofyl. Hvornår det skulle ske, afhang tildels af hvornår Sum synes han kunne være bekendt at forstyrre Xalyfomsed. Mens han ventede på at Xalyfomsed og Desmofylania skulle vise sig, vandrede Sum rundt og kiggede på de forandringer som var sket i Nedre Mundo. Fritidsblokken havde som den øvrige Mundo fået 277


Legenden om Mundo Minor

et præg af lang tids slid, men også et præg af god og rigelig vedligeholdelse. Antallet af de tilgængelige grøntsager, i kummerne i køkkenafsnittene, var blevet skåret lidt ned, idet de fineste var forsvundet. Kød havde der ikke været ved aftensmaden, dagen før. Den største forandring var at skylletankene på førstesalen, var væk. I stedet var der nu et mindre rum hvor højtryksrensere, fejemaskiner, koste og andre rengøringsredskaber blev opbevaret. Udefra lignede de geometriske bygninger sig selv bortset fra et forhold, alle bygningerne var mærkbart mindre end de havde været. Især lagde Sum mærke til at den koniske værkstedsbygning var skrumpet betydeligt, hvorfor han valgte at se sig om i den først. Bygningen var stadig delt i lagkagestykkeformede værkstedsafsnit, blot var de mindre og ikke helt så overdådigt udstyret som tidligere. (F.eks. var elevatoren, i bygningens centrum, nu blot en bred vindeltrappe). I nederste etage var der næsten de samme værksteder som Sum huskede, men jo højere han kom op des flere manglede der. Faktisk manglede de tre sidste etager, inden overvågningsrummet, helt. Alle de skærme emotionarianterne havde overvåget Mundoen på, var erstattet af én monitor og et knapsystem, så de kunne trykke sig frem til den del af Mundoen de ønskede at overvåge. Samtidig viste det sig at de ikke kunne overvåge hele Mundoen på denne måde, idet en del af Mundoen kun kunne overvåges via mikrofoner. Over alt hvor Sum kom var forholdet det samme; det tekniske niveau var dalet betragteligt. Det glædede ham dog at se, at dette forhold ikke påvirkede emotionarianternes humør og sindstilstand. De virkede tværtimod i endnu bedre humør end de plejede. De sang, de lo, de fortalte vittigheder og lo igen. De emotionarianter Sum snakkede med, gav udtryk for at de var usigeligt lettede over den måde alt var endt på. Hen ad eftermiddagen viste Xalyfomsed og Desmofylania sig i fritidsbygningen. Desmofylania havde det synligt bedre end sidst de havde set hende, hun kunne endda smile lidt. Aftenen endte med, at det blev aftalt at der skulle indkaldes til stormøde, næste dag. Denne 278


Legenden om Mundo Minor

lejlighed benyttede Sum til at spørge om Xalyfomsed ville vise ham den vej han skulle for at komme videre, inden mødet begyndte. Det lovede han. Næste morgen havde solen kun farvet østhimlen ganske svagt rød, da Xalyfomsed, Desmofylania og Sum satte sig ind i en ældgammel, men velholdt Land Rover. Desmofylania havde insisteret på at tage med, så hun kunne sige Sum et ordentligt farvel. Da det var gået op for hende hvor fordrejet hun havde set på forholdene i Mundo Desmofyl, og hvor dårligt hun havde behandlet Sum, var hun nær gået til af skam. Derfor værdsatte hun så meget desto mere, den forståelse og tilgivelse hun mødte fra alle sider. Som et plaster på såret havde hun pakket en kurv med morgenmad, som de skulle indtage mens de så solen kikke op over himmelranden, gennem det hul Sum oprindeligt var kommet ind i Mundoen gennem. Det blev et vidunderligt måltid. Mens de spiste fortalte Desmofylania om de ting hun ville ændre ved Mundoens opbygning. En del af det havde hun allerede talt med Xalyfomsed om, men nu da hun følte sig fri, boblede planerne frem. De kom hurtigere end hun kunne fortælle dem; Mundoen skulle forsynes med vinduer. Alle barrierer mellem Øvre og Nedre Mundo skulle fjernes. Hullerne i Mundoens mur skulle udbedres. Muren skulle forstærkes. Hullet hvor Sum kom ind skulle udviddes og udstyres med en port. Mundoens tekniske niveau skulle højnes. Kontakter med andre Mundi skulle indledes. Og meget, meget mere. (fragment af ”Desmofyls Krønike”) Sum lyttede med stor glæde. Den forandring der var sket i denne Mundo, var alle Sums mange besværligheder værd. Jo mere Sum 279


Legenden om Mundo Minor

betragtede Desmofylania, des mere syntes han hun lignede Sophia. Til sidst slap solen horisonten, og Sum gjorde sig klar til at bryde op. De tre venner omfavnede og tog afsked med hinanden, og lovede at mødes på et senere tidspunkt, under bedre forhold. Af Xalyfomsed og Desmofylania fik Sum et håndtegnet kort som viste den omtrentlige placering af de Mundi, de kendte i Terra Inkognita. Sum trådte ud i det skarpe sollys. Han blev ved med at vende sig for at vinke, til deres fjerne skikkelser skjultes af en mindre bunke klippeblokke. Så vendte han blikket i den retning han havde fået anvist... med et dybt suk.

280


Legenden om Mundo Minor

9.kapitel Kunstnere fødes, vismænd skabes. ( Sydamerikansk spansk talemåde. ) Sum travede længe i den angivne retning, fuldstændigt mekanisk og med hovedet fuld af oplevelserne fra Mundo Desmofyl. Han stoppede først da terrænet begyndte at stige, hvilket Sum ikke mente at kunne huske fra kortet. Et kik på kort, kompas og solens stilling, opklarede dog hurtigt problemet. Sum var kommet lidt ud af kurs, men ikke mere end han hurtigt kunne finde tilbage på sporet. Inden han korrigerede kursen ville han dog spise frokost, da solens stilling, og hans mave slunkenhed, tydede på at det var middag. Mens Sum spiste kikkede han sig om. Det sted hvor han sad var toppen af en bakke, med god udsigt til alle sider. Udsigten bød på det man kunne vente overalt i Terra Inkognita; sand, grusbunker, fritliggende klippeblokke og bunker af mindre blokke mellem grus og sand. I en retning var der dog lidt andet at se. Sum gik ud fra at der var tale om en Mundo, selv om den glimtede i solens lys. Størrelsen passede fint på en mellemstor Mundo. Han prøvede at pejle dens placering ind på kortet, og besluttede at han kunne tage en lille afstikker i den retning, uden at komme væsentlig mere ud af kurs. Dog kunne han ikke nå Mundoen inden solen gik ned. Da Sum lagde sig til at sove, var han sikker på at der var et eller andet galt med den Mundo han stilede mod. Efter at have gravet sig ned i sandet, lå han længe og betragtede det endnu fjerne bygningsværk. Det lod til at Mundoens mur var lavet af et eller andet gennemsigtigt materiale som blev oplyst indefra, af pludselige glimt i forskellige blå og gule farver. Indtrykket var foruroligende, uden at Sum dog kunne sætte fingeren på hvorfor. Sum vågnede da solen sendte de første stråler op over himmelranden. Udsigten mod Mundoen var stadig den samme, farveglimt overalt måske endda flere end 281


Legenden om Mundo Minor

før Sum lagde sig til at sove. Efter et hurtigt måltid fortsatte han mod sit foreløbige mål, som han nåede lige over middag. Han havde haft ret med hensyn til sine bange anelser, muren viste sig at være af.... IS..?! Det forklarede at Mundoen havde funklet i solen som den havde, og at han kunne se glimtene gennem muren. Solens varme fik selvfølgelig murens is til at smelte, hvorfor der lå en stor voldgravsagtig sø omkring Mundoen. Fra kanten af denne iskolde sø, hvor store sodsværtede isbjerge flød rundt, betragtede Sum sceneriet. Sum kunne ikke se de enkelte emotionarianter tydeligt, han så blot tågede skikkelser som fór frem og tilbage bag isen. Trods dette var han ikke i tvivl om at denne Mundo var ved at bryde sammen. Over alt på alle Mundoens tolv etager, lå livløse skikkelser op mod ydermurens is. I de ti minutter Sum stod ved søen, blev tre skikkelser til slynget mod isbarrieren af enorme glimt og rumlende brag. Sum vendte sig og gik bedrøvet bort. Da han gravede sig ned i sandet ved solnedgang, havde han ikke vendt sig én eneste gang, og gjorde det heller ikke da han fortsatte næste dag. Dog var det ham ikke muligt at lukke ørerne for bragene og den øvrige krigstummel fra Mundoen. De næste to dage tænkte Sum en del over hvad der kunne have ført til, at en Mundos indbyggere i den grad tilsidesatte deres naturlige plads i opretholdelsen af helheden. Disse tanker førte naturligt hen på Mundo Minor, og det der var sket der, før Sum satte sig på Mundoens trone. Det kunne også være gået galt dér. Mundo Desmofyl kunne også være styrtet sammen til sidst, hvis udviklingen havde fortsat. Sum endte ved den konklusion at der var lige så mange muligheder for hvordan en Mundo kunne udvikle sig, som der var Mundi... eller snarere flere, da hver Mundo havde muligheden for at udvikle sig i én af flere mulige retninger. Han besluttede derfor at forsøge på at lære af alle de Mundi, han så på sin vej mod haven, at kende. For ikke at fare vild, satte Sum sig og indtegnede den vej han var gået fra Mundo Desmofyl, på sit kort. Derefter indtegnede han ruten 282


Legenden om Mundo Minor

tilbage til Mundo Minor, med angivelse af alt hvad han havde set. Først derefter skiftede han retning, for at opsøge den Mundo hvis forgyldte tårne han havde set glimte i solen. I modsætning til Mundo Iskrig (sådan kaldte Sum for sig selv Mundoen i søen med farveglimtene), var synet af denne Mundo fredfyldt, roligt og indbydende. Fra det sted hvor Sum betragtede den, kunne han se en port i den enorme ringmur, som omgav et utal af høje vimpelprydede tårne med forgyldte kuppeltage. Faktisk lignede mundoen et bredt bundt guldspidsede asparges, holdt sammen af en kampestens ringmur. I kikkerten kunne han endda se at der sad en indgraveret metalplade på hver af portens fløje, men han kunne ikke læse dem på denne afstand. Endvidere kunne han se at der var bygget en eller anden konstruktion ud fra ringmuren, noget som nærmest mindede om en vinterhave/ udestue, i dobbelt mandshøjde, der fortsatte hele vejen rundt om Mundoen. Sum sænkede kikkerten med et stille smil. i morgen ville han undersøge Mundoen på nært hold. Med en stille varm forventning, gjorde Sum sig klar til natten. Mens Sum nærmede sig Mundoen, følte han en behagelig ro komme over sig. Det føltes ikke som om nogen prøvede at sløve hans opmærksomhed (den var snarere skærpet), eller som om han var offer for et sansebedrag. Det var snarere som om der strålede ro ud fra Mundoen, en stråling som blev stærkere som han nærmede sig. Mundoens ports fløje var enormt store, hvorfor der var indsat en dør i hver af dem. På disse døre sad de indgraverede plader Sum havde set i kikkerten. Små fem meter fra Mundoens enorme port stoppede Sum og læste de indgraverede tekster. Den tekst som prydede den venstre dør lød; Tårne og tinder rum med tema og mening snoede gange 283


Legenden om Mundo Minor

Teksten på højre port lød således; Porte til adgang denne åbner sig mod øst træd blot nærmere (fragment af ”Visdom og Poesi” ) Teksterne var præget i plader som så ud til at være af tre tommer tykt guld, og derefter farvet med en dyb sort farve. Dørene selv var af kærneeg og malet røde, ligesom de portfløje de var indsat i. Plankerne blev holdt sammen af brede bånd af rustfrit stål. Mens Sum stod og betragtede porten, blev hans opmærksomhed fanget af en bevægelse i udkanten af hans synsfelt. Da han vendte hovedet så han at en person havde rejst sig fra en stor polstret lænestol, som stod i den del af ”vinterstuen” som startede til højre for porten. Lidt efter hørte han en slå blive trukket fra. Den som åbnede døren, viste sig at være en gammel mand. Han var iført en silkekåbe i en lys, smuk, grøn nuance, kantet med et filigranbroderi i sort og rødt. Det smilende og venlige ansigt kronedes af langt, gråt hår og skæg, som dog var tyndt og lidt tjavset. Alt i alt mindede han om en gammel kinesisk vismand, syntes Sum. * Vær velkommen under mit ringe tag, ærede fremmede. Den gamle mand bukkede let, skubbede den dør han var kommet ud af helt op, og trådte til side mens han med en håndbevægelse bød Sum gå ind. Sum bukkede, takkede og gik ind. Bag døren trådte Sum ind i en kort gang som førte gennem muren, og endte i en søjlegang som løb langs med indersiden af Mundoens mur. Her var behageligt køligt efter den bastante varme under Terra Inkognitas sol. Efter at have lukket døren, vinkede den gamle mand Sum med, og begyndte at gå ned ad søjlegangen. Den gamle mand virkede friskere end hans, øjensynligt høje, alder berettigede til. Derfor 284


Legenden om Mundo Minor

antog Sum at det var for at give ham tid til at se sig om, at denne ikke gik hurtigere end han gjorde. Sum så sig derfor omkring. Murens sten var af rød/grøn granit, og fuldstændigt spejlblanke. Fugerne var tynde, og gav med deres dybsorte farve, en fornem kontrast til granitten. Alle gangens søjler var forskellige, og overraskende smukt forarbejdet. De af dem som forestillede dyr eller mennesker var så livagtige, at Sum flere gange troede at de var levende. Især lod han sig snyde af en sort basaltsøjle, som forestillede en nøgen, ung afrikansk kvinde med en ravn på sin fremstrakte højre arm. Med passende mellemrum var der, i mundoens indre mur, små drikkekummer hvor en stråle af koldt klart kildevand sprang. Første gang de passerede en tilbød, den gamle mand Sum smage. Vandet var friskt, køligt og noget af det bedste Sum nogensinde havde smagt. Efterhånden opdagede Sum at der var tre døre i muren mellem hver drikkekumme, men inden han havde tænkt over denne symmetri, drejede Sums vejviser ud mellem to søjler, bort fra søjlegangen og længere ind i mundoen. Indtil nu havde søjlegangens uovertrufne skønhed, lagt beslag på hele Sums opmærksomhed. Da de forlod nu den, trådte de ud på et bredt område brolagt i en fantastisk mosaik. Søjlehallen havde været smuk på en intim måde, mosaikken han stod på nu var smuk på en helt anden, monumental og storslået facon. Sums skridt gik i stå, og hans blik fortabte sig i de mirakler der snoede sig for hans fødder. Sum så; Det som er Hvalernes parringsdans i oceanet skyernes flugt i vinden myrernes færd i græsset bølgernes leg i blæsten

285


Legenden om Mundo Minor

Bjergenes fødsel fuglenes træk skovenes vækst slægternes gang Regnen som falder på træets blad planten som bryder gennem jordens muld barnet som leger på moderens skød sandheden som slår rod i menneskets hjerte ( fragment af ”Visdom og Poesi” ) Sum lukkede sine øjne og græd. Han græd over Mundo Minors belejring, han græd over den angst og skræk Desmofylania måtte have følt i årevis, han græd over ”Mundo Iskrig” som var ved at dø for egen hånd, han græd over at alt dette skete i en verden som kunne være den smukkeste ting menneskets hjerte kunne fatte. Da Sums gråd stoppede lå han på sine knæ, totalt afkræftet, med den gamle mands trøstende arm om sine skuldre. Der gik nogen tid før de rejste sig, men da var Sum let om hjertet. Han følte at en stor byrde var blevet taget af hans skuldre .... han følte frihed. Uden ord ledte den gamle mand Sum til en bygning som lå på den anden side af den brede mosaikplads. Åbenbart løb mosaikpladsen langs søjlegangen hele vejen rundt om de tårne spir, samt mindre bygninger, som udgjorde denne Mundos indre. Bygningen var ikke ret stor, kun små fem meter på hver led og trefire i højden. Dens indre var et eneste rum. Lige indenfor, til højre for døren, stod en stol samt et lille bord med en kande te og et krus i smukt forarbejdet stentøj. Til venstre stod et messingbadekar, fyldt med varmt parfumeret vand. I rummets anden ende stod en stor udskåret dobbeltseng, opredt og klar til at krybe i. Rummet selv var holdt i dybe, fredfyldte grønne og rødbrune farver. Den eneste belysning var et utal af små stjerner, som glimtede fra det dybsorte 286


Legenden om Mundo Minor

loft. Den gamle mand gjorde det klart at dette rum stod til Sums disposition, så længe han ønskede at være gæst i Mundoen, hvorefter han bød Sum godnat og lukkede døren stille. Sum flyttede det lille bord hen ved siden af badekaret, og drak teen mens han nød det varme bad. Teen var god og fik, i samarbejde med badet, Sum til at slappe helt af. Da han havde tørret sig med det bløde og lækre håndklæde som hang til ham på en knage, hoppede han i seng. Sum sov næsten inden han rørte lagnet.

287


Legenden om Mundo Minor

10.kapitel Vismand er større end kæmpe. ( Ukendt. ) Sum vågnede af flere forskellige grunde, alle dog behagelige. Dels kildede det i hans næse, fordi en solstråle faldt på den, dels mærkede den duften af orangeblomster. Samtidig var hans krop udhvilet, og utålmodig efter at komme i lag med en ny dag. Sum åbnede øjnene, og betragtede forundret værelsets loft. Det der dagen før havde været en fløjlsdyb nattehimmel, var nu en strålende blå himmel med spredte lammeskyer. Ved at stå oprejst i sengen var det muligt for Sum at røre ved loftet, som føltes præcis som man ville forvente at et loft føltes, hvilket dog ikke stemte med synet af drivende skyer og solskin. Det lille bord stod ved siden af sengen, dækket med et lækkert morgenmåltid. En tekande udsendte den fyldige duft af orangeblomster. Med stor nydelse, og ditto appetit, indtog Sum måltidet, mens han nød loftets solskin på sin ryg. Derefter klædte han sig på og forlod sit ”hjem”, for at se sig om. Så snart Sum kom udenfor rettede han sit blik mod husets tag, men det så ud som ethvert andet kobbertag. Lettere mystificeret så han sig om. Det lille hus var omgivet af en brolægning af fint tilhugne granitblokke, i en bredde af firefem meter hele vejen rundt. I den retning Sum var kommet fra dagen før, stødte denne brolægning op til den enorme mosaikplads. I de øvrige retninger tjente den som adskillelse mellem huset og de øvrige bygninger, som åbenbart udgjorde en stor del af Mundoens centrale del. Den gamle mand, som havde lukket ham ind dagen før, så han ikke noget til. Derimod sad der to emotionarianter på en bænk ved et smalt bord, op ad en af de nærmeste bygninger. De talte sammen, men så ud til at være opmærksomme på Sums tilstedeværelse. Bygningen var et højt og forholdsvist bredt tårn, som åbenbart bestod af en muret 288


