Page 1


2


3


Taarbæk Idrætsforening Gennem 100 år 1908-2008 Flemming Henriksen Udgivet 2008 © Taarbæk Idrætsforening

ISBN 978-87-992600-0-3 Trykt hos Gulmann Grafisk Slangerup

Der er ydet støtte til bogen af:

4


TAARBÆK IDRÆTSFORENING GENNEM 100 ÅR

SAMLET OG REDIGERET AF FLEMMING HENRIKSEN 5


Indhold Indhold .................................................................................................... 6 Forord ..................................................................................................... 8 Fodboldens historie .............................................................................. 10 Resume af klubbens historie................................................................ 14 Foreningens æresmedlemmer ............................................................. 160 Samfundet Taarbæk ........................................................................... 184 Grønsværen ......................................................................................... 190 Erindringer fra set fra tre vinkler................................................... 202 Fra tingsten til foderhus.................................................................... 212 Penge skal der til.............................................................................. 224 Skrevne medier ................................................................................. 240 100 år i ord og billeder .....................................................................252 De frivillige ledere............................................................................ 260 Pokaler og sejre................................................................................ 268 Tak til ................................................................................................ 286 Litteratur - og billedliste ................................................................. 287 Navneregister .................................................................................... 288

6


7


Forord Det er en stor glæde for mig, at jeg ved Taarbæks Idrætsforenings 100 års jubilæum kan udgive denne bog. 100 år - lang eller kort periode, det kommer an på, hvilken målestok der bruges. En bog om en klub, der ikke har været uden betydning for Taarbæk. Samlet og redigeret, som der står på forsiden, dækker over, at jeg har brugt godt halvandet år på at indsamle materiale, kigget billeder, været på diverse biblioteker og museer. Jeg har talt med de ældre medlemmer og selv krydret bogen med egne holdninger og erfaringer. Jeg har været en del af klubben siden jeg var seks år i 1974, med blå knæ og drømmen om at blive som de store landsholdskæmper. Det gik ikke helt sådan. På det sportslige plan var jeg vel det man kan kalde en jævn god bænkevarmer. Siden blev det til trænergerninger for at ende i bestyrelsesarbejdet, som jeg har været en del af siden 1989, i dag med titlen kasserer. I 1933 skrev Lauritz Hartoft ”De nuværende idrætsmænd kommer egentlig alt for let til det, vanskelighederne er små i forhold til tidligere tider”. Hans ord kunne ligeså godt være brugt her i 2008 og være 8

udtalt af mig selv. Vi tror, at tiden har ændret sig siden 1908. Det har den også, der er gået 100 år, men så er det også det, at jeg kan genkende mange aspekter i de tidligere lederes problemer og opgaver. Foreningslivet ændrer sig ikke særligt meget, det er holdningerne og det at identificere sig med foreningen, der har ændret sig. Jeg har valgt at skrive klubbens hoved-


historie i et resumé gennem 100 år. De øvrige kapitler beskæftiger sig med specifikke emner, hvorfor de ikke bliver så grundigt behandlet i resuméet. Derfor skal du ikke blive skuffet, hvis jeg går hurtigt over en begivenhed - den dukker nok op igen. Jeg ville gerne have beskrevet de andre sportsgrene, som har været en del af klubben. Men pladsen og tiden tillod det ikke, og der er heldigvis også skrevet lidt om dette igennem tiderne. Et andet kapitel, der må komme til en anden gang, er det om øgenavnene. Jeg er først lige kommet på ideen, men kan ikke nå at skrive det, da det kræver at tale med mange mennesker igen. Taarbæk har jo altid været kendt for sine øgenavne, og måske er der en, der vil skrive sådan en bog en dag. Klubben råder over mange billeder, som jeg har brugt i bogen. Desværre har det ikke været muligt, at få navne på alle personer, men der er billeder, som jeg syntes ikke kunne undværes og derfor er billederne bragt med manglende navne. Hvis en anden havde skrevet bogen, var det måske blevet anderledes. Jeg håber dog, at jeg har ramt noget for både unge som ældre. Ikke mindst håber jeg at have gengivet klubbens historie, så ingen vil være i tvivl om, at klubben tager social ansvarlig-

hed alvorligt. Meget af materialet jeg har brugt er lånt på Taarbæk samlingen. Alt, hvad jeg ellers har fået fingrene i, vil efter denne bogs udgivelse ligeledes komme på Taarbæk samlingen. Klubben har gennem de hundrede år, den har eksisteret, bygget på sammenhold og social ansvarlighed. Vi har været med til at sætte præg på foreningslivet i Taarbæk. Derfor er det også med stolthed vi kan fejre vores jubilæum. Jeg vil benytte lejligheden til at takke medlemmer, ledere, forældre og frivillige, som gennem tiden har bidraget til klubbens trivsel. Jeg vil ønske klubbens medlemmer et stort tillykke med de 100 år.

Flemming Henriksen

9


Fodboldens historie Det er svært at sige noget præcist om, hvornår fodboldspillet blev opfundet, da de første versioner af spillet slet ikke lignede den form for fodbold, vi spiller i dag. Der er viden om spark til forskellige genstande, der kunne minde om fodboldspil, hele 5000 år tilbage. Der er dog sikre beviser på at de spillede fodbold i Kina 300 år før vores tidsregning. I 1100-tallet og 200 år frem blev fodbold i England, så voldelig og ophidsende for befolkningen, at kongerne forbød spillet. I 1600-tallet kom sporten op gennem Europa, og i Italien blev der spillet en form for fodbold med 27 spillere på hvert hold. Noget der lignede fodbold – kom på programmet på de engelske kostskoler og universiteter, hvor eleverne tog sporten med sig ud på arbejdspladserne.

10

Verdens første fodboldklub, Sheffield Club, blev stiftet i England 1857. Seks år senere stiftedes det engelske fodboldforbund, ”The Football Association”. Samme år blev fodboldreglerne som vi kender i dag – dog med visse rettelser - nedfældet på papir i en pub i London. Endelig i 1871 blev verdens første fodboldturnering, the FA Cup, indstiftet. Reglerne blev kaldt association fodboldregler. Og det er dem, der med enkelte rettelser er identiske med dem, vi kender i dag. Antallet af spillere blev fastsat til 11, én spiller blev målmand, der blev indført målspark, hjørnespark, indkast og straffespark, og målene fik net. At englænderne i dag er så vilde med fodbold er ikke svært


at forstå – de er jo opvokset med det. Nogle af de første lande udenfor England, der begyndte at spille organiseret fodbold var Holland og Danmark. Fodbolden kom til Danmark Fodbold var oprindeligt en vintersport herhjemme, når man holdt pause fra cricket. I modsætning til cricket skulle man ikke stå stille og fryse, og derfor kunne fodbold spilles hele året. Spilledragterne var ikke noget man gik så højt op i, og i begyndelsen kunne man kun se forskel på holdene ved hjælp af forskelligfarvede kasketter! De første år af dansk klubfodbolds historie viser at fodbold var en sport for det bedre borgerskabs unge mænd. Det var direktører, akademikere, købmænd, kontorister og ingeniører, der løb rundt på banen. Selv fodboldklubben Frem startede som en klub for unge Venstre-mænd fra det fine borgerskab. Borgerskabet og fagforeningerne gik sammen for at udbrede fodbolden til arbejderklassen. I København blev Dansk Arbejder Idræt en vigtig brik. Senere kom også arbejderklubberne ind i det almindelige

turneringssystem, hvor der kunne vindes pokaler og mesterskaber. I slutningen af halvfjerdserne begyndte der at komme reklamer på trøjerne og efterhånden også penge i fodbold. Allerede i 1921 blev der indført erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med landsholdsfodbold. Fodboldunionerne I 1876 blev Kjøbenhavns Boldklub (KB) stiftet, og tre år senere fik klubben officielt fodbold som sportsgren. Det var Kjøbenhavns Boldklub der 7. september 1879 spillede den første officielle fodboldkamp i Danmark. Det er her vores hjemmebane kommer ind i billedet, for kampen foregik på Eremitagesletten. Da både Dansk Boldspil-Union og Sjællands Boldspil-Union har rundet 100 år og der er udgivet adskillige velskrevede jubilæumsbøger, hvorfor jeg kun vil beskrive disse unioner i meget korte træk. Den 18. maj 1989 blev Dansk BoldspilUnion stiftet og året efter blev den første unionskamp spillet mod Jylland. Vi skal helt frem til 1897 før unionen spillede den første store udenlandskamp i Hamburg. Dansk Boldspil-Union arrangerede en pokalturnering for cricketklubberne den 14. september 1902 i Roskilde. Efterfølgende blev der på Jernbanehotellet 11


samme år som Taarbæk Idrætsforening blev stiftet i 1908. I 1991 blev Superligaen indført og bestod af ti hold. I fire sæsoner spillede holdene en dobbeltturnering. Derefter er Superligaen udvidet til tolv hold, der spiller en tripelturnering om mesterskabet.

Skitser fra et møde i S.B.U.

holdt møde med deltagelse af elleve sjællandske klubber, der havde fodbold på programmet. Ti klubber var enige om at stifte Sjællands Boldspil-Union i tilknytning til Dansk Boldspil-Union. Taarbæk Idrætsforening blev først medlem af Sjællands Boldspil-Union i 1921. Det skete samtidig med de øvrige klubber fra vores ”egen” union Nordre Birk. I 1954 blev Edvard Yde formand for Sjællands Boldspil-Union og er til dato, den der har siddet næstlængst i unionens ledelse, med 33 år i bestyrelsen. På unionens udvalgte hold deltog nogle af vore medlemmer med skiftende mellemrum. Dansk Boldspil-Union var med til at stifte det internationale fodboldforbund, FIFA. Det foregik ved et møde i Paris 21. maj 1904. To år efter deltog unionen med et landshold ved de ekstraordinære Olympiske Lege i Athen, hvor der blev hentet guld med hjem. Den første officielle landskamp blev spillet 12

Vores union Stefan Rasmussen, den daværende formand for Skovshoved Boldklub, sammenkaldte den 2. marts 1913 klubber fra Nordre Birk til et Møde i Jernbanepavillonen i Charlottenlund. Formålet var at fremme fodboldspillet i Nordre Birk og sørge for at der kunne afholdes turneringer og udføres øvrigt arbejde for klubberne. Der var repræsentanter fra Hellerup Idrætsklub, Boldklubben ”Sorgenfri”, Hjortekær Boldklub, Holte Boldklub, Skovshoved Boldklub og fra Taarbæk Idrætsforening deltog Edvard Yde og Henry Olsen.


Man blev hurtigt enig, og ”Nordre Birks BoldspilUnion” var en realitet. Stefan Rasmussen blev formand og en ung Edvard Yde kasserer. Mange af de medstiftende klubber faldt dog fra op gennem årene, og ved Nordre Birks jubilæum i 1938 var Taarbæk Idrætsforening eneste tilbageværende medlem af dem, der var med fra starten Nordre Birks BoldspilUnion er for længst nedlagt og Taarbæk Idrætsforening spiller i dag i Sjællands Boldspil-Unions turneringer.

Nordre Birks udvalgte hold fra 1919 på banen ved Hyldegårdsvej. Bagerst fra V: Niels Wiggers (TIF), Poul Wiggers (TIF), Pauli Jensen (TIF), Poul Sleischer (Veto), Kaj Jensen (TIF), Edvard Yde (TIF). Miderst fra V.: Eigil Olsen (Veto), Gunnar Wiggers (TIF), Axel Rasmussen (Holte). Forrerst fra V.: Viggo Jørgensen (Veto), Kornelius (Veto), V. Preuthun (Søborg).

Fodbold er sammen med håndbold langt den mest udbredte sportsgren i Danmark. Da jeg regner med at målgruppen til denne bog har stor interesse for og kendskab til fodbold, har jeg undladt at gennemgå reglerne for spillet.

Nordre Birks udvalgte hold. Pauli Jensen (Taarbæk) ses bagerst til venstre.

13


Resume af klubbens historie I dette kapitel vil jeg gennemgå Taarbæk Idrætsforenings historie gennem hundrede år, som bogens titel lover. I forbindelse med foreningens femogtyve års jubilæum affattede Edvard Yde en omfattende jubilæumsbog. Derfor vil jeg kun beskrive de første femogtyve år i denne bog med de vigtigste og særlige begivenheder fra den tid. Jeg vil dog anbefale dig at læse femogtyve års bogen, da det er spændende historie læsning. Fodboldspillet er som bekendt kommet til landet fra England, hvor det er den altoverskyggende nationalidræt, og det er ikke uden interesse, at den senere mangeårige taarbækker og medlem af foreningen, læge Frantz Kalko og hans brødre, hørte til spillets pionerer herhjemme. Længe før stiftelsen af foreningen har der været dyrket fodbold i Taarbæk, om end under meget primitive former. Et bevis herfor var en gammel fane, bærende årstallet 1880, som blev overdraget til Idrætsmuseet, men den kan desværre ikke findes. I årene før 1908 blev der spillet fodbold i Taarbæk. Theodor Jensen, der senere var medstifter af foreningen, husker, at han i 1906 var medlem af en lille komité, der var sendt til København for at købe en fodbold. 14

Foreningens stifter I 1908 gjorde den desværre alt for tidligt afdøde Alexander Olsen det første virkelige forsøg på at dyrke fodbold under et rigtigt foreningsmærke og på en rigtig fodboldbane. Sammen med Theodor Jensen, Kristjern Bredvad, Johannes Nielsen og Holger Steffensen tog Alexander initiativet til at stifte Foreningen, som fik navnet Taarbæk Idrætsklub. En af de første kampe blev spillet i foreningens navn, på ridebanen i Hørsholm, hvor Edvard Yde havde sin debut som 14 årig. Resultatet blev 5-4 til Hørsholm, og Taarbæks Theodor Jensen tegnede sig for alle fire mål. Der eksisterede ikke nogen organisation, der lavede turneringskampe for spillerne, så alle kampe var med privat initiativ. Senere opstod en union af klubber, der hed Københavns Amts Boldspil-Union for Landklubber. Vi meldte os straks til turneringen, hvor vi mødte klubber som Taastrup Idrætsklub, Sorgenfri Boldklub, Hørsholm Boldklub og Brede Idrætsforening og vistnok også Skovshoved og Charlottenlund. Allerede dengang var det dog Skovsho-


Alexander „Sander” Olsens første Juniorhold. Der mangler to på billedet, da de nægtede at lade sig fotografere på grund af de havde korte bukser på.

ved, der blev vores fornemmeste og mest efterstræbte modstander, og talrige er de dyster, der med vekslende held har været udkæmpet mellem de to byer, lige indtil Skovshoved blev indlemmet i Storkøbenhavn.

ningen. Den foregik nemlig hver aften, også om lørdagen, og efter træningen gik man ikke af vejen for en løbetur rundt om Klampenborg. Tænk hvilken form vi kunne få vore spillere i, hvis de skulle gennemgå sådan en træning i 2008.

I årene indtil 1914 blev der som følge af 1. verdenskrigs udbrud dannet en skillelinie i foreningens historie da flere af de bærende kræfter blev indkaldt til militær tjeneste. Der opstod også andre klubber, Holte, Vedbæk, Bagsværd, Hellerup og Hjortekær, og det blev hovedsagelig med disse og de før nævnte Skovshoved, Charlottenlund, Lyngby og Hørsholm, at foreningen havde sine modstandere.

I Alexander Olsens formandstid blev der også dyrket gymnastik under ledelse af Holger Steffensen. Efter Alexanders død valgtes Lauritz Jensen til Formand, og han var tillige en dygtig fodboldspiller.

Det hele foregik jo under meget primitive forhold, men en ting blev ikke forsømt: Træ-

En af hans fortjenester var, at han opnåede noget så ukendt som et tilskud fra kommunen. Tilskuddet blev givet trods advarende røster imod at ødsle med kommunens midler. På sognerådsmedlemmerne Peter Larsen og Christiansens anbefaling vedtoges det at yde et kontant årligt tilskud 15


af 1 krone pr. medlem. Kontingentet var ikke større end 25 øre pr. medlem om måneden. Gymnastik- og fodboldrekvisitter blev skænket af private bidragsydere. Klubbens første skjold Lauritz Jensen var ikke formand ret længe, idet han rejste bort, og malermester E. Duelund lod sig overtale af de unge fodbolddrenge, trods han var en travl mand. E. Duelund var gammel ”Frem”-er-spiller og havde stor interesse for sagen, men arbejdstravlhed tvang ham hurtigt bort fra ledelsen i 1911. Formanden blev Edvard Yde der var temmelig ”grøn”, men det lykkedes ham dog at holde liv i foreningen trods mange vanskeligheder. Han lod foreningen omdøbe til Taarbæk Boldklub og indførte vores første rød-hvide skjold, som han selv syede af postvæsenets røde frakker til alle medlemmerne, for 25 øre pr. stk. Mangel på rekvisitter Alt var primitivt dengang, og generalforsamlinger foregik under åben himmel på sletten, med den runde sten som tingsten og formandssæde. Der var tre problemer, der skulle klares, før at en kamp kunne spilles søndag formiddag. En times tid inden kampen måtte et par stykker rundt i

Klubbens første skjold syet af gamle postjakker.

byen for at skaffe fire til fem spillere. Der måtte ofte bruges kraftige overtalelser, ikke alene overfor de pågældende, men også overfor vrangvillige forældre, der havde brug for drengene derhjemme. Et andet problem var at skaffe fodboldstøvler, det var nemlig dengang ikke alle, der var i besiddelse af disse nødvendige attributter. De måtte ofte lånes hos tredjemand, der som regel ikke var særlig glad, da tredjemand af gode grunde hellere ville spille selv. Sidste problem var transportvanskelighederne, hvis kampen skulle foregå på fremmed bane. Det gjaldt om at skaffe mindst seks cykler, da der ikke kunne være mere end to på hver cykel. Trods alt foregik der en udvikling, og i 1912 kunne vi stille med to senior- og to juniorhold til kampe hos den ny stiftede Frederiksberg Boldklub. Kampdragten bestod af helt hvide trøjer med det rød-hvide skjold

16


Taarbæks 1. hold i 1913. Bagerst fra venstre: Axel Jensen, ?, Nielsen, Marsel, Edvard Yde. Midterst fra venstre: Henry Olsen, Poul Neumand, Theodor Jensen. Forrest fra venstre: Kristian Barming, Sofus Bredvad, ?.

på brystet. Senere blev der indført rød- og hvidstribet trøjer. Søndag den 2. marts 1913 var repræsentanter fra fodboldklubber samlet for at få dannet en union, der kunne afholde turneringer i Nordre Birk. Hellerup Idrætsklub, Boldklubben ”Sorgenfri”, Hjortekær Boldklub, Holte Boldklub, Skovshoved Boldklub. Fra Taarbæk Idrætsklub deltog Edvard Yde og Henry Olsen. Sagen var klar, og ”Nordre Birks Boldspil-Union” blev en realitet. Danseholdet Foreningens første store udenlandsrejse foregik i en lejet motorbåd til Limhamn og

Malmø. Ombord var førsteseniorholdet med damer, men Ak og Ve, ”Kammeraterne” fra Sverige var undervurderet, og det var hårde ord, da aviserne kunne berette om et nederlag på 10-1. Aviserne skrev ikke om den vidunderlig dag med mange oplevelser, der kulminerede i Folkets Park. Hele selskabet imponerede det ganske Malmø ved at erobre danseestraden med moderne dans, som dengang endnu ikke var nået til Sverige. Der blev vundet en eklatant sejr over Skåningernes Hopsa og Polka, til trøst for det forsmædelige nederlag på fodboldbanen. Den selskabelige side har altid spillet en fremtrædende og vigtig rolle i foreningens 17


historie. I 1913 og 1914 blev der afholdt nogle fortrinlige baller, som dog vakte mishag hos politiet, der forbød moderne dans i offentlige lokaler. Offentlige baller var ellers dengang den almindelige form for forlystelse i foreninger, men på grund af forbudet måtte ballerne holdes privat, men dansen gik alligevel lysteligt. Soldaterholdet I april 1914 skulle Edvard Yde ind som soldat, og Erling Nielsen overtog da ledelsen af foreningen, der på grund af krigen, som så mange andre idrætsforeninger, førte en hensygnende tilværelse. Den 29. december 1914 foretoges imidlertid en reorganisation på initiativ af Holger Nielsen, der da blev formand. Man begyndte med gymnastik under stor tilslutning, og da foråret kom, blev fodbold genoptaget med spillerstøtte af Taarbækfortets militær, der til daglig spillede drabelige kampe indbyrdes. På grund af 1. verdenskrig havde vi ikke deltaget i turneringen. I sæsonen 1915-16 deltog vi atter i N.B.B.U.s turnering, hvor vi dog ikke formåede at placere os, da vi næsten havde måtte begynde forfra og led stærkt under sikringsstyrkens indkaldelser. Vi spillede imidlertid af og til mod soldaterholdet fra Taarbækfortet og blev klar over, at dette talte adskillige spillere, som under førerskab af Teilmann fra A.B. og Edmund Nørlund fra K.B. præsterede udmærket fodbold, varede det ikke længe, før vi kunne tælle flere gode spillere som medlemmer. Soldaterne var en torn i øjet på vore konkurrenter, og i en af ”Veto”s revyer blev følgende vers sunget, hvori brodden, 18

omend harmløst, er rettet imod T. I. F.s leder Edvard Yde. Mel.: Tommys Far. Der var Jubel i den lille Taarbæk Klub, da i Maj de vandt den store ,,Cup”, som vor Union har sat som et Trofæ, og vi alle kæmper om i Ny og Næ. Jublen var saa stor paa denne Mærkedag, at Soldaterne de hejste Fortets Flag, og man nikked’ til de gæve, kan I tro, dengang de sig ned paa Banen slog. ,,Jeg maa stamme frem en Tak, Soldater, som for Klubben i Dag spillet har. I skal, naar vi faar Pokalen, blive nævnet først i Talen.” Saadan sagde Generalen Eduard. ,,Vi har vundet!” lød i Sommer det paany; der blev Jubel i den lille By, da det rygtes, at det samme Regiment slaaet havde ,,12.” og ,,Veto” eminent. Sorte Leo, ,,Skræder”, Nielsen, Futtemand havde spillet ganske pænt, det sagde man, og de Linier talte sandt i sin Form, mens at Yde havde kikset saa enormt. ,,Jeg maa sige Jer en Tak, Soldater, som for Klubben spillet har i Dag. I skal af mig en virkelig Tak ha’, fordi hjem I tog ,,Britannia”, I var bedste Mænd af alle i det Slag.”

Flere af de nævnte militærfolk blev straks anbragt på førsteholdet, og i sæsonen 1916-17 lykkedes det os at vinde N.B.B.U.s mesterskab. Det var i hård konkurrence med ”Veto” fra Hellerup, som vi i


Skovtursdeltagerne til Hillerød i 1917.

den afgørende kamp slog så knebent som 1-0. ”Veto” behøvede kun uafgjort for at vinde turneringen, så der var voldsom spænding op til kampen. Denne begivenhed gav interesse for Taarbæk Idrætsforening. Vi fik vind i sejlene, og vi fortsatte om sommeren en række privatkampe for at dygtiggøre os til næste turnering. Der blev i disse kampe anvendt det gode princip at lade unge spillere få chancen, ligesom der også blev arrangeret juniorkampe for at udvikle dygtigheden hos ”de små”.

senior og førstejunior deltog. Turen i det herlige sommervejr blev optakten til mange andre lignende ture.

Sommerudflugt Den første større ekskursion til kampene løb af stabelen i 1917 med en stor udflugt til Hillerød, med fodboldkampe imod Frederiksborg Idrætsforenings, hvor første19


TaarbĂŚks stolte 2. hold fotograferet i 1917.

Spillere samlet pĂĽ sletten syd for fortet i 1918.

20


21


Deltagelsen i ”Veto”s fodboldstævne var en succes. ”Veto” fik klø med resultatet 30, og B.1912 måtte modtage et nederlag på 2-1, før Taarbæk kunne hjemføre ”Britannia”-Pokalen.

ratligt sammenhold. Turene gik i 1920 til Frederikssund, 1921 og 1922 til Dragør. Uforglemmelige ture for deltagerne det havde stor betydning for kammeratskabet og sammenholdet i foreningen.

Førsteholdet blev nummer to i turneringen, et point efter Skovshoved, der vandt turneringen på vort nederlag i Søborg. Andenholdet havde klaret sig dårligt og blev slet ikke placeret i turneringen. De unge spillere var rykket op på seniorholdet, og juniorerne var en overgang helt opgivet, så der måtte gøres noget. Der blev arbejdet på at samle nye juniorhold, og begyndelsen blev ikke nogen sportslig succes, idet en kamp mod Skovshoveds juniorer blev tabt med ikke mindre end 025. Arbejdet blev ikke opgivet, og der kom gang i juniorholdene igen.

Endnu en gang skulle turneringsmesterskabet stå mellem os og Skovshoved, og spændingen før kampen var enorm. Uafgjort kamp var nok for os til mesterskabet, men i den rasende kamp slog nerverne ikke til, og vi tabte 2-4. Der måtte omkamp til, da pointstillingen var lige. Mesterskabet gled ud af hænderne på os, ved et nederlag på 0-2. Dagen blev sent glemt, to gange var bolden i Skovshoveds mål, uden at dommeren opdagede det.

Om sommeren deltog vi i ”Godthåb”s pokalstævne, men blev slået ud af værterne med 1-0. Det gik noget bedre, da førsteholdet spillede pokalstævne i Skovshoved og slog B.1912 med 5-1 og Skovshoved 3-2. Den kamp var en stor sejr for datidens spillere, da Skovshoved på det tidspunkt atter havde genvundet sin spillestyrke, som vi kæmpede hårdt for at følge de følgende år. Finalekampen stod mod ”Veto”, der blev slået med 4-1, og den store pokal kunne bringes til Taarbæk. Skovshoved tog revanche ved at slå os ud i finalekampen i ”Veto”s fodboldstævne. Lige som i 1917 gik det atter til Hillerød, hvor der var gjort lidt ekstra ud af turen. Efter kampen var der hygge og kamme22

Taarbæks første revy I 1919 gik tæppet for Kaj Jensens første revy, som Taarbæk Idrætsforening overtog. Den gik i de tre følgende år med succes. På det tidspunkt var der oprettet et fast teater på ”Gl. Bellevue”, et teater, der ganske vist ikke imponerede ved sin størrelse. Der var kun et omklædningsrum, hvilket betød, at herrerne måtte klæde om i haven bagved. Det kunne have sine ubehageligheder i tilfælde af dårligt vejr, men den slags bagateller tog man jo med godt humør. Med en storartet visekunst og komponistiske evner skabte


Kaj Jensen en række sange og melodier, der blev sunget og fløjtet af byens ungdom. En af sangene, ”Taarbæks Pris”, blev meget populær, da Vilhelm Hansen erhvervede melodien og gjorde den landskendt. Her er teksten gengivet: Bag Dyrehavs Kroner, ved øresunds Bred, Byen sig toner i inderlig Fred. Sejlernes Skare søger mod Land, ilsomt de fare mod Sundbyens Strand. Ja, jeg elsker Byen ved det blanke Sund, ved dig mit Hjerte dvæler i hver ledig Stund. Aah, tænk og ved Havnen om Som’ren jeg sad, dèr, hvor Sejlerne ligger paa Rad.. Og her var det, at jeg rakte ham min Mund og saa kærligt saa paa ham — af hvilken Grund? Ja, Taarbæk, ja, minderne frem har du kaldt, du er mit et og alt. Naar Fiskeren ile fra Udturen hjem, Tankerne hvile, naar Søen er slem, hos hende bag Ruden; der venter hans Fangst. Til Vindenes Tuden hun lytter saa angst. Ja, jeg elsker Byen…

Naar først han er inde, heldig i Havn, venter den Kvinde, han gav sit Navn. Oppe paa Kajen de følges saa ad til Hytten ved Vejen, lyk’lig og glad. Ja, jeg elsker Byen… Indvielse af den nye bane En af de store dage i foreningens historie oprandt, da den nye bane ved Trepilelaagen skulle indvies. En ganske særlig tak for at det lykkedes fik foreningens daværende formand, Skovfoged Axel Løvdal, en bedrift, der senere blev belønnet ved at udnævne ham til æresmedlem. Indvielsen af banen foregik ved et stævne, hvori Skovshoved besejrede os i slutkampen med 3-2 i en af de bedste og mest spændende kampe, der var spillet mellem de to hold. Banens historie bliver omtalt i et særskilt kapitel af bogen. Trods de vanskelige forhold var det lykkedes at holde foreningens økonomi oven vande, men kun ved at tjene penge ved festlige arrangementer og stor støtte fra byens beboere. Edvard Yde blev konstitueret formand indtil foråret 1921 hvor trafikassistent N. J. Nielsen overtog hvervet. Alexander Olsens bror, den danske konsul i New Orleans, T. Hoffmann Olsen, sendte os et beløb på 500 kroner, til minde 23


om foreningens stifter. Beløbbet kunne bruges frit, og det blev besluttet at oprette ”Alexander-Fondet”, hvis opgave var at forsyne ubemidlede juniores med spilleudstyr. Det blev dog efter nogle års forløb nødvendigt at inddrage fondets restbeløb i foreningens Kasse, efter vedtagelse på generalforsamlingen. Først på pokalen Sommeren 1921 startede N.B.B.U.s pokalturnering, og vi var de første til at sætte vores navn på pokalen efter at have besejret Lyngby med 3-1 i finalekampen. Andetholdet og juniorerne var anmeldt turnering om efteråret, men holdene kunne ikke dannes, og derfor nåede de ikke placeringer i turneringerne. På N.B.B.U.s udvalgte hold deltog brødrene Wiggers samt Pauli og Kaj Jensen.

I pokalturneringen 1922 slog vi atter igennem og vandt pokalen for anden gang ved at slå ”Veto” med 3-0 i finalekampen. Samarbejdet med R.B. I sommerferien indledetes vort samarbejde med Rønne Boldklub, og vort første besøg på Bornholm blev en uforglemmelig og morsom tur for deltagerne. Første kamp blev 4-4, og dagen efter vandt vi 4-3. Restauratør Humlebæk udsatte en vandrepokal mellem T.I.F. og R. B. Pokalen var den direkte anledning til en række fornøjelige ture til Bornholm og genvisitter af R. B. i Taarbæk. Bornholm var sikkert sjældent blevet gæstet af så humørfyldte idrætsmænd, der anført af Kaj Jensen på det sanglige og musikalske område satte Rønne på den anden ende. Ved bornholmernes genvisit i pinsen 1923 vandt vi for første gang pokalen med 2-0 i en kamp, der blev overværet af mange tilskuere på Skovshoveds bane. Allerede samme sommer spillede vi i Rønne og vandt for anden gang ”Humlebæk-Pokalen” ved en strålende sejr på 6-1. Vort eget stævne var blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, som i 1923 havde en særlig festlig karakter i anledning af foreningens 15-årige beståen. I Hellerups Stævne vandt vi over Gentofte 2-1, Charlottenlund 4-0, men spillede uafgjort mod Hellerup om ”Palmehave-Pokalen”, som vi efter to omkampe vandt ved lodtrækning.

Et af Taarbæks mange besøg på klippeøen Bornholm. 24


Den sidste Revy. I året 1923 blev der sat punktum for Taarbæk-Revyerne. Tæppet faldt for den sidste revy, som blev betragtet som den bedste. Den kvindelige primadonna var en ung dame, der var elev på ”Det ny Teater”. Hun var i besiddelse af et humør og et temperament, som kunne gøre en Liva Weel misundelig. Frøkenens bedste vise var med refrainet: ”Hvor er alle Taarbæks gamle drenge”, og den blev hamret ind i publikums bevidsthed. I denne revy havde Ingvar Jensen, Svend Nielsen og Kaj Jensen terzet med refrainet: ”Det er en vane, som vi har”, og revyens skønsang blev sunget af Frk. Olga Jørgensen og omhandlede Dyrehaven. Nedtur Spillestandarden i sæson 1924-25 var gået stærkt tilbage, da vi havde mistet adskillige gode spillere. Vi nåede første gang bunden af bølgedalen i efteraaret 1924, hvor førsteholdet endte uhjælpelig på sidstepladsen, hvad vi ikke havde prøvet siden 1915-16. I den ordinære pokalturneringen i N.B.B.U. blev vi atter slået ud i første omgang af Søborg. I kampen om ”Gotfredsen-Pokalen”, der var udsat i 1923, af restauratør Gotfredsen fra Gentofte Hotel, vandt vi med 2-1 over Søborg og fik dermed pokalen til ejendom. Rønne slog os i pinsen på vor egen bane med 3-2 og på Bornholm med 5-0, hvorefter stillingen var lige i kampen om

Humlebækpokalen med hvor begge hold havde 3 sejre hver. I vores eget stævne vandt vi derimod i finalekampen over Lyngby 5-1, mens førstejunior tog 1. præmien med 4-0 over Brede og andenjunior over Lyngby med 30. Endvidere vandt andensenior over Vedbæk med 4-2. Dermed var Taarbæk altså så ubeskeden at tage alle præmierne selv. Måske et plaster på såret i forhold til nederlagene i turneringen. På grund af Skovshoveds overgang til S.B.U. blev der startet en ny selvstændig turnering om foråret. Taarbæk syntes at kunne starte på en frisk. Vi vandt over Brede 4-1 og Hellerup 5-2, spillede uafgjort mod Lyngby 1-1, Brede 2-2, Hellerup 4-4, medens vi tabte til Lyngby 0-4, hvilket resulterede i andenpladsen efter Lyngby. Da den nye sæson startede i efteråret var vi på banen igen og var påny ved at blive farlige modstandere. Tre sejre og et nederlag til Lyngby, der også var begyndt at spille i S.B.U. fra foråret. Resultaterne var tilstrækkelige til at vinde turneringen, hvilket var en ringe trøst for tidligere års forgæves forsøg på at erhverve sig de ellers fortjente mesterskaber, da Skovshoved og Lyngby var med. En større glæde var det, at også andenholdet og andenjunior blev nummer et, og selvom førstejunior ”kun” klarede fjerdepladsen, var det alt i alt tegn på en lysere fremtid for fodboldsporten i Taarbæk. 25


igen var 1. pladsen i turneringen. Elevatorhold Op og ned gik det – elevatorhold kunne man kalde det. I turneringen 1926-27 skete katastrofen igen da førsteholdet, efter at have klaret sig nogenlunde om efteråret, helt tabte fidusen om foråret og led lutter nederlag, hvilket atter resulterede i sidstepladsen. Andenjunior, som blev dygtigere og dygtigere, blev nummer et efter en række fine resultater. Æren for juniorernes fremgang tilkom Ingvar Jensen, der havde påtaget sig ansvaret for at være juniorleder. Endelig et sted at klæde om I efteråret 1927 indtraf en anden stor begivenhed i foreningens historie. Det var endelig lykkedes at få et omklædningshus, der blev placeret på Statsbanernes grund af p.g.a. Dyrehaverestriktionerne. Ledvogterens have blev samlingssted for vore spillere, der ikke havde haft tag over hovedet i 19 år. Begivenheden blev fejret med en indvielseskamp mod Hellerup, som vi vandt med 5-2. Der blev afholdt et lille traktement, hvor dagens talere var skovrider Henning Martensen-Larsen, foreningens og unionens formand. Klubhusets historie bliver omtalt i et særskilt kapitel af bogen. Op og op igen I N.B.B.U.s ordinære turnering i 1928-29 var vi oppe igen. Fem sejre og en enkelt tabt kamp blev det til i efteråret, hvorimod vi måtte tage et nederlag mere i foråret. Det havde ingen betydning for placeringen, som 26

Der var store forventninger til spillerne for resultaterne i N.B.B.U.s kampe gjalt også i S.B.U.s A-række, hvor vi første gang havde anmeldt vores deltagelse og var blevet anbragt i Nord-kredsen. Kampene mod de øvrige klubber, Birkerød, Hillerød og Helsingør forløb med sikre sejre, hvilket gav førstepladsen i Nord-kredsen. Der skulle spilles om sjællandsmesterskabet mod Lyngby 2-1, Roskilde Boldklub 2-2, ”Stjernen” fra Roskilde 2-4 og Slagelse 02, hvorved vi blev nummer 3 i den samlede A-række på Sjælland. Arbejdet med de små juniorer bar frugt, og i N.B.B.U.s turneringen 1929-30 fik de belønningen ved at vinde mesterskabet i deres række. Ved en række flotte sejre, hvor vi blandt andet scorede sytten, ni og seks mål mod nul over Brede, Holte og Gentofte. I S.B.U.s A-række nåede resultaterne kun til en tredjeplads i kredsen. Men vi kunne hjemtage en førsteplads i N.B.B.U.s mesterrækketurnering. Efter en kontrovers med Rønne Boldklub havde der været et ophold i kampene om ,,Humlebæk-Pokalen”, men man blev enige om at få pokalens skæbne afgjort, og i en meget smuk kamp, hvor den gamle sejrsvilje atter kom frem, vandt vi med 3-0 trods stor jævnbyrdighed. R. B. tog det meget nært og udfordrede straks til en revanche i Rønne, hvor vi imidlertid atter også vandt, med 3-1, og derefter ophørte disse kampe.


Taarbæks 1. hold der vandt nordkredsen i Nordre Birks Boldspils Union i 1928-1929.

Ved generalforsamlingen den 17. april 1929 blev Ingvar Jensen formand efter Edvard Yde. Som en anerkendelse til Yde for sit store arbejde blev han udnævnt til foreningens andet æresmedlem. Forfulgt af uheld I efteråret 1930 forfulgte uheldet os igen. I pokalturneringen, hvor vi slog Lyngby med 4-1, men efter uafgjort mod Brede 1-1, tabte vi omkampen med 1-2 på vores egen bane, trods overlegent spil. I den ordinære turnering 1930-31 var kampene under S.B.U. også gældende for N.B.B.U., og førsteholdet blev derfor placeret som nummer et, lige med Brede, men i den afgørende kamp tabte vi 1-2 og endte derfor som nummer to.

Jubilæumssæsonen 1932-33 blev en ny guldalder for førsteholdet, der udelukkende bestod af oprykkede unge spillere. Medlemstallet, der blev meddelt til S.B.U, var på i alt 250 personer. De fordelte sig med 90 seniorer, 75 juniorer og 85 passive medlemmer. I pokalturneringen forfulgte uheldet os igen. Gentofte deltog med sit mesterskabshold, der havde en god position i S.B.U.s mesterrække. Kampen endte uafgjort 33, men i en ny kamp tabte vi efter smukt spil med 0-1. Det, at unionens mesterrækkehold havde fået lov at deltage, kostede os det år ejendomsretten over pokalen, som vi jo havde vundet i 1921 og

Endnu engang løb vores eget stævne af stablen om sommeren. Vi blev slået ud af Lyngby med 1-0, og Skovshoved vandt vandrepokalen ”Trepilepokalen” til ejendom, for de sidste års sejre. Juniorerne kunne gentage succesen ved at vinde N.B.B.U.s turneringen i 1930-31. Taarbæks 1. hold i 1929 der vandt S.B.U.s A27 række og N.B.B.U.s mesterrække.


Andenjuniorhold 1932 foran skovløberens hus på Trepilevej.

1922. Nu vandt Gentofte den omstridte pokal til ”Arv og Eje”. Den ville ellers have pyntet godt i præmiesamlingen på jubilæumsdagen. I N.B.B.U.s mesterrække høstede holdet derimod belønning for sin glimrende indsats i turneringen ved at slutte på førstepladsen. Selvom foreningens spillere ikke havde været så gode, set med nationale øjne, så havde førsteholdet alligevel formået at holde sig i toppen af konkurrencen med de tilsvarende klubber, gennem de første femogtyve år af foreningens bestående. Det gode humør og ubrydelige kammeratskab var med til at bringe resultaterne trods de 28

svære arbejdsforhold foreningen havde haft. Hele byen fejrede os Klubbens femogtyveårs jubilæum blev fejret på behørig vis i hele byen søndag den 27. august 1933. Dagen var begunstiget af det herligste vejr. Klubben kunne derfor glæde sig over et godt besøg på banerne lige fra at juniorerne åbnede ballet tidligt på formiddagen, til ,,Athen” satte et flot punktum på stævnet med en gymnastikopvisning senere på eftermiddagen. Klokken 9 stillede Taarbæk idrætsforenings 2. juniorhold op mod Lyngby Boldklubs 1. juniorhold. Gutterne fra Taarbæk kunne ikke hamle op mod et førstehold,


men det var al ære værd, at nederlaget ikke blev større end 1-2. Oldboys spillede mod ”Arvefjenden” Skovshoved I.F. Før kampen fandt der en lille højtidelighed sted. Skovshoveds nestor, den treoghalvtredsårige fodboldberømthed Stefan Rasmussen overrakte Edvard Yde, der var kaptajn hos Taarbæk, en buket krysantemummer og holdt en lille tale, hvor han mindedes de mange dyster, de to hold havde taget med hinanden, og takkede med ønsket om, at de to gamle ”fjender” måtte få lejlighed til at spille mange kampe mod hinanden. Så var det imidlertid forbi med at være pæne mod hinanden, og i den efterfølgende fodboldkamp gav Taarbæk

Skovshoved en ordentlig gang klø på 7-1. Om eftermiddagen blev der spillet endnu to kampe. En ynglingekamp mod Lyngby, som Taarbæk vandt 5-1, og en førsteholds kamp mod Nykøbing Sjælland, der blev vundet af gæsterne med 5-1. Denne kamp var en turneringskamp i den sjællandske oprykningsrække. Samtidig med fodboldkampene blev der spillet en tennisturnering mod Køge Tennis Klub på banerne i Cottageparken om en meget smuk Krystalopsats, der var udsat som vandrepokal af Grosserer Malte Christensen. Køge folkene fik den første aktie i pokalen, idet de vandt 8 af turneringens 11 Kampe.

29


De sportslige aktiviteter sluttede med et herre- og drengehold fra ,,Athen” der gav en gymnastikopvisning på Taarbæk Hotels tennisbane. Gymnasterne tog publikum med storm ved deres imponerende og flotte smidigheds- og strækøvelser. Taarbæk Hotel lagde lokaler til de cirka 150 deltagere, som var inviteret til fest om aftenen. BorSkitsetegning efter jubilæumssøndagen i Taarbæk Idrætsforening. dene var dækket med alle sensommerens smukkeste blomster, og de 40-50 sølvpokaler og bægre, som foreningen gennem de femogtyve år havde vundet, blev brugt som vaser. Formand Dr. Arnold Larsen holdt festtalen. Han gennemgik i korte træk foreningens historie, fremhævede det ubrydelige kammeratskab, der altid havde og stadig hersker i foreningen. Den nye fane Edvard Yde modtog Danmarks Idrætsforbunds æresnål i guld, og Gunnar Wiggers fik N.B.B.U.s æresnål, der aldrig før var blevet uddelt. Lige før ballet begyndte, blev der afholdt en meget stemningsfuld indvielse af den ny fane, som fru Ziener på damers vegne forærede Taarbæk Idrætsforening. Denne fane er stadig i klubbens besiddelse og opbevares på Taarbæk museum. 30


Bestyrelsen ved jubilæet 1933. Bagerst fra venstre: Benny Hansen, ?, ?, ?, Erik Ziener. Forrest fra venstre: Kaj Larsen, Edvard Yde (næstformand), Aage Arnold-Larsen (formand), Ingvar Jensen.

Pludselig som dansen gik gladest og humøret var højest, sad klubbens gamle centre-half Ludvig Brandstrup ved flyglet og på sin egen charmerende måde underholdt han sine gamle klubkammerater med anekdoter og viser, en lille halv time. Da han holdt op, ville begejstringen ingen ende tage, stærke hænder løftede ham i vejret, og som en gummibold kastedes han frem gennem salen på bølgende hav af oprakte hænder. Mon ikke foreningens medlemmer festede, som de plejede, indtil de første solstråler tittede frem bag byens kyst. Nummer et og to i N.B.B.U.s efterårs-

turnering 1933 skulle i foråret 1934 danne en oprykningsrække til mesterskabsrækken i S.B.U. Vi blev anbragt i kreds 4, hvor resultaterne førte til en første plads. I kampene om kredsmesterskabet vandt vi over Glostrups mesterhold med 1-0, men tabte desværre i Lendemark med 1-5 efter uventet stærk modstand og med et svækket førstehold. S.B.U. havde turneringsplanen, og vi blev placeret i oprykningsrækken. På generalforsamlingen i foråret 1934 opstod der megen diskussion om kontingentforhøjelse for seniorer i fodboldafdelingen. Formanden anbefalede forhøjelsen på 2,31


kroner pr. måned, da medlemmerne i så tilfælde ville få alle rejseudgifterne dækket af foreningen. Forslaget blev vedtaget, hvilket betød en merindtægt til fodboldafdelingen på 600,- kroner om året. Formanden foreslog indmeldelse i K.B.U og udmeldelse af S.B.U, da vi i så fald blev fri for de lange rejser og ret store dommerhonorarer, så disse udgifter kunne nedbringes, men dette forslag blev forkastet. Emnet blev debatteret frem til 1935 hvor man ville afvente resultaterne i S.B.U.s turnering. Edvard Yde fremførte under eventuelt et forslag om oprettelse af en håndboldafdeling for damer, hvilket gav god tilslutning, og man enedes om at gå i gang med dette. Håndboldafdelingen blev startet med god deltagelse af foreningens damer under ledelse af hr. Andersen og Bahl. Der var et udmærket spillermateriale at bygge på, men det var dog ikke så godt med kammeratskabet, som man håbede ville blive bedre. Ved sommerens havnefest i anledning af havnens 70 års jubilæum havde bestyrelsen for havnen tilbudt foreningen at være medarrangør af festen. Det skulle vise sig at blive en god forretning for foreningen, for regnskabet for dette arrangement viste et overskud på 755,- kroner. De sportslige fodboldresultater i 1934 var udmærkede. Førsteholdet var stadig i fremgang og bestod af unge spillere, og der var grund til at glæde sig over den øjeblikke32

lige situation. Helge Andersen ville dog ikke fortsætte i spillerudvalget, men han blev opfordret til at forsætte. Han gjorde det på betingelse af, at han ikke fik med seniorer at gøre, men ville gerne fortsætte med ledelsen af juniorer. Gymnastik og Håndbold I forbindelse med gymnastikken var der blevet dyrket håndbold i nogle år i gymnastiksalen på skolen. Dette blev forbudt af kommunen idet gymnastiksalens, dimensioner ikke egnede sig til det hårde spil. Efterspørgslen var der dog stadig, og de interesserede medlemmer kunne møde op til udendørs træning ved Trepilelågen fra maj måned 1935. Kontingentet var det samme som for fodbold, 2,- kroner for seniorer og 50,- øre for juniorer pr. måend. At en dommer skal have penge, er der vel ingen, der kan være i tvivl om. Men spilleudvalget glemte ofte at skaffe de fire kroner, han skulle have. Derfor måtte der lånes penge af tilfældige tilskuere. Dette blev der kraftigt skældt ud over i medlemsbladet. Samarbejdet med Bornholm blev genoptaget med Hasle. Selvom vi ikke kunne deltage i påsken, var vore venner fra Hasle kommet til Taarbæk pinsemorgen. Med en enkelt søsyg mand blev holdet indkvarteret i gymnastiksalen på Taarbæk Skole i ”dejlige bløde” senge, kendt fra soldatertiden. Venskabskampen blev en sejr til Taarbæk på 3-1, hvor målene blev scoret at Knud, Mogens og Georg Overby. Gæster og værter mødtes senere til et


yderst vellykket bal på Taarbæk badehotel, hvor de dansede til tonerne af Carl Nielsens kendte orkester. Klokken fire var der ro og orden i gymnastiksalen, og selv dommeren, der var meget træt efter dagen, sov sødeligt mellem bornholmerne. På førsteholdet gik det ikke så godt, som man havde håbet. Holdet sluttede på en andenplads i oprykningsrækken, hvilket jeg dog syntes er meget pænt. Andenholdet kunne derimod levere resultatet. De blev turneringsvinder af Nordkredsen med et par gamle veteraner på holdet. Efter seksogtyve års aktiv deltagelse havde Edvard Yde bedyret, at nu var det sikkert, at han lagde op som seniorspiller i en alder af fyrre år. Virum var blevet vinder af Sydkredsen og skulle kæmpe om mesterskabet med andenholdet. Virum havde regnet med en let sejr, men fik kamp til stregen og vandt kampen med kun et mål. Aviserne beskrev kampen som et held for Virum, at de kunne tage sejren og dermed mesterskabet med hjem. Første juniorholdet var igen ude på en 1½ times lang cykeltur til Islev, før de med sikker hånd kunne tage en sejr, på 7-0 over ”Orient”, med hjem på cyklen. Ved sæsonens start i efteråret 1935 var juniorerne rykket op som ynglinge. Holdet, der ikke havde trænet i seks uger, mødte Hørsholm i den første træningskamp og vandt alligevel kampen med 4-3. Der var store forhåbninger til dette hold, der havde vundet juniorturneringen to år i træk.

Opsangen virkede I medlemsbladet fik spillerne en opsang af Edvard Yde for ikke at dyrke det gode sammenhold. Hvis modparten fik det første mål i kampene, gik vores spillere fuldstændig ned. I foråret havde den kendte landsholdsspiller Sophus Nielsen ellers giver et foredrag på Ryttergården om, hvordan man dyrker det gode kammeratskab og gør kampene til rene fornøjelser. Holdene fra Taarbæk var efterhånden blevet berygtet for spillernes råberi og skænderi på banen, så opsangen var, at det måtte høre op med det samme. Opsangen virkede tilsyneladende for til høstfesten i september. Hvor der blev spillet fodbold, var der ingen råben og skænderi i ynglingekampen. ”Fremad” skulle være ankommet med et hold, men meldte afbud. Derfor blev der sammensat to seniorhold af vores egne spillere til at spille en kamp. Udover fodbold blev der også spillet tennis- og håndboldkampe lige som præmieskydning og bal var på programmet. Der var desværre ikke så mange deltagere til ballet, så økonomisk var høstfesten ingen succes for foreningen. Den økonomiske situation blev en trussel for foreningens eksistens i 1935. Regnskabet udviste et underskud på 1.500,- kroner, som der ikke kunne ses nogen udvej for at fremskaffe. Den dårlige forsommer havde betydet manglende tilslutning til tennis, hvorimod udgifterne var faste. Desuden havde fodboldturneringsordningen været 33


Taarbæk set fra luften i 1934. Øverst i billedet ses Taarbæk fortet og klubbens bane.

for kostbar. Endelig var havnefesten blevet ødelagt af regnvejr, hvorfor overskud var blevet formindsket betydeligt. På generalforsamlingen blev der rettet en kraftig appel til medlemmerne om at holde sammen og være med til at genrejse foreningens status, først og fremmest ved promte betaling af kontingentet. Ved anlægningen af tennisbanerne havde foreningen påtaget sig store udgifter og en gæld, som det var en æressag at afvikle. De lokale forhold både med hensyn til bane og indtægtsmuligheder var vanskeligere end 34

nogetsteds, og som følge deraf måtte der arbejdes med den største forsigtighed og kræves større opofrelse fra medlemmernes side end i andre foreninger. Fodboldspillerne sagde det var tennis, der havde skylden, og tennisspillerne hævdede, at det var fodbold, der gav underskud. Efter ansøgning til sognerådet og med velvillig støtte af overlærer Jakobsen og skovfoged Axel Løvdal lykkedes det at opnå øjeblikkelig hjælp, som bragte foreningen ud over det kritiske punkt, hvor det ellers syntes uundgåeligt at måtte standse betalingerne.


Et middel til at skaffe penge til den betrængte kasse var andespil på Taarbæk Hotel med mange og fine gevinster og efterfølgende selskabeligt samvær. Førsteholdet gjorde en pragtpræstation ved at vinde Nordre Briks pokal turnering. Mod mesterrækkeholdet Gentofte-Vangede spillede holdet sit ypperste, og i den ordinære kamp blev resultatet 2-2. I omkampen scorede Taarbæk kampens ene mål og vandt derved fortjent pokalen. Vejen til pokalen gik ved at slå Vedbæk med 3-2 og Brede med 6-1. I turneringen stod førsteholdet lige med Glostrup og Frederikssund på andenpladsen med seks point, medens Helsinge førte stort med 11 Point. Alt var dog ikke fred og fordragelighed. I kampen mod Frederikssund måtte vi bøde for nogle forseelser. Wagner Nielsen fik 3 måneders karantæne, advarsel til Holger Petersen og irettesættelse til Knud Petersen. Andetholdet klarede den desværre kun til semifinalen i pokalturneringen, hvor Gentofte vandt kampen 2-1. Da efterårskampene sluttede, stod andenholdet som sikker nummer et med lutter sejre i den ordinære turnering. Ynglinge og juniores var i denne sæson helt uden chancer. Betydningen af kontingent Der blev taget hul på 1936 med håb og optimisme. I slutningen af 1935 var den økonomiske situation blevet nogenlunde reddet. Først og fremmest takket være

støtte, men også som følge af at medlemmerne forstod betydningen af at betale kontingent. Den værste gæld var ryddet af vejen, og restancerne så godt som væk. Der var pænt overskud på de to andespil og en god økonomisk ordning til gymnastikken. Tidligere i foreningens historie havde Taarbæk Idrætsforenings karneval altid været et tilløbsstykke. Den 1. februar 1936 kunne foreningen igen råde over Taarbæk Hotel og fik stablet et nyt karneval på benene. I foråret afholdt S.B.U. et amatørtrænerkursus i København under ledelse af Sophus ”krølben” Nielsen. Deltagere skulle forpligte sig til at være amatørtrænere i egen forening i de førstkommende sæsoner. Kaj Rafsted havde meldt sig villig til at deltage i dette kursus og skulle efterfølgende overtage juniortræningen sammen med H.O. Andersen. Sejren over Nexø Pinselørdag aften afsejlede, Østbornholm’s lille damper med ikke mindre end tolv spillere plus Benny Hansen, der ledede turen til Bornholm. Der var ganske vist fire Vedbækspillere med, for til al held var det lykkedes at få assistance derfra. Der var næppe nogen hjemme eller ude, der drømte om sejr i revanchekampen mod Nexø, men minsandten om ikke det gik. Der gik rygter om, at reserverne overgik sig selv adskillige grader, hvilket også må have været tilfældet, da Nexø dels havde 35


et bedre hold, end ved besøget i Taarbæk og dels havde en meget dårlig bane. Sejren blev på 5-4, et resultat, som sikkert har været en besk pille for Bornholmerne, der forinden havde været meget højt oppe i de lokale blade. Andendagen på Bornholm var altid lidt vanskeligere, for der skulle jo også lidt morskab til, og det var jo ikke alle, der fik lejlighed til at drikke af Radiumskilderne, som det blev gjordt, da vi i 1924 slog Rønnes byhold med 6-1. Udover morskaben, der havde sat sig i kroppen, havde kampen i Nexø også efterladt adskillige skrammer, og det var nok — i forbindelse med en ikke særlig velvillig dommer — hovedårsagen til, at vi måtte tage et nederlag på 2-5. ”Krølben” som træner N.B.B.U. stillede Sophus „Krølben“ Nielsen til rådighed som træner til unionens klubber, således at der kunne blive nogle træningsaftener til hver forening for en rimelig betaling. Foreningen var enige om at søge at få så mange gange så muligt. Der var desværre ikke trængsel ved Trepilelågen på disse aftener. Bestyrelsen erkendte, at tidspunktet ikke var særlig godt, men de der deltog, fandt ud af hvor vigtig træningen er. Sophus „Krølben“ Nielsen var den første spiller nogensinde, der scorede 10 mål i en officiel landskamp. Det skete i Taarbæk Idrætsforenings stiftelses år 1908, da landsholdet spillede semifinale mod Frankrig ved OL. Danmark vandt 17-1. 36

Økonomien var stadig ikke helt god, og der var ikke midler til at betale forfalden gæld. Underskuddet var på 1.600,- kroner, hvoraf halvdelen muligvis kunne dækkes af et overskud ved havnefesten, som man var enige om at søge afholdt. Sognerådet var igen med til at hjælpe og havde bevilget et tilskud svarende til tennisbaneleje på 750,- kroner. Hvilket man forventede også kunne bevilges de kommende år. I en alder af kun 36 år døde Poul Wiggers. Igennem mange år var han sammen med sine to brødre en af grundpillerne i foreningen, såvel på fodboldholdene, i gymnastiksalen og i ledelsen. Poul havde den egenskab, at han absolut ikke kunne få uvenner, hverken på sportspladsen eller i privatlivet. Under større forhold havde han utvivlsomt kunne bringe sit sportstalent vidt. Særlig som fodboldspiller var han fremragende, og i ,,Nordre Birks Boldspil Union”s glansperiode blev han gentagne gange deltager på unionens udvalgte hold. Juniorerne fik en mager begyndelse på sæsonen, idet der kun kom 6 drenge til træning. Kaj Rafsted påtog sig træningen efter de metoder han havde lært af Sophus ”krølben” Nielsen. Om det var Kajs nyerhvervede evner, der gav liv hos drengene, vides ikke, men der gik ikke længe før der var 20-30 til træning, hvilket lovede godt for turneringen. Andenholdet havde været i Holte og havde rekvireret biler til turen. Det skulle de nok have spurgt om lov til, for bestyrelsen


mente, at spilleudvalget havde overskredet sin kompetence ved at rekvirere biler, og at udvalget måtte søge betaling hos de spillere, der ikke betalte kontingent. Om denne lille miserer var skyld i problemer i fodboldafdelingen vides ikke, men man fik ikke noget godt indtryk af samarbejdet i spilleudvalget.. Søndag den 7. juni 1936 spillede andenholdet imod Gentofte-Vangede. Svend Madsen scorede to mål og Kjeld Johansen et enkelt. Modstanderen fandt vores mål én gang til resultatet 3-1. Kampen var endnu en finale om mesterskabet. Andenholdet havde vundet Nordkredsen i Nordre Birk og Gentofte-Vangede i Sydkredsen. Turneringsmesterskabet var en absolut fortjent belønning. I efteråret bestod holdet af en række ældre spillere, og i foråret prægede de oprykkede ynglinge det. De unge spillere dannede et godt reservegrundlag til førsteholdet, så fremtiden kunne vi se i møde med trykhed på spillerfronten. Juniorerne havde samme succes ved, at de blev turneringsvindere i sæsonen. Danmarksturnering var blevet ændret, og hold som Helsingør, Næstved og Køge var rykket ind i S.B.U.s mesterrække. I vores kreds skulle vi derfor møde Helsinge, Lillerød, Helsingør, Lyngby, Frederikssund og Søborg. Det var en bekvem kreds, uden alt for lange rejser, og den ville være færdigspillet inden vinteren. Den 18. oktober 1936 spilledes den kamp

i oprykningsrækken, der var imødeset med størst spænding, mellem de to første hold fra Taarbæk og Frederikssund. Det gamle mesterrækkehold var almindeligt anset for at være vor farligste modstander, og vi havde endnu ikke glemt vort nederlag til dette hold sidste efterår. Det gik helt anderledes denne gang. Vejret var særdeles ubehageligt med orkanagtig storm og iskolde byger, men vore guttere befandt sig som fisk i vandet, og det varede ikke længe, før de havde fuldstændig krammet på modstanderne, der absolut ikke syntes godt om vejret. I løbet af kampen fandt vi 9 gange vejen til Frederikssunds net, og 10 minutter før kampens ophør foretrak gæsterne at forlade banen, hvilket selvfølgelig ikke er lovligt. Et eneste trøste mål havde de dog opnået ved et øjebliks flothed i vort forsvar. Vore målscore var Georg 3, Erik 2. Jens 2, Willy 1 og Rino 1 mål. Sidste kamp dette efterår var mod Søborg, hvis hold var noget frygtet for hårdt spil. Det gik heller ikke blidt til, men kampen var fornøjelig og velspillet, og sejren blev vores med 3-0. Vores styrke lå i forsvaret, som i denne kamp spillede oven ud godt. Vore forwards var ret famlende og sløsede en del chancer bort.

I bestyrelsen behandlede og godkendte man et tilbud om kørsel for spillerne til førsteholdskampene. Petersen fra Søborg skulle have 165,- kroner for at køre til tre kampe. Man ville søge publikum til delvis 37


betaling af merudgiften. Foreningens inkassator, overofficiant J. P. Jacobsen, beskæftigede sig ikke kun med pengene. Han var også en habil træner i badminton. Trods det, at vi ikke havde en hal at dyrke denne sport i, var det muligt at tilmelde sig hos Jacobsen for træning i vinterperioden. På bestyrelsesmødet blev det vedtaget, at foreningen afholdt karneval lørdag 27. februar 1937 på Ryttergaarden. Karnevallet var ikke alene for festens skyld, men også på grund af den slunkne kasse. Endvidere blev det besluttet at ekskludere to medlemmer på grund af restance. Et seniorkontingent bestod af den nette sum af to kroner pr. måned. Kontingentet blev brugt til dommerhonorarer, rejser, bolde, ulykkesforsikring med mere. Taarbæks første bank Taarbæk by blev stadig større, og flere store bygninger var kommet til. Taarbæk fik en bank til byen da ”Den danske Landmandsbank” åbnede en afdeling på Taarbæk Strandvej 95. Banken har lige siden været med til at understøtte vores aktiviteter i klubben. I 2008 er der ingen bank i Taarbæk, da filialen er flyttet til Charlottenlund, men de understøtter os stadig meget rundhåndet. Olympiadefilmen Ryttergården lagde igen lokaler til endnu en sammenkomst, da der på et medlemsmøde blev vist Olympiadefilm af sekretæren i D.I.F., Hr. Vincent. 38

En interessant film, der gav et pragtfuldt billede af nationernes indmarch på det olympiske stadion i Berlin. Filmen handlede om sportsfolkenes afrejse — ankomst, færden og træning i lejren. Løberens ankomst med ilden fra Olympos, starterne i de forskellige løb, stangspring og Inge Sørensens fænomenale præstation for 3. pladsen i svømning. Udover olympiadefilmen blev der vist film fra ”Landsholdskampe”, kampen mellem København-Jylland og K. B.s jubilæumskampe. Det var glimrende film, som havde fortjent langt større publikum. Efter forevisningen samledes de aktive fodboldspillere til en diskussion med formanden for S. B. U., hr. Hartoft, der gav et udmærket foredrag med tips til træning, holdopstilling, kammeratskab m. m.. Foråret var noget magert, og det lykkedes kun førsteholdet at vinde over de svageste hold, Helsinge, Lillerød og Søborg, men med vort store forspring fra efteråret 1936 var det nok til at blive kredsvindere i sæsonen 1936-1937. Taarbæks 18 point imod Frederikssunds 17 fortæller, at de var vor værste konkurrent, og det var med bange anelser, vi gik på banen i Frederikssund. Det var en ualmindelig hårdt spillet kamp fra Frederikssunds side. Det medførte for det første, at flere af vore spillere trak sig i tacklinger, når der var fare for sammenstød, medens de mere robuste gav råt for usødet, men glemte at spille fodbold. Hans Mathiesen blive brutalt nedløbet af modpartens målmand, og måtte efterlades på hospitalet med en hjernerystelse til


følge. Kun et mål lykkedes det at score, medens Frederikssund tromlede fem bolde ind hos Helge Andersen. Den sidste kamp blev til gengæld vundet uden vanskelighed over Søborg med 6-1 på mål af Frantz Jensen, Rino Frederiksen og Willy Finnerup, der kunne score hver to mål. Det var med en vis fryd, at vi kom et point foran Frederikssund og kunne blive kredsvinder. Placeringen betød at vi skulle ud i en dobbelt mesterskabsturnering. I begge kampe mod Ballerup måtte vi se os slået. Imod Haslev blev det til et nederlag og en uafgjort. Kalundborg og Taarbæk tog en sejr hjem hver i de indbyrdes kampe. Mesterskabet i oprykningsrækken blev vundet af Ballerup med Taarbæk på en tredjeplads. Ud af 28 hold er det et særdeles hæderligt resultat, når man tænker, at Knud Petersen, ganske uforståeligt for os gik til Skovshoved, som man vidste, var stærkt på retur, og derefter Erik Larsen, der gik midt under turneringen. Ydermere deltog forsvarets hjørnesten, Richard Jørgensen, ikke i kredsvinderturneringen. Med disse tre spillere — som der var kælet for fra de var ganske små — på holdet, var det givet, at vi var røget lige ind i mesterrækken, og vi ville endda sikkert have klaret os godt der. Endvidere mistede vi de to lovende spillere Helmer Johansen og Willy Frederiksen. Under disse omstændigheder var der glæde over, at vi undgik mesterrækken, ligesom økonomien ville have været en alvorlig hindring for vores deltagelse. Det var og er en

katastrofe for os ikke at have indhegnet bane. På andenholdet gik det også godt og en smule bedre end på førsteholdet. De sidste kampe i turneringen viste, at der var mål i støvlerne på andenholdsgutterne. Mod Skodsborg 7-1, Holte 4-1 og Vedbæk 71. Holdet blev kredsvinder og skulle spille den afgørende kamp om mesterskabet mod den anden kredsvinder Lundtofte. Resultatet af finalekampen faldt ud til Taarbæks fordel med en sejr på hele 5-1. Mogens Jørgensen var mester for de tre mål, og Einar Marcussen og Otto Larsen tog hver et på deres kappe og gjorde dermed holdet til mesterskabsvinder af Nordre Birks seniorrække 1. Holdet i slutkampen var: Helge Andersen, Richard Jørgensen, Willy Jørgensen, Benny Hansen, Gunnar Wiggers, Benny Bentzen, Otto Larsen, Mogens Jørgensen, Einar Marcussen, Ole Olsen og Kjeld Petersen. På cykel i modvind På juniorholdene var der ikke de store resultater. Andenholdet måtte se sig slået med 15-0 mod Hørsholm. Nederlaget var ventet, da Hørsholm havde et meget stærkt hold hvor målscoren lød på 103 mål mod 3. Nederlaget mod Orient var dog kun på 2-1, og skyldtes den lange vej på cykel i modvind helt til Islev. Det tog kræfterne fra vores ”små mænd” at skulle stride sig helt til Islev, men seje var de og modstanderen undlod ofte at møde til deres returkampe i Taarbæk for at undgå cykelturen.

39


Vellykket havnefest med TIF Inden der blev taget hul på en ny fodboldsæson, blev der afholdt en vellykket havnefest 7. august 1937. Havnebestyrelsen og Taarbæk Idrætsforening stod for arrangementet. Havnen var festligt udsmykket med flag langs molerne, promenaden var omdannet til en ”Dyrehavsbakke”, og bådene vuggede i alverdens smukke farver. Der var opvisning i udspring af danmarksmestrene i svømning Asta Aggerholdt og Thomas Christiansen. Svend Ravn, der altid var villig til hvadsomhelst, var ”den morsomme mand”, der gjorde lykke hos de små. Skolegården var omdannet til dansesal med guirlander, og dansen gik lystigt til midnat. Den lune og herlige sommernat gjorde det svært at vende næsen hjemad, så det varede længe, inden byen faldt til ro – som det altid har været i Taarbæk. Søndagen bød på et stort sportsprogram, hvor de små lokale svømmere kappedes i 80 m svømning, og et hold unge piger viste kunstsvømning under ledelse at frk. Valborg Christensen. Klampenborg Kajakklub viste, hvordan man behandler kajakkerne, og en tur i baljen var en del af dagens orden. Pagajen var unødvendig under denne opvisning, for ved at sidde i agterstavnen kunne de ro med hænderne. Dameløbet havde kun to deltagere, og da den ene roede hurtigere end den anden, kom den anden sidst. Midt under det hele ankom en meget lille båd med et meget svært ægtepar som passagerer og en un40

derlig storhovedet roer. Båden sank stille i havnen, men alle blev reddede. Det var en opvisning i, hvordan man behandler en desperat mand, der er ved at drukne. Det var livredderen fra Bellevue Strandbad der blot stak ham en ordentlig ”Knock out”, så var han from som et lam. Asta Winckler var der med redningsrullen. Adskillige unge mennesker sukkede, da de så denne herlig dame: ”Var det bare mig, der skulde reddes at hende” udbrød de. De skiftede dog mening, da de så hende trække det arme offer i land ved håret. Dagens sensation var væddeløb på træplader over havnen. Overfarten blev kaldt ”lillebæltsbroen”, og til at styre trafikken var skolebetjenten. Mange prøvede, men ingen fuldførte, og deltagerne blev så ophidsede, at de til sidst smed skolebetjenten i vandet til stor morskab for publikum.


Folk strømmede til de mange underholdninger i teltene, og ud på aftenen blev dansen genoptaget i skolegården, kun afbrudt af et smukt fyrværkeri. Havnefesten gav et godt overskud kroner 1.911, der blev fordelt 45% til havnen og 55% til idrætsforeningen. Der var mange kontante bidragsydere, ligesom alle 5000 lodsedler til tombolaen var blevet udsolgt inden udtrækningen. Bestyrelsen og festkomiteen havde lagt et stort stykke arbejde i festen. Efterårssæsonen for førsteholdet blev indledt den 12. August 1937, hvor den første kamp om VedbækPokalen blev spillet mod Lillerød. Resultatet blev 2-2; men da Lillerød ikke ønskede omkamp, spillede vi slutkamp mod Vedbæk og vandt kampen med 4-1 og fik dermed pokalen med hjem. Foreningens økonomi var stadig ikke god trods det fine resultat af havnefesten. Årsagen skyldtes underskud i tennisafdelingen. Problemet blev debatteret på generalforsamlingen, hvor der var mødt 50 medlemmer. Under omtalen af medlemstallet oplyste kassereren, at der var 15 aktive seniorspillere — unægtelig et underligt tal, da der som bekendt skal 22 mand til to hold. Kassereren angreb skarpt visse medlemmer, der i tre måneder var aktive og resten af året passive, og opfordrede meget kraftigt til også at slutte op om foreningen med hensyn til kontingentet. Edvard Yde blev genvalgt trods det han havde bedyret sin afgang.

Kampen om pokalen Førsteholdet leverede et meget sløjt spil i pokalsemifinalen imod Brede. Kampen blev dog alligevel vundet med 3-1 hovedsagelig, takket være Willy Finnerups indsats. Efter denne kamp havde ledelsen ikke megen tiltro til vort hold, det stillede op mod Lyngby på Skovshoveds alt andet end indbydende bane i finalen. Trods baneleje kunne Skovshoved ikke overlade os den nye bane, der var forbeholdt en ligegyldig kamp for juniores. Kampen blev en tro kopi af kampen i Brede. Spillet var nok noget bedre, men det kan ikke nægtes, at Lyngby var fælt overlegne i 1. halvleg, hvor vi endda kom til at føre med 2-0. Det var atter Finnerup, der forstod at udnytte de få ret tilfældige chancer på rette måde. I 2. halvleg bed Taarbæk tænderne sammen for at holde det vundne forspring, selv Finnerup var af og til nede for at spille back. Helge Andersen måtte kapitulere over for et godt skud af Lyngbys c. forward. Situationen syntes dog ikke at røre vort forsvar særligt, når der blev spillet ,,engelsk” med et mislykket resultat, eller når Willy Jørgensen ugenert driblede nede foran målstængerne. Hvad sker der når hele modpartens hold angriber? Det svage holds angreb bliver farligere, og det var i hvert fald meget letsindigt af Lyngby, at man et øjeblik lod Finnerup være uden bevogtning, for i samarbejde med et par enkelte medspillere for 41


42


han pludselig igennem hele Lyngbys forsvar og sikrede os sejren ved et flot mål til resultatet 3-1. Derfor var det meget velfortjent, at det var Willy Finnerup der modtog pokalen. Denne pokalfinalesejr kom nøjagtig tyve år efter, at vi vandt den første gang, mærkeligt nok denne gang også over Lyngby med 3-1. Nordre Birk Turneringen Andetholdet havde svært ved at blive 11 mand til at begynde med i sæsonen, men forfulgte succesen fra året før ved at slutte efterårsturneringen som nummer 1 med 10 point. Foreningen havde ingen træner, og på grund af økonomien og de manglende entreindtægter var det heller ikke noget, der kom på tale i nærmeste fremtid. Det gik ikke så godt med håndbolden, der helt var stoppet, og gymnastiken gik på pumperne. En redaktør søges I forvirringen glemte man redaktørvalg til medlemsbladet på generalforsamlingen. Edvard Yde ville gerne slippe fri af redaktørposten i medlemsbladet, og det blev opfordret til medlemmerne at finde et emne, da ingen ville undvære bladet.

Hansen indbudt til N.B.B.U.s femogtyve års jubilæumsfest. N.B.B.U.s jubilæum Nordre Birk Boldspils Union fyldte femogtyve år og havde indbudt en talrig kreds af gamle fodboldkæmper og ledere igennem de femogtyve år, som morede sig storartet i mindernes glans. Der taltes mange smukke ord om fortiden og datiden. Laurits Hartoft og Edvard Yde hyldedes stærkt og fik hver overrakt et smukt sølvskjold med samtlige foreningers emblemer påsat. Dette skjold havde Edvard sat i et lille skab omkranset en mængde andre pins, han havde modtaget gennem tiden. Dette lille emblemskab er klubben stadig i besiddelse af, og det pryder i klubhuset. I anledning af jubilæet blev der udarbejdet en jubilæumsbog, som blev solgt for den nette sum af 1,- krone. Bogen blev redigeret af Laurits Hartoft og Edvard Yde. To personer som må siges at være inde i fodboldens historie i de femogtyve der var gået.

Til S.B.U.s delegeret møde i 1938 valgtes Ingvar Jensen og Kaj Rafsted. dr. Aage Arnold-Larsen blev valgt som dirigent. De tre herre var ligeledes sammen med Benny 43


Edvard Ydes emblemtavle som i dag pryder klubhuset

44


Taarbæk Idrætsforening kunne fejre sit tredve års jubilæum. Der var enighed med havnebestyrelsen om ikke at afholde havnefest. I stedet blev foreningens jubilæum fejret søndag den 21. august med fodbold- og tennisstævne og afsluttende bal om aftenen på Gl. Bellevue med et førsteklasses orkester. Oldboys stillede op til kamp mod Rådhuset. Førsteholdet spillede om en pokal mod Vedbæk. Hovedkampen stod mellem udvalgt hold fra Lyngby-Taarbæk og BredeGentofte Vangede. De gamle kæmper fik gravet deres støvler frem, og på holdet sås Gunnar Wiggers og Edvard Yde. En ny fremtid Bestyrelsen havde nedsat et lovudvalg der skulle arbejde med nye love til vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling. Formålet var en deling af foreningen og oprettelse af en hovedforening. Dr. Aage Arnold-Larsen havde endvidere meddelte, at han ikke ønskede at modtage genvalg som formand. Derfor var det med spænding, at den kommende generalforsamling var ventet. Dagen oprandt, og den ekstraordinære generalforsamling blev afholdt 26. oktober 1938. Disponent Kristian Iversen blev valgt til dirigent. Edvard Yde fremlagde på lovudvalgets vegne de foreslåede love, der var udsendt til medlemmerne. Det affødte en del diskussion — dog mest om rækkefølgen af punkterne — og efter to timers ikke altid lige saglige angreb blev de nye love vedtaget enstemmigt. Eneste

ændring af betydning var, at de enkelte afdelinger, som havde passive medlemmer, selv fik disse kontingent kroner helt og ubeskåret. Derpå kunne der afholdes ordinær generalforsamling efter de nye love. Valgene til den nye hovedbestyrelse blev med dr. Aage Arnold-Larsen som formand, kasserer A. P. Andersen, sekretær Edvard Yde, suppleant H.O. Andersen. Til revisorer blev valgt Th. Eskildsen og Ludvig Jensen. Revisorsuppleant blev Erik Ziener. Sidste punkt på dagsordenen var eventuelt. Her førte som sædvanlig Knud Jarltorp an. Han sparkede så ugenert til alt og alle, som han plejede under eventuelt. Da jublen, som dette punkt altid affødte, var stilnet, sluttede formanden generalforsamlingen med ønsket om lykke og god fremgang for T.I.F.s afdelinger. Med disse vedtagelser og valg var en epoke i Taarbæk Idrætsforening slut, og der skulle afholdes medlemsmøder i de nye afdelinger af hovedforeningen. Medlemsmødet for fodboldafdelingen blev afholdt 16. november 1938 på Taarbæk Kro. Den talrige forsamling skulle vælge ny bestyrelse for fodboldafdelingen, i forhold til de netop vedtagne love. Efter en del diskussion opnåede man enighed om, at den nye bestyrelse skulle bestå af 3 medlemmer og et spilleudvalg på 3 medlemmer for seniorer, hvoraf den ene skulle have sæde i bestyrelsen samt en juniorleder. Bestyrelsen for den nye fodboldafdeling kom til at bestå af Kaj Rafsted som formand og kasserer blev Henning Hansen og 45


46


sidste bestyrelsesmedlem var Knud Petersen. Efter endnu en diskussion valgtes spilleudvalg bestående af Kaj Rafsted, Gunnar Wiggers og Halfsberg. Knud Petersen blev valgt som juniorleder. Herefter var den første bestyrelse for det, vi kender som Taarbæks Idrætsforening i dag valgt. I hovedbestyrelsen behandlede og godkendte man de af afdelingerne vedtagne vedtægter for fodbold og tennis. Formen og samarbejdet mellem hovedbestyrelse og afdelingerne blev drøftet, og der var enighed om, at afdelingerne skulle arbejde så selvstændigt som muligt, men holde hovedbestyrelsen godt orienteret om arbejdet. Første- andenholdet og juniorerne spillede endnu et pokalstævne og vandt i den indledende kamp over Nivå med 5-0, og i slutkampen mod Vedbæk vandt vi med 42. ”Drueta” vandrepokalen blev dermed vundet til ejendom. Andenholdet vandt også finalen mod Hørsholm, der blev uafgjort 3-3 efter omkamp, men i en ny kamp vandt holdet med 4-1. Juniorerne, der kun var ni mand, havde ingen chancer. Manglende spillere hos juniorerne betød også, at de ikke vandt nogen af turneringskampene. Førsteholdet sluttede efterårturneringen på en andenplads med ti point og en målscore på 31-9 i syv kampe. Oreby Hansen var en målsluger og havde tegnet sig for de tolv mål. Pokalturneringen lignede en gentagelse Den ordinære pokalturnering lignede en kopi af de tidligere. Efter at have besejret

Brede i semifinalen med 2-0, og efter at Lyngby havde slået Gentofte-Vangede med 5-2, var der noget der tydede på at succesen kunne gentages i finalen. Kampen skulle spilles på Skovshoveds gamle bane — ligesom året før. Om det var, fordi unionen ikke havde råd til at betale baneleje, eller var det Skovshoved, der ikke ville lægge den ny bane til finalekampen vides ikke, men kampen burde have været spillet på en bedre bane. Kampen endte ikke, som vi havde forventet. Resultatet blev 5-1 til Lyngby efter stillingen 1-1 ved halvlegen. Det blev altså Lyngby, der kunne fremvise den smukke pokal i 1938. Fodboldafdelingens forhold var i en økonomisk dårlig situation på grund af mangelfuld indtægt i 1939. I hovedbestyrelsen var man enige om at afvente det forestående medlemsmøde. Edvard Yde omtalte muligheden for at søge om et fast tilskud hos kommunen under henvisning til, at foreningen måtte opgive håbet om nogensinde at få entreindtægter. Forholdet mellem afdelingerne fodbold og tennis var noget anspændt. Det havde ikke været muligt at få regnskaberne færdige for afdelingerne til hovedforeningens generalforsamling. Dog viste status sig at være ok, og kassebeholdningen var 232,52 kroner. Herefter udspillede der sig noget af et mundhuggeri. Edvard Yde redegjorde for de to opstillede tal for tennis og fodbold, der viste et minus for tennis på 173,- kroner, mens fodbold havde givet et overskud på 93,- kroner. Sammenlignet med de seneste 3 års regnskaber havde fodbold gi47


vet et betydeligt overskud, der var medgået til at dække underskud i tennis, gymnastik og medlemsbladet. Yde havde udarbejdet tallene for at bringe klarhed for afdelingernes virkelige indbyrdes økonomiske stilling ved oprettelsen i 1938. Nogen tennismedlemmer havde opfattelse af, at det var fodbold, der var synderen. Med de tal Edvard Yde fremlagde, viste at det i virkeligheden omvendt. Han håbede dermed, at kilden til spænding mellem afdelingerne var fjernet. Gunnar Gammeltoft mente dog, at den uventede opstilling derimod havde givet stof til yderligere spænding. Ulykkesforsikringen for fodboldspillere blev opsagt i 1940, da præmieforhøjelsen var blevet alt for stor, og en fortsættelse var økonomisk uigennemførlig. Derimod forelå et tilbud fra et andet selskab gennem N.B.B.U. til lignende præmie som hidtil, men med selvrisiko for første seks dage og noget højere døds- og invaliditetssummer. Foreningen ansøgte Sognerådet om økonomisk tilskud. Der kunne ikke bevilges økonomisk tilskud på det tidspunkt, men Sognerådet ville give afkald på det tidligere lejegebyr for omklædningshuset. Økonomien viste sig at blive ganske fornuftig for fodboldafdelingen i 1940. Kommunen havde stillet krav om dannelse af en Fællesrepræsentation for klubberne, med hvilken kommunen kunne forhandle om de fremtidige udgifter til idrætsanlæg m.m. Edvard Yde og Rafsted deltog i et 48

møde indkaldt af Lyngby Boldklub, og man afventede herefter et svar fra kommunen om den nærmere hensigt med sådan et udvalg. Den 20. januar1941 blev Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Lyngby stiftet med 9 klubber. Når Taarbæk ikke indgik i navnet på sammenslutningen, var det fordi, FIL i første omgang udelukkende var en sammenslutning af foreninger i selve Lyngby. På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 19. maj 1942 foreslog bestyrelsen en ændring af FILs vedtægter således at sammenslutningen kunne omfatte idrætsforeninger i hele Lyngby-Taarbæk kommune. Forslaget blev vedtaget, og fra denne dato stod FIL for: Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Lyngby-Taarbæk kommune. Taarbæk Idrætsforening var ikke med i sammenslutningen fra start, fordi foreningen mente at tidspunktet var for kompliceret til at binde foreningen. Det skyldtes blandt andet, at skovvæsenet ikke altid har været så imødekommende over for idrættens ønsker om plads til udfoldelse. Der gik nogle år, før Taarbæk Idrætsforening blev medlem af FIL, som vi har været medlem af siden. Vejen til mesterrækken Taarbæk Idrætsforening blev en sikker vinder af oprykningsrækken i 1940 med seks kampe og tolv point. Som vinder af rækken skulle der spilles kvalifikationsturnering om oprykning til mesterrækken. Det har ikke været muligt at finde alle resultater af kampene, men nogle enkelte fyldige kamp-


referater giver et godt indtryk af turneringens forløb. Der var 2000 mennesker omkring banen til at overvære Taarbæks første kamp mod Roskilde Boldklub af 1906. Kampen var ventet med stor spænding, og i almindelighed nærede man betydelig tillid til Roskildeholdet, men den frygtindgydende opstilling,

som Taarbæk kom med, blev modtaget med al respekt. Det var jo ikke almindeligt, at et provinshold kom med to landsholdsspillere. Det var landsholdsspilleren Henry Nielsen der gjorde udslaget af kampen. Han var placeret som centrehalf, og hele kampen igennem lå han som tredje back, og dette system havde Roskilde aldrig lært. Han trevlede hvert eneste Roskildeangreb op. Det var den anden landsholdsspiller, Ove Sørensen, der lavede kampens eneste mål, og sikrede Taarbæk sejren. Førsteholdet rykkede op i den sjællandske mesterrække, væsentligt takket være to tidligere landsholdsspillere, Ove Sørensen og Henry Nielsen, der fik sat skik på fodboldspillet i foreningen og trak kammeraterne med sig op. Ove Sørensen kom fra »Frem» og startede som træner, men det varede ikke længe, før han søgte og fik spilletilladelse til at spille for Taarbæk. Henry Nielsen kom fra B 93, og mens vi er ved 49


”de store navne”, kan også nævnes den tidligere landsholdskæmpe fra ”FremadAmager”, Oscar Theisen, der også spillede for os i en periode. Returkampen mod Roskilde blev spillet på Skovshoveds bane. Begge hold spillede i et meget hurtigt tempo, og straks fra begyndelsen havde Roskilde et par farlige opløb, der med lidt held kunne have bragt dem i spidsen, men for Taarbæk var backparret Christian Møbius og Henry Nielsen et par glimrende støtter og fik afværget angrebene. Første halvleg, der nær havde slået Taarbæk ud at fatning, bevirkede et indbyrdes skænderi hos Taarbækspillerne. Første halvleg endte med 0-2 til Roskilde. Med dette ret gode forspring mente man næsten, at Roskilde kunne holde sejren, men i anden halvleg begik de den fejl, i stedet for at ”lukke” af, spillede de et ret åbent spil foran mål. Denne fejl, kombineret med, at Taarbæk havde sat Henry Nielsen frem som centre-

forward, gik det bedre for os. Med al sin magt og vælde og uden hensyn til spil trumfede Henry Nielsen sine angreb igennem, og man var ikke mange minutter inde i halvlegen, før Taarbæk fik sit første mål, og femten minutter efter var stillingen lige. Da der manglede ti minutter, fik Taarbæk to straffespark, der begge gik ind, og som blev det store samtaleemne blandt publikum efter kampen. Selv de stærkeste Taarbæktilhængere gik imod disse kendelser, og avisernes overskrifter fortalte om ”En dommersejr til Taarbæk”. Den afsluttede kamp i kvalifikationsturneringen blev spillet mod Lyngby på Engelsborgbanen. Ove Sørensen scorede hat trick og afleverede til slut en mønsterbold til Einer Marcussen, der scorede kampens fjerde og sidste mål. Taarbæks forsvar var som i så mange af de andre kampe, som en mur at komme igennem. Med på holdet mod Lyngby var Helge Andersen, Henry Nielsen, Ove Sørensen, Knud Petersen, Christian Møbius, Mogens Ohlson, Erik Larsen, Rino Frederiksen, Werner Hansen, Ejner Marcussen og Ingemann Hansen. Sikker vinder af turneringen, og Sjællandsmester i oprykningsrækken, blev Taarbæk Idrætsforening, med elleve point, i seks kampe. Lyngby Boldklub og Roskilde Boldklub af 1906 sluttede med hver seks point hvorimod Hillerød måtte nøjes med ét point. Med denne sejr skulle Taarbæk, Lyngby og Roskilde spille i mesterrækken fra sæsonen 1942.

50


51


52


Som nyt medlem af mesterrækken klarede holdet sig jævnt godt. Havde vi ikke midt i sæsonen fået skadet Henry Nielsen, var vi måske havnet højere end midt i rækken. Forhandlinger med sognerådet i 1942 førte til bevilling at et tilskud på 500,- kroner til fodboldafdelingen. Formeldt var tilskuddet givet under hensyn til baneøkonomien. Tilskuddet kunne forventes at blive et fast tilskud fremover. Banen havde været i så dårlig stand, at kommunen havde bekostet en reparation, der dog ikke var tilfredsstillende. Ved generalforsamlingen i hovedforeningen 27. maj 1942 blev Edvard Yde formand efter dr. Aage Arnold-Larsen, der som tak for en god indsats fik overrakt foreningens emblem i guld med krans og inskription. På foreningens stiftelsesdag afholdtes der sommerfest, og på programmet var fodboldkampe, præmieskydning, tombolaer og afslutningsfest med bal på Taarbæk Kro. Anden verdenskrig var i gang, og den fik en vis indflydelse på Taarbæk Idrætsforening. Økonomien i fodboldafdelingen i 1944 var blevet noget forringet på grund af forbudet af andespil, men man håbede at kunne klare situationen uden underskud. Foreningen havde dog den glæde at modtage en check på 200,- kroner til hjælp for den betrængte økonomi fra Fabrikant Hr. Steffensen. Ulykkesforsikringen af fodboldspillere var

i fare for at blive ophævet, idet flere klubber havde udmeldt sig af N.B.B.U. for at komme fri af forsikringen. Medlemsbladet i Taarbæk Idrætsforening så igen dagens lys. Tiderne var blevet anderledes og var det ikke, fordi bladet blev fremstillet uden udgift for foreningen, var det nok aldrig udkommet igen. På sportspladsen sluttede efterårsturneringen med et fint resultat for førsteholdet, der endte som nummer 2. Træner Arnold Jensen var overbevist om, at det var træningsstatistikken, der havde skylden, for at vi ikke blev nummer 1. Oprykningsholdets indsat havde været noget blandet, også dette hold kunne have nået en bedre placering. B-Holdet klarede sig pænt og lå godt placeret, men afbud til første- og andenhold samt til deres eget hold gjorde, at de ikke endte som nummer 1. I Kampene om Nodre Birks Pokal vandt førsteholdet over Vedbæk 9-0, men tabte til gengæld i finalen mod Brede med 2-1. Ynglingeholdet var præget af for få spillere, da der kun var 12-13 at tage af. For at kunne udfører vores sport skal der fodbolde til. Materiale forvalter Rino Frederiksen lå inde med udmærkede fodbolddæk, men manglede de blærer, der skulle være inde i bolden. Derfor sendte han ofte efterlysninger i medlemsbladet efter fodboldblærer, for at alle kunne have gode bolde. Generalforsamlingen i efteråret var imødeset med spænding, og der var mødt 32 53


medlemmer. Der var opstået problemer mellem spilleudvalg og bestyrelsen. Medlemmerne tog livlig del i diskussionen. Bestyrelsen mente ikke, at spilleudvalget havde arbejdet tilfredsstillende. Der var gentagne gange forkert og for sent besked til spillerne, samt at udvalget ikke altid mødte fuldtalligt til møderne. Bestyrelsen stillede derfor forslag om at nedsætte udvalget fra 5 til 3 mand. Spilleudvalgets formand Henry Humlebæk mente, at de havde overtaget arbejdet i en vanskelig tid, hvor der var tale om nedrykning og lignende og savnede støtte fra det tidligere udvalg, ja endog mente han at kunne mærke en vis modvilje. Efter mange indlæg fra medlemmerne gik man til afstemning. Denne viste 16 imod, 14 for og 2 blanke. Dermed var forslaget forkastet, og udvalget fortsatte med 5 Mand. Det siddende udvalg ønskede ikke genvalg, og efter nogen besværligheder valgtes Kaj Rafsted, Mogens Ohlson, P. Olson, H. Johanson og Hasfort Holm samt suppleant Gunnar Wiggers. Selvom bølgerne var gået højt, kunne dirigent Edvard Yde slutte generalforsamlingen med et Leve for Foreningen, hvorefter man gik til torskegilde, som forløb under fornøjelige og kammeratlige former. Som afslutning på sæsonen 1944 blev alle spillere indbudt til pølsegilde på Taarbæk kro. Den kendte radiospeaker Gunnar Nu Hansen var inviteret til at holde et af sine muntre foredrag, som blev overværet af cirka 40 interesseret 54

spillere. Fabrikant Steffensen havde med sædvanlig elskværdighed givet pølserne, og en anden af foreningens velyndere gav drikkelsen. Et lille bankospil om en del cigaretter bidrog yderligere til at forhøje stemningen. Endnu en gang ville festen ingen ende tage, og festen fortsatte privat hjemme, for nogens vedkommende lidt for længe. På denne måde havde foreningen afholdt dette arrangement helt uden udgift for foreningen. H.O. Andersen havde fået tilegnet sig forsiden på medlemsbladet til sine utallige vers og digte. Til februarnummeret 1945 havde han forfattet følgende vers: JANUAR Naar julen har sat al den Fedme paa Kroppen, saa trænger man til en Gang Bold og lidt Hoppen, og Lunger skal renses for Røg og for Sod, saa først faar man atter paa Livet Mod. Til Spillerne kun: Vi har atter begyndt, men Besøget var ærlig talt sidst noget tyndt. Og hør saa: her gælder skam ingen slækken, hvis vi da skal føre i Mesterrækken. Lidt Sjov skal der til, ja og Spænding tillige, og saa kan det ske, at vi bliver saa rige, for nu er vi atter til Bankospil klar, der spilles den 4’ i Februar. Bestyrelsen haaber, der kommer en masse, for saa fyldes atter den slunkne Kasse. H.O.A.


På grund af krigen skulle alle rejser undgås og den ordinære S.B.U. turnering i alle rækker blev suspenderet i 1945, og al opog nedrykning var ikke mulig. I stedet blev der etableret en kriseturnering, hvor mesterrækken og oprykningsrækken blev slået sammen i små kredse, og vores mesterhold kom i kreds med Lyngby, Hillerød og Birkerød, mens oprykningsholdet kom i kreds med Lundtofte, Brede og Holte. Der skulle spilles en dobbelt turnering, og kredsvinderne skulle spille om distriktsmesterskaber, og derefter om et Sjællandsmesterskab. Ynglinge og juniorturnering blev helt opgivet, men her trådte Nordre Birk Unionen til for vores område.

selv om William Andersen ved det sidste mål var dundrende off-side. I samme turnering spillede andenholdet mod Brede. Brede førte med 2-0, da kampen pludselig blev afbrudt, og 2 af vore spillere måtte forlade banen. Næste kamp var mod Lundtofte med kun 10 mand på banen. Det resulterede i, at Lundtofte vandt med 4-3, efter at Taarbæk 2 gange havde været i spidsen, 2-1 og 3-2. Generalforsamling på 15 minutter Hovedbestyrelsen oplever manglende interesse for foreningsarbejdet. Der var indkaldt til generalforsamling den 30. maj 1945 klokken 19.00. Fra bestyrelsen var formanden Edvard Yde og sekretær Oscar

Kriseturneringen blev indledt med en strålende førsteholdskamp ved at nedspille Hillerød fuldstændig med cifrene 8 - 0. Topscorer i kampen var Rino Frederiksen med hele 3 mål. Bjarne Øland på mål havde en af sine store dage. Ligegyldig hvor farlig situationen var, klarede Bjarne hver gang i stor stil. Det var med store forventninger, holdet mødte op i Lyngby søndagen efter. Det gik imidlertid helt anderledes end forventet. Afbud fra Peter Jørgensen på grund af sygdom, så Knud Petersen måtte trække i klunset og spille venstre back. Hele holdet, på nær et par undtagelser, spillede fuldstændig uden gnist, og Lyngbys sejr på 2-0 var fuldt fortjent, 55


Andersen. Derudover var der mødt to menige medlemmer dr. Aage Arnold-Larsen, og frk. Inger F. Nielsen. Generalforsamlingen sluttet forståeligt nok allerede 19.15. Dette gentog sig for generalforsamlingerne i årene frem. Det var dog kun for hovedforeningen, der var manglende tilslutning for ved fodboldafdelingens generalforsamling mødte 33 medlemmer. Der var endnu en gang stillet forslag om at nedsætte spilleudvalget fra 5 til 3 mand. Efter nogen diskussion blev forslaget vedtaget, og Peter Jørgensen, Jørgen Nielsen og Mogens Ohlson blev valgt. Firkantturneringen Det lykkedes i firkantturneringen at få endnu en andel i direktør Carl Pettersson udsatte Sølvpokal. Sidste kamp mod Skovshoved vandt vi med 4-1 og sluttede som nr. 1 med l0 point af 12 mulige. Eneste kamp, der blev sat point til, var mod Skovshoved på deres hjemmebane, og de vandt endda så knebent som 5-4. De øvrige resultater var Lyngby-Taarbæk 1-3, Taarbæk-Brede 92, Taarbæk-Lyngby 3-1 og BredeTaarbæk 1-8. Det var anden gang, at Taarbæk vandt pokalen. Den skulle vindes 3 gange i træk eller fire gange i alt. Skovshoved havde ligeledes vundet pokalen 2 gange. Så der skulle spilles mindst to år mere, for at pokalen kunne blive ejendom. Holdet bestod af følgende spillere: Bjarne Øland, Einar Marcussen, Mogens Ohlson, Peter Jørgensen, Jørgen Sørensen, Viggo Olsen, Rino Frederiksen, Orla Godtfred56

sen, Adolf Bechmann, Sonny Andersen og Svend Christensen. Den 4. juli spillede et blandet første- andenhold en aftenkamp mod et engelsk hold marinesoldater, som midlertidig gæster København. Der blev spillet en morsom og underholdende kamp med en engelsk dommer, og vi vandt knebent med 5-4, men resultatet kunne ligeså godt være blevet omvendt. Kriseturneringen sluttede, og den ordinære turnering kunne starte ved efteråret hvor førsteholdet spillede i mesterrækken.

En ualmindelig vellykket sæson Året 1946 skulle vise sig at blive et af foreningens til dato bedste år på fodboldbanen. Tirsdag 9. juli 1946 afgjordes finalekampen om Sjællandsmesterskabet, da omkring 1200 tilskuere overværede kampen mellem Taarbæk Idrætsforening og Birkerød i Skovshoved Idrætspark, der til det sidste bragte spænding for at finde vinderen. Taarbæk vandt lodtrækningen og valgte sol og vind som medspiller i første halvleg, hvor der straks opstod farlige situationer foran begge mål. Efter tolv minutters spil fik Birkerød mål og små ti minutter senere fik Birkerød en mægtig chance for at øge forspringet, idet der korrekt dømtes straffespark mod venstre half Peter Jørgensen, der ureglementeret nedlagde Birkerøds center forward. Birkerøds spiller skød meget placeret, men Taarbæks målmand, Bjarne Øland nåede at kaste sig og reddede skuddet mester-


Hygge hos skovløberen i 1946. Fra venstre ses: Kaj Rafsted, Lorentz Jensen(Brede), Mogens “Forkarlen“ Ohlson, Viggo „Bønnen“ Olsen, Hagner, Hans “Hansa“ Hansen, Sonny Andersen, Oluf “Thiis“ Mathisen.

Sjællandsmestre 1946. Bagerst fra venstre: Orla Godtfredsen, Ove Hansen, L. Andersen, Adolf Bechmann, Rino Frederiksen, Svend Olsen, Jørgen Sørensen, Hasfort Holm, (leder). Midterst fra venstre: Viggo Olsen, Knud Pedersen, Peter Jørgensen. Forrest fra venstre: Ove Sørensen, Bjarne Øland, Mogens Ohlson.

57


ligt. Derefter vekslede spillet uafbrudt. Straks i anden halvlegs første minut fik Birkerød et let mål, som vores centerhalf, Knud Petersen må tage på sin kappe, og Birkerød førte nu 0-2. Bolden blev sparket ret tilfældigt op mod vores mål, men Knud Petersen gik galt af den. Straks efter havde Rino Frederiksen et meget farligt skud, men Birkerøds målmand klarede. Efter et kvarters spil fik vi tilkendt et straffespark, som Adolf Bechmann, scorede sikkert på. Fem minutter senere udlignede vi igen ved højre half Viggo Olsen, der scorede på et hårdt langskud, der ramte en modspiller på vejen mod målet og ændrede kurs, så den fortsatte sin stærke fart ind i målet til 2-2. Efter femogtyve minutter af halvlegen kom Birkerød atter foran. Birkerød kom fikst igennem forsvaret, men målmanden burde have klaret skuddet, der kom fra en ret spids vinkel. Bolden gik nærmest under målmanden ind i nettet. Glæden var imidlertid ret kort, thi efter 5 minutters spil blev der atter dømt straffespark mod Birkerød. Det var hårdt dømt, men fuldt ud korrekt, idet tacklingen var helt uden mening. Adolf Bechmann vægrede sig ved atter at skyde, men lod sig overtale — og scorede atter sikkert til 3-3. Ingen af holdene var i stand til at score flere mål i den ordinære spilletid, så der måtte omkamp til. Efter en kort pause kom spillet i gang igen, trætheden var ganske åbenbar, men vi kæmpede bedst og havde overtaget i første halvleg af omkampen, der dog endte målløs. I begyndelsen af de sidste femten minutter havde Birkerød lidt mere af spillet, men gnisten havde forladt dem. 58

Efter 117 minutters spil hentede Adolf Bechmann bolden nede på vores egen banehalvdel, fik den under kontrol og centrede fint til højre wing Ove Hansen, der scorede sejrsmålet på nært hold uden chance for målmanden. Målet udløste et landskampagtigt brøl fra tilskuerne, og holdkammeraterne var ved at flå den lykkelige målscorer. Tre minutter senere fløjtede dommer Poul Schack kampen af, og Taarbæk Idrætsforening var blevet Sjællandsmester i mesterrækken, for første gang i klubbens historie. Spillere trænere og tilskuere kunne holde en velfortjent sommerferie. Der skulle dog lige holdes en fest, hvor sæsonens triumfer kunne fejres. Holdet havde kæmpet og ydet en prisværdig og god indsats, skønt det havde været hårdt engageret netop i det tidsrum, hvor kampene stod på. Holdet vandt også Nordre Birks A Pokalturnering og Firkantturneringen. Ved en festlighed i Peter Lieps Hus i Dyrehaven fejrede Taarbæk Idrætsforening sine triumfer. Festen havde god tilslutning, og der var selvfølgelig højt humør, og det afspejlede sig tydeligt, at de mange bemærkelsesværdige resultater på banen, var nået gennem et godt sammentømret kammeratskab. Træneren var Ove Sørensen, og han blev fremhævet som en kammerat, spillerne så op til. Som vinder af Firkantturneringen, for tredje år i træk, blev Carl PetterssonPokalen, der er indstiftet i 1942, overrakt til anfører Knud Petersen med ønsket om, at Taarbæk måtte have held til at føre trofæet hjem året efter, så det kunne blive ejendom.


Adolf Beckmann, som havde spillet for Taarbæk IF i et par sæsoner, (fordi hans deltagelse i Firma-Fodbold ikke kunne forenes med medlemskab i Skovshoved IF, idet KBU forbød spillerne at spille FirmaFodbold). Den firmaklub, Adolf Bechmann spillede for, var blevet opløst, og han ønskede derfor at komme tilbage til sin gamle klub. Der verserede rygter om, at højre wing, Ove Hansen, ville gøre ham følgeskab. Det viste sig imidlertid, at det var en ”and”, han blev i Taarbæk. Han pointerede at ”bedre kammeratskab finder man ikke i nogen klub”. I efteråret forelå takkekort fra Dansk idrætsforbund. Foreningen havde overdraget den gamle fane fra 1880, til Idrætsmuseet, som i sin tid var skænket foreningen af Brd. Kalko. Økonomien fik endnu et løft i 1947, idet sognerådet havde bevilget ansøgningen om at forhøje det årlige tilskud til 1.000.- kroner. Det var sås som så med aktiviteterne i hovedbestyrelsen og ved generalforsamlingen i 1948 trak Edvard Yde sig, og formandsposten blev overtaget af landsrets sagfører Gunnar Gammeltoft. Protokollen efter denne periode indeholder stort set ikke noget af væsentlig karakter. Foreningens 40 års jubilæum blev fejret med et stort fodboldstævne på banen ved Trepilelågen søndag den 22. august. Hovedbegivenheden var en Oldboys kamp mellem de gamle støttepiller fra Taarbæk

og et tilsvarende hold fra arvefjenden Skovhoved Idrætsforening. Taarbæks sjællandsseriehold spillede mod Lyngby, der i disse år indtog pladsen som den ny arvefjende. Taarbæk Idrætsforening fik megen ros fra omverden, fordi foreningen havde klaret sig så godt sportsligt trods de usædvanligt trange kår, vi havde at arbejde under. I otte år havde vi haft plads i Sjællandsserien. I 1949 blev Sjællandsserieholdet næstsidst af ni hold, men reddede sig i en dobbelt kvalifikationsturnering med Kalundborg og Næstved. Holdet var inde i en periode, hvor der måtte kæmpes for at blive i serien. Kampen mellem Taarbæk og Roskilde i Sjællandsserien i 1950 var imødeset med stor interesse, og fra Roskilde var der mange tilskuere med fodbold busserne. Vi havde også samlet så meget af vores hjemmepublikum, at tilskuerne stod tæt omkring banen i Dyrehaven. I kampen var der flere gange tilløb til hårdt spil, men dommeren satte omgående en stopper for det, og kampen blev derfor præget af mange frispark. Roskilde satte ind med hårdt pres fra start. Der skulle gå fireogtyve minutter, før Roskilde scorede. Forspringet varede dog kun to minutter, da vi udlignede og senere kom til at føre med 2-1. Vi fik efterhånden mere plan over vores spil, men kunne dog ikke nå op på siden af Roskildes energiske og sikre spil. Ved pausen førte Roskilde med 2-3. I begyndelsen af anden halvleg var vi farlige foran Roskilde målet, og der udspandt sig flere pinlige situationer, men i alle tilfælde 59


blev de afværget af forsvaret, og efterhånden som tiden skred frem, fik Roskilde atter overtaget og havde spillet i resten af kampen, som desværre endte 2-5. Målene kunne i det sidste kvarter være blevet flere til Roskilde, hvis ikke vi havde trukket alt disponibelt mandskab ned for at forsvare og ride stormen af. Sportsligt blev mulighederne for at holde sig i Sjællandsserien vanskelliggjort af, at 1. divisionsklubben fra Skovshoved hvert år tiltrak vores bedste ungdomsspillere. Kulminationen kom i sæsonen 1951/1952, hvor en rutschetur nedad startede. Vi endte som tolvte og sidste hold i serien med tre vundne, tre uafgjort og seksten tabte kampe. Vi vandt ingen kampe på udebane og måtte rykke ud efter elleve år i Sjællandsserien. Nedrykningen gav megen diskussion i pressen. I Idrætsbladet kunne man læse en ellers meget velmenende artikel om klubben. Der blev gengivet udsagn fra de øvrige klubber som: ”Det var på tide, Taarbæk blev sendt ud af Sjællandsserien, holdet har jo evig og altid ligget i bunden, og kun heldet er skyld i, at det ikke for længe siden er sendt ned i mellemrækken.” Der var også påstande om, at vores hold var et ”skrab sammenhold” og at vores spillere ikke kendte hinanden. 60

At de andre hold ikke kunne lide os, blev til bitter alvor, og der er vel ikke noget at sige til, at bitterheden trængte i forgrunden. Da vi kom for at overvære kampen mellem Glostrup og Korsør, måtte vi konstatere at Korsør havde sendt mellemrækkehold til den så afgørende kamp for os. Korsør havde ikke noget at miste, men deres nederlag fik betydning for os. Hvem andre en Edvard Yde kunne reagere på sådanne beskyldninger. Han svarede igen i et læserbrev. Han fik forklaret, at det desværre ikke var ualmindeligt for klubberne at bruge forskellige spillere, og at Taarbæk bestemt ikke havde rekorden i den henseende. Om upopularitet hos de andre klubber skrev han, at det aldrig havde ”smagt” nogen i serien at hente sig et nederlag hos den lille Dyrehave-klub. Korsør fik på puklen for at have sendt et sekundahold til Glostrup. Sidst men ikke mindst påpegede han, at Taarbæk var blandt de enkelte af de


daværende deltagere, der havde opholdt sig uafbrudt i serien i den periode. Det gør man ikke uden en vis sportslig indsats, som endda havde været yderligere vanskeliggjort ved, at klubbens fortræffelige juniorarbejde ikke var kommet os selv til gode, men i høj grad naboklubben Skovshoved, der uden smålige hensyn for eksempel med hensyn til licens, skummede fløden af det ene gode drengekuld efter det andet, som med store ofre har været opelsket i Taarbæk. Men fakta var ikke til at ændre, og en rutschetur nedad startede, indtil klubben konsoliderede sig i serie 3.

fire af de daværende medlemmer ville afgå. Endvidere forelå afdelingens regnskab ikke i revideret stand. Der blev aftalt, at hovedforeningens kasserer Oscar Andersen skulle revidere regnskabet, og at et nyt medlemsmøde skulle indkaldes til 17. juni 1953, og man opfordrede afdelingen til at søge at få de fornødne medlemmer til en ny bestyrelse. Fodboldafdelingen havde haft en større omtale i idrætsbladet i forbindelse med annonce der kostede 41,- kroner. På grund af afdelingens dårlige økonomi gik man for denne gangs skyld med til at betale for dette, men betonede stærkt, at sådan en disposition ikke måtte træffes uden aftale.

Slutstillingen i sjællandserien 1951-52. Hold Roskilde Slagelse Birkerød Lendemark Lyngby Køge Helsingør Kalundborg Korsør Ringsted Glostrup Taarbæk

v 16 12 11 11 10 9 8 7 8 5 4 3

u 2 6 6 5 6 6 4 6 2 8 2 3

t 4 4 5 6 6 7 10 9 12 9 16 16

mål 71-33 70-40 50-38 59-46 60-56 59-54 53-47 53-59 50-50 36-52 32-80 40-78

Ledelseskrise Ledelsen af foreningen var ude i en krise i 1953. Medlemsmødet måtte udsættes, da der ikke var mødt tilstrækkelig medlemmer til at få dannet en ny bestyrelse, idet

p 34 30 28 27 26 24 20 20 18 18 10 9

Foreningens trange kår blev ivrigt debatteret den 24. november 1955, hvor der var stormøde på Taarbæk Kro over emnet ”Idrættens kår i Taarbæk”. Landsretssagfører Axel Kaufmann var aftenens indleder, der gjorde det klart, hvilke ganske umulige kår idrætten havde i denne del af kommunen.

Der var indbudt en stor kreds af idrætsinteresserede, blandt andet formanden for F.I.L., kontorchef Aksel Holm, formanden for Sjællands Boldspil Union, Edvard Yde, formanden for de samarbejdende Idrætsforeninger i Taarbæk, landsretssagfører Gunnar Gammeltoft, skoleinspektør J. P. Olsen, dr. Aage Arnold-Larsen, formanden for fodbolden i Taarbæk, disponent Henry Ruud, og mange flere. Mødet var offentligt, og der var mange 61


andre sportsinteresserede, der ville give deres besyv med for at åbne de respektive myndigheders øjne for de meningsløse forhold, hvorunder der måtte arbejdes for idrætten i Taarbæk. Eksempelvis skulle der mange søndage afvikles op til 5 kampe på den ene bane, der var til rådighed. Når der så samtidig skulle trænes hver aften, så kunne man selv tænke sig til, hvorledes banens tilstand var. Der måtte gøres noget for ungdommen i Taarbæk. Taarbæks og Lyngbys mesterækkehold fra 1941 mødes Endnu et jubilæumsår bliver indtaget, og halvtreds året for foreningens bestående bliver igen fejret på behørig vis. Der var arrangeret en sportsuge, hvor en af hovedbegivenheden må siges at være kampen onsdag aften mellem Taarbæks og Lyngbys mesterrækkehold fra 1941. Spillerne måtte støve støvlerne af fra dengang. To af de gamle kæmper, Werner Hansen og William Andersen fra Lyngby blev interviewet til Lyngby-Taarbækbladet, som begge mente at det vil lykkes at møde med med næsten helt intakte hold, fra 1941, til denne fornemme jubilæumskamp. I øvrigt var der kampe på banen hver aften hele ugen. Mandag spillede drengene 1 mod PUK Tirsdag var lilleput 1 mod Virum og Taarbæks B-hold mod Brede. Torsdag tog lilleput 2 mod Vedbæk, og juniores mødte PUKs juniores. — Fredag var der finale om ungdomskampene. Tårbæk: Helge Andersen, Werner Hansen og Christian Møbius, Erik Andersen, Henry Nielsen og Knud Petersen, Ingemann Hansen, Rino Frederiksen, Einar 62

Marcussen, Ove Sørensen og Erik Larsen. Lyngby: John Sommersted, Orla Teglers og Kaj Larsen, Willy Nilsson, Ewald Trebbien og Finn Degenkolv, Henning Nielsen, Herluf Nielsen, Anton Andersen, Jørgen Olsen og William Andersen. I anledning af jubilæet var indgået venskabsforbindelse med den jyske serie 1 klub, ”Thrott”, Aahyhøj. På selve jubilæumsdagen lørdag den 23. august, spillede Taarbæks A-hold mod ”Thrott” der ligeledes deltog i den store fest på Taarbæk kro sammen med indbudte gæster fra kommunalbestyrelse, SBU, og 130 af foreningens egne medlemmer. Det største jubilæumsønske klubben havde, var et tilsagn om snarlig ordning på forholdene for spillerne i Taarbæk Idrætsforening Bestyrelsen i jubilæumsåret bestod af løjtnant Sven-Erik Arnoldus, kontorassistent Hugo Stjernqvist, Oluf Mathiesen, Niels Jensen og Harry Rasmussen. 1946 var det hidtil største sportslige år i klubbens historie. Den 9. januar 1960 blev det hidtil største, år hvad angår de ydre forhold. Det gamle banehus var blevet foreningens nye klubhus, og medlemmerne havde arbejdet hele vinteren. Det var et smukt slutresultat, de havde at vise frem, og huset var indvendig helt ukendeligt efter den gennemgribende restaurering. En skillevæg var brudt ned, så der var blevet et passende stort medlemslokale. Hertil kom læsestue, bestyrelseslokale, toilet, garde-


23/8-1908

23/8-1958 Mell: I skoven skulle være gilde.

Fra T.I.F. vi hørte der skulle være fest og der gik bud til fjern og nær, at møde op som gæst, til spillerne med piger, der ellers hjemme bliver, når ud på farten vi med fodboldklunset ofte ta’r og andre høje gæster blev der budt, den sag er klar. Når vi til træning mødes hos “generalen” Kaj forsøger vi at blande alvor med lidt munter leg, en masse muntre fyre han skal på banen styre, men der er også nogle, som skal rumpes vældig op det sker at Gunnar under løbeturen siger stop. Så er der Mogens “Forkarl” ham med det “kolde” ben til at fortælle små historier er han ikke sen, på målet har vi “Benner” — en enkelt gang det hænder et mål han “dropper” j a det kan jo ske for allen hver men så har vi skandalen med at Harry bliver sær. Som “stopper” har vi Hugo han er en vældig fyr på vores pengekasse skal han også holde styr og “Basse” holdet sætter i søvneløse nætter lidt vred på Ove kan det ske en enkelt gang ban bli’r’ når Ove hører mere efter hvad hans Anne si’r. Tre raske “Jenser” også iblandt os her vi ser man si’r at pigerne de har et mægtigt øje til Per de er tre flotte fyre, mon de er til at styre for ellers har vi en med værdighed, ja tænk med “fip” det er jo Erik Lauritzen, prøv selv at træk og slip. Den lille Jørgen Larsen han spiller bold så fint når han med Henri triiler bli’r vi andre helt til grin, De si’r at Bjarne “møver”, mens Poul “lynpost” løber det sker at Niels han råber temlig højt på banen op han skulle hel’re ta’ at bruge benene og krop. På linien står Arnoldus han spiller ikke me’r så nu har vi kun Overby, der træder over tæer og Roager han finter ja tænk hvor manden sprinter mens “Thies”og Vagn de tar’ den med lidt mere stille ro det siges at de sene er i vendingen de to. Ja sådan ku’ vi rime endnu en tid så lang men det vi gerne ville her med denne lille sang det var lidt fest og latter, det nok I alle fatter for muntre fyre ved jeg alle sammen at I er for gamle T. I. F. der skal i klare mange skær.

63


robe, køkken m. v. Inventaret var nyt, praktisk og moderne. Der manglede kun omklædningsbarakken, som kom senere på året fra Virum, så efter omstændighederne var forholdene så ideelle, som de kunne blive. Samtidig med de forbedrede forhold vendte de ”gamle” juniorer tilbage til klubben, og sammen med andre nye spillere gik det igen fremad for Taarbæk Idrætsforening, også på fodboldbanen. Træneren Harald Jørgensen var startet i denne sæson, og det gik så godt på banen, at førsteholdet rykkede op og skulle spille i serie 2 fra 1961. En epoke i Taarbæk Idrætsforenings historie så ud til at være slut. Hovedforeningen afholdt generalforsamling 18. maj 1960, og denne er den sidste, der er refereret i protokollen. Dette vil jeg tolke som værende slut tidspunktet for hovedforeningen, og de enkelte afdelinger fortsætter herefter som egentlige foreninger.

64

Nyt medlemsblad 1961 skulle vise sig at blive et stort år for klubben på mange områder. I mange år havde klubben været uden et medlemsblad. De tidligere forsøg var hver gang gået i sig selv. Marts 1961 blev så startskuddet til ”Nyt fra TIF”, der bestod af fire tætskrevne A4 sider med informationer om alt fra sladder til vigtige meddelelser om fodbolden i Taarbæk. Medlemsbladet blev udgivet i 300 eksemplarer. Allerede i første sæson, hvor førsteholdet igen spillede i serie 2, klarede de sig rigtig flot og endte sæsonen på en flot tredjeplads efter Hedehusene, der var sikker vinder og Køge på andenpladsen. Andenholdet spillede på dette tidspunkt stadig i serie 4. Der var en overvældende tilslutning til ungdomsafdelingen. Hele tre lilleputhold kunne det blive til, og tredjeholdet bestod af drenge, der ikke havde mulighed for at komme på klubbens to turneringshold. De


mere hårde og krævende turneringskampe kunne de lidt ældre spillere nu trække sig tilbage til et mere adstadigt tempo i oldboysturneringen.

Marts 1961 udkommer ”Nyt fra TIF” første gang. Det skal vise sig at blive Taarbæks største avis.

var derfor tilmeldt en privatturnering i Vedbæk. Drengeholdet havde også succes med fire point i de første to kampe og en målscore på 20-2, det taler sit eget sprog. Holdets topscorer var Ove Erichsens. Private årsager var skyld i, at Sven-Erik Arnoldus måtte trække sig ud af ledelsen. Der kom en næsten helt ny bestyrelse til klubben med Elo Jørgensen som formand. Den afgående bestyrelse etablerede en oldboys afdeling, TOB som den blev kaldt i daglig tale, og en ny og lykkelig udvikling skete for klubben. Formålsparagraffen i TOB, betingede blandt andet økonomisk hjælp til fodboldafdelingen i TIF. Fra de

Fra Krista og Viggo Petersens fond fik vi også et økonomisk tilskud på 800, kroner, som blev fordelt med 400,- kroner til henholdsvis tennis- og fodboldafdelingen. Den længe ventede flagallé i Taarbæk var en kendsgerning. I samarbejde med fodboldafdelingen og sejlklubben indviede ”Taarbæk Handelstands udsmykningsfond” flagallén på grundlovsdagen den 5. juni. 1961. Med hornorkester i spidsen efterfulgt af en nydelig pyntet karet med Arthur Jensen på bukken, seks søde piger i fiskerdragter, tre faner, hele klubbens ungdomsafdeling, der talte over hundrede drenge, ville sammen med sejlklubbens ungdom samt gæster fra Skovshoved deltage i optoget, der udgik fra trekanten ved den ny Strandvej. Turen gik ned gennem hele byen, hvor flagene fra de nye stænger blafrede lystigt for vinden sammen med alle de flag, der af private beboere var blevet hejst. På havnen var der et engageret orkester, ligesom kgl. operasanger Einer Nørby gav prøver på sin sangkunst. Falck lavede en

65


opvisning i frømandsdykning, ud for havnen havde sejlklubben arrangeret kapsejlads, og bagefter var der fodboldkamp på banen ved Trepilevej mellem Taarbæks juniores og Skovshoved Idrætsforening. Taarbæk viste sig som fuldendte gæster og Handelsstandsforeningen havde udsat to meget flotte pokaler til begge konkurrencer. Til slut var der en fest om aftenen, hvor dansen gik lystigt på Taarbæk kro. Af forårets kampe vil kampen mod kredsens duks, Hedehusene, stå længst i erindringen. Her var virkelig tale om gedigen holdindsats, og sejren 4-3 var yderst fortjent. Ikke langt ind i kampen måtte holdkaptajnen, Kjeld Andersen, udgå med en grim flænge over højre øre. Dette uheld gav modstanderen håb, og de mange tilskuere bange anelser, men holdet gav ikke op af den grund, tværtimod, om muligt kæmpede det endnu mere indædt og med en sådan gejst og gåpåmod, at det lidt efter lidt ‘tappede luften ud” af modstanderen, der flere gange måtte ty til unfair midler i bestræbelserne på at redde det ene point hjem. Gudskelov skete retfærdigheden fyldest, og det ved Tommy Frederiksens dommedagsskud i næstsidste minut. Det gav stemning på tilskuerpladserne og gjorde, at det blev en dejlig lørdag aften. Forårets sidste kamp mod Hvalsø endte med stor sejr på 7-0. De aktive seniorer talte 48 på dette tidspunkt. Strid om pokal Der var kommet indbydelse fra Lundtofte om deltagelse i kampene om GREGERSEN-pokalen. En pokal 66

Taarbæk havde vundet to gange før. Lundtofte havde vundet den én gang. Kampene skulle spilles umiddelbart efter forårsturneringens afslutning. Da vore spillere for længst havde planlagt ferie, meddelte vi, at vi kun kunne deltage, hvis kampene blev udsat to måneder, så det samtidig kunne tjene som træningskampe. Herefter hørte vi ikke fra Lundtofte, men i Lyngby— Taarbæk-bladet kunne man læse, at Søllerød—Nærum var indtrådt i stedet for. Man kunne også læse, at Virum vandt pokalen året før, men i sagens interesse var fakta, at Taarbæk sluttede med ligeså mange points som Virum og med en betydelig bedre målscorer. Arrangøren sagde, at målscore ikke gjaldt, og at en ny kamp mellem Taarbæk-Virum skulle spilles. Denne kamp blev aldrig spillet. Selvom vi havde vundet pokalen to gange stod vores navn kun på den en gang. Det sendte et signal om, at arrangørerne ikke ville overlade pokalen til Taarbæk, og derfor besluttede klubben at udtræde, og ikke at ville spille mere om den pokal. Siden 1958 havde klubben arrangeret sommerture til forskellige klubber over hele landet. I 1961 gik turen til Rudkøbing for at spille Fynsserieholdet. Turen blev helt igennem vellykket, ikke mindst på det sportslige plan, hvor kampen endte 0-0. I LANGELANDS AVIS stod: ”Taarbæk var, skønt det spiller i en lavere række end Rudkøbing, et behageligt bekendtskab, der vartede op med et glimrende tempospil og imponerede med et stærkt forsvar, som Rudkøbings angreb havde sit besvær med at bryde igennem, og de gange det lykke-


des, havde Taarbækholdet en sikker ankermand i sin målmand, Elo Jørgensen, der sammen med C.H. Erik Sørensen, gang på gang klarede prækære situationer.” I Gentofte Vangede Idrætsforenings jubilæumsturnering deltog Taarbæk sammen med tre klubber fra serie 1. Et reservespækket, men viljefast hold, stillede op i finalen mod Gentofte Vangede, og starten var ikke særlig lovende. Og så skete der det, som så ofte sker, når det ene hold er overlegent, får det andet mål. Det første angreb Taarbæk havde, resulterede i hjørnespark. Henning „Fido“ Kuhlmann lagde godt ind over, og Ebbe Juul Nielsen helflugtede behersket i nettet, uden chance for målmanden. Ti minutter senere forfulgte Flemming Clausen en lang bold og vippede koldblodigt bolden over målmanden. GVI, scorede på straffe til 1-2, som blev halvlegs-

resultatet. Anden halvleg startede som første med overvægt til GVI som nåede at udligne. Et mål der blev anerkendt, selvom der blev taget en hånd til hjælp. Ti minutter før tid trak højre back Gunnar Pedersen op ad banen i højre side og fandt med en god aflevering Flemming Clausen, der havde let ved at score. Med en sejr på 23 kunne Kjeld Andersen, på sine holdkammeraters vegne, modtage den flotte pokal.

Ungdomsafslutning I medlemsbladet skrev drengespilleren Poul Bløcher om ungdomsafdelingens afslutningsfest, der var en fornøjelig fest, hvor Niels Jensen lavede konkurrencer, som vi i 2008 er mange, der vil kunne genkende. Med bind for øjnene, så de unge spillere kunne made hinanden. Spisning af napoleonskager med hænderne på ryggen og pakke hinanden ind i toiletpapir. Efter disse konkurrencer blev der serveret lagkager og sodavand. Aftenens højdepunkt var uddeling af pokaler af formanden. Hos lilleputter fik følgende pokal: Henning Larsen, Asger Bo Jensen, Christian Bundesen og Søren Kjærgaard. Hos drengene gik de til: Steen Alex Hansen og K. E. Aagaard. Og sluttelig hos juniorerne: Hans Sørensen og Søren Hansen.” En ungdomsfest, som er blevet Årgang 1953 fotograferet i starten af tredserne. Bagerst fra gentaget på samme hyggelige venstre: Frank Andersen, ?, ?, Lars Kjærgård, Ebbe Højer. og sjove måde siden. Forrest fra venstre: ?, Henrik Lassen, ?, Dennis Nielsen, ?.

67


Ved afslutningsfesten i 1961 benyttede træneren, Harald Jørgensen, lejligheden til at overrække præmier, han selv havde udsat, til vinderne af vinterens pointjagt ved indendørstræningen i ridehuset. Efter trænerens udtalelser havde denne turnering bevaret spillernes kondition, ligesom interessen var holdt ved lige hos hver enkelt, således at man hele vinteren havde kunnet møde op hver tirsdag aften og haft det fornøjeligt sammen. Træneren havde købt 3 smukke lysestager som præmier. Førstepræmien tilfaldt efter meget hård kamp Svend Erik Andersen, der turneringen igennem har vist glimrende spil. Andenpræmien modtog Peter Johansen, der faktisk havde lignet en vinder hele vinteren, men måtte se sig slået i allersidste kamp. Endelig hentede Niels Jensen sig en særdeles velfortjent tredjepræmie hjem. Store forhold Vores lille klub var efterhånden ved at vokse op til en storklub, hvad det kvantitative spillermateriale angik. I 1962 var der for første gang i forenings historie tilmeldt fire seniorhold og fem ungdomshold til S.B.U.s turnering. Det medførte selvfølgelig noget besvær med hensyn til placeringen af selve træningen, og træningen blev delt over fire aftener og spillerne i to puljer. Det betød, at første- og andenholdsspillere trænede sammen og tredje- og fjerdeholdspillerne sammen på to andre aftener. Det gav også nogle udfordringer for spilleudvalget, når de skulle foretage op- og nedrykning af spillere fra de to træningshold. At fortælle en tredje- eller fjerdeholdspiller, at han skulle rykke op var me68

get sjovt, mens det var mindre morsomt, når en første- eller andenholdspiller skulle degraderes. Succesen fortsatte, og Harald Jørgensen havde taget et år mere. Hans holdning var ellers, at en træner højst skulle være i en klub i tre år, og han havde bebudet sin afgang efter sæsonen i 1962. Klubbens store fremgang og succes gennem de sidste par år må først og fremmest være Harald Jørgensens fortjeneste. Mange af hans gode og fine egenskaber forstod han at indpode i spillerne, således at alle arbejdede som en enhed, og dette er som bekendt først og fremmest betingelsen for fremgang. Det var med sikkerhed hans sidste sæson i klubben, og den bedste tak en klub kan give sin træner, er fine placeringer i selve turneringen, og det skulle han have. Harald Jørgensens ønske var at slutte sin gerning i klubben så godt som muligt, — og det ønske fik han opfyldt. En af de ting, der var at glæde sig yderligere over i 1963, var indvielsen af den nye bane, som var en tiltrængt udvidelse, idet vi med ni hold i klubben havde brug for to baner. Sæsonen var meget tilfredsstillende og vort førstehold vandt deres række og rykkede op i serie 1, og baggrunden for dette gode resultat var dels en god indsats af spillerne, men skyldtes ikke mindst et godt stykke arbejde fra træner Harald Jørgensen. De øvrige seniorhold opnåede ikke de store resultater, men var klar til at tage fat med friske kræfter, hvilket også var en betin-


gelse for at kunne bevare fremgangen. Det var ikke nogen morsom kamp for Nivå, da vi udspillede dem på hjemmebane og vandt 9-0. Alle mand i Taarbæks angreb kom på scoringslisten. Henri Larsen scorede fire, Leif Brøndum to, Keld Andersen, Ebbe Juul Nielsen og Tommy Frederiksen hver et. Det gik nogenlunde i første halvleg, som endte 2-0, men i anden halvleg var det kun spil til et mål. Det blev en yderst fair kamp mellem Taarbæk og Hundested — de to rivaler — og den blev meget overraskende vundet af Hundested med 1-4. Hjemmeholdet spillede ikke op til sædvanlig standard. Hjemmeholdet kom ellers bedst i gang, og Henri Larsen scorede for Taarbæk til 1-0, men Hundested fik udlignet til 1-1 inden pausen. I anden halvleg var gæsterne bedst og scorede endnu tre mål. Holdet tog ganske let på kampen mod Værløse, for det første var holdet sikker på oprykning, og for det andet var Værløse ikke nogen farlig modstander. Vi førte med 3-0 ved pausen, og i anden halvleg blev det til endnu to mål, men en overgang var der en lille smule spænding, da Værløse i deres bedste periode i begyndelsen af anden halvleg fik scoret to gange og endte med resultatet 5-2. Førsteholdet spillede deres sidste kamp i serie 2 på hjemmebane mod rækkens nummer to Hundested. Ingen af Taarbæk-spillerne gik særlig ind for opgaven, og det blev ikke til den kamp, som mange måske havde regnet med. Vi var sikre på at rykke op og havde derfor ikke større interesse af den. Det blev da også en let opgave for Hunde-

sted, som vandt med 1-4. Serie 2 var hermed færdigspillet, og slutstillingen blev med Taarbæk som vinder med otteogtredive point og en målscore på 103-29. Hundested endte som nr. to med seksogtredive point målscoreren 73-38. Hold Taarbæk Hundested Søll.-Nærum Frederiksværk Borsholm Lyngby Melby Espergærde Nivå Lillerød Hornbæk Værløse

k mål p 22 103—29 38 22 73—38 36 22 74—65 30 22 59—60 24 22 60—22 23 22 62—63 22 22 60—66 20 22 72—64 19 22 58—66 18 22 53—67 17 22 34—94 10 22 43—74 7

I kampen om Sjællandsmesterskabet nåede vi ikke ret langt Søsum-Veksø fra serie 2 kreds 5, kom på besøg i Taarbæk og tog sejren hjem. Allerede fem minutter efter kampens start kom Søsum-Veksø foran 0-1. Det blev omgående reduceret til 1-1, men halvlegen endte dog i gæsterne favør. Tyve minutter efter pausen scorede gæsterne igen, og et lille pres fra Taarbæks side gav ti minutter før tid et mål, så kampen endte med 2-3. Søsum-Veksø skulle herefter spille om Sjællandsmesterskabet i finalen mod Vordingborg. Harald Jørgensen stoppede som træner og blev afløst af Axel Christensen, der sidst 69


De elleve spillere, som har spillet holdet op er i bagerste række fra venstre: Keld Andersen, Jørgen Larsen, Erik Sørensen, Ebbe Juul Nielsen, Leif Brøndum, Henri Larsen, holdets træner Harald Jørgensen og Tommy Frederiksen. I forreste række Herluf Konradsen, Niels Jensen, Elo Jørgensen og Henning Jørgensen.

70


Ynglingehold i 1965.

havde trænet Skovshoveds divisionshold, så der var store forventninger til engagement. Nytårsønsket var ganske naturligt at bringe Taarbæk tilbage i Sjællandsserien. I TIF nyt blev der bragt et interview med den nye træner, hvor han kom ind på, hvilke tanker han havde for det kommende år. Han var en stilfærdig mand, der havde sine bestemte meninger om tingene. Hans planer for det kommende år var at arbejde på at få andenholdet op i en bedre række, men samtidig at arbejde koncentreret med førsteholdet. Med hensyn til træningen var det meningen at give en varieret træning, men at konditionen var det vigtigste. Han sluttede med at udtale: ”at hvis en mand i de

kommende turneringskampe ikke yder en 100% indsats, uden al for megen snakken og rysten på hovedet, er han efter min mening et for stort handicap for holdet – og det vil blive tolereret”. Den 15. april 1964 mistede Taarbæk Idrætsforening og dansk fodbold en af de mest betydningsfulde fodboldledere. Efter længere tids sygdom dør Edvard Yde i en alder af 69 år. For de unge spillere i 2008 siger navnet vel ikke så meget, men for foreningen har han været en af grundpillerne til det, klubben er i dag. Resultaterne på førsteholdet udeblev, og vi måtte tage nederlag på nederlag. Bestyrel71


sen tog konsekvensen, og Axel Christensen havde personlige problemer og blev fyret efter sommerferien. Bestyrelsen tog ansvaret og beklagede, at han havde svært ved at falde til. Klimaet var meget negativt, sikkert på grund af, at en hel del af spillerne kendte ham på forhånd. Det var ikke muligt at skaffe en afløser med så kort varsel, og klubben var taknemmelig for at Erik Petersen og Werner Hansen ville stå for træningen resten af sæsonen. De klarede opgaven på en bemærkelsesværdig god måde sammen med spillerudvalget. Bestyrelsen havde ansat Benny Glyver som ny træner med tiltrædelse den 1.december 1964. Han havde opnået gode resultater i den klub han kom fra, så det var med glæde, at medlemmerne kunne byde ham velkommen. At bestyrelsen havde ansat en ny træner kunne ikke rode bod på den fiasko som afslutningsfesten blev det år. Problemet, der gav anledning til fiaskoen var, at musikken, der var aftalt en måned før festen, sendte afbud dagen før, og det orkester, der blev fremskaffet med en dags varsel, nedlagde arbejdet kl. 24.00 efter forskellige mere eller mindre saglige meningsudvekslinger. Medlemmernes utilfredshed med arrangementet har tilsyneladende fået nogle af deltagerne til at tage forskellige effekter med hjem fra kroen for dog at føle, at de havde fået lidt med hjem. Der blev fjernet tolv små keramikkrukker og otte keramik lysestager. Bestyrelsen appellerede til, at effekterne blev leveret tilbage af hensyn til for72

eningens ry og rygte. De skyldige kom ud af busken og fik leveret effekterne tilbage til kroen. Sæsonen for ungdomsafdelingen sluttede med ynglingene som nummer tre i turneringen med femogtyve point og en målscore på 78 - 39. Lars Simonsen blev topscorer med niogtyve mål. Juniorerne sluttede på en anden plads, med tredive point, og en målscore på 96 – 20. Her var det Steen Alex Hansen, der løb med topscoretitlen. De fem juniorer er John W. Rasmussen, Steen Alex Hansen, Poul Bløcher, Egon Petersen og Mogens Iversen, som fik tildelt D.B.U.s teknikermærke i bronze. Lilleput 1 endte på en sjette plads, mens lilleput 2 måtte nøjes med en niende plads. Hastighedsrekord i ledelse Foreningens ”næsten fastansatte” dirigent Werner Hansen kunne på grund af bestyrelsens gode arbejde gennem året sætte ny hastighedsrekord ved gennemgangen af de tretten punkter på generalforsamlingen. Årets kamp Turneringen sluttede efter en masse spændende kampe på både første- anden- og tredjeholdet. Førsteholdet blev nummer fire, som var en meget fin placering blandt de mange stærke hold i serie 1. Målmanden Elo Jørgensen havde en helt fantastisk sæson, og han reddede de mest oplagte chancer for holdet. Han blev betegnet som en af de bedste målmænd i serie 1. Andenholdet skabte lidt mere spænding ved


at placere sig på en anden plads, som gav dem chancen for at spille om oprykning til serie 3. Efter at have slået Tikøb 1-0 og Dalby 2-1 kom den afgørende kamp mod Herlufmagle. SBU havde sat kampen til søndag 26. november klokken 10.00, og efter lodtrækning fik vi hjemmebane.

al den modgang, de var ude for. Det viste et sammenhold og kammeratskab som enhver klub kan være stolt af. Holdet var: Hardy Jensen, Henning Bergmann, Kurt Blankschön, Keld Andersen, Frank, Hans Brøndum, Jørgen Nielsen, Gunner Larsen, Allan Marcussen, Hans Nielsen og Jørgen Ottzen.

Da afslutningsfesten var berammet til lørdag den 25. november gik spilleudvalget i gang med at få flyttet kampen til søndagen efter. Det var ok med S.B.U. og formanden fra Herlufmagle, men han havde glemt at spørge sine spillere, som var imod. Derfor blev kampen ikke flyttet, men kun tidspunktet.

Få sekunder fra 3. holdets placering som nr. 2 var også flot, og kun ti sekunder skilte trejdeholdet fra at få førstepladsen i deres serie. Som nummer to fik de chancen for oprykning, men her var det femten sekunder, der ødelagde den videre kamp mod oprykning. Hele turneringen var holdet præget af en god moral og et fantastisk kammeratskab.

Med træner Benny Glyver i spidsen, stod andenholdet klar til en omgang opvarmning på banen klokken 11. Derefter et dejligt bad og så i biler til Ordrup Hotel, hvor der var bestilt en lille lækker omelet. Så tog Benny ellers fat — aldrig er et hold i den grad “sat op” som de elleve spillere blev, og de ville noget. Retur til Taarbæk Skole for at klæde om, og klokken 13.30 stod de klar på banen til årets kamp. Vi var dem mere end jævnbyrdige og var bedre end Herlufmagle i samtlige 90 minutter, og dog tabte vi med 0-3. Vi mødte et hold, der foruden at have en meget dygtig målmand havde alt det held, man skal have for at vinde en så vigtig kamp. Vor egne elleve kæmpede godt og gav aldrig modstanderne ro, de blev ved at hænge på. At de ikke tabte modet er ganske ubegribeligt — ikke mange hold havde klaret

Denne sæson viste sit klare billede af hvor vigtigt kammeratskabet er for gode resultater. Jubilæum med format Benskinner blev obligatoriske i alle ungdomskampe fra 1. januar 1968. Hvis dommerne blev opmærksomme på, at spillerne ikke bar benskinner, skulle de pågældende bortvises fra spillepladsen, indtil forholdet var bragt i orden. Klubben havde i jubilæumsåret 1968 tilmeldt tre seniorhold og fire ungdomshold, og med et Oldboys hold kunne man konstatere, at klubben havde en anselig bredde. Første nummer af medlemsbladet udkom i marts måned, og redaktionen måtte beklage, at blad nummer to først kom i okto73


ber måned. Det blev kun til i alt tre numre samt et program på otteogtyve sider i forbindelse med Havne- og byfesten i anledning af foreningens 60 års jubilæum. Foreningens 60 årsdag blev afholdt på Taarbæk Kro lørdag den 24. august. Der deltog 91 festklædte medlemmer sammen med repræsentanter fra S.B.U., F.I.L. og kommunen. Mange blev hyldet for deres indsats, men aftenens højdepunkt var da ungdomsleder Erik Petersen blev udnævnt til æresmedlem. Jubilæumsåret blev en økonomisk succes for klubben, hvor havnefesten og loppetorvet bidrog med god økonomi. Formand Elo Jørgensen rettede en speciel tak til alle, der havde bidraget ved klubbens arrangementer.

Træningen blev ledet af Herluf Nielsen, men træningsindsatsen havde været under middel gennem hele sæsonen. Afslutningsfesten for sæsonen var traditionen tro præget af deltagernes gode humør på Ordrup Hotel. Det veldækkede bord var en virkelig nydelse, og hvis nogen var gået sultne fra bordet, var det deres egen skyld, idet alt var i overflod. Der blev som sædvanligt sunget kraftigt, og efter kaffe med cognac tog alle de konditionsstærke par fat på dansegulvet, og træneren har nok spærret øjnene op, da han så hvor meget luft de forskellige havde. Den årlige sommertur i 1969 gik med bus til Nørre Alslev, hvor holdet spillede mod Nr. Alslevs første hold, der lå nummer et i Lolland-Falster serien. Prisen per deltager var den nette sum af femogfyrre kroner.

I ungdomsafdelingen blev 74


75


der indledt et samarbejde mellem Vedbæk, Søllerød, Hørsholm og Taarbæk. Samarbejdet fik navnet ”KYSTALLIANCEN” og skulle vise sig at blive et langt og godt samarbejde. Første aktivitet blev en Sverigestur, hvor tolv drenge samt holdkaptajn Jesper Jensen tog af sted sammen med Jørgen ”Hattemager” Nielsen og Niels Jensen, i biler mod Stönhult i Skåne. Turen indeholdt alle de elementer, der gør disse ture til nogle kæmpeoplevelser for deltagerne. Per Nygaard kendte “en ny ret”, hvorefter han hældte saftevand over pølserne. Da Hattemageren blev vred, sagde Niels, at det var ham der havde gjort det, og han blev så beordret tidligt i seng. På værelset udlagde “Buller” giftgas over hele lokalet. På fodboldfronten lod spillerne de svenske værter vinde med 8-0, og det blev også et nederlag i kampen mod kammeraterne fra Vedbæk med 31, selv om vi spillede uden Jan Ziener. Når man virkelig går op i sin sport, er der ingen, der skal komme i vejen for den, ikke engang præsten i Taarbæk. Henrik skulle spille turneringskamp, men skulle også konfirmeres på samme tidspunkt. Gode råd var dyre, og sende afbud ville Henrik ikke, og konfirmeres skulle han jo også — hvad gør man så. Jo - Henrik fik flyttet konfirmationen fra klokken 10 til 11, og fodboldkampen fra klokken 10 til 9, og på den måde nåede Henrik begge dele. Det eneste, der ikke helt klappede i arrangementet, var Henriks forældres, der skulle komme med konfirmationstøjet efter kampen — de kom så sent, at de efter en hastig omklædning af Henrik alle måtte tage en taxa for at nå konfirmationen.

76

Nexø spiller for Tejn IF. Taarbæk var igen klar til at tage til Bornholm på sommertur i 1970. Niels Jensen havde taget familien med i forvejen og tog sammen med Willy ”Røgmand” imod Taarbæks stærkeste mandskab. Der har ikke været lukket meget ud fra turen, men sikkert var det at Jesper Jensen (Niels og Birthes søn) græd den dag, Taarbæk tog hjem igen. Knægten nåede op på seksten is om dagen, mens Taarbækkerne var på besøg. Information om turen kunne til gengæld læses i den lokale Tejn avis: ”Taarbæk IF i Tejn. Tejn Idrætsforening, 14. kreds, har i weekenden haft besøg af et fodboldhold fra Sjælland; det var Taarbæk Idrætsforenings stærkeste mandskab der ligger placeret i toppen af den sjællandske serie 2. Da Tejn Idrætsforening ikke selv råder over et hold, der kunne give gæsterne kamp, havde man kontaktet Nexø Boldklub, der lørdag eftermiddag med sit Bornholms-seriehold mødte Taarbæk IF på Tejns bane. De to hold gav hinanden en velspillet og yderst jævnbyrdig kamp, idet Nexø vandt med 1 mål mod 0. Målet blev scoret midt i anden halvleg.” Suk lige før starten Herluf Nielsen blev udskiftet med Harry Sloth som træner. Han nåede kun en sæson som træner. Før turneringsstarten trak han linierne op, set med trænerøjne, og aldrig i de mange år, han havde haft med fodbold at gøre, havde han set værre betingelser at forberede sig til turneringsstart end


denne. Vejret var ens for alle klubber, men klublivet, som er så vigtigt op til al kamp, har Taarbæk måtte undvære, ingen snak, ingen hygge bagefter træning, fordi Taarbæk ikke var hjemme hos sig selv om vinteren. Spillerne havde virkelig givet den én på hatten til vintertræningen. Det hårde slid i skolen hele vinteren var taget med godt humør og lagde bunden for alt træning. Træningskampe var alle mod modstandere fra stærke serier, og i flere kampe var heldet ikke med os, flere nye spillere fik chancen, derfor var det ikke altid det allerstærkeste hold, men stammen på holdet var der. Harry glædede sig til, at det skulle handle om point i turneringen. Alle mand havde virkelig arbejdet, og han ville nå toppen. Han mente dog, at der var en del slendrian i forbindelse med omklædning, og ville have alle ud til opvarmningen, sådan at alt var perfekt, når dommeren fløjtede i gang. Vejret betød, at de første forårskampe måtte udsættes. Taarbæk Flagallé Ved en stor indsats fra først og fremmest Niels Jensen lykkedes det i 1971 at få flagalléen op til konfirmationssøndagen. Det var lykkedes at få samtlige stænger malet og forsynet dem med knop. Man ville forsøge at få nedsat et flagalléudvalg, der skulle arbejde for at få stængerne samt deres oplagsplads i orden. Året efter blev der afholdt møde på Taarbæk Skole med deltagelse af de forskellige foreninger. Palle Løvdahl formået at få 2.210,- kroner stillet til rådighed fra kommunen til istandsættelse af skur og flagstænger. En støttefond for flagalléens daglige drift, administration

og mindre vedligeholdelser blev godkendt, og Taarbæk Flagallé var en realitet. Sommertur til ”Sam-Island” Under overskriften gemmer en historie om sommerturen i 1971 til Tranebjerg IF på Samsø. Hvor utroligt det end lyder, nåede alle toget mod Kalundborg, trods det at mødestedet var i restaurationen på Hovedbanegården. Tranebjergs formand, Leif Nielsen med frue tog imod ved færgen i Kolby Kås klokken 23.45. Han fik guidet bussen til SamsøHallen, hvor der var et par praktiske oplysninger. Den vigtigste var, at der var bal i Bedser forsamlingshus, og straks var Taarbækkerne taget af sted. Der var ingen fodbold lørdag, så det blev tilladt hver enkelt at tage en enkelt pilsner — hvert kvarter. Da der var gået 24 kvarter, var der et par stykker der skulle hvile sig inden middagen, hvor der var efterfølgende bal. Under middagen blev der holdt en gribende tale for de to jubilarer, Keld og Jørgen, der for tiende år i træk havde deltaget i sommerturen. Talen blev desværre afbrudt enkelte gange, da Werner råbte på mere leverpostej, og da Lillebror skulle have ild på turens fineste mentholcigaret. Ballet forløb uden episoder af betydning, men traditionen tro nåede Taarbækkerne at afsynge et par af vore mest kendte sange. Alle var i seng inden klokken 8.00 søndag morgen og slappede af op til kampen mod Samsøs landshold, der blev vundet af Taarbæks let påvirkede gutter med 7-1. 77


Sejren blev fejret på behørig vis, inden færgen gik retur søndag aften. Tandpasta kun for sjov Drengeholdet var på sommertur med bus til Strönhult i Sverige. Turen var med ”KYSTALLIANCEN”, hvor Vedbæk, Søllerød og Hørsholm blev samlet op undervejs. Bussen, der var lastet til bristepunktet, nåede frem klokken 24, hvor bagage blev fordelt på værelserne. Ikke mange fik sovet, for alle havde mere travlt med at springe rundt på gangen og lave ballade. Hvis der endelig var én, der faldt i søvn, vågnede han med tandpasta i hele hovedet, hvad har man ellers tandpasta til på sådan en tur. Havde alle sovet lidt mere den aften, havde resultaterne dagen efter, måske vist sig på fodboldbanen. Kampene endte med én sejr og tre uafgjorte. Fritz Petersen var engageret til at træne vore to bedste hold. Fritz havde tidligere trænet Hvidovres sekundahold samt Gladsaxes Sjællandsseriehold, og der var stor tilfredshed blandt spillerne med den nye træner. I ledelsen var der en smule betæn-

78

kelighed med de sportslige forventninger. Førsteholdet var blevet flyttet over i den sydligere kreds i serie 2. Den kreds så ud til at være stærkere, hvorfor vi ikke skulle forvente en oprykning, men mere en placering midt i rækken. Træneren havde ordet Ved efterårssæsonens start var træneren ikke videre begejstret. Førsteholdet lå som nummer ni med kun to point foran nr. ti. Førsteholdet viste rimelig interesse for træningen, men han lagde ikke skjul på, at han var skuffet over andenholdets indsats. Han var skuffet over, at han ikke havde mindst to hold til disposition til træning hver træningsaften. Fritz Petersen havde gjort sig nogle overvejelser om rokeringer på holdet, idet seksten mål i elleve kampe ikke var noget at prale af. Han ville have moderne fodbold som krævede all-round spillere, der skulle være i stand til at gøre sig gældende på mere end en plads. Tiden var forbi, hvor man kunne nøjes med ”at stå” en v.wing eller h.back. Det ville kræve en god kondition og psyke at honorere de krav. Træneren var ikke kun skuffet, han roste også spillere som Hans Brøndum, Jørgen Larsen, Allan Marcussen og Finn Knudsen, der havde gjort sig fordelagtigt bemærket under træning og kamp.


Reklame på tøjet Reklamerne var nået til dansk fodbold, og de fleste divisionsklubber havde fået reklamer på trøjerne. Det var lykkedes klubbens energiske bestyrelse efter lang og moden overvejelse samt forhandling på højeste plan at finde en sponsor til førsteholdet. Trøjerne blev for første gang prydet med reklame fra ADS(Anker Data System A/S) i sæsonen 1972. På repræsentantskabsmødet i F.I.L. uddeltes Lyngby Sparekasses legat på kroner 2.000. Legatet var delt i 2 portioner og tilfaldt henholdsvis Taarbæk Tennisklub og TIF som en påskønnelse af det arbejde, der blev udført under vanskelige bane- og lokaleforhold. Bestyrelsen vedtog, at vor ungdomsafde-

ling skulle nyde godt af beløbet, og der blev indkøbt fodbolde til drengene. På bedste professionelle maner indledtes ungdomsforårsturneringen i 1972 med at tage i “træningslejr” i Sverige sammen med KYSTALLIANCEN i St. Bededagsferien. Vi deltog i en turnering med vore svenske værter, som vi dog tabte til 0-4. Vi tabte også til Søllerød 0-3, hvorefter vi i en drabelig “finale” slog Vedbæk med 2-1, på et mål i sidste minut. Om det var træningslejren, der havde givet resultat vides ikke, men vore lilleputter startede turneringen som lyn og torden. Efter de første fire kampe havde vi otte point og en målscore på 86-0. Men så var vi åbenbart også brændt ud, for de næste fire kampe endte alle med nederlag 1-3 mod AB, 0-3 mod Lillerød, 1-6 mod

Taarbæks første sæt tøj med reklamer fra ADS (Anker Data System i 1972)

79


Lundtofte og 4-5 mod Brede. Men vi sluttede dog stærkt, idet Birkerød blev slået med hele 12-0, således at vi i forårets ni kampe opnåede ti points, og en målscore på 104-17, et ganske pænt resultat. Finn W. Larsen succes som ungdomstræner gav stor tilstrømning til træningen i ungdomsafdelingen, både blandt drenge og piger. Det gav lidt problemer, idet der på nogle træningsdage var tres børn på én gang der skulle trænes. For at aflaste Finn havde juniorspilleren, Søren Kreiberg Larsen, lovet at hjælpe med miniputterne. Deltagelse i VASA-løbet Taarbæk ldrætsforeningsfodboldafdeling havde i 1973, Niels Broen og Steen Alex Kruse, med i VASA—løbet i Sverige. Løbet var meget vanskeligt på grund at den ringe sne mængde og det meget store deltagerantal. Det lykkedes dog Steen Alex Kruse at slippe fri af feltet ved starten og gennemføre løbet. Niels Broen kom ikke fri af hovedfeltet og måtte udgå efter otteogfyrre kilometer, fordi sneen var slidt bort af de foranløbende. Taarbæk på slap line igen Den tidligere kok fra Ordrup Hotel Svend Klausen havde overtaget Nr. Lyndelse Kro syd for Odense. Niels Jensen fik hurtigt arrangeret sommerturen dertil, en weekend med fodbold og hygge. Nitten mand mødtes fredag klokken 18 på Klampenborg station med rene negle og nypudsede sko. ”Uldjyden” kørte først to timer senere, men der skulle jo være tid til en lille en på hovedbanegården. Niels fik 80

pillet ved noget i S-toget, og resultatet var et togskift, så ankomsten blev forsinket. Derfor måtte alle ile op i restauranten, for der var jo ”kun” fem kvarter til lyneren gik. Peter Ring kom dryssende kort før afgang. Han havde haft overarbejde - sagde han og så lidt skæv ud, men efter en forfriskning var der balance igen. Ombord i ”Uldjyden” varede det ikke længe, før Leif fik guitaren frem, og alle fik lidt gang i kæberne. På færgen var der allerede god stemning, efter der var sunget små pæne Taarbæksange hele vejen til Korsør, og provianten var sluppet op. Kaptajnen åndede lettet op, da han kunne sende de opstemte Taarbækkere fra borde i Nyborg. Fra Odense gik turen i taxa til Nr. Lyndelse kro, hvor der var et stykke natmad. Lille Lars var dårligt kommet ind i stuen før, han straks skulle lægge arm med de lokale. Resten af den aften var vistnok gratis for ham. Henri ”Lillebror” Larsen, Ebbe Juul Nielsen, Finn W. Larsen og Finn Manilla var heller ikke sene til at finde raflebægerne. Det blev ud på de små timer, og nogle var blevet lidt trætte. Keld Andersen og Axel Stenkilsson var blevet væk, men dukkede pludselig op hen på morgenen. Det viste sig, at de havde siddet under fredsduen på kirkegården og holdt vagt. Finn Manilla havde hørt om H.C. Andersens hus, og nogle stykker tog med ham ind for at finde det. De ledte, men fandt i stedet Atlantic, hvor flere stødte til senere. Det var vældigt godt med orkester, og flere blev væk fra hinanden, men nåede hjem til


morgenmad på sengen. Søndag havde slagteren “inviteret” alle til at se hans flotte forretning. Solen skinnede, og han havde en dejlig have, så det endte med, at alle sad og hyggede sig sammen med ham over et par pilsnere. Slagteren var vældig flink, og han lavede tartarmadder til frokost, inden han blev alt for træt – Taarbækkerne havde jo taget sig godt at ham. Niels Jensen havde også lidt problemer, for han havde siddet og leget med træner Finn W. Larsen. Axel Stenkilsson og Jørgen ”Sønke” Larsen havde mistet stemmen, de havde ellers ikke sunget noget, men det må have været den kolde luft på kirkegården. Flere havde haft en svær periode, så hen på eftermiddagen, da hjemturen skulle begynde, var der flere, der var glade. Turen gik fint hjem fra Odense hvor alle kom med i tide. Det var værre efter Korsør, for da smuttede det for Peter Ring. Han kom et par timer senere hjem med bumletoget. Turen sluttede ikke helt, for ved ankomsten til København var der straks nogle, der skulle ud at se på byen. En typisk tur for Taarbæks selskabelige gutter, der i øvrigt vandt fodboldkampen med 6-4. I 1973 kom der nyt blod i ungdomsafdelingen. Søren Hillestrøm, der arbejdede på fritidscenteret, startede som ny ungdomstræner. Førsteholdet fik også en ny træner, da Fritz Petersen blev afløst af Finn W.

Larsen, der ikke var helt tilfreds med træningsindsatsen. Han var ikke bleg for at give de ”dovne” spiller en skideballe igennem Taarbæk Nyt. Men der var ros for det dejlige kammeratskab, der gjaldt for hele klubben, både når kampen skulle spilles, til træningen og ikke mindst i tredje halvleg. Kammeratskab var i høj grad medvirkende til, at der kom mange nye spillere til klubben. Det var også grundlaget for trænerens optimisme med hensyn til den kommende sæson. Det er ikke nok at have et hold af gode boldspillere, de skal så sandelig også kunne “snakke” sammen. Niels Jensen havde i mange år gået med et ønske om at udgive en oversigt over kommende arrangementer i Taarbæk, samt muligheden for at skabe større samarbejde mellem de enkelte foreninger i byen. Ved en aftale med de andre foreninger blev første nummer af Taarbæk Nyt sendt på gaden i december 1973. Det blev i først omgang aftalt at udsende 4 numre. Det blev en succes og er i 2008 stadig Taarbæks største avis med 139 numre på samvittigheden – stadig med Niels ved roret. Årsafslutning Afslutningsfesten i 1973 blev afholdt i Vangede Selskabslokaler. Grunden til at fejre festen dette afsides sted var de gode erfaringer, man havde haft et par år før. Arrangørerne var ikke helt tilfreds med deltagerantallet som lå mellem 65-70 gæster. Da Henri ”Lillebror” Larsen og Vibeke omsider var ankommet, kunne den flot opdækkede festsal indtages. Menuen bestod af farseret kalkun, og hvad dertil 81


Henri ”Lillebror” Larsen og Vibeke dukkede op til fest.

hører, fløderand med ananas, kaffe og kager og vine ad libitum. Under middagen takkede formand Elo Jørgensen for sæsonen, der var gået. Det var ikke de store sportslige resultater, der kunne prales af. Førsteholdet sluttede som nummer otte i serie to med en målscore på 35-44. I sidste turneringskamp mod AB måtte vi på hjemmebane modtage et nederlag på 0-5. Finn W. Larsen havde haft sin første sæson som træner, og han takkede Elo Jørgensen, som havde en væsentlige andel i, at vi reddede livet i serie to. Det var med beklagelse, at Elo definitivt havde trukket sig tilbage fra førsteholdsfodbold for at nyde sit otium på Oldboys og “direktørholdet”. Både Gunnar Wiggers og Jørn Lütchke skænkede foreningen to bolde hver med håb om, at de måtte være til gavn og glæde for foreningen gennem næste sæson. Derefter overraktes de tre pokaler til dem, der havde gjort et stort stykke arbejde i sæsonen. Keld Andersen modtog Edvard Ydes mindefad for sin utrættelige indsats både i spillerudvalget og som leder af de forskellige hold. Kurt Blankschön modtog vandre82

pokalen for den store trænings indsats gennem sæsonen. Leif Brøndum modtog kammeratskabspokalen for sin altid gode evne til at dæmpe gemytterne, når der var optræk til ballade under kampene og i det hele taget for den måde, han var på i foreningen. Niels Jensen havde som sædvanlig sørget for sangene. Midt under desserten kom Axel Pedersen slukøret ind i salen, han blev selvfølgelig mødt med klapsalver for sin tidlige ankomst. Han sagde han havde sovet over sig. Det var jo også hårdt at være vicevært på Taarbæk Kollegiet. Det, som seniorerne ikke kunne klare, det klarede lilleputterne. De spillede lækker fodbold med en god forståelse for holdspillet, hvilket da også resulterede i en anden plads i turneringen á point med vinderholdet Hillerød. Lilleputterne deltog i Espergærde IFs indendørsstævne, hvor de opnåede det fine resultat at blive puljevinder, for derefter at tabe i kvartfinalen til Gladsaxe, der senere vandt turneringen. Pigerne var endnu ikke med i en turnering, og det blev kun til en kamp mod Hørsholm, der til gengæld blev slået med 7-0. Standarden i S.B.U.s turnering var så høj, at det var klogt ikke at tilmelde dem på dette tidspunkt. Tilslutningen til indendørstræningen slog alle rekorder. Der var fuldt hus hver onsdag i ”TAARBÆKHALLEN”. Resultatet i pointkampen blev for drengenes vedkommende: Sven-Peter Willumsen 205 point, Michael Nimskov 201 point og Jan Ottzen 196 point. Hos pigerne var fordelingen:


Lotte Nielsen 185 point, Gitte Kaae 168 point og Ina Andersen 168 point. Ungdomsafdeling var i en god udvikling trods det meget begrænsede spillermateriale i 1974. I Kystallianceturneringen klarede drengene sig over al forventning ved i syv kampe at få seks sejre. Kun mod Vedbæk måtte vi tage imod et nederlag. Målmand Jannik Lunn. i nærkamp.

Miniputterne deltog i et stævne i Hørsholm, — her var samlet 500 miniputter i et kæmpe stævne. Taarbæk vandt sin pulje ved at vinde alle 3 kampe med en samlet mål score på 16-0. For denne flotte indsats var der fine glas med inskription. VM i Taarbæk Forårsturneringen blev afsluttet med sommerfest for miniog lilleputter. En lille VM tur- Fem stolte drenge på ”Sveriges” VM hold fra venstre: Kristian nering, hvor ”Sverige” vandt ”lillemaj” Willumsen, Jesper ”post” Jensen, Christian Dines, med et hold bestående af Jes- Klaus ”Nuller” Christenson og Svend Aage. per ”post” Jensen, Klaus ”Nuller” Christensen, Svend Aage, Kristian S.B.U.s turnering, men i 1975 blev der til”lillemaj” Willumsen og Christian Dines. meldt et hold. Som præmie modtog de hver en VM-trøje. Efter fodbolden gik det løs i klubhuset, hvor Røget sild og fodbold der blev spist lagkage og drukket soda- Efter en god sommertur fire år tidligere blev vand til den store guldmedalje. turen til Tejn gentaget. Seksten mand drog afsted med Bornholmerbåden til indkvarHeller ikke dette år deltog pigerne i tering på madrasser i Tejn klubhus. 83


Straks ved ankomsten gik turen til Willy Røgmand for den første omgang røgede sild. I fodboldkampen mod Tejn vandt vi 6-3 i en jævnbyrdig kamp. Tejn Idrætsforening havde lavet et flot arrangement, hvor alle fik så meget røget sild, de kunne spise. Efter et par fornøjelige dage, med meget røget sild, blev der taget afsked med Tejn Idrætsforening og Willy Røgmand, som deltagerne sent vil glemme. Afslutningen på fodboldsæsonen blev igen afholdt på Taarbæk Kro, hvor det var en fornøjelse at være tilbage. Der havde meldt sig små 100 deltagere, og stemningen var på toppen fra starten. Menuen var perfekt, og under middagen spillede og sang Ejvind Breck og Lille Palle. De underholdt, så tårerne trillede ned af kinderne, og Niels Jensen havde som sædvanligt sørget for overraskelser. Formanden uddelte kammeratskabspokalen til Henri Larsen, og Niels Jensen modtog Edvard Ydes mindefad for hans altid store indsats for foreningen. Poul Bløcher modtog fighterpokalen for sin træningsindsats. Som sædvanligt holdt fru Wiggers en af sine sjove taler og overrakte klubben en fodbold. Efter middagen spillede musikken op til dans, og det blev sent, for nogen tidligt, inden de sidste kom hjem. Alt i alt var det en af de bedste afslutningsfester i mange år. En sjælden præstation Den 16. oktober 1976 blev der afholdt et sjældent jubilæum i dansk fodbold på det 84

tidspunkt. I kampen mod Hundested stillede Henri ”Lillebror” Larsen op til sin kamp nummer femhundrede for Taarbæk. En ting mere, der gjorde det til et sjældent jubilæum, var, at det var meget få af kampene, han ikke spillede på førsteholdet. Næsten tyve år på førsteholdet var en præstation af format. Altid pligtopfyldende til træning, altid forrest, når der skulle kæmpes, altid forrest, når der skulle gives et ekstra nap, frisk og udhvilet, når han skulle i kamp, altid i godt humør. Han havde endda kræfter til overs til at træne vores juniores. Når vore modstandere så, at ”Lillebror” var med — så var de allerede rystede “pas på ham den lyshårede der, han er farlig”. Henri Larsen blev behørigt fejret i forbindelse med kampen i Hundested. Der blev afholdt fælles afslutningsfest dameog herrejunior i klubhuset ved Trepilelågen. Menuen stod på fondue, som var betalt af gymnastikforeningen og deltagerne. Niels havde som sædvanligt lavet sange til middagen. Desværre var der ikke ret mange, der kendte melodierne, udover Niels. Han modtog dog alligevel en flaske snaps for sin hjælpsomhed. Vandrepokalerne gik til Preben hos drengene, og pigernes gik til Gitte Kaae. Lilli Schultz, Jette ”mus” Andersen og Ina Andersen fik en træningsdragt som tak for god træning af de små piger. Claus W. Larsen og Birgitte ”Bibber” Nimskov overrakte på spillernes vegne, Henri ”Lillebror” Larsen og Søren ”Spætte” Hillestrøm, en hel flaske snaps som tak for god træning.


Taarbæks 1 hold i BIKUBEN trøjer: Bagerste række fra venstre: Steen Alex Kruse, Henrik Darville, Niels Melby, Allan Marcussen, Finn Knudsen , Tommy Jørgensen, Henri Larsen. Forreste række: cheftræner Finn W. Larsen , Jesper Pedersen, Poul Erik Andersen, Poul Bløcher, Søren Wamsler.

Pigehold anno 1978. Bagerst fra venstre: Birgitte Nimskov (træner), Pernille Werdelin, Lisbeth Jensen (Skjold), Sus Pedersen, Dorte Lunøe, Marianne Jensen (Skjold), Ina Andersen (træner). Forrest fra venstre: Pia Larsen, Pernille Overby, Dorte Bentzen, Anne Hviid, Camilla Nimskov.

85


Taarbæk Cup For første gang blev der i 1977 afholdt Taarbæk Cup med Dubonnet som sponsor i Lyngby Hallen. Tommy Frederiksen havde fået ideen til at samle landets bedste fodboldspillere til et indendørsstævne med flotte præmier. Stævnet blev meget hurtigt et af vinterens største og bedste indendørsfodboldstævner, hvor alle de kendte divisionsspillere stillede op. Stævnet gav et rigtig godt overskud til ungdomsafdelingen. Førsteholdets målmand Hans Hansen var ansat i Bikubens Ordrup afdeling og fik den til at sponsere klubben to sæt trøjer, bukser, strømper og træningsdragter. Førsteholdet blev i rækken, men det var tæt på, at holdet måtte rykke ud af serie 2. Heldet fik den største del af æren for, at

det ikke skete. Det hele blev afgjort i den sidste kamp, hvor vi skulle vinde over A.B. Samtidig skulle Herlev miste point til for længst nedrykkede Lillerød. Miraklet skete — Lillerød kæmpede sig til 1-1 mod Herlev, og vi selv, ja blot tre minutter før tid, var vi i serie 3, men heldigvis lykkedes det os at score til en sejr på 2-1, hvilket var nok til at redde livet. Allerede inden sidste kamp var andenholdet rykket ned i serie 6. Men på grund af at to hold i løbet af turneringen var udeblevet fra kampe, blev disse hold diskvalificeret og rykkede ned på de sidste pladser i stedet, og vi forblev i serie 5. Tredjeholdet blegnede lidt i løbet af efteråret, men klarede sig dog hæderligt i serie 6.

”Spætte” alias Søren Hillestrøm som vi husker ham – omgivet af fodboldglade unger som han brugte al sin tid på.

86


Ungdommen kunne Sæsonen for vore ungdomsspillere var meget bedre, og der blev opnået nogle fine resultater. På trænerfronten var Søren ”Spætte” Hillestrøm og Henri ”Lillebror” Larsen. Juniorerne placerede sig ligesom damejuniorer, som nummer tre. Drenge og Lilleputter blev kredsvindere i efteråret, og småpigerne endte på tredjepladsen. Miniputterne gjorde det så godt, at de blev toere. Scampi fritti, Kalvetournados, kaffe med Petti Fure, var hvad værtsparret på Taarbæk Kro serverede til afslutnningsfesten. Stemningen var hurtigt på toppen og musikken blev kun afbrudt af fru Wiggers, der som så mange gange før skænkede ungdommen en fodbold. Der var også en pause, da Axel Stenkilsson modtog Edward Ydes mindefad for sin store indsats i klubben. Ikke underligt modtog Poul “Slot” Christiansen kammeratskabspokalen for sin måde at være på. Fra Lyngby BK til Taarbæk IF I starten af 1978 indtraf en vigtig begivenhed i TIF’s nyere historie. Storklubben Lyngby begyndte at forsømme sin sekundaafdeling på grund af tidens professionelle strømninger. Denne forsømmelse fik mange spillere til at søge nye jagtmarker, og heldigvis faldt valget på vores forening. Der var brug for de nye spillere, for træningen i vinterperioden havde været lige så dårlig som den plejede.

87


Førsteholdet skulle spille i en svær kreds med mange nye spændende bekendtskaber, såsom Ølstykke, Skibby, Jægerspris, Farum, Fredensborg og FIF Hillerød, for blot at nævne nogle. Som erstatning for målmanden Søren Jensen, der tog tilbage til Lyngby, fik vi med Jesper Petersen en strålende og talentfuld målmand. For første gang i ti år havde vi igen et ynglingehold, som kunne være med til at give seniorafdelingen et friskt pust. Af økonomiske grunde var det umuligt at friste med lange udenlandsrejser og lignende. Et godt klubliv og miljø med hovedvægten på godt kammeratskab var de strenge, vi først og fremmest kunne spille på. Onsdag d. 23. august blev foreningens 70 års fødselsdag fejret med reception i klubhuset på Trepilevej. Blandt gæsterne sås Niels Wiggers, som havde været med lige fra klubbens start. Vi blev oversvømmet med gaver, både fra de andre Taarbæk foreninger, men ikke mindst fra alle andre klubber, foreninger og kommune, som T.I.F. har haft et nært samarbejde med både venskabsmæssigt såvel som på det sportslige plan. Lørdagen efter blev der afholdt jubilæumsmiddag på Taarbæk Kro, hvor alt var perfekt og upåklageligt, bortset fra at gæsterne ikke ville hjem, da morgenstunden nærmede sig. Året var dog ikke lutter idyl, førsteholdet sluttede sæsonen med kun tre point og en nedrykning til serie 3. Det var også et far88

vel til Finn W. Larsen, som havde været træner i seks år. Man kunne foranlediges til at tro, at Finns afgang skyldtes nedrykningen, men her som på mange andre punkter adskiller T.I.F. sig fra andre klubber. Finn havde både den teoretiske viden, men i høj grad også den psykiske indsigt, det kræver til at føre ”pisken” over for Taarbæks spillere. Nedrykning var blot et naturligt resultat af den øgede alder og mangel på friske unge kræfter til seniorafdelingen. Andenholdet kunne mere end førsteholdet, idet de rykkede op i serie 4. Tredjeholdet forblev i serie 6. Finn W. Larsen satte også sit fingeraftryk på Jule-five-a-siden, der har været en tradition gennem mange år og stadig er det. Der blev spillet om juleænder, og vinderne blev Finn W. Larsen, Leif Brøndum, Steen Alex Kruse, Lars Olsen og Jørgen Ottzen. Under turneringen blev der serveret julegløgg af Niels Jensen til at holde varmen på, og efter kampene blev den medbragte madpakke indtaget i klubhuset. Traditionen tro blev der sunget, holdt lodtrækninger og vist julefilm til alles jubel. Ny cheftræner Klubbens nye cheftræner Per Nielsen fik en opgave, der ikke var nem. Han skulle føre førsteholdet tilbage i serie 2. Sammen med Per var der tilgang fra Lyngby af nogle friske unge mennesker, som trængte til luftforandring, og vi kunne byde velkommen til Ole Nicolaisen, Klaus Sivertsen, Carsten Tjæder, Finn Henriksen, Henning Jør-


gensen og Stig Vang Petersen, samt fra Virum Ole Pausgård. Alle spillere, der på hver sin måde satte deres præg på klubben. Ved efterårsturneringens start var der come back til Elo Jørgensen, idet han skulle varetage målmandsposten på andetholdet. Samtidig tog han sig af træningen af førsteholdets målmand Jesper Petersen, som var blevet markant bedre. På generalforsamlingen blev bestyrelsen pålagt at undersøge muligheden for en sammenslutning med Taarbæk Oldboys TOB. Motivet var økonomiske, administrative og loyalitetsmæssige grunde. ”Kolonihønsebussen” Overskuddet fra Dubonnet cup var med til at sende tolv pigespillere, 12 juniorspillere samt trænere Ina Andersen og Birgitte Nimskov en tur til Norway Cup. Alle spillere blev pakket i seks biler og af sted mod Ekebergsletten i Oslo. Piger og juniorer var indkvarteret på hver sin skole, og fodboldturneringen kunne gå i gang. Juniorerne klarede en 2. plads i puljen, men det gik mindre godt for pigerne. Men som de sagde ”Det regnede hele ugen, og banerne var mudrede, så kan man jo ikke forlange så meget”. Det ligner ellers ikke Taarbæks piger at beklage sig på den

Piger efter en gang mudderbold på Ekebergsletten under Norvay Cup i 1979. Fra venstre ses: Birgitte Nimskov, Merete Søgaard, Ina Andersen, Anne Nielsen, Kathrine Petersen, Birgitte Osmund og Lisbeth Skjold

89


måde. Alle var enige om, at turen skulle gentages i 1980. Ønsket blev opfyldt, og turen blev gentaget i 1980. Denne gang stillede Søren ”Spætte” Hillestrøm blot med et turkis folkevognsrugbrød, som i løbet af ugen blev døbt ”Kolonihønsebussen” på grund af de mange morsomme lyde, man kunne høre derfra. Dette år var vejret med os, og solen skinnede hele tiden, det blev endda til strandtur imellem kampene. Pigerne tabte, vandt og spillede uafgjort, så de gik desværre ikke videre, derimod vandt drengene to kampe og spillede en uafgjort og gik derefter videre. Den første kamp spillede de uafgjort og gik videre på lodtrækning. I næste kamp skete det samme, så alle var mægtig glade, men glæden varede bare ikke længe. Vi havde desværre været nødt til at låne to Søllerød spillere på grund af, at Morten W. Larsen brækkede benet, og

Birthe Jensen og Tove Bentzen som trofaste tilskuere og hjælpere til Norway Cup.

at Jørn var blevet skadet — så vi blev diskvalificeret. Underholdningen stod Anne ”Ordrup” Hviid for, når hun parodierede Niels og Spætte. Endnu en sæson skulle gøres op, og i 1980 var førsteholdet plaget af mange skadede spillere, så vi stillede meget sjældent med samme hold hver gang. Dette resulterede i nogle dumme tabte kampe, hvor især kampen i Måløv vil blive husket. Vi bragte Måløv foran, med 2-0 på to selvmål, inden vi fik reduceret til 2-1, som blev kampens resultat. Et bittert nederlag, som der var nogle stykker af. De mange skader benyttede træner Per Nielsen til at prøve nogle nye unge spillere på førsteholdet, og de gjorde det aldeles glimrende. Flere

90


der var dog fremgang at spore i slutningen af efteråret, da Poul Jensen overtog ledelsen af holdet. Årets fighterpokal på førsteholdet tilfaldt Torben Bjørn, og Ole Pausgård var den, der sled bedst på andenholdet. Kammeratskabpokalen tilfaldt Claus W. Larsen. Per Nielsen havde udsat fire pokaler for god indsats i træning og kamp. De tilfaldt Ole Nicolaisen, Jesper Jensen, Jesper Petersen og Jens Willumsen. Klaus Sivertsen modtog Edvard Ydes mindepokal for den særlig indsats han havde gjort med andenholdet.

af de rutinerede gjorde også en virkelig fin indsats. Igen blev Henri “Lillebror” Larsen fremhævet, der rundede sin førsteholdskamp nummer sekshundrede, i en alder af 39 år. Andenholdet skulle kæmpe om oprykningen til serie 4, men der skete det kedelige, at holdet tabte den afgørende kamp i Virum med 3-1. Holdet havde ellers fortjent oprykningen, da de havde ydet en god indsats hele året. Det skyldtes ikke mindst Klaus Sivertsen, der forstod at samle tropperne både før og efter kampene. Det gav et godt kammeratskab og sammenhold, der var med til at hente de mange point hjem i turneringen. Det gik ikke så godt med tredjeholdet, men

Lilleputterne spillede enkelt turnering og blev kredsvindere i foråret 1981, ved kun at sætte ét point til. Drengene overraskede ved at føre drengerække 3 med to point foran A.B. ved forårssæsonens afslutning. De spillede dobbeltturnering, og det viste sig, at de klarede efteråret med bravur, hvor de sluttede som kredsvinder. Ynglingene havde været præget af mange afbud og skader, men sluttede alligevel sæsonen på en fjerdeplads. For det store arbejde som træner og ungdomsformand, fik Søren “Spætte” Hillestrøm Edvard Ydes mindefad. Skottefodbold Førsteholdet gik ubesejret gennem forårsturneringen og mistede kun tre point ved at spille tre kampe uafgjort. Desværre blev vi frataget seks point, fordi vi havde brugt en 91


„Skottefodbold“ leveret af træner Per „Røde“ Nielsen, „Naen“, Finn „Blikker“ Knudsen, Per Levring (kasserer), Henri „Lillebror“ Larsen, Poul „slot“ Christiansen, ?, ?. Siddende: Jens Willumsen og Brian Hansen

ulovlig spiller. Det var så uheldigt, at det var mod rækkens førende hold, at vi havde brugt ham, så de fik hver tilskrevet to point, mens vi mistede seks point. Forklaringen på, at det var en ulovlig spiller, var, at en skotte havde meldt sig ind i klubben hvor han endte på førsteholdet. Han skulle have en speciel spilletilladelse fra D.B.U. Den fik vi først indhentet til efterårsturneringen. Det blev en placering som nummer otte. Var vi ikke blevet frataget de seks point, havde vi kun været to point fra en oprykningsplads. Det var en stor præstation, andetholdet lavede, selv om de havde sat nogle dumme point til i efteråret, men de fik alligevel hentet 92

det tabte hjem og sikrede sig dermed førstepladsen. Det betød kamp om sjællandsmesterskabet, hvor Gladsaxe-Hero desværre slog os ud med 5-2 i den første kamp. Spillerfesten blev holdt på Peter Lieps hus, hvor fighterpokalerne blev uddelt på baggrund af afstemning blandt spillerne efter hver kamp. Det samlede resultat blev gjort op og viste, at Finn Knudsen blev årets spiller på førstholdet, og at Carsten Meisler blev det på andetholdet. Træneren rettede en særlig tak til de to holdledere Tommy Jørgensen og Poul ”Slot” Christiansen. Drengeholdet i 1982 fik en tur til Bording Cup. Højt humør, dejligt vejr og en masse


god fodbold på programmet. Lederne var Søren Hillestrøm, Christian Larsen og Jan Andersen. De sidstnævnte var mere ”ude for at lede”. De kom ofte først tilbage til skolen efter klokken to om natten. Første kamp mod Fredericia tog vi sejren hjem med 3-1. Trods store besværligheder vandt vi 3-1 i den vigtige kamp mod Svendborg. Efter en pause på en 3 - 4 timer besejrede vi bundholdet Bording med 13-0, så den sidste kamp mod Midtdjurs kunne vi klare med uafgjort. I første halvleg fik Midtdjurs et mål, så der var nerver på, men tre minutter inden kampen sluttede scorede Carsten Billeskou med hovedet. Desværre tabte vi semifinalen mod Vipperød med 5-4 på straffe. Humøret var ikke højt, så kampen om 3-4 pladsen tabte vi til Sdr. Ring. Vi endte på en fjerde plads og kunne tage slukøret hjem. Den succes andenholdet havde haft året før, kunne desværre ikke overføres til 1982.Til trods for en udmærket placering i det før-

Pres foran Hornbæks mål i semifinalekampen om Sjællandsmesterskabet.

ste halvår af turneringen, måtte holdet rykke ud af rækken, da det kun blev til tre point i efteråret. Forklaringen lå i, at holdet manglede en leder, og at spillerne selv måtte tage til kampene og ikke fik den instruktion og opbakning, en træner kan give. Førsteholdet opnåede en fjerdeplads i rækken, hvilket var en udmærket præstation. Havde holdet slået til mod bundholdene, havde oprykningen været en realitet. Vi satte syv point til mod to af de hold, der rykkede ud. Jeg var selv på drengeholdet, der vandt rækken og skulle ud i nogle spændende kampe om Sjællandsmesterskabet. Det var noget af en bedrift, da vi kun havde 12-13 mand at råde over. I ottendedelsfinalen vandt vi 2-0 over Ganløse og skulle møde Greve i kvartfinalen, på hjemmebane, hvor vi tog endnu en sejr hjem på 2-0. Semifinalen skulle spilles på en pløjemark i Hornbæk, hvor vi blev lidt betænkelige, da

Jesper Dalgaard., Simon Olsen, Per Henriksen, Mikkel Gram og Charlotte F. Nielsen som gode støtter i kampen mod Hornbæk.

93


vi så modstandernes spillere, der alle lignede 17-18 årige. Kampen begyndte, og vi kom foran 1-0, men gik så i stå på grund af det brutale spil, hvor dommeren burde have skredet ind lidt før. Hornbæks hårde spil førte til kampens resultat på 2-1, og vi var ude af sjællandsmesterskabet. Selvom vi var skuffede var det et flot resultat, der kun blev muligt på grund af det gode kammeratskab samt en enestående indsats fra holdets træner Søren ”Spætte” Hillestrøm og den store forældreopbakning. Finns Comeback Fire år havde Per Nielsen trænet førsteandetholdet, og det var tid til et skifte. En gammel kending tog imod jobbet med nogen betænkelighed. Efter fire år i Skovshoved som ungdomstræner havde Finn W. Larsen ellers bedyret ,at han ville stoppe helt med trænergerningen. Vores spillemateriale var godt, og Finn øjnede, at der kunne opnås gode resultater i klubbens

jubilæumssæson. Træningsindsatsen havde været yderst tilfredsstillende, ja nogle gange var den så tilfredsstillende, at det gav problemer med træningen — der var simpelthen været for mange! Invitation fra Amerika Der havde indtil 1983 været mange ture for ungdomsspillere, men dette år kom tilbuddet om den helt store tur. Ungdomsafdelingen var blevet kontaktet af Sten Skånstrøm, der foreslog at juniorerne skulle til USA sammen med Vedbæk boldklub. Der blev nedsat en forældrekomité til at tage sig af alle de praktiske ting, der skulle til. Der blev arrangeret mange forskellige aktiviteter for at skaffe penge til turen. Jeg var selv lige blevet konfirmeret og fik her reddet mig lommepengene. Dagen oprandt og tirsdag d. 19 juli spiste vi fælles morgenmad i klubhuset, inden vi drog mod Kastrup lufthavn. Med en kort

Amerika holdet klar til afgang mod Clarence i Buffalo den 19 juli 1983.

94


mellemlanding i Island nåede vi Toronto lufthavn og i bus det sidste stykke til Clarence i staten Buffalo. Vi blev modtaget på pompøst amerikansk vis og blev præsenteret for vores værter. Vi skulle bo privat hos hver vores familie.

kamp, vi skulle spille. Resultaterne var nogenlunde: to vundet, tre tabt og en uafgjort. Vores hold bestod af små spillere, i forhold til vores amerikanske modstandere der ikke leverede det bedste fodbold, men gjorde brug af hårdt spil.

Oplevelserne var mange, og vores værter havde lavet et spændende, men også meget stramt program. Picnicture, en hel dag i Darien Lake, en kæmpe forlystelsespark, og besøg på Kodak med 300 små og store fabrikker. En af de helt store oplevelser på turen var, da vi skulle til Niagara Falls. Det var fantastisk at se alt det vand komme brusende, vi blev der til om aftenen, og så det belyst i flere farver, virkeligt fascinerende.

Efter at sidste kamp var spillet, blev der afholdt en stor fest, hvor der blev uddelt diplomer og holdt takke taler. Det var en meget bevæget aften efter seksten dage sammen med en ny familie, hvor gæstfriheden var uvurderlig. Der var dannet mange relationer, og et par tåre blev knebet. Der gik også et par piger rundt med en tåre i øjenkrogen. Vores ledere Poul Bløcher, Søren ”Spætte” Hillestrøm, Jesper ”Post” Jensen samt forældrene havde givet os en oplevelse for livet.

Vi mødte flere hold i fodboldkampe, der var arrangeret for os, og før kampene sang vi den danske nationalsang Det var betagende, for det virkede som en slags lands-

Netop dette juniorhold havde et sammenhold og en glæde ved fodbolden, der har givet venner for livet. Vi var nogle stykker

Birgitte „bibber“ Nimskov tager straffespark for dameholdet i 1983.

95


fra dette hold, der afholdt vores første julefrokost i 1984. I dag er vi elleve der mødes til julefrokost, heraf er de ti fra netop det juniorhold. Det sammenhold er typisk for Taarbæk Idrætsforening.

Michael Nimskov var sat ud af spillet med et brækket skinneben i 1983.

Poul Bløcher, Niels Jensen modtager et net bolde fra Bancoklanens Stina Henschel ved 75 års jubilæet.

Boldene blev hurtigt viderebragt til Søren Hillestrøm fra ungdomsafdelingen.

96

At en forening kan give sine spillere sådan er oplevelse, er årsagen til at jeg stadig har lyst til at bidrage med det organisatoriske arbejde, selv om jeg ikke har været aktiv siden 1990. 75 år med TIF I forbindelse med 75 års jubilæet var der arrangeret en jubilæumsturnering, hvor de fleste af klubbens hold deltog. Turneringen blev en stor succes for Taarbæk, idet førsteholdet vandt deres turnering foran Brede, medens andenholdet blev nummer to efter Virum. Turneringen blev benyttet til at spille vore to nyerhvervelser fra Lyngby, Stig Olsen og Carsten “Mini” Preitz ind på holdet. De fik en særdeles lovende start på midtbanen og gav holdet en stor forstærkning. Turneringen blev desværre skæmmet af et grimt uheld for Taarbæk, idet Michael Nimskov var så uheldig at brække sit skinneben. Vandrepokal til TIF Ved Taarbæk Nyts 10 års jubilæum blev der indstiftet en vandrepokal. Formålet med pokalen er at værdsætte en særlig indsats, som foreninger eller enkeltpersoner har udøvet. Taarbæk Idrætsforening blev den første modtager af pokalen. Begrundelsen var, at vi havde præsteret det enestående at holde 75 års jubilæum i 1983, og samtidig, som lovet på foreningens generalfor-


Finn W. Larsen har netop modtaget Taarbæk Nyts vandrepokal og ses sammen med Klaus Sivertsen der står med pokalen.

Et sjældent syn på sletten med kameraplatform som var det i parken. Fotograf Erik Willumsen filmer Taarbæks kamp i 1983.

samling i 1983, at have sikret sig oprykning ikke alene for klubbens bedste hold, men for de tre bedste hold. Pokalen blev overrakt til cheftræner Finn W. Larsen, der modtog den på foreningens vegne.

Som vinder af serie 3 deltog vi i kampen om Sjællandsmesterskabet, hvor vi i den første kamp slog Hillerød med 2 -1 på udebane, hvorefter vi tabte en spændende semifinalekamp i Ølstykke, som senere vandt mesterskabet.

Sæsonen 1983 kunne ikke slutte flottere for klubben. Spillerne gav den bedste jubilæumsgave, man kunne tænke sig. Oprykning til klubbens tre bedste hold. Efter ”kun” 4 points i de tre første kampe i efteråret og holdet var spillet til. Resten af kampene blev taget hjem med sejre. Hele fem point foran Hjorten på en andenplads, og førsteholdet skulle op i serie 2 igen. Ikke nok med, at holdet skulle rykke op, der blev også sat rekord, idet holdet var ubesejret på hjemmebane i hele sæsonen. Træneren gav de to nyerhvervede spillere en stor del af skylden for det gode resultat.

Andenholdet stod ikke tilbage og vandt også rækken, om end vi til sidst måtte have hjælp fra andre klubber, dog efter at oprykningen var sikret. Andenholdet deltog også i kampen om Sjællandsmesterskabet, hvor holdet i den første kamp slog Lyngby’s superhold med 1 - 0, hvorefter vi måtte se os slået med 2 – 5 af Fredensborg. Tredieholdet rykkede som nummer to i sin række også op og skulle spille i serie 5. Fjerde- og femteholdet skulle stadig spille i serie 6.

97


Det at rykke en række op betyder selvfølgelig, at man kommer til at møde stærkere hold, og der skal arbejdes noget mere til træning. Det gav desværre lidt problemer med træningstiderne på Lyngby Stadion i vintersæsonen. At vi er en “lille” klub i alle henseender, kommer stærkt til udtryk når træningstiderne skal fordeles. De “store”, der sidder på de bedste træningstider, vil ikke af med dem, selvom man tidligere har aftalt en bedre fordeling af tiderne. Trods det velkendte problem, at klubben har et lille opland, kunne vi i 1984 glæde os over at have en forholdsvis stor ungdomsafdeling. Med undtagelse af et ynglingehold havde vi hold i alle årgange. Søren Hillestrøm, som havde gjort et kæmpe stykke arbejde for klubben, havde ønsket sig en pause. Han var dog med til at arrangere Amerikanernes genvisit i Taarbæk. De ankom til Taarbæk den 25. juli, og gensynsglæden var stor. Der var arrangeret ture til Roskilde domkirke, Vikingeskibene og Kronborg. Dyrehavsbakken var også et trækplaster på friaftenerne. Hele besøget sluttede med fest i Taarbæk, dagen før drengene tog hjem den 8. august. Det blev kun til et enkelt år i serie to. En sidsteplads med kun otte point i turneringen var årsagen til at vi måtte rykke ud igen, og en nedtur havde taget sin begyndelse. Trænerskifte midt i sæsonen Målet for 1985 var, at vi som et minimum skulle placerede os i den bedste halvdel af de respektive serier. Sten Axelsen blev ansat som ny træner. Det så nu ikke for 98

godt ud, og efter forårsturneringen lå førsteholdet i bunden med sølle tre point. De fleste kampe blev betegnet som ærgerlige nederlag med et enkelt mål scoret i de sidste fem minutter. Andenholdet lå lidt under midten, og tredje- fjerdeholdet var begge placeret i den dårligste halvdel. Grundene til de dårlige resultater var formentlig, at vi desværre allerede inden turneringens start mistede en del spillere til de omkringliggende klubber. At dette er et almindeligt og kendt fænomen efter en dårlig sæson, som vi jo havde i 1984, er kun en ringe trøst. Da en del af de spillere vi mistede, var førsteholdspillere, gik det desværre også ud over de lavere rangerende hold, idet disse så måtte afgive spillere til holdene “højere oppe”. De dårlige resultater førte til et trænerskift fra efterårets sæsonstart. Den nye træner var et lokalt kendt ansigt, som gennem en lang årrække havde trænet adskillige højere rangerende hold i Lyngby Boldklub. Kaj Landsberger var navnet, og han sprudlede af optimisme og mente, at det ikke ville være noget problem at hente atten til tyve point hjem i løbet af efteråret. Juniortur til England Endnu engang var det tid til at sende vores ungdom til udlandet. Det var besluttet at tage på sommertur til England med vore juniorspillere. Turen gik med tog mod Esbjerg og med færge til Harwich. Videre med bus til et sportscenter i Shortley Gate. Fodboldresultaterne var ikke noget at prale af, men oplevelserne var store. Pladebutikkerne i Ipswich blev tømt på indkøbs-


turen. De sidste 2 dage blev brugt i London, hvor der var besøg på Vokskabinettet, Speakers Corner og Verdens største stormagasin og pladeforretning. Lilleputter blev kredsvindere Trænerskiftet havde endnu ikke båret frugt, og førsteholdet måtte videre ned i serie fire. Hvad seniorholdene ikke formåede, kunne til gengæld ungdomsafdelingen, idet det lykkedes lilleputterne at blive kredsvindere. Endnu en af klubbens organisatoriske begivenheder var ved at nærme sig. Der var skabt mulighed for, at TOB kunne sammenlægges med TIF. TOB havde besluttet en sammenlægning på deres generalforsamling den 12. november 1985. Nu var der bare at afvente TIFs generalforsamling i februar 1986, men da det havde været et tilbagevendende ønske de sidste mange år, var det formentlig kun en formsag. Endelig kom sammenlægningen Endelig gik det mangeårige ønske i opfyldelse, idet generalforsamlingen vedtog sammenlægningen med TOB. Formanden Poul Erik Andersen bød nye som gamle medlemmer velkommen, til en forhåbentlig god sæson i 1986. Klubben havde tilmeldt fem seniorhold, idet alle ynglinge var rykket op på seniorhold. Det medførte, at der var et tomrum i tilgangen nedefra, vi havde hverken ynglinge— eller juniorhold. På spillerfronten mistede vi desværre for en tid Ulrik Ohnell, som skulle til USA og

Morten Gram, der skulle på Idrætshøjskole. Til gengæld havde vi et af de bedste drengehold i mange år, og det var lykkedes at få SBU til at acceptere, at de spillede i drengeserie 3, så de fik lidt kvalificeret modstand. De fik besøg af et drenge- og et lilleputhold fra Nice i Frankrig. Fire dage med fuld fart på, hvor de franske drenge boede privat - forældre og ledsager blev indkvarteret på Taarbæk Skole. Der blev afholdt stævne på banerne ved Trepilelågen. Taarbæk løb med 1. pladsen i drengerækken, og Søllerød tog den i lilleputternes række. Lidt ugæstfrit kan man sige, men de franske drenge og lilleputter var ikke ret store, det har ellers altid været Taarbæks problem. Mens kampene blev spillet, var der fyret op under kæmpegrillen. Her skulle kæmpes en kamp af format. Det var blevet besluttet, at vi selv skulle tilberede de 75 kyllinger, dels for at spare penge og dels for hyggens skyld. Willy ”Grøn” Nielsen var blevet udvalgt til Høvding, og han samlede straks 3 indianere, alle tre uden en lille fjer på; det var ”siddende tyr” Ole Pausgård, — ”ædende okse” Carsten Meisler og den ”skalperede kat” Erik ”Misser” Lauritzen, og så begyndte tilberedningen. Den kæmpe grill, man i dagens anledning havde bygget, blev antændt. Det brændte lystigt, medens gnisterne sprang i alle retninger, men de fleste landede dog på vores Høvding og hans indianers umådelige tynde ben, så alle fire steppede rundt om bålet i vild krigsdans. Da Vor Herre fra sin høje himmel så denne dans, forstod han straks 99


Taarbæks lilleputter mod gæsterne fra Nice.

deres ønske om regn, og det skete da også, at himlens sluser åbnede sig. For at redde vores kyllinger fra druknedøden dækkede man grillen over med et lille lagen, der dækkede ca. 1/3 del af bålet, der af hygiejniske grunde var blevet pakket ind i stanniol, det indvirkede, at der opstod en eksplosions lignende brand under vores stakkels kyllinger— alt var kaos — de kyllinger der lå yderst på bålet led druknedøden — en halv snes var der gået ild i — den blev slukket ved, at man trampede på de stakkels kyllinger - efterhånden havde grillens flammer nået op til anselige højder, lidt over taget på klubhuset. Vores fire venner holdt en rådslagning, hvorefter de fjernede stanniolen, det virkede efter hensigten og snart sydede de våde kyllinger begejstret på bålet, og snart var de færdige og meget lækre og kunne serveres for vores gæster. Endnu et eksempel på Taarbækkernes vilje til sejr selv under de værste arbejdsforhold. Arven efter Brian Brian Overbye, der var en trofast hjælper 100

og god ven af klubben, var død i efteråret 1985. Hvad enten det drejede sig om hjælp i det daglige, sodavand eller øller til fællesarrangementer som f. eks. børnenes juletræsfest eller de voksnes fastelavnsfest -, ja så var Brian altid klar med en hjælpende hånd. En af hans sidste gerninger var at testamentere en halvdel af sit efterladte bo til Taarbæk Idrætsforening og sangforeningen ”Brage”. For vores vedkommende, jævnfør Brians sidste ønske, skulle arven fortrinsvis bruges til ungdomsarbejde. Vi nyder stadig godt af denne arv og har sat dem i obligationer. Formandens ønske om en god sæson blev i den grad opfyldt og et af de bedre for foreningen. Vores førstehold vandt rækken med elleve point foran nummer 3. Andetholdet vandt rækken med fem point foran nummer to. Begge hold var ude i kampe om Sjællandsmesterskabet. Andetholdet tabte ufortjent 2 — 1 til de senere sjællandsmestre fra Birkerød. Førsteholdet tabet desværre i finalen til Roskilde, der havde stillet med et godt hold bestående af elleve divisionsdirektører, som vi havde lidt


101


Bagerst fra venstre: Dennis, Peter, Kris, Niklas, Kris bror, Ken og Johny Andersen. Forrest: Jonas, Mads, Sigurd, Aksel, Thomas og Ole.

for meget respekt for. Det kunne ikke ødelægge et fantastisk år, hvor førsteholdet havde spillet niogfyrre kampe og kun tabt to pokalkampe og en turneringskamp samt et andethold med et forrygende efterår. Resultaterne betød, at førsteholdet skulle spille i serie 3 og andetholdet i serie 4 i 1987 sæsonen. Vi tog os også af den tilbagevendende turnering inden for kommunen — da både første og andet holdet vandt. Toppen på kransekagen fik vi da vi vandt serie 4 pokalen Ydes mindepokal — altså bedste klub af tooghalvfjerds serie 4 klubber på Sjælland. En af grundene til Taarbæks store succes var, at vi havde været heldige med en stor tilgang af gode fodboldspillere, både 102

til at spille godt fodbold og samtidig havde de en indstilling, der passer i klubben. Desværre har det også været en sæson, hvori klubben var blevet fattigere, idet vi i slutningen af forårssæsonen mistede Johny Andersen. Johny var altid klar til at hjælpe, hvad enten det var søndag morgen, når en eller anden havde meldt afbud til en kamp, eller når vi stod og manglede en dommer til en ungdomskamp. Som spiller var Johny utrættelig, humørfyldt og temperamentsfuld. Måske syntes modstanderne engang imellem, at han var for temperamentsfuld, men lilleputterne elskede ham for det. Johny trænede vore lilleputter i to år og nåede her som træner at skabe et tillidsforhold til vore børn, som gjorde ham utrolig afholdt


og elsket. Johny mistede livet da han kørte galt i sin bil på vej til klubhuset. Det var derfor med stor sorg, at vi måtte tage afsked med en god kammerat og ungdomstræner. Taarbæk Cup for 10. gang Søndag den 11. januar 1987 var der 10 års jubilæum for det årlige store indendørs fodboldstævne, Taarbæk Cup. Aviserne beskrev stævnet som ”det attraktive i Danmark”. Alle sejl var sat til for at gøre det til en virkelig begivenhed. Det var lykkedes, idet der var opnået en samlet præmiesum på hele 150.000 kr., og dermed var der sikret deltagelse af en lang række spillere fra så godt som alle 1. divisionsklubber på Sjælland. Der var tilmeldt 24 hold i turneringen. Indendørsfodbold fra klokken 10 om formiddagen til finalen klokken 21, stadig med Tommy Frederiksen som den store ”sportsdirektør” og Niels Jensen som ”arbejdshest”. Det kostede ikke mindre end 2.000 kr. at være med, men samtlige hold, der ikke kom blandt de 6 finalehold, var sikret præmier til en værdi af kr. 3.000. Førstepræmien var tophemmelig, medens andenpræmien havde en værdi af kr. 11.000. Vinderne af finalen blev Peter Pan, der kunne spille underholdende og raffineret indendørs fodbold. Mandskabet var da også sammensat af spillere fra klubber som Brøndby, B 93, HIK og Vanløse. Flere end 1.000 tilskuere fulgte spillernes anstrengelser, og stævnet gav ungdomsafdelingen et overskud på ca. 35.000 kr.

Hoved sponsorne var blandt andet Good Shopping, Good Fashion, Thoch, JH Data samt Fancy New Mail. Good Shopping havde lovet træningsdragter til samtlige spillere, men løb fra aftalen, og firmaet gik senere konkurs. Det ville holdet bag Taarbæk Cup ikke umiddelbart godtage, og der blev indledt en retssag. Sæsonen blev indledt med træningskampe, der havde budt på lidt af hvert, men som helhed lovede godt for de sportslige resultater. Førsteholdet var blevet forstærket af flere nye spillere, hvoraf Stig Olsen, Ole Lindner og Brian Hansen kan nævnes som “gamle kendte ansigter’, så der var håb om oprykning til serie 2. Nyt blod i ungdomsafdelingen På de hjemlige baner ved Trepilelågen var en ny sæson også startet for ungdomsafdelingen. Ungdomslederen Stig Vang Petersen havde fået et nyt hold af trænere. Klaus Frøkjær skulle tage sig af drengeholdet, Eskil Hardt og Henrik Nicolaisen af lilleputter, og jeg selv fik også min trænerdebut med at skulle fornøje mig med miniputterne. Klaus og jeg gik i gang med S.B.U.´s ungdomstræneruddannelse. Klubben har altid ofret mange ressourcer på at give vores trænere og ledere en god uddannelse for at varetage de frivillige hverv i klubben. Udlandsrejserne tog til i frekvens, og drengeholdet kom på en tur til Frankrig. 1. spadestik på klokkeslæt Efter mange års venten kom det endelige 103


bevis på at vi skulle have nyt klubhus. Den 12. august 1987 blev det første spadestik taget klokken 17.38. Idrætsudvalgets formand Helle Nielsen satte spaden i jorden, og byggeriet kunne sættes i gang. Bestyrelsen brugte meget tid på at følge byggeriet og skaffe de ressourcer, der skulle til. Det samlede budget var blevet for dyrt, så vi kunne risikere at stå uden 1. sal på huset, hvis det ikke havde været for de altid arbejdsomme Taarbækkere.

På ungdomsholdet tilfaldt fighterpokalen Søren Brygger Henriksen, der havde fightet såvel til kamp som til træning. Søren overtog pokalen efter Sigurd Jeppsson, som havde modtaget den to år i træk. Der var lidt problemer med at finde lokaler til afholdelse af årets spillerfest. Cykelhuset i Lyngby var desværre optaget, så valget faldt på Beaulieu i Springforbi. Der var otteogfirs deltagere, som kunne nyde godt af bordet glæder. Poul Christiansen var udpeget til toastmaster. Bestyrelsen glædede sig til næste års fest, som kunne afholdes i egne lokaler ved Trepilelågen.

Et af skovens foderhuse som har inspireret arkitekt Ole Wester da han tegnede vores nye klubhus.

For andet år i træk lykkedes det at rykke op med førsteholdet, og kun sort uheld forhindrede os i at blive Sjællandsmestre i serie 3. Men førstepladsen i kredsen kunne ingen tage fra os, og dermed var oprykningen til serie 2 sikret. På trods af at andetholdet på papiret nok var det stærkeste andenhold, klubben havde haft i mange år, gik det desværre ikke så godt på banen, så nedrykningen til serie 5 blev uundgåelig. Heller ikke for tredjeholdet gik det godt. Holdet måtte efter ekstra nedrykningskampe rykke ned i serie 6, men til gengæld kunne fjerdeholdet rykke op i serie 5. 104

Per Nielsen (tv) lytter sammen med Werner Hansen på en af Fru Inger Wiggers fortrinlige taler.

Arbejdet, vi selv udførte i forbindelse med bygningen af klubhuset, blev belønnet i form af F.I.L.’s vandrepokal. Der blev taget hul på en begivenhedsrig sæson i klubbens historie. Klubhuset var under opbygning. Klubben havde 80 års jubilæum, nye trænere til seniorafdelingen, og ungdomsafdelingen var en tur i Norge.


aktive indsats. Målet for sæsonen 1988 var at stabilisere førsteholdet i serie 2, og at andenholdet igen rykkede op i serie 4. Der blev ikke gjort så meget ud af klubbens 80 års jubilæum. Det var ikke uvilje mod at afholde det, men vores nye klubhus samt indvielsen af samme havde bevirket, at vores økonomi var meget anstrengt. Dog skulle dagen ikke gå helt upåagtet hen, så der blev spillet en fodboldkamp af vores førstehold forstærket med Henrik Larsen fra Lyngby. Vores modstander var de tidligere ærkerivaler og naboer fra Skovshoved, der havde haft en forrygende sæson i 5. division. Efter kampen var klubben vært ved smørrebrød og øl. Poul Erik Andersen med FIL pokalen i 1988.

Ved generalforsamlingen blev der stillet forslag om at udvide bestyrelsen med en spillerrepræsentant. Bestyrelsen stillede et ændringsforslag, der blev vedtaget. Det gik ud på, at vi ikke fik udvidet bestyrelsen, men lod et bestyrelsesmedlem varetage hvervet som spillerrepræsentant. Målsætningen holdt med „ny“ træner Efter en pause på seks år kom Per Nielsen tilbage i klubben med masser af ny energi, som træner for første- andenholdet. Frank Madsen, der også var en gammel kending af klubben, skulle træne tredje- fjerdeholdet. Frank spillede fire år tidligere på vores andenhold, men desværre satte en rygskade en midlertidig stopper for hans

Endnu engang kunne vi sende vores ungdom til Norway Cup. Med bus fra Taarbæk skole og et junior- og lilleputhold ombord. Den sportslige del var ikke nogen succes. Juniorerne måtte inkassere to nederlag og et enkelt uafgjort. Lilleputterne tabte alle tre kampe med cifrene 0-7. Til gengæld var oplevelserne store med en tur til Holmkollen, hvor vi kunne bade. Det blev også til besøg på FRAM -, Kontiki og Vikinge museet. Det, som vi ikke kunne klare på fodboldbanen, kunne Christian Lund, Jesper Engel, Rasmus Jacobsen, Kasper Jørgensen, Ulrik P. Nielsen, Christian Olsen, Camilla Knudsen og Casper Hartvig, der alle var med til at vinde dåsedysten. Sæsonen 1988 var slut, og træneren havde haft sine bange anelser om, hvordan vi 105


Alle deltagerene i turen til Norway Cup i 1988.

skulle kunne undgå en nedrykning efter den dårlige start, vi havde haft i forårsturneringen, hvor vi kun opnåede 8 point. Men hans bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da alle folk fra efterårets start var indstillet på at gøre en indsats, og alle mand virkelig trak sig op ved hårrødderne. Det var store krav, der blev stillet til spillerne, der gik på banen hver weekend vel vidende, at kun en sejr i hver eneste kamp ville bringe os fri af nedrykning. Igennem hele efterårsturneringen tabte vi kun to kampe og samlede i alt seksten point, så vi sammenlagt sluttede med fireogtyve point i turneringen. Det rakte til en syvende plads, og vi kunne forblive i serie 2. Vi kæmpede for at undgå nedrykning, men det er lidt sjovt at tænke på, at vi kun var fem point efter nummer to som rykkede op.

106

Andenholdet klarede målsætningen og rykkede en række op fra serie 5 til serie 4. Det var dog en noget svingende indsats, hvor man i foråret var helt suveræne og på et tidspunkt førte med seks point for så at gå helt i stå i de sidste fem kampe i efteråret og kun med nød og næppe klarede en andenplads hjem, som også gav ret til oprykning. Der gik dog en rum tid før det endelige svar fra S.B.U. om, at man var sikker på, vi var rykket op. For første gang kunne der afholdes afslutningsfest i egne lokaler. Menuen bestod af Seafood salat, oksetyndsteg og islagkage. Det kostede den nette sum af 150,- kroner at deltage. Under aftens taler fik målmand Mogens ”forhud” Nielsen fighterpokalen, som årets bedste spiller på førsteholdet, valgt af sine holdkammerater, og ligeledes fik Stig Olsen — Brian Han-


været suppleant til bestyrelsen. Stig Olsen kom ind som nyt bestyrelsesmedlem og blev konstitueret som sekretær. Jeg selv modtog valget som ungdomsleder, og en ny spændende tid begyndte for mig. Andetholdet fik ved sæsonstarten ny træner. Kim Larsen med en fortid som spiller i Lyngby Boldklub og træner af Lyngbys ynglinge vovede springet til Taarbæk. Som i 1988 blev der igen afholdt et loppemarked for at hjælpe på vores økonomi. Det blev afholdt i weekenden i efterårsferien. Det blev igen en succes, og der var opbakning fra hele Taarbæk. Det eneste, der svigtede, var vejrguderne, men det gav alligevel en omsætning på 33.000,- kroner, og udgifterne beløb sig til 5.000,- kroner. Claus W. Larsen, Kaj Landsberger og Jesper Jensen klar til at gennemfører endnu et loppemarked.

sen og Erik Graversen en pokal for god indsats. På andetholdet modtog Dennis Sørensen pokalen som årets spiller. Michael Nimskov løb med kammeratskabspokalen for sit altid gode humør. Formanden Poul Erik Andersen overrakte Edvard Ydes mindepokal, som blev uddelt til Erik ”misser” Lauritzen for det store arbejde han havde lavet i forbindelse med klubhuset. Fornyet bestyrelse Ved generalforsamlingen 21. februar 1989 var det blevet tid til fornyelse i bestyrelsen. Poul Erik Andersen havde på grund af nyt arbejde i Karup besluttet at trække sig tilbage efter 5 år i formandssædet. Den ny formand blev Kaj Landsberger, der havde

Ungdomsafdelingen sendte endnu engang et hold til Norway Cup. Denne gang foregik turen i private biler og som sædvanligt med gode oplevelser for gutterne. Vores målsætning for året blev indfriet, idet både første- og andetholdet bevarede de-

TIF´s Venner var blevet en realitet og her ses lodtrækning blandt klubbens sponsorer. Fra venstre Kaj Landsberger, Annette, Advokat Jan Gunnar Jensen og Sten Petersen.

107


res placeringer i henholdsvis serie 2 og 4. Førsteholdet spillede gode og mindre gode kampe, men vi sikrede vores forbliven i rækken ret tidligt i efteråret. Andetholdet overraskede alle, da vi troede, det ville blive en kamp om at blive i rækken, men i stedet blev det en kamp om oprykning, som de sikrede sig i den allersidste kamp mod Herlev, hvor samtlige spillere kæmpede, så det var en fryd. Det lovede godt for fremtiden, da holdet stort set bestod af ganske unge spillere, ”mælketænderne”, som vor formand fik døbt dem.

at det kun var for en kort bemærkning. Fjerdeholdet fik én sejr, og der var vild jubel på holdet. Ungdomsafdelingen var på en meget vellykket tur til Holland Cup. Det var en oplevelse både kulturelt og sportsligt. Ulrik P. Nielsen og Dennis Andersen var trænere, og jeg selv var tovholder sammen med Henrik Søgaard, som var chauffør på bussen, vi havde lejet. Søren Hillestrøm var igen på trænerbænken for ynglingene og have også erhvervet sig retten til at dømme kampe.

Vores juniorhold var lidt pro- Søren ”Spætte” Hillestrøm blematisk i foråret, men i ef- gjorde det også som sort teråret blev træningen over- dommer. taget af Henri ”Lillebror” Larsen, så det blev USA ville se os igen et vældig godt efterår for holdet bestående Der blev taget hul på endnu et stort rejse år i ungdomsafdelingen. Endnu en gang var af 13 høvdinge og ingen indianere. vi inviteret til Clarence i fjorten dage med T.I.Fs venner havde investeret i et TV med vores ynglingehold. Søren ”Spætte” Hillekæmpe skærm, så man kunne se overalt i strøm havde lavet et kæmpe arbejde, for klubhuset. Det var en oplevelse at se fod- at turen kunne blive en realitet. Bankoboldkampe i selskab med sine kammera- klanen, Husted-Andersen, socialdemokraterne, Tæppe-Flemming og den Gule ter. Cottage var også blandt dem, der gjorde Året 1990 var et ganske godt år, måske turen mulig. Spætte kunne desværre ikke ikke med de store sportslige resultater, men selv deltage, men Søren og Sanne Andermed en masse aktiviteter i klubben. Målet sen tog med på turen som træner og leder. for førsteholdet med at blive i serie 2 blev Jeg havde selv fornøjelsen af at være med indfriet. Andenholdet måtte desværre som leder samme med min kone Merete rykke ud af serie 3, men alle var sikre på Søgaard. 108


Holdet der deltog i Holland Cup 1990. Bagerst fra venstre: Tobias Ibfelt, Jonas Brygger, Simon Prahm, Christian Olsen, Sigurd Jeppsson. Midterst fra venstre: Ulrik P. Nielsen, Kasper, Mathias Jørgensen, Marcus Skjoldager, Thomas Andersen, Philip Nouard, Flemming „larven“ Henriksen, Per Henriksen. Forrest fra venstre: Michael Jensen, Ken Bentzen, Søren Brygger Henriksen,

Ungdom på udvekslingstur til Clarence, Buffalo, USA i 1991. Bagerst fra venstre: Simon Olsen, Jacob Elo Petersen, Rasmus Lorentz, Dennis Andersen, Ulrik P. Nielsen, Ulrik Ohnell, Mikkel Andersen, Jonas Schwarts, Søren Brygger Henriksen, Flemming Henriksen. Forrest fra venstre: Niclas Andersen, Jan Bentzen, Ken Bentzen, Aksel Olsen, Per Henriksen, Mads Borup, Thomas Andersen. 109


Taarbæks Tornadoer bagerst fra venstre: Jonas Brygger, Kim Hjortkjær, Christian Olsen, Andreas Koefoed, Sigurd Jeppsson. Midterst fra venstre: Kenneth Munkstrup (træner), Simon Prahm, ?, Mathias Kolringen, Mathias Jørgensen, Philip Nouard, Henrik Søgaard (træner). Forrest fra venstre: Tobias Ibfelt.

Igen havde vores værter lavet et stramt program. I løbet af de første to dage nåede vi at opleve Buffalo Bills træningslejr (amerikansk fodbold), Niagara Falls og Fort Niagara, hvilket var en stor oplevelse for alle. Der blev tid til at se baseball kamp med Buffalo Bisons, en tur i forlystelsesparken Darien Lake, picnic i naturparken Letchworth State Park. En rigtig Western Night, hvilket indebar, at vi skulle lære noget om heste, hvor nogle af drengene gjorde det ganske flot. På fodboldbanen slog vi West Seneca med 2-0. De øvrige kampe var mod fire af Clarence egne hold. Vi vandt de tre med 11-1, 10-1 og 5-2, men den sidste og vigtigste kamp tabte vi desværre 0-1, men det var nok, fordi vi havde været 110

på tur hele dagen med sejlads og besøg på Canisius College! Endnu en gang havde Taarbæk Idrætsforening givet vores medlemmer en oplevelse for livet. Taarbæks Tornadoer Hjemme i Danmark var Taarbæks ”Tornadoer” alias drengeholdet på tur til Invita Cup med træner duoen Kenneth Munkstrup og Henrik Søgaard. I den lille bus, der var lånt af Lyngby Boldklub, var der højt humør til sange af Shu-Bi-Dua. Turen bød på løbeture i Ikast og besøg i Djurs sommerland. Indkvarteringen fore-


Taarbæks ynglinge der blev kredsmestre. Bagerst fra venstre: Træner Søren ”Spætte” Hillestrøm, Jan Bentzen, Ulrik P. Nielsen, Jakob Palle Madsen, Jacob Lorentz, Simon Olsen, Michael Engel, Jakob Elo Petersen og Holdleder Søren Andersen. Forrest : Niclas Andersen, Mikkel Andersen, ?, Mads Borup, Thomas Andersen, Aksel Olsen og Per Henriksen.

gik på Vestre skole, hvor måltiderne også blev indtaget. Vi måtte desværre se os slået med 2-0 af Bordings førstehold. Men tog revanche mod Nordthy IF, som også havde tabt til Bording. Vi vandt 2-1, på trods af at Simon Prahm måtte udgå med et brækket håndled. Med en sejr og et nederlag kunne gutterne tage en slapper på fredagsdiskotek med de øvrige cup deltagere. Om det var diskoteket, Simons brækkede håndled eller Sigurd Jeppsson fibersprængning vides ikke, men de sidste tre kampe tabte Tornadoerne. Mesterskabskampe Taarbæks ynglinge blev kredsmestre og skulle spille om Sjællandsmesterskabet.

Semifinalen blev spillet en halvkold oktoberdag mod Virum-Sorgenfri på deres bane. Opbakningen til vores hold var stor, og der var dobbelt så mange tilskuere fra Taarbæk som fra Virum. Kampen startede fint med klart overtag fra Taarbæks side. Holdet gik virkelig til den under tilskyndelse af forældres og Søren ”Spætte” Hillestrøms tilråb fra sidelinjen. Taarbæk havde mange gode chancer, men trods dette endte første halvleg målløs. Et stykke inde i anden halvleg fik Jonas Schwarts bolden på en lang aflevering, og på sædvanlig velovervejet vis trak han uden om målmanden og scorede sikkert til 1-0 til Taarbæk. Kampen gik nu ind i en mat 111


fase, hvor Virum fik fat i bolden på en fejlaflevering, og et kludemål førte til 1-1, der blev resultatet af den ordinære spilletid. Virum scorede i sidste halvleg af den forlængede spilletid til stillingen 2-1. Så humøret var nede hos både hold og tilskuere, der hang med næbbet. Der var kun 12 minutter tilbage af kampen, og spændingen var intens, og med en udvisning håbede vi alle på uafgjort. Per ”dyt” Henriksen gjorde en stor og indædt indsats og fik frispillet Dennis Andersen som scorede et pragtmål til 2-2 i de sidste 2 minutter at kampen. Spændingen skulle udløses ved en straffesparkskonkurrence, hvor Virum lagde ud med at score til stillingen 3-2. Derefter var det Taarbæks tur og det blev enden på pinslerne for træner, formand og forældre, der var mødt op. Ulrik P. Nielsen, Per ”dyt” Henriksen, Jonas Schwarts og Jesper Engel eksekverede alle med mål til følge. I målet for Taarbæk stod Niclas ”major” Andersen og gjorde en fantastisk indsats, hvor han snuppede to af Virum straffespark med resultatet 4-6 til Taarbæk, og vi var klar til finalen. Til finalen om Sjællandsmesterskabet havde vi desværre trukket udebane mod Vallø. Klubben havde lejet en bus, så vi undgik at køre i private biler og kunne få flere tilskuere med. Der var god stemning i bussen, og Vallø fodboldklub havde gjort meget ud af at skabe de bedste betingelser for en festlig kamp. Musik på banen, gratis kaffe og te til tilskuerne, lotteri etc etc. Helt gratis var det dog ikke, for der var 10 kroner i entre. Vejrguderne var ikke med os, og en strid blæst og regn stod os i møde, 112

da vi ankom til Vallø. Heldigvis blev vejret en smule bedre, og vi tilskuere fik en spændende oplevelse. Begge hold startede meget nervøst med en del fejlafleveringer og planløst spil. Desværre havde Taarbæks forsvar en del besvær med at organisere sig. Dette gav huller i forsvaret, som Vallø hurtigt benyttede sig af uden chance for Niclas Andersen. Et ærgerligt og unødvendigt mål, som gav Vallø medvind, hver gang de var i angreb. Taarbæk blev noget handicappet, da Jesper Engel måtte udskiftes på grund af en skade. Med en god fighterånd lykkedes det Taarbæk at ride stormen af til halvlegen. Efter lidt varm te og snakken (diskussion) i halvlegen var det som om, drengene havde fået lidt mere mod på tingene. Taarbæk havde fra starten af anden halvleg styr på kampen og spillede, som når de var bedst. De gik i position, hjalp hinanden og fightede for hver eneste bold. Ingen brok, kun positive råb til hinanden gav holdet mere selvtillid. Jesper Engel var kommet ind igen og med bolden på midterlinien, rykker han frem og spiller Jonas Schwarts på sin højre side, som spiller bolden tilbage til Jesper, der efter at have afdriblet en Valløspiller, drejet en gang rundt om sig selv, skød et pragtskud, som sad lige under overliggeren uden en chance for målmanden. Der kom ro over forsvaret, midtbanen havde fat om tingene, og der blev spillet fodbold med omtanke og fantasi. Angrebet havde nogle gode chancer, hvoraf nogle burde have givet mål. Men heldet var ikke med Taarbæk den dag. Efter at have afdriblet to spillere bliver Jo-


nas Schwarts fældet, og der var ingen tvivl - straffespark til Taarbæk. Jesper Engel placerede sikkert bolden bag målmanden Og der var vild jubel på sidelinjen, hvor Spætte tændte sin femtende cigaret. Desværre gør Taarbæk den klassiske fejl. De trækker sig tilbage og overlader midtbanen til Vallø, og det er, som om hele holdet er ved at gå i opløsning. I løbet af ti minutter efter straffesparket har Vallø totalt overtaget kampen og dominerer midtbanen totalt. Taarbæk er presset i bund, og kun takket være Majorens eminente målmandsspil lykkes det ikke Vallø at score i disse ti minutter. Vallø spillerne havde fået modet tilbage, og alt lykkedes for dem. De fik seks hjørnespark på stribe og fik scoret til 2-2 femten minutter før tid. Skulle vi virkelig igennem en straffesparkskonkurrence igen! Desværre ikke. Vallø fortsatte deres pres, og otte minutter før tid scorede de til slutresultatet 3-2. Stor skuffelse for alle, ikke mindst spillerne, som dog fik overrakt S.B.U.s nål som bevis på andenpladsen. Selvfølgelig havde stemningen i bussen været bedre, hvis resultatet havde været anderledes: På den anden side: fodbold i Taarbæk er ikke kun et spørgsmål om at vinde, men så sandelig også et spørgsmål om kammeratskab og socialt samvær – og her vinder Taarbæk altid.

Holdets veje skulle skilles på grund af aldersforskel med mere, og en del skulle rykke op og spille seniorfodbold. I seniorafdelingen var der spænding til det sidste. Det, der lignede en oprykning til første - anden og tredjeholdet, blev kun til oprykning for tredjeholdet. Det var lige ved og næsten for andetholdet, der for første gang blev trænet af Thomas ”T” Jensen. En femte sidste plads til førsteholdet, det betød at vi skulle spille om nedrykning. Vi tabte begge kampe til stor ærgrelse og skuffelse, men lidt for sent havde vi fundet ud af, at Lyngby Boldklub havde brugt tre ulovlige spillere i den sidste turneringskamp mod os. Vi indgav en protest til S.B.U., der desværre ikke hjalp, så holdet måtte ned i serie 3. Æresemblem til Niels På sin tresårs fødselsdag den 29. december 1991 modtog Niels Jensen S.B.U.s æresemblem for sit store arbejde for fodbolden i Taarbæk. Han blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem af Taarbæk Idrætsforening.

Disse to kampreferater er blevet foreviget ved hjælp af klubbens trofaste tilskuere Lasse Lund Hansen og holdleder Søren Andersen.

Efteråret var desværre præget af en kedelig og meget ubehagelig episode. Der forsvandt penge fra klubhuset uden der var tegn på indbrud. Det var små tyverier, som samlet løb op i 10.000 kroner. Der blev taget fingeraftryk, og alle låse blev udskiftet. Vi slap af med problemet, men tyven blev aldrig fundet.

En epoke for dette hold med godt humør og fremragende kammeratskab var slut.

I fodboldverden husker de fleste vel nok 1992 for Europamesterskaberne i Sverige. 113


Danmark var kommet med på et afbud fra det jugoslaviske hold, som blev ekskluderet på grund af borgerkrig. Med landsholdsspillere, der allerede var gået på sommerferie, var Danmark ikke spået de største chancer. Men som alle husker overraskede holdet ved at nå til finalen, og der slå Tyskland med 2-0. Taarbæks tidligere drengespiller Henrik ”Store” Larsen kom endda på topscorelisten med tre mål. I Verona med Elkjær Det var efterhånden en god tradition, at ungdomsafdelingen var på sommertur, og 1992 skulle ikke være en undtagelse. Vores juniorspillere husker nok 1992 for turen med toget til Verona i Italien. Holdet kom i en superpulje med hold fra Belgien USA - Ungarn - Danmark. Vejret i Italien var fantastisk med de fyrre grader, hvis det havde været badeferie, men nu var det en fodboldtur, og det satte sine spor. Vi tabte alle kampe, men mistede ikke modet af den grund og havde en meget disciplinær opførsel over for både modstanderne og dommere. De opfindsomme ledere Kenneth Munkstrup og Henrik Søgaard fik afkølet holdet i Caneva vandlandet ved Gardasøen. Denne dag blev også uforglemmelig, idet en Danmarks mest populære fodboldspiller nemlig Preben Elkjær pludselig dukkede op. Fodboldhader slog til Det var knap så morsomt at være hjemme i Taarbæk. Der var en person, der havde set sig sur på vores mål og fik i løbet af

året skåret ti mål over med nedstryger. Om det var en fodboldhader eller en miljøaktivist vides ikke, for personen blev aldrig fundet, men klubben stod tilbage med en stor regning. Efterårstræningen på andenholdet var en fryd for enhver træner, der var ofte flere til træning end de tretten, som skulle bruges i weekenden, og indsatsen blev også belønnet. Det var lykkedes at sikre den længe så eftertragtede oprykning til serie 3. Alle omkring holdet fik fortjent ros for oprykningen: de to holdledere Willy ”Grøn” Nielsen, den ”spillende” Jesper Jensen og vores madmødre Tove og Tina Nielsen. På førsteholdet var Jan Johansen engageret som ny træner og fik styret holdet gennem sæsonen til en oprykning til serie 2. På “Bræktur” til Østrig. Årets sommertur gik til Wolfberg i Østrig, som skulle afholde stævne for første gang. Efter indkvarteringen på en skole startede turneringen med parade gennem den smukke by med velkomstceremoni forestået af borgmesteren. På grønsværen gik det knap så smukt. Vi tabte to og spillede en uafgjort. Som plaster på såret havde jeg planlagt bjergbestigningskonkurrence. Vi fik en vinder i Søren Brygger Henriksen, der nåede toppen af bjerget lige foran Henrik Søgaard. Den skønne bjergluft blev hurtigt erstattet af et mareridt uden lige. Tre drenge begyndte at kaste op og fik høj feber. Der blev tilkaldt læge, der mente, det ”bare” var en virus. Det var en virus – en slem én


– for i løbet af et par timer blev flere og flere syge. Vores svenske naboer lå med syv syge, brasilianerne fem. Efter en del skænderier med de utroligt emsige værter fik vi dem overbevidst om, at vi måtte have de syge væk fra de raske, og at toiletterne skulle gøres rene (det var de ikke blevet i tre dage), så vi kunne få stoppet denne “virus”, før alle var blevet smittet. Der boede trods alt firehundrede på skolen. Vi nåede op på elleve syge ud af sytten, og hele skolen lå brak. Vi måtte trække os ud af turneringen og brugte en hel dag med sengeleje. Alle nåede at komme sig, så vi kørte en tur til Wortersee, en kæmpestor badesø, hvor vi fik solet og badet. Efter et fællesmøde med spillerne blev vi enige om køre hjem en dag før tid.

Trængsel foran mål hvor Stig Olsen ser langt efter bolden. René Kristensen ses med (nr. 13) Bagerst til højre kigger Henrik”Lange” Kristansen. Peter Østergaard, fra Vedbæk står målløs bag René og håber bolden går forbi.

Taarbæks 1. hold rykkede op i serie 2. Fra venstre ses: Søren Kreiberg Larsen, Holdleder Søren Andersen, Morten W. Larsen, Erik Graversen, Kaj Landsberger, Henrik Mollyhus og Stig Olsen.

Det lykkedes, selv om det det ikke var kønt, at bevare klubbens førstehold i serie 2. Det var først på allersidste spilledag, at holdet sikrede sig endeligt, ved at spille en gyser af en kamp 4-4 mod Hellebæk. Førsteholdstræneren var

Michael Nimskov, Stig Olsen og Morten Kreiberg(med ryggen til) under opvarmning til kamp.


Traditionen tro, sluttede sæsonen med julefive-a-side. Dette år var der dog en overraskelse i form af en julegodte, der viste sine danse evner. For seniorafdelingen blev sæsonen startet op med en træningslejr til Haderslev i marts måned.

Til jule-five-a-siden i 1993 var denne julegodte på programmet.

blevet fyret i sommerferien, og Thomas ”T” Jensen blev forfremmet til ny cheftræner, mens Arne B. Larsen blev overtalt til at overtage andenholdet. Andenholdet måtte desværre rykke ned i serie 4, blandt andet på grund af for mange skader. Fjerdeholdet klarede sig bedre end nogensinde før og var en positiv overraskelse. Der blev høstet flere point, end de selv havde regnet med. Tredjeholdet derimod var en stor skuffelse ved ikke at være seriøse nok og dårligt organiseret. Det betød, at holdet måtte trække sig ud af turneringen. 116

Ungdomsafdeling var i blomstring med en stab af gode folk som Michael Trier, Søren Kreiberg Larsen, Anders Levinsen og Christian Olsen. Men 1994 blev derimod et miserabelt år for andenholdet, der på grund af manglende interesse og træning måtte rykke ned i serie 6. Tredjeholdet havde en god sæson takket være Aksel Olsen og hans telefon. Fjerdeholdet blev trukket på grund af manglende ledere. Positivt var det, at vores førstehold blev i serie 2. De rigtig „gamle“ drenge på super-veteranholdet vandt suverænt B-rækken ved ikke at tabe en eneste kamp og skulle spille i Arækken fra 1995. Hemmelighedsfulde veteraner Det var derfor et noget spændt hold, der stillede op til de første par kampe i den bedste række. Kunne de mon følge med, eller ville de blive løbet over ende? Sæsonpremieren gik fint, og de første par kampe blev vundet, men der var stadig en vis skepsis, - de gode hold måtte jo komme. Det skulle imidlertid vise sig, at bekymringerne ikke var så nødvendige. Modstanderne var ganske vist bedre end holdene fra B- rækken, men super-


veteranerne vandt alle kampe i foråret og havde ikke tabt en kamp i halvandet år. Holdmoralen og selvtilliden fejlede derfor ikke noget, når den kolde pilsner blev nydt under omklædningen efter kampene. I halvnøgen tilstand og almindelig opstemthed blev Pauli’s “bugfinte” både diskuteret og demonstreret til mindste detalje. Tempoet var naturligvis ikke som på førsteholdet, men som Jørgen Larsen midt i en af kampene sagde: “Det er dog utroligt, så godt i stiller jer for hinanden i dag”! - ja så måtte placeringsevnen jo have været god. Succesen var tæt på at blive ødelagt i efterårets sidste kamp, som til stor frustration for spillerne endte med et uafgjort re-

sultat. Spillerne blev da også noget ophidsede over den uvante situation, så de næsten skændtes, dog mest med dommeren, som jo pr. definition ikke har en døjt forstand på fodbold. Der var megen opmærksomhed på holdets succes og træner Willy ”W.G.” Nielsen for at få afsløret hans strategi og taktik. Han var meget hemmelighedsfuld og flere forsøgte at få holdopstillingen oplyst før kampene, men selv ikke spillerne fik denne at vide før i det øjeblik, hvor dommeren fløjtede anførerne til sig. Det er jo fantastisk, at et par gamle drenge kan hygge sig med en bold og få et par gode timer ud af det.

Øverst fra venstre Søren Wamsler - Poul Erik Andersen - Preben Tjæder - Jan Bergh - Jørgen Larsen - Poul E. Sørensen - Finn Knudsen - Jannik Lunn - Ole Aabæk - Sten Schwarts - W.G. - Pauli Jensen

117


Taarbæk Idrætsforening afholdt Sankt Hansfest på Taarbæk Havn med boder, musik og tombolaer. Noget af overskudet blev brugt på sommerturen til Ærø. Manglende vilje og holdånd Tilbageblikket på seniorafdelingen var at både vort anden- og tredjehold rykkede en række op efter en flot indsats af både spillere og træner samt holdleder og general Jan A. Efter en del nedrykningskampe og venten på resultaterne i Danmarksserien måtte vi se i øjnene, at førsteholdet måtte rykke ned i serie 3. Årsagen skulle findes i manglende vilje og klubånd. Det var så anden gang siden 1988, at holdet måtte rykke ud af serie 2. Det kom ikke som den store overraskelse, da holdet kun lige havde klaret skærene de sidste år. Nyt spillesystem Chef træner Thomas ”T” Jensen indførte et såkaldt spillesystemskifte fra 3-5-2 til det mere klassiske 4-4-2, der gjorde, at spillerne havde nemmere ved at tilpasse sig nye pladser, og at forsvaret virkede mere kompakt og sikkert. Morten Gram havde et forrygende forår på sin nye position som angriber og den nyerhvervede målmand, Henrik Larsen, der med sit gode spil i luftrummet, gav forsvaret yderligere sikkerhed. Anstrengelserne bar frugt, og allerede ved 3. sidste runde sikrede holdet sig oprykning til serie 2, hvilket fortæller lidt om holdets overlegenhed i den sæson. Førstepladsen i rækken betød, at Taarbæk I.F. skulle spille om Sjællandsmesterska118

Skt. Hansfest på Taarbæk havn 1995. Morten W. Larsen og Flemming Henriksen står for tombolaen.

Broklappen til færgen mod Ærø har måtte stå model til meget på sommerturerne. Bagerst fra venstre: Flemming „larven“ Henriksen, Jesper „Rødkål“ Jensen, Jan „Cirkel“, Erik „røde“ Graversen, Arne B. Larsen, Claus W. Larsen, Morten „Edel“ Larsen og Niclas „Major“ Andersen. Forrest fra venstre: Eskil „Drage“ Hardt, Allan „Grøn“ Nielsen, Jan ”Skip”, Klaus Frøkjær og Michael Friis

bet, hvor holdet nåede semifinalen. Her blev det til et knebent nederlag efter forlænget spilletid på 2 - 1 til Køge. De unge talenter årgang 1986-87 var med familier inviteret til turnering i Torino, hvor de skulle bo privat hos de italienske vær-


Lilleputhold det sidste år med pigerne på holdet i 1997. Første sæson hvor Mathias Jensen spillede og scorede hele 20 mål i de første 4 kampe. Bagerst fra venstre: Coach Christian Olsen, Matilde Borum, Sofie Kyhn Jakobsen, Maj Hody, Marco Diallo. Midterst fra venstre: Kenneth Segelcke, Emil Boserup. Forrest fra venstre: Mathias Jensen, Alexander Brandt, Nikolaj Boserup

ter. Holdet havde solgt kaffe, pølser og kage i Dyrehaven og arrangeret kuglegætteri i Havnekiosken for at skaffe midler til turen. Det hjalp også gevaldigt på økonomien, at SAS var blevet sponsor og kunne flyve alle direkte til Torino til samme pris, som en togtur ville koste.

Endnu en gang kunne Taarbæks drenge rejse hjem med gode oplevelser og endda mange fine pokaler, tallerkener, plaketter og vimpler til minde om en fantastisk tur. Vel hjemme i Taarbæk begyndte forældre og ledere at planlægge et genvist for Italienerne i 1997.

Miniput fodboldspillerne fra årgang 1986/ 87 var i påsken deltagere i to turneringer i Torino i Italien. Miniputterne mødte stærke modstandere fra Milan og Torino. De fik sølv for deres flotte præstation. Taarbæk’s målmand, Louis Laursen blev kåret som turneringens bedste målmand, Martin Friis som turneringens bedste fair-play spiller og Amos Musoke som holdets bedste spiller.

Farvel ”T” Miniputterne gik i skarp træning for at tage godt i mod Torino gutterne. Træningen var så god, at de hjemlige kampe bragte otte sejre, et nederlag og en uafgjort. De gode resultater førte til kredsmesterskabet. 1997 blev en vellykket sæson, hvor alle vore hold gjorde det meget flot, især første119


holdets efterår var en stor præstation af både spillere og træner ”T” for den flotte indsats. Efter syv år som træner først på andenholdet og siden som cheftræner havde Thomas ”T” Jensen besluttet sig for at stoppe i klubben. Brian Chrøis blev engageret som træner fra 1998. Brian havde en fortid som stamspiller på Brøndbys superligahold, så det var noget af en kapacitet, der skulle tegne fodbolden i Taarbæk. Klubben kunne indlede sin jubilæumssæson i 1998 med stor tilgang af nye spillere. Det betød mange til træning og konkurrence om pladserne. Desværre var begge hold plaget af utrolig mange skader i foråret, så ingen af holdene kunne stille op i stærkeste opstilling. Ugen op til den store jubilæumssøndag var fuld af aktiviteter, startende med en turnering for de mindste årgange. Enhver fodbold- eller børneelskende tilskuer kunne fryde sig over den entusiasme og glæde, der blev lagt i spillet, og det var tydeligt at mange løb rundt med en lille Laudrup eller Schmeichel i maven. Samtidigt blev det afsløret, at Taarbæk absolut ikke er et pensionistkvarter, for kun sjældent er der set så mange små børn på fodboldbanen. I dagene efter fulgte turneringerne for de øvrige ungdomshold, hvor det kun lykkedes ét Taarbæk hold at hive guldmedaljerne hjem, nemlig drengeholdet, som dog ved nærmere syn viste sig at være forstærket med tre piger - og hvilke piger? Udtryk som “livet er for kort til pigefodbold” blev eftertrykkeligt bragt til skamme. På trods af yndefulde feminine træk var de gæve piger i stand til at tackle selv de mest robuste af modstanderne, så alle 120

mandschauvinistiske fordomme måtte vige for beundring og respekt. Ugens højdepunkt var vel nok førsteholdets møde med Lyngbys Superligahold, der stillede med stærkest muligt mandskab. Det var en oplevelse for vores spillere at møde et tophold selvom vi måtte indkassere et nederlag på 1-10. Desværre var vejrguderne ikke med os, og kun ca. ethundredeogti tilskuere trodsede vejret og overværede kampen. Fødselsdagen blev fejret med en reception den 23. august, og der var omkring tohundrede gratulanter fra nær og fjern. Blandt gæsterne var også borgmester Kaj Aage Ørnskov, der i sin tale blandt andet Flot hilsen skrevet af Emil i klubbens gæstebog.


2 x Kaj. Formand Kaj Landsberger tager imod borgmester Kaj Aage Ørnskov ved jubilæet. Stolte drenge der modtog medaljer i forbindelse med vores jubilæumsstævne.

1908 23 8 1998

Jubilæumskamp mod Lyngbys Superliga hold. Gæsterne tog sejrene hjem med 1-9.

121


så tilbage på klubhusets opførelse og fremhævede denne som et eksemplarisk samarbejde mellem kommunen, Statsskovene og lokale frivillige kræfter fra foreningen. En af de bedre sæsoner i klubbens nyere tid var ved at være slut, og førsteholdet havde hele året været med til at præge serie 2. Andetholdet blev i serie 4, som var målsætningen, og det meget talende tredjehold rykkede op i serie 4 efter en meget fin omgang fodbold, med megen snak. Året sluttede som sædvanligt med en stor afslutningsfest i klubhuset med mange flere damer end vanligt. Under festen blev der holdt de vanlige takketaler, og da førsteholdet var træt af at se Carsten Meisler i de gamle grimme underbukser, fik han et par nye, som blev taget i brug med det samme. Tømremester Michael Nimskov vandt lodtrækningen blandt sponsorerne om de 3000,- kroner, som han straks overlod til ungdomsafdelingen. Er livet for kort til pigefodbold? Det var en overskrift, der blev brugt i nyhedsbrevet. Pigerne havde allerede vist deres kunnen i jubilæumsåret, og for første gang i mange år kunne vi mønstre et ”rent” pigehold. Holdet klarede sig godt og lå på et tidspunkt på en delt førsteplads. De sluttede sæsonen på en flot tredjeplads kun seks point fra nummer et. For sit store arrangement i ungdomsafdelingen modtog Christian Olsen Ydes mindepokal. 122

Fremmødet til træningen for første – andetholdet så meget sløjt ud. Og begge trænere var meget frustrerede over situationen og ville trække sig, hvis det ikke blev bedre. Problemet løste sig som så mange gange før, da spillerne kom på græs i Taarbæk. Både på og uden for banen var der flere, der havde gjort sig bemærket. Manolis Lemonakis som havde forstået at sprede hygge og humør omkring sig, modtog kammeratskabspokalen. På førsteholdet havde Morten ”edel“ Larsen fightet sig til pokalen på samme måde som Ul-


Niclas Andersen, Willy Nielsen, Niels Jensen, Jesper „doc“ Christensen og Kaj Landsberger ved Jule-five-á-side i 1999.

rik Ohnell på andetholdet. Uden for banen var to trofaste tilskuer til næsten alle førsteholdskampe, nemlig Per ”dyt“ Henriksen og Torben ”toben“ Nielsen, som modtog en lille erkendtlighed for opbakningen. Efter to år blev Brian Chrøis erstattet af Renè Kristensen på træner posten. Han og resten af førsteholdet skabte spænding til det sidste. Vi skulle møde Birkerød i sidste og altafgørende kamp for at undgå nedrykning, og vi skulle have point. Det startede da også rigtigt godt, vi gav bolden op, og da Eskil Hardt så, at målmanden var for langt ude, sparkede han den ned i mål. Vi kom også foran 2-0, men så kom uheldet efter os igen, da en af deres spillere sparker på mål, og Niclas ”Major” Andersen kastede sig efter bolden, men da en forsvarer rammer den på vejen, går den ind ovre i den anden side af målet. I starten af anden halvleg scorede vi til 3-1, hvorefter vi blev sat under et voldsom pres, og

de kom på 3-2, og i allersidste minut reducerede de til 3-3. Det ene point var nok til, at vi kunne blive i serie 2. Pigerne skabte ikke så stor spænding. De endte på en første plads i deres pulje med samme point som Søllerød, men med en bedre målscore. 2001 var et år, hvor mange unge spillere bed sig fast på førsteholdet, og den store udskiftning betød, at resten af holdet aldrig fik en fast rytme. Derfor tabte vi de kampe, der ellers kunne vippe til begge sider. Vi måtte desværre konstatere, at nedrykningen ikke kunne undgås, og holdet rykkede ned i serie 3. Årets spiller blev Niclas „Major“ Andersen, som havde stået en god sæson og aldrig missede træningen. Træneren søgte nye udfordringer og Brian Chrøis kom tilbage til holdet. Andenholdet klarede sig i serie 4, som ikke mindst skyldtes det store arbejde Henrik 123


Claus „Kattepote“ Borg, Kim Hanson, Mads Klausen, Martin Elley og Jakob Gehl. Forrest fra venstre: Peter Roed-Sørensen, Henrik Bergh (Træner) , Kenneth Hanson, Tonny Hanson og Sune Granzow (Holdleder).

Olsen havde lagt for dagen. Det var derfor med glæde, at Henrik sagde ja til at forsætte året efter. Årets spiller på andenholdet blev Ulrik P. Nielsen, der også fik nogle kampe på førsteholdet, og hvis han havde fundet en vej hjem, som ikke gik forbi Grillen, havde han nok fået fast plads på holdet. Desværre måtte vi trække vores juniorhold ud af turneringen på grund af for mange afbud fra spillerne. De gamle kunne Oldboys fodbold var blevet en succes, og de spillede en hel turnering uden at tabe en kamp og blev en suveræn nummer et, som 124

gav oprykning til Sjællands elite række. Der var så mange, at der var blevet basis for et 7 mand Oldboys hold til dem, der stadig havde lidt i benene. Nyt hold med gamle drenge. TIF havde fået et nyt hold. Det med „nyt“ var en sandhed med modifikationer. Gennemsnitsalderen var nemlig over 38 år. Holdet var opstået på baggrund af en vis utilfredshed med bevægelsesaktiviteten blandt fædre til børn i Taarbæks 84’er børnehave. Henrik „Den Store Anfører“ Bergh og Sune „Det Grå Platin“ Granzow gik simpelthen rundt i det Taarbæk’ske lokalmiljø og kedede sig ganske jammerligt. Så en aften med børnehave kalas, blev


de over en kop 84’er gløgg enige om at noget burde gøres for at man igen kunne nyde glædesfyldte øjeblikke med det runde læder. Filosofien var at skabe et Taarbækhold, så de rigtige mænd også havde noget at tale om når de mødtes hos købmanden eller i jollehavnen. Rekrutteringen skete ved hjælp af opslag på gader og stræder, samt diskussioner med ældre og jævnaldrende Taarbæk koryfæer. Som blandt andet Michael „Rasser“ Rasmussen, Claus Borg Claus Borg og Kim Ottzen som siden har været flittige på holdet. Dette resulterede hurtigt i en bruttotrup på cirka tyve spillere. Det var da også absolut en nødvendighed med så mange spillere, det vi her taler om er et Oldboys 7-mands hold, hvor mindst fem spillere var småskadet efter hver kamp! Man blev fra starten enige om, at det sociale kom i første række og der etableredes en „først til mølle“ udtagelse til kampene. Det vil sige, at uanset dygtighed og kvalifikationer (bare kontingentbetalingen var i orden), var man sikret en plads på holdet. Man skulle mene, at dette kunne friste enhver med bare en anelse fodboldambition i livet. Det viste sig dog hurtigt, på trods af dette fantastiske tilbud, at selv ansvarlige mænd med store stillinger ikke kunne tage sig sammen til at ringe til holdlederen for at melde sig til.

bestyrelsen efter Kaj Landsberger mente, tiden var inde til at give stafetten videre og få nogle yngre kræfter ind til at arbejde videre. Ny formand blev Henrik Olsen, en tidligere førsteholdsspiller, der ikke bare havde været spiller, men også deltaget aktiv i trænergerningen som træner for vores unge talenter på andenholdet.

Old-girls spillede en masse strålende kampe til stor glæde for et spillevende publikum, men vandt dog ikke rækken. Ung bestyrelse Ved generalforsamlingen skete der en del i 125


Kaj “præsidenten” Landsberger blev enstemmigt valgt til æresmedlem på generalforsamling og blev dermed den syvende og indtil videre den sidste i rækken. Niels “post” Jensen takkede også af efter en helt utrolig fantastisk indsats for klubben. På generalforsamlingen blev ”Niels Post” æreslegat indstiftet, i anerkendelse af det store arbejde han har lagt. Legatet skal hvert år gå til en ung spiller, som har gjort sig specielt bemærket for sin indsats. Den 3. juni 2002 døde Kaj Landsberger i sit eget hjem på Ordrup Jagtvej efter en længere sygdomsperiode. Det var en tung og trist dag for alle, der kendte det livstykke, som Kaj repræsenterede. Kaj var en af en slags, en uddøende race, når man tænker på frivilligt foreningsarbejde, og han efterlod et tomrum, som var

svært at fylde ud. Det var slut med små impulsive bestyrelsesmøder i hans urmagerbutik ”Permadikken”. For at ære vor netop afdøde formand Kaj Landsberger blev der udsat en pokal ”The Precident Cup”. Der blev spillet bordfodbold, dart, billiard og drukket øl om ”Precident Cup” titlen der blev spillet som en makker turnering. Den nye bestyrelse begyndte at sættet ord og handlinger på det som Taarbæk Idrætsforening har stået for. På fodboldbanen vendte Sigurd Jeppsson tilbage til klubben og var med til at styrke førsteholdet, der endte på en flot tredjeplads, der desværre ikke gav oprykning. Andenholdet sluttede som nummer ni i deres række og bevarede dermed pladsen i serie 4. Henrik Olsen trak sig tilbage fra trænerposten på andenholdet, og den nye træner var en gammel kending i Morten Tjæder, der var klar til sæsonen 2003. De gamle drenge i Oldboys havde slækket lidt på indsatsen og fik en sjetteplads der skabte spænding lige til det sidste. Det blev Jan “Baresi” Andreasen, der skulle føre holdet til sejr i 2003. Vi klarede den igen De sidste seks år havde andenholdet ligget i den tungere ende af serie 4, men altid formået at klare skærene og undgået nedrykningen til den frygtede serie 5, hvor der blev spillet søndag morgen.

Foreningen mistede en idlsjæl da Kaj Landsberger døde i 2002.

126

Til sæsonens første kampe i 2003 var hol-


det tæt på den stærkeste opstilling, men gang på gang måtte vi se os besejret med et eller to mål, heldet var simpelt hen ikke med os. Foråret endte med en bundgyser mod Søllerød-Vedbæk i den sidste kamp. Vi startede med at komme bagud med 01, og ved halvlegen skete der pludselig noget uventet. Målene blev skudt ind som perler på en snor til resultatet 7-1, og de første tre point var i hus på ni kampe. Der skulle kæmpes i efteråret for at klare skærene, og der skulle fem sejre til i ni kampe. Vi lagde ud mod Lyngby, som fik klø, og i de følgende fire kampe var det kun Lundtofte, som vi måtte se os besejret af. Ved den sidste kamp i efteråret manglede vi endnu at vinde den femte kamp. Endnu engang blev det en bundkamp mod Søllerød-Vedbæk, som ikke havde fået point i hele sæsonen. Med nogen skepsis gik turen til Vedbæk stadion, men stor var glæden da vi kunne tage hjem med en sejr på 2-0 og endnu engang bevarede pladsen i serie 4. Det var ventet, at førsteholdet skulle blande sig i oprykning til serie 2, men et skidt forår satte sine spor, og derefter var rejsen desværre lidt for lang og rakte ”kun” til en femte plads. Old-Girls spillede dette år i den almindelige damerække, da der var kommet en del nye spillere til holdet. I Oldboys måtte de gamle drenge en tur ned fra eliterækken. Peter Stenkilsson overtog ”manager”-rollen for holdet, og han lagde en ny og mere effektiv linje ind, som

satsede mere på det gode kammeratskab frem for resultaterne. De kommer så forhåbentlig automatisk. Super veteranerne var ikke meget på banen mere, men kunne stadig skabe succes. De havde skrabet penge sammen og sponsoreret et nyt sæt mål til ungdomsafdelingen. Ungdomsafdelingen havde mange spillere i afdelingen, der var tilmeldt med fem hold, hvor det ene var et pigehold. De havde det alle sjovt, men de sportslige resultater var ikke de bedste. Det blev til tre sidstepladser og to næstsidstepladser. Ved generalforsamlingen viste regnskabet et endog meget stort underskud. Bestyrelsen vedtog at målsætningen for året var at inddrive kontingent. Vores boldbudget var også noget overbelastet. Der forsvandt alt for mange bolde enten ved at skyde dem ud på togskinnerne eller blot ud i det høje græs uden at få bragt dem tilbage igen. Dette var ikke sket i Erik ”Basse” Petersens tid. Der blev i hans tid skudt en bold ud over hegnet, og desværre landede den på et godstog mod Helsingør. Basse lånte telefonen på traktørstedet og ringede til Helsingør, hvor han fortalte om hændelsen, og bad om at få den sendt retur. Ganske som ønsket kom bolden retur med næste tog og blev kastet ind på banen. Hvilken service DSB kunne levere den gang. Dameseniorholdet sluttede på en tredjeplads i pulje B, men holdet gik desværre i opløsning da flere af de unge var ude at rejse, og siden har der ikke været damefodbold i klubben. 127


Ynglingehold i Taarbæk Skovshoved havde henvendt sig, for at vi i samarbejde skulle etablere en fælles overbygning på ynglinge årgangen. Vi takkede nej, og for første gang i mange sæsoner kunne vi i 2004 igen tilmelde et ynglingehold. Det skyldtes en stor indsats af Michael Hjortkjær og Frederik Solvig. Det var unge herrer, der kunne spille seværdig foldbold med masser af mål. Holdet fik kun et år som ynglinge, da de rykkede op som senior i året efter, stadig med Michael som træner.’ Hele ungdomsafdelingen voksede. Der blev tilmeldt ikke mindre end otte hold, og den eneste årgang, vi ikke havde, var junior, og for første gang i femten år havde vi fået etableret elleve mandshold for drenge og ynglinge. Det var en stor glæde at se så mange spillere i de lidt ældre aldersgrupper, som vi kunne rekruttere til vores efterhånden noget gamle førstehold. Hele foråret så det sort ud for førsteholdet, men med en fantastisk efterårssæson sluttede træner Brian Chrøis sit engagement for klubben og fik placeret holdet på en flot sjette plads. Vi måtte desværre sige farvel til et par af de unge stjerner Troels Kyhn og Sigurd Jeppsson, der ville prøve, hvad talentet kunne holde til i B93. Det måtte ske Andenholdet kunne ikke klare presset mere, og manglende spillerfundament var medvirkende til, at holdet blev trukket. Det er aldrig en godt med kun et seniorhold, og det var derfor en svær beslutning, der blev truffet. 128

Ny hjemmeside For at komme hurtigere ud til medlemmerne havde bestyrelsen arbejdet på en ny hjemmeside til klubben. På siden blev der lagt relevante informationer omkring træning, klubben, medlemskab og kontaktpersoner. Der var stadig fuld aktivitet i ungdomsafdelingen, og Morten W. Larsen havde påtaget sig hvervet som ungdomsformand. Med stor opbakning fra forældrene på sidelinjen blev der startet et podehold. Nikolaj Boserup, der havde gjort et stort arbejde som træner, måtte desværre stoppe på grund af militærtjeneste. De unge herrer på ynglingeholdet var blevet seniorer, og Michael Hjortkjær blev ansat som andenholdstræner. På førsteholdet tiltrådte den velkendte træner Thomas ”T” Jensen for anden gang, og de to fik et fint samarbejde i gang med den unge spillertrup. Peter Stenkilsson fik succes med den nye linje, han havde lagt, med at prioriterer det sociale aspekt højt. Det gav også gode resultater på banen, og holdet endte på en 3. plads i 2004 og var klar til endnu en god sæson. Øverst tv: Eskil Hardt i dyb koncentration.th: Sigurd Jeppsson har lige brændt en oplagt chance.Nederst tv: Kim Jul Svendsen.løber i position. th: Tobias Ibfelt fundere over hvad der er i flasken.


129


Vores medlemskartotek på de passive var noget misligholdt. Derfor besluttede vi at lave en kampagne for at få passive til at støtte klubben. Der blev sat girokort i Taarbæk Nyt samt sendt breve til alle forældre. Der gav en del nye, og gamle kom til igen. Vi havde yderligere givet alle mulighed for at give et større bidrag end de hundrede kroner, som er absolut billigste kontingent for en passiv. Der var flere, der gav ekstra bidrag, og vi har lige siden opfordret til at give et ekstra bidrag. Her i jubilæumsåret har det glædet os at se, hvor mange der har bidraget med ekstra beløb. Sommerferien blev endnu engang brugt på at besøge vores venskabsklub på Ærø. Vores aftale med kommunen om græsslåning blev ændret, således at vi fik egen græsslåmaskine, og vi selv skulle stå for græsslåningen. Regnskabet viste et samlet driftsunderskud på små 26.000 kroner. Målet med restancerne kradset ind var blevet bedre, men der var stadig alt for mange dårligt betalende medlemmer. Bestyrelsen besluttede at køre en meget mere hård politik over for dårlige betalere. Det er ikke rimeligt, at det kun er nogle, som skal betale for alle de andre. Derfor ville restanterne blive udelukket fra deltagelse i klubbens aktiviteter. Taarbæk på kunststof Sæsonen for ungdom startede tidligere, end den plejede med udendørs træning. Det var den nye kunststofbane i Taarbæk, der havde givet mulighed for udendørstræning, 130

når vejret ellers tillod det. De helt små brugte stadig skoles varme gymnastiksal til deres træning. Kenneth Giese og Michael ”Rasser” Rasmussen, der er fædre til spillere på holdet, valgte at gå ind og hjælpe med at træne børnene, efter at Nikolaj var stoppet. Det er jo skønt at se, at forældre gerne vil gøre noget for at hjælpe os i situationer, hvor vi står og mangler trænere. Generationsskiftet på de aktive seniors niveau var i fuld sving. Det er mange år siden, at vores førstehold har haft en gennemsnits alder på treogtyve år. I samarbejde med de andre klubber i Lyngby-Taarbæk kommune blev der i starten af maj måned afholdte en fodboldfestival for årgang 1996/97. Ideen med fodboldfestival er, at der hele tiden bliver blandet forskellige hold. Alle spillere bliver delt op i årgange, og derefter blandes hold, uanset hvilken klub man kommer fra, efter hver kamp. Det betyder, at man spiller sammen med forskellige spillere i alle fem kampe, der bliver spillet. Undervejs var der forskellige boldkonkurrence, og dagen sluttede med, at alle fik benskinner og en velfortjent sodavand. Den unge trup på førsteholdet havde mange hårde kampe, der på trods af meget flot fodbold måtte erkende, at svingende resultater og en trup, der skulle lære hinanden at kende, kostede en nedrykning til serie 4. Nedrykningen blev taget med sindsro, for den skyldtes med sikkerhed


131


Et ungt Taarbæk hold der spillede kampen i Brede i 2007. Bagerst fra venstre: Joakim „jøx“ Warnøe, Philip Ahn, Søren Hybler, Kasper Demuth Nielsen, Esben Kolind, Lars Bertelsen, Adam Hermansen, Thomas W. W. Johnson, Frederik Solvig og Niclas ”major” Andersen. Forrest fra venstre: Eskil Hardt, Kasper Kjøller, Troels Kyhn, Marcus „Zola“ Bjørn, Christian Stage, Mads Harboe og Kim Jul Svendsen.

generationsskiftet, som vi stod overfor. Til gengæld var de nye spillere unge trofaste Taarbækkere, der så ud til at kunne trække vores klub i årene frem. Fighterpokalen gik til Frederik Solvig, der havde gjort et godt stykke arbejde på banen.

medrivende og fantastisk finale, hvor de desværre til sidst i 10’ende straffesparksomgang måtte strække våben mod Orient. Men kredsvinder blev de, og et træner Mads Harboe havde noget at være stolt af.

Andenholdet klarede igen en syvende plads hjem. Dette hold var også ved at finde en fast grundstamme, hvor selv den gamle formand Henrik Olsen til tider var gæstespiller. Der manglede blot et par spillere, før holdet var helt solidt. Oliver Fjellvang var bedste spiller gennem sæsonen og modtog derfor andenholdets fighterpokal.

Drengeholdet vist flot klubånd ved hjemmekampene, hvor de hjalp til med forskellige gøremål som at sælge drikkevarer og være bolddrenge ved seniorkampene.

Bedste resultat i denne sæson stod drengeholdet årgang 1992 for. De kæmpede en brav kamp om Sjællandsmesterskabet i en 132

Ved afslutningsfesten sendte formanden en stor tak til alle trænere, frivillige ledere og alle vores fantastiske sponsorer. Denne dag blev også Niels Post Jensens Æres legat uddelt til Joakim Warnøe, og Kammeratskabspokalen gik til Mads Harboe. Sæsonen 2007 bød på noget af en over-


raskelse. Vi konstaterede glædeligt, at træningslysten, på grusbanerne i Lyngby var større og mere vedholdende, end vi var vant til. Forårssæsonen var derfor ventet med spænding, og det skulle vise sig at bære frugt. Førsteholdet blev en suveræn vinder af deres række i serie 4, med sytten sejre, to uafgjort og kun en enkelt tabt kamp. Holdet sluttede med treoghalvtreds point hele ti point mere end nummer to. Muligheden for den længste sæson mands minde var til stede lige ind til det sidste, hvor endestationen blev kvartfinalen i Sjællandsmesterskabet. Karrebæk blev slået hjemme med 2-1, men desværre skete det, at Taarstrup trak sig ud af kampen ugen efter med en smal sejr på 1-0, og vi var ude af spillet om Sjællandsmesterskabet. Desværre blev det ikke til en pokal mere til samlingen, men de kunne ikke tage fra os, at vi i 2008 skulle spille i serie 3. Dette hold var absolut ikke det eneste hold, der kom til at kæmpe om oprykning i 2007. Vores superseniortrup var så bred, at andenholdet også kæmpede med i toppen Øverst anfører Troels Kyhn i en regnfyldt kamp på Bredes bane i 2007 . Søren Hybler (12), Thomas W. W. Johnson,, Eskil Hardt, (10) og Frederik Solvig afventer en høj bold. Lars Bertelsen, kæmper for at få bolden og Esben Kolind, holder sig i position. Esben Kolind, i nærkamp med målmanden. Lars Bertelsen sidder håbefuldt og kigger på. Kampen blev vundet af Taarbæk med 2-1.

133


af serie 5 om at rykke op. Det stod dog klart lidt tidligere i sæsonen, at dette vil blive svært at nå. Men det var fantastisk fodbold holdet kunne vise og gav forhåbninger om fremtiden. Et helt nyt syv mands seniorer hold så dagens lys. De kom i gang lige i sidste øjeblik, hvilket betød, at de måtte sluses ind i en turnering, hvor der var plads. Det blev mesterrækken for syvmandshold, hvor der blev spillet to enkeltturneringer. Det var en hård start for holdet, men de klarede alligevel en ottende plads i forårssæsonen ud af tolv hold. I efteråret måtte vi til sidst konstatere, at holdet igen opnåede en ottende plads, men denne gang ud af ni hold, så nedrykningen til den næstbedste række var en realitet. Holdet kæmper videre og der er talentet og humoren på holdet fejlede ikke noget, så mesterrækken er slet ikke en usandsynlig målsætning.

Udsigten fra vores baner.

Vore hjemmelige baners nærmeste naboer i den idylliske dyrehave.

Oldboys 1 spillede ellevemandsfodbold i en dobbeltturnering. Holdet sluttede på en fjerdeplads kun seks point efter nummer et. Holdet udeblev fra to kampe, hvor de seks point ellers kunne være hentet hjem. Ungdomsafdelingen havde stadig fuld fart på. Christian Olsen overtog hvervet som ungdomsformand, og han viste hurtigt gåpåmod, der borger godt for fremtiden. Poderne fik super opbakning af en masse forældre, der var med til lege og hygge. Limone oplevelser Juniorerne havde pakket rejsetaskerne for at holde deres efterårsferie i Italien, hvor 134

Meget brok har vi fået, fra vores modstandere, om de efterladenskaber der ligge på banen, men det er da et smukt syn.

de skulle deltage i Limone Cup der blev afholdt i den smukke natur på Gardasøens sydkyst. Juniorerne havde tjent penge ved at hjælpe til med afviklingen af Citymail Cup. Peter Lausten og spillerne var en uovertruffen


hjælp til arrangementet. Efter turen sendte anfører Mikkel Holm følgende brev til bestyrelse og de mennesker, som havde hjulpet med at gøre turen til en realitet. ”Efter 15 timer kørsel gennem Tyskland og Norditalien var vi alle godt møre, da vi ankom til Gardaland, en enorm temapark – en slags Bonbonland deluxe. Parken var ikke et decideret vandland, som vi nok havde forventet, men vi fik alligevel nogle sjove timer i parken. Vi tog imod et par høflige hints fra nogle store opsynsmænd om, at det var tid at forlade parken, vist nok noget med et græskar ?!- Vi hentede et par fodbolde og gik ned mod Gardasøen for at finde en græsplæne, hvor vi kunne vise vores åbenlyse talenter (og blive opdaget). Efter endt træning sen eftermiddag kørte vi til vores hotel - det ganske luksuriøse Hotel Splendid Sole i den lille ”havneby” Manerba del Garda. Da vi ankom til hotellet, var det dog maden, der kom i første række, og alle var helt vilde efter at smage maden fra det italienske køkken. Generelt kan der siges om hotellets mad, at der bestemt ikke blev skortet på mængden. Vi fik tre retters menu hver aften, men der manglede ligesom noget i smagen. Derimod var værelserne, swimmingpoolen og sportsfaciliteterne i top. Den efterfølgende morgen skulle vi spille vores første kamp mod Vester Hassing GF, et hold fra omegnen af Aalborg. Der var reelt set aldrig tvivl om kampens udfald, vi var dem overlegen i alle spillets facetter. Jakob Nygaard sørgede for

en hurtig føring, da han omsatte en flot frispilning, helt nede fra vores keeper Nicolai Roest og op til mål. Allerede minuttet efter blafrede det jyske net endnu engang. Jakob Falk kunne helt umarkeret heade en 2-0 føring i kassen på et sublimt indlæg fra Sebastian Lausten. Derefter gik tempoet ud af kampen og 2-0 blev også pausestillingen. I pausen snakkede vi meget om, at nullet skulle holdes, og vi ville fortsætte det hurtige kombinationsfodbold. Vi var fortsat de blåklædte jyder overlegne (ydmyghed er vores helt særlige styrke). I slutningen af kampen tog Jakob Jølver chancen langt udefra og sparkede bolden i en flot bue over målmanden til 3-0, der blev slutresultatet. Tirsdag blev en hektisk og varm dag. Vi kom sent ud af døren, og efter en ”lille” detour ankom vi til stadion og nåede kun at varme op i fem minutter, før kampen blev fløjtet op mod det meget stærke italienske hold Toreby-Grænge. Specielt det første kvarter var en prøvelse for os, da ingen var varme, og kampen blev hurtigt afgjort. I det hele taget blev det aldrig nogen flot forestilling fra nogen af holdene, men ganske fortjent gik modstanderne til pause med en 3-0 føring. Efter pausen var der lagt i ovnen til en rigtig herrefight, hvor Sebastian Lausten gik forrest. Vi fik sat os bedre igennem specielt i fløjspillet, og defensiven sejlede ikke rundt som i første halvleg. Alligevel var det svært at dæmme op for deres lynhurtige spyd135


Mads Harboe gav den som guide for de unge gutter på turen til Verona

spids, og de fik da også nettet to gange yderligere inden Jeppe Nygaard pyntede lidt på resultatet med et brag af et mål. Tirsdagen var dog endnu ikke overstået, da vi også skulle spille vores tredje kamp. Heldigvis var der et par timers pause i mellem kampene, og de blev brugt til hyppig vanddrikning samt diskussioner om, hvad der skulle forbedres til næste kamp. I det hele taget var der en meget koncentreret stemning, da vi påbegyndte opvarmningen til turens sidste kamp. Alle var enige om, at nu skulle det være - denne her skulle bare vindes for enhver pris, også selvom fynboerne lå mange rækker over os i den hjemlige turnering. Fra start af var det tydeligt, at vi havde viljen, men 136

marginalerne var ikke på vores side, og præcisionen i afleveringerne begyndte hurtigt at dale. Vi kom bagud på en dødbold efter et lille kvarter, men troen på sejr var stadig intakt og alle kæmpede 100 procent. Men det skulle vise sig at være en ulige kamp. De kom på 2-0 på et af historiens mest besynderlige selvmål, hvor vores ene back Oliver ” Børsten” Andersson () clearede bolden, troede han i hvert fald, for den ramte vores anden back, Emil ” Hæmoriden” Herlev, og bolden gik i mål. Gejsten var stadig til stede hos os, men det var begyndt at knibe med luften, og anden halvleg blev et decideret kollaps fra vores side med yderligere tre indkasserede mål og et brændt straffespark.


Onsdagen startede med morgentræning, og herefter drog vi mod den lille, men fantastiske middelalderby Sirmione, der kun har lidt over 7.000 indbyggere og ligger på tange ud i Gardasøen. Den hyggelige middelalderby er et besøg værd og kan varmt anbefales. For første gang fik vi pizza, noget som alle havde set frem til, og vi blev ikke skuffet. Hen på eftermiddagen sejlede vi fra Sirmione til byen Garda, hvor vores to buschauffører ventede på os. Torsdagen startede med morgentræning, og herefter gik det mod Romeo & Julies (og Preben Elkjærs) by Verona. Vi var uheldige med vejret, men det var alligevel ganske interessant at se den italienske storby, hvor seminariejunkien Mads Harboe i fornem stil guidede os rundt med sit dybe kulturhistoriske indblik. Verona var en ganske charmerende by – lige dele historie og seriøs shopping. Det var Olivers fødselsdag, så klubben gav pizza på en hyggelig plads. Om aftenen fejrede vi Oliver fortsat og endte på en lille hyggelig Cubansk Café på torvet. Her smagte vi turens første og sidste birra. Stedets absolutte attraktion var en sympatisk og meget intelligent barpige, som vi alle knyttede os lidt til. Vi gik i samlet flok hjem med et klart billede af gudinden i hukommelsen. Specielt William ”Semih” Hansen havde drilleøjne. Store pokaler blev det ikke til men hvad gør det, når træneren og ledere havde

arrangeret billetter til Italiensk serie-A fodbold. Turen har været en kæmpesucces både med hensyn til det sportslige, det kammeratlige og det ”kulturelle!!!” Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi er blevet meget sammentømret, og det vil gavne os som hold, som individer og være et aktiv for Taarbæk IF i fremtiden.” Dette udførlige referat fortæller alt om hvilken styrke og sammenhold Taarbæk IF er med til at skabe. Hjemme igen På de hjemlige baner gik juniorerne intensivt til den under træningen. Flere af dem gjorde det så godt, at de fik et par kampe på Mikael Hjortkjærs talentfulde andenhold. Holdet kæmpede, så sveden og blodet har var i kog i SBU turneringen, men de måtte også kæmpe mod hold, som ofte havde alderen og størrelsen på deres side, derfor blev det til en fjerdeplads ud af fem hold ,da sæsonen sluttede. Drengespillerne årgang 1998 kæmpede også en brav turnering, hvor det blev til en fjerde plads i forårsturneringen, og i slutningen af sæsonen endte de på en femte plads. På grund af de stigende portoudgifter besluttede bestyrelsen, at Taarbæk Nyt ikke længere skulle udsendes til aktive medlemmer. De skulle selvfølgelig ikke snydes, men kunne selv tage bladet i klubben i forbindelse med træning og kampe. 137


Koncentration hos Taarbæks unge kæmper på 1. holdet. Fra venstre: Søren Husted, Frederik Solvig og Joakim „jøx“ Warnøe

Thomas W. W. Johnson i luftduel.

Eskil Hardt stadig velspillende på 1. holdet i en alder af 40 år.

Anføreren lytter og får et velfortjent hvil i halvlegen.

138 Anfører Troels Kyhn giver Søren Husted et sejrsknus.

Joakim „jøx“ Warnøe (tv) lykønsker Thomas W. W. Johnson med 3-2 sejren over Værløse. Bag dem ses Philip Ahn.


Optakt til jubilæet Bestyrelsen påbegyndte at planlægge 100 års jubilæet. Der blev lagt ud med en masse ideer, og sidst på året var en grovskitse klar for jubilæumsprogrammet og de gøremål, der fulgte med. Der blev sendt ansøgninger til fonde og sponsorer for at skaffe midler til gennemførelse af arrangementet. Det blev besluttet at formålet med jubilæet skulle være til gavn for klubben og Taarbæk som helhed og ikke bare et gigant jubilæum. Jeg selv påbegyndte allerede i starten af året på at samle materiale til denne bog. Jeg registrerede samtlige skrevne medier, hvor Taarbæk Idrætsforening var nævnt. Alene vores egne medlemsblade og indlæg i Taarbæk Nyt fylder mere end firehundredeoghalvtreds A4siders tekst. Derudover kommer forskellige bøger og artikler i diverse aviser og unionsblade. Jubilæumssiden www.taarbaekif-1908.dk blev opbygget med det formål at få registreret alle de holdbilleder, som vi har i vores fotoalbum. Det er indtil videre blevet til mere end tohundrede billeder af hold og personer. Taarbæk Tennisklub som jo har været en

Lars Christian Bertelsen modtog Kammeratskabspokalen i 2007.

del af Taarbæk Idrætsforening, kunne fejre femoghalvfjerds års jubilæum. Ved afslutningsfesten blev Edvard Ydes mindefad velfortjent skæmket til Peter Lausten for sit store engagement med ungdommen. Kammeratskabspokalen tilfaldt Lars Christian Bertelsen, der i 2008 blev valgt ind i bestyrelsen for klubben. Nicholai Rudbeck Zickert var klubbens unge talent og modtog Niels Jensens æreslegat. Michael Hjortkjær, der have været træner for andenholdet siden 2005, valgte at søge større udfordringer, og han blev hyldet på behørigvis for sit arbejdet med holdet. Fodboldåret sluttede som sædvanligt med “Jule Five á Side” 1. december klokken 139


1. holdet på sletten inden sidste kamp mod Herlev som vi vandt 4-1 Bagerst fra venstre: Formand Klaus Frøkjær, Holdleder Kim Jul Svendsen, Søren Husted, Joakim Vilhelm Warnøe Nielsen, Philip Ahn, Thomas W. W. Johnson, Frederik Solvig Jansen, Adam Hermansen og Træner Thomas Jensen. Forrest fra venstre: Símon Ólafsson, Emil Jespersen, Troels Kyhn Jakobsen, Carl Theodor Sachs, Niclas Andersen, Marcus Bjørn, Niklas Birksted og Eskil Hardt.

11.00. Det var en time senere end de tidligere år. De er blevet magelige, de unge mennesker, men mon ikke de så holder lidt længere i den anden ende! 100 års dagen nærmer sig Vi kunne notere os, at 2008 var i gang og endelig oprandt så jubilæumsåret. Forberedelserne til jubilæumsugen var på højtryk. En søndag i januar 2008 afholdt jeg en lille komsammen for gamle kæmper i klubben. Formålet var at få samlet nogle af de sjove og gode historier til denne jubilæumsbog. Det var en givtig formiddag, og der dukkede mange af de gamle medlemsblade op fra 30’erne. Elo Jørgensen, Tyge Larsen, 140

Tommy Frederiksen, Ebbe Juul Nielsen og Niels Jensen genkaldte gamle tider. Vinteren var mild, så fodboldbaner og ikke mindst muldvarper havde de bedste betingelser i mange år. Der blev kæmpet med alle de skud de små ”bæster” kan lave, og banerne blev som sædvanligt tromlet en hel weekend. Taarbæk Idrætsforening indgik en ny 3-årig samarbejdsaftale med Stadium Sport i forbindelse med levering af spillertøj og sportsmaterialer til klubben. Aftalen med Stadium gav bonus til Taarbæk Idrætsforenings ungdom, når vores medlemmer og venner af klubben handlede i Stadium.


2. holdet på sletten inden sidste kamp mod Værløse BK som vi vandt 6-2. Bagerst fra venstre: Træner Silas Jonsbo, Kristoffer Kjøller, Spillende træner Mads Harboe, Henrik Molin Lykkebo, Jacob Arnum, Mads Peter Wester og Kasper Mølgaard-Nielsen. Forrest fra venstre: Jakob Warnøe Nielsen, Rasmus Rørth, Christian Olsen, Philip Bjørn, Christian Lohmann, Christian Stage og Tobias Lind Laursen.

Førsteholdet - Serie 3 Pulje 3 Hold Værebro Værløse Taastrup B. 77, Rødovre Glostrup Islev FC Real Mardin Taarbæk IF B. 1973, Herlev Avarta Herlev Lejerbo

v 9 7 7 5 5 5 5 5 4 4 1 0

u t 0 2 2 2 1 3 5 1 2 4 2 4 1 5 1 5 2 5 1 6 1 9 0 11

mål 35-19 46-23 31-16 33-17 35-27 28-21 19-22 20-20 21-28 24-30 20-42 15-62

p 27 23 22 20 17 17 16 16 14 13 4 0

Ændrede turneringsregler SBU havde valgt at lave en sæsonændring, således at der skulle spilles enkelt turnering i foråret. Det betød, at der skulle kæmpes om opog nedrykning inden sommer i stedet for vinter for alle seniorhold i Danmark. Det betød, at Taarbæks seniorposition afhang af elleve spændende kampe i foråret. Spænding til det sidste Førsteholdet var rykket op i serie 3, og det kunne mærkes, at vi var kommet en række højere op. Spillet gik hurtigere og mere kontant – men vi viste os klar til at tage kampen op. 141


Der var spænding i turneringen lige til den sidste kamp mod B. 1973 Herlev. Med en sejr til Taarbæk have vi muligheden for at krybe op over stregen og kunne undgå at skulle spille om nedrykning. Kampen blev en velspillet kamp, der endte 4-1 til Taarbæk. Holdet klarede dermed sæsonen med fem sejre, en uafgjort, fem tabte kampe og endte på den måde som nr. 8. B. 1973 Herlev måtte ud i kampene om nedrykning, og vi kunne holde en velfortjent sommerferie i serie 3. Succes til debutanterne Silas Jonsbo og Mads Harboe debuterede som nye trænere for andenholdet. Holdet var solidt funderet på grund af den fine tilgang af spillere til vores seniortrup. Der var lidt spænding op til sidste kamp i foråret, men det viste sig at der ikke var grund til at være nervøse, for holdet vandt 6-2 over Værløse BK. Holdet måtte kæmpe i turneringen og det blev til to sejre, en uafgjort og fire tabte kampe, der rakte til en femte plads. Holdet blev derved i serie 5, da vi skulle have været blandt de tre bedste for

at rykke op i serie 4. Men det er helt sikkert, at der er potentiale i dette hold.

Silas Jonsbo der udgør den ene del af træner duoen på andenholdet.

Andenholdet - Serie 5 Pulje 3 Hold Bagsværd Mladost Brede Birkerød Skjold Taarbæk IF Farum Værløse Kr. Værløse

142

v 6 6 5 4 2 2 1 0

u 0 0 0 0 1 1 1 1

t 1 1 2 3 4 4 5 6

mål 30-9 22-13 18-15 27-19 15-12 19-24 13-31 8-29

p 18 18 15 12 7 7 4 1

Mads Harbo klar til kamp som spillende træner.


Scener fra andeholdets sidste turneringskamp i foråret 2008.

Kampen, der var den sidste i turneringen, mod Værløse BK, endte med 6-2 til Taarbæk.

Den Italiensk inspirede træner Silas Jonsbo giver Christian Olsen instruktioner før kampen mod Værløse BK.

...Stage kunne også finte…

...sidst men ikke mindst kan Stage også score mål. Kasper Mølgaard-Nielsen syntes at sige ”den ville jeg score på”.

Christian Stage kæmpede bravt i kampen...

Jakob Warnøe Nielsen prøver chancen.

143


11 mands oldboys inden kampen mod Lyngby der endte 3-3. Bagerst fra venstre: Michael Nimskov, Karsten Tjener, Kim Jul Svendsen, Morten Wiegand Larsen, Aksel Olsen, Mads Klæstrup Kristensen og Jesper Jensen. Forrest fra venstre: Peter Warnøe, Nikolaj Thomassen, Ole Lindner, Klaus Frøkjær, Niclas Andersen, Steen Jørgensen, Ulrik Ohnell, Jesper Lund og Allan Nielsen.

Capello styrer Der var stor tilslutning til begge oldboys hold. Capello alias Morten W. Larsen var manager på elleve mandsholdet, og der var så mang,e at der ligefrem var tale om at sætte nogle af til kampene. Capello var en fabelagtig manager og intet blev overladt til tilfældighederne. På hjemmesiden for dette oldboyshold var strømmen af nyhederne helt fantastiske. Der kom udførlige referater fra kampene, hvor et af dem er gengivet her på modsatte side. Kampen mod Hørsholm blev desværre tabt med 5-2, men det skal også fortælles, at Capello ikke selv deltog i denne kamp. 144

Holdet spillede en dobbelt turnering og sluttede foråret i den kedelige ende af rækken. Oldboys 11 mands - pulje 4 Hold Karlebo Hørsholm-U. Brede IF Ballerup IF Lyngby BK AB Taarbæk IF Holte Star Club Skovlunde IF

v 8 8 6 5 3 3 3 2 0

u 1 0 1 2 2 1 1 1 1

t 0 1 2 2 5 6 6 7 9

mål 41-10 49-10 30-11 20-15 22-38 13-24 21-26 15-41 11-47

p 25 24 19 17 11 10 10 7 1


Taarbæk IF - AB: 4-1 Hovedoverskrift på La Gazette Della Sport * 2 gol del nuovo acquisto Rasmus Lorents, per garantire la vittoria contro Taarbæk SE AB nel miglior campionato danese* Ja, det var jo en skøn morgen at vågne op til, efter vores sejr over AB. Efter at være kommet hjem i går omkring kl. 24, da der var flere aviser som ønskede diverse interviews, og lige fik set kampen igen på Eurosport, så var det jo enestående, det som vi udrettede i går. Jeg var nede og købe alle aviserne i morges hos vores lokale kiosk, og for lige at oversætte overskriften på Italiens største sportsavis, så står der: *2 mål af ny indkøbte Jacob Lorentz, sikrer sejr til Taarbæk IF mod AB i den bedste liga*, det står der faktisk på de fleste aviser. Efter sidste uges nederlag til Holte Star, så var der ingen tvivl om at der skulle ske noget nyt i truppen. På møde med præsidenten, fik jeg derfor forhandlet mig frem til at jeg kunne indkøbe 2 nye spillere til truppen, da vi manglede en på midtbanen til at styre denne, samt lidt tyngde i angrebet. Så med ca. 38 kr. på lommen, så var der en del muligheder rundt omkring i landet. Straks faldt mine tanker på 2 tidligere holdkammerater, som jeg vidste, var i et klubskifte og ønskede at komme hjem fra udlandet. Det var Nicolai Thomassen og Rasmus Lorentz. Efter at have forhandlet frem og tilbage med Bayern og Inter for at købe dem fri, så viste det sig at der var penge tilbage som jeg så kunne bruge på at købe Mads *halvleg* Kristensen fri, fra hans job, så han altid kan spille en halvleg. De ville dog gerne betale for, at han gik før fra arbejdet, så det var jo perfekt, da det drejede sig om nødhjælp. Vi skulle endnu engang ud i et bundopgør da vi skulle møde AB som lå lige under os, og som kunne rykke forbi os med en sejr. Så denne kamp var endnu engang uhyre vigtig og formentlig sidste chance for om vi skulle gøre os håb om Europa Cup pladser. På selve kampdagen, kom der 2 afbud, samt at vores altid Michael Plankeværk, skulle til Paris, for at lave en kontrakt med sin fra. Det skulle dog gerne betyde at der en lille Maximus på vej til holdet. Så det er jo fantastisk at vi nu er så stor en trup af klasse spillere, at jeg har 2 mand til hver plads, det er også noget som har betydet meget til vores daglige træningssessioner. Som de sidste kampe startede vi stille og roligt ud, og hurtigt viste det sig at jeg havde lavet en kanonhandel til gavn for Taarbæk, da Nicolai, med sin eminente boldteknik, kørte rundt med klatten som om at der var magnet i støvle og bold. Så det første kvarter, så det rigtig godt ud. Vores forsvar stod enormt stærkt, og er sikker på at hvis USA’s missil forsvar havde set kampen, at de ville bruge samme taktik overfor russerne, nemlig at afskærme hvert et hul. Men pludselig fik AB overtag på spillet og på kampen. Efter 20 min. Fik AB hjørne som blev sparket ind over, og Kim Svendsen vores 2. målmand, råbte også i vilden sky, jeg har. Denne information ignorede Kim Hjortkær dog, og snittede den ind til en af deres spillere, et genialt godt oplæg, dog bare i den forkerte ende. Vi kom dog hurtigt tilbage i kampen, og pludselig var Dennis helt lidt uden for feltet, og med et kanonbrag som dog lige snittede en AB så han fik en hudafskrabning, så fløj bolden lige op i krogen. Og i de sidste 5 min. Af kampen sad vi igen på spillet, dog manglede vi lidt på fløjene. I pausen, blev der skiftet ud og Rasmus og Mads Halvleg kom selvfølgelig på banen. Der var kun gået 5 min. Da Dennis pludselig igen var fri, og da han skulle til at knalde til bolden, var det som om at han mistede sit støtteben, og pludselig røg sparkebenet direkte til vejrs, så han lignede en rumænsk gymnast, ala svanens død. Dette betød dog en fiber som kunne høres i hele skoven. Trist da Dennis endelig var kommet i gang. Efter 10 min. Fik Rasmus dog chanchen og med et dejligt hug røg den lige over i hjørnet og vi var oppe 2-1, fantastisk. Så ville Kim H. også være med til at sparke bolden i kassen. Igen med et drøjt hug, som målmanden ikke kunne få fat i. På dette tidspunkt kørte der super godt for os, og i de sidste min. lykkedes det Rasmus endnu engang at få scoret på et knaldhårdt hovedstød. Sejren betød, som i kan se i tabellen at vi er med igen. Der er kun 1 point op til en 4 plads, så det ser positivt ud. Næste

kamp

er

mod

Hørsholm

d.

10.

juni

hvor

der

ligger

3

point

mere.

Capello

145


7 mands oldboys før kampen mod Høje-Gladsaxe som de gæve gutter fra TIF vandt med 6-3 Bagerst fra venstre: Mads Hedegaard, Mikkel Hvidsteen, Lars Andersen, Jacob Felding og Jakob Gehl. Forrest fra venstre: Træner Henrik Bergh, Jan Møller, Holdleder Sune Granzow, John Pedersen og Jannik Larsen.

Mål, kalorier og forventningens glæde Henrik „Den Store Anfører“ Bergh og Sune „Det Grå Platin“ Granzow var stadig de spillende træner og holdleder for syvmands oldboys. Efter nogle sæsoner med KATASTROFALT dårlige resultater, var der en selvforståelse fra de spillere, som var mindre boldbegavede, om at trække sig ligeså stille fra holdet. De huller det skabte, blev dog langsomt men sikkert fyldt ud af gamle fodboldkammerater fra tidligere hold, med det resultat, at man i dag står med en ganske udmærket trup på omkring 15-20 mand.

146

En ting, der har virket rigtig godt for holdets kampkoordination, er et nyt webtilmeldingssystem, udviklet af IT geniet Jakob Gehl. Det burde være alle hold forundt at have et sådant web-orakel. Igen er det „først til mølle“ princippet der hersker, og fungerer ved hjælp af en invitation til hver kamp. Man kan også booke sig på kampe, der ligger længere ude i fremtiden. Dette har reduceret bøvlet med at ringe rundt helt fantastisk, og Henrik Bergh har igen penge til lørdagsslik! Man træner selvfølgelig ikke ud fra devisen om, at mænd af dette format ikke behøver den slags. Desuden ville træning på-


virke holdets gennemsnitlige løbepensum i særdeles negativ retning... Der er brug for al den kondition man kan opspare. Det sociale på holdet fungerer helt perfekt, og hele holdet ender næsten altid med at tage på kro for at genvinde de kalorier vi tabte i kampen. Burger med ost og bacon er en klar favorit blandt de fleste på Taarbæks OB syv mands hold. Der bliver altid fortalt historier fra de rigtig gamle dage, og alle er enige om, at alle forhold var bedre før i tiden. Det er vist et aldersfænomen. Der er stadig en stor forventningens glæde op til hver kamp, der skal spilles, og den glæde er overhovedet ikke blevet mindre,, selvom man er kommet lidt op i årene.

Oldboys 7 mands - pulje 2 Hold Hareskov Kr. Værløse Rødovre Brøndby Strand Taarbæk IF Værebro Glostrup 95 Måløv Avedøre Høje Gladsaxe

v 7 6 5 6 5 4 3 2 2 0

u 1 2 3 0 1 1 1 0 0 1

t 1 1 1 3 3 4 5 7 7 8

mål 43-21 50-19 41-20 36-35 49-26 28-34 26-38 21-56 23-39 23-52

p 22 20 18 18 16 13 10 6 6 1

Holdet sluttede forårssæsonen i top fem, og de flotte målscore-resultater i turneringen, med sejre på 8-0, 5-3, 6-2 og 12-2,

vidner om nogle målfarlige skytter på holdet. Det er faktisk det hold der har scoret næst flest mål i turneringen, og havde de fordelt dem lidt i kampene tør jeg slet ikke tænke på, hvilke flotte resultater der kunne været opnået og for den sags skyld hvad vi skulle lægge øre til fra træner, leder og spillere.

Træner Henrik „Den Store Anfører“ Bergh.

Holdleder Sune „Det Grå Platin“ Granzow.

147


Oprykningen udeblev Vores 7 mands seniorhold kæmpede bravt i sæsonen. Holdet måtte desværre lide den tort sidste år, at forlade mesterrækken. Christian Thysen har været træner og holdleder på dette hold, der er et hold som ikke kan lide at tabe. Derfor lagde holdet også ud med fire sejre i træk fra sæsonens start. Derefter er det blevet til seks sejr og tre nederlag der betød en plads i den bedre ende af tabellen. 7 mands - herresenior pulje 1 Hold Ndr. B. Politi B. 82, Virum BSV Taarbæk IF Lundtofte Værebro Lynge-U. Blovstrød Lyngby Jægerspris

v 8 6 9 6 5 4 3 3 3 0

u 0 1 0 0 0 1 0 0 0 0

t 1 2 3 3 4 4 6 6 6 9

mål 64-12 30-15 32-15 31-22 22-37 25-25 21-43 24-36 16-30 4-34

p 24 19 18 18 15 13 9 9 9 0

God træner tilgang i ungdom Ungdomsafdelingen var fuldt besat på trænerposterne. Denne trænertilgang er endnu en af de rigtigt positive elementer, som får fremtiden til at se lys ud i vores ungdomsafdeling. Det betød at der blev meget mere tid til forældrene til at være støtter rundt omkring for holdene og gøre vores klub til et dejligt mødested for unge mennesker.

148

Målene næsten nået I spidsen for U-16 årgang 1992-93 stod Peter Lausten, der havde en forrygende sæson med holdet. Truppen består af 16 spillere, som har trænet hele vinteren med forbløffende fremmøde. Udover de sportslige og sociale mål for truppen, havde de sat sig det mål, at gøre gruppen selvstyrende, idet de selv skulle sørge for tøjvask, sætte net op og tage dem ned, sørge for vand, toppe, bolde med mere. De to første mål blev indfriet, mens det sidste blev indfriet i nogen grad. Sæsonen startede en lørdag eftermiddag, hvor der blev drøftet forventninger til 2008, rollefordeling, omgangstone, bødekasse, egne styrker/svagheder, forskellige opstillinger og konstellationer. Truppen blev desuden inddelt i individtyper, hver med deres adfærdsmønster: sælgeren/ fighteren (2 stk.), reklamemanden/udvikleren (6 stk.), administratoren (4 stk.) og pædagogen (4 stk.). Øvelsen gav en god forståelse for hinandens reaktioner, både på og uden for banen, og det blev der draget fordel af i hele sæsonen. Eksempelvis: Er det klogt at kritisere Jacob Nygaard, hvis han brænder en oplagt chance? Alt i alt en god og udfordrende trup: de er gode teknikere, de har god fodboldforståelse, de har alle en mening om alt og den SKAL ventileres, de har en til tider særdeles hård omgangstone (men tavlen viskes hurtigt ren), de har ingen problemer med selvtilliden!, de har travlt også uden


De lovende juniorer - U16 talenter opstillet for fotografens skyld. Bagerst fra venstre: Mikkel Holm, Mads Strandberg, Jacob Jølver, Nikolaj Kure, Kristoffer Schaldemose, Rasmus Benjamin Ulveman, Jacob Emil Nygaard og Chef manager Peter Lausten. Forrest fra venstre: William Neuvonen Hansen, Jacob Falk-Hansen, Sebastian Lausten, Nicolai Roest, Emil Herlev, Oscar Svare og Frederick Karaca. (Oliver Frøstrup Andersson og Silas Riedel nåede ikke med på billedet.)

for banen, de er ikke bange for at sige stop, før det bliver hårdt, de har en god portion humor og endelig har de Taarbæk-hjertet på det rette sted. Sideløbende med den ordinære turnering har holdet spillet tre træningskampe mod seniorernes andenhold, der gav to nederlag og en sejr. Der var kun fire hold i puljen hvor Taarbæk og Ledøje-Smørum FB var klart overlegende. Taarbæk hentede så sikre sejre hjem som 4-1, 4-0, 9-1 og 13-2. Kun mod Ledøje-Smørum FB måtte vi tage et nederlag på 3-0.

De øvrige to hold i puljen var Snekkersten og BK Avarta. De flotte sejre betød at Taarbæk blev pulje vindere og skulle kæmpe mod vinderen i Midtsjællandspuljen Borup IF ved Køge. Kampen blev spillet 21. juni kl. 13.30 i Borup. Junior - U16 Pulje 1 Hold Taarbæk IF Ledøje-Smørum Avarta Snekkersten

v 5 4 2 1

u 0 0 0 0

t 1 2 4 5

mål p 33-7 15 24-14 12 16-38 6 14-28 3

149


En herredyst Holdet havde deres bange anelser, idet Borup havde vundet alle deres 9 kampe med en mål difference på +50 mål. Rammerne om kampen var i orden. Der var lejet en stor bus (ligesom da vi var i Italien sidste år), og de nye spilledragter blev taget i brug. Der var både dommer, linievogtere og repræsentanter fra SBU og stemningen var 100 procent i top omkring banen (romerlys!!). Træner Peter Lausten fangede detaljerne fra kampen der begyndte i et hæsblæsende

tempo og nærkampene bølgede frem og tilbage hele første halvleg med store chancer til begge sider. Taarbæks største chance kom midt i første halvleg, hvor vi efter hurtig kombinationsspil, kom helt frem i feltet, her spillede William Hansen et - to med Frederik Karaca, som desværre ramte lige på den i øvrigt storspillende keeper. Stillingen ved halvlegen var 0-0. Anden halvleg blev lige så intens med gode præstationer over hele linien. Efter et kvarters spil kom vi på hælene og det bagerste forsvar miskommunikerede med Nicolai

Miniputholdet i 2008 Bagerst fra venstre: Cheftræner Nicholai Rudbeck Zickert, holdleder Vithus T. Hartz, træner Mikkel Holm og ungdomsformand Christian Olsen.Stående fra venstre: Julie Dalgaard-Jensen, Jeppe Helweg-Larsen, Villads Mann Frank, Frederik Kjær og Alexander Giese. Siddende fra venstre: Mads Salling, Frederik Normann Grut, Elias Kjær-Westermann, Johan Hartz, Carl Emil Kjær, Daniel Bolander og Joakim Kempf Holm.Siddende på knæ fra venstre: Sebastian Gram og Albert Svare.

150


Roest i målet, hvilket resulterede i 1-0 føring til dem. Nu skulle der ikke ske det som oftest sker for Taarbæk, nemlig at vi taber modet og resignerer!! Det skete heldigvis ikke og vi kastede alle ressourcer frem for at få udlignet. Og chancerne var der, men vi var bare ikke skarpe nok foran målet. Tættest på kom vi, da Jacob Nygaard sparkede langt udefra og selvom bolden dykkede kort før mål strøg den alligevel et par cm over. Borup IF scorede to gange i slutningen af kampen som endte 3-0. Efter kampen kom holdets styrke til sin ret. Efter et par hurtige bemærkninger, en sodavand og fem minutter i ro, var det nederlag glemt. Fokus var nu rettet mod hvad sommeren ellers kunne byde på. Avancerede i tabellen til slut Førsteholdsspilleren Nicolai Rudbeck Zickert var træner for U-10 drenge 7mandsholdet årgang 1998. Holdet lagde ud med en sejr over B.82 Virum på 6-5. Herefter blev det til et par kampe med nederlag. Da holdet mødte Høje Gladsaxe, var kampgejsten i top, og det blev til en sejr, der var så flot som 8-1. Med blod på tanden tog de til Birkerød hvor det skulle vise sig at blive en målrig kamp. Men det var desværre Taarbæk der måtte vende hjem med et nederlag på 178. Smagen af sejr var der stadig og den sidste forårskamp skulle foregå i Farum Park. Jeg sad spændt og ventede på resultatet for at kunne færdiggøre denne bog. Klokken 11:01 ringede telefonen og hele holdet råbte i kor: 11-4 til Taarbæk. Det gav kuldegysninger at høre de sejrsglade

spillere gennem telefonen. Med dette resultat avancerede holdet fra en ottende til en femte plads i turneringen. En flot placering at gå på sommerferie med. Miniput ældste, 7 mands - U10 pulje 3 Hold Ledøje-Smørum Birkerød Skjold Allerød Værløse Taarbæk IF Farum B. 82, Virum Virum-Sorgenfri Høje Gladsaxe

v 8 6 5 4 3 3 1 2 0

u 0 1 1 1 0 0 4 1 0

t 0 1 2 3 5 5 3 5 8

mål 49-15 55-33 37-32 37-20 41-61 26-32 25-30 24-43 18-46

p 24 19 16 13 9 9 7 7 0

De er vilde med Mikkel Mikkel Holm, der var anfører på juniorholdet, var træner for vores mikroput årgang 2000 drenge. Mikkel overtog holdet i vinteren 2008 med indørstræning nede på skolen, og det var primært fra første klasse, at de fleste kom. De havde endnu ikke prøvet at spille kampe, så alle var spændte på hvordan det skulle gå dem, når de skulle ud og spille turneringer. Men her gav Mikkels gode evner som træner pote. De stillede op i tre turneringer i foråret og tabte kun en kamp ud af tolv mulige. De spiller fem mands kampe, og alle spillerne, men især også forældrene er helt vilde med Mikkel. Mikkel, er utrolig god til at lære drengene at spille sammen, og samtidig rigtig god til at 151


Mikroput - U8 truppen bagerst fra venstre: Victor Pelch, Oscar Gailevieius Madsen, Peter Boissevain og træner Mikkel Holm der er anfører på U16 holdet. Forrest fra venstre: Felix Palle Madsen, Sirius Kirsebom, Oliver Wiegand Gall, Carl Christian Bredholt og Frederik Norvig Kierkegaard

give information videre til forældrene. Så vi glæder os til at se Mikkel Holms gode træner arbejde fortsætte i TIF, mange år fremover.

et slået knæ eller andre store skader. Mange andre forældre følger også de små poder fra sidelinjen og står klar med mad i klubhuset efter en hård gang træning.

Nimskov trækker læsset Det var stadig en succes med vores tidlige start for de små poder. At de i en tidlig alder blot leger bold og derved får en social og varm tilgang til hinanden og til faciliteterne oppe i skoven. Jens Dörner Carlsen og Jonathan Nimskov var efterhånden rutinerede trænere og tog sig af poderne. På holdet ses lillebror Gilbert Nimskov, og farmand, Michael Nimskov, står bagved og trækker lidt i trådene, hvis nødvendigt, med

Jubilæet venter Selve programskitsen til jubilæet lå færdig i foråret, og der kunne arbejdes videre med alle detaljerne. Det var bestyrelsens målsætning, at jubilæet skulle give vores aktive en god oplevelse for livet. Med de aftaler, der kom i hus, mener vi at målet er nået. Vores ansøgninger i forbindelse med fonde og legater gik ikke som vi havde håbet. Der kom kun et par stykker i hus ud af en hel del ansøgninger.

152


De var svære at indfange til foto de glade poder. Bagerst ses super trænerne Jonathan Nimskov og Jens Dörner Carlsen.Midterst fra venstre: Arthur Vossen Mandal, Daniel Boissevain, CarlEmil Frost Sørensen, Jacob Boissevain, Tore Sebastian Breüner, Gilbert Nimskov og Albert Mainz.Forrest fra venstre: Louis Marsing-Rossini, Vitus Mann Frank, Frode Theodor Hallas Øvlisen, Valdemar H. Bisholm, Pablo Marsing-Rossini og Bernhard Martensen-Larsen.

Jubilæet vil blive fejret over en hel uge fra den 16. august 2008 til selve dagen for jubilæet 23. august 2008. Vi har i forbindelse med jubilæet fået fremstillet en særlig 100 års vimpel til brug for særlige kampe. Pondus lægger ud Det hele vil tage sin begyndelse den 16. august 2008, hvor Danske Bank er sponsor for et Pondus Cup. Vi har ambitionen om at genskabe den gamle turnering, Kystallianceturneringen. Vi vil dog i år kalde den for Pondus Cup, da Danske Bank i Charlottenlund gerne vil være vært ved vores jubilæum. Pondus Cup, vil være for 153


alle Taarbæk Idrætsforenings ungdomshold og vores gamle naboklubber, som har hørt under kystalliancen. Der vil være præmier til alle deltagere. Fodbold Festival I samarbejde med Lyngby Boldklub vil der den 17. august 2008, blive arrangeret en fodbold festival for børn i kommunen. Det vil være for alle børn i de årgange som matcher vores ungdomsafdeling. FC. København kommer til Taarbæk Taarbæks unge, men talentfulde senior hold, skal spille mod F.C. Københavns Superligahold den 19. august 2008. I lighed med tidligere års jubilæer har vi igen fået muligheden for at spille mod nogle af de bedste i Danmark. Med kampen vil vi også vise, at selv om man spiller fodbold på vidt forskellige niveauer, så er der stadig fodboldglæde mellem to fodboldhold. For første gang i mange år vil det ikke være gratis at se fodbold på Eremitagen. I sam-

154

arbejde med Billetlugen har vi fået mulighed for at sælge billetter over Internettet. Der vil ligeledes blive solgt billetter i klubhuset. Salget af billetter vil gå ubeskåret til Taarbæk Idrætsforening, da F.C. København har valgt den flotte gestus at stille op gratis. Klubben vil være vært for en gang kylling og pasta til gæsterne. Som optakt til kampen mellem Taarbæk og F.C. København vil vores juniorhold spille en opvisningskamp mod K.B.s U16 elitehold. Der bliver uden tvivl god fodbold på den kongelige denne dag. Historisk kamp på sletten Vores Oldboys skal spille den historiske kamp mod K.B.s 1. Oldboys den 21. august 2008. Vi vil genskabe kampen der foregik i 1879 med datidens rekvisitter. Cand. Jur. Jan Fog er sponsor på denne kamp og har sponseret tøj, som ligner datidens spilledragter, hvor jeg har genskabt klubbens første skjold til tøjet. Derudover skal alle spille med kasketter som var det der gjorde, at man kunne kende forskel på de to hold.


Illustration af den første kamp på Eremitagesletten i 1879. Til højre ses artikel skrevet i Illustrerede tidne fra samme år.

Vi har dog valgt, at Taarbæk skal spille i det traditionelle med hvide bluser, sorte bukser og røde strømper som har været klubbens farver gennem hundrede år. Efter kampen vil spillerne traditionen tro tage tredje halvleg hjem sammen, da vi har indbudt K.B. til en middag efter kampen. Som optakt til kampen har spillende manager Carsten Schiødte mødt Taarbæks egen ”Capello” alias Morten W. Larsen for at besigtige banen og omgivelserne. Flotte pokaler fra ”Doctor” Til kampene mod K.B.s U-16 elitehold og K.B.s oldboyshold har vores trofaste sponsor, blikkenslager Michael Doctor Rasmussen, udsat to jubilæumspokaler, som de to hold skal spille om. Det bliver spændende at se, om vi kan lade pokalerne blive i Taarbæk.

Carsten og Morten mente nok at græsset skulle slås før kampen.

155


Et godt bud på det hold der skal møde K.B. „forstærket“ med Store Larsen. Bagerst fra venstre: Henrik ”Store” Larsen, Klaus Frøkjær, Steen Jørgensen, Jesper Jensen, Mads Klæstrup Kristensen og Michael Nimskov. Midterst fra venstre: Jesper Lund, Kim Jul Svendsen, Morten Wiegand Larsen, Nikolaj Thomassen og Ulrik Ohnell. Forrest fra venstre: Aksel Olsen, Karsten Tjener, Niclas Andersen, Allan Nielsen og Ole Lindner.

Ærkerivaler kommer til Taarbæk Det har også været muligt, at trække vores gamle rivaler fra Skovshoved og Lyngby, til et lille tre parts jubilæumsstævne. Det er vores syv mands oldboys, der skal møde gamle kendinge fra de to modstanderhold. Til dette spændende opgør, har tidligere spiller på holdet, ejendomsmægler Claus Borg, udsat en pokal til det sejrende hold. 156


Reception og fodbold Vores fødselsdag skal fejres på behørig vis lørdag 23. august 2008, som også er selve jubilæumsdagen. Der vil på dagen blive inviteret gæster, som har relation til klubben. Bestyrelsen har besluttet, at alle, der har modtaget Edvard Ydes Mindefad, skal hædres endnu engang. Derfor er der bestilt en særlig 100 års nål, som vil blive overrakt under receptionen. Dagen vil også byde på taler til medlemmer og gæster. Denne bog vil officielt blive overgivet til klubben og salget vil gå i gang på dagen. Efter receptionen vil der være almindelige turneringskampe for vores første- og andenhold på vores baner, hvor det er hå-

bet, at mange gæster vil benytte lejligheden til at heppe vores hold på vej. Lørdag aften vil klubben være vært for en fest for klubbens aktive, ledere og æresmedlemmer i klubhuset. Det har været lidt af et dilemma, om denne bog skulle udgives på jubilæumsdagen eller udskydes for at få alle detaljerne om jubilæet med. Bestyrelsen tog den svære beslutning og vedtog, at den skulle offentliggøres på selve dagen den 23. august 2008. Alle detaljer omkring jubilæet vil vi så forevige i scrapbøger og på Internettet.

157


Ungdomsafdelingen før jubilæet i 2008. På ses også de gamle koryfæer Finn Wiegand Larsen, Elo Jørgensen og Henri ”Lillebror” Larsen.

Første- og andenholdstruppen på sletten i 2008 klar til at fejre jubilæet. 158


Et stolt og værdigt hjørne rundes Af Klaus Frøkjær Formand Taarbæk Idrætsforening

Kære Taarbæk Idrætsforening, tillykke med fødselsdagen. Det er ikke mange forundt at være aktiv deltagende i en 100 års fødselsdag, eller som andre ville kalde det et 100 år Jubilæum. For mig personligt er det dog en fødselsdag, for et familiemedlem der skal fejres. For ikke bare det at historiens vingesus har pustet mange interessante oplevelser igennem denne forening, dette kan der læses meget mere om i bogen her, men mere at dette sted – denne idrætsforening har vist og bevist at den ønsker at være en aktiv del i medlemmernes liv, deres adfærd og deres oplevelser. Personligt har du, Taarbæk Idrætsforening bidraget mig med oplevelser ud over det sædvanlige, alt for mange til at nævne her og det ville være forkert at trække en enkelt episode frem. I stedet skal hilsnen udmærkes til nogle af de enkeltpersoner der træder frem, Søren ”Spætte” Hillestrøm for dit ukuelige ungdomsarbejde, Niels ”Post” Jensen for at være synonym med fodbolden i Taarbæk i en lang årrække og sidst men ikke mindst Kaj ”præsident” Landsberger for at have trukket Taarbæk Idrætsforening værdier og liv frem igen.

Taarbæk Idrætsforening du er konstant i live – invitere nye mennesker indenfor, hylder gensyn med gamle koryfæer – altid med fokus på den stolthed og glæde der er forbundet med dit navn. Stolthed, ikke kun over resultater, men over sammenholdet, omgivelserne og den sociale acceptens. Det har aldrig været nemt at være fodboldklub i et lavt befolket område, ikke i 1908 og ej heller i 2008. Glæde og at kunne mødes, på egne vilkår og være en del af det fællesskab som du som Idrætsforening tilbyder. Taarbæk Idrætsforening - må du leve i 100 år mere!

159


Foreningens æresmedlemmer Foreningens første æresmedlem Axel Løvdal var en af initiativtagerne til foreningens rekonstruktion i 1914, da den aktive idrætsudøvelse i Taarbæk — som så mange andre steder - var standset som følge af første verdenskrigs udbrud, og i hans formandstid fra 1915 indtil 1920 lykkedes det at få etableret den fodboldbane, foreningen i dag råder over. Axel Løvdal fødtes 6. september 1882 og blev i 1911 skovfoged (senere statsskovfoged) i Dyrehaven. Han boede i skovens hus Strandvejen 503 med det meget gamle egetræ. En af de store dage i foreningens historie, var indvielsen af den nye bane ved Trepilelågen i sommeren 1920. Det var i høj grad Axel Løvdal, som med stor dygtighed gennemførte forhandlingerne med forstvæsenet, ministeriet og kommunen. En bedrift, der senere belønnedes ved at udnævne ham til æresmedlem og hans navn er dermed med taknemlighed indskrevet for stedse, i foreningens historie. Samme år afgår han som formand og overlader posten til E. Yde. Efter Axel Løvdals afgang som formand 160

Axel løvdal - foreningens første æresmedlem

var han stadig idrætsforeningen en god mand ved de mange forhandlinger med kommunen og andre myndigheder. Selvom det kunne være vanskeligt, som embedsmand under landbrugsministeriet, at skulle føre forhandlinger når det drejede sig om Dyrehaven. Han blev i 1930erne indvalgt i klubbens amatør- og ordensudvalg og sad der til udvalget blev nedlagt i forbindelse med klubben valgte at etablere en hovedbestyrelse og egentlige bestyrelser i de respektive afdelinger.


Axel Løvdal var et organisations- og foreningsmenneske. Dette førte ham også ind i politik. Han var sekretær i Kommunalforeningen, hvis formand var gartner Skjoldager. På et offentligt møde på Taarbæk Hotel enedes man om at samle Grundejerforening og Kommunalforeningen til én forening. Derved blev Taarbæk Grundejer- og Kommunalforening stiftet i 1920 og Axel Løvdal valgt til bestyrelsesmedlem. Han sad endvidere i skoleudvalget. I 1925 blev han valgt ind i LyngbyTaarbæk sogneråd med konservative stemmer. Han var leder af den konservative gruppe, men i 1950 da de konservative kom i flertal i sognerådet, trådte han tilbage til fordel for den yngre Paul Fenneberg, der blev sognerådsformand (senere kaldet: borgmester). I 1947 fratrådte Axel Løvda1 sin stilling ved skovvæsenet og i 1954 trådte han ud af sognerådet. Taarbæk Kyst-kollegiet - den tidligere Pension Fønss - nedrives efter mange protester for at give plads for ældreboliger på grunden i 1980. Vejen mellem det grønne område i Rosenhaven og ældreboligerne blev navngivet ”Axel Løvdals vej”. I en alder af 79 år dør Axel Løvdal, 28. oktober 1961, og foreningen mister derved sit første æresmedlem.

Sjællands fodboldpioneer nummer 1 En af klubbens og fodboldens tidligere tiders helt store pionere var Edvard Michael Yde, født 6.april 1895 i Kongens Lyngby og opvokset under trange kår i Taarbæk. Han gik ud af kommuneskolen i Taarbæk, fik derefter en 4-årig kontoruddannelse i firmaet Edvard Arnhof i København, der fremstillede e en gros forhandlet eddike, samtidig deltog han i faglig og sproglig undervisning i alle skrevne medier, hvor han bedre var kendt som E. Yde. Hele sit liv viede han til fodbolden og var således en del af klubben til sin død. Hans engagement førte ham til topposter inden for fodbold i såvel SBU som DBU. Indenfor samtlige fodboldorganisationer, som han havde med at gøre, har man vist Edvard Yde den ære at tildele ham de højeste udmærkelser. Edvard gjorde sin debut på klubbens bedste hold allerede som 14 årig. Kampen foregik i Hørsholm og er blevet betegnet som historisk og særlig bemærkelsesværdig, fordi Edvard Yde debuterede i så ung en alder. Efter de ældres mening havde han vist evner under træningen ved Eremitagen. I årene til 1915 spillede han h. ving og siden back, fra hvilken plads han med sit hårde og præcise skud har scoret adskillige mål, oftest naturligvis ved straffe- og frispark. Der var dog ingen der dengang kunne vide at han skulle få så stor betydning for fodbolden i Taarbæk og Sjælland samt være med til at skabe Taarbæk Idrætsforenings historie.

161


At Edvard Yde har været en af klubbens bedste fodboldspillere kan der ikke være nogen tvivl om. Han var med til at vinde klubbens første mesterskab i Nordre Birks turnering i 1916/1917. Siden er det blevet til rigtig mange kampe. Han har selv anslået at have spillet mere end 500 førsteholdskampe for T. I. F. Der udover kommer alle oldboys kampene. Han har deltaget på udvalgte hold i Nordre Birk Boldspil Union. En Union som han selv var med til at stifte i 1913, hvor han blev valgt til kasserer kun 18 år gammel. Der var dengang endnu tale om en pionertid i idrætsbevægelsen, særlig uden for København og de større provinsbyer, og det faldt i hans lod at deltage i udviklingen. Edvard Yde blev valgt ind i klubbens bestyrelse den 21. oktober 1917. Her varetog han næstformandsposten frem til sommeren 1920, hvor han blev konstitueret som formand efter Axel Løvdal. Edvard Yde bestred posten et år frem. Det blev kun til en kort formandspause på 2 år, hvorefter han igen trådte til som formand den 5. februar 1923. Han bestrider denne post frem til sin afgang i 1929. Efter 3 års pause vælges han igen ind som næstformand i 1932. Edvard Yde var også en kreativ herre, da han i sin lederperiode indførte klubbens rød/hvide TIF skjold, som han selv syede af postvæsenets røde jakker til alle medlemmer, for 25 øre stykket. Det var i meget høj grad hans indsats, at klub162

ben endelig i 1920 fik anlagt fast bane ved Trepilelågen og ligeledes i efteråret 1927 fik opført et klubhus på statsbanernes grund, nemlig i ledvogterens have samme sted. Som en anerkendelse til Edvard Yde for det store arbejde med sagen ophængtes et billede af ham i klubhuset. Edvard Yde var uden sammenligning den, der i klubbens første 25 år havde tilbragt den længste tid i bestyrelsen. Han blev valgt på 35 generalforsamlinger og havde altså i alt siddet i ledelsen i ca. 18 år. Ved sin afgang som formand den 17. april 1929 blev Edvard Yde udnævnt til foreningens andet æresmedlem. Det var med stor glæde og uden betænkelighed, at han påtog sig opgaven at skrive og redigere et jubilæumsskrift i anledning af Taarbæk Idrætsforenings 25 års jubilæum. Et velskrevet skrift på 80 sider med mange detaljer der giver et godt indblik i klubbens glæder og problemer. Det lykkedes at få alle vigtigere data og begivenheder med, således at skriftet har været af historisk værdi for at denne bog kunne beskrive klubbens første 25 år. I sit professionelle arbejdsliv var Edvard Yde underdirektør i det store forsikringsselskab ,,Danske Lloyd”, hvor han har var ansat i mere end 30 år. Han var respekteret for stor dygtighed, og også for sin livsregel: arbejde for sig og fritidsbeskæftigelse for sig.


dre klubber, og I 1921 fik han døren åbnet til Sjællands Boldspil Union, hvor han den 10. juni 1928 valgtes som revisor. Den 7. marts 1931 blev han betroet kassererhvervet, han bestred denne post i 19 år, hvor han havde en meget stor andel i, at SBU havde en god og sund økonomi.

Edvard Yde 1933

Edvard Yde har været med til at gøre den sjællandske fodbold stor. Han har gjort det med myndighed, men også med vilje til at forstå andres indstilling. For sin gerning var han elsket og respekteret. I Nordre Birks Boldspil-Union, også kaldet NBBU, var han kasserer af to omgange. Fra klubbens start og igen i perioden 1917 til 1927. Herefter var han bestyrelsesmedlem til Unionens ophør. Edvard Yde var med til at samle de min-

Den 9. februar 1941 skulle der vælges repræsentanter til D. B. U. Foruden formanden fra SBU foresloges Edvard Yde, Henry Petersen og L. H. Jensen. Edvard Yde fik 131 Stemmer, L. H. Jensen 110 Stemmer og Henry Petersen 57 Stemmer. Med disse stemmer var Edvard Yde og L. H. Jensen valgt. Derudover har han siddet i ledelserne af provinsunionernes sammenslutning. Med sin strengt saglige indsigt har han betydet kolossalt meget i alle disse ledelser. At han i tidens løb har modtaget ærestegn fra TIF, Nordre Birks Boldspil Union samt Dansk Idrætsforbund og Islands Idrætsforbund har kun været en naturlig påskønnelse af hans store arbejde. Foruden kassererposten i SBU blev Edvard Yde valgt til næstformand i 1944. Der var ellers nogle der foreslog at han skulle opstille som formand, men det afviste han. I 1946 blev Edvard Yde og L. Hartoft (formand i SBU) af Reykjaviks fodbold råd inviteret med det danske fodboldlandshold til Island. 163


Klubbens første skjold syet af gamle postjakker.

Under Edvard Yde´s forretningsrejser og gennem privat kontakt med vide kredse i Island, arbejdede han for en SBU-tur til Sagaøen, og endelig i 1950 lykkedes det at overvinde alle vanskeligheder og få denne ønsketur realiseret. Det var særlig økonomien, der havde været den største hindring, men ved at arrangere tre kampe til billetpriser fra 10-25 islandske kroner skabtes fornøden basis for besøget. Unionens formand, Henry Petersen, og næstformanden, Edvard Yde, rejste til Island med passagerskibet ,,Dr. Alexandrine”, og fik derfor et herligt to dages ophold på Færøerne. De øvrige spillere og ledere ankom med fly over Norge, også en stor oplevelse. I 1954 var der meget postyr omkring formandsposten i SBU og nogle klubledere havde afholdt møde og man enedes om 164

følgende vedtagelse: ,,Såfremt man ikke lørdag den 6. marts kan komme til forlig, er der fuldstændig enighed om af foreslå Yde valgt som formand.” Edvard Yde udtalte, at han kun tvunget af omstændighederne ville bøje sig for forslaget om at lade sig opstille som formand, og at han for sit vedkommende helst så, at Sv. Aa. Remtoft blev foreslået. Endnu et eksempel på hans respekt for andre mennesker. Han sluttede med at beklage, at der i pressen havde været så voldsom blæst om formandsvalget. Ved valget opnåede Edvard Yde 125 og Henry Petersen 94 stemmer. Straks efter at resultatet var bekendtgjort af ordstyreren, tog Edvard Yde, ordet: ”— Hvis jeg sagde, at jeg var helt glad over at være blevet valgt, ville det ikke være rigtigt. Jeg er klar over, at der trods alt er en tung arv at løfte efter Henry Petersen, og som det ville have været det i 1944, om jeg var blevet Hartofts efterfølger på formandspladsen, er det også hårdt for mig og berører mig personligt stærkt, at jeg skal overtage Henry Petersens plads. SBU skylder naturligvis Henry Petersen tak for meget, det viser afstemningen jo også, — og han skal have tak for al den fritid, han har ofret på arbejdet, ja også for den store del af sin erhvervstid han sikkert har brugt. Jeg kan ikke love, at noget tilsvarende vil blive tilfældet for mit vedkommende. Når bølgerne har lagt sig, er jeg sikker på, at alt det gode, Henry Petersen har gjort for SBU, vil blive stående, ikke mindst hans indsats for dansk fodbold gennem arbejdet i DBU’s bestyrelse.”


I hans år som leder er det, at Sjællands Boldspils Union er steget fra at omfatte 50 klubber til 310 klubber. Hele 33 år blev det til i SBU’s bestyrelse, hvoraf de sidste 10 år var som formand, da han takkede af den 16. februar 1964 på grund af sygdom. Kun en har overgået dette med hele 35 år i bestyrelsen. Året 1954 førte også Edvard Yde ind på endnu en toppost i DBU, hvor han blev næstformand. I DBU´s 75 års jubilæumsbog skrev forfatteren at han havde tænkt sig at undgå personskildringer og vurderinger af unionsledernes indsats og indflydelse på arbejdets gang. En undtagelse måtte han dog gøre og han skrev nogle meget flotte linjer om Edvard Yde. Han skrev blandt andet ”Når Yde på delegeretmødet havde redegjort for årets gang i tallenes nøgterne lys, behøvede skiftende dirigenter aldrig at appellere til forsamlingen om decharge for regnskabet. Samme tillid fulgte Yde på formandsposten, og til bedømmelsen af hans fornemme egenskaber som forsigtig økonom kan lægges, at han blev de større linjers mand, da det blev ham, der skulle tilrettelægge unionens arbejde fra toppen. En forbilledlig loyalitet, en konsekvent afgrænsning af beføjelserne hører med i billedet af Yde, egenskaber, som han også på det bedste prægede i sit arbejde som DBU’s næstformand siden 1954”. Hans arbejde og interesse for Island belønnes i samme år da han udnævnes til Ridder af den islandske Falk.

I 1956 vælges Edvard Yde som suppleant til DBU´s Hjælpefondsbestyrelse og kan samme år fejre 25 års jubilæum i SBU. Delegeretmøde den 4. marts indledtes i en særlig atmosfære. Edvard Yde hilstes ved sin indtræden i salen med kraftigt bifald af de mange delegerede, og næstformanden Svend Aage Remtoft bad straks om ordet og udtalte: ”— Det kan ikke undre, at vi i bestyrelsen er blevet enige om, at vi i dag vil hylde vor formand for 25 års godt arbejde for sjællandsk fodbold. Vi ønsker tillykke med ridderkorset, som er så ærligt fortjent”. På denne dag blev Edvard Yde udnævnt til det andet æresmedlem i Sjællands Boldspil Union. Herefter talte Jørgen Bergkvist som repræsentant for Dansk Idræts Forbund: ”— Kære Edvard Yde! Jeg synes, det er på sin plads, at vi fra D.I.F. hylder og takker dig for din indsats for ungdommen”. Allerede i 1933 fik Edvard Yde tildelt Dansk Idræts Forbunds æresnål for sin indsats for dansk idræt. På de sjællandske klubbers vegne, som det var traditionen, var der blevet malet et portræt af Edvard Yde. Dette maleri hænger den dag i dag i SBU´s bestyrelseslokale. Det blev besluttet at udsætte Edv. Ydes mindepokal til Brækken. En pokal som TIF vandt i 1986. Edvard Yde var aldrig i tvivl, at uden gode dommere, ville vi ikke få det gode fodboldspil. Dommerunionen takkede for denne støtte med den højeste udmærkelse, en dommernål i guld. Den tale, der nok berørte Edvard Yde mest denne dag, var den sidste hyldest 165


der kom fra ungdommen. Fodboldklædte juniores fra en række sjællandske klubber, der under hele denne højtidelighed var opstillet på tribunen, mens en rødhåret frisk gut takkede formanden, der altid havde tid tilovers til samvær med ungdommen. Edvard Yde blev valgt som formand for turneringsudvalget i DBU. 2. juni 1959 samme år som han modtog det Islandske Fodbold Forbunds nyindstiftede guldnål. Det var en stor æresbevisning, der hermed vistes ham, der gennem mange år havde haft en nær tilknytning til det fodboldmæssige arbejde på øen i Atlanterhavet. Overrækkelsen fandt sted efter OL- kvalifikations landskampen mod Island 18. august 1959 i Københavns Idrætspark, det var formanden for det Islandske Fodbold Forbund Björgvin Schram, der foretog overrækkelsen. Den 1. oktober 1961 bliver Edvard Yde indvalgt i bestyrelsens for Dansk tips-

tjeneste A/S som repræsentant for DBU. Vores gamle formand glemte aldrig hvor han kom fra. Lige fra hans tidlige tid som leder til hans død kunne man læse adskillige avisartikler, fodboldreferater og kommentarer med underskriften Edvard Yde, Taarbæk. I en alder af 69 år dør Edvard Yde den 15. april 1964, efter længere tids sygdom. For de unge nuværende spillere siger navnet Yde vel ikke så meget, men jeg håber med denne gennemgang af Edvard Michael Ydes mange bedrifter, at der i tiden fremover vil være respekt om denne store personlighed. På klubbens spillerfest i efteråret 1964 udsatte Old-boys Edv. Yde-Mindepokal som er et sølvfad. Dette gives en gang om året til en person eller personkreds som har ydet en stor indsats for klubben.

Edvard Ydes æresbevisninger: 17. april 1929 Æresmedlem i TIF. 27. august 1933 Dansk Idræts Forbunds Æresnål. 27. august 1933 Æresmedlem i NBBU. 1952 DBU´s guldnål. DBU’s guldnål 14. september 1952 SBU´s guldemblem. 1954 Ridder af den Islandske Falk. 4. marts 1956 Æresmedlem af SBU. Ridderkorset 28. februar 1956 Ridderkorset af Dannebrog. 18. august 1959 Islands Fodbold Forbunds guldnål. 1962 Under D.B.U.s besøg i Island tildeltes følgende æresbevisninger: ,,Fram”s æresnål i guld, K.R.s sølvnål, ,,Valur”s sølvnål og ,,Throttur”s æresnål.

166


Som første modtager var det vores næstformand Niels Jensen, der meget velfortjent fik denne udmærkelse.

En rigtig sportsmand Gunnar Wiggers er født og opvokset i Taarbæk, hvor han har levet hele sit liv. Han var en aktiv sportsudøver inden for såvel fodbold, atletik og gymnastik. Det blev dog inden for fodbolden, at han kom til at yde sin største indsats som aktiv sportsmand i Taarbæk. Man kan dog umuligt nævne Gunner Wiggers uden i samme åndedrag at nævne hans brødre Niels og Poul, der alle tre så at sige deltog uafbrudt på klubbens bedste hold i årene 1917 til 1929. Niels en af de hurtigste wings, klubben har fostret, og Poul vil altid blive mindet som en lille prop i angrebet, stor boldjonglør og altid morsomt at se ham spille. Gunnar Wiggers fodboldspil i Taarbæk Idrætsforening begyndte allerede som 10 årig, ved foreningens stiftelse i 1908. Fra 1916 - 1932 var han fast mand på Taarbæks 1. seriehold. I denne periode repræsenterede han flere gange Taarbæk på Nordre Birk Boldspil Unions udvalgte hold på en så vigtig plads som Center-half. Som oldboys spiller var Gunnar Wiggers aktiv langt op i årene, hvorefter han udelukkende gik over til gymnastikken, som han stadig dyrkede efter han havde passeret de 70 år. Som 70 årig kunne han uden at tøve vise, hvordan et kraftspring skulle tages. Det fortæller lidt om, hvad et

menneske kan få ud af sin krop, når han bare selv vil. I sine unge dage lagde Gunnar Wiggers stor vægt på konditionstræningen og i atletikklubben ”Sparta” var han i sine velmagtsdage et stort løbernavn. I Fortunløbet gjorde han en ganske god figur. I 1919 kom han ud af ca. 200 løbere kom ind blandt de tyve bedste i tiden 29.22 for de ca. 8,5 km, hvilket gav en sølvmedalje. I året 1924 løb han ruten på 30.50 som gav bronze. Han deltog altid i terrænløb for den gode trænings skyld. I en del år deltog han i baneløb i Idrætsparkens Stadion. De bedste resultater var i 1500 m, 3000 m og 5000 m løb, samt i 4 x 400 m stafetløb. I de år, hvor TIF havde en atletikafdeling, deltog Gunnar Wiggers i mange forskellige løb. Stadig som medlem af ”Sparta” deltog han for sidste gang i Fortunløbet 1935, på Old Boys holdet, også i medaljetid. Hans holdning og erfaring viste ham, at udholdenhedsløb er den bedste træning før en fodboldsæson, sammen med gymnastik, hvor muskler som ikke bliver

167


fuldt udnyttet i det daglige, bliver rørt. En holdning vores nuværende spillere kunne lære meget af. ”En spiller kunne spille 2 kampe på samme dag, uden at være udkørt. — Hvis det altså kneb for TIF” har Gunnar udtalt. I mange år var Gunnar Wiggers træner for klubbens hold og hans øje for fodbold gav ham plads i Matchkomitéen som var datidens spillerudvalg. Af de tre brødre Wiggers er det Gunnar, der har gjort den største indsats for TIF, uden for banen. Han var lige fra den første tid klubbens altmuligmand og, gennem mange år, den ansvarlige for at banen var klar til kamp. Hertil kom, at målstænger skulle sættes op og tages ned igen efter hver eneste kamp. Med leen i hånden kunne man se ham tidligt om søndagen i gang med at slå græsset og bagefter kridte stregerne. Gunnar Wiggers deltog aktivt i klubbens ledelse. Allerede i 1920 blev han valgt til bestyrelsen og otte år efter var han klubbens næstformand. Hvervet som juniorleder nåede han også at bestride, men måtte på grund af travlhed trække sig tilbage i 1933. Han havde dog ikke mere travlt end at han kunne være suppleant i bestyrelsen. Gunnars Wiggers trofaste arbejde gennem alle de år TIF havde eksisteret, blev belønnet i forbindelse med jubilæumsfesten 27. august 1933. På Nordre Birk Boldspil Unions vegne overrakte for168

Gunnar Wiggers på sletten 1933

mand Hr. Hartoft unionens første æresnål til Gunnar Wiggers. Gunnar Wiggers fik ligeledes, som en speciel Tak fra TIF, Foreningens Emblem i Guld overrakt af Dr. Arnold-Larsen og blev dermed udnævnt til æresmedlem af klubben. Det var ikke kun fra egne rækker at Gunnar Wiggers modtog æresbevisninger. Dansk Idræt Forbund og Sjællands


Boldspil Union har været blandt dem, der har takket ham for hans kærlighed, interesse og store arbejde for sporten. Som tiden gik og Gunnar Wiggers fik tiden tilbage var han igen klar til at tage en tørn for klubben. Denne gang i 1940, som ny medredaktør med leveringen af fodboldstof til medlemsbladet, som havde ligget stille længe. Det blev dog ikke til meget, da bladet ikke kunne opretholdes. Kun et eksemplar, som i øvrigt rostes af formanden, blev det til. Fodboldafdelingen havde et par år haft sin egen bestyrelse og ved generalforsamlingen i TIF´s hovedbestyrelse blev Gunnar Wiggers valgt som suppleant for fodbold i 1942. Først i 1890’erne startede faderen sin malerforretning i Taarbæk hvor Gunnar og Niels blev kompagnoner med ham. Brødrene arbejdede sammen i et halvt hundrede år og boede i samme ejendom. De var altid præget af det gode sammenhold, der har været karakteristisk for familien. De har haft mange betydelige arbejder for stat og kommune. Niels Wiggers stoppede som 70 årig, men hjalp til nu og da. Gunnar Wiggers var stadig meget aktiv, og som han sagde på sin 70 års fødselsdag ”Jeg bliver ved med at svinge penslen, så længe jeg kan løfte armen”. Når Taarbæk revyerne havde forestilling i byen var malerkunsten ofte malet af Brdr. Wiggers og Vilhelm Rasmussen.

Hele familien Wiggers kan gøres til genstand for omtale. Hr. og fru Malermester Wiggers, som var passive medlemmer, var lige så interesseret i klubbens liv som deres sønner. De var altid tilskuere ved kampene, men der var dog en undtagelse, når Skovshoved var modstanderen. Da skulle Fru Wiggers have udtalt, ”Det er for spændende”. Gunnar Wiggers var en trofast tilskuer til Taarbæks fodboldkampe og med frue kom de med som gæster på ture og ved fester. De hyggede sig i selskab med de unge Taarbæk spillere og nød at se dem feste og more sig. Specielt afslutningsfesterne for sæsonen var en stor fornøjelse for dem at deltage i. Der var altid en tale fra parret og med sikkerhed en gave til ungdommen. Den 28. august 1977 døde Gunnar Wiggers. Efter hans død fortsatte fru Wiggers med at komme til klubbens afslutningsfester. Hun havde altid en god tale og en fodbold med til ungdomsafdelingen, hvilket blev belønnet med et stort bifald.

En rigtig kammerat Som syvårig meldte Werner Hansen sig i 1919 ind i Taarbæk IF. Han er født 31. marts 1912 og har derved fulgt klubben igennem dens store udvikling. Werner var en enestående arbejdskraft på 1. holdet i de store år, hvor TIF spillede i mesterrækken. Ikke kun på banen har han vist sin store energi, men var også 169


en enestående arbejdskraft for klubben i spilleudvalget, som træner og holdleder. Werner var medstifter af Old Boys foreningen TOB, som støtteforening, og indtrådte i Grundejerforeningens bestyrelse for også der at fremme sportens synspunkter. Altid lyttede man til hans kloge, gennemtænkte og fornuftige ord. Men det frivillige arbejde havde sin pris, der var ikke meget tid til eget privatliv for ham og fru Grethe, dette til trods kunne de fejre sølvbryllup 19. maj 1970. Werner deltog som aktiv fodboldspiller i mellemrækkekampene, der i 1941 førte til Taarbæks oprykning i den sjællandske mesterrække. Da nedrykningen først i 1950’erne truede, og man indkaldte de gamle helte, rykkede Werner ud i igen som 1.-holdspiller, men Taarbæks sportslige nedtur lod sig ikke stoppe. Gennem sin altid pæne og noble optræden på fodboldbanen, har Werner gjort sit til at holde standarden højt i vor klub. Werner må siges at være enestående i dansk idrætshistorie og kunne i 1969 fejre 50 års spillerjubilæum. På den tid var han den spiller, der havde spillet flest kampe på klubbens hold. Som aktiv spiller, var Werner kendetegnet ved sin store flid, og som leder af sin sjældne blanding af myndighed og store hjertelighed og forståelse. ”Et sammenhold, som det der hersker i TIF kan naturligvis ikke afsluttes, blot fordi en mand bliver 32 år”. Sådan udtalte Werner da han i 1957 følte en lille smule træthed og efter eget ønske blev 170

Werner Hansen

afløst på seniorholdet. Men der gik ikke ret mange dage, før han sammen med Henry Ruud, Rino Frederiksen og Jørgen Nielsen tog initiativet til dannelsen af en Old-boysafdeling, TOB. Formålet var åbenbart. Først og fremmest ønskede Werner, at man bevarede klubbens lidt ældre spillere, når seniorafdelingen ikke syntes at have brug for dem og som en selvfølge støtte deres gamle klub. Det blev naturligvis en succes fra starten, ganske som alt, hvad Werner så at sige beskæftigede sig med. I en alder af 55 år kunne man se Werner


som højre wing på oldboysholdet. Ledergerningen fik Werner interesse for i sine helt unge år, og han dyrkede denne interesse med samvittighedsfuldhed. Han kom første gang ind i TIF´s hovedbestyrelse som revisorsuppleant i 1954. Hvornår han kom i fodboldafdelingens bestyrelse, er uvist, men han har uden tvivl været en af de bærende kræfter. Igennem mange år var han klubbens ”faste” dirigent ved generalforsamlingerne. I 1962 blev han valgt som revisor i TIF og bestred dette hverv mange år frem. For sin store indsats blev Werner udnævnt til æresmedlem ved 50 års jubilæet 23. august 1958. Før en kamp i Frederikssund, året er 1963, mødte klubben en gammel Taarbækspiller - Hans. Der udspillede sig følgende ordveksling: “Daw Hans, hva’ er det dig?”, “Ja, det er det rigtignok, Werner”. ”Bor du her, Hans” “Ja, jeg bor ovre i nabosognet” “Det siger du ikke, Hans, hva’ laver du der?”’ Jeg er præst, Werner”. Werner blev så forbavset over dette svar, at han sagde med inderligt eftertryk : “Det var satans”. Det fortælles, at præsten Hans tog det med et rart smil, men Werner?, han spillede ikke godt den dag. I 1963 gjorde bestyrelsen lidt af et kup, ved at formå at få Werner til at assistere Harald Jørgensen som hjælpetræner. Derfor var det ikke så mærkeligt at han i sommeren 1964, hvor træneren Axel

fratrådte varetog hvervet sammen med Basse, indtil der kunne ansættes en ny træner ved årsskiftet. Men som Werner skriver til spillerne så bliver det Basse som bliver den egentlige leder af træningen. Men Werner lovede ”bål og brand” hvis ikke unge som gamle mødte op til træningen og viste sig som gode sportskammerater. Kunne spillerne derimod indfri dette ønske, så lovede han nogle gode og hyggelige timer. Ved generalforsamlingen samme efterår benyttede formanden lejligheden til at overbringe Werner og Basse en tak for deres meget store indsats. Af samme grund er der ingen tvivl om hvorfor Werner blev tildelt Kammeratskabspokalen. Et valg der fandt stor tilslutning at dømme efter bifaldet. I midten af 60’erne gik han igen aktivt ind i TIFs lederstab som formand for spilleudvalget, og når man tænker på, at det alle dage har været et at de allervanskeligste hverv en idrætsleder kan røgte, giver dette også et karakteristisk billede af Werner. Ingen forstod bedre end ham, at sætte sig ind i hver enkelt spillers psyke, og han ligefrem bar sine hold til større præstationer end man normalt måtte have lov til at forvente. Som manden der altid var på fodboldbanen blev der observeret mangt og meget. Werners mange observationer er ofte gengivet i klubbens medlemsblade som gode kampreferater. Ligesom han var en flittig skribent, når Taarbækkerne skulle ud af stuerne og op på banerne 171


ved Trepilelågen. Alligevel fik han under rubrikken ”VI UDDELER månedens lille MØGFALD” en lille reminder om at det var længe siden han havde skrevet. At Werner var blevet en erfaren leder ude i foreningsarbejdet bevidste han som dirigent, for jeg ved ikke hvilken gang, på klubbens generalforsamling i 1967. På grund af bestyrelsens gode arbejde året igennem og gode tilrettelæggelse af mødet, kunne han sætte ny hastighedsrekord ved gennemgangen af de 13 punkter, hvor der blandt andet fremkom tanker i anledningen af klubbens 60-års jubilæum, hvor Werner selvfølgelig var at finde i festkomiteen. Werner Hansen deltog sammen med Niels Jensen som repræsentanter for fodboldafdelingen i Lokale- og baneudvalget. Udvalget skulle arbejde for at få bedre forhold til idrætten i Taarbæk. Der blev holdt adskillige møder med medlemmer fra kommunalbestyrelsen. Da Werner blev 70 år i 1982, fik han den overraskelse at blive hentet på sin bopæl i hestevogn og kørt til klubhuset. Foreningen havde valgt at takke og hylde sit æresmedlem ved en reception. Niels Wiggers, Mogens Forkarl, Jørgen Hattemar, Hansen, Brd. Jan og Finn Kold, Ingemann, Finnerup og Træner Glyver for at nævne nogle af “grønsværens stolte svaner” var mødt op sammen med mange andre for at hilse på Verner og sige tak for mange års stort og tro172

fast arbejde på og ikke mindst udenfor banen. Når Taarbæk i dag har så forbedrede forhold, ja, så skyldes det i høj grad det arbejde Werner var med til at sætte i gang og følge op. En stor lokal indsats der gik langt ud over TIF’s rammer til arbejde med Flagallé, Taarbæk Nyt og meget andet. Werner døde 3. oktober 1985.

Kommunens bedste idrætsleder Erik Wellner Petersen, bedre kendt som ”Basse”, boede på Lorentzensvej i Taarbæk fra 1935, hvor han straks efter at være flyttet til byen, blev medlem af klubben som aktiv fodboldspiller. I Stockholm studerede han fodbold. Det var gennem Ove Sørensen, den tidligere landsholdsspiller, han fik interesse for trænergerningen, som han udbyggede ved at deltage i alle betydende trænerkurser i DBU og SBU. Udviklingen inden for hans fodbold kundskaber fortsatte for ham og han endte som ungdomsleder gennem mere end femten år. Erik Petersen, der er født 17. februar 1922 i Skodsborg, har selv fortalt, at det var en tilfældighed, at han blev træner i ungdomsafdelingen. Han skulle ”bare” afløse den daværende træner i otte dage. Siden 1957 stod han alene for arbejdet med ungdomsafdelingen. Et arbejde, der har taget en meget stor del af hans fritid, men som han med aldrig svigtende begejstring har udført både søndag og hverdag.


og få dem til at forstå, og facit bliver en god og frisk ungdom, som vil noget og gerne vil lære. Erik Petersen startede sit lederarbejde som altmuligmand og i 1961 valgtes han ind i klubbens bestyrelse som ungdomsleder. Han var ikke kun ungdommens kammerat, men hele klubbens kammerat. Dette fik han bevis for, da bestyrelsen uddelte Kammeratskabspokalen i 1962. Pokalen fik han på generalforsamlingen, i sejlklubbens hus, hvilket udløste aftenens største bifald.

Erik med kammeratskabspokalen i 1962

For Erik Petersen var det en passion at have med de friske unge at gøre. Han ville ikke have penge for det arbejde han udførte. Han mente at de penge kommunen støttede med hellere måtte tilfalde de aktive unge til materiel og rejser. I 1969 sagde han: ” Jeg har altid interesseret mig for ungdommen og er aldrig blevet skuffet med dette arbejde. Det er her, man ser resultater af sit arbejde. Drengene er meget lærevillige, og blot det at se deres glæde over en vundet kamp er dejligt og belønning i sig selv”. Når man som Erik Petersen, mere end fire gange om ugen er sammen med de unge mennesker, lærer man dem ikke alene at kende, men også at forstå dem, og når man taler deres sprog og sætter sig ind i deres meninger og problemer, så kan man både få deres fortrolighed

Belønningen for sit store arbejde fik han den 24. august 1968 ved klubbens 60 års jubilæumsfest på Taarbæk Kro. Bestyrelsen havde besluttet at udnævne Erik Petersen til æresmedlem. Meget ydmyg, men glædelig overrasket, modtog han udnævnelsen med beskeden om at der var mange andre der var lige så kvalificeret. Det bifald, der fra forsamlingen blev tildelt ham ved udnævnelsen, fortalte bedre end ord, at her fejrede man en af de helt store kæmper i klubben. Erik Petersen kunne ikke hvile længe på laurbærene før nye kom til. Med postbudet samme år kom besked om at han skulle modtage Idrætslederprisen, som blev indstiftet i 1962. Aldrig var han blevet så glædelig overrasket. ”Det er det højeste man kan nå som tak for sin ledergerning, og det bærer hele lønnen for den glæde, man har haft gennem de mange år som leder i en klub.” Sagde han. 173


Den 14. januar 1969 overrakte borgmester Fenneberg Lyngby-Tårbæk kommunes idrætspris 1968 til Erik Petersen. Overrækkelsen fandt sted i kommunalbestyrelsens mødesal ved en kort reception. I sin tale gav borgmesteren udtryk for, at valget dette år havde været endog meget vanskeligt, fordi man havde modtaget indstilling af mange højt kvalificerede idrætsledere. Der kunne imidlertid kun vælges én, og dette valg faldt på Erik Petersen, hvilket på ingen måde betyder, at de øvrige ikke var kvalificerede. Dette fortæller endnu engang, hvilket stykke arbejde han har gjort for idrætten i Taarbæk. Valget var en understregning af symbolikken i prisuddelingen: det er ”manden i marken”, der bygges på. Han er forudsætningen for opnåelse at resultater. Erik Petersen var i egentligste forstand baggrunden for de gode resultater. Med prisen fulgte 1000,kroner, som han ville bruge på en tur tilbage til Stockholm, hvor han havde studeret fodbold. Det var en både glad og stolt Erik Petersen, der takkede Lyngby-Tårbæk kommune for den indsats de gjorde for ungdommen og sporten. Alligevel kunne han ikke lade være med at komme med et ønske om at kommunen ville give Taarbæk endnu en bane samt nogle bedre vintertræningsforhold. I 1969 nævnes for første gang “KYSTALLIANCEN”, der var en sammenslutning af ungdomshold i Søllerød, Vedbæk, Hørsholm og Taarbæk. I foråret 174

Borgmester Paul Fenneberg overrækker idrætslederprisen til Erik i 1969.

deltager Erik Petersen i nogle møder der resulterer i at ”KYST-ALLIANCEN” bliver en realitet. Der arrangeres turneringer og fællesture til Sverige. Hvem husker ikke turene til Lönsboda og Strömhult. Endnu en bedrift som har sat sine spor i klubbens historie. På disse turer deltager blandt andet Erik Petersens børnebørn, tvillingerne Jan og Kim Ottzen. Han havde dem altid med sig, når han havde gøremål i klubben eller når der skulle ses fodbold på banen. Erik Petersen havde dog samme problem som alle os andre, han kunne ikke kende forskel på drengene. Derfor var de altid udstyret med træningsdragter som han havde købt til dem. Selvfølgelig med hver deres navn på.


Erik Petersen spillede oldboys fodbold og var aktiv i TOB. Han døde i en al for tidlig død. Den 20. december 1974 om morgenen, hvor han skulle have været til julefrokost, vågnede han aldrig, da han sov ind i en alder af kun 52 år. Klubben mistede dermed en enestående idrætsleder.

Mr. Taarbæk over alle Titlen ”Mr. Taarbæk” er ingen overdrivelse når jeg skal beskrive Niels Ernst Jensen. I daglig tale er kaldenavnet Niels ”Post”. Som kaldenavnet siger, var Niels Jensen postbud ved posthuset i Klampenborg. Uden sammenligning er han vor tids Edvard Yde. En person der altid giver en hjælpende hånd med, når noget skal arrangeres. Der er ikke den forening han ikke har hjulpet på den ene eller den anden måde. Hans store interesse for fodbold betød, at det var i Taarbæk Idrætsforening han lagde et kæmpe stykke arbejde gennem mere end 60 år. Derfor er sammenligningen med Edvard Yde fuldt berettiget, og vil alligevel betegne Niels Jensen som en ægte ”Mr. Taarbæk”. Jeg har selv kendt Niels Jensen med familie lige fra barns ben, og nyder den dag i dag samværet med familien. Niels Jensen er født 29. december 1931 i Taarbæks fiskertradition og har boet der lige siden. Hans far Alfred Jensen var fisker og i isvinteren 1947 var Niels Jensen sammen med sin far med til at bringe den indefrosne fiskerflåde i hav-

nen ud til det åbne sund. Som ung og nytatoveret debuterede han på Taarbæks hold i den Sjællandske mesterrække. Han har siden spillet på alle hold og samtlige pladser. Hvis der skulle mangle en mand på et af klubbens hold, så stillede han op i Taarbæks farver. Fodboldstøvlerne var altid inden for rækkevidde. Niels Jensen har aldrig stået i vejen for nogen. Derfor var det også kun som et festligt indslag at ”Kværulanten !!!” i Taarbæk Nyt skriver ”Hvorfor en stor lemmedasker som Niels Jensen blev fornærmet bare fordi han ikke kom på 1.ste-holdet.” Ved afslutningsfesten i 1962 havde træner Harald Jørgensen selv udsat præmier til spillerne. Tre smukke lysestager som tak for god indsats. Svend Erik Andersen og Peter Johansen løb med de første to præmier og Niels Jensen hentede sig en særdeles velfortjent tredjepræmie hjem. Når han ikke var på banen som spiller, så var det som altmuligmand. Net på målene blev hængt op, hjørneflag solidt placeret og inden alt dette havde han selvfølgelig lige kridtet to baner. Jeg husker tydeligt Niels Jensen gående rundt i ensom skikkelse med sin kridtemaskine. Når spillere og gæster dukkede op, havde han sørget for at forplejningen var i orden, og serveringen stod han også for. Han deltog også i spillerudvalget med at sætte hold.

175


Ungdomsafdelingen har også nydt godt af Niels Jensens arbejde. I 1961 blev han træner for lilleputter. Sammen med Henning ”Fido” Kuhlmann deltog han i ungdomslederkursus i Roskilde i 1963. I 1962 fødte Birthe Jensen deres første barn, Jesper ”Rødkål” Jensen. En senere meget habil fodboldspiller. Niels har også deltaget i klubbens virke som træner og bestyrelsesmedlem. Som redaktør af medlemsbladet, kunne han ikke lade være, med at komme med en vits med i ny og næ, og denne lå lige til højrebenet for ham: ” - Birthe og Niels er gået over til at give Jesper tørmælk, så behøver de kun at ryste bleerne ud af vinduet.” Ved ungdommens afslutningsfester lavede Niels Jensen konkurrencer, hvor præmierne bestod i slikpinde. Først var der fire, der skulle knalde balloner ved at puste dem op, derefter skulle fire stille op, de blev delt i 2 hold, fik bind for øjnene, og så skulle de made hinanden. Så var der samling af aviser, spisning af napoleonskager, indbinding af pakker og mange andre sjove ting. Efter disse konkurrencer, blev der serveret kager og lagkage samt sodavand. Et typisk Niels Jensen arrangement som vi unger altid har moret os meget over. Han har optrådt som tryllekunstner, indisk hypnotisør, og mange andre personager. Det var ikke kun i TIF, at han udfoldede sig, men også sammen med min far Viktor Henriksen til sangforeningens karneval, hvor de gav den som cykelryttere, smukke damer og meget andet. 176

Mr. Taarbæk alias Niels Jensen

På sin egen facon appellerede han til at flere skulle tage deres tørn. I medlemsbladet står følgende: ” Som jeg også sagde til Birthe - det var rigtignok en flot fødselsdagsgave som Lillebrors mor fik - en splinterny bil, og så var den så praktisk indrettet, at den kan rumme et helt lilleputhold på een gang. Den Erik gør nu noget for idrætsforeningen efter at han er kommet ind i Old-Boys Bestyrelsen.” Det er gennem årene blevet til mange fodboldrejser rundt omkring. Med ”KYST-ALLIANCEN” har Niels Jensen


taget turen over sundet adskillige gange til Lönsboda, Strönhult og Broby. Selv en konfirmation skulle ikke komme i vejen. Han tog selvfølgelig bare af sted og stødte til de andre, da han så sit første snit dertil. Sammen med Tommy Frederiksen startede Niels Jensen Taarbæk Cup (Dubonnet Cup) i Lyngbyhallen. Det blev afholdt første gang i 1977. To år senere var overskuddet 9.000,- kroner, som blev brugt på at sende klubbens pige- og drengehold til Norway Cup. Denne tur var Niels og Birthe Jensen vanen tro en del af som ledere. Turen var fyldt med sjov og ballade. Mon ikke at dette skyldes vore alle sammens ”Frysefranz”. Det er siden hen blevet til mange ture til Norge, Sverige og mange andre spændende steder. Pengene kom ikke kun fra stævner. Gennem sin bankoklan, som Niels Jensen har siddet i spidsen for, blev der gennem tiden indtjent meget store beløb til foreningsarbejdet i Taarbæk. Der har været arrangeret banko på Ordrup Kro. Senere flyttede bankospillene ind til Østerbro sportscenter. Det var store beløb foreningen modtog fra ”Bankoklanen”, når der blev afholdt afslutningsfester. I 1996 havde banko et overskud på 148.000,- kroner. En uvurderlig hjælp for en klub som blandt andet ingen entré indtægter kan få. På seniorafdelingens turer, har Niels Jensen stået for det praktiske. På sommer-

turen i 1964 besøgte TIF Lindholm Idrætsforening, som var en serieklub i omegnen af Ålborg. Efter en hyggelig og sjov aften (nu var det jo Taarbækkere) blev det søndag morgen og Niels Jensen havde som sædvanlig et af sine gode indslag. Han kunne meddele, at alle var inviteret til morgenkaffe ude hos hans moster og onkel, der boede en halv snes km udenfor Ålborg, på en dejlig feriegård. Og hvilken modtagelse vi fik — der var dækket op i haven med alt, hvad hjertet begære, og henslængt i gyngestole og lignende, sad alle og nød en dejlig formiddag derude. Sådan bliver man den dag i dag altid vartet op, når man besøger Birthe og Niels Jensen på Søvej. Da holdet i 1973 skulle til Nr. Lyndelse Kro syd for Odense var han måske lidt for praktisk. Der har stået følgende i TIF Nyt. ”Vi kan jo altid nappe en lille en på Hovedbanegården. Vi satte os ind i S— toget og Niels skulle selvfølgelig pille, resultatet var at vi måtte skifte tog så vi kom lidt senere ind til hovedbanegården end beregnet.” Der var nu ”kun” 5 kvarter til Lyntoget gik, de havde jo ikke regnet med det lille uheld på vejen. Rejsebeskrivelsen for turen til Rønne i 1975 kommenteres således:”Alt i alt var det en dejlig tur, hvor alle morede sig, men vi havde jo også Niels som rejsefører, så der var jo ikke det der ikke skete.” At han kunne spille fodbold blev endnu 177


engang bevist ved Jule-Five-A-Siden i 1976. Der måtte omkamp til før det blev afgjort. Vinderne blev holdet med Niels Jensen. Ved frokosten bagefter tog han også sejren hjem for han havde som sædvanlig sørget for en ”sjov” film. Ved de ordinære afslutningsfester har Niels Jensen altid været god for en sang. Det er ikke altid at den har været lige lette at synge, men det syntes ikke at være noget problem, for så sang han den bare selv først. Niels Jensen er den, der har siddet længst i klubbens bestyrelse fra 1953 frem til 2002. Han var foreningens næstformand gennem mere end tyve år. Han blev endvidere valgt som suppleant til Taarbæk Idrætsforenings hovedbestyrelse i 1955. Det er derfor velfortjent at han har modtaget Edvard Yde´s mindefad i 1964 og igen i 1975. Der har gennem tiderne været forskellige medlemsblade i foreningen. I 1961 startede Niels Jensen som redaktør på ”Taarbæk IF – Nyt”. I hans indledning er der ingen tvivl om, at han ville mere med dette blad. Han opfordrer alle i Taarbæk til at være med til at skrive nogle artikler i bladet og gøre dette til et samlingsorgan. Bladet udkommer ”næsten” månedligt. Det viser sig at bladet har sin berettigelse og bladet får fat. Udover redaktør blevr han også annoncechef, medskribent og ”bussemand”, når der skulle kradses artikler 178

I sin egenskab at næstformand, modtager Niels gaver i anledningen af klubbens 70 års fødselsdag. Det er Steen Kruse, fuldmægtig i Bikuben, der blandt andet overrækker seler til træningsbukserne.

ind. TIF-tryk blev en realitet. Der kunne trykkes medlemsblade, og hvis der var behov for duplikering så opfordre lederen Niels Jensen til at bruge TIF-tryk. Det anede mig nok hvad TIF-tryk gik ud på. Da jeg spurgte Niels til TIF-tryk, grinede han, og fortalte det bare var en duplikeringsmaskine på hans kontor. Hans store drøm gik i opfyldelse, da det lykkedes at gøre ”Taarbæk IF – Nyt” til ”Taarbæk Nyt”. Han får de andre foreninger med og Taarbæks største avis er en realitet. Den dag i dag er han ikke kun redaktør men også postomdeler af bladet til samtlige husstande i Taarbæk.


Niels Jensen har ikke kun været aktiv i Taarbæks Idrætsforening. Alle foreninger i Taarbæk har nydt godt af hans arbejdskraft. Da den tidligere Handelsforening holdt op, forærede den ham flagalléen. Ved en stor indsats lykkedes det at få flagalléen op til konfirmationssøndag i 1971. Det var lykkedes at få samtlige stænger forsynet med knop samt malet de fleste. Efter en række svære år lykkedes det Niels Jensen, at få flagalléen etableret som en selvstændig forening med en god økonomi og ham selv som formand. Kommunen ydede et tilskud til istandsættelse af skur og flagstænger. Taarbæk Fiskers Sangforening “Brage” har også nydt godt af Niels Jensen. I 2008 har han siddet i bestyrelsen i 50 år, hvor han har været julemand ved juletræerne og hovedkraften for underholdningen ved karnevaler og tøndeslagning. For denne gerning har ”Brage” udnævnt ham til æresmedlem.

Han er fast mand ved flaskeindsamlingen i Taarbæk, spiller Boules, og deltager i Taarbæks liv i Kulturforeningen. Sammen med Birthe er Niels Jensen medvirkende til at Taarbæksamlingen overhovedet eksisterer om end på små vilkår for tiden. En mere stille del af Niels virke er, at han altid er den første til at tilrettelægge sygebesøg og hilsner, når andre har brug for en kærlig tanke. I mange år kunne man også se Niels og Birthe på traktørstedet ved Trepilelågen, hver pinse, hvor de hjalp med at servere. Da traktørstedet lukkede, så rykkede de over i klubhuset og her stod de for maden gennem mange år.

I slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne deltog Niels Jensen som repræsentant for foreningen i udvalget om Lokale- og baneforhold i Taarbæk.

Ved generalforsamlingen i 2002 takkede Niels Jensen af efter en fantastisk indsats gennem 49 år. Derfor blev det også vedtaget på generalforsamlingen, at der fra dette år indstiftedes et Æreslegat til Niels “Post” Jensen, i anerkendelse af det store arbejde der er lagt i Idrætsforeningen. Legatet skal gå til en Ungsenior, som har vist en ekstraordinær indsats for klubbens hold. Første modtager blev samme dag Troels Kyhn.

Både Birthe og Niels Jensen var en stor hjælp med at anvise pladser og sælge programmer, når Taarbæk Idrætsforening hjalp til ved det Kongelige teaters forestillinger i Ulvedalene. Det er også blevet til ganske mange år i bestyrelsen for Grundejer- og borgerforeningen.

Niels Jensen er blevet hyldet på sine runde fødselsdage. Det har ikke kun været med taler og pæne ord. På sin tres års fødselsdag blev han udnævnt til æresmedlem i Taarbæk Idrætsforening. Endvidere modtog han meget velfortjent SBU´s Æresemblem for langt og trofast arbejde som fodboldleder. Op til hans 179


halvfjerds års fødselsdag blev der samlet ind til en folkegave. Da han rundede femoghalvfjerds, skulle han træde ind i rækken af stjerner med egen flise i Taarbæk. Den ligger nu som første og eneste ”Mr. Taarbæk flise” ved nedgangen til Søvej. Som det kan læses af ovenstående kan Niels Jensen ikke nævnes uden også at nævne fru Birthe. Hun har altid været en trofast støtte og en stor hjælp. I gennem mange år passede hun på ungdomsafdelingens penge. Dette med en punktlighed der ikke kunne sættes en finger på. Jeg mindes at jeg skulle afregne efter en rejse med ungdommen. Der var på en eller anden måde 2 kroner for meget, som jeg ikke gjorde mere ud af. Men da regnskabet kom, figurerede beløbet som indtægt ”sponsoreret” af mig. Birthe modtog i 1983 Edvard Yde´s mindefad. Da TIF´s Venner skulle skaffe sponsorer var Birthe ikke sen til at hjælpe på denne front. Sammen med Åshild Nielsen tegnede de en kontrakt som ”Fruernes Vilje”. Der skal endnu engang lyde en kæmpe tak til dig, Niels, for det uvurderlige stykke arbejde du har udført for foreningslivet i Taarbæk og ikke mindst i Idrætsforeningen. Uden dig havde foreningen ikke været hvad den er i dag, vi er dig tak skyldig.

180

Foreningen fik en præsident Foreningens eneste ”Præsident” kom til klubben tilbage i 1985. Kaj Landsberger blev ansat som ny træner, faldt hurtigt ind i klubbens sociale liv og deltog snart i foreningens ledelse. Sammen med Niels Jensen ”styrede” de klubben fra Kajs urmagerbutik ”Permadikken” på Ordrup Jagtvej 20. Her foregik mange ad-hoc møder og bestyrelsesmøder syntes af og til at være ”overflødige”. Kaj Landsberger blev klubbens formand og snart, af klubbens ungdom, udnævnt til ”Præsident”. Kaj Landsberger blev ansat som ny træner til første og andet holdet i sommeren 1985. Klubbens hold syntes at have mistet modet og lå langt nede i rækkerne. Kaj var optimist og sprudlede af energi, idet han syntes at 18 20 point ikke var umuligt at vinde hjem på et efterår. Han var et lokalt kendt ansigt, som gennem en lang årrække havde trænet adskillige højere rangerende hold i Lyngby Boldklub. Det viste sig hurtigt, at den optimisme, som Kaj Landsberger var i besiddelse af, kunne forplante sig til spillerne. Der var faktisk kampe, hvor man havde svært ved at tro, at det omtrent var det samme første hold, som vi havde haft i foråret. Holdet gik fra sejr til sejr med en enkelt uafgjort ind i mellem, og det lykkedes da også sammen med kredsvinderne, at blive det hold, der scorede flest points i efter-


Landsberger. Han havde hus på øen og var også der et meget engageret menneske. Han arrangerede venskabskampe i forbindelse med Ommels byfest og Taarbæks fodboldspillere nød disse turer. I årene omkring 1986 var det Københavnske karneval en god indtægtskilde for Taarbæk Idrætsforening. Her ydede Kaj Landsberger også en stor arbejdsindsats for at få det hele til at lykkes.

Kaj Landsberger 2001

året. Kun et meget forstærket Lundtofte hold viste sig i stand til at slå os, men ak — desværre var det dem vi skulle vinde over for at undgå nedrykning. På trods af nedrykningen var stemningen alligevel god, også ved den årlige spillerfest, hvor Kaj Landsberger fik Kammeratskabspokalen. En spillerfest, hvor Kaj sammen med Jesper “Post” Jensen og Michael Nimskov optrådte på slap line i kort bastskørt og underbukser. At vi fik en venskabsklub i Ommel Boldklub fra Ærø skyldes Kaj

Kaj Landsbergers optimisme og engagement fortsatte ind i 1986 og de sportslige resultater udeblev heller ikke. Turneringen indenfor S.B.U. klarede vi med bravour — da både første og andet holdet vandt. Vi vandt endvidere serie fire pokalen ”Ydes mindepokal” (ikke at forveksle med klubbens mindepokal) — altså bedste klub af 72 serie 4 klubber på Sjælland. En af grundene til Taarbæks store succes må klart tilskrives Kaj Landsberger, som samtidig havde skaffet stor tilgang af gode fodboldspillere, både til at spille godt fodbold og samtidig med en indstilling der passede godt i T.I.F. Året blev et af de bedre for vores to bedste hold. Vores første hold vandt rækken med 11 points foran nr. 3. Andet holdet vandt rækken med 5 points foran nr. 2, det vil sig, at begge hold rykkede op samtidig var vi med i kampene om Sjællandsmesterskabet, hvor begge hold desværre tabte. 181


Kaj Landsberger var en meget tilfreds træner og glædede sig over de gode resultater, samtidig med at stort set alle kampe var afviklet i en ånd som vi kan være bekendt, med en god tone, og et minimum af kulørte kort. Trænergerningen sluttede for Kaj Landsberger med udgangen af sæsonen i 1987. Endnu engang førte han klubbens bedste til tops, således at første holdet blev nr. 1 i rækken. Han forlod dog ikke klubben men blev en social del af den i stedet. Ved generalforsamlingen i 1988 stillede Niels Jensen, Sten Clausen, Stig Olsen, Sten Petersen og Kaj Landsberger forslag om at oprette en støtteforening kaldet “T.I.F. s Venner”. Den skulle skaffe sponsorer og dermed økonomi til klubben, så alle de aktive kunne få så gode forhold som overhovedet muligt. Forslaget fik fuld opbakning og har den dag i dag stået for salg af trøjer og afholdelse af sponsorkontakten. Ved samme generalforsamling blev Kaj Landsberger første gang valgt ind i klubbens bestyrelse som suppleant. Sammen med Niels Jensen blev han medbestyrer af Cafe ”De Tre Pile” i klubhuset. Efter kun et år som suppleant blev Kaj Landsberger valgt til ny formand for bestyrelsen. Det skete samtidig med, at der kommer mange nye og unge kræfter ind i bestyrelsen.

182

Kaj Landsberger, der havde været syg, mente at tiden var inde til at give stafetten videre og få nogle yngre kræfter ind til at arbejde videre. Derfor gik han af som formand (præsident) ved generalforsamlingen i 2002. Samme generalforsamling, som enstemmigt valgte ham til klubbens æresmedlem nummer syv og seneste af slagsen. Kaj Landsbergers sygdom tog hurtigt fart og han døde i sit hjem den 3. juni. 2002. Han efterlod et tomrum for den nye bestyrelse, som skulle til at finde nye ben at stå på. Kaj Landsberger var et af den slags mennesker, som er svær at finde i vores tider, når man tænker på frivilligt foreningsarbejde. Kaj Landsbergers engagement og kampånd lever dog videre i klubben også efter hans død. Der er siden blevet arrangeret ”Præsident Cup” i Kajs ånd, hvor der dystes i forskellige discipliner som bordfodbold, dart og billard. Herefter festes der igennem.


ET STORT TILLYKKE TIL EN AF SJÆLLANDS BOLDSPIL-UNIONS ÆLDSTE KLUBBER. Af Kurt Bagge Hansen Formand SBU Det er mig en meget stor ære og glæde på vegne af Sjællands Boldspil-Union, at få lov til at ønske Taarbæk IF tillykke med de 100 år. Et så stort et jubilæum er tegn på sundhed, sammenhold og klubfølelse. Foreningens formål er: AT UDBREDE KENDSKAB OG INTERESSE FOR SUND IDRÆT SAMT STYRKE ET SPORTSLIGT KAMMERATSKAB – og man må her sige, at det er lykkedes rigtig godt for jer. Vi har meget stor respekt for det arbejde der udføres i Taarbæk IF af jeres frivillige ledere, som her skal have et stort skulderklap for, at det lykkes. Uden de mange frivillige og ulønnede ledere ville foreningslivet se meget dårligt ud i Danmark. Taarbæk IF har forstået at følge med tiden, og har taget de mange nye udfordringer op, så man i dag har en sund og veldrevet klub i de skønne omgivelser

med Eremitageslottet og Øresund som naturlig kulisse til jeres hjemmekampe. At i lægger vægt på det sociale i jeres klub – samt at have medlemmerne i fokus er et absolut plus, som i vil kunne drive klub på i mange – mange år ind i fremtiden. Som formand for Sjællands BoldspilUnion som rundede de 100 år i 2002, har jeg stor respekt for det flotte program i har lavet i forbindelse med jeres 100 års jubilæum. Det er et program der tilgodeser alle i og omkring Taarbæk IF. Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt jubilæumsår, og samtidig sige jer tak for et godt og konstruktivt samarbejde fra alle i Sjællands BoldspilUnion.

” DET ER SJOVT AT SPILLE FODBOLD ”

183


Samfundet Taarbæk For at give et indtryk af, hvilket samfund Taarbæk Idrætsforenings medlemmer kommer fra, har jeg kigget i gamle bøger og lavet et tilbageblik på Taarbæk bys historie. Den første indbygger I 1613 boede en af Kongens bønder ved et vandløb kaldet ,,Thorbech” (Thors Bæk) — og prisen var en fjerding (en kvart) torsk om året i skat. Stokkerup skov blev indhegnet i 1669 og indrettedes til kgl. dyrehave. Året efter nedlagdes Stokkerup by og den tilhørende vang inddragedes under Dyrehaven (Jægersborg Dyrehave). Forøgelsen af Taarbæk by skyldtes blandt andet bønderne der søgte ud til Øresund for at slå sig på fiskeri. En anden årsag var afslutningen af den skånske krig med Sveriges endelige erobring af Skåne. Det blev et af datidens kæmpemæssige flygtningeproblemer, hvor der pludselig skulle skaffes plads til cirka 20.000 familier. De fleste

184

Maleri af bækken „Thorbech“ der har givet Taarbæk sit navn.

tog ophold langs Øresundskysten og adskillige gamle Taarbækkere, mig selv inklusive, kan lede deres afstamning tilbage til skånske bønder og fiskere. Efterhånden som København voksede, blev det Taarbækkernes hovedopgave at forsyne hovedstaden med friske Fisk. Taarbæks og Skovshoveds fiskerkoner


med de karakteristiske grønne skørter, hvide hovedklæder og fiskekurve, som blev båret fastbundet på ryggen, satte deres præg på livet ved Gammelstrand. København blev større, der kom tog til og derefter sporvognene. I dag er det S-togene og bilerne der har gjort Taarbæk let tilgængeligt for byboerne, og Taarbæk som fiskerby er et for længst afsluttet kapitel. Ved folketællingen i 1787 bestod Taarbæk af 35 registrerede husstande. De 21 af dem blev beboet af fiskere. Derudover var der 5 daglejere, 2 vognmænd, en kroholder, smed, sandmand, soldat og skrædder. I 1830 var der 56 huse og fiskerne var blevet til 38. Selvstændighed Taarbæk har altid ønsket at blive selvstændig. I 1866 var det første forsøg på at løsrive sig fra Lyngby. Årsagen var blandt andet skatteudligningen, som byens borgere var utilfreds med. Ønsket blev afvist af Indenrigsministeriet. Ti år senere forsøgtes igen da Taarbæks to medlemmer af sognerådet sammen med kroejeren mente at der skulle ”gøres noget særligt” for landliggerne. Dette forsøg blev heller ikke til noget, men man lovede nogle

forbedringer for byen. Drikkevandet var dårligt, kloakvæsen var der intet af, vejene blev ikke forbedret, der var ingen åbne pladser eller stier ved strandene, renovationsvæsnet var under al kritik. Dette og mange andre punkter førte til det store løsrivelsesforsøg i 1881, hvor der blev afholdt møde i Dyrehaven, med 4-500 deltagere. Kritikken førte til forbedringer, men ikke en løsrivelse fra Lyngby. En af grundene til at det ikke blev til noget var, at Taarbæk først skulle være selvstændigt sogn. I 1908, samme år som Taarbæk Idrætsforening blev stiftet, var den gal igen. 247 vælgere, 80 grundejere og 77 med fast bopæl, der ikke var vælgere, havde underskrevet endnu et motiv til adskillelse fra Lyngby. Årsagen var stort set den samme som i 1881. Taarbæk var i mellemtiden blevet ophøjet til selvstændigt sogn. Da sagen var på dagsordnen i sognerådet, drog 146 Taarbækkere i 13 hestevogne mod Lyngby i et protestoptog for at overvære forhandlingerne. Sagen blev sat i udvalg og det blev siden behandlet i sognerådet uden at være på dagsordnen. Det betød at en af Taarbæks repræsentanter ikke

185


var til stede, og forslaget blev nedstemt med 11 stemmer mod 1. Kampen for løsrivelse var ikke helt forgæves. Sognerådet fik øjnene op for de behov Taarbæk havde, og i 1909 blev det fastsat fra Indenrigsministeriet, at kommunen fremover skulle benævnes LyngbyTaarbæk kommune. Det blev også besluttet, at skolen skulle udvides. Selve skolen er bygget i 1821 og blev skænket af private og udvidet i 1882. I 1908 var der 113 børn, der blev undervist af 2 lærere og 1 lærerinde. I 1914 stod den første blok færdig og er i dag den midterste del af de tre blokke. De øvrige blokke kom til i 1930 og 1958. Smukkere placering af en skole kan man ikke tænke sig, og jeg mindes min plads ved vinduet med udsigten ud over havnen og Øresund. Smuk kan man ikke ligefrem kalde sige om tilbygningen skolen fik i 2006.

Taarbæk som samfund har selvfølgelig haft stor betydning for byens foreningsliv. Byen har altid huset mange idrætsinteresserede. Taarbæk kan jo ikke ligge mere idyllisk ved 186

Øresunds kyst med Dyrehaven som baghave. Det har været en fantastisk by at vokse op i med masser af liv og mange tumlepladser. Havnen Havnen eksisterer stadig som lystbådehavn med et rigt liv om sommeren. Den blev bygget i 1864 hovedsageligt med midler fra Baron Hambro i London og indsamlede penge fra lokalsamfundet. Der var ingen der vidste, hvem der ejede havnen, så fiskerne drev den ved en bestyrelse, valgt af deres midte. I 1860 havde Taarbæk omkring 60 bådelaug, og i 1917 kunne der tælles 23 motor- og 22 robåde i Havnen. I dag er livet på havnen totalt ændret, og den drives som en selvejende institution. Direkte på Taarbæk havn ligger kroen. Ved bevilling af 22. maj 1730, blev det tilladt at brygge og brænde så meget øl og brændevin, som der kunne tappes og udskænkes. Kroen har været samlingspunkt for mange af foreningens fester og arrangementer.

Taarbæk havn 1930erne


Kirken En anden institution i byen er kirken, der blev indviet i 1864. Kirken blev indviet som skovkapel under Kgs. Lyngby, og Peter Rørdam var kirkens første præst frem til sin død i 1883. I 1905 blev kirkegården indviet, og først i 1907 blev sognet selvstændigt. Kirken er tegnet af arkitekten

Carl Emil Wessel og er inspireret af en kirke fra Limmerick i Irland Fortet Taarbæk Fort var det nordligste af de over 30 forter og batterier, der udgjorde Københavns befæstning. Det blev opført i årene 1913 – 1915 og fik en vis indfly-

187


delse på Taarbæk Idrætsforening. Soldaterne var med til at trampe banen så den var tålelig at spille på, og fortet var stor leverandør af gode fodboldspillere. Fortet var placeret et stenkast mod vest fra det klubhus vi besidder i dag.

betød at vi måtte tage til Trongårdsskolen for at tage det sidste skoleår. Siden hen er skolen reduceret yderligere, og i dag huser den kun klasser til og med 6. klasse med elevtilskud fra Fortunen og omegn. De mindre børn er fordelt i tre børnehaver.

Taarbæk i nyere tid Taarbæks forretnings liv har set bedre tider. Byen har tidligere kunne tilbyde stort set alt, hvad en familie havde brug for. Skattekontor, bank, politistation, apotek, trikotage- og lingeriforretning, skomager, boghandel, postindlevering, slagter, købmænd og hele tre bagere på samme tid er blot et lille udpluk af forretninger, der har været i byen. Da jeg selv var dreng i byen fra midten af halvfjerdserne var der stadig et rigt forretningsliv i byen, og der var butikker fra syd til nord. Selv ved trekanten på Strandvejen var der butikker. Senere kørte jeg som bud for ismejeriet Brygger Sørensen midt i byen. Vi spillede rundbold, fodbold, cyklede, og der var masser af plads på byens veje til at lege. Banen ved fritidshjemmet blev flittigt brugt til fodbold hele året, og var det koldt nok om vinteren var der lavet skøjtebane. Tiden som ung foregik efter skole i byens fritidsklub, hvor der var alle muligheder for aktivitet og turer. De varme sommerdage opholdt vi os i Rosenhaven og på Jollehavnen, hvor der var livlig aktivitet med vandski og alle typer af vandsportsaktivitet. Skolen måtte desværre lukke for tiende klassetrin året før jeg skulle i tiende. Det 188

Taarbæk anno 2008 2008 udgaven af Taarbæk som samfund har ændret sig meget siden den første fisker kom til byen. Taarbæk Havn bruges kun som lystbådehavn for byboerne og sejlende gæster. Der er i dag 98 bådepladser, og fiskeriet må betragtes som pral. I Taarbæk Strandvej 93 er der indrettet Lægehus med 3 læger. Byen har kun en dagligvarebutik ”Købmanden i Taarbæk”, placeret lige ved skolen. Købmanden sælger drikkevarer, brød, lidt pålæg, dog ikke kød. Til gengæld er der flere forretninger, der kan stille sulten. Taarbæk Kro og Restaurant, is-butikken ved havnen, indisk og italiensk Restaurant i centrum. Byen har dog glæden af et par special butikker som hundebutikken i det gamle bageri på Taarbæk Strandvej 116, med alt


muligt tilbehør. Overfor ligger en lille antikvitetsbutik og midt i byen et galleri. Håndværket er godt repræsenteret med både murer-, VVS-, el-, tømrer-, sned-

ker-, maler- og brolæggermester. Damefrisør, badebrospecialist og et par af de kendte ejendomsmæglere har også deres plads i byen.

Taarbæk malet af Jan Thomas 2008. En del af maleriet er brugt som forside på denne bog.

189


Grønsværen At fodbold kræver plads er vist ingen hemmelighed. Der er elleve mand på hvert hold, og uden en bane ingen kamp. Derfor er fodboldbanen et af de vigtigste ingredienser for en fodbold klub. Taarbæk Idrætsforening har kæmpet med dette problem gennem hele klubbens historie,. først og fremmest på grund af byens tætte bebyggelse, der også har umuliggjort at få et idrætsanlæg på privat grund. Det har alle dage betydet et vanskeligt arbejde at være med i ledelsen for Taarbæk Idrætsforening,

og næppe nogen anden klub har haft så vanskelige vilkår. Det følgende kapitel vil gengive de kampe, sejre og nederlag der har været for at få tålelige baneforhold til byens og klubbens fodboldspillere. Skansen og Fortet Den første plet vi kender til i Taarbæks fodbold historie benævnes som ”Skansen”. Det var en lille lysning i skoven ved kirken, der måtte lægge grønsvær til de primitive forsøg på at behandle en fodbold. Det lod sig gøre ved at anbringe fire huer som målmærker. Dette foregik, før Taarbæk Boldklub blev en realitet. Den første egentlige fodboldbane, der skulle tjene som klubbens hjemmebane, lå syd for Fortet i Dyrehaven. Soldaterne i 1915, fem- til sekshundrede mand, havde i fritiden trampet en tålelig bane, hvor Taarbæk altid kunne træne med to hold inklusive soldaterne. En nyudnævnt skovrider hr. Vestergaard kom til, og den forholdsvis gode bane umiddelbart indenfor Trepilelågen blev frataget klubben og lagt lidt længere ind på sletten, idet fodbolden i de idylliske tider skræmte landauerhestene på vejen.

190


Det var ikke den sidste flytning af banen for snart efter blev også denne banefrataget klubben. Denne gang fordi en landligger ikke ønskede at se Eremitagesletten gennem »to galger« som han kaldte fodboldmålene. Hvor latterligt, når man ved, at der fra Trepilelågen og til Eremitageslottet er adskillige kilometer. Derfor blev banen endnu engang rykket længere ind på sletten, — ned i en sænkning og stadig til dårligere terræn. Det var ikke noget problem i forhold til omklædnings- og klubhus, idet sådanne dengang var et ukendt begreb. 1920 og en ny bane Klubben fik alligevel medvind, og forholdene forbedredes i 1920. Med stor velvilje fra Lyngby-Taarbæk kommunes og hr. Skovrider Vestergaards side, lykkedes det omsider at få anlagt en ny god bane. Det var i høj grad klubbens formand Axel Løvdal, som med stor dygtighed gennemførte forhandlingerne med Forstvæsenet, ministeriet og kommunen. Den nye bane var smukt beliggende ved Trepilelågen og var en restaureret bane, der blev lavet ved at lægge de gamle, stærke græstørv på efter planeringen. Ved den anvendte metode gik det lidt ud over jævnheden, men hvad der manglede i den retning, ville en tromle fuldstændig rette op til foråret.

Kommuneingeniøren havde præsteret det kunststykke at få banen færdig til brug to til tre år før en nyanlagt bane normalt ville være klar til brug. Omlægningen af banen kostede 15.000 kroner. Banen indviedes ved et større stævne, der tog sin start 29. august 1920. Der blev indbudt klubber fra Nordre Birk Unionen. Som formand holdt Edvard Yde talen ved klubbens femten års jubilæumsstævne. Allerede her nævntes ønsket om at banen kunne indhegnes, så midlerne kunne skaffes til trivsel af det idrætsliv, der skaber sunde mennesker. 191


Altmuligmændene I øvrigt var brødrene Wiggers og Edvard Yde altmuligmænd, og det hørte således til deres job at bringe banen i orden før kampene. Det ville sige, at målstængerne skulle sættes op, banen kridtes af og endog ofte først slås med le. Efter kampene havde de også fornøjelsen at måtte pille stænger og hjørneflag ned igen. Målstængerne skulle skydes ned i dertil indrettede kasser, så de helt forsvandt fra jordens overflade mellem kampene. Det var et krav fra skovrideren. I øvrigt et arbejde som aldrig har interesseret de ,,menige” medlemmer særligt meget. Arbejdet foregik i morgentimerne med sommer og sol i Dyrehaven, medens der samtidig var spændingen før kampene.

Som billedet viser, var humøret altid højt. National stadion Ved foreningens halvårlige genera1forsamling i 1933 kunne formand Dr. Aage Arnold-Larsen berette om store planer. Der havde været tale om et Statsstadion ved Bellevue med fodboldbane til internationale kampe, badmintonhal m.m., og han håbede at det var muligt at foreningen kunne få overladt administrationen af dette stadion. Dette må have været nogle meget løse rygter for der er aldrig nævnt noget om dette siden. I 1935 skaffedes der ved en underhåndsaftale tilsagn fra skovrideren om støtte til opnåelse af en udvidelse af fodboldbanen,

Brd. Wiggers (stående) hjælper med kridtning af banen i de tidlige morgentimer.

192


og der var derefter indgivet ansøgning til skovrådet. Det blev pålagt formanden at handle på foreningens vegne, specielt med henblik på sognerådets medvirken til udførelsen som nødhjælpsarbejde. Igen i 1936 drøftedes det, om der skulle forsøges på at opnå et idrætsanlæg i Cottageparken, og der var enighed om at foreningen stadig skulle søge midler til at fremme dette ønske. Selvom der blev værnet om banen og der kun var en af slagsen gav bestyrelsen i 1936 tilladelse til en boldklub i Rådvad til at spille på banen om lørdagen indtil en bane i Rådvad kunne tages i brug. Tilladelsen blev dog givet med alt forbehold. Cottageparken Året 1937 stod i Cottageparkens tegn, og aviserne bugnede af artikler om nedrivningen af de gamle cottager (små landsteder af træ tegnet af Thorvald Bindesbøll). Cottageparken har et areal på ca. 11 hektar. Der var hermed udsigt til, at problemet om en sportsplads i Taarbæk stod foran en løsning. Lyngby-Taarbæk Sogneråd godkendte en indstilling fra Skoleudvalget om at indrette et sportsanlæg i Cottageparken til brug for Taarbæk Skole og den voksne ungdom i Taarbæk. Skoleudvalgets formand, Statsskovfoged Axel Løvdal, udtalte, at Taarbæk Skole er den eneste af kommunens skoler, som ingen sportsplads har, skønt det af Rigsdagen var påbudt ved lov, at der ved enhver kommune- og statsskole her i landet skal være sådan en.

Gabriel Jensens ferieudflugter var også opmærksom på Cottageparken og ansøgte om tilladelse til at anlægge en feriekoloni i Cottgeparken, og det var ikke utænkeligt, at sportsungdommen i Taarbæk udenfor feriesæsonen kunne få lov at benytte det projekterede hus til omklædning. Sportsanlægget i Cottageparken ville kun kræve ca. 10 procent af pladsen. Endnu en anmodning På et bestyrelsesmøde i efteråret 1938 meddelte Edvard Yde, at han havde indgivet anmodning til sognerådet om at få banen restaureret, samt at sognerådet tog anledning til at udvirke tilladelse til indhegning af banen. Henvendelsen godkendtes, og Kaj Rafsted meddelte, at arbejdet var bevilget og sat i gang, dog blev hegnet heller ikke til noget i denne omgang. Ansøgningen om en udvidelse af banen blev endnu engang fremsendt i sommeren 1940. Der blev givet positive tilsagn, og tilladelsen kunne påregnes. Der gik trekvart år, før formand Kaj Rafsted meddelte, at ansøgning til sognerådet om udvidelse af fodboldbanen var blevet afslået, da bekostningen ville koste 18.000 kr. Denne gang var der givet tilladelse til udvidelsen fra Skovvæsenets side. I stedet tilbød kommunen at reparere banen foran målene. Efter afslaget havde Edvard Yde havde haft en samtale med overlærer Jakobsen om sagen, og han havde erklæret sig villig til at gå ind for en løsning, når en ny henvendelse til sognerådet blev foretaget. Ved bestyrelsesmødet i marts 1941 havde Ed193


vard Yde udarbejdet en skrivelse, som det blev besluttet at afsende. Samme år foregik der en del skriverier i aviser, og der har med garanti også foregået en del lobby arbejde rundt på de forskellige myndigheders gange og kontorer. Taarbæk Idrætsforening skulle deltage i den Sjællandske mesterrække og de sportslige resultater blive brugt til at proklamere klubbens problemer med baneforholdene. Edvard Yde skrev et læserbrev, hvorfra følgende er uddraget: ”En Sejr, der er en økonomisk ulykke. Økonomisk set er det en ulykke for foreningen, ganske simpelt af den grund, at det er umuligt at skaffe penge til omkostningerne ved deltagelse i mesterrækken. Landet over bæres de fleste idrætsgrenes økonomi overvejende af entréindtægten ved konkurrencer og opvisninger, men en sådan indtægt er uopnåelig i Taarbæk, da banen jo er åbent beliggende i Dyrehaven. Af samme grund betaler fodboldspillerne i forvejen et højere medlemskontingent end almindeligt i andre foreninger, hvilket i sig selv er uheldigt og udemokratisk; men endnu mere uheldigt, ville det være at måtte proklamere overfor medlemmerne, at de må afholde sig fra at hævde sig i konkurrencerne af hensyn til foreningens økonomi, hvilket vilde være Dødsdommen over enhver Idrætsinteresse. Kan Kommunen stadig skyde Sagen fra sig? 194

Udvidelse af den nuværende, overbelastede bane har været mulig, trods Skovens velvillige tilladelse; men kan Kommunen vedblivende skyde denne Sag fra sig? Bør den ikke benytte sin Autoritet til at søge at overvinde Skovens og Ministeriets Modstand i Cottageparkspørgsmålet, eller eventuelt udvirke en indhegning af den nuværende idrætsplads? Det er ikke Mangel på Offervilje, De andre dele af Kommunen har gode, indhegnede anlæg og stadig får forbedret disse, ligesom der altid har været vist stor velvilje overfor Idrætten i Taarbæk; men det er ligesom Kommunen på forhånd anser vanskelighederne for uoverstigelige, når det drejer sig om banespørgsmålet i Taarbæk. Vil Kommunen nu endelig tage Sagen i sin Hånd, eller vil den på anden Måde give Idrætsforeningen økonomisk Kompensation?” Dette uddrag var et synligt bevis på Edvard Ydes velskrevne indlæg. Dog var det endnu engang som at slå i en dyne. Indlægget gav anledning til endnu et indlæg i avisen ugen efter hvor Skovfoged Axel Løvdal udtalte: ”Der må gøres noget, og det må gøres straks. Vi kunne tænke os, at Kommunen i Lighed med andre Kommuner gav Taarbæk Idrætsforening et kontant tilskud til hjælp til deres rejser, når de skal ud og spille, og så tager Kommunen omgående fat på at løse banespørgsmålet, og her må ikke gives op, det ville være


lidt af en skandale, hvis der i en Kommune som Lyngby-Taarbæk skulle ske det, at en klub, som har præsteret en indsats som Tårbæk har gjort, skulle slås ned på banespørgsmålet.” Den nye byplan var en ommer Banespørgsmålet måtte vente endnu et par år og i 1943 var der fornyet håb, i det indenrigsministeriet skulle have byplaner for alle kommuner. Lyngby-Taarbæk sogneråd lavede en byplan, som tilgodeså de så stærkt omtalte projekter, som rensningsanlæg på dyrehavens område og udvidelse af Taarbæk kirkegård samt sportsplads i Cottageparken. Indenrigsministeriet benyttede sig af deres ret til at tilbagesende byplanen med anmodning om at få foretaget visse ændringer. Taarbæks byplan var en af de få i landet, man havde kasseret. Man støttede derved såvel Landbrugsministeriet som Dyrehaveudvalget, der, som man ville huske, med hænder og fødder modsatte sig ethvert indgreb i Dyrehavens rettigheder. Rensningsanlægget måtte man i stedet placere nede ved kysten, og kirkegården måtte

afgøres af menighedsrådet, som måtte søge andre udveje for den stærkt påkrævede udvidelse. Derimod var det en stor skuffelse for ungdommen i Taarbæk, at sportspladsen i Cottageparken måtte opgives. Lyngbys Sognerådsformand Ingvar Nørgård opgav at indsende nye forslag til Indenrigsministeriet, da det var uhyrligt svært at tilgodese Landbrugsministeriet, Dyrehaveudvalget og Byplankontoret på en gang. Taarbæk Idrætsforening opgav tankerne om sportsanlæg i Cottageparken. I 1944 indledtes forhandlingerne med sognerådet om udbedringen af baneforholdene. Sognerådet havde bevilget de fornødne midler til udvidelse af fodboldbanen, belægning af to tennisbaner med rødt materiale, samt opførelse eller udvidelse af omklædningshusene for tennis og fodbold. Ved et møde med sognerådet oplystes det desværre at landbrugsministeriet havde nægtet udvidelsen af fodboldbanen, og under de nuværende forhold kunne bygningstilladelser ikke gives.

195


Dette afslag og den uretfærdige behandling gjorde Edvard Yde godt gal i skralden, og på Taarbæk Grundejer- og kommunalforenings generalforsamling gik han i skarp diskussion med skovrider Henning Martensen-Larsen og sognerådsformand Ingvar Nørgård. Efter at Indenrigsministeriet havde afvist byplanen, havde ministeren lovet at se på forholdene og tale med Landbrugsministeren, som et ½ år senere kort meddelte, at det ønskede ikke kunne bevilliges. Senere var spørgsmålet på ny rejst, og få dage før generalforsamling var der atter kommet nyt afslag. Edvard Yde gik hårdt til den og mente at ministrene tilsyneladende ikke havde noget at skulle have sagt over for skovrideren. Edvard Yde udtrykte sin bekymring over at skovvæsenet ville rive husene ned, hvor idrætsmændene boede, for at bygge idrætspladser: ”thi så var der jo ingen til at benytte dem”. Sognerådsformand Ingvar Nørgård bakkede Edvard Yde op og sagde: ”Det er ugørligt for sognerådet at købe ejendomme i Taarbæk, det våger skoven omhyggeligt over. Skovvæsenets kongstanke er at forene skoven med sundet, på bekostning af at jævne Taarbæk med jorden, og dette vil sognerådet stritte imod af alle kræfter”. Han sluttede med en kraftig henstilling til skoven og staten om at imødekomme idrættens og kirkegårdens berettigede krav, især da det jo kun var en lille bagatel af skovens store arealer. Skovrider Henning Martensen-Larsen udtalte: ”Idrætten i Taarbæk har min største sympati, og jeg vil gøre alt for idrættens 196

fremme i Taarbæk. Selv jeg haft mine bedste timer på sportspladserne.” Det var ikke alle som troede på skovriderens pæne ord om idrætten og sognerådsformanden stillede spørgsmål ved, hvem de mystiske kræfter var, som havde så meget imod fodsportsfolkene. Edvard Yde foreslog følgende resolution som vedtoges: ,,Tårbæk Grundejer- og Kommunalforenings medlemmer samlet til generalforsamling i foreningen udtaler sin beklagelse over Landbrugsministeriets stilling til spørgsmålet om tilvejebringelse af tidssvarende forhold for Taarbæk by til dyrkelse af idræt, idet ministeriet, trods det at Lyngby-Taarbæk Sogneråd har bevilget de til en forbedring af det bestående idrætsanlæg fornødne midler, har afslået at tillade en udvidelse af fodboldbanens areal og at anbefale det med udvidelsen forbundne jordarbejde til udførelse under loven om nødhjælpsarbejde. Den stedlige idrætsforening, der igennem tiderne har udført et prisværdigt og samfundsnyttigt arbejde under de vanskeligste forhold, vil ved den foreliggende mangel på forståelse af tidens krav fremdeles være henvist til at udføre dette arbejde under forhold, der er særdeles ringe i sammenligning med forholdene på enhver anden plads i landet..“ I 1948 rejstes spørgsmålet om tilskud fra kommunen til afholdelse af reparationsudgifterne vedrørende anlæggene. For fodboldafdelingens vedkommende blev sagen dog ordnet med kommunens bane-


Billedet fra 1982 mens der var kamp på bane 1.

inspektør, der havde lovet at foranstalte istandsættelse af klubhuset, således at der kun skulle søges om godtgørelse af en tidligere afholdt udgift til reparation af målene. Endelig en ekstra bane Dyrehaveudvalget, med hvem der i mange år havde været kontaktvanskeligheder, godkendte i 1959 planer for udvidelse af banen, således at der blev etableret en ekstra bane. Kommunalbestyrelsen i LyngbyTaarbæk afsatte i første omgang 25.000 kroner og arbejdet kunne igangsættes. Ved etableringen blev banerne indhegnet. Rent økonomisk havde det stor betydning for klubben, at der kunne tages en mindre entré ved turneringskampe. De, der ikke ville hjælpe klubben på denne måde, kunne jo passende stå udenfor hegnet. Herfra

kunne de følge kampen og alle andre kunne få et fingerpeg om, hvem der virkelig interesserede sig for Taarbæk Idrætsforening. Det gav en ganske god indtægt, men der var alligevel nogle der ignorerede den mand, der stod ved indgangen, og bare gik ind uden at betale. Entréen var sat til en krone for at overvære en kamp. Tipssalget på banen stoppede og i stedet blev entréen sat op til 1,50 krone for førsteholdets kampe. Ved efterårsgeneralforsamlingen i 1963 kom formand Elo Jørgensen ind på, at skoven snart ville fjerne hegnet om banen. Elo mente dog at have en løsning til at bibeholde dette. Hvilke argumenter Elo havde, er uvist, men han havde ikke de bedste kort 197


på hånden. I april måned 1964 meddelte kommunen, at hegnet omkring banerne, ifølge Dyrehavens daglige leder, skovridderen, skulle fjernes omgående. Hegnet var blevet sat op for at værne om græsset på den nye bane, og det var klart, at når banen blev taget i brug, skulle hegnet fjernes. Klubbens medlemmer håbede ellers at alle parter i de år der var gået, ville erkende, at dette hegn betød en hjælp for vor klub, og at det hverken for dyr eller mennesker ville være til nogen gene. Der var glæde over kommunens arbejde, der skaffede en hårdt tiltrængt ekstra fodboldbane. Men der var ikke glæde over, at klubben på ny skulle dele disse baner med skovgæster og dyr. Tidligere erfaring viste, at ølflasker på banen, havde dyrenes efterladenskaber til følge, hvor flasker blev slået itu.. Beslutningen om at fjerne hegnet fik igen modstanderne til at fare i blækhuset. Der blev skrevet læserbreve og avisernes spalter omtalte problemet. I starten af november 1964 havde kommunalbestyrelsen for Lyngby-Taarbæk kommune sendt 3 repræsentanter ned til banerne, hvor de sammen med skovrideren afsagde dødsdommen over hegnet. Hegnet skulle falde for bødlens økse inden der var gået tre uger. Dermed sluttede en god indtægtskilde til klubben for bestandig. Tabet af hegnet omkring banerne var stort. Skovridderen havde over for repræsentanterne fra klubben og Lyngby-Taarbæk 198

Banen er også blevet brugt til diskoskast.

kommune udtalt, at han meget gerne så Taarbæk Idrætsforening i Cottageparken. Det havde været hans ønske længe, og dette satte et lille spinkelt håb om forbedrede forhold for klubben, og ville det ske, skulle man nok komme over det med hegnet. Baneudvalget blev oprettet, da bestyrelsen fik skyld for at den ikke havde ”albuer” nok i arbejdet med planerne om et nyt fodbold anlæg. Baneudvalget skulle også stå for vedligeholdelsen af de daværende baner samt sørge for klargøring af banerne til kampe med mere. Baneudvalget arbejdede på at få forholdene forbedret, og i 1966 kunne man læse i medlemsbladet, at de ville have kommunalpolitikerne til at gøre noget med det samme. I skarpe vendinger beskriver de den uretfærdige forskel der blev gjort på kommunes klubber. De skrev om ”muren” mellem øst og vest, på den ene side Taarbæk og på den anden Lyngby. Udvalget tog ”kniven” frem og forlangte først og fremmest at få lov til at sætte hegnet op igen. Og så skulle det hegn blive stående, til det nye idrætsanlæg i Cottageparken blev


indviet. Det var valgår, og udvalget lovede, at stemmerne ikke ville gå til personer, der ikke havde ønsker eller magt til at tale klubbens sag de rigtige steder. Taarbæks baner har aldrig været noget nationalstadion. Det nærmeste banerne kom det, var i 1967, hvor landsholdet var i træningslejr op til EM-kvalifikationskampen mod DDR. Træningen foregik på Eremitagesletten og hovedkvarter var henlagt til Skodsborg Søbad. Spillere som Ulrik Le Févre, Finn Laudrup og Bent Schmidt var blandt de udvalgte. Kampen endte i øvrigt 1-1.

For at sikre fremme af sagen besluttede baneudvalget at fremsende et forslag til Taarbæk Idrætsforenings generalforsamling i 1969 om nedsættelse af et udvidet baneudvalg. Baneudvalgets opgave skulle være at udarbejde et projekt til et stadionanlæg i Cottageparken, at sikre bred i tilslutning i Taarbæk til projektet, at indhente kommunens godkendelse af projektet og tilsagn om støtte til projektets fremme, at søge udførelsen af projektet muliggjort gennem forhandlinger med Dyrehaveudvalg, Landbrugsministeriet og Kulturministeriet.

Baneudvalget arbejdede videre for et sted, hvor byens ungdom kunne samles, ikke alene til fodbold, men til mange andre ting inden for idrætten. Det kunne ikke være meningen, at de unge spillere skulle søge andre foreninger, såsom Lyngby og Skovshoved, fordi man ikke kunne byde dem ordentlige forhold. Udvalget var i dialog med ingeniør Erik Christensen i kommunens idrætsudvalg. Han kunne fortælle, at sagen bestemt ikke var lagt i den underste skuffe, men han ville jo heller ikke benægte, at der var en lang og trang vej inden enden kunne nås. Udvalget håbede stadig på et stadion i Cottageparken.

”Taarbæk hallen” Rundt i landet blev bygget den ene idrætshal efter den anden. I 1959 blev Lyngbyhallen bygget, og der var en hal på vej til Virum som blev en realitet i 1968. Der er aldrig kommet en hal til Taarbæk, selvom det har været på tale flere gange og været et stort ønske. I 1969 bebudede kommunen, at der var bevilget boblehaller til tennisanlægget ved Engelsborgvej og ved Kaplevej i Virum samt en hal i Taarbæk. Hallen i Taarbæk blev endda foreslået 1½ gang større end de øvrige, fordi der skulle være plads til andre sportsgrene end tennis. Her var tænkt på fodbolden. Der var kun en forudsætning for at lave hallen i Cottageparken – at statsskovvæsenets godkendte idéen. Det gjorde de ikke, og hallen blev ikke til noget.

På et møde med administrationen i Lyngby, den 21.2.1969, blev det oplyst, at kommunen havde fremsat et skitseforslag til et stadionanlæg i Cottageparken, dette var imidlertid blevet forkastet af Taarbæks repræsentanter. Baneudvalget kendte intet til dette forslag og dets forkastelse.

Længe før denne beslutning havde indvielsen af ”Taarbæk hallen” fundet sted. Det stod klart, at skolens gymnastiksal var for 199


lille til den store spillerstab, og for ikke at ødelægge formen om vinteren, var det påkrævet, at man fandt et sted, hvor man kunne være og hvor der var plads. Fru Mattsson i Klampenborg viste sig at være den frelsende kone, idet hun, omend med en lille smule skepsis, åbnede portene til ridehuset, og ”Taarbæk hallen” kunne tages i brug. Selvom det var et ridehus, var det vel en hal, og i det lange løb var det nok noget sundere at dyrke indendørs fodboldspil i denne end i en flot og moderne hal med hårdt trægulv? Og spillerne var efter vinterens træning i alle tiders kondition, selvom de ikke lugtede så godt. Alle blev indbudt til at overvære træningen, og der var fine siddepladser og entréen var, som altid ved klubbens fodboldkampe, ganske gratis. Omklædningen foregik i eget klubhus. Det var ikke helt billigt at leje ridehuset, og kommunen hjalp til, i starten af tresserne, med at betale lejen. Ridehuset bruges ikke mere til fodbold og de unge spillere træner i gymnastiksalen om vinteren. Vintertræningen har også foregået på grus i Lyngby. Dette skabte også baneproblemer, og der skulle kæmpes om tider, når der skulle vintertrænes på Lyngby Stadion. De dårligste baner er blevet tildelt på tider, hvor andre har siddet lunt og godt og set ”Lørdagshjørnet” på tv. Dette problem bliver der til stadighed kæmpet med hvert år. Banen i bymidten Taarbæk skole og det nye fritidscenter i Taarbæk fik i 1972 en 575 kvadratmeter stor grund at dyrke boldspil og atletik på. Kommunalbestyrelsen havde overtaget grunden, som man stillede til rådighed for Taarbæk 200

Fodboldhader har taget livet af vores mål.

skole. Grunden, der ligger ved siden af fritidscentret, skulle også kunne benyttes af dettes medlemmer. Dog efter nærmere aftale med skolen. Banen er siden blevet benyttet flittigt af både skole og fritidscenter. I vinter perioden blev banen omdannet til skøjtebane til stor fornøjelse for byens børn og unge. I 2005 blev banen renoveret for et samlet budget på 350.000 kroner. Der blev lagt kunststof som belægning. Taarbæk Idrætsforening gav 10.000 kroner i tilskud til projektet. Det lykkedes ikke baneudvalget at ind-

Et af de uheld som ikke må ske. Der har desværre også været større dyr i nettet.


samle et dokumenteret materiale, samt at gennemforhandle det med de forskellige interessegrupper. Cottageparken blev droppet for sidste gang. Mange Taarbækkere så parken som et værdifuldt miljø og en god afskærmning fra støjen på den nye Strandvej. Endvidere ville det blive svært at overbevise skoven om at de skulle fjerne mere end 100 år gamle egetræer. På grundlag af dette foreslog baneudvalget derfor alle kræfter sat ind på at forbedre forholdene i banehuset ved Trepilelågen. Baneudvalget ville stille dette forslag til generalforsamlingen i 1973. Fodboldhader eller miljøaktivist I 1992 opstod et helt nyt og meget ubehageligt problem for klubben. Ti mål blev skåret over med nedstryger på banerne. På listesko og i nattens mulm og mørke slog en mystisk fodboldhader til mod de uskyldige fodboldmål. Fodboldhaderen slog til første gang i juni måned, da han tog livet af fire store fodboldmål. Natten til den 18. oktober var han på spil igen med to fodboldmål. Målene kostede omkring 5.000 kroner og fodboldhaderen fik således ødelagt for ca. 50.000 kroner. Sagen blev omtalt flere gange i Ekstra-bladet dog uden at vi nogensinde fandt ud af om den skyldige var fodboldhader eller miljøaktivist. I 2005 bevilligede kommunen en græsslåmaskine til klubben, og klubben skulle selv være ansvarlig for pasning af banerne. Der var en del startvanskeligheder, men i dag passer klubbens banemand både græs, muldvarpeskud og maskine med stor til-

Rasmus Lorentz „hænger i“.

fredshed for klubbens spillere. I daglig tale benævnes vores bane som ”Den kongelige”, og vi mener selv at have Danmarks smukkeste stadion med to baner, den forreste og den bageste. Vi har samme gøremål at arbejde med som vores forbundsfæller tilbage i 1908. Målnet og hjørneflag skal nedtages efter hver kamp. Det er selvfølgelig ikke fordi skovrideren ikke kan lide at se nettene, men af den simple grund at kronhjortene bliver fanget i dem, såfremt nettet får lov at hænge natten over. Vi sparer også besværet med at finde frivillige til at stå for entréen, for hegnet har aldrig fået lov at komme op igen. Hvert forår bruger et par stykker af klubbens trofaste hjælpere kræfter på at tromle banen og klargøre den til endnu en god sæson på Eremitagesletten. 201


Erindringer fra set fra tre vinkler Jeg har talt med mange mennesker for at finde informationer om klubben. Udover alle disse mennesker har jeg fået tre personer til at skrive deres erindringer om deres tid i klubben set fra tre forskellige vinkler. Elo Jørgensen, den fænomenale målmand der på førsteholdet. Han var en stor hjælp til trænerne med målmandstræning. Samtidig er han den der har ledet klubben længst som formand.

Finn Wiegand Larsen har trænet klubbens bedste hold gennem mange år. Sidst men ikke mindst er Henri ”Lillebror” Larsen den der med sikkerhed har spillet flest kampe på klubbens bedste hold. Først fejrede han 500 kampe i 1976 og siden blev det også til 600 kampe. Jeg mødtes med dem en junidag på sletten, hvor de hurtigt fik smilet frem, og alle erindringerne dukkede op.

En junidag på sletten med tre gamle koryfæer. Fra venstre ses tidligere førsteholdstræner Finn Wiegand Larsen, Elo Jørgensen tidligere formand og førsteholds målmand og til sidst ”og mindst” Henri ”Lillebror” Larsen med mere end 600 kampe på førsteholdet.

202


Sider fra en for mands dagbog formands Af Elo Jørgensen Tidl. formand Taarbæk Idrætsforening I anledning af Taarbæk Idrætsforenings 100 års jubilæum er jeg blevet bedt om et indlæg til jubilæumsbogen, hvilket jeg skriver med glæde, set med en tidligere formands øjne. Jeg blev meldt ind som syvårig i 1943. Forholdene var beskedne, kun et lille klubhus med plads til max. tyve mand og kun een bruser med koldt vand. I 1949 ønskede jeg at prøve kræfter med en større klub og skiftede til Skovshoved som en af de første spillere fra Taarbæk senere kom flere til. I efteråret 1958 var vi en håndfuld unge seniorer i S.I.F., der fandt, at tiden var inde til at se nye ”græsgange”, og valget faldt igen på Taarbæk Idrætsforening. Vi var ambitiøse, og målet var at spille førsteholdet tilbage i Sjællandsserien fra serie 3, hvor Taarbæk spillede, da vi kom til. Efterhånden kom flere nye spillere til og dels derfor, dels fordi vi over de følgende år havde flere meget kompetente trænere, opnåede vi flotte sportslige resultater. Sjællandsserien nåede vi dog ikke, en række sæsoner gjorde vi os stærkt gældende, først i serie 2 senere i serie 1. Rammerne for fodbolden i Taarbæk blev forbedret en del i slutningen af 1950’erne. Vi fik en tiltrængt fordobling fra en til to

baner og yderligere mulighed for at rykke banerne, så de blev mindre slidte. Ligeledes blev det gamle klubhus erstattet af et nyt med to omklædningsrum og fire brusere med varmt vand – når gasvandvarmerne virkede. Endelig overtog vi det gamle ledvogterhus, som blev indrettet med et stort medlemslokale, køkken, toilet i stuen samt rum på 1. sal til møder, bolde m.m. Dette samlingssted efter træning og hjemmekampe bidrog i høj grad til at styrke og udbygge det helt unikke kammeratskab vi spillere, trænere og ledere havde indbyrdes, hvad enten man var ægte Taarbækker eller en udefra, og netop kammeratskabet bidrog til at fastholde spillere, som andre klubber gerne så i deres rækker. Forholdene blev bedre siden min første tid i Taarbæk Idrætsforening, men om vinteren savnede vi indendørs faciliteter, så træningen foregik søndag morgen med omklædning på skolen (her var altid varmt vand) og en lang løbetur i Dyrehaven. Et par vintre lejede vi Mattsons ridehus i 203


Klampenborg og så blev der spillet fodbold i det dybe tørvemuld efter hestene var i stald. Det var en anderledes fodboldoplevelse og ikke mindst lugten vort fodboldtøj stank af hest efter disse aftener. Senere rykkede vi vintertræningen til en stor gymnastiksal på Trongårdsskolen, langt væk for dem der kun havde cykler, men med bedre muligheder for at opbygge konditionen og spille lidt bold. Gennem årene havde vi flere gode trænere, men ud over det skal nævnes, at vi havde alle tiders holdleder i Werner Hansen. Werner var Taarbækker med stort T. Hans hjerte bankede varmt for foreningen, og man gik aldrig forgæves til ham, hvad enten man havde brug for et råd eller blot en god historie, Werner var der altid. På det sportslige plan, skal også nævnes den årlige sommertur. Hver sommer fandt vi en lokal klub ude i fædrelandet, som vi kunne besøge og spille kamp mod. Vi kom langt omkring, fra Frederikshavn til Bornholm, og dette var med til at udbygge det gode kammeratskab, og jeg er sikker på, at mange af de oplevelser vi havde på disse ture, stadig huskes af deltagerne. Ud over sommerturene, var det i en årrække sommerkampen mod KB’s 1. divisionshold, der blev set frem til. KB kom altid i stærkeste opstilling med diverse landsholdspillere, og kampen tiltrak hvert år 3-400 tilskuere. Vi vandt aldrig, men gav dog oftest KB’erne en god kamp, og 3. halvleg, der foregik i klubhuset omkring et par stk. smørrebrød, 1 øl og 1 snaps, fik vi mindst uafgjort. 204

Jeg blev valgt ind i bestyrelsen d. 29. november 1960, og da den daværende formand Sven-Erik Arnoldus ønskede at slutte i efteråret 1961, valgtes jeg som hans afløser 25. november 1961, en post jeg havde helt frem til 9. februar 1977, hvor jeg fandt, at yngre kræfter burde tage over. I hele min formandsperiode bestod bestyrelsen langt overvejende af aktive spillere, så mange opgaver blev klaret efter træning. Posten som kasserer var vigtig og krævede en del tid, så det er også med til at forklare, at der i min tid som formand var 5 6 kasserere på posten. Dengang havde man f.eks. ikke andre betalingsmuligheder af kontingent end håndskrevne girokort. Mange spillere i min årgang var ikke bosat i Taarbæk, men kom fra Ordrup, Skovshoved, Lyngby eller endnu længere væk. Deres begrundelse for at komme til Taarbæk og blive der, var det utroligt gode sammenhold vi havde - et sammenhold, der også betød sportslig succes - man blev i klubben uanset, hvilket niveau man spillede på. Bagsiden af medaljen var, at når man stoppede som aktiv, gik man ikke over i en lederopgave, bl.a. på grund af afstanden mellem bopæl og Taarbæk samt fordi mange stiftede familie, som naturligt lagde beslag på fritiden vi havde trukket store veksler på baglandet i den aktive tid af vores karriere. De 16 år i bestyrelsen var en spændende tid, og klubben opnåede en del gode sportslige resultater, hvor vi på et tidspunkt kunne mønstre fire seniorhold fra serie 1 til 5.


Elo læser telegrammer op i forbindelse med 60 årsjubilæet. De øvrige er siddende fra venstre: Jørgen Larsen, Niels Jensen, Kurt Blanchön, Birthe Jensen med Lisbeth, Jesper og Marianne. Stående fra venstre: Gerner Hansen, John Stenkilsson, Leif Brøndum, Bent Jensen, Hans Brøndum Vibeke Larsen, Annie Brøndum med Claus, Helle Groth., og Henri Larsen.

Vores økonomi var altid et vigtigt punkt. Gode trænere og ordentligt materiale, bolde, spillertøj m.v. kostede også dengang mange penge, som ud over spillernes kontingent stort set alene kom ind gennem de ca. 40 andespil vi afholdt hvert år. Mange bestyrelsesmedlemmer øvede en stor indsats, ikke mindst ved gennemførelse af andespillene, men et navn fra disse år overstråler alle, Niels ”Post” Jensen eller mr. Taarbæk som jeg med rette mener han var og vel stadig er! Uden hans indsats havde vi ikke haft de penge til rådighed vi havde i min tid som formand. Den største opgave vi havde i disse år, var festligholdelsen af foreningens 60 års jubilæum

i 1968. Tre dage i august måned afholdt vi på Tårbæk Skole det, som lokalaviserne kaldte kontinentets største loppetorv, og i de samme dage afholdt vi den formentlig største havnefest Taarbæk har oplevet til dato. At få de arrangementer på skinner, var en kæmpeopgave, som ikke alene bestyrelsen, men også talrige Taarbækkere lagde rigtig mange timer og kræfter i. Her var Niels igen en ildsjæl, uden hans meget store indsats var disse to arrangementer næppe blevet den succes de blev. Jeg vil slutte mit indlæg med en tak til de mange, der igennem årene har støttet op om vor forening og ønske Taarbæk Idrætsforening tillykke med det flotte jubilæum samt alt godt i årene der kommer. 205


”Bare 14 dage !” Af Finn W. Larsen Tidl. cheftræner Taarbæk IF En smuk augusteftermiddag i 1968 troppede undertegnede op på banerne ved Trepilelågen med min søn Claus, for at melde ham til fodbold i Taarbæk Idrætsforening. Niels Post var på banen sammen med en halv snes fodboldglade drenge. Han ville meget gerne tage imod Claus, men klubben havde blot lige det problem, at drengenes træner først kunne begynde om 14 dage. „Kunne du ikke hjælpe os med at træne drengene i de 14 dage?“ Det kunne jeg som ansvarlig far selvfølgelig ikke sige nej til, og således blev „bare 14 dage“ til 14 dejlige år som træner i Taarbæk Idrætsforening. Selv uden træneruddannelse og trænererfaring mente Niels (og jeg) at jeg godt kunne klare opgaven, og det gik da også meget godt. De første par år med træning af „sandkasserne“, senere lilleputter og drengeholdet med rimelig gode resultater, glade drenge, forældre og træner. Havde, man sagt ja til et trænerjob i Taarbæk Idrætsforening, skulle man ikke bare træne - der skulle pumpes bolde, hænges net op og tages ned igen - dyrene skulle sendes ud af banen før træning, holdkort skulle skrives, ligesom der skulle informationer ud til forældrene og meget mere. Et dengang særdeles godt samarbejde i 206

Kystalliancen bestående af Vedbæk, Brede, Hørsholm og Taarbæk resulterede i mange hyggelige stævner, samt ikke mindst den årlige „træningslejr“ i Lønsboda i Småland/Sverige. Indkvarteringen i en tidligere skole i skoven ved Lønsboda blev ofte et mindre chok for drengene, blandt andet var toilettet „et langt bræt henover gravede huller i jorden - i fri luft - bvadr !! - den gik nok ikke i dag. Men trods alt en træningslejr i udlandet - det var da helt fint. Når drengeholdet skulle spille kamp, stod der altid en lille lyshåret knægt, fuldt omklædt, og ventede ved jernbaneoverskæringen. Det kunne jo være at der manglede en spiller på holdet, og selv om han var 5 år yngre end sine „holdkammerater“, lykkedes det næsten altid for Henrik ”STORE” Larsen at komme til at spille med - uden at der var nogen af modstanderne der opdagede, at han kun var 7 år - tværtimod!


Efter i nogle år at være blevet fastetableret som træner i klubben, mente Niels nu at det var tiden til større opgaver - der var stærke kræfter (læs mødre) som krævede, at der blev oprettet et fodboldhold for piger i klubben. Interessen var der, både hos pigerne og hos deres mødre, Finn som cheftræner for Taarbæks 1. hold. Bagerst fra venstre: Henri Larsen, Steen Alex Kruse, ?, Finn Knudsen, Allan Marcussen, Niels Melby, de manglede bare en Finn W. Larsen (træner). Forrest fra venstre: Kurt Blankschón, Hans træner.Af en eller an- Brøndum, John Werner, Jørgen Larsen, Poul Bløcher, Søren Wamsler. den grund blev jeg overtalt til at påtage mig dette, samtidig med pelvis Lyngby, som kunne hjælpe os, og at jeg trænede et drengehold. Men vi fik star- således lykkedes det endnu engang at tet op, og jeg havde et par dejlige år sammen redde skærene. med en trup glade og engagerede piger. At vi ofte havde det svært, især i forårs„Vi mangler en træner til 1-2 senior hold! sæsonen kan måske illustreres ved følgende Kunne du ikke lige hjælpe os i en kort pe- eksempel. Da vi i vinterperioden, af naturriode?“ Det var ligesom jeg havde hørt det lige årsager, ikke kunne træne i Taarbæk, før, men hvorfor ikke, og de næste 7 år måtte vi træne på Lyngby Stadion, og som var jeg så cheftræner for klubbens 1 og 2 en af de små klubber i kommunen på ret så dårlige trænings tider. Tirsdag aften, træseniorhold. ning kl. 21 til 22.30 på grusbanen. Jeg anSom det havde været i mange år før, var kom som træneren allerede kl. 20.30 med holdenes situation ofte den, at når vi nåede bolde i net, træningsveste, vandflasker sæson afslutningen, skulle vi simpelthen m.v., men jeg følte mig noget ensom. Klokundgå at rykke ned i serie 3, hvilket da også ken blev 21 og jeg var stadig ensom og altid lykkedes. Det var ikke mindst alene, lyset var tændt på grusbane 3 - pintakket været det store netværk og gode ligt - det regnede eller små sneede, og der omdømme Taarbæk Idrætsforening altid var stadig ikke kommet een eneste spiller. har haft. Manglede vi for eksempel en mål- På med tøjet igen for at vende hjemad for mand, var der lige en fra holdet der kendte så på parkeringspladsen kl. 21.15 at møde en tidligere divisionsmålmand fra eksem- to spillere, som skulle til træning. Vi blev 207


vist enige om at drikke en øl i kantinen! Anderledes om torsdagen, hvor der var indendørs på Trongårdsskolen. I en lille gymnastiksal kunne der ofte være 25 mand til træning. Stor succes, der blev gået til den, også da jeg indførte musik til opvarmningen, et meget vovet eksperiment, men det faldt vist i god jord. En søndag formiddag skulle vi spille hjemmekamp. Efter en nervøs spejden efter de sidste 4 spillere, dukkede de endelig op - modstanderne var allerede på banen, dommeren ligeså, og da vi selv kom på banen i sidste øjeblik, blev jeg af dommeren gjort opmærksom på „at der vist nok var noget galt med banen!“. Den ene banehalvdel var simpelthen 10 meter kortere end den anden - kampen måtte udsættes mens træneren måtte i gang med kridtemaskinen for at rette op på forholdene! Efterårets afslutning, jule-five-a-side, den første lørdag i december, kunne lokke folk af huse. Mellem kampene serverede Niels Post rygende varm julegløgg, suppleret med iskolde bajere. Efterfølgende frokost i det gamle ledvogterhus, med 50 mand bænket i et lille rum på 25 kvm var helt enestående. Høj stemning, sponsorerede sild, ål, øl og snaps satte stemningen i vejret. Der blev sunget og fortalt vittigheder, og midt i det hele blev der vist 8 mm pornofilm på væggen - til klapsalver og tilråb - jo der var stemning og fest. En stor glæde var det som træner at spille nogle 1. holds kampe sammen med min ældste søn, Claus, og senere er denne 208

Tre generationer med Morten W. Larsen Oliver W. Gall og Finn W. Larsen.

glæde og stolthed fulgt op af min yngste søn, Morten, som efter mange års tro tjeneste på 1. holdet, nu har helliget sig oldboys og bestyrelsesarbejdet i klubben. Taarbæk Idrætsforening, en klub der altid har været præget af ildsjæle, der frivilligt og engageret har ydet en stor indsats for klubben. Jeg har gennem min periode i klubben haft den store glæde at møde adskillige af dem, hvoraf blot skal nævnes, Erik ”Basse” Petersen, Jørgen ”Hattemager” Nielsen, Søren ”Spætte” Hillestrøm, Henri ”Lillebror” Larsen, og ikke mindst Niels ”Post” Jensen, som jeg som nævnt i min indledning, har alt at takke for i forbindelse med mine „bare 14 dage“ i Taarbæk Idrætsforening. Hjertelig tillykke med 100 års jubilæet og held og lykke fremover.


”Lillebror ”Lillebror”” med 600 kampe. Af Henri Larsen Tidl. 1. holdspiller Taarbæk Idrætsforening Jeg startede i Taarbæk Idrætsforening da jeg var knap 7 år gammel. Min fætter Jørgen Larsen, som havde været til træning deroppe et par uger før, fik mig med. Det var mit første møde med fodbold, og siden har det på alle måder haft min store interesse – især som aktiv spiller, men også som træner, samt medlem af bestyrelsen og spillerudvalget. Jeg havde nogle herlige år som lilleputspiller og fik mange gode kammerater i Taarbæk Idrætsforening. Efter nogle år, jeg var vist 12 år, var vi flere, som gik til Skovshoved I.F. på grund af, at vi ikke var spillere nok til et helt hold. Jeg blev i Skovshoved, hvor jeg spillede venstre wing på første juniorholdet, indtil Niels Jensen og Harry Sloth (træner) fik mig overtalt til at vende hjem til Taarbæk. Jeg var 17 år, og jeg husker at jeg fik fuld spilletid på førsteholdet med det samme, og det forsatte så i 25 år på førsteholdet i Taarbæk – så at sige uden skader eller andre forhindringer, som kunne holde mig væk fra spillet – for eksempel fik jeg aldrig en advarsel, hverken gult – eller rødt kort. Der er nogle trænere jeg gerne vil nævne her: Som sagt var det Harry Sloth, der var den første, så Harald Jørgensen, Benny Glüver, Finn W. Larsen og Per Nielsen. Alle

var både seriøse og dygtige trænere, som var med til at skabe et fantastisk godt sammenhold og kammeratskab – det var både når der skulle spilles, arbejdes og festes. Hvis jeg skulle nævne nogle kampe, som står helt klart for mig – er det først og fremmest den årlige sommerkamp mod KB’s førstehold. Det var en kamp som vi på holdet altid glædede os helt vildt til. KB vandt jo altid med et par mål - det kunne ikke være anderledes. Jeg husker særligt en kamp hvor jeg scorede 3 mål, og Viggo ”Bønnen” Olsen næste dag stod ved havelågen og råbte ”det er fra Italien”! Senere på dagen dukkede den navnkundige Niels Jensen (målmanden hos KB) op til frokost – efter et par snapse og øl tilbød han mig at komme og spille i KB, og han tilbød os også en ny lejlighed derude, men 209


Henri Larsen i nærkamp i forbindelse med sit 500 kampsjubilæum. I baggrunden ses Poul Bløcher.

jeg takkede nej til det hele – for Taarbæk var den klub jeg ville spille i af mange forskellige grunde – kammeratskab, beliggenhed og så lå vi til en fjerdeplads i serie 1. Det var en svær beslutning, da det var et godt tilbud KB kom med, men for mig har det været en fordel med en lille klub – for i små klubber kender alle hinanden, uanset alder, eller hvilket hold man spiller på. Taarbæk var og er en fodbold klub, hvor jeg altid har følt mig hjemme. Ambitioner om at få en karriere inden for fodbold, havde jeg ikke, idet jeg også skulle passe mit arbejde. Det er en stor fornøjelse for mig at se, at Taarbæk skal spille 100 års jubilæumskamp mod netop KB. Idéen kan ikke være bedre skruet sammen omkring den historiske kamp på Eremitagesletten. 210

Den næste vigtige kamp for mig i min tid som fodboldspiller står alene – 16. oktober 1976 - det var da jeg spillede min kamp nr. 500. I 1980 nåede jeg at spille min kamp nr. 600. i en alder af 39 år. Med hensyn til nederlag har jeg kun en ting at sige – tab og vind med samme sind! Eller i hvert fald - lad som om. Vi var flere der tog del i andre ting end fodbold i klubben, og jeg mindes ikke, at jeg havde problemer med at være i bestyrelse og spilleudvalget – samtidig med at være aktiv spiller på førsteholdet. Der har aldrig været episoder, hvor spillertruppen har været direkte sure på ledelsens beslutninger. En af skandalekampene jeg husker var i


TIFs drengehold som Henri trænede til kredsvinderetitlen i 1975. Bagerst fra venstre: Kim, Claus W. Larsen, Jens Willumsen, Christian Boserup, Jesper „Rødkål“ Jensen, Henrik Søgaard, Arne B. Larsen og Henri „Lillebror“ Larsen. (træner). Forrest fra venstre: Jacob Lunøe, Emil Olsen, Erik Gustavsen og Preben.

Birkerød – det lokale hold var i fare for nedrykning. Dommeren havde åbenbart sympati for dem – i hvert fald smed han tre Taarbæk spillere ud i første halvleg (uden grund). Da alle brokkede sig over hans urimeligheder, var konsekvensen, at der blev smidt endnu en spiller ud. Til sidst var der kun syv Taarbæk spillere tilbage på banen. Et punkt, hvor Taarbæk altid har haft fordel og taget mange ”sejre” hjem, er til sommerfesterne med koner og kærester og 3. halvleg efter KB kampene. Det foregik som regel (når vi var mange) over hos skovløber Carl Andersen. Festerne havde stort set samme forløb – medbragt mad i skotøjsæsker, øl, snaps, kaffe og fuld sang

på flåden – og så vælte med cyklen på skovstien, på vejen hjem. Jeg husker de første afslutningsfester – de fandt sted i november måned – de blev afholdt på Kongekilden. Vi medbragte selv maden og pakker, som der senere på aftenen blev holdt auktion over. Mange af gutterne optrådte på slap line, og vi havde såmænd også levende musik, og der blev danset natten lang. Fælles for alle festerne, holdt i Taarbæk Idrætsforening regi, var – at de var skide skægge. Jeg vil ønske ”min” klub tillykke med 100 års jubilæet med held og lykke fremover.

211


Fra tingsten til foderhus Danmarks smukkeste klubhus ligger uden tvivl i Dyrehaven ved Eremitagesletten, og Taarbæk Idrætsforening er den heldige bruger af huset. Et hus i smukke omgivelser, men det har ikke altid været så gode forhold vi har haft at dyrke vores sport under.

resten måtte ”stjæle” sig til at klæde om bag en busk på sletten. Det første klubhus Tårbæk Idrætsforening fremsender på ny en ansøgning om opførelse af et omklædningshus for fodboldspillerne. Statsbanerne havde frafaldet kravet, om vaskehuset på ledvogterhusets grund, som var årsagen til at sognerådet tidligere havde givet afslag. Ansøgningen blev godkendt og indstillet af Vejudvalget, som fik kommunen til at ind-

Opstarten i 1908 var meget primitivt. Skal jeg komme det nærmere må det være niveauet lige under primitiv. Der var intet, og flere generalforsamlinger blev afholdt under åben himmel på sletten, med den store runde sten som Tingsten og formandssæde. Omklædningshus var et ukendt begreb, og gæsterne måtte tage til takke med skyggen af skovens kroner. Når spillerne var så uheldige, at det var dårligt søndagsvejr, var skovløber Andersen altid en hjælpsom mand og ven, der stillede sit isskur til disposition Det første omklædningshus fra 1927. På billedet — så mange, der ses fanen fra 1880 skænket af brd. Kalko var plads til — og 212


lede forhandling med Statsbanerne, således at der kunne opføres et hus til klubben. Det var en forudsætning, at klubben betalte en leje, der udgjorde højst 5 procent af byggesummen. I efteråret 1927 oprandt så en stor begivenhed i foreningens historie, idet det endelig var lykkedes at få et omklædningshus, som dog på grund af Dyrehave-restriktionerne måtte anbringes på statsbanernes grund, nemlig i ledvogterens have, med facade imod sletten. I 19 år havde medlemmer og gæster måttet klare sig uden tag over hovedet, og glæden var derfor stor over det lille nette hus, med styrtebad og håndvask. Det var dog kun koldt vand og ingen lys. Foreningens leder Edvard Yde glemte sent de næsten uoverstigelige vanskeligheder ved opnåelsen af dette Gode. Begivenheden fejredes ved en indvielseskamp med Hellerup, som Taarbæk vandt med 5—2, samt et lille traktement, hvor dagens forskellige taler afholdtes af skovrider Henning Martensen-Larsen, foreningens og unionens formænd. Som en anerkendelse til Edvard Yde for det store arbejde med at få realiseret huset, ophængtes et billede af ham i klubhuset, ligesom han ved sin afgang som formand i 1929 blev udnævnt til foreningens andet æresmedlem. I tiderne omkring klubbens 25 års jubilæum blev der indledt forhandlinger med de øvrige foreninger i Taarbæk om opførelse af en kombineret forenings- og sportsbygning på byens stenplads. Der kunne dog ikke

opnås enighed, og en fælles bygning blev ikke til noget. For at få lidt bedre økonomi i klubkassen blev Sognerådet ansøgt om økonomisk tilskud i 1940. Sognerådet meddelte at der ikke kunne bevilges midler for tiden, men man ville give afkald på det hidtidige lejegebyr for omklædningshuset. Bestræbelserne på at få forbedret forholdene skulle i 1944 vise sig at få opbakning fra Sognerådets side. Rådet havde bevilget de fornødne midler til udvidelse af fodboldbanen, belægning af to tennisbaner med rødt materiale, samt opførelse eller udvidelse af omklædningshusene for tennis og fodbold. Men på et efterfølgende møde med sognerådet oplystes det desværre at landbrugsministeriet havde nægtet udvidelsen af fodboldbanen, og under de nuværende forhold kunne bygningstilladelse ikke gives. Mon ikke at ministeriet endnu engang lå under for skovens holdning til vores tilstedeværelse! Ledvogterhuset 1960 blev et helt stort år for klubben. Udover at der var opnået tilladelse til udvidelse af fodboldbanen, fik vi endelig et klubhus. Den 25. juni 1959 skrev kommunen lejekontrakt med Statsbanerne, om leje af ledvogterhuset ved Trepilelågen, i første omgang for en 10-årig periode. I Lyngby-Taarbæk bladet var følgende artikel: »I det gamle banehus har medlemmer af TIF arbejdet i vinter, og det var et smukt slutresultat, de havde at vise frem. Huset er indvendig helt ukendeligt efter den gen213


nemgribende restaurering. En skillevæg er brudt ned, så der er blevet et passende stort medlemslokale. Hertil kommer læsestue, bestyrelseslokale, toilet, garderobe, køkken med mere. Inventaret er nyt, praktisk og moderne, — jo, det er et dejligt samlingssted, Tårbækkerne her har hjulpet sig til. Nu mangler kun omklædningsbarakken fra Virum, som er lovet Taarbæk IF, så er forholdene så ideelle, som de efter omstændighederne kan blive.« Umiddelbart bagved huset påbegyndtes samtidig udvidelsen af omklædningsforholdene, et gammelt omklædningshus med to omklædningsrum, blev flyttet fra Virum. Den 9. januar 1960 kunne den arbejdsivrige bestyrelse, med formand Sven-Erik Arnoldus, invitere til indvielsesreception. Dette er en af de mindeværdige dage i klubbens historie, hvad de ydre forhold angår. Nye forhandlinger med stat og kommune blev igen hurtigt etableret og resulterede i, 214

at den gamle skolebarak i Taarbæk blev overtaget af klubben sammen med Taarbæk sejlklub. Herefter kunne der arrangeres ugentlige mødeaftener hele vinteren, hvor medlemmerne spillede bordtennis, kort, eller blot sludrede og læste. Samtidig med de forbedrede forhold vendte de »gamle juniores« tilbage til klubben og sammen med andre nye spillere gik det igen fremad for Tårbæk IF, også på fodboldbanen. Der var glæde over de nye forhold. Det var en revolution der var sket for klubben, selvom forholdene stadig langt fra var på højde med andre klubber. Der var ofte problemer der skulle løses for at få tingene til at fungere. En gæstende spiller spurgte under omklædningen en af Tårbækkerne om der var varmt vand, hvortil han svarede ”Jeg ved det ikke, jeg har kun været medlem 34 år”. I 1963 kom der billard i klubben og det


fortælles at Tommy Frederiksen var den første til at slå et kryds på tavlen. Det var med til at gøre klubhuset til et rigtigt samlingssted. Med hjælp fra Old-Boys kom der telefon i klubhuset med nummeret Bellevue 519, og foldboldenkerne blev mere ensomme efter klubben fik fjernsyn og radio installeret i klubhuset i 1965.

klædningsrum, var brugbar. Trods mange henvendelser til de ansvarlige var sagen meget langvarig, men der var lys forude, idet kommunens tekniske forvaltning havde meddelt, at der er på budgettet i 1972 var bevilget penge til udskiftning af vandstikket i målerbrønden, hvilket skulle betyde, at alle seks brusere ville blive brugbare.

Klubbens medlemmer har altid været flinke til at hjælpe med istandsættelse af huset, dog er det ikke altid gået lige hurtigt. I 1965 blev huset sat i stand. Som arbejdsformænd blev udvalgt Jørgen ”Sønke” Larsen og Henri ”Lillebror” Larsen. Der blev under overskriften ”De så det ske – ”, skrevet følgende i medlemsbladet om opgaverne:

Jeg huske selv så tydeligt problemerne med at få gang i gasvandsvarmeren. Enten lykkedes det ikke og badet måtte tages i koldt vand, ellers blev vi skoldet. Jeg husker at jeg sammen med blandt andet Eskil Hardt, løste dette problem ved at sætte prop i afløbet, for derefter at sidde i ”karbad” en rum tid.

- at Brian Overbye er i gang med at mure en fin kumme ved vandhanen udenfor klubhuset til rengøring af brugt fodtøj. - at der bliver lagt nyt gulv på første sal i klubhuset. - at styrtebad, som Ole “Verdensuret” har lavet er blevet endog meget fint. og det virker? - at rengøringsholdet i klubhuset”, har gjort det til en hel fornøjelse at komme ind i klublokaliteterne - så skinnende rent er der - ja man påtænker at anskaffe sivsko til besøgende. - at køkkenbordet, som blot har været under konstruktion og bygning i 3-4 mdr. snart er ved at være færdigt troede man.

Tilkørselsforholdene til klubben var fine, de var bare ikke praktiske når vi taler parkering. Det skete ofte at en havde parkeret sin bil lige foran den røde låge. Dette bragte selvsagt ikke smilet frem hos skovens folk. Det er også sket at der blev parkeret under jernbanebommen med de dertil hørende problemer. Mens der var Børnehjem på Trepilevej gav det endog meget store problemer på en god sportslørdag. Der var blevet sat ”Parkering forbudt” skilte op, og det ville uden tvivl give problemer hvis politiet dukkede op, der var meget svært for lastbiler og eventuelle ambulancer at komme frem.

Problemerne med vandet i klubhuset ville ikke ophører, kun en bruser i hvert om-

Jernbanebommen var et helt kapitel for sig. Mange gange gik den i selvsving og ville ikke lukke op. Det gav megen irritation og vi måtte som trænere for de unge spillere sørge for at de ikke blev fristet til at gå over 215


sporet. Det var lidt svært at forklare dem, når voksne så deres snit til at kravle under og krydse sporet. Der hændte også det modsatte at bommen slet ikke virkede, eller klokken bare ringede til ingen verdens

Springforbiplanen I 1930’erne iværksatte den daværende statsminister Stauning Springforbi-planen ved Dyrehaven, så den almindelige dansker kunne nyde skoven og stranden ved kysten nord for København. Skovstyrelsen har gennem årene opkøbt mere end 50 huse, hvoraf langt størstedelen er blevet revet ned. Formålet var at frilægge kysten og skabe offentlig adgang til det store område. Miljø- og energiminister Svend Auken besluttede at lade tre gamle huse - Taarbæklund, Nødebo og Strandmøllebakken - stå i strandparken ved Springforbi.

216

nytte. Der var dog en stor fordel ved at have klubhuset så tæt ved banen, for til klubfesterne var det reglen at der skulle skåles når toget kørte forbi. Der var ingen anden udvej, for larmen overdøvede alt andet. Der kørte gudskelov mange godstog dengang. Lokaleudvalget Den 25. oktober 1967 blev der nedsat et lokaleudvalg mellem repræsentanter for interesserede foreninger om lokaleforholdene i Taarbæk. Ingvar Nielsen blev formand og for Taarbæk Idrætsforening deltog Niels Jensen. Opgaven for udvalget var at fremskaffe egnede lokaler som foreningerne kunne bruge til det daglige foreningsarbejde. Der blev arbejdet for at ”Pension Fønns” (senere kollegiet) kunne indeholde en kombineret forsamlings- og sportshal. Der blev også arbejdet med forslag til idrætsanlæg i Cottageparken. På et møde med administrationen i Lyngby, den 21. februar1969, blev det oplyst, at kom-


Tegning af Keld Frøkjær munen havde fremsat et skitseforslag til et stadionanlæg i Cottageparken, dette var imidlertid blevet forkastet af Taarbæks repræsentanter. Lokaleudvalget kendte intet til dette forslag og dets forkastelse. Ingen af de nævnte forslag førte til noget brugbart og Taarbæk Idrætsforening levede videre med ledvogterhuset. Udvidelse af ledvogterhuset Klubben var i fremgang og bestyrelsen med Poul Erik Andersen i spidsen arbejdede på at få udvidet klubhuset. Det vil ganske vist betyde, at vi måtte have et lille stykke af skoven, men med en ny skovridder og et 75 års jubilæum i 1983, skulle en udvidelse af klublokalerne nok kunne blive en reali-

tet. Tankerne var at udvide de eksisterende forhold eller få en ny barak. Der blev fremsendt et forslag til kommunen, hvori Keld Frøkjær havde udfærdiget tegninger for klubhusets udvidelse. Ombygningen ville koste 270.000,- kroner hvis det blev udført i 1984. Udvidelsesplanerne blev ikke til noget fordi Springforbiplanen kom i vejen. Skovstyrelsen ønskede en nedrivningstilladelse til børnehjemmet på Trepilevej. Kommunen var af den opfattelse, at i hvert fald en del af bebyggelsen stadig måtte kunne anvendes til nyttige formål. Klubben var helt enig med kommunen i dette synspunkt, og øjnede chancen 217


for at få forbedret forholdene. Ideen gik ud på at anvende børnehjemmets hovedbygning til klubhus. For at slå to fluer med eet smæk foreslog vi endvidere, at resten af bygningen kunne anvendes til indretning af ungdomsboliger, idet vi mente at ungdommelige beboere nok var den kategori af mennesker, som bedst ville kunne acceptere boldklubbens aktiviteter. Imidlertid gik det sådan, at skovstyrelsen opretholdt sit ønske om nedrivning, og som sagerne lå, var det ikke være muligt for kommunen at nægte at give nedrivningstilladelse. Forhandlingerne mellem Borgmester Ole Harkjær og statsskovrider Klaus Waage Sørensen, om nedrivningsproblemet, førte derimod til enighed om at der skulle skaffes bedre pladsforhold for klubben. Børnehjemmet blev nedrevet og der åbnedes direkte indkig fra Strandvejen til ledvogterhuset og omklædningshuset, og ikke som håbet til Eremitageslottet. Det var sandt at sige ikke nogen skønhedsåbenbaring og Skovvæsenet ønskede derfor vores klubhus nedrevet. Projektering af nyt hus Skovrideren, der administrerede sit ofte 218

vanskelige embede med stor smidighed, foreslog derfor, at kommunen skulle få tilladelse til at opføre et nyt klubhus lidt syd for ledvogterhuset, men indenfor Dyrehavens hegn, under forudsætning af at huset blev af træ og i øvrigt indpasset i det særlige miljø. Endelig var alle myndigheder på klubbens side og alle bestræbelser for at få et tidssvarende klubhus syntes at være lykkedes, men der opstod flere problemer og andre modstandere kom til. De forberedende øvelser blev sat i gang. Poul Erik Andersen og Niels Jensen redegjorde over for idrætskontoret, behovet for bygningens størrelse og indretning. Der blev afsat 200.000 kroner på kommunens budget i 1986 til projektering, og planen var at bygge huset i 1987. Kommunens første forslag kom til at ligne en ”skurvogn”, derfor lavede Keld Frøkjær en ny tegning, hvor huset var en vinkelbygning. Det mente kommunen ikke at der var plads nok til i Dyrehaven. På grund af pladsmanglen, tegnede kommunens arkitekt Ole Wester en 290 kvadrat meters bygningen, som en toetagers bygning og valgte en udformning, der tog udseende efter Dyrehavens smukke gamle foderhuse. Det skulle vise sig at blive et godt valg, for da Dyrehaveudvalget, der er et særligt udvalg under Miljøministeriet, godkendte at


huset kunne opføres og udtrykte i øvrigt sin tilfredshed med det smukke projekt. Protester over det nye klubhus Flere beboere på Eremitagevej med Ruth Nicolaisen og Jens Steffensen i spidsen rasede over, at der skulle opføres et toetages klubhus ved Trepilelågen. Der blev skrivet mange læserbreve i lokalaviserne hvor kommunen fik skyld for ikke at have lavet en lokalplan samt manglende information. Beboerne mente det vil ødelægge udsigten til skoven og frygtede støjgener. I forvejen havde de i mange år klaget over støj fra traktørstedet lige ved siden af. Beboerne var blevet informeret via Hovedstadsrådet, og kommunen tilbageviste kritikken da formalia var overholdt og alle tilladelser fra de forskellige myndigheder var givet. Skovvæsenet fik også læst og påskrevet i læserbrevene om brud på ”Springforbi-pla-

nen”. Denne kritik afviste statsskovrider Klaus Waage Sørensen i endnu et læserbrev og glædet sig derimod over at det ville blive et smukt hus, der ville klæde stedet og at byggeriet ville blive til meget stor glæde for Taarbæk lokalsamfund. Sluttelig trøster han beboerne med at traktørstedet formentlig kørte på sin sidste sæson, så forandringerne omkring hendes bolig i den kommende tid også indeholder opfyldelsen af hendes hidtil højeste ønske – ro derfra. 1. spadestik på klokkeslæt Den 12. august 1987 kommer det endelige bevis for at vi skulle få de forhold som alle andre klubber havde opnået for længst. Det første spadestik blev taget klokken 17.38. Tidspunktet var ikke nogen tilfældighed, for 100 år før blev Taarbæks før219


ste fodboldkamp spillet mod Charlottenlund. Kampen blev 8 minutter forsinket, og det var på det klokkeslæt, Idrætsudvalgets formand Helle Nielsen satte spaden i den genstridige græstørv hvor klubhuset ligger i dag. Det er ved Trepilelågen lige indenfor i Dyrehaven og med banelinien som nærmeste nabo. Der var indbudt en lang række gæster til at overvære spadestikket: Idrætsudvalget, repræsentanter for kommunens forvaltning, F.I.L., Dyrehavens skovridder, fodboldklubber i kommunen, forretningsforbindelser, sponsorer og de håndværksmestre der skulle opføre huset. Og naturligvis borgmesteren, den nye såvel som den tidligere. Rejsegildet blev afholdt 30.oktober 1987. Huset skulle have stået færdig i sommeren 220

1987, men var blevet forsinket et ½ år på grund af kommunen måtte flytte udgifterne over til 1988 budgettet. Den 27. april 1988 er det en glad formand der kan sende brev til Statsbanerne. Indholdet er ikke til at misforstå en epoke i Taarbæk Idrætsforening var ved at tage sin slutning.

”Klampenborg – Skodsborg, lejemål vedrørende hus nr 37, trepilevej 10, Lejekontrakt af 25. juni 1959. I henhold til § 3 i ovennævnte lejekontrakt opsiges lejemålet herved pr. 30. april 1988 til ophør pr. 31 juni 1988.”


Besparelser Oprindeligt blev klubhuset budgetteret til 2,4 million, men efter byggeriet havde været i licitation, og tilbudene var indhentet, steg prisen imidlertid til 2,9 million. På grund af krav til bygningens udseende, kunne der ikke ændres på bygningen, og på grund af de almindelige sparetider kunne der ikke opnås ekstra bevilling. Der manglede derfor ½ million, og kommunens plan var derefter at udsætte færdiggørelsen af 1. salen til senere. Dette ville betyde, at klubben ville stå uden klublokaler i hele 1988, hvilket naturligvis var helt uacceptabelt. Klubben foreslog derfor kommunen nogle besparelser ved hjælp af forskellige arbejder ydet af klubbens medlemmer. På grund af økonomisk støtte fra Idrætstipsmidlerne med 45.000, Byggeriets Realkreditfond med 25.000, Bikuben Lyngbys Fond med 10.000 og klubbens

Bancoklan med 125.000 blev det på et møde med kommunens arkitekter og idrætskontor besluttet, at klubben selv skulle udføre, ind- og udvendig træbehandling, indretning af køkkenet, udvendigt fliseareal og etablering af sti og tilhørende hegn langs jernbanen. Klubben havde således medlemmer på arbejde hver weekend fra november 1987. En opgørelse viste, at vi havde brugt 1.824 mandetimer fordelt på 32 entusiastiske medlemmer og der var drukket 55 kasser øl. Arbejdet blev endvidere belønnet af Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Lyngby-Taarbæk Kommune i form af F.I.L.’s vandrepokal. Indvielsen Det højeste ønske var gået i opfyldelse, klubben kunne den 7. maj 1988 indtage det nye klubhus.

Thomas Flint, Michael Friis, Dennis Sørensen og Morten W. Larsen tager det store slæb. 221


Poul-Erik Andersen holdt indvielsestalen og gjorde status for byggeriet. Han sendte også klubbens tak til de medlemmer som havde hjulpet til samt de organisationer der havde hjulpet økonomisk. Til myndighederne sagde han følgende: ”I almindelig tale er det altid sådan, at når man taler om politikere, — ja så er deres veje uransagelige, og de ved ikke, hvad de taler om. Når man taler om embedsmænd og kommunale forvaltninger, — ja så er de nogle stivnakker og skrankepaver. Jeg vil derfor pointere, at når alt dette har kunnet lade sig gøre, så skyldes det først og fremmest at statsskovridder Klaus Waage Sørensen inviterede os ind i skoven, og det skyldes stor forståelse fra kommunalbestyrelsens og idrætsudvalgets side. Det skyldes en utrolig dygtighed, smidighed og samarbejdsvilje hos kommunens forvaltninger, idrætskontor og arkitekter. Og her vil jeg fremhæve Ole Wester, som har tegnet dette flotte hus og tilrettelagt alt arbejdet.” Efter indvielsen var huset stadig ikke helt færdigt. Tilbage stod at anlægge armeret græsareal, vej og sti, som klubbens medlemmer siden fik udført. Den daglige drift I 1992 lavede vi en selvforvaltningsaftale med kommunen hvor vi fik fastlagt et tilskud som udbetales to gange om året. Aftalen vedrører kun driften af huset. Igennem et par år kæmpede vi igen med Springforbi-planen. Problemerne bestod nu i manglende lys i tunnelen under jernbanen samt trappe op til stien der fører hen til klubhuset. 222

Det viste sig også at dræningen rundt om klubhuset manglede det medførte en større mudderpøl, så det nærmest var umuligt at komme tørskoet ind. Kommunen sendte en ingeniør ned for at se på det og problemet i 1998, og som tiden dog går, blev det endelig løst i 2004. Et mere ubehageligt problem opstod da vi havde en serie af indbrud. Det ubehagelige bestod i at det øjensynligt var en som havde skaffet sig en nøgle til klubben. Der forsvandt kontanter fra klubben og vi fandt aldrig ud af hvem der stod bag det. I 1999 var vi plaget af graffiti på facaden ud mod jernbanen ellers har vi været forskånet for de store katastrofer. Vi er stolte af at have Danmarks smukkeste klubhus og bruger det meget aktivt og der værnes om de rammer vi har for at dyrke vores sport. Vi gør alt hvad vi kan for at lave arrangementer der tiltrækker vores medlemmer til klubhuset. Jeg har med vilje valgt ikke at nævne nogle af de mennesker som var med til at færdiggøre det nye klubhus at frygt for at glemme nogle. Men der skal lyde en stor tak til alle de mennesker som i slutningen af firserne var med til at gøre dette hus til virkelighed – ingen nævnt – ingen glemt.


223


Penge skal der til At drive en idrætsforening er ikke gratis og der skal skaffes penge. Taarbæk Idrætsforening har i det meste af klubbens hundrede års historie været afskåret fra at tage entré til klubbens kampe og aktiviteter, når de har forgået inden for Trepilelågen. I stedet har vi måtte bruge ekstra mange ressourcer på at lave forskellige tiltag. Selvom det til tider har været hårdt, har det også været sjovt og givet et godt kammeratskab. Jeg vil i dette kapitel fortælle om nogle af de aktiviteter, der har

holdt klubben oven vande rent økonomisk. Den næsten sikre indtægt Kontingentet er selvfølgelig klubbens livsnerve, og uden kontingenter ville det ikke være muligt at kunne opretholde den standard vi har i dag. Vores klub er præget af det samme billede som så mange andre klubber, hvor medlemmer kommer til og forsvinder igen. De helt små medlemmer synes måske også at fodbold ikke lige er noget for dem. Vi har altid haft den holdning, at vi ikke skal opkræve kontingent, før vi er sikre på at medlemmer føler det er noget for dem. Bestyrelsen har den holdning at kontingentet skal være så billigt som muligt, for at sikre at de unge spillere der, selv skal betale kontingent, har råd til det. I 1934 var medlemstallet i fodboldafdelingen på otteogtyve seniorer, seksogtredive juniorer, fireogfirs passive og tre æresmedlemmer. Det gav en samlet kontingentindtægt på 1.065 kroner. I klubbens første leveår var størrelsen på et kontingent femogtyve øre pr. medlem om måneden. Ikke alle har været lige flinke til at betale kontingent, men i det store hele er det gået nogenlunde med at få kradset pengene ind. Det var derfor en undtagelse,

224


da der i 1936 blev skredet til en eksklusion af et medlem, som ikke betalte. Seniorkontingentet var steget til 2 kroner om måneden. Pengene gik dengang til dommerhonorarer, rejser, bolde, ulykkesforsikring og almindelige fornødenheder. Et passivt kontingent kunne anskaffes for minimum 1 krone i kvartalet. Det gav en indtægt på 250 kroner for passive i 1936. Der var forslag, på generalforsamlingen, om at nedsætte kontingentet, men da kassereren A. P. Andersen oplyste at kassen var tom, og der skulle skaffes yderligere 450 kroner for at få det til at løbe rundt, forblev kontingentet uændret. Klubbens kontingent har altid kunne holdes billigt, fordi medlemmerne selv har udført en del arbejde, med istandsættelse af klubhus og rekvisitter. Det har også betydet at det ind imellem ikke har været så svært at opnå myndighedernes økonomiske bistand. Efter turen til Rudkøbing i 1961 var man ved at tabe næse og mund på Langeland. De undrede sig over at vore spillere betalte 125 kroner om året, for at få lov til at spille fodbold. Langelænderne var duperet over, at klubben kunne eksistere uden at afholde mere eller mindre offentlige fester, og uden at kræve entré til kampe. Det afstedkom en stor artikel i “Langelands Avis”, som sluttede med at opfordre lederne på øen til at lade Taarbæk være bevis for, at en sportsklub kan trives på sportslig basis alene, og man foreslog straks at forhøje kontingentet.

Ved generalforsamlingen i 1963 havde bestyrelsen stillet forslag om at kontingent for ungdomsafdelingen steg til 3 kroner pr. måned i de seks sommermåneder. Det blev også enstemmigt vedtaget at forhøje de passives kontingenter fra 5 til 10 kroner om året. I 1966 var det de aktives tur til at få hævet kontingentet. Det blev forhøjet fra 6 til 10 kroner pr. måned i tolv måneder. Ungdomsafdelingen havde udvidet sæsonen, således at der skulle betales 3 kroner pr. måned fra marts til oktober og to år efter blev det helt til december. De passive måtte slippe 20 kroner om året. De månedlige indbetalinger var blevet for meget for kassereren og på generalforsamlingen i 1970 blev det vedtaget, at kontingentbetaling fremover skulle foretages kvartalsvis på giro. Kassereren kunne ikke få enderne til at nå sammen og foreslog en kontingentforhøjelse, der blev vedtaget i 1978. Aktive seniorer skulle betale 75 kroner i kvartalet, og ungdomsspillere kunne være medlem for 50 kroner halvårligt. I denne omgang slap de passive for en stigning. I 2003 var der ikke blevet fulgt op på kontingentopkrævningerne. Det betød at der var store restancer som skulle kradses ind. Det lykkedes os at få 21.000 kroner ind alene på den konto. Kontingentet har fulgt den almindelige udvikling. Nu er det mig selv, der er kasserer og passer godt på pengene. Lidt for godt 225


er der nogle der mener ind imellem. Vores kontingent er et af de billigste i omegnen. Alligevel har vi mulighed for at understøtte vores ungdom, når de skal på turer eller rejser. I 2008 betaler en senior 1.250 kroner om året, mens ungdom slipper med 800 kroner. Klubben tæller halvtreds seniorer, nioghalvtreds ungdomsspillere og enogfyrre oldboys. Jeg tror aldrig, at vi kommer over at have restancer i klubben. Vi oplever det desværre stadig og bruger af og til noget tid på det. Det kan undre mig at spillere og forældre kan være bekendt at ”glemme” at betale for de mange frivillige mennesker, der bruger en stor del af deres fritid på deres børn. Men bare rolig, vi kæmper videre. Taarbæk Cup Den tidligere førsteholds spiller Tommy Frederiksen gik i 1976 rundt og ”bagte” på en idé, som kunne være med til at skaffe klubben et økonomisk tilskud. Han ville lave et arrangement, hvor landets bedste fodboldspillere skulle samles til et indendørsstævne med flotte præmier. I 1977 blev Taarbæk Cup en realitet i Lyngby Hallen med Dubonnet som sponsor. Stævnet blev meget hurtigt et af vinterens største og bedste indendørsfodboldstævner, hvor alle de kendte divisionsspillere stillede op. Tommy Frederiksen og hans hjælper Søren ”spætte” Hillestrøm havde efterhånden fået et stort kendskab til de forskellige “klubber” og deres spillere. I 1979 var der inviteret tredive hold, hvor flere havde kendte divisionsspillere med, der kunne vise 226

seværdig indefodbold. Seks hold kvalificerede sig til finalerunden og ”Golden Club” fra København løb for andet år i træk med førstepræmien, der var skænket af Taarbæk Kro. Det lokale hold og favoritter fra ”Taarbæk Kro” glemte trods udmærket spil at score i de afgørende situationer og kom ikke med i slutrunden. Overskuddet til ungdomsafdelingen blev på 9.000 kroner. Dubonnet Cup var en sportslig og økonomisk succes i 1983. Overskuddet blev på l0.000 kroner, der gik som støtte til juniorholdets tur til USA. Stævnet fik stadig mange første- og anden divisionsspillere til at stille op på alverdens forskellige firmahold. I 1986 kom der dog ikke nogen spillere fra Lyngby Boldklub,


fordi træner Kim Lyshøj havde givet dem forbud mod at deltage. Han frygtede antageligt skaderne, der kunne opstå. Der var omkring 1000 tilskuere til at overvære ”Bisgaard Cykler Cup”. Indendørsstævnet havde ændret navn til ”Taarbæk Cup” og kunne holde sit ti års jubilæumsstævne i 1987. Det var blevet et meget stort stævne og at det var et jubilæumsstævne, sås tydeligt på præmiebordet. Det var dækket op med præmier for i alt 140.000 kroner, skænket af et væld af sponsorer. Blandt de mest trofaste var blandt andet Bakkens restauranter Lille Peter, Bræddehytten og Den Hvide Hest og derudover Lyngby Carlsberg Depot samt naturligvis Taarbæk Vennerne. Til dette stævne havde vi fået lovning på træningsdragter til samtlige spillere uanset placering. I stævnet deltog seksogtyve hold delt op i seks puljer, der hver havde betalt 2.000 kroner for at deltage. Med pulje-, mellemog finalerunde blev det til i alt niogtres kampe. Finalen blev vundet af ”Peter Pan Bodega” fra Albertslund, der kunne slæbe af sted med varer for en værdi af 15.000 kroner. Nummer to måtte ”nøjes” med præmier til en værdi af 11.000 kroner. Som alle tidligere stævner blev dette afviklet med stor succes, hvilket først og fremmest skyldtes trofaste hjælpere såsom Niels Jensen, konferencier Fætter Ib, speaker og tidtager Per Godtfredsen. Mange andre stod på Tommys liste over håndlangere, præmiepiger, lotterisælgere og meget andet. Jeg husker selv at have siddet i døren og klippet billetter. Endnu engang fulgte

flere end 1.000 tilskuere spillernes anstrengelser, og stævnet gav Taarbæk Idrætsforening et overskud på 35.000 kroner. Der var kun et skår i glæden ved stævnet, for da træningsdragterne skulle leveres, meddelte firmaet at de var gået konkurs. Taarbæk havde forpligtet sig til at give alle træningsdragter og selvfølgelig fik de det. Vi anskaffede selv dragterne, og bestyrelsen besluttede sig for at forsøge et sagsanlæg mod det firma, der skulle have leveret dem. Vi var villige til at indgå et forlig gående ud på at sagsøgte skulle betale 20.000 kroner inden fjorten dage. Heldigvis var der nogle, der havde is i maven og syntes vi skulle vente. På et bestyrelsesmøde i 1990 kunne formanden så meddele at vi havde vundet retssagen og sagsøgte skulle betale hele udgiften på 36.000 kroner. Med den sædvanlige akkuratesse blev stævnet gennemført i 1988 som ”Puma Cup”. Entreen var 20 kroner for voksne, mens alle andre kom gratis ind. Med divisionsspillerne Mogens Hansen og Peter Bonde på holdet blev vinderne ”Vin Stuen” fra Næstved. Stævnet gav et dejligt stort overskud på 28.500 kroner, der gik direkte og ubeskåret til ungdomsarbejdet i Taarbæk.. Det sidste ”Taarbæk Cup” blev afviklet i 1990. Divisionsspillerne var blevet forment adgang til stævnet af deres trænere på grund af frygten for skader. Det betød at populariteten gik af og fik betydning for overskuddet, som blev på 7.175 kroner det sidste år. 227


Karneval Revyer og karneval har også været en indtægtskilde for at få midler til den betrængte kasse. I tyverne blev der iscenesat revyer med forskellige kendte og ukendte til at afsynge viser og sketch, v blandt andet med titlerne ”Under Stjernehimmelen”, ”Guldregn”, ”Japan”, ”Regnbuen”, ”Langs Øresunds Kyst”, ”Ved Nilens Bred” og ”I Underverdenen” for bare at nævne nogle af dem. Brødrene Wiggers, der jo ernærede sig som malermestre stod ofte for dekorationerne. I nogle år afholdt foreningen en række populære foredrag, som samlede stor interesse. Der var således rejseforedrag af Dr. Krarup Nielsen og Holger Rosenberg samt en fornøjelig Gunnar Nu Hansen. I 1924 blev der indledt et samarbejde med Hellerup Boldklub om afholdelse af karneval i Palmehaven i Charlottenlund. Deltagelsen til disse fester var enorm og stemningen uovertruffen. Desværre lukkede Hellerup Boldklub efter nogle år, og Taarbæk Idrætsforening fortsatte derfor alene en række udmærkede karnevaler på Taarbæk Hotel. Festerne var sjove, men overskuddet var ikke af den store betydning. Ledelsen af foreningen har altid udført et stort arbejde ved disse karneval. I nyere tid har vi arbejdet med to slags karneval. Taarbæk Idrætsforening har sammen med de andre foreninger stået for karneval og tøndeslagning for børnene i Taarbæk. Når børnene var lagt i seng fortsatte de voksne karneval med meget fan228

tasifulde kostumer på Taarbæk Kro. På denne måde fik vi også lidt penge i kassen. Det har altid været et stort arbejde, men Taarbæk har haft mange ildsjæle i foreningerne til at tage sig af lederskabet. En anden type karneval var det store pinsekarneval i København i 1985. Vi var ikke med i den praktiske afvikling, men havde en enkelt bod, hvor vi kunne sælge øl til de tørstige karnevalsgæster og Taarbæks egne der hang i baren. I 1986 udvidede vi bestillingen til to boder, en på Bispetorvet og en på Købmagergade. Vores venskabsklub, Ommel Boldklub, fra Ærø var også at finde med en bod, hvor de solgte øl og Ærøske pølser. På trods af de sædvanlige besværligheder med at holde vores egne bartendere ædru, var arrangementet en succes, og vi fik et pænt overskud ud af det. Andespil og fodbold Andespil og fodbold har umiddelbart ikke så meget med hinanden at gøre. Men alligevel er der en sammenhæng. Hvert år til jul er de aktive fodboldspillere samlet til jule-five-a-side hvor hovedgevinsten er frosne juleænder. For vores forening er der dog også en anden og mere vigtig sammenhæng, for vi har altid været gode til at arrangere andespil, for at forbedre vores økonomi. Andespil har været omtalt langt tilbage i foreningens historie. Der blev taget hul på 1936 med håb og optimisme. I slutningen af 1935 var den økonomiske situation blevet nogenlunde


reddet. Først og fremmest takket være et pænt overskud på de to andespil. I medlemsbladene blev alle medlemmer opfordret til om at møde op i stort antal så andespillene fortsat kunne give et pænt overskud. I krigsårene stod det lidt sløjt til, da omstændighederne forbød andespil. De startede dog op igen, med særlig tilladelse den 3. december 1944 på Taarbæk Kro, hvor der blev lovet store gevinster på en fuld plade. Der var stor glæde over at komme i gang igen, og H. O. Andersen skrev igen et af sine vers på forsiden af medlemsbladet i februar 1945: ”Lidt Sjov skal der til, ja og Spænding tillige, og saa kan det ske, at vi bliver saa rige, for nu er vi atter til Bankospil klar, der spilles den 4’ i Februar. Bestyrelsen haaber, der kommer en masse, for saa fyldes atter den slunkne Kasse. H.O.A.”

Banko til pølsefesten De fornøjelige fodboldspillere forspildte ikke en chance for at spille banko. I forbindelse med pølsegildet i1945, hvor Gunnar Nu Hansen holdt et foredrag, blev der også spillet et lille Bankospil om en del cigaretter. Det var ikke kun Taarbæk Idrætsforening, der afholdt banko i Taarbæk. De øvrige foreninger i byen kendte også til den indtægtsmulighed, og det gav lidt udfordringer med lokaliteterne. I efteråret 1963 var der planlægningsmøde om tilrettelæggelse

af sæsonens andespil med de øvrige foreninger. Da det var en af vores væsentligste indtægter, var vi repræsenteret af tre mand. Jørgen ”Sønke” Larsen, Niels Jensen og Hugo ”Basse” Hansen. Mødet blev afholdt på Taarbæk Kro, hvor værten Poul Jensen havde opstillet det helt store kolde bord — der var alt, hvad hjertet kunne begære. Efter en del diskussion blev der enighed om fordeling af lokalerne på kroen, så der kunne være banko hver søndag. Hver forening fik hver tre søndage. Vi kunne tegne os for seks søndage, da både senior- og ungdomsafdelingen arrangerede banko. Oldboys havde yderligere tre søndage. Bankospillene fortsatte på Taarbæk kro, men Ordrup Hotel lagde også lokaler til. I påsken 1966 blev der spillet om laks, skinker, kæmpekurve og mange andre gevinster. Der var tillige arrangeret fem ekstraspil. Lokalerne på Taarbæk Kro kunne ikke bruges mere, og i 1968 flyttede banko til Ordrup Hotel, hvor der blev spillet hver mandag klokken 19.00. Min far hjalp til, og jeg mindes tydeligt stemningen, hvor jeg syntes det var ”gamle” mennesker, der sad og kæmpede i et røgfyldt lokale og stilheden med alle de små brikker der blev lagt på til støjen, når en råbte banko.

229


gøre med bankoklanens hjælp. Ved afslutningsfesterne deltog bankoklanen altid, og de kunne i 1985 på smukkeste vis overræke klubben en check på 115.000 kroner. En kærkommen hjælp, som var af uvurderlig betydning for klubbens virke.

Vore bankospil blev en større succes, og lokalerne var blevet for små. Niels Jensen havde fået muligheden for at flytte banko til Østerbro sportscenter, hvor der kunne være flere deltagere. Der var en del debat, om vi kunne tiltrække bankospillere, der ville støtte op om Taarbæk Idrætsforening, inde på Østerbro. Det viste sig at være en rigtig beslutning, for bankospillere er lidt ligeglade med hvem der tjener pengene, bare gevinsterne er gode. Niels Jensen havde en god stab af trofaste medarbejdere, der alle arbejdede frivilligt for foreningen. Navne som Stina Henschel, Asger Østergaard siger måske ikke fodboldspillerne så meget. De var en del af bankoklanen, der var med hver mandag på Østerbro. Det var store overskud de kunne bringe hjem til Taarbæk, og det gav velfortjente bifald ved afslutningsfesterne, når de kom med checken. I sæsonen 1982 havde vi nyinvesteringer i tøj, bolde og andre sportsrekvisitter for et betragteligt beløb. Det kunne kun lade sig 230

I 1988 havde Bankoklanen knoklet ekstra for at hjælpe med at skaffe økonomi til at færdiggøre klubhuset. De udskrev en check på 125.000 kroner, og som om det ikke var nok fik vi også det ”sædvanlige” tilskud, som det år beløb sig til 91.792 kroner. Når man kigger på de forskellige regnskaber, var der en tendens til, at banko blev mere og mere populært. I sæsonen 1991 var det et særdeles godt år, og overskuddet blev på 138.000 kroner. Vejret og andre omstændigheder har også haft sin indflydelse på indtjeningen. Set med sportslige øjne var det flot, at Danmark blev Europamester i 1992, men set med bankoøjne var det en bet, for de ellers så trofaste bankospillere blev hjemme foran skærmen.


231


Det betød, at det ”kun” blev til 55.000 kroner for den sæson. Det gik da heldigvis godt igen i årene efter. Efter mange års arbejde blev det sidste bankospil afholdt i Østerbro sportscenter af Taarbæk Idrætsforening i 1999. En stor indtægtskilde sluttede hermed , i forbindelse med Niels Jensens exit. Tres års jubilæumsscoop For at stabilisere økonomien blev det besluttet at afholde en stor havne- og byfest i Taarbæk med tilhørende kæmpe loppemarked. Og kæmpe blev det. Aviserne skrev store artikler, og en af overskrifterne var ”Kontinentets største loppetorv”. Allerede i april måned begyndte indleveringen af effekter, og det skulle vise sig at gamle ting godt kunne sælges en gang til. Den 2. august 1968 gik det så løs. Tre dage med underholdningen, ledet af den fortrinlige konferencier Erik Gutheil, som uddelte mange herlige gaver ved modeopvisningen. Orkestrene på havnepladsen havde et trofast publikum, og det samme havde poporkestrene i Krogården, medens folk gyste, når det svenske luftnummer blev udført i 30 meters højde. Størst succes havde nok de tredive Schwarzwäldere, som med deres sang,

232

dans og musik henrykkede de mange mennesker med den rigtige stemning fra de sydtyske ølstuer. De var med til at skabe international stemning over havne- og byfesten. Forventningerne var skruet op, inden portene blev åbnet til loppetorvet. Der var 125 personer til at passe boderne og alle havde fine sommerhatte på, så man aldrig var i tvivl om, hvem der var loppe i foretagenet. Præcis klokken 18.00 åbnede dørene, og straks trak fem mennesker i den samme stol i møbelafdelingen, bogafdelingen blev nærmest plyndret, medens man i maleriafdelingen havde nok at gøre med at betjene en yndig frue, som havde samlet tyve guldrammer. Porcelænsafdelingen måtte lukke folk ind i hold, så sælgerne kunne betjene kunderne ordentligt. Sådan gik den første hektiske aften, hvor omsætning nåede op på 40.000 kroner. Søndag aften kunne der meldes totalt udsolgt, undtagen i beklædningsafdelingerne. Det samlede resultat passerede de 100.000 kroner. De mange timers arbejde havde båret frugt, og overskuddet endte på omkring 70.000 kroner! Loppemarked endnu engang Loppemarkedssuccesen fra 1968 blev gentaget i 1988 og 1989, da skolen igen lagde lokaler til vore store loppemarkeder. Der blev samlet ind af alverdens ting og sager, som gav en del arbejde med at transportere og få plads til det hele. Men sliddet


gav resultat og første år kunne vi notere 30.000 kroner mere på bogen, og året efter blev det til 25.000 kroner. Kommunalt tilskud Helt fra foreningens første tid har der været arbejdet for, at kommunen skulle give økonomisk tilskud. Den daværende formand Lauritz Jensen var den første, der opnåede et tilskud fra kommunen til foreningen. På sognerådsmedlemmerne Peter Larsen og Christiansens anbefaling, vedtog man at yde et kontant årligt tilskud af 1 krone pr. medlem. Det blev til cirka 50 kroner om året. Der blev ikke ansøgt siden, men landet over var der en stigende interesse for idrætten fra kommunal side, og således blev der senere ydet tilskud igen. Det kommunale tilskud har været af stor betydning, og i starten af tresserne, var det årlige tilskud på 1.500 kroner, som den betrængte kasserer straks lagde i den slunkne kasse. I 1992 blev der lavet en selvforvaltningsaftale med kommunen. Vi skulle drive klubbens faciliteter mod at kommunen udbetalte et beløb to gange årligt til at dække udgifterne. I dag drives klubben på samme måde, og vi står selv for alt, der vedrører driften i klubhuset.

Ansøgning af Legater og fonde Legater og fonde har også været en kilde til indtægt. I forbindelse med ungdomsrejser og andre store udgifter har bestyrelsen ansøgt om midler. I 1961 opnåede foreningen et tilskud fra Krista og Viggo Petersens fond, hvor der blev tildelt 800 kroner, som skulle deles lige mellem tennis- og fodboldafdelingen. Året efter blev der bevilget 500 kroner fra samme fond til ungdomsarbejdet i fodboldafdelingen. De samlede tilskud fra kommunen, Oldboys, fabrikant Steffensen samt Krista og Viggo Petersens fond løb op på alt 2.520 kroner i 1962. Det betød, at kassebeholdningen var på 680 kroner, hvilket var et fint resultat, da mange klubber kørte med et anstrengt budget. Ungdomsafdeling kunne i 1986 sende sin tak til Bikuben i Lyngby’s Fond for den tildelte hjælp på 3.000 kroner. Et tilskud som dette blev først og fremmest brugt til at bevare ungdomskontingenterne på et lavt niveau. I 1988 var der ekstra brug for penge for at

Derudover modtager vi et træner- og medlemstilskud fra kommunen. Tilskuddet er baseret på antallet af medlemmer og skal bruges som tilskud til at honorere udgifterne på trænerne.

233


få klubhuset gjort færdigt. Det var muligt på grund af økonomisk støtte fra Idrætstipsmidlerne med 45.000 kroner, Byggeriets Realkreditfond med 25.000 kroner, Bikuben i Lyngby’s Fond med 10.000 kroner og klubbens Banko klan med 125.000 kroner. Pengene blev brugt til udvendigt træbehandling, indvendigt malerarbejde, beklædning af vægge og skabselementer i køkkenet, samt anlægning af udvendigt fliseareal med sti langs jernbanen. I anledning af Bikuben i Lyngby’s Fond 100 års jubilæum i 1998, havde de fundet frem til fem foreninger, der også havde jubilæum og som kunne trænge til en hjælpende hånd i forbindelse med jubilæerne. Der var afsat i alt 125.000 kroner og heldigvis fandt de ud af at vi fyldte 90 år. Vi modtog en check på 20.000 kroner, som blev brugt til at købe nye mål.

Vores lokale bank, Den Danske Bank, har altid været os behjælpelig, når vi skulle have ungdomsafdelingen ud at rejse eller stablet et ungdomsstævne på benene. 234

Ved jubilæumsåret i 2008 blev der også sendt ansøgninger til mange fonde. Der var ikke den store tilbagemelding, men de positive tilkendegivelser der kom gav alligevel et pænt beløb. Tuborgfondet bevilgede 15.000 kroner, og Johannes Fog fonden bevilgede 35.000 kroner. TIFs venner På initiativ fra Niels Jensen, Sten Clausen, Stig Olsen, Sten Petersen og Kaj Landsberger, blev støtteforening kaldet “TIFs Venner” oprettet med generalforsamlingens fulde opbakning i 1988. Vel var diskussionerne hektiske, men de var også udtryk for en usædvanlig stor interesse for klubbens fremtid, hvilket man kun kan glæde sig over. Formålet var at støtte Idrætsforeningen og udelukkende den. Det kunne være økonomisk eller ved at skaffe naturalier og andre goder, der kunne spare på driften i klubben. Et af de mest synlige tiltag var at ”sælge” spillertrøjerne til sponsorer. Det blev en succes og ved sæsonafslutningen i 1988 blev der trukket lod om 6.000 kroner blandt sponsorerne. Den første heldige vinder blev advokat Jan Gunner Jensen, der straks efter præmieoverrækkelsen bad om ordet. Jan Gunnar Jenser udtrykte, at når man sponserer en lille klub, så var det for at hjælpe klubben og ikke for egen vindings skyld, hvorefter han videregav checken til brug i ungdomsafdelingen. En fantastisk gestus som udløste et kæmpe bifald af glæde og taknemmelighed. “TIFs Venner” eksisterer den da i dag med


Morten W. Larsen og mig selv som administrator. Det er ikke altid lige nemt at sælge en trøje til et seriehold i Taarbæk, men vi har en skare af trofaste sponsorer, der også nyder godt af de fordele vi kan tilbyde dem. Vi har stadig sponsorer, der har været med fra starten og er dem dybt taknemmelige for deres støtte. Det betyder, at vi stadig kan give vores ungdomsspillere et af de billigste kontingenter i landet.

Cafe Trepile eksisterer skam stadig i dag, under næsten samme forhold og tillid. Vi gør alt hvad vi kan for at klubben skal være hyggelig at deltage i. Til træningsaftener har vi forsøgt med at servere et godt aftensmåltid for spillerne. Ungdomsafdelingen har også haft spiseaftner med succes. Dette fik vi startet i 2004 sammen med Jeannette som altid har været vores madmor i klubben, efter at vi flyttede over i de nye omgivelser.

Cafe Trepile En anden indtægtskilde, om en ikke så stor, har været vores lille Cafe Trepile i klubhuset. Nogle har fået tingene billigere end andre, for der har altid været nogle, der skulle have på klods. I det gamle ledvogterhus, husker jeg, kunne vi købe toast og pølser. Pølserne blev lavet ved at tø dem op under den varme hane for så at grille dem i toasteren. Som oftest foregik handlen ved selvbetjening og tillid til at alle betalte for det de tog.

Til vores faste mad aften hver tirsdag, har Jeanette maden med, og vores poder og børn på ungdomsholdene kan spise i klubben efter træning sammen med deres forældre. Det har var været en rigtig god ide, som har givet meget socialt for alle i klubben, og forældrene nyder at de ikke skal hjem og lave mad til de trætte børn. Når de små poder var spist af kom tiden til seniorerne. Der var en regel om at der kunne købes maksimalt én kasse øl til omklædnings-

235


rummet for en favorabel pris. I 1988 var der lidt utilfredshed med, at det var for dyrt, at debutere på holdene når der var flere der debuterede på samme tid. Bestyrelsen fastholdt, at det kun skulle være én kasse, for at skabe mere liv i klublokalet i stedet for i omklædningsrummet. Det var nu også hyggeligt efter en sejr at sidde der i beskidt fodboldtøj og hører alle episoderne fra kampen og så selvfølgelig alle ”løgne” historierne. Efter en andenholds kamp, mens vi var det gamle ledvogter hus, var der godt gang i den. Der skulle være fest om aftenen i klubben, så der kom masser af øl ind omklædningsrummet. Til sidst sad der kun nogle af de ”værste”. Dennis Sørensen, Jan ”Frække” Nielsen, Jesper ”Rødkål” Jensen, Michael Nimskov og Brødrene ”Edel” W. Larsen var tilbage. De fik besluttet at de ikke ville forlade omklædningsrummet førend at de tomme ølkasser nåede loftet. Det lykkedes for dem, men de kom to timer for sent ind til festen, mindre beruset, men som altid i strålende humør.

Oldboys afdelingen var tidligere en god kilde til midler. Den stod ofte bag tilskud til alverdens forskellige ting. Det kunne være et kontant beløb, så ungdomsafdelingen kunne give is på deres turer eller fodbolde til afdelingen.

Arven efter Brian Overbye Brian Overbye, der var en rigtig god ven og hjