Page 1

1. kvartal · 2017 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Tilbedelse

+

Fem vinkler på fænomenet SKAM, Kommentar side 26

+

Åh, Gud. Giv mig den tro! Temaartikel side 23

+

”You’re gonna have to serve + somebody”, Longread side 15

Det kontrastfyldte Grønland, Refleksion side 20


at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvars­ havende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i sprogpsykologi Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Lærerstuderende Anja Irene Sønderby Bak Stud.polyt. i Design og Innovation Mathias Lind Neuenschwander Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2


Indhold kfs 05

Tema 04

Fra redaktionen

06

HALLELUJA

09

Idoliseringens egoistiske umenneskeliggørelse

15 22

Faste

Nye midler til arbejdet med åbne bibelstudiegrupper

05

Påskelejr 2017: Ståstedet

12

Engagement for KFS skaber overskud

12

Rettelse: Generalforsamling

12

Mulighed for fradrag

13

Mød den kommende LTC-lærer

13

Ny mand i KFS-centret

33

Refleksioner fra to uger med studentermission

37

LTC til Albanien og Montenegro

08

Bøger: Der er så meget vi ikke er nødt til

14

Leder: Jesus til Grønland

20

37

KFS søger økonomimedarbejder

Refleksion: Jeg mødte et kontrastfyldt Grønland

41

Tag med på STiK

Longread: Gotta serve somebody Tonerne fra Duradalen

28

Jeg tilbeder tit til trods

30

Elsk skriftemålet!

26

Kommentar: SNAK

41

Næsten i mål

34

Som Jesus bad, vil jeg bede

38

Refleksion: Andagtsopråb: Tag dig tid!

43

Credo bestsellers

3


Fra redaktionen:

Kære læser. I disse kommende måneder kan vi se frem til, at dagene bliver lysere og naturen vågner fra sit hi. Det er blevet forår. Måske nyder du, som jeg, at se foråret spire frem og mærke, at en ny tid er på vej. Dette nummer af Til Tro har temaet Tilbedelse. De første tanker, der strejfer mig, når jeg hører ordet tilbedelse, er en underkastelse og dyrkelse af Gud for at give ham ære. At underkaste sig kan i manges øre have en negativ klang, fordi det siger noget om, at der er noget større end os selv, som vi bøjer os for. Jeg tør alligevel godt påstå, at alle mennesker tilbeder og underkaster sig nogen eller noget, og derfor er temaet Tilbedelse både samfundsrelevant og åndeligt interessant. Spørgsmålet er, hvad vi bevidst eller ubevidst tilbeder, og hvad det gør ved os. Vi kan tilbede en person, skønhed, magt, anerkendelse eller likes på Instagram. Mennesket er skabt med et behov for at tilbede, men ofte kan vi ophøje ting, der kan vise sig hule og substansløse, og som leder os væk fra det egentlige formål: at tilbede og vægte relationen med Gud. Ærefrygt er et synonym for tilbedelse. I ”Tonerne fra Duradalen”, skrevet af Oline Bøndergaard Kobbersmed, møder vi Daniel og hans venner i ildovnen, der i deres trængsler vælger at tilbede én Gud. Når jeg læser om Daniel og hans venner, der gennem vedholdenhed og tilbedelse bliver skånet for ovnens flammer, illustreres styrken i den insisterende tro. En anden vinkel på temaet tilbedelse, som har sat nogle tanker i gang hos mig, er, hvordan vi adskiller sunde forbilleder fra idoldyrkelse af mennesket. Dette reflekterer Filip Bak over i artiklen ”Idoliseringens egoistiske umenneskeliggørelse”. Han skriver, at det er godt at have forbilleder, man kan spejle sig i, mens idoldyrkelse er en fascinationen og jagt på det uopnåelige og urealistiske. Her risikerer vi at blive opslugt af os selv og det, vi jagter. I 2017 markeres 500-års jubilæet for reformationen. Martin Luthers tanker og ideer om kristendommen har haft stor betydning for det danske samfund og kirke. Derfor har vi i 2017 i hvert nummer af Til Tro en artikel med særligt fokus på reformationen. Flemming Baatz Christensens skriver i artiklen ”Elsk skriftemålet” om Luthers forhold til skriftemålet, og hvorfor skriftemålet stadig er relevant for os at praktisere i dag. SKAM, den norske ungdomsserie, der har ramt kultstatus, er heller ikke gået redaktionen ubemærket forbi. SKAM er et kulturelt samtidsbillede, der viser mange af de udfordringer, unge gymnasieelever står overfor i dag. I samfundskommentaren, ”SNAK”, giver Lisa Rom Boye og Annie Schjelde Rasmussen en analyse af, hvad serien kan lære os om fordomme, fællesskab og skam. Vi håber, at magasinet vil bringe inspiration og give dig mulighed for refleksion om liv, tro og tilbedelse. God læselyst! På vegne af redaktionen, Anja Sønderby Bak

4


Nye midler til arbejdet med åbne bibelstudiegrupper Af Generalsekretær Christian Rasmussen, christian@kfs.dk

Åbne Bibel-Studiegrupper (ÅBS) har i generationer været et vigtigt aktiv i KFS. Kristne og ikkekristne studerende læser en bibeltekst sammen og snakker om, hvad denne tekst siger om Jesus. Den kristne underviser ikke den ikkekristne, men det fælles udgangspunkt i teksten sætter dem lige, og studerende er jo øvede tekstlæsere – kristen eller ej. Derfor er ÅBS helt oplagt netop blandt studerende. Rebecca M. Pippert, forfatter til klassikeren Ud af Saltbøssen, har begået bibelstudiematerialet Uncover, som KFS har oversat til dansk – senest udgaven over Johannesevangeliet. Det er trykt i et lækkert format, og teksten ledsages af nogle enkle, men vægtige spørgsmål, og således er det lige til at gå til. Det er allerede ude, men vi giver lanceringen endnu en kraftig overhaling på Påskelejr. Vi ønsker at se Uncover massivt i brug blandt studerende, og det handler jo helt grundlæggende om, at vi tror, at vi kan møde Jesus igennem Bibelens ord, og at tro og tillid til ham kan vokse ud af dette møde. Derfor har vi søgt fonden J W Laing

Trust i England om midler til at ansætte en volontør på fuld tid til at præsentere Uncover for KFS-grupperne og ikke mindst støtte de eksisterende Uncover-grupper. Og vores ansøgning er blevet positivt modtaget. Vi har fået tilsagn om godt 95.000 kroner årligt over en 3-årig periode. Det er en fantastisk håndsrækning, og vi arbejder på højtryk for at finde den rette person til volontørstillingen. I sin bog, Åbne Bibelstudiegrupper fra 1992, drømte daværende gymnasiesekretær Børge Haahr Andersen om, at der i år 2000 ville være lige så mange ÅBS-grupper, som der er KFS-grupper. Måske vi når det i 2020?

Påskelejr 2017: Ståstedet – undersøg det sammen med dine studievenner Nu varer det ikke længe, før ét af KFS-årets absolutte højdepunkter løber af stablen.

Påskelejr 2017 har fået temaet ”Ståstedet – Standing in Awe of Him”. Dermed slår komiteen fast, at lejren handler om at tage et standpunkt og finde et ståsted ved Jesus. Og netop det at kende ståstedet og at lede studiekammerater og venner til Jesus, er fokus for en eftermiddagssamling på lejren. Her introduceres og afprøves Uncover, KFS’ materiale til åbne bibelstudiegrupper. Som introduktion til denne eftermiddag inviterer KFS-sekretær i Århus, Hans-Christian Pettersson, os med på et tankeeksperiment: ”Hvad tror du der sker, hvis folk, der ikke tror på Gud, selv begynder at undersøge Jesus? Nogle gange kan vi kristne have det lidt som om, vi er telefonmarketingssælgere, der forsøger at presse et produkt ned i halsen på folk, som de egentligt ikke er interesserede i. Men hvad tror du, der sker, hvis folk selv begynder at undersøge, hvad Jesus har sagt og gjort? Kigger i en af biografierne om hans liv sammen med dig, deres ven? Hvad tror du, der ville ske ved det?” Eftermiddagen giver rig mulighed for at arbejde med Uncover-materialet og blive inspireret til at komme i gang med åbne bibelstudiegrupper. Lokale KFS’ere fra hele landet vil forklare, hvordan de kom i gang, hvad de gjorde og hvad der skete, da de lavede Uncover-grupper sammen med deres studievenner.

Har du endnu ikke tilmeldt dig Påskelejr? Du kan stadig nå det! Besøg www.paaskelejr.dk inden d. 26/3 eller mød op på lejren i Skanderborg, og henvend dig ved kassererbordet.

5


HALLELUJA På en hurtig Googlesøgning får ordet "Halleluja" mere end tre millioner hits. Ordet rækker langt tilbage i tiden og langt ud over kirkebænkene i den danske folkekirke. Hvis du alligevel ikke er helt skarp på, hvad halleluja betyder, er du helt sikkert ikke alene. Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Én af måderne, jeg tilbeder Gud på, er ved at synge lovsang. Det elsker jeg at gøre. Men indimellem sker det, at mine ord bliver automatiserede, og jeg glemmer, hvad de betyder. Andre gange kan det gå

6

op for mig, at jeg faktisk ikke ved, hvad det, jeg synger, betyder. Sådan en oplevelse havde jeg med ordet ”Halleluja”.

Kapringen Der er det særlige twist ved ordet ”halleluja”, at det er blevet kapret af hverdagssproget. For mange leder det tankerne over mod Leonard Cohens evergreen af samme navn. Andre vil tænke på Händels storslåede ”Messias”. Nogle vil endda tage til takke med det udvandede hurraråb: ”Halleluja, så' det fyraften!” Jeg har mærket et behov for at generobre ”halleluja” og finde ind til ordets oprindelige betydning. Kort sagt at forstå, hvad det betyder.

Så pris dog, YHWH! Halleluja er en sammentrækning af ordene ”hallelu” og ”Ja”. ”Hallelu” betyder pris. Pris står i imperativ, også kendt som bydeform – eller, som jeg forklarer det til mine 3. klasser: "gør-det" formen. Så pris dog! Det er tilmed en flertalsbøjning, som giver det en underforstået betydning, der fungerer lidt som en "Hey allesammen: pris!". Tit bliver det oversat med "lad os prise". Og så er det altså ”Ja”, vi skal prise. ”Ja” er en forkortelse af ordet – eller rettere sagt – navnet ”YHWH”, bedre kendt som Jahve. I den nuværende autoriserede bibelversion oversættes Jahve til Herren. Og når Gud, opretholderen af alting, skal kondensere hele sit væsen ned til ét navn, er det Jahve, han vælger.

Halleluja - pris Herren. Lad os prise Jahve. Lad os prise Jeg Er – alt det, Gud er! Der er et ordspil mellem Jahve og ”jeg er”, og det dækker over en dyb sandhed om Gud. Pointen i at kalde sig ”Jeg Er” er netop, at Gud er for kærlig, stor, god og mægtig til at kunne beskrives med menneskelige ord. Med den pointe in mente er det bemærkelsesværdigt og opmuntrende, når Jesus for eksempel siger om sig selv, at han er ”Vejen, Sandheden og Livet”. Og at han med sit fysiske, konkrete liv her på jorden udfoldede endnu mere af, hvem Gud er. Så helt kort sagt: Halleluja - pris Herren. Lad os prise Jahve. Lad os prise Jeg Er – alt det, Gud er!

Epilog Jeg har en drøm om, at vi, som er kristne, bliver mere bevidste om de ord, vi bruger, når vi tilbeder og i al almindelighed taler om Gud. For det er vigtigt! Og der er rigeligt at tage fat på. Jeg tænker ikke kun på "uoversatte" ord som ”hosianna”, ”Messias” eller ”amen”. For hvad betyder egentlig ”at lægge noget i Guds hænder”? ”At leve i nåden?” Ja, hvad betyder det overhovedet ”at prise”?■


Gratis

Få en smagsprøve på dit ophold

!

BIBELHØJSKOLE FOR ET DØGN Reservér dit døgn Ring: 30 80 74 32 imb.dk

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt


Bøger:

Der er så meget vi ikke er nødt til Tomas Sjödin Forlaget Boedal, er udkommet (2016) 175 sider, 199,95 kr. (vejl.) Mathias Anker Kure, bachelor i dansk/Religionsvidenskab, kureanker@gmail.com

Der er så meget vi ikke er nødt til er en samling af den svenske præst Tomas Sjödins populære klummer, som han gennem en årrække, helt siden han var studerende, har leveret til blandt andet Göteborgs-posten. Nu kan de læses på dansk. Og ligesom den sidste bog, Det sker når du hviler, er det forlaget Boedal, der står bag udgivelsen.

Bragt i dagspressen En god klumme, skriver Sjödin i forordet, er en kort tekst, som ”beskriver noget, man allerede vidste, men ikke har tænkt på”. Definitionen lånes fra en fast læser, men blåstemples hurtigt af Sjödin. Og ja, det er en fin definitionen. Men om det så også giver en god bog at samle alle disse velskrevne klummer, er mere tvivlsomt. I hvert fald kæmper bogen med det trivielle aftryk, som det nu engang må give, at skulle læse sig igennem 77 korte tekster omhandlede sådan cirka alt og intet. Ikke at Sjödin skriver dårligt eller skriver om ligegyldige ting – vi vender tilbage til indholdet om lidt – men simpelthen fordi klummerne, når de samles i bogform, kommer til at virke vage og sniksnakkende snarere end skarpe og æggende. Pointe: Den kontekst, som de oprindeligt er bragt i, en almindelig svensk dagspresse med dertilhørende stress og jag og ”breaking news”, lader dem

8

bedre komme til deres ret. Som et slags kompromis kunne man have anført dato og sted for den oprindelige udgivelse; men det er udeladt, ligesom klummerne er ordnet tematisk og altså ikke tidsmæssigt kronologisk.

Kulturelt og sprogligt gehør Sjödin skriver gerne sine klummer med afsæt i hverdagslivet. Enten fordi de små finurligheder, der dukker op her, kan minde ham/os om noget vigtigt, eller fordi der her er tendenser, som kalder på refleksion og evt. korrektion. Flere af klummerne – og også de bedste af dem – er således skrevet på analyser af samtiden. Gerne med afsæt i et fint gehør for talesproget: ”Jeg indså, at jeg var en af de mange, der næsten altid spørger sådan: Alt vel? Og at jeg skal holde op med det” (s. 53). I klummen, der både når at citere Jesus indirekte og gengive en samtale med en præstekollega, advarer Sjödin sindigt imod at lade det gængse hverdagsspørgsmål ”hvordan går det?” erstatte af den mere ordknappe og ”ledende” pendant. Afstanden mellem mennesker mindskes, som det fint hedder, når også alt det, der ikke er vel, får plads og ord. I Sjödins egen skrift kommer det sproglige gehør til udtryk i en flydende tone, hvor mange nydanneler indgår problemfrit. Man vil fx helst ikke være en ”nu-narkoman” eller et ”effektivitets-menneske”, ligesom man i parforholdet kan øve sig i at skrive ”not-to-do-lister”.

Ydmyg frem for tydelig Sjödins tekster har mange kvaliteter. Når det alligevel samlet set munder ud i en lunken vurdering, skyldes det først og fremmest det trivielle præg, som følger bogen. Særligt når ”troens verden” og de åndelige pointer skal skarpskæres, savner klummerne det, jeg her vil kalde bid. Sjödin er ydmyg. Hvilket er en kvalitet! Han inddrager sig selv, når kulturen kritiseres og kærligt lægger han afstand til det ”højrøstede” religiøse miljø, han voksede op i. Selv fortrækker han at hviske. Efter min bedste overbevisning er ydmyghed og tydelighed dog ikke hinandens modsætninger, og derfor skæmmer det bogen, at klummerne igen og igen introducerer de bibelske vinkler med tøven, uafklarede spørgsmål og analogier. Stilen virker bedre, tror jeg, hvis man læser en klumme i ny og næ, fx på internettet. I bogform bliver det irriterende tyndt.


Idoliseringens egoistiske umenneskeliggørelse Justin Bieber, Kim Jong-Il og Steve Jobs er nogle af de navne, som associeres til ved ordet idol. Kendte idoler eksisterer for flertallet kun i periferien af hverdagslivet, da vi ikke personligt idoliserer dem. Vi har derimod mennesker, som vi beundrer og idealiserer. Problemet er, at vores gode forbilleder ofte bliver idoler for os. Af Filip Munch Bak, stud. theol., filipfmb@hotmail.com

et større intellekt og bedre sociale kompetencer. Hvordan imødegå presset, og hvem skal efterlignes, for at vores liv har værdi og mening?

Idol Psykologisk defineret er et idol et menneske, ”der igennem sin fremtoning eller formåen evner at legemliggøre og forløse nogle dybe indre længsler og behov hos den, som beundrer ham eller hende. … Idolet [er] et "overføringsobjekt", hvis fascinationskraft beror på, at individet ubevidst overfører elementer fra dets eget indre jeg-ideal på den idoliserede, som det dernæst beundrende identificerer sig med under idoldyrkelsen.” (Den Store Danske). Definitionen bringer adskillige aspekter på banen. Vigtigst at gribe er, at idolet opstår hos og for den, der idoliserer. Idolet er en passiv forløser. Idoliseringen sker ubevidst hos personen, hvis dybe indre længsler og forventninger legemliggøres. Spørgsmålet er, om beundringen fører til gode forbilleder eller idoldyrkelse? Vejen til afklaring på spørgsmålet er bevidstgørelse og refleksion over ens hjertes handlingsmotiver.

Vores natur

Idoldyrkelse

En fundamental og livsnødvendig evne er at efterligne. Det er en medfødt læringsmekanisme, at barnet kopierer og spejler forældrene og herigennem lærer at opfylde sine basale behov. Barnet er afhængigt af gode forbilleder i opvæksten. Efterligningen af et succesfuldt forbillede udløser belønningsstoffer i hjernen, som giver tilfredshed og velvære. Det tankevækkende er, at mængden af belønningsstoffer efter en handling er næsten lige så stor hos efterligneren som hos forbilledet. I vores natur er vi afhængige af forbilleder, og vi får udbytte af at kopiere dem.

Der findes flere grader af idoldyrkelse. Selvom man ikke stalker og er ekstrem ift. sit idol, så er alle grader skadelige. Psykolog Henrik Tingleff fremhæver, at idoldyrkelse ”knap så meget handler om personen – idolet – men handler om den tilfredsstillelse og velvære, der kan opnås ved at dyrke idolet.” Idoldyrkelse udspringer ikke af et ønske om at anerkende og ære idolet. Årsagen til dyrkelsen er egen vinding for den, der idoliserer. Idolisering gør mennesker til objekter, som benyttes eller ligefrem udnyttes. Idoliseringen gør idolet til et spejl, som får sin eksistens i beundrerens spejling og på beundrerens præmisser. Motivet og målet med idoldyrkelsen helliger midlet og ser bort fra konsekvenserne.

Studielivet Det er tydeligt, at børn efterligner, men hvad med os i studielivet? En livsfase, som især omhandler fest, kedelige hverdage og identitetsskabelse. Identiteten skal hele tiden fremstilles og efterprøves – et liv foran GoPro kameraer. Vi har både egne og andres forventninger til blandt andet udseendet,

Det mest skadelige er, at idolet mister sin menneskelighed. Umenneskeliggørelsen er den væsentligste forskel på et forbillede og et idol. Tilbedelsen umenneskeliggør enten ved, at jeg-idea9


Idoldyrkelse udspringer ikke af et ønske om at anerkende og ære idolet. Årsagen til dyrkelsen er egen vinding for den, der idoliserer.

let opsplitter personen i adskillige evner og vælger og vrager derefter. Eller ved at forgude, således at hele personen er perfekt. Det menneskelige med fejl og mangler ignoreres bevidst. Idolets personlighed, med alt hvad det rummer, negligeres og splintres i begge former for dyrkelse. Idoldyrkelse er ukærligt for næsten og udspringer af egoisme.

Forbilledet Et forbillede, eller en rollemodel, er det diametralt modsatte og emmer af positivitet. Den klareste forskel mellem et forbillede og et idol er, hvordan objektet opfattes. Forbilledet forbliver at være et helt menneske med personlighed, historie og mangler. Forbilledets kvaliteter ønskes, efterlignes og kopieres, således at efterligneren tilegner sig forbilledets egenskaber på en respektfuld måde. En måde som i sidste ende er kærlig og derved gavnlig for næsten og en selv.

Personlig erfaring Jeg har svært at opretholde den gode balance og lade dem, jeg ser op til, forblive et forbillede. Forbilledet har for mig tendens til at blive et idol. Enten forsnævres mit syn på få af forbilledets egenskaber, eller så forguder jeg. Indsnævringen 10

forårsager, at forbilledet, som ofte er én i min omgangskreds, bliver en konkurrent, min konkurrent. Jeg glemmer at tage hele personen i betragtning og forventer, at jeg i mit liv skal fremstå og gøre som ham eller hende i de egenskaber, jeg beundrer. Der kommer for mig en afstand til personen, hvilket skader vores fællesskab. Jeg overfokuserer på denne ene egenskab og glemmer mine andre egenskaber, hvilket forvrænger og umenneskeliggør mit selvbillede. Det er en på forhånd mislykket jagt efter lykkens glansbilleder.

Det oversete idol Forbilleder og idoler kan være nulevende og døde mennesker. En undtagelse er dit fremtidige jeg; dit jeg-ideal. Et overset forbillede, som nemt bliver et idol. Vi opstiller et fremtidigt fiktivt jeg med forventninger om at være og at agere på en bestemt måde. Ambitionerne i fremtids-jeg’et har dog tendens til, lig idoler, at lægge afstand til og fjerne glæden over det nutidige. Det medfører pres over det nutidige, som ikke er godt nok, og skuffelser over det evigt uindfriede.

Tilbedelsens frihed Idoldyrkelsens ophav er vores medfødte natur; hjertes indre længsler. En egoistisk

drivkraft, der higer efter at få opfyldt vores selvskabte forventninger. Vi er afmægtige i forhold til at ændre vores drivkrafts autopilot. Jagten på tryghed, lykke, værdi og mening vil fortsætte uden ophør. Idoldyrkelse af mennesker vil enten føre til skuffelser eller umenneskeligt pres over en selv. Kun én kan rekonstruere hjertet, Jesus. Jesus er det eneste forbillede, som kan og aktivt ønsker at være sin skabnings opløftende og frisættende idol. Han alene betalte prisen på korset for at opfylde vores dybeste længsel; fællesskab med ham. Det frisættende er,

Jesus er det eneste forbillede, som kan og aktivt ønsker at være sin skabnings opløftende og frisættende idol. at vi ikke skal efterligne ham, for at have værdi og mening med livet. Fællesskabet med Jesus er dagligt at invitere ham ind i hjertet. Fællesskab ved at læse i hans ord Bibelen, dele tanker med ham i bøn og være sammen med kristne. Jesus er vejen til befrielse fra idoliseringens egoistiske umenneskeliggørelse af os selv og andre. Lad os have Jesus som centrum og tilbede ham. ■


11


Engagement for KFS skaber overskud Efter 5 magre år fik KFS i 2016 et regnskabsoverskud på 188.000 kr. Af Lars Bjerregaard, Sekretariatsleder, lars@kfs.dk

Vi var efterhånden begyndt at forvente de 7 magre år, som Josef forudsagde for Farao i 1. Mosebog, men vi er nu ganske glade for, at bøtten er vendt i år. Det budget, bestyrelsen fremlagde på generalforsamlingen i marts 2016, lød på et overskud på 60.000 kr. Undervejs gennem året blev vi dog presset på at holde det resultat. Den planlagte investering i nyt Uncover-materiale til åbne bibelstudiegrupper blev noget dyrere end forventet. Men KFS’ givere har været generøse og givet mere i gaver, end vi havde bedt om på budgettet for 2016. Vi kan mærke, når vi snakker med givere omkring gentegning af gavebreve, at vi så småt er trådt ind i et generationsskifte blandt vores støtter. Og de sidste år har vi også haft fornyet fokus på at få studerende til at tegne procentgavebreve, så de kan blive de fremtidige bærere af KFS. Det bliver ganske positivt modtaget blandt de studerende.

I slutningen af januar kom der en politisk aftale, der fremadrettet sikrer en stabil tildeling af udlodningsmidlerne til unges foreningsaktiviteter og dermed også KFS-arbejdet. Som medlemsorganisation i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) fik KFS i 2016 ca. 1 million kroner i driftstilskud til organisationsarbejdet. Det udgjorde omkring en 1/7 af indtægterne i KFS i 2016. De andre 6/7 af indtægterne i KFS er gaver, og det vidner om et helt fantastisk engagement fra alle, der er i berøring med KFS på den ene eller anden måde. Det vidner også om en fantastisk trofast Gud, der sender lige det, vi har brug for, når vi sætter vores lid til Ham. Se flere detaljer fra årsrapporten på hjemmesiden under økonomi, hvor den samlede årsrapport også kan hentes.

Mulighed for fradrag med MobilePay Rettelse: Generalforsamlingen er den 9. april I sidste nummer af Til Tro skrev vi en forkert dato for generalforsamlingen. Det rigtige tidspunkt er den 9. april klokken 15.00-17.00. I forbindelse med Påskelejr 2017 holder vi vores generalforsamling i KFS. Det sker: Palmesøndag den 9. april klokken 15.00-17.00 på Skanderborg Uddannelsescenter. Medlemmer vil få tilsendt dagsorden, årsrapport samt kandidatliste til valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter senest to uger inden generalforsamlingen. Disse oplysninger offentliggøres også på vores hjemmeside, kfs.dk.

12

Det er nu muligt at få automatisk skattefradrag, når man giver en gave til KFS via MobilePay. MobilePay har åbnet op for muligheden for skattefradrag ved donationer, der foretages via deres app. Funktionen slås let til under indstillinger i appen. Denne mulighed gælder naturligvis også gaver til KFS. I den forbindelse har KFS fået et nyt MobilePay nummer: 1956. Ja, 4 cifre. Den er god nok. Afprøv det selv i dag. Måske et testbeløb på 19,56 kroner? Tænk gerne på MobilePay nummeret, hvis I skal have indsamling i din menighed. Har du lyst til at støtte KFS som fastgiver eller ved at oprette gavebrev, besøg da kfs.dk og tryk på knappen ”Støt KFS” yderst til højre på skærmen.


Mød den kommende LTC-lærer Martin Haahr bliver den nye mand på posten, når KFS' Ledertræningscenter til sommer skal have ny lærer. ”Jeg kan ikke forestille mig et bedre job end at få mulighed for at arbejde med Bibelen, evangelisation, medvandring og unge mennesker. Danmark har brug for at møde Jesus, så at være med til at hjælpe andre til selv at række troen og evangeliet videre, er virkelig et arbejde med store perspektiver, som jeg glæder mig rigtig meget til,” fortæller den nye mand. Martin er 32 år og uddannet teolog. Han bor i Jelling med sin kone, Lene, og sammen kommer de fra en stilling i Ordet og Israel, hvor de udgjorde lederparret i Joffihuset i Jerusalem. Han har flere gange undervist på Discipelskolen i Tiberias, og kender derfor til arbejdet med forkyndelse og bibelundervisning i et tæt fællesskab, som ligner det på LTC. "Stillingen som LTC-lærer gør mig meget

ydmyg. Det er et stort ansvar at skulle formidle Guds ord til udrustning af LTC’ere, som skal videre ud og selv fortælle unge studerende om Jesus. " KFS’ vision om ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen” er en hjertesag for Martin. Han fortæller: "Det har formet mit syn på livet og på mission, at jeg tilbragte en del af min barndom i Etiopien, hvor mine forældre var udsendt som missionærer. Derfor har bønnen for andres frelse fyldt meget i mit hjem. Så jeg glæder mig meget til at komme i gang med at arbejde på at udruste og hjælpe unge mennesker i studieverdenen mod dette mål." Martin Haahr starter som LTC-lærer den 1. august 2017. Han overtager stillingen fra Frank Kristensen.

Ny mand i KFS-centret Simon er ny kommunikationsmedarbejder i KFS. Men hvad skal han egentligt lave? Den 1. februar var første arbejdsdag for KFS’ nye kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg. Som kommunikationsmedarbejder i KFS er det Simon, der skal være tovholder for KFS’ hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve. Stillingen indeholder også opgaverne som redaktionssekretær og nyhedsredaktør for Til Tro. Så der har været nok at se til på det lille kontor i Ødsted de seneste uger. ”En del af tiden er gået med nyheder til det Til Tro magasin, du sidder med i hånden nu, hvor mails er fløjet ud i en lind strøm til overbærende redaktionsmedlemmer og layouter. Og så har jeg efterhånden taget rigtig fat på arbejdet online, hvor jeg skal skrive nyheder og informere om KFS' arbejde til oplysning og inspiration for de studerende

og vores medlemmer." Simon, der overtager stillingen fra Jens Jørgen Jensen, er fortrøstningsfuld omkring indkøringsperioden i sit nye job. "I alt det nye går det op i en højere enhed for mig, at mine arbejdsopgaver understøtter målet at gøre Jesus kendt på studiestederne og at arbejde for dem, som samles her." Der lyder også en invitation til alle brugere af KFS, om at føle ejerskab omkring kfs. dk og være medskabere på KFS' tilbud. "KFS er på mange måder et fællesskab, ikke blot af kristne på de enkelte studiesteder, men af KFS'ere over hele landet. Så hvis nogen har historier eller gode idéer, der kan inspirere, eller omvendt savner inspiration eller materialer, hører jeg gerne fra jer."

13


KFS leder:

Jesus til Grønland Af Generalsekretær Christian Rasmussen, christian@kfs.dk

I skrivende stund er et nøje udvalgt team af 12 KFS-studerende netop vendt hjem fra en studietur til Grønland. De har været deroppe for at se på mulighederne for at starte KFS-arbejde op dér. De har måttet skrive en ansøgning om at komme med på turen, for at udforske et eventuelt kald til at tjene Gud i Grønland. De har selv betalt et mindre beløb, men KFS har dækket broderparten af udgifterne. Hvorfor denne satsning? Den primære grund er selvfølgelig, at Gud elsker Grønland og det grønlandske folk. Det ved mange grønlændere bare ikke endnu. I den forgange weekend deltog jeg i Sømandsmissionens Grønlandsfest. Tidl. KFS-general Henrik Nymann Eriksen sagde dér, at nok stod Grønland ikke direkte omtalt i Bibelen, men pegede så på Esajas’ bog kapitel 42, som er en af Herrens Tjener-sangene, der taler om Jesus Messias. Her står der i vers 4: ”De fjerne øer venter på hans belæring.” Grønland venter på Jesus, men mange grønlændere ved det ikke endnu, og dette missionskald føler vi os forpligtet af. Grønland er en del af rigsfællesskabet, men der er ikke noget KFS-arbejde på gymnasierne og heller ikke blandt de 700 videregående studerende i Nuuk.

Frygt for mørkets kræfter Sømandsmissionen er eksperterne, når det gælder mission på Grønland, og vi støtter os op ad deres erfaringer. 14

Det er vigtigt med stedkendte stifindere i ukendt terræn. Ved Grønlandsfesten var det interessant at høre deres missionærer fortælle om et folk, der er meget bevidst om den åndelige verden, og at det optager dem meget. På universitetet i Nuuk holder man jævnligt foredrag, og for nylig annonceredes et foredrag om national selvstændighed, som nok skulle kunne finde en vis interesse hos det grønlandske folk. To personer dukkede op. Senere i rækken af foredrag var emnet ’ånder og fjeldvandrere’. Her måtte man afvise 200 ved døren. Men de åndelige magter skaber frygt. I Grønland er der ikke nogen, der ’leger’ Ånden i Glasset. Må det grønlandske folk erfare, at han som altid har al magt over alt og alle, at han altid elsker dem. Og må de erfare, at Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden jf. Romerbrevet kapitel 14. Desuden er der stærk social nød flere steder, og en selvmordsrate, der hører til verdens højeste, så en kirke med varme hjerter og hænder kan potentielt løbe en åben dør ind.

Lys over Grønland Missionær Søren Eriksen fortalte, hvordan det grønlandske flag på en måde udtrykker hans drøm. Det blev hejst første gang på nationaldagen d. 21. juni 1985, og symbolet er den opgående sol over indlandsisen. Han henviste til Lukasevangeliet kapitel 1 vers 78-79 og ønskede, at ”solopgangen fra det høje” måtte gå op – ikke bare over indlandsisen – men over det grønlandske folk og ”lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.” Studentersekretær Kristian Kappel var turleder for de studerende, og han fortæller, at de har haft et dejligt møde med Grønlands skønne folk. Alle studerende kom hjem med en oplevelse af, at der er gode muligheder for at bo og arbejde i Grønland, for den som kommer med ydmyghed og et åbent hjerte; at der er muligheder for at starte KFS-arbejde op, og at Sømandsmissionen er en vigtig partner i dette. Lad os bede for Grønland og dets folk; lad os bede for Sømandsmissionen, som er der nu. Lad os bede for de studerende, som netop er vendt hjem, og om at vi alle må vokse i kærlighed til dette folk og land og være lydhøre for Guds kald.


Gotta serve Longread:

somebody I tilbedelsen ligger en anerkendelse af, at noget eller nogen er større og vigtigere end mig. I en kultur med udbredt autoritetstrods virker det måske nærliggende at fravælge tilbedelse, men problemet er, at tilbedelse ikke kan fravælges. Om vi vil det eller ej, tilbeder vi. Spørgsmålet er snarere, hvem eller hvad vi tilbeder.

Af Manuel Vigilius, Vice President og chef for Group Communication ved COWI, mvigilius@gmail.com ”Vis Herren, I folkenes slægter, vis Herren ære og hæder! Vis Herrens navn ære, træd ind i hans forgårde med gaver, kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt, skælv for ham, hele jorden! Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!” Salme 96, vers 7-10 Der er en hel del i den kristne tro, som giver rigtigt meget mening, også for mennesker, som står udenfor og kigger ind: Tro, håb og kærlighed. Barmhjertighed og hjælp til nødlidende. Tilgivelse. Liv efter døden. Fællesskab over grænser og skel. Kampen mellem godt og ondt. Mening. God musik! Der er dog et helt centralt og afgørende aspekt, hvor kæden hopper af for langt de fleste danskere og andre vesterlændinge: Tilbedelsen af Gud. Anerkendelsen af ham som konge. 15


Det er jo ikke sådan, at bare fordi du tager afstand fra kristen tilbedelse af Gud, så holder du op med at tjene en åndelig herre. Og det er ikke sådan, at bare fordi du siger nej til at have Gud på tronen, så står tronen i dit hjerte tom. Den bliver bare besat af en anden gud. Måske gælder det her i nogen grad også for en del af os, der kalder os kristne: Lovsangen, musikken, det der med at få en stærk oplevelse, man kan give sig hen i – den er vi helt med på. Men at det skulle være udtryk for, at Gud er ultimativ autoritet, at vi bøjer os for ham, anerkender ham som enevældig, suveræn, ufejlbarlig ”konge”, det virker ikke bare fortidigt, men forargeligt og farligt.

Hvem er egentlig i fokus? Der vil altid være noget i en eviggyldig sandhed, som vores tid og kultur vil støde sig på. Fordi tider skifter og kulturer forandrer sig, mens det evige, ja, det ligger lige som i ordet, det er uforanderligt. Dén her bibelske, evige sandhed er noget af det, vores tid støder sig på: At Gud ikke er til for vores skyld. At han ikke er et muligt supplement i tilværelsen, en lille hjælper. Men at vi og alle ting er til for ham, til ham (Romerbrevet kapitel 11, vers 36; Første Korintherbrev kapitel 8, vers 6). At han er centrum, og vi periferi, og at vi derfor er til på hans vilkår og velvilje, og ikke han på vores. Ud over at være en bibelsk sandhed, er det ellers også en relativt logisk og intuitiv slutning: Hvis der findes en almægtig, fuldkommen Gud, som har skabt og opretholder alle ting, så må han per definition være hovedsag og herre. At påstå noget andet, svarer til at insistere på, at Harry Potter er vigtigere end J.K. Rowling og kan eksistere uafhængigt af hende. Alligevel er det det, de fleste af os danskere i realiteten gør. Vi vil ikke anerkende logik. Hvorfor?

Oldgammelt gods ”Mennesket vil ikke blive frit, før den sidste konge er stranguleret med den sidste præsts indvolde!” (Denis Diderot, 1713-1784) Selv om de fleste danskere nok ville udtrykke sig noget mere diplomatisk, er Diderots ord et meget rammende udtryk for den moderne, verdslige trosbekendelse. Hvis bare mennesket kunne kaste den ydre autoritets – kongens – og den dogmatiske religions – præstens – lænker af sig, vil det blive virkeligt frit. At citatet er 300 år gammelt, er blot endnu et eksempel på, at der ikke er så meget nyt i vores mistro og modvilje over for at ydmyge sig under Gud. Faktisk er holdningen lige så gammel som Edens Have. Det var jo her, Satan første gang dryppede sine mistænkeliggørende løgne i øret på mennesket, og siden da har hans klamme slim fyldt øregangene på mennesker fra fødsel til genfødsel eller død.

Islam skræmmer I de seneste årtier har disse forestillinger fået ekstra medvind. Ungdomsoprørets reaktion på alle gamle institutioner og vores nærkontakt med muslimske udlændinges underkastende religiøsitet – islam betyder ordret ”underkastelse” – og især de islamistiske terroristers religiøst motiverede vold 16


har kastet benzin på bålet: ”Se bare, hvor farlig religion og tilbedelse af en ydre autoritet er!” Kombineret med vores folkesjæls modstand mod alle autoriteter har vi fået en mental cocktail, der virker som brækmiddel over for noget, kristendommen ellers vil sige er det mest naturlige, frie og glædelige: At give sig fuldstændigt hen til Den Evige. At tilbede Gud som majestæt. At vise ham ære i opmærksomhed, ord, musik, holdning og handling. Det er ikke noget, vi tænker over. Det er en refleks. Et medfødt instinkt, som vores kultur intet gør for at disciplinere, men tværtimod ophøjer til noget meget klogt, sundt og sandt. Det er ikke mindst derfor, så mange danskere end ikke overvejer et seriøst religiøst engagement. Det er en moralsk og intellektuel pligt at sige nej!

Illusionen om frihed Det er ikke noget at pege fingre ad. Mennesker reagerer stort set, som de har lært. Uden Kristus var vi alle sammen i samme båd. Men det er bestemt noget at begræde, hvis du spørger mig. Især fordi denne holdning er et selvbedrag. Det er jo ikke sådan, at bare fordi du tager afstand fra kristen tilbedelse af Gud, så holder du op med at tjene en åndelig herre. Og det er ikke sådan, at bare fordi du siger nej til at have Gud på tronen, så står tronen i dit hjerte tom. Den bliver bare besat af en anden gud. Det sker ubevidst for de fleste, men det er en naturlov: Vi tilbeder alle, uden undtagelse. Vi har alle en gud i vores liv. For der er altid noget, vi sætter på førstepladsen i vores liv. Nogen eller noget vi henter vores livs ultimative mening fra: et andet menneskes kærlighed eller begær, familien, karakterer, karriere, penge eller noget helt sjette. Denne hjertets gud vil have stor indflydelse vores opmærksomhed, tanker, følelser og handlinger. Vi tilbeder i handling vores hjertes gud. Vi kan ikke andet. Det er vores ”lovsang”.

Hjertets tillid Som sangeren, poeten og nu nobelprismodtager Bob Dylan formulerede det med gudsinspireret klarhed på albummet ”Slow Train Coming” fra 1979: 'You may be an ambassador to England or France You may like to gamble, you might like to dance You may be the heavyweight champion of the world You may be a socialite with a long string of pearls But you're gonna have to serve somebody, yes Indeed you're gonna have to serve somebody Well, it may be the devil or it may be the Lord But you're gonna have to serve somebody' Reformatoren Martin Luther beskrev det så rammende allerede for 500 år siden i sin forklaring til det første af de ti bud: ”En Gud vil sige det, hvoraf man venter sig alt godt, og som man tager sin tilflugt til i al nød [...] Hjertets tillid og tro frembringer både Gud og afgud.”

Tilbedelse i præstationens tempel Hvordan ser det ud i praksis? Lad mig give nogle eksempler: De fleste af os kigger os lige i spejlet, inden vi begiver os ud i den store verden, for at tjekke, om vi ser okay ud – hvis ikke decideret lækre! På samme måde ser vi alle hen på et eller andet for at tjekke, om vi er okay på et indre og dybere plan. Det kan være, at du først for alvor føler dig noget værd, når nogen bemærker dig og giver dig et konkret eller overført ”Like”. Jamen så vil du indrette dit udseende eller udmeldinger efter, hvad der giver det lille ”kick”, det like, den 17


anerkendelse. For du vil frygte afvisningen eller at blive ignoreret. Uden at du har besluttet det eller vil det, bliver dit liv en lovsang til andres anerkendelse. Det kan være, dine forældre fylder meget i din bevidsthed. Eller det kan være, de fylder rigtigt meget i dit ubevidste! Under radaren. Uden at være klar over det, handler dit liv om din mors Det er for mig at se det eller fars accept af dine valg. tydeligste bevis på læren om At de siger: Godt gået! arvesynd: At vi ikke af os selv Du vil være søger hen til Ham, der som den stærkt påvirket af dine eneste er Gud. Han, som har alt forestillinger om, hvad det, vi virkelig har brug for, og de vil synes, i dine valg af uddannelse, ægtefælle, ønsker at give os det, kvit og frit! hjem. Der vil være en frygt Han, for hvem intet er umuligt, for at træde ved siden af – som aldrig skal dø, og som vi og stor glæde og lettelse, altid kan stole på. når du får accepten. Dit liv vil blive fjernstyret af deres forventninger. Eller det, du tror, de forventer. Dit liv vil blive en tilbedelse af dine forældres accept. Det kan også være, du først for alvor føler, at du er lykkedes og meget værdifuld, når du får gode karakterer og, senere i livet, når du lykkes på jobbet. Dine prioriteringer vil være præget af, at du skal lykkes på studiet og jobbet. Dine følelser vil svinge mellem frygt for fiasko og fryd over stærke præstationer. Du vil ikke selv kunne se det, men du er begyndt at tilbede i præstationens tempel.

Afhængighed og frygt som motor Også her vil afhængighed og frygt være primære drivkræfter. For sådan er afgudsdyrkelsens natur: Den næres af vores dybe, medfødte usikkerhed og frygt, vores Mit liv er en daglig kamp for store indre tomrum, som har rødder i Edens Have omvendelse fra alle mit hjertes og adskillelsen fra Gud. elendige små afguder. En Det er et grundvilkår for os kamp for at den eneste Gud, mennesker. der virkelig har kraften og Dermed siger jeg magten, den eneste Gud, der ikke, at andre mennesker, har liv og frelse i sig, den eneste forældre, karakterer eller præstationer per definition Gud, der elsker mig og aldrig er hverken afguder skal dø, får mit livs lovsang. eller onde – tværtimod! Andre mennesker er værdifulde. Forældre er som regel elskende og elskværdige. Og det er i udgangspunktet godt at stræbe efter at gøre godt

18

– og gøre det godt! Det er kun, når de overtager den plads, der tilhører Den Eneste Ene, at det bliver usundt, afhængighedsskabende og frygtmotiveret. Det er så desværre det, der sker hele tiden, umærkeligt, i os mennesker. Det er for mig at se det tydeligste bevis på læren om arvesynd: At vi ikke af os selv søger hen til Ham, der som den eneste er Gud. Han, som har alt det, vi virkelig har brug for, og ønsker at give os det, kvit og frit! Han, for hvem intet er umuligt, som aldrig skal dø, og som vi altid kan stole på. Vores hjerter er, som forfatteren og filosoffen C.S. Lewis formulerer det, ”bøjede”: Vi er skabt i Guds billede. Vi er, næst efter Gud, det mest fantastiske, der findes i universet. Men vi er bøjede ud af de oprindelige form; bøjet væk fra Gud, vores far; ude af kurs. Derfor er vores hjerter, vores inderste blevet ”afgudsfabrikker”, som reformatoren Jean Calvin kaldte det. Vores natur er at fokusere på det, vi har foran os og ophøje det til noget, det ikke kan bære. At forsøge at udfylde det tomrum, overvinde den adskillelse og opveje den ufuldkommenhed, som følger af vores syndefald med alt muligt, der ikke batter nogen steder. Derfor tilbeder alle. Derfor er hele jorden fuld af lovsang! Bare ikke til Gud. Ikke den smukke, men den skingre og skæve. Derfor går verden sin skæve gang med det gode, smukke og fuldkomne blandet op med ondskab, egoisme og perversion.

Dobbelt selvbedrag Og det gælder selvfølgelig også for dig, som er kristen. Selvbedraget kan være dobbelt som os, for ”jeg tror jo på Jesus!” Og det er meget muligt, at du har en frelsende tro på Jesus, og du bekender ham med din mund, men helliggørelsen, udrensningen af hjertets afguder, er knap nok begyndt! Hvis du vil vide, hvem du egentlig tror på i dit hjerte, hvem du egentlig tilbeder, så spørg ikke til din munds bekendelse. Se på dit liv. For vi kan lyve med munden, også for os selv, men vores liv lyver ikke. De viser, hvem vi i virkeligheden frygter, elsker, stoler på og ser hen til for at finde frelse og forløsning. Det kender jeg alt for godt fra mit eget liv. Bare så vi har dét på det rene. Jeg føler mig i dén grad som klicheen om den indfødte, der skælver af frygt for afgudens vrede, og bøjer sig i gruset for det, som bare er døde sten og kraftesløse træstykker – dum og blind og bange, som jeg er. Mit liv er en daglig kamp for omvendelse fra alle mit hjertes elendige små afguder. En kamp for


at den eneste Gud, der virkelig har kraften og magten, den eneste Gud, der har liv og frelse i sig, den eneste Gud, der elsker mig og aldrig skal dø, får mit livs lovsang.

Aldrig tryg Og det bringer os hen til hovedpointen i den egentlige ”lovsangs-krig”: Den vigtigste front går ikke mellem dem, som elsker techno, og dem, som holder af svenske folkesange fra det 19. århundrede. Den står ikke mellem dem, der løfter hænderne og hopper på stedet, og dem, som bøjer hovedet og fordyber sig i indre hengivelse. Og den står ikke engang mellem dem, som tilbeder, og dem, som ikke gør – for vi tilbeder alle noget eller nogen. I stedet står krigen mellem det at beundre, tilbede, lovsynge, bøje os for og adlyde Gud – eller afguder. Hvorfor skal vi tilbede Gud og Gud alene? Ikke, fordi det er ”det rigtige at gøre” – selv om det er det! Ikke, fordi det er den eneste dogmatiske korrekte kurs at tage – selv om, det er det! Og ikke, fordi vores forældre eller kristne ledere og venner siger det. Vi skal gøre det, fordi det er det eneste, der er i overensstemmelse med realiteterne og vores bestemmelse. Fordi Gud er Gud. Fordi han er den eneste Gud, der virkelig er Gud – almægtige, alvidende, alkærlig, retfærdig og evig. Fordi når vi hører det særlige budskab om ham og hvad han har gjort for verden og for os, så skaber det en lovsang og tilbedelse, hvis grund er sandhed, befrielse, glæde og fred. Den eneste lovsang, som ikke er bøjet, skinger eller skæv, men ren og smuk. Så længe du tilbeder andres anerkendelse og accept eller dine egne præstationer, kan du aldrig vide dig sikker. Du kan aldrig være tryg. Du må altid leve i frygt, fordi andres anerkendelse og accept og din egen indsats er ekstremt usikker og svingende. Karakterer, karriere og en sund og lækker krop kan ikke tilgive dine synder, ikke føre dig frelst gennem dødsskyggens dal og aldrig give dig håb for evigheden. Penge elsker dig ikke. Ting elsker dig ikke. Selv det bedste menneske kan ikke elske dig med en evig, uforanderlig brændende kærlighed. Men det gør Gud.

Penge elsker dig ikke. Ting elsker dig ikke. Selv det bedste menneske kan ikke elske dig med en evig, uforanderlig brændende kærlighed. Men det gør Gud.

Den, du kan stole på Han er ikke en hård og lunefuld herre. Han er en herre, som elsker dig og vil dit og andres menneskers bedste. Han har gjort det arbejde, du slider med for at gøre dig selv acceptabel, retfærdig, okay. Det var derfor, han sagde: Det er fuldbragt. Det er fuldkomment. Det er sket. Og det gjorde han for verden og for dig. Det er ham, der bragte livet ind i universet. Det er ham, der gik i døden for at bryde dødens kraft og tage dødens og dødsrigets nøgler. Det er ham, der har kraft og liv i sig selv, helt uafhængigt af alt og alle. Det er ham, der er konstant og konsistent i en omskiftelig, brudt og ustabil verden. Ham kan du stole på. Han er centrum i universet. Det er ham, det hele i bund og grund handler om. Det er derfor, vi må lovsynge, tilbede og ære ham, med ”mund og hånd, sjæl og ånd”, indtil den dag, hvor hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus er herre, og hele jorden bliver fyldt af lovsang – til Ham. ■

19


Refleksion:

Jeg mødte et kontrastfyldt Grønland Følgende er en refleksion på baggrund af en rejse til Grønland sponsoreret af KFS. 12 KFS-studerende var afsted i to uger og er kommet hjem fuld af inspiration og oplevelser. Af Sara Friis, BA i religionsvidenskab, sarahansenfriis@gmail.com

En aften på sømandshjemmet sad vi og blev utroligt opmuntret af at snakke med nogle unge, ambitiøse, grønlandske studerende. Bare få timer inden, havde vi lyttet til Peters historier om livets uretfærdighed, som for ham slet ikke virkede til at være så uretfærdigt. På bare et par timer blev der skabt en frustration inden i mig over danskeres tidligere ageren i Grønland, men på samme tid fik jeg et stort håb for Grønlands fremtid og en handleplan for KFS i Grønland. Eftermiddagen var gået med isfiskeri uden meget held på krogene. Og da vi var godt forfrosne, inviterede en god ven af Sømandshjemmet, vi kalder ham Peter, os tre piger på kaffe i sin lejlighed. På vej dertil spørger han, om det er okay, at han ryger indenfor og derefter, om det skal være almindelig tobak eller hash. Han ræsonnerer hurtigt, at hash ikke er godt for ham, hvorfor det ikke syntes nødvendigt at svare. Mens vi drikker vores kaffe og spiser noget af Peters’ hjemmebagte grønlandske brød, ryger Peter et stop pibe, mens han fortæller om forskellige episoder i sit liv til soundtracket af ”Amazing Grace”

20

fra stereoanlægget. Det er svært at lytte til disse historier om afsavn til familien, selvmord og alkoholmisbrug uden at blive berørt. Men Peter er ikke en bitter gammel mand – overhovedet ikke. Han stråler derimod af glæden over nuet og de oplevelser, som denne dag har givet ham. Han sætter pris på et godt måltid mad, på Sømandshjemmet og besøget af os tre unge piger, hvoraf den ene har nogle meget smukke mørke krøller, som er dejlige at røre ved. Samme aften har volontørerne fra Sømandshjemmet inviteret de unge i byen til Ung Cafe, og vi har fået lov til at stå for aftenen. Vi er et par stykker, som kommer til at sidde og snakke med tre unge, der går på GUX (STX) i Aasiaat. De kommer fra en mindre by lidt nord for Aasiaat, men bor nu på kollegiet, som er knyttet til gymnasiet. Der er fire gymnasier i Grønland, og de samler alle elever fra de omkringliggende byer. Da transport mellem byer både er besværlig og dyr, får alle tildelt et kollegieværelse. Så oveni at de starter på den sværeste uddannelse, nogen i deres familie nogensinde har taget, så flytter de

også hjemmefra og skal lære at klare sig selv. Disse unge er utroligt åbne og imødekommende. De fortæller om livet på studiet og livet på Grønland. De er fulde af ambitioner. To af dem vil gerne flytte til Aarhus for at studere. Én vil gerne læse medicin, blive en dygtig læge og så flytte tilbage til sin hjemby for der at bruge sin faglighed. Jeg håber virkelig, at de ikke repræsenterede de få, men at de repræsenterede majoriteten af Grønlands ungdom. Jeg håber, at alle unge er ligeså fyldte med håb, drømme og ambitioner og med et ønske om at blive i Grønland. Jeg tror på, at der er rum for KFS i Grønland, men jeg håber ikke, vi skal være der længe. For hvor vil det bare være fantastisk, hvis grønlænderne selv ville gribe det, vi kommer med, og gøre KFS til deres eget. Grønland er et utrolig spændende land med kontrastfulde møder og en smuk, men barsk, natur. Det er fyldt med venlige mennesker, som alle har en historie med i bagagen. Men der er en ny generation af unge, som har håb og drømme for deres liv og livet i Grønland.


21


Tonerne fra

Duradalen Daniels bog, kapitel 1-3. Af teolog Oline Bøndergaard Kobbersmed, kirke- og kulturmedarbejder ved Sct. Michaelis Kirke, Fredericia, oline.kobbersmed@gmail.com. Illustration side 25 af anne kappel

Smuk, klog og udvalgt ”Tag ham – ja, ham den høje. Og ikke de to ved siden af. Ved Marduk – hvad er det dog for skvat! Men lad mig se ham i samme række med den blå kjortel.” Babyloneren nærmer sig Mishael. Han skæver op for at få et glimt af embedsmanden. Halvfed og lettere skrævende bevæger den ældre herre sig mellem rækkerne og tager dem i øjesyn. Kun unge mænd af fornemme familier står her. Kun de smukkeste får lov at tale med babylonerne og bevise deres værd. Og af dem vælges kun de klogeste ud. Så nu – nu står Mishael med rank ryg og tanke på fremtiden. For vist er de babylonere. Rygtet går, at man må forlade Jerusalem, hvis man vælges ud. Men er det et tab? Han og Hananja drøftede så sent som i går aftes, hvad Jeremias havde proklameret. Nok er han en sær snegl. Men Gud giver ham ord i det skjulte, er Mishael og Hanaja enige om. Byen er på vej mod sin undergang. Judas rige er ikke evigt. Så langt fra evigt. Hvem ønsker sig at blive tilbage, når byen bliver en ruin? Fremtiden ligger i det fremmede, er han overbevist om. Han ranker ryggen, og svarer det bedste, han har lært, da babyloneren spørger. Det er så længe siden, Mishael blev udvalgt. Det kan føles som at læse et eventyr. Men en dag i Berlin gik det på en særlig måde op for mig, at Babylon var virkelig. Jeg besøgte Pergamon museet med kostbare oldtidsfund. Og inde i et af rummene var en rekonstruktion af Ishtar Porten fra Babylon. En smuk og frygtindgydende port, bygget af dybtblåt glaserede mursten. Udsmykningen er gyldne drager, tyre og løver og borten smukt komponeret med symmetriske mønstre. Gå under denne port og se for dig, at Mishael, Hananja og deres venner Daniel og Azarja har stået og betragtet det samme bygningsværk. 22

Måske har de stillet nogle af de samme spørgsmål, som jeg til tider stiller mig selv: Er det fremmede farligt? Eller skal det omfavnes og indtages?

Mod fremmede himmelstrøg Ashpenaz hed han, kong Nebudkanesars hofchef. Det lærte de på vejen. De lærte også at respekt og lydighed var vejen til hans velvilje. Alligevel måtte de indbyrdes diskutere, om han nu var værd at lyde. På den ene side var han uren, en gudsbespotter, hvis fyrste havde taget tempelkarrene og sat dem i Marduks tempel. På den anden side havde Jeremias jo kundgjort, at denne rejse var Guds vilje. Guds straf over et ulydigt folk – men måtte man alligevel ikke få det bedste ud af det? De krympede sig indvendig, da han fratog dem deres navne. Ikke længere Mishael, Hananja, Azarja og Daniel. Nu var de Meshak, Shadrak, Abed-Nego og Beltshassar. Det var som at blive klædt af ind i sjælen. Men de valgte en anden kamp. Maden fra kongens bord var uren, overbeviste Daniel dem om. Først ærgrede Mishael sig over Daniels vedholdenhed, for fristende så det ud, da de andre unge mænd fik serveret mørt kød og lagret vin. En lille smagsprøve kunne vel ikke skade? Og tænk, hvis de kom til at stå tilbage overfor de andre unge mænd under oplæring i hoffet. Men Daniel insisterede, og de takkede nej. Grøntsager og vand skulle de have. Intet andet. Tilsynsmanden rynkede brynene, men gik med på at prøve de næste ti dage. De takkede Gud for maden, mens de andre tog rigeligt for sig af sagerne. Mishael så i begyndelsen til med misundelse, men som dagene gik, flyttede han blikket og så sine venner. Deres insisteren var ikke forgæves. De havde klare, strålende øjne og virkede endda stærkere end de andre bordfæller. Tilsynsmanden


Som et gensvar på musikken, bruste menneskehavet i et samlet buk. Kun ryggene af de mange sås, som en samlet farvestrålende bølge, som dog blev brudt. Tre mænd med bankende hjerter stod ranke på pladsen.

undrede sig, men efter de ti dage fik de fire venner uden protest lov at tygge videre. Og for hver dag voksede de i visdom. De kaldæiske skrifter rettede sig ud, syner og drømme lod sig tyde. De var frygtsomme og spændte, da de trådte gennem Babylons porte første gang. Så mange fremmede dufte, lyde og skikke mødte dem, og Jerusalem var uendeligt langt borte. Men Mishael forstod, at de ikke var alene i de prægtige babyloniske paladser. Heller ikke, da de efter tre års intens oplæring blev kaldt frem for den mægtige kong Nebudkadnesar. Kongernes Konge var med dem! Babylons porte strakte sig mod himlen, men Himlens Herre hørte deres bønner. Verden er smuk og skøn, og den bærer mærket af en stor skaber. Samtidig er vold, ondskab og ugudelighed omkring os. Som bulder og brag eller på snigende, sofistikeret vis. Ikke alt, der glimrer, er fra Gud. Ikke alt, der virker godt, fører til ham. De bad om visdom og Gud gav dem i rigelige mængder. De fire venner bag Babylons høje mure fik mod til at træde op mod magten, mod den kultur som andre omkring dem lovpriste og mæskede sig i. Gav Gud dem et overmenneskeligt mod? Eller mærkede de suget i maven og frygten, da babylonerne så skævt til dem?

Hvis bare jeg havde… I tjeneste hos Babylons hersker så han ting, han aldrig havde forestillet sig. Meget fyldte ham med undren, en del også med afsky. Kongens indtag af uren mad, hans omgang med kvinder og hans dyrkelse af gudebilleder – alt sammen var det så fremmed og fjernt. Eller måske: havde været… For selv om Mishael ikke selv slog ind på den samme vej, så var der dage, hvor han kunne misunde kongen hans bugnende taffel. Dage, hvor han kastede lange blikke

efter de unge kvinder i hoffet. Det skete endda, at han ønskede sig en gud, som dem kongen dyrkede. En som kunne ses, et stort og imponerende billede, som ville give ham andres anerkendelse og respekt. På de dage skete det, at han gik ned til floden og græd. Afmagt og savn fyldte ham, men det bragte ham ingen steder. For det Jerusalem og det tempel, han savnede, eksisterede ikke mere, og Gud Herren havde selv villet det sådan. Babylon var hans plads nu, med al dens rigdom, skønhed og gudløshed. Han takkede Gud for de andre. Ikke sjældent havde Daniel hjulpet ham til at løfte blikket fra de babyloniske mure og op mod himlen. ”Det er Herren, der giver os visdom! Nebukadnesar er mægtig, men for Gud er han bare et fnug, der blæser bort. Vores Gud er fra evighed til evighed!” Jo, Gud gav dem al den visdom og kundskab, de havde brug for til at tjene i kongens hof. Daniel fik så store hemmeligheder åbenbaret, at kongen måtte bøje sig i støvet. Det så ud, som om deres vej frem var banet, da Daniel blev overhoved over alle vismænd ved hoffet, og Mishael sammen med Hananja og Azarja skulle styre provinsen Babylon. Tænk at nå toppen i det fjerne imperium! Det må have været svimlende, som en drøm. Til tider får vi lov at træde på større trin, end vi selv havde forudset. I Guds historie kan alt ske, og betror han os stort, må vi bede om visdom til at forvalte det.

Alene blandt tusind Mishael, Hananja og Azarja så på hinanden med bankende hjerter og skælvende knæ. Var dette enden på deres historie i det fremmede? For kort tid siden havde kongen lovprist deres Gud for de hemmeligheder, han havde betroet Daniel. Nu var der kun én 23


De tre venners historie slutter ved ildovnen. Men jeg tror, det største om dem er sagt her. De tilbad Gud og troede ham. Også før underet. Også uden underet: ”Selvom Gud ikke redder os, vil vi dyrke ham.”

vej: knæl for Marduk – eller dø. En gigantisk statue, dobbelt så høj som Babylons porte, tårnede sig op i Duradalen. Skinnende guld i sådan en mængde, at ingen burde være i tvivl om, at han skulle tilbedes. De tre venner så på hinanden og bøjede knæ. Ikke for Marduk, men for Herren. De vidste, hvordan det kunne gå. Men de løftede blikket fra statuen til himlen. Selv guld vil støbes om og forgå, men Herren er evig! Da signalet lød, gik de med beslutsomme skridt mod pladsen. Et mylder af mennesker i betroede stillinger samlede sig, fulde af forventning og ærefrygt på denne højtidelige dag. Stilhed! Og så en gennemtrængende klang fra horn, fløjter, citre. Som et gensvar på musikken, bruste menneskehavet i et samlet buk. Kun ryggene af de mange sås, som en samlet farvestrålende bølge, som dog blev brudt. Tre mænd med bankende hjerter stod ranke på pladsen. Havde disse så ophøjede jøder intet forstået? Kaldæerne fyldtes af skadefryd og sendte bud til kongen. De blev kaldt frem for Nebudkadnesar, som nådigt gav dem en ny chance. Men de tre venner kastede sig hverken for kongen eller hans Marduk. Al respekt og ærefrygt for den mægtige mand blev til foragt, og trods de bankende hjerter var kun ønsket om at bøje sig for Gud Herren. 24

”Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen og ud af din magt, konge. Og selvom om han ikke gør det, skal du vide, at vi ikke vil dyrke din gud!” Nebudkanesars vrede var gloende, det samme var ovnen. Så hed, at de, der varmede den op, med høje skrig faldt om og døde. De tre venner så det. De hørte skrigene, mærkede varmen og vreden omkring dem. ”Dø!” skreg de. Mishael så på sine venner, og han vidste, at de havde det som han. Ikke frygten, men en guddommelig fred fyldte dem. Kun én kunne det komme fra, og han løftede sit blik mod himlen, da de kastede ham og vennerne i ovnen. Hvad der skete i ovnen er underfuldt. Jeg ser, at vennerne ved Guds hjælp kom levende ud, og jeg tror aldrig de selv eller deres verden blev den samme. Vendte de kongen ryggen? Eller smed han dem på porten? Hvad sagde de til Gud? Jeg ved det ikke, Daniels bog er tavs her. De tre venners historie slutter ved ildovnen. Men jeg tror, det største om dem er sagt her. De tilbad Gud og troede ham. Også før underet. Også uden underet: ”Selvom Gud ikke redder os, vil vi dyrke ham.” Åh Gud, giv mig den tro! En tro, der trodser pomp og pragt og mægtige mænd, der spiller med musklerne. En tro, der løfter blikket til evighedens Herre. ■


aNNE kAPPEL annekappel.dk

25


SNAK Kommentar:

I efteråret 2016 gik den norske ungdomsserie SKAM sin sejrsgang i Danmark. Scenen er sat i en gymnasiehverdag og kommer vidt omkring – fra venskaber og spiseforstyrrelser til hævnporno og identitetskriser. Her er fem skarpe til dig, der har set SKAM, eller overvejer at gøre det.

Af Annie Schjelde Rasmussen, kommunikationsrådgiver, aschjelde@gmail.com, og Lisa Boye Rom, gymnasiesekretær, lisaboye@gmail.com

Derfor er SKAM aktuelt Har du prøvet at skamme dig? Frygten for, at andre ikke vil holde af dig, hvis de finder ud af, hvem du er, hvad du har gjort eller hvad du tænker og gør, fører til isolation. Fælles for Eva, Noora og Isak, der er hovedpersoner i SKAM, er, at når de hver især åbner op for skeletterne i skabet, store og små, oplever de skiftet fra at være alene og tynget af skam, til at være en del af et fællesskab af uperfekte mennesker, der møder dem med kærlighed. Eller, sagt på norsk: “Mennesker trenger mennesker.”

virker i anden sæson, som om hun primært er optaget af druk og flirt - fordi vi ser hende gennem øjnene på Noora, som ikke selv drikker og kun har øje for William. Jeg må være opmærksom på, hvornår jeg gør andre til ufrivillige statister i mit eget liv. For vores medmennesker er som regel mere, end vi reducerer hinanden til. Eller, som den håndskrevne seddel ved Nooras spejl siger: “Everyone is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always”.

Gør ikke andre til statister i dit liv

Er der en voksen til stede?

SKAM skifter hovedperson fra sæson til sæson. Det giver hver gang et nyt billede af, hvad seriens personer tænker om sig selv og om deres venner. Eva, som i første sæson er følsom og usikker,

Et kendetegn for SKAM-universet er et udtalt fravær af forældre og voksne karakterer, der spiller en rolle i de unges liv – særligt i sæson 1 og 2. Bortset fra en gæsteoptræden fra en karrieremor, en

26


kikset skolesundhedsplejerske og en biologilærers frithængende bryster, er gymnasieeleverne på egen hånd.

for en kristen at lade sig suge ind i en serie, der helt åbenlyst er baseret på verdslige værdier? Vi har to overvejelser:

Dette, tror vi, er et helt bevidst stiltræk i serien, som får de unges problemstillinger til at stå renere frem – men alligevel er det slående, så naturligt dette fravær virker! Relationerne mellem venner er det bærende, og ingen virker til at have et behov for voksne, der kan trøste og udfordre. Værsgo’ – en opfordring til at give os selv lov til at lære og støtte på tværs af generationer.

• Til dig, som allerede dyrker serien og universet ukritisk. Overvej, hvordan det påvirker dig at du hepper på Noora, der langt om længe giver sig hen til William, og Isak og Even, der får hinanden til sidst. For det påvirker dig altså. Synes du, det er svært at få til at hænge sammen med dine overbevisninger som kristen? Del den oplevelse med andre og reflekter over det sammen – skam dig ikke.

Se dine fordomme i øjnene Fra salmekor til dåbs-metaforik - SKAM er spækket med kristne symboler. Og særligt to karakterer springer i øjnene i deres religiøsitet: Muslimen Sana og Isaks kristne mor. Sana går med hijab og drikker ikke, men hun hænger ud med sine veninder og er cool og sarkastisk. Hun repræsenterer den type religiøsitet, der er accepteret i samfundet. Den er eksotisk, giver dig en indre ro, men du går ikke glip af noget, og alle synes, du er vildt sej. Men Sanas religiøsitet er et blændværk på en skærm. Ude i virkeligheden tager ideologier livtag med hinanden, noget er sandt, og noget andet er falskt – lige meget hvor rart det ville være, hvis alle altid kunne enes og mødes på fælles grund. Isaks mor er kristen – og psykisk syg, får vi at vide. Hun sms’er i tide og utide bibelvers til ham, og vi bliver som seere trætte af hendes konstante skriveri og tænker, at det nok skal blive surt for ham, når han skal bekende kulør og præsentere sin (drenge) kæreste Even for sine forældre. Puha - vi kender de der kristne, de hader homoseksuelle! Men se nu svaret fra Isaks mor, da han i en sms fortæller hende om Even: Til Isak min sønn: Fra første sekund jeg så deg 21. juni 1999 klokken 21.21 har jeg elsket deg og det kommer jeg alltid til å gjøre til evig tid Isak fælder en tåre. Moderen møder med kærlighed sin lille dreng, der har behov for at blive elsket, uanset hvad. Og man skammer sig som seer over sine fordomme.

Skal vi så bare lade os forføre? “Jeg blev simpelthen så grebet. Jeg så SKAM hele natten, gik på arbejde uden at have forberedt mig ordentligt og fortalte mine elever, at det var vigtigt de fik deres søvn og lavede deres lektier…” fortæller en anonym lærer og SKAM-fan. SKAM har en række åbenlyse kunstneriske kvaliteter – skuespil, klipning og brugen af musik og sociale medier – og den behandler temaer og følelser, som er enormt menneskelige og genkendelige. Tilsammen gør det, at du som seer kan forvente at blive suget ind i universet omkring midt i sæson 1. Men er det sundt

• Til dig, som på forhånd afskriver universet og den levevis, det skildrer. Overvej, om du tør opsøge et stykke kunst, der er et vindue ind i dine ikke-kristne medmenneskers virkelighed. Du vil blive overrasket over, hvor stor en ømhed du vil føle for dem bagefter. Særlig øjenåbnende er Isaks livtag med sine homoseksuelle følelser. Det er sund medicin for den kristne, der kan have svært ved at skelne mellem synden og synderen. Det korte af det lange – serien SKAM er kommet for at blive. Hvad du gør med den, er op til dig. Din egen skam blev sømmet fast til et kors og efterladt i en grav for 2000 år siden. Lev frimodigt i det, i ærligt fællesskab. For mennesker trenger mennesker.

Fakta om SKAM Norsk serie i tre sæsoner om eleverne på gymnasiet Hartvig Nissen i Oslo. • Sæson 1 følger Evas forhold til kæresten Jonas og veninderne Noora, Sana, Vilde og Chris. Sæson 2 følger Noora og hendes beundrer William, og i sæson 3 følger vi Isak og hans vej ud af skabet som homoseksuel. • Serien udkommer i real-time i små, korte klip henover ugen – et klip, der udkommer tirsdag kl. 10.21, foregår netop tirsdag kl. 10.21. Aktivitet fra karakterernes facebook-messenger, beskeder og instagram postes også i strømmen på NRK. Dette giver en stærk fornemmelse af virkelighed og “live”-følelse.

27


Jeg tilbeder tit til trods Af Helga Døssing, cand. theol, helga@bendfeldt.dk

Tilbedelse er en rettethed mod Gud med det formål at give udtryk for hans almagt, trofasthed, og kærlighed. Den kan være et valg, vi tager, nogle gange endda på trods af hvad vi føler, og den kan være en følelse af kærlighed til Gud, der overvælder os, så vi ikke kan lade være med at prise ham. 28

Tilbedelsen får sit måske tydeligste udtryk i visse lovsange og takkebønner, men den kan også være en stille respons, hvor vi tilbeder Gud i hjertet. Tilbedelsen er ikke klage, den er heller ikke bøn. Disse har begge deres egen værdi og kan stå alene. Klagen giver os et rum, hvor vi kan sætte ord på vores smerte, bønnen et sted hvor vi kan komme med vores længsler og ønsker. Begge dele kan lede os ind i tilbedelsen, og til tider forenes det hele i en stor lovprisning.

Led efter det sted, der gør det let for dig at tilbede Det er lettest for mig at tilbede, når jeg oplever, at Gud holder mit liv i sine hænder. Her bliver det virkeligt for mig, hvor stor og vidunderlig Gud er. Så når jeg synes, at Gud er væk, prøver jeg at bevæge mig et sted hen, hvor jeg kan overgive mig i Guds hænder. Allerede som barn blev det meget bogstaveligt for mig at være i Guds hånd, fordi jeg, inden jeg gik i seng, forestillede mig, at sengen var Guds hånd, og når jeg lagde mig, lod jeg mig fylde af dyb fred og taknemmelighed, der fulgte mig ind i søvnen. Da jeg som elleveårig blev syg og mistede mine nyrer, tog jeg oplevelsen af at være i Guds hånd med mig ind i en ikke så tryg verden, nemlig hospitalet, og med tiden lærte jeg at lægge mig i Guds hænder, også når sengen var en hospitalsseng.

Jeg bevæger mig ind i tilbedelsen Det kan ske, at mit liv opleves, som om det er i frit fald, som om Gud har tabt mig. Her er det meget svært at tilbede, og mit sind føles mørkt. Når det sker, prøver jeg at finde sprækkerne i mit sind, sprækkerne, hvor Guds lys kan komme ind. Jeg

I begyndelsen følte jeg intet, men jeg fortsatte med at takke, og så begyndte mørket at lette. Jeg fortsatte min taksigelse, og Gud helbredte mig for al min bitterhed. flytter mig enten mentalt eller fysisk for at finde dem, og ofte går jeg. Jeg går med det formål at blive så stille, at jeg kan se Guds storhed. Jeg går, mens jeg beder. Jeg går, mens jeg fortæller ham om min smerte og mine håb. Jeg går, mens jeg græder. Og pludselig er sprækken der. Engang sad jeg på en bænk i en park, og med ét kom solen frem og gjorde mig helt varm. Jeg mærkede en lille glæde, og dér i


lyset lænede jeg mig tilbage i Guds hånd, og jeg kunne tilbede igen. Jeg kan også finde sprækkerne ved at gå i kirke, læse i min bibel, synge salmer eller i et smil fra én, der elsker mig.

Vi kan ikke altid selv Smerten kan blive så stor, at det er svært at finde revnerne i sindet. Det har jeg prøvet mindst to gange. Begge gange i forbindelse med min sygdom. Jeg var nitten år, da jeg blev nyretransplanteret for tredje gang. De to andre gange var mislykkede, og denne gang så det heller ikke godt ud. Nyren, jeg havde fået, gik først i gang efter en måned, og det var lang tid i uvished. Mit sind var så tungt, at jeg ikke kunne bede og slet ikke tilbede, men jeg kunne få andre til at bede for mig. Så hver gang der kom gæster, bad de for mig. Deres forbøn og Guds nåde bar mig igennem. Anden gang var, da jeg som seksogtyveårig mistede min transplanterede nyre

Nu lever jeg i hverdagen, og jeg har besluttet, at jeg altid vil være en tilbeder af Gud. for tredje gang og skulle i dialyse igen. Jeg følte, jeg gik i stykker, og en dyne af sorg lagde sig hen over mit sind. Da Gud endelig greb ind, var det, som om mit hjerte var dækket med sorte sår. Det føltes, som om Gud forsigtigt lod sin finger glide hen over mit hjerte og rørte ved sårene, så de forsvandt. Jeg følte mig lettet, som om jeg kunne trække vejret igen,

Du skal sige tak Men glæden holdt ikke længe, måske en uge. Ligeså pludseligt som sorgen var lettet, ligeså pludseligt blev jeg overmandet af bitterhed. Jeg var så vred over igen at være syg, igen at skulle køre i dialyse og igen at være bundet til en hospitalsseng flere gange om ugen. Men der i min forbitrelse talte Gud til mig: “Du skal sige tak”. Guds ord føltes ikke fordømmende eller hårde, de føltes sande. Alligevel var det at bøje mine knæ og sige tak, når jeg ingen følelser af taknemmelighed havde,

måske den sværeste handling, jeg har gjort i mit liv. Men jeg vidste, at det måtte være sådan, ellers var jeg fortabt i mit eget mørke. I begyndelsen følte jeg intet, men jeg fortsatte med at takke, og så begyndte mørket at lette. Jeg fortsatte min taksigelse, og Gud helbredte mig for al min bitterhed.

Gud og døden Efter tabet af min tredje nyre fulgte otte års dialyse, hvor jeg mødte ind på Skejby sygehus fem gange om ugen. Det var hårdt, og derfor fik jeg lov til at få dialyseapparatet med hjem. Jeg husker tydeligt den dag, da jeg kørte dialysen alene for første gang. Jeg havde lagt nålene i min arm, så mit blod kunne blive renset i maskinen og ledt tilbage i mine årer. Jeg var træt helt ind i knoglerne, og min krop føltes brugt og færdig. Den dag overgav jeg mig til Gud og døden. Jeg var klar til, at Gud skulle hente mig hjem. Jeg græd, for jeg syntes, det var for tidligt, men der kom en dyb fred over mig, da jeg slap mit liv og gav det helt til Gud. Dagen efter ringede de fra Skejby Sygehus. Der var en nyre til mig.

Når det er let at tilbede Tidligt om morgenen, dagen efter operationen, gik jeg alene på hospitalsgangen i mit hvide hospitalstøj med dropstativ og slanger ud af siderne. Jeg var næsten fireogtredive år, og jeg var endelig rask. Jeg tilbad Gud, og mit hjerte var fyldt at taknemmelighed. Jeg vidste, at denne verden ikke er mit hjem, og at Gud venter på mig et sted, hvor alt er godt. Og jeg havde fået en ny begyndelse her på jorden. Og jeg sang. Når jeg tænker på den dag, kan jeg stadig mærke glæden, taknemligheden og kærligheden til Gud. Nu lever jeg i hverdagen, og jeg har besluttet, at jeg altid vil være en tilbeder af Gud. Og jeg øver mig hver dag. Så når krisen kommer, når glæden kommer, eller hvad der end måtte komme, så vil jeg tilbede. Og så husker jeg på, hvad jeg lærte som barn, at lige meget hvad der sker, lige meget hvad jeg føler, og lige meget hvad andre siger, så er mit liv i Guds hænder. ■

29


Elsk skriftemålet! Vi kender til dårlig samvittighed. Vi er klar over, vi har gjort noget forkert, og det kan være svært at tro på tilgivelsen, og selv om vi nok tror på den, så er det ikke sikkert, at tilgivelsen får rum og fylder. Her byder det, der kaldes ”det personlige skriftemål”, sig til. Det kom til at betyde meget for Martin Luther, og hos ham kan vi inspireres til at tage det i brug i vores liv. Det har noget ubehageligt ved sig, men man kan komme til at elske det, fordi det sætter fri, fordi tilgivelsen for der, men det kunne han jo ikke, og lige så snart han var blevet tilgivet, så syndede han igen. Det var aldrig godt nok. Og han konkret skyld blive præcis og italesat. syntes aldrig, at han havde angret nok. Tilgivelsen stod oplevelAf Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pauls kirke, Aarhus, fbk@km.dk

At gå til skrifte I det personlige skriftemål henvender jeg mig til en moden medkristen, jeg har tillid til, ofte en præst, og taler med ham om det, der fylder. Gennem samtalen afklares det, om der er tale om ægte skyld eller falsk skyldfølelse. Hvis skylden er konkret og ægte, kan den indkredses og få navn, og så kan jeg, støttet af præsten, gå til Gud og konkret bekende den for ham. Derefter lægger skriftefaderen sin hånd på mit hoved og tilsiger mig syndernes forladelse i Guds navn. Det er befriende og kan på en særlig måde medvirke til, at tilgivelsen og evangeliets oprejsende kraft kommer til at fylde, så jeg befries til at leve. Måske finder jeg ind i en praksis med at gå til personligt skriftemål med visse mellemrum som en sund disciplin, der tackler synd og skyld og skaber identitet og integritet. En variant af mentorsamtale, sjælesorg eller medvandring med særlig vægt på at tackle vores synd og skyld gennem tilgivelsens kraft.

Da skriftemålet ikke hjalp Luther Luther var en samvittighedsfuld kristen. Han var vokset op med billedet af Kristus som en dommer, han var bange for. Derfor søgte han efter at finde en nådig Gud og gik flittigt til skriftemål. Men han fandt ingen nådig Gud. Man skulle skrifte alle ens syn-

30

sesmæssigt svagt i senmiddelalderen, og vægten lå mest på det, man skulle gøre efter skriftemålet, de såkaldte bodsgerninger. Kirken lærte ikke, at man derved fik tilgivelsen, men vægten var lagt så meget på dem, at det efterlod det indtryk, at de var det vigtigste. Derfor hjalp skriftemålet ikke Luther. Men så skete der noget! Ved studium i Bibelen gik det op for Luther, hvordan det hang sammen.

Da Luther kom til at elske skriftemålet Luther oplevede, at synden var en uadskillelig del af ham. Han kunne ikke overvinde den. Den blev ved med at være der. Og Guds lov blev ved med at afsløre ham. Der var kun ét middel mod det, og det var, hvis Gud føjede et nyt ord til loven, og det gjorde

Tilgivelsen stod oplevelsesmæssigt svagt i senmiddelalderen, og vægten lå mest på det, man skulle gøre efter skriftemålet, de såkaldte bodsgerninger. han! Nemlig nådens og tilgivelsens ord. Det ord blev så stærkt og så fyldt for Luther, at det satte den synd, der var i ham på plads og befriede ham fra den. Ikke så den ikke var der, men sådan, at den ikke fordømte ham og ikke tog frimodigheden fra ham, når han holdt sig til det nye ord, sagt til ham med præstens hånd på sit hoved. Det gik op for ham, at det kun kunne gribes på én måde: ved troen. Troen griber nemlig om Guds tilsagn, klamrer sig til


Luther udfordrer os til, at vi tager livet, os selv og Gud alvorligt! Og er radikale og konsekvente! At når vi er fyldt af tak til Gud, så takke og tilbede ham. Når vi har såret og krænket nogen og dermed Gud, så tage ansvar for det, bekende det og få hjælp til forsoning eller en ny begyndelse. Når hans frisættende ord lyder, så tilbede ham og springe højt af glæde.

det og regner det for højere end samvittighedens selvfordømmelse og Guds lovs afsløring. Luther oplevede, at han havde brug for, at nåden nåede ham på en stærk og eksklusiv måde, og det fandt han i skriftemålet, som han kaldte ”den dyrebareste, umistelige og nødvendigste skat i verden”. Her fik han vished: Jeg er tilgivet, det gamle er forbi. Også det jeg har glemt og ikke har bekendt, har han tilgivet, for han har gjort nok for mig på korset og givet mig det i dåben. Det holder jeg fast i. Så må jeg have lov til at ånde frit. Skriftemålet blev særligt vigtigt for ham, fordi der lød det lige til ham og lige nu gennem en medkristens mund med håndspålæggelsens ydre tegn og bekræftelse. Luther satte også samtalen med skriftefaderen højt. Ham kunne han åbne sit hjerte for, høre Guds ord og søge gode råd gennem ham, noget der hjalp Luther til at blive ”lystig i Kristus”, som han selv udtrykker det. Her blev han klædt på til at vende sig ud mod verden og medmennesket for at leve for ham og hende. Luther brugte skriftemålet flittigt og kunne ikke forstå, hvis ikke andre gjorde det. Han gav det endog en ret udførlig plads i sin lille håndbog om det vigtigste

i den kristne tro, den lille katekismus. Ikke i begyndelsen, men siden. Han fandt ligesom ud af, at det hørte med til det vigtigste. Luthers forhold til at gå til skrifte kan måske godt virke fremmed på os i sin radikalitet, men: I virkeligheden handler det om noget af det dybeste i vores eksistens! Luther udfordrer os til, at vi tager livet, os selv og Gud alvorligt! Og er radikale og konsekvente! At når vi er fyldt af tak til Gud, så takke og tilbede ham. Når vi har såret og krænket nogen og dermed Gud, så tage ansvar for det, bekende det og få hjælp til forsoning eller en ny begyndelse. Når hans frisættende ord lyder, så tilbede ham og springe højt af glæde.

Hvordan gør man? Hvad skal vi så gøre? Find en moden medkristen og læg det frem for ham eller hende. Og gå så med ham eller hende til Gud, og bekend det. Trænger vi ikke til at have en at vandre med, som vi kan være ærlige overfor, og som vi giver taleret i vores liv? Eller hvem af os kan ikke gå rundt med dårlig samvittighed fx på grund af manglende succes? Syndernes forladelse i forkyndelsen går hen over hovedet på os og bliver let formel og ukon-

kret, men den skal blive konkret, aktuel og præcis. Her har det det personlige skriftemål sin særlige force. For Luther var det ikke nødvendigt, at det var en præst, man skriftede overfor, det kunne være en anden kristen, mand eller kvinde. Når det er sagt, har præsten en særlig tavshedspligt, intet må han sige videre, mens andre skal anmelde det, hvis du bekender noget kriminelt.

Hvad skal jeg sige? Her vil Luther sige: Sig kun det i skriftemålet, der er vigtigt, og som trænger sig på, men glem ikke at sige det, der tynger dig. Husk også, at det, du ikke fik bekendt, også er tilgivet, nemlig på basis af korset, givet dig i dåbsgave for hele livet, og tror du det, har du det. Det er ubehageligt at gå til skrifte og bekende det, der er galt i ens liv. Men det er bare så befriende! Og det er i den grad befriende at være fri for at lyve for sig selv og stå ved det over for en anden. Der er forløsningskræfter i det personlige skriftemål, som flere i dag er begyndt at opdage. De henter befrielse til at leve og tilbede. Brug det og elsk det! Og lad dig inspirere af Luther… ■

31


TID TIL FORDYBELSE

DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Find os på lmh.dk eller på


Refleksioner fra to uger med

studentermission ”Hvordan kan vi få forkyndt evangeliet klart og tydeligt steder, hvor det i langt højere grad er følelser, der dominerer, og ikke skepsis over for blandt andet historiciteten af evangelierne eller teodicé-problemet…” Af SKL

Et ophold på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, består, lidt firkantet sagt, af skiftevis perioder med undervisning og perioder med evangelisation. I sidstnævnte rejser LTC’erne i teams ud på landets uddannelsessteder, for at støtte op om de lokale KFS-grupper og for at søge at komme i dialog med unge mennesker om tro. Her får du et uredigeret indblik fra to LTC’ere, Rebecca Baltzer Carlsen og Benjamin Nyrup Dahl, i, hvordan det opleves at gå ud på KFS’ vision: ”kend Jesus og gør Jesus kendt i studieverdenen”.

De største oplevelser på årets sidste teamperiode Rebecca: ”Vi tog til KROP-SIND-ÅND Helsemesse, hvor alt fra sjælshoroskoper og clairvoyance til Folkekirken var repræsenteret. Det var særligt mødet med tre kvinder, som blandede religioner sammen, der gjorde størst indtryk på mig. Det var udfordrende, at det eneste argument, der gjaldt for dem, var, at det føltes rigtigt i hjertet. Det satte en masse tanker i gang om, hvordan vi kan få forkyndt evangeliet klart og tydeligt steder, hvor det i langt højere grad er følelser, der dominerer, og ikke skepsis over for blandt andet historiciteten af evangelierne eller teodicé-problemet…”

De største udfordringer Benjamin: ”Ligegyldigheden. Der var folk, der var interesserede og som meget muligt tog noget til sig, men for hver af dem var der to, som var fuldkomment ligeglade. Man fik mange snakke, hvor man mærkede, at folk følte jeg spildte min egen og især deres tid. Og så var der fordommene overfor kristne. De er tit meget forståelige, men det trættede mig, at jeg, hver gang jeg holdt en religionstime, skulle forklare mit syn på fx homoseksualitet eller videnskab, igen og igen. Der er bare nogle steder i samfundet, hvor verden

og kristne er uenige, og dem kommer man til at stå til regnskab for på en teamperiode.”

Personlige refleksioner Rebecca: ”Teamperioder plejer at udfordre mig til at forholde mig til, hvordan jeg ønsker at dele evangeliet, når jeg ikke er på LTC mere. Hvis det er så vigtigt for mig, at disse mennesker skal høre om Jesus, hvor meget mere vigtigt for mig, er det så ikke, at mine bedste venner, der ikke kender Jesus endnu, også får et personligt møde med frelseren? Det kan provokere mig, hvordan jeg på den ene side får lyst til at leve langt mere missionalt, end jeg før har gjort, og på den anden side stadigt lader mig standse af menneskefrygt eller ugidelighed.”

Et budskab til de lokale KFS’ere Benjamin: ”Det, I gør, er vigtigt, også selvom det er hårdt! Jeg blev selv træt af at diskutere etik i forhold til seksualitet og abort, men det er vigtigt, fordi det for nogle mennesker er netop dette, der holder dem fra kristendommen. Mit teams motto blev: ’Sandheden tro i Kærlighed’, hvilket betyder, at selvom verden hader os for det, så vil vi ikke give køb på sandheden: hvad Bibelen siger er sandt. Derfor vil jeg fortælle dem om sandheden, men jeg vil gøre det i kærlighed, så folk ikke føler sig fordømte. For uden kærligheden er vi intet.”

Teksten af et uddrag af en artikelserie fra kfs.dk.

33


Som Jesus bad, vil jeg bede Når vi selv roder lidt rundt i bønslivet, kan det være en idé at se hen på Jesus, som også bad til og tilbad sin far i Himlen. Af Pelle Kviesgaard, cand. theol, pelle@teologi.dk

34


Jesus kunne bare det der med bøn – også her er der vist ikke noget menneske, der siden har bedt så fromt og godt, ærligt og flosset, som Jesus. Selvom de fleste læsere nok har et stykke vej til fuldkommenhed endnu, vil jeg her fokusere på Jesu bønspraksis og se, om der er et par tips og tricks, som os ikkefuldkomne også kan være med på.

Svaghed er stærkest Straks efter, at Jesus døbes og skal begynde sit offentlige virke, tager han fyrre dages faste og bøn i ørkenen. Så er barren ligesom sat. Nu er jeg ikke læge, og derfor tør jeg ikke give den anbefaling videre, men vil alligevel stædigt holde fast i fasten, som et bibelsk princip vi ikke må glemme, bare fordi vi er blevet lutheranere og i hvert fald ikke gerningsretfærdige. Man kan komme langt med et skippet måltid – og så er der selvfølgelig også mange andre distraktioner end mad, man kan faste fra. Idéen bag er, at vi møder Gud tydeligst i vores svaghed, men som man kan se i Jesu ørkenoplevelse, så er det uheldigvis også en af Djævelens yndlingsslagspladser. Det er risky business at faste, og den spænding kan desværre ikke ophæves. Til gengæld demonstrerer Jesus fint, hvordan man gendriver djævelen – ved at kunne sin Bibel. Fasten er en erosion af vores forsvarsværker, så Gud kan komme til. Som Elias, der møder Gud i den stille vind efter 40 dages faste (Første Kongebog kapitel 19).

Simpelt er godt I Bjergprædikenen (Matthæusevangeliet kapitel 5-7) kommer Jesu også forbi bøn. Han er oppe imod en kultur, som er nem at ironisere over. På den ene side er der de ultrareligiøse jøder, som ynder at bede højt og offentligt, så folk kan se, hvor fromme de

Det er nemlig enormt kontraintuitivt, at bønnens stilhed, uforetagsomhed og afslapning i al dens unyttighed kan være vigtigere end alle de behov, der er i og omkring en. Men for Jesus er det kun gennem tilbedelsen, at de behov i sandhed kan blive opfyldt. er. På den anden side er der hedningerne – ikkejøderne – som har nogle forfærdeligt lange bønner, som skal sikre, at guderne vågner op og hører, hvad de siger. Jesu kommentar er simpel: Gå ind i dit kammer og bed, og bed kort, for Gud ved, hvad vi trænger til, allerede inden vi beder om det. Jesus presser så citronen ved at lære os noget så kedeligt som en fast formuleret og kort bøn. ”Fadervor”, kalder han den, og med den kommer man hele vejen rundt. Alt det vigtigste, Jesus har at lære os om bøn, er med i den.

Unytte er vigtigere I Markusevangeliet kapitel 1, vers 35 er Jesus godt i gang med at helbrede lokalsamfundet for såkaldt urene hænder og andre skavanker. Derfor er den næste naturlige handling: ”Ganske tidligt, 35


Så stor er Guds kærlighed nemlig, at den alvidende og almægtige Gud faktisk lytter til os og ændrer sine beslutninger på grund af vores bøn.

mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.” Som B-menneske, synes jeg, det er et af de sværeste steder i Bibelen, og derfor springer jeg lige den enfoldige læsning over til fordel for den overførte betydning: Jesus finder tiden til at bede, lige meget hvor travlt han har. Luther ligeså. Han er citeret for at sige, at han bad én time om dagen, men når han havde rigtig travlt, så bad han to. Tilbage i Galilæa får disciplene da også hurtigt fundet ham og forklaret ham, at der altså er et stort marked for helbredelser lige nu, og det er med at handle, mens brødet er varmt. Det er nemlig enormt kontraintuitivt, at bønnens stilhed, uforetagsomhed og afslapning i al dens unyttighed kan være vigtigere end alle de behov, der er i og omkring en. Men for Jesus er det kun gennem tilbedelsen, at de behov i sandhed kan blive opfyldt.

Hvis vilje ske? I Getsemane Have, natten før Jesu korsfæstelse, der hvor han er allermest presset, får vi et af de mest intense indblik i Jesu bønsliv. Beretningen drukner tit i de stakkels narkoleptikere, han har med, og deri ligger helt sikkert en pointe om vores ufuldkommenhed også i bønslivet. Johannesevangeliet kapitel 17, Jesu sidste bøn, kaldes også hans ypperstepræstelige bøn, hvor han går i forbøn for os. På et overordnet plan ser vi, hvordan Jesus beder helt in tune med Faderens vilje. Det er selvfølgelig nemt nok, når man er treenig, men resten af os kan godt lære et andet element: han kender skriften så godt, at han derigennem kender Guds vilje. Tilbage i Matthæusevangeliet kapitel 26, vers 26-46 beder Jesus den berømte bøn: ”Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” Mennesket Jesus beder altså om, at Gud ændrer sin store 36

plan. Det havde han vel ikke gjort, hvis ikke der var en reel chance for, at det kunne ske? Nej, for det havde Gud nemlig gjort flere gange før, både da Abraham, Moses og David gik i forbøn og Gud ændrede sin vilje. Så stor er Guds kærlighed nemlig, at den alvidende og almægtige Gud faktisk lytter til os og ændrer sine beslutninger på grund af vores bøn. Samtidig beder Jesus altid med afslutningen: ”din vilje ske.” Og her finder vi det ultimative mål for vores tilgang til bøn. Der er intet, vi ikke kan spørge Gud om; endnu bedre kan vi spørge Gud om vores næstes bedste; men det bedste er en tillid til, at Guds vilje er det bedste, der kan ske.

Skrig i smerte Jesu sidste bøn var dog ikke helt den sidste alligevel, for han når også et par stykker på korset. Her i den allersværeste stund, mens han lider og folk står omkring og håner ham, beder han: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Allerede mens det står på, formår Jesus at tilgive sine misdædere og har endda begrundelsen klar: de ved ikke, hvad de gør – noget som sandelig må siges at være sandt i dette tilfælde, og alt for tit er det, når folk forbryder sig i mod os. Det undskylder ikke deres grusomme handlinger, men alligevel giver Jesus her slip på dommen, ja, han tager den faktisk selv på sig og forlader sine skyldnere. På korset får vi også Jesu ikkebøn: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus bliver nemlig rent faktisk forladt af Gud i sin soningshandling og lider dermed det fravær, som lykkeligvis aldrig skal ske for nogen af os, selvom vi nok alle kommer til at føle det sådan. Men selv midt i gudsfraværet råber han sin smerte ud i det, der lige nu er intetheden, og venter på, at Gud en dag vender tilbage og genopretter en sand relation mellem Gud og mennesker. For det gør han! ■


LTC til Albanien og Montenegro Hele LTC-holdet tager til Albanien og Montenegro i tre uger for at hjælpe til i det kristne studenterarbejde. Tidligt om morgenen en torsdag i marts sidder vi alle sammen om bord på flyveren i Billund. Destination: Tirana, Albanien. Vi bliver i Tirana et par dage og mødes med lokale, kristne studerende, inden vi kører længere syd på til byen Vlora. I Vlora skal vi igen være sammen med lokale, kristne studerende, men denne gang skal vi også lave en masse udadrettet arbejde med dem. Vi sætter stande op på forskellige universitetsområder i byen, snakker med de studerende om tro og Jesus og inviterer dem med til arrangementer om aftenerne. Efter otte dage i Albanien kører vi nord på til Montenegro. Her skal vi bo i byen Niksic, som ligger oppe mellem majestætiske bjerge. Også her mødes vi med og samarbejder med den lokale, kristne gruppe af studerende for at nå endnu flere studerende med evangeliet. I løbet af 13 dage i Montenegro bliver der dog også tid til mere end arbejde. Vi skal se noget af landet og opleve kulturen gennem møder med mennesker. Formålet med hele denne tur er klar: Vi ønsker at se studerende i Albanien og Montenegro komme til tro på Jesus, og vi ved, at Ånden skaber troen gennem ord og vidnesbyrd om Jesus. Derfor giver det så meget mening, at LTC’ere sammen med lokale kristne går ud og møder mennesker og fører dialog om Jesus. Og vores LTC’ere er godt udrustet til dette arbejde, da de igennem syv måneder er blevet trænet i opsøgende evangelisation. Desuden er det ofte en god indgang til samtalen at være fremmed og ”spændende”. Vi har allerede set, at arbejdet fra tidligere års udlandsture har båret frugt, og vi tager derfor afsted i tillid til, at Gud også vil bruge årets tur til at gøre Jesus kendt, elsket og efterfulgt!

KFS søger økonomimedarbejder I de seneste mange år har det været Maria Laursen, der med kyndig hånd har vejledt dig, når du har haft kontakt til KFS’ sekretariat vedrørende økonomi eller lignende. Men fra sommer skal KFS have ny økonomimedarbejder, og der åbner sig derfor en stilling i KFS’ dynamiske sekretariatsteam. Så det er nu, du skal pudse brillerne, hvis du kender nogen med spidskompetencer inden for økonomi, administration og som har et hjerte, der banker for KFS’ arbejde. Læs videre herunder: Brænder du for at gøre en forskel i en kristen studenterorganisation? Har du flair for tal og administration? Har du lyst til at indgå i et sekretariatsteam, der arbejder for at indsamle og formidle ressourcer til studerende, så de kan kende Jesus og gøre Jesus kendt? Vil du være del af en arbejdsplads med mulighed for faglig sparring og ideudvikling? Så er du et godt bud på vores kommende økonomimedarbejder. Ansættelsesstart: 1.8.2017. Ansøgningsfrist: 31.5.2017. Arbejdssted: KFS-centret i Ødsted mellem Vejle og Egtved. Læs mere på www.kfs.dk

37


Refleksion:

Andagtsopråb: Tag dig tid! Af Mikkel Haahr Andersen, Lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Dette er ikke en boganmeldelse. Specielt ikke af én bestemt bog. Men den udspringer af mit virke som boganmelder gennem de sidste tre år, hvor min makker og jeg har modtaget og læst 15-20 bøger om året. Igennem dette arbejde har jeg set en tendens, som har fået mig til at tænke. Jeg håber, denne artikel også vil få dig til at tænke – måske endda handle.

Forskellige tider, forskellige klange En udbredt og vigtig genre inden for kristne bogudgivelser er andagtslitteratur. Bøgerne med 365 stykker, der skal give et dagligt supplement til livet med Gud. Når jeg siger andagt, ved jeg ikke, hvad du kommer til at tænke på. Ser jeg på mit liv, har det klinget forskelligt til forskellige tider. Andagt har været det, jeg gjorde sammen med mine forældre, da jeg boede hjemme. Det var ikke altid, jeg orkede, og det var ikke altid, jeg syntes, jeg fik noget ud af det. Andagt har været det, jeg på et tidspunkt selv skulle få til at fungere, da jeg flyttede hjemmefra. Tit noget, der glippede, og sjældent noget, jeg havde succes med i mere end et par uger ad gangen. Andre gange har det været forbundet med en særlig følelse af varme. Noget, vi gjorde sammen i min KFS-gruppe, hvor de helt store tanker blev vendt. Et momentum, jeg kunne have med at læse en et brev fra Det Nye Testamente. Fredagene på min friskole, hvor skoleinspektøren fortalte levende historier, jeg stadig kan høre for mit indre øre den dag i dag. Opsummeret: Gennem mit liv har det betydet vidt forskellige ting, men det jeg først tænker på – når jeg skal være helt ærlig – er den pligtskyldige tørhed.

38 sekunder med Luther Selvom andagter kan være noget, som foregår i større og mindre fællesskaber, mener jeg, at den personlige andagt er en vital del af livet som kristen. Den gode andagtsbog vil være en hjælp til at få dette til at fungere. Dagligdagsstunderne med Gud. Rugbrødet. Lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor mit andagtsliv fungerer godt. Det har krævet hårdt benarbejde og eksperimentering. Til- og fravalg. Når jeg ser tilbage på mit arbejde, og særligt på de gange andagtslivet ikke har fungeret, er der særligt én tendens, som går igen: De perioder af mit liv, hvor andagt har været noget, som skulle klares på 3 minutter, har det ikke fungeret. Det rummer en pointe, jeg 38

gerne vil udfolde senere, og en problematik, som jeg udfolder nu. Hvis jeg skal lave en opgørelse over, hvad der er hot i andagtsudgivelserne i disse år, kan det opsummeres nemt. Kort er godt! Bøger som "Minutter med Jesus", "Jesus Kalder" og mest aktuelt "Et år med Luther" har det til fælles, at de kan læses på under to minutter. Jeg har netop taget tid på, hvor hurtigt jeg kunne læse dags datos stykke fra "Et år med Luther". 38 sekunder og 42 millisekunder. Er det en kvalitet? Er det virkelig dét, jeg først og fremmest vil have, en andagtsbog skal kunne?

Kaffe to go versus sommerhusweekend Lige nu vil jeg gerne henvende mig til dig, som har et væskende sår, der hedder "mislykket andagtsliv". Jeg ønsker ikke at nedgøre dig. Jeg vil ikke sige til dig, at dit andagtsliv er dårligt eller mindre værd, hvis du læser "Et år med Luther" eller "Minutter med Jesus". Men jeg vil sige til dig, at hvis du har svært ved at få det med andagten til at fungere, så tror jeg ikke, løsningen er at finde en praksis, der om ikke andet får den hurtigt overstået. Forestil dig, at du har en god ven, du ikke har talt ordentligt med i al for lang tid. Det er svært at få tid til at se hende, og når I endelig får tid til at mødes, er det over en "kaffe to go" fra Fakta Q og ned til toget på Nørreport. Bliver det en meningsfuld samtale? Jeg tror ikke, omstændighederne


tillader mere end, "det er også bare travlt på studiet for tiden". Hvordan vil du få hørt, hvad der i virkeligheden i fylder i din vens liv? Svaret er jo selvsagt! Et helaftensarrangement med tre retter. Måske endda en weekend i sommerhus. Ikke et nyt "kaffe to go"-forsøg.

Du gætter det aldrig Hold på hat og briller! Dette var et billede på, hvordan man kan have det med Jesus [erstatningssager for tabte kæber rettes mod Til Tros ansvarshavende redaktør, Kristian Kappel]. Men banalt eller ej – det er altså en virkelig vigtig pointe det her. Hvis dit andagtsliv ikke fungerer, er løsningen ikke at finde en form, som gør, at det kan overstås på 38 sekunder. Invester! Tag dig tid! Jeg følte mig selv meget ramt af dette forleden. Min kone og jeg læser i Bibelen til vores andagt efter aftensmaden. Konceptet er, at vi læser et kapitel, med alt hvad dertil hører eller ikke hører. Vi er lige blevet færdige med Salmernes Bog, som om nogen bog i Bibelen veksler mellem at have korte og lange kapitler. Det hele kulminerer i Salme 119, der har 176 vers og strækker sig over 9 sider. Af en eller anden grund sprang vi den over. Den måtte vi lige tage, en aften hvor vi ikke skulle forberede næste dag på studiet. Måske skulle vi gemme den til en særlig søndag. Men efter at have gået rundt om grøden i flere dage end nødvendigt, tog vi os sammen og læste den. Pointen i salmen er slående og ret umulig at overse: Lykkelig den, som vandrer efter Guds lov. Lykkelig den, som læser Guds ord. Det er én lang hyldestsang til Guds ord.

Saltvandsindsprøjtningen Hvis jeg skal samle op på dette lille andagtsopråb, er budskabet simpelt: Tag dig tid! Helt konkret: Tag en mængde tid, du bruger på noget, som kan skæres fra, og brug den på at holde andagt. Med tiden bliver det ikke en sur pligt, der skal overstås på to til tre ledige minutter, det bliver en gave fra Gud til dig. En daglig saltvandsindsprøjtning, der giver dig det, dit hjerte dybest set trænger til. Jeg vil gerne lade forfatteren til Salme 119 få det sidste ord: Hvordan holder den unge sin sti ren? Ved at følge dine ord! Af hele mit hjerte søger jeg dig, led mig ikke vild fra dine befalinger. Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig. Lovet være du, Herre, lær mig dine lovbud! Med mine læber opregner jeg alle de bud, du har givet. Jeg glæder mig over at følge dine formaninger som over alverdens rigdom. Jeg grunder over dine forordninger og har dine veje for øje. Jeg opmuntres ved dine love og glemmer ikke dine ord. (Salme 119, vers 9-16) 39


Bliv volontør, praktikant eller korttidsudsendt: Vil du opleve kristentroen i en anden kultur? Har du lyst til at udfordre dig selv og dit syn på verden? Vore partnere i Afrika og på Cypern (SAT-7) har brug for dygtige og engagerede mennesker, der vil rejse ud og give en hjælpende hånd.

• IT & kommunikation

• Administration & HR

• Skoleundervisning

• Sundhedspleje

• Omsorg og diakoni

• Kirke- og ungdomsarbejde

• Teologisk undervisning

• Håndværk/mekanik

Se www.missionafrika.dk – eller kontakt Jakob Stensig Henneberg på tlf. 2488 1337 eller mail: jsh@missionafrika.dk for at høre mere.

Nyt magasin om tabubelagt emne abort

aard, psy kiater

Om senfø lger efter

Ellen Kap pelg

te dag”

Om senfølger efter abort

hver enes

Med udgivel sen ”Jeg fort ryder det dækkende hver eneste information dag” er der forud for man kendsk et eventu nu muligh ab til den elt valg af ed for at desværre graviditeten sikre en mer en provok noget tabu efter en pro eret abort. e belagte vin Ved læsnin vokeret abo Det fremgår kel, at alt gen får rt. i kvinden såvel af de s liv ikke forskning enkelte cas er som før på områd es som af et, eks at ret abort, en betydeli perters erfa får følgevir g andel af ringer og kni den de nge provokeret kvinder, der tilgængelige abort er ikke r heraf før eller sen har været ere. Som igennem afslutninge nye problem en af kvin en provok n på alle er. derne øns eproblemern ker at adv Da en del e, men beg are: en af de psy yndelsen kiske sym identisk med på en hel ptomer, der række symptom kan ses hos erne ved essayene kvinden efte posttraum diagnosen atisk stress r provokeret ”post abo kendt, men syndrom rt syndro abort, er det udeluk (PTSD), ove met”. Ind ker ikke, til videre rvejes i nog Sammen at den ”fin er denne med de mø le af des” i pra diagnose rke toner mulighede ikke blev ksis. om mulige r. Disse væl et anerfølger efte ges sjælden nativer. r provokeret t, fordi det Det er mit abort anty er let, men skøn, at mag provokeret des alternative fordi de udg asinet bør abort, og ør livsbek have inte hvad abo både kvin ress ræf rten tende alte e for alle, kan få af der og mæ rder gerne betydning nd! vil vide mer for kvinden e om s og familien s liv. Læs den,

ryder det

”Jeg fortryder det hver eneste dag”

”Jeg fort

”Jeg fik en abort for to år side n og fortryd Sådan skri er det hve ver en fort r eneste dag vivlet kvin ”. samme situ de til Abo ation i den rtliniens brev ne udgivel En lang ræk kasse. Hun se, og vi ke kvinder er bare en udfordres , både tilh blev efter af deres tavs blandt ma ængere og aborten. nge i e nødråb modstande Læger, psy . forskning kolo re af ger, psykiat og erfaring fri abort, fortæller, ere, rådgive har lært dem hvordan re og and om senfølg livet re fagfolk • Med ud er efter abo skriver om enlandske b rt. , hvad idrag som e • Med nye r oversat til , danske bi 17 sprog og drag udgivet i 2 5 lande

” J e g fo r t r yd h ve r e n e e r d e t st e d a g ” Om senfø lger efter abort

Personlig e fortælli nger Essays Pe rs on Faglige ar lige fortælli nger tik le r Essays Faglige ar tikler

Personlige fortællinger Essays Faglige artikler ISBN

Bestil på www.rettentilliv.dk


Næsten i mål Tag på STiK-lejr og bliv superkristen på under en uge Få alle de rigtige svar på alle de svære spørgsmål om tro og Bibel. ”Før-og-efter” billeder er med i prisen. DET MED SMÅT: Okay. Måske overdrev vi lidt. Men overvej dog alligevel, om du ikke skulle bruge en lille uge af din sommerferie på KFS’ sommerudrustningslejr, STiK. Det er for dig, der er i gang med en gymnasial uddannelse, og som ønsker nogle gode værktøjer til livet som kristen på dit studiested. STiK er en lejr, der udruster dig til skolehverdagen, med fokus på trosforsvar, evangelisation og livsvandringen med Jesus. Vi tager fat på, og forsøger at besvare, netop de store og udfordrende spørgsmål til den kristne tro, som du kan møde i din skolehverdag. Igennem undervisning og seminarer vil vi fokusere på emner som evangeliets centrale indhold, videnskab og tro, lidelse og ondskab, fortabelse, Bibelens troværdig, tro og tvivl og meget mere. STiK har plads til 30 deltagere, så du skal ikke vente for længe med at tilmelde dig. Den begrænsede plads giver mulighed for et mindre fællesskab, hvor det er hurtigt og nemt at lære andre at kende. Samtidigt vil der også være god plads til individuel fordybelses- og refleksionstid. Lyder STiK som noget for dig? Meld dig til på www.kfs. dk/billetautomat eller se mere på www.kfs.dk/stik.

De seneste målsætningstal for KFS’ arbejde er opløftende læsning Hvert kvartal opdaterer vi vores målsætningstal for at følge med i de parametre, der giver et indtryk af hvordan KFS’ arbejde udmønter sig på studiestederne i Danmark. Ud over antallet af kontaktpersoner og KFS-grupper tæller vi også antallet af forskellige udadvendte events og fællesskaber. Vi nærmer os slutspurten på dette skoleår, og som tallene står nu, er der håb om at nå i mål på flere af parametrene. Særligt opløftende læsning finder vi naturligvis i antallet af tværkulturelle fællesskaber samt åbne bibelstudiegrupper, hvor måltallet fra før skoleåret allerede er nået. Her hviler vi dog ikke på laurbæerne, men planlægger en ekstra indsats på Påskelejr 2017 i form af en temaeftermiddag med fokus på netop den åbne bibelstudiegruppe. Det kan du læse mere om andetsteds her i Til Tro. Et parameter, hvor vi halter lidt efter, er antallet af tværkulturelle events. Dog forventer vi en stigning i forbindelse med den kommende udlandstur for KFS’ Ledertræningscenter, LTC. Her vil LTC’erne sammen med lokale, kristne studerende afholde og deltage i flere tværkulturelle events. Dette kan du også lære mere om i denne udgave Til Tro. I næste udgave af Til Tro vil vi samle op på hele målsætningsperioden, som har løbet siden 2014.

Hvor: KFS’ Ledertræningscenter på Ribevej 71, 7100 Vejle Hvornår: Mandag den 26. juni til lørdag den 1. juli Pris: 550 kroner 41


www.forfulgtekristne.dk

Nødhjælp giver håb til forfulgte i Syrien

Dansk Europamission Hjælp til forfulgte - evangeliet til alle


Credo bestsellers 1.

Gymnasietro - Forbliv kristen og gør en forskel

af Rasmus Jonstrup Hansen 2016

3.

Opstand om opstandelsen

af Henrik Højlund og Jørgen Sejergaard 2016

5.

Skeptikerens guide til jesus 1 af Stefan Gustavsson 2016

7.

Matthæus Evangeliet II -credo kommentaren

af Torben Kjær 2016

9.

Det meningsfulde ægteskab

af Kathy og Timothy Keller 2015

Her er årets liste over de bedst sælgende bøger fra KFS’ forlag, Credo. Nummer 1 på listen er ”Gymnasietro” af Rasmus Jonstrup Hansen, som er et must read for gymnasieelever.

2.

Glem dig selv – Frihed fra selvbedømmelse af Timothy Keller 2015

4. Bøn

af Timothy Keller 2016

6.

Forklædt PÆNE PSYKOPATER OG DERES OFRE af Irene Rønn Lind 2014

8.

Miniguide til Bibelen af Jørgen Sejergaard 2014

10.

Anno Domini af Robert Bladt 2014

43


Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Der vil altid være noget i en eviggyldig sandhed, som vores tid og kultur vil støde sig på. Fordi tider skifter og kulturer forandrer sig, mens det evige, ja, det ligger ligesom i ordet, det er uforanderligt. Dén her bibelske, evige sandhed er noget af det, vores tid støder sig på: At Gud ikke er til for vores skyld. At han ikke er et muligt supplement i tilværelsen, en lille hjælper. Men at vi og alle ting er til for ham, til ham. At han er centrum, og vi periferi, og at vi derfor er til på hans vilkår og velvilje, og ikke han på vores.

Manuel Vigilius temaartikel side 15

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx Grønlandstur

Via MobilePay: 1956 Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via støttemodulet på kfs.dk – klik på

STØT KFS

i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet! Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

En stor flok KFS’ere fik en oplevelse for livet, da de besøgte Grønland. Turen var et trin på vejen mod drømmen om at starte et KFS-arbejde op på den store ø mod nord.

Til Tro #1 2017 - Tilbedelse  

Foråret bringer årets første Til Tro. Tema: Tilbedelse.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you