Rønshoved Skolehjem 1919 - 2019

IB KELD JENSEN

RØNSHOVED SKOLEHJEM

1919 - 2019 Fra børnehjem til center for familier

TILBAGE HVOR JEG SLAP Jeg går langs Rønshoved Fjord i tanker slår jeg smut ud over vandet lukker øjnene og mærker det stille sus der sitrer så køligt på min rygrad minder der er intakte vælder frem fra et sted imens min fod sparker til lyden af en lille sten Mit sind er stille uden at ville er jeg tilbage hvor jeg kom fra BARNDOMMENS LAND

fra ”Lysspreder-digte” Gabriell Engelfjer elev på Rønshoved 1960-66

2

RØNSHOVED SKOLEHJEM

1919 - 2019 Fra børnehjem til center for familier

3

Ansvarshavende redaktør Jens Jacob From Levring Madsen Redaktør og skribent Ib Keld Jensen, Congohuset Grafisk design Mai Halberg, Tegnerum Tryk Toptryk Tak til: Susanne Guldborg Jensen, Susanne Bach, Alice Byrholt, Hardy Gutfelt, Knud Erik Müller, Christian Dedenroth, Kent Winblad f. Thams, Alice Jensen, Lydia Harwood, Jean Robert Tankred, Villy Jakobsen, Dennis Lyngholm Bjerregaard, Niels Ole Bennedsen, Oskar Plougmand, Conni Rohwedder Pedersen, Sandra Flindt, Heidi Charlene Oldenburg, Margit Juhl, Mads Bennike, Carina Bergendorff, Henriette Jessen, Helle Frøstrup Nielsen, Gitte Kühlmann, Lotte Bækvad, Mette Holm Burmeister, Lena Kærsgaard Nielsen, Bent Kjærsgaard Nielsen, Marie Winsløv Nielsen, Bruno Rasmussen, Dan René Dahlin og Elisabeth Leppin.

Særlig tak til Den Nordslesvigske Kvindeforening

4

Billeder fra forsiden 2013, Wintherberg Tyskland: Fra venstre: Asbjørn, Emina, Michelle, Kasper og Mapenzi.

1964: Fra venstre Allan Hansen, John Nielsen, Benny Ørebro, Hardy Gutfelt Per Jørgensen, Kurt Petersen, Arvid Hansen, Hanne Sicko, Sonja Rasmussen Sommer 1973: Fra venstre: Lisa Binau, Alice Byrholt , Susanne Bach, Brian Brandt, Dan Renè Dahlin, Mark Olufsen, Bjørn Nielsen og Mary Damholt Pedersen.

1965: Alice Jensen, Pia og Marianne har nattøj på.

Cirka 1930: Ukendt pige.

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Stiftede børnehjem i kamp for danskheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Begyndelsen 1913-1935 . . . . . . . . 10 Kvinderne tog over da mændene forsvandt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

31

Plejefar lærte mig glæden ved naturen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Stærkt fællesskab på tværs af generationer . . . . . . . . . . . . . . . 54

Ferietid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Vi måtte ikke, men vi gjorde det alligevel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

Hvilken voksen fik særlig betydning – og hvorfor? . . . . . . . 32 Brydningstid 1973-1998 . . . . . . . 34

Første leder ville skabe et hjem for børnene . . . . . . . . . . . . . . 13

Interview forstandere . . . . . . . . . 36

Sørgelige forhold i hjemmet sendte Ada på børnehjem . . . . . . 14

Medarbejdere . . . . . . . . . . . . . . . . 46

Første tid med forstanderpar 1936-1945 . . . . . . 18 Forstanderpar skabte et hjem for børnene . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Christian fandt ro på Røns . . . . . 56 Ejerskifte og knopskydning 1999-2019 . . . . . . 58 En gordisk knude hugges over . 60

Interview tilsynsførende . . . . . . 40

Lydia rasede ud og kom videre . . . 62 Carina har lagt Rønshoved bag sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Susanne kom til Rønshoved ved en fejl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48

Banditten fik styr på sit liv . . . . . 64

Vore fremtidsdrømme . . . . . . . . 52

Forvandlingen . . . . . . . . . . . . . . . 67

Profetier kom til at holde stik . . 53

Aktiviteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Mindet om to danske soldater som faldt 9. april 1940 . . . . . . . . . 25

Traditionerne . . . . . . . . . . . . . . . . 70

Pastor Møller konfirmerede stort set alle børn . . . . . . . . . . . . 25

100 år ved vandet . . . . . . . . . . . . . 72

54

Byggerierne tager fart 1946-1972 . . . . . . . . . . . . . . . . 26

20

18

Første tid med forstanderpar

*TALLET I PARENTES ER ELEVER UDEFRA Danmark besættes af Tyskland.

Elevnormeringen er nu 25 og der bygges til i to fulde etager, hvor ved villapræget forsvinder, men fru Rosendahls oprindelige tårn bibeholdes. Børnehjemmet kaldes Den Nordslesviske Kvindeforenings Børnehjem i Rønshoved. I daglig tale også Børnehjemmet eller Drengehjemmet.

37 r 19 leve e

23

36 r 19 leve e 15

1936

Poul Petersen indleder sin årbog og skriver i punktform om Rønshoved de næste 37 år.

18

39 19 lever e 28

1938 ver 25 ele

1939 Forstander Tove Jensen gifter sig med Poul Petersen fra Undløse Børnehjem, og sammen kører de Rønshoved Børnehjem videre som forstanderpar. På Rønshoved kendes de som plejefar og plejemor.

Kronprinsesse Ingrid på besøg.

1940 26 el ever

1942

1941 26 elever

1941 Stormflod bortskyller dele af haven.

I februar falder den tidligere elev Christian Knudsen ned fra et træ og dør. Kammerater fra Rønshoved bærer ham til graven.

Pinsedag dør elev Poula Petersen af tuberkulose efter et års indlæggelse.

1942 26 elever

Danmark befriet.

Forstanderparret hører kapitulationsbudskabet i Kruså og vækker børnene for at overbringe den glade nyhed.

1945 3 194 er elev 28

) 44 (10 19 ver ele

1936

1940

1938

Køber et stykke 3900 kvm. engjord af nabogård til køkkenhave og skolehaver for børnene.

25

Tove Jensen, uddannet i børneforsorgen, bliver ny forstander 6. marts. Rønshoved Privatskole flyttes fra Rønshoved Højskole ned på børnehjemmet, der dermed begynder at tage eksterne elever.

Børnehjemmets budget er 9.779 kr., heraf 3.217 kr. i løn til fire ansatte, 15 børn.

Køkkenhave til hvert barn på lejet nabojord.

27

5 194 (14) er elev

1943 Alle børn med ved kransenedlæggelse ved Hokkerup.

Alle skolebørn i biografen til ’Bolettes brudefærd.’

19

5

En fortælling om 100 års arbejde i ord og billeder Et hundredårsjubilæum for Rønshoved Skolehjem bør ikke gå stille af.

Mange menneskers skæbner er flettet sammen her og samtidig er institutionen forandret gennem tiden af de store ændringer, der har været både i samfundet – og ikke mindst i samfundets syn på familierne.

Derfor har vi valgt at udarbejde et jubilæumsskrift.

På landsplan har Rønshoved Skolehjem måske ikke haft den store betydning, men for den enkelte person eller familie, der har haft tæt eller perifer berøring med stedet, kan det være blevet af livslang betydning.

I jubilæumsskriftet vil vi prøve at fange nogle af de temaer og stemninger, der har været gennemgående, men er udmærket klar over, at vi der foretager et valg. Og sikkert et valg, hvor de gode historier er i overtal.

Dem har der forhåbentlig også været flest af, men det kan ikke undgås, at med så indgribende forandringer i børns liv som for eksempel en anbringelse er, vil der være øjne og skæbner, der har andet med sig, end fortællingerne her i skriftet.

Jeg håber alligevel at alle, der kommer til at sidde og bladre lidt i denne bog, vil finde den se- og læseværdig, og at den giver et indtryk af alle de skæbner og det store arbejde, der har været lagt på Rønshoved Skolehjem i gennem 100 år.

God læselyst!

Jens Jacob From Levring Madsen forstander

6

Stiftede BØRNEHJEM i kamp for danskheden Charlotte Rosendahl var oprørt over, at syge dansksindede børn i Tyskland blev tilsidesat til fordel for tyskernes egne børn.

Derfor testamenterede hun alt, hvad hun ejede til oprettelsen af et børnehjem på sin ejendom i Rønshoved.

Egentlig var Charlotte Rosendahl ikke specielt glad for børn. Det skriver i hvert fald hendes niece Inger Munk Plum i en biografi om sin tante.

At Charlotte Rosendahl alligevel i mange år insisterede på, at hendes opsparede midler efter hendes død skulle gå ubeskåret til oprettelsen af et børnehjem, og at hun selv lod hovedhuset opføre på sin grund, har en helt anden forklaring.

Gennem hele sit voksenliv var Charlotte Rosendahl optaget af den danske sag i Sønderjylland, og da

børnehjemmet blev indviet i juni 1919 hørte området til Tyskland.

Det havde Sønderjylland gjort siden Danmark mistede Slesvig til det prøjsiske kongerige efter krigen i 1864. Charlotte Rosendahl levede det meste af sit liv i Sønderjylland og oplevede på nærmeste hold, de

Charlotte Rosendahl levede og åndede for danskheden, men hun nåede ikke at opleve, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

konflikter der udspillede sig efter tyskernes erobring.

Udvist fra Tyskland I Nybøl nord for Broager drev hun en lille systue for småpiger og voksne koner. Men hun fortalte også historier, sang danske sange og underviste på dansk, hvilket de tyske myndigheder forbød.

Charlotte Rosendahl var en usædvanlig viljestærk og hårdtarbejdende kvinde, som lagde grunden til Rønshoved Skolehjem.

Ydermere agiterede hun ved møder og i breve ivrigt og stolt for den danske sag, som i denne brevveksling: ”Du skulle se, hvorledes de danske undersåtter tage deres stilling - de er som jaget vildt, men fuldt ud så stolte, franke, frie.”

Det blev for meget for de tyske myndigheder, som i 1886 udviste Charlotte Rosendahl fra sit foretrukne

¦

7

18451917 Fru Rosendahls grav på Holbøl Kirkegård. Den Nordslesvigske Kvindeforening sikrer fortsat gravstedets vedligeholdelse.

Afstemningsplakat fra 1920 efter at tyskerne havde tabt 1. verdenskrig. Charlotte Rosendahl kæmpede en livslang kamp for danskheden, da Sønderjylland var under tysk herredømme.

8

Sønderjylland til Danmark.

Hun slog sig ned lige nord for grænsen ved Kolding og senere i Hejls ved Christiansfeld, hvor hun igen indrettede systue og underviste i dansk.

Som i tiden på den tyske side af grænsen omgav hun sig med indflydelsesrige meningsdannere fra det syd- og sønderjyske. Det gjaldt for eksempel de danske sønderjyders politiske leder rigsdagsmand H.P. Hanssen, herredsfoged Borup og landstingsmand Konrad Jørgensen.

Hun forventede et dansk nationalt sindelag af sine omgivelser, men forventningen blev ikke altid indfriet. ”Så lidt synes jeg om samtalen, så lidet patriotisk var den, at det ikke kunne falde mig ind at tale med,” sagde hun om en af samtalerne.

Giftede sig tilbage Som datter af den ansete sognepræst Niels Munk Plum var hun

vokset op som et ud af 13 børn på Roslev Præstegård mellem Skive og Nykøbing Mors.

Indtil 1891 bar hun sit slægtsnavn og kendtes som Charlotte Pauline Plum. Men det ændrede sig, da hun som 46-årig blev viet til den 70-årige Peter Rosendahl. Trods sin høje alder var Peter Rosendahl fortsat ansat som regnskabsfører i Broager Spare- og Lånekasse, og det var først i år 1900, at de købte grunden i Rønshoved og byggede villa på den.

Når det overhovedet kunne lade sig gøre, at Charlotte Rosendahl kunne flytte tilbage til Tyskland, som jo 14 år tidligere havde udvist hende, skyldtes det Peter Rosendahls tyske herkomst. Ingen familiesammenføringsregler eller krav om tilknytning kunne dengang forhindre Charlotte Rosendahl i at flytte med sin mand.

At rejsen gik tilbage til Sønderjylland var ingen tilfældighed. Som niecen Inger Marie Plum skriver: ”Mens hun levede i Kolding modnedes hos hende tanken om at sætte alt andet til side for at nå det, som skulle være hendes livs opgave: At kunne leve og bo i det kære Sønderjylland blandt den befolkning hun ville være noget for”.

Kæmpede for danskheden Og netop dette valgte hun som sit livs opgave. At værne om kristendommen og den danske sag i et besat Sønderjylland. Her tilsidesatte hun sig selv og sled og slæbte for kun det.

Hun fik kun to år sammen med sin mand på Rønshoved. Han døde i 1902, og i de følgende år arbejdede hun stadig mere målrettet for at gennemføre sit livs mission.

Dannebrog forbudt I dag kan det være svært at forestille sig, hvordan det var at være dansk i Sønderjylland, men at tale om tysk undertrykkelse af et etnisk dansk mindretal er ikke helt forkert. De dansksprogede aviser var underlagt censur, der måtte ikke synges danske sange offentligt ligesom danske møder blev overværet af en lokal politigendarm. Sønderjyderne måtte ikke flage med Dannebrog og danskundervisning blev forbudt.

Det er i skyggen af disse forhold, at Charlotte Rosendahl i januar 1913 overlader ejendommen til Den Nordslesvigske Kvindeforening med den betingelse, at foreningen

Fru Rosendahls villa som den så ud, da de første børn rykkede ind i 1919. skriver Inger Marie Plum i biografien.

Så aldrig sit børnehjem Det var altså danskhedens overlevelse i et besat land, snarere end

”Du skulle se, hvorledes de danske undersåtter tage deres stilling - de er som jaget vildt, men fuldt ud så stolte, franke, frie.”

Charlotte Rosendahl i brevveksling efter hendes død skal drive et dansk børnehjem. ”Ofte havde hun set, hvorledes de danske blev tilsidesat af det tyske styre, at de små børn måtte vente længe på at komme på sanatorium,”

børnesagen, der var hendes drivkraft. I dag kan man 100 år efter indvielsen konstatere, at Charlotte Rosendahl fik begge ønsker opfyldt.

Fru Rosendahls Minde, som var Rønshoved Skolehjems første navn,

blev indviet i juni 1919. Året efter stemte sønderjyderne Sønderjylland tilbage til Danmark.

Charlotte Rosendahl nåede aldrig selv at se rigsdagsmand H.P. Hanssen åbne sit børnehjem, og hun oplevede heller ikke Genforeningen i 1920.

Men hun spillede en hæderværdig rolle for, at begge milepæle blev sat, og for hvor Rønshoved Skolehjem og Sønderjylland er i dag.

Charlotte Rosendahl døde den 10. juni 1917 og ligger begravet med sin mand på kirkegården i Holbøl. Selv fik hun aldrig børn. n

9

Begyndelsen 1913-1935 Børnehjemmet indvies med sygeplejerske Sofie Andresen som første forstander. Hun var en af Charlotte Rosendahls tidligere syskoleelever. I den første tid modtager man især sygelige og krigsramte børn.

Børnehjemmet kaldes både Fru Rosendahls Plejehjem eller Fru Rosendahls Minde.

Charlotte Rosendahl dør.

Charlotte Rosendahl opretter testamente. Den Nordslesvigske Kvindeforening skal have ejendommen for at drive et dansk børnehjem.

1913

1914

Charlotte Rosendahl indleder ombygning af den store villa til børnehjem. Første verdenskrig indledes.

10

1917

1919 1919 10 børn

1918

Første verdenskrig afsluttes.

En mindre tilbygning gør det muligt at øge normeringen til 16 børn.

1929

* ANSLÅET ANTAL ELEVER

Sønderjylland genforenes med Danmark med den grænse, som eksisterer i dag. Børnehjemmet kommer til at ligge på den danske side af grænsen.

9 -2 rn 7 2 ø 19 * b 20

1920 12 børn

26 n 19 ør b 19 5 -2 n 1 2 r 19 bø 12

1921

Hjemmet anerkendes som almindeligt dansk børnehjem med 12 børn. Rønshoved Højskole åbner.

5 -3 n 31 ør 19 * b 13

1920

1930 20 børn

1935

Forstander Sofie Andresen dør 2. juledag efter få dages sygdom, 54 år gammel. Marie Paulsen overtager kortvarigt ledelsen.

11

Kvinderne tog over da mændene forsvandt Tyskerne trådte det danske mindretal under fode og unge mænd flygtede fra prøjsisk militærtjeneste.

Det lagde grunden til Rønshoved Børnehjem ifølge Nordslesvigsk Kvindeforening, som stiftede hjemmet.

I en tid, hvor det offentlige står for at drive og finansiere anbringelsesinstitutioner for børn og unge, kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan Rønshoved tog sig ud ved åbningen for 100 år siden.

Og for at forstå oprindelsen, må man også kende til Nordslesvigsk Kvindeforening, som via midlerne fra Charlotte Rosendahls arv åbnede børnehjemmet i 1919 og først afhændede bygningerne 88 år senere i 2007.

Nordslesvigsk Kvindeforening har med andre ord spillet en helt afgørende rolle for Rønshoved Skolehjems eksistens.

Dannebrog blev forbudt Foreningen blev stiftet tilbage i 1907.

Efter nederlaget i 1864 var Sønderjyl12

land blevet en provins i det prøjsiske kongerige og den yderste region i det store tyske kejserrige.

Over en årrække strammede tyskerne grebet om det danske mindretal. I 1888 blev det forbudt at undervise på dansk i skolerne. Danske nationalsymboler og Dannebrog blev forbudt og dansksprogede aviser var under censur. Danske møder blev overværet af en tysk politigendarm og der blev

Efter nederlaget i 1864 var Sønderjylland blevet en provins i det prøjsiske kongerige. indført en særlig økonomisk støtteordning til tysksindede gårde i det sønderjyske. Samtidig emigrerede mange unge danske mænd for at undgå prøjsisk militærtjeneste.

Hver 6. blev dræbt Det var i skyggen af disse begivenheder, at Anna Marie Callø i hemmelighed indbød til kaffeklub og sammen med 30 ligesindede illegalt stiftede Nordslesvigsk Kvindeforening på Fol-

kehjem i Aabenraa. Kvinderne trådte i karakter, da mændene i stort tal flygtede fra indkaldelse, men det skulle blive meget værre. Cirka 30.000 Nordslesvigere blev indkaldt til militærtjeneste under 1. Verdenskrig fra 1914-18 og mere end hver sjette, over 5000 blev dræbt på slagmarken.

