Tingbjerg fortællinger - effekten af boligsocialt arbejde

Tingbjerg fortællinger EFFEKTEN AF EN BOLIGSOCIAL INDSATS

Udgivet af Områdesekretariatet i Tingbjerg forum Demokratisk deltagelse :: 1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 1

Læs fortællinger fra Tingbjerg I Tingbjerg har der været en boligsocial indsats siden 2002. Vi realiserer nu den tredje boligsociale plan 2012-16. ’Tingbjerg fortællinger’ er et forsøg på at dokumentere effekten af boligsocialt arbejde på en ny måde – ikke med tal, men igennem den personlige historie.

Vores boligsociale tilbud i Tingbjerg er mange. Det ene tilbud udspringer af det andet og bygger ovenpå eller peger videre i nye retninger. Vi arbejder ud fra en klar strategi med udvikling for øje og kan hurtigt justere vores indsats, så den er relevant.

Det gør en positiv forskel, at vi har været i Tingbjerg længe. Vi ved meget om Tingbjerg og har et stort, bredt netværk, som giver det bedste grundlag at arbejde og samarbejde ud fra, både blandt beboere og professionelle. Tid og tillid er vigtige parametre i det daglige arbejde, og ikke mindst tid skal til for at få en effekt af en boligsocial indsats for det enkelte menneske og for Tingbjerg.

Vi præsenterer her fem fortællinger fra Tingbjerg, hvor en række personer fortæller om deres liv, deres engagement i lokale foreninger eller i projekter.

Læs fortællingerne, og du vil få et indblik i, hvordan den boligsociale indsats har påvirket dem hver især. Vi knytter en kommentar til hver fortælling, hvor vi fortæller om, hvordan vi generelt arbejder med udvikling i Tingbjerg.

God læselyst!

Margrethe Clausager, projektleder af den boligsociale indsats & Flemming Stenhøj Andersen, områdeleder Tingbjerg forum

2 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

1. fortælling Demokratisk deltagelse – Cricketbanen er en milepæl En boligsocial kommentar

s4 s 10

2. fortælling Det lange træk – Vejledning viser vej videre

s 12

En boligsocial kommentar

s 16

3. fortælling Det helhedsorienterede perspektiv – En kvinde kommer til Tingbjerg

s 18

En boligsocial kommentar

s 22

4. fortælling Sameksistens – Eidfest fører foreninger sammen

s 24

En boligsocial kommentar

s 30

5. fortælling Anerkendende tilgang – Hverdagskompetencer bliver erhvervspotentiale

s 32

En boligsocial kommentar

s 38

SHEIKH MOHAMMAD SALEEM

4 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

g n i l l æ t r 1. fo Cricketbanen er en milepæl Sheikh Saleem vil det hele med cricket. Han drømmer om en masse spillere og om at udbrede kendskabet til sportsgrenen. Samtidig vil han gerne sætte et positivt aftryk på Tingbjerg. Det var et stort øjeblik for ham, da Tingbjerg fik sin pitch.

Det var en pragtfuld dag, den 31. maj 2014.

Sheikh Saleem husker glad tilbage på dagen, hvor Copenhagen Cricket Ground blev indviet. Såvel Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen og socialborgmester Jesper Christensen deltog som formanden for Dansk Cricket Forbund Thomas Kentorp. Den amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford var særlig gæst – og så var der ikke mindst alle børnene og de unge spillere. ”Jeg var helt rundt på gulvet. Jeg var meget rørt. Jeg kiggede på børnene, og så kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke sige det, jeg ville.

Jeg græd,” erindrer han.

Det startede med en undren Som så mange andre spillede Sheikh Saleem som ung cricket i Pakistan, hvor sporten har en lang historie og er populær. I Danmark undrede Sheikh Saleem sig over, at han hørte så lidt om cricket. Når nu sporten er så stor i mange andre lande.

”Der var på et tidspunkt en mand, der prikkede mig på skulderen, da jeg afleverede min datter i skole. Han spurgte: Hvad med cricket? Hvad med, at vi hjælper cricketsporten i Danmark?” fortæller Sheikh Saleem, der har boet i Danmark i næsten 30 år og i Tingbjerg siden 2001.

Sheikh Saleem fik hovedet fyldt med cricket og snakkede om cricket og sine idéer med alle, han mødte på sin vej. Han skabte sig et overblik over sporten i Danmark og hentede vigtig viden hos Dansk Cricket Forbund. Også Områdesekretariatet kunne følge med i planerne. ”Jeg har forklaret, hvad det er for noget med cricket, og hvad det handler om. Områdesekretariatet arbejder for området. Jeg er frivillig og vil også gøre noget for området. Det accep-

”Vi har prøvet at få pigerne med, men familierne sender ikke deres piger. Til sommer starter vi et hold for mødre, og pigerne må gerne komme med. Målet er, at vi kan starte et pigehold.”

– Sheikh Saleem

Demokratisk deltagelse :: 1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 5

Københavns Kommunes kulturborgmester Carl Christian Ebbesen holder tale til indvielse af Tingbjerg Cricket Ground.

terede projektlederen, og vi begyndte at forstå hinanden. Sekretariatet stoppede mig ikke, men hjalp mig, også med konkrete ting,” siger Sheikh Saleem, der ikke mindst kunne bruge masser af sparring og en bisidder til vigtige møder.

Sheikh Saleem så en cricketklub for sig med medlemmer i alle aldre og af forskellig nationalitet. Det vil afføde respekt, mente han. Der skal være plads til alle, der kunne have lyst til at spille cricket.

Cricket blev en realitet Ved busstoppestedet på Gavlhusvej i Tingbjerg faldt Sheikh Saleem i snak med Jes Kring. Næsten hver dag snakkede de sammen, mens de ventede på bus 2A. De to mænd faldt godt i hak og blev venner, og Jes Kring involverede sig i Sheikh Saleems planer om at få cricket til Tingbjerg.

På kort tid hvervede Sheikh Saleem spillere nok til at stille med et juniorhold. De fik lokaler i EnergiCenter Voldparken til indendørs træ-

6 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

ning tæt på Tingbjerg i Husum og har været der siden. Da sommeren kom, begyndte de at spille udendørs på Brønshøj Boldklubs baner, i et afsides hjørne hvor der var plads, og holdet blev meldt til hos Dansk Cricket Forbund. Det var i september 2011. I samme periode dannede Sheikh Saleem, Jes Kring og flere allierede i samarbejde med Dansk Cricket Forbund foreningen Copenhagen Cricket Club. ”Jeg elsker foreningslivet. Man får gode netværk, får løst opgaver og får viden. Vi lavede en bestyrelse og fik medlemmer, og så dannede vi foreningen. Faktisk havde vi ikke vedtægter i starten.

Det kom først senere. Når du skal søge noget, skal du have vedtægter,” fortæller Sheikh Saleem.

Sheikh Saleem og cricketforeningen var i bevægelse. Som ny forening tiltrak Copenhagen Cricket Club mange medlemmer, og behov og ønsker fra medlemmerne skulle honoreres, sideløbende med at Sheikh Saleems ambitioner for foreningen og for cricket i Tingbjerg blev indfriet.

”Vi måtte alt muligt, men vi måtte ikke få en pitch. Så fik vi hjælp af Områdesekretariatet til en måtte, der kan rulles ud på græsset. For vi har så mange mennesker her, hvordan kan vi fastholde dem? Måtten er 30 meter lang.

Vi måtte købe den i England. Den er tung og besværlig. Den har børnene og jeg rullet sammen i halvanden sæson, og vi spillede der, hvor pitchen er nu. Børnene blev glade, og vi havde nået noget,” beretter Sheikh Saleem og kan konstatere, at også den dag, hvor måtten blev taget i brug, var en bevæget en af slagsen.

Det skal være ordentligt I starten havde de i Copenhagen Cricket Club ikke megen erfaring at trække på. I foreningen lænede de sig op ad Dansk Cricket Forbund og deres anbefalinger. Det fik blandt andet den nystartede forening til at slå sig sammen med cricketklubben KB og stille med fælles hold til kamp.

”Vi kom med seks spillere, de kom med fem.

Selvfølgelig var det vigtigt, at vi hjalp hinanden, så klubberne kunne spille kampe. Det var dengang. Nu har vi selv et hold. I dag har vi rigtig gode erfaringer med KB og de andre klubber,” siger Sheikh Saleem.

Copenhagen Cricket Club har i det hele taget spillere nok at tage af nu. De har senior-, juniorog børnehold. Tilmed er et par af spillerne med på landsholdet i deres respektive aldersgrupper, og der kommer en gang imellem en landsholdstræner og kigger med, når der er træning.

Drømmen for Sheikh Saleem er dels, at Danmark kommer til at spille cricket på verdensplan. Derfor skal cricket i Danmark være større, synes han. Det skal være lige så nemt for børn at gå til cricket, som det er at spille fodbold. Der skal være baner nok og flere klubber. Samtidig

Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og Københavns socialborgmester Jesper Christensen gav den som cricketspillere til indvielsen af Tingbjerg Cricket Ground i selskab med Sheikh Saleem.

Demokratisk deltagelse :: 1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 7

Cricket er masser af teknik, og det skal trænes igen og igen.

I de kolde måneder træner Sheikh Saleem drengene indendørs.

8 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

har Sheikh Saleem drømmen om at gøre en forskel for børnene i Tingbjerg. Jo flere, han kan få til at spille cricket og få sig en god fritidsinteresse, jo bedre.

Cricketbanen bliver virkelighed Det store ønske om at få en pitch til Tingbjerg pressede sig på. Copenhagen Cricket Club havde vokseværk, og det gjaldt om at slippe af med den store, ubehændige måtte og få etableret en langsigtet løsning. Igen talte han med alle på sin vej, fordi det optog ham og for at skabe muligheder. Det lykkedes. Københavns Kommune ville finansiere den 100.000 kroner dyre bane, og den skulle etableres i samarbejde med Dansk Cricket Forbund og International Cricket Council. Sheikh Saleem er stolt som en pave. ”Når jeg talte med folk dengang, kunne de mærke, hvad jeg står for. Det kan de også i dag.

Jeg har aldrig spurgt direkte om penge, jeg vil helst have varerne. Så børnene får det og kan mærke, hvad vi vil.”

Ambitionerne får frit spil Med den dejlige dag i tankerne, hvor Tingbjerg Cricket Ground blev indviet, kommer Sheikh Saleem uvægerligt ind på, hvad der rører sig nu.

Han ved, at vejen frem for ham og Copenhagen Cricket Club er at sætte ord på drømmene og få folk med sig. Han skal være vedholdende og tålmodig.

For sig ser han flere cricketbaner, så flere kan spille. Han taler også om de indendørs faciliteter, hvor målene på hallen i EnergiCenter Voldparken ikke er helt i overensstemmelse med de ideelle faciliteter til cricket. Fem meter mangler på den ene led, 10 meter på den anden. Sådan noget skal være i orden, hvis Copenhagen Cricket Club skal kunne invitere til hjemmekampe. Et klubhus ved cricketbanen står også på ønskelisten.

Cricketspillerne skal også have professionelle trænere. Sheikh Saleem er selv blevet uddannet træner i forløbet, men vil gerne give stafetten videre. Nogle af klubbens aktive unge spillere er netop uddannet, så de kan påtage sig trænergerningen. ”De kan kun blive bedre og bedre og skal have muligheder. Hvad de lærer som spillere og trænere, skal de vise. Jeg kan give dem en god fremtid,” fremhæver Sheikh Saleem, der gerne vil krydre med gæstetrænere, gerne de allerbedste fra ind- og udland. ”Det gælder først og fremmest om, at børnene skal have det godt. Er cricket godt for dem og giver cricket dem kvalitet, skal de give noget igen. De skal vise respekt og loyalitet og gøre noget godt for klubben. Jeg vil gerne gøre noget for børn, de skal have det godt. Det kan jeg med cricket.”

”Socialborgmester Jesper Christensen er et godt eksempel.

Han er en dreng fra Tingbjerg, og han er nået langt. Han har brugt tid, og han har blandet sig, i Tingbjerg og i livet uden for Tingbjerg.

Det prøver jeg også at gøre med mine børn.”

Sheikh Saleem

”Jeg får et kick, når det lykkes. Jeg bliver glad, men jeg får det også sådan: Jeg skal gøre noget mere,” siger Sheikh Saleem.

Copenhagen Cricket Club: copenhagencricketclub.dk Demokratisk deltagelse :: 1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 9

En boligsocial kommentar

Målet er udvikling Det strategiske mål for det boligsociale arbejde med at rådgive idémagere og iværksættere blandt beboerne i lokalområdet er, at: 1. Iværksætteren er med til at skabe et godt lokalområde.

2. Iværksætteren gennemgår en god, personlig udvikling.

Sparringspartner for iværksætteren Idémagere og iværksættere kan bruge nogen, der altid er på sidelinjen og er parate til at bistå, når der er et behov. Med et godt kendskab til Tingbjerg og et solidt netværk kan vi i stort som småt bringe iværksætteren videre.

Det kan være i forhold til en konkret udfordring eller en mere abstrakt og uhåndterlig tankeproces. Skal boligsociale medarbejdere for alvor være gode sparringspartnere, skal parterne have en indbyrdes relation, der er baseret på tillid, og som fortløbende udvikler sig.

Et stående tilbud om dialog Når idémageren eller iværksætteren opsøger os, taler vi sammen med udgangspunkt i det, der optager iværksætteren. På den måde kan vi blive en relevant sparringspartner, der bliver inddraget efter behov. Nogle gange vil mødet være formelt og aftalt på forhånd, andre gang vil det være et impulsivt, uformelt møde.

De demokratiske spilleregler Det kan være sin sag at afkode, hvordan man får indflydelse i Danmark, især hvis man er født og opvokset i et land, der ikke har demokrati. I varierende omfang hjælper vi iværksætteren med at forstå de demokratiske spilleregler, og hvordan man kan få indflydelse. Det bliver konkret og til at håndtere, når det sker i et forløb, hvor iværksætteren skal gebærde sig og i praksis kan mærke, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

10 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

Vi er på sidelinjen Ofte skal idémageren og iværksætteren forstå og lære, at vejen til indflydelse er at lytte og handle på det, han eller hun hører. Dette tager uvægerligt tid, så en vis tålmodighed bliver nødt til også at være en fast følgesvend. Den løbende, konstruktive sparring kan støtte denne personlige læring hos mange og sikre, at de ikke forcerer processen, der sikrer det gode resultat.

En forening giver muligheder Det gælder om at finde og benytte de muligheder for indflydelse, der er i Danmark. En forening kan være en vej til muligheder, indsigt, netværk og medbestemmelse. Det kræver lige dele indsigt og praktisk erfaring at kunne forstå og handle på de muligheder, der kan være i en foreningskonstruktion, og vi leder så vidt muligt iværksætteren videre. Det handler ikke mindst om at være del af et demokratisk fællesskab.

Iværksætteren bliver rollemodel Idémageren og iværksætteren, der forfølger sin idé og får et resultat, er beundringsværdig. Det kræver en stor tålmodighed og ihærdighed. Iværksætteren bliver en rollemodel og som sådan en nøgleperson i sit lokalområde.

Demokratisk deltagelse :: 1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 11

”Hvis min nabo var civilingeniør, og den anden nabo var noget andet, kunne jeg snakke med dem, og de kunne hjælpe mig med jobsøgning og uddannelse.

Men det er de ikke. De kan heller ikke.”

Bekim Emini

12 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

g n i l l æ t r o 2. f Vejledning viser vej videre Ægteparret Bekim og Nadire Emini søger hjælp hos vejlederne i Job og Uddannelse, når de har behov for det. De kommer, når deres situation ændrer sig, og de skal overveje nyt job eller uddannelse.

Dengang for små 10 år siden var Bekim Emini klar til at uddanne sig og ville gerne i gang. Her og nu havde han problemer med en praktikplads.

Nogen foreslog ham, at han skulle prøve at tale med dem ”i containeren”. Det var der, at de boligsociale medarbejdere fysisk befandt sig på det tidspunkt. Bekim Emini var opsat på at komme videre med sine planer, så det gjorde han. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle medarbejderen fra dengang, hvor meget hun hjalp mig, og hvordan jeg har det nu. Jeg ville gerne fortælle hende, at jeg er uddannet og har arbejde,” fortæller Bekim Emini. Han husker tilbage på deres fælles tur til Teknisk Skole, der blev et vendepunkt. ”Hun og jeg kørte derud sammen, og vejlederen gjorde det klart for mig, hvad uddannelsen gik ud på.”

På et senere tidspunkt gjaldt det en ansøgning til læreplads. ”Jeg har det i munden, men er ikke god til det skriftlige – og slet ikke ansøgninger, så det fik jeg hjælp til. Ansøgningen var god, og jeg kom til samtale. De spurgte mig, om jeg selv havde skrevet min ansøgning. Nej, svarede jeg. Jeg har fået hjælp til det. Jeg fik pladsen.”

Fra Balkan til et liv i det danske Bekim Emini er albaner og kom til Danmark som femårig i 1979 med sin mor. Faren var allerede i Danmark som gæstearbejder. Der var ikke noget arbejde at få derhjemme, og nu prøvede familien lykken i det danske. Efter et par år rejste mor og søn til Makedonien og boede, indtil de kom til Danmark igen i 1987.

Bekim Emini afsluttede snart 9. klasse og arbejdede derudad og tjente sine egne penge, indtil uddannelse blev et presserende ønske for ham.

Han nærmede sig da de 30 år. ”Fra starten fik jeg at vide, at jeg kunne få al den hjælp, jeg havde brug for. Det gav mig selvtillid.