Legenden om Mundo Minor

gang som snoede sig op til en gylden kuppel. Tårnet så ikke ud til at være forsynet med vinduer, men det var så højt at Sum ikke var sikker på om der var vinduer højere oppe. Selve muren var bygget af forskellige slags sten, i alle mulige farver, som alle var hugget i form og størrelse som mursten. * Er du interesseret i overblikstårnet ? Den rolige og venlige stemme lød bag Sum. * Hedder det overblikstårnet...? et meget passende navn. Sum vendte sig og gengældte hans smil. Med en håndbevægelse betydede emotionarianten Sum at han kunne træde ind i tårngangens halvmørke, som den første. Der var ingen trappe, i stedet snoede gangen sig op i en jævn stigning. Med jævne mellemrum kom de til et sted hvor gangens gulv var uden hældning, og på disse plane steder var der opstillet en stenbænk hvor man kunne hvile under opstigningen. Tårngangens belysning udgjordes af en række spalter i tårnmurens væg, helt oppe under loftet, som tillod en hyggelig tusmørkebelysning. Klimaet var behageligt køligt. Murens sten var et studie i farver og åretegninger, ligesom der optrådte adskillige flotte forsteninger. Flere gange stoppede Sum for at tage en sten eller et fossil i nærmere øjesyn. Hver gang han gjorde det stoppede han ledsager også, og gav sig til at fortælle alt der var værd at vide om det der havde fanget hans øje. Bortset fra det talte de ikke ret meget på vejen op, alligevel blev tavsheden aldrig pinlig. De var blot tavse sammen. Det tog dem lang tid at nå til toppen, men da de endelig nåede den viste det sig at være alle besværlighederne værd. Udsigten var ubeskrivelig. Over et adskillige kilometer langt stykke, på hver side af den port han var blevet lukket ind gennem, kunne han følge Mundoens mur, til den fortabte sig i varmedisen. Kikkede han den stik modsatte vej, mødte hans blik det ene kunstfærdigt udførte spir, efter det andet. I det skarpe sol289


Legenden om Mundo Minor

lys lignede de enorme hvide asparges. Mellem disse og Mundoens mur lå så det brede mosaikstykke, som helt havde taget pusten fra Sum dagen før. Heroppe fra så han et meget større stykke af mosaikken, og forstod derfor endnu mere af den visdom der var fanget i de farvede sten. Igen var den enorme skønhed ved at sparke benene væk under ham. Tårnenes gyldne tage var et studium i sig selv. Set fra jorden havde de blot glimtet i solens stråler, men herfra og set med kikkert, viste de sig at være individuelle kunstværker af stor skønhed. Taget på der nærmeste tårn var udført på en måde der fik det til at ligne rødderne af det træ, i guld. som udgjorde tagets spir. Et andet tårntag var udført i så bløde former, at det så ud som om det var ved at smelte i varmen. Et tredje tårn så ud som om taget var blevet flettet af et utal af enkelte guldtråde. Et fjerde tårntag udgjordes af den enorme tragt på den trompet som udgjorde spiret. Et femte tårn var blevet udstyret med en høj silkehat i guld. Sum sænkede kikkerten, overvældet af skønheden, variationen og humoren i Mundoens indretning. Mens Sum havde betragtet de forskellige tårne, havde hans ledsager nævnt deres navne og beskrevet deres formål, så vidt det lod sig gøre. Mange af de formål emotionarianten nævnte, anede Sum ikke hvad var, selv om han af og til mente at kunne fornemme formålets omrids. Da emotionarianten flere gange forgæves havde forsøgt at klargøre et tårns formål, foreslog han at Sum udvalgte sig et tårn som han ville lære at kende. Den eneste måde at lære tårnet at kende, var ved selvsyn. Sum udvalgte et, som havde en for ham uforklarlig skønhed. Det var som om al den skønhed han havde oplevet, både i Terra Inkognita og i Mundo Minor, her var udtrykt på en gang. Tagets form mindede ham om tusinder af ting, og gjorde ham fuldstændig rundtosset, uden at han var i stand til at sætte ord på sin oplevelse. Sum udpegede tårnet for sin ledsager, hvorefter de begyndte nedturen. Da de stod neden for tårnet, var det næsten middag. Emotionarianten foreslog at de fik noget at spise, inden de fandt det tårn Sum havde udvalgt. Sum mente at det var en udemærket ide. Under emotionariantens ledelse, 290


Legenden om Mundo Minor

fandt de frem til et lille hyggeligt hus. Det var bygget i træ, og omgivet af en vidunderlig japansk inspireret have. Husets indre udgjordes af et stort og veludstyret køkken, omgivet af borde og stole, nærmest som en hyggelig mindre restaurant. I forvejen var der tre emotionarianter, som stod og valgte mellem de fødevarer der lå på et bord i køkkenet. Da de opdagede Sum og hans ledsager, bød de dem ind og bad dem hjælpe med at finde ud af hvad de skulle lave til middag. Sum følte det straks som om han var havnet blandt gamle venner, så hjertelig og uforbeholden var stemningen. Ved fælles hjælp stablede de en tre retters menu sammen; Minestrone af årstidens grøntsager forskellige tærter is (fragment af ”Visdom og Poesi”) Til retterne var der øl, vin, vand, juice, cider og flere andre drikke, alt efter den enkeltes ønsker. Sum kunne ikke lade være med at sammenligne det han oplevede her, med det han havde oplevet i Mundo Desmofyl. Begge steder havde på alle måder været bedre udstyret end Mundo Minor, og dog var de utroligt forskellige. Mundo Desmofyl havde været meget teknisk præget, men her... Sum vidste ikke helt hvilket ord han skulle betegne denne Mundos særpræg med. Men et stod fast; Sums tillid til denne Mundo var i sandhed blevet vakt. Efter middagen blev de alle fem siddende, mens de fik en kop kaffe eller te. Stemningen var let og fri. Da de endelig brød op, hilste de af med hinanden på det aller hjerteligste og gik til hver deres gøremål. Sum og hans ledsager gik i retning mod det udvalgte tårn. Oppe fra oversigtstårnet havde det tårn, Sum havde udvalgt, set ud til at ligge 291


Legenden om Mundo Minor

lige i nærheden. Alligevel tog det næsten en halv time at nå dets fod. Ved porten ind til tårnet, tog emotionarianten som havde fulgt Sum derhen, afsked. Han bød Sum gå ind, og tilføjede at han var ventet. De hilste af, hvorefter Sum betragtede sin følgesvends ryg, som efterhånden forsvandt mellem tårne, huse og andre bygninger. Indenfor tårnets dør var en lille stue, med et sofaarrangement i dybrødt læder. På et lavt sofabord stod en kande te og to kopper, og i den ene læderstol sad den gamle mand som havde lukket Sum ind i Mundoen. Smilende bød han Sum tage plads. De drak deres te i tavshed, mens den gamle mand betragtede Sum med et venligt men undersøgende blik. * Hvad søger du ... af alle ting ? Den gamle mand satte sin kop på bordet. * Visdom. Ordet smuttede ud af Sums mund inden han havde nået at tænke over det. * Visdom ?... ikke kærlighed ? Han så venligt på Sum. * Kun den som besidder kærlighed er i stand til at vide hvad visdom er. Den gamle mand nikkede frem for sig, og så ud til at synke ind i sig selv et øjeblik. Da han blev nærværende igen smilede han, og skænkede mere te i kopperne. * Magt... ønsker du ikke magt ? Mens den gamle mand talte, betragtede han koppen han holdt i sin hånd, med et intenst og koncentreret blik. 292


Legenden om Mundo Minor

* Magt er det sidste af alt. Alt som kommer efter magten, kommer til at tjene magtens princip. * Retfærdighed... hvor kommer den ind, hos dig ? * Når visdommen har sit arbejde fuldendt, vil den fuldstændiggøre retfærdigheden. Først da er man i stand til at styre magten, uden at blive slave af dens princip. * Du søger altså visdommen... dit hjerte taler udemærket. Den gamle mand drak tænksomt af sin kop. De to sad en rum tid i hinandens selskab. Ingen af dem talte, med ord. De tolkede hinanden, aflæste hinanden, sporede sig ind på hinanden. Sum blev lidt efter lidt klar over at han var havnet det rette sted, et sted hvor han kunne opsamle den rest af visdom han manglede, for at kunne søge refærdigheden fuldt ud. * Hvorfor valgte du dette tårn Den gamle mand betragtede smilende Sum. * Det var det smukkeste. * Det smukkeste ? Tjaah, det kan man vel godt sige. Den gamle mand kløede sig i sit tynde skæg. Han rejste sig og vinkede Sum med. I rummets modsatte ende stoppede han ved foden af en trappe, som Sum ikke havde bemærket tidligere. Den løb langs med væggen i tårnet, som riffelgangen i et geværløb, idet den øjensynligt fortsatte til næste etage gennem en lem som førte gennem etageadskillelsen. Med en håndbevægelse betydede Den gamle mand Sum, at han kunne begynde opstigningen. Sum lod blikket løbe op ad trappen, idet han forsøgte at tyde det svage lys som belyste dens sidste del, fra etagen oven over. Sum satte foden på det første trin, trak vejret dybt og begyndte opstigningen.

293


Legenden om Mundo Minor

11.kapitel Den skjuler sig gerne, som skiden er. ( Sjællandsk ordsprog ) Da Sum stak hovedet op gennem lemmen kunne han intet se, på grund af det skarpe lys. Hans øjne indstillede sig lidt efter lidt forholdene, og han sig forundret omkring. Det så ikke ud til at han befandt sig i tårnet længere. Derimod så han ud over et landskab som måtte være Terra Inkognita, hen over kanten af den brønd han havde stukket hovedet op af. Da han kikkede ned så han at han stod på en stige, og kikkede direkte ned mod en vandoverflade tre meter under ham. Forundret kravlede Sum op i varmen fra den skarpe sol. Sum gik lidt omkring, spejdede fra toppen af en bunke klippestykker, og fandt efterhånden ud af at han måtte være i en, for ham ukendt, del af Terra Inkognita. Mærkeligt nok følte han ikke nogen form for uro, faktisk havde han en underlig, afslappet følelse af frihed i hele kroppen. Luften var anderledes her, end den plejede at være i Terra Inkognita. Nok var det varmt, men der var en behagelig svalende følelse i luften, så snart den bevægede sig den mindste smule. Mens Sum betragtede horisonten i kikkerten, bemærkede han at den ikke var ens over det hele. I en retning var det som om himlen var en smule mørkere, på et langt stykke. Sums første tanke var at det nok var Barrierebjergene han så, men dette så ikke ud som han huskede dem. Beslutsomt afstak han kursen mod fænomenet, og gav sig på vej. Selv om han gik godt til, tog det to og en halv dag før han nåede sit mål. Efterhånden som Sum kom nærmere, blev det mere og mere tydeligt at det i hvert fald ikke var Barrierebjergene han var på vej hen imod. I det fjerne voksede en bred mørk stribe frem langs hele horisonten, men det mørke ragede ikke op i luften. Derimod så det ud til at dække Terra Inkognitas overflade, så langt øjet rakte. Først da Sum var kom294


Legenden om Mundo Minor

met så tæt at han kunne se dets overflade bevæge sig, gik det op for ham hvad det var han var på vej imod... Verdenshavet. At det tog Sum så lang tid at indse at det VAR Verdenshavet, skyldes det faktum at Sum aldrig havde troet på at det fandtes. Han havde blot betragtet det som en skrøne, men der lå det. Den forfriskende kølighed Sum havde observeret tidligere, kom af den fugtighed pålandsvinden førte med sig. Sum stoppede ikke før en bølge skyllede op ad hans støvler, og fyldte den ene. Her stod han længe i dybe tanker, før han vadede i land igen. I en underlig fraværende stemning, lod han sit tøj og udrustning falde ned i strandens sand. Derefter vadede han ud i det klare, lune saltvand. Det føltes nærmest som om vandet kælede for hans spændte trætte muskler, hvilket langsomt fik dem til at slappe af. Efterhånden som kroppen slappede af, løstes også det greb kroppen havde haft om hans følelser. Pludselig overraskede Sum sig selv, ved at bryde ud i en dybt smertelig krampegråd. Den kom så langt nede fra, at Sum ikke kunne kende sin egen stemme. Det lød ganske enkelt som om det var en anden som græd. Alt mens det skete for en del af Sum, var det som om en anden del af ham blot stod og betragtede det der skete med ham. Sådan var det længe. På et tidspunkt gik det op for Sum at noget havde ændret sig. Adskillelsen mellem den ulykkeligt grædende del af ham, og den roligt betragtende, var blevet... definitiv var det ord som faldt ham ind. Sum stod på strandbreddens sand og betragtede en hikstende, nøgen, udmattet skikkelse, som lå på knæ i det lave vand. Sum følte samhørighed med og forståelse for den smerte han var vidne til, samtidig med at han havde det overblik der skulle til for at forstå at den blot var forbigående. Sum vadede ud i de små bølgeskvulp, rakte hånden frem og hjalp Sum på benene. Da deres øjne mødtes blev de igen én, men ikke som før. Nu vidste Sum, med knivskarp klarhed, at han ikke længere hed Sum. Han hed, nej han var... Kreator. 295


Legenden om Mundo Minor

Med et kommandoråb som fik klipper til at revne, og klitter til at skride sammen, kaldte Kreator sine styrker sammen. De rejste sig fra de steder hvor de havde hvilet siden den anden og den tredie tidsalder: De rejste sig fra havets bølger De steg ned fra himlens skyer De brød frem af jordens dyb De steg ud af ildens lue De sev ud af hver en farve De løsrev sig fra hver en lyd De fremkom af hver en lugt De trodsede enhver beskrivelse De samlede sig på sandet ved den yderste kyst På kanten af Verdenens Hav. (fragment af ”Bogen om Kreators Sejre”) Her grupperede de sig i de formationer de havde været beredt til siden urgamle dage, løftede buer, svang sværd, trommede med spyd på skjolde og hyldede Kreator som endelig var trådt frem i deres midte. Kreator selv betragtede med tilfredshed det storslåede skue. bannere vejede i vinden og stål blinkede i solens stråler. Da han havde taget hele sin hær i øjesyn, opløftede han sin røst. Kreator fortalte om alt det der var sket, om Kong Egos og ”Hoffets” forræderi, om belejringen, om deres morderiske planer, om Sums rejser. Derefter afgav han marchordre, og gik i spidsen for hæren, nu med Mundo Minor som mål. Hæren skyllede frem gennem Terra Inkognita, som vand der har sprængt en dæmning. Intet undgik deres opmærksomhed, de tydede alle tegn de passerede. De så hvor andre havde gået, hvor kampe var blevet afgjort, hvor venskaber var blevet indgået, hvor 296


Legenden om Mundo Minor

de igen var blevet brudt, og alle andre ting som har betydning for mennesker. Alle var de udhvilet efter den lange dvale de havde befundet sig i, hvorfor de de ikke behøvede hvil eller søvn. Dag og nat drog de utrætteligt frem over jordens flade, mens rygtet spredte sig mellem de Mundi de passerede (uden at de dog drog ind til nogen af dem). Inden længe stod hele hæren ved foden af de mægtige Barrierebjerge. Nu gjorde hæren sig om til håndværkere, idet de lagde deres våben væk, og tog allehånde redskaber frem af deres oppakning. De gjorde sig nu til; Stenmestre, som skulle skabe den trappe hvorad Kreator ville stige op til Mundo Minor. Murmestre, som skulle udbedre de steder hvor klippen manglede. Slusemestre, som skulle lede Vivelflodens vand ind i et nyt leje. Varmemestre, som skulle holde den kulde Emotionarianternes Fyrster brugte som våben, i skak. Talemestre, som skulleoverbevise Fyrsterne om deres fejl. Håbemestre, som skulle overbevise Fyrsterne om at der endnu var håb. Og mange andre mestre som ikke behøver nævnes på dette sted. (Fragment af Bogen om Kreators Sejre”) De arbejdede støt og roligt på bjergets yderside, under sang og glæde over godt arbejde. På bjergets inderside var forholdene lidt 297


Legenden om Mundo Minor

anderledes. I Sums fravær havde Fyrsterne bundet hele Terra Nova i en vinter som der ikke er set magen til, hverken før eller siden. Alt var overtrukket med et panser af klingende is. Intet liv var at se noget sted, ingen fugl, intet græs... intet over hovedet. Selv vinden havde lagt sig, og ikke rørt sig i evigheder. Op ad Mundo Minors mur, lå en enorm drive af kompakt tilfrosset is, som truede med at opsluge hele Mundoen. Vivelfloden, som stadig løb under isen, var blevet tyk af grødis og truede med at bundfryse helt. Inden for Mundoens mure var kulden også ved at gøre sig gældende. I lang tid havde man kunnet se sin egen ånde, hvis man da ikke sad lige opad et ildsted, og i Vivelhaven var det blevet efterår. Vivel sprang uforstyrret, og så ud til at være det eneste som Fyrsterne endnu ikke havde sat deres mærke på. I lang tid havde Sophia følt at hun ikke kunne blive ved med at holde Fyrsterne stangen, alene. Hun vidste at Sum ville komme tilbage, men var begyndt at tvivle på at han nåede frem i tide. En dag opdagede hun dog at det var som om der var en mildning i luften, hvilket blev forstærket af at hun hørte vand dryppe (en lyd hun næsten havde glemt eksisterede). Hvis der virkelig var forår på vej, kunne det kun betyde en ting at Fyrsterne var ved at miste terræn. Sophia kunne kun komme i tanke om en ting som var stærk nok til at bryde deres magt, den hjemvendte Kreator! Sophia havde ret. Allerede samme aften brød stenmestrene gennem bjerget, med et brag som kunne høres helt ind i Studerekammeret hvor hun sad. Da en varm luftning i det samme gik gennem rummet, var hun ikke længere i tvivl. Kreator var tilbage. Emotionarianternes Fyrster havde endnu ikke mødt noget som skræmte dem så meget, som ankomsten af Kreators hær. Selv ikke det unævnelige de havde set på den anden side af Tågeskoven, kunne måle sig med dette. Til deres forfærdelse så de, gennem de masker de nu alle bar, at græs og blomster vældede frem, overalt hvor Kreators hær betrådte jorden. De hørte fugles sang skære i deres ører, følte solens varme på deres ryg og mærkede frygten for den straf de forestillede sig 298


Legenden om Mundo Minor

at de skulle lide -måske til evig tid. Hæren slog kreds om Fyrsterne, med Talemestrene og Håbemestrene inderst. Længe skete der intet. Så begyndte en af Talemestrene på at fortælle om alt det der var sket for Sum, mens han var på vej gennem Mundo Minor. En anden faldt ind, et par håbemestre begyndte deres værk, og snart var alle Tale og Håbemestre i gang med at udføre deres opgaver. Fyrsterne blev om muligt endnu mere skræmt af den venlighed de her mødte. Den var langt værre end nogle af de pinsler de selv havde forestillet sig, at de ville blive mødt med. Da pinen blev for stærk skreg Kong Ego højt i dødsangst, så højt at hans maske sprang i tusinde stykker, og han selv opløstes i en sky af rimfrost, som stille dalede ned over de tilstedeværende. Hans magt var brudt. Først nu blev de øvrige Fyrster i stand til at tage deres masker af.

299


Legenden om Mundo Minor

12.kapitel Den der rejser, ser mere end den ældste hjemmefødning, ( Afrikansk ordsprog ( kru ) )

Foråret rullede ind over Mundo Minor med en sådan fart og pragt, at det nærmest tog luften ud af alle. Terra Nova blomstrede op og stod i en pragt som ingen havde set før. Som foråret spredte sine arme, lettede også tågen. Da den var væk begyndte tågeskoven stille og roligt at visne, stammerne blev hule, og efterhånden styrtede træerne om, et for et. Foråret bredte sig videre. De landskaber som lå bag skoven begyndte også at blomstre, og blev lige så smukke som resten af Terra Nova. Alle forhold blev efterhånden rettet op i Mundo Minor, hvorefter en vigtig beslutning blev truffet. Den blev truffet på et rådsmøde hvor alle var til stede. Kreator sad i tronstolen, med Sophias hånd i sin ene, mens han med den anden strøg sig over sit grå fuldskæg. Beslutningen gik ud på at Hoffet skulle rejse på en ekspedition ud til ”De Fjerne Egne”, som områderne bag Tågeskoven nu blev kaldt. Formålet var at sikre at foråret ikke ”gik i stå”, altså at der ikke blev noget tilbage af den kulde som så længe havde holdt Terra Nova i sit jerngreb. Kreator ønskede at drage i spidsen for ekspeditionen, ligesom han også ønskede at have de tidligere Fyrster med. De skulle fjerne alle rester efter de afskyelige bygningsværker, de oprindeligt havde bygget til Kong Egos ære. At Kreator havde udset denne opgave til ”Fyrsterne”, havde intet at gøre med straf. Blot ønskede han at se den indstilling de gik til dette arbejde med, for at se om de kunne indpasses i et harmonisk hof. Inden ekspeditionen tog afsted skulle Mundo Minor rives ned. Det blev dog vedtaget at rejsen ikke skulle indledes før alle spor af ”Fyrsternes Frost” var smeltet bort. Indtil det skete, ville Kreator forblive i Mundo Minor, for at smede de to hold emotio300


Legenden om Mundo Minor

narianter sammen, dels ved undervisning, dels ved at emotionarianterne fortalte deres viden til hinanden. Det første emotionarianterne udvekslede, var teknisk og håndværksmæssig færdighed. De emotionarianter som var kommet til Terra Nova sammen med Kreator, lærte; • • • • • •

De forskellige planter i Vivelhaven. De forskellige teknikker til at vedligeholde en Mundo. De forskellige værktøjer i værkstederne. De forskellige håndværk værkstederne brugtes til. De forskellige gange og sale i Mundoen. De forskellige episoder i Mundoens historie

Mundoens emotionarianter derimod, lærte følgende; • • • • • • •

At indgyde de nedtrykte mod. At skuldre ethvert ansvar. At bryde forhindringer ned. At bruge magt i balance med kærlighed, retfærdighed og visdom. At tro på sig selv. At stole på andre. At være hele. ( fragment af ”Bogen om Kreators Sejre” )

Begge parter voksede bestandigt i alle henseender. Til sidst nåede de så langt, at de stod på lige fod i alle ting. Nu besluttede Kreator at Emotionarianterne var så godt sammenarbejdede, at de ville være i stand til at nedrive Mundo Minor, så rejsen kunne begynde. Nedrivningen gik trægt i begyndelsen, men efterhånden som der kom rytme i arbejdet, gik det bedre. Til sidst gik det i rivende fart. 301


Legenden om Mundo Minor

Nedrivningen begyndte oppefra, således at der hurtigt kom lys ned i alle de rum i Mundoen, som i umindelige tider havde henlagt i mørke. Efterhånden som Mundoens indre åbenbaredes, gik det op for de emotionarianter som havde tilbragt en stor del af deres tilværelse i den, hvor snæver og begrænset deres verden havde været. Denne erkendelse gav dem nye kræfter, og satte fart i deres indsats. Mundo Minor forsvandt langt hurtigere end man skulle tro muligt, og efterlod enorme bjerge af tilhugne sten. Af disse byggede emotionarianterne flere bygninger. Som det første byggede de et prægtigt lysthus og en skolesal midt i Vivelhaven, ved bredden af Vivelsøen og med udsigt til Vivelspringet. Her holdt Sophia og Kreator dagligt undervisning i alt det som kunne åbne emotionarianternes indre verden. Dernæst byggede de et fælleshus, som fyldte adskillige kilometer langs bredden af Vivelsø, i forlængelse af skolesalen. Desuden byggede de et hav af andre små og større bygninger, spredt over hele den del af Terra Nova som Mundo Minor havde dækket. Resten af stenene blev brugt til stier, pladser og veje mellem bygningerne. Efterhånden som emotionarianterne byggede, bevægede de sig mod det som engang havde været Tågeskoven. På vejen kom de til det sted som engang havde heddet ”Klubbens rydning”. Der var efterhånden ikke meget at se, ud over nogle rester af den sivfyrede ovn hvor værktøj mv var blevet støbt. De tidligere fyrster mindedes stedet med skam og uden nogen form for glæde, hvilket Kreator mærkede sig med tilfredshed. Det lod til at alle drømme om et uafhængigt rige var uigenkaldeligt væk. Kreator besluttede dog at vente, og observere, inden han drog nogen slutninger. Da de nåede tågeskoven blev de overrasket over den grad af opløsning, der prægede den engang så stærke og frygtindgydende skov. Det palisadepræg der havde været over skovens stammer, var fuldstændigt brudt. Nu gav de snarere det indtryk, at de sørgelige rester efter en ynkeligt tandset. Skovbunden var fuldstændigt dæk302


Legenden om Mundo Minor

ket af smuldrende træ, i så tykt et lag, at den fjedrede under deres fødder. Set på afstand virkede ”Borgen”, som ”Emotionarianternes Fyrster” havde bygget et stykke inde i skoven, ikke særligt imponerende. Da de kom helt der hen viste den sig at være hårdt angrebet af tidens tand. Den plads som oprindeligt havde omkranset borgen kunne endnu ses, men den var nu dækket af et mylder af forskellige planter som fyldte den med deres frodighed. Holderne som havde holdt faklerne som havde oplyst pladsen var der også stadig, blot var de rustne og faklerne faldet ud. Enkelte af de stammer som havde udgjort borgens vægge var faldet ud, og havde lavet en fordybning i pladsens frodighed. De stammer som stod endnu, var porøse, frønnede og smuldrede ved den mindste berøring. Kreator gik om for at se bagsiden. Her omme var der en dør, som i øvrigt var faldet af sine hængsler. Bag den var der et rum, som indeholdt en stor udskåret stol. Han fik at vide at dette havde været ”Klubben”s tronsal, stolen havde været Kong Egos tronstol. I en halvmåne foran denne stod andre stole, en til hver af de øvrige fyrster. Bortset fra stolene og en stige midt i rummet, som gik op til kubussen ovenpå, indeholdt rummet kun nogle vægdekorationer. Disse bestod af ubehjælpsomme udskæringer, som gengav fyrsternes navne. På Kreator virkede stedet fattigt og huleagtigt. Så snart Kreator var færdig med at kigge, gav han de tidligere fyrster ordre til at rive stedet ned og brænde alt af. Kreator bemærkede at de gik til arbejdet med beslutsomhed, og blev hurtigt færdige. Lidt længere fremme fandt de dog noget som var en del mere uhyggeligt. Det var et større og mere udspekuleret bygningskompleks. Det var tydeligt at det ikke var nogen behagelig tilværelse Mundoens indbyggere ville have fået her. Over alt var der lænker fæstnet i murene, piske, fodlænker, tommelskruer, og andet udstyr til nedværdigelse af andre. Foruden disse indretninger til pinsel på enhver tænkelig måde, var der forskellige værksteder hvor det åben303


Legenden om Mundo Minor

bart var meningen at fangerne skulle producere det som Fyrsterne gav dem besked på... indtil de skulle sendes videre. Kreator betragtede alt det han så med dyb og inderlig vrede, hvilket fik de tidligere fyrster til at dukke sig i skam. Også dette sted blev revet ned, og ethvert spor fjernet. Efterhånden som de bevægede sig ind i landet bag ”Borgen”, begyndte de at finde lig af de skyggevæsener som havde levet her. De første var af de foroverbøjede, lådne væsener med små lysende øjne, Den Lille Flok selv havde set på vejen bort fra ”Borgen” i sin tid. Det første eksemplar så ud til at have lidt en voldsom død, da det havde talrige dybe flænger over hele kroppen. Selv som død var dette væsen et ubehageligt syn; en lang stiv, strittende og stinkende pels, skarpe hugtænder, og lange knivlignende kløer. Udtrykket i væsenets ansigtstræk tilskrev de, til at begynde med, den død det havde lidt. Senere skulle det dog vise sig at alle disse væseners ansigter var fortrukket i en maske af had, fjendtlighed og foragt. Efter at have set seks eksemplarer på nært hold, lod de blot de lig de fandt af disse væsener ligge. Ingen begræd deres død... tværtimod. De andre væsener de fandt, var ikke mere indbydende end disse første havde været. Et af dem var en vampyrflagermus på størrelse med en velvoksen sengeforligger. Dette væsen havde øjensynligt havde været banemand for adskillige af de foroverbøjede væsener, da dens kløer og sylespidse tænder passede godt med de sår der var så almindelige på de førnævntes kroppe. I den hensmuldrende underskov fandt de også rester af nogle højst ualmindelige plantesamfund. Bl.a. en plante som så ud til at kunne have spiddet selv større væsener, på torne som den kunne skyde fra sig. Som de trængte længere frem, blev livsformerne større og virkede også mere aggressive i deres udformning. De sidste de så inden de kom til ørkenen, var kæmpestore, dinosauragtige æde og flænsemaskiner som nærmest kun var kløer, tænder og horn.

304


Legenden om Mundo Minor

13.kapitel Efter tørke kommer væde, efter sorg kommer glæde, ( Ukendt oprindelse ) Overgangen til den ørken de vidste skulle komme efter Tågeskoven, kom meget glidende. De nyfremspirede planter som nu havde indtaget den tidligere Tågeskov, var også ved at indvadere ørkenen. Til sidst overhalede de dog planterne, og gik så i rødligt sand så langt øjet rakte. Her var der ingen tegn på at der havde været liv, af nogen art. Sandet var knasende tørt, og skred under fødderne, hvilket gjorde hvert skridt til en prøvelse. Så snart landskabet bød på en klit, eller blot hævede sig en smule, søgte de at komme uden om. At gå opad en klit var praktisk talt umuligt, gik man et skridt frem gled man to tilbage. De hvilede tit, og nåede kun langsomt frem. Solen stak ubarmhjertigt, og der var absolut ingen skygge nogen steder. Kreator betragtede stadig de tidligere fyrster, for at lodde deres indre overvejelser. Det var tydeligt at de blev stadig mere rastløse og urolige, jo nærmere de kom til den isverden der skulle ligge et sted forude. Dag for dag steg deres desperation. De sagde intet om det, men deres øjne sagde alt. Alt blev rationeret og delt ligeligt mellem alle, de der ville kunne så bytte indbyrdes. Vand deltes ud på passende tidspunkter, og udmåltes med største forsigtighed. Kreator konstaterede med tilfredshed at alt foregik uden interne gnidninger, alle gav hvad de kunne til fællesskabet. Det gjaldt også, eller måske snarere især, de tidligere fyrster. De syntes opsat på at gøre deres sorte fortid god igen, ved at give sig helt. Gode tegn. Bedst som ørkenen virkede allermest uovervindelig, mærkede Kreator et køligt vindpust. Det fik ham til at tage sin kikkert frem, og afsøge horisonten. Ret frem kunne han se at himlen ændrede karakter, helt nede ved horisonten. Derude måtte isen starte. 305


Legenden om Mundo Minor

Da alle havde lagt sig for at sove, lå Kreator vågen. Han lod sine øjne lege med stjernernes vrimmel, mens han spekulerede på arten af den fare de var på vej imod. De tidligere fyrster var på nuværende tidspunkt nærmest i en tilstand af næsten ukontrollerbar angst. Kreator havde flere gange forsøgt at spørge dem ud om hvad de havde oplevet derude, under Kong Egos ledelse, men de blev ham svar skyldig. De havde åbenbart været så paralyseret af angst, at de praktisk talt intet huskede. Kreator overvejede om han skulle gå over og snakke med dem igen, han vidste at de lå vågne, men opgav tanken. I stedet sukkede han blot, og lagde sig til at sove. Jo nærmere de kom, des mere faldt temperaturen. Hurtigt faldt den til et niveau som var direkte behageligt, så inden længe måtte de begynde at kravle i det varme overtøj. En morgenen var der rimfrost både på tøj, tæpper og i emotionarianternes skæg. Inden længe stod de ved overgangen til isens herredømme, og nu følte de alle den skræk som de tidligere fyrster havde næret længe. De kunne mærke at der var noget faretruende, fjendtligt, lumsk, kort sagt ondt, i denne isverden. Ingen kunne sove den nat, i stedet sad de i små grupper og varmede sig ved de bål de havde tændt. De tidligere fyrster var som forstenede, de sad blot og stirrede ud over den uendelige flade af is, alt mens de rystede af kulde og skræk. Overgangen mellem rimfrostindhyllet sand og ren is var ret skarp, og mens Kreator betragtede den blev han klar over at noget ventede på at han skulle overskride denne grænse. Situationen mindede ham om da Sum stod på kanten af Mundo Minor, mens de usynlige fyrster forsøgte at lokke ham ud over tagets kant. Nu var der også noget som ville lokke ham ud på isen, ind i dets virkefelt. Men hvad var det ? Alle fyrsterne var overvundet... hvem eller hvad var tilbage. Kreator gik tilbage til lejren, fast besluttet på at samle kræfter til det opgør som måtte komme. Det tog Sum tre dage at blive klar til... hvad det nu var han skulle være klar til. Men så havde han også talt alt igennem med alle, bortset fra de tidligere fyrster som stadig var umulige at nå ind til. Alle 306


Legenden om Mundo Minor

emotionarianterne tog opstilling i en halvcirkelformet klynge bag Kreator, da han gik ud på isen. I det Kreators fod rørte isen, fornemmede de alle en svag dirren i undergrunden, hvilket fik de tidligere fyrster til at græde og klage sig, stille og modløst. Mere skete der ikke... endnu. Kreator følte hvordan alle hår rejste sig på hele hans krop, kuldegys løb ned ad ryggen på ham mens han gik, han svedte, hans mund var tør og hans hjerte turde næsten ikke slå. Han vendte sig hurtigt for at kikke tilbage mod de andre, som var så langt væk at de blot lignede en mørk masse. Igen dirrede isen... kraftigere end første gang, men stadig ganske svagt. Isen knagede let, men kunne ikke bestemme sig til at revne. Kreator sank en klump og klappede skæftet på sit trofaste sværd, det styrkede ham at vide at det var hos ham. Op ad bæltetasken tog han den lille kugle som han kastede mod isen. I ét nu lå hans skjold klar til brug. Kreator samlede det op og anbragte det på sin venstre arm. Igen stak han hånden i tasken, nu for at hente Nöehito sandhedens linse. Han rettede den mod isen under sig, og fik et chok. Gennem mange, mange meter is så han sin fjende hans sidste værste og stærkeste fjende.... Denne fjende havde han kun set i et glimt, men han huskede det tydeligt. Han huskede da han var på vej ned ad floden. ”Klubben” havde lige forladt fællesskabet. En skygge var passeret under hans flåde uden at nogen havde bemærket den, ud over ham selv. Det stod ham klart at dette væsen havde stået bag ”Klubben”, drevet dem frem mod fællesskabets opløsning. Nu lå den og ventede på ham under isen. Den havde været stor dengang, men den var vokset og var nu så stor at bare størrelsen fik hans mod til at falme. Han erkendte med ét det pres de tidligere fyrster måtte føle, som de sad sammenkrøbne, skræmte og og næsten vanvittige af angst. Kreator følte sig klar til at kæmpe, kæmpe for at befri de tidligere fyrster fra denne mægtige byrde. Væsenet rørte på sig, og isen dirrede igen. Lige foran Kreators fødder slog overfladen en revne på godt halvanden meters længde, og ca. tyve centimeters bredde. Monsteret var i ro igen. Kreator skrævede over revnen og fortsatte ud mod det, for Kreator ukendte 307


Legenden om Mundo Minor

sted, skyggevæsenet havde valgt til sin kampplads. Endelig dukkede hans mål op i det fjerne, noget som hævede sig op over isens flade. Da han kom nærmere kunne han se at det var en bygning, af den klareste is han nogen sinde havde set. Egentlig var bygningen smuk, nærmest som et frostens tempel. Men det var et tempel til den uindskrænkede ondskabs pris, hvilket fremgik af den skræk, angst og usikkerhed som strålede ud fra det, udelukkende med Kreator som mål. Svedende, stakåndet, og på grænsen til panik, trådte Kreator op på det første trin. Her måtte han stå et øjeblik, for at samle sig. En trang til at flygte bølgede frem og tilbage i ham, på en måde som mest af alt mindede om kvalme. Da han igen var blevet relativt rolig, satte han foden på næste trin og fortsatte mod sit livs hårdeste kamp... På dette tidspunkt havde emotionarianterne tabt Kreator af syne for længe, længe siden. Derfor begyndte de at sive tilbage til deres aftenlejr. Her lagde de brænde på bålene, lavede varme drikke, og fortalte beretninger om Kreators og Sums bedrifter i fortiden. Det hjalp lidt på den usikkerhed de følte, men fjernede den ikke. De tidligere fyrster blev ikke glemt. Godt nok sad de for sig selv ved et bål, men der kom hele tiden nogen forbi. De satte sig hos dem, fortalte en historie, lagde brænde på bålet, lavede dem noget varmt at drikke eller skiftede deres tæpper, som var våde af angstens sved, med nogle tørre og varme. Trods deres choktilstand, var de tidligere fyrster taknemmelige i deres hjerter. De følte sig mere end nogensinde før, som en del af fællesskabet trods deres angst. Ingen kunne sove, derfor sad alle omkring bålene hele natten. Alle som havde en beretning at dele ud af, fortalte. Samtalen flød jævnt hele natten, kun afbrudt af en ildevarslende stilhed når isen knagede, hvilket den gjorde hyppigere og hyppigere som natten skred frem. Lige før morgengry lød et vældigt brag, ude fra ishavet. Derefter var der stilhed, både i isen og mellem emotionarianterne. De tidligere fyrster faldt om da braget lød, men det var der ingen som opdagede, derfor så heller ingen at de nu sov for første gang i flere døgn. Lige før middag så emotionarianterne en skikkelse som vaklede afsted mod deres lejr, ude fra den udstrakte 308


Legenden om Mundo Minor

flade. Da skikkelsen kom så tæt på at de alle kunne genkende Kreator, åndede alle lettede op. Så snart han kom i land, faldt han om og sov i fire døgn i træk. Han og de tidligere fyrster vågnede samtidig, på fjerdedagen. Da var ishavet smeltet. Kreator vågnede med et let og glad sind, en sindstilstand han havde til fælles med både de tidligere fyrster, og de øvrige i lejren. I denne tilstand kikkede Kreator ud over det smeltede ishav, og vidste at det han betragtede var verdenshavet. Han lo for sig selv, mens han lavede morgenmad til sig selv og de tidligere fyrster. Det blev en ganske fornøjelig morgen, hvor der blev grinet meget. Emotionarianterne troede ikke deres egne øjne, da de så Kreator og de tidligere fyrster sidde og spise, fortælle vittigheder, grine og synge. De opførte sig på alle måder som om der aldrig havde været nogen faretruende konfrontation med en overmægtig fjende. Da måltidet var overstået, blev stemningen dog mere alvorlig. Kreator fortalte , så godt som sproget tillod ham, om sine oplevelser ude på isen, ondskabens tempel og det som var sket for ham mens han var derinde. Emotionarianterne forstod ikke meget af det han sagde, dels fordi de ikke havde tilstrækkeligt insigt, dels fordi Kreator ikke havde ord som kunne beskrive det han ønskede at sige. De tidligere fyrster, derimod, nikkede ind i mellem med alvorlige og mørke ansigter. De vidste godt hvad Kreator talte om, det var deres dybeste smerte han beskrev. Kreator havde også fundet ud af en ting som de tidligere fyrster ikke vidste, han havde opdaget hvad det var uhyret under isen ville pine ud af Kreator og hans hof. Med andre ord vidste han hvad årsagen var til alle de problemer de havde oplevet var. Væsenet under isen ønskede mere end noget andet at vide hvor Den Oprindelige Have lå, for at fuldende den ødelæggelse den for lang tid siden havde forsøgt, da haven var ny. Kun på denne måde kunne Væsenet under isen vinde den totale magt over dem alle. Enden var dog blevet at det selv bukkede under. Nu var der blot tilbage at finde, og færdiggøre, haven.

309


Legenden om Mundo Minor

14.kapitel Gud Herren plantede en have i Eden ude mod mod øst, og der satte han det menneske han havde formet. ( Bibelen 1.Mos. 2:8 ) Kreator vidste cirka hvor haven skulle ligge, men det tog dog et par dage før de fandt den. Den første som så den var Sophia, og da hun meddelte sin opdagelse brød en jubel løs som ingen huskede magen til. Den viste sig at ligge ikke ret langt fra bredden af Verdenshavet, i ly bag en vold af klitter og klippeblokke. Ved første øjesyn var haven ikke ret stor. Faktisk var det næsten muligt at følge muren hele vejen rundt, i kikkert, når man selv stod på den. Muren var stadig ubrudt, men bar også stadig mærker efter Katastrofen. Alle arter af planter og dyr var stadig repræsenteret, men bede, vandingskanaler, skyggetag og havens øvrige udstyr, var i en slem forfatning. Der var arbejde til lange tider, men der blev arbejdet hårdt. Alle kunne se formålet med deres stræben, og de var rigeligt mandskab til at få det udført. Til sidst stod haven som den oprindeligt var planlagt, inklusive de enkelte arter som havde manglet oprindeligt. Nu var det ikke længere en kold, isnende vind som strømmede ind mellem planter og dyr, når mørket faldt på. I stedet kærtegnedes de af en behageligt kølig brise, som nænsomt sænkede temperaturen til et passende leje. Da der nu ikke var noget tilbage at gøre på det oprindelige projekt, var det tid til Kreators næste projekt. Skyggen var ikke mere en trussel, derfor besluttede Kreator at havens mur skulle fjernes, så haven ville få mulighed for at brede sig ud i Terra Inkognita. Alle vidste at haven kun ville få mulighed for at sprede sig ganske langsomt, at nogle enkelte planter og dyr ville være nødt til at lade livet, at der ville komme nye problemer. Men de vidste også at ingen arter ville gå helt til grunde, at alle arter ville blive stærkere, og at det derfor var det eneste rigtige at gøre. Kreator havde længe ønsket at lave noget som 310


Legenden om Mundo Minor

ikke var set før i Terra Inkognita, noget som var en Mundo uden at være en Mundo. Gruppen af emotionarianter blev mildest talt overraskede, da de hørte Kreator beskrive sit projekt med disse ord. Derfor gik han i detaljer, og beskrev enkelthederne i sin plan. Kreator ville rejse et kæmpe telt ved bredden af Verdenshavet når det tæppe af blomster, som nu var ved at brede sig ud over Terra Inkognita, var nået helt frem dertil. Teltet skulle være indrettet i to ”længer”, som skulle mødes i et centralt paladstelt. I dette skulle indgangen også være. I den ene længe skulle Kreator selv bo, med hele sit hof af emotionarianter. Hvem der skulle bo i den anden ”længe” ville han dog ikke ud med. Blomster, planter og dyr bredte sig langsomt men sikkert ud over Terra Inkognitas flade. De omringede klippeblokke, fyldte sprækkerne i dem og gjorde dem til en del af deres verden. Til sidst nåede deres omfang helt til Verdenshavets bred. Samtidig var blomstertæppets front nået så tæt på de nærmeste Mundi, at disses konger frygtsomt satte deres emotionarianter til at holde dette hidtil usete fænomen under opsigt. Dette gjaldt især en speciel Mundo, Mundo Ambo. Da kongen her fik nys om hvad hans emotionarianter havde set i horisonten, blev han ligbleg og sendte sit hof ud af tronsalen. Dette var det øjeblik kongen af Mundo Ambo havde frygtet lige siden Kreator og hans Lille Flok i sin tid havde opsøgt ham, lige efter Katastrofen. Med bævende hjerte opsøgte han Mundoens arkiv, for at hente de optegnelser der oprindeligt var gjort om Kreators besøg. Optegnelserne gav ham ingen ro. Trods alle forsøg, var det aldrig blevet afgjort hvordan Kreator og Flokken var sluppet ud af Mundo Ambo. Kongen var sikker på at det nu var Kreators hævn, han så nærme sig i horisonten. Kongen græd bitterligt, dels af skræk dels af selvmedlidenhed. Emotionarianterne som stod vagt på den anden side af brokadeforhænget som dækkede tronsalens dør, når porten stod åben, hørte kongens gråd. Af frygt for at blive straffet, turde de dog ikke forsøge at trøste kongen. I stedet koncentrerede de sig om det de ting de frygtede. 311


Legenden om Mundo Minor

På dette tidspunkt var Kreator begyndt at søge ned til bredden af Verdenshavet om aftenen, for at se solen dykke ned i det spillende, krystalklare vands overflade. En aften hvor dette syn virkede særligt smukt, besluttede han at den næste dag ville gøre det som så længe havde været i hans inderste tanker. Om morgenen kaldte han emotionarianterne sammen, fortalte om sin beslutning, og udvalgte de af emotionarianterne som skulle følge ham på en rejse ud i Terra Inkognita. Derefter drog ekspeditionen afsted. Da de nu var fortrolige med alle sider af Terra Inkognitas natur, regnede de ikke med at få de helt store problemer på turen. Desuden gik de ikke i blinde, de havde et fast mål som de vidste præcis hvor var. Målet var Mundo Desmofyl. Vejen dertil var på det første stykke dækket af en frodig blomstereng hvor græshopper lettede i hele små skyer foran deres fødder hver gang de tog et skridt. Til deres glæde viste det sig at blomstertæppet ikke blot var mest frodigt i denne retning, men at det tillige var i denne retning det havde nået den største udstrækning. Da blomstertæppet begyndte at tynde ud, havde de allerede kunnet se Mundo Desmofyl i det meste af en dag. Mundo Desmofyl var næsten ikke til at kende, da de kom tæt nok til at se den ordentligt. De bunker af brokker som havde ligget spredt ud over sandet, var nu væk. I stedet var der med mellemrum opført små pavilloner, hvor emotionarianter drak te og sludrede. Det hul, Sum i sin tid var kravlet ind ad var det eneste der var tilbage, det var blevet udviddet, og lavet om til en stor og bred port. Porten stod gæstfrit åben, mens en markise i klare og indbydende farver skyggede for de som var på vej ud, eller ind. Over alt var Mundoens mur gennemskåret af vinduer, som i rigeligt mål lod solens stråler slippe ind i Mundoens indre. Det som glædede ham mest, var dog at se de bede med blomster i alle mulige farver, som voksede langs med Mundoens mur. Kreator smilede langt ind i sjælens allerinderste. Så snart Kreator og hans følgesvende blev bemærket af de forsamlede emotionarianter, blev de hilst med høje råb og åbne arme. Gensynsglæden var stor, og blev bestemt ikke mindre da Desmofylania kom tilstede. Kreator og Desmofylania faldt hinan312


Legenden om Mundo Minor

den om halsen, mens Xalyfomsed og Sophia omgående faldt i snak. Pludselig kom Desmofylania i tanke om hvorfor hun var kommet ud i solskinnet. Hun havde været i gang med at forberede et stykke på Det Personlige Teater, og var nu kommet ud for at kalde de emotionarianter som ikke var med i stykket ind, som publikum. Nu inviterede hun også Kreator og hans følge til at overvære forestillingen, som handlede om Sums første ankomst og ophold i Mundo Desmofyl. Stykket var utroligt velspillet, og Kreator blev flere gange slået af forundring over den præcision og indføling de forskellige optrin blev gengivet med. Mens Kreator så stykket, nød han tillige de omgivelser de blev spillet i. Nu hvor lyset vældede ind gennem de enorme vinduer i vægge og loft, sås den prægtige teatersals udsmykninger. Der var mange flere end han kunne have drømt om, og nu hvor han kunne se dem ordentligt, var de overvældende i deres skønhed De var så levende og vel udførte, at Kreator kun huskede et sted hvor der var noget lignende. Det var hos den gamle vismand, hvis Mundo Sum havde besøgt på sin rejse gennem Terra Inkognita. Efter stykket blev der båret borde ind i teatersalen, de blev dækket og der blev sat et godt måltid frem. Alle spiste med god appetit, under latter og venlig snakken. Efter den første ret fortalte Kreator Desmofylania om det teltprojekt han var i gang med at realisere ved bredden af Verdenshavet, og spurgte Desmofylana om hun kunne tænke sig at flytte ud i den længe som endnu var ubeboet. Desmofylania blev meget glad for tilbudet, og hendes glæde voksede endnu mere da Kreator foreslog at hun skulle tage Det Personlige Teater med. Det skulle stå i teltanlæggets midterste sektion. Trods sin store glæde ønskede hun dog nogen tid til at tænke sig om, inden hun traf en endelig beslutning. Efter middagen blev gæsterne vist rundt i Det Nye Mundo Desmofyl (sådan kaldte Desmofylania nu sin Mundo). De så at alle passager mellem øvre og nedre mundo, stod vidt åbne og aldrig blev 313


Legenden om Mundo Minor

lukket (faktisk var alle portene taget af hængslerne, og metallet brugt til andre ting). De så at forholdene var bedret betydeligt siden Sum forlod Mundoen, og at værkstederne arbejdede upåklageligt. Alt Kreator så styrkede ham i hans beslutning om at dele teltanlægget med Desmofylania. Da de skiltes, lovede hun at hun ville komme og se det i nærmeste fremtid.

