Til Tro #4 2025 - Overflod

Overflod

Hellere leje end eje

TEMA side 20

Matthæuseffekten –

mere, mere, mere

TEMA side 23

“Hvis Gud findes, må jeg finde ud af, hvem han er”

KFS-NYT side 5

at kende Jesus at gøre Jesus kendt

Det er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver:

Kristeligt Forbund for Studerende Jens Baggesens Vej 71, st. 5

8200 Aarhus N

Tlf: 35 43 82 82

E-mail: kfs@kfs.dk

TIL TRO: tiltro@kfs.dk

Konto: 4597-004054954

Abonnement:

Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

Redaktionen: Mads Due (ansvarshavende redaktør)

Dorthea Lind Neuenschwander (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)

William Rønberg, stud.polyt. Nathanael Skovbo Kure, stud.jur. Esther Engslund Krarup, sabbatist

Simon Buus Vigilius, stud.merc. jur.

Anna Vallentin Siebeneicher, stud.mag.

Andreas Theodor Offersgaard Christensen, stud.theol. Silja Kofod-Frederiksen, gymnasieelev Miriam Bak, stud.mag.

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk

Layout: Fríðunn í Liljudali

Tryk: Øko Tryk

ISSN: 1395-9786

Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro

Annoncer:

Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

kF s-nyt

“Hvis Gud findes, må jeg finde ud af, hvem han er”

Flere medlemmer – mere KFS

Glimt fra en KFS-gruppe

Indkaldelse til generalforsamling

Trofast økonomisk støtte holder KFS i gang

Stjerneklart

2025

i tiden

KFS’erne anbefaler – Sønderjysk KFS

Globalt: Én Gud for alle

Grønland: Sammen i mission, så mennesker møder Jesus

Kronik: Efter KFS – hvad Johannes står tilbage med

Bøger: Mødet med Gud i kunsten

Bøger: Fra aktivist til evangelist

Leder: Sammen investerer vi i den næste generation af KFS’ere

tema

Når Gud genskaber Om syndfloden og Noas ark

Overflødig? Min rolle i Guds mission

Overvældet af nyheder En mediekritik

Nilens vand Hvor kommer overfloden fra?

Hellere leje end eje Er livet bedre uden bolig og bil?

Matthæuseffekten – mere, mere, mere Økonomisk teori og trosliv

Andagten

Jeg er kommet, for at de skal have liv

Kære Gud

Alt godt kommer fra dig

Portræt

Det gavner ingen, at vi brænder sammen

Se, han gør alting nyt Tror du på mirakler?

Den kristne ghetto – problem eller løsning? Det betyder noget, hvor du bor

Kære læser

Måske er det overflødigt at sige, men magasinet, du sidder med, har det altomsluttende, gennemstrømmende tema ”Overflod”! Okay, så er det måske også nok, men jeg vil faktisk mene, at ‘overflod’ er et ord, vi bruger i mange sammenhænge. Hvis det ikke skal handle om vandmængder, må man hurtigt komme til at tænke på den overflod af velfærd og tryghed, det er at bo i et land som Danmark, og hvor vigtigt det er for os at dele ud af det til andre dele af verden, hvor velfærden og trygheden er tørret ud. Og dernæst er det da endnu bedre at blive mindet om den slags overflod, der til stadighed overgår alle landegrænser: Guds kærlighed til mennesker.

I dette magasin er der heldigvis mange forskellige artikler, der kommer rundt om de mange facetter af ordet ’overflod’. For eksempel Frederik Winds superrelevante artikel ”Overvældet af nyheder”, der omhandler, hvordan vi bliver bombarderet med nyheder om stort og småt, godt og skidt, og hvordan vi skal vælge ud i et virvar af information.

Så er der Niels Nymann Eriksens artikel ”Hellere leje end eje”, der blandt andet giver et personligt og tankevækkende perspektiv på at leve på en måde, der giver afkald på materielle goder, og i stedet omfavne et liv, hvor hjertet bliver draget af andet end rigdom.

Til sidst vil jeg også bare anbefale Lars Malmgaard Jensens artikel ”Når Gud genskaber”, der dybdegående og forklarende giver sig i kast med syndflodsberetningen, og hvordan vi overhovedet skal forstå den historie. Artiklen når hele vejen rundt, idet den både behandler spørgsmålene om dom og genskabelse og dåb og genoprettelse. For alle os, der synes syndfloden kan virke lidt overvældende, er dette virkelig spændende læsning!

Må din læsning flyde over med opmuntringer og opfordringer til din tro og dagligdag og videre til dine nærmeste!

På vegne af redaktionen

William Flensted Rønberg

”Hvis

Gud findes, må jeg finde ud af, hvem han er”

Da Christian Simonsen fik brug for at finde svar, måtte han låne en Bibel af sin farmors nabo. Nu har han været med til at starte en KFS-gruppe på Solrød Gymnasium.

Kan det virkelig passe, at når man dør, så er det bare dét? Hvad er det, der holder os fra at gøre det, der er moralsk forkert? Og hvis Gud faktisk findes, er det bedste, jeg kan gøre for mig selv, så ikke at finde ud af, hvem han er?

Spørgsmålene var Christian Simonsens, og de begyndte at rumstere i hans hoved, da han gik i udskolingen. I dag går han i 3.g på Solrød Gymnasium. Hverken bibellæsning eller bøn havde fyldt meget i Christians barndom – kun en smule hos hans farmor. Det var også hende, der hjalp ham med at skaffe en Bibel, da spørgsmålene havde rumsteret længe nok, og han besluttede sig for at give den et skud. Tre sider hver aften.

Ved siden af læsningen forsøgte Christian at finde hoved og hale i de historiske fakta omkring Bibelen i forskellige fora på nettet. De tre sider blev nogle dage til to, andre til ti, og langsomt fandt han frem til, at det måtte være sandt: Gud findes. Jesus levede, døde og opstod for os. Særligt apostlenes vidnesbyrd gjorde indtryk på Christian og overbeviste ham.

”Det var en lang proces, men jo mere jeg læste, jo mere var det ikke bare noget, jeg tænkte, jeg skulle have gjort, men mere noget, jeg faktisk havde lyst til,” fortæller Christian. ”Jeg fik det bevis, jeg havde haft brug for, og så blev læsningen en del nemmere og mere motiverende. Jeg tænkte, at hvis jeg kan lægge to og to sammen og finde frem til det her, så er det da godt nok vigtigt, at jeg læser i Bibelen.”

Begyndte at Bede – og få svar

som to kristne klassekammerater og siden som KFS, der i begyndelsen af Christians andet år var forbi gymnasiet med en stand, varm kakao og en tip en 13’er om kristendom.

Snakken var hurtigt i gang, og snart havde de tre kristne klassekammerater en KFS-gruppe. Christian fremhæver både konsulenten og volontørernes selskab og KFS’ bibelstudiematerialer som store fordele ved at være en KFS-gruppe. De har også været til fælles-KFS i København og mærket glæden ved det store KFS-fællesskab, hvor der er plads til at stille spørgsmål.

”Det fedeste ved det er, at jeg har fået det, jeg savnede, da jeg læste i Bibelen selv. At have nogen at snakke frem og tilbage med om, hvad de synes om de forskellige vers og så videre.”

tilgivelsen har hjulpet allermest

For Christian har det mest udfordrende ved at begynde at tro på Gud også været det, der har ændret hans liv og hverdag til det bedre: erkendelsen af at han har brug for tilgivelsen i sit liv. For med erkendelsen af Guds eksistens og hans tilstedeværelse som en alvidende Gud fulgte erkendelsen af alle de ting, Christian gjorde forkert.

Christian begyndte også tidligt i processen at bede til Gud, og han fik også svar. Blandt andet den sommer, hvor han både blev færdig med at læse Bibelen igennem, afsluttede 9. klasse og stod overfor at starte i 1.g. Der fik han et behov for at snakke med andre kristne, og derfor bad han om, at han måtte komme i klasse med nogen, han kunne snakke om tro med. Og bønnesvaret kom. Først

”Det var svært, det der med at sætte sig ned og bede om tilgivelse, specielt hvis jeg havde gjort et eller andet, hvor jeg tænkte ’det var godt nok dumt’. Så ville det næsten være nemmere, hvis der ikke var nogen deroppe. Den fornemmelse havde jeg meget de første par måneder,” siger Christian. ”Når jeg har den tankegang, så sætter jeg mig ned og læser et bibelvers, hvor jeg kan læse om alle mulige personer, der har gjort syge ting, og som alle sammen bliver tilgivet i sidste ende. Det er den største frigivelse. Det er nok det sværeste at bede om tilgivelse, men det er også det, der har hjulpet mig allermest.”

Noas ark vidner altså om alvoren i Guds dom som et kald til omvendelse.

Når Gud genskaber

Mere end en oversvømmelse. Fortællingen om Noas ark viser, hvordan dom og barmhjertighed mødes i vandet.

Vand er en livgivende gave. Men vand er også en voldsom naturkraft, der kan ødelægge ufatteligt meget. I mange kulturer findes der sagnfortællinger om katastrofale oversvømmelser. Personligt er jeg overbevist om, at en ganske bestemt beretning udgør et mentalt og historisk grundlag for mange af de sagn: Syndflodsberetningen i Første Mosebog kapitel 6-9. Vand bruges som et billede på mangfoldige måder i Bibelen. Men vandberetningen over dem alle er fortællingen om Noas ark. Gud oversvømmer verden som en domshandling og lader kun Noas familie overleve. Igennem Det Gamle Testamente er forventningen om Guds kommende dom, ofte kaldet ”Herrens dag”, en grundtone hos profeterne. Forventningen er fremadrettet, men både Israels folk og de bibelske profeter havde også muligheden for at se tilbage, hvis de blev i tvivl. Syndflodsberetningen viser med al tydelighed, at Gud er alle menneskers skaber og herre, og at hans dom angår hele verden. Læser man Første Mosebog i sin helhed, bliver det tydeligt, at syndflodsberetningen fungerer som en ”genskabelsesfortælling”: Gud skabte verden engang (Første Mosebog kapitel 1-2), og med sin domshandling, syndfloden, genskaber han den nu igen for at bringe verden tilbage til dens oprindelige formål. Når Guds profeter derfor advarer om en kommende verdensdom, tjener syndfloden som en grundfortælling, der bekræfter advarslernes alvor. Gud har – som skaberen – dømt og genskabt verden før, og han vil gøre det igen.

et kald til omvendelse

Guds dom er for mange – også kristne – en skræmmende tanke. Eller opfattes som en ubarmhjertig idé. Den frygt vil jeg ikke negligere, for Bibelen anerkender og fremmer endda tanken om Guds dom som en altomfattende, voldsom og skræmmende begivenhed. Formålet med at fremhæve dommen er dog det samme overalt, hvor vi møder det i Bibelen: Et kald til omvendelse! Gud vil dommen. Men han vil også frelse mennesker fra den samme dom og rækker dem derfor muligheden for frelse, tilgivelse og fred med ham – inden det er for sent. Den funktion – et kald til omvendelse – har beretningen om Noas ark flere steder i Bibelen. I Peters Andet Brev bruger Peter beretningen til at forsikre sine læsere om, at Jesus en dag vil komme igen og dømme verden (Peters Andet Brev kapitel 3, vers 5-7). Og Jesus selv sammenligner tiden op til sin genkomst med perioden lige inden syndfloden: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matthæusevangeliet kapitel 24, vers 37-39). Noas ark vidner altså om alvoren i Guds dom som et kald til omvendelse. et tegn på dåBen

Dernæst er beretningen et tegn på Guds ønske om frelse. Peter skriver i sit første brev om ”Noas dage, da arken blev bygget” at ”i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en

fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse” (Peters Første Brev kapitel 3, vers 20-21). I den bibelske beretning viser fortællingen i Første Mosebog kapitel 9 med al tydelighed, at Noa og hans børn ikke var moralsk overlegne. Trods Guds genskabelse af verden gentages Adams syndefald så at sige af Noa og hans efterkommere, kort tid efter vandfloden har trukket sig tilbage. Alligevel fik de del i Guds frelse. Mysteriet i Bibelen er ikke, hvorfor Gud dømmer og straffer det onde. Mysteriet er derimod, hvordan og hvorfor Gud frelser onde mennesker. For Peter peger beretningen frem mod den kristne dåb: I dåben renses vi for vores synd og skyld. Og selv når vi igen falder i synd, er redningen (arken) der stadigvæk. Dåben er en engangshandling, og alle de løfter, Gud har givet i dåben, står han ved. Spørgsmålet er kun, om vi ønsker at tage imod Guds tilgivelse i dåben.

Men gør vi det, har vi samtidig et urokkeligt fundament: Uanset hvordan livet erfares, uanset hvor meget tvivlen fylder, om vi falder i synd igen og igen, så har vi lov til – som Peter formulerer det – at have ”en god samvittigheds pagt”. For når jeg er døbt og ønsker at tilhøre Jesus, er jeg ren, hellig og retfærdig. Jeg har lov til at have god samvittighed overfor Gud. For alt, hvad Jesus er, er blevet mit ved dåben og troen. Og sådan er beretningen blevet forkyndt igen og igen i kirkens historie: Det kan storme omkring dig, men så længe, du er i arken, er der frelse. Noas ark vidner altså om alvoren i Guds løfte om frelse i dåben.

Det kan storme omkring dig, men så længe, du er i arken, er der frelse.

glæde over dommen

Beretningen om Noas ark tjener altså et dobbelt formål: At kalde til omvendelse og pege mod frelsen i Jesus. Jeg nævnte, at domstanken af mange kan opleves både skræmmende og ubarmhjertig. Selvom det skræmmende aspekt ikke skal ignoreres, må vi i lys af Bibelens tekster afvise, at dommen er ubarmhjertig. Tværtimod vidner Guds dom om det modsatte: Gud er dybt engageret i at sikre retfærdighed og barmhjertighed, for dommens dag betyder genoprettelse af alt godt. Retfærdigheden vil ske fyldest, og ondskaben skal ophøre. Dommedag betyder, at Holocaust aldrig skal gentages. Der skal aldrig komme en ny Pol Pot. Folkemordet i Rwanda skal ikke ske igen. Overgrebsmænd og narkobaroner skal ikke husere i Latinamerika. Og mobning, utroskab, løgne og trusler og psykisk vold – erfaringer, der nok er mere nærliggende på vores breddegrader – skal ophøre. Syndens barske magt, smertens eksistens og dødens hærgen skal forgå. Det sprænger rammerne for vores forestillingsevne, hvad det betyder. Men det bliver godt. Ultimativt godt. Noas ark vidner altså om alvoren i Guds løfte om genoprettelse. ■

Overflødig?

Caroline Hartmann Bernhard deler ud af sine op- og nedture og spørger, hvilken rolle vi spiller i Guds store plan for at nå mennesker.

Hvordan kan det være, at de venner, jeg har bedt for i mange år, ikke kommer til tro? Den bøn kan da ikke være andet end Guds vilje.

”Det er som om, I kristne har en fred, jeg ikke har,” fortalte min ven, da han var med i kirke. ”Jeg kan godt huske, du var anderledes – altså på den gode måde. Det er derfor, det er fedt at være venner med dig,” sagde min anden ven, mens vi snakkede gymnasietiden igennem over en øl. Begge kommentarer efterlod mig med en varm følelse. En fornemmelse af, at jeg havde gjort noget rigtigt. At jeg havde gjort et indtryk, bare ved at være mig. At jeg havde gjort en forskel, og ikke var overflødig. På den anden side kan jeg huske min blå bog fra gymnasiet, hvor der under ”Om 10 år” står ”medlem af KristenDemokraterne” og ”gift med en fra Luthersk Mission”. De kommentarer sårede mig. For jeg følte mig ikke set som hele mig. Min reaktion på mine klassekammeraters kommentar i blå bog kommer af, at jeg var træt af at være stemplet som ”hende, den kristne”. Jeg følte, at i deres øjne var jeg kun min religiøse overbevisning. Jeg følte mig proppet ned i en kasse, jeg ikke kunne være i. Jeg spurgte mig selv mange gange om, hvad det nyttede, at jeg var på det gymnasium. Jeg opfattede ikke mig selv som den, der var god til de store trossnakke. Mine klassekammerater ville ofte gerne diskutere religion, så jeg fik kastet spørgsmål i hovedet i starten af dansktimerne. Deres spørgsmål gav mig lyst til at krybe ned i et hul: Hvad nu, hvis jeg sagde noget forkert og skubbede dem længere væk? Hvad tænkte andre mon om mig?

den stille vækkelse

Noget jeg har tænkt meget over, er en bevægelse, der er startet i England, man kalder for ”den stille vækkelse”. Vækkelsen kan også ses og måles i Danmark. Den stille vækkelse er i sin essens, at flere – særligt unge mænd –er begyndt at gå i kirke. Jeg mødte selv en dag et menneske, som var kommet til gudstjeneste for at bede en bøn. Jeg har oplevet kristendomskurser, hvor mennesker er kommet, fordi de søgte på nettet efter noget med tro. Det er fuldstændigt uforklarligt for mig, hvordan disse mennesker er endt i kirken. Jeg kan konkludere, at Gud uden om

kirken har rakt ud til mennesker, fordi han gerne vil dem. Har Gud så brug for os kristne til at fortælle om ham? Er vi overflødige, eller kan vi bare godt føle det sådan nogle gange?

I København er jeg en del af en KFS-gruppe, der mødes hver mandag. Vi beder tit om, at nye mennesker må lære Jesus at kende gennem vores fællesskab. Hvordan kan det være, vi ikke oplever, at der strømmer nye til? Hvordan kan det være, at de venner, jeg har bedt for i mange år, ikke kommer til tro? Den bøn kan da ikke være andet end Guds vilje, men har den en effekt, eller er den overflødig?

Jeg får den samme fornemmelse af, at tingene ikke altid går, som vi håber og beder om, når Jesus beder sine disciple i Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” For det er en fuldstændig uoverskuelig opgave, vi – hans efterfølgere – får givet: at bringe hele evangeliet til hele verden. Det, vi skal huske at læse med, er verset lige inden: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (vers 18).

når gud møder mennesker

Ordbogsdefinitionen på at være overflødig lyder sådan: ”Som slet ikke gør nytte eller er nødvendig, og derfor kan undværes.” Men Gud siger det modsatte til os. Gud har givet os en opgave, fordi vi kan gøre nytte. Jesus siger, vi skal være verdens lys, men han siger også, at han selv er verdens lys. Vi er altså verdens lys ved at pege på Jesus som verdens lys. Nogle gange lykkes vi med at være lys – ligesom da min ven fortalte mig, at jeg var anderledes på en god måde. Andre gange frygter vi mennesker mere end Gud og er bange. Uanset hvad er Jesus stadig suverænt verdens lys, som har al magt og kan møde mennesker.

Et andet mindre flatterende aspekt ved at være verdens lys er, at lys kan blænde. Lys er kraftfuldt og kan drive mørket væk. I Johannesevangeliet står der, at “mennesket elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var

onde” (kapitel 3, vers 19). Med andre ord: Sommetider ønsker vi mørket, fordi vi kan bruge det til at dække over både det, vi skammer os over, og det, vi ved, vi har begået af fejl. Vi bryder os ikke om at blive afsløret af lyset.

Hvis vi skal pege på Jesus som verdens lys, kan vi altså ikke undgå, at nogle brænder sig på lyset eller vender sig væk. Har du tænkt over, hvordan mennesker i Markusevangeliet reagerer på Jesus? Nogle afviser Jesus, nogle følger Jesus, nogle vil slå Jesus ihjel, andre tilbeder ham. Nogle falder fra, andre bliver. Menneskers hjerter afgør,

Uanset hvad er det Guds mission, hans ansvar og – ikke mindst – hans mennesker.

om de vil tage imod Jesus. Du kan – og skal – gøre dig umage for at formidle din tro med mildhed, nænsomhed, sandhed og kærlighed. For det har du fået som opgave af selveste Himlens Konge. Men i sidste ende kan og skal du ikke tage ansvar for, hvordan mennesker reagerer på Jesu budskab.

Uanset hvordan mennesker reagerer på, at du peger på verdens lys, er det Guds mission, du er en del af. Derfor er det hans ansvar og – ikke mindst – hans mennesker. For Gud er vi alt andet end overflødige – vi er elskede og betydningsfulde. Hver eneste dag du vågner op, kan du spørge dig selv: Gad vide, hvorfor Gud lader mig vågne op i dag? Gud giver hver eneste af os liv, og det gør han kun, fordi han vil noget med os. Fordi vi er uvurderlige og kan være en del noget dybt meningsfyldt. Men uundværlige og overflødige, det er vi ikke. For Gud er suveræn. Og for ham er vi enestående, uerstattelige og uvurderlige. Og vil vi egentlig ikke hellere være det end uundværlige og overflødige? ■

Jeg har den seneste tid lyttet meget til podcasten Det ka’ noget med Athalia Lauridsen. Athalia inviterer i hvert afsnit en ny gæst med ind i hendes fine studie, hvor hun og hendes gæst diskuterer alt fra ydmyghed til næstekærlighed. Det, jeg særligt godt kan lide ved hendes podcast, er, at hun provokerer og prikker til lytteren en smule. Det ka’ noget er en ærlig, rå og inspirerende podcast. Den holder én vågen, og får mig til at tænke over min vandring med Gud. Lyt til kære Athalia Lauridsens podcast – det ka’ noget.

ANBEFALER

af Kristoffer Hjort Kruse

Jeg vil gerne anbefale bogen #Troselv af Kristoffer Hjorth Kruse. Bogen viser, hvordan kristendommen, udover at være en kærlighedsrelation til Gud, også giver logisk og rationel mening. Den tager fat på emner som videnskab, Bibelens troværdighed, Jesus som historisk person og hans opstandelse. Bogen er kort og skrevet i et enkelt sprog med eksempler og argumenter, der gør den nem at forstå. Jeg vil varmt anbefale den til dig, som søger svar på, hvordan kristendommen kan give logisk mening. Eller til dig, der mangler ord, når dine venner spørger, hvordan tro og videnskab kan hænge sammen, eller hvordan man kan tro på, at Jesus stod op af graven.

Den store skilsmisse er ikke C.S. Lewis’ mest kendte værk, men efter min mening er det et af hans bedste. Fortællingen handler om en rejse fra Helvede til Himlens forhave, hvor sjæle får muligheden for at vælge Himlen, men de fleste vender tilbage til Helvede, fordi de ikke kan slippe deres stolthed eller begær. Bogen fokuserer særligt på, at Helvede er et resultat af menneskets frie valg, mens Himlen altid står åben gennem Guds nåde og kærlighed. Det er en kort og overskuelig bog, som jeg varmt anbefaler til fans af Narnia-bøgerne, der gerne vil opleve Lewis’ mere voksne stil.

Den store skilsmisse af C. S. Lewis

Silas Carlsen

#Troselv

Marcus Linde Nygaard

Det ka’ noget med Athalia Lauridsen

Ellen Ørum

Sønderjysk KFS

Overvældet af nyheder

Breaking news. Gul bjælke. Det moderne nyhedsbillede er accelereret voldsomt, og notifikationerne tikker ind, imens du læser denne manchet. Hvor får du dine nyheder fra, og findes objektiv formidling?

Af f re D erik w in D , stu D erer J ourn AL istik, fre D erik2297@gm A i L .com

Nyhedsmæthed og polarisering – det er nogle af symptomerne på vor tids medielandskab. Men bag disse symptomer ligger konkrete strukturelle problemer, vi kan forstå og forholde os til.

Så nu trækker vi vejret dybt ned i maven og konfronterer flodbølgen af tidens skræmmende tendenser. Man skal forstå et problem, før man kan begynde at løse det. Og for at gøre modstand mod dystopien vil problematiske tendenser i denne tekst blive parret med enten et godt råd eller en konstruktiv bemærkning.

information overload

Den nuværende administration i Det Hvide Hus har gjort ”informationsoversvømmelse” til et bevidst politisk redskab. Ved konstant at producere kontroversielle udtalelser og beslutninger bliver det umuligt for medier og offentlighed at fokusere på én sag ad gangen. Resultatet er en udmattet befolkning, der mister overblikket og gradvist opgiver at følge med. Magthaverne i Danmark forsøger også at præge mediebilledet med spindoktorer og magtfulde rådgivere. Dog er det tætteste, vi kommer på informationsoversvømmelse,

formentlig, når Lars Løkke afholder pressemøder på 3 timer og 43 minutter. Vi må knibe os i armen og være taknemmelige for, at vi ikke lever i det amerikanske demokrati.

de gigantiske techgiganter

Det fyldte ikke meget i medierne herhjemme, men sidste år udelukkede Meta alle canadiske nyhedsmedier fra sine platforme. Canadiske aviser måtte se til, at den primære kilde til både trafik og indhold pludselig var væk. Når nyhedsmedier baserer deres økonomi på sociale medier og Google Ads, bliver de ekstremt sårbare. Er det her, man også skal nævne, at techgiganterne begrænser forskeres adgang til data, hvilket gør det sværere at analysere mediernes samfundspåvirkning? Det skrev Information d. 2/09/2025. Vi har overladt mediernes infrastruktur til private virksomheder, hvis eneste loyalitet er over for aktionærerne.

Men hvad kan du stille op mod techgiganterne? Hold en avis eller download en nyhedsapp. Og på et mere politisk plan kan du ærgre dig over, at vi sagde farvel til Margrethe Vestager, der som næstformand i EU-kommissionen rent faktisk gjorde modstand mod techgiganterne.

Mediernes digitale transformation har medført en kultur, hvor hastighed trumfer grundighed.

desinformationens desorientering

I informationsoverfloden bliver det sværere at skelne mellem pålidelige kilder og manipulation. Desinformation spredes hurtigere end faktatjek, og tvivlen på mediernes troværdighed gør befolkningen modtagelig overfor konspirationsteorier og alternative ”sandheder”. Når alle kilder fremstår lige troværdige – eller utroværdige – mister samfundet sit fælles fundament for rationel debat.

Det er ikke gratis at hitte rede på sandheden. Derfor er mit råd til dig at betale for dine nyheder.

Bad news, now

”If it bleeds, it leads” – det gamle journalistiske mundheld beskriver en fundamental sandhed: Krig, korruption og katastrofer sælger aviser og genererer klik. Og når man sammenholder det med mediernes klassiske rolle som demokratiets vagthund, er spalterne disponeret for at blive fyldt med katastrofer og skandaler.

Resultatet er et mediebillede, der systematisk overrepræsenterer konflikter, skandaler og kriser. Positive udviklinger og konstruktive løsninger får ikke samme opmærksomhed fra medierne, fordi de ikke giver samme engagement. Mediernes digitale transformation har medført en kultur, hvor hastighed trumfer grundighed. Nyhedsorganisationer konkurrerer ikke længere kun om at have de bedste historier, men om at have dem først. Medierne efterlades i et ræs, hvor de konstant og forhastet skal levere sensationelle nyheder, som til sidst opleves som støj.

I Danmark ser vi dog solstrålehistorier, hvor medier viser eksempler på, at konstruktiv og dybdegående journalistik stadigvæk er en rentabel forretningsmodel. Ingen nævnt, ingen glemt.

nyheder. Denne tilbagetrækning fra det offentlige rum er forståelig, men demokratisk problematisk.

Selvom jeg også til tider flirter med apatien, så må vi ikke lade os friste. For vi overlader magten til dem, hvis empati aldrig eksisterede i forvejen, eller til dem, som har specifikke interesser i at påvirke den offentlige debat.

En anden reaktion, når man ikke kan overskue nyhedsstrømmen, er at søge hen til medier og kilder, der bekræfter vores eksisterende overbevisninger. Særligt i USA ser vi, hvordan folk skaber deres egen mediemenu, der aldrig udfordrer deres verdensanskuelse. Et dansk eksempel kunne være: “Jeg får mine nyheder fra Instagram, eller jeg lytter bare til Her går det godt.” Algoritmerne på sociale medier forstærker tendensen ved konstant at vise os indhold, der ligner det, vi allerede har engageret os i. Resultatet er polariserede samfund, hvor grundlæggende fakta bliver til meningsspørgsmål.

Du ved ikke altid selv, hvad der er relevant for dig. Derfor bør du vælge nyhedskilder, som tør vise dig det, du ikke vil se.

en sidste Bemærkning

Så længe vi kan diskutere, om noget er mere objektivt end andet, så er der grund til at påstå, at objektivitet faktisk findes.

forståelige reaktioner, du Bør undgå

Når nyhedsstrømmen bliver for overvældende, reagerer mange med apati. ”Jeg kan ikke overskue det mere,” bliver en naturlig reaktion på konstant bombardement med dårlige

Lad os tage det lidt upopulære ord ”objektivitet” frem. Pudse det lidt af – ja, vi kan godt se, at det er blevet banket af relativismen. Og ja, det er da også en smule red flag at påstå, at nogen som helst kan være 100 % objektive, men … Der var engang, hvor vi faktisk brugte ordet, når vi skulle beskrive den journalistik, vi tilstræbte. Et ord, som kan uddybes med andre dyder såsom upartiskhed, uafhængighed, gennemsigtighed, grundighed, troværdighed. Og så længe vi kan diskutere, om noget er mere objektivt end andet, så er der grund til at påstå, at objektivitet faktisk findes. Let's make objektivitet great again ■

Flere medlemmer – mere KFS

Det går godt i KFS for tiden. Flere studerende tager del i vores mission om at kende Jesus og gøre Jesus kendt, nye KFSgrupper startes, og vi leverer stærke ressourcer til KFS’erne. Det vil vi fortsætte med, og derfor sætter vi nu gang i en medlemskampagne.

Som medlemsorganisation under DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), modtager vi økonomisk støtte baseret på, hvor mange medlemmer vi har, og det måles vel at mærke i trin. Vi er på trinnet for 1250 medlemmer. Næste trin er 1500 medlemmer, og det vil vi nå inden udgangen af 2026.

Lad mig give lidt baggrund for, at vi går efter 1500 medlemmer: Efter lukningen af LTC i januar 2024 besluttede KFS’ bestyrelse at investere flere ressourcer ude blandt KFS’erne. Ca. et år senere blev bygningerne solgt, og vi har taget en pulje af pengene og investeret yderligere i arbejdet og dermed KFS’erne i hele lan-

det. Det har båret frugt, som vi skrev om i seneste Til Tro: Mellem august 2024 og juni 2025 voksede engagementet i KFS med 22 %, og det gik hånd i hånd med 26 nye kontaktpersoner og KFS-grupper på landets studiesteder. Vi ser, at de ekstra investeringer virker.

Men de penge, vi bruger nu, stammer fra salget af LTC — og de kan kun bruges én gang. Det er et midlertidigt boost, som skal hjælpe os over i en ny fase og op på 1500 medlemmer under 30 år. Når vi når dertil, får vi, som sagt, mere støtte gennem DUF, og så kan vi fortsætte det arbejde, som allerede nu gør en reel forskel for KFS’erne.

Når alt kommer til alt, handler det ikke om tal. Det handler om mennesker. Men tallene afgør, hvor meget vi kan række ud, og

hvor længe. Hvis vi ikke når medlemsmålet, må vi skrue ned efter 2026. Men vi strækker os efter målet, så den medvind, vi har i ryggen nu, får lov at vokse videre – ud i KFS-grupperne, ud på studiestederne, ud i hverdagen.

Her i efteråret 2025 har vi været i gang med klargøring til medlemskampagnen. I foråret 2026 løber vi den i gang. Til efteråret 2026 giver vi den fuld gas.

Vi ved, at målet er realistisk, for der er unge kristne nok til at nå de 1500 medlemmer.

kære læser, jeg håBer, du vil Bære med Måske er du selv under 30 år og endnu ikke KFS-medlem, så støt os ved at blive medlem. Det koster kun 100 kr. om året. Eller måske kender du nogle i din familie, venneflokken eller kirken, som kan blive medlem. Giv dem endelig en opfordring. Argumenterne for at gøre det er indlysende.

● Ved at nå 1500 medlemmer under 30 år modtager vi ca. 2,6 mio. om året fra DUF. Det betyder, at et medlemskontingent på 100 kr. medfører yderligere 1733 kr. fra DUF. Det er god matematik!

● Som medlem får man direkte indflydelse på KFS, da vi er en demokratisk organisation.

● Som medlem får man KFS-magasinet Til Tro gratis fire gange omåret og rabat på alle KFS-lejrene. Faktisk så meget rabat, at man sparer hele sit medlemskontingent.

● Ved at blive flere medlemmer står vi stærkere overfor politikerne, når vi skal argumentere for KFS’ ret til at være til stede på studiestederne.

● De 100 kr. i kontingent + 1733 kr. fra DUF går ubeskåret til KFS’ mission om at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt. Simpelthen.

Hjælp os med at nå i mål. 1500 medlemmer under 30 år. Gå ind på kfs.dk/ bliv-medlem, eller scan QR-koden her på siden. Vi vil være flere, så der kan blive mere KFS!

Nilens vand

Da Jón mistede fodfæstet, fandt han hvile i, at han ikke selv er kilden til overflod.

Af Jón t rón D

Amon sad og så over den store flod Nilen. ”Bare forudsigelserne holder,” tænkte han. Sidste år havde været et tørt år, og det havde været svært at få enderne til at nå sammen. Men i år havde præsterne forudsagt, at det ville blive et overflodsår. Nilen ville flyde over sine bredder endnu engang. Den var livsnerven, der løb igennem Egypten. Når Nilen flød over sine bredder, betød det liv og fremgang for befolkningen.

guds ord er som en flod

Der står om Moseloven i det apokryfe skrift, Siraks Bog: ”Den lov får visdom til at flyde over som Pishon, som Tigris ved forårstid. Den får indsigt til at svulme som Eufrat, som Jor-

dan i høsttiden. Den lader belæring vælde frem som Nilen, som Gihon ved frugthøstens tid” (Siraks bog kapitel 24, vers 25-27). Visdommen fra Guds ord er som Nilen, der flyder over sine bredder med velstand og velsignelse. I det fjerde kapitel i Johannesevangeliet hører vi om en samaritansk kvinde, som har en samtale med Jesus. Det begynder med, at Jesus beder hende om noget vand at drikke fra den brønd, de er ved. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvordan han, en jødisk mand, kunne bede en kvinde som hende om denne tjeneste. Da siger han til hende: ”Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham,

Visdommen fra Guds ord er som Nilen, der flyder over sine bredder med velstand og velsignelse.

skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Johannesevangeliet kapitel 4, vers 13-14).

nådens overraskende kraft

Ret tidligt i mit trosliv gjorde jeg mig en erfaring, som kom bag på mig. Jeg var hyperfokuseret på at leve som en god kristen og fejlede gang på gang. Men jeg fandt ud af, at de gange, jeg oplevede, at det rent faktisk lykkedes, var de gange, hvor jeg ikke dunkede mig selv oveni hovedet, men hvor jeg mindede mig selv om Guds nåde. Det var nåden og ikke loven, der gav mig kræfter til at leve i efterfølgelse af Jesus. Men jeg tog ikke ved lære af denne erfaring.

Jeg kan huske første gang, jeg læste Luthers Den Store Katekismus. Den første del handler om, hvordan kristne skal leve efter Guds vilje. Hans indledning til den anden del om troen overraskede mig: ”Derpå følger rimeligt nok troen, som skal sætte os i stand til at gøre alt det, som vi ifølge De Ti Bud skal.” Vi kan ikke overholde Guds lov ved at tage os sammen. Det kan vi kun ved at begynde ved nåden – at vi er tilgivet for al synd.

et liv efter guds vilje

Som kristne er vi kaldet til at leve efter Guds vilje. Vi skal elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv. Vi skal stræbe efter at være gode ægtefolk, venner, medarbejdere … Vi er kaldet til at leve vores liv som ambassadører for Gud. Men hvordan gør vi det? I Siraks bog hører vi, hvordan loven er som de vandrige floder, der giver liv i overflod. Dette strider imod min erfaring. Eller det skal i hvert fald forstås rigtigt. Guds lov er en overordentlig stor ressource til, hvordan vi skal leve som Guds folk. Her har vi alt, hvad vi skal bruge, ift. hvad vi skal og ikke må. Men lysten til det og ønsket om at leve til Guds ære? Den finder vi ikke i loven.

hvile for min sjæl

Jeg slog mig selv oven i hovedet og forsøgte at presse mig selv til at blive en bedre og mere autentisk kristen. Jeg forsøgte at være så engageret i kristeligt arbejde som muligt. Jeg bekendte mine synder igen og igen for Gud. Men jeg mislykkedes. Jeg faldt for de samme fristelser igen og igen. Og når jeg oplevede at have vundet over én synd, poppede en anden frem. De første par år af mit trosliv var styret af denne kamp. Jeg kunne simpelthen ikke finde hvile for min sjæl. Jeg var helt overbevist om, at min frelse afhang af, at mit liv skulle være et overflodsliv. Jeg skulle være Nilen. Og jeg så slet ikke, at det, jeg gjorde, var at bryde det første bud: ”Du må ikke

have andre guder end mig” (Anden Mosebog kapitel 20, vers 3). Jeg satte mig selv på tronen i Guds tempel. Personligt lærte jeg det på den hårde måde. Mine svære åndelige anfægtelser blev æltet ind i min i forvejen sårbare psyke, og jeg endte i en svær depression. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg slet ikke var en kristen. Jeg var helt sikker på, at jeg ville ende i helvede. En eftermiddag sad jeg og øvede med det kirkekor, jeg sang i. Vi skulle synge Kingos salme: "Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde." Den ramte mig som en kæmpestor evangelisk flod. Jeg så, at jeg aldrig vil komme til at lykkes. Jeg vil aldrig blive så god en kristen, som jeg burde være. Jeg vil aldrig være uden våde – uden fejl. Aldrig dog foruden Guds nåde. Nogle ville måske sige, at jeg fik frelsesvished den torsdag eftermiddag. Men det var ikke en følelse. Jeg blev ved med at tvivle og kæmpe, men jeg havde fået en indsigt: Jeg skal ikke kigge indad for at se, hvor overfloden kommer fra. Jeg skal se udad, væk fra mig selv. Jeg skal se hen til de steder, som Gud selv peger på i sit ord: Forkyndelsen, dåben, nadveren og skriftemålet. Her flyder floden – evangeliet – over sine bredder, og jeg bliver fyldt med liv til overflod. Dåben skyllede over mig med sin genfødelse og fornyelse. Kristi ord skabte troen i mig og blev ved med at holde mig fast. Og i nadveren modtager jeg Jesu

Jeg skal ikke kigge indad for at se, hvor overfloden kommer fra. Jeg skal se udad, væk fra mig selv.

legeme og blod til mine synders forladelse. Når jeg gør brug af skriftemålet og sætter ord på mine synder for præsten, overøser han mig med Guds nåde. På Guds vegne tilgiver han mig. Amon var fuldstændigt afhængig Nilens oversvømmelser. Uden at den flød over sine bredder, havde han ikke mulighed for at dyrke sine afgrøder. Kristne er fuldstændigt afhængige af evangeliets overflod. Derfor må de komme der, hvor nådens flod flyder over sine bredder. ■

FEUER 2025: Én Gud for alle

Calpe, Spanien. Sammen med fire KFS’ere har jeg været på en skøn konference med IFES-netværket FEUER. FEUER’s mål er at inspirere og udruste de europæiske studenterbevægelser til at nå ikke-kristne med evangeliet. I år foregik det på et skønt hotel i det sydlige Spanien. Temperaturen lå på omkring 25 grader, og området inviterede til vandre- og badeture i fritiden. Alt i alt en skøn måde at møde nye mennesker og få nye perspektiver på studenterarbejdet på.

Hver dag bestod af to fællesmøder med oplæg, lovsang, bøn og vidnesbyrd, og derudover var der dagligt samlinger i de forskellige spor, henholdsvis evangelisterne, koordinatorerne og akademikerne. Om eftermiddagen var der frivillige aktiviteter, blandt andet sport på stranden og seminarer.

Personligt er jeg blevet meget opmuntret og inspireret i mit arbejde med at arrangere udadrettede events i København. Jeg er helt grundlæggende blevet

overbevist om, at det nytter noget at prioritere eventuger og oplæg på campus, og jeg håber at denne overbevisning vil præge arbejdet i mit område.

Blandt talerne var IFES-kendinge som Rebecca Pippert, Lindsay Brown og Michael Ots, der alle har gæstet KFS’ lejre. Torsdag nåede vi akkurat at høre Zef Nikolla gennemgå den bibelske basis for offentlig evangelisation. Det var for mig et vigtigt fundament for resten af programmet. Selv deltog jeg i koordinator-sporet, hvor Peter Dray og Michael Ots hjalp os med at zoome ind på selve planlægningen og afviklingen af eventuger. Det var skønt at samles i en mindre gruppe, hvor vi kunne dele både glæder og udfordringer i arbejdet. Også seminaret om ”den stille vækkelse” var godt. Det blev afholdt af det engelske bibelselskab, som foretog undersøgelsen og gav resultatet sit navn.

Vi fem fra Danmark brugte vores første frieftermiddag på at ”bestige” et nærliggende bjerg (330 m) og nyde udsigten derfra. Det var godt med en fællesaktivitet, hvor vi havde god tid til at snakke sammen. På trods af, at vi alle studerer eller bor i København, var det ikke alle, der kendte hinanden lige godt i forvejen. Som KFS-ansat glæder det mig, når der opstår nye venskaber, både med andre nationaliteter og studerende i vores egen by. KFS’ rejser og konferencer er guld værd i den henseende.

Noget, der særligt har hjort indtryk, er lovsangen og bønnen. Det er skønt, at så mange forskellige nationaliteter synger til og tilbeder den samme Gud. Derudover var der flere gange under bønnen, hvor 2-3 deltagere bad højt for os alle på deres eget sprog. Det var noget særligt på en

konference, hvor langt de fleste samtaler foregår på gebrokkent engelsk. Jeg håber, at KFS får mulighed for at sende endnu flere afsted næste år. Lad os brænde for evangeliet i fællesskab!

FEUER: the Fellowship of Evangelists in the Universities of Europe.

FEUER er et netværk af kristne, som engagerer sig i at forkynde evangeliet på universiteter i hele Europa. Netværket er tilknyttet IFES (International Fellowship of Evangelical Students), hvis europæiske afdeling består af 36 tilknyttede studenterbevægelser, som støtter hinanden i evangelisation ved at dele ressourcer og erfaringer. De sidste 10 år har KFS sendt en delegation afsted på FEUER.

Af mAD s Due, kfs -konsu L ent for stu

Sammen i mission, så mennesker møder Jesus

KFS og Luthersk Mission har igennem nogle år arbejdet sammen i Grønland. Det gør vi, fordi vi deler den samme længsel: At unge grønlændere må møde Jesus gennem fællesskaber, hvor Bibelen åbnes, og troen kan få lov at vokse.

Det begyndte med, at KFS havde et spirende arbejde i Nuuk, som Sara og Filip Friis Børty havde opstartet i 2019. Sara som fuldtidssekretær for KFS, Filip som ingeniør i Air Greenland. LM værdsætter muligheder for teltmagervision, sådan som Sara og Filip tjente sammen. De byggede bro til unge på gymnasiet og universitetet, inviterede til bibelgrupper, lovsangsaftener og fællesspisning – og åbnede deres hjem, så studerende kunne finde et varmt sted at høre om Jesus.

Jeg husker et vidnesbyrd af en studerende: “Jeg havde aldrig selv læst i Bibelen før, men gennem KFS’ møder i Nuuk fik jeg lyst til at lære Jesus at kende. Nu mødes vi jævnligt og læser sammen, og det giver mig håb i min hverdag.” Sådan et vidnesbyrd minder os om, hvorfor det giver mening at leve blandt andre.

For LM er Grønland ikke et nyt fokusområde. Vi har i mange år haft en kærlighed til folket og landet, men arbejdet har ofte været vanskeligt at løfte alene. Vi har derfor også samarbejdet med Sømandsmissionen og andre i Grønland gennem årene. Vi leder løbende efter partnerskaber, som kan styrke lokal forankring i de forskellige lande, vi arbejder i. Og her giver det god mening at stå sammen med KFS. Det er ikke primært økonomien, der binder os – selvom LM støtter med midler til at videreføre arbej-

det – men snarere en fælles vision: at stå sammen i mission, så mennesker møder Jesus.

Samarbejdet i Grønland viser også noget vigtigt om, hvordan vi ser mission i dag. Det er ikke bundet til et missionshus eller en bestemt organisation. Mission sker dér, hvor mennesker lever, studerer,

spiser sammen og deler liv. Netop derfor giver det mening, at LM bakker op om KFS’ arbejde på uddannelsesstederne. KFS og LM supplerer hinanden godt. LM har en lang erfaring med udsendelse af mennesker til andre lande, mens KFS kender studielivet og de særlige udfordringer, unge står i. Tilsammen bringer vi både tra-

dition og fornyelse ind i samarbejdet. Og vi har i alle vores lande til formål at samarbejde med de lokale, samt over tid overlevere arbejdet til lokale folk. Derfor var det også en stor glæde, at vi kunne være med til at ansætte Kristina Kreutzmann sidste år. Og så endnu bedre at kunne udvide med ansættelsen af Sofie Amondsen dette efterår. Jeg var sammen med både Kristina og Sofie i Seoul til Lausannes 4. verdenskongres sidste år og havde gode samtaler om deres samarbejde i Grønland. Så atter en gang et stærkt billede på, at man kan kombinere teltmagermissionen på den måde, at kristne organisationer kan støtte lidt af arbejdstiden, og så arbejder man sekulært ved siden af med egen løn. Denne vision er lykkedes optimalt i Grønland, og vi glæder os i LM over at være en part af den del af Guds riges arbejde. Både Kristina og Sofie er vi glade for, og de gør en stor forskel. Visionen er enkel – og alligevel stor: At unge i Grønland skal lære Jesus at kende, opdage at han elsker dem og giver dem værdi, og selv blive sendt som vidner i deres hverdag. Derfor ønsker vi at fortsætte samarbejdet. For vi tror, at når kristne organisationer finder sammen i mission, så bliver det ikke bare et fælles projekt – det bliver et vidnesbyrd i sig selv – så mennesker møder Jesus.

Af s øren s kovg AA r D s ørensen, gener AL sekretær i Luthersk m ission, sss@ DL m. D k

Hellere leje end eje

Hvorfor forsøgte den første kristne menighed at ophæve ejendomsretten? Find svaret i en personlig rejse fra radikalt enspænderliv uden bolig til realistisk familieliv uden bil og sommerhus.

Det Nye Testamente beskriver den troendes forhold til den materielle verden som et forvalterforhold. Alting kommer fra Gud og tilhører i sidste ende ham, og der kommer en dag, hvor vi skal give slip på det alt sammen og aflægge regnskab for Gud, som betroede os det. Hvordan kan vi leve vores liv, så denne tanke reflekteres i vores måde at omgås materielle goder på? Det kan vi for eksempel gøre ved at undgå at besidde mere end nødvendigt og at låne, dele, leje eller lease i stedet for at købe. Ikke ud fra en tanke om at det materielle er et fængsel, vi skal undslippe, men ud fra tanken om, at vi lever bedst og mest frit, når vi så vidt muligt undgår at eje de ting, vi omgiver os med – bolig, bil osv. Jeg vil her i alt korthed gøre rede for både den personlige rejse, der har ledt mig til denne opfattelse, og de bibelske mellemregninger undervejs.

proBlemet med jordisk gods

Det er ikke tilfældigt, at den første menighed forsøgte at ophæve ejendomsretten (Apostlenes Gerninger kapitel 4, vers 32). Det var ikke bare et begejstret eksperiment, men et forsøg

på at udleve den tanke, som ligger dybt i kristentroen: Alt, hvad vi har, har vi til låns. Det tilhører alt sammen Gud, ligesom vi selv tilhører Gud. Det varede imidlertid ikke længe, før det viste sig umuligt at gennemføre dette ideal for samlivet i menigheden (Apostlenes Gerninger kapitel 5, vers 1-11). Men selve tanken om at have ting til fælles i stedet for at besidde dem som privat ejendom kan komme til udtryk på andre mindre indgribende måder end et fuldt ejendomsfællesskab.

min historie med velstand og afkald

Jeg har personligt været igennem en proces, der kan minde lidt om den, som den første menighed gennemgik. Der var en årrække, hvor jeg forsøgte at leve uden mange af de elementer i mit liv, som gav mig materiel tryghed: arbejde, hjem osv. Det endte med, at jeg tilbragte nogle måneder som hjemløs. Jeg tænkte, at jeg ville komme til at se tingene klarere, hvis jeg slap af med noget af det falske lys, som kommer med ejendom og materiel sikkerhed. Det skete ikke. Siden er min livssitua-

tion ændret: Jeg er blevet sognepræst og har fået familie. Mine tanker har taget en vending, idet jeg er gået fra en mere radikal tanke om at skulle frigøre mig fra at være bundet til det materielle til en tanke om at gøre brug af materielle goder og glæde mig over at kunne gøre brug af dem, men så vidt muligt uden at bliver bundet til dem gennem et ejerskab. I nogle tilfælde har det kunnet ske

Vi lever bedst og mest frit, når vi så vidt muligt undgår at eje de ting, vi omgiver os med.

ved at indgå i en form for fælles ejerskab i stedet for at have det som personlig besiddelse.

Et af privilegierne ved at leve i Danmark er, at man faktisk ikke behøver at samle en masse ejendom sammen for at leve ansvarligt. I andre lande er man nødt til at sikre fremtiden for sig selv og sin familie ved at have en reserve, som man kan trække på. Det er for mig at se

stort set unødvendigt i et land som vores, hvor der er så stor social sikkerhed. Jeg ved godt, at der er folk, som falder igennem det sociale sikkerhedsnet – det har jeg ofte set eksempler på som indvandrerpræst – men det er der, realistisk betragtet, ikke en stor fare for for sådan en som mig. Jeg er skrevet op til en lejebolig, når jeg skal pensioneres, og har en god pension. Der er ingen grund til at investere i et sommerhus eller en bil (hvad skal man med sådan en, når man bor i København?) eller andre investeringer af større karakter.

Kort sagt: Min udvikling har ledt mig fra et mere radikalt fattigdomsideal til en praksis, der hedder ”hellere leje end eje”. Jeg er klar over, at jeg taler fra en privilegeret position, men det er ikke en position, som jeg er alene om at indtage. Rigtig mange mennesker i vores samfund befinder sig i tilsvarende privilegerede materielle positioner.

det nye testamentes tale om rigdom

Der er to aspekter i Det Nye Testamentes formaninger mod rigdom: Et socialt aspekt, som handler om den ulige fordeling af midlerne, og et åndeligt aspekt, som handler om, hvad rigdom gør ved os, og hvordan den præger vores måde at være i verden på, uden at vi bliver klar over det.

Det første aspekt bygger på en forståelse af, at alle mennesker i grunden er lige, og at det derfor er urimeligt, at der skal være nogle, der sulter, mens andre lever i overflod. Det kommer fx til udtryk i Lukasevangeliet (kapitel 16, vers 19-31) og Jakobs Brev (kapitel 2, vers 15-16). Men det er det andet aspekt, som dominerer både i evangelierne og Paulus’ breve. Problemet med rigdom er ikke bare ulighed. Der er noget ved rigdom, som forstyrrer et menneskes åndelige klarsyn. Denne tanke sammenfattes i Jesu ord: ”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 21). Denne sætning er ikke en formaning til at lade sit hjerte være uafhængigt af rigdom men en konstatering af, at dette ikke lader sig gøre. Rigdommen drager hjertet til sig. Hermed gør Jesus op med den forestilling, at rigdom i sig selv er åndeligt neutral, og at spørgsmålet er, hvad vi gør med den. Anliggendet i dette vers er ikke, hvad vi gør med rigdommen, men hvad rigdommen gør ved os.

For at opsummere: Der er al mulig grund til så vidt muligt at leve ansvarligt i forhold til verdens ressourcer og at give af vores overskud til de fattige. Men også i en verden, hvor der ikke var mennesker, som sultede og led nød, ville rigdom være åndeligt problematisk. Det problematiske ligger i, at besiddelser får os til at glemme, hvor flygtigt og skrøbeligt vores liv er, og hvor meget vi er afhængige af andre menneskers godhed.

Det er ikke sikkert, at vi vil afhjælpe særligt mange af verdens problemer ved, at vi undgår at investere i besiddelser, men måske kan vi hjælpe os selv ud af den materialistiske tåge ved, som Paulus siger, ”at gøre brug af verden uden at udnytte den,” (Første Korintherbrev kapitel 7, vers 31). ■

Også i en verden, hvor der ikke var mennesker, som sultede og led nød, ville rigdom være åndeligt problematisk.

Troen er ikke et lager, men et levende liv.

Matthæuseffekten mere, mere, mere

De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere. Dette er en ulykkelig økonomisk tendens. Gælder samme princip også i troslivet?

Af c hristi A n s chø L er h o L mg

”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 12).

Dette er et af de mest udfordrende vers i Matthæusevangeliet. Hvordan kan Jesus sige noget, der lyder som det stik modsatte af kristen næstekærlighed? Vi lærer jo, at vi skal give til dem, der intet har. Alligevel gentager Jesus dette princip flere steder. Det findes to gange i Matthæusevangeliet, og det findes også i Markusevangeliet og Lukasevangeliet med få variationer. Måske er Matthæusevangeliets udgave blevet kendt for det, fordi vi der har ordet ’overflod’, der yderligere frem-

hæver kontrasten mellem den, der har, og den, der ikke har. Det er i hvert fald kommet til at lægge navn til det, der kaldes ”Matthæuseffekten”.

matthæuseffekten – et guds rige-princip, ikke økonomi

I sociologien bruges udtrykket ”Matthæuseffekten” om, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Men hos Jesus handler det ikke om økonomi. Det handler om Guds rige. I Matthæusevangeliet kapitel 13 står ordene i forbindelse med lignelsen om sædemanden. Jesus taler om at høre og forstå Guds ord. Den, der ”har”, er den, der tager imod Ordet og begynder at leve i Guds rige. Den, der ”ikke har”,

er den, der afviser Ordet. Det er ikke et spørgsmål om at have lidt eller meget, men om at have eller ikke have – en radikal modsætning.

Jesus siger ikke bare, at den, der har, får lidt mere. Han siger, at han skal have overflod. Det peger på to ting: For det første at evangeliet er en gave. Det er Gud, der giver. For det andet at gaven ikke er statisk. Den vokser. Troen er ikke et lager, men et levende liv. Når vi tager imod Guds ord, skaber det vækst.

er det retfærdigt?

Her melder en svær indvending sig: Hvis det hele er en gave, hvordan kan nogen så gøres ansvarlige for ikke at have? Er det ikke uretfærdigt? Jesus

Løftet er, at Gud giver overflod til den, der tager imod og bruger det, han har fået.

selv siger, at det er ”givet” til disciplene at kende Himmerigets hemmeligheder, men ikke til andre (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 11).

Hvordan hænger det sammen med ansvar? Matthæus giver ikke et enkelt svar, men peger på to ting: For det første at Guds ord gives frit og generøst. Ligesom sædemanden i lignelsen gør Gud ordet tilgængeligt for alle, der vil høre. For det andet at mennesket kan lukke sig for Guds ord. Lignelsen om sædemanden viser, at Ordet møder forskellige slags jord. Nogle steder spirer det, andre steder kvæles det. Problemet er ikke at have for lidt, men at afvise og ikke tilegne sig det, man har fået. Ansvaret ligger ikke i at skabe troen, men i at tage imod den. Kun på den måde kan det vokse.

når passivitet Bliver farligt

Det, Gud giver, må tilegnes og bruges. Det bliver helt tydeligt i lignelsen om de betroede talenter (Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 14 til 30). Som afslutning på den lignelse formulerer Jesus igen Matthæuseffekten. Hvor de to første tjenere har forvaltet det, de har fået betroet, så det gav afkast, har den tredje valgt at begrave sit talent.

Den afgørende forskel på tjenerne er ikke, hvor meget de to første tjenere tjente, men at de handlede i tillid til deres herre. De kendte ham og stolede på hans karakter. Den tredje tjener derimod misforstod sin herre fuldstændigt. Han frygtede ham, havde mistro til ham og valgte derfor at gøre ingenting. Problemet var ikke for lidt produktivitet, men total passivitet. Tjeneren mistede ikke alt, fordi han ikke var effektiv nok, men fordi han ikke handlede overhovedet. Han havde mistet synet for, hvem hans herre var, og levede som om, han ikke var tjener.

Dermed bliver lignelsen ikke en opfordring til at præstere nok, men en advarsel mod at miste synet for, hvem Gud er, og dermed glemme, hvem vi selv er: hans tjenere, der har fået betroet en stor skat. At leve i ventetiden er at leve i den identitet og bruge det liv, vi har fået betroet – ikke for at fortjene noget, men fordi vi tilhører ham.

matthæuseffekten i hverdagen

Matthæuseffekten er både en advarsel og et løfte. Advarslen er, at troen ikke kan sættes på autopilot. Hvis vi forbliver passive, dør troen. Løftet er, at Gud giver overflod til den, der tager imod og bruger det, han har fået.

Som kristne skal vi derfor: 1) Opsøge vækst: Læsning af Bibelen, bøn og fællesskab er ikke luksus, men livsnødvendigt. 2) Dele Ordet: Matthæuseffekten kalder os til mission. Det, vi har fået, vokser, når vi bruger det. Troen styrkes, når vi deler evangeliet. 3) Praktisere nåde: Vi må ikke overføre princippet til økonomi og retfærdiggøre ulighed. Tværtimod kalder Jesus os til at give til dem, der mangler – netop fordi vi selv har fået overflod af nåde.

Matthæuseffekten er ikke kynisme, men et Guds rige-princip: Evangeliet er en gave, og gaven vokser i brug. Spørgsmålet er ikke, hvor meget vi har, men om vi har – og om vi vil tage imod mere. For den, der har, skal have overflod. ■

Glimt fra en KFS-gruppe

Med lounge og julehjælp spreder vi budskabet om Jesus på gymnasiet.

I vores KFS-gruppe på Tørring Gymnasium har vi både fokus Jesus og på at gøre det hyggeligt for vores gruppe med gode snakke, spil og kage. Samtidig prøver vi også at sprede hyggen og budskabet om Jesus gennem nogle forskellige aktiviteter, vi plejer at holde for skolen i løbet af året. På trods af Tørring Gymnasiums lille størrelse har vi en stor opbakning, både i vores KFS og omkring den. Vi er en gruppe på omkring 22-25 KFS’ere, deriblandt er både folk, der er vokset op med troen, og nogen, der synes, det er lidt spændende. Når vi ikke mødes i frokostpausen torsdag, mødes vi for at lave aktiviteter for skolen. Til skolens gym-fester holder vi en velbesøgt KFS-lounge med kaffe, kakao og

snacks. Det er et sted, mange på skolen er rigtig glade for, fordi det giver et godt pusterum og en mulighed for at sidde lidt ned til en ellers vild gym-fest. Vi oplever også KFS-loungen som et godt forum til at starte en samtale om tro og liv.

Ud over KFS-loungen har vi julehjælp i samarbejde med Røde Kors, som er min personlige favorit. Der kan man få muligheden for at give en gave til et barn eller teenager i en familie, hvor der ikke er råd til at købe gaver. Det foregår sådan, at man tager et hjerte med alder og køn på, hvorefter man så skal finde en gave, der kunne passe dertil. Det er et rigtig dejligt koncept og plejer at være en succes blandt mange på skolen. Det er helt klart også noget, jeg

vil anbefale til andre KFS-grupper, for på den måde rækker vi både ud til skolen, og samtidig giver det også eleverne en mulighed for at hjælpe andre.

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2026

Generalforsamling i KFS 2026 afholdes søndag d. 29. marts klokken 15.30-17.00 på Påskelejr i Skanderborg.

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2026. Generalforsamlingen finder sted:

Søndag d. 29. marts kl. 15.30-17.00 på Skanderborg Center for Uddannelse, Højvangens Torv 2, 8660 Skanderborg.

Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen.

Af bestyrelsens 15 medlemmer er 8 personer på valg. Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til otte poster og op til to suppleanter.

Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen.

Medlemmer, der har betalt kontingent for 2026, har stemmeret. Kontingentet opkræves automatisk i marts 2026. Både

studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Medlemmer modtager Til Tro gratis, ligesom der gives rabat på KFS’ lejre. Er du endnu ikke medlem, kan du blive det via vores hjemmeside kfs.dk.

Foreløbig dagsorden ser således ud:

1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere

2. Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse

3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse

4. Fremlæggelse af budget til godkendelse

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

6. Valg af revisor

7. Beslutninger om vedtægtsændringer

8. Drøftelse af indkomne forslag

9. Eventuelt

SÆTTER FRI

FRA SKYLD

OG SKAM

Er der et sted, jeg kan gå hen med min skyld? Svaret er ja. For tilgivelsen findes. Men den kan være vanskelig at tro på.

Flemming Baatz Kristensen har arbejdet med skriftemålet gennem flere årtier og har erfaret, at det kan sætte mennesker fri.

I bogen kommer han bl.a. omkring forskellen på skyld og skam, og en lang række skriftemålsbrugere fortæller om deres erfaringer med skriftemålet.

Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser

Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Tæt på indkøb og studie

Ladestander og gratis parkering

Solrig altan og grønne områder

Gratis nyttehave og plads til husdyr

Priser fra 6.610 kr.

Siden 1926 har vi kæmpet for programmer, der inspirerer til tro.

Dit mandat eller din gave sikrer, at vi kan fortsætte

dette arbejde!

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening.

Foreningen har investeret i 20-30 globale compounder-aktier

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk

Kontakt:

Johannes Møller: 61 31 64 85

Gå ind på medlem.klf.dk eller støt på MobilePay 76540

Dialog der gavner siden 1926

Lynhurtigt fibernet

Vi har boligerne Kom med din hverdag

Trofast økonomisk støtte holder KFS i gang – men vi har brug for flere, der vil bære med

KFS’ arbejde bæres af trofaste givere, men stigende udgifter og udløbende gavebreve betyder, at fremtiden kalder på flere støtter. Sekretariatsleder Frederik Mukai Hauge giver en status på KFS’ økonomi.

Efter snart to år som sekretariatsleder sidder jeg tilbage med en dyb taknemmelighed over alle de trofaste givere, der bærer KFS. Det er virkelig imponerende, hvordan vi år efter år oplever en stabil strøm af gaver – både fra dem, der har støttet os i mange år, og fra nye, der vælger at træde ind i fællesskabet. Den trofasthed er vi dybt taknemmelige for!

De seneste år har indtægterne samlet set været stabile, og det giver os ro til at fortsætte arbejdet med at kende Jesus og gøre ham kendt. Men vi må også være ærlige: Hvis vi skal fastholde det nuværende aktivitetsniveau og de ansættelser, der gør arbejdet muligt, er vi afhængige af, at gaveindtægterne som minimum følger med inflationen – og gerne lidt mere. Det betyder, at de skal stige med omkring 100.000 kr. om året.

Som vores generalsekretær Jakob Højlund også skriver her i bladet, er det afgørende, at vi inden udgangen af 2026 når 1500 medlemmer af KFS under 30 år. Samtidig skal vi bevare – og helst øge – det nuværende gave-niveau. Det er en forudsætning for, at vi kan fortsætte med at skabe rammer, hvor studerende møder Jesus.

Vi står dog over for nogle udfordringer. De næste to år udløber ekstraordinært mange gavebreve. Det er faste aftaler om at give et årligt beløb eller en procentdel af giverens indtægt, som løber i 10 år eller mere. Vores gavebreve er tegnet af både private og virksomheder. Vi vil gøre alt for at få gentegnet så mange som muligt, men vi ved også, at nogle vælger at afslutte deres støtte efter mange års trofasthed. Det er helt naturligt, men det betyder, at vi skal arbejde hårdt for at finde nye givere. Derudover er vi stadig i en opstillingsfase efter lukningen af LTC og flytningen af sekretariatet fra Ødsted til Aarhus. Vi er meget glade for at være landet i en studieby, hvor vi allerede mærker den gode synergi – men flytningen har også medført nye udgifter, som vi ikke havde forudset. De fleste har vi kalkuleret med, men når der sker så mange forandringer, dukker der altid overraskelser op. Salget af LTC har givet os en økonomisk mulighed, som vi kun har én gang. Vi har investeret en stor del af provenuet, så vi for-

håbentlig får et årligt afkast, og en mindre del er brugt til at styrke organisationen med nye stillinger, blandt andet til studenterarbejdet i Odense. Disse investeringer skal både bære visionen om at kende Jesus og gøre ham kendt og hjælpe os med at nå målet om 1500 medlemmer.

Tak til alle jer, der allerede støtter KFS. Jeres trofasthed gør en kæmpe forskel!

Hvis du overvejer at blive giver – eller øge din støtte – så er der virkelig brug for det. Sammen med jeres støtte kan vi sikre, at studerende i Danmark fortsat får mulighed for at møde Jesus. Du kan læse om dine muligheder for at støtte KFS, fx ved at tegne et gavebrev, på kfs.dk/stoet-kfs.

Han vil os det godt!

Johannesevangeliet kapitel 10, vers 10: ”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.”

Narnia er en af mine yndlingsfortællinger. I bogen Løven, heksen og garderobeskabet møder man børnene Peter, Susan, Edmund og Lucy, der alle kommer ind i eventyrverdenen Narnia og møder løven Aslan, som er et billede på Jesus. Den yngste pige, Lucy, er den første, der kommer derind og møder et af de talende dyr, der tror på løven Aslan. Edmund kommer derind senere, men møder i stedet heksen. Heksen, som er et billede på djævelen, som vil stjæle, slagte og ødelægge. Edmund bliver lokket med slik og løftet om magt, og han ender med at forråde sine søskende. Han ser ikke, som sin søster, glæden i det liv, Aslan vil give dem, før han indser konsekvenserne af hans forræderi og må bede om tilgivelse. Aslan tilgiver ham og vælger at dø i hans sted for at sætte ham fri til liv.

Der er mange grunde til, at jeg holder af Narniafortællingerne, men en af grundene er, at jeg godt kan relatere til, hvordan man umiddelbart ikke altid kan se det liv og den overflod, Jesus vil give os. Måske fordi det ikke altid er den oplevelse, vi har, eller fordi Gud nogle

gange kan føles utrolig fjern. Ligesom Edmund kan vi måske få svært ved at se glæden i det liv, Jesus vil give os, og det kan gøre det svært at stole på løftet om, at han vil os det godt. I bibelverset fra Johannesevangeliet fortæller Jesus om, at han er kommet, for at vi skal have liv og have i overflod. Bibelverset står i afsnittet om, at Jesus er den gode hyrde. Det handler om, at fårene skal lære hans røst at kende og følge ham, for han vil sætte sit liv til for dem og lede dem til de gode græsgange. Ligesom fårene ser jeg ikke altid meningen med, hvordan Gud arbejder, eller hvor han leder mig hen –og det er vi heller ikke blevet lovet. Men vi er blevet lovet, at Jesus vil gå i døden for hvert eneste af sine får, fordi han vil os det godt! Beviset på Guds løfter får vi ikke ved at kigge rundt i verden eller på vores eget liv, men ved at kigge på korset, hvor Jesus døde og opstod, så vi ligesom Edmund bliver sat fri. Fri til et liv i fællesskab med den Gud, der altid vil os det godt, og som giver os løftet om et evigt liv, hvor det er fuldstændigt slut med smerten og døden.

Måske oplever du ikke altid livet og overfloden i din hverdag, men selvom vi ikke altid selv kan se eller mærke det, så ændrer det aldrig på, at Jesus er den gode hyrde, der på korset gav sit liv for os for at give os evigt liv.

Aslan døde ikke for Edmund, fordi han ville stjæle livsglæde eller ødelægge noget for ham. Tværtimod så døde Aslan for Edmund, fordi han elskede ham, og fordi han ville ham det godt. Sådan er det også med Jesus, han elsker dig og vil dig det godt! ■

Kære gode Far.

Tak, fordi du giver liv og giver i overflod. Alt godt kommer fra dig. I mig selv magter jeg ingenting, men tak, at du altid er der og hjælper mig.

Jeg beder dig om, at du må fylde mig med din kærlighed, så jeg kan se mennesker med dine øjne og få lov at være noget for dem.

Fyld mig med din visdom, så jeg kan vurdere, hvad der er din vilje – det gode, det, som behager dig.

Fyld mig også med frimodighed, så jeg tør dele ud om, hvem du er, til dem omkring mig, som ikke kender dig.

Tak, at jeg altid kan komme til dig, og at du altid ved, hvad jeg har brug for. I Jesu navn. Amen.

Dansk Europamission

Siden 1964

»Denne bog er skrevet til de modløse, de frustrerede, de trætte, de desillusionerede, de kyniske, de tomme ... med andre ord er bogen skrevet til helt almindelige kristne.« Sådan skriver Dan Ortlund i sin indledning til »Sagtmodig og ydmyg«. I bogen fokuserer han på Jesu hjerte, blandt andet ud fra de kendte vers fra Matthæusevangeliet kapitel 11, hvor Jesus siger, at han er sagtmodig og ydmyg af hjertet

Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

Portræt

Af Jonas Lauge Andersen, studerer økonomi ved Københavns Universitet

Hvad optager dig lige nu?

Jeg er startet på 5. semester efter sommerferien, hvor jeg bl.a. tog sommerskole. Det er først om et halvt år, men jeg sidder allerede nu og researcher til bachelorprojektet og koordinerer med min vejleder.

Jeg er i sommerferien begyndt på to kurser ved siden af studiet, hvorfor min læsebyrde synes lettere uoverskuelig i øjeblikket, især når jeg også gerne vil læse nogle selvvalgte værker fra tid til anden.

Derudover skal jeg giftes om 5 dage, hvilket også tager en del af min tid.

Hvornår føler du dig mest fyldt til overflod?

Jeg har fået øjnene op for, at overflod ikke kun skal forstås i en materiel forstand; det kan også være en overflod af muligheder, en overflod af aktiviteter og en overflod af ansvar.

Selvom det lyder meget privilegeret at sige, har jeg ofte alt for meget at lave. Jeg kan hurtigt komme til at påtage mig mange opgaver og ansvar, hvilket betyder, at jeg pludselig

føler mig stresset og når et punkt, hvor jeg ikke har lyst til noget af det, fordi det hele simpelthen bliver for meget.

Hver enkelt ting fylder næppe i sig selv og virker ej heller stressende, men det hober sig op, især når man samtidig ønsker at gøre det godt på sit studium eller arbejde.

Er der situationer i dit liv, hvor du føler dig overflødig?

Bestemt, jeg kan hurtigt sidde med følelsen af, at jeg jo ‘blot’ bliver én ud af mange økonomer, at hvis jeg ikke formår at brillere, hvad gør mig da speciel i forhold til alle de andre?

Der er også aspektet af, at jeg hurtigt kan få tanken, om mine handlinger overhovedet gør en forskel. Det er noget, jeg særligt er begyndt at tænke på i forhold til, om jeg vil kunne gøre en forskel som økonom, da man jo i hvert fald ikke har den samme kontakt til andre mennesker, som så mange i andre hverv har.

Fortællingen om Hagar i Første Mosebog taler til mig på mange måder, og derfor har jeg også integreret en fast del af fortællingen i min aftenbøn og mit generelle bønsliv. Det er Første Mosebog kapitel 16 vers 13, hvor Hagar siger: ”Du er Gud, der ser”. Hagar var en træl uden nogen familie, alene i ørkenen, drevet væk fra Abraham og Sara. Hun har virkelig følt sig alene, og selv hende så Gud og tog sig af. Gud ser os alle.

Bliver du nogle gange overmæt af noget, du ellers elsker?

Jeg er kommet ind på det i forrige spørgsmål, men kærligheden til at hjælpe andre og gøre en forskel kan hurtigt blive overvældende, når man som jeg får sagt ‘ja’ til alt for meget. Ud over at disse ting hober sig op og bliver stressende, kan det i sig selv være utrolig afkræftende at opleve, at det, man førhen nød og stadig burde nyde, bliver en byrde.

Det er synd, hvis dette skal blive en hindring for at gøre godt, og derfor er mit budskab, at vi skal være påpasselige med at påtage os alt for meget ansvar, for det gavner ingen, at vi brænder sammen.

Kronik:

Efter KFS

Når tro, fællesskab og friskbagte boller fra studietiden stadig former hverdagen.

Af

På vej hjem i bussen fra hovedstaden sad min søde kone og havde sin sædvanlige kontortid, mens jeg sad fordybet i en bog. For hende er det det mest oplagte tidspunkt at tjekke sine beskeder og ikke mindst forsøge at besvare dem. Nogle beskeder er så gamle, at et svar er unødvendigt. Det er ganske enkelt for sent. Andre beskeder tilhører nutiden, og der kom et, efterhånden genkendeligt, sæt i hende, da hun læste beskeden på Messenger: ”Jeg vil blot minde dig om, at du har deadline på din Til Tro-artikel om en uge”. Slet ikke en dum besked at få læst, tænkte jeg med et overbærende smil på læben.

Jeg mærkede med det samme på hende, at den artikel ikke var medtænkt i den kommende uges ret hektiske program. Men så sker det vilde. Lige så hurtigt hendes humør var sunket, steg det igen, da hun med en lidt påtaget alvorlig mine begyndte en peptalk om, hvor meget godt jeg faktisk kunne skrive om i sådan en kronik. Hvor utroligt meget vigtigt jeg havde på hjerte. Peptalken endte ud i det forudsigelige spørgsmål, som hun sendte afsted med det sødeste smil, hun kunne fremtvinge, uden samtidig at afsløre, at hun dybest set var på spanden: ”Johannes, vil du skrive en kronik i Til Tro for mig?”

tilbage med, når man ikke længere er en aktiv del af KFS, men har fundet sig godt til rette på en arbejdsplads.

For er KFS bare noget, man er i fem år for så, med en færdiggjort uddannelse i hånden, at sige ”pænt tak for nu, det var godt, så længe det varede”? Ja, det er det sådan set på mange måder. Og så alligevel ikke helt. For det er jo sådan, at det foreningsarbejde, de mennesker og fællesskaber, vi engagerer os i, sætter aftryk i os. Om vi vil det eller ej. Nogle dybe, andre overfladiske, nogle gode, andre dårlige.

Det foreningsarbejde, de mennesker og fællesskaber, vi engagerer os i, sætter aftryk i os. Om vi vil det eller ej.

For mig har mine fem år som aktiv KFS’er haft stor betydning for min tro og i særdeleshed for, hvor åben jeg er omkring min tro over for mennesker, jeg ikke kender så godt. Den åbenhed og det sprog, jeg fik, for det at tale om tro, tog jeg, da jeg var i det, fuldstændig for givet. Når man tirsdag efter tirsdag mødes i Studenterhuset til alle mulige spændende og udfordrende oplæg om troens mange facetter, for efterfølgende at valfarte ned i studenterbaren og diskutere videre over en frisk krydret IPA, ender man unægteligt med at blive formet godt og grundigt af det hele.

”Det ved jeg ikke lige,” svarede jeg og forsøgte med min mimik ikke at love noget som helst. Men på den anden side. Hvorfor ikke? Jeg er dansklærer og kan sådan set godt lide at skrive, selvom tiden nok oftere bruges på at rette tekster end på at producere dem.

Jeg har været en del af Aarhus KFS i omtrent fem år og husker tilbage på årene inklusiv de skønne lejre med stor taknemmelighed. Men nu er tiden en anden for mig, og jeg er nok ikke længere KFS’ primære målgruppe, da jeg ikke længere er studerende. Men et eller andet sted har jeg nogle gange savnet en anledning til at sige tak til KFS og måske endnu mere dele lidt ud af det, man står

Og den formning forsvinder sjovt nok ikke i det øjeblik, man består sin sidste eksamen. Den varer ved ind i det arbejdsliv, man kaster sig ud i. Her ville det så have været fedt, hvis jeg kunne skrive et eller andet med, at jeg var endt på en sekulær arbejdsplads og havde startet diverse bibelstudiegrupper med mine søde agnostiske kollegaer. Det er ikke helt tilfældet. Jeg er endt på det, man kan kalde en kristen arbejdsplads, hvor jeg ligefrem får penge for at holde en andagt. Måske ikke så KFS-agtigt.

Men alligevel oplever jeg, at jeg dagligt trækker på en masse rigdom fra min tid i KFS. For KFS var for mig et sted, hvor jeg hentede en masse solid forkyndelse fra tirsdagsmøderne og fra lejrene. En masse forkyndelse, som dengang gav mig et godt fun-

Når KFS for mig på mange måder er et afsluttet kapitel, lever det alligevel videre i den forstand, at jeg lærte at tale om min tro på en forståelig og ikke-indspist måde.

dament rent åndeligt, og som jeg tror, jeg resten af mit liv kommer til at bygge videre på. For nogle lyder det måske ret banalt og selvfølgeligt.

Men når jeg nu står på den anden side af en aktiv KFS-hverdag og ikke har tiden til at engagere mig i alle mulige forskellige udvalg, møde op til morgenbøn med friskbagte boller, arrangere KFS-julegudstjeneste for studerende osv., går det virkelig op for mig, hvor sjovt det var, og hvor meget værdifuldt jeg tog med derfra. Og her har jeg ikke engang nævnt alle de venskaber og bekendtskaber, som KFS-tiden har givet mig i overflod, og som heldigvis heller ikke stopper efter studietiden.

Så når KFS for mig på mange måder er et afsluttet kapitel, lever det alligevel videre i den forstand, at jeg lærte at tale om min tro på en forståelig og ikke-indspist måde. Uanset hvilken arbejdsplads man træder ind i efterfølgende, vil jeg mene, at den læring er meget brugbar.

Men hvad, jeg sådan set tror, er endnu vigtigere, er forkyndelsen til den personlige omvendelse, som jeg især oplevede fyldte meget på lejrene. Havde denne del ikke været med, var frimodigheden til at tale åbent om min tro nok blevet lidt hul. På mange måder var det en stor forkælelse at være en del af KFS-fællesskabet, som jeg under mange studerende at træde ind i. Båd af grunde, jeg allerede har nævnt, og sådan set også fordi fællesskabet med andre mennesker kan være et svar på den enorme udfordring med ensomhed blandt unge studerende, som, jeg ved, desværre stadigvæk er aktuel.

Ja, så når jeg står på den anden side af KFS, ser jeg med stor taknemmelighed tilbage på det, jeg fik. Både for det, det var, og for de spor, det har sat i mig.

Så kære KFS’er. Nyd KFS- og studietiden og dine muligheder for at fedte dig ind i alt muligt forskelligt frivilligt meningsfuldt arbejde. For mig har arbejdslivet på den anden side været mindst lige så sjovt og meningsfuldt, men nogle gange kan jeg godt savne fx at mødes en tidlig mørk morgen i en mikroskopisk lejlighed, propfyldt af KFS’ere og nybagte boller, for at dele liv og Guds ord inden første forelæsning starter.

Se, han gør alting nyt

Gud virker. I verden, i kirken og i os. Hør, hvordan en chilisituation, en C.S. Lewis-bog og en lovsang kan vidne om Guds gode gaver.

Jeg må turde lade mig overraske, for hos Gud er der mere, end jeg kan drømme om.

I sommer oplevede jeg et mirakel. Jeg var på bibelcamping, hvor indsamlingsaftenen var lavet som et sponsorløb. En af mine veninder fik spist lidt for mange chilier, da vi skulle samle penge ind, hvilket resulterede i, at hun lagde sig i en seng, fordi hun fik ondt i maven. Hun havde ikke spist særlig meget inden, og chilierne slugte hun mest, hvilket skulle være en forfærdelig smertekombination. Jeg tilbød hende en banan, noget smertestillende og mælk, men lige lidt hjalp det, og det blev kun værre. Hun beskrev smerterne som værre end hendes værste menstruationssmerter. Kort efter at have fået smertestillende, ville hun ud for at kaste op, men hun rystede kun og kunne intet få op. Jeg følte mig tilskyndet til at bede for hende, så jeg lagde hånden på hendes skulder og bad. Da jeg havde sagt ”amen” og løftede hånden fra hendes skulder, var smerten væk! Jeg kunne ikke helt forstå det; at Gud havde handlet i selv denne smerte – de smertestillende piller kunne umuligt have nået at virke. Hun oplevede ingen smerter derefter. For mig vidner det om, at jeg må turde lade mig overraske, for hos Gud er der mere, end jeg kan drømme om. Det siger Jesus selv: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33).

skaBt til det uBegriBelige

I sin bog Mirakler skriver C.S. Lewis, at Gud er mere virkelig end os, og at vi er afledte størrelser af ham. Gud er det mest virkelige, den mest levende. Og den virkelighed og det liv han har, ønsker han at dele med os. Han ønsker, at vi skal være fuldkomne, få liv i overflod. Et liv, hvor vi virkelig bliver dem, vi oprindeligt var skabt til, skabt til at have fællesskab med den levende Gud.

Det liv i overflod, som han har skabt os til, kan jeg sjældent selv begribe, men jeg ved, at det i sandhed er frydens og glædens ophav. Jeg er blevet meget glad for omkvædet i lovsangen Future af River Valley Worship, da det giver mig et lille glimt af ubegribeligheden.

Som et lydigt barn stolede han på, at vores far ved bedst. Derfor lod han sig dø på korset. Han revolutionerede verdenshistorien ved den ultimative kærlighedshandling: at elske ufortjent. Jesu død på korset blev i sandhed til liv i overflod for os, fordi han ved sin død banede en vej mellem Gud og os. Jesus lod sig dø, for at Guds vilje kunne leve. På den måde skabte han et liv i overflod for os. Her viser Jesus os, hvordan vi som kristne skal leve vores liv. Ved at overgive mit liv og min vilje til Gud, kan jeg ligne Jesus.

Synden i os er et produkt af vores egen egoistiske vilje. Egenviljen er det modsatte af det liv, Gud skabte os til. Gud ville skabe det mest fantastiske, virkelige og kærlighedsfulde liv til os. Det krævede, at vi elskede ham frivilligt, og derfor gav han os fri vilje. Stort er mit fald og tab af liv, hvis jeg sætter mig selv først, men hvilken ubegribelig sejr jeg vinder, når jeg sætter Guds vilje først – det ved han. Derfor kalder han på os dag for dag, sekund for sekund, millisekund for millisekund. Så villig er han til at give os et liv i overflod.

det fuldkommengørende fællesskaB med gud "And day by day, I know He will renew me."

Sådan synger man i Yet not I but through Christ in me, og det er en af mine yndlingssætninger i den sang. Dag for dag vil han gøre mig mere fuldkommen, når jeg lever med ham. Jeg kommer til at falde, det gør jeg allerede, men han rejser mig igen og siger: "Tag min hånd, så fortsætter vi sammen". Jeg kan ikke nødvendigvis se forvandlingen med det samme, men jeg stoler på, at jeg på et tidspunkt kan se tilbage og indse, at han gør mig mere fuldkommen. Og så er jeg ikke engang nået til det allersmukkeste. C.S. Lewis siger det sådan i Fælles kristendom:

Gud er det mest virkelige, den mest levende.

“Life like You meant it, I can't contain it […] Life like You made it, I wanna live it Wilder than all my dreams.”

Det er det liv, vi er skabt til – et liv uden for vores forståelsesramme, som vi alligevel kan se glimt af. Det er det liv, Gud kalder os til at tage del i.

jesus viser vejen

I Getsemane Have, før tilfangetagelsen, beder Jesus til Gud: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din” (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42). Han overgiver sin vilje til Gud, og som et lydefrit lam føres han til slagtning.

"Han mente, hvad han sagde. Den, der lægger sig selv i hans hænder, vil han gøre fuldkommen, som han selv er fuldkommen – fuldkommen i kærlighed, visdom, glæde, skønhed og udødelighed. Denne fuldkommengørelse vil ikke nå sit mål i dette liv, for døden er en vigtig del af behandlingen. Hvor langt den enkelte kristne vil nå før døden, kan man ikke vide med sikkerhed."

Han mente, hvad han sagde. Han mente det, og han mener det stadig; det fuldkomne liv finder jeg i Jesus. Hvor er det forunderligt, at det virkelig er Jesu hjertesag, at jeg får del i hans fuldkomne liv. Og i hans fuldkomne liv finder jeg langt mere, end jeg kan begribe. Det er en overflod så stor, at jeg ikke kommer til at forstå den, før jeg engang får lov at opleve den fuldt ud. Og det har han lovet mig, at jeg engang skal, når blot jeg vil lade ham gøre mig fuldkommen. Når jeg giver ham lov til det, vil hans straks begynde sin gode gerning i mig.

Engang sker det sidste trin i forvandlingen, nemlig ved døden. Da skal vi forvandles til et fuldkomment liv i overflod ud over alle tænkelige og utænkelige grænser. Og fuldstændig vidunderligt er det, for det er det liv, vi er skabt til. ■

Mødet med Gud i kunsten

Ord kan være meningsfulde, de kan sige en masse, love en masse. Men de fleste kan nok godt nikke genkendende til betydningen af “at se”. Se ordets betydning for sig. Se, at det faktisk passer. En sådan oplevelse beskriver Leif Andersen i sin bog Da jeg så Jesus smile. Her beretter han om sit møde med Jesus ved synet af et vægmaleri i Italien. Hvordan et møde med kunsten blev til et virkeligt øjeblik med Gud. Måske ikke, som du eller jeg kan forestille os, at nogle mennesker pludselig bare ser Gud stå foran sig. ”Det var bare en følelse og en sætning, som opstod i mit eget hoved: ’Velkommen hjem, Leif. Jeg har ventet på dig,’” skriver forfatteren på side 21. Det handler altså om en indre erkendelse.

Leif Andersen fortæller om sine egne oplevelser med, hvordan kunst kan fortælle om evangeliet og måske endda give os en anden oplevelse end ved kun at læse i Bibelen. Bogen tager udgangspunkt i tre kunstværker og deres betydning. Man bliver ført fra den umiddelbare overflade og helt ned i kunstens dybde.

I første del gennem vægmaleriet i Italien. Fremlagt med et finurligt sprog følger man forfatterens tanker og overvejelser omkring dette kunstværk, suppleret af nedslag i Bibelen, der strikker pointerne sammen og understreger vigtigheden og oprigtigheden af dem. Det handler om kunst, historie og teologi.

De tre kors på Golgata afbildet på et maleri møder læseren i den næste del af bogen. Leif Andersen beskriver, hvordan kunsten kan give os nye perspektiver på de historier, vi har hørt så mange gange før. Hvordan den samtidig alligevel aldrig helt kommer til at afspejle historien, sådan som den faktisk skete, og hvordan det var for de mennesker, der var en del af den. Flere gange i løbet af bogen trækker Leif Andersen på sine egne erfaringer som teolog og tidligere underviser på Børkop Højskole og inddrager nogle af de tanker og pointer, han gennem sin tid har erhvervet sig.

Sidste del af bogen omhandler to malerier, der viser opstandelsen og pinsen – to helt centrale begivenheder for

”Da jeg så Jesus smile”

af Leif Andersen

Lohse, 2025 64 sider

den kristne tro. Der sættes fokus på detaljegraden i værkerne, som fortæller en hel historie.

Gennem hele bogen bruger forfatteren korte og præcise formuleringer til at få fremlagt sine pointer i et overskueligt format, der gør det let at gå til teksten. I tråd med hele pointen om faktisk at se evangeliet i kunsten er der flere illustrationer undervejs. Det er en bog, som jeg vil vove at påstå, at alle kan læse. Og jeg lover, at hvis du bare har en rolig eftermiddag, så kan du nå langt i den og måske blive helt færdig. Man bliver inviteret til selv at se kunsten, fordybe sig i den og forholde sig til den. Måske kan den fortælle os mere, end vi lige går og tror.

Fra aktivist til evangelist

Når vi i KFS holder religionstimer på gymnasier rundt omkring i Danmark, er det måske især løftet om et "indefra-synspunkt", der appellerer til religionslærerne. I stedet for kun at fortælle om kristendom, kan eleverne møde nogle kristne og høre det hele indefra. Det er lidt det samme, David Bennett opnår ved at fortælle sin historie i bogen Kærlighedskrig. Bennett er i sin ungdom brændende LGBTQI+-aktivist og stor modstander af kirkens hykleriske fordømmelse af, hvad han og hans ligesindede står for. Men imod sin vilje bliver Bennett kristen. Og herfra starter en meget lang vandring mod at forstå, hvad Gud egentlig vil med homoseksuelle mennesker. For selvfølgelig stiller han sig selv og Gud et hav af spørgsmål, og til at begynde med prøver han at finde kirker, hvor han kan have et fast forhold til en anden mand og samtidig være spirende kristen. Men undervejs rammes han altså af Jesus og forståelsen for, hvad det kristne kald går ud på: “Det, som et homoseksuelt menneske egentlig har brug for – som vi alle har brug for – er at tage imod en ny identitet fra Gud. Vi blev korsfæstet med Kristus.

Vi lever ikke mere selv, men Kristus lever i os. Denne nye identitet kan per definition ikke leve på samme gamle måde. Vi er nødt til at angre og lægge den gamle identitet væk. I en homoseksuel persons tilfælde er den gamle identitet defineret af tiltrækningen til det samme køn” (s. 241242). Bennett giver afkald på sin drøm om et homoseksuelt ægteskab og spørger os: Tør vi give afkald på vores drømme for at følge Jesus?

Bennett mener, at kirken og LGBTQI+-miljøet begge sætter romantiske relationer på en piedestal. Det betyder ikke, at ægteskabet er noget skidt. Men det fordrer, at det kristne ægteskab skal afspejle det, som det jo er et billede på – Kristus og kirken. Snarere end at modarbejde ægteskabet, synes jeg egentlig, at Bennetts tanker fremhæver det smukke ved ægteskabet. Vi ser det gennem Bibelens retningslinjer, altså mellem mand og kvinde, to som er forskellige. For sådan kan et ægteskab give meget godt til kirken og den enkelte. Det kan lære os ydmyghed som få andre ting kan, og det er ofte en ægtefælle, der bedst opbygger en per-

son til den tjeneste, de står i. Men indgås ægteskabet for ægteskabets skyld, så siger Bennett, at det nok er bedre at lade være.

Bennett har den fordel, at han har en dybt personlig fortælling og samtidig er meget akademisk anlagt, men bogen bærer klart mest præg af det personlige. Man kunne godt efterspørge stærkere teoretisk snilde i bogen, nu når forfatteren har sin etos på plads. Den etos bruger han til gengæld godt til sidst i bogen, hvor han giver konkrete råd til kirker. I sand KFSånd bliver det bibelordene ‘Sandheden tro i kærlighed', der inspirerer Bennetts råd om, hvordan vi bør række ud til og tage imod mennesker i LGBTQI+-miljøet. Uanset om man er enig med Bennett eller ej, er det værd at lytte til hans indsigter. Bennetts bog kalder på en kristen respons på homoseksualitet, som ærer både “Skriften, traditionens visdom og menneskers virkelige erfaring” (s. 282). Vi skal huske, at “kærlighedskrigen” også kan være vores næstes indre kamp.

”Kærlighedskrig” af David Bennett

Forlaget Semper, 2025 320 sider

Den kristne ghetto – problem eller løsning?

I Hillerød og Fredericia bor der mange kristne. På Lolland er der plads til flere. Er det et problem, at kristne klumper sig sammen?

I disse år synes den kristne ghetto at være et yndet udskældelsesobjekt. Det bliver hyppigt kritiseret, at kristne samler sig i klynger, både i storbyer og i købstæder som Hillerød eller Fredericia. Det kritiseres, at sådanne kristne ghettoer lukker sig om sig selv, at de bliver fællesskaber for de få, med de rigtige meninger og holdninger. Eller at man ved at samle sig om hinanden svigter et missionalt ansvar, så man ikke længere kan være salt eller lys i ens nærområde.

Men er den kritik rimelig? Min familie – kone plus 5 børn – og jeg bor på Midtlolland og ved om nogen, hvad det vil sige at være kristen i provinsen, langt fra de kristne kerneområder. Jeg har kontakt til rigtig mange små kristne fællesskaber og har længe tænkt fordele og ulemper ved disse strategier. Jeg har også talt med flere kristne, som ikke bare er kritiske overfor denne tendens, men direkte taler om en pligt eller et ansvar for at flytte ud og være i mission ude i det brede, almindelige Danmark.

ukærligt at være gavmild på andres Bekostning

Men er det den rigtige vej frem? Det mener jeg faktisk ikke. For selvom impulsen er rigtig og sympatisk, så er denne strategi ikke omkostningsfri og uden ulemper. Vi bør huske, at der er en rækkefølge og et hierarki i de pligter og de ansvar, som vi har som kristne. Vi er som troende først og fremmest skyldige overfor Gud. Intet højere mål eller nogen som helst person kan have forrang for Herren. Derom er der dog ikke den store uenighed. Men hvad så os mennesker imellem? For

Når kristne spredes, isoleres de også. Fællesskaberne bliver små og dermed sårbare.

nogle vil det måske være kontroversielt, men som kristne har vi et kald og et ansvar overfor dem, vi er i relation til.

Som forældre har vi et særligt og specifikt ansvar for vores ægtefælle og vores børn. Her må Paulus’ ord også tale klart og tydeligt til os: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (Første Timotheusbrev kapitel 5, vers 8). Det er en misforstået og ukristen næstekærlighed, som vægter kærligheden og ansvaret over for næsten og den fremmede højere end for familie, kone og børn. Ligesom det er afgudsdyrkelse at behandle og omgås med ting eller personer, som vi gør med Gud, således er det også forkert at elske eller behandle sin næste eller den fremmede, som man ville behandle sin søn eller fader. Næstekærlighedsbuddet befaler os at elske næsten som sig selv, dvs. ofre os selv, vores egne behov og hensyn til fordel ham. Vi har ikke mandat til at svigte vores pligter over for vores husstand eller familie, eller være gavmilde på andres bekostning. Kun på vores egen.

”Men Mikkel, hvad I alverden har det med bosættelse og mission at gøre?” Det er et rimeligt spørgsmål, men for at give konkret vejledning mener jeg, at vi må afklare de bagvedliggende principper. Når kristne spredes, isoleres de også. Fællesskaberne bliver små og dermed sårbare. Det kan være hårdt at være kristen, især hvis der ikke er en bibeltro menighed lokalt, eller der er meget få unge. Vel kan man være i mission, men det er naivt at tro, at påvirkningen kun går den ene vej. En kristen kan være salt i sin skoleklasse eller sit gymnasium, men hvad nu hvis de 23 andre elever udskyller saltet, så det mister sin kraft? Når en familie beslutter sig for at bosætte sig i et yderområde, så må man huske ansvaret for sin familie, og at dette ansvar kommer først. Nogle er uden tvivl kaldet til en sådan mission, men ikke alle. Det bør vi overveje, når vi rejser kritikken og problematiserer de kristne, som samles i områder med store og stærke fællesskaber og institutioner. Jeg mener, det er for sjældent, at det modsatte synspunkt rejses.

at flytte eller Blive?

energi og økonomi. Men vi har ikke mandat til at tage disse fra vores familie.

rigdommen i grænselandet

Når alt dette er sagt, så ligger der dog i de danske landområder stor åndelig, naturlig og materiel rigdom. En rigdom, som min egen familie i høj grad er velsignet af, og som ligger og venter for de familier, der samlet er klar til at tage samme spring. Vi flyttede selv fra København for ti år siden og oplevede et langt mere forankret, involverende og vedkommende lokalsamfund. De meget lave boligpriser muliggjorde også, at vi kunne købe både gård og bil og hjemmepasse på bare en enkelt (lav!) indkomst. Tid er en af børnefamiliernes største mangler, og den enorme frihed, som det er at have en forælder gående hjemme, giver en rigdom og ro, som er langt de fleste børnefamilier vel undt.

Det er en misforstået kærlighed, som er rundhåndet på andres bekostning.

Den naturlige skønhed i de åbne landskaber, hvor man mærker årets gang og lever i rytme med den, sætter også en herlig ramme om landlivet. Kristeligt set må man dele sol og vind ligeligt. Der kan være meget langt mellem bibeltro menigheder og gode kirkelige tilbud, som ofte også er ret små. Ofte kan det være svært at ramme nicher, ungdomsarbejde m.m. Men hvor sådanne tilbud så findes, er der ofte en langt større vedkommenhed og interesse, og der er kortere fra idé til virkelighed.

ses vi på lolland?

Der skal derfor lyde en invitation til Lolland og Falster herfra. Her er mange tilbud i regi af Luthersk Mission og Indre Mission. Her er billigt, her er skønt, og her er plads til mange flere. Helt konkret er vi selv blevet rigt velsignet af, at en ny børnefamilie med masser af kræfter og kærlighed flyttede fra Jylland til Nakskov. ■

Derfor må et valg om bosættelse tage mange hensyn i betragtning. Det nytter ikke noget, at forældre vælger at være gavmilde på de andres bekostning, fx ved at sende deres søn i folkeskole som mini-missionær frem for i kristen privatskole. Sekulære omgivelser, sekulære venner og sekulær undervisning mange timer hver dag har alt andet lige større indflydelseskraft på junior end junior har på skolesystemet, lærerstaben og klassekammeraterne.

Et sådant valg må derfor altid foretages ud fra en samlet vurdering af familiens situation. Måske mener du som far eller mor, at du er kaldet til at flytte ud og være salt og lys i samfundet, men har du overvejet, at din ægtefælle og dine børn måske ikke er? Det er en misforstået kærlighed, som er rundhåndet på andres bekostning. Du kan ofre af egen tid,

Stjerneklart Discipeltræf 2025 med lovsang, fællesskab og Gud i fokus

To KFS’ere deler det bedste fra fem dages Discipeltræf, hvor 350 KFS’ere endnu engang var samlet i Hillerød.

Mødesalen er fyldt, stjernerne på scenens bagtæppe glimter, og 350 KFS’ere stemmer i på den lovsang, bandet spiller. Discipeltræf 2025 er i gang.

Fire dage propfyldt med stjerneklar forkyndelse, lærerige seminarer, forrygende fællesskab, højt humør og hygge i hængekøjerne udenfor i den kølige efterårssol. Med brætspil og guitarspil i Café Stjernestund, sport i hallen og byt til nyt, som vi kan sælge på en auktion. Til fordel for KFS, selvfølgelig.

På lejrens sidste aften møder vi Erik Toftegaard og Lea Dilling Nørgaard, som går i 2.g på henholdsvis Roskilde Gymnasium og Sankt Annæ Gymnasium.

”Det har været mega fedt,” siger Lea. ”Discipeltræf er et fristed, som er åbent for alle følelser og hvordan, man nu lige har det. Og man kan både snakke med folk, man kender, og med folk, man ikke

kender. Vi er alle sammen kommet her for at komme tættere på Gud, om det så er fordi, man ikke rigtig kender Gud og er nysgerrig, eller om man har haft en relation til Gud i lang tid. Det har vi til fælles.”

”Jeg synes, det har været mega hyggeligt og mega sjovt,” siger Erik, der er med for første gang, og spiller i lovsangsbandet – ”så er man ligesom i gang.”

Temaet på årets Discipeltræf var ”Stjerneklart”, og Abrahams historie blev foldet ud til aftenmøder og bibeltimer.

”Jeg kan virkelig godt lide, at vi er kommet mere i dybden med Abraham,” siger Lea. Især historien om Hagar, har gjort indtryk på hende. ”Hun var ikke hovedpersonen i historien, men Gud var stadig med hende, da hun løb væk. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på før.”

Erik fremhæver også pointen fra et seminar, han har været til, som noget, han tager med sig fra lejren:

”Det handlede om, hvordan man træffer valg for fremtiden, og hvordan det kan være svært at træffe beslutninger, hvis ens følelser fylder vildt meget. Det er nemmere, hvis man kan trække sig lidt væk fra dem. Men uanset hvad der sker, og hvor man ender, kan Gud godt bruge en.”

lovsang er højdepunktet

Både Erik og Lea nævner lovsangen som et højdepunkt for Discipeltræf.

”Det har været det fedeste at synge lovsang, selvom jeg har stået på scenen,” siger Erik. ”Det er specielt, når man kan høre alle folk. Det er virkelig stort og smukt. Så står man bare der og tænker ’okay, vildt’.”

”Højdepunktet bliver lovsangsfesten i aften,” siger Lea. ”Det bliver så fedt, og jeg glæder mig virkelig meget til at feste med mine venner. Og danse, danse, danse.”

”Man skal tage på Discipeltræf, fordi man får en hel masse gode relationer, og det er en pause fra hverdagens larm. Det er et tidspunkt, hvor man bare kan fokusere på Gud. Det er så nemt, når man går i gymnasiet, hvor der sker en masse i hverdagen, så glemmer man lige, ’nå, jeg skulle også have læst i min Bibel’. Her handler det kun om Gud, og det er mega banger,” siger Lea.

”Det er fedt at synge lovsang og tage til møder hver dag. Og Gud er bare i fokus, det synes jeg er virkelig, virkelig fedt. Jeg går på et almindeligt gymnasium, hvor vi tit er i undertal, og så er det også bare fedt at komme et sted hen, hvor der er en hel masse kristne,” slutter Erik.

Krydsord

5.

6. "................ - mere, mere, mere."

7. Flod nævnt i skabelsesberetningen.

8. Hvad hedder kronikskribenten i dette

9. Hvor ligger Niagara Falls?

10. Hvilken C. S. Lewis-bog anbefales i .........."

11. Hvilket miljø var David Bennett en aktiv tro?

12. KFS: Plads til ......

13. Kendt cykelkommentator, der gik bort

14. USA's præsident, som gik af efter Watergate-skandalen.

15. KFS' nye bogserie, der udkommer på

16. Hvad studerer portrætpersonen i dette

17. Fra bønnen: "Fyld mig med din ......"

18. Hvor ligger KFS' kontor i København?

19. Hvad kaldes vand i fast form?

20. Hvad kaldes vand i gasform?

21. Åb 22: "Og englen viste mig floden som ......."

1. Sidste nummer af Til Tro.

Created with XWords – the free online crossword puzzle generator https://www.xwords-generator.de/en

2. Artiklen om syndfloden: "Når Gud ..."

3. Hovedstad i verdens største ørige.

4. Lang flod i Nordafrika.

5. Carolines artikel handler bl.a. om at føle sig hvad?

6. "... - mere, mere, mere."

7. Flod nævnt i skabelsesberetningen.

8. Hvad hedder kronikskribenten i dette blad?

9. Hvor ligger Niagara Falls?

10. Hvilken C. S. Lewis-bog anbefales i dette blad? "Den store …"

11. Hvilket miljø var David Bennett en aktiv del af, da han kom til tro?

12. KFS: Plads til …

13. Kendt cykelkommentator, der gik bort i efteråret.

14. USA's præsident, som gik af efter Watergate-skandalen.

15. KFS' nye bogserie, der udkommer på Påskelejr 2026.

16. Hvad studerer portrætpersonen i dette blad?

17. Fra bønnen: "Fyld mig med din …”

18. Hvor ligger KFS' kontor i København?

19. Hvad kaldes vand i fast form?

20. Hvad kaldes vand i gasform?

21. Johannes’ Åbenbaring kapitel 22: "Og englen viste mig floden med livets vand, klart som …”

1. Sidste nummer af Til Tro.

2. Artiklen om syndfloden: "Når Gud ........."

3. Hovedstad i verdens største ørige.

4. Lang flod i Nordafrika

Carolines artikel handler bl.a. om at føle

KFS-leder:

Sammen investerer vi i den næste generation af KFS’ere

Der ligger et stort og uforløst potentiale i studenterarbejdet i Danmark. Derfor har vi sat barren højt for KFS den kommende tid: 1500 medlemmer i slutningen af 2026 – omkring 25 % flere end i dag. Det er et ambitiøst og transformativt mål, som kræver markant øget tilstedeværelse blandt gymnasieelever og studerende. Vi ved, at det ikke bliver let – indfrielsen af målet er ikke givet på forhånd. Det vil kræve satsninger, fejltrin og stejle læringskurver, men vi tror på, at det er muligt.

Vi er allerede godt i gang. Det seneste år har KFS med stor succes arbejdet målrettet på at engagere flere gymnasieelever og studerende, hvilket også er blevet fremhævet både her i magasinet og i Kristeligt Dagblad den 10. september 2025. Men vi er ikke i mål endnu. Ser man på antallet af gymnasieelever og studerende i Danmark, står det klart, at potentialet stadig er langt fra indfriet. Vi tror på, at KFS kan vokse betydeligt mere.

KFS møder studerende, der hvor de er, på uddannelsesstederne – ikke først, når de træder ind i kirken eller missionshuset. For mange er det første gang, de møder kristendommen i øjenhøjde. Gennem KFS får de mulighed for at udforske troen i

et åbent og trygt fællesskab. Din støtte gør det muligt fortsat at have konsulenter, landsdækkende lejre og lokale aktiviteter i hele landet, som konkret engagerer gymnasieelever og studerende. Men en ambitiøs fremtid kræver investeringer nu, og vejen dertil er ikke lige og oplagt. Det har vi også kunnet mærke på økonomien i år, hvor KFS har haft ekstra udgifter på omkring 300.000 kr. Fælles for disse udgifter er, at de er enkeltstående, og at de er investeringer i fremtiden. Dog lægger de pres på vores økonomi her og nu. Implementeringen af et nyt IT-system, som skal sikre vores digitale tilstedeværelse og kommunikation i fremtiden, er blevet dyrere end budgetteret. Derudover har flytning af sekretariatet samt udgifter i forbindelse med salget af LTC været dyrere end forventet. Vil du være med til at sikre, at KFS kan fortsætte arbejdet?

At nå 1500 medlemmer vil kræve hårdt arbejde, vedholdenhed og mod til at tage svære beslutninger. Der vil være perioder med afmagt og modgang – men også dyb tilfredsstillelse, når vi som organisation sammen flytter grænserne for, hvad studenterarbejdet i Danmark kan være.

Du kan støtte KFS’ arbejde økonomisk på flere måder, og alle gaver er fradragsberettigede. Uanset om du sender et engangsbeløb, laver en fastgiveraftale eller tegner et gavebrev, er du med til at gøre en forskel for studerende i Danmark. Du er med til at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Se, hvordan du gør, på bagsiden af dette magasin.

Tak, fordi du overvejer at støtte KFS!

“ ”

Når KFS for mig på mange måder er et afsluttet kapitel, lever det alligevel videre i den forstand, at jeg lærte at tale om min tro på en forståelig og ikke-indspist måde.

j ohannes h øjlund w i B e s øes i “ e fter kfs ” Side 32

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Via MobilePay: 700800

Via bankoverførsel: 4597-0004054954

Via kfs.dk – klik på "Støt KFS" i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

KFS-arbejdet i Grønland. KFS-konsulenter. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn for arbejdet!