Tegnsprogstolkene – fra pionerer til professionelle by FTT Foreningen af Tegnsprogstolke

tegnsprogs tolkene

-FRA PIONERER TIL PROFESSIONELLE

Tak Udarbejdelsen og udgivelsen af dette skrift har været mulig takket være økonomisk støtte fra Socialpædagogernes Landsforbund centralt, SL Amtskreds Københavns Amt, Oticonfonden og BG Fonden. Også tak til de mange mennesker, der har hjulpet på forskellig vis. Nogle har deltaget i et af de interviews, der er gennemført for at samle viden og indtryk fra tegnsprogstolkenes historie. Andre har på anden vis hjulpet med oplysninger af forskellig art, og atter andre har lånt os papirer, fotos og lignende til brug for skriftet. Særlig tak til Britta Hansen, Anne Vikkelsø, Ole Artmann, Knud Søndergård, Asger Bergman, Bente Petersen, Hanne Steen, Inger Lings Hansen, Grethe Søndersø, Inge Poulsen, Lone Thimsen, Sussi Toft, Ole RønneChristensen, Jane Søvsø og Jutta Fischer.

Sådan er skriftet blevet til Dette skrift er udarbejdet i 2004-2006 af en arbejdsgruppe under Foreningen af Tegnsprogstolke, der har haft journalistisk bistand. Den historiske fremstilling bygger først og fremmest på en række interviews med tegnsprogstolke, tolkebrugere og enkelte andre. Desuden er der i et vist omfang brugt trykt og ikke-trykt kildemateriale. Det er vigtigt at understrege, at skriftet ikke er tænkt som en videnskabelig fremstilling af tegnsprogtolkenes historie. Ikke desto mindre har redaktionsgruppen bestræbt sig på at sikre, at alle oplysninger om tegnsprogstolkenes fortid er så korrekte og præcise som muligt.

Indhold Fra pionerer til professionelle Nærmest en revolution 6 Anerkendelse en mangelvare 6 Gennembrudstid 6 Et tilbageblik 8 Kan du tegn, kan du tolke 11 Styrke i fællesskab 13 Pionerer med problemer 13 Daglejere på opgave 15 Nok at kæmpe for 17 Faglig forankring 19 Tolkenes talerør 21 Tema: Platform i viden 26 Fra ufaglært til veluddannet 26 Gennembrud for uddannelse 28 Nye udfordringer 29 Tema: Debat om en rolle 31 Tolken og brugeren 31 Fra neutral til loyal 33 Så langt, så godt 34

Udgivet i juni 2007 af Foreningen af Tegnsprogstolke Redaktionsgruppe: Johanne Smerlov, Riinette Askgaard og Hanne Hougaard Knudsen Journalistisk arbejde: Kim Jørstad, arkitekst kommunikation Grafisk tilrettelægning: Inge Karrebæk. Reproduktion: kreativ zone v/Minna Bøgh-Andersen Tryk: Clausen Offset Oplag: 1000

Tolkenes fortid, nutid og fremtid Tegnsprogstolkene har kun en kort historie som faggruppe i det danske samfund. Det er rent ud sagt fantastisk at tænke på, hvad der er sket siden 1960’erne til i dag. Dengang var tolkning først og fremmest en vennetjeneste. Tolkning i professionelle sammenhænge blev ydet af døvekonsulenter, døvelærere og døvepræster ved siden af deres mange andre opgaver. I det omfang, de ikke selv kunne overkomme tolkeopgaverne fik de hjælp af selvlærte og til en vis grad frivillige. I dag er tegnsprogstolkning et anerkendt fag. Tolkene har en mellemlang videregående uddannelse som faglig ballast. Der er tale om en gruppe af højt kvalificerede medarbejdere, der på professionel vis løser deres opgaver hver eneste dag. Et vigtigt element i hele denne udvikling har været det faglige fællesskab blandt tegnsprogstolkene. De begyndte som individualister, der på egen hånd og med meget forskellige forudsætninger kastede sig ud i hvervet som tegnsprogstolke. Et stærkt engagement i faget, lysten til at udvikle det og til at skabe bedre vilkår for dets udøvere gjorde, at de i 1977 fandt sammen i Foreningen af Tegnsprogstolke, der siden da har været et samlingssted og et netværk for tolkene. I Foreningen af Tegnsprogstolke har vi en klar fornemmelse af, at faget efter en lang periode med nogenlunde konstant udvikling står i en brydningstid med udsigt til markante forandringer. Det er umuligt at vide, hvad der vil ske, men det er vigtigt at forholde sig til udviklingstendenser og -muligheder. Den side af fagets ve og vel har vi gerne villet give mange flere lejlighed til at involvere sig i og forholde sig til Samtidig har vi længe drømt om at få beskrevet tegnsprogstolkenes historie, så langt flere lærer den at kende. Vi tror, at mange af de nye studerende, der kaster sig over uddannelsen til tegnsprogstolk, vil synes, at det er inspirerende at lære om tegnsprogstolkenes historie. Vores intention har dermed været at give vores bidrag til at sikre en større forståelse af, hvorfor mange ting i dag er, som de er. Vi håber, at skriftet vil leve op til intentionerne om at sprede viden og indsigt samt skabe debat om fremtiden for vores fag.

Hanne Hougaard Knudsen Bestyrelsesformand, FTT Johanne Smerlov Bestyrelsesmedlem, FTT Riinette Askgaard Medlem, FTT

Nærmest en revolution Anerkendelse – en mangelvare Tegnsprog er langt fra en ny opfindelse. I realiteten har kommunikation med hænderne været praktiseret i årtusinder, og det er cirka 200 år siden, tegnsprog blev taget i brug ved undervisning af døve i Danmark. På den baggrund virker det paradoksalt, at de danske tegnsprogstolkes historie er så kort, som tilfældet er. For bare 40 - 50 år siden fandtes der ikke professionelle tegnsprogstolke. Døvepræster, forstandere og lærere indenfor døveområdet samt døvekonsulenter tog sig af tolkeopgaver i nogle sammenhænge, men ellers var tegnsproget først og fremmest en privatsag for døve og deres nærmeste. Tolkning var typisk noget familiemedlemmer og nære bekendte hjalp hinanden med. Havde man en døv i familien eller i den nære omgangskreds, lærte man sig tegnsprog i et eller andet omfang. For de fleste andre virkede det lidt fremmedartet og mystisk, og i folkemunde talte man om ’gebærdesprog’ eller ’fagtesprog’. Bag tegnsprogstolkningens skyggetilværelse lå en grundholdning, som havde været toneangivende tilbage fra 1880, hvor oralismen fik sit gennembrud. I følge denne var tegnsprog en nødløsning, der fastholdt døve i deres handicap. Tegnsprogstolkning var en bjørnetjeneste at gøre døve, der hellere måtte lære at begå sig blandt hørende på de hørendes betingelser. Enkeltintegration, hvor døve individuelt begav sig ud i samfundslivet blandt hørende, var vejen frem, mente den hørende majoritet og de professionelle i det offentlige system. Derfor blev tegnsprog og tegnsprogstolkning betragtet som noget, der modarbejdede de gode intentioner og fastholdt døve i isolation.

Den indstilling havde nærmest karakter af et dogme i mange årtiers håndtering af døves kommunikation med omverdenen, og sådan så mange på den sag helt op i 60’erne og 70’erne. ”Jeg husker en overlæge fra Tale-Høreinstituttet. Han ville simpelthen ikke acceptere tegnsprog inden for sin dør!”

(Tegnsprogstolk)

Gennembrudstid I 60’erne og frem til midten af 80’erne ændrede situationen sig markant. Tegnsprogtolkning voksede fra at have været en bibeskæftigelse for relativt få til at omfatte 50-60.000 betalte tolketimer om året. I 1986 blev de første studerende optaget på den mellemlange videregående uddannelse til tegnsprogstolk. Tolkene udgjorde et voksende fagområde, der vandt anerkendelse som et helt nødvendigt gode for døve. Forklaringerne på denne udvikling er ikke entydige, men tolkefagets gennembrud hænger naturligt sammen med samfundsudviklingen i øvrigt og med ændringer af de generelle vilkår for døve som borgere i samfundet. Som følge af den teknologiske udvikling og konkurrence på verdensmarkedet vandt en vægtning af boglige og teoretiske fag for eksempel frem på uddannelsesområdet. Håndværksfagene havde traditionelt fokuseret entydigt på det praktiske arbejde og oplæring gennem mesterlære. Derfor foregik undervisningen på erhvervsuddannelserne om aftenen, og uden at den blev tillagt den helt store betydning. Netop teknisk skole havde været en vigtig uddannelsesinstitution for døve, der her havde en chance for at klare sig

1869

Center for Døve Center for Døve grundlægges, den gang under navnet Arbejdsanstalten for døvstumme piger. Institutionen skiftede senere navn til Hjemmet for Døve og senere igen til Institutionen for Døve og svært tunghøre, inden den blev til den landsdækkende selvejende virksomhed, som vi i dag kender som Center for Døve. Centeret har i dag driftsoverenskomst med Københavns Amt, skifter dog til Gladsaxe kommune pr. 1. januar 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Center for Døve har til formål at drive døgninstitution, beskyttet beskæftigelse, konsulent- og tolkevirksomhed for unge og voksne døve, døvblinde, døvblevne og svært hørehæmmede.

1898

Brohusgade 17 bliver indviet Døvstummeforeningen af 1866 får eget hus. Huset danner ramme om foreningslivet og har boliger til ældre døve. Senere får både døvekonsulenter og den første store tolkeadministration i København også denne adresse. Døveforeningen af 1866, i dag Storkøbenhavns tegnsprogsforening, har fortsat til huse i Brohusgade, hvor foreningen også har etableret eget tolkecenter.

1912

Landsforeningen for Bedre Hørelse, LBH, bliver grundlagt Under navnet ”Tunghøres Vel” bliver LBH grundlagt som den første forening for tunghøre i Norden. I 1934 skifter den navn til ”Dansk Tunghøreforening” og i 1962 til Landsforeningen for Bedre Hørelse. I 1973 bliver Døvblevneafdelingen, DBA, etableret som en landsdækkende forening under LBH.

gennem den praktisk betonede uddannelse uden at være afhængige af høresansen. Nu vandt de teoretiske fag indpas. Teknisk skole tilbød undervisning om dagen, og de almene fag nød efterhånden langt større opmærksomhed på stort set enhver uddannelse. “Jeg tolkede for en døv elev på en teknisk skole i Jylland. Jeg boede i København, så jeg kunne kun tage derover og tolke én gang om ugen. Først tolkede jeg selve undervisningen. I frokostpausen læste jeg det pensum igennem, der var blevet gennemgået, og jeg brugte så eftermiddagen på at samle ugens undervisning op”. (Tegnsprogstolk – baseret på oplevelser i 70’erne)

En meget håndgribelig faktor, der fik betydning for tolkebehovet, var, at Nyborgskolen startede i 1959 som undervisningscenter for døve og hørehæmmede. Skolen gjorde et stort arbejde for at skaffe praktikpladser til eleverne, og det var en indsats, der i sig selv med til at øge behovet for tolkning. Samtidig skete der med velstandsgennembruddet i 60’erne et skred i mange af samfundets normer og holdninger. Op gennem 70’erne førte det til, at sociale skel i forhold til uddannelse og arbejde blev bearbejdet. Autoriteternes magt blev betvivlet. Forskellige minoriteter i samfundet kæmpede for øget bevidsthed om eget værd og forlangte ligestilling. Samfundet reagerede i en vis udstrækning ved at imødekomme disse krav og ønsker. Det gjaldt også med hensyn til døves muligheder for at agere som borgere i samfundet på lige vilkår med alle andre. Danske Døves Landsforbund var en betydningsfuld interesseorganisation, der aktivt gjorde sine synspunkter gældende over for myndighederne. Karakteristisk for tiden var begrebet ’Døv bevidsthed’, der udtrykker stolthed over sit værd som menneske og borger i samfundet og dermed også over ønsket om en fuldstændig ligestilling med den hørende majoritet. Som en konsekvens af udviklingen blev det nemmere at få adgang til tolkning – efterhånden blev adgangen også stad-

fæstet som en ret i mange sammenhænge. Normen havde ellers været, at adgangen til tolkning i hvert enkelt tilfælde afhang af et skøn i henhold til revalideringsloven, ligesom kommunerne kunne afgøre, hvornår der skulle tildeles tolk til eksempelvis forældremøder og lignende. Lovgivningsmæssigt blev rettigheder til tolkning imidlertid stadfæstet i flere og flere sammenhænge. Det var simpelthen blevet praktisk nødvendigt – og også politisk og moralsk ønskeligt. Fra slutningen af 60’erne og frem fik døve for eksempel øget adgang til betalt tolkning ved uddannelse. Tolkning i forbindelse med konsultation ved speciallæge og ved retssager blev en ret i løbet af 60’erne. I begyndelsen af 1990´erne fulgte loven om personlig assistance til handicappede, som betød et stort fremskridt for døve på arbejdsmarkedet. Den var blandt andet medvirkende til, at enkelte tog udfordringerne op som selvstændige erhvervsdrivende.

I mange tilfælde er det helt nødvendigt at have tolken med ved lægebesøg.

1935

1914

Bonaventura bliver stiftet Forældreforeningen Bonaventura bliver stiftet den 8.august og er dermed verdens ældste forældreforening

Stiftelse af Danske Døves Landsforbund, DDL Den 18. maj bliver Dansk Døvstummeforbund stiftet, reorganiseres i 1953 til Danske Døves Landsforbund. DDL er en privat interesseorganisation for døve, der bruger tegnsprog. Landsforbundet bruger gennem en årrække forkortelsen LF, derfor vil der i skriftet blive henvist til denne forkortelse. Den mere logiske forkortelse DDL bliver vedtaget i 2003. Specielt i årene efter 1960 involverer forbundet sig meget aktivt i indsatsen for at få tegnsproget og døves ret til tolk anerkendt og for at fremme tolkenes arbejdsvilkår og uddannelse.

1950 1939

Døvekontorer oprettes Socialministeriet opretter Erhvervs- og Vejledningskontorer for døvstumme i København, Fredericia og Nyborg, i daglig tale Døve-kontorerne. Formålet var at hjælpe døve og hørehæmmede ud på arbejdsmarkedet.

Autorisationsordning til debat De nyetablerede Døvenævn behandler spørgsmålet om autorisation af tegnsprogstolke uden at det munder ud i en konkret beslutning. Døvenævnet havde til opgave at rådgive socialministeren og fremsætte forslag til foranstaltninger, som udviklingen gjorde påkrævet. Nævnet blev nedlagt i 1978.

1951

World Federation of the Deaf, WFD, stiftes WFD bliver stiftet med det formål at udveksle erfaringer landene imellem, blandt andet ved at afholde verdenskongres hvert 4. år. Der anvendes rigtig mange tolke i denne sammenhæng, og det gør det muligt for tolke at mødes på internationalt plan.

Endnu en vigtig faktor i forståelsen af tolkefagets udvikling var efter alt at dømme den inspiration, som såvel tolke som brugere fik fra udlandet. USA, England og Sverige blev af både tolkebrugere og tolke betragtet som foregangslande. Det var her, man så de første eksempler på professionel tegnsprogstolkning, og det gav mod på at gå samme vej. Døves Verdenskongres i 1977 i København nævnes af pionerer fra dengang som en øjenåbner i forhold til udviklingsmulighederne inden for området, og for hvor langt tegnsprogstolkning faktisk kunne udvikles. Der var således mange veje til inspiration og udvikling. ”Det var fantastisk at se professionel tolkning. De tegnsprogstolkede og stemmetolkede på en måde, så man fuldstændig glemte, at de var der.”

Et tilbageblik Hanne Steen og Bente Petersen var de to første formænd for Foreningen for Tegnsprogstolke. Hanne Steen var formand fra 1977 – 1981, hvor Bente Petersen tog over og beklædte posten frem til 1989. Da Bente Petersen gik på pension i 2005 holdt Hanne Steen en tale ved afskedsreceptionen, hvor hun trak linjerne tilbage til deres barndom og ungdom, og hvor hun også beskrev vilkårene for tegnsprogtolkene, som de var engang.

(Britta Hansen, tidligere rektor på Center for tegnsprog og tegnstøttet kommunikation - KC)

I 2002 modtog både Bente Petersen og Hanne Steen Tolkeforeningens pris i form af specialdesignede brocher. Bente Petersen modtog prisen ved foreningens 25-års jubilæumsfest.

Hanne Steen fik sin broche ved et senere surprice-arrangement. Foreningens formand, Hanne Knudsen, og bestyrelsesmedlem, Johanne Smerlov, stod for overrækkelserne.

1956

Konsulentordning Erhvervsvejledning for døve I kraft af paragrafferne 16-18 i Døveloven af 1950, som giver døve fri adgang til erhvervsvalg og beskæftigelse, bliver hjælp til tegnsprogstolkning en af ydelserne på erhvervs- og vejledningskontorerne for døve. Et nyt kontor oprettes i Aalborg. I 1967 kommer der også kontor i Århus, i 1970 i Herning og i 1973 i Odense. Kontorerne i Nyborg og Herning er siden nedlagt.

DDL indførte et særligt legitimationskort for tegnsprogstolke, som forbundet autoriserede til tolkeopgaverne.

1957

Ny lærlingelov mere tolkearbejde Den nye lærlingelov får den konsekvens, at aftenundervisningen på de tekniske skoler erstattes af dagskole, og at de teoretiske fag i det hele taget får en større vægt i de faglige uddannelser. Det betyder øget behov for tolkning – et behov, der blandt andet imødekommes ved at frigøre døvelærere til tolkning.

1961

DDL opretter tolkeudvalg Omkring 1970 bliver tolkeudvalget fra 1961 ændret til Tegnsprogs- og Tolkeudvalget, men efter nogle år senere skilles de to områder igen. Efter DDLs landsmøde i 1987 nedlægges Tolkeudvalget i DDL regi.

1963

Danske Døves Landsforbund beslutter at gennemføre en autorisation af retstolke. Listen over autoriserede retstolke sendes siden til Justitsministeriet, der i 1965 offentliggør en fortegnelse over ”Tolke for døve og svært tunghøre..”.

Historien om to små søde piger Der var engang, det er faktisk før midten af forrige århundrede, at to små piger mødte hinanden. Og det gjorde de, fordi den ene piges far havde gået i skole med den anden piges mor hos den strenge frøken Madsen. Pigerne og deres forældre besøgte ofte hinanden, men når pigerne havde fødselsdag, var det uden de voksne. Jo, selvfølgelig var der voksne tilstede ved fødselsdagen, men det var kun, fordi de skulle lave chokolade og kager til børnene. Når det var spist, gik pigerne sammen med de andre børn, som også var inviteret – ned i gården og legede. Det gjorde ikke noget, at de larmede, fordi der var ingen af de voksne, der kunne høre noget. De var nemlig døvstumme – sagde folk. Det passede ikke – det der med, at de var stumme, fordi engang imellem råbte de, at man ikke måtte drille hinanden. Men døve var de – og det sagde de også selv, det hed, når man ikke kunne høre, men godt kunne tale. Pigerne legede også sammen i noget, der hed ”Døveforeningen af 1866”, fordi der måtte godt komme børn med – men kun til film og juletræsfest. Juletræsfesten var et højdepunkt – næst efter ens egen fødselsdag – fordi der kom en masse børn, der også havde forældre, der ikke kunne høre. Der var julemand med stort skæg, og så fik man godtepose og sodavand og det allerbedste var, at man kunne lege i det store hus – løbe op og ned ad alle trapperne og kure på gulvet og larme, fordi her var der ingen voksne, der kunne høre, hvor højt man råbte, og desuden havde de travlt med at drikke kaffe og snakke med hinanden på tegnsprog, så de var næsten helt stille. Så gik tiden, og pigerne så ikke så meget til hinanden som før. Men det gik dem godt, og de fik en uddannelse og deres eget hjem og mand og børn. Så en dag – nu var pigerne blevet smukke unge damer –

blev de kontaktet af den gode fe. Det sagde de smukke unge damers forældre, at hun var. Hun kunne tænke sig, at man hjalp de mennesker, der ikke kunne høre, sådan at de bedre kunne klare sig i det hørende samfund. Hun ville starte en tolketjeneste, og så havde hun brug for sådan nogen, der kunne døvesprog eller tegnsprog, som det rigtigt hed. De smukke unge damer kunne det jo, fordi det havde de lært af deres forældre, så de sprang til og blev så tolke for døve. I begyndelsen var det nogle få gange om ugen, de skulle tolke – især på håndværkerskoler, hvor der var døve elever, og så var det bare med at få fingrene kørt i stilling til alle de mange nye fremmede ord. Så nu var de rigtige døvetolke og de fik endda penge for det. Det var dejligt at få løn, så kunne de købe de ting, som de syntes, de manglede. De lavede budgetter, men hvis de døve ikke kom i skole, så fik man ingen løn og dermed ikke noget nyt tøj. De var ligesom folkene nede på havnen, de fik heller ikke penge, hvis der ikke var noget at losse eller laste. Det ville de smukke unge damer – nu døvetolke – ikke være med til. De ville have et fast arbejde ligesom andre mennesker. De havde også fået meget mere at bestille, fordi de nu skulle tolke til møder, hos politiet – hvis de døve havde lavet noget de ikke måtte, hos lægen og på hospitalet, til forældremøder på børneinstitutioner og meget, meget mere. Det var ikke kun om dagen, men også om aftenen og nogle gange begge dele på et døgn. De blev rigtig trætte af det - og så var der det med lønnen, som de ikke fik, når de døve ikke kom. Der var blevet flere tolke og de var også blevet trætte af at arbejde på den måde. Så noget måtte der gøres. De smukke unge damer – døvetolke som de nu var – ville ind i en fagforening i lighed med alle andre mennesker. Men nej, det kunne de ikke komme, fordi de ikke havde en uddannelse. Så stod de der og var kede af det. Men så tænkte de – vi laver bare en uddannelse, og det

1969

1966

Tolk fastansat som faglærer Skolen på Kastelsvej ansætter en faglærer med den særlige opgave at fungere som tegnsprogstolk. I realiteten er der altså tale om den første fastansatte tegnsprogstolk. Skolen på Kastelsvej er under Socialstyrelsen, ligesom døvekonsulenterne og Center for Døve.

1968

Tegnsprog på tv Døvefilm laver det første prøveprogram til DR TV ”Syn på sagen”. TV-direktør og programchefer beslutter at lave programmer for døve i TV. Dette er et lille eksempel blandt mange på, hvordan tegnsproget vinder indpas i nye medier.

1968

Alment tolkekorps Danske Døves Landsforbund udsender spørgeskema til døveforeninger og andre med henblik på at etablere et ”alment tolkkorps”, gerne med én tolk i hver by landet over.

Døv student og døv socialrådgiver En ung mand og en ung kvinde er de første døve, der gennemfører henholdsvis studentereksamen og eksamen som socialrådgiver. Begge får tolkebistand gennem hele uddannelsesforløbet. Ved et nordisk døvekonsulentmøde i København samme år diskuterer deltagerne, om det er godt eller skidt, at døve prøver kræfter med videregående boglige uddannelser. Meningerne er delte. Nogle hævder, at tolkebrugerne får en form for mekanisk lærdom.

Den første døve socialrådgiver, Dorthe Artmann fik sit eksamensbevis i 1969.

koster penge. Men ingen ville betale for det i begyndelsen. Så sagde de, at de ikke havde lyst til at arbejde mere, hvis det skulle være på den måde. Lige pludselig var der nogen, der fandt nogle penge, og så kom der en uddannelse i gang. Det var Døves Landsforbund og Institutionen for døve, som sammen lavede den første uddannelse. Gennemførte man den, fik man et stykke papir, hvorpå der stod, at man havde bestået en eksamen og var tegnsprogs-tolk. Så tænkte de smukke unge damer, at det var godt at have en forening for tolkene. Det skulle være en interesseforening og den skulle hedde Tolkeforeningen, fordi der nu var så mange tolke, både i København og ude i det ganske land. Når man nu havde et stykke papir, hvorpå der stod, at man var tegnsprogstolk og man var medlem af Tolkeforeningen, så måtte det da kunne lykkes at komme ind i en fagforening. Det var meget svært, men den ene af de smukke unge damer var meget ihærdig og efter meget lang tid og mange forhandlinger, lykkedes det hende at få alle tolkene meldt ind i en fagforening og ih hvor var de glade. Nu kunne de få fast løn og penge, når de var syge og en hel masse andre goder, som man får, når man er fagforeningsmedlem. Sådan var begyndelsen til arbejdsbetingelserne for et stort og nyttigt tolkekorps, og siden er der jo sket så meget. Mange nye områder, hvor der skulle bruges tolke, dukkede op, og flere tolke blev ansat. Hermed voksede også kravet om en bedre uddannelse og helst på et rigtigt uddannelsessted – universitet / højere læreanstalt. Og sådan blev det. Måske er det værd at sige tak til den ihærdige tolk, fordi hun netop var så ihærdig – til glæde og gavn for alle dem der nu har dette specielle job. Nu er den ihærdige smukke unge dame blevet til pensionist og bedstemor, men hvis man kikker rigtig godt efter, kan man godt se, at hun er stadig er smuk – i hvert fald indeni, og at hun trygt kan efterlade hele molevitten til nye smukke unge damer og herrer.

Tanker om ”et alment tolkkorps” Før 1960 begrænsede den professionelle tegnsprogstolkning sig til det mest nødvendige. På Erhvervs- og vejledningskontorerne for døve gav døvekonsulenterne hjælp og vejledning i forhold til uddannelse og erhverv. Det krævede ind imellem tolkning, som de hovedsagelig selv stod for. Også døvepræsterne tolkede. En døvepræst har beskrevet i sine erindringer, hvordan han tolkede ved sager, hvor døve forældre havde problemer med deres børn. ”Det sker da også, forældrene i deres sorg og afmagt betror præsten sagen og gennem ham beder om bistand fra det offentlige. Jeg har i nogle tilfælde været med som tolk og rådgiver for døve forældre i en sådan pinefuld situation, hvor anbringelsen af en pige eller dreng uden for hjemmet var nødvendig.” Døvepræsten nævner også retsmøder, arvesager, lægekonsultationer, besøg i arresten, sygebesøg både hjemme og på sygehus eller sanatorium, som nogle af de situationer, hvor han blev brugt som tolk. Tolkning i forbindelse med retsmøder var et af de områder, hvor samfundet først blev opmærksomt på, at der

Tolken må op så alle kan se

1973

1970

1969

Det første tolkekursus Det første tolkekursus fandt sted den 22.-23. marts 1969, og det blev arrangeret på vegne af Tolkeudvalget i Danske Døves Landsforbund.

Tolkeadministrationen flytter til Brohusgade Døvekonsulenterne ved døvekontoret i Brohusgade har fra begyndelsen haft ansvaret for tolkeadministrationen, men indtil 1970 lægger Skolen på Kastelsvej lokaler til denne opgave. Nu flytter selve administrationen til Brohusgade, hvor en udlånt døvelærer fungerer som tolkeadministrator.

Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - KC Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - KC - bliver oprettet i 1973 på grundlag af en arv fra den dansk-amerikanske oliemillionær Alfred Jakobsen. Centret har navnet ”Døves Center for Total Kommunikation” og er indtil 1997 udelukkende en privat selvejende institution uden offentlige driftstilskud. KC koncentrerer sig om forsknings-, formidlings- og uddannelsesaktiviteter og får siden ansvaret for uddannelsen af tolke. I 1996 godkendes KC som videregående uddannelsesinstitution.

1974

1973

To-ugers kurser for fungerende tolke Danske Døves Landsforbund finansierer de første korte kurser for fungerende tolke. Undervisningen varetages af KC og foregår på Center for Døve.

Tolke får fastansættelse på KC KC fastansætter to tolke som den første arbejdsplads, hvor tolkene bliver ansat som tolke. Antallet af tolke voksede til fire. KC har en samarbejdsaftale med tolkeadministrationen i Brohusgade, så det er herfra tolkeformidlingen sker. Der bliver udarbejdet regler for hvordan tolkene skal arbejde. Dette sker i et samarbejde mellem tolkeadministrator Ole Hagedorn, tolkene og rektor for KC, Britta Hansen. Disse regler har på mange måder dannet grundlag for tolkenes efterfølgende arbejdstidsregler.

var brug for en form for styring af tolkearbejdet. Allerede i 1950 var der tanker om en ordning med autorisation af retstolke. Det blev dog ved tanken, indtil sagen igen blev taget op i begyndelsen af 1960’eren. I et samarbejde mellem Danske Døves Landsforbund og døvekonsulenterne blev der udviklet et forslag til en autorisationsordning. Landsforbundet skulle indstille en person til at varetage opgaver som retstolk og vedkommende skulle så bestå en prøve, ”hvor de pågældende dels skal godtgøre fornødne tolkekundskaber og endvidere tilstrækkelig kendskab til døveforsorgen mv.” Det er uklart om forslaget blev realiseret i sin oprindelige form, men i 1963 bad Danske Døves Landsforbund sine egne foreninger og også døvekonsulenterne om at meddele navne på egnede retstolke. I 1965 blev en liste over retstolke offentliggjort af Justitsministeriet. Få år senere arbejdede Danske Døves Landsforbund med idéen om at oprette det, man kaldte ”et alment tolkkorps” i provinsen.” På det tidspunkt var tolkearbejdet delvist sat i system i

København, men uden for hovedstaden var der et øget behov for hjælp til tolkning, både for at aflaste døvepræster og døvekonsulenter og for at give døve nemmere adgang til tolkning i deres lokalområde. ”På et styrelsesmøde i september udtrykte man ønsket om så vidt muligt at finde een tolk i hver by landet over, men det er måske for meget at vente”, skrev landsforbundet i et brev til døveforeningerne. Landsforbundet understregede i samme brev, at man ikke kunne love et fast tolkehonorar. ”I øjeblikket er det kun aftenskoletolke, der kan aflønnes efter aftenskolepengene, men vi vil gerne prøve at skabe mulighed for løn til tolke på timebasis.” Det er uklart om ”tolkkorpset” blev en realitet, men landsforbundets initiativer for at skabe overblik over tolkeemner illustrerer, hvordan behovet for tolkning – og anerkendelse af, at der var et tolkebehov – var voksende. Det var også på Danske Døves Landsforbunds initiativ, at det første tolkekursus fandt sted. Det blev gennemført den 22. - 23. marts 1969.

Udsnit af liste over retstolke fra Justitsministeriet. 1965.

Fra det første kursus i Døvebladet 1969.

København gav inspiration til videreudviklingen af den danske tegnsprogstolkning.

1977 1976

Tolkebrugerundersøgelse Danske Døves Landsforbund finansierer en undersøgelse af tolkebehovet, der skal klarlægge i hvor høj grad døve ønsker at bruge tolk. Undersøgelsen gennemføres af KC, og den viser, at der endnu er stor tilbageholdenhed på området og dermed et stort skjult behov for tolke.

1976

Første Nordiske Tolkeseminar Tolkeseminaret bliver arrangeret af DDL og repræsentanter for tolkene. Seminaret er det første seminar med fokus på tolkeområdet i Norden. Seminariet foregår i København.

Foreningen af Tegnsprogstolke Den 19. maj 1977 er en snes tegnsprogstolke fra hele landet samlet til stiftende generalforsamling i København. De bliver enige om at danne Foreningen af Tegnsprogstolke. Senere får foreningen en aftale med FMS, Foreningen af Medarbejdere i Særforsorgen, der bliver tolkenes første mulighed for at blive optaget i en fagforening.

1977

Etiske regler Tolkeudvalget i Danske Døves Landsforbund godkender et forslag om 10 tolkeetiske regler. Reglerne er udarbejdet i samarbejde med tolkene.

Døves Verdenskonference i København World Federation of Deaf - WFD afholder verdenskongres i København. Arrangementet åbnede for alvor de danske deltageres øjne for udviklingsmuligheder inden for tolkeområdet. Der bliver samstemmende fra brugere, tolke og andre inden for området peget på netop denne begivenhed som øjenåbner.

Kan du tegn, kan du tolke Uanset om Danske Døves Landsforbunds bestræbelser på at finde egnede tolkeemner lykkedes eller ej, så var det ikke efterhånden ikke tilstrækkeligt til at dække døvekonsulenternes behov for hjælp. Det blev nødvendigt med mere opsørgende arbejde for at skaffe freelance-tolke. Pionerer blandt tolkene fortæller mange varianter af samme historie om, hvordan de blev hyret på deres glatte ansigt, da de fik deres første lønnede tolkeopgaver. De tilhørte alle den nære omgangskreds blandt døve. Typisk var de børn af døve forældre eller medarbejdere fra døveskolerne. Det var på den måde, de havde lært sig tegnsprog, og det var på det grundlag, de blev hyret til at tolke. Ingen satte dem på prøve i praktisk tolkning. Holdningen var, at ”kan du tegn, kan du tolke”.

”Det var svært at tolke i et fag, som man intet kendte til. Når man ikke forstår, hvad der bliver talt om, er man nødt til at oversætte meget direkte.”

(Tegnsprogstolk – kan ikke tidsfæstnes, er af mere generel karakter)

Der er således mange eksempler på tolke, der uden forberedelser af nogen art blev kastet ud på vanskelige opgaver. Det kunne for eksempel være ved en eksamen, hvor den døve eksaminand og tolken mødte hinanden for første gang på dørtærsklen ind til eksamenslokalet. Begge parter oplevede det som utilfredsstillende, men sådan var vilkårene, og holdningen var, at den slags problemer var uomgængelige. Behovet for tolke var der. Så måtte det imødekommes så godt som muligt med tegnsprogskyndige, som havde tid og lyst til at tjene lidt ekstra. Med til billedet hører også, at det ikke var alle døve, der delte ønsket om en udvidet adgang til tegnsprogstolkning. Tolkebrugerne repræsenteret ved Danske Døves Landsforbund havde en vigtig opgave i at overbevise de potentielle brugere om tegnsprogstolkenes nødvendighed og om at tolkene blev professionaliserede. I begyndelsen af 1970’erne gik forbundet for eksempel forrest med et tilbud om tolkning for også på den måde at skubbe til en holdningsændring blandt de potentielle tolkebrugere. At der endnu var modstand blandt døve på det punkt, blev dokumenteret af en tolkebehovs-undersøgelse blandt landsforbundets medlemmer i 1976. Den viste, at mange havde svært ved at vænne sig til tanken om at bruge tolk. Mange døve var efter alt at dømme vante til, at det var bedst at klare sig uden hjælp eller ved privat hjælp. Modtrækket fra de mere bevidste døve var at forlange tolkning som en ret og en selvfølge. Blandt dem blev tegnsprogstolkning politisk korrekt. ”Jeg har da brugt tolkning i mange sammenhænge, hvor jeg kunne have klaret mig uden. Det har været en del af bestræbelserne på at få tolkningen anerkendt og videreudviklet.” (Knud Søndergård, tidligere formand for DDL)

I 1968 udsendte DDL et brev til alle døveforeninger for at skabe et overblik over, hvem der var villige til at tolke. Med brevet fulgte et skema, som tolkeemnerne kunne udfylde og returnere

1981

1980

Særforsorgens udlægning til amterne Center for Døve udlægges til Københavns Amt. Centeret står fortsat for det overordnede personaleansvar og lønudbetaling til tolkene i hele landet, samt opkrævning af refusion fra kommunerne og andre. Døvekonsulentordningen forbliver under staten. Det er dog fortsat herfra tolkebistanden formidles i provinsen. Tolkeadministrationen i København fungerer adskilt fra døvekonsulenterne.

1981

Tegnsprogstolkene ind i Socialpædagogernes Landsforbund, SL I forbindelse med udlægningen af særforsorgen bliver Foreningen af Medarbejdere i Særforsorgen og dermed også tolkene optaget i Socialpædagogernes Landsforbund.

300 timers kurser for tolke KC gennemfører 300-timers kurser for erfarne tolke med efterfølgende eksamen. Kurserne fortsætter i en femårig periode. Tolke med mere end 100 timers praktisk erfaring fra tolkejobbet kan gennemføre kurset på 210 timer. KC står som garant for at eksamenspapiret kan ligestilles med den to-årige tolkeuddannelse. I daglige tale kaldt LF-kursus, idet DDL, dengang LF, er initiativtager til kurserne og stort set også ender med hele regningen for kursusforløbene og de afsluttende eksamener

1982

Tolkemangel Et voldsomt boom i efterspørgslen på tolkning betyder, at der opstår mangel på tolke. Danske Døves Landsforbund, Tolkekontoret i Brohusgade under Center for Døve og KC går i dialog med Undervisningsministeriet om behovet for en anerkendt tolkeuddannelse..

1982-83

Hospitalstolkning Amtsrådsforeningen pålægger sygehusene at sørge for tegnsprogstolk til døve patienter, når lægen skønner, det er nødvendigt.

Styrke i fællesskab ”Vi havde simpelthen en regningsblok med ud. Så kunne vi jo skrive en regning med det samme.”

Pionerer med problemer

(Tegnsprogstolk)

Set fra tolkebrugerens side var tolkningen i fagets pionerår ikke altid tilfredsstillende, men lidt var vel trods alt bedre end ingenting? Hvis man er afhængig af tolkning, og der kun er én tolk at vælge imellem, så er valget ikke svært. Mange døve har fortalt om nervøsiteten ved ikke at vide, hvilken tolk, man ville få til at tolke i en bestemt situation. Om glæden når det lykkedes at få en gnidningsfri kommunikation i stand, og om den dybe frustration når man ikke følte, tolken formåede at formidle det, man gerne ville. Set fra tolkens side var situationen heller ikke optimal. Mange af de første tolke kan berette om deres egen usikkerhed ved opgaverne og deres famlen overfor, hvordan de skulle forholde sig i den uvante situation. Han eller hun var alene om opgaven og ofte usikker på sin egen kunnen som tolk, måske endda pinligt bevidst om egne mangler. Dertil kom usikkerheden ved at finde sin rolle i et meget tæt og personligt samarbejde med en person, man måske ikke kendte – eller netop kendte rigtig godt. Selv om tolken havde et godt alment tegnsprogsniveau, var det heller ikke givet, at han eller hun var fortrolig med fagudtryk på en bestemt uddannelse eller inden for et bestemt fag. Den problemstilling blev forstærket af, at døve i stigende grad begyndte at søge videregående uddannelser. En særlig barriere i forhold til tegnsprogstolkning som professionelt arbejde lå i, at tolkning hidtil havde været en vennetjeneste, noget man gjorde for at hjælpe hinanden. I og med at tolkningen nu blev et arbejde, kom der penge mellem tolk og bruger. Den omstilling var vanskelig.

1985

Udlægning af ansvaret for tolkebistand ved handelsskoler og de tekniske skoler Handelsskolerne og EFGskolerne, de tekniske skoler, skal nu betale for den tolkebistand, der gives på skolerne. Betalingen er således ikke længere en kommunal opgave. Direktoratet for Erhvervsuddannelser under Undervisningsministeriet overtager ansvaret. Skolerne får refunderet deres udgifter via direktoratet.

Tolkene kunne ofte føle, at de bevægede sig i en gråzone mellem vennetjenester og arbejdsopgaver. Omvendt gav den begyndende professionalisering af tolkningen måske også udøverne en større bevidsthed om, at det var både muligt og i nogle situationer også godt at skille vennetjeneste og arbejde fra hinanden. ”Jeg blev spurgt af en af mine forældres venner, om jeg ville tolke i forbindelse med en skilsmisse. Jeg sagde nej, og han talte ikke til mig i flere år derefter.” (Tegnsprogs-tolk, oplevelse fra starten af 1970´erne)

Gode råd om hvordan svære situationer skulle håndteres, måtte man prøve at hente hos bekendte, hvis ens egne erfaringer ikke var nok. Nogle tolke gled hurtigt ud af faget igen. De fleste fandt vel deres egen måde at gøre tingene på. Et klassisk problem var, at det kunne være svært for begge parter at finde deres rolle i forhold til hinanden. Nogle tolke kunne for eksempel finde på at blande sig mere, end godt var. Blandt tolkebrugere fra dengang verserer mange historier om, hvordan en tolk kunne finde på at gribe ind i undervisningen eller for eksempel irettesætte tolkebrugeren for ikke at være ordentligt forberedt til en undervisningstime. Karakteristisk for tiden var også, at omverdenen med undren iagttog, hvordan døve erobrede nyt terræn på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet. Men når nu

1986

To-årig tolkeuddannelse som forsøgsuddannelse. Uddannelsen til tegnsprogstolk bliver etableret som en toårig forsøgsuddannelse. Første år er en grunduddannelse i tegnsprog. Andet år er tolkeuddannelsen, der finder sted på Handelshøjskolen i København. Forkundskab til tegnsprog er ikke en forudsætning for at begynde på uddannelsen. Dermed åbnes for alvor op for en tilgang af studerende, der ikke er tæt på døvemiljøet. Der skrives verdenshistorie!

1987

Foreningen af Danske Døvblinde (FDDB) Foreningen etableres den 27. juni som interesseorganisation for døvblinde.

Arbejdsnedlæggelse Tegnsprogstolke ved Center for Døve nedlægger arbejdet, blandt andet på krav om fastansættelse. Fynboerne og jyderne rejser til København, hvor der holdes fagligt møde for alle tolke. Tolkebrugerne er orienteret, så de ikke møder forgæves…. Den 22. december bliver der tegnet landsdækkende overenskomst mellem Amtsrådsforeningen og SL for tolke ansat ved Center for Døve.

1988

Den første overenskomst for tolke træder i kraft Fra årsskiftet træder den første landsdækkende tolkeordning med overenskomst i kraft. Det medfører fastansættelser af tolkene i hele landet. Tolkene på KC bliver virksomhedsoverført fra KC til fastansættelse ved Center for Døve.

kommunikationen altid skulle gennem tolken som en slags tredje person, for eksempel i en uddannelsessituation, hvem var det så reelt, der gennemførte uddannelsen? ”da min eksamen blev omtalt i avisen var der meget fokus på at det var tolkens fortjeneste”

(Tolkebruger, oplevelse fra afslutning af studentereksamen i 1969)

Eksplosion i omfanget af tegnsprogstolkning Omkring 1970 anslår man, at der blev udført cirka 8-10.000 tolketimer om året. Midt i 70’erne er omfanget øget til omkring 20.000 tolketimer. I 1980 var tolkeforbruget på cirka 23.000 timer. 1984 1990 1995 2000 2005

Første hold tolkestuderende ved busten Peter A. Castberg, på Kastelsvej sommeren 1985.

cirka cirka cirka cirka cirka

63.000 timer. 46.000 timer. 49.000 timer. 68.000 timer. 151.100 timer

Kilde: Til og med år 2000 stammer tallene fra opgørelser fra Center for Døve. I opgørelsen fra år 2005 indgår timetal fra SignBoard, Jysk Tolkeservice, Københavns Tolkecenter, Tolkecenteret i Brohusgade og Center for Døve. Som det fremgår, er der ikke tale om ubrudt vækst. Det kan der være mange forklaringer på. Etablering af uddannelsen i 1986 betød for eksempel, at et antal tegnsprogstolke gik fra tolkning til at blive undervisere på uddannelsen. Også størrelsen på ungdomsårgangene, der slutter ved Nyborg Efterskole og starter med at bruge uddannelsestolke, spiller ind på tolkebehovet. Det sociale tolkeprojekt har ligeledes fået antallet af tolketimer til at stige. Det skal understreges, at der er visse usikkerhedsfaktorer forbundet med tallene, blandet andet er der forskellige opgørelsesmetoder i kildematerialet gennem tiden. Ikke desto mindre kan tallene give et indtryk af udviklingen over tid.

1989

1988

De første tolke med en formel eksamen fra en videregående uddannelse I juni aflagde det første hold tegnsprogstolkestuderende eksamen, og Danmark fik dermed sine første tegnsprogstolke med en formelt anerkendt eksamen fra en offentlig videregående uddannelsesinstitution.

EFSLI European Forum of Sign Language Interpreters – EFSLI er endnu ikke formelt stiftet, men afholder møde i Glasgow dette år. EFSLI har påbegyndt det europæiske organisationsarbejde. På mødet i Glasgow bliver et sæt resolutioner vedtaget med blandt andet krav til bedre tolkeuddannelse, tolkeservice, efteruddannelse for tolke, der arbejder på europæisk og internationalt niveau. EFSLI udgiver et halvårligt EFSLI Newsletter.

1989

Oprettelse af FolkeKoordineringsUdvalg, TKU Der oprettes et tolkekoordineringsudvalg ved Center for Døve med deltagelse af repræsentanter for DDL, KC, Handelshøjskolen, og FTT. I 1996 ændres sammensætningen, da tolkeuddannelse ikke længere er under Handelshøjskolen samtidig bliver udvalget udvidet med repræsentanter for DDU, FDDB og LBH/DBA. Denne praksis ophørte i 2004, selvom TKU formelt set ikke er nedlagt.

Mund-HåndSystem/Skrivetolkeuddannelsen etableres på forsøgsbasis MHS/Skrivetolkeuddannelse bliver etableret som en etårig ungdomsuddannelse på forsøgsbasis i femårsperioden 1989 – 1994. Uddannelsen starter ved Landshøreinstituttet i Fredericia, hvor to hold af 20 studerende når at blive optaget. Senere finder uddannelsen sted i Køben-havn ved Høreinstituttet, hvor ét hold bliver optaget. Derefter bliver der ikke optaget flere studerende til den et-årig uddannelse. I 1992-93 bliver der afholdt kurser for ikke-eksaminerede tolke med henblik på aflæggelse af eksamen. I 1993-94 er der afholdt kursus i skrivetolkning for kontor- og korrespondentuddannede deltagere. Fra 1996 indgår MHS-tolkning i den 3,5 årige uddannelse til tegnsprogstolk. LBH opretter dog fortsat korte kurser for skrivetolke efter behov.

1991

Tegnsprog som fag i folkeskolen Bekendtgørelsen om tegnsprog som fag i folkeskolen udsendes i november 1991. Den første læseplan for faget træder i kraft året efter. Den første undervisningsvejledning i faget tegnsprog udkommer. Dermed anerkendes tegnsprog som grundlag for den sproglige udvikling hos døve og svært hørehæmmede børn. Indirekte har dette stor betydning for udbredelsen og anerkendelsen af tegnsprogstolkenes indsats.

Tolken er med ved besøget hos jordemoderen.

Daglejere på opgave I provinsen var det døvekonsulenterne, der tog sig af tolkeadministrationen. Konsulenterne var ansat under Socialministeriet, og de havde til opgave at rådgive og bistå døve med hensyn til erhvervsvalg og beskæftigelse. Tolkningen blev normalt betalt af revalideringscentrene eller kommunerne, men holdningen til bevilling af tolkebistand var ikke ensartet fra kommune til kommune. Specielt var der forskellig praksis med hensyn til efteruddannelse, omskoling, tolkning ved forældremøder i børnehaver, skoler og lignende.

ministrationen. 1 1970 flyttede den udlånte døvelærer sammen med tolkeformidlingen til Brohusgade, og den første tolkeadministration med egen administrator kom i gang. Denne ordning kom til at fungere adskilt fra døvekonsulenterne. Det var Center for Døve, der var ansvarlig for lønrefusion for den udlånte døvelærer og lønudbetalingen til tolkene. Det gjaldt dog både tolke ved tolkeadministrationen i København og ved døvekontorerne i provinsen. Denne særlige konstruktion kunne lade sig gøre, da både Skolen på Kastelsvej, døvekonsulenterne og Center for Døve hørte under Socialstyrelsen. I 1974 fastansatte Døves Center for Total Kommunikation – i daglig tale KC – de første tolke. KC indgik en samarbejdsaftale med tolkeadministratoren i Brohusgade, der betød, at de fastsatte tolke på KC blev formidlet fra Brohusgade sammen med free-lancetolkene. KC-tolkene var garanteret en fast månedsløn. I lavsæsonen udførte de fastansatte tolke forfaldent arbejde på KC efter aftale. Britta Hansen, den første rektor på KC, Ole Hagedorn, tolkeadministratoren, og repræsentanter for tolkene udarbejdede regler for, hvordan tolkene skulle arbejde. Disse regler dannede på mange måder grundlag for senere

Tolken er formidler - ikke samtalepartner.

”Vi var hverken mere eller mindre end en slags daglejere, der mødte op og fik at vide, om der var arbejde.” (Tegnsprogstolk)

I København foregik formidlingen af tolkebistand af praktiske grunde fra Skolen på Kastelsvej med en døvelærer ved roret, selv om det var døvekonsulenterne i Brohusgade, der formelt set havde ansvaret for tolkead-

1991

Ny lærebog i tegnsprogsgrammatik KC udgiver ”Lærebog i Tegnsprogs Grammatik” af Elisabeth Engberg-Pedersen, som også skriver doktordisputatsen ”Space in Danish Sign Language”. Denne første danske videnskabelige afhandling om tegnsprog bliver et nyt gennembrud for anerkendelse af tegnsprog som døves modersmål. Lærebogen indgår som undervisningsmateriale på uddannelsen til tegnsprogstolk.

1991

Arbejdstolkning Arbejdsformidlingsloven fra dette år giver ret til 20 timers ugentligt tegnsprogstolkning i forbindelse med arbejdet.

Nordisk Forum for Tegnspråkstolker, NFFT I oktober i Danmark bliver der taget initiativ til at danne Nordisk forum for Tegnspråkstolke, NFTT. Tanken er at dette forum skal koordinere, udveksle og udnytte det gode samarbejde, der er i de nordiske lande til at bedre uddannelses- og arbejdsvilkår for tolkene. Forummet er også tiltænkt en rolle i forhold til at sikre en god kontakt med EFSLI, der er under etablering i EF(senere EU)-regi. Her spiller Foreningen af Tegnsprogstolke en vigtig rolle, da Danmark er medlem af EF og således er det eneste nordiske land, der formelt er repræsenteret i EFSLI. NFTT som forum forsvinder lige så stille nogle år senere, men det uformelle samarbejde fortsætter.

1991-93

Fjernstudier for tegnsprogskyndige privatister For at afhjælpe et akut behov for flere tolke vest for Storebælt gennemfører KC i denne periode et forsøg med en ”Åbent universitets-undervisning” af studerende med fuld beherskelse af tegnsprog, som ønsker at kvalificerer sig som privatister til at bestå 1. og 2. års eksaminer på selve tolkeuddannelsen. 10 studerende bliver optaget, 6 består eksamen som tegnsprogstolke i 1993. Forsøget er finansieret af DDL ved fondsmidler. Populært omtalt som ”brev-due-ordningen”.

1992

Landsdækkende faglig klub under SL Generalforsamlingen i Foreningen af Tegnsprogstolke vedtager at ændre foreningens love, således at foreningen bliver en faglig klub under SL. SL begynder at yde et økonomisk tilskud til klubben.

arbejdstidsregler. Endnu senere overgik tolkeadministrationen til Institutionen for Døve, det senere Center for døve. Skolen på Kastelsvej i København havde midler afsat på budgettet til at dække tolkeopgaverne, og her var der en ret afklaret holdning til i hvilke sammenhænge, der kunne og skulle ydes tolkebistand. Samtidig var situationen i København den, at døvepræster og døvekonsulenter ikke kunne løse tolkeopgaverne i samme omfang, som det var tilfældet ude i landet. Den første fastansatte tolk i København blev ansat som faglærer ved Skolen på Kastelsvej i 1966. Han arbejdede som tolk på fuldtid, men det var nemmere at definere en stilling som faglærer end som tegnsprogstolk. Og når det blev en mandlig tolk frem for en af hans kvindelige kolleger, så var det med den begrundelse, at han havde forsørgerpligten, mens kvinderne bedre kunne klare sig med deltids- eller free-lance arbejde. I de første år var der – især ude i landet – tale om meget små kredse af tolke, der hurtigt lærte hinanden at kende og som også kom i tæt kontakt med døvekonsulenterne. Tolkeadministrationen var endnu ikke så formaliseret, og på godt og ondt var man nødt til at løse problemerne, når de opstod. Efterhånden som antallet af tolke voksede, forsvandt tilsyneladende også de nære relationer mellem døvekonsulenterne som arbejdsgivere og tegnsprogstolkene som arbejdstagere. I hvert fald beretter mange tolke om et fremmedgjort forhold til døvekontorerne og døvekonsulenterne.

Hvad holdninger til udøvelse af tolkning angår, var kontorerne også meget forskellige. Ved et af døvekontorerne var man for eksempel så omhyggelige med at overholde tavshedspligten, at det reelt var umuligt for tolken at forberede sig på kommende opgaver. Opstod der problemer i forbindelse med tolkningen, betød den strenge tavshedspligt også, at tolken ingen muligheder havde for at drøfte faglige problemer med andre. I det hele taget havde det kollegiale samarbejde ikke altid lige gode vilkår. Nogle steder var der ganske enkelt ikke kolleger nok, der var villige til at spendere fritid på at snakke fag. Ved kontoret i Herning opgav man for eksempel at holde møder for tolkene. Ved nogle døvekontorer udviklede der sig til gengæld et stærkt fagligt miljø, som gav tolkene den kollegiale sparring, de tørstede efter. Ofte var døvekonsulenten en central figur. Han eller hun samlede tolkene på Døvekontoret til jævnlige møder, og her var der lejlighed til at tale arbejde. Det var vel at mærke en selvfølge, at det at deltage ved den slags møder var ulønnet.

Tolkning ved Nordisk Kulturfestival 1978 - én tolk for hvert land.

”Døvekontoret var absolut ikke et sted, hvor vi opholdt os eller var sammen. For os var det et arbejdsanvisningskontor, og der havde man kun noget at gøre, hvis man skulle ud på en opgave.” (Tegnsprogstolk ved døvekontor i Jylland)

1992

Første større arbejdsmiljøundersøgelse Foreningen af Tegnsprogstolke sætter fokus på arbejdsmiljøet. SL bliver kontaktet og forestår en spørgeskemaundersøgelse blandt Center for Døves tolke. Undersøgelsen skaber opmærksomhed om tegnsprogstolkenes arbejdsvilkår. Resultatet viser desværre tydeligt, at tolkene har problemer med ensidigt gentaget arbejde og mange tolketimer. Undersøgelsen vækker opmærksomhed både nationalt og i Europa. Der er ingen andre steder i Europa, hvor det har været muligt at gennemføre en lignende undersøgelse, da det er unikt, at en så stor tolkegruppe er ansat under de samme arbejdsvilkår. Rapporten er oversat til engelsk.

1992 -1997

Arbejdsmiljørapporter og arbejdsskadesager På baggrund af den store spørgeskemaundersøgelse blandt tegnsprogstolkene får SL og Foreningen for Tegnsprogstolke overblik over arbejdsmiljøet blandt tolkene og over arbejdsskadesager. Center for Døve får udfærdiget arbejdsmiljørapporter. Først af en fysioterapeut i 1993 og senere af Bedrifts-sundhedstjenesten i henholdsvis 1994 og 1997. SL sørger for at fire konkrete sager bliver forelagt Erhvervssygdomsudvalget, som afviser, at der er tale om erhvervssygdomme. En af sagerne udvælges senere til at blive ført som principiel sag ved domstolene.

1993

1992

Roskildefestival Michael Jackson sørger for tegnsprogstolkning af nummeret ”Will You Be There” på årets Roskildefestival. Initiativet sætter fokus på en niche inden for tolkning i form af performancetolkning.

EFSLI European Forum of Sign Language Interpreters – EFSLI – afholder den formelle stiftende generalforsamling i Belgien, Bruxelles. Arbejdet med at skabe dette europæisk forum for tegnsprogstolke har været flere år undervejs med deltagelse af en dansk tolk, som en af drivkræfterne. Foreningen af Tegnsprogstolke har ydet økonomisk støtte undervejs til den danske tolks rejseudgifter m.m i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i EFSLI. Det er med økonomisk støtte fra ECRS, European

Community Regional Secretariat, i dag EUD, European Union of Deaf, at det lykkes at etablere EFSLI og sikre samarbejdet mellem de europæiske tolke. De første år af EFSLIs historie modtager foreningen årlige bidrag fra EUD, der gør det muligt at betale rejseudgifter for repræsentanter fra de europæuiske tolkeforeninger til EFSLIs årlige generalforsamlinger og efterfølgende workseminar/konference. FTT deltager hvert år med repræsentanter til EFSLI’s generalforsamling og efterfølgende konference.

Nok at kæmpe for I København var koncentrationen af tolke forholdsvis stor, og her var der basis for at mødes også uden om døvekonsulenterne. Mon ikke disse fora gav mere luft for en debat om nogle af de arbejdsvilkår, som var frustrerende dårlige? I hvert fald mødtes tolkene jævnligt, og behovet for fælles vilkår gjorde også, at de tog kontakt til kollegerne i provinsen. En af de ting, der står stærkt i tolkenes erindringer, er de mange arbejdsdage, hvor man var alene af sted og tolkede time efter time. Det var fysisk hårdt, og konsekvensen kunne sagtens være ømme skuldre og led, men det var først og fremmest udmarvende, fordi koncentrationen konstant skulle være høj. Historiens første lokale tolkestrejke fandt sted i København omkring 1970. Den direkte årsag var utilfredshed blandt tolkene over, at man ikke kunne sige nej til en opgave uden at risikere at gå glip af opgaver i fremtiden. Det kunne betyde, at en tolk følte sig tvunget til at acceptere arbejdsdage på op til 11 tolketimer.

Tolkning af teaterstykke, hvor der både medvirker døve og hørende. Den ene tolk lægger stemme til. Den anden anvender tegnsprog.

Eksempel fra Døvefilm på at tolke også bruges ved Politiet

”Man kunne være knokletræt efter sådan en arbejdsdag. De opgaver, vi blev pålagt, skulle vi bare tage – ingen snak om det.” (Tegnsprogstolk, udtalelse baseret på oplevelser fra før overenskomsten)

Den løse ansættelse og usikre indkomst var et andet meget væsentligt kritikpunkt, der fik stadig større vægt i kraft af, at kvindernes rolle på arbejdsmarkedet var under hastig forandring. Valgte man at satse på tolkejobbet, kunne man i princippet ikke vide, om man kunne se frem til en times, en dags eller et livs arbejde. De usikre betingelser var måske til at leve med, hvis indtægterne var et ekstra tilskud til en husstandsindkomst, men ikke det optimale, hvis der var tale om forsørgerpligt.

1994 1993

Nyheder på tegnsprog TV viser Nyheder på Tegnsprog fra 1. februar 1993 med døve speakere. Der var stor debat, om hvorvidt tolkene skulle levere tolkning eller oplæsning af det danske manuskript af nyhederne. Valget faldt på den sidste metode, og det er fortsat den metode, der anvendes.

1994

FTT laver kampagne for det gode arbejdsmiljø Retningslinier for to tolke på tolkeopgaver, pauser og gode kontorstole kommer ekstra i fokus ved FTTs kampagne med badges. Arbejdsforhold, der i dag er selvfølge, kræver i starten af ´90-erne en indsats for at blive realiteter.

Danske Døves Ungdomsforbund Den 19. november bliver Danske Døves Ungdomsforbund, DDU, stiftet som et selvstændigt forbund. I flere år har DDU været et ungdomsudvalg under Danske Døves Landsforbund. Ser man tilbage i historien, så blev et ungdomsnævn allerede nedsat af DDL i 1967 og har også eksisteret som selvstændig ungdomsforening i nogle år.

1994

Evaluering af uddannelserne til tegnsprogstolk og mund-hånd-system/ skrivetolk. Evalueringscenteret under Undervisningsministeriet udsender evalueringsrapport juni 1994.

1995

Tolkebrugerpris Foreningen af Tegnsprogstolke stifter prisen ”Årets tolkebruger”. Prisen udvides og skifter navn i 1998 til ”Tolkeforeningens pris” og kaldes i nogle år også ”Årets pris” Se side 25.

Samtidig havde de usikre arbejdstider også indbygget et problem med dagpenge, fordi mængden af arbejde var afgørende for beregningen af dagpenge. Faktisk skulle tolkene helst arbejde 50-60 timer om ugen for at kunne kompensere for uger uden så mange opgaver. Svagheder og urimeligheder i forbindelse med tolkearbejdet blev udtalte – og omtalte. Der må have været meget at diskutere, når tolkene samledes til møder. Efterhånden opstod tanken om at institutionalisere de uformelle møder ved at danne en forening, der kunne styrke tegnsprogstolkenes forhold såvel indadtil som udadtil. I et brev til kolleger i hele landet skrev Hanne Steen Jensen, Bente Petersen og Ritha Bønnelykke blandt andet: ”Fra forskellig side og ved flere lejligheder er der givet udtryk for det ønskelige i dannelsen af en faglig sammenslutning af undervisningstolke – altså en fagforening – med det formål bl.a. at skabe ensartede og bedre arbejdsvilkår. Foranlediget heraf har undertegnede, der er undervisningstolke i København, derfor påtaget os at undersøge, om der er interesse for at danne en tolkeforening og i givet fald drage omsorg for, at der bliver arrangeret et møde, på hvilket en sådan forening kunne stiftes.” Sonderingerne endte med, at der blev indkaldt til et stiftende møde den 19. maj 1977, og her blev Foreningen af tegnsprogstolke, FTT, dannet. Det skete i København og med repræsentation fra hele landet. I alt mødte omkring 20 personer op til den stiftende generalforsamling i Brohusgade ”Jeg tror ikke, man finder er eneste faggruppe, hverken inden for den undervisningsmæssige del eller den sociale del af de beskæftigede her i landet, der har ringere ansættelsesforhold end tegnsprogstolke”. (Udtalelse fra 1982, Peter Knudsen, psykolog og centerchef for Center for Døve fra 1987 til 1999)

1995

Satspujlemidler til kommunikationsprojekter I samarbejde med intereseorganisationerne FDDB og LBH/DBA søger KC og får bevilliget projektmidler til at gennemføre to projekter på henholdsvis døvblindeblevne og døvblevne områderne. Set med tolkeøjne har disse projekter stor betydning for tolkeformerne på området og undervisningsmaterialet til den forlængede tolkeuddannelse samt opgraderingskurserne. Foreningen af Tegn-sprogstolke har haft pladser i de to projekters referencegrupper indtil 2005, og har fortsat en plads i referencegruppen med døvblindeblevne. Tolke har været involveret i konkrete delprojekter til døvblinde/-blevnegruppen. KC har fået satspuljemidler til disse to områder af flere omgange, senest i 2006 er der kommet en bevilling til endnu en projektrunde.

1996

3,5 årig uddannelse til tegnsprogstolk Efter en evaluering af uddannelsen til tegnsprogstolk beslutter Undervisningsministeriet at forlænge uddannelsen fra 2 til 3,5 år. Uddannelsen skifter navn til Tegnsprogs-og mundhåndsystemstolkeuddannelsen. Undervisningen flytter fra Handelshøjskolen til KC, der etablerer uddannelsen både i København og Århus. KC godkendes som selvejende institution for videregående uddannelser.

1996

Praktik i den forlængede tolkeuddannelse I den forlængede tolkeuddannelse er der nu formelt lagt en praktikperiode ind i uddannelsen. Det første hold er ude i 2 uger i observationspraktik, og derefter 2 x 4 ugers praktik. De studerende skal bestå deres anden 4 ugers praktikperiode. Senere bliver praktikperioderne skåret ned pga. manglende praktik-opgaver. Det er i dag et stort problem at løfte opgaven med praktikperioderne i den 3,5 årige tolkeuddannelse.

1997

Arbejdsskadesag for retten SL udvælger en arbejdsskadesag i form af nakke og skulderlidelser til afprøvning ved domstolene. Forberedelserne af sagen varer flere år og først i 2001 kommer sagen for retten.

1997

Døvekonsulenter til Center for Døve Som en forsøgsordning bliver døvekonsulenterne overført fra staten til Center for Døve. Denne ordning bliver kort tid efter ændret til en fast tilknytning.

Den første bestyrelse i FTT Hanne Steen (formand), København Bente Petersen, København Birthe Lise Andersen kasserer, København Rita Bønnelykke, Odense Tonni Bak, Ålborg Suppleanter: Susanne Almind, København

Faglig forankring Idéen om at samle alle tolke i hele landet i én organisation var grundlæggende. Der var behov for fælles regler uafhængigt af geografi. ”Vi strakte os langt ude i provinsen. Vi var nok noget mere fleksible end dem i København. Vi vidste jo ikke bedre.” (Tegnsprogstolk, udtalelse baseret på erfaringer fra 1970´erne og ind i 1980´erne)

Formålet med foreningen var at skabe et forum for dialog blandt kolleger og at opnå ensartede og bedre vilkår i kraft af forhandlingsret over for arbejdsgiverne. Det første formål lod sig relativt nemt realisere, og tolkene havde meget ud af at mødes for at sætte ord på erfaringer, idéer og frustrationer. For mange var det dog et problem for den kollegiale sparring, at de arbejdede meget isoleret og havde langt til kolleger. Det er spørgsmålet, om ikke foreningen i den første lange periode først og fremmest havde betydning for de københavnske tolke og enkelte grupper i provinsens største byer. I hvert fald fremhæver tolke fra provinsen, at det var beslutningen om, at foreningen skulle holde sine årsmøder i Fredericia, som for alvor gjorde foreningen nærværende for dem.

I begyndelsen tog foreningen sig derfor meget af, hvad man kan kalde traditionelle fagforeningsspørgsmål, men den lille forening havde svært ved at opfylde sit formål ved egne kræfter. Omkring 40 tegnsprogstolke spredt over hele landet har ikke så stor gennemslagskraft, heller ikke selv om brugerne gennem deres forbund var en betydelig samarbejdspartner. Tanken om at blive optaget i en større fagforening var nærliggende. Først forsøgte tolkene sig hos Translatørforbundet, men her var man helt afvisende. Translatørerne havde en treårig uddannelse bag sig, og de kunne slet ikke anerkende tegnsprogstolkene på lige fod. Så selvom tolkene dengang fik honorar efter translatørforeningens takster, når de udførte retstolkninger, var de manglende eksamensbeviser en hindring. Da uddannelsen til tegnsprogstolk gik i gang, forsøgte tolkeforeningen igen at bejle til translatørforbundet. På det tidspunkt havde tolkene et 300 timers kursus og et kursusbevis på baggrund af intern eksamination, plus udsigten til fremtidige tolke med den formelle tolkeuddannelse at forsøge sig med. Igen var resultatet et afslag. ”En af dem fra Translatørforbundet så på mit kursusbevis. Skal jeg smide det i skraldespanden eller vil du?” spurgte hun.” (Tegnsprogstolk, oplevelse fra 1984-85)

Indsatsen for døve var dengang samlet i Særforsorgen, og resultatet af foreningens første sonderinger blandt fagforbundene blev, at Foreningen af Tegnsprogstolke søgte og fik optagelse i FMS, Foreningen af Medarbejdere i Særforsorgen. Som medlemmer i FMS blev foreningen siden optaget i Socialpædagogernes Landsforbund, SL, efter at forsorgen i 1980 blev udlagt til amterne. Den store prøvesten for samarbejdet – og samtidig en helt afgørende milepæl for udvikling af tegnsprogstolkenes

To tolke venter på at tolke Bill Clinton, den amerikanske præsident, under hans besøg i København i 1997.

1997

World Games for the Deaf - WGD i København Ved denne store internationale sportsbegivenhed var der organiseret et stort team af danske tolke. De kom på en spændende opgave med at formidle mellem de mange tegnsprog og talte

1997

Den amerikanske præsident Bill Clintons tale tolkes I modsætning til hvad der er sædvane blandt danske politikere bliver der som en selvfølge bestilt tolke til Bill Clintons tale til den danske befolkning. Opgaven løses af to tolke.

1998

Den første overenskomst med fagforeningen HK Tolkecenteret i Brohusgade tegner overenskomst med fagforeningen HK for de tilknyttede tegnsprogs- og skrivetolke. Da der er tale om en fælles overenskomst for de to grupper tolke, falder valget på HK.

1998

Tolke som praktikvejledere For første gang skal tolkene varetage praktikvejlederrollen helt formelt. Der bliver igangsat praktikvejlederkurser for de uddannede tolke.

arbejdsvilkår, var en konflikt i 1987. Tegnsprogstolkene ønskede at få en overenskomstaftale forhandlet endeligt på plads med arbejdsgiveren – Center for Døve. Tolkene ønskede blandt andet fastansættelse, 48 timers arbejdsuge, feriepenge og forsikring under sygdom mm. Tolkene i hele landet satte hinanden stævne i København for at vise, at de mente det alvorligt. Handlekraften gav bonus. Kort før juleferien kunne parterne – SL på tegnsprogstolkenes vegne – indgå en overenskomstmæssig aftale med Amtsrådsforeningen for tolke ansat ved Center for Døve. Mellem jul og nytår blev der arbejdet intenst på at få ansættelsesbreve ud til tolkene. På den måde sikrede man, at tolkene – nu med en overenskomst i ryggen, kunne gå i arbejde straks efter årsskiftet.

Formænd for Foreningen af Tegnsprogstolke Hanne Steen maj 1977 – 7. nov. 1981 Bente Petersen 7. nov. 1981 - 31.12.1989 Jane Seiler 1.1.1990 – 9.3.1991 Hanne Bidstrup 9.3.1991 – 28.juni.1992 Susanne Carstensen juli 1992 – nov.1992 Kollektiv ledelse Hanne Knudsen marts 1994 – fortsat formand

Ved Foreningen af Tegnsprogstolkes 25 års jubilæum i 2002 var der samlet 80 tolke fra hele landet til fest – og fotografering.

1999

Performancetolkning Bogen ”Når tegnsprogstolkning er en kunstart” bliver udgivet af tolkegruppen HandMade. Gruppen har specialiseret sig i performancetolkning.

1999

Nordisk seminar om tolkeservice Oslo, november Foreningen af Tegnsprogstolke deltager med repræsentanter i Nordisk seminar om tolkeservice. Arrangører er Norges Døveforbund i samarbejde med Døves Nordiske Råd.

2000

Det første hold med den 3,5 årige tolkeuddannelse dimitterer 14 tolke fra det første hold dimitterer fra forlængede uddannelse bliver færdige på KC i København. De efterfølgende år dimitterer der tolke både fra tolkeuddannelsen på KC i København og Århus.

2000

Det Sociale Tolkeprojekt Projektet åbner på forsøgsbasis for tolkning til døve, døvblinde, døvblevne og svært hørehæmmede på alle områder, der ellers ikke er omfattet af lovgivningen. Socialministeriet afsætter 35 millioner kr. til projektet. Efter 3,5 år forlænges projektet med 4 år. (se også år 2006 på tidslinien)

Tolkenes talerør Gennem de snart 30 år foreningen har eksisteret har den bestræbt sig på at favne bredt. Dialog mellem medlemmerne, uddannelsesmæssige tiltag, kontakt til samarbejdspartnerne og offentligheden, internationalt samarbejde og forsvar for faglige rettigheder har været hovedaktiviteterne. Med hensyn til de faglige rettigheder blev ansvaret formelt varetaget af fagforeningen, da Foreningen af Tegnsprogstolke blev medlem først hos FSM, siden hos SL. Alligevel har indsatsområdet altid været en uadskillig del af foreningens arbejde. Medvirkende hertil er også, at gruppen af tegnsprogstolke er så lille og arbejdsområdet så specielt, at fagforeningen ikke kan opbygge et tilstrækkeligt knowhow til at tage sig af alle problemstillinger. Konsekvensen er, at foreningens tillidsfolk ofte fungerer som faglige konsulenter både for SL og for det enkelte medlem. Tilhørsforholdet til SL er siden blevet bevaret – og debatteret. På den ene side har SL forstået at respektere og at arbejde for tegnsprogstolkenes forhold, og fagforeningen har gennem årene opbygget et kendskab til tolkenes arbejdsområde. På den anden side er det ikke alle tegnsprogstolke, der føler et naturligt og logisk tilhørsforhold til pædagogerne i SL. Alternativet kunne for eksempel være organisationer for fagfolk fra andre sproglige arbejdsområder. Hidtil har hensynet til opbakningen og gennemslagskraften vejet tungest. Vurderingen blandt det store flertal af tegnsprogstolke har været, at SL har været leveringsdygtig i disse ting. I dag er det dog ikke et krav til medlemmerne af tolkeforeningen, at de også skal være medlemmer af SL. Han eller hun kan vælge at være medlem af en anden fagforening. De nye vedtægter, der blev vedtaget på Foreningen af Tegnsprogstolkes generalforsamling i 2003, afspejler således, at der på det tidspunkt var indgået

overenskomster for tolkene ved to fagforeninger Tidligere var der en klar forventning om SL-medlemskab, selv om det ikke kom direkte til udtryk i foreningens vedtægter.

Vedtægter Tolkefaget blev som nævnt første gang overenskomstdækket pr. 1. januar 1988, og dermed kom der styr på mange forhold vedrørende arbejdsvilkårene. Det betød dog ikke, at alle problemer pludselig var ryddet ad vejen. Gennem adskillige år har arbejdsmiljøet for eksempel været et højt prioriteret indsatsområde for foreningen. Tolkningen kan være belastende rent fysisk, og det er mange eksempler på at tolke har haft store problemer med smerter i nakke og led. I samarbejde med SL dokumenterede foreningen arbejdsmiljøproblemerne gennem en spørgeskemaundersøgelse. Siden har SL forsøgt at få de fysiske problemer, som en del tolke kæmper med, anerkendt som arbejdsskader. En anden vej til at afhjælpe problemerne har handlet om at sikre bedre forhold med hensyn til arbejdstid, pauser og aflastning. I tæt sammenhæng med forsvaret af gode arbejdsvilkår har foreningen gjort det til sin opgave at bakke markant op om kravet om velfungerende uddannelsestilbud, og i forlængelse heraf også kravet om, at en tegnsprogstolk skal være uddannet. Foreningen har i den sammenhæng tanker om at etablere et frivilligt register for uddannede tolke, som skal gøre det nemmere for alle at have overblik over, hvem der har gennemført tolkeuddannelsen. Faktisk

2001

2000

Lov om tolkebistand ved videregående uddannelser Den 31.maj kommer lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser. Med denne lov overtager Undervisningsministeriet, administreret af SU-styrelsen, ansvaret for at betale for specialpædagogisk støtte, herunder tolkebistand fra kommunerne.

2000

Nordisk samarbejdsmøde Foreningen af Tegnsprogstolke tager initiativ til et møde med repræsentanter fra de nordiske lande – også Færøerne er repræsenteret. Mødet bliver afholdt i København den 21.september 2000. Der er enighed om at der skal være et endnu tættere nordisk samarbejde, dog uden at etablere en forening med vedtægter.

2000

EFSLI holder generalforsamling og seminar i København Foreningen af Tegnsprogstolke arrangerer EFSLI´s årlige generalforsamling og et seminar om Etik for danske og europæiske tolkekolleger i dagene 22. – 24. september 2000, København.

Dom i arbejdsskadesag EEn arbejdsskadesag udvalgt af SL tilbage i 1997 blev afprøvet ved Østre Landsret. Sagen endte med en tilkendegivelse fra retten om, at man ikke fandt, at ”der var tilstrækkelig dokumentation for, at lidelsen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. SL besluttede ikke at føre sagen videre til Højesteret, fordi forbundet vurderede, at det ville blive vanskeligt at løfte bevisbyrden. Tilstrækkelig dokumentation vil kræve lægeforsket dokumentation. FTT har ved flere lejligheder forsøgt at få etableret forskningsprojekter ved en Arbejdsmedicinsk Klinik – både før og efter dommen i den konkrete sag.

2001

Opgraderingskursus Det første hold af tolke med den 2. årige tolkeuddannelse starter på opgraderingskursus. Kurset foregår på KC. Det finansieres af Center for Døve.

Som et led i en arbejdsmiljøkampagne fremstillede FTT badges med slogans om arbejdsmiljøet, for eksempel ”Stol på tolken”, ”1 tolk slides ned...2 tolke bliver ved”, ”Tolke elsker spænding! – ikke spændinger”.

To tolke, ja tak” Det reddede mange arme at vi indførte to-tolke opgaver.

er der altså tale om et ønske om en form for autorisation af tolkene, et projekt man også arbejdede med i tolkefagets pionerår. Tanken er blevet aktualiseret af et opbrud i markedet for tegnsprogstolkning, hvor Center for Døve tidligere var eneleverandør, men hvor der efterhånden er flere private udbydere. Internationalt samarbejde har haft meget høj prioritet gennem hele perioden, og gennem de senere år er indsatsen blevet forstærket – godt hjulpet af de nye informationsteknologiske hjælpemidler som for eksempel internet og e-mail. Allerede i 80’erne indledte de nordiske tolkeforeninger et samarbejde, der blandt andet kom til konkret udtryk ved, at de nordiske tolke deltog på hinandens generalforsamlinger. I 1991 blev Nordisk Tolkeforum etableret med aktiv dansk medvirken. Dette forum blev dog ikke så aktivt som forventet. I 2000 tog Foreningen af Tegnsprogtolke initiativ til et fælles nordisk møde. Derefter er også det nordiske samarbejde kommet ind i fastere rammer. Med jævne mel-

lemrum holdes Nordisk Konference, og foreningerne i de respektive lande har aftalt at samarbejde om fælles kurser. Det kan for eksempel være kurser i hinandens sprog, eller i arbejdsområder hvor tegnsprogstolkene i det ene af landene har udviklet særlig viden. Et eksempel er de norske tegnsprogstolke, der har lang erfaring med tolkning på tv. I Danmark har de landsdækkende tv-stationer først i 2006 åbnet for tolkning i samme grad som norsk tv, og derfor har de danske tolke langt fra samme erfaringsgrundlag at arbejde på De danske tolke har stået for at gennemføre et workseminar om fjerntolkning via videotelefonen, billedtelefon, i 2003. Ved hjælp af udviklingsmidler fra SL lykkes det at gennemføre seminaret, hvor netop erfaringsudveksling inden for så lille en niche af tolkning gav stort udbytte. Et formaliseret europæisk samarbejde tog sin begyndelse i 1988 og i 1993 blev European Forum of Sign Language Interpreters, EFSLI, stiftet. Gennem hele forløbet har Foreningen af Tegnsprogstolke bakket op om EFSLI, og i alle årene siden da har der siddet en dansk tolk i

2002

Forsøg med fjerntolkning via videotelefon I april måned sker den første fjerntolkning via videotelefon, billedtelefon. Der kan via videotelefon gernnemføres direkte tolkning til fjerntliggende arbejdspladser. En række arbejdspladser er med i projektet. En lille niche indenfor tolkning ser således dagens lys i Danmark.

2002

Nordisk tolkekonference i Sandefjord, Norge De nordiske tolkeforeninger samles til en konference arrangeret af den norske tolkeforening. Den norske stat yder tilskud på 50.000 norske kroner. Emnet er ”efterog videreuddannelse for tegnsprogstolke”. Danmark lover at stable et seminar på benene om tolkning via videotelefon.

2002

Foreningen af Tegnsprogstolke fejrer 25 års jubilæum Foreningens jubilæum bliver fejret med gallafest i København. Foreningens pris dette år går til de to første formænd af foreningen. Prisen bliver afsløret ved festen og overrakt til Bente Petersen. Hanne Steen fik ved et senere surprice-arrangement sin specieldesignede foreningsnål/broche.

2002

Beslutning om ordbog over dansk tegnsprog En bevilling fra satspuljemidlerne gør det muligt at sætte gang i arbejdet med at udvikle en ny tegnordbog. Ordbogen skal gøre det muligt at oversætte begge veje – fra tegnsprog til dansk og fra dansk til tegnsprog. .

2003

Nye vedtægter i Foreningen af Tegnsprogstolke Foreningen vedtager et nyt sæt vedtægter. Den væsentligste nyskabelse er, at vedtægterne åbner for, at samtlige uddannede tolke uanset ansættelsessted og overenskomst kan blive medlemmer af foreningen.

Den danske delegation ved EFSLI-Konference i Holland i 2001.

Afslutning på FTT generalforsamling. Ordstyrer gennem mange år, Uffe fra SL fik gave til sit nye kontor, og kasserer fik afskedsslumretæppe.

organisationens bestyrelse. EFSLI arbejder med informations- og vidensudveksling mellem landene og gør en stor indsats for at støtte udviklingen i lande, hvor tegnsprogstolkene ikke står så stærkt. Den årlige generalforsamling i EFSLI er typisk efterfulgt af en konference eller workseminar, hvor der traditionelt er flere danske deltagere.

Kontakten til samarbejdspartnerne og funktionen som talerør for medlemmerne er endnu en hovedopgave. På det felt mødte foreningen allerede inden sin formelle etablering en stor imødekommenhed fra omgivelserne. Tolkene var repræsenteret i DDLs tolkeudvalg, inden den stiftende generalforsamling i 1977 og valget af den første bestyrelse. Denne repræsentation fortsatte til DDL nedlagde Tolkeudvalget i 1987. Fra 1989 mødtes Foreningen af Tegnsprogstolke, Danske Døves Landsforbund, Center for Døve, Landsforeningen for Bedre Hørelse og KC med faste intervaller i det såkaldte TolkeKoordineringsUdvalg, TKU. En repræsentant fra Handelshøjskolen var med i udvalget indtil 1997. Danske Døves Ungdomsforbund og Foreningen af Danske Døvblinde indtrådte senere i udvalget. Mødeaktiviteterne ophørte i 2004, selv om TKU ikke formelt er nedlagt. TKU har haft en rådgivende funktion. Der er blevet drøftet mange problemstillinger gennem årene, og en betydelig koordination er foregået i udvalget. En af de sværeste

WASLI - verdensforbundet I 2005 blev mange års arbejde med formelt at stifte et verdensforbund en realitet. I november måned var 240 tolke fra 40 lande samlet i Sydafrika, hvor vedtægterne for verdensforbundet WASLI, World Association of Sign Language Interpreters, blev endelig godkendt og den første WASLI-konference blev afholdt. Også ved den lejlighed var Foreningen af Tegnsprogstolke repræsenteret.

2006

2003

Nordisk arbejdsseminar om tolkning via videotelefonen Danske tolke står for at arrangere et arbejdsseminar om fjerntolkning via videotelefonen. SL bevilliger udviklingsmidler til seminariet. Der er deltagere fra Danmark, Færøerne, Island, Finland, Norge, Sverige, England, Skotland og USA.

2005 2004

Døvekirken 100 år Før tegnsprogstolkningen blev institutionaliseret udfyldte døvepræsterne en vigtig rolle som tolke i mange sammenhænge. I dag har tolkene mange opgaver i kirkelige sammenhænge.

WASLI Et Verdensforbund af tegnsprogstolke stiftes Sydafrika den 31.10 – 2.11 2005. Foreningen af Tegnsprogstolke deltager med en repræsentant ved den stiftende generalforsamling af WASLI – World Association of Sign Language Interpreters og efterfølgende konference.

2005

Nordisk tolkekonference i Kungälv, Sverige Den svenske tolkeforening, STTF, arrangerer Nordisk tolkekonference med emnet ”The future of Interpreting”. FTT påtager sig at afholde den næste nordiske konference for tegnsprogstolke.

Arbejdsudvalg under Danske Døves Landsforbund Danske Døves Landsforbund opretter et arbejdsudvalg, der skal udarbejde et problemkatalog over de aktuelle problemer indenfor tolkeområdet. Foreningen af Tegnsprogstolke er med i dette udvalg, og ser frem til i dette samarbejde at tage fat i nu- og fremtidens udfordringer indenfor tolkeområdet.

opgaver, som TKU har løst, var at rådgive om, hvordan tolkeressourcerne skulle prioriteres midt i 1990´erne, hvor der igen ikke var et tilstrækkeligt antal tolke. Der blev indført en prioriteringsliste på tolkeområdet på baggrund af råd fra TKU. Tolkeområdet er imidlertid blevet mere komplekst og rummer i dag mange flere aktører end tidligere. Et koordineringsudvalg ved en enkelt arbejdsplads kan derfor

2006

Nyheder på DR og TV2 bliver tegnsprogstolket Den 31.marts bliver Nyhedsudsendelser sendt for første gang med tegnsprogstolkning i billedet. Via digital boks kan man se nyhedsudsendelserne direkte tolket til tegnsprog.

Socialministeriet bevilliger tolkebistand til sociale tolkninger Der afsættes en permanent årlig bevilling på 13 millioner til social tolk til døve. Inden udgangen af 2007 skal der findes en permanent ordning, således det ikke længere skal fungere som et projekt. Pr.1.4.åbnes der op for andre tolkeudbydere kan byde ind på sociale tolkninger. I juni 2006 er der i alt 14 forskellige tolkeudbydere, inklusiv Center for Døves fem tolkeadministrationer.

ikke længere have samme funktion. Danske Døves Landsforbund har taget initiativ til at nedsætte et arbejdsudvalg, hvor de aktuelle problemer på tolkeområdet skal drøftes. Udvalget mødtes for første gang i januar 2005. Foreningen af Tegnsprogstolke deltager i dette udvalg og lægger vægt på at forsætte arbejdet med at sætte fokus på tolkeområdet og koordinere nødvendige initiativer med de øvrige samarbejdspartnere.

Formand for Danske Døves Landsforbunds Knud Søndergaard afleverede i alt 2833 underskrifter til Statsministeriet som protest mod den manglende tolkning af de direkte valgudsendelser op til den såkaldte Euroafstemning i september 2000. Formidling af faglig viden til medlemmerne og dialog mellem medlemmerne er og har hele tiden været en kerneydelse for foreningen. Et nyhedsbrev er den faste informationskanal, men den personlige kontakt dyrkes også, selv om geografien kan være en udfordring. Medlemsmøderne holdes i fortrinsvis i de to største byer Århus og København, hvor det er nemmest for de fleste tolke at mødes. Den årlige generalforsamling har udviklet sig til et arrangement med debatter og seminarer ved siden af den formelle generalforsamling. Arbejdsopgaverne i foreningen er mange. Forudsætningen for, at det hele kan lade sig gøre, er, at der er opbakning fra medlemmerne. Det fordrer omvendt, at foreningen er synlig og aktiv. Tingene hænger sammen, og i den sidste ende er det ressourcerne hos de frivillige, der sætter grænserne. En aktuel vision i Foreningen af Tegnsprogstolke er at få etableret et sekretariat, der kan tage sig af faglige spørgsmål, tilrettelægge kurser og seminarer, informere og for eksempel også tage sig af ansøgninger om udviklingsprojekter hos fonde og myndigheder.

Modtagere af Tolkeforeningens pris

I 2000 modtog Betty Nansen Teatret årets tolkepris som en påskønnelse af teatrets indsats for at formidle teateroplevelser til døve.

nyt billede kommer Knud Søndergaard

Med det formål at skabe opmærksomhed om tegnsprogstolkningen, for at understøtte samarbejdet med brugerne og for at støtte udviklingen af faget har Foreningen af Tegnsprogstolke siden 1995 uddelt Tolkeforeningens pris til personer eller institutioner, der har gjort en særlig indsats i relation til tolkeområdet. Prisen hed i de første år ”tolkebrugerprisen”

Lene Hempel og Knud Søndergård fra DDL, gode tolkebrugere der sørger for forberedelse og samarbejder godt med tolkene.

1995: 1996: 1997: 1998:

Pia Magnussen Knud Søndergård og Lene Hempel Ritha Bergman og Hans Kristiansen Johanne Smerlov, Malene Lytting og Ritha Bergman 1999: Sct. Knuds Gymnasium i Odense 2000: Betty Nansens Teateret 2001: ingen kandidater 2002: Bente Petersen og Hanne Steen 2003: Klasse på Medieskolen i Viborg 2004: Uffe Torup 2005: Anne Kjær Larsen 2006: Ingen prisuddeling 2007: Britta Hansen

Platform i viden Fra ufaglært til faglært Et af de helt store indsatsområder for Foreningen af tegnsprogstolke har været og er uddannelsestilbudene til tegnsprogstolkene. På det punkt er der sket en fantastisk udvikling fra dengang, hvor tolkene var ufaglærte til i dag, hvor de gennemfører en mellemlang videregående uddannelse. I et notat om behovet for en uddannelse til tegnsprogstolk skrev rektor for KC i 1983, at det ville kræve cirka 45 fuldtidsarbejdende tolke at dække behovet for tolkning inden for blot to år fra da. På det tidspunkt var der i alt fem fastansatte tolke, heraf fire på KC og en på Kastelsvejskole. Det betød, at cirka seks ud af syv tolketimer blev leveret af freelancetolke. Mange mente, at de usikre arbejdsvilkår havde stor betydning for i hvor høj – eller ringe – grad, det var muligt at tiltrække nye tolke og dygtige medarbejdere til faget. Det var ikke nemt at stille store krav om kvalitet, hvis vilkårene ikke var særligt attraktive. Og da situationen op gennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne nærmest var den, at der var tale om en eksplosion i behovet for tolkning, var der reelt mangel på tolke. I perioden var det af den grund nødvendigt at prioritere i tolkeopgaverne, og ikke alle døve under uddannelse kunne få kvalificeret tolkebistand stillet til rådighed.

Tolken tolker fra medhør når tolkebrugeren taler i telefon.

Hvad er en tolk? I 1982 konstaterede man, at det ville blive svært at dække behovet for tegnsprogstolke for de unge døve, der valgte at begynde på en ungdomsuddannelse den sommer. Undervisningsministeriet, Dansk Døves Landsforbund og KC drøftede muligheder for en intensiv tolkeuddannelse som en slags nødløsning. I et responsum fra ministeriet hed det blandt andet: ” Hvad er en tolk? En tolk er i dag et menneske, der på arbejdsplan har anvendt sit tegnsprog i cirka 3 år og som derudover har en ad hoc uddannelse i kommunikation. Langt fra alle arbejder på fuld tid, men langt de fleste tolke arbejder inden for uddannelsestolkningen. Der eksisterer således ikke tolke, der er særligt fagspecifikt uddannede, og det vil nok heller ikke være hensigtsmæssigt eller muligt at lave sådanne tolke. Derimod er der væsentlige forskelle i tolkenes kommunikationsstil og de døve elevers behov for forskellige måder at tolke på. Tilpasningen mellem disse to faktorer er langt den vigtigste.

Ungdomsarbejdsløsheden blev dengang nævnt som en af årsagerne til, at mange unge døve valgte at dygtiggøre sig i stedet for at gå arbejdsløse. Det betød, at mange af dem havde et øget behov for tegnsprogstolkning.

”Trods besværlighederne er der imidlertid ingen tvivl om, at den danske tolkeordning på uddannelsesområdet sandsynligvis er verdens bedste.” (Udtalelse dateret 1984)

Hvis manglen på kvalificerede tolke skulle afhjælpes, måtte der gøre noget drastisk. Et konkret forslag gik ud på at samle tolkebehovet geografisk. Hvis uddannelser med mulighed for tegnsprogstolkning blev udbudt på bestemte uddannelsessteder, ville det være muligt at få en bedre udnyttelse af tolkeressourcerne, lød argumentet. Et andet forslag gik ud på i langt højere grad at fastansætte tegnsprogstolkene, at regulere arbejdsvilkårene og måske endda etablere en egentlig uddannelse med eksamen. Det var med datidens øjne en ambitiøs vision. Cirka 15 års markant udvikling af tolkefaget havde imidlertid gjort tanken mulig. Ønsket om en faglig uddannelse var dybtfølt. Gennem årene gjorde både tolke og brugere sig ihærdige anstrengelser for at få de offentlige myndigheder til at tage spørgsmålet om en tegnsprogsuddannelse under behandling. Undervisningsministeriet var et naturligt sted at henvende sig, men her henviste man til Socialministeriet. Løsningen blev i første omgang, at tolkene selv tog initiativet i det håb, at det gode eksempel ville brede sig som ringe i vandet. Set i bakspejlet må man konstatere, at strategien lykkedes, men dengang mente mange, at det hele gik alt, alt for langsomt. I bestræbelserne på at få en form for uddannelse havde tolkene en både naturlig og vigtig samarbejdspartner i Første autorisation af tolkene 1984

Danske Døves Landsforbund. Det var da også forbundet, der stod bag, da korte to-ugers kurser for tegnsprogstolke blev udbudt i 1973. Det var KC, der tilrettelagde kurserne, som blev gennemført på Center for Døve. De korte kurser var slet ikke tilstrækkelige til at imødekomme behovet. Det var dog først i 1981, at længerevarende kurser blev udbudt som en slags efteruddannelse. Der var tale om kurset kaldet ”Grundkursus for døvetolke”, senere populært kaldet LF-kursus, der blev afholdt under Fritidsloven. Kurset henvendte sig udelukkende til fungerende tegnsprogstolke. Formålet var altså ikke at uddanne nye velkvalificerede tolke. Kurset var tilrettelagt med 210 lektioner plus praktik. De tolke, der kunne dokumentere 100 timers praktik, gennemførte den teoretiske del af kurset på 210 timer. De øvrige tog et 300 timers kursus, hvor praktikken var den resterende del. Det var Danske Døves Landsforbund, der stod bag, mens KC tilrettelagde og gennemførte aktiviteterne. Andre interessenter var Center for Døve samt Foreningen af tegnsprogstolke. Kurserne foregik i tolkenes fritid, primært fredag til søndag, og der kunne være tolkeopgaver både søndag aften og selvfølgelig mandag morgen. Tolkene fik ingen løn under kurset. Tolkenes eget ønske var, at kurserne skulle afsluttes med en form for prøve eller eksamen, der kunne dokumentere deres kunnen. Det lykkedes også at få sat en sådan prøve i stand, hvor censorerne var en tolk, en underviser, en tosproget døv, en tegnsprogskyndig døv og endelig en hørende tolkebruger. Deltagerne skulle bestå henholdsvis en teoretisk skriftlig del, en praktisk del med tolkning fra dansk til tegnsprog, fra tegnsprog til dansk og en tegnsprogsbearbejdelse af en dansk tekst. Derefter gennemførte censorerne et interview med hver deltager på grundlag af eksamens skriftlige del. Prøven blev af KC ligestillet med den to-årige Handelshøjskole-eksamen som tolk, og lønmæssigt blev tolkene indplaceret som fuldt uddannede tolke med denne eksamen.

Uddannelsessituation. Foto fra SL-Bladet, 2. juni 88. 1988.

LF-kurserne var et fremskridt, men sideløbende arbejdede KC ihærdigt på at etablere en treårig uddannelse til tegnsprogstolk. Tanken var, at de første to år skulle være en sproguddannelse, mens det tredje år skulle være i form af en erhvervsfaglig tolkeuddannelse. Det var også med i overvejelserne at tilbyde videreuddannelse og genopfriskning for eksempel med hensyn til døvblindetolkning, døvblevne- og tunghøretolkning, retstolkning, international konferencetolkning, fagterminologikrævende tolkning mm. Der var ihærdige forsøg på at involvere myndighederne i etableringen af en egentlig tolkeuddannelse, og det var et betydeligt gennembrud, da det i 1986 lykkedes at få uddannelsen i gang som en toårig forsøgsuddannelse med offentlig støtte. Når det overhovedet kunne lade sig gøre rent praktisk og fagligt, var det fordi, KC gennem en periode på mere end 10 år havde opbygget betydelige kompetencer på området. Herfra kom lærerkræfterne og med baggrund i de erfaringer og den viden, der var skabt, kunne centret udarbejde de nødvendige undervisningsmaterialer, blandt andet på video og på tegnskrift. Selv om KC i praksis stod for uddannelsen lå den formelt under Handelshøjskolen i København. Første år blev afviklet på KC og andet år på Handelshøjskolen.

Uddannelsen skabte verdenshistorie! Danmark var det eneste land i Europa, der havde en tolkeuddannelse på en videregående uddannelsesinstitution og med en officielt anerkendt eksamen. Der var lignende uddannelsestilbud i USA, men det var kun i Danmark, at uddannelsen ikke krævede nogen form for tegnsprogsmæssige forudsætninger og efterfølgende kunne anvendes uden yderligere registrering eller test. I perioden 1986 til 1996 var der årligt et optag på 20 studerende. Hvert år var der dog også et vist frafald, i få tilfælde på flere end halvdelen af de studerende. Optagelsen til uddannelsen har lige fra første hold i 1986 været en del af den koordinerede tilmelding ved videregående uddannelser i Danmark. Det er karakteristisk, at der gennem alle årene har været et krav om et forholdsvis højt karaktergennemsnit for at blive optaget. En stor del af de studerende har dog fået adgang til uddannelsen på baggrund af relevant erhvervserfaring. Næste betydningsfulde fremskridt for tolkeuddannelsen kom i 1996, efter at Undervisningsministeriet havde gennemført en omfattende evaluering af uddannelsen. Evalueringen var særdeles positiv. Det var naturligvis i sig selv et plus, men nok så stor betydning havde det, at uddannelsen på baggrund af evalueringen blev udvidet til 3,5 år, samtidigt med at KC blev anerkendt som uddannelsesinstitution. Efterfølgende tilbød KC opgraderingskurser for tolke, der udelukkende havde eksamen fra et LF-kursus eller som havde den to-årige tolkeuddannelse. Som noget nyt kom den nye forlængede tolkeuddannelse til at indeholde et obligatorisk praktikforløb. I den to-årige uddannelse havde det ikke været tilfældet, men selv om det ikke var et krav, var det af frivillig vej blevet almindeligt, at de studerende kom i praktik. Nu blev praktikken et krav, og samtidig blev der integreret et praktikvejlederkursus i uddannelsen, så tolkene efter nogle år i arbejde kunne påtage sig rollen som praktikvejleder.

Den danske tolkeuddannelse skabte verdenshistorie, da Danmark var det eneste land i Ruropa, der havde en tolkeuddannelse ved en videregående uddannelsesinstitution. Her er det daværende rektor for KC, Britta Hansen, ved tavlen.

Eksamens-situation. Med de gode gamle vhs båndmaskiner.

Kurset – og prøven – var på mange måder en stor landvinding for faget, men den skabte også en mærkbar krise, fordi tolke, der dumpede til prøven, pludselig forlod faget. Nogle af dem kom dog tilbage og bestod eksamen senere. Der skete et umiddelbart fald i udførte tolketimer efter 1984. Forklaringen skal søges i netop den krise, som opstår ved, at der var en del tolke, som forlod jobbet med dags varsel.

Gennembrud for uddannelsen

Spørgsmålet om den uddannelsesmæssige baggrund for tegnsprogstolkene rummer således i sig selv næsten alle facetter af den fantastiske udvikling, som faget har gennemlevet i løbet af mindre end 30 år. Yderpunkterne er i den ene ende en situation, hvor tegnsprogstolkene i de første mange år måtte forlade sig på, hvad de havde lært hjemmefra, og hvad de ellers kunne tilegne sig i en hverdag med en broget palet af alle mulige forskellige tolkeopgaver. Fagligt spændte de fra tolke med betydelig faglig kunnen til tolke med begrænsede kundskaber. Og i den anden ende har dagens tegnsprogstolke som ballast en mellemlang videregående uddannelse af 3,5 års varighed. Hvor der oprindeligt var tale om et ufaglært fag, som var oplagt at vælge, hvis man havde evnerne og erfaringerne hjemmefra, er det i dag en uddannelse og et fag, man vælger ud fra interesse og evner. Måske opstår interessen, fordi man møder døve i forskellige sammenhænge – på arbejde, i foreningslivet, på uddannelsesinstitutioner. Sammensætningen af de studerende viser i hvert fald en stor bredde i forhold til befolkningen, og der er kun relativt få unge med døve forældre eller døve søskende, der vælger uddannelsen. ”En del af de studerende kommer, fordi de har en døv i deres bekendtskabskreds. På den måde er tilgangen til studiet et spejl på, at døve kommer meget mere ud i de hørendes verden, end de gjorde førhen”. (Underviser, 2005)

Nye udfordringer

Nogle tolke har specialiseret sig til at tolke digte, sange og andre former for kunst, hvor selve den kunstneriske formidling er et afgørende element.

andet i form af tidsmæssige grænser for tolkning uden pause og antallet af tolketimer pr. dag og uge. Til gengæld fremhæver nogle af de tolke, der har fulgt udviklingen, at tempoet i dag er et helt andet. Det går stærkt. Tiden bliver udnyttet effektivt, og der er ikke de lange pauser, som mange tolke kan huske fra de første år.

Arbejdsvilkårene for tolkene er blevet væsentligt forbedret, selv om alle problemer ikke er løst. Hvor tolkene engang arbejdede alene og i princippet i ubegrænset tid, er det for eksempel blevet mere almindeligt med to tolke på opgave sammen, og der er kommet forskellige arbejdstidsregler, der skal beskytte tolkenes arbejdsvilkår blandt

”Dengang var der meget ventetid, når man skulle følge undervisningen for eksempel på teknisk skole. Så var det almindeligt at strikke. Jeg har strikket mange trøjer på den konto. Men det var ikke alle, der brød sig om det, og nogle døvekontorer nedlagde simpelthen forbud mod, at tolkene strikkede.” (Tegnsprogstolk, oplevelse fra primo 1980´erne)

Træning ved tolkeboksene på Handelshøjskolen, Dalgas Have.

Ved tolkning for døvblinde er der tale om både tegn og berøring.

Temaet i starten af 1990’erne var manglen på tolke til at dække det stigende behov og tolkenes mange skader. Bedrift Sundhedstjenesten anbefalede efter analyser af filmet tolkning og fysiologiske undersøgelser et ugentligt max på 20 tolketimer og at mange opgaver skulle løses af to tolke der skiftedes og støttede hinanden

Desuden er de krav, dagens tolke møder på arbejdsmarkedet, høje, og konsekvensen er problemer med smerter i ryg og arme. Den slags problemer kendte tolkene ikke i pionerårene, mener nogle. Spørgsmålet er, om ikke forklaringen – i hvert fald i nogle tilfælde – var, at man ikke talte om problemerne, fordi man ikke ville risikere at blive sorteret fra? Eller om de tolke, der ikke kunne klare anstrengelserne, stille og roligt gled ud af faget? Fagligt er der ganske givet sket en fantastisk udvikling, hvor tolke og brugere i fællesskab har bestræbt sig på at nå et kvalitativt niveau, som begge parter kan være tilfredse med. Der er sket en form for specialisering i forhold til forskellige målgrupper blandt brugerne, og der er til stadighed arbejdet målrettet på at forfine samarbejdet mellem tolk og bruger. Den professionelle tolkeindsats er gradvist udvidet fra retstolkning og uddannelsestolkning til at kunne vedrøre næsten alle livets forhold – fra fødselsforberedelse, familiefesten, uddannelse, til jobsamtalen og begravelsen. Et vigtigt initiativ i den forbindelse var Det sociale

Tolkeprojekt, der fra 2000 som et forsøg gav døve, døvblinde, døvblevne samt hørehæmmede adgang til tolkning i sociale sammenhænge, hvor det ikke tidligere havde været muligt at få betalt tegnsprogstolkning. På det tidspunkt havde tolkene for længst trådt deres barnesko som anerkendt faggruppe, og tolkeprojektet cementerede tegnsprogets og tegnsprogstolkenes store betydning. Forsøgsordningen blev i 2003 forlænget med yderligere fire år. I 2006 blev der afsat en årlig bevilling på 13 millioner kroner, og inden udgangen af 2007 skal der findes en permanent ordning på projektet. Karakteristisk for udviklingen i årene før 2000 var, at markedet for tolkning var meget enkelt – nærmest monopolagtigt. Nye tiltag blev aftalt i et relativ lukket samspil mellem tolke, tolkebrugere, arbejdsgiver, myndigheder og uddannelsesinstitution. Inden for de senere år er det billede ændret, og tolkning bliver genstand for konkurrence blandt flere udbydere. Det åbne spørgsmål er, hvad det vil betyde for fagets fortsatte udvikling og for tolkenes arbejdsvilkår i fremtiden.

Debat om en rolle Tolken og brugeren

I pionerårene stod tolkene ofte over for problemstillinger ved udøvelsen af et fag, der ikke havde traditioner med sig. Alt var i princippet nyt. Man måtte føle sig frem, fornemme, drage erfaringer, diskutere, lytte og lære. Et af de varme emner var tolkens rolle i forhold til brugeren. Nogle tolke slog til lyd for den holdning, at tolken i kraft af sin særlige position ikke bare skulle tolke, men også have en meget aktiv rolle som en form for rådgiver og støttepædagog. Denne holdning bundede måske i de problemer, der opstod, fordi mange unge døve i gennembrudstiden oplevede noget nær et kulturchok ved mødet med de hørendes verden. Mange døve havde indtil da levet i en form for isolation, der omfattede familien, venskabskredsen, skolen, fritiden og arbejdet. Nu fik man i kraft af muligheden for betalt tolkning langt nemmere adgang til uddannelse og arbejdspladser, hvor man måske var den første døve på stedet. Mødet med de hørendes verden var ikke lige nemt at håndtere for alle, og i den situation så nogle deltagere i debatten en risiko for, at tolken som nærmeste vidne til problemerne ville følge trang til at gribe ind. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der en voksende erkendelse af, at tolken var nødvendig for at bryde døves isolation. Men var konsekvensen så, at døve skulle have adgang til en tolk i princippet døgnet rundt og for eksempel på fuld tid under et uddannelsesforløb og gerne som en aktiv personlig rådgiver? Eller ville det reelt indebære, at tolkebrugeren blev gjort afhængig af et andet menneske, og at brugeren blev et mere eller mindre passivt redskab i tolkens hænder. Blandt brugere såvel som tolke var der delte meninger om tolkens rolle.

Ved tolkning i forbindelse med politiske møder er det en ufravigelig regel, at tolken aldrig lader sin tolkning farve af egne holdninger.

”Jeg mener ikke, at tolkearbejde er eller bør være pædagogisk arbejde over for den, der tolkes for. Jeg mener, at tolkens opgave er af ren kommunikationsmæssig art, og at enhver fravigelse fra dette vil føre til en undertrykkelse af den enkelte døve.” (1982, Peter Knudsen, psykolog og centerchef for Center for Døve 1987 - 1999)

Tæt knyttet til debatten om tolkerollen var en lang række etiske spørgsmål i relation til samarbejde og samværet mellem tolk og bruger. Tolkene kom meget tæt på brugerne, og der kunne nemt opstå vanskelige eller ubehagelige situationer for begge parter. Hvordan skulle tolken for eksempel forholde sig under et lægebesøg, hvor lægen gav fortrolige oplysninger til tolken og tydeligt gav udtryk for, at patienten/ tolkebrugeren ikke skulle have det samme at vide? En meget diskuteret problemstilling var allerede dengang om tolkning indenfor politik, religion eller andre emner, hvor tolken måske kunne komme i konflikt med egne holdninger til emnet. Der kunne også være prekære situationer, hvor tolken skulle formidle oplysninger for eksempel mellem lærer og elev, hvor tolken positivt vidste, at læreren gav fejlagtig information. Skulle tolken så bare videregive en fejlagtig oplysning, eller skulle han eller hun blande sig? ”Jeg tolkede engang i en klasse, hvor en lærer blev spurgt, hvad man lavede på Pyrolyseværket på Amager. Der paralyserer man olie, svarede han, og det oversatte jeg så.” (Oplevelse fra starten af 1970´erne, Tegnsprogstolk)

Og hvad hvis tolkebrugeren objektivt set misforstod et emne, var grov og ubehagelig eller slet og ret uopmærksom? Hvis nu den døve elev havde en tendens til at dagdrømme, mens læreren docerede. Skulle og kunne tolken irettesætte eleven, hvis blikket blev fjernt, eller kunne konsekvensen være, at tolken holdt op med at tolke? En tolk husker en problemstilling med en tolkebruger, der nærmest havde for vane at falde i søvn. I det konkrete tilfælde blev parterne enige om, at tolken havde lov til at indstille tolkningen, indtil brugeren var klar til at deltage igen. ”Til eksamen på tolkekurset blev jeg spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg under en tolkning i en undervisningssituation opdagede, at den elev, jeg tolkede for, var faldet i søvn. Jeg svarede, at jeg ville holde med at tolke, og det dumpede jeg på. Næste gang vidste jeg godt, hvad jeg skulle svare.” (Tegnsprogstolk, oplevelse fra 1980´erne)

Et debatemne har også været tolkens placering i forhold til på den ene side den hørende og på den anden side tolkebrugeren. Den hørende er måske ikke fortrolig med situationen, og han eller hun vil uvilkårligt rette sin opmærksomhed mod den, der taler. Den hørende vil med andre ord tale med tolken og ikke med den døve, som selvfølgelig er

den egentlige samtalepartner. Hvis ikke tolken er opmærksom, kan tolkebrugeren blive en slags tredje person i forhold til sin egen samtale med en anden person. Og hvordan skulle tolken forholde sig i de lange pauser, der opstod, for eksempel mens eleven arbejdede med aktiviteter, der ikke krævede tolkning? Kunne tolken for eksempel tillade sig at sætte sig til at strikke eller læse? Det var til tider et varmt emne blandt andet i relation til tolkning på teknisk skole, hvor der sagtens kunne være lange tolkepauser, mens eleverne arbejdede i værkstederne. Også påklædningen var til diskussion. Kunne tolkebrugeren for eksempel forvente, at tolken altid var diskret påklædt, så for eksempel en dyb udskæring eller et stort smykke ikke distraherede? Og hvad var egentlig passende påklædning i hvilke sammenhænge? ”Det var vigtigt at have skiftetøj med. Man kunne jo havne på et slagteri om formiddagen og i et ministerium om eftermiddagen. På slagteriet duede det ikke med plisseret nederdel og stilethæle. På de bonede gulve kunne man ikke møde op i lange bukser.”

(Tegnsprogstolk. Oplevelser i starten af 1970`erne, men kunne være fra i dag)

Tolkeopgaverne stillede krav til tolkene, men samarbejdet havde som bekendt to parter, og også brugerne måtte være opmærksomme på en del ting. Hvis tolken blev for direkte involveret i brugerens gøren og laden, lå ansvaret ikke nødvendigvis udelukkende hos tolken. Årsagen kunne også være, at brugeren efterlyste tolkens aktive involvering. Tolk og bruger havde således en fælles interesse i at formulere en form for kodeks for god opførsel for såvel tolk som tolkebruger. I løbet af 1970’erne førte debatten til definitionen af god etik for såvel tolke som tolkebrugere. Tolkeetik for tolke og brugere var et varmt emne i tegnsprogstolkningens unge år. Dengang var mange brugere uvant med tolkning, og tegnsprogstolkene var i vid udstrækning overladt til selv at finde deres form. Efter at uddannelsen til tegnsprogstolk blev etableret opstod en mere systematisk afklaring af etiske spørgsmål, som nu diskuteres på et andet grundlag end tidligere. En del af de etiske dilemmaer vil altid være til stede og til debat i faget som tegnsprogstolk. Uddannelsestolkning har været et af de vigtigste arbejdsområder, siden tegnsprogstolkene for alvor fik fodfæste i det offentlige liv.

Tolkeetik for tegnsprogstolke

Tegnsprogstolkens rolle i en tolkesituation er: At han/hun har tavshedspligt. At han/hun gennem sin tolkning gengiver indhold, ’humør’ og tonefald i et tegnsprog, der let aflæses og forstås af brugeren. At han/hun er neutral også i politiske og religiøse spørgsmål. At han/hun kender sin faglige formåen og begrænsning. At han/hun følger de til enhver tid gældende arbejdsregler. At han/hun om muligt ’falder ind i miljøet’ på tolkestedet. At han/hun også er de hørendes tolk. At han/hun tilstræber at opnå yderligere erfaring og færdighed i tegnsprog gennem deltagelse i tegnsprogskurser, basisuddannelse for tegnsprogstolke og andre relevante kurser. At kan/hun gennem sit medlemskab af Foreningen af tegnsprogstolke stræber efter at opnå en professionel standard i overensstemmelse med ovenstående.

Tolkeetik for tolkebrugere

Fra neutral til loyal

At han/hun respekterer tolkens tavshedspligt og neutralitet.

Reglen om tavshedspligt har altid været en naturlig del af tegnsprogstolkens arbejdsregler. Den håndhæves naturligvis stadig strengt og er blandt andet bestemmende for, at der kun er en meget begrænset informationsudveksling mellem tolkene om konkrete opgaver.

At kritik mod tolken for dennes arbejde skal fremføres direkte til tolken. At han/hun tager ansvar, afbryder og kræver forklaring. At han/hun har kendskab til de forskellige kommunikationsformer. At han/hun er bevidst om forskellen mellem dansk og tegnsprog. At han/hun er døvebevidst. At han/hun er tolkebevidst. At han/hun aldrig bruger tolken som huskebog. At han/hun aldrig bruger tolken som smagsdommer. At han/hun er aktiv og tager initiativ til samtale. At han hun kan skelne mellem ’tolken på arbejde’ og ’tolken privat’. At han/hun tænker på sin påklædning og fremtoning ved fremførelse af tegnsprog, når tolken skal tolke fra tegnsprog til dansk tale. At han/hun kræver veluddannede tolke. At han/hun ved at et godt samarbejde med tolken gavner alle parter.

”Nogle brugere har den holdning, at man bare skal tolke og helst gå i et med væggen. Samtidig er der også et pres for at se tolken som menneske. (Tegnsprogstolk)

Som en konsekvens af debatten om etik blev neutralitet også et nøgleord. En god tolk var ikke et stykke teknik, men tolken skulle være en neutral formidler af et budskab og ikke en selvstændig part i en kommunikation. Han eller hun skulle altså på den ene side formå at videreformidle en stemning og en holdning og på den anden side undgå at farve budskabet ud fra egne holdninger. En god tolk var en tolk, som alle glemte var til stede. Fokus var med andre ord på, at tolken ikke bare var en oversætter af ord, men en form for kulturformidler. Siden er denne holdning blevet nuanceret. Tolken er neutral i den forstand, at hun eller han ikke gengiver sin personlige holdninger, men lever sig ind i situationen og giver udtryk for følelser, stemninger og andet, der ikke kan siges med ord. I stedet for neutralitet bliver der lagt vægt på tolkens loyalitet i forhold til budskabet. En bruger har beskrevet den gode tolkning, som ”når jeg helt glemmer, at tolken er til stede, fordi hun ubesværet glider ind i samtalen og formår at gengive de enkelte deltageres personlige stil og udtryksmåde samtidig med, at hun præcist får gengivet både pointerne og nuancerne i mine og de andre deltageres indlæg.”

Kilde: Materialet er udarbejdet i samarbejde mellem Danske Døves Landsforbund. Godkendt i DDLs tolkeudvalg i 1977.

Tolkning på mange sprog.

Tolke på en anderledes opgave under fjerne himmelstrøg.

Nuanceringen har fået ny næring med de typer af tolkeopgaver, der forekommer meget oftere i kraft af Det Sociale Tolkeprojekt. Hvor tolkene før havde mange opgaver i meget funktionelle sammenhænge, er der nu et øget behov for tolkning ved for eksempel familiefester, foreningsmøder og andre former for socialt samvær. Måske har ændringerne i opfattelsen af tolkens rolle også at gøre med andre sider af udviklingen både i og uden for faget? Måske var det nødvendigt at tage et meget klart og næsten rigidt opgør med den form for tolkning, hvor tolken var styrende. Både tolk og bruger kunne have behov for helt klare spilleregler i det indbyrdes samarbejde i en situation, hvor begge parter oven i købet ofte kom fra samme miljø. Tolkene kom jo oprindeligt stort set udelukkende fra døvemiljøet. ”Det sociale Tolkeprojekt har betydet meget for faget, og i nogle sammenhænge har det ikke gjort det nemmere at være tolk. Det skal som udgangspunkt ikke påvirke situationen, at der er tolk til stede, og når vi nu kommer ud i nye sammenhænge og for eksempel er gæster ved andre menneskers private fester. Skal vi så synge, skåle og danse sammen med festdeltagerne, for ikke at præge stemningen med vores ”neutralitet?” (Tegnsprogstolk, 2005)

Tolken er på opgave i mange forskellige sammenhænge. Det giver sig udslag i flag, bordkort og navneskilte, der viser, at ”her er tolken”

Så langt, så godt Set i bakspejlet er det noget nær en revolution, tegnsprogstolkene har deltaget i. Fra at have været en disciplin, der levede sit eget liv i en mere eller mindre lukket verden blandt døve, er tegnsprogstolkning i dag et anerkendt fag, der – næsten – som en selvfølge udøves af professionelle tegnsprogstolke. De arbejder på basis af en mellemlang videregående uddannelse, der er en integreret del af det danske uddannelsessystem. Uddannelsen og udøvelsen af tegnsprogstolkning er til dels baseret på forskning. Men når det er sagt, så udspringer begge dele af de døves integration i samfundet og den deraf følgende ret til tegnsprogstolkning. I første omgang fik de døve adgang til tolkning betalt af det offentlige i de tilfælde, hvor lovgiverne vurderede, at der var tale om et helt basalt kommunikationsbehov. Det kunne for eksempel være i forbindelse med retsmøder og uddannelse. Siden blev der åbnet for tolkning i mange andre situationer, hvor mulighederne for at kunne kommunikere var en forudsætning for at fungere som et socialt menneske i et moderne samfund. I begyndelsen kunne behovet for tolkning klares af ganske få personer, der i forvejen havde arbejdet med rådgivning eller undervisning af døve. Siden blev det nødvendigt at involvere autodidakte tolke, der kunne tegnsprog, typisk fordi de havde døve i deres familie. Endnu senere medførte det øgede behov for tolkning – og kvalitetskravene – til tolkningen, at der blev etableret en egentlig uddannelse. Sideløbende er der sket en specialisering. På mange områder har der for eksempel været behov for at udbygge tegnsproget og tegnsprogstolkningen i forhold til forskellige fag, uddannelser og aktiviteter. Basis for alt dette er den opfattelse, at tegnsprog er et fuldgyldigt og selvstændigt sprog, som er nødvendigt at lære sig, hvis døve skal fungere og trives. Samfundet udvikler sig imidlertid dynamisk, og det præger naturligvis også forholdene for tegnsprogstolkene. Alt tyder derfor på, at de også i fremtiden vil blive præsenteret for nye problemstillinger og udfordringer i relation til fagets udvikling, deres arbejdsvilkår med videre.

Noget af et eventyr ”…Så tænkte de smukke unge damer, at det var godt at have en forening for tolkene. Det skulle være en interesseforening og den skulle hedde Tolkeforeningen, fordi der nu var så mange tolke, både i København og ude i det ganske land. Når man nu havde et stykke papir, hvorpå der stod, at man var tegnsprogstolk og man var medlem af Tolkeforeningen, så måtte det da kunne lykkes at komme ind i en fagforening. Det var meget svært, men den ene af de smukke unge damer var meget ihærdig og efter meget lang tid og mange forhandlinger, lykkedes det hende at få alle tolkene meldt ind i en fagforening og ih hvor var de glade. Nu kunne de få fast løn og penge, når de var syge og en hel masse andre goder, som man får, når man er fagforeningsmedlem”. Citatet stammer fra en tale som Hanne Steen, Foreningen af Tegnsprogtolkes første formand, holdt ved afskedsreception for Bente Petersen, foreningens anden formand. Talen er gengivet i sin fulde længde i dette hæfte. Inspireret af H.C. Andersen blev talen holdt i eventyrstil, og på mange måder har virkeligheden også været et eventyr. Flere tolke har gjort udviklingen med fra tegnsprogtolkenes pionerår, hvor fastansættelse og uddannelse var meget ambitiøse visioner, til i dag, hvor uddannelse og ordnede arbejdsforhold er en selvfølge – eller er det? Formålet med dette skrift er at beskrive vilkårene for de første tegnsprogstolke, og de fremskridt, som de og deres efterfølgere gennem Foreningen af Tegnsprogstolke skabte. Formålet er også – på baggrund af tendenser i tiden – at skabe debat om fremtiden for tolkene og deres fag. Udfordringer er der nok af. Spørgsmålet er, hvordan de nuværende og kommende generationer af tegnsprogstolke vil vælge at håndtere dem.