314


Legenden om Mundo Minor

15.kapitel Enden er sjældent begyndelsen lig. (Svensk talemåde.) Kreator arbejdede støt og roligt videre med teltprojektet, mens han glædede sig til den dag hvor Desmofylania ville komme og se det an. Han satte emotionarianterne i gang med at fabrikere de fineste stoffer til teltdug, skilleforhæng, puder, mv. Andre blev sat i gang med at lave møbler, af de mest udsøgte træsorter, andre igen bestik, lysestager og andet af de ædleste metaller. Alt blev lavet med finfølelse og i udsøgt skønhed. Kreator selv undersøgte og sagde god for hver enkelt del, intet måtte være halvt eller ufærdigt på nogen måde. Da alt var næsten færdigt, viste Desmofylanias følge sig i det fjerne. Kreator gik dem i møde med et følge af sine egne emotionarianter, alle belæsset med gaver til både Desmofylania, Xalyfomsed, og alle emotionarianterne i deres følge. Mens de fulgtes ad til Kreators nye hjem fortalte Desmofylania, til Kreators store glæde, at blomstertæppet nu strakte sig hele vejen fra teltanlægget til Det Ny Mundo Desmofyl, og stadig bredte sig langsomt men sikkert. Imens dette foregik stillede de tilbageværende emotionarianter an til et festmåltid, med alt hvad Kreators husholdning kunne frembringe. Blomstertæppet bredte sig til stadighed i alle kompassets retninger. Det bredte sig langs med Verdenshavets bred, det bredte sig langt forbi Barrierebjergene og den dag kom, hvor Mundo Ambo var totalt omkredset. På dette tidspunkt var kongen ude af sig selv af rædsel. Han forstod ikke hvad der skete neden for Mundoens mure, kun at det lignede det Kreator havde beskrevet da han talte om Haven. Kongen havde bemærket at blomstertæppet ikke kom Mundoen nærmere end tyve meter, men frygtede aligevel at dette uhyrlige skulle kvæle ham. I sin angst løb han skrigende rundt i 315


Legenden om Mundo Minor

Mundoens øde gange (alle hans emotionarianter havde gemt sig ). Dette vidste hverken Kreator eller Desmofylania dog noget om. Desmofylania blev som Kreators gæst i adskillige dage. De nød hinandens selskab, de spiste sammen, de så ud over verdenshavet i solnedgangen, de drøftede teltanlægets muligheder. Som tiden gik blev deres fortrolighed større og større, de fortalte, de lyttede, de lo sammen, de græd sammen, de groede stadig tættere på hinanden. Til sidst besluttede de at snakke med Sophia og Xalyfomsed, for at høre om de også mente at det var en god ide at Desmofylania flyttede ind i teltlængen som stod beredt. Det viste sig at de allerede havde besluttet sig for at anbefale netop denne beslutning. Da Desmofylanias mundo oprindeligt var udgået af Mundo Ambo, fandt de det var det rigtigste at oplyse Kongen af Mundo Ambo deres om beslutning, og bede ham glemme alt gammelt nag. Da de opsøgte Kongen blev de overraskede og sorgfulde ved at opleve den tilstand han og hans mundo var i. Mundoens port stod pivåben, men ikke på en gæstfri måde. Det så nærmet ud som om den stod åben, fordi ingen havde haft mod eller tid til at lukke den. Den stod åben på en forladt måde, idet den ene portfløj stod halvt åben, mens den anden var presset helt op mod muren. Der var ingen på vagt i vagtstuen, og inden for porten lå store dynger af sammenføget sand, som bredte sig stadig længere ind i den dødstille Mundo. Fuld af bange anelser gik Kreator og Desmofylania indenfor. Da de kom ind i hovedgangen fik Kreator øje på en emotionariant, og råbte ham an. Denne snurrede omkring, udstødte et vræl ved synet af dem, og løb vildt skrigende ned ad en sidegang. Kreator og Desmofylania så forvirrede på hinanden. De fortsatte mod Tronsalen, hvor de forventede at finde Kongen selv. På deres vej gennem hovedgangen, passerede de de døre som Kreator også havde passeret under sit første besøg. Nu var de afskallede, slidte, præget af forfald. Den røgfarvede glasdør, som havde været årsag til det største chok for Kreators Lille Flok, var nu mat, uigennem316


Legenden om Mundo Minor

sigtig og revnet oppefra, halvt igennem. Bag den lød der lyde som af et stort dyr som møflede rundt, gryntende og smaskende. Af og til dirrede døren sig også, som om dyret derinde skubbede til den. Flere gange hørte de lyde som tydede på at der var nogen i nærheden, men de gav sig ikke til kende og svarede ikke på Kreators og Desmofylanias råb. Porten til tronsalen var lukket tæt til og da de forsøgte at åbne den, var den tydeligvis låst. Desmofylania havde endnu nøglen til porten, fra den tid hvor hun endnu ikke havde forladt denne Mundo, men låsen var øjensynligt blevet skiftet. De kunne altså ikke kontakte Kongen af Mundo Ambo ad denne vej. I stedet gik de, på Kreators opfordring, ud af mundoen for at finde det hul Den Lille Flok i sin tid var flygtet ud af. Den sammenstyrtning som oprindeligt var ansvarlig for hullets opståen var i mellemtiden blevet endnu større, hvorfor hullet også var blevet en hel del større. Stående udenfor, kunne de se den skræmte konge sidde sammenkrøben i sin trone, mens han med alle tegn på angst stirrede på hullet som dækkedes af den enorme port. Stille trådte de ind hånd i hånd, stoppede femseks meter fra tronen, og ventede respektfuldt på at kongen henvendte sig til dem. Til sidst rømmede Kreator sig, for at påkalde regentens opmærksomhed. Det kan nok være at Kongen af Mundo Minor fik øje på dem. Hans øjne bulnede ud af skræk, hans ansigt mistede al farve, hans krop bevægede sig ukontrolabelt og han skreg i angst. Aldrig havde Kreator hørt noget så frygteligt som dette, alle hår rejste sig på hans krop og kuldegysninger løb op og ned ad den. Der lå en helt umenneskelig smerte i dette skrig, en smerte Kreator ikke troede mulig. Så besvimede Kongen. Et øjeblik var der fuldstændig tavshed, så lød en knagen fulgt af en kraftig rystelse, hvorefter sten, puds og andre bygningsdele begyndte at regne ned omkring dem. Kongen forsvandt i nedfaldende brokker, og det ville Kreator og Desmofylania også have gjort hvis Kreator ikke havde grebet hendes arm og var løbet ud af hullet i muren igen. De løb som vinden, mens Mundo Ambo styrtede sammen bag dem. 317


Legenden om Mundo Minor

Længe var alt omkring dem skjult i en tæt sky af støv fra sammenstyrtningen. Da den lettede var der kun et bjerg af brokker, som blomstertæppet var på vej til at gro hen imod. Med tiden ville blomstertæppet dække brokkerne helt, som det dækkede alle de andre bunker af brokker, det mødte på sin vej. Desmofylania lagde ansigtet mod Kreators støvede skulder, og græd stille. Der blev stor sorg da Kreator og Desmofylania fortalte emotionarianterne hvad der var sket. For at vise deres respekt, foreslog de at resterne af Mundo Ambo skulle kaldes Ambobjerg. Det blev vedtaget, og det hedder det derfor endnu idag. Kreator og Desmofylania endte med at flytte ind i teltanlæggets ene længe, mens de overlod den anden til Sophia og Xalyfomsed. Emotionarianterne gik ud og ind, snart i den ene afdeling, snart i den anden. Alle færdedes også frit i hele det område af Terra Inkognita, som dækkedes af det stadig voksende blomstertæppe. Det Personlige Teater blev flyttet til sin plads i teltanlæggets midtersektion, og her blev der hver aften efter aftensmaden vist forskellige forestillinger. Mundo Desmofyl blev skilt ad, og dens dele brugt til at opføre pavilloner, et bibliotek, en festsal, gæstehuse, og mange andre ting til fornøjelse for de som ønskede at bruge det ganske som Kreator havde gjort med Mundo Minor. Når Kreator, Desmofylania, eller en af emotionarianterne, mødte en eller anden som strejfede om i Terra Inkognita, bød de dem komme på besøg i teltanlægget. På denne måde knyttede de mange og forskellige venskaber, med herskere i Mundoer, herskere i telte, herskere som levede under åben himmel, og herskere som boede på måder som var endnu mere uventede. På denne måde lærte de bestandigt nyt om det som er i Terra Inkognita. Tiden gik, og den visdom som de samlede voksede sig stor. De delte den med alle der ønskede det, og fik til gengæld selv mere af dem. Som regel brugte de Det Personlige Teater til at formidle visdommen, hvorfor teaterbygningen blev kendt og elsket af alle som elskede visdom. Med 318


Legenden om Mundo Minor

tiden gjorde Kreators forkærlighed for at sidde ved bredden af Verdenshavet og betragte bølgernes bevægelser, at han lærte at læse deres mønstre, hvilket fik hans kærlighed til havet til at vokse yderligere. En dag kom Desmofylania ud til ham, som hun plejede, mens han sad og betragtede havets bevægelser omkring en sten i vandkanten. På hendes smil kunne han se at der var noget særligt hun ville sige, og det holdt stik. Som et resultat af deres kærlighed, var hun blevet gravid. Kreator tog hende i sine arme, kyssede hende og var usigeligt glad. Desmofylania smilede ved sig, selv da hun næste morgen fandt en skitse til en vugge på Kreators arbejdsbord. Det varmede hende at Kreator allerede var gået i gang med at foretage forberedelser, til den fødsel som endnu lå langt ude i fremtiden. Vuggen var kun på skitsestadiet, men bar det samme præg af skønhed som alt andet i Teltanlægget. Efterhånden som fødselen nærmede sig, voksede også mængden af ting som Kreator havde sat emotionarianterne i gang med at producere. Der var vuggen, tøj, legetøj, bestik i barnestørrelse, osv. Intet manglede, og alt var udført i samme høje kvalitet som alt andet i Teltanlægget. Da fødselen var meget nær, fik Kreator opsat et telt ved bredden af Verdenshavet. Det blev indrettet med alt hvad en fødende kvinde kunne tænkes at få brug for. I Desmofylanias øjne var der også en del ting som hun ikke regnede med at få brug for, men den kærlighed og betænksomhed der lå i disse forberedelser, rørte hende. Fødselen gik glat og da alt var overstået, rullede en stolt og glad Kreator ”modtagelsesteltets” sider op. Det var tegnet til at emotionarianterne, og alle andre som måtte være interesserede, kunne træde nærmere for at beundre det mirakel som var sket. Barnet var en dreng, som fik navnet Novus. Kreator og Desmofylania fortsatte med at nyde solnedgangen, siddende på blomstertæppet ved bredden af Verdenshavet. Forskellen var blot at deres opmærksomhed nu var delt mellem solnedgangen, hinanden og Novus. Både da Kreator sad her alene, og i den tid han havde delt glæden med Desmofylania, var der ét spørgsmål som 319


Legenden om Mundo Minor

konstant havde rumlet rundt i udkanten af hans bevidsthed. Nu, mens han betragtede sin førstefødtes første forsøg på at lære Terra Inkognita at kende, sagde han spørgsmålet højt; * Hvad er der på den anden side af Verdenshavet ?

Tja.... Hvad tror DU der er på den anden side af verdenshavet... ?

320


Legenden om Mundo Minor