Så det var i vid udstrækning op til kvinderne at holde sammen på stumperne, drive familielandbruget videre og tage sig af de overlevende, som vendte hjem, ofte traumatiserede.

I disse år voksede Nordslesvigsk Kvindeforening sig stærk som et netværk, hvor dansksindede kvinder kunne støtte hinanden, også økonomisk, for fattigdommen var umådelig stor.

På et tidspunkt inden Genforeningen i 1920 havde foreningen 12.000 medlemmer, som var fælles om den danske sag og identitet, og det var i denne ånd, at foreningen realiserede Charlotte Rosendahls sidste vilje. n H.P. Hanssen med kasket var med ved åbningen af børnehjemmet i juni 1919. Han anses som hovedarkitekt bag Genforeningen. Foto formentlig fra Okseøerne.

Første leder ville skabe ET HJEM for børnene Sofie Andresen var en af stifteren Charlotte Rosendahls syskoleelever. Hun ledte Rønshoved i 16 år inden hun døde pludseligt.

Ved den officielle åbning af børnehjemmet i juni 1919 var sygeplejerske Sofie Andresen allerede ankommet til hjemmet og havde indrettet huset til de første børn.

Sofie Andresen var en af Charlotte Rosendahls tidligere syskoleelever fra tiden i Broager.

1922 fik Kvindeforeningen overdraget skødet.

Blev kaldt plejemor ”I de 16 år hun stod som leder af børnehjemmet er der nok ingen, der kendte dette, som har ment, at det kunne ledes bedre af nogen anden.”

Sådan skrev Julie Møller i jubilæumsfolderen i 1944 om Sofie Andresen. ”Hun ville gerne, børnehjemmet skulle være et virkeligt hjem for børnene. Og for så vidt en mor, når hun er ene, kan skabe et hjem for sine børn, så lykkedes det for plejemor,” skrev Julie Møller videre.

Som sin efterfølger gik hun under betegnelsen plejemor, og hun beskrives som et kærligt menneske, der mødte folk på sin vej med tillid og tro. ”En helstøbt personlighed, ægte af tale og færd,” som det udtrykkes videre i jubilæumsskriftet.

Sofie Andresen døde pludseligt 2. juledag 1935 efter få dages sygdom kun 54 år gammel. n

I juni 1919 slog Sofie Andresen dørene op til børnehjemmet.

Hér ses hun bagest i midten sammen med den allerførste børnegruppe.

I den første tid modtog hun især sygelige og krigsramte børn, men allerede i 1921 blev hjemmet anerkendt som almindeligt dansk børnehjem.

Ejendommen lå indtil Genforeningen i 1920 på den tyske side af grænsen. Ifølge tysk lov kunne en forening ikke eje en ejendom, så selvom Charlotte Rosendahl i 1913 havde oprettet et testamente, som overlod ejendommen til Den Nordslesvigske Kvindeforening, så blev H.P. Hanssen og fabrikant Andresen indsat som universalarvinger. Først i 13

Sørgelige forhold i hjemmet sendte Ada på børnehjem I 1926 ankom Ada Kjærsgaard Nielsen to år gammel til Rønshoved Børnehjem. Hendes forældre fik 14 børn, heraf tre tvillingepar på fire år. Det var mere end fodermesterparret fra Als kunne magte.

Selvom Ada tilbragte hele sin barndom på Rønshoved, så talte hun ikke gerne om sin tid på hjemmet. ”Det var nærmest lukket land. Man kunne mærke på hende, at der var en bitterhed, og den var stor. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle fjernes hjemmefra, når hendes ældre brødre kunne blive boende hjemme,” fortæller hendes søn Bent Kjærsgaard Nielsen.

Hans kone - Adas svigerdatter har imidlertid forsket i Adas stamtræ og fundet frem til, at Nordborg Værgeråd på Als fandt forholdene i hjemmet ’sørgelige’.

14

”Hun har ikke fået den ernæring, hun skulle have. Hun skulle nok være glad for, at hun blev fjernet,” fortæller Marie Winsløv Nielsen.

Syv børn anbragt Ada var ud af en søskendeflok på 14 og langt fra den eneste, der blev fjernet. Fem af hendes søskende fik samme skæbne, mens to af dem døde som små, heriblandt Adas tvillingesøster.

I løbet af fire år fra 1923 til 1927 fik hendes forældre ikke færre end tre hold tvillinger foruden en dreng i 1926. I alt fødte hendes mor Ingeborg Christensen 14 børn, og kun de fire ældste drenge fik lov at blive

boende hjemme i hele deres barndom. Fire af Adas søskende boede også en årrække på Rønshoved.

Når bitterheden fyldte for Ada, så hang det ifølge familien også sammen med, at hun reelt ikke kendte sine forældre eller historien bag sin anbringelse. Formentlig besøgte moren hende kun en enkelt gang i de 13 år hun boede på Rønshoved Børnehjem. Faderen, fodermester Ernst Paul Fritz Mätzke, som døde i 1951, så hun ifølge familien aldrig.

Men ifølge Poul Petersens optegnelser deltog begge forældre i konfirmationen for Adas to yngre brødre Max og Poul på Rønshoved i 1943 tre år efter, at Ada var flyttet.

Jeg kan huske, at hun fortalte om den eneste gang, hun fik skæld ud af plejemor.

Adas barnebarn Lena Kjærsgaard Nielsen

¦

Kort efter ankomsten til Rønshoved i 1926 blev Ada fotograferet sammen med de øvrige børn.

Ada sidder på skødet af forstander Sofie Andresen, der ledte børnehjemmet fra 1919 til 1935.

Ada er pigen med fletningerne.

Billedet er fra cirka 1934.

15

14 børn Børn af Ingeborg Christensen og Ernst Fritz Mätzke

!

Ada var et ud af 14 børn, som hendes forældre fik i løbet af 16 år. Ada var et af de seks børn, som kom på børnehjem.

Adas barnebarn Lena Kærsgaard Nielsen fortæller: ”Jeg kan huske, at hun fortalte om den eneste gang hun fik skæld ud af plejemor. Da havde pigerne fra hendes stue sneget sig ud om natten og leget og danset som elverpiger i deres lange hvide natkjoler. Det faldt ikke i god jord. Hun sagde at plejemor godt kunne være lidt skrap - men plejefar så hun ikke vred en eneste gang.”

Fik en livsven På børnehjemmet mødte hun Didde, og de udviklede et livslangt venskab som også omfattede Diddes mand Harald, og Adas mand Aksel.

Efter opholdet på Rønshoved kom Ada ud at tjene på nabogården Rønshovedgård, og det var hér, hun

1. Ernst Gustav Mätzke født 4.4. 1915 i Egernsund (ikke på børnehjem) 2. Erna Marie Mätzke født 28.7. 1917 i Egernsund (på børnehjem) 3. Nis Christian Mätzke født 22.3. 1919 i Egernsund (ikke på børnehjem) 4. Ingeborg Cathrine Mätzke født 23.10. 1920 i Egernsund (på børnehjem) 5. Max Arthur Mätzke født 18.3. 1922 i Svenstrup Sogn død 1923 16

Ada fotograferet i 1929, fem år gammel.

Ada (th) bliver konfirmeret Palmesøndag 1939. På det tidspunkt har hun været 13 år på Rønshoved. Til venstre er det Ingerlise.

mødte Aksel Kjærsgaard Nielsen, som hun giftede sig med i 1944.

Og Rønshoved kvitterede med en akvarel af Villy Kragh Hansen til brylluppet, som plejefar og plejemor deltog i. Parret slog sig ned i Aksels hjemstavn i Løvel nord for Viborg, hvor Aksel etablerede en sund tømrervirksomhed, som brødfødte både Ada og Aksel og deres to sønner, som snart kom til. Ada og Aksel deltog i plejefars 50 års fødselsdag i 1955, og både plejefar og plejemor deltog i konfirmationen af Adas søn Bent i 1961. ”De manglede ikke noget,” fortæller svigerdatter Marie Winsløv Nielsen.

Bevarede kontakten Ada bevarede i nogle år kontakten til Rønshoved og af plejefars optegnelser fremgår mellem linjerne, at hun fik særlig opmærksomhed. Hun deltog i skolehjemmets udflugter, efter hun var flyttet.

Ada var hjemmegående, men i mange år tog hun ud til naboer og hjalp til ved hjemmefødsler. Hun sørgede for mad og husholdning til mand og børn, mens konen lå i barselssengen, og hun var dygtig. ”Hun var sådan en rigtig rask en, der kunne få noget fra hånden i en fart. Hun var knalddygtig til at bage og lave mad, og utallige gange har hun bagt kager til konfirmationer og bryllupper. Hun var også rigtig dygtig til at strikke,” fortæller Marie Winsløv Nielsen.

Hvad vil de mig nu..?

Trods den store familie og mange søskende, der alle slog sig ned i Sønderjylland, så gjorde Ada ikke meget for at holde kontakten.

En gang i slutningen af 60’erne kom hendes mor Ingeborg på uanmeldt besøg sammen med hendes ældste bror Ernst.

Men Ada, der af natur var gæstfri, kom ikke sin mor nærmere. ”Hvad vil de mig nu, hvor jeg har det godt. Hvor var de, da jeg havde brug for dem?” sagde hun efterfølgende til familien.

Hun opretholdt kun kontakten livet ud til en enkelt bror, Nis. Ada boede hele sit voksenliv i

”Hun var sådan en rigtig rask en, der kunne få noget fra hånden i en fart.”

Adas svigerdatter Marie Winsløv Nielsen

Løvel, hvor hun i en alder af 90 år stadig slog sin plæne med håndklipper. I 2016 døde hun, 92 år gammel. ”Hun havde et godt liv,” siger Marie Winsløv Nielsen. n

Børn af Ingeborg Christensen og Ernst Fritz Mätzke (fortsat) 6. Metha Christine Mätzke født 13.7. 1923 i Nordborg (på børnehjem) 7. Hans Lauritz Mätzke født 13.7. 1923 i Nordborg (på børnehjem) 8. Ada Marie Mätzke født 20.8. 1924 i Nordborg (på børnehjem) 9. Frieda Christine Mätzke født 20.8. 1924 i Nordborg død 17.2. 1926 i Nordborg 10. Heinrich Frederik Mätzke født 18.4. 1926 i Nordborg (på børnehjem) 11. Max Arthur Mätzke født 25.9. 1927 i Nordborg (på børnehjem) 12. Paul Fritz Mätzke født 25.9. 1927 i Nordborg (på børnehjem) 13. Wilhelm Georg Mätzke født 22.2. 1929 i Augustenborg (ikke på børnehjem)

Ada Kjærsgaard Nielsen f. Mätzke døde i 2016, 92 år gammel.

14. Svend Holger Mätzke født 5.1. 1931 i Augustenborg (ikke på børnehjem) 17

Første tid med forstanderpar 1936-1945 Elevnormeringen er nu 25 og der bygges til i to fulde etager, hvorved villapræget forsvinder, men fru Rosendahls oprindelige tårn bibeholdes. Børnehjemmet kaldes Den Nordslesviske Kvindeforenings Børnehjem i Rønshoved. I daglig tale også Børnehjemmet eller Drengehjemmet.

Tove Jensen, uddannet i børneforsorgen, bliver ny forstander 6. marts. Rønshoved Privatskole flyttes fra Rønshoved Højskole ned på børnehjemmet, der dermed begynder at tage eksterne elever.

Børnehjemmets budget er 9.779 kr., heraf 3.217 kr. i løn til fire ansatte, 15 børn.

1936

37 r 19 leve e 23

36 r 19 leve e 15

1936

Poul Petersen indleder sin årbog og skriver i punktform om Rønshoved de næste 37 år.

18

1938

39 19 lever e 28

1938 ver 25 ele

1939 Forstander Tove Jensen gifter sig med Poul Petersen fra Undløse Børnehjem, og sammen kører de Rønshoved Børnehjem videre som forstanderpar. På Rønshoved kendes de som plejefar og plejemor.

Kronprinsesse Ingrid på besøg.

194 26 e 0 leve r

*TALLET I PARENTES ER ELEVER UDEFRA Danmark besættes af Tyskland.

Køkkenhave til hvert barn på lejet nabojord.

1940

Køber et stykke 3900 kvm. engjord af nabogård til køkkenhave og skolehaver for børnene.

1942

Stormflod bortskyller dele af haven.

I februar falder den tidligere elev Christian Knudsen ned fra et træ og dør. Kammerater fra Rønshoved bærer ham til graven.

Pinsedag dør elev Poula Petersen af tuberkulose efter et års indlæggelse.

3 194 ver ele 28

) 44 (10 19 ver e el

1941

1942 26 elever

1945 5 194 r (14) eve 7 el

25

1941 26 elever

Danmark befriet.

Forstanderparret hører kapitulationsbudskabet i Kruså og vækker børnene for at overbringe den glade nyhed.

2

1943 Alle børn med ved kransenedlæggelse ved Hokkerup.

Alle skolebørn i biografen til ’Bolettes brudefærd.’

19

Forstanderpar skabte et HJEM for børnene I langt over 30 år blev ægteparret Petersen ikke kaldt andet end plejefar og plejemor, men det var faktisk ikke med deres gode vilje.

Sammen satte parret mere end nogen anden deres præg på Rønshoved.

Tove og Poul Petersen har som forstanderpar legendestatus efter henholdsvis 38 og 34 års virke på Rønshoved. Parret kendtes i det daglige blandt børnene udelukkende som plejefar og plejemor helt fra de blev gift i 1939 og sammen påtog sig forstandergerningen.

Selvom de fra dag ét havde som erklæret målsætning at skabe et hjem for børnene, så var betegnelserne plejefar og plejemor dem inderligt imod.

Til Børnesagens Tidende fortæller de i et interview i 1975, at bestyrelsen fra deres tiltræden men uden deres medvirken besluttede, at 20

børnene skulle kalde dem plejefar og plejemor. Og som unge, nygifte og nyudnævnte valgte de at føje bestyrelsen uden kamp.

Nej til korporlig afstraffelse Det var fortrinsvis Poul Petersen som tegnede børnehjemmet ud ad til.

Han var aktiv i fagligt bestyrelsesarbejde, og selvom parret drev børnehjemmet efter de gamle dyder som ro, renlighed og regelmæssighed, så var Poul Petersen på andre om-

mindreværdsfølelse med alt, hvad deraf følger.”

Forstandergerningen var et kald Poul og Tove Petersen var meget aktive i bestræbelserne på at skabe et hjem og give eleverne gode stærke værdier og vaner med sig til brug senere i livet. Mange elever kan berette om, at en helt særlig interesse for blomster og dyr er blevet grundlagt hér.

Og ser man på de talrige billeder fra lege, udflugter, skøjteture og

Poul Petersen gjorde sig allerede i 1951 til talsmand for, at man ikke burde slå børnene, hvilket ellers var helt almindeligt. råder forud for sin tid. Han var en af de første i børneforsorgen, som offentligt tog afstand fra korporlig afstraffelse.

Det skete til Børnesagens Tidende i 1951, hvor han gjorde sig til talsmand for, at man helt burde undgå at slå børnene, idet et utrygt børnehjemsbarn ”kan drives ud i isolation og

sportsudfoldelser er det tydeligt, ja, entydigt, at parret deltager aktivt sammen med børnene. Poul Petersen konsekvent iklædt skjorte og slips og Tove tækkeligt klædt i kjole eller nederdel. Tydeligt er det, at parret investerede sig selv fuldt og helt i bestræbelserne på at skabe et hjem for børnene.

¦

Den kritiske alder I den kritiske alder fra 17 til 20 år kan det godt komme til at gå skævt for den unge. Undertiden har man held til at hjælpe med penge eller anden støtte, så han/hun finder balancen igen, men det sker også at det ligesom smuldrer for ham eller hende, og det gør ondt at se på.

Muligheden for at hjælpe disse vanskeligt stillede børn og unge bør og må udvides, så der kan blive tale om et virkeligt efterværn.

Poul Petersen, forstander

”Han og hjemmet blev min redning. Han blev min livsguide. Elskede ham som en rigtig far.”

Kent Winblad (født Thams) på Rønshoved 1964-65 om plejefar Poul Petersen i Facebookopslag 2018.

Tove og Poul Petersen kort efter de blev gift i 1939 og Poul Petersen rykkede ind på Rønshoved.

21

Poul Petersen var seminarieuddannet lærer og selv aktiv underviser i mange år, selvom han underviste mindre efterhånden, som flere uddannede lærere kom til. Foto er fra 1960

”Om denne bestræbelse er lykkedes, kan jeg ikke bevidne, men jeg har en udstrakt fornemmelse af, at mange, mange tidligere elever kan. Og det tæller nok så meget,” udtalte Poul Petersen i 1975.

Holdt traditioner i hævd Billederne fra dengang oser af nærvær og tilstedeværelse. De til tider lidt rigide pædagogiske metoder og den manglende professionelle distance var ikke velset, da nye vinde efterhånden blæste med tiltagende styrke op gennem 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

Hjemlig tryghed, varme og omsorg i økonomisk nøjsomhed blev presset af effektivitetskrav, udvikling, større forbrug og udlægning af rettigheder til såvel medarbejdere som elever.

I et interview slår Poul Petersen til lyd for, at traditionerne bør holdes i hævd.

22

”Når børns udgangspunkt, deres tilknytningssted, sikkerhedsbaggrund understreges og forstærkes gennem visse traditioner, så skal de naturligvis opretholdes.”

Under tiden måtte det opleves som om moden tilsiger, at traditio-

plejemor og plejefars metoder, og der er beretninger om at blive tvunget til at spise den kolde tykke sovs op dagen efter, om at blive sendt i seng som 12-årig inden aftenkaffen og om reelt ikke at have fornemmelsen af eget tøj i hverdagen.

Men de negative oplevelser, overskygges langt af de positive. Og retfærdigvis skal det med, at det kan være vanskeligt at måle fortidens gerninger efter nutidens standarder.

Allerede tilbage i 50’erne taler Poul Petersen om behovet for at kunne følge op på børnene efter, at de har forladt Rønshoved. Og for en del

”Under tiden måtte det opleves som om moden tilsiger, at traditioner nedbrydes - for nedbrydningens skyld alene.”

Poul Petersen ner nedbrydes - for nedbrydningens skyld alene, lod Poul Petersen i et interview forstå.

Bedsteforældre for børns børn Ikke alle børn var begejstrede for

børn var oplevelsen af at blive overladt til sig selv efter endt ophold en ulykkelig erindring, der står i stærk kontrast til den tryghed Rønshoved kunne tilbyde.

Forstanderparret gav ikke uden

På sejltur med Lotte på Flensborg fjord og med plejemor Tove Petersen ved åren. Lotte blev købt for en donation, som Rønshoved modtog fra Plumfamilien i anledning af Charlotte Rosendahls 100-års fødselsdag i 1949.

Og den eksisterer stadig. Billedet hér er fra slutningen af 50’erne.

videre slip på de tidligere elever, men deltog mange gange i konfirmationer og senere bryllupper. Ja, i nogle tilfælde endda som bedsteforældre i næste generations barnedåb, konfirmation og bryllup, eller de holdt gensynseftermiddag på Hovedbanegårdens restaurant for 30-40 tidligere elever.

Fik aldrig selv børn Tove Petersen var født 1907 og

trådte som 28-årig til som forstander efter, at den første leder Sofie Andresen døde pludseligt i julen 1935. Tove Petersen var uddannet sygeplejerske og havde allerede flere års erfaring fra en børnehave samt et ophold i Schweitz bag sig.

Poul Petersen var født i 1905. Han arbejdede som landbrugsmedhjælper i over fem år og havde fire års magisterstudier bag sig, inden han som 28-årig begyndte at læse til

Sønderborg 1975: Tove og Poul Petersen mødte op til Alice Jensens søsters konfirmation syv år efter, at Alice Jensen var stoppet på Rønshoved. Og det var helt almindeligt for parret at følge børnene i årevis. ”Damen til venstre er min lillesøsters plejemor fra spædbørnshjemmet. Det viser hvor godt jeg og min søster blev passet på også efter, at vi var rejst hjem,” fortæller Alice Jensen.

¦ 23

lærer på Vordingborg Seminarium, hvor han færdiggjorde sine studier tre år senere. Han underviste et par år, inden han blev gift med Tove Jensen, som tog hans navn ved brylluppet. De blev relativt sent gift.

Hun var 32 år og han 34.

De fik aldrig børn men adopterede et af børnehjemmets børn, Henry, som de begge overlevede. Henry døde ung allerede i 1971.

Poul Petersen lod sig pensionere, da parret forlod Rønshoved i 1973, mens Tove Petersen endnu nogen tid underviste lokalt i Rinkenæs, hvor de slog sig ned sammen for at nyde deres otium med udsigt over Flensborg Fjord.

Selv efter deres pensionering holdt de dørene åbne for tidligere Rønshoved-elever, som ikke sjældent slog vejen forbi huset og haven, der gav mindelser om den velplejede have på Rønshoved.

For Tove og Poul Petersen var arbejdet på Rønshoved Børnehjem meget mere end et job. Det var et kald. n

Hér er parret fotograferet ved deres sølvbryllup i 1964.

24

Poul Petersen med Henry (forrest), som forstanderparret adopterede på et foto fra starten af 50’erne. De to øvrige børn hedder Egon og Peter.

Henry døde ung i 1971 og blev overlevet af sine plejeforældre.

De fleste af de store børn er det gået godt. En del har gennemført en uddannelse, mange er blevet godt gift, skrev Poul Petersen i en statusopdatering. Her ses Poul Petersen øverst til venstre og Tove Petersen siddende midt på trappen ved et gensynstræf for tidligere elever i 1978.

MINDET om to danske soldater som faldt 9. april 1940 Mange børn og tidligere elever på Rønshoved husker højtideligheden om morgenen ved mindestenene i Hokkerup med mindetaler, sange og æresvagt, hvert år den 9. april.

To unge soldater menig Jørgen Th. Jørgensen og sergent Carl Henrik Vous var af kommandanten på Søgård Kaserne sendt på cykel ud for at stoppe den tyske invasion, da der opstod en ildkamp ved Hokkerup.

Begge faldt de for tyskernes kugler.

Plejefar Poul Petersen skriver i sin dagbog, at man kunne høre skuddene fra Rønshoved.

Pastor Møller konfirmerede stort set alle børn Pastor Aage Møller virkede som frimenighedspræst for Rønshoved helt fra 1921, hvor han begyndte højskolen. Fra begyndelsen var han en nær ven af børnehjemmet og af den første leder Sofie Andresen.

Han konfirmerede praktisk talt alle børnehjemmets konfirmander helt frem til 1960’erne, hvor billedet er fra. Dog med undtagelse af en periode under krigen, hvor han var nødt til at gå under jorden.

Billedet er taget ved en konfirmationsforberedelse ved hans bopæl i Bækken. n

”Hvert år gik vi op til mindestenen ved Hokkerup. Dette minde har siden været et sted, hvor jeg altid kommer forbi, når turen går til Sønderjylland, og bilen kører ikke før jer har været henne og stå foran stenene,” fortæller Knud Erik Müller, der boede på Rønshoved for 1951 til 1963.

Traditionen med at lade børn og elever deltage i ceremonien begyndte allerede i 1943, mens Tove og Poul Petersen var forstandere og blev videreført i 90’erne blandt andet af læreren, den senere forstander, Jens Jacob From Levring Madsen. n 25

Byggerierne tager fart 1946-1972 Anlægges boldplads ved stranden. Familien Plum donerer et beløb, som bruges til at købe robåden Lotte.

1949

Tilbygning på 7 meter til skolens sydbygning til to klasseværelser, ny opholdsstue og forbedret kontor.

Siden har facaden set sådan ud.

1953

Købes naboejendommen og 5000 kvm. grund, der var kommet på tyske hænder.

1957

1951 25 elever (26)

1954 26 elever (35)

26

1 el 94 ev 7 er (13 )

1949 29 elever (18)

1947 29. maj: Kvindeforening vedtager at købe naboejendommen, den senere skole. Nu seks ansatte: lærer, kokkepige, assistent og medhjælper foruden forstanderparret - 11.823 kr. i samlede lønomkostninger.

26

1952

Med 61 børn i skole og på børnehjem er Rønshoved mere søgt end nogensinde.

36 skolesøgende børn bor ikke på skolen, men kommer fra nærområdet.

1958

Stor udvidelse af hovedbygningen. Sovestuer med op til otte børn erstattes af værelser med to til fire børn. Udnyttelse af tageetage, ny spisestue, nyt køkken, hobbykælder og ny veranda.

*TALLET I PARENTES ER ELEVER UDEFRA Rejsegilde da overlærerboligen bygges.

Sommerferien foregår ved Klegod Strand.

1966

50 års jubilæum, 22 børn alle i den skolepligtige alder. 11 ansatte, heraf en del på deltid. Poul Petersen udnævnes til Ridder af Dannebrog.

1969

Der erhverves en villa i Sønderhav til lærerbolig.

Skolehjemmet har nu 18 ansatte og et budget på 910.000 kroner, hvoraf 634.000 går til lønninger.

1964 9 195 r (12) e v le 6e

1959

Der indrettes skolestue i naboejendommen, efter lejerne er flyttet.

1965

1972

67 r 19 leve e

2

23

65 (3) 19 ver le 6e

2

En folkeafstemning afgør, at Danmark skal være medlem af EF, det senere EU.

Overgår fra at være børnehjem med egen skole til egentligt skolehjem og skifter officielt navn til Sønderjyllands Amt Rønshoved Skolehjem.

1 22 969 ele ver

1968

Elevnormering nedsættes til 22, og hjemmet begynder at tage på hjemmebesøg hos børnenes familier.

Slut med eksterne elever efter 32 år. En tiltrængt ombygning påbegyndes, så man når op på tre klasseværelser.

1970 23 elever

18 197 el 2 ev er

27

Plejefar lærte mig GLÆDEN ved naturen Knud Erik Müller boede i 12 år på Rønshoved, som han betragter som et barndomshjem, der gav ham gode værdier i livet. ”Jeg ville ikke have undværet det,” siger Knud Erik Müller, som i perioden 1951 til 1963 tilbragte næsten hele sin barndom på Rønshoved Skolehjem. ”Hellere det end alternativet. Eller, der var reelt ikke noget alternativ,” fortæller han.

Knud Erik Müller var tre år gammel, da hans far afleverede ham på Rønshoved. Forældrene var blevet skilt, og hans et år ældre søster var anbragt i familiepleje. Moren så han ikke igen, før han var fyldt 30.

Så Knud Erik Müller var overladt til forstanderparret Tove og Poul Petersen, som regerede i alle Knud Erik Müllers 12 år på skolehjemmet. ”Og jeg har kun godt at sige om plejefar og plejemor. Jeg opfattede dem som min mor og far og Rønshoved 28

som mit barndomshjem. At komme til Sønderjylland er som at komme hjem for mig.

Jeg har aldrig oplevet Rønshoved som en institution,” fortæller Knud Erik, der i dag bor i Juelsminde.

Han husker en barndom, hvor han stort set kunne gøre, som han havde lyst til. ”Når først vi havde ordnet vores pligter, så kunne vi gå i skoven, ro i robåden Lotte på fjorden eller gå på kælkebakken. Vi skulle bare være hjemme til tiden. Det var der selvføl-

Og så tilskriver han opvæksten på Rønshoved sin store glæde ved naturen. ”Naturen interesserer mig utroligt meget. Alt skal undersøges. Er det en ræv, en grævling eller en hare der har gravet hér, og hvilken fugl er det nu, der lyder sådan. Min naturinteresse kan jeg helt sikker takke plejefar for,” siger han.

Knud Erik Müller fortæller, hvordan børnene hver eneste søndag året rundt og uanset vejret var på 2-3 timers travetur i naturen. Og hér introducerede plejefar børnene

”Og hørte vi en gøg kukke, så viste plejefar os i sin kikkert, hvor den sad”. gelig nogle, der ikke kunne administrere, så de har nok oplevet det som strengt.”

Gode værdier i livet Han mener, at han har fået gode værdier med sig videre i livet fra plejefar og plejemor. En god fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert og et dybfølt ønske om ikke at gøre noget ondt.

for flora og fauna i skoven og på stranden. ”Og hørte vi en gøg kukke, så viste plejefar os i sin kikkert, hvor den sad”.

Tit blev der spillet rundbold eller leget ’to mand frem for en enke’ på turene.

Faren blev på plejefars kontor Men det er ikke lutter gode

oplevelser, Knud Erik Müller har lagret i erindringen. ”Min far kom på besøg to gange om året. Den 27. september på min fødselsdag og juleaften. Men han kom ikke for at besøge mig. I stedet gik han direkte ind på plejefars kontor, hvor han sad og drak kaffe og røg tobak, inden han satte sig ind i sin lastbil og kørte igen.” ”Så kunne man godt tænke: Gad

vide om jeg overhovedet skulle have været til”.

Efter Rønshoved og et par korte ophold på efterskole boede han en kort overgang hos sin far, der var vognmand i Søgaard 12 kilometer syd for Aabenraa. Men Knud Erik oplevede sig udnyttet og presset ind i en læreplads som automekaniker. ”Jeg har repareret biler hele mit

”Så kunne man godt tænke: Gad vide om jeg overhovedet skulle have været til”.

På billedet taget foran byretten i København i 1960 sidder Knud Erik Müller som nummer tre fra venstre på nederste række. Som nummer fem fra venstre i midterste række sidder Bruno Rasmussen, som fortsat er Knud Eriks gode ven.

voksenliv, og jeg har altid hadet det.

Måske på grund af min far. Biler interesserer mig ikke et sekund”.

Mange venner fra Rønshoved I dag er Knud Erik Müller 70 år, og med en enkelt undtagelse reparerer han kun sin egen bil. Undtagelsen er Susanne Guldborg Jensens Talbort Martra 2,2. ”Det er en meget speciel bil, som jeg kender lidt til, og Susanne ser jeg en del til. Vi kender hinanden fra

¦ 29

2. verdenskrig set fra Rønshoved Fra plejefars dagbog 9. april 1940: Vi hører skuddene fra Hokkerup, hvor to danske soldater bliver dræbt.

August 1942: Meget voldsomt luftangreb på Flensborg, og bomber over Nordals og Aabenraa August 1944: Voldsomme og langvarige overflyvninger, megen skydning. Et sprængstykke slår et mindre hul i cementen ved hoveddøren.

1944: Maler Kragh Hansen, højskolelærer Langkilde og en tredje sabotør overnatter på Rønshoved, efter at Gestapo har taget deres ven Torben Ræthinge til fange. Han blev dømt til hængning i Flensborg for sabotage.

1944: Plejefar ser gendarm Skov vinke farvel til sin familie. Han bliver taget af tyskerne og dør i Neuengamme i 1945 4. maj 1945: Plejefar og og plejemor hører kapitulationsbudskabet i Kruså og vækker børnene for at overbringe den glade nyhed.

Maj 1945: Plejefar og plejemor var ofte ved ved grænsen for at følge tyskernes udmarch.

30

Rønshoved,” lyder forklaringen.

I det hele taget kan Knud Erik Müller remse de første ti navne op på tidligere Rønshoved-elever, som han stadig har kontakt til. ”Og Bruno Rasmussen og jeg har vel nærmest været slyngvenner siden dengang. Også selvom Bruno har boet på Philippinerne i mange år.

Ingen lykkelig genforening I hele sin tid på Rønshoved undrede Knud Erik Müller sig over, hvad der var blevet af hans mor. ”Jeg vidste kun, at hun ikke måtte kontakte mig, og min far ville ikke tale om hende”.

Da Knud Erik var fyldt 30 og havde stiftet familie og fået en søn, lykkedes det ham at opspore moren i Haderslev, hvor hun havde stiftet ny familie. ”Jeg kom uanmeldt, og hun blev meget overrasket og glad og kunne næsten ikke sige noget.”

Moren arrangerede en stor familiekomsammen med Knud Eriks to halvsøskende, og der var lagt op til den store genforening.

Men hér oplevede han, at moren uden varsel gav sig til slå korporligt på hans yngre halvsøster, mens de stod sammen i køkkenet. Og det blev ikke sidste gang.

Halvsøsteren kunne siden berette, at tæsk havde været en fast del af hendes opvækst. ”Jeg mistede efterhånden kontakten med min mor, og fik først besked om hendes død længe efter hun døde.”

Set i bakspejlet siger han: ”Jeg tror faktisk, at jeg var heldig, at Rønshoved blev mit barndomshjem.” n Knud Erik Müller, som han ser ud i dag. Han fik gode værdier med sig fra Rønshoved, fortæller han.

Ferietid 90’erne

I løbet af 90’erne blev det almindeligt at tage alle børn på en årlig skitur ofte nordpå til Norge. Traditionen eksisterer den dag i dag. På billedet er det Asbjørn Kaas-Hansen og Jane Janzer.

60’erne

Klegod Strand ved Ringkøbing var i en årrække et yndet feriemål, mens forstanderparret Tove og Poul Petersen residerede. På billedet er Helle, Annie, Hanne, Mie og Sonja i gang med deres morgentoilette.

I baggrunden ses solfaldsklitten, hvor eleverne sang solen ned i havet om aftenen.

70’erne

I sommeren 1972 var eleverne på fodtur til øerne i det sydfynske øhav. Efter at være sat af ved færgen i Fynshav på Als gik turen på gåben over Fyn til blandt andet Langeland og Ærø med al bagagen i en trækvogn. Ikke videre luksuriøst.

Alligevel husker en af deltagerne, Susanne Bach, turen som en uforglemmelig og dejlig oplevelse.

31

Hvilken voksen fik særlig betydning – og hvorfor?

Dette spørgsmål stillede vi i Rønshoved Skolehjems Facebookgruppe og fik vidt forskellige besvarelser. Men det er kendetegnende, at mange af besvarelserne handler om at føle sig set af den voksne, og at den gode relation kan have stor betydning selv mange år senere.

Jytte forstod mig bedre end andre voksne Jean Robert Tankred 1978-85: Jeg fik lov til at komme i Jyttes og hendes mands hjem privat til lektiehjælp med mere, og så følte jeg, at hun forstod mig bedre end de andre voksne.

Lone og Kate mig til at føle mig tryg Heidi Charlene Oldenburg 1995-99: De to personer der betød meget for mig var Lone og Kate.

De fik mig til at føle mig tryg.

Dagmar gav mig tillid til mine egne evner Margit Juhl 1973-77: Den, der nok fik størst betydning for mig, var Dagmar Jakobsen. Hun fik mig igennem to skoleårs pensum i dansk og regning, så jeg kunne komme i Kruså skole. Det betød, at jeg fik tillid til mine egne evner i skolen.

Michael og Jugge arrangerede ture Mads Bennike 2003-2007: Jeg vil fremhæve Michael Andersen og Jugge Schmidt. Overlevelsesture og aktiviteter i skoven og en fantastisk skitur var helt klart med til at gøre min tid bedre.

32

Susanne fik rettet mig til Conni Rohwedder Pedersen 1997-1999: Susanne Køppen havde stor succes med at ’rette mig til’. Jeg var bestemt ikke noget englebarn, og jeg gjorde mit til, at tingene ikke skulle lykkes. Men Susanne havde det, der var nødvendigt for at ”overskue” mig. Jeg har også efterfølgende kontakt med hende og er den dag i dag lykkelig over, at hun har været en del af mit liv.

Hanne var altid klar på en snak Sandra Flindt 2000-2004: Hanne Boytang var altid klar på en snak, og jeg har stadig den dag i dag kontakt med hende. Jeg husker tydeligt gode shoppeture i Tyskland med hende, og vi har mødtes på café for en snak. Jeg sætter stor pris på hende, og hun vil nok altid være en del af mit liv.

Knyttede mig forgæves til mange voksne Susanne Guldborg Jensen 1960-1964: Det kan være meget svært at fremhæve en voksen, når man som jeg, har været anbragt på mange forskellige institutioner. Hver gang jeg knyttede mig til en voksen, så rejste de eller jeg blev sendt videre. Jeg husker dem alle, jeg knyttede mig til mange, men dengang forgæves.

Kent er utrolig taknemmelig over plejefar og plejemor Kent Winblad (født Thams) 1964-65: På Rønshoved lærte Poul og Tove Petersen mig at tage imod kærlighed, og jeg fik lov at være barn. Samtidig fik jeg lært at gøre ting med andre, at hjælpes ad og lærte, hvad empati er. På den relativt korte tid jeg var der, gik jeg fra at være en lille bange knægt til en dreng med livsglæde, som lærte at se på sig selv og på sine omgivelser med fortrøstning.

Groft sagt har jeg plejemor og plejefar at takke for det liv, jeg har fået. De sendte mig afsted med en livstro og et værdisæt, som jeg har forsøgt at leve efter. Jeg er utrolig taknemmelig.

Lone gav mig omsorg og kærlighed Anja Hinsch Stadsvold 1994-1997: Lone Langvad gav mig den moderlige omsorg, kærlighed og guidening, jeg manglede, så jeg undgik den sociale arv. Lone har altid været der, også i sine fri-weekender.

Engang var min mor taget i byen og havde sat mig af hos sin nye veninde. Jeg var ikke tryg, Lone kom og hentede mig, og så var jeg hos hende, hvor jeg var tryg.

33

Brydningstid 1973-1998 Danmark træder ind i EF, det senere EU. Tove og Poul Petersen (th) – plejefar og plejemor stopper. Ny forstander er Villy B. Jakobsen (tv). Kun én elev er fra Sønderjyllands Amt, flest er fra Københavns Amt.

1973 1974 r leve 22 e

197 25 e 5 leve r

Gamle elever til genforeningsmøde med plejefar og plejemor.

1978

Ny institutionsplan i amtet presser skolehjemmet økonomisk.

Tendens at færre børn døgnanbringes.

1986-89

1981 21 elever

1976

Rønshoved Skolehjem bliver selvejende institution og indgår overenskomst med Sønderjyllands Amt efter bistandslovens ikrafttræden.

34

1976-86 Gymnastiksalen bygges, skolebygningen moderniseres med nyt køkken og opdeling i to afdelinger med hver sit køkken, opholdsrum og små badeværelser til afløsning for det store fælles.

1987 22 elever

*TALLET I PARENTES ER ELEVER UDEFRA

En hval strander på Vestkysten og bliver et tilløbsstykke. Også for børn fra Rønshoved.

1996

Forsøgsprojekt: Rønshoved omstruktureres med døgnafdeling og dagafdeling med plads til 11 børn hvert sted. Desuden en afdeling til udgående familiearbejde i hjemmet.

Indtægtsdækket virksomhed introduceres.

1989-92

1998 ver 33 ele

5 199 er e l v 25 e

24 199 el 6 ev er

1991 16 elever

92 r 19 leve e 14 75 års jubilæum.

Forstander Villy B. Jakobsen skriver jubilæumsskrift.

1994 1995 Skolen brænder lige kort før jul.

1998 Villy B. Jakobsen fratræder efter 25 år som forstander og erstattes af Leo KomischkeKonnerup efter en kort overgangsperiode med Allan Kortsen.

35

Hvad var det for en institution, du kom til?

Vores arbejde skal bæres af ydmyghed og respekt Jens Jacob From Levring Madsen efterfulgte i 2006 Niels Ole Bennedsen som forstander.

Vi tog udgangspunkt i barnets stærke sider Interview Villy B. Jakobsen, forstander 1973-1998:

36

Det var en klassisk døgninstitution med en bred målgruppe fra 4 til 18 år. Mest omsorgssvigtede og vi kunne også have domsanbragte, men generelt havde vi flest store teenagebørn.

Der var fuld belægning, en god økonomi, og der var også lidt på kistebunden.

Men det var også en institution med en hård kultur, hvor nogle børn havde for meget magt. Det kunne være svært at få de unge i gang om morgenen, og især skolen havde det lidt hårdt med både små og store børn. Vi valgte ret hurtigt at indskrænke målgruppen kort efter min ankomst i forbindelse med kommunalreformen. At blive kommunal fik alvorlige konsekvenser et par år senere, hvor besparelser betød nednormering fra 16 til 12 pladser, lukning af to ud af fire afdelinger og fyring af folk. Desuden blev børn taget ud af institutionen. De fleste kom tilbage til eget hjem, og alt var ikke okay. Det kan være fint nok at komme hjem, men så skal indsatserne og pengene følge med.

Jeg overtog det, som vel er Danmarks smukkest beliggende institution, hvor mine forgængere gennem 36 år havde skabt et omdømme som et godt og trygt sted for børn at vokse op og lære gode normer og dyder.

I 1965 var Rønshoved imidlertid overgået fra at være børnehjem til skolehjem, og det betød, at der kom nogle børn med mere sammensatte problemstillinger og meget mindre autoritetstro.

Det skabte behov for en anden tilgang til opgaven.

Det var så ikke sket ved min tiltræden i 1973, og jeg oplevede, at der var udviklet en uheldig voksenstyring med mange regler og konsekvenser.

Hvis der var for megen uro i spisesituationen, kom der ikke vand på bordet i en periode-kom man i affekt til at ødelægge en smuk blomst i staudebedet kostede det 5 kr. – det samme hvis man røg i smug.

Jeg oplevede også, at børnene ikke var inddraget i deres egne ting.

Børnene havde ikke deres eget tøj på værelset, men i skabe ude på gangen. De fik så tøjet udleveret af personalet. Man havde heller ikke sin egen tandpasta, men fik tandpastaen sat på tandbørsten af personalet. De fik ikke udleveret deres lommepenge, som reglerne foreskrev, men skulle pænt bede om at få penge udbetalt og samtidig dokumentere, hvad de var tænkt brugt til.

Det var klart, at der skulle ændres på holdningen bag disse ting hurtigst muligt.

Hvad har du gjort for børnesynet?

Hvad er du mest tilfreds med at have udrettet?

Hvad fortryder du?

Vi har arbejdet meget med pædagogikken og tilgangen er, at vi ikke er konfronterende. Vi skal forstå, hvorfor børn gør som de gør. Vi skal turde bøje i knæene og slå ørerne ud mod det enkelte menneske og den enkelte familie, og vores grundsyn er, at børnene skal røre så meget ved det almindelige liv som overhovedet muligt. Hvis vi tror, at et barn skal hjem om et år, så skal han ikke gå i vores skole, men blive i sin egen.

Det er et børnesyn, der først ændrede vores skole totalt og siden reelt var med til at flytte skolen fra Rønshoved og til Lyreskovskolen. Jeg tror ikke alle var enige om den udvikling og specielt i medarbejdergruppen i skolen, har der været utilfredshed.

Helt generelt, så har jeg holdt fast i, at det er forældrenes børn, også selvom barnet er tvangsanbragt. Det er ikke sikkert, man kan bo hos forældrene, men man skal have dem på plads i sit hoved og finde de små sprækker, hvor de har det godt sammen. Vi må få barnet til at forstå, hvad der er godt og skidt, så de får de gode sider med fra deres forældre, og da er det afgørende, at vi viser ydmyghed.

Tingene SKAL foregå i samarbejde også med mennesker der er i krise. Som system stiller vi os tit an som bedrevidende. Men løsningen kvalificeres altid af de mennesker, der har problemet, og der skal vi som professionelle vise ydmyghed og tro på, at mennesker gør det bedste, de kan i den givne situation.

Engang var målet at nå 100 årsjubilæet med Rønshoved. Specielt da vores søsterinstitutioner faldt som fluer, blev 100 års-jubilæet en milepæl. Vi skulle overleve. Men det mål har ændret sig hen ad vejen.

I dag er målet at lave et beredskab for Aabenraa Kommunes børn og arbejde for at få nogle grundholdninger ind i Aabenraa Kommune, så vi behandler de her familier ordentligt. Så det jeg er rigtig stolt af at være med til i dag, er at bearbejde holdninger, så vi behandler disse børn og familier respektfuldt.

Og så er det da dejligt, at den tilgang vi har til børnene på Rønshoved Skolehjem, i dag er bredt ud til langt flere områder. Aabenraa Kommune kan ikke undvære det arbejde, der laves på Rønshoved. Vi tør springe ud i problemstillinger, selvom vi ikke har løsningen på dem, og det gør, at der hele tiden opstår nye idéer.

Der var nogle børn, som blev hjemtaget i 2010, da vi blev beskåret, som ville have haft godt af at blive ved os. Der kunne jeg ikke modstå det økonomiske pres. Jeg skulle have argumenteret stærkere i forvaltningen. Jeg tror, de børn kunne have fået et bedre liv, end de har fået.

Min holdning til, hvordan institutionen skulle udvikles var i høj grad præget af de nye toner, der var i gang på hele børneforsorgsområdet. En udvikling som var præget af inspektør Oskar Plougmand i socialstyrelsen. Det var kort sagt en udvikling i retning af et positivt børnesyn, større inddragelse af børnene og ansættelse af bedre uddannet personale.

I 1973 var der på Rønshoved kun én uddannet socialpædagog, resten var ansatte med mere eller mindre relevante uddannelser. Heldigvis lykkedes meget hurtigt at få ansat nogle engagerede og veluddannede pædagoger.

Det er klart, at de nye toner var anledning til megen usikkerhed blandt både børn og voksne. Og i starten var der nogle der mente, at jeg nok skulle få ødelagt de børn.

Jeg stod fast på mit projekt med at skabe et miljø, hvor de mange regler og voksenstyring kunne erstattes med aftaler baseret på dialog, argumentation og begrundelser.

Først og fremmest tog jeg udgangspunkt i, at vi skulle satse på at finde og styrke det enkelte barns stærke sider ud fra det synspunkt, at der er ressourcer i alle. Dernæst skulle vi så sammen med barnet arbejde på at afhjælpe de svage sider og finde måder at kompensere for dem. Vigtigt for mig var at pointere, at det var vi voksne, der havde ansvaret og tilpasningsforpligtelsen.

Formålet var at gøre børnene så stærke, at de på et tidspunkt kunne vende tilbage til deres hjemmemiljø og til de udfordringer og krav, det ville medføre. Det betød selvsagt, at vi ikke specielt arbejdede på at knytte barnet til stedet og til os, men at vi vendte os mest muligt mod det omgivende samfund, så børnene kom ud i de kommunale skoler, og at de deltog i fritidsaktiviteterne i de frivillige foreninger.

Om det var brydning, karate eller sejlklub eller noget helt andet var ikke så vigtigt.

Vi begyndte ret hurtigt at sende børnene hyppigere på hjemmeweekends. Det var et led i, at vi vægtede samarbejdet med forældrene meget højt, og vi fik ansat en socialrådgiver.

Allermest tilfreds er jeg med det samarbejdsmiljø, som vi hen ad vejen fik skabt. Et samarbejde baseret på en fælles forståelse af opgaven. Vi gjorde forskellighed til en dyd og involverede os med respekt i hinandens arbejde og forsøgte at betragte os som hinandens muligheder.

Hvert år tog vi i weekenden før det nye skoleår til Husum i Tyskland på et seminar i to et halvt døgn.

Der blev det foregående skoleår evalueret og planerne for det nye lagt. Det var med andre ord her kimen til den fælles indsats blev lagt og vedligeholdt. De 25 år på Rønshoved var stjernegode år, hvilket skyldes mødet med mange dejlige børn og rigtig mange gode dygtige kolleger.

På et tidspunkt troede vi på, at vi kunne tilknytte nogle plejefamilier til skolehjemmet, men det brændte vi os på. Vi fik etableret fire plejeforhold, men de tre gik i vasken, og vi måtte tage børnene tilbage på skolehjemmet. Det var hårdt for børnene og næsten ikke til at bære.

En anden ting jeg ser tilbage på med fortrydelse er, at jeg lagde mig ud med ”systemet” og de sidste år brugte alt for mange kræfter på at kæmpe mod vejrmøller.

Set i bakspejlet skulle jeg nok være stoppet et par år tidligere.

37

Hvad var det for en institution, du kom til?

Vil være barnets fyrtårn i hverdagen Mette Holm Burmeister Ansat 2003- ? i forskellige funktioner. Tillidsmand.

Ingen blev smidt hjem Niels Ole Moslund Bennedsen, forstander 1999 til 2006

38

Det var et sted, hvor børnene fik en ny chance, blev mødt i øjenhøjde, og fik at vide, at det ikke var dem, der var problemet. Men problemet var problemet. Et sted, hvor man godt gad børnene og hvor man havde respekt for, at det var forældrenes børn og altid havde familien med. Og sådan er det også i dag.

Der var og er en særlig ånd med plads til megen humor, glæde og varme oven i alt det triste. Stedet emmer af den gamle historie med den særlige beliggenhed ved vandet og et varmt og godt kollegaskab.

Vi havde intern skole dengang, og det var især godt for nogle af de lidt skæve eksistenser, som man kan have svært ved at rumme i skoletilbud uden for Rønshoved. Selvom det også er godt, at eleverne kommer ud i samfundet, så var vi tættere på dem før og kunne lige så stille bygge dem op.

Det var en institution, hvor økonomien hang i laser, og vi skulle starte med at afdrage en betydelig gæld. Rønshoved bar præg af at have haft den samme leder gennem 25 år afløst af kortere perioder med to-tre forstandere. Jeg kunne mærke en frustration blandt medarbejderne, og det var som om institutionen ikke rigtigt havde fundet sine ben, fordi der ikke havde være en fast ledelse.

Ledelsesstilen havde været autoritær, og det betød, at jeg blev ringet op af medarbejdere mange gange hver dag med spørgsmål til, om man måtte eller kunne gøre det ene eller andet. Det medførte, at jeg indførte omvendt kompetence, så personalet havde fuld kompetence til at tage en beslutning, som jeg så omvendt efterfølgende var nødt til at bakke op.

Det var en hård tid, og de første to-tre år havde jeg en oplevelse af at blive 10 år ældre. Men efterhånden gav den omvendte kompetence mere ro. Sådan følte jeg det.

Men det var også en institution med mange traditioner for eksempel omkring højtider og for ferieture.

Hvad var formålet med det, man gjorde for børnene?

Før i tiden var Rønshoved lidt mere et hjem, hvor børnene var anbragt i længere tid. I dag er anbringelsen så kort som muligt, og det gælder om at sluse børnene videre tilbage i familien igen.

Vi arbejder langt mere ind i familien og prøver at arbejde, så forældrene også flytter sig.

Tidligere havde flere af børnene ikke et netværk, der gav mulighed for at sluse dem tilbage igen.

Hvad er du mest tilfreds med at have udrettet?

Hvad fortryder du?

Jeg tænker, at vi langt hen ad vejen lykkes med at være troværdige, tydelige voksne, som forstår at give børnene den rette pædagogiske indsats. Vi er dem de kan læne sig op ad, og være et fyrtårn i hverdagen, professionelt og personligt.

Uha, det er svært. Men jeg kommer til at tænke på en dreng, som vi for mange år siden forsøgte at beholde, hvilket ikke lykkedes. Det endte meget tragisk, og jeg tænker på, om vi kunne have gjort mere.

For unge langtidsanbragte kan det være vigtigt, at vi fortsætter med at være støttende i baggrunden, efter de har forladt Rønshoved. Ved at være den, som kender deres histore og baggrund, kan man være medvirkende til, at de fortsat udvikler sig.

For andre kan det være nok, at de på anden vis modtager en form for støtte, som ikke er fra Rønshoved Skolehjem.

Konkret kommer jeg til at tænke på en pige, der havde det virkelig svært, mens hun var hér, og som jeg arbejdede intensivt med. I dag læser hun til pædagog, og når man læser hendes papirer fra dengang, ville du ikke tro, det var den samme person. Sådan har hun det også selv.

Det var tydeligt at mærke, at det var en brydningstid, hvor kommunerne var på vej til at overtage nogle af de amtslige institutioner. Samtidig sagde tidsånden, at børnene langt hen ad vejen selv var skyld i deres problemer og bare kunne opføre sig ordentligt.

Vi havde en meget bred børnegruppe helt fra 3-4 års alderen til 18-årige, og problemstillingerne spandt fra seksuelt misbrug til psykiatriske problemstillinger og stofmisbrug. Det var forfærdeligt at være med politiet hjemme og tvangsfjerne et barn, og jeg kan huske én, der havde en nål i armen, da han ankom. Vi var en akut modtageinstitution, hvor en plads var en plads, så der var megen brandslukning. Og det var svært at holde en langsigtet strategi og se, hvor det hele skulle føre hen.

Det var ofte nogle meget vanskelige forældre, som børnene var utroligt solidariske med næsten uanset, hvad de havde udsat dem for. Mange af børnene var hjemme i weekenden, og det betød, at vi kunne starte forfra, når de kom tilbage. Og vi havde ikke ressourcer til at komme hjem til familierne, selvom det ellers havde været en god idé. Derfor var det også vigtigt at holde fast i traditionerne, så der var nogle faste holdepunkter. Jeg synes, vi løb meget bagefter.

Det var nogle meget frustrerede børn, vi havde. De kunne være meget voldsomme og splittede for eksempel på et tidspunkt en bus ad. Personalet er blevet overfaldet, der er sket dødsfald i min tid dernede, og jeg har ikke tal på alle de vinduer, der blev smadret på Rønshoved dengang. Men vi smed aldrig nogen ud.

Det havde vi en fast politik om.

Rønshoved egnede sig heller bygningsmæssigt ikke til den meget brede børnegruppe, og derfor foretog vi også ombygninger for blandt andet at skille de store fra de små.

Jeg er godt tilfreds med, at jeg prøvede at tage børnenes parti, og at der ikke var nogen, der blev smidt hjem. Og jeg er overbevist om, at jeg har været med til at gøre en positiv forskel for nogle børn ved at lytte til dem og tale med dem. Jeg husker især to-tre samtaler midt om natten, hvor vi talte med børnene om deres drømme, og hvad de ville med deres liv. Jeg tror, mange af børnene i dag tænker tilbage på Rønshoved som et godt sted, hvor der var nogle voksne, som ville dem det godt.

Set i bakspejlet, det må jeg tage på mig, så burde jeg nok have afvist at tage nogle af børnene. Som leder var du nødt til også at tænke økonomi, og selvfølgelig troede vi også på, at vi kunne magte opgaven. Men der var for mange forskelligartede problemstillinger, og det var ikke hensigtsmæssigt at have 3-4 årige gående sammen med 18-årige.

39

Førte tilsyn 1970-1976

Rønshoved var et af de mildere steder I begyndelsen af 70’erne havde Oskar Plougmand tilsyn med Rønshoved, men det var også ham, der holdt øje med det omtalte drengehjem Godhavn.

Oskar Plougmand, statens tilsynsførende 1970-76 Hvad var din opgave som statens tilsynsførende?

Jeg havde 40 skolehjem og 50 børnehjem, som jeg skulle besøge to gange om året, og min opgave var at sikre, at børnene trivedes fysisk og psykisk.

Da jeg blev ansat, flyttede jeg som det første ind på et børnehjem, hvor jeg boede, spiste og levede sammen med børnene i to uger.

Normalt talte den tilsynsførende med forstanderen og fik en rapport om, hvordan det gik med børnene på stedet, men jeg valgte at gribe det anderledes an og talte med børnene om, hvordan de oplevede at være på stedet. Børnene fik altid lov at bestemme, om der skulle være andre voksne til stede. Hvis blot et enkelt barn gav tegn til, at det skulle der 40

ikke, så blev det sådan. Og der var altid et barn, der gav tegn.

Jeg kunne finde på at dukke op både tidlig morgen og sen aften, og jeg spiste sammen med børnene.

Derfor kunne jeg også se, at forstander og medarbejdere i nogle tilfælde spiste for sig selv og fik noget helt andet og bedre mad end børnene.

Når jeg bragte det op med forstanderen og medarbejderne var forklaringen, at der ikke var råd til at servere den samme mad til børnene, men når jeg bad om at se regnskaberne, viste det sig altid, at der faktisk var råd. De havde masser af penge.

Hvordan var Rønshoved sammenlignet med andre børnehjem?

Det var helt afgjort et af de mildere steder, hvor der ikke var fysiske overgreb i dagligdagen, men samtidig var det heller ikke et pædagogisk flagskib. For eksempel var retten til lommepenge den eneste skrevne rettighed børnene havde, men de skulle fortælle præcist, hvad de ville bruge pengene til for at få dem udbetalt. Det var jo formynderi, men Poul Petersen ville ikke have, at de købte blade med nøgne damer.

Poul og Tove Petersen var et nydeligt ældre ægtepar, som drev stedet efter de gamle dyder, og de nye pædagogiske vinde var ikke nået

dertil i deres tid.

Jeg kom ikke særlig ofte på Rønshoved, fordi jeg koncentrerede indsatsen om de steder, hvor der virkelig var grund til at komme.

Jeg husker kun en enkelt episode med en medarbejder, der havde forgrebet sig på to piger. Man politianmeldte ikke den slags ting dengang, men gav medarbejderen mulighed for selv at sige op og forsvinde. Og det skete også hér.

Det var en brydningstid over hele landet og forstanderskiftet på Rønshoved i 1973 betød et løft ind i en ny tid, hvor børnene kom mere banen. For personalet har omvæltningen mange steder været en personlig nedtur. Mange havde ingen uddannelse og havde lært sig at skabe ro på institutionerne, og det havde de hidtil vundet anerkendelse for, men i løbet af relativt kort tid tog værdierne fra seminarieuddannede pædagoger over, og de gamle medarbejdere og deres metoder var uglesete mange steder.

Hvordan var situationen på børneog skolehjem dengang sammenlignet med i dag?

Man kom ikke på nogen institution dengang uden, at man i dag ville sige, at det går ikke. Der er helt andre standarder i dag. For eksempel førte

Oskar Plougmand førte tilsyn med Rønshoved Skolehjem i brydningstiden først i 70’erne. man sjældent til journal, hvis man havde slået et barn, selvom det var et krav. Og det førte mange gange til, at den pågældende måtte forlade sin stilling, når børnene fortalte mig det.

Typisk kom man på et skolehjem, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte, mens man kom på børnehjem, hvis forholdene i hjemmet ikke var gode nok. Skolehjemmene havde typisk mandlige ansatte, mens der oftest var ansat kvinder på børnehjemmene. Skolehjemsbørnene var generelt mere sølle, og det var oftest drenge, som køkkenet sugede til sig, fordi der var kvinder ansat. Drengene blev strøget over kinden og for mange af dem, var de ansatte i køkkenet de vigtigste voksne. Det var på en måde deres mor. Det er nok også en af grundene til, at mange anbragte drenge ville være kokke.

Du var også tilsynsførende for skolehjemmet Godhavn i Tisvilde, som for et par år siden blev omdrejningspunkt i spillefilmen ’Der kommer en dag’. Hvordan var det?

Rønshoved og Godhavn befandt sig

i hver sin ende af skalaen, og derfor besøgte jeg også Godhavn meget oftere. Godhavns forstander Christian Bek var en magtfuld og klog mand med forbindelser langt ude i systemet. Han var formand for forstanderforeningen og havde i årevis fået ros for alt det, han havde lavet. Han var en konge i forstanderkredse og ingen ny forstander blev ansat uden en anbefaling fra Bek.

Der kom en dag ’Der kommer en dag’ er en dansk dramafilm fra 2016, som er baseret på virkelige hændelser på drengehjemmet Godhavn i 1960’erne.

Filmen, der også blev en tv-serie i tre afsnit, beskriver, hvordan forstanderen Christian Bek i en lang årrække drev Godhavn med sine egne filosofier og reglementer. Filmen zoomer ind på året 1967, hvor de to uadskillelige brødre, Elmer på 10 og Erik på 13 fjernes fra deres syge mor på Nørrebro og anbringes på børnehjemmet, der i filmen kaldes Gudbjerg.

Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg som så ofte før sad med lærerne og Bek for bordenden for, at jeg kunne fremlægge, hvad børnene havde fortalt. Bek afviste som så ofte før, at der var noget at komme efter, men Drengene står op imod forstandeså skete der det, at en af de nye unge rens magttyranni, bevæbnet med lærere tog ordet og sagde ham imod. fantasi og mod.

Straks efter tog to andre unge lærere I den virkelige verden mistede Chriordet og bakkede hende op. Bek var stian Bek sin enevældige magt, da ved at eksplodere. Det var aldrig sket nye vinde blæste og et mere moderne før, at nogen lærer havde sagt ham i børnesyn vandt indpas, repræsentemod på lærermøderne, men det blev ret ved folk som Oskar Plougmand. begyndelsen til enden for ham. Han blev aldrig fyret, men han blev efterFilmen er instrueret af Jesper W. hånden kørt ud på et sidespor, og et Nielsen efter manuskript af par år efter stoppede han.

Søren Sveistrup, og den blev siden Jeg gik ind til premieren på ’Der vist som tv-serie i tre afsnit på TV2. kommer en dag’ og havde en forventning om, at ikke var muligt at genskabe stemningen omChristian Bek var kring Bek og Godhavn. Men lærer og forstander ”Typisk kom man på jeg må sige, at min skepsis på Godhavn i Tisvilde et skolehjem, hvis man blev gjort fuldstændig til fra 1950-75. havde gjort noget, man ikke skamme. Lars Mikkelsen måtte, mens man kom på spillede ikke Bek. Han børnehjem, hvis forholdene var Bek. Det er en i hjemmet ikke var gode fremragende film. n nok.”

Førte tilsyn 1986-1989

Rønshoved var et rart sted for langt de fleste børn På Rønshoved var det tidligt de voksnes ansvar at indsatsen lykkedes, ikke barnets.

Det har Lotte Bækvad lært meget af.

Lotte Bækvad var Sønderjyllands amts tilsynskonsulent på Rønshoved fra 1986-89. Fra 1989-2007 var hun leder for alle amtets tilsynskonsulenter.

Hvad var din vigtigste opgave?

Som tilsynskonsulent var det at lære Rønshoved at kende og sikre, at børnene havde det godt. Jeg undersøgte institutionens værdigrundlag, deltog i institutionens liv, i mange møder og snakkede med pædagogerne og forstanderen. Børnene talte jeg med, men ikke i målrettet.

Det ville jeg have gjort i dag, men det gjorde man ikke dengang, hvor opgaven var delt mellem amt og kommune, og det var kommunen, der havde kendskab til barnet.

Hvad var de største udfordringer for skole- og børnehjem dengang?

At sikre at institutionerne havde de 42

rigtige tilbud til de børn kommunerne manglede tilbud til. Overskriften var at skabe nogle gode børneliv.

Hvordan var Rønshoved sammenlignet med andre institutioner?

Rønshoved var i min tid som tilsynskonsulent en meget veldrevet institution med et rigtig godt miljø, og det var et rart sted at være for langt de fleste børn. Man engagerede sig dybt i at finde løsninger for det enkelte barn. Det var et rigtigt skolehjem med en velfungerende skole med en del angste, usikre og tilbageholdende børn, som var helt anderledes end de mere udfordrede målgrupper, der siden kom til Rønshoved.

Det var jo en brydningstid, hvor man gjorde op med gammeldags kæft, trit og retning, og hvor der var en tendens til at monstergøre de børn, vi arbejdede med, og det kunne give en magtesløshed i forhold til at løse opgaven.

Men på Rønshoved kunne de voksne altid se det positive i børnene og se de muligheder, de rummede.

Man kunne simpelthen mærke, at de kunne lide børnene. Og det er den allervigtigste forudsætning for

Lotte Bækvad havde en konkret oplevelse på Rønshoved, som har vakt til eftertanke mange gange siden. at lykkes i arbejdet med børn: At man kan lide de børn, man arbejder med.

Sidenhen kom der også dårlige perioder, og det var en udfordring for Rønshoved såvel som for andre institutioner at gå fra skolehjem til behandlingsinstitution. Man skulle udvikle en helt anden pædagogisk tilgang, og det var svært at skabe gode levemiljøer samtidig. Fokus kom på korte intensive behandlingsforløb, hvor målet var, at bar-

net enten skulle hjemgives, sættes i plejefamilie eller sluses videre til en anden institution.

Hvad kunne Rønshoved have gjort anderledes?

Rigtig mange gamle elever var i meget lange forløb, mens jeg var konsulent. Man gav ikke op over for et barn og mottoet var, at ting

en pædagogisk opgave i forhold til denne dreng, og den har I ikke løst. Derfor må I reflektere over jeres egen indsats og finde ud af, hvad I kan gøre anderledes, så denne dreng får mulighed for at forandre sig”.

Den oplevelse har givet mig rigtig meget eftertanke, og jeg har tænkt tilbage på den mange gange siden.

Og det er den allervigtigste forudsætning for at lykkes i arbejdet med børn: At man kan lide de børn, man arbejder med. tager tid. Tiden var en motivationsfaktor i sig selv. Men nogle børn havde måske haft bedre af, at man gav slip tidligere. Måske var det også svagheden, at man brændte så meget for de børn.

Nævn et konkret eksempel fra Rønshoved, som har glædet dig personligt og/eller som fagperson.

Jeg kan huske et afdelingsmøde, mens Villy Jakobsen var forstander, hvor man diskuterede den pædagogiske indsats over for en dreng, som udfordrede pædagogerne rigtig meget. Den ene pædagog efter den anden beskrev hvor umulig, han var på alle måder, indtil Villy greb ind og sagde: ”I glemmer at kigge på jer selv.

Det er jer, der ikke lykkes. I har

Det er meget nemt hele tiden at beskrive det negative, barnet gør.

Det er os som pædagoger, der har en opgave, og den løser vi ved at finde ud af, hvad vi skal forandre for at kunne hjælpe et barn. Det var en tænkemåde, der var sigende for Rønshoved, og som jeg ikke oplevede på samme måde, når jeg kom til andre institutioner.

Og jeg oplever, at den nuværende forstander Jens Jacob Madsen, har meget af denne tænkning og disse værdier med sig. n

Elevtallet år for år Nedenstående tal viser antal børn på Rønshoved Skolehjem 1919: 10

1946: 22 (20)

1920: 10

1947: 26 (13)

1921: 12

1948: 26 (18)

1922: 12

1949: 29 (18)

1923: 12

1950: 26 (23)

1924: 12

1951: 25 (26)

1925: 12

1952: 26 (14)

1926: 19

1952: 25 (36)

1927-1929: 20*

1953: 25 (36)

1930: 20

1954: 26 (35)

1931-35: 13*

1955: 26 (35)

1936: 15

1957: 26 (30)

1937: 23

1958: 26 (16)

1938: 25

1959: 26 (12)

1939: 28

1960: 26 (11)

1940: 26

1961: 26 (15)

1941: 26

1962: 26 (3)

1942: 26

1963: 27 (12)

1943: 28

1964: 24 (5)

1944: 25 (10)

1965: 26 (3)

1945: 27 (14)

1966: 26 (3)

Fortsættes på side 45 ¦ * Anslået antal (x) Elever udefra, som ikke bor på skolen.

43

Førte tilsyn 2015-2017

En anbringelse er en voldsom foranstaltning Børnene kommer i dag senere til Rønshoved end de gjorde førhen, og det indebærer mere komplekse problemstillinger, vurderer Gitte Kühlmann.

Gitte Kühlmann, tilsynskonsulent, Socialtilsyn Syd: Fra 2015 til 2017 har Gitte Kühlmann haft tilsyn med Rønshoved Skolehjem og 17 andre lignende institutioner i Sønderjylland, på Fyn og på Frederiksberg.

Hvad er din vigtigste opgave og hvordan arbejder du?

Min hovedopgave er at sikre kvaliteten i tilbuddet. Jeg taler med anbringende myndighed, ledelse, medarbejdere, børn og forældre for at sikre, at den målgruppe, man har i huset, svarer til de kompetencer, der er til stede hos de ansatte.

Hvilket børnesyn arbejder du ud fra?

Jeg arbejder ud fra, at alle børn behandles ligeværdigt, at hvert barn 44

er unikt med egne individuelle ressourcer og udviklingspotentiale.

Hvad er det største udfordringer for skole- og børnehjem i dagens Danmark?

Generelt bliver børnene anbragt senere, end de gjorde førhen, og det betyder, at der ofte er mere komplekse problemstillinger. Kommunerne arbejder ofte længe på at løse opgaverne selv, og det kan give meget god mening, fordi barnet så

at forholdet til hjemmet er blevet så belastet, at det ikke er muligt for barnet at komme hjem og bo igen.

Og hvad betyder disse udfordringer for børnene og for de ansatte?

Det stiller enormt høje krav til de ansattes kompetencer, for de skal være meget præcise i den behandling man møder barnet med, og det stiller store krav til nødvendig viden inden for psykiatri.

De fleste børn kender deres sagsbehandler godt, og det giver tryghed for barnet. kan blive i eget miljø, i skolen og blive boende hjemme. En anbringelse er en voldsom foranstaltning, og derfor prøver man mindre indgribende foranstaltninger, inden det kommer så vidt.

Men det betyder også, at der opstår tungere problemstillinger undervejs. Ofte er børnene så gamle, at der kun er få år at arbejde med og det gør det svært at rykke med noget. For eksempel ser man ofte,

Før 1970 var det ikke ualmindeligt ved planlagte besøg at tale kun med forstander og ansatte, men ikke eller sjældent med børnene.

Hvad gør du?

Jeg kommer både anmeldt og uanmeldt. Det er lovgivningsbestemt og sådan foregår det også i praksis.

Jeg kan finde på, at dukke uanmeldt op på alle tider af døgnet og i ferier.

Nogle gange er det en rigtig god idé at komme på anmeldt besøg, fordi det kan give en mere kvalificeret

vendelser ikke er indberettet og så følger vi op i forhold til ledelsen.

Hvad er Rønshoved for en institution sammenlignet med andre?

Rønshoved adskiller sig ved, at man arbejder på efter den såkaldte Aabenraa-model, hvor man følger op på børnesager hver sjette uge i hele den periode barnet er anbragt.

I andre institutioner og kommuner er det almindeligt at følge op efter tre måneder, og derefter hver sjette måned. Jeg oplever, at Rønshoved er tættere på forvaltningen. De fleste børn kender deres sagsbehandler godt, og det giver tryghed for barnet.

Gitte Kühlmann fremhæver Barndomshjemmet, som et vellykket initiativ. dialog med både ledelse, medarbejdere og børnene.

Jeg taler med børnene individuelt, hvis de har lyst eller i mindre grupper. Nogle gange deltager jeg også i børnemøder, hvor alle børnene er samlet.

Støder du nogensinde på uregelmæssigheder og i givet fald hvilke?

Det synes jeg. I perioder med ferie kan det for eksempel være, at vagtplaner ikke hænger sammen, så det fast personale er væk og erstattet af vikarer. Det sker også, at der er købt noget for institutionens penge, som ikke er til stede på institutionen.

Vi kan komme ud for, at magtan-

Nævn et konkret eksempel fra Rønshoved, som har glædet dig personligt og/eller som fagperson.

Rønshoved har nogle fantastiske fysiske rammer. Konkret vil jeg nævne Barndomshjemmet, som har skabt mulighed for, at nogle søskende har en bolig, et reelt barndomshjem, som er indrettet helt på børnenes præmisser.

Som fagperson glæder jeg mig over, at man kan lave en pakke med forskellige løsningsmuligheder, som passer til den enkelte inden for den samme institution. n

Elevtallet år for år Elevtal fortsat fra side 43 1967: 23

1993:18

1968: 24

1994:18

1969: 22

1995: 25

1970: 23

1996: 24

1971: 20

1997: 28

1972: 21

1998: 33

1972: 18

1999: 34

1973: 22

2000: 35

1974: 22

2001: 28

1975: 25

2002: 27

1976: 23

2003: 24

1977: 23

2004: 19

1978: 22

2005: 24

1979:22

2006: 29

1980: 21

2007: 29

1981: 21

2008: 37

1982: 23

2009: 33

1983: 22

2010: 31

1984: 22

2011: 26

1985: 22

2012: 25

1986: 21

2013: 24

1987: 22

2014: 24

1988: 20

2015: 16

1989: 19

2016: 14

1990: 20

2017: 16

1991: 16

2018: 20

1992: 14 (x) Elever udefra, som ikke bor på skolen.

45

Medarbejdere Hér er et lille udpluk af nogle medarbejdere, som har gjort særligt indtryk gennem årene.

Elsemarie fik køkkenet til at emme af atmosfære

Når Hellmut kom, så skete der noget

Ansat 1978-2018 Fra 1978 og 40 år frem var køkkenleder Elsemarie Steffensen Rønshoveds altfavnende og stabile samlingspunkt. Hun var ligefrem og veloplagt, tog imod høj som lav og formåede at skabe en rar og hyggelig stemning. Utallige er de børn hun har haft i praktik i sit køkken og ingen kan huske, at det nogensinde var nødvendigt for hende at hæve stemmen.

Ansat 1973-2010 Skal man udpege en aktivitetskonge på Rønshoved, så kommer man ikke uden om pædagog Hellmut Lassen.

Fra 1973 og 37 år frem vidste eleverne, at når Hellmut var på arbejde, så kom der liv i kludene. Især sås han tit i færd med at lære eleverne at sejle på fjorden. Takket være en smittende glæde ved udelivet, var der altid liv omkring ham uanset om det var en mountainbiketur i skoven, udflugt til et badeland, reparation af en gammel båd, grillaften på terrassen eller overnatning på stranden.

Hellmut Lassen søgte aldrig ledelsesfunktioner og undgik gerne møder, men trivedes ude blandt børnene som menig pædagog i hele sit arbejdsliv.

At Rønshoveds køkken var berømmet i amtet for sin høje kvalitet var selvfølgelig også Elsemarie Steffensens fortjeneste. I 2018 fik hun Dronningens fortjenstmedalje efter 40 års tjeneste, og kort efter gik hun på pension.

46

Dagmar gav børnene tro på livet Ansat 1973-1998 Dagmar Jakobsen var en formidabel lærer, der kunne motivere børnene og give dem en tro på, at de kunne komme videre i livet. Hun evnede at nå om bag facaden bag den enkelte, som følte sig lyttet til, forstået og respekteret i hendes altid rolige selskab, og der er ingen tvivl om, at hun var elsket af mange børn.

Hendes naturlige autoritet gjorde, at hun næppe en eneste gang har hævet stemmen.

I sine 25 år fra 1973 og frem var hun en foregangskvinde i udvikling af skolen, og den nuværende forstander tøver ikke med at kalde hende ’den dygtigste kollega jeg nogensinde har haft’.

Dagmar Jakobsen (th) med Leif Burmeister, mangeårig lærer og skoleleder og en elev.

Didde har været på Rønshoved længst af alle

Ansat 1964-1986 Det er næsten et helt liv, at Didde Bidstrup har tilbragt på Rønshoved.

Hun blev anbragt på Rønshoved som 12-årig i 1936, og som voksen blev hun i 1964 ansat som vaskeriassistent, men havde også talrige andre funktioner som hushjælp, systuefrue og køkkenhjælp indtil 1986. Med sin mand, Harald, fik hun to børn.

Didde var usædvanligt vellidt af børnene.

Gensynsmøde I 2003 mødtes ansatte med tidligere elever, der havde gået på Rønshoved i årene 1971-1977: Øverst fra venstre: Didde Bidstrup, Villy Jakobsen, Ulla Fabiansson, Margit Juhl, Lisbeth Hammer, Anni Gundlund Hansen, Henrik Nielsen, Mary Damholt Pedersen, Mark Olufsen, Karen Inge, Alice Byrholt, Dagmar Jakobsen, Ida Margrethe Dolstrup. Nederst: Harald Bidstrup, Kim Bjarne Wolff Jensen, Jørgen Due Pedersen, Susanne Bach, Hellmuth Lassen, Henrik Ernst, Bente Carstensen og Lisa Binau.

Mange betroede sig til hende, og hun kunne formidle børnenes ønsker til forstanderparret, som lyttede til hende og langsomt skete der forandringer. Mange mindes duften fra hendes vaskerum og atmosfæren fra hendes systue.

Da hun døde 93 år gammel i februar 2019 strømmede det ind med varme taksigelser fra tidligere børnehjemsbørn, og flere deltog i begravelsen.

Eva har blik for at få barnet videre i god behold Ansat 2009-?

Gennem årene er arbejdet med familierne kommet til at fylde stadigt mere, og pædagog Eva Nissen er i familiearbejdet et fyrtårn, man trygt kan sætte retning efter. Hun besidder et særligt blik for, hvad det enkelte barn har brug for i forhold til eget hjem. Eva indgyder en naturlig tillid og ro, og omgiver sig med en varme, som barnet kan læne sig tilbage i og betro sig til.

Kombineret med en forbilledlig ordentlighed over for familierne gør det hende til en sand mester i at hjælpe barnet trygt videre. Hun blev ansat i 2009 og er fortsat på Rønshoved.

47

Susanne kom til Rønshoved ved en fejl Da moren blev syg sendte hun Susanne på kostskole imens.

Og moren blev rask.

Men skæbnen ramte ubarmhjertigt, så Susanne vendte aldrig hjem til Tåstrup.

Den 9. februar ud på eftermiddagen står 12-årige Susanne Bach foran hovedhuset på Rønshoved. Allerede inden hun træder ind ad døren, har hun fornemmelsen af, at noget er helt forkert. ”Jeg var fløjet fra København med en fru dame fra kommunen, og vi tog en taxa sammen fra lufthavnen.

Vi blev fejlagtigt sat af ved højskolen, og havde selv fundet over til skolehjemmet. Men der var stadig noget galt,” fortæller Susanne Bach, der i dag er 59 år.

Hendes mor havde fået det, man dengang kaldte ’dårlige nerver’, men som man i dag ville kalde stress. Derfor havde hun aftalt med kommunen i Tåstrup på Sjælland, at Susanne skulle på kostskole, mens 48

hun selv kom på højkant. Familien i København ville ellers gerne tage sig af Susanne, men hendes mor insisterede på, at Susanne skulle på kostskole, hvor der var omsorg og opsyn, og hvor der blev sørget for, at hun kunne passe sin skole.

Søde og rare ældre mennesker ”Det var et chok for mig at høre om nogen, der for eksempel havde passet sine søskende om natten. Det var en verden, jeg slet ikke kendte til, og jeg følte ikke, at jeg hørte til,” fortæller hun.

Susanne er velopdragen, lidt genert og kommer fra et pænt hjem, hvor hun bor alene med sin mor, der er kontorfunktionær i København og desuden refrainsangerinde. Et skolehjem er for børn med virkelige problemer derhjemme, synes hun.

Da Susanne Bach ankommer, er ægteparret Tove og Poul Petersen på vej ind i deres sidste år som forstanderpar. ”Jeg husker dem som nogle søde rare ældre mennesker, men de var meget gammeldags. Der var mange traditioner og faste strukturer, og der var ingen tvivl om, at det var de voksne, der bestemte.”

Susanne Bach har både gode og

dårlige minder fra lidt mere end et år, som hun får med plejefar og plejemor ved roret. ”De var meget omsorgsfulde ved de børn, der ikke havde det godt derhjemme, og nogle af dem tog de til sig. De så ikke kun massen. De så også den enkelte, og de havde et godt børnesyn, når man kom fra et splittet hjem”.

Susanne Bach fremhæver også traditioner som søndagsturene ud i den nære natur, turen til Okseø i pinsen og de hyggelige adventssøndage med højtlæsning og sang, som hun har videreført som tradition i sine egne tre drenges barndom.

Susanne Bach ved præcis, hvornår hun ankom til Rønshoved. Hun fløj nemlig fra København til Sønderborg og har stadig billetten fra 1972.

Får sild til morgenmad Men der er også oplevelser fra den tid, som Susanne gerne vil være foruden. Hun er vant til at få nyt tøj, før det bliver slidt, men Didde fra vaskeriet syr et blåt kryds ind i det meste af tøjet som et signal om, at det meste kun må bruges om søndagen. ”Da mine sko var slidt tog plejemor mig med op på loftet og fandt et par aflagte. Jeg havde jo troet, vi skulle ud og købe et par nye, og sagde til

plejemor, at min mor ikke ville have, at jeg gik i andre børns aflagte tøj.”

Men protesterne gør ikke indtryk.

Først når skoene er slidt op, kan det

ler Susanne, der husker, at plejemor skælder ud, da hun bliver præsenteret for resultatet. ”Men bagefter tog hun mig med til

”Så jeg satte mig i hvert frikvarter og sled hælen mod fliserne.” komme på tale at købe nye. ”Så jeg satte mig i hvert frikvarter og sled hælen mod fliserne,” fortæl-

en skobutik i byen, og jeg fik mine nye sko.”

En episode står prentet tydeligt i

¦

Susannes første år på Rønshoved er samtidig det sidste for plejefar og plejemor, som hun husker som meget omsorgsfulde, men samtidig også gammeldags. For eksempel bliver børnene sendt i seng kl. halv ni om aftenen, indtil de bliver konfirmeret. Hér er hun fotograferet sammen med plejemor.

49

Susanne går i skole i Kruså og er blevet kæreste med Jesper. Samtidig fortæller hendes mor i telefonen, at hun nu endelig er blevet rask.

Susanne kan snart komme hjem til Tåstrup.

Alt tegner lyst.

Men så helt uden varsel bliver Susanne ramt af en skæbne så grum i al sin hjerteskærende ubarmhjertighed.

To dage senere bliver Susannes mor kørt ned af en spritbilist. Moren bliver slået bevidstløs og dør efter et par dage uden at være kommet til bevidsthed.

Fra den dag bliver Rønshoved Skolehjem hendes permanente hjem, til hun fylder 18 år.

Morens død åbner et nyt og uventet kapitel for Susanne, der især får god hjælp af Jespers mor, som hjælper hende med at bearbejde katastrofen. Selvom forholdet til Jesper efterhånden går i opløsning bevarer hun tilknytningen til familien i Vilsbæk, der tager hende til sig som en deres egne. Jespers to søskende omtaler konsekvent Susanne som deres søster, og den dag i dag har hun nære bånd til Jesper, som er

Lis Jakobsen er netop kommet på ret køl, da hun bliver kørt ned af en kun 16-årig spritbilist. Hun bliver 33 år. hukommelsen. ”Jeg var ikke noget kræsent barn, men jeg kunne ikke lide sild. Det vendte sig i munden på mig, og jeg kunne simpelthen ikke få det ned.

Da jeg ikke spiste silden til frokost, fik jeg serveret den igen til aftensmad, og da den stadig ikke gled ned, blev jeg sendt i seng uden mad. Til morgenmad næste morgen blev silden serveret igen,” husker Susanne.

Tiderne skifter med ny forstander Derfor er forstanderskiftet i eftersommeren 1973 også en lettelse, fortæller hun. ”Det var en helt ny verden, der åbnede sig for os, da Villy Jakobsen trådte til. Vi blev set på som levende væsener, der selv kunne tænke, og der blev holdt børnemøder, hvor vores mening betød noget.”

50

Efter forstanderskiftet i 1973 får børnene selv rådighed over deres tøjpenge, og det er med til at forandre garderoben. Hér er Susanne Bach fotograferet på skolehjemmets p-plads.

gudfar til hendes tre sønner.

Hjælp fra uventet kant Men et hjem får hun også på Rønshoved. Ved morens død sørger Villy Jakobsen for, at hun straks får sit eget værelse. ”Jeg følte, at jeg fik mit eget hjem tilbage. Jeg var meget glad for Villy, som gav os frihed under ansvar”.

Susanne husker, at Villy Jakobsen gjorde det tilladt for børn over 12 år at ryge på skolen.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte om nogle af dem i min klasse, at jeg havde det da ti gange bedre end dem.”

”Og det var godt, så vi ikke skulle gå og gemme os hele tiden. Men der var nok også nogle af de små, der kom til at ryge lidt for tidligt”.

At der er højt til loftet med Villy Jakobsen på forstanderkontoret, vidner en anden episode om. ”Vi sidder nogle stykker på mit værelse en aften og klokken er vel næsten halv et, da Villy banker på, og spørger om han ikke kan få en smule ro, for det er sådan, at han skal op på arbejde i morgen tidlig.”

Susanne kommer med i en motor-

cykelgruppe og tager jævnligt i byen i Hølbøl Landbohjem og på Kollund Strandhotel. En efterårsferie får hun lov at tage på efterårsferie på motorcykel med sin kæreste i Nordjylland. ”Villy sagde til mig, at der er nogen, der kan tåle frihed under ansvar, og der er nogen, der ikke kan. Men du kan.”

De voksne er på gennemrejse Efter tiden på Rønshoved uddanner hun sig til socialpædagog, og i sit arbejde med adfærdskrævende børn tager hun erfaringerne med sig. Hun siger selv, at hun har lært, at alle folk ikke har det lige godt, og at alle ikke er lige godt stillet, men at alle er lige værdige. ”Jeg har også lært, at selvom jeg har mødt fantastiske voksne på Rønshoved, som kun ville mig det godt, så bliver de aldrig lige som ens forældre. De voksne er på gennemrejse i ens liv.”

Susanne er fast gæst ved det årlige træf på Rønshoved og dyrker også fællesskabet med tidligere elever på skolehjemmet ved weekendtræffet forinden. ”Jeg kan huske, at jeg tænkte om nogle af dem i min klasse, at jeg havde det da ti gange bedre end dem. Jeg har haft en fantastisk tid på Rønshoved, og jeg synes, at de voksne gjorde et formidabelt arbejde.

Det synes jeg også, de gør nu, efter at Jens Jacob er kommet til som forstander. Det er på en måde som om, Villy er kommet tilbage,” siger Susanne Bach. n

Fakta Susanne Bach, 59 år • Elev på Rønshoved fra 1972 til 1977.

• Uddannet socialpædagog • Har været gift to gange • Har tre drenge på 23, 25 og 33 år • Har boet hele sit voksne liv i Jylland blandt andet i Vilsbæk, Hadsund, Hobro og 27 år i Vegger • Bor i dag i Løgstør

Susanne Bach, som hun ser ud i dag. Hun bliver 60 år kort efter Rønshoveds 100 års fødselsdag.

51

1994

Vore fremtidsdrømme I 1994 formulerede daværende forstander Villy B. Jakobsen denne vision for, hvordan Rønshoved ville udvikle sig de næste 25 år.

Af Villy B. Jakobsen Vi har selvsagt et bud på, hvordan vi de næste 25 år ønsker at udvikle os... der er stadig brug for omstillinger og udvikling.

Personligt er jeg sikker på, at der fortsat vil være brug for noget i retning af det, Skolehjemmet nu er - nemlig et værested for nogle børn - som først og fremmest har brug for og krav på et værested. Jeg er også sikker på, at vi med vores erfaring og historie vil være særdeles velegnede og selvskrevne til at videreudvikle et sådant tilbud for sønderjyske børn.

Men det vil ikke kunne stå alene - der vil skulle udvikles en robust base, hvorfra der kan tilbydes skræddersyede foranstaltninger/ tiltag til forældre og børn. Jeg tror, at kravet om, at der skal foreligge konkrete handleplaner for de 52

forskellige tiltag, vil gøre det yderst attraktivt for kommunerne at kunne henvende sig til et sted, hvor man

være. Der vil være kommuner, som i fællesskab ønsker tilbud omkring nogle opgaver. Der skal ikke her

En yderligere drivkraft i den udvikling vil den fortsatte udlægning af opgaver fra amt til kommunerne være. ikke bare kan få hjælp til at opstille handleplanen med socialpædagogisk bistand - men hvor man også kan få den ønskede opgave udført.

En yderligere drivkraft i den udvikling vil den fortsatte udlægning af opgaver fra amt til kommunerne

forsøges lavet en liste over fremtidige opgaver, kun antydes, at der er mange strenge at spille på, og at der bør spilles på mange strenge - dog alt sammen med det for øje: At være et sted for nogle børn, som har behov for dette værested. n

Villy Jakobsen fotograferet med ryggen til ved Rønshoved Skolehjems 75 års fødselsdag. Meget af det han forudså dengang kom til at holde stik.

2019

Profetier kom til at holde stik Som forstander i Rønshoved Skolehjems 100 år, er det interessant at forholde sig til Villy Jakobsens profetier fra jubilæumsskriftet ved de 75 år.

Af Jens Jacob From Levring Madsen Mange af Villy Jakobsens profetier holder.

Villy talte om, at der skulle indgås samarbejdsaftaler mellem amt og kommune, og kunne selvfølgelig ikke forudse amternes nedlæggelse.

Men med kommunalreformen og de nye storkommuner i 2007, holder profetien alligevel stik, da Rønshoved Skolehjem i dag er kommunal ejendom og opgaverne for 95 procents vedkommende også fra Aabenraa.

De konkrete handleplaner, som også omtales, er i dag både konkrete og ovenikøbet lovbestemte og på mange måder endnu længere fremme end man kunne forestille sig, da der udfra handleplanerne også i dag skal udarbejdes behandlingsplaner – også med konkrete mål.

Det strider en smule imod den tredje profeti om ”et værested for nogle børn”.

Tanken om at kunne være et ”værested” er virkelig under pres. I dag

tales om fokuserede anbringelser og korttidsanbringelser. Aabenraamodeller og indsatstrapper prøver at gøre op med tankegangen om, at børn kan tilbringe en barndom på Rønshoved.

Antallet af pladser er i dag på Strandvej 10 i dag på 12 børn, hvor det tidligere har været oppe på 22 i 2008.

Alligevel viser det sig, at der er enkelte børn, der har haft brug for længerevarende ophold på 4-5 år i denne periode. Og sådanne pladser vil indgå i et fremtidigt koncept.

Den sidste profeti om ”en robust base, hvorfra der kan tilbydes skræddersyede/tiltag til forældre og børn” har vist sig virkelig at holde vand.

I dag består Rønshoved Skolehjem af mange små afdelinger, som kombinerer de tilbud, en familie kan have behov for.

Der er 8 matrikler rundt om i Aabenraa kommune, og børnene kan følges fra de er små og til det 23. år.

Her arbejdes virkelig både familieorienteret og ind i forebyggende til-

tag, således hjælpen ligger i hjemmet og adskillelse af børn og voksne kan undgås. I dag er det også muligt at flytte hele familien ned til Rønshoved i en korterevarende periode.

Helt grundlæggende i denne bevægelse har været, at det er forældrenes børn vi tager os af, og at udvikling er størst og bedst når det foregår tæt på (og i samspil med) både forældre

Den sidste profeti om ”en robust base, hvorfra der kan tilbydes skræddersyede/tiltag til forældre og børn” har vist sig virkelig at holde vand.

og den hverdag børnene skal fungere i. Både i skole, fritid og familieliv.

Så man kan sige, at Villy Jakobsens profetier er udlevet på mange områder, hvilket også var en nødvendighed set i det lys, at døgninstitutionsophold har været under pres politisk, økonomisk og også folkeligt.

Efter kommunalreformen definerede kommunerne opgaverne, og de døgninstitutioner, som formåede at omstille sig og samarbejde om dette, har i dag stadig en plads hos mange familier, der har det svært. Her har Rønshoved Skolehjem en stor opgave i dag i Aabenraa Kommune. n 53

Stærkt fællesskab på tværs af generationer Hvert år mødes en gruppe tidligere elever en gensynsweekend i et sommerhus i Sønderjylland for at dele minder om deres fælles fortid.

Det har de gjort siden 2002. De tidligere beboere oplever et fællesskab så tæt, at de betragter Rønshoved som deres barndomshjem og fællesskabet med de andre, som deres egentlige familie.

Nogle har boet på Rønshoved i 60’erne, andre i 70’erne, men selvom de ikke har haft en barndom sammen, så føler de alligevel et stærkt fællesskab.

De unikke sammenhold blev skildret i et længere indslag i DR Søndagsavisen den 4. september 2016.

FRA SCRAPBOGEN Se filmen ”En hverdag på Rønshoved Børnehjem i 1960” ved at scanne QR koden

54

Se indslaget i DR Søndagsavisen fra den 4. september 2016 ved at scanne QR koden

Vi måtte ikke, men vi gjorde det alligevel Alice Byrholt

Vi måtte ikke lege på skrænten, som var jordkanten ud fra skolen og ned mod fjorden, da jorden kunne falde sammen over os. Men det gjorde vi alligevel.

Margit Juhl

Det eneste jeg kan huske at have gjort, som jeg ikke måtte, var at fortsætte med at være kæreste med Svend Hansen. Jeg var oppe hos Villy i privaten, og få at vide at det måtte jeg ikke, men lige der tænkte jeg, det er der ikke nogen der skal bestemme.

Helle Frøstrup Nielsen

Vi røg på værelserne, besøgte hinanden om natten, dog mest hos det modsatte køn, røg på de offentlige toiletter, snuppede pædagogernes cigaretter og vi omgik også misbrugerne fra misbrugscentret.

Knud Erik Müller

Det var forbudt at tage frugt fra vore træer, og især vores “ kopatteblommer” viktoriablomme, men det er sket at der var så mange blommer at vi lige snuppede en, men hvis det blev opdaget faldt der brænde ned, av.

Jean Robert Tankred

Hér godt 30 år efter vil jeg da gerne indrømme, at vi i foråret 1985 fandt en A-nøgle og beholdt den. Så fra tid til anden forsvandt der et par sodavand fra kælderen. Vi var jo nu engang de banditter, vi var. På min næstsidste dag på Rønshoved så jeg mit snit til uset at lægge nøglen på skrivebordet på kontoret på Rød afd.

Så nøglen blev skam afleveret igen, blot med lidt forsinkelse. I alt havde vi nøglen i ca. 2 måneder.

55

Christian fandt ro på Røns Opholdet på Rønshoved er en væsentlig årsag til, at Christian Dedenroth Nielsen fik brudt den sociale arv, mener han selv. ”Jeg havde temmelig meget energi og en ustabil mor,” fortæller Christian Dedenroth Nielsen om baggrunden for, at han som 10-årig blev indskrevet på Rønshoved.

Nogle af de allerbedste minder har han fra sejlturene med Rønshoveds ro- og sejlbåd Lotte på Flensborg Fjord. ”At sejle ud i Lotte med en enkelt pædagog, hvor der bare var ro, var noget af det allerbedste, der overhovedet kunne ske for mig. Jeg betragtede jo nogle af pædagogerne som en slags reserveforældre, så det blev mere intimt og forældreagtigt derude, hvor der var ro til at snakke,” fortæller han.

Christian var på Rønshoved i fire år fra 1998 til 2002, hvilket formentlig er den mest omtumlede periode i skolehjemmets historie.

Oplevede fire forstandere I de foregående 79 år havde Rønshoved kun haft tre forstandere, men Christian nåede at opleve fire 56

forstandere i løbet af de fire år. I 1998 stoppede Villy Jakobsen efter 25 år, hvorefter Allan Kortsen var konstitueret en kort periode, inden Leo Komischke-Konnerup kom til. I 1999 trådte Niels Ole Bennedsen så til i stedet. ”Og de hyppige skift af forstandere gjorde virkelig en stor forskel. Under Villy og Allan var der ro. Men under Leo opstod der meget hurtigere konflikter, og som barn kunne man mærke, at der bare var noget galt, og at personalet var frustreret. Det var meget utrygt,” husker han.

Tiden gjorde stort indtryk på Christian, som genfandt roen og tryghe-

hen gjort, at jeg har valgt at bryde den sociale arv,” siger Christian Dedenroth, som i dag er 31 år.

Konstant i arbejde Christian har en to-årig uddannelse som maskinfører. ”Jeg kører med entreprenørmaskiner. Jeg er bedst til gravemaskiner og bulldozere i alle vægtklasser. 67 ton vejer den største, jeg har kørt.”

Han ser stadig en ven, Chris Knudsen, som han mødte på Rønshoved. ”Han er kommet lige så langt som mig. Siden jeg var 18, har jeg været i arbejde konstant, bortset fra en enkelt måned, hvor jeg var arbejdsløs.”

Siden jeg var 18, har jeg været i arbejde konstant, bortset fra en enkelt måned, hvor jeg var arbejdsløs. den, da Niels Ole Bennedsen trådte til, og han mener, at Rønshoved har haft stor betydning for hans voksenliv.

Brød social arv ”De var gode til at tackle mig. Nu har skolen aldrig rigtig sagt mig så meget, og jeg havde virkelig svært ved at sidde stille. Men det var det gode ved Rønshoved. Så tog de mig udenfor og fandt på nogle andre måder at lære tingene på, mens jeg kunne bevæge mig. Det har simpelt-

Christian har også via Facebook kontakt til andre elever fra sin tid på skolehjemmet, og ikke alle har en stabil tilværelse. Nogle ryger ind og ud af fængslet, fortæller han. ”Når nogen skriver på Facebook, at ’så har man ferie igen’, så ved man jo godt, hvad det betyder. Og der er en del, der er kommet ud af et spor og har en hverdag, som jeg ikke er interesseret i. Mange er socialt ramte eller udsatte. Det er sørgeligt, men sandt.” n

At sejle ud på fjorden med blot en enkelt pædagog er noget af det bedste Christian Dedenroth Nielsen husker fra sin tid på Rønshoved.

Her er han på vandet med pædagog Hellmut Lassen. Foto er fra ca. 2000.

Christian Dedenroth Nielsen har uddannet sig til maskinfører og hans speciale er gravemaskiner, som denne med hans eget navn på døren.

57

Ejerskifte og knopskydning 1999-2019 Rønshoved Skolehjem overgår til Aabenraa Kommune efter kommunalreformen.

Nordslesvigs Kvindeforening sælger ejendommen til kommunen til en pris af 6 mio. Kr.

Niels Ole Bennedsen ny forstander

1999 Større ombygning, som indebærer større adskillelse af små og store elever.

2007

2004 00 r 20 leve e 35

2006 29 elever 2 19 004 ele ver

2003

Minibus forulykker på vej til skiferie i Rjukan i Norge.

Ingen kommer alvorligt til skade.

2008 37 elever

2008

Dagelever i den interne skole.

I alt 24 skolebørn.

2006

Amtet og Rønshoved Skolehjem stævner Nordslesvigs Kvindeforening Ny forstander Jens Jacob Levring Madsen.

58

2009 Samarbejde med Kruså Skole om Platform, hvorfra elever skal nærme sig almindelig skole

Udgående arbejde i hjemmene starter og metoden “Omvendt anbringelse” påbegyndes.

2010

Børnehusene etableres.

Populært kaldet ”anbringelse uden overnatning”.

Plads til 2 x 6 børn i alderen 6 til 12 år.

Udsigten etableres på Strandvej 12 i gammel tjenestebygning, som aflastningstilbud for udsatte børn fra plejefamilier eller hjemmefra. Plads til 5 børn ad gangen.

Tidligere elev Hardy Gutfeldt interviewes til DRs 21 Søndag om at gamle elever mødes i sommerhus hvert år.

Familieplejekonsulenter indlemmes. 130 anbringelser og 80 aflastningspladser i plejefamilier overgår til Rønshoved Skolehjem og styres fra den gamle skole.

Rønshoveds 99 års fødselsdag markeres med åbent hus for gamle elever og medarbejdere. Forstander Jens Jacob From Levring Madsen holder tale.

2014 2016 2018

2011 26 elever

2011 Støttede og overvågede samvær for plejefamiliebørn bliver indlemmet

24 201 ele 4 ve r

2013 Barndomshjemmet etableres i Aabenraa – her er plads til 5 langtidsanbragte børn. Deraf navnet.

14

20 ele 16 ve r

8 201 er lev 20 e

2017

Intern skole flyttes i et samarbejde ned til Lyreskovskolen og kaldes Center for trivsel og læring.

59

Ansatte 4 ansatte 1. april 1936: Tove Jensen, Marie Paulsen, Johanne Rousing og Clara Palovski Samlede driftsudgifter 9.779 kr., heraf 3.217 kr. til løn 4 ansatte 1. april 1946: Forstandere Poul Petersen, Tove Petersen, assistent Liz Osterman, kokkepige Didde Brodersen Samlede driftsudgifter 47.908 kr., heraf 10.054 kr. til løn 7 ansatte 1. april 1956: Forstandere Poul Petersen, Tove Petersen, assistent Mogens Jakobsen, medhjælper Ragna Jakobsen, assistent Annelise Kjeldskov Jensen, medhjælper Augusta Olesen, kokkepige Gøntha Møller Samlede driftsudgifter 110.325 kr., heraf 39.220 kr. til løn 11 ansatte 1. april 1966: Forstander Poul Petersen, husholdningsleder, timelærer Tove Petersen, lærer Tage Pedersen, assistent Per Thorgård, medhjælper Karen Jessen, kokkepige fru Baltruschat, køkkenpige Annemarie Lauritsen, medhjælper fru Thorgård, assistent Ruth Beutler, assistent Hanne Sørensen, vaskeriassistent Didde Bidstrup Samlede driftsudgifter 360.364 kr., heraf 192.364 kr. til løn

60

En gordisk knude hugges over En årelang og bitter strid mellem Nordslesvigsk Kvindeforening og Sønderjyllands Amt om ejerskabet af Rønshoved, fandt sin afslutning, da Aabenraa Kommune kom til.

I 88 år holdt Nordslesvigsk Kvindeforening hånden over og under Rønshoved Skolehjem.

Men især de senere år var turbulente, indtil amtet blev nedlagt i 2006.

Kvindeforeningen og Sønderjyllands Amt var havnet i en bitter strid efter års juridisk usikkerhed.

I de første mange år skete driften i Kvindeforeningens regi.

Men efterhånden som den selvejende institution blev mere og mere selvstyrende, opstod der behov for større klarhed om rettigheder og pligter mellem Kvindeforeningen, som ejede ejendommen og amtet, som brugte den.

Amtet stævnede Kvindeforeningen Sønderjyllands Amt ville gerne flytte til nye mere tidssvarende lokaler, og ville bruge et ejendommen som finansieringskilde. Og Kvindeforeningen ville gerne sælge, men parterne kunne ikke blive enige trods flere års forhandlinger.

Kvindeforeningen endte med virkning fra udgangen 2006 at opsige skolehjemmet, men det ville amtet ikke acceptere. Amtet og Rønshoved Skolehjem stævnede i stedet Kvindeforeningen, som man ville have

Enden på det hele blev, at kommunen overtog bygningerne for seks millioner kroner. til at anerkende, at foreningen ikke kunne sælge eller råde over ejendommen uden tilladelse fra amtet og senere fra Aabenraa Kommune.

Det var en temmelig aparte situation for Kvindeforeningen, som

Ansatte - fortsat

I 88 år stod Nordslesvigsk Kvindeforening som ejer af Rønshoved Skolehjem. Pengene fra salget kommer den dag i dag socialt udsatte sønderjyder til gavn via en fond. gennem alle årene havde haft rig repræsentation i Rønshoveds Skolehjems bestyrelse, og som havde stået som ejer siden 1919. ”Vi havde jo skødet, men amtet havde en idé om at have vundet hævd på ejendommen ved at betale for en ombygning og en ny gymnastiksal,” fortæller formand for Nordslesvigsk Kvindeforening Henriette Jessen Solgt for seks mio. kr.

Nu måtte de tre tilbageværende repræsentanter for Kvindeforeningen trække sig, fordi de ikke kunne sidde i en bestyrelse, som havde stævnet den forening, de repræsenterede.

Men da driften af Rønshoved

Skolehjem overgik til Aabenraa Kommune ved nedlæggelsen af amterne fra 2007, kom der pludselig skred i forhandlingerne igen ved den nyvalgte Aabenraa-borgmester Tove Larsens mellemkomst.

Enden på det hele blev, at kommunen overtog bygningerne for seks millioner kroner således, at ejer og bruger igen er den samme.

Pengene har Nordslesvigsk Kvindeforening lagt i en fond, som fortsat kommer socialt udsatte sønderjyder til gavn.

18 ansatte 1. april 1972: Forstandere Poul Petersen, Tove Petersen, overlærer Henning Nielsen, lærer Bent Bille, lærer Jørgen Due Pedersen, medhjælper Mary Due Pedersen, lærer Allan Svendsen, assistent Tove Birk Hansen, assistentvikar Stiig, assitent Betty Jørgensen, medhjælper Karen Inge Iversen, vaskeriassistent Didde Bidstrup, havemand, pedel Peter Abrahamson, køkkenleder Karin Pedersen, køkkenelev Dagny Marcussen, rengøring Betty Ziethen, kontorhjælp Ingerlise Lunden, timelærer Kirsten Bille Samlede driftsudgifter 910.388 kr., heraf 634.318 kr. til løn 23 ansatte i 1994 I alt 23 ansatte: ni pædagoger, fire lærere, to socialrådgivere, en psykolog, tre husassistenter, en køkkenleder, en kontorassistent, en forstander og en pedel.

(Fire på deltid) 13 kvinder, 10 mænd Gennemsnitsalder er 39 år.

Gennemsnitlig ansættelsestid: 11,8 år

Efter nogle svære år er det gode forhold mellem Nordslesvigsk Kvindeforening og Rønshoved Skolehjem genetableret. n

61

Lydia rasede ud og kom videre med mennesker at gøre, og det passer godt til mig.”

Som 10-årig stak Lydia Harwood af hjemmefra og en aften havnede hun på Rønshoved. ”Min fars daværende kæreste slog mig og behandlede mig i det hele taget ikke ordentligt. En aften søgte jeg ly hos en nabo, og da politiet kom, spurgte de, om jeg ville hjem eller fjernes.

Jeg var ikke i tvivl, og samme aften kom jeg på Rønshoved. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet,” fortæller Lydia Harwood.

Hun var 10 år i 2004 og fortæller, at hun mødte pædagoger, der ville hende og stod fast. ”De gav ikke op på mig uanset, hvad jeg gjorde. Jeg prøvede hele tiden grænser af og smadrede ting.

Dengang syntes jeg ikke, at der var nogle voksne, der skulle bestemme over mig, når de ikke engang var mine forældre. I dag kan jeg godt se, at jeg havde brug for at rase ud og slå mig løs, og det fik jeg på en måde lov til.”

Venskab havde stor betydning På Rønshoved mødte hun Carina Bergendorff. ”Vi kom rigtig godt ud af det sammen. Hun havde også en svær 62

Lydia er i dag 25 år og bor og arbejder i Aabenraa. baggrund og havde mistet sin mor, men det var ikke fordi, vi talte meget sammen om svære ting. Alligevel havde vi en eller anden fælles forståelse, som betød rigtig meget dengang.”

Efter Rønshoved kom Lydia i et ungdomsprojekt på Bjerggade og langsomt fik hun så meget hold på sin tilværelse, at hun kort før hun fyldte 18 kunne flytte i egen lejlighed i Aabenraa.

Siden tog hun først 10. klasse på VUC, derefter handelsskole, inden hun kom to år i lære i en Faktabutik, hvor hun siden hen har været ansat som udlært salgsassistent i et år. ”Og det er jeg superglad for. Man står aldrig stille og har hele tiden

En sej kamp Lydia Harwood er i dag 25 år og for nylig blevet mor til lille Liva. Hun og kæresten bor i lejet rækkehus i Aabenraa, men kigger på hus. ”Jeg er stolt over, hvor jeg er nået til i dag, men det har været en sej kamp at nå hertil. Jeg er rigtig glad for, at jeg blev taget væk hjemmefra, og jeg synes det er dejligt, at der findes sådan nogle steder som Rønshoved,” siger Lydia.

På Rønshoved havde Lydia (tv) og Carina et tæt venskab, som hjalp dem begge. Hér et billede fra 2007, hvor Lydia er 13 år og Carina 14 år gammel.

Carina har lagt Rønshoved bag sig Selvom Carina Bergendorff helst vil lægge sin tid på skolehjemmet bag sig, er hun ikke i tvivl om, at hun har haft gavn af opholdet.

Carina Bergenhoff havde som 7-årig mistet sin mor og var 10 år, da hun kom til Rønshoved fra Sønderborg i 2003. Hun husker sine fem år ved fjorden som en barsk tid. ”Jeg syntes, det var svært at forholde sig til så mange mennesker i forskellige aldre. Som lille skulle man passe på, hvor man trådte henne i forhold til de store. Vi kom jo alle med vores problemer, og jeg har dårlige minder med nogle af de andre elever.”

Men for Carina var Lydia et fast holdepunkt. ”Det betød rigtig meget at have en at knytte sig til, som havde nogenlunde samme alder og havde været igen-

nem noget af det samme, men der er også meget, jeg har fortrængt”.

Et overstået kapitel Hun havde oplevelsen af, at hun blev mere udadreagerende af at være på Rønshoved. ”Da jeg ankom, kunne jeg ikke drømme om at smække med døren, men jeg så jo, hvordan andre kunne reagere voldsomt og smadre ting, og det var med til at rykke nogle grænser, som jeg ikke brød mig om.

Og efterhånden kunne jeg selv være den, der startede.”

I dag har Carina ingen kontakt med nogen fra sin skoletid, hverken børn eller voksne, og altså heller ikke med Lydia. Og hun har heller ikke lyst til at deltage i gensynsweekender. ”Rønshoved er et overstået kapitel, jeg har lagt bag mig. Det er ikke fordi, jeg hader Rønshoved. Der var nogle voksne dernede, som gjorde alt, hvad de kunne for, at jeg havde det godt. Jeg er sikker på, at jeg slet ikke ville være, hvor jeg er i dag, hvis ikke, jeg havde været på Rønshoved.

Jeg fik hjælp til at sætte en retning i livet og til, hvordan man skal begå sig,” fortæller Carina.

Drømmer om at blive pædagog I dag bor 25-årige Carina Bergendorff i Sønderborg sammen med sin kæreste. Hun har afsluttet grund-

Carina er i dag 25 år og bor i Sønderborg med sin kæreste. forløbet på Sosu-uddannelsen og går inden længe på barsel med sit første barn. Og hun ved, hvad hun vil efter barslen. ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal være pædagog, og det kan måske lyde lidt paradoksalt. Men da jeg var på Rønshoved, var der pædagoger, der sagde, at de godt kunne forstå mig og vidste, hvordan jeg havde det. Det gjorde mig enormt frustreret og irriteret. For det vidste de jo netop ikke. De havde ikke prøvet på egen krop, hvad det vil sige at blive fjernet hjemmefra.”

Carinas drøm er at hjælpe børn, der havner i en situation lig hendes egen, og kunne sige til dem med fuld overbevisning. ”Jeg ved, hvordan det er. Jeg har selv været der.” n 63

Banditten fik styr på sit liv Dennis Lyngholm Bjerregaard havde allerede et langt synderegister, da han som 13-årig kom til Rønshoved i 2005.

Opholdet blev til et af flere vendepunkter, som siden satte ham i stand til at få opfyldt sin drøm.

Bag på en scooter drøner Dennis Lyngholm Bjerregaard sammen med en kammerat afsted på flugt fra politiets patruljebil. Sekunder senere ligger han på jorden.

Patruljebilen er nået op på siden af scooteren, og betjenten får i fuld fart hårdt fat i Dennis jakke og træder samtidig på bremsen.

De næste otte timer tilbringer den 13-årige dreng i detentionen. Så bliver han kørt hjem til sin far i Vojens. ”I stuen sidder der en kommunedame, en streetworker og to politifolk, og de fortæller mig, at jeg ikke skal bo hjemme mere. At jeg skal pakke det vigtigste, ” fortæller Dennis. ”Min kammerat havde slået en 64

gammel dame ned, og jeg havde begået indbrud, lavet hærværk og været med i et par voldsepisoder.

En dag eskalerede det med et røveri oveni. Jeg var en bandit dengang, og min far kunne slet ikke styre mig.”

Dennis blev kørt direkte til Rønshoved Skolehjem, og hér ventede en anderledes hverdag med

”Jeg var en bandit dengang, og min far kunne slet ikke styre mig.”

faste rammer. Han bliver tvunget til at stå op hver morgen og til at gå i skole, og selvom han slog sig i tøjret, blev der holdt fast. ”Jeg ville jo ikke være der i starten.

Men efterhånden gik det op for mig, at der var nogle voksne, som jeg kunne støtte mig til”.

Michael så mig Især en af de ansatte skulle få stor betydning for Dennis. Det var

pædagogen Michael Andersen, som havde en fortid i militæret. ”Allerede dengang havde jeg en drøm om at komme i militæret, og den bold greb Michael. Han blev min kontaktpædagog og fik ekstra tid sammen med mig. I stedet for at skælde mig ud, så vejledte han mig.

Han tog mig med ud i skoven, på forhindringsbane og så fortalte han rigtig meget om dengang, han selv var udsendt. Det virkede simpelthen, som om Michael bekymrede sig om mig,” fortæller Dennis, der aldrig har kendt sin mor. Hun døde, da han var femten måneder gammel.

På Rønshoved mødte han også Rune, som også havde mistet sin mor tidligt. ”Vi kunne slet ikke sammen dengang. Men i dag er Rune min allerbedste ven, som jeg er i kontakt med nærmest hver dag”.

Holdt fast i sin drøm Dennis mener selv, at de faste rammer på Rønshoved og kontakten til Michael Andersen blev de første af flere vigtige vendepunkter i hans liv. De har kontakt den dag i dag.

Fra Rønshoved blev han som 16-årig sendt i hybel og på produktionsskole i Rødekro, hvor han begyndte at færdes i yderkredsen af et lokalt bandemiljø. Tilfældet ville

at han samtidig mødte en pige. ”Og hende var jeg dybt forelsket i.

Det var min første store kærlighed.

opsøgte Dennis skolen af egen drift. ”Jeg drømte jo om militæret og var godt klar over, at jeg skulle bruge

Det virkede simpelthen, som om Michael bekymrede sig om mig.”

Hun forlangte, at jeg valgte mellem hende og bandemiljøet, og det var egentlig et let valg.”

Som 18-årig flyttede parret sammen i Aabenraa og for første gang

en 9. klasses eksamen. Så jeg meldte mig på VUC og endte med også at tage 10. klasse.”

Men dermed var vejen ikke banet.

Dennis havde astma, og måtte insi-

stere på at komme på session efter først at være kasseret. ”Jeg sugede en masse medicin, hver gang jeg skulle testes, og endte efter et halvt år med at blive erklæret rask.”

Bilen er betalt Men nu blev han indhentet af fortiden. I årenes løb havde Dennis fået raget en del domme til sig. Straffeattesten var et problem. Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) ville ikke sikkerhedsgodkende ham.

Men Dennis insisterede og bad

¦

Dennis (forrest) på forhindringsbanen med pædagogen Michael Andersen, som skimtes umiddelbart bag ham. I midten med hvid trøje ses kammeraten Rune. Foto fra ca. 2007.

65

Rønshoveds forstandere gennem tiden 1919-1935 Sofie Andresen (Marie Paulsen konstitueret) 1936-1973 Tove og Poul Petersen (fra 1939) 1973-1998 Villy B. Jakobsen (Allan Kortsen konstitueret) 1998-1999 Leo Komischke-Konnerup 1999-2006 Niels Ole Bennedsen 2006- ? Jens Jacob From Levring Madsen

Rønshoveds navne gennem tiden: 1919 Fru Rosendahls Plejehjem også kaldet Fru Rosendahls Minde og Børnehjemmet.

1937 Den Nordslesvigske Kvindeforenings Børnehjem i Rønshoved.

I daglig tale kaldet: Drengehjemmet eller Rønshoved Børnehjem 1965 Sønderjyllands Amt Rønshoved Skolehjem I daglig tale kaldet: Rønshoved Skolehjem 2019 Nyt navn er under overvejelse

66

Irak 2018. Irakiske soldater, som Dennis har undervist i førstehjælp, takker ham for indsatsen med et skilt på dansk, men med god hjælp fra Google Translate. om at få en ny chance. ”Til sidst fik jeg besked på at skrive alt, hvad jeg havde lavet, alle mine sager i mit liv. Det fyldte fem sider, som jeg har endnu.”

Dennis endte med at få en ny chance og en sikkerhedsgodkendelse for et år. Siden har den i dag to meter høje og 105 kilo tunge sportstrænede elitesoldat ikke set sig tilbage. ”I dag uddanner jeg irakiske soldater i førstehjælp, og jeg fungerer som livvagt for danskere i Irak.”

Sølv ved VM i patrulje Ved siden af har Dennis udnyttet sine særlige evner til marchtræning og som

en af meget få danskere hentet en sølvmedalje ved verdensmesterskaberne i patrulje for professionelle soldater. En udmarvende konkurrence, hvor man med 50 kilos oppakning og kun et par timers søvn klatrer gennem bjergrigt terræn i over 50 timer.

I dag er Dennis fyldt 27 år. Han går op i sund livsstil med ordentlig kost og motion, han har styr på sin tilværelse, og det kan godt irritere ham, hvis folk ikke tager deres liv seriøst. ”Jeg har styr på min økonomi, og har en 400.000 kroners bil holdende på gaden,” fortæller han og tilføjer ikke uden en vis stolthed. ”Den er betalt helt ud.” n

FORVANDLINGEN

fra børnehjem til center for familier Hundrede år efter åbningen bor der stadig 12 børn på fru Rosendals gamle villagrund. Men det er stort set også det eneste, der er som det var.

Rønshoved Skolehjem er i dag en multiinstitution med 85 ansatte.

Selvom man er godt oppe i halvfemserne, kan man stadig udvikle sig og gå helt nye veje.

Det er Rønshoved Skolehjem et levende bevis for, og især i de seneste 10 år er udviklingen gået så stærkt, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med.

Da den nuværende forstander Jens Jacob From Levring Madsen i 2006 overtog ledelsen af Rønshoved Skolehjem forhandlede Aabenraa Kommune med Nordslesvigsk Kvindeforening om at overtage skolehjemmet.

Kommunalreformen betød at

Rønshoveds institutionsleder og afdelingsledere foråret 2019: Fra venstre Jan Mensel Møller, institutionsleder Jens Jacob From Levring Madsen, Lea Nedergaard Hansen, Hanne Schütt Frederiksen, Nicole Eskildsen Johannsen og Tina Mechlenborg Jørgensen. (Foto: Preben Matthiesen)

¦ 67

Årligt har Rønshoved Skolehjems personale berøring med minimum 250 børn og unge.

68

opgaven med at drive institutioner som Rønshoved overgik fra amtet til kommunerne. Samtidig var kommunerne stadigt mere opsatte på at undgå dyre anbringelser, af økonomiske årsager men også ud fra en erkendelse af det problematiske i at skille barn og forældre.

skulle undgå samme kranke lukningsskæbne som mange andre hæderkronede børnehjem landet over. Det har op gennem 10'erne ført til en lang række knopskydninger med hver deres klare formål og nye institutioner geografisk placeret rundt om i Aabenraa Kommune.

Knopskydninger med klare formål For den ny forstander stod det hurtigt klart, at Rønshoved var nødt til at sadle om, hvis skolehjemmet

Selvom hovedkvarteret fortsat er i den smukke karakteristiske gule bygning ved fjorden med bolig for 12 børn, så er Rønshoved i dag så langt

fra at være et skolehjem, som man næsten kan komme. I dag er undervisningen henlagt til Lyreskovskolen i Bov, og hovedparten af de omkring 85 ansatte har deres dagligdag forskellige steder i kommunen. Årligt har Rønshoved Skolehjems personale berøring med minimum 250 børn og unge. n

I dag 100 år efter grundlæggelsen er Rønshoved en multiinstitution med adresse ni forskellige steder i kommunen og 85 medarbejdere, hvoraf hovedparten blev fotograferet den 13. marts 2019.

(Foto: Preben Matthiesen)

Aktiviteter 5

Hér er et overblik over Rønshoveds aktiviteter 2019: 1. Bodelen med 12 børn, som har været Rønshoveds omdrejningspunkt i hundrede år.

10

6

1

2. Hus til Ung - som siden 2014 har kørt 25 ambulante forløb for unge truet af anbringelse.

3. Misbrugsbehandling og Akutlejlighed har samme adresse som Hus til Ung, nemlig i den gamle døgninstitution på Bjerggade i Aabenraa.

4. Hyblerne i Rødekro, som er støttede bolig for 7 unge fra 15 - 21.

13

4

5. Barndomshjemmet, som siden 2015 er hjem for tre søskende, som ikke kunne være hos deres forældre.

6. Familieafdelingen/administration, som siden aug. 2017 har haft familie boende enkeltvis i tre måneder - efterfulgt af støttende forløb i hjemmet.

8

2

7

7. Støttet og overvåget samvær Samvær mellem anbragte børn og biologiske forældre. De ca.

60 forløb foregår oftest i en tidligere børnehave i Rødekro

8. Plejefamilier tilknyttet siden 1. januar 2018. Plejefamiliekonsulenterne har til huse i Skolen og støtter ca. 130 børn i plejefamilier og ca. 80 børn i fritidsfamilier 9. Behandlingstilbud – En matrikelløs enhed, der skræddersyr tilbud mellem alle de andre.

10. Udsigten - Et sted børn kan bo i enkelte dage om ugen.

11. Helikopteren – et projekt, hvor hjælpen foregår i hjemmet og er rettet mod familier med flere børn. Her arbejdes mere helhedsorienteret med bl.a. jobcentre, psykiatri, rengøringsselskaber, terapeuter etc. og det der skal til, for at få familien i trivsel. Familien er med til at bestemme løsningerne.

12. VISO - Rønshoved indgår i Socialstyrelsens ekspertenhed og tilbyder sagsrådgivning over hele landet i sager, der er gået i hårdknude.

13. Børnehusene Grønningen i Rødekro (foto 7) og Klinkbjerg i Aabenraa (foto 13) er SFO for i alt 12 børn med særlige behov.

69

TRADITIONERNE

Billedet hér er fra 60’erne.

Mange børn er konfirmeret i deres tid på Rønshoved. Typisk er familien kommet rejsende til skolen for at deltage i festlighederne, og den dag i dag foregår konfirmationer på stedet.

Fødselsdag med livret I Poul og Tove Petersens tid var der stort fødselsdagsbord om eftermiddagen med chokolade eller sodavand og lagkage. Ofte holdt børnene tale for hinanden og i de senere år blev mange fødselsdage fejret i forstanderparrets sommerhus ’Firkløver’.

Nogle gange var der også fejring om aftenen med kaffe og leg.

I tiden med Villy Jakobsen ved roret fik fødselaren en gave fra morgenstunden, mens der kunne være rundstykker og kakao fra start i skolen.

Til middagsmaden fik fødselaren lov at bestemme måltidet, som for eksempel kunne være flæskesteg med rødkål, brun sovs og kartofler og med islagkage til dessert. I løbet af dagen kunne der også være

sodavand og kage efter eget valg til aften.

Og disse traditioner fastholdes.

Dog har børnene også fødselsdag med klassekammerater fra den skole, som de nu går på.

Sodavand har været lig med fest gennem alle årene. Dette foto er fra de tidlige 60’ere.

Stærke juletraditioner har udviklet sig over årene Under Tove og Poul Petersens ledelse fra 1936 til 1973 begyndte julen før advent med en skovtur, hvor børnene hentede gran. Hver adventssøndag blev børnene samlet ved halvotte-tiden til historielæsning, levende lys og små lækkerier.

I tiden mens, der var skolebørn udefra, kom disse med deres forældre julefest på den sidste skoledags aften. Hér underholdt skolebørnene 70

med sang, sketches, nisseoptrin og lucia-optog.

Op til starten af 60’erne var de fleste børn på hjemmet i julen, men fra 1969 rejste alle børn hjem før juleaften, og der blev holdt juleaften på Rønshoved aftenen før. I år er det præcis 50 år siden den nuværende tradition med at holde jul på Rønshoved en eller et par dage før selve juleaften blev indledt.

Forstanderparret lavede hvert år et julehus, hvor gaverne blev gemt.

Juleaften blev fejret med kun levende lys i deres private stuer, og der blev læst op af juleevangeliet, mens maden blev færdig. Der var tre-fire mandelgaver, og hvert barn fik en gave af forstanderparret, af skolehjemmet og nogle gange også af medarbejderne og af hinanden.

Udklædningsfest var et årligt højdepunkt

Fastelavn forløb over to dage, dels søndag aften, dels mandag formiddag og eftermiddag i det meste af den tid Tove og Poul Petersen var forstandere. Om søndagen var der karneval med udklædninger og dans i stuerne, underholdning og pølsespisning.

gik med lege i stuen. Det kunne for eksempel være at bide til bolle eller lege blindebuk. Da børnene med tiden tog hjem i fastelavnsferien, blev programmet afviklet på en enkelt dag i stedet.

I Villy Jakobsens tid fra 1973 og frem startede planlægningen en måneds tid inden fastelavn, hvor et projekthold syede kostumer. På samme tid kunne man melde sig

til et festudvalg, som så stod for at købe og male tønder, skrive indbydelser og aflevere dem til Rønshoveds børnefamilier. Festudvalget stod også for at pynte op og lave diplomer til de bedste udklædninger og ikke mindst for at købe ind til og lave godteposer.

I dag holder børnene fastelavn på deres skole, mens der ikke længere er fastelavnsarrangement på Rønshoved.

omkring med julemiddag, dans om juletræet og salmesang.

Tivoli glæder alle og der er også en julefrokost, som er blevet et stort tilløbsstykke. Her kommer forældre, søskende og bedsteforældre på Rønshoved til en glad aften.

Juleindkøbsturen, hvor børnene køber gaver til hinanden og til familien, har været en fast tradition i hvert fald siden 50’erne, hvor turen gik til Gråsten. I dag foregår indkøbene i Kolding.

Mandagen gik først med at slå katten af tønden, mens eftermiddagen

Aftenen blev rundet af med at synge ’Dejlig er jorden’, skriver Poul Petersen i sine dagbogsnotater.

Traditionen med at hente gran til dekorationerne fortsatte i Villy Jakobsens forstandertid, og alle mand var på juleindkøbstur. Foruden at købe gaver bød turen på juleudstilling, restaurantbesøg og biograftur.

Rønshoveds vigtigste aften er ’Lillejul’ den 21. december eller der

Dagen efter soves der længe og efter hyggestunder i skolen tager børnene hjem på juleferie efter aftale med forældrene.

I dag er der kommet nogle traditioner til og andre gået fra. Grandagen er væk men den årlige tur til

71

100 år ved vandet Rønshoved Skolehjem har via den smukke beliggenhed lige ud til Flensborg Fjord gennem alle 100 år haft et særligt forhold til det våde element.

Vandliv fra begyndelsen Helt fra de tidligste somre i 1920’erne har børnene på Rønshoved nydt livet ved vandet.

72

Tørsvømning inden det gik løs i vandet Om sommeren i Poul og Tove Petersens forstandertid især 30’erne, 40’erne og 50’erne blev al undervisning aflyst, når vejret var godt, og der var kun svømning på skemaet. Alle skulle lære tørsvømning, og herefter gik det ud i vandet til den lille trappe via badebroen. Hér kom så en bambusstang med en halvring i brug. Man fik først lov til at svømme frit, når man svømmede rigtigt. Siden aflagde børnene prøver. Om efteråret fik børnene højtideligt overbragt medaljer og diplomer, mens de spiste æblekage i læsestuen.

Stadig den dag i dag holdes svømmeprøver. Alle skal kunne svømme 600 meter, før de får lov at tage ud i kajakken.

Den evige Lotte Næsten alle børn og voksne med fast tilknytning til skolehjemmet har hørt om Lotte. Robåden blev købt for de midler grundlæggeren Charlotte Rosendals familie skænkede skolehjemmet i 1949. Hér er det daværende forstander Villy Jakobsen, der engang i 80’erne er ude på fjorden sammen med børnene. Lotte ligger stadig ved bredden på Rønshoved, og den sejler sin sidste tur i forbindelse med fejring af 100-året.

Ud at sætte garn Mange børn har samlet deres første sejleerfaring på Flensborg Fjords bølger, og en del har fanget deres første fisk efter at have sat garn. Børnene var med til at rense fiskene, som enten blev aflveret i køkkenet, frosset ned eller foræret til forældrene. På billedet fra 1998 er det nuværende forstander Jens Jacob From Levring Madsen, der har været til søs med børnene.

Også i dag fanger børnene krabber og sætter ruser i vandkanten.

Med speedbåd på fjorden Op gennem 90’erne blev aktiviteterne på vandet stadigt mere avancerede, og der kom ekstra fart over feltet, når som hér bananen blev spændt bag på speedbåden.

Billedet hér er fra 1997.

73

Og børnene er her stadig..

Meget er ændret siden de første børn flyttede ind for 100 år siden, men Rønshoved er fortsat midlertidigt hjem for 17 børn fordelt på 12 i døgnafdelingen og 5 med bopæl nogle dage om ugen på Udsigten.

Gennemsnitligt bor børnene kortere tid på Rønshoved end tidligere, fordi målet overordnet er at hjælpe børnene tilbage i deres egen familie eller i plejefamilie.

Mette og Mathias, som er to af de fem børn på Udsigten.

Her er seks af de 12 børn, som i dag bor på døgnafdelingen.

Fra venstre er det Kristoffer, Mikkel, Magnus, Andreas, Mikkel.B og Benjamin.

74

Billeder fra bagsiden 1.

H.P. Hanssen

12.

Pia Kristensen

22.

Susanne Bach f. Jacobsen

2.

Villy Kragh Hansen

13.

Fru Nielsen

23.

Michelle Mønster

3.

Patrick Christensen

14.

Emina Trokic

24.

Sabine Heermeier

4.

Mark Olufsen

15.

Catja Møller

25.

Dorte Hadberg

5.

Hanne Sicko

16. plejemor Tove Petersen, f. Jensen

26.

Henrik Nielsen

6.

Carl Henrik Vous 7.

Thim Risborg Christensen 8.

Christian Richard Petersen 9.

Ragna Hansen, f. Larsen 10.

Jan Hengeler 11.

Ole Andersen

17.

Margit Sørensen 18.

Bjørn Arild Nielsen 19.

Maria Eskesen 20.

Henry Adamzig 21.

Kurt Petersen

27.

Gabriell Engelfjer (Bjarne) 28.

Michael Jessen 29.

Rune Lund Friis 30.

Pia Jørgensen 31.

Mie Nowak 32.

Fru Skov

75

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

www.ronshoved-skolehjem.dk