Legenden om Mundo Minor
Tagkanten var længere væk end Sum oprindelig havde troet, men dog så tæt at han nåede den på en halv times tid. Han stillede vognen femseks meter fra kanten, for at gå resten af vejen. Fra sit udkigspunkt kunne Sum se ud over en stump sveden græsslette, hvis ensformighed kun blev brudt af spredte klippeblokke, småkrat og enkelte klynger af uanseelige rødlige blomster. Spor efter dyreliv var der ingen af. Et par hundrede meter fra Mundoens mur gik sletten over i sort klippe, som hævede sig op over Sums hoved... Dette var... dette måtte være... Barrierebjergene! (Fragment af ”Kreators Klagesang”) Til højre for Sum var der noget i horisonten, som tiltrak sig hans opmærksomhed. Det var nærmest en flimren, mellem klippen og Mundoens mur. Det kunne kun være vand, nærmere bestemt den hvirvel Sum havde læst om i Mundo Minors bog. En pludselig, irrationel lyst til at se en stump af den flod som havde haft så stor en betydning i Mundoens historie, bemægtigede sig Sums sind. Han brød op og kørte mod flimmeret i det fjerne. Floden var bred, men synet af den virkede mærkeligt. Den vældede frem fra en tilgitret åbning i Mundoens mur, hvoraf kun tyvetredive centimeter lod sig se over vandet. Efter at have forladt denne åbning, forsvandt floden i en enorm hvirvel små hundrede meter længere henne. Hvirvlen var næsten helt tavs, blot gav den af og til nogle suge og gurglelyde fra sig. Bortset fra disse lyde var der total tavshed, en unaturlig tavshed forekom det Sum. Denne tavshed gav ham en fornemmelse af at landskabet ventede på et eller andet, en art spændt forventning. Efter at have betragtet hvirvlen et stykke tid, lod Sum blikket vandre op ad bjergets sider. Solen var efterhånden kommet så højt op på himlen at den sendte stråler ned ad den stejle og sorte skrænt. Der hvor strålerne mødte klippen, glimtede bjergvæggen nærmest i en tavs eksplosion af farveglimt. Alle de farver han kendte var repræsenterede, sammen med farver han aldrig havde set før. 182