Female Forces of Architecture - Kvindernes 100-års-jubilæum på Kunstakademiets Arkitektskole, Kbh.

FEMALE FORCES of architecture Kvindernes 100-års-jubilæum på Kunstakademiets Arkitektskole, København Women’s centennial anniversary at the Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture, Copenhagen

Kvindernes 100-års-jubilæum på Kunstakademiets Arkitektskole, København

Women’s centennial anniversary at the Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture, Copenhagen

FEMALE FORCES of architecture

Redaktion Tanja Jordan, arkitekt, MAA & Rikke Lequick Larsen, arkitekt, MAA

FEMALE FORCES OF ARCHITECTURE KVINDERNES 100-ÅRS-JUBILÆUM PÅ KUNSTAKADEMIETS ARKITEKTSKOLE, KØBENHAVN © Kunstakademiets Arkitektskole 2010 Rikke Lequick Larsen og Tanja Jordan

REDAKTIONSGRUPPE Tanja Jordan, arkitekt, MAA www.tanjajordan.dk Rikke Lequick Larsen, arkitekt, MAA www.onefemalearchitect.dk LAYOUT Sandra Jouatte www.madeinharzen.com FOTOGRAFISK MATERIALE Laura Stamer (såfremt intet andet fremgår) www.stamerskontor.dk OVERSÆTTELSE Ditte Junge og Rikke Lequick Larsen KORREKTURLÆSNING Sine B. Olsen, Karen Esswein og Avanti Gruppen TRYK PJ Schmidt Grafisk UDGIVER Kunstakademiets Arkitektskole ISBN 978-87-7830-239-7 Publikationen kan hentes som pdf-fil her : www.karch.dk/female

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord - Sven Felding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Preface - Sven Felding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Kvindernes 100-års-jubilæum og hvad så ??

- Rikke Lequick Larsen og Tanja Jordan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Centennial anniversary of women – And then what??

- Rikke Lequick Larsen and Tanja Jordan. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 Jubilæumssymposium - kvindernes 100 år på akademiet diskuteret - Regitze Hess . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Centennial symposium - debating a century of women at the Academy - Regitze Hess . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 På ligestillingsområdet befinder Danmark sig ikke længere i verdenseliten sammen med de andre skandinaviske lande. Samlet set er vi rykket ned på en 10.-plads, når man sammenligner en række ligestillingsforhold. Sverige ligger på førstepladsen.

Oplæg fra symposium - Hanne Kjærholm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

Når det handler om ledelse, er kun Cyperns og Maltas kvinder ringere repræsenteret i bestyrelser og direktioner end danske kvinder.

Interview med arkitekt Tutti Lütken - Tanja Jordan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56

Jubilæumsudstilling - kvindernes 100 år på akademiet fremvist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

A House of Ill Repute: E.1027 - Beatriz Colomina . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 Og ser man på en anden enkelt faktor som ligeløn, ligger Danmark helt nede på en 39.-plads i verden – overhalet af lande som Gambia, Botswana og De Forenede Arabiske Emirater.

Fællesskaber og boligbyggeri i 1970’erne - Karen Zahle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 ”Kvinder i byggesektoren” & Tegnestuen Thyras historie - Eva Würtz. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90

Gretelise Holm – ”Hvorfor er feminister så snerpede” 2008

Mailkorrespondance - Rikke Lequick Larsen og Betty Vang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 MUF architecture /art, London - Liza Fior . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .108 Interview med Dorte Mandrup-Poulsen - Rikke Lequick Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116

Forord

8

Preface

I foråret 2007 fik jeg en henvendelse fra arkitekterne Tanja Jordan og Rikke Lequick Larsen. De ønskede at inddrage mig i deres planer om markeringen af kvindernes 100-års-jubilæum i efteråret 2008 på Kunstakademiets Arkitektskole.

In Spring 2007 I received an enquiry from the architects Tanja Jordan and Rikke Lequick Larsen.

They wanted to involve me in their plans for a centennial celebration of women at the Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture, autumn 2008.

Jeg tror, at Tanja og Rikke havde forventet, at det ville være en større opgave at overtale mig, og de var væbnet til tænderne med færdigskrevne legatansøgninger, projektbeskrivelse og gode argumenter. Men jeg var straks med på ideen – hvordan kunne jeg sige nej til to personer, der var parat til at investere fritid og engagement i at gøre dette vigtige jubilæum til en synlig begivenhed på vegne af såvel skolen som arkitektfaget?

I think Tanja and Rikke expected it to be harder to convince me than it was, since they arrived equipped with finished funds applications, project descriptions and good arguments. However, I bought into the idea straight away, since there was no way I could possibly say no to two people ready to invest their spare time in realizing this important centennial on behalf of the school and the profession.

For mig var det en oplagt lejlighed til at få fortalt den historie, som vi bestemt ikke er stolte af: nemlig at kvinder ikke har haft adgang til akademiet i alle institutionens leveår. Det er en historisk kendsgerning, som hverken kan eller bør negligeres – og med fejringen af 100-års-jubilæet kunne vi sætte fokus på kvindernes bidrag til vores virke og vores uddannelse.

To me, this was an ideal chance to tell the story that we are not very proud of – that women have not always been allowed into the institution. It is a historical fact that cannot and should not be ignored, and with the celebration of the centennial we would be able to bring focus to the contribution of women to the profession and our educational system.

Jeg tilbød Tanja og Rikke at stille lokaler, udstyr og bemanding til rådighed og bad dem samtidig om at søge penge ved andre kasser, eftersom deres mange ambitiøse aktiviteter umuligt kunne finansieres af skolen alene. Det lykkedes heldigvis at skaffe de fornødne midler, og fejringen med både internationalt symposium og udstilling blev en realitet.

I offered Tanja and Rikke equipment, man-hours and venues, but asked them to apply for supplementary funding elsewhere, since their many ambitious activities were impossible to finance by the school alone. Luckily they managed to get the necessary funding, and the celebration became a reality with both the hosting of an international symposium and an exhibition.

Der var et stort fremmøde på selve jubilæumsdagen, og vi var meget tilfredse med, at jubilæet kunne samle så mange mennesker. Det viste sig, at der stadig er et behov for at diskutere kønsrelaterede emner inden for vores branche, og jeg er glad for, at skolen kunne lægge hus til debatten.

On the day of the centennial, a great number of people showed up, and we were very satisfied that the event had drawn so many. It showed that there is a need to discuss gender related topics within our profession, and I am very happy that the School of Architecture was able to house this debate.

Publikationen præsenterer symposiets mange taler og debatter, således at jubilæumsdagen og det store arbejde ikke går i glemmebogen, men derimod skriver sig ind som en vigtig og stadig aktuel debat i Kunstakademiets Arkitektskoles fortsatte historie. Jeg håber, at den vil blive læst af rigtig mange og give anledning til om- og eftertanke.

This publication presents some of the many speeches and debates that unfolded at the symposium, so that the centennial and the work revolving around it shall not be forgotten. Rather, with the help of this publication, the event will become part of the history of the School of Architecture. I hope it will be read by many and provide good food for thought.

Sven Felding Rektor

Sven Felding Rector

9

Ragna Grub – Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsens gade 8-10, København K, år 1934-36

11

Kvindernes 100-års-jubilæum – og hvad så??

Centennial anniversary of women – And then what??

I oktober 2008 blev kvindernes 100-års-jubilæum på Kunstakademiets Arkitektskole fejret under navnet Female Forces dels med et internationalt symposium og dels med en udstilling. Female Forces’ initiativtagere, Tanja Jordan og Rikke Lequick Larsen evaluerer her jubilæet.

I foråret 2004 fyldte det Kongelige Danske Kunstakademi 250 år. Dette blev fejret med stor festivitas på både akademiets kunstskole og arkitektskolen. I forbindelse med 250-års-jubilæet tog to kunststuderende, Katrine Dirckinck-Holmfeld og Honey Biba Beckerlee, initiativ til at markere, at kvinder kun havde haft adgang til akademiet i 96 år og således ikke kunne indlemmes i jubilæet som fødselarer. Disse to studerende dannede en

12

In October 2008, the centennial of women at the Royal Danish Academy of Fine Arts – School of Architecture was celebrated under the heading Female Forces executed with both an international symposium and a documenting exhibition. The Female Forces initiators and organisers of the anniversary, Tanja Jordan and Rikke Lequick Larsen, evaluate the anniversary in this article.

In the spring of 2004, the Royal Danish Academy of Fine Arts reached the age of 250. This was celebrated with much festivity, both at the School of Art and at the School of Architecture. In connection with the 250th anniversary, two fine arts students, Katrine Dirckinck-Holmfeld and Honey Biba

Jubilæets initiativtagere Rikke Lequick Larsen og Tanja Jordan

arbejdsgruppe, i hvilken undertegnede, Rikke Lequick Larsen og Tanja Jordan, var med som arrangører, udstillere og paneldeltagere. Gruppens arbejde mundede ud i projektet Q96, der indeholdt publikation og udstilling med dertilhørende seminarer. Q96 havde hovedvægten på kunst og ikke på arkitektur, da arkitektskolen først blev inddraget i projektet på et sent tidspunkt. Dette fandt undertegnede var en stor skam og lovede hinanden, at det skulle der rådes bod på i 2008, når 100-årsjubilæet skulle stå.

Som sagt så gjort. Nærværende publikation er en dokumentation af det arbejde, der er foregået i forbindelse med 100-års-jubilæet i 2008. Således indeholder publikationen re-

Beckerlee took the initiative to mark the fact that women had only been admitted to the Academy for 96 years, thus were not part of the anniversary as such. These two students formed a working group in which I, Rikke Lequick Larsen, represented the School of Architecture, and I, Tanja Jordan, participated as exhibitor and speaker in panel debates.

The effort of the working group resulted in the project Q96 involving publications and an exhibition with related seminars. The emphasis of Q96 was placed on art and not on architecture, as the School of Architecture was not included in the project until late in the process. Back in 2004, we found that this was a great shame, and promised each other to change this in 2008, when the centennial was

13

ferat og taler fra symposiet, en gennemgang af udstillingen, videointerviews produceret i anledning af jubilæet samt uddybende artikler skrevet specifikt til publikationen.

Symposium Selve dagen for jubilæet blev markeret med et symposium, hvor en lang række danske såvel som internationale personligheder talte om kvindernes positioner og stigende andel i arkitekt- og planlæggerbranchen. Vi bookede til at starte med et mindre auditorium, og regnede beskedent ikke med, at mange flere end 100 personer ville finde jubilæet interessant. Forhåndstilmeldinger viste dog hurtigt, at vi heldigvis undervurderede vores kollegers interesse for fødselsdagen. Således hjalp over 300 fremmødte os på dagen med at vise omverdenen, faget og hinanden, hvordan kvindelige arkitekter tænker, udfolder og praktiserer arkitektur.

Med sin debatterende form pegede symposiet både fremad og bagud. Fra kvinde til kvinde (og de få tilstedeværende mænd) blev anekdoter fortalt, myter aflivet, spørgsmål stillet, svar givet og ikke mindst gode råd overleveret. Dagen, som var gjort mulig af diverse fonde, tiltrak til vores glæde mange forskellige udøvere af faget: Studerende fra skolen fyldte godt, men også kommunale planlæggere, museumsfolk, private tegnestuer, akademikere, ph.d.’er, selvstændige, embedsfolk og kunstnere var mødt talstærkt op. For de fremmødte serverede vi, hvad vi selv betragtede som et vidunderligt fagligt overflødighedshorn af relevante talere fordelt på fire forskellige sessioner.

Dagens første session beskæftigede sig med

14

to be celebrated. No sooner said than done.

This publication is a documentation of the work that took place in connection with the anniversary in 2008. Thus, this book contains synopses and speeches from the symposium, an overview of the exhibition, video interviews produced in connection with the anniversary as well as articles written exclusively for this publication.

Symposium The actual day of the anniversary was marked with a symposium where a number of Danish and international speakers talked about women’s positions in and increasing share of the profession of architecture and planning. At the very beginning, we booked a small auditorium, as we modestly did not count on more than 100 people attending the anniversary. However, advance registrations quickly showed that we had underestimated the attraction of our own project. Thus, on the day of the symposium, more than 300 participants helped us show the world, the profession and each other how female architects think about and practise architecture, planning and design.

Through its debate structure, the symposium pointed both forward and backwards.

From woman to woman (and to the few men present) anecdotes were told, myths were stripped away, questions were asked, answers were given and valuable advice was passed on. The day that was made possible with the help of several foundations, to our delight attracted several practitioners in the field; students of the school took up quite some space, but planners from local authorities, representatives from museums and private practices, academics, PhD students, freelance architects, people working in administration

15

Program

01.10.08

1 Kvinder i praksis Dorte Mandrup Poulsen / Dorte Mandrup Arkitekter, Kbh Mette Kynne & Louis Becker / Henning Larsen Architects, Kbh Anne-Grete Foss / Adm. dir. i Metroselskabet I/S, Kbh

2 Kvinder i teorien Beatriz Colomina / Professor, Princeton University, USA Anne Beim / Professor, KARCH, Kbh

3 Fra 0 til 56 % kvinder på akademiet INTRO: Hanne Kjærholm & Sven Felding / KARCH, Kbh

Kirsten Birk / Arkitektskolen i Århus Dorte Børresen / KLAR + Afd. 3 KARCH, Kbh Kristine Jensen / Formand for Akademirådet

4 Perspektiverende opsamling Liza Fior / Medejer af MUF architecture art, London, underviser på diverse skoler i London

5 Afsluttende paneldebat Moderator: Regitze Hess Udfordrer: Sanne Wall-Gremstrup Panel: Dorte Mandrup, Mette Kynne,

Louis Becker, Anne-Grete Foss, Sven Felding, Anne Beim, Dorte Børresen, Kirsten Birk, Rikke Lequick Larsen & Tanja Jordan

16

branchens – arkitekter så vel som planlæggere – praktiserende kvinder. Sessionen kredsede om kvindens rolle og professionelle samspil med mandlige kolleger i branchen.

Dorte Mandrup talte begavet og vittigt om paradokset mellem faglighed og køn.

Mette Kynne og Louis Becker forelæste om makkerskab og det at trække på kvindelige som mandlige kompetencer, og Anne-Grete Foss malede et vidunderligt personligt billede af sin karriere i en hård mandsdomineret profession.

Anden session kredsede om den arkitektur, der ikke bygges af mursten og mørtel, men derimod af ord og repræsentationer. Beatriz Colomina, professor fra Princeton University, USA, forelæste om rummets seksualitet og overgreb på samme eksemplificeret ved Eileen Grey og Le Corbusiers indbyrdes forhold.

Anne Beim, arkitektskolens kun tredje kvindelige professor til dato, talte om sin egen tektoniske erfaringsverden.

Dagens sidste session tog udgangspunkt i de sidste 100 års stigende antal kvindelige studerende på akademiet. Her fortalte skolens første kvindelige professor, Hanne Kjærholm – hjulpet på vej af spørgsmål fra skolens rektor, Sven Felding – om det at være kvindelig arkitekt med høje ambitioner kombineret med at være hjemmegående husmor. Kirsten Birk, Dorte Børresen og Kristine Jensen fulgte bagefter med betragtninger om, hvad det har, og hvad det vil komme til at betyde for arkitektskolen, at det kvindelige elevtal er gået fra 0 til over 50 % på 100 år – et tal som er stadigt stigende.

Inden paneldebatten gav Liza Fior fra tegnestuen MUF architecture/art i London en

and artists arrived in equally great numbers.

These participants were presented with what we ourselves regarded as a wonderful, professional cornucopia of relevant speakers divided between four sessions.

The first session of the day focused on women practising in the profession, including both architects and planners. The session was centred on women’s role and cooperation with male architects within the field. Dorte Mandrup spoke giftedly and wittily about the paradox between gender and professionalism.

Mette Kynne and Louis Becker lectured on partnership and being able to draw on both male and female skills, and Anne-Grete Foss painted a wonderful, personal picture of her career in a hard, male-dominated everyday reality.

The second session revolved around architecture that is not built of bricks and mortar but of theory and representation. Professor from Princeton, USA, Beatriz Colomina lectured on the sexuality of space and violations of this very same space exemplified by the relationship between Eileen Grey and Le Corbusier.

Anne Beim, who is the second female professor at the School of Architecture to date (out of three), spoke from her own experience within the field of tectonics.

The last session of the day was based on the increase in female students at the Academy over the past 100 years. Here, Hanne Kjærholm, Kristine Jensen, Kirsten Birk and Dorte Børresen discussed what it has meant and what it will come to mean to the Academy that the number of female students has gone from 0 to more than 50 % in 100 years – a percentage that is still increasing.

17

afsluttende opmuntrende opsang. Som repræsentant for en tegnestue, der kalder sig selv MUF (på dansk mis), var hun ikke bleg for at stå ved sit køn, og opfordrede forsamlingens kvinder til at komme ud af den kønsforskrækkede ”busk”.

Læs Regitze Marianne Hess’ referat af symposiet på side 28, Beatriz Colominas indlæg på side 66, et uddrag af Liza Fiors tale på side 108 og et interview med Dorte Mandrup Poulsen på side 116.

Udstilling Udstillingen, som supplerede symposiet, blev vist både i Arkitekternes Hus og på arkitektskolens bibliotek. Indholdet spændte over værker af skolens nuværende kvindelige lærere, en fotografisk dokumentation af betydningsfulde kvindelige arkitekters værker, scrapbogsmateriale og sluttelig videointerviews med fem markante kvindelige arkitekter om deres praksis på tværs af de sidste 100 år i dansk arkitektur.

For os som initiativtagere var det vigtigt at stable denne udstilling på benene, da vi i arbejdet med at arrangere symposiet stødte på interessant historisk materiale, som ikke kunne inddrages i symposiet, og som vi mente også andre måtte se. At dykke ned i arkiverne og finde kvindelige arkitekter, der langt før vor tid havde kæmpet kvindernes kamp, var noget af en åbenbaring. En af de ting fra arkiverne, der blev studeret, var Agnete Henning Hansens originale afgangsprojekt (se illustration på næste opslag). Disse tegninger har hidtil ligget sikkert gemt af vejen i hendes families varetægt, da Danmarks Kunstbiblioteks Samling af

18

Before the panel debate, Liza Fior from the practice MUF architecture/art in London gave a final, encouraging talk. As a representative from a practice that calls itself MUF she did not refrain from standing by her gender, and she encouraged the women of the assembly to “come out” and acknowledge their sex.

Read Regitze Marianne Hess’ synopsis of the symposium on page 28, Beatriz Colomina’s lecture on page 66, an abstract of Liza Fior’s speech on page 108 and an interview with Dorte Mandrup Poulsen on page 116.

Dorte Mandrup-Poulsen

Anne Beim

Sanne Wall-Gremstrup

Dorthe Børresen

Kristine Jensen

Kirsten Birk

Paneldiskussion

Liza Fior

Exhibition The exhibition was shown both at Arkitekternes Hus (Danish Architects’ Association) and at the library of the School of Architecture. The exhibition included a wide range of works: drawings by female teachers at the school, a photographic documentation of works by significant female architects exclusively produced for the occasion, scrapbook material and video interviews with 5 significant female architects through the last century.

It was important to us as initiators to bring together this exhibition, since during the organisation of Female Forces we came across striking historical material that could not be included in the symposium. We felt it was crucial to present this material to a broader audience, as digging into the archives and discovering female architects who have fought the battle of gender long before our time was quite a revelation.

One of the things from the archives that was presented at the exhibition was the original

19

Arkitekturtegninger uagtet flere tilbud ikke har ønsket projektet doneret, trods det at Agnete var arkitektskolens første kvindelige kandidat, og selvom samlingen pt. udgør ikke mindre end 300.000 tegninger. Med andre ord var der på udstillingen eksponeret unikke værker, som alt for længe har været gemt væk. At disse yderligere sætter fokus på, at kvindelige arkitekter ikke nyder samme historiske værdsættelse, er blot endnu et vidnesbyrd om at kvindernes 100-årsjubilæum måtte afholdes.

Læs mere om udstillingen på side 50.

Agnete Henning Hansens afgangsprojekt: En læsesal

Konklusion Symposiet er slut, udstillingen taget ned og evalueringen i form af denne publikation skrevet. Vi er overbeviste om, når vi ser på de høje deltager- og besøgsantal, at det har givet mening at markere kvindernes 100-års-jubilæum på akademiet. Problemstillingerne, der er blevet diskuteret i jubilæumsperioden, er mange: ligestilling, karriere, barsel, projekters maskuline som kvindelige karakterer, kvinden som ’andetheden’, iværksætteri etc. Frem for kun at tegne et problematisk billede af mulige forskelligheder i faget har Female Forces forsøgt også at starte debat om fremtiden.

Hvordan ser fremtiden ud med den stigende andel af kvinder i faget? Vil kvinderne snart slå igennem for alvor (eller stadig i fremtiden kun udgøre hver fjerde tegnestuechef?), eller skal vi gøre noget proaktivt for at promovere en ligelig kønsfordeling, samtidig med at vi prøver at skabe bedre vilkår for kvindelige arkitekter i en mere kompleks og mangfoldig faglig hverdag?

Når vi ser tilbage på fejringen og jubilæet har

final project by Agnete Henning Hansen, who was the first female graduate from the School of Architecture. Until now, these drawings have been safely stowed away in the care of her family, as the Danish Art Library’s Collection of Architectural Drawings has not been interested in receiving the drawings as a donation, regardless of the fact that the offer has been made several times. In other words, the exhibition revealed unique works, which have been stowed away for far too long.

These works place further focus on the lack of historical recognition of female architects and become yet another proof of the need to celebrate the centennial of women.

Read more about the exhibition on page 50.

Conclusion The symposium is over; the exhibition has been taken down a long time ago and an evaluation has been made in the form of this publication. When we look at the large numbers of participants and visitors, we are convinced that it made sense to mark the centennial of women at the Academy.

The issues that have been discussed throughout the anniversary period are many: equality, career, maternity leave, women as ‘other’, entrepreneurship, and much more. Rather than just drawing a problematic picture of differences in the profession, Female Forces tried to kick off the debate about the future.

What does the future look like with this increasing proportion of women in the field of architecture and planning? Are women seriously going to break ground soon (or in the future, will women still only constitute every 4th manager of a practice?), and do we

21

Female Forces ikke været kvindekamp på barrikaderne eller spørgsmålet om hvorvidt mænd og kvinder tegner forskelligt. Snarere har det været lysten til at fremme synligheden og bevidstgørelsen af kvindernes bidrag til faget og fremtiden, som stod øverst på dagsordenen. Hvis vi i eftertiden opnår en større lydhørhed overfor en mangfoldighed i faget – ikke kun for kvinder – har symposiet ubetinget haft sin succes.

Afslutningsvis var et vigtigt produkt af jubilæet, for os som initiativtagere, at blive mere bevidste om de mange kvindelige arkitekter, som i de sidste hundrede år har kæmpet for ligestilling i branchen. Til vores store overraskelse var der langt flere, end vi troede, og arbejdet med kvindelige arkitekters forhold har været langt mere udbredt, end vi vidste.

Dette kommer måske ikke som en overraskelse for en ældre generation af arkitekter, men for os yngre arkitekter er det slående, at vi aldrig er blevet fortalt om disse kvinder i vores undervisning. Således må vi indrømme, at det var lidt af en tilfældighed, at vi opdagede, at kvinder kun havde været en del af faget i 100 år, og at det kun er på grund af den tilfældighed, at vi i dag kender vores ”formødres” historie. At få skrevet disse kvinder ind i historiebøgerne var på mange måder årsagen til, at vi i første omgang tog initiativ til at fejre jubilæet, og vi håber med denne publikation, at de næste generationer af kvindelige arkitekter må huske på det arbejde, der er blevet gjort, således at også 150-årsjubilæet vil blive fejret.

God læselyst – såvel mand som kvinde!

22

need to do something proactive to promote an equal gender distribution while we are trying to create better conditions for female architects in a more complex and professional everyday life?

When we look back on the month of October, Female Forces has not been females fighting on the barricades, neither has the question ofwhether men and women practise differently dominated the picture. Instead, the main issue has been the inclination to promote the visibility and awareness of women’s contribution to the profession. For posterity, if we obtain a greater acceptance of variety within the profession – not only concerning women – the symposium has definitely been a success.

Finally, for us as initiators and organizers, an important product of the anniversary was to learn about the many female architects who have fought their battles for equality during the last century. To our great surprise, there were many more of them than we thought, and the work concerning the conditions of women has been much more widespread than we knew. This may not come as much of a surprise for an older generation of architects, but for us as young architects it was striking that we have never been told of the activities of these women during our lectures at the Academy. Thus, we have to admit that it was a bit of a coincidence in the first place that we discovered that women have only been part of the profession for 100 years, and that it is only because of a random e-mail back in 2004 that we are aware of the history of our ‘foremothers’ today. To write these women into the history books was in many ways the main reason for initiating the anniversary, and

23

FACT BOX

with this publication, we hope that the future generations of female students at the School of Architecture will remember the work that has been done, so that the 150th anniversary will be celebrated as well.

ARBEJDSGRUPPE / WORKING GROUP Initiativtagere / Initiators and organisers: Tanja Jordan, arkitekt, MAA Rikke Lequick Larsen, arkitekt, MAA Grafiker / Graphic designer: Sandra Jouatte, arkitekt, MAA Projektmedarbejder / Project worker: Sine Brinkgaard Olsen, arkitekt, MAA

FØLGEGRUPPE / STEERING COMMITTEE Sven Felding, rektor for det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen Regitze M. Hess, arkitekt, MAA, projektleder Realdania m.m.

Britta Daugård, arkitekt, MAA, Byplanlaboratoriet

SPONSORER OG FONDE DER HAR GJORT JUBILÆET MULIGT / SPONSORS AND FOUNDATIONS THAT HAVE HELPED REALIZING THE CENTENNIAL Margot og Thorvald Dreyers Fond Nationalbankens Jubilæumsfond Statens Kunstfond Arkitektforbundet Akademisk Arkitektforening Danske Ark Conditori La Glace Dansk Arkitektur Center Frydenberg Print, kopi & tryk

24

Enjoy reading – Both men and women!

Karen Clemmensen m.fl. – Kildeskovshallen, Adolpsvej 25, Gentofte, år 1966-1972

27

Følgende tekst er et referat fra Jubilæumssymposiet, som blev bragt i Arkitekten nr. 14 2008.

Female Forces følgegruppemedlem Regitze Hess refererer og stiller samtidig supplerende spørgsmål, som sætter yderligere gang i diskussionen om kvinder og mænds roller i arkitektbranchen.

Firehundrede kvinder og fire mænd samlede sig den 1. oktober 2008 i Festsalen på Kunstakademiets Arkitektskole for at deltage i sym­posiet „Female Forces of Architec­ture“, hvor kvindernes 100-års-jubilæum på Kunstakademiets Arkitektskole blev fejret.

Firehundrede kvinder og fire mænd! Har det kvindelige flertal på arkitekt­studiet holdt eller skræmt mændene væk, og hvad ville kønsfordelingen i salen have været, hvis overskriften i stedet var „Masculine Manifestations in Architecture“?. Det ville næppe have tilbageholdt 50 %. Tværtimod.

Arkitektskolen lagde hus til. Men symposiets initiativtagere, Tanja Jor­dan og Rikke Lequick Larsen, er to arkitekter, hvis karrierer stort set lig­ger uden for institutionen. Under jubilæet for Akademiets 250-års-jubilæum i 2004 havde man stort set ”glemt” kvinderne gennem historien, og derfor lovede Jordan og Larsen hinanden at gøre 2008 til en begivenhed for kvin­derne. Nogle af de spørgsmål, Jordan og Larsen retorisk stillede salen ved symposiets start, var, hvilke konsekvenser det har for det akade­miske miljø og for professionen at kvinder udgør 56%

28

The following is a report of the centennial symposium, published in Arkitekten no. 14, 2008, where Female Forces steering committee member Regitze Hess offers her account and raises questions spurring the debate as to where women and men stand in the field of architecture.

JubilæÆæaeumssymposium - kvindernes 1oo år på akademiet diskuteret

Centennial Symposium - debating a century of woMen at the Academy

Af Regitze Marianne Hess

By Regitze Marianne Hess

Four hundred women and four men congregated on October 1st 2008 in the main assembly hall of the Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture, in Copenhagen, Denmark, to participate in the symposium, ‘Female Forces of Architecture’, marking a centenary celebration of women at the Royal Danish Academy of Fine Arts.

Four hundred women and four men! Has the female majority now dominating the study of architecture frightened away their male counterparts? What would the gender distribution have been in this assembly, if the title had been ‘Masculine Manifestations in Architecture’? It is hard to believe that it would have deterred 50 % of the student body. Quite the contrary!

The School of Architecture opened its doors to this event. However, the actual prime movers were Tanja Jordan and Rikke Lequick Larsen, two architects, whose careers lie largely outside of this academic institution.

The female forces contributing to the history of this institution were seemingly ‘forgotten’ during the celebration of the Academy’s 250th anniversary in 2004. This oversight provoked Jordan and Larsen to promise each

29

af eleverne på skolen i dag mod de 0 %, de udgjorde i 1908? Er køn en begrænsning i kampen om at komme til fadet/faget? Møder kvinder mere modstand end mænd? Bliver kvinder overmandet i kam­pen om opgaver?

Har vi nået et punkt, hvor mænd skal have positiv særbehandling ved optagelsen på arkitektstudiet? Kan man tale om en kvindelig arkitektur? Eller skal man snarere tale om forskelle i drivkraft?

En række danske og udenland­ske arkitekter var indbudt til at give deres synsvinkel på ’kvindelige kræfter i arkitekturen’ i praksis, teori og inden for det akademiske miljø.

Danskerne tog i høj grad fat om fagligheden, hvorimod de to udenlandske gæster kom mere direkte ind på køn. Udfordring med børnepasning og barselsvilkår gennemsyrede meget af symposiet, og vigtigheden af en barselsfond blev nævnt indtil flere gange. Men er det altafgørende for en kvindes arkitektkarriere? Muligvis var der ikke særlig mange mænd til stede på symposiet lige denne eftermid­dag, fordi de som fædre har taget sig af børnepasningen.

Kvinder i praksis Først på programmet var Louis Becker og Mette Kynne fra Henning Larsen Arkitekter, hvor makkerskab og sammensætning af de rigtige hold er altafgørende. Tegnestuen har længe opereret med projekthold sammensat af både mænd og kvin­der, hvor der ofte findes en større empati hos kvinder og mere markant kampgejst hos mændene. Men i sidste ende handler det om at få fat i de dygtigste til at løse opgaverne, uanset køn. Dorte MandrupPoulsen udfordrede forsamlingen med billeder af brode­rede facader (diverse schweiziske

other to make 2008 a celebration of women.

Among the rhetorical questions Jordan and Larsen put to the audience upon opening the symposium was that of the consequences facing the academic and professional fields now that women constitute 56 % of the student body, in contrast 0 % in 1908. Is gender a handicap in the competition of getting work and getting paid? Do women face greater obstacles than men? Are women held back by men in the struggle for commissions? Have we reached a point where we need to take affirmative action in terms of admitting male candidates into schools of architecture? Can one talk of female architecture? Or can one speak of a difference in drive?

An array of architects from Denmark and abroad were invited to offer their perspectives on ‘female forces in architecture’ in practice, in theory and within the academic realm. The Danes seized on the forces in the profession, whereas the two guests from abroad more directly addressed the forces of the female gender. The challenges of childcare and maternity leave saturated much of the symposium. The importance of decent terms and benefits for maternity leave was stated more than once. But is parenting the key issue for a woman’s career in architecture? Perhaps the absence of men from the symposium that afternoon was due to the fact that they were attending to their fatherly duties of fetching the kids.

Women in practice First up on the agenda were Mette Kynne and Louis Becker from Henning Larsen Architects, for whom partnership and putting together the right teams are all important. The of-

31

manifestationer), arkitektur på hjul og rum skabt af gardiner (Mies van der Rohe og Lilly Reich) samt bru­tale betonkonstruktioner (Lina Bo Bardi), og Mandrup-Poulsen spurgte, om vi helt seriøst kunne udpege mandlige eller kvindelige træk i arkitekturen. Når hun bliver spurgt, om hun driver en tøsetegnestue, nytter det ikke at reagere tøsesurt, men hun opponerer imod at blive sat i kønsbestemt bås. Kvinder må af med offerrollen og både tage og dele ansvaret.

Anne-Grethe Foss indledte med at sige, at hun som administrerende direktør i Metroselskabet sidder i en utraditionel arkitektstilling. Men hvad vil det egentlig sige at være en ’rigtig’ arkitekt? Hun tegnede et billede af et miljø, hvor ingeniører tænker i tunneler og arkitekter tænker i haller, og hvor hendes bidrag har været at skabe en ligevægt. Det drejer sig om diplo­mati og vedholdenhed, og trods køn og diminutiv størrelse har hun opnået respekt. Til dels tilskrives respekten alder og dermed erfaring, men respekten kommer også med stillingen/titlen, især i forhold til udenlandske entreprenører. Succes tilskrives ansvarsglæde, tvivlens nådegave, at lytte til andre, at stole på andre og at stå op til kritik.

Kvinder i teorien Den spansk/amerikanske arkitekt og teoretiker Beatriz Colomina lagde ud med at lykønske akademiet med de 100 år. På Princeton, den aka­demiske institution hvor hun selv sidder, fik kvinder først adgang i 1969. Derefter gennemgik hun Le Corbusiers forhold til Eileen Grey med udgangspunkt i Greys eget hus E-1027. Le Corbusier

32

fice has a longstanding practice of putting together project teams including both men and women, with women often the source of greater empathy, and men often manifesting a more overt fighting spirit. However, at the end of the day, it is all about engaging the best people for the job, regardless of gender.

Dorte Mandrup-Poulsen challenged the assembly with images of laced facades (various Swiss manifestations), wheeled architecture and curtained spaces (Mies van der Rohe and Lilly Reich), along with brutal concrete structures (Lina Bo Bardi), with MandrupPoulsen asking whether in all seriousness we’re capable of discerning between male and female architecture. And while MandrupPoulsen finds no point in being a sourpuss, when asked if she runs a ‘pink’ or ‘pussy’ practice, she replied that she is a strong opponent of gendered boxes. Women have to shed the cloak of victim and both take part in and share the responsibility.

Anne-Grethe Foss started off by saying as CEO of Metroselskabet (Copenhagen’s metro system) that as an architect she held an untraditional position. But then again, what is the definition of a ‘true’ architect? She painted a picture of a world where engineers think in tunnels and architects think in corridors, and where her role is to create a balance. It is a matter of both diplomacy and determination, and in spite of her gender and diminutive size she has gained respect. This respect is due, in part, to her age and experience, but it also comes with the position and job title, especially in dealing with foreign entrepreneurs and developers. Success is attributed to the satisfaction that comes with responsibil-

var hverken i stand til at nedlægge Eileen Grey seksuelt eller til at overgå hende som arkitekt og havde derfor søgt at overmande E-1027 ved at graffiti-male husets hvide vægge. Denne handling tolkes som et overgreb. Beatriz afsluttede med at fundere over, hvorvidt det lykkedes Le Corbusier at skamfere Eileen Greys hus, eller om Le Corbusier i virkeligheden var ’pussy-whipped’ og overvældet af Greys arkitektur?

Frem for at fokusere på ’glass cei­lings’, dvs. det loft som mange kvin­der synes at ramle ind i, talte Anne Beim om det, der vedrører glasfa­cader – det tektoniske i forhold til arkitekturteori. Hun hører til sjæl­denhederne ved at være den ene af de tre kvinder, der har opnået titlen som professor ved arkitektskolen til dags dato (den første var Hanne Kjærholm, der blev udnævnt i 1989, og den anden er Olga Popovic Larsen, der blev udnævnt samtidig med Anne Beim). I stedet for at gennemgå kvinders bidrag til arkitekturen kom Anne Beim ind på teoriens bidrag til praksis i en historisk gennemgang fra Semper over Frascari til Frampton. Værket kan ikke tillægges køn, men Beim finder det muligt “at finde et tabt sprog i en sanselig arkitektur,“ og hun rundede af med at efterlyse en integrerende, inkluderende tanke­gang.

Kvinder på Akademiet Vigtigt var det at lytte godt efter Hanne Kjærholms udsagn: “Man kan ikke klare alt på én gang.“ I årene efter sin afgang i 1956 var Kjærholm nødt til at være hjem­megående, da hun fik børn. Da hun fik guldmedalje i 1967, og vejen var åben for at genindtræde på arkitekt-skolen, blev der sagt: „Det skal

34

ity, the grace of self-doubt, listening to others, trusting others, and facing up to critique.

Women in theory The Spanish architect and theorist Beatriz Colomina opened by congratulating the Academy with the centenary. At Princeton, where she is based, women first gained admission in 1969. She subsequently offered her insight on Le Corbusier’s relationship with Eileen Grey, from the perspective of Eileen Grey’s own house E-1027. As Le Corbusier was neither capable of seducing Eileen Grey nor of surpassing her as an architect, he sought to force himself on E-1027 with graffiti smeared across the house’s white walls. This action is interpreted as an attack. Columina concluded by questioning whether Le Corbusier succeeded in ravaging Eileen Grey’s house. But could it be that Le Corbusier was actually ‘pussy-whipped’ and overwhelmed by Grey and her architecture?

Instead of focusing on the ‘glass ceilings’ that many women seem to hit, Anne Beim spoke of the tectonics of glass facades in relation to architectural theory. She belongs to a rare few, being one of only three women who have been appointed professor at the School of Architecture (the first being Hannne Kjærholm, appointed in 1989, and the second being Olga Popovic Larsen, who was appointed at the same time as Beim). Instead of reviewing the contribution of women to the field of architecture, Anne Beim focused on the contribution of theory to practice through an historic survey from Semper to Frascari to Frampton. A work of architecture cannot be gender specific. Beim did, however, reflect on

nok gå; hun har jo en mand.“ Hun har hørt på meget, som for de fleste ville være uhørt i dag – og heri ligger sikkert grunden til den bramfrihed, hun udviste over for sin udfordrer og interviewer rektor Sven Felding: “Sven, du må komme i gang med at få flere kvinder ansat på skolen!” afsluttede Hanne Kjærholm.

36

the possibility of “discovering a lost language in a sensory architecture,” finishing off by voicing a need for an integrating and more inclusive mindset.

Women at the Academy

Kirsten Birk præsenterede sin kar­riere med undervisning på Arkitektskolen i Århus, hvor fokus var rettet ind dels på kvindelige arki­ tekters vilkår og rolle, dels på bære­dygtig arkitektur. Endnu en gang stødte vi på det kønsrelaterede og tidstypiske, hvor Kirsten Birk ved sit først sommerjob af arbejdsgive­ ren blev spurgt, “om det var i orden med hendes mand?“ Ved en gen­nemgang af sine akti-viteter, publice­ringsvirksomhed (bl.a.

Blød By og Skala) og byggede værker påpe­ gede Birk vigtigheden af at doku­mentere og kortlægge egne aktiviteter, for ellers går ting, viden og erfaring tabt. Her hentydede hun især til kvindernes aktiviteter.

It was important to listen carefully to what Hanne Kjærholm had to say: “You can’t do it all at once“. After graduating as an architect, there was a period where Kjærholm was obliged to stay at home when she had children. When she was awarded the Academy’s gold medal in 1968, affording her a prospect to return to the School of Architecture, it was said; “Don’t worry; she has a husband”. She has put up with a lot of things that would otherwise be unheard of today – and this was perhaps at the core of Kjærholm’s forthright and concluding comment to her challenger and interviewer, Rector Sven Felding: “Sven, you need to get your act together and hire more women at the school”.

I sin egenskab af præsident for Akademirådet sidder Kristine Jensen på toppen af Kunstnersamfundet. Til trods for at en række kvinder har haft posten, har hun med et sam­fund at gøre, som ikke er synderlig flinkt til at lukke kvinder ind. Et andet strukturelt problem er, at ikke særlig mange kvinder er selvstændige med egen tegnestue eller lignende, hvil­ket til dels skyldes en manglende barselsfond. Kristine Jensen presser på for at give kvinder flere platforme. Det handler ikke om en særlig kvindelig arkitektur, ej heller om parallelsam­fund eller en radikalisering af det kvindelige. Snarere drejer det sig om at sikre en bred grad af diversi­tet inden for arkitektur såvel som kunst. Kvinder kan være med

Kirsten Birk provided an account of her teaching career at the Aarhus School of Architecture, focusing in part on the position and role of female architects, and in part on sustainable architecture. Again, we were reminded of the discrimination typical of the recent past, where at an interview for her first summer job, Kirsten Birk was asked by her would-be employer whether “it would be alright with her husband?” Reflecting on her involvement in publishing (i.e. magazines Blød By and Skala) together with her built works, Birk emphasized the importance of documenting and mapping one’s activities, because if this is not done, knowledge and experience will be lost. Here, referring directly to the efforts of female

til at give denne bredde. Kristine sluttede veltalende af med at drage en parallel til Lars R. Møl­lers bog ‘Kvinder i Kamp’, hvori han argumenterer for, at kvinder er nødvendige for ethvert forsvar, da det var de kvindelige guerillakrigere, som vandt Vietnamkrigen, da de bevarede menneskeligheden. Det mener Kristine Jensen, vi kan lære af.

Diskussionen om barselsvilkår blev især aktuel, da den gravide Dorte Børresen, medindehaver af KLAR, kom på scenen. Som hun selv sagde, er hun et barn af 68-gene­rationen, og muligvis derfor fylder kønsdiskriminationen

activists. As President of the Academy Council, Kristine Jensen is literally the woman on top of the Danish Society of Artists. While a series of women have held this position, she is otherwise dealing with a society not particularly partial to including women.

Another structural hurdle is that not many women operate independently, running their own studio or office, which can also factor in as a reason for the lack of a maternity fund (sustaining women with no other means of income during maternity leave). Jensen urged the creation of more platforms for women. It is not a question of a particular female form

AKADEMIRÅDET Lige nu i 2008 A. Kvinder i Kunstnersamfundet = 1353 medlemmer, heraf 303 kvinder B. Kvinder i Akademiet = 5 C. Kvinder i Akademiraadet = 1 + 1 suppleant 2001-04 A. Kvinder i Kunstnersamfundet = 1311 medlemmer, heraf 282 kvinder B. Kvinder i Akademiet = 6 C. Kvinder i Akademiraadet = 3 1977-80 B. Kvinder i Akademiet = 3 C. Kvinder i Akademiraadet = 0 1970-75 A. Kvinder i Kunstnersamfundet = 1420 medlemmer, heraf 251 kvinder B. Kvinder i Akademiet = 2 C. Kvinder i Akademiraadet = 0, men 1 kvindelig suppleant

37

ikke så meget i hendes bevidsthed. Hvis man skal karakterisere køn­nene, mener hun, at kvinder er mere procesorienterede, og mænd er mere resultatorienterede. Som lærer på arkitektskolen underviser hun et hold med 15 kvinder og 4 mænd. Det vækker tanker om, hvorvidt vi har nået et punkt, hvor mænd burde have positiv særbehandling i forhold til optagelse på arkitektstudiet. Ellers kommer vi til at gå glip af de dygtige mænd, mente hun.

Sidste bidrag kom fra den engelske arkitekt Liza Fior fra MUF. I en tid, hvor tegnestuer anvender kryptiske akronymer, som hylder deres stor­hed, er forklaringen på MUF mere ligetil. Det er et slangudtryk for vagina (muf = mis). MUF oplever mænd, som nægter at udtale tegnestuens navn, men gerne vil have fat i deres praksis. MUF er en kollektiv praksis af kunst og arkitektur, og deres engagement ligger i byrums­projekter, hvor de oftest tager fat i efterladte rum. Målet er at skabe socialt ansvarlig kunst og arkitektur med en kvindelig bevidsthed i bagagen.

38

of architecture, nor of a parallel society or a radicalization of what is feminine. Rather, it is a matter of securing a broad diversity both in the fields of both architecture and art. Women can contribute to broadening this diversity. Jensen concluded eloquently by drawing a parallel with Lars R. Møller’s book ‘Kvinder i Kamp’ (‘Women at War’), where he argues that women are essential to an effective defence, as it was female guerrilla fighters who won the Vietnam War, because they maintained a sense of humanity. This is something that Kristine Jensen believes we can learn from.

Har ligestillingsforkæmpere eller de seneste års gode økonomiske vilkår gjort det nemmere for kvinder inden for arkitekturen? Og hvordan kommer det til at gå, nu hvor vi er ramlet ind i en økono­misk nedtur? Hvem viger pladsen eller skubber andre til side, når mulighederne indskrænkes?

Talk of maternity leave was especially pertinent when a pregnant Dorte Børresen, co-founder of KLAR studio, took the podium.

Børresen pondered that perhaps being born to parents of the 1968-generation, could account for her non-existing preoccupation with sex discrimination. In terms of gender based differences, Børresen saw women as being more process-oriented, whereas men are more result-oriented. As a teacher at the School of Architecture she had a studio of 15 female and 4 male students. It raises the question about whether there is a need for affirmative action giving men preferential treatment in terms of admission to schools of architecture.

If not she believed the field might be faced with the loss of male talent.

Symposiet sluttede med en panelde­bat med en hurtig runde af spørgs­mål stillet af Sanne Wall-Gremstrup, direktør på Arkitektens Forlag, og undertegnede, samt bidrag fra salen. Forhåbentlig har arrangemen­tet sat nyt skub i debatten om kvin­ders position i det byggede miljø. Hvornår oplever vi eksempel-

The final contribution came from the British architect Liza Fior, of MUF architecture/art.

In an age where offices of male architects are titled with cryptic acronyms glorifying their size or self-importance, MUF is a much more straightforward in its reference. Muf is simply British slang for mons venus or vagina. Thus,

39

vis Mandrups huse eller Beims byg­ningsteknik omtalt på lige fod med Meldahls Smedie og Harsdorffs Palæ?

Undervejs var der godt med æbler, lagkage og champagne. En foruroligende ting var dog, at der var så megen god champagne til­overs.

Kvinder, husk at tage fat og nyde det, mens I har det!

the fact that MUF is a female practice ought to be perfectly plain. MUF has encountered men who refuse to utter their name, but who want in on their work. MUF is a collaborative practice of art and architecture, committed to public realm projects, often addressing marginal or residual spaces. Their aim is to create art and architecture that promotes social responsibility and is infused with female sensibility as part of the package.

Is it the enduring champions of equal opportunity or the booming economy of recent years that has made it easier for women in architecture? And what happens now with the downturn in the economy and the resulting cutbacks in the building sector? Who will step aside and who will thrust forward, pushing others aside, now that opportunities are much more limited? The symposium concluded with a panel debate with a rapid round of questions posed by Sanne WallGremstrup, Director of the Danish Architectural Press, your writer and the audience.

Hopefully, this event has reignited the debate on the position of women in the built environment. When can we hope to hear reference to Mandrup’s mansion or Beim’s building technique (or Sejima’s New Museum) alongside references to Meldahl’s Foundry or Harsdorff’s Palace (or the Eiffel Tower) when speaking of architectural milestones?

ARKITEKTSKOLENS ANSATTE Professorer: 9 professorer. Heraf er 2 kvinder ( 22 %)

ARKITEKTSKOLENS ANSATTE

I perioden fra 1. juni 2000 til foråret 2008 har der kun Professorer: 9 professorer. Heraf er 2 kvinder været mandlige professorer

I perioden fra 1. juni Der er 4 institutledere: Alle 2000 er mændtil

( 22%)

foråret 2008 har der kun

været mandlige professorer.

Der er 9 studieledere: 1 er kvinde

Der er 4 institutledere: Alle er mænd Administrative chefer: 4 mænd og 5 kvinder

Der er 9 studieledere: En er kvinde Personalefordelingen for alle medarbejdere: Administrative mænd og 53,1 % er mænd og chefer: 46,9 % er4kvinder

5 kvinder

Personalefordelingen Personalefordelingen for VIP:for alle medarbejdere: 53,1% mænd og%46,9% er kvinder.

56,9 % erer mænd og 43,1 er kvinder Der er ansat 52 TAP’er på skolen Tal fra arkitektskolens egne arkiver (2008)

Complimenting the food for thought during the course of the symposium was the provision of apples, cake and champagne. One thing, though, which was a bit perturbing, were the bottles of good champagne that were left untouched. Ladies, remember to seize the moment and enjoy a good thing while you have it!

40

41

Eva Koppel m.fl. – Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, København N, år 1971-1990

Kristine Jensen – Parkrum, Prags Boulevard, København S, år 2005

Hanne Kjærholm Rektor Sven Felding interviewede ved jubilæumssymposiet arkitektskolens første kvindelige professor, Hanne Kjærholm, om hendes lange virke.

Sven Felding: Der er altid noget særligt ved at være først, og jubilæumsdagen i dag har da også udgangspunkt i optagelsen af den første kvindelige studerende på Kunstakademiets Arkitektskole. Betydningsfuld for dagens sammenhæng er skolens første kvindelige professor, Hanne Kjærholm, som jeg nu står her overfor.

Hanne, du tog afgang som arkitekt i 1956 og blev skolens første kvindelige professor i 1989, og er som kvinde i vores fag af en ganske særlig støbning: Jeg husker, hvordan mine kammerater og jeg som unge studerende og unge arkitekter beundrede din blændende genindtræden på arkitekturscenen i 1967. Vi kendte ikke alle forudsætningerne, men så dig – med mand (red. møbelarkitekten Poul Kjærholm, red.) og børn – præstere et guldmedaljeprojekt, som udtrykte det allerfornemste i 1960’ernes arkitektursyn. Her begyndte din karriere rigtigt at tage fart. Det skulle ikke blive det eneste fra din hånd, men du må hellere selv berette.

Hanne Kjærholm: I 1950 blev jeg optaget på Kunstakademiets Arkitektskole efter at have gennemført et benhårdt septemberkursus. Der var flere hundrede, der søgte, men kun 40 kom ind, heraf kun 5 kvinder. Vi var nogle stykker, som virkelig kom ind med 4-toget fra hele landet. Vi talte forkert, og vi boede elendigt. Mine studiekammerater fra byen – navnlig børn af arkitekter eller dem der allerede havde tilknytning til en tegnestue – havde store fordele, var vældig dygtige og kunne en masse fagudtryk.

Vi havde dengang 4 måneders sommerferie, hvor det var obligatorisk, at vi enten skulle i håndværkerlære eller være konstruktørmedhjælper på en byggeplads. Jeg kom i lære hos den gode lokale bygningssnedker i Hjørring, hvor jeg kommer fra. I alt 8 måneders læreplads gav et uvurderligt grundlag for forståelsen af byggeprocessen.

44

Arkitekt Hanne Kjærholm og rektor Sven Felding

De sidste studieår var jeg på tegnestue hos Anne Marie Rubin, som jeg beundrede meget for hendes by- og landskabsarbejde. Hun skrev og studerede, hvorimod jeg tegnede. Hun blev senere professor i Aalborg.

Sven Felding: Hvor førte karrieren dig hen efter afgang i 1956?

Hanne Kjærholm: Inden jeg tog afgang, blev jeg sammen med fem andre optaget i det der gik under navnet ”Den Højere Skole” med Arne Jacobsen som professor og Erik Chr. Sørensen som lærer. Vi fik til opgave at deltage i en international studenterkonkurrence i Sao Paulo, i Brasilien, og afleverede et meget flot projekt af et kulturcenter. Men desværre nåede projektet aldrig frem. Arne Jacobsen var i øvrigt en elendig professor – han var der næsten aldrig, og ”Den Højere Skole” gik da også ned efter nogle år. Men helt skidt var det dog ikke, for ”Den Højere Skole” fik tildelt et pengebeløb til deling. Det blev anledning til at starte en fælles tegnestue. På det tidspunkt blev jeg dog gravid med mit første barn, så samarbejdet hørte op.

45

Hanne Kjærholm – Eget hus, Pinjehøj 20, Rungsted Kyst, år 1963

Anne Marie Rubin – sommerhusudstykning ved Vejby Strand/Tisvilde, år 1958

Sven Felding: Hvad med økonomien? Det er mig bekendt, før der var noget, der hed barselsorlov, med andre ord, hvordan klarede du job, mand og børn?

Hanne Kjærholm: Det klarede jeg heller ikke. Der var ingen vuggestuer og kun meget få børnehavepladser, så jeg måtte, som alle andre kvinder dengang gjorde, blive hjemme, indtil studiegælden var betalt, og min mand tjente heldigvis nok til at betale en hushjælp. Jeg syntes det var frygteligt ikke at være på tegnestue, men til gengæld startede vi vores egen lille tegnestue. Poul tegnede møbler, og jeg gik i gang med vores eget hus, som blev tegnet i alle detaljer. Så i 1962 flyttede vi ind i mit første byggeri i Rungsted, hvortil Poul havde specieltegnet møblerne.

Sven Felding: Som jeg indledte med at sige, så vandt du i 1967 Akademiets ærefulde guldmedalje.

Hanne Kjærholm: Ja. På det tidspunkt havde jeg fået tilbudt et lærerjob på arkitektskolen, og familien havde fået en sød reservemor, så jeg besluttede, at det var tid til at prøve kræfter med guldmedaljen, uanset hvilket emne der måtte blive stillet. Aldersgrænsen var 36 år, så det var under alle omstændigheder ved at være sidste mulighed. Opgaven var at udforme en lystbådehavn ved Nivå i Nordsjælland. Jeg kendte intet til hverken havne eller det at sejle. Det satte jeg mig grundigt ind i og vandt over 17 mænd. Det var så begyndelsen på min tegnestue. Bortset fra den ene medhjælper, jeg havde på min lille tegnestue, som altid var en kvinde, var det altid mænd, jeg arbejdede sammen med: ingeniørerne, konstruktørerne og de mange håndværkere. Jeg blev altid respekteret og nød selve byggeprocessen. Men morsomme – og tankevækkende – oplevelser var der naturligvis undervejs.

Som for eksempel da jeg i 1976 vandt den store konkurrence til et museum i Holstebro. Resultatet blev fejret med en middag i Holstebro, hvor også min mand Poul var med. To byrådsmedlemmer, der havde været med i dommerpanelet, talte om, hvorvidt det nu også var muligt for en bette pige at klare så stor en opgave. En anden svarede: ”Jo, det går nu nok, hun har jo sin mand”. Der har været lignende episoder, hvor bygherren alene har henvendt sig til min mand i den overbevisning, at det måtte være ham, der var arkitekten bag byggeriet.

En anden episode fra samme byggeplads drejede sig om forholdet til håndværkerne derude vestpå.

De første byggemøder handler jo mest om arkitektarbejder, men ved hvert efterfølgende møde henvendte håndværkerne sig stadig til ingeniørerne. Ingeniøren svarede, at det var bedre at spørge arkitekten, for det vidste hun bedre. Håndværkerne rødmede og så ned i jorden og spurgte tøvende.

Jeg svarede selvfølgelig professionelt, og de opdagede, at det var dejligt at arbejde sammen. Ja, det endte med stor sorg, da samarbejdet var slut.

48

Jeg synes, arkitektfaget er verdens dejligste job. Du kan frit vælge interesseemne og det er det bedste fag at være arbejdsløs i eller blive gammel i. Efter at være pensioneret professor har jeg nu god tid til at passe min fælles tegnestue med Birte Just, min tidligere studerende, og i øjeblikket udvider jeg Holstebro Kunstmuseum, efter de sidste år at have opført flere små huse samt restaureret Rosens Løvenborg på Vesterbrogade.

Sven Felding: Det, du beskriver, sker parallelt med en meget respekteret lærergerning, som førte frem til arkitekturprofessoratet. Hvor ser du kvinderne her?

Hanne Kjærholm: Jeg har gennem hele min karriere som studerende, som lærer og sidst som professor altid talt kvindernes sag. Altid haft kvinder ansat på tegnestuen og altid ansat flest kvindelige lærere. Men Sven, hvor bliver de kvindelige professorer af? Det er først nu, at der er blevet udnævt kvindelige professorer efter mit embede. Det er dejligt, at Anne Beim og Olga Popovic Larsen netop er ansat som professorer, men det er jo ikke nok. Det må være en af skolens måske største opgaver at udnytte det begavede potentiale som de 56 % kvindelige studerende udgør. Det synes jeg, vi skal lade afslutte denne tale!

ARKITEKTSKOLENS STUDERENDE 1960 - K: 10 % M: 90% (ca.)

1988 - K: 30 % M: 70 %

1998 - K: 50 % M: 50 %

Tal fra arkitektskolens egne arkiver

49

JUBI LÆUMS UDSTIL LING – kvindernes 100 år på akademiet fremvist

I oktober 2008 blev Kunstakademiets Arkitektskoles 100-års-jubilæumsudstilling for kvinder indviet. Udstillingen dokumenterede og synliggjorde den indflydelse, kvinderne har haft på faget gennem de sidste hundrede år.

Udstillingen åbnede d. 1 oktober i Arkitekternes Hus og varede til og med d. 9 oktober. Herefter flyttede udstillingen til arkitektskolens bibliotek og genåbnede dagen efter. Udstillingen var tilrettelagt af arkitekt og grafiker Sandra Jouatte på initiativ af Female Forces. Udstillingens oprindelige katalog kan downloades her: www.karch.dk/female/menu/udstilling

50

51

Værk af Amanda Taarup Betz

Agnete H. Hansen

II. Materiale fra arkitektskolens nuværende kvindelige lærere Udstillingen præsenterede indsendte værker fra arkitektskolens nuværende kvindelige lærere. 43 kvinder havde muligheden for at indsende materiale og danne et “her og nu-billede” af akademiets kvindelige ansattes produktion: byggede værker eller papirprojekter, konkrete tegninger som abstrakte fotografier – alt var velkomment.

Følgende lærere udstillede:

Udstillingen bestod af fire dele: I. Historisk materiale (udklip, arkivprojekter, artikler, m.m.)

- Agnete H. Hansens afgangsprojekt – Arkitektskolens første kvindelige afgænger - Tutti Lütkens scrapbog - Dias fra kvindetegnestuen Thyra - Artikler fra Blød By og Arkitekten

52

- Amanda Taarup Betz - Dorte Børresen - Christina Capetillo - Rikke Munck Petersen - Mathilde Petri - Dorte Vinterberg

53

III. Fem videointerviews med og om markante kvindelige arkitekter gennem de sidste 100 år Tidsbilleder af arkitektfaget gennem 100 år, hvor betydelige og meningsdannende kvindelige arkitekter gør sig tanker om kvindernes rolle i faget, fortalt ud fra egne erfaringer. Videoerne er filmet og redigeret specielt til lejligheden af arkitekterne Amanda T. Betz og Tanja Jordan, og følgende personer er interviewet: - Lars og Hanne Refn / Børnebørn af Agnete H. Hansen (første kvindelige kandidat fra arkitektskolen) - Tutti Lütken / Arkitekt med selvstændig praksis fra 1950’erne og frem - Karen Zahle / Arkitekt på en anden måde - Karin Skousbøll m.fl. / 40 år på Kunstakademiets Arkitektskole - Marianne Levinsen / Underviser og med selvstændig praksis i dag Se det transskriberede videointerview med Tutti Lütken på side 56.

IV. Eksisterende bygningsværker tegnet af kvinder – dokumenteret af arkitekturfotograf Laura Stamer

- Ragna Grub / Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsgade (s.10-11) - Karen og Ebbe Clemmensen / Kildeskovshallen (s. 26-27) - Kristine Jensen / Prags Boulevard (s. 42) - Eva Koppel m.fl. / Panum Instituttet (s. 43) - Anne Marie Rubin /Vejby Strand, sommerhusudstykning (s. 46) - Hanne Kjærholm / Eget hus (s. 47) - Tutti Lütken / Skovshoved Terrasse (s. 64-65) - Lene Tranberg/ Lundgaard+Tranberg / Skuespilhuset (s. 84) - Marianne Ingvartsen / Beboelse i Guldbergsgade (s. 85) - Hanne Marcussen og Anne Ørum m.fl. / Galgebakken i Albertslund (s. 88-89) - Karen Kristensen/Box 25 / Sofiegården (s.106-107) - Dorte Mandrup-Poulsen / Idræts- og kulturhuset Prismen i Holmbladsgade (s.121)

De 12 fotografier viser toneangivende kvindelige arkitekters værker (nogle lavet i samarbejde med mænd). Værkerne spænder fra enfamilieshuse til landskabsplanlægning og fra socialt byggeri i 70’erne til byrum i dette årtusinde.

I tråd med jubilæets tema har Laura Stamer i sine billeder fravalgt det konventionelle motiv, vi kender fra arkitekturguiden, og fotografierne portrætterer således 12 arkitektoniske værker fra alternative vinkler.

Fotografierne ses her i bogen på de dobbelte billedopslag.

Karen Zahle

Karin Skousbøll m.fl.

Lars og Hanne Refn

Marianne Levinsen Stills fra videointerviews

54

55

Tutti Lütken er arkitekt og født i 1914. Hun har arbejdet som selvstændig arkitekt det meste af sit liv og fortæller i dette interview om sit lange arbejdsliv med tilbageblik på mange spændende opgaver. Tutti Lütken blev især kendt for sit revolutionerende arbejde med design af børneinstitutioner. Efter endt studentereksamen søgte Tutti ind som murerlærling og herefter på Teknisk Skole, da hun i første omgang ikke kom ind på arkitektskolen. Efter eksamen på Teknisk Skole og inden studiet på Kunstakademiets Arkitektskole arbejdede hun i nogle år hos Arkitekt Ole Falkentorp.

Inden anden verdenskrig blev Tutti Lütken optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor hun havde Kaj Fisker og Palle Suneson som professorer. Hun gennemførte dog aldrig studiet, da hun kort tid før sin afgang vandt en indbudt konkurrence om en børneinstitution til telefonfabrikken Automatic. På baggrund af dette projekt fik hun C.F. Hansen Medaljen. Hun blev kort tid efter hjælpelærer hos Kaj Fisker.

interview med arkitekt

Under krigen var Tutti Lütken ansat hos KAB, hvor hun tegnede og fik opført mange børneinstitutioner. Senere fortsatte hun selvstændigt i egen praksis. Hun arbejdede oftest i parløb med sin mand, som var ingeniør. De arbejdede i fælles lokaler, dog med hvert sit selvstændige firma. Tutti har opført over hundrede institutioner i bl.a. Storkøbenhavn og Vestsjælland, men også i Braunschweig og Kiel. Institutionsbyggerierne blev udført efter et præfabrikeret byggesystem kaldtet “Tuttiflex”.

Derudover har Tutti opført kontorbyggerier og boliger rundt omkring i Danmark.

Tanja Jordan: Hvordan var det som kvinde i København at starte selvstændig tegnestue i slutningen af 40’erne?

Tutti Lütken som murerlærling

tutti lütken I forbindelse med Female Forces jubilæumsudstilling blev fem toneangivende kvindelige arkitekter interviewet om deres bemærkelsesværdige virke. Blandt disse var arkitekt Tutti Lütken, som var med til at sætte dagsordenen for datidens børneinstitutioner.

Interviewet findes på dvd, og kan lånes på Arkitektskolens bibliotek.

56

Tutti Lütken: Jeg regnede det egentlig ikke for at starte selv, for min mand havde jo sit eget kontor. Der blev så en plads ledig ved siden af, hvor jeg kunne sidde, og sådan skete det. Under hele krigen var jeg ansat i KAB, som jo var det første store boligselskab dengang. KAB’s direktør Bojsen havde fundet ud af, at de også ville lave børneinstitutioner. Sådan nogen store nogen, og så kom jeg til at sidde og arbejde med det. KAB lavede dengang børneinstitutioner for forskellige kommuner, blandt andet Lyngby og Karlshøj, og disse opgaver blev jeg så sat til at tage mig af. Så sluttede krigen og alle 20 arkitekter i KAB blev sagt op. Og så startede jeg selv, hovedsageligt med børnehavebyggerier.

Allerførst sad vi nede i kælderen i det hus i Jægersborg, som jeg selv har tegnet, og som jeg endnu den dag i dag bor i. Så ansatte jeg en veninde, og senere kom der en hel masse andre ind. Vi sad her i vores stue og spiste frokost hver dag. Min mand havde fire til fem ingeniører siddende. Vi sad på skødet af hinanden.

Senere flyttede tegnestuen over på Jærgersborg Allé, hvor min mand havde haft kontor i nogen tid.

Vi delte et forkontor, hvor der sad kontordamer, som skrev beskrivelser for os. Der havde jeg både indretnings- og bygningsarkitekter ansat. Vi var gerne en seks-syv stykker hos mig og 14-25 stykker hos min mand. Han lavede jo også alle beregningerne!

57

bliver jo til noget helt andet end det, de var tænkt som, over ganske kort tid. I løbet af 10 år bliver et kvarter til et sølvbryllupskvarter, så er der ingen børn tilbage, og så kan man bare køre børneinstitutionen et andet sted hen.

Tanja Jordan: Du lavede også en del børnehaver til Urbanplanen.

Tutti Lütken: Ja, det var ikke kun i selve Urbanplanen. Der var nogen store grunde ud mod Amagerbrogade, og det var der, min gode ven Urban Hansen ville have seks eller syv institutioner. Han ringede en dag og sagde: ”Kan De komme herind hurtigst muligt? Jeg skal bruge tre-fire arkitekter, som skal dele et område, og jeg har fået borgerrepræsentationen med på, at du skal være en af dem. Jeg vil gerne vide, hvilket område du helst vil have.” Så var det, jeg sagde: ”Skal det være i natkjole?” Og så skyndte jeg mig derhen, og jeg fik et godt grundstykke midt i det hele. Og når de andre arkitekter antydede, at de ville have en del af det areal, så sagde jeg til dem: ”Jeg siger det til Urban,” og så var de godt klar over, at der ikke var noget at gøre, og at de skulle opføre sig ordentligt over for mig.

Tanja Jordan: Tutti Lütken i sit hus i Jægersborg

Startede de mange børnehavebyggerier med, at du var særlig interesseret i at tegne bygninger specielt for børn?

Tanja Jordan:

Tutti Lütken:

Følte du, at du som kvinde skulle gøre noget særligt for at praje dine kunder og få byggeopgaverne i hus?

Ja bestemt! Og så var det så morsomt, at fru Esther K. Pedersen (stifteren af Frie Børnehaver og Fritidshjem) lavede en forening for at hjælpe børnehavebyggeriet i gang. Hun lavede undervisning, ferielejre og en hel masse for børn. Dengang, jeg begyndte at lave vuggestuer, var det jo sådan, at man måtte holde sig for næsen, så meget stank det. Der var ingen orden og system, når man skiftede børnene. Og de her inspektricer ville ikke have, at man lavede noget anderledes – børnehaver skulle være, som de altid havde været. Det blæste jeg på. Og da inspektricerne så kom til indvielsen af vuggestuen, sagde de ”Ja, det er jo meget godt”. “Ja,” sagde jeg ”Prøv og lugt!”

Tutti Lütken: Jeg har aldrig gjort reklame af nogen slags, for der var rigeligt at lave for mig. Opgaverne kom bare. I 1960’erne traf jeg handelsministeren Lis Groes, som var meget interesseret i de børnehaver, jeg tegnede. Hun var vældig sød og havde selv ni børn. Jeg kendte også Inspektør Jespersen fra mini-steriet. De to var vigtige kontakter for mig, og de ringede ofte. Men det var ikke sådan, at jeg kendte dem, før jeg begyndte at arbejde for dem, vi blev bare gode venner. Tiderne var sådan, at der var en frygtelig børnepasningskrise, og at det var umuligt at få sit barn i børnehave. Aviserne skrev artikler om manglen på pasning. Den krise kom mig til gode, og jeg har en liste på over 100 børnehaver, som jeg har lavet.

Tanja Jordan: Du lavede på et tidspunkt en mobil børnehave til Frederiksberg Kommune?

Når man bygger børnehaver, er det efter min overbevisning vigtigt, at man bygger fleksibelt, så bygningen hele tiden kan følge med. Der sker jo så meget både med nye materialer, med børnene og med nye måder at opdrage børnene på. Man lever jo på en helt anden måde i dag end dengang. Det må afspejle sig i byggerierne, så derfor kan det ikke nytte noget at lave tunge murstensbyggerier, dem kan man jo ikke lave om på.

Tanja Jordan: Du har også lavet projekter i udlandet.

Tutti Lütken: Ja, det synes jeg, var vældigt smart, også den dag i dag. Jeg mener, at arkitektforeningen skulle udskrive en konkurrence om en mobil børnehave, en der kan flyttes. Boligkvarterene forandrer sig og

58

Tutti Lütken: Ja, pludselig en dag stod der en tømrermester, som vi brugte i Nykøbing Falster. Thrane hed han.

59

Han stod oppe i døren på tegnestuen og sagde: ”Jeg har lige været med Hækkerup nede i Tyskland, og han synes, vi skal bygge børnehaver i Tyskland, Tutti. Jeg fortalte ham, at jeg havde lavet nogen projekter sammen med dig, og så ville han gerne have noget projektmateriale, som han kunne vise frem dernede”. Ganske rigtigt fik vi en bestilling hos en borgmester i Braunschweig. Det blev til en stor dejlig børnehave, som blev bestilt med alt fra inventar til skifteforklæder til børnene, køkkentøj og møbler. Det var en sjov tid. Vi kørte derned med nogle store vogne og håndværkere.

Håndværkerne steg hurtigt ud af vognene og lavede noget, de kunne sove i. Det var jo ikke noget, de tyske håndværkere brød sig om, for de syntes, vi var for billige. Derfor nægtede de at godkende byggeriet. Vi lavede yderligere 5-6 børnehaver i Tyskland. Senere skulle vi lave en børnehave i Köln, og vi havde fundet en dejlig grund. Men så afbestilte tyskerne den, de sagde byggeriet ikke kunne godkendes. Men det var fagforeningerne, der ikke ville have det, men den officielle forklaring hed sig, at byggeriet ikke kunne godkendes af de tyske myndigheder. Men så fandt vi ud af, at de bare kunne låne tegningerne, så kunne vi være arkitekter for dem alligevel.

Tanja Jordan: Så I lånte altså jeres tegninger af projekterne til de lokale myndigheder i Tyskland?

Tutti Lütken: Ja ja. Vi sagde, at vi ikke ville have noget med det at gøre. De ringede efter tegningerne, og så fik de dem tilsendt. De ringede også fra Amerika flere gange og ville have, at jeg skulle komme derover.

Men for det første er jeg ikke så god til engelsk, og for det andet er det dyrt at tage til Amerika, når man ikke har en konkret bestilling. Så jeg snakkede med Jørgen Utzon, og han sagde: ”For himlens skyld, lad være at tage til udlandet! Du skal sige til dem, at de skal sende en billet, og når de så har sendt én, så kan du tage af sted”.

Tanja Jordan: Og så har du været med til at lave de første børnehaver og institutioner til fabrikkerne ude på Vestegnen? Bl.a. Dehn’s Vaskeri af PH og børnehaven til telefonfabrikken Automatic.

Tutti Lütken: Ja, og til Glostrup Hospital og Kommunehospitalet. Det var jo meget tidligt og noget helt nyt, at man lavede en specifik børnehave særligt til en arbejdsplads. Fagforeningerne var lidt kede af det, for de sagde, at så kunne familierne jo ikke flytte, men blev nødt til at blive boende. De mente, at det ville blive som i Kina, hvor man ikke kunne flytte, fordi barnet ikke kunne komme ind i en anden børneinstitution et andet sted.

60

Udklip fra Tuttis egen scrapbog 61

Tanja Jordan: Og æren!

Tutti Lütken: Jo, men det var nu ikke særligt festligt. Det gør de meget mere ud af i dag – der giver de hinanden medaljer, ikke?

Udklip fra Tuttis egen scrapbog

Tanja Jordan: Og så fik du C.F. Hansen Medaljen?

Tutti Lütken: Ja, det er en stor, meget meget betydningsfuld medalje. Men der var ingen festivitas ved det dengang. I dag er det noget helt andet, for der er der da vist stor middag. Jeg tror, jeg fik 500 kr. i en brun kuvert. “Sig mig, skal der ikke ske et eller andet?” sagde jeg dengang.

Tuttis møbler til børnehave

62

63

Tutti Lütken – Skovshoved Terrasse, 1956

65

TAL FRA FØRENDE DANSKE TEGNESTUERS EGNE HJEMMESIDER: ARKITEMA: 13 partnere, heraf ingen kvinder - 220 ansatte C.F. MØLLER: 9 partnere, heraf 2 kvinder - 300 ansatte HENNING LARSEN: 6 partnere, heraf 1 kvinde - 130 ansatte 3XN: 6 partnere, heraf ingen kvinder - 180 ansatte VILHELM LAURITZEN: 8 partnere, heraf ingen kvinder - 45 ansatte SCHMIDT HAMMER LASSEN: 6 partnere, heraf ingen kvinder - 200 ansatte

Beatriz Colomina Professor Beatriz Colomina delivered the following speech at the centennial symposium. The speech revolved around the relationship between Eileen Gray and Le Corbusier, revealing his obsession with Eileen Gray and her architecture.

DISSING+WEITLING: 4 partnere, heraf ingen kvinder - 73 ansatte

Kilde: Arkfokus, 01/2009

At the symposium, Female Forces introduced Beatriz Colomina with the following words: “We are proud to present Beatriz Colomina from New York. She is professor of architecture at Princeton University and head of the bachelor department. She was educated as an architect in Barcelona and has been resident in NYC since 1980. She has taught in many places, among others at Columbia University as well as lecturing worldwide.

She has written or edited three important books on architecture and gender: Privacy and Publicity, Sexuality and Space and lately Domesticity at War, which was published in 2007 by MIT press.

We are indeed very happy that you are here, and we welcome you.”

66

67

A House of Ill Repute: E.1027

Fig. 2

E.1027. A modern white house is perched on the rocks, a hundred feet above the Mediterranean sea, in a remote place, Roquebrune at Cap Martin in France (fig. 1). The site is ``inaccessible and not overlooked from anywhere’’.1 No road leads to this house. It was designed and built between 1926 and 1929 by Eileen Gray for Jean Badovici and herself. (fig. 2, 3, 4) Gray named the house E.1027: E for Eileen, 10 for J (the tenth letter of the alphabet), 2 for B and 7 for G. Gray and Badovici lived there most summer months, until Gray built her own house in Castellar in 1934. After Badovici’s death in 1956, the house was sold to the Swiss architect Marie Louise Schelbert. She found the walls riddled with bullet holes. The house had clearly been the scene of some considerable violence. In a 1969 letter, she commented on the state of the house: ``Corbu did not want anything repaired and urged me to leave it as it is as a reminder of war’’.2 But what kind of war?

Most obviously, it was World War II. The bullet holes were wounds from the German occupation.

But what violence was there to the house before the bullets, and even before the inevitable relationship of modern architecture to the military? And anyway, to start with, what was Le Corbusier doing here? What brought him to this isolated spot, this remote house that would eventually be the site of his own death?

By Beatriz Colomina

Fig. 1

This paper is the story of an obsession, the obsession of Le Corbusier with a house by Eileen Gray, but also the story of my own obsession with this story, with this obsession. An obsession with an obsession then that, in my case, goes back at least forty-four years, to the summer of 1992.

This summer, I went back to the Fondation Le Corbusier in Paris and dug a little bit deeper into the archives. Ultimately, I want to do a film, a documentary. Some people may have thought that I was exaggerating in my reading of this story. I don’t mind exaggerating. But what I discovered in the archives demonstrates that I hadn’t gone far enough. In the meantime, for those unfamiliar with this story, let me start from the beginning.

68

Fig. 3

Fig. 4

69

‘the other.’ Yet Le Corbusier, as Samir Rafi and Stanislaus von Moos have noted, turned this material into ``preparatory studies for and the basis of a projected monumental figure composition, the plans for which seem to have preoccupied Le Corbusier during many years, if not his entire lif’’..8 From the months immediately following his return from Algiers until his death, Le Corbusier seems to have made hundreds and hundreds of sketches on yellow tracing paper by laying it over the original sketches and redrawing the contours of the figures. (Ozenfant believed that Le Corbusier had redrawn his own sketches with the help of photographs or postcards.9) He also exhaustively studied Delacroix’s famous painting Les Femmes d’Alger dans leur appartement (fig.6) producing a series of sketches of the outlines of the figures in this painting, divested of their ``exotic clothin’’. and the ``Oriental déco’’.. 10 Soon the two projects merged: He modified the gestures of Delacroix’s figures, gradually making them correspond to the figures in his own sketches. Le Corbusier said that he would have called the final composition Les Femmes de la Casbah.11 In fact, he never finished it.

Fig. 5

``As a young man, he had traveled in the Balkans and the near East and had made sketches of strange, inaccessible places and scenes. It was perhaps through a natural, anti-romantic reaction of maturity that later, as a Purist, he proposed to paint what was duplicable and near-at-hand’’.3 We will have to go back to Le Corbusier’s earlier travels, to the ``strange, inaccessible places and scene’’. that he had conquered through drawing (fig. 5) – at the very least, to Le Corbusier’s trip to Algiers in the spring of 1931, the first encounter in what would become a long relationship to this city, or in Le Corbusier’s words, ``Twelve years of uninterrupted study of Algiers”.4 By all accounts, this study began with his drawing of Algerian women. He said later that he had been ``profoundly seduced by a type of woman particularly well built’’. of which he made many nude studies.5 He also acquired a big collection of colored postcards depicting naked women surrounded by accoutrements from the oriental bazaar. Jean de Maisonseul (later director of the Musée National des Beaux-Arts d’Alger), who as an eighteen-year-old boy had guided Le Corbusier through the Casbah, recalls their tour: ``Our wanderings through the side streets led us at the end of the day to the rue Kataroudji where he [Le Corbusier] was fascinated by the beauty of two young girls, one Spanish and the other Algerian. They brought us up a narrow stairway to their room; there he sketched some nudes on – to my amazement – some schoolbook graph paper with colored pencils; the sketches of the Spanish girl lying both alone on the bed and beautifully grouped together with the Algerian turned out accurate and realistic; but he said that they were very bad and refused to show them”.6 Le Corbusier filled three notebooks of sketches in Algiers that he later claimed were stolen from his Paris atelier. But Ozenfant denies it, saying that Le Corbusier himself either destroyed or hid them, considering them a ``secret d’atelier”.’7 The Algerian sketches and postcards appear to be a rather ordinary instance of the ingrained fetishistic appropriation of women, of the East, of

70

Fig. 6

He kept redrawing it. That the drawing and redrawing of these images became a lifetime obsession already indicates that something was at stake. This became even more obvious when in 1963-64, shortly before his death, Le Corbusier, unhappy with the visible aging of the yellow tracing paper, copied a selection of twenty-six drawings onto transparent paper and, symptomatically for someone who kept everything, burned the rest.12

71

But the process of drawing and redrawing the Les Femmes de la Casbah reached its most intense, if not hysterical, moment when Le Corbusier’s studies found their way into a mural that he completed in 1938 in E.1027. Le Corbusier referred to the mural as Sous les pilotis or Graffite à Cap Martin; sometimes he also labeled it Three Women (fig. 7).13 According to Schelbert, Le Corbusier ``explained to his friends that `Badou’ [Badovici] was depicted on the right, his friend Eileen Gray on the left; the outline of the head and the hairpiece of the sitting figure in the middle, he claimed, was `the desired child, which was never born’ ‘’.14 This extraordinary scene, a defacement of Gray’s architecture, was perhaps even an effacement of her sexuality. For Gray was openly gay, her relationship to Badovici notwithstanding. And in so far as Badovici is here represented as one of the three women, the mural may reveal as much as it conceals. It is clearly a ``theme for a psychiatrist’’. as Le Corbusier’s Vers une architecture says of the nightmares with which people invest their houses,15 particularly if we take into account Le Corbusier’s obsessive relationship to this house

as manifest (and this is only one example of a complex pathology) in his quasi-occupation of the site after World War II, when he built a small wooden shack (the Cabanon, (fig. 8) for himself at the very limits of the adjacent property, right behind Gray’s house. He occupied and controlled the site by overlooking it, the cabin being little more than an observation platform, a sort of watchdog house. The imposition of this appropriating gaze is even more brutal if we remember that Gray had chosen the site because it was, in Peter Adam’s words, ``inaccessible and not overlooked from anywher’’..

But the violence of this occupation had already Fig. 8 been established when Le Corbusier painted the murals in the house (there were eight altogether) without Gray’s permission (she had already moved out). She considered it an act of vandalism; indeed, as Adam put it, ``It was a rape. A fellow architect, a man she admired, had without her consent defaced her design’’.16

The defacement of the house went hand in hand with the effacement of Gray as an architect.

When Le Corbusier published the murals in his Oeuvre complète (1946) and in L’Architecture d’aujourd’hui (1948), Gray’s house was referred to as ``a house in Cap-Marti’’.; her name was not even mentioned.17 Later on, Le Corbusier actually got credit for the design of the house and even for some of its furniture.18 Today, the confusion continues, with many writers attributing the house to Badovici alone or, at best, to Badovici and Gray, and others suggest that Le Corbusier had collaborated on the project. Gray’s name does not figure, even as a footnote, in most histories of modern architecture, including the most recent and ostensibly critical ones.

``What a narrow prison you have built for me over a number of years, and particularly this year through your vanity’’. Badovici wrote to Le Corbusier in 1949 about the whole episode (in a letter that Adam thinks may have been dictated by Gray herself).19 Le Corbusier’s reply is clearly addressed to Gray: ``You want a statement from me based on my worldwide authority to show – if I correctly understand your innermost thoughts – to demonstrate `the quality of pure and functional architecture’ which is manifested by you in the house at Cap Martin, and has been destroyed by my pictorial interventions. OK, you send me some photographic documents of this manipulation of pure functionalism. . . Also send some documents on Castellar, this U-boat of functionalism; then I will spread this debate in front of the whole world’’.20 Now Le Corbusier was threatening to carry the battle from the house into the newspapers and architectural periodicals. But his public position completely contradicted what he had expressed privately. In 1938, the same year he would go on to paint the mural Graffite à Cap Martin, Le Corbusier had written a letter to Gray, after having

Fig. 7

72

73

spent some days in E.1027 with Badovici, in which he acknowledged not only her sole authorship but also how much he likes the house: ``I am so happy to tell you how much those few days spent in your house have made me appreciate the rare spirit which dictates all the organization, inside and outside, and gives to the modern furniture – the equipment – such dignified form, so charming, so full of spirit’’. (fig. 9).21 Why, then, did Le Corbusier vandalize the very house he loved? Did he think that the murals would

Fig. 9

enhance it? Certainly not. Le Corbusier had repeatedly stated that the role of the mural in architecture is to ``destro’’. the wall, to dematerialize it. In a letter to Vladimir Nekrassov in 1932, he wrote: ``I admit the mural not to enhance a wall, but on the contrary, as a means to violently destroy the wall, to remove from it all sense of stability, of weight, etc’’.22 The mural for Le Corbusier is a weapon against architecture, a bomb. ``Why then to paint on the walls . . . at the risk of killing architecture’’. he asked in the same letter, and then answered, ``It is when one is pursuing another task, that of telling stories’’.23 So what, then, is the story that he so urgently needed to tell with Grafitte a Cap Martin?

We will have to go back once more to Algiers. In fact, Le Corbusier’s complimentary letter to Gray, sent from Cap Martin April 28, 1938, bears the letterhead, ‘Hôtel Aletti Alger’. Le Corbusier’s violation of Gray’s house and identity is consistent with his fetishization of Algerian women. One might

even argue that the child in this mural reconstitutes the missing (maternal) phallus, whose absence, Freud argues, organizes fetishism.

In these terms, the endless drawing and redrawing is a violent substitution that required the house, domestic space, as prop. Violence is organized around or through the house. In both Algiers Fig. 10a and Cap Martin, the scene starts with an intrusion, the carefully orchestrated occupation of a house. But the house is, in the end, effaced – erased from the Algiers drawings, defaced at Cap Martin.

Significantly, Le Corbusier described drawing itself as the occupation of a ``stranger’s house’’. In his last book, Creation Is a Patient Search, he wrote: ``By working with our hands, by drawing, we enter the house of a stranger, we are enriched by the experience, we learn’’.24 The sketches of the Algerian women were not only redrawings of live models but also redrawings of postcards. (fig. 10a and 10b) One could even argue that the construction of the Algerian women in French postcards, widely circulated at the time, would have informed Le Corbusier’s live drawings.25 He ‘entered’ those pictures.

He inhabited these postcards, these photographs.

In fact, the whole mentality of the Femmes de la Casbah drawings is photographic. Not only were they made from photographs but they were developed according to a repetitive process in which the images are systematically reproduced on transparent paper, the grid of the original graph paper allowing the image Fig. 10b

74

75

to be enlarged to any scale. This photographic sensibility becomes most obvious with the murals at Cap Martin. Traditionally, they have been understood as a paradigm of Le Corbusier the painter, the craftsman detached from mechanical reproduction, an interpretation to which Le Corbusier himself has contributed with the circulation of that famous photograph of him, naked, working at one of the murals (fig. 11). This is the only nude image of him that we know, and that it had to be here, in this scene, is telling. What is normally overlooked is that Graffite à Cap Martin was not conceived on the wall itself. Le Corbusier used an electric projector to enlarge the image of a small drawing onto the 2.5 by 4 meter white wall where he etched the mural in black.

Fig. 11

76

It is said that in using black Le Corbusier was thinking about Picasso’s Guernica (fig. 12) of the year before, and that Picasso, in turn, was so impressed with the mural at Cap Martin that it prompted him to do his own versions of the Femmes d’Alger (fig. 13) . Apparently, Picasso drew Delacroix’s painting from memory and was later ‘frappé’. to find out that the figure that he had painted in the middle, lying down, with her legs crossed, was not in the Delacroix.26 It was, of course, Graffitte à Cap Martin that he remembered, the reclining crossed-legged women (inviting but inaccessible), Le Corbusier’s symptomatic representation of Gray. But if Le Corbusier’s mural had so impressed

him, why did Picasso choose not to see the swastika inscribed on the chest of the woman on the right? The swastika may be yet one more sign of Le Corbusier’s political opportunism. (We should remember that the mural was done in 1938.) But the German soldiers, who occupied the house during World War II, may not have Fig. 12 seen the swastika either, for this very wall was found riddled with bullet holes, as if it had been the site of some execution. The mural was a black and white photograph. By drawing, he entered the photograph that is itself a stranger’s house, occupying and re-territorializing the space, the city, the sexualities of the other by reworking the image.

Drawing on and in photography is the instrument of colonization. The entry to the house of a stranger is always a breaking and entering – there being no entry without force no matter how many invitations.

Le Corbusier’s architecture depends in some way on specific techniques of occupying yet gradually effacing the domestic space of the other.

Fig. 13

Like all colonists, Le Corbusier did not think of it as an invasion but as a gift. When recapitulating his life work five years before his death, he symptomatically wrote about Algiers and Cap Martin in the same terms: ``From 1930 L-C devoted twelve years to an uninterrupted study of Algiers and its future. . . Seven great schemes (seven enormous studies) were prepared free of charge during those year’’. (fig. 14); and later, ``1938-9. Eight mural paintings (free of charge) in the Badovici and Helen Grey house at Cap Martin’’.27 No charge for the discharge. Gray was outraged; now even her name was defaced. And renaming is, after all, the first act of colonization. Such gifts cannot be returned.

But who was the gift for, after all? Certainly not for Eileen Gray. The gift was for Le Corbusier himself. Effacing her gives him his identity. This can be seen in the obsessive attempt to keep his own gift.

77

After the death of Badovici, the property of the house passed to his sister, an elderly nun living in Bucarest who had given powers to the American Adventists taking care of her. Le Corbusier started an extraordinary campaign to control the destiny of the house. He wrote over a hundred elaborate letters and notes to the pastor in charge of selling the house, to friends in Switzerland trying to arrange for a suitable buyer (most notably his publisher Boesiger and gallerist Heidi Weber), to a notary of the Cap Martin area trying to establish the value of the house against the pastor’s request for 30 million, to the director of SPADEM requesting that he writes a threatening letter to the pastor advising him of Le Corbusier’s intentions to make the preservation of the murals a condition, to the eventual buyer of the house, the Swiss architect Marie Louise Schelbert, advising her on what to do and what not to do, including precise instructions on wearing a hat (presumably to make bids at the auction, and so on and on. The letters, sometimes three and more pages long and including drawings, sketches and photographs explain in excruciating detail how extraordinary the house and its location is, the neighboring houses, the beach, the other beach, the station connecting it to Bourdeaux, Paris, Frankfurt, Geneva, Genes, Rome, …, every detail of everyday life down to the perfect cuisine of the Etoile de mer, the restaurant immediately above E.1027, eating in the sun on the terrace of Roberto (the owner of L’Etoile de mer)... The tone in crescendo, he starts sounding as a tourist brochure: In a letter to his publisher, Boesiger, written from Cap Martin he writes: Voila la question, Boesiger, Cap Martin Roquebrune for Xmas, New Years, Easter, winter and summer. It is this part of the coast called Mediterranean climate….

Accesible by wagons lits, by the big international roads, by aeroplane.

In direct contact by 3 routes (but here the tranquility of the isolation) with Nice, Antibes, Cannes, Menton, Genes (Turin St Bernard o Milan). Here I put an slip and nothing else for weeks.

Boesiger make Photostat of this letter. Show it to your friends. Do it quickly….

I am going to jump into the water.

He tries to convince Boesiger to form a group of 3 or 4 people from Zurich who could buy the house.

Ostensibly, he is trying to save the murals at every cost, but on the way, he expresses once and again his great love for the place and for the house. Most remarkably, a recurring theme appears in all these letters: the fear that the house could be turned into a house of ill repute, a bordello. It is hard to imagine the idea that a modest modern house by the sea in a very expensive piece of property surrounded by luxurious villas could be turned into a brothel, but Le Corbusier keeps repeating the idea obsessively in numerous letters to all kinds of people:

“If the filthy beasts installed a bordello in this house, they will destroy the 8 mural paintings. If your group buys it, they will be saved,” he says to Boesiger I am going to jump into the water.

78

Fig. 14

To the pastor and the notary, he claims in different letters to be trying to preserve the house and the garden and avoid that it falls in the hands of “gens equivoques” insisting that, by contrast, the people he is trying to organize to buy the house represent “the most impeccable quality, honesty, understanding of the problem, desire to preserve this pied-de-terre modest but coquet, for spending the weekend or holidays of every kind”.

To Mr. Duchemin, Secretary General of SPADEM he writes: “The threat is double: On the one hand, the house could be bought by people who could make it a place of “rendez-vous,” perhaps picturesque! (the situation of the property and the house itself lend themselves to it), or it could be bought by people of taste – that we don’t know – and that will perhaps have as first attitude to cover the mural paintings in the walls”.

What is the double threat? The brothel, precisely, the very scene of sexuality and femininity that he had tried to conquer through endless drawing. His fear is that the brothel will come to life as if projected back out from the images on the wall. The murals have to be protected both from destruc-

79

tion and from coming to life. Tamed, domesticated, controlled. Suggestive yet restrained, “modest but coquette”. These are not just any old images on the wall. They are his life’s effort to control the threatening femininity of the material world, to be the master.

[Endnotes:] 1. Peter Adam, ‘Eileen Gray: Architect/Designer’ (New York: Harry N. Abrams Inc., 1987), 174.

2. Letter from Marie Louise Schelbert to Stanislaus von Moos, February 14, 1969, as quoted by von Moos in ‘Le Corbusier as Painter’, Oppositions 19-20 (1980), 93.

3. James Thrall Soby, ‘Le Corbusier, Muralist’, Interiors (1948), 100.

4. Le Corbusier, ‘My Work’, trans. James Palmes (London: The Architectural Press, 1960), 50.

5. Samir Rafi, ‘Le Corbusier et `Les Femmes d’Alger’, ‘Revue d’histoire et de civilisation du Maghreb’ (Algiers) (January 1968), 51.

6. Letter from Jean de Maisonseul to Samir Rafi, January 5, 1968, as quoted by Stanislaus von Moos in ‘Le Corbusier as Painter’, 89.

7. From several conversations of both Le Corbusier and Ozenfant with Samir Rafi in 1964. As quoted by Samir Rafi in ‘Le Corbusier et `Les Femmes d’Alger,’ ‘ 51.

8. Von Moos, ‘Le Corbusier as Painter’, 91.

9. Conversation of Ozenfant with Samir Rafi, June 8, 1964, as quoted by Samir Rafi in ‘Le Corbusier et `Les Femmes d’Alger’,’ 52.

10. Von Moos, 93.

11. Rafi, 54-55.

12. Ibid., 60.

13. In My Work, Le Corbusier refers to the mural as Graffiti at Cap Martin. In ‘Le Corbusier as Painter’ . Stanislaus von Moos

P.S. In 1944, the retreating German army blew up Gray’s apartment in Menton, having vandalized E.1027 and Temple a Paiella (her house in Castellar). She lost everything. Her drawings and plans were used to light fires.

labels the mural Three Women (Graffite à Cap Martin), and in ``Le Corbusier et `Les Femmes d’Alger,’ ‘’ Samir Rafi labels the final composition from which the mural was derived ‘Assemblage des trois femmes: Composition définitive’. Encre de Chine sur papier calque. 49.7 X 64.4 cm. Coll. particulière. Milan.

14. Letter from Marie Louise Schelbert to Stanislaus von Moos, February 14, 1969, as quoted by von Moos, 93.

15. Le Corbusier, ‘Vers une architecture’ (Paris: Crès, 1923), 196. The passage here referred to is omitted in the English version

P.P.S. On August 26, 1965, the endless redrawing of the Femmes de la Casbah still unfinished, Le Corbusier went down from E.1027 to the sea and swam to his death.

of the book.

16. Adam, 311.

17. See Adam, 334-35. No caption of the photographs of the murals published in ‘L’Architecture d’aujourd’hui ‘ mentions Eileen Gray. In subsequent publications, the house is either simply described as ‘Maison Badovic’ or credited directly to Badovici. The

P.P.P.S. In 1977, a local mason in charge of some work in the house ``mistakenl’’. demolished the mural Graffitte.28 I like to think that he did so on purpose. Gray had spent almost three years living on the site in complete isolation, building the house with the masons, having lunch with them every day. She did the same thing when building her house at Castellar. The masons knew her well; in fact, they loved her and they hated the arrogant Badovici. They understood perfectly what the mural was about. They destroyed it. In so doing, they showed more enlightenment than most critics and historians of architecture.

first recognition since the thirties of Gray as architect came from Joseph Rykwert, ‘Un Ommagio a Eileen Gray - Pioniera del Design’, Domus 468 (December 1966), 23-25.

18. For example, in an article entitled ‘Le Corbusier, Muralist’, published in Interiors (June 1948), the caption of the murals at Cap Martin reads: ``Murals, interior and exterior, executed in sgraffito technique on white plaster, in a house designed by Le Corbusier and P. Jeanneret, Cap Martin, 1938’’. In 1981, in Casa Vogue 119 (Milan), the house is described as ``Firmata Eileen Gray - Le Corbusier’’. (signed Eileen Gray and Le Corbusier), and an Eileen Gray sofa as ``pezzo unico di Le Corbusie’’. (unique piece by Le Corbusier), as quoted by Jean Paul Rayon and Brigitte Loye in ‘Eileen Gray architetto 1879-1976’. Casabella 480 (May 1982), 38-42.

19. ``Quelle réclusion étroite que m’a faite votre vanité depuis quelques années et qu’elle m’a faite plus particulièrement cette

P.P.P.P.S. Since then, the mural has been reconstructed in the house using photographs. It reemerged from its original medium. The occupation continues.

80

année’’. Letter from Badovici to Le Corbusier, December 30, 1949, Fondation Le Corbusier, as quoted by Brigitte Loye in Eileen Gray 1879-1976: Architecture Design (Paris: Analeph/J. P. Viguier, 1983), 86; English translation in Adam, 335.

81

20. ``Vous réclamez une mise au point de moi, couverte de mon autorité mondiale, et démontrant--si je comprends le sens profond de votre pensée--`la qualité d’architecture fonctionnelle pure’ manifesté par vous dans la maison de Cap Martin et anéantie par mon intervention picturale. D’ac [sic], si vous me fournissez les documents photographiques de cette manipulation fonctionnelle pure: `entrez lentement’; `pyjamas’; `petites choses’; `chaussons’; `robes’; `pardessus et parapluies’; et quelques documents de Castellar, ce sous-marin de la fonctionnalité: Alors je m’efforcerai d’étaler le débat au monde entier’’. Letter from Le Corbusier to Badovici, Fonda-

ARKFOKUS

tion Le Corbusier, as quoted in Loye, 83-84; English translation in Adams, 335-36.

21. Letter from Le Corbusier to Eileen Gray, Cap Martin, 28 April, 1938, as quoted in Adam, 309-10.

22. ``J’admets la fresque non pas pour mettre en valeur un mur, mais au contraire comme un moyen pour détruire tumultueusement le mur, lui enlever toute notion de stabilité, de poids, etc’’. Le Corbusier, Le passé à réaction poétique, Catalogue of an exhibition

Arkitektforbundet afholdt d. 21 november 2008 seminaret ”Kvinde og Arkitekt anno 2008” i anledning af kvindernes 100-års-jubilæum. Seminaret var tilrettelagt, så det supplerede jubilæumsdagens symposium med nye vinkler og uddybende temaer.

organized by the Caisse nationale des Monuments historiques et des Sites/Ministère de la Culture et de la Communication, Paris 1988, 75.

23. ``Mais pourquoi a-t-on peint les murs des chapelles au risque de tuer l’architecture? C’est qu’on poursuivait une autre tâche, qui était celle de raconter des histoires’’. Ibid.

24. Le Corbusier, Creation Is a Patient Search (New York: Frederick Praeger, 1960), 203.

25. About French postcards of Algerian women circulating between 1900 and 1930, see Malek Alloula, The Colonial Harem (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1986).

Til seminaret talte lektor Karen Sjørup fra RUC om dilemmaerne mellem familie- og arbejdsliv, og forfatter Gretelise Holm, som har skrevet debatbogen ”Hvorfor er feminister så snerpede?” om ligestilling generelt. Arkitekterne Sofie Willems og Joan Raun, begge indehavere af Spektrum, berettede om det at have nyfødte børn samtidig med, at man forsøger at drive en tegnestue, og Susanne Nilsson, Niras A/S, og Katja Viltoft, JJW arkitekter, talte begge om deres dagligdag som kvindelig ledere.

26. Rafi, 61.

27. Le Corbusier, My Work, 50-51 (my emphasis).

28. Von Moos, 104.

Arkitektforbundet dedikerede i samme anledning et helt nummer (01/2009) af ARKFOKUS til emnet.

Illustrations Fig. 1. Eileen Gray. E.1027, Roquebrune, Cap Martin, France. 1926-1929.

Source: Peter Adam, Eileen Gray: Architect/Designer.

Fig. 2. Eileen Gray photographed by Berenice Abbott in Paris, 1926.

Fig. 3. Eileen Gray. E.1027. Façade to the sea with window shutters.

Fig 4. E.1027. Eileen Gray. E.1027. The satellite mirror.

Fig. 5. Le Corbusier, Cahiers de dessin, n. 10, 1917.

Fig. 6. Eugène Delacroix. Femmes d’Alger dans leur appartement. 1833. Oil on canvas. Musée du Louvre, Paris Credit: Photo R.M.N. Fig. 7. Le Corbusier. Three Women (Graffite à Cap Martin). 1938. Mural in Eileen Gray’s house E. 1017, Roquebrune, Cap Martin.

Source: Alfred Roth, Begegnungen mit Pionieren (Basel and Stuttgart, 1973), 119.

Fig. 8. Le Corbusier. Cabanon. 1952. Cap Martin. Credit: Bibliothèque de la Ville, La Chaux-de-Fonds/Fonds Le Corbusier.

Fig. 9. Letter from Le Corbusier to Eileen Gray, in which he praises E.1027. Cap Martin, April 28, 1938. Note the letterhead: Hotel Aletti Alger. Source: Peter Adam, Eileen Gray, 310. Credit: Eileen Gray Archives, London.

Fig. 10a. ‘Femmes kabyles’, postcard bought by Le Corbusier in Algiers in 1931.

Fig. 10b. Le Corbusier, Deux Femmes Enlacées, c. 1932. 24.5 x 32 cm. Pencil and pastel on cardboard (Fondation Le Corbusier 114).

Fig. 11. Le Corbusier painting one of the murals in E.1027. Source: Le Corbusier une encyclopedie, 275.

Fig. 12. Pablo Picasso, Guernica.

Fig. 13. Pablo Picasso, Les Femmes d’Algier, 1955 (d’apres Delacroix), 114 d 146 c. Oil on canvas. Collection W. Ganz, New York.

Fig. 14. Le Corbusier, Plan Obus for Algiers, 1930-34.

82

83

Marianne Ingvartsen – Lejlighedskompleks, Guldbergsgade 4-6, København N, år 1999-2002

Lene Tranberg m.fl. – Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, København K, år 2002-08

Fællesskaber og boligbyggeri i 1970’erne En lille note om fællesskaber og boligbyggeri i 1970’erne og kvindelige arkitekters del i dette.

Af arkitekt Karen Zahle Inspireret af ungdomsoprøret sidst i 60’erne blev 70’erne et tiår, hvor mange holdninger i Danmark ændredes. Det drejede sig om fri adgang til uddannelserne og deres demokratisering, om økologi, om kvindebevægelser, samt om inddragelse af brugere i beslutningsprocesser m.m. Også byggeriets udformning blev grundlæggende ændret.

Programmering og planlægning, ikke mindst af boligbyggeriet, var præget af en reaktion på det foregående årtis mammutbyggerier. Store institutions- og boligbyggerier opførtes stadig og medførte kritik af den umyndiggørelse, brugere oplevede. Resultatet blev nye procesforløb, hvor beboere skulle høres.

Som eksponenter for den opposition der rørte sig i tiden og havde særlig betydning, skal her fremhæves nogle få inspirerende projekter: Sofiegården (1971) (Karen Kristiansen f. 1942) – et kollegium for unge midt i den gamle by (Christianshavn, Kbh.), Thylejren (1970) – en sommerkoloni primært med selvbyggeri (Susanne Ussing) og rum for den frisætning af krop og seksualitet, som er karakteristisk for perioden. Christiania (1971) en fristad på et tidligere kaserneområde midt i København med alsidige bygningsmæssige, økologiske og sociale tiltag. Og en facadeattrap (1977) en illustrativ model i 1:1 på udstillingen Alternativ Arkitektur på Louisiana-museet der viste, hvordan man selv ville kunne bygge og forme sin bolig i en etagebebyggelse baseret på et konkurrenceprojekt fra 1974 (Susanne Ussing). Endelig blev der med boligbebyggelsen Tinggården (1978) givet startskud til en 10 år lang udviklingsperiode af tæt-lav-boligområder med fælleslokaler, trafikseparering og ret til at præge egne boliger og rummene mellem dem.

70’erne er perioden, som afløser 60’ernes asketiske modernisme og slutter med dekorativ og symbolsk postmodernisme. Det sker især i byfornyelsesområder, hvis skala skal respekteres. Overordnet planlægning beskæftiger mange. Men 70’ernes særpræg og værdi baserer sig ikke mindst på opfattelsen og den arkitektoniske tolkning af indholdet i følgende ordpar, der drejer sig om, hvad ”kvindelige” principper i højere grad end ”mandlige” principper tenderer imod: ”mere brugsorienteret end designorienteret”, ”mere ergonomisk end monumental”, ”mere funktionel end formel”...

86

Plakat af Karen Zahle til udstilling i ‘Det danske Hus’ i Paris, 1976

Kvinder fik fodfæste i den danske arkitektur, blandt andet opstod egentlige kvindetegnestuer såsom ”Thyra” og ”Kvisten” i dette årti, hvor erkendelsen af ”egne” værdier blev styrket af det voksende antal kvinder i studiet og faget, om end kun sjældent i første række. Boligbyggeriet toppede midt i årtiet, men i tæt-lav-byggerier som f.eks. Galgebakken (1973) (Hanne Marcussen f. 1936 og Anne Ørum Nielsen f. 1937) dyrkede man temaer, som skulle vise sig langtidsholdbare også i det almene boligbyggeri: en samklang af bestræbelser med henblik på at tilfredsstille den enkeltes udfoldelsestrang i respekt for helheden, naturen og ressourcerne! De mange bofællesskaber, som opstod, medvirkede til mere ligelig fordeling af opgaver i husholdnings- og omsorgsarbejde samt et rigere opvækstmiljø for børnene. Man bortvalgte hurtige ”effektive” løsninger og satte sundhed og fællesskab i højsædet.

Teksten er oprindeligt skrevet til opslagværket “Le Dictionnaire des creatrices” og udgivet af forlaget “Les editions des femmes”.

87

Hanne Marcussen og Anne Ørum m.fl. – Boligbebyggelsen Galgebakken, Gamle Landevej , Albertslund Nord, år 1973-74

89

Et lille tilbageblik over “Kvinder i Byggesektoren” & Tegnestuen Thyras historie Kvindetegnestuen Thyra var rigt repræsenteret med materiale på 100-årsjubilæumsudstillingen. Female Forces har efterfølgende bedt Thyra om at beskrive nogen af de overvejelser, der ligger til grund for etableringen af tegnestuen og det dertilhørende kvindenetværk KIB: ’Kvinder i Byggesektoren’.

Af arkitekt Eva Würtz

‘Kvinder i Byggesektoren’ (KIB) og Tegnestuen Thyra har begge deres oprindelse i 70’ernes trang til – og brug for – større kvindeindflydelse i de traditionelle mandebyggefag. ‘Kvinder i Byggesektoren’ blev dannet som en græsrodsbevægelse i 1977 med det formål at arbejde for, at kvinders krav til bolig- og arbejdsmiljø tilgodeses og fremmes, ved at kvinders viden og erfaringer på disse områder inddrages i alle ændringer af vore fælles fysiske omgivelser, og at yde støtte til kvinders bygge- og planlægningsprojekter.

Efter at det ikke var lykkedes at få en ”kvindestand” på byggeudstillingen i Forum i 1977 besluttede man i stedet at lave et seminar for kvinder i byggesektoren – det blev holdt i Suhmsgade og resulterede bl.a. i oprettelse af kvindetegnestuen Thyra (opkaldt efter den første kvindelige bygherre i Danmark: Dronning Thyra).

I 1978 udsendte forlaget Branner og Korch med støtte fra Københavns almennyttige boligselskab bogen ‘Boligrammer – Menneskeværd’, en kvinderapport med indlæg fra 16 kvindelige forfattere, flere af disse KIB- eller Thyra-medlemmer. Bogen blev redigeret af Nynne Koch.

90

I samarbejde med ‘Kvinnepolitisk planforum i Norge’ og ‘Kvinnors Byggforum i Sverige’ arrangeredes fællesnordiske seminarer de følgende år: Kungälv 1979, Rødhus Klit 1981, Östra Grevie 1983, Grankulla 1985, Hamar 1987, Örebro 1990. Hovedtemaet på disse konferencer har været: ‘Bygge og bo på kvinders vilkår’. I årenes løb har der været mange forskellige tiltag. I 1984 oprettede KIB ‘Kvindernes Boligfond’ med det formål at forestå opførelse af menneskevenlige boliger samt at skabe flere kvindearbejdspladser inden for bygge- og anlægssektoren. I 1987 blev boligfonden ændret til ‘Kvindernes Byggeselskab Aps.’ som bl.a har stået for opførelsen af 20 andelsboliger i Hastrup ved Køge.

Mange kompetente og idérige kvinder er i årenes løb gået ind i KIB’s og Thyras arbejde – vi mener selv, at vi har været til nytte for udviklingen.

‘KVINDER I BYGGESEKTOREN’ ARRANGERER NU HVERT ÅR BÅDE EN SOMMER- OG EN VINTERRUNDTUR TIL INTERESSANTE NYBYGGERIER. I LØBET AF DE SIDSTE ÅR HAR VI BL.A. VÆRET I ØRESTADEN, SKUESPILHUSET, CHARLOTTEHAVEN M.M.

Tegnestuen Thyra har gennem årene udført mange forskellige opgaver. En af de tidligste var projekteringen af en tilbygning i 1982 til Den nordiske Kvindehøjskole i Visby ved Tønder, et fascinerende 8-kantet træhus i 2 etager, hvor man stod for projektering, byggeledelse og byggekursus for højskoleeleverne.

For øjeblikket er Thyra med tilskud fra Københavns Kommune m.fl. i gang med et spændende projekt: restaurering og nyindretning af Sofiebadet – en gammel offentlig badeanstalt på Christianshavn i København.

92

93

Mailkorrespondance From:

bettyvang

Subject: Female Forces Date:

September 24, 2008 9:26:04 PM GMT+02:00

To:

rikke@onefemalearchitect.dk

Kære Rikke

Tak for din mail, hvori du gør mig opmærksom på jeres 100-års-jubilæum for de første kvinder på akademiets arkitektskole, og for indbydelsen til at deltage i dette jubilæum. Jeg har kort læst om jubilæet i AAs nyhedsbrev, men har deraf opfattet det som et internt jubilæum på arkitektskolen i København.

Din mail til mig har jeg videresendt til nogle af mine jævnaldrende kolleger i Århus og København og dermed orienteret dem om jubilæet. Måske vil I til Jeres udstilling være interesseret i materiale fra 1970’erne og 1980erne - dengang vi ”gamle” kæmpede for de kvindelige arkitekters sag? Måske ved du, at vi i Århus oprettede foreningen KAJ – Kvindelige Arkitekter i Jylland med tilhørende tegnestue (siden nedlagt), og i København oprettede vi foreningen KIB – Kvinder i Byggesektoren, som fortsat eksisterer, samt tegnestuen THYRA, som også fortsat består. Nogle af os skrev bogen ”Boligrammer – Menneskeværd” (Forlaget Branner og Korch, 1978), og vi oprettede netværket Nordiske Kvinders Bygge- og Planforum, som i en årrække fra 1979 til 1990 holdt møder på skift i et nordisk land. Vi lavede også udstillinger, blandt andet udstillingen ”På Vej”, som i 1980 blev vist først på Københavns og derefter på Århus Rådhus. Så det er materiale i form af rapporter, bøger og plakater, I kan låne til udstillingen den 10. oktober, hvis I er interesserede. Er I det, kan du kontakte Kirsten Hanson. Hun er medarbejder på tegnestuen THYRA og medlem af KIB, som ligger inde med det materiale, I kan låne.

Venlig hilsen Betty Vang

94

95

Fra: Rikke Lequick Larsen [mailto:rikke@onefemalearchitect.dk] Sendt: 27. september 2008 21:46 Til: Betty Vang Emne: Re: Female Forces

Kære Betty, Mange tak for din mail, og for din tilmelding. Vores udstillingsansvarlig har kontaktet Kirsten Hanson og fået lovning på at låne materiale. Tak for kontakten.

Jeg vil høre dig om en mer’ ting. Jeg tænkte om vi må få lov til at offentliggøre denne email korrespondance - at bruge den som udstillingsmateriale. For jeg synes disse emails er fantastiske vidnesbyrd om noget arbejde som er blevet lavet - men måske ikke altid er lige veldokumenteret. Således har det været svært at finde materiale på meget af det, du her taler om, og det er fantastisk nu at få mails fra dig og læse om nye ukendte arrangementer og initiativer. Det er desværre nok vores (kvindernes) sag i en nøddeskal at vi ikke lige har fået dokumenteret tingene, for resultatet var/er måske ikke det vigtigste men derimod processen mens den stod på. Så hvis du ikke har noget imod det, vil vi gerne bringe dine mails.

Med kærlig hilsen Rikke Lequick Larsen

From:

bettyvang

Subject: SV: Female Forces Date:

September 29, 2008 12:37:31 PM GMT+02:00

To:

rikke@onefemalearchitect.dk

Kære Rikke

Tak for din mail. Det glæder mig, at I har kontaktet Kirsten Hanson og fået lovning på materiale.

Du er velkommen til at bruge vor e-mail korrespondance som en del af jeres udstillingsmateriale. Det er en morsom ide, der – som du siger – synliggør nogle ting, som måske ellers ikke er mulige at vise på jeres udstilling. Jeg glemte at fortælle, at udstillingen ”På Vej”, som vi lavede på Københavns Rådhus i 1980, var i forbindelse FNs kvindekonference i København.

96

97

98

Opslag fra ‘Blød By’ - Blad om bolig, miljø og planlægningsproblemer. Nr.24, maj 1983.

Jeg er ikke enig med dig i, at der mangler dokumentation for ”kvindernes sag”. Den er sikkert ikke at finde på akademiets bibliotek, men den er at finde bl.a. på KVINFOs bibliotek i København og på Statsbiblioteket i Århus (herunder Kvindehistorisk Samling). I 1980erne og 1990erne blev der gjort meget netop for at samle og synliggøre den viden om kvinder og ”kvindernes sag”, som er resultater af kvindeforskningens store arbejde, der begyndte i 1970erne. En del af denne kvindeforskning omhandlede også de kvindelige arkitekter, som jeg selv har været med til at skrive om. Der blev også dengang skrevet om denne kvindeforskning i vort fags tidsskrifter, se fx ARKITEKTEN nr. 8, 1991, BLØD BY mr. 11, 1981, med emnet: Kvinder i Arkitektur og Planlægning, og BLØD BY nr. 24, 1983, med emnet: Kvindearkitektur.

At samle dele af denne dokumentation til brug for jeres 100-års-jubilæumsudstilling er i sig selv et stort arbejde – og ikke mindst et stort research arbejde - som jeg godt kan forstå, at I måske ikke har haft så meget tid til, når I også står for symposiet.

Det er mit indtryk, at I på jubilæums-symposiet især fokuserer på kvindelige arkitekter som bygningsarkitekter og på nulevende kvindelige arkitekters værker inden for det, I kalder for ”det arkitektoniske felt” i jeres pressemeddelelse. Det er også i orden at vælge at begrænse et symposium for et 100-års-jubilæum til at omhandle de kvindelige bygningsarkitekters værker i vor tid og dermed vise, at så langt er vi nået inden for det område. Men det er også lidt en skam, for selvom byplanlægning sent blev et fag på Kunstakademiets Arkitektskole, så et det et område, hvor kvindelige arkitekter også har gjort sig gældende. Bare et eksempel er Anne Marie Rubin, som blev professor i byplanlægning på Ålborg. Hun var bl.a. optaget af at se husbygning og byplanlægning i en helhed. Noget, som kendetegnede de første kvindelige arkitekter i USA, var, at de så det byggede miljø i en større sammenhæng (se fx Dolores Hayden (1976): Seven American Utopias og Dolores Hayden: The Grand Domestic Revolution: A History of Feminist Designs for American Homes, Neighbohoods, and Cities (1981), og disse amerikanske kvindelige arkitekters synspunkter havde ude tvivl også en afsmitning på de første danske kvindelige arkitekter. Men måske viser I noget om de kvindelige danske byplanlæggeres værker på udstillingen?

Jeg kan fortælle dig, at i årene 1997-1999 diskuterede og fremlagde kvindelige byplanlæggere i nordisk regi deres tanker og visioner inden for byplanlægningen på de årlige nordiske møder om ”indarbejdelse af ligestillingsperspektivet i den fysiske planlægning” arrangeret af de nordiske landes miljøministerier.

Mange hilsener Betty

Opslag fra ‘Blød By’ - Blad om bolig, miljø og planlægningsproblemer. Nr.11, februar 1981.

100

101

From:

bettyvang

Subject: PS Date:

September 29, 2008 1:53:09 PM GMT+02:00

To:

rikke@onefemalearchitect.dk

Kære Rikke PS: Jeg har netop talt med en af de gamle kvindelige arkitekter i Danmark, Gertrud Klinge Galster, 87 år, og fortalt hende om 100-års-jubilæumssymposiet, som hun ikke havde hørt eller læst om. Hun er en frisk gammel dame, så jeg tror, at hun møder op til symposiet. Som arkitekt havde Gertrud de fleste år sit arbejde hos den kommitterede i byplansager og i Boligministeriet, og hun har i mange år været aktiv i UIFA – The International Union of Woman Architects, som bl.a. havde sit møde i 1991 i København.

Hvis I er interesseret i materiale om UIFA til jeres udstilling, kan det fås ved henvendelse til Gertrud Galster.

Venlig hilsen Betty

Subject: Re: SV: Female Forces From:

rikke@onefemalearchitect.dk

Date:

September 29, 2008 4:48:36 PM GMT+02:00

To:

bettyvang

Kære Betty Tak for din mail - også for PS mailen. For at starte med det sidste først - så har vi haft kontakt til Helle Bay angående UIFA konferencen, så der burde vores udstillingsarkitekt havde fået noget materiale.

Med hensyn til symposiets bredde, rammer du lige ned i vores akilleshæl. Og dog, for Anne-Grete Foss har arbejdet med planlægning i både det offentlige og det private, så hun repræsenterer den store skala. Anne Marie Rubin er fotografisk dokumenteret på udstillingen, så hun er også med, og ligeledes er byrum og landskab med f. eks. Kristine Jensens ”Prags Boulevard”.

Tak for dine rare mails - de er kritiske men med meget opbakning: TAK!

Pamflet fra udstillingen ‘På Vej’

102

103

Kh Rikke From:

bettyvang

Subject: Afbud Date:

September 30, 2008 12:11:12 PM GMT+02:00

To:

rikke@onefemalearchitect.dk

Kære Rikke Tak for din mail i går. Jeg kan høre, at I har tænkt godt og bredt i forbindelse med jeres udstilling. Jeg er glad for, at du har opfattet mine kommentarer til dig sådan, som de også var ment fra min side, nemlig støttende og supplerende. Jeg ved, hvilket kæmpe arbejde det er at lave et symposium med udstilling, som I laver, og jeg synes, at jeres initiativ er så flot.

Det glæder mig, at så mange har meldt sig til jubilæumsdagen i morgen. Hav en rigtig god og festlig dag.

De bedste hilsener Betty

Opslag fra ‘Blød By’ - Blad om bolig, miljø og planlægningsproblemer. Nr.11, februar 1981.

104

105

Karen Kristensen m.fl. / Box 25 – Kollegiet Sofiegården, Sofiegade 1-7 Christianshavn, år 1970-72

107

MUF architecture / art, London

Text summed up by Rikke Lequick Larsen Photos: MUF

The following text is extracted from Liza Fior’s speech at the centennial symposium held on 1st of October 2008. The speech was thought of as a perky pep talk before the final panel debate: With humor and wisdom, Liza spoke about the need to be honest to one’s gender – not afraid of identifying oneself as a female architect. She lectured on her practice, MUF architecture/art, which she runs with artist Katherine Clark, and about her own gender related experiences.

Liza Fior was introduced at the symposium with the following words: “As a way of combining the different sessions of the day, we have invited Liza Fior from MUF architecture/art to come and deliver a hopefully personal account on how to join the world of the practising architects with the world of theoretical scholars. As both partner in one of the few feminist studios – that we know of at least – and also a busy lecturer worldwide, Liza knows very well how to navigate in a sometimes very male dominated building profession.

The fact is that MUF is slang for vagina (the Danish equivalent of the word ‘mis’). The name came from some male friends who would name Liza and her partners the mufia – a gender related paraphrasing of the word mafia. When Liza chooses to pick the word MUF for the studio it is with a smile on her face, knowing that with this name she never has to state her gender again.”

108

Liza Fior: I was told by the organisers of Female Forces to talk about ‘MUF architecture/art’, my teaching and myself, which is quite a demanding task, however, I will try to do my best.

In 1995 three friends, the architect Juliet Bidgood, the artist Katherine Clarke and the architectural theorist Katherine Shonfield, and I began to teach together. Shortly afterwards, we began to enter competitions together. We co-opted the name MUF, which we discovered we had been known as for a while: We were perceived as a group of girls in our 30’s, suspiciously up to no good – just like the mafia. We chose MUF since it is a name that is open to interpretations in forms of anagrams and abbreviations. My surname is Fior, so everyone started to look for the other partners’ initials in the name. All readings of MUF exposed more about the desires of what a person making the interpretation wanted us to be. Once you name yourself MUF, you never again have to state your gender in your professional life – MUF does it for you.

One of the members, Katherine Shonfield, was a practising architect who moved into theory. She said at an early stage that she wanted to become our Reynar Banham (as Banham was to the Smithsons). Thus, her contribution became the ‘MUF Manual’, a book on our work published in 2001. This manual set out the ambitions of the practice and described the philosophy of the office.

Katherine describes beautifully in her text the challenge of our practice when she states: “How do you develop a city-wide strategy when you are fascinated by the detail of things?” So she invented the equation ‘detail /strategy=DETAIL’, which is to be understood as our way of bringing the particular into the general rather than in conventional urban planning where the general is brought

d/s = D detail/strategy = DETAIL 1. The close interrogation of the up-close and personal (detail) 2. The extraction of what the personal can tell you about the general (strategy) 3. The reformulation of the strategy in the here and now: small scale ‘what if?s’ as temporary gratification of the promised

Katherine Shonfield ‘MUF Manual 2001’

109

to the particular. That means in reality that we care for small proposals, small stories, temporary projects and premature gratification and have an ability to record minutely what is while remaining unworried about what should be. This ability and way of perceiving the world is also exactly what unites me as an architect with Katherine Clarke – the artist of the studio.

I taught at the AA in London from 1989 to 1995. It was during these years that I met Katherine and Juliet. In 1995, my first child, Rae, was born and not coincidentally, 1995 was also the year my teaching contract was terminated. There were indeed people with children at the AA, but they were all men and someone else was holding the baby. So I had six weeks of maternity leave, and then showed up again at the school – with Rae in my arms since I did not know what else to do. We, Dominic Cullinan, my students and I, had an academic year where the place of the child in the city loomed large, however, at the end of the year, a new head of school arrived, and that was the end of my AA carrier.

When Katherine, Juliet and I started to work together as MUF, we quickly decided to only do work that involves the public realm. Furthermore, we wanted to do work that was less product based and more process and research oriented. That was indeed considered eccentric, since at that time there was neither investment in public space nor research whatsoever. London is an expensive place to live and work so any self-funded research was out of the question. Hence, all research and work we wanted to do had to be commissioned, as we simply could not undertake any unpaid work. The solution was to take on commissions and manipulate and extend the brief to make the project more expansive and suitable for us. MUF still exists today with the same philosophy, so somehow, we must have done something right since we survived.

The following proposals show what kind of work we eventually got commissioned to do and also how in reality we carry out our detail/strategy=DETAIL.

Fig. 2

Borough of Newham We were asked to do a feasibility study by the Borough of Newham. Specifically, we were commissioned to question open spaces of the Borough with an emphasis on young people. It was an enquiry into public places that were not parks, a companion document to an equivalent study of local parks. The enquiry turned into 38 mini studies of spaces that were identified by members of the public in Newham – both adults and young people.

What we learned is that the experience of gender is not universal, since we met a group of young girls on a bridge across a railway line that found the space they were sitting in to be the perfect space; here they were, right in between home and school, thus being able to say to their parents when they called, that they indeed were on their way home from school. Furthermore the space was a good place to meet other people – especially boys. After meeting those girls at the bridge, I went to meet them again at the Young Asian Youth Club, where I gave a little talk about MUF’s work. The girls looked at me with sweet indulgence and told me that if they hang around in the streets they are called hos (Danish = luder). “What must you do to be allowed out,” I asked. “Carry a shopping bag,” they replied. This small piece of information of what it takes to legitimize their presence in

Fig. 1

110

111

the public realm was both stunning and shocking to me and made me think of the studies of women and department stores in the 19th century. We had another encounter with a group of young boys who explained why the space designed for football was useless and the alternative they chose. This resulted in proposals of social sporty spaces that are not exactly for sport and not exactly for hanging out, but shared space for both activities and for both genders.

Barking Town Square In Barking in East London, private developers obtained the right to build tall and dense in return for providing a new library and a new square. Barking is a place where no private investments have been made for 60 years with only social housing being built over the last decades. The economy of Barking is played out in the political landscape-anxiety about immigration, which led to the election

Fig. 5

of far-right politicians. These circumstances could not be ignored in our work with the square where facilitating for more than one thing at a time is essential.

Our developer was indeed not very interested in public space per se and was anxious that a public space might reduce the value of the flats if there were too many locals hanging about. Hence, we ended up as double agents, as we were designing - with someone else on our minds - a space for a developer who was merely interested in the value of the buildings: The people of Barking, who indeed could do with a new valuable public space, were our ‘real’ clients. In London, before the change of mayor, a programme similar to the ‘100 Public Spaces in Barcelona’ was implemented. However, only five public spaces have been completed in five years, where our square in Barking was one of the five. Thus, there were many expectations to our work, both from the top and from the bottom.

But things are changing in Barking and three sites in the town area were given to private developers. They are building 10-storey apartment blocks, which ironically shadow most of that public space they themselves are to establish. We ended up proposing two interlocking spaces; one hardscape area in front of the town hall and one soft-scape in the shadowy area: Here, we introduced mystery to the public realm and made the shadowy area more shadowy by constructing an urban arboretum. The developer was anxious about the arboretum because he feared uncontrollable public space below his private flats. It is now our images and photo collages of the arboretum that Fig. 4

Fig. 3

113

are used to sell the flats above, and so it is again proven that public space that sits inside private development is indeed of great value.

Along the arboretum we created a ‘Grand Arcade’ that connects the shopping street with the Town Hall.

Here, urban chandeliers change the space at night and intentionally assert the civic, which along with mystery and history was most fragile in this situation. Here, and to bring this talk to an end, I would like to refer to Katherine Shonfield’s equation of strategy over detail: The chandeliers with their symbolic value are exactly the detail that brings pride and gratification to the area as a whole.

Fig. 7

Illustrations Fig. 1-2. Borough of Newham Fig. 3-7. Barking Town Square

114

Fig. 6

115

Interview med

Dorte Mandrup-Poulsen Af Rikke Lequick Larsen Foto: Lars Engelgaar

Til 100-års-jubilæets symposium var Dorte Mandrup-Poulsen en selvskrevet taler. Dette fordi hun er Danmarks vel nok bedst kendte kvindelige arkitekt – og derved en væsentlig rollemodel for mange kvindelige arkitekter – samt en reflekteret udøver af faget, der ikke er bleg for at sige sin mening. I anledning af kvindernes 96-års-jubilæum i 2004 lod Dorte sig interviewe om det at være kvindelig arkitekt.

Efter symposiet i 2008 uddybede hun med henblik på denne publikation pointer både fra sin tale på 100-års-dagen og fra interviewet i 2004*.

Rikke Lequick Larsen: Dorte, til symposiet lagde du ud med at forklare, hvordan du, da du oprindelig fik invitationen til at tale, var smigret over invitationen og indstillet på at sige din mening. Men som dagen kom tættere på, blev du åbenbart mere og mere i tvivl om, hvad du egentlige skulle sige. For jo, du ser dig selv som en kvindelig arkitekt og forstår, at dit køn spiller en rolle i dit arbejde, men omvendt vil du egentlig helst kendes for at være en god arkitekt uden at skulle sættes i en kønsspecifik bås. Hvad gik denne tvivl ud på?

Dorte Mandrup-Poulsen: I 1970’erne var diskussionen og kampen for ligestilling tydelig, hvorimod den i dag er langt mere subtil. Nok var barriererne større dengang, men der er jo stadig nogle tilbage i dag, og det er dem, det er svært at tale om uden at blive kaldt et tudefjæs. Hvor man i 1970’erne var med på noderne, når man var sit køn bevidst, betragter mange det i dag som hyklerisk, hvis man pointerer, at det stadig er de kvindelige arkitekter, der tager barslen, og at kvinderne ikke i samme omfang kommer

116

117

til makronerne på tegnestuerne. I det lys synes jeg, at Hanne Kjærholms tale til jubilæet var enormt relevant, og jeg var meget glad for, at hendes historie blev fortalt til symposiet, inden det desværre blev for sent. Hun har jo tydeligvis kæmpet sine kampe, og det var noget af en øjenåbner at forstå, at vi ikke skal længere tilbage end til 1950’erne, for at piger skulle være af en helt særlig støbning for bare at komme ind i branchen. Tænk, at det virkelig ikke er længere tid siden, at forholdet mellem kønnene var så ulige, og at kvinder ikke havde de samme muligheder som mænd. Og tænk, at vi allerede er ved at glemme dette faktum. Hanne har jo tydeligvis kæmpet med Pouls (Kjærholm red.) skygge, så det var så vidunderligt, at hun på jubilæet fik lov til at stå der i rampelyset og fortælle om, hvordan hun har gjort sit for at realisere sine ambitioner. Med Hanne i tankerne er og bliver det min overbevisning, at man ikke skal finde sig i skjult diskriminering, og man skal ikke være bange for at lyde som en sur rødstrømpe. Men jeg mener også, at kvinderne må træde ud af offerrollen og gå ind i kampen på mændenes præmisser – at insistere på sin kvindelighed løser ikke nødvendigvis problemet.

Rikke Lequick Larsen: Det var den diskussion, der kom frem i paneldebatten: De udenlandske gæstetalere var mindre bange for at identificere sig selv med deres køn, hvorimod de danske talere var mere tilbageholdende og foretrak at blive vurderet som arkitekter frem for at blive bedømt som kvinder. Du blev vist lidt provokeret af Liza Fior fra tegnestuen MUF. Hvorfor blev du det?

Dorte Mandrup-Poulsen: Jeg blev provokeret, fordi jeg foretrækker at se fagligheden, inden jeg ser kønnet. Jeg kan bedst forklare det med en personlig oplevelse, jeg har haft: I 2007 fik jeg Nykredits pris og blev – trods glæde over æren – oprevet over, at den blev motiveret med, at jeg laver feminin arkitektur. Ikke fordi jeg har et problem med at blive identificeret med mit køn, men fordi det er unuanceret. Jeg og mine medarbejdere er jo mere end det, og jeg synes, at der skulle en bedre motivering til. Kunne Nykredit ikke have anstrengt sig lidt mere, og ikke blot defineret min og tegnestuens arkitektur til det at være kvindelig? – Hvilket jo er en kvalitet som halvdelen af verdens befolkning har! Det provokerer mig, fordi jeg og mine medarbejdere derved indirekte ikke tages alvorligt. Hvis vi skal tages alvorligt, skal vi ikke placeres i en kasse, der hedder feminin, for at opdele verden i mand og kvinde eller hård og blød er for nemt og for unuanceret. Og det var lige præcis det, der også irriterede mig ved Liza og tegnestuen MUF, for i mine øjne simplificerede hun sig selv og sit arbejde ved at reducere det til et spørgsmål om køn.

Rikke Lequick Larsen: Jeg kan godt følge din argumentation, men det er jo MUF’s intention at sætte sig ud over diskussionen om køn ved netop at turde italesætte problemet. Tegnestuen er selvfølgelig meget mere end kvindelig, men ved at kalde sig selv for ‘Tegnestuen Mis’, så nægter de også at lade diskussionen om køn være subtil. De gør diskussionen tydelig og insisterer på, at den findes og er vigtig.

118

119

Dorte Mandrup-Poulsen: Jo, det er nok rigtigt. Men jeg synes, det bliver en fastlåsning af diskussionen, hvor man bliver offer for sin egen definition og derved ikke bidrager til en udvikling af det, man faktisk gerne vil gøre noget ved, netop kvindernes rolle i faget. Jeg ser det som hæmmende, at man skal træde ind i rollen som kvinde. Jeg vil ikke finde mig i at få at vide, at sådan er kvinder!

Rikke Lequick Larsen: Jeg vil gerne skifte spor og have dig til at snakke lidt om proces. I 2004-interviewet* sagde du: ”Jeg tror ikke, at kvinder skaber særlig kvindelig arkitektur, men jeg tror, at kvinder benytter sig af andre metoder end mænd til at nå et resultat. Kvinder arbejder mere parallelt, hvorimod mænd oftest arbejder lineært fra a til å. Dialogen og processen er typisk en anden for kvinder, der i langt højere grad arbejder uden at skulle positionere sig individuelt og oftest i en processuel mangfoldighed af kompleksiteter. Målet er relateret til processen snarere end til produktet”. Er du stadig af den overbevisning, at processen er noget særligt for kvindelige arkitekter ?

Dorte Mandrup-Poulsen: Nej, jeg er faktisk mindre sikker nu. Måske det dengang var noget, jeg gerne ville tro på, men som jeg siden hen, ved at se på mine medarbejdere, har måtte indse ikke altid holder. Der er nok noget om det – i måden vi er blevet kulturelt opdraget på – men jeg må krybe til korset og indrømme, at hvor end jeg gerne ville tilskrive kvinder processen, så er jeg altså ikke sikker.

Rikke Lequick Larsen: Jeg spørger til det her med processen som kvindelig, fordi det også er en ting, vi har diskuteret meget i Female Forces. At tilskrive kvinderne en særlig processuel evne vidner om en trang til at finde et område af faget, som kvinder og mænd ikke praktiserer ens. Det er meget i tråd med nyfeminisme, hvor fokus er vendt fra, hvordan vi bliver ens, til hvordan vi kan være forskellige. Som arrangører har det været essentielt for os at se tilbage og lade personer som Hanne Kjærholm komme til orde, men det har også ligget os på sinde at belyse kvindernes position i branchen i dag og ikke mindst deres position i morgen. Hvad håber du på kommer til at dominere fremtidens diskussion om kvindelige arkitekter?

Feminisme i arkitektfaget Man kan groft tale om tre stadier af feminisme og kønnets betydning. På den ene side ligestilling, hvor kvinder og mænd opfattes som ens, og der ingen forskelle er mellem kønnene. På den anden side en fremhævelse af en særlig og anderledes kvindelig erfaringsverden, hvor kvinder og mænd opfattes som grundlæggende forskellige. Og til sidst en fornægtelse af selve begreberne ”kvinder” og ”mænd”, hvor de “fiktioner og fortællinger”, der er konstrueret om mandlighed og kvindelighed bortkastes, og fokus i stedet rettes mod det enkelte individ frem for kønnet.

Feminisme og debatten om kønnets betydning har historisk set gennemgået en forvandling fra det moderne til det postmoderne. Skiftet kan kort beskrives som en overgang fra ligheder (ligeberettigelse) til forskelligheder. Det gælder ikke kun kønsforskningen, men også måden at forstå ’kvinder og arkitektur’ på: Det kan argumenteres, at der er sket et skift fra pragmatisk feministisk arkitektur (omsorgsarkitektur) til en mere teoretiseret diskurs, hvor fokus ikke hviler entydigt på kvindernes sociale og kulturelt betingede status, men snarere på deres anderledes og bidragende tilgang til faget. Skiftet fra første (1960’erne) til anden bølge (1990’erne og frem) skal forstås som et skift fra ”væren” til ”bliven”, således at nutidig feminisme fokuserer på at bruge det kvindelige til at anskue nye faglige muligheder, hvorimod tidligere feministisk omsorgsarkitektur var ganske lig konventionel (mandlig) arkitektur blot beregnet på marginaliserede grupper så som kvinder, børn eller handikappede. I dag er kombinationen ’kvinder og arkitektur’ mindre relateret til omsorg og ligestilling og mere til spørgsmålet om, hvorvidt kvinder reelt praktiserer arkitektur anderledes end mænd.

Female Forces / Rikke Lequick Larsen

Dorte Mandrup-Poulsen: Udviklingen går jo i den rigtige retning, og forholdene er blevet bedre for kvinder i branchen. Men vi må holde op med at opretholde dualismen mellem mand og kvinde, hvor det er fastlåste forestillinger om kønnets formåen og iboende karakter, der præger debatten. I stedet bør vi fokusere på det enkelte individ og kæmpe for nuancerne. Med det mener jeg, at den rigtig interessante arkitektur ligger i gråtonerne mellem mand og kvinde. Egentlig er det jo en generel kamp for gråtonerne, som ikke blot hører vores branche eller kønnene til, men også samfundet over en bred kam. Tænk, hvis verden og derved vores fag ikke blot var ’enten eller’ men ’både og’.

* “At pisse sin plan i sneen”, skrevet af Julie Reinau og Rikke Lequick Larsen. Publiceret i Q96 jubilæumspublikation.

120

121

Dorte Mandrup-Poulsen – Idræts- og kulturhuset Prismen, Holmbladsgade 71, København S, år 2006

123

I foråret 2004 fyldte det Kongelige Danske Kunstakademi 250 år, hvilket blev fejret med stor festivitas. Dog var det for de fleste en velbevaret hemmelighed, at skolens kvinder ikke kunne indlemmes i jubilæet: Kvinder blev først inviteret inden for akademiets mure i 1908.

I 2008 tog arkitekterne Tanja Jordan og Rikke Lequick Larsen initiativ til at markere 100-års-jubilæet for kvinderne på Kunstakademiets Arkitektskole.

Publikationen her dokumenterer jubilæet i form af taler fra det internationale jubilæumssymposium, en beskrivelse af jubilæumsudstillingen, uddrag af videofilm produceret til anledningen samt uddybende artikler skrevet specifikt hertil.

Med en blanding af både historisk tilbageblik og gisninger om fremtiden tegnes et portræt af de kvindelige arkitekter, som ikke blev fejret, ej heller nævnt, da Kunstakademiet fyldte 250 år. Disse kvinder gives her en plads i historiebøgerne.

Publikationen indeholder både danske og engelske tekster.

In the spring of 2004, the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen turned 250, which was festively celebrated. However, to most people, it was a well kept secret that women could not be included in the party since women were not accepted at the Academy before 1908.

In 2008, architects Tanja Jordan and Rikke Lequick Larsen took the initiative to celebrate that women had been a part of the Academy for 100 years. This publication documents the centennial with transcribed speeches from the international centennial symposium, a description of the anniversary exhibition, extracts from the video films produced for the occasion and articles written specifically for this publication.

With both historical nods to the past and predictions about the future, this book portrays those female architects who were not celebrated nor mentioned when the Royal Danish Academy of Fine Arts turned 250.

The publication contains both English and Danish essays.