Hvis jeg kan få al den hjælp i vejledningen, jeg har brug for, så kan jeg gennemføre en uddannelse,” fortæller Bekim Emini, der nu for længst er færdig med uddannelsen som industritekniker. ”Jeg kommer, så snart jeg har brug for det. Jeg siger, jeg har et problem. Så får jeg en tid, og så får jeg hjælp. Hvis de har tid, kommer jeg bare ind. Jeg bliver aldrig afvist. Jeg ved, at jeg er velkommen.”

Vejledning giver idéer Bekim Emini er gift med albanske Nadire Emini, og parret har to børn, der begge er i skolealderen. Da Nadire Emini kom til Danmark i 2004, havde hun en studentereksamen med sig i rygsækken, og den har hun siden suppleret med matematik og kemi på højt niveau på HF. Forinden tilbragte hun timer på sprogskolen for at lære dansk.

Det lange træk :: 2. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 13

Nadire Emini drømmer om at arbejde på et hospital. Som del af den tre og et halvt år lange uddannelse har hun været i praktik på Herlev Hospital og været på Mikrobiologisk Afdeling og Patologisk Afdeling. Især sidstnævnte var interessant, syntes hun og glæder sig til, at hun skal i praktik på afdelingen igen i forsommeren.

På anbefaling af Bekim Emini har også Nadire Emini opsøgt vejledning i Job og Uddannelse. Da hun var i fuld gang med uddannelsen til laborant, stod også hun over for at skulle søge praktikplads.

Hun ville gerne tale om, hvordan hun kunne gribe dette an. Til hendes egen overraskelse endte hun imidlertid ikke med en praktikplads; hun skiftede spor og uddanner sig nu til bioanalytiker. ”Bioanalytiker er mere spændende for mig.

Man har kontakt med mennesker, og jeg kan fx arbejde på hospitaler, privatklinikker og ambulatorier. Der er flere muligheder. Det er også en fordel, at bioanalytikerskolen garanterer praktik.

Som laborant skulle jeg selv finde praktikplads,” siger Nadire Emini, der fik hjælp til ansøgningen.

”Jeg har brugt lektiecaféen for voksne meget, da jeg havde kemiopgaver på studiet. Der var noget, jeg ikke kunne forstå og gerne ville snakke om.”

Nadire Emini

14 Tingbjerg fortællinger :: 2. fortælling :: Det lange træk

”Jeg så organer fra døde mennesker, der havde været syge. At se på, hvad der er galt med dem, er spændende. På forhånd vidste jeg ikke, hvad patologi var, men jeg læste om det og blev interesseret,” siger Nadire Emini, der kan lide at være i et dynamisk miljø med mennesker omkring sig.

Det pludselige skift Bekim Emini arbejdede indtil i sommer som ventilationstekniker og kørte rundt, lavede service og fandt løsninger. En dag var han på arbejde og skulle demontere et klimaanlæg med en kollega. Pludselig ændrede alting sig. ”Min kollega faldt, og jeg skulle holde klimaboksen. Så kunne jeg mærke det. Jeg kunne ikke rejse mig op bagefter. Nu er det lidt svært. Den sidste ryghvirvel er sprunget mod maven. Jeg har fået en diskusprolaps. Jeg er under behandling, og lægen siger, at jeg ikke må gøre noget.

De vil gerne operere mig, men de kan ikke garantere noget,” fortæller Bekim Emini.

Bekim Emini får hurtigt ondt i ryggen, og han skal passe på, hvordan han bevæger sig. Han kan ikke gå på arbejde som ventilationstekniker, fordi det kræver fysisk aktivitet. ”Nu er jeg sygemeldt. Hvad der skal ske, ved jeg ikke. Jeg er lidt bekymret. Jeg laver ikke noget om dagen og keder mig. Jeg har overvejet at gå i skole. Videreuddannelsen til informationsteknolog er drømmen – men vi har ikke økonomien. Nadire er på uddannelse nogle år endnu, så jeg skal helst finde et arbejde.”

Når Bekim Emini får en idé til et job, lægger han vejen forbi vejledningen i Job og Uddannelse. Da DSB søgte lokoførere, kom han for at udfylde et ansøgningsskema. DSB ville gerne have detaljerede oplysninger, og det er en udfordring, hvordan han skal formulere, at han har en skade uden at diskvalificere sig til jobbet. ”Hvis vejledningen ikke var her, ville vi ikke have et sted at gå hen. Jeg kan skrive en ansøgning selv, men dem i vejledningen kan bare lige det mere, og jeg ved, at jeg er velkommen. Jeg bliver ikke afvist. Vi sætter os ned, og jeg forklarer, hvordan jeg vil formulere det. Som sagt har jeg det i munden, men ikke på skrift,” forklarer Bekim Emini. DSB havde mange ansøgere til stillingerne som lokoførere, og Bekim Emini var desværre ikke blandt de udvalgte.

En omskiftelig tid Siden Nadire Emini kom til Danmark har hun haft rengøringsjob. Nu er hun studerende, men arbejder stadig. Alle hverdagsaftener gør hun

rent i Glostrup. To timer og et kvarter hver gang. Fredag er det fire timer, og så skal hun også afsted en gang i weekenden. ”Det er nemmere at få et godt job, hvis man har en uddannelse. Et godt job. Man får flere muligheder. Hvis man ikke har en uddannelse, er der kun rengøring. Ikke andet,” fortæller Nadire Emini, der næsten ikke kan vente på, at den nye horisont af muligheder åbner sig. ”Når jeg bliver færdig med uddannelsen og skal søge job, tænker jeg, at jeg skal bruge vejledningen. Det er formuleringen. Hvordan skriver man en god ansøgning? Jeg er ikke så god til dansk. Jeg er god til at stave, men kender ikke så mange ord. Det er en stor fordel at få hjælp.”

Imens afventer Bekim Emini en afklaring. Han befinder sig i et limbo. Han har kontaktet gamle arbejdsgivere og forfølger de muligheder, han kan se for sig. Lige nu er ryggen imidlertid en modstander, han ikke ved, hvordan han skal takle.

Det lange træk :: 2. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 15

En boligsocial kommentar

Målet er udvikling Det strategiske mål for det boligsociale arbejde med at vejlede mennesker i job og uddannelse er, at: 1. Antallet af arbejdsmarkedsparate mennesker i lokalområdet bliver højere.

2. Det enkelte menneske gennemgår en personlig udvikling med henblik på at få arbejde eller starte uddannelse.

Vejledningen er åben Det er op til det enkelte menneske at opsøge vejledning i job og uddannelse.

Vejlederne har ingen myndighedsfunktion, og vejledning er et stående tilbud til alle i lokalområdet, som har et behov. Når man kommer til vejledning, skal man have et konkret resultat med sig derfra. Man skal gerne kende sit næste skridt, have løst et problem eller have sendt en ansøgning. Man skal føle sig anerkendt og hørt, og at man er videre på sin vej.

Vejen mod målet kan bugte sig De fleste kommer, fordi de har behov for hjælp her og nu. Nogle er i gang med jobsøgning og ønsker hjælp til cv og ansøgning. De fleste er udfordret af det danske sprog og kan enten slet ikke eller kun delvist skrive en ansøgning. Nogle har brug for at blive motiveret til at blive ved. Andre kommer, længe førend de er klar til job eller uddannelse. De fleste modtager vejledning flere gange, og nogle mennesker er så langt fra arbejdsmarkedet, at de har et langt forløb for sig.

Vi skaber overblik Vores opgave er at hjælpe de enkelte mennesker med at bryde barrierer ned for at komme nærmere på arbejdsmarkedet. Vi forholder os til det, de præsenterer for os, og hjælper dem med at skabe sig et overblik. Det kan være ganske komplekst. De mest presserende udfordringer handler ikke altid om job og uddannelse. Alligevel kan det være relevant at tale om dem, hvis det er forhold, der står i vejen for deres videre proces mod arbejde eller uddannelse. Det kan være dårlige danskkundskaber, boligsituation, problemer med økonomien, manglende overskud, familieforhold mm.

16 Tingbjerg fortællinger :: 2.

1. fortælling :: Demokratisk Det lange træk deltagelse

Sådan griber vi vejledning an Når en person henvender sig i vejledningen, hjælper vi med det, som han eller hun kommer med. Det er nødvendigt, at vi tager fat på det, personen præsenterer som problemet. Vi sætter en time af til vejledningen, så vi har tid til at forstå problemet og forholde os til det sammen. Vi forsøger altid at få personen til selv at gøre det fornødne. Ringe til forvaltningen eller kontakte jobcentret. Vi kan være nødt til at tage kontakten, men da sker det med medhør. Hvis vi ikke er færdige efter en time, laver vi en ny aftale en anden dag. At tage sig tid er et vigtigt parameter, både i den enkelte vejledning og i det samlede forløb.

Vi hilser velkommen Vejledningen er båret frem af den relation, vi formår at skabe med det enkelte menneske. Det er vigtigt, at han eller hun føler sig velkommen og godt tilpas i situationen. En kop kaffe kan ofte være på sin plads. Der ligger desuden ikke en fast struktur for vejledningen, fordi den starter der, hvor det enkelte menneske definerer, at der er et behov. I forløbet afstemmer vi løbende forventninger, for at vi sikrer os, at vejledningen er konstruktiv.

Vi leder kun på vej For at komme i vejledningen og bede om hjælp er man nødt til at besidde resurser og have et vist overskud. Der kommer både kvinder og mænd, og fællesnævneren for dem alle er et stort og inderligt ønske om bedring af deres situation. Vores opgave er at yde hjælp til selvhjælp, så personen med tiden kan klare mere og mere selv. Vi er på sidelinjen, men det er personen selv, der skal videre i sit liv.

Demokratisk Det lange deltagelse træk :::: 2.

1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 17

FADUMO HASSAN HIRE

18 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

g n i l l æ t r 3. fo En kvinde kommer til Tingbjerg En sundhedsplejerske fortæller Fadumo Hire om caféerne og muligheden for at mødes med andre kvinder. Som ny i Tingbjerg og med to små børn griber hun chancen og lægger vejen forbi. Det skulle vise sig at føre til meget mere.

For fem år siden fik Fadumo Hires mand job i København. Det fik hele familien til at rykke teltpælene op og lægge godt 10 år i Viborg bag sig.

De flyttede til Tingbjerg. Et helt nyt og ukendt sted for den somaliske flygtningefamilie, der på det tidspunkt talte to voksne og tre børn.

Snart skulle familien blive større. Fadumo Hire fødte tvillinger, en dreng og en pige, og da de blev seks måneder, blev hun ansat i Københavns Kommune som dagplejemor for sine egne børn.

ny i Tingbjerg og kendte ikke nogen. Jeg lærte mange at kende, både fra andre lande og Somalia. Der var også oplæg, hvor der kom nogen og fortalte os alt muligt forskelligt. Vi kunne lære noget og blive klogere. Der var engang en somalisk kvinde, der viste os en lille film om omskæring af piger. Hun fortalte, hvordan det er usundt for pigerne og ulovligt. Der var et andet oplæg om prævention til piger, alle de forskellige former og hvordan,” fortæller Fadumo Hire.

Det er også til en café, at Fadumo Hire hører om den årlige feriekoloni med andre fra Tingbjerg, hvor man kan komme afsted for små penge. Tre gange har hun og børnene været af sted. ”Alle holder sommerferie og rejser et sted hen.

Vi har ikke råd til at tage af sted. Derfor er det spændende at komme ud af huset. Første gang var til Bornholm. De fem dage lavede jeg ikke mad og købte heller ikke ind. Os med små børn

Fadumo Hires de yngste nærmer sig nu skolealderen.

”Min mand arbejder. Alle børnene og hjemmet er mig. Jeg blev hjemme i tre år og passede tvillingerne. Det var mit arbejde. Har man et godt helbred, kan man klare meget,” siger hun.

Caféerne gav netværk Sundhedsplejerskerne i Tingbjerg inviterer Fadumo Hire og andre dagplejemødre til legestue.

Samme sted er der kvindecafé flere gange om ugen, hvor alle kvinder er velkomne. Fadumo Hire begynder at komme i caféerne, da de små børn er halvandet år. ”Det var spændende at lære nye mennesker at kende. Mennesker, der bor i Tingbjerg. Jeg var Det helhedsorienterede perspektiv :: 3. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 19

Forening får betydning En ny forening ser dagens lys i starten af 2014.

Der er mange somaliere i Tingbjerg, og Fadumo Hire og de andre kvinder ønsker at være hinandens netværk og hjælpe hinanden med at blive klogere på det danske samfund. De er helt på bølgelængde, ikke mindst fordi de deler modersmål og baggrund. Fadumo Hire engagerer sig i foreningen, der får navnet Tingbjerg Somaliske Kvinder. Nu mødes de fast et par gange om måneden.

Fadumo Hire er glad for det fællesskab, hun oplever i caféerne for kvinder.

”Jeg var med til at holde en somalisk aften til en café.

Vi viste de andre vores kultur – vores tøj, mad, traditionelle ting, fx en krukke, vi gemmer kød i uden for køleskabet.

Vi laver smør af mælk på traditionel vis. Vi fortalte om forskellene mellem land og by. De var så overraskede og spurgte til det.”

Fadumo Hire

fik hjælp til børnene. Det var meget socialt og meget hyggeligt. Vi somaliere kendte hinanden i forvejen, men jeg lærte flere danske kvinder at kende. Nu snakker vi, når vi møder hinanden i supermarkedet eller i bussen. I sommer var vi i Gilleleje. Det var også hyggeligt.”

Fadumo bliver frivillig Som andre gæster med tiden gerne vil, ønsker også Fadumo Hire at bidrage til caféerne. På et tidspunkt påtager hun sig en frivillig funktion som værtinde og kan bryste sig af titlen ’caféværtinde’. Hun tager også et lille skræddersyet kursus for frivillige, hvor hun og de andre kvinder gennemgår, hvad det indebærer at være værtinde. Fokus er særligt på, hvordan kvinderne byder cafégæsterne velkommen og får dem til at føle sig godt tilpas. Ikke mindst nye gæster. ”Jeg plejer at have ansvar derhjemme, men det her var uden for mit hus. Jeg føler, at jeg har ansvar for noget andet. Nogle gange havde jeg nøgler, så åbnede jeg, lavede kaffe og te og sagde velkommen til kvinderne,” siger Fadumo Hire, der var nervøs de første gange, hun skulle tale til hele flokken af kvinder. Nu er hun bedre, synes hun.

Det er også caféværtinderne, der skal skabe en god kultur i caféerne, hvor alle deltager og føler et vist ansvar. Fadumo Hire syntes, det var en sjov udfordring at være med til at definere rammerne for cafémøderne og fx få gæsterne med på at være med til at rydde op.

20 Tingbjerg fortællinger :: 3. fortælling :: Det helhedsorienterede perspektiv

”Vi mødes og snakker somalisk. Vi griner og snakker, også om vores hjemland. Der er mange, der kommer fra hovedstaden Mogadishu.

Før 1990’erne var der flot. Lange strande. Et stort marked. Jeg var 16 år, da krigen brød ud.

Jeg har mødt en, der boede i det samme område som mig. Vi kender alle de samme ting. Nu kan man godt tage til Somalia på besøg, men det er ikke sikkert. Folk er stadig bange.”

Dansk tager tid I 1990 flygtede Fadumo Hire med sine forældre og søskende fra krigen i Somalia og stoppede brat med at gå i skole. Dengang var hun 17 år.

Efterfølgende tilbragte hun otte år i Kenya, halvdelen i en kæmpestor Røde Kors-flygtningelejr og halvdelen i hovedstaden Nairobi, hvor familien levede skjult, fordi de ikke havde asyl. I 1998 kom den nu 25-årige Fadumo Hire til Danmark, fik asyl efter fem måneder og flyttede fra asylcentret i Stoholm i Midtjylland til Viborg. ”Så begyndte jeg at lære dansk. Det var et forløb.

Dansk er meget svært. Udtale og grammatik er svært at finde ud af. I starten var det helt umuligt.

Jeg bestod danskeksamen 2. Der var seks moduler dengang. Så holdt jeg op. Jeg fik arbejde med rengøring på et plejehjem og startede grundforløb på SOSU,” fortæller Fadumo Hire, som afbryder uddannelsen og søger job i København, da familien flytter fra Jylland.

Fadumo Hire genoptager først for alvor danskundervisningen, da hendes mindste børn

”Det er vigtigt for mig, at jeg kan det danske sprog, når jeg bor i Danmark. Så kan vi få kontakt og snakke sammen - og jeg kan tage en kort uddannelse. Hvis man ikke taler dansk eller kun taler lidt dansk, kan man ikke.”

Fadumo Hire

er godt tre år og startet i børnehave. Hun har næsten glemt, hvordan man skriver og læser dansk, og starter derfor på trin 1. Det går strygende derudad, og efter et halvt år har hun trin 3 i hus, der svarer til en 9. klasses eksamen. ”Jeg er blevet så god til dansk, at jeg kan klare alt selv. Jeg behøver ikke tolk. Det betyder meget for mig, at jeg kan selv,” understreger Fadumo Hire.

Næste skridt var job og uddannelse Engang til café blev Fadumo Hire introduceret til tilbuddet om vejledning i Job og Uddannelse.

Hun skrev sig bag øret, at vejlederne kunne hjælpe hende med både ansøgninger og optagelse på en uddannelse, når hun kunne mere dansk, og det var tid.

på plads, og kvalifikationer og erfaringer bliver behørigt dokumenteret, blandt andet med en udtalelse om det frivillige arbejde. ”Jeg er til samtale på SOSU-skolen i Gladsaxe.

De giver mig stor anerkendelse og siger, at de er meget tilfredse med min ansøgning og dokumentation. Jeg er meget stolt og glad. Vejlederen siger også: ’Jeg kan se, at du har været frivillig i dit område, det er rigtigt fint.’ Jeg får at vide, at jeg kan komme ind på næste optag.”

Caféerne er stadig vigtige Nu tager Fadumo Hire enkeltfag på VUC, der skal kvalificere hende endeligt til at starte på uddannelse på SOSU. Dansk, engelsk og naturfag er på skemaet. Mandag til fredag kl. 8-13.

Hun har travlt – og hun er træt.

Caféen fredag aften holder hun nu fast i. Lørdag morgen kan Fadumo Hire nemlig sove lidt længere end til hverdag. ”Når jeg har tid, kan jeg lide at komme ud uden mand og børn og snakke med andre mennesker.

Mennesker har forskellig viden, så jeg lærer nyt.

Jeg er ikke ensom. Det er rart nogle gange at komme af sted uden mand og børn og snakke med andre kvinder i caféerne. Vi hygger os.”

Fadumo Hire har fået sit ønske opfyldt og er startet på SOSUskolen i Gladsaxe.

”Jeg er kommet i vejledningen for at få hjælp til at søge job, når jeg har set et på Jobnet, der passer mig. Det kan være svært at skrive perfekt dansk,” fortæller hun.

Fadumo Hire har søgt mange job, men har også fået mange afslag. Den gamle drøm om at tage en uddannelse, kom derfor igen i fokus. Pædagog eller SOSU. Nu skal det være. I samarbejde med en vejleder i Job og Uddannelse får Fadumo Hire sit cv Det helhedsorienterede perspektiv :: 3. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 21

En boligsocial kommentar

Målet er udvikling De strategiske mål for det boligsociale arbejde med kvinderne i lokalområdet er, at: 1. Kvinderne er med til at skabe et godt lokalområde, hvor de kender og har tillid til hinanden.

2. Kvinderne gennemgår hver især en personlig udvikling, udvikler deres kompetencer, får netværk og nye perspektiver på deres liv samt muligheder i Danmark.

Kvinderne vil gerne Mange kvinder er til stede i lokalområdet på daglig basis. De har tit ansvaret for hjemmet, børnene og hverdagslivet. Mændene har ofte arbejde og er væk mange timer. Når børnene kan komme med, kan og vil kvinderne gerne deltage i aktiviteter. Efterhånden har vi opnået en stor viden om kvinderne og har solid erfaring med at arbejde med dem. Mændene bliver dog også tilgodeset. Vi vurderer, at de er vigtige at inkludere, og vi arbejder derfor også med målrettede tilbud til både dem og hele familien.

Caféerne er et åbent tilbud Kvinder i lokalområdet kan benytte caféerne, når de har tid og lyst.

Caféerne har siden 2009 fungeret som et mødested for kvinder, hvor kvinderne bliver trygge ved hinanden og os, kan indgå i netværk, lærer nyt og kan påtage sig ansvar. Mange kvinder giver udtryk for, at det påvirker deres trivsel og tilhørsforholdet til deres lokalområde positivt.

Det har vist sig, at vi får en uvurderlig kontakt til kvinderne i caféen, som vi kan bygge videre på. Derfor holder vi fast i cafétilbuddet, der løbende justeres og udvikles.

Vi får kvinderne i tale Vi kan tage aktuelle spørgsmål og temaer op i caféerne og får føling med, hvordan kvinderne reagerer på og vurderer en situation. Vi kan få kvindernes respons på stort som småt og debattere, og vi kan formidle

22 Tingbjerg fortællinger :: 3.1. fortælling fortælling :::: Det Demokratisk helhedsorienterede deltagelse perspektiv

vigtig viden, som vi ønsker skal længere ud i netværkene i lokalområdet.

Det er en skønsom blanding af information om vores tilbud, besøg af samarbejdspartnere og besøg af andre med interessant og efterspurgt viden. Ind imellem tilbyder vi vejledning i forbindelse med en café, så kontakten er nem for kvinderne.

Besøg i caféerne fører til mere I caféerne får kvinderne kendskab til alle mulige andre aktiviteter og tilbud i lokalområdet. Vi opfordrer dem også gerne til at opsøge relevante tilbud. En kvinde ses tit i flere forskellige aktiviteter og tilbud i samme periode. Den samlede pallette giver for en tid mening for hende, indtil hun er videre til noget andet. Det er skiftetid, og andre kvinder kommer til.

Kvinderne tager ansvar Mange kvinder giver udtryk for, at de gerne vil være aktive og påtage sig opgaver og ansvar i forbindelse med caféerne. På et tidspunkt tog nogle initiativ til en kulturaften, og flere fik lyst til at stå for lignende arrangementer. Vi udviklede derfor et egentligt koncept for at være frivillig. Som frivillige deltager kvinderne i et månedligt møde og er med til at planlægge caféer, sociale aktiviteter og ture i København, og de får tilbudt kurser.

Succes ser forskellig ud Caféerne tiltrækker mange forskellige kvinder. Nogle får et sted at starte i lokalområdet, andre vil det sociale, og nogle kvinder har konkrete problemer, de har behov for hjælp til at løse. Når en kvinde gør det, hun vil og taber sig, starter uddannelse eller får hjælp til sine børn, eller når en kvinde begynder at deltage i foreningslivet eller til møder i boligafdelingen, bemærker vi det. Det kan også være, at hun begynder at stille krav og spørgsmål eller giver udtryk for, at hun er mere parat til at arbejde eller har det bedre og er gladere. Det gælder om, at vi ser og anerkender små som store, synlige succeser.

Det helhedsorienterede Demokratiskperspektiv deltagelse :: 3.

1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 23

ABDUSAMED SALEH

MOHAMED HAMOD

24 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

g n i l l æ t r o f 4.

Eidfest fører foreninger sammen Flere foreninger fejrer eid med deres medlemmer, og for første gang kunne de tænke sig at gå sammen om at holde en stor, fælles eidfest for alle. Mohamed Hamod og Abdusamed Saleh repræsenterer to af de foreninger, der meldte sig på banen og ville være med.

Den 5. oktober 2014 kl. 14 kulminerer et halvt års festforberedelser. Hallen på Tingbjerg Heldagsskole er fyldt med lange rækker af borde, musik gjalder ud af de store højtalere, scenen er parat til store og smås optræden, og i hjørnet strutter små hoppeborge til de mindste børn.

Udenfor rigger et tivolihold til, så de større børn kan boltre sig med at klatre, ride på rodeotyr og udfordre balancen i hoppeborgen. Et sandt eldorado for den legesyge. Gæsterne kan komme an. Hvor mange kommer mon? ”Hvis man møder hinanden til fest, hilser man på hinanden, næste gang man ses. Det bliver lettere at kommunikere med hinanden i Tingbjerg. Det er en social fest, og vores familier og børn og folk bliver glade,” siger Abdusamed Saleh. Han er kasserer i Foreningen af eritreanske Jeberti i Danmark, der har et socialt sigte og fokus på integration. Den fælles eidfest er netop en anledning til at komme hinanden ved.

Kulturforeninger har etableret sig Over en halv million mennesker på verdensplan tilhører den etniske gruppe Jeberti, og de første

af i alt cirka 2.000 eritreanere kom til Danmark i 1960’erne, men de fleste kom et par årtier senere, også Abdusamed Saleh, der kom i 1986.

Abdusamed Saleh og en gruppe af gamle venner og familie stiftede den folkeoplysende Foreningen af eritreanske Jeberti i Danmark i 2012. De havde behov for at se hinanden og havde i lang tid manglet et mødested. I dag har foreningen alle sine aktiviteter i Beboercentrum og har opnået en stabilitet i aktiviteterne. Som andre foreninger i Tingbjerg kan de benytte lokaler i Beboercentrum og få vejledning af de boligsociale medarbejdere. Det har også gjort det nemmere at tiltrække medlemmer, at de har et fast sted at være. ”Vi skal oplyse om det samfund, vi lever i – kultur, regler, uddannelsesmuligheder. Vores børn skal kende deres fremtidsmuligheder, og vi vil også gerne, at de kender vores rødder. Det, vi forlod, kender de ikke,” siger han, der er familiefar med kone og tre børn og har boet i Tingbjerg i 18 år.

I Tingbjerg Kulturforening har de også sociale aktiviteter på programmet. Foreningen blev stiftet i 2013 og har flest kulturelle aktiviteter og tilbud med sport til forældre og børn. ”Foreningen består af en masse familier, der bor i Tingbjerg. Unge som gamle. Vi prøver at lave aktiviteter til unge, drenge og deres forældre, der er lidt anderledes, end hvad der i forvejen er i københavnsområdet. Vi arrangerer fisketure, går ud og spiller bold eller kører gocart.

Vi vil gerne have, at der er tillid mellem unge og deres forældre. De unge skal ikke se deres Sameksistens :: 4. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 25

”Mange af vores medlemmer er også med i Madklubben for mænd i Tingbjerg, så der kender vi også hinanden. I madklubben møder vi også nogen fra de andre foreninger, og vi får et privat kendskab til hinanden.

Det har hjulpet meget, at vi har madklubben, hvor vi lærer hinanden at kende.”

Mohamed Hamod

På tværs af foreningerne mødes mænd hver anden uge og hygger sig med at lave mad sammen til madklub.

26 Tingbjerg fortællinger :: 4. fortælling :: Sameksistens

forældre som en barriere,” fortæller Mohamed Hamod, der er småbørnsfar og optaget af at bidrage til at skabe gode, trygge omgivelser og muligheder for sine børn.

Eidfesten gav erfaring Mohamed Hamod er formand i Tingbjerg Kulturforening, der også er optaget af at gøre det nemmere for medlemmerne at gebærde sig i det danske samfund. Ud over at holde en stor fest hvor alle kunne være med og med masser af sjov og underholdning til børnene, blev eidfesten et øverum. ”Vores medlemmer skal have erfaring med frivilligt arbejde. De skal have ansvar uden at blive betalt for det, så de bliver en del af samfundet.

En dag i fremtiden bliver de måske trænere i en fodboldklub og gør noget gratis. Der er så meget, der er bygget op om frivilligt arbejde,” konstaterer Mohamed Hamod.

Tingbjerg Kulturforening gjorde sig allerede de første erfaringer med at arrangere en fælles eidfest i 2013; året efter er festen dog slået større op, og det er for alvor blevet et fælles projekt for Tingbjergs voksende antal foreninger. Tingbjerg Kulturforening påtager sig blandt andet at stå i indgangen og lave en masse mad, der skal sælges for billige penge til festen. Medlemmerne står for forberedelserne, og de både laver og sælger maden.

For Abdusamed Saleh var det særligt vigtigt, at foreningerne stod sammen, og hver især tog aktivt del i eidfesten. Han ser for sig, hvordan foreningerne går sammen og i fællesskab kan løfte opgaver i området. ”Jeg tænker på Tingbjergs image. Vi bor i Tingbjerg, og vi har vores foreninger, og vi holder en eidfest sammen. Vi vil gerne være en del af Tingbjerg. Kommer der en opgave, vil vi gerne tage den,” proklamerer Abdusamed Saleh, der ikke var i tvivl om, at Foreningen af eritreanske Jeberti i Danmark skulle være en del af festen. ”Jeg føler mig ikke som del af Tingbjerg, førend jeg begynder at blande mig. Så bliver det mit hjem. Derfor skulle vi være med.”

Kreativ planlægning Allerede i foråret samledes repræsentanter for mange af Tingbjergs foreninger for at veje stemningen for en fælles eidfest. På baggrund af flere foreningers interesserede udmeldinger inviterede boligsociale medarbejdere til planlægningsmøde, og et bredt udsnit af Tingbjergs foreninger bakkede op.

Det fælles fodslag tog lidt tid at finde. Nogle ville have klar struktur og ansvarsfordeling, andre ville først og fremmest gerne have mange gæster fra nær og fjern. Visse foreninger orienterede sig i kultur og traditioner og var opsat på, at det blev ordentligt, mens nogle ville en ny og anderledes eidfest. De skulle blive enige om konceptet for festen, dermed også entrépris, mad, underholdning, pr, målgruppe og meget mere.

”Vi var mange mennesker. Vi ville gerne have en eidfest, men vi kunne ikke blive enige om datoen og hvordan. Vi ville alle sammen gerne bestemme. Der gik for lang tid. Møderne blev så lange. Nogle gange var det en børnehave.

Derfor går det i vasken,” beklager Abdusamed Saleh og hentyder til, at festen ikke blev til noget i august. Sommerferien kom i vejen, og foreningerne var ikke kommet overens.

Tingbjerg Kulturforening langer mad over disken, så hurtigt de kan, til eidfesten.

Festen skal blive til noget Pludselig haster det med at få festen på plads.

En ny dato i oktober bliver sat. Det er presserende for foreningerne, at arrangementet bliver til noget, men de får travlt. Ikke alle foreninger er med længere. Nogle er faldet fra undervejs, og det er en lille sluttet flok, der er tilbage. ”Vi skulle gennemføre festen, det skulle ikke være en fiasko. Hvis den går i vasken, er der ikke nogen, der tager initiativ til en fest. Vi har aldrig haft sådan en fest før. Vi viser vores medborgerskab med sådan en fest til andre nationer, andre religioner. Den skal ikke være politisk korrekt, det skal være en helligdagsfest,” siger Abdusamed Saleh.

I al hast får pr-gruppen produceret store bannere, der kommer op udvalgte steder i Tingbjerg, så alle kan se, at de er inviteret til fest. Hallen på Tingbjerg Heldagsskole er reserveret, tivoli til børnene bliver bestilt, sang og underholdSameksistens :: 4. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 27

”Alle påtog sig deres opgaver og gjorde det så godt, de kunne. Jeg lagde mærke til, at hver enkelt forening påtog sig de opgaver, de havde lovet. Da strømmen gik, var der mange, der forsøgte at finde løsninger. Til sidst var det kun køkkenet, der havde strøm. Når du lærer førstehjælp, lærer du, at det første, du skal gøre, er at stoppe ulykken. Det blev gjort,” siger han. ”Sidst på dagen kunne man mærke, at vi ikke var nok. De, der gjorde klar, lavede også mad og ryddede også op. Der var ikke nok, til at vi kunne dele os op. Vi var trætte. Det var kun godt.”

Mohamed Hamod har kone og tre små børn, og han er optaget af at skabe et godt liv for familien i nærområdet.

ning på scenen bliver aftalt, maden kommer på plads, lokale handelsdrivende bliver opfordret til at være med, og en tidsplan forsøger at give overblikket.

Da dagen endelig oprinder, er foreningerne helt klar til fest. Gæsterne begynder at ankomme.

Der kommer mange. Flere end 1.000 mennesker tropper hen over dagen op for at være med. Det er over al forventning. Børnene løber udenfor i det gode vejr med det samme i forventning om sjov og ballade, og de voksne snakker og hygger og strømmer snart til madboderne for at købe lidt at spise til hele familien.

De vil feste igen næste år ”Det var dejligt at se så mange mennesker og nyde det arbejde, vi var med til at udføre.

Resultatet blev nået. Mange havde de sjovt. At vi gjorde det med så få mennesker – frivillige, det er jeg stolt af,” siger Mohamed Hamod. De cirka 15 mand fra Tingbjerg Kulturforening var med til at lukke og slukke for festen.

Samarbejdet mellem foreningerne på selve dagen forløb til ug, synes Mohamed Hamod, der gjorde sig sine iagttagelser.

28 Tingbjerg fortællinger :: 4. fortælling :: Sameksistens

Mohamed Hamod og Abdusamed forestiller sig, at der skal være fest igen i år. Det skal være en fest for Tingbjerg, og det skal være lige efter sommerferien, når alle er retur fra ferien. De er ambitiøse og vil have alle foreningerne på banen. ”Næste gang skal vi arbejde på, at alle er med til at planlægge festen. Tingbjerg er et multikulturelt samfund. Er du med til at planlægge festen, kommer du også med – og du tager alle mulige med. Familie og venner samles og går til fest.

Derfor skal alle være med allerede i planlægningen. Så er alle med til fest,” siger Abdusamed Saleh forventningsfuldt.

Abdusamed Saleh med familiens efternøler, nu etårige Hiba.

Eidfesten er en højtidsfest, som ikke mindst børnene ser frem til.

Sameksistens :: 4. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 29

En boligsocial kommentar

Målet er udvikling Det strategiske mål for det boligsociale arbejde med grupper og foreninger i lokalområdet er, at: 1. Uformelle og formaliserede netværk udvikler sig, så de er med til at skabe et dynamisk lokalområde.

2. Uformelle og formaliserede netværk får vejledning og støtte i deres egen udvikling.

Netværk repræsenterer energi I løbet af få år har flere netværk etableret sig i Tingbjerg som uformelle grupper eller i frivilligforeninger. Der er en stor lyst og motivation i netværkene til at ville noget i området. Foreningerne er på alle niveauer. Nogle har let ved at finde deres vej igennem foreningslivet og kan have glæde af sporadisk vejledning; andre har ingen erfaringer eller viden om foreninger eller frivilligt arbejde at trække på. De har brug for at opnå en forståelse eller kompetencer, der kan drive dem videre og udvide deres mulighedshorisont som forening.

Vi vejleder foreningerne Foreningerne kan have brug for konkrete informationer og generel viden om formalia, samarbejde, fælles mål, styring, beslutningsprocesser og medlemsindflydelse, og de kan have behov for indsigt i kommunikation, videndeling eller rekruttering. Spørgsmålet om magt presser sig på for nogen. Hvem bestemmer? Er det formanden eller bestyrelsen eller generalforsamlingen? Det er vigtigt, at ansvaret er fordelt, så foreningerne bliver mindre sårbare, og der opstår en fælles gejst. Nogle foreninger har desuden brug for at lære økonomistyring, og ikke alle foreninger tjekker den digitale postkasse. Vi vejleder dem efter behov.

30 Tingbjerg fortællinger :: 4.1. fortælling fortælling :::: Sameksistens Demokratisk deltagelse

Identiteten skal på plads Vi støtter processen, hvor grupper og foreninger over tid etablerer sig og bliver mere fokuserede og klar over, hvem de er, hvad de vil, og hvad de kan. I en løbende sparring bliver grupper og foreninger hjulpet til at sætte ord på sig selv og udfordret med spørgsmål, så de kan reflektere over deres praksis. De gør sig typisk erfaringer i praksis, der er anledning til diskussioner og læring.

Vi faciliterer fællesskaber på tværs Vi griber initiativer fra klubber og foreninger og faciliterer, at de mødes og arbejder videre med idéer. Vi skal skabe rammen for et konstruktivt samarbejde foreningerne imellem samt bane vejen for kompromiser.

Det konkrete samarbejde om et stort arrangement - som en eidfest - er den allerbedste anledning til at arbejde med demokratiske beslutningsprocesser og medborgerskab. I praksis kan vi arbejde med, hvordan debat kan forme sig, hvordan økonomien kan komme på plads, hvordan man kan arbejde med et godt samarbejdsklima og forventningsafstemme med hinanden, og hvordan man kommer frem til en fælles løsning.

Foreningerne tager ansvar For hver gang foreningerne mødes, bliver deres indbyrdes bånd tættere. De styrker deres forståelse af, at de har en fælles opgave, der involverer dem alle: At skabe et godt og trygt Tingbjerg. Det er en opgave, som er kontinuerlig og kan gribes an på mange måder. Med eidfesten blev det klart for de implicerede, at foreningerne kan mere, når de går sammen, end de kan hver for sig.

Demokratisk Sameksistens deltagelse :: 4.

1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 31

ROBINA SHAHEEN

DUDU YILDIRIM

32 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

g n i l l æ t r 5. fo Hverdagskompetencer bliver erhvervspotentiale Kvinderne har lært at lave mad fra barnsben i deres hjemlande og står for husholdningen derhjemme i familien. Det er nemt for dem at lave mad. Dudu Yildirim og Robina Shaheen har sammen med andre kvinder været på kursus for at formalisere og udvide deres madkompetencer.

Dudu Yildirim og Robina Shaheen er begge to stolte af sig selv og stråler af glæde og overskud.

De ved, at de gør det godt. De to kvinder står i dag for hvert deres køkken i integrerede daginstitutioner i Tingbjerg og jonglerer til daglig med madplaner, madlavning, budgetter, varebeholdning og bestillinger.

Det er gået stærkt for dem begge to de sidste par år, og drømmene og fremtidsvisionerne er næret hos dem begge. Ud over at finde stor fornøjelse og få indfriet mange ambitioner i deres respektive job, har Dudu Yildirim for alvor fået mod på det danske sprog og vil på sigt, når hendes yngste børn er blevet lidt større, og hun har taget mere danskuddannelse, åbne sin egen madbutik. Robina Shaheen har idéer til madlavning og kurser, som hun kunne tænke sig at arbejde videre med – og så er hun optaget af at sende sine seks børn i alderen 14-23 år godt på vej. Det ligger hende på sinde, at de får uddannelse, gode job og bliver selvstændige.

Madkursus satte fokus Dudu Yildirim og Robina Shaheen kendte hinanden på forhånd, men deres indbyrdes fællesskab om mad startede på kurset i madlavning og hygiejne i vinteren 2013-14. Det var et 80 timers kursus, hvor de 18 deltagende madlavningskyndige kvinder med rødder i 11 forskellige lande skulle igennem et forløb, hvor de forfinerede deres kompetencer, lærte nyt og gennemgik et hygiejnekursus. Kvinderne var særligt udvalgt til kurset, fordi det også skulle afdække potentialet for at udvikle en virksomhed i Tingbjerg med mad. ”Jeg kommer fra Peshawar i Pakistan og voksede op i Dubai, hvor min far var udstationeret som militærmand. Jeg har de to landes madlavning med i rygsækken. Krydderier fra Pakistan – og fra Dubai er det kød, masser af kød, og fisk.

Jeg ville gerne dele mine kundskaber med de andre og vise dem, at jeg kan lave noget ander-

”Jeg kom til Danmark igennem familiesammenføring og var stadig pakistansk statsborger. Jeg havde tårer i øjnene, da jeg afleverede mit pakistanske pas til ambassaden for tre år siden – men mine børn er danske statsborgere, og jeg skulle være det samme som dem. Indvendig er jeg pakistaner, udvendig er jeg dansker.”

Robina Shaheen

Anerkendende tilgang :: 5. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 33

ledes,” beretter Robina Shaheen om sin lyst til at være med på kurset. Hun glædede sig desuden til at blive bedre sammen med en kok og blande de forskellige landes mad og udvikle nyt sammen.

Dudu Yildirim havde børn i børnehavealderen, da hun hørte om madkurset. Det var i caféerne for kvinder i Tingbjerg, hvor hun som ny i området i sin tid var begyndt at komme for at møde andre mennesker og øve sit danske sprog. Siden engagerede hun sig som frivillig i caféerne. Da hun fandt ud af, at hun kunne tage sine børn med til kurset, meldte hun sig som interesseret. Hun ville nemlig meget gerne have et hygiejnebevis, fordi det ville give hende nye jobmuligheder. Sit nuværende arbejde i industrikøkkenet i børneinstitutionen ville hun ikke kunne bestride uden et hygiejnebevis.

Dudu Yildirim var med på Københavns Rådhus for at lave mad i anledning af udnævnelsen af København som European Green Capital 2014.

”Jeg arbejdede om dagen, og efter arbejde ville jeg gerne være sammen med mine børn. Jeg ville også gerne skifte job; jeg ville gerne lave mad,” siger Dudu Yildirim, der er fra Ushak i Tyrkiet og flyttede til Danmark for godt 10 år siden, da hun blev gift med sin mand. De kom til Tingbjerg for seks år siden og har tre børn sammen.

De kom vidt omkring på kurset Madkurset foregik i skolekøkkenet på Tingbjerg Heldagsskole. Kvinderne hyggede sig, imens de lærte teori og opøvede praktiske færdigheder.

Både Dudu Yildirim og Robina Shaheen syntes,

at kurset var både hyggeligt og forpligtende, og de har fået meget ud af det. ”Vi mødtes en gang om ugen og lærte og grinede sammen. Vi lavede sjov. Nogle gange blandede vi tingene og så, hvad der kom ud af det. Hvis det er meget stærkt, smager det dårligt. Maden skal smage af alt, ikke kun chili. Jeg var ikke god til umami, men på kurset kom jeg tæt på smagen. Nu ved jeg, hvordan den er,” fortæller Robina Shaheen, der syntes, det var særlig sjovt den dag på kurset, hvor de lavede lagkager i forskellige farver og mønstre.

Kvinderne hjalp hinanden og sørgede for, at hinandens gryder ikke brændte på. De kom omkring brugen af alle køkkenmaskinerne, og de lærte om forskelle og ligheder mellem deres egne madtraditioner og blev introduceret til de danske madtraditioner. De ryddede altid op og spiste sammen. Dudu Yildirim påpeger også det sproglige aspekt. Deres fælles sprog med hinanden og kokken var dansk. ”Vi talte meget og spurgte meget, og jeg fik flere ord på. Det var svært alligevel nogle gange med sproget. At forstå hvad de gerne ville have os til. Så skar de det ud i pap for os,” siger hun med et stort smil.

Cateringopgaver indgår i kurset Som en del af kurset kunne kvinderne påtage sig praktiske cateringopgaver for den socioøkonomiske virksomhed MadMobilen. Det er madopgaver for mindre og større selskaber, hvor kvinderne kunne prøve sig selv af i praksis og altid med kokken på sidelinjen. Det er opgaver, der forpligter.

Mange efterspurgte maden med et eksotisk strejf og en historie, og det skortede ikke på hverken opgaver eller begejstrede tilbagemeldinger.

Kvinderne byder ind med hver deres specialiteter. Robina Shaheen er særlig god til at lave pakistansk mad med dansk smag. Butterchicken.

Tandoori – og Beriyani. Dudu Yildirim ved, at hendes Sarma altid falder i god jord.

34 Tingbjerg fortællinger :: 5. fortælling :: Anerkendende tilgang

”Det er tyrkiske kødboller. Man laver dem forskelligt i land og by og i forskellige egne af Tyrkiet. Alle laver dem med kød. Jeg laver dem med bulgur,” siger Dudu Yildirim.

Cateringopgaverne bringer dem vidt omkring, og både Robina Shaheen og Dudu Yildirim påtager sig lige så mange opgaver, de kan. Da kurset slutter, kan de fortsat påtage sig cateringopgaver og rådgive nye kursister, og det har begge kvinder valgt at gøre. ”Vi laver mad sammen til arrangementer og får god feedback. Det giver os energi til at gøre noget mere – og mere – og mere endnu,” siger Robina Shaheen. ”Der er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Vi lavede mad til Høstfesten i Københavns Kommune. Da vi er færdige og kommer ud af vores telt, sidder alle folk udenfor og klapper. Jeg blev så stolt over, at vi gjorde noget, andre var opmærksomme på,” fortæller Robina Shaheen om den lune, stemningsfulde aften i september 2014, hvor Tingbjergs madkvinder bidrog til den folkelige middag ved langborde på Sønder Boulevard.

Så startede de arbejde Da kurset sluttede, fik Robina Shaheen, Dudu Yildirim og de andre kvinder et kursus- og et hygiejnebevis, og med sig derfra havde de ny læring, flere madkompetencer og gode, positive oplevelser hver for sig og sammen. For netop Robina Shaheen og Dudu Yildirim skulle det vise sig at være vejen til job.

Dudu Yildirim færdes nu hjemmevant i køkkenet i den integrerede institution, hvor hun arbejder, og har også haft en praktikant.

”De hørte, at jeg var god til at lave mad. Nogen fortalte dem det. Selvom jeg laver dansk mad, så er der altid variation i. Jeg læser bare opskrifterne en gang og lægger dem så væk. Jeg skal bare have en idé om, hvad jeg skal blande. Det gør mig glad, når de siger til mig, at jeg laver god mad. De er tilfredse,” siger Robina Shaheen om sit arbejde i en integreret daginstitution.

Madvirksomhed er på vej Snart ser en socioøkonomisk virksomhed lyset, hvor kvinder fra Tingbjerg blander madlavning fra hjemlandene med danske traditioner og sammensætter deres helt egne menuer. Hold øje med spændende nyt fra Tingbjerg.

Anerkendende tilgang :: 5. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 35

”Jeg lærte at lave mad hjemme i Tyrkiet, da jeg var barn. Min mor lavede mad, og jeg kiggede.

Jeg prøver.

Min fars kone lavede mad, og jeg kiggede. Jeg blev voksen og lavede mere selv. Det er nemt for mig.”

Dudu Yildirim

Dudu Yildirim fik arbejde i den integrerede daginstitution Grostedet i Tingbjerg. I to-tre måneder var kokken fra madkurset inde over for at hjælpe Dudu Yildirim i gang, indtil hun selv tog over. ”Jeg havde aldrig lavet mad i en børnehave. Jeg laver mad, men vidste ikke hvor meget, jeg skulle lave. I starten kendte jeg ikke mængderne og lavede for meget. Nu kan jeg godt. Jeg bestiller og laver det hele og har ikke så mange rester mere,” beretter Dudu Yildirim. Hun er meget opmærksom på at få grøntsagerne ind i institutionsmenuen. Hvor hun derhjemme altid ville servere kød og grøntsager for sig, laver hun fx kødboller med gulerødder og kartofler til børnene, og i stedet for at servere ris alene blander hun ærter og gulerødder i. Humus serverer hun til gengæld ikke igen. Det spiser børnene ikke, er hendes erfaring.

De to kvinder har mod på at prøve sig selv af.

Her og nu vil de gerne videregive deres kunnen til andre og har som et pilotprojekt sammen afholdt to små kurser i madlavning for interesserede i selskab med kokken fra madkurset. Det kunne de tænke sig mere af, og Robina Shaheen kunne også tænke sig at lære andre, hvordan man laver sine egne krydderiblandinger.

Robina Shaheen og Dudu Yildirim har fået foden under eget bord, og de kan lide det. ”Det betyder alt for mig. Jeg er selvstændig. Det er mig, der styrer mit liv,” som Robina Shaheen formulerer det.

De er gode til at lave mad sammen og hygger sig imens. Dudu Yildirim og Rubina Shaheen er i midt i madlavningen til deltagerne på årsmødet for frivillige i Tingbjerg 2015

36 Tingbjerg fortællinger :: 5. fortælling :: Anerkendende tilgang

Anerkendende tilgang :: 5. fortĂŚlling :: Tingbjerg fortĂŚllinger 37

En boligsocial kommentar

Målet er udvikling Det strategiske, boligsociale mål med at identificere og mobilisere potentialer i lokalområdet er: 1. At afsøge mulighederne for at skabe lokalt iværksætteri.

2. At arbejde med og videreudvikle den enkeltes potentialer med henblik på beskæftigelse.

Sådan så vi potentialet Vi har arbejdet med kvinder i Tingbjerg længe og har et godt kendskab til mange kvinder. Vi har iagttaget, at de generelt er meget interesserede i mad og er glade og stolte, når de laver deres nationale mad og serverer den til andre. Det er almindeligt, at de har madlavningskompetencer med sig hjemmefra, som deres mødre, bedstemødre og tanter har videregivet, og at de er gode til at bruge kompetencerne i hverdagslivet, både hjemme i deres egen familie og i sociale sammenhænge.

Kvindernes udfordringer Kvinderne byder ind med kompetencer inden for madlavning og generel stor nysgerrighed, men det er forskelligt, hvordan de gør i praksis. Nogle blander ingredienser på slump, andre kan ikke bruge en opskrift, og de fleste kvinder kender ikke til madlavning i et industrikøkken. Hver især kan de desuden være udfordret i forhold til det danske sprog, arbejdsmarkedskulturen og deres ansvar for børn og hjem.

Vi mobiliserer resurser Vores opgave er at mobilisere kvindernes kunnen med madlavning, så kompetencerne kan komme i spil på arbejdsmarkedet. Deres private resurser skal videreudvikles og formaliseres, så de bliver åbenlyse og interessante. Vi valgte at tilbyde kvinderne at kombinere et opgraderende kursus med praktiske cateringopgaver. Kvinderne ansøgte om at være med. Det var vigtigt, at de havde lyst, var motiverede til opgaven og så personlige udviklingsmuligheder. Vi afholder for tiden det tredje kursus i madlavning og hygiejne.

38 Tingbjerg fortællinger :: 5.1. fortælling fortælling :::: Anerkendende Demokratisk deltagelse tilgang

Fokus er erhvervspotentiale I madprojektet er målet entydigt beskæftigelse, og kvinderne vurderes ud fra deres arbejdsmarkedsparathed og erhvervspotentiale. Generelt kan vi se, at forløbet styrker kvindernes selvværd. De stærke kvinder, der realiserer ambitionen om et job, støtter vi efter behov, fx i en opstartsfase i et nyt job, hvor de kan bruge vejledning og sparring for at komme godt i gang.

Vi ansatte en kok En kok blev ansat til at opkvalificere og forfine kvindernes faglige kunnen og introducere nye og spændende veje at gå med madlavning. Kokken skulle også i samarbejde med kvinderne få gruppens kompetencer i spil på nye måder. På forhånd troede vi fejlagtigt, at det kunne være en udfordring, at kokken var en mand. Kvinderne anerkender imidlertid, at kokken kan vurdere og udvikle deres madkompetencer, og de higer efter at kunne det i et køkken, som han kan.

Ekspertise bidrager I madprojektet har vi trukket på ekspertise inden for flere områder, der rækker ud over kompetencer, vi i forvejen besad i den boligsociale indsats.

Vi har haft brug for bistand til at gennemføre hygiejnekurser for tosprogede, madlavning, virksomhedsudvikling og markedsføring. Fra starten arbejde vi desuden med at skabe et stærkt erhvervsnetværk om madprojektet, så vejen er banet for at realisere visionen om iværksætteri, når tiden er moden.

Tid skal til Kendskabet og de gode relationer til kvinderne var på plads, førend deres madlavning blev et opmærksomhedspunkt. Kvinderne har til sammen en ny og anderledes tilgang til mad fra mange forskellige lande i verdenen. Det tager tid at få et overblik over det fulde potentiale og organisere og gennemføre det videre forløb. Mange mennesker har været og er fortsat involveret i at nå målet, og ikke mindst kvinderne skal være med i hele processen for at tage ejerskab og få ambitioner, på egne og på gruppens vegne.

Demokratisk Anerkendende deltagelse tilgang :: 5.

1. fortælling :: Tingbjerg fortællinger 39

Tingbjerg fortællinger EFFEKTEN AF EN BOLIGSOCIAL INDSATS Mød en række mennesker fra Tingbjerg i fem fortællinger og læs om, hvordan de realiserer sig selv og er med til at sætte et aftryk på deres lokalområde.

Læs fortællingerne, hvis du vil vide, hvad en boligsocial indsats kan, og hvordan en langsigtet, kontinuerlig indsats i et område kan gøre en forskel.

Tingbjerg fortællinger – effekten af en boligsocial indsats

Foto Mikal Schlosser

ISBN 978-87-994848-1-2

Layout Maria Lambert, graphicsbymaria.dk

Eftertryk tilladt med kildeangivelse Redaktion Margrethe Clausager (ansv.), Gry Abrahamsen og Flemming Stenhøj Andersen Tekst og redigering Gry Abrahamsen

Tryk Clausen Grafisk Oplag 500 Udgivet i 2015

40 Tingbjerg fortællinger :: 1. fortælling :: Demokratisk deltagelse

Udgiver Områdesekretariatet i Tingbjerg forum Midtfløjene 16 2700 Brønshøj Telefon 3827 9000 tingbjergforum.dk tingbjergforum.dk