4 minute read

Rebild i ord og billeder

Next Article
Kinorevuen

Kinorevuen

REBILD TURISTFORENING

TEKST: JENS-PEDER VIUM PROJEKTLEDER FOR REBILD I ORD OG BILLEDER

Advertisement

Hvilke natur- og kulturoplevelser byder du dine gæster på?

REBILD I ORD OG BILLEDER BLEV LANCERET I DET FOREGÅENDE NUMMER AF DERUDAD, OG DE FØRSTE FORTÆLLINGER ER INDLØBET. DU KAN LÆSE ET AF DEM I DET FØLGENDE.

Et formål med nærværende lille artikel er at inspirere dig, vores læser, til at komme med dit bidrag. Vi har imidlertid måttet erfare, at det måske ikke er så nemt at supplere billederne med ord, sådan som vi i redaktionsudvalget er vant til at gøre det. Så hvis du føler behov for hjælp, så kontakt et medlem af redaktionsudvalget.

I redaktionsudvalget sætter vi pris på, at du beskriver den stemning du oplevede, da du besøgte det sted, du skriver om. Det må også gerne være sådan, at de som læser om det sted, du går hen med dine gæster, kan genfinde stedet. Det kan derfor i givne situationer være hensigtsmæssigt at lave en regulær opskrift på, hvordan man finder frem til dit sted eller din rute. Det er det, der er gjort i Jens Gadgaards efterfølgende fortælling.

Vi har også oplevet en form for blufærdighed med hensyn til at gå i gang med at fortælle, hvor du tager hen med dine gæster. Så prøv at trykke naboen eller en slægtning på næsen, og giv ham/hende en opfodring til at sætte sig til tastaturet. Eller måske kan I gå sammen om at lave fortællingen.

Vi ser frem til at få rigtig mange fortællinger fra alle kroge af vores store kommune og tilgrænsende områder, så vi kan leve op til vores mantra: Turistforening for hele Rebild Kommune.

Jens Gadgaard fra Skørping har indsendt dette bidrag

I SKØRPING GÅR NATUR OG BY I ÉT

Når vi får gæster ligger den tur vi ofte går lige uden for døren. Et par hundrede meter fra huset, ligger der en slugt med de flotteste græs- og lyngklædte bakker samt græssende får. Se fotos. Har vi børn med, er de helt vilde efter at se fårene i fårefolden. Kommet frem til slugten går vi til venstre nedad mod jernbanen, og mens vi går her og solen skinner, myldrer danske sange frem i min erindring, ”Ole sad på en knold og sang” og ”Jylland mellem tvende have” med teksten om heden og dentpragtfulde tæppe af lyng. Turen går gennem et vildnis, hvor mange forskellige planter ses vildt mellem hinanden. Nede langs jernbanen gror der gyvel og vilde roser, og her benytter vi lejligheden til at tale om disse invasive arter, som kan være svære at få udryddet. Vi nyder også det rige fugleliv, og er ret stolte når det ind imellem lykkes at se dem. Blandt de fugle vi har mødt og hørt er skovspurve, krager, skovskader, duer og sjældne gange flagspætter. En dag havde det regnet, så planter og græs stod våde med det resultat, at en flok vinbjergsnegle var kommet frem på stien. Turen langs jernbanen varer indtil vi kan se husene på Hedesvinget. Herefter går vi den vej op ad bakken. Turen rundes af ved at gå ad Hedesvinget og Heden og tilbage gennem toppen af slugten og fårefolden. Når jeg tænker tilbage på de mange gange, vi har gået turen, bliver jeg imponeret over alt det, vi har oplevet. Vi har set rådyr, og vi har plukket hyldeblomster, hindbær og brombær, alt sammen i et område vi opfatter som vores ”baghave”. Med ønsket om en herlig tur. Jens Gadgaard, Bentevej

HER ER OPSKRIFTEN PÅ JENS GADGAARDS LILLE GÅTUR

Man kan ikke have cykel, barnevogn eller andet ”køretøj” med på selve turen.

Turen, der er beskrevet, starter for enden af stien ved banen, som slutter ved området ved Bentevej. Er du i bil, så kan det være formålstjenligt at parkere ved Stationen/Lægehuset på Herman Bangs Vej, og vandre til traveturens start ad cykel- og gangstien langs banen. Start med at passére leddet ind til fårefolden. Husk at lukke lågen. Drej nu til venstre og gå ned mod banen og gå så til højre og fortsæt nordpå langs den. Når du kan se husene på Hedesvinget, går du til højre og undgår at gå ind i de private haver ved at holde til venstre Hedesvinget drejer så sydpå. Her følger du først Hedesvinget, drejer så til højre ad en sti langs en lille sø med dunhammer og åkander, til du når en trappe, der fører dig op til Heden. Følg Heden og en sti tilbage til fårefolden, som går op til den østlige ende af slugten. Her passerer du leddet til fårefolden, og går tilbage til det led, du i sin tid kom ind ad ved turens start. Turens længde er 1,2 km, så børnene kan sagtens være med. Tages turen fra parkeringspladsen ved Lægehuset forlænges turen med 2 x 1,0 km.

This article is from: