7 minute read

Fællesskab med rod i Rødderne

Next Article
Bælum Sønderskov

Bælum Sønderskov

EN FORENING I REBILD KOMMUNE

HELLUM

Advertisement

Fællesskabet har rod i Rødderne

TEKST HENRIK BUGGE MORTENSEN

FOTO: FORENINGEN RØDDERNE OG HENRIK BUGGE MORTENSEN

Klokken er 10 på en ganske almindelig torsdag formiddag. Vi befinder os i spejderhuset på Bavnehøjvej i Hellum, hvor der syder af aktivitet. De fleste af børnene er lige vendt tilbage fra et løb, hvor det handlede om at finde en række poster og her svare på spørgsmål om fugle. Jeg bliver mødt af Bertil, der spørger, om jeg ved, hvilken fugle som er verdens største. Det må jeg lige tænke nærmere over. Vi er på besøg hos Foreningen Rødderne, der har til huse i spejdernes hus. Indenfor er der godt gang i malerpenslerne, og udendørs står den på fri leg. Jeg sætter mig sammen med Nanna Zimmer, Mia Krogsgaard og June Lyngholm Veiss, for at høre mere om Foreningen Rødderne og det succesfulde fællesskab, som de på ganske kort tid har skabt.

- Det hele tog sin begyndelse i 2017, da Spiren blev etableret på den daværende Hellum Skole, fortæller June Lyngholm Veiss. Det er et mødested, hvor aktiviteterne er målrettet de mindste børn og deres forældre – ikke mindst dem, der er på barsel og mangler en form for fællesskab. Da skolen lukkede, tilbød spejderne, at vi kunne benytte deres lokaler, hvilket vi er meget glade for. Efterhånden som det er blevet mere almindeligt at hjemmepasse og hjemmeskole sine børn, opstod behovet for også at etablere et fællesskab for de større børn og deres forældre. Det blev til Foreningen Rødderne, som begyndte sine aktiviteter i 2021.

En tendens i tiden

- Når man vælger at hjemmepasse og hjemmeskole sine børn i stedet for at sende dem i vuggestue, børnehave og skole, er der tale om et bevidst valg og en benhård prioritering af tid sammen med sine børn, frem for materielle goder, fortælle Mia Krogsgaard. I forhold til mange af vores venner, der har to store biler, nybygget hus og tager på dyre udenlandsrejser, har vi valgt at tilpasse vores økonomi, så det kun er den ene af os, der går på arbejde. Tidligere var det mig, der tog afsted om morgenen, mens min mand gik hjemme, men nu er det omvendt. Det betyder f.eks., at vi ikke har nogen ny bil og i langt højere grad må tænke genbrug, når der er brug for nyanskaffelser. Det er naturligvis en udfordring i en tid med stigende energipriser og høj inflation, men i stedet for at jeg f.eks. igen begyndte at arbejde, er vi enige om at skære yderligere i vores forbrug. Der er mange af os, der har fundet en billigere bolig uden for byerne, for at kunne få råd til denne livsførelse, fortsætter Nanna Zimmer. Men det giver også en større frihed at leve mere minimalistisk, og jeg synes, det på alle måder er meget givende at få mere tid sammen med sine børn. Der er selvfølgelig nogle ting, man godt kunne drømme om, man havde råd til, men det må vente, når man har prioriteret, som vi har. - Før i tiden ville man kalde os hjemmegående, men det er helt misforstået, for er der noget, vi ikke er, så er det hjemme, fortæller June Lyngholm Veiss. Vi er alle udadvendte og udfarende, med et stort behov for at være sammen med andre forældre og deres børn. Det er netop fællesskabet, som det handler om i Foreningen Rødderne, hvor vi mødes og får nogle fantastiske oplevelser sammen. Blandt foreningens mange medlemmer er der mange selvstændige, hvor mor og far supplerer hinanden, hvilket betyder, at arbejdslivet ikke nødvendigvis behøver at gå i stå for den ene part. Min mand har fuldtidsarbejde, så er der mange, der tænker, at jeg har styr på alle de hjemlige sysler med madlavning, rengøring og tøjvask, men hos os tager han lige så meget del i disse gøremål. Som hjemmepasser har du ikke nogen kollegaer, så i den forbindelse betyder det fællesskab og de venskaber, som skabes via Rødderne, alt. Jeg ville ikke kunne trives, hvis jeg ikke var en del af dette fællesskab.

Rødderne mødes hver mandag og torsdag. Om mandagen mødes man bl.a. ude i naturen, det kan være i Rold Skov, Lille Vildmose eller på en

legeplads, hvor der er planlagt forskellige aktiviteter. Pludselig slår det mig, at jeg ikke har set et eneste barn sidde med en tablet eller mobiltelefon. - Det er ikke noget vi ligefrem har regler for, men de fleste er bevidste om, at det er ikke det, vi skal bruge tid på, når vi er sammen, fortæller June Lyngholm Veiss. De forskellige skærme er på ingen måde bandlyst, men de skal indgå som en naturlig del af et læringsforløb. Når vi er her, er det for at lave noget sammen. Vi har f.eks. haft en biavler på besøg, hvor børnene fik lov til at prøve dragten, og i den forbindelse så de en video om, hvordan man fremstiller honning. Når det gælder udfoldelse, bor vi i noget af et smørhul, for her er så mange muligheder for at komme ud i naturen, og det på alle tider af året.

En spørgsmål om prioriteter

Det er en del af tidsånden at stoppe op og prioritere anderledes i forhold til tidligere generationer, men det er ikke altid, man møder den store forståelse. - Da vi traf valget om at hjemmepasse vores børn, medførte det tidligere mange undrende spørgsmål, fortæller Mia Krogsgaard. Det kunne bl.a. handle om, hvordan vi havde tænkt os at stimulere børnene socialt, når de ikke skulle i vuggestue eller børnehave. Det kan også skabe splittelse. Jeg havde f.eks. en tæt veninde, der havde meget svært ved at forstå vores valg, måske fordi hun følte, at hun ikke selv gjorde det godt nok, fordi hun prioriterede anderledes i forhold til job og pasning af børn. Helt galt gik det, da vi begyndte at hjemmeskole vores børn, for hvad var vi bange for ved den danske folkeskole. Vi er ikke bange for noget, og vi accepterer fuldt ud andres valg i livet, men for os vægter vi tiden sammen med vores børn meget højt. Der er heldigvis kommet en større accept af de valg, vi har truffet, tilføjer June Lyngholm Veiss. Selv får jeg noget fra begge verdener. Vores datter Nova på 10 år går på Skørping Skole, hvor hun stortrives, mens jeg hjemmepasser vores søn Bertil. I Foreningen Rødderne er der plads til alle, for det vigtigste er, at man træffer de valg, der er bedst for en selv og sine børn.

Medlemmerne af Foreningen Rødderne kommer både fra Rebild Kommune, Mariagerfjord Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Kommune. - Vi har rigtig mange planer for fremtiden, siger June Lyngholm Veiss med et stort smil. Vi har talt om at holde åbent flere dage, og vi drømmer om at lave et bæredygtigt børnehus. Planen var, at vi skulle etablere os på den nedlagte Hellum Skole, men det, tror vi ikke længere, er realistisk. Vi bliver ligefrem kontaktet af familier, der overvejer at flytte til kommunen, fordi vi har et netværk som Rødderne.

Det var ikke mange mænd, jeg mødte under mit besøg hos Rødderne, men June, Mia og Nanna forsikrede mig om, at der også er en del fædre, der møder op og tager del i fællesskabet, når Rødderne mødes.

Og så var der lige det der med verdens største fugl. Det er den afrikanske struds, der kan blive 2½ meter høj og veje op til 150 kg.

LIDT OM FORENINGEN RØDDERNE

Legestuen Spiren er et lokalt forankret initiativ, der opstod i 2017 i landsbyen Hellum. Spiren har åbent en dag om ugen (tirsdag) og er åben for alle børnefamilier og børnepassere. Foreningen Rødderne blev dannet september 2021. Foreningen består nu af grupperne Spiren og Rødderne, som drives udelukkende af frivillige. I Spiren kommer primært de yngste, og Rødderne er primært en gruppe for de ældre børn. Rødderne mødes to dage ugentligt (mandage og torsdage). Her kommer familier fra hele Himmerland, der hjemmepasser eller hjemmeunderviser. Her arrangeres der fælles læringsaktiviteter og lærings ekskursioner til natur, museer, lokale erhverv/foreninger m.m. Formålet med foreningen Rødderne er at skabe et rummeligt fællesskab for børnefamilier fra hele Himmerland. Et fællesskab, hvor alle føler sig set, hørt og accepteret, og hvor der er plads til at danne relationer på kryds og tværs. Vi har fokus på at skabe stimulerende børneaktiviteter og læringsaktiviteter, der giver inspiration til forældreskabet og ikke mindst være grobund for, at familierne skaber netværk med hinanden. I fællesskabet kommer børn i alderen 0-14 år og deres familier. Foreningen har mere end 100 medlemmer og blev i 2021 tildelt Rebild Kommunes initiativpris for et nytænkende og ekstraordinært initiativ, som skaber fællesskab blandt både børn og voksne. derudad · NOV/DEC 2022 5

This article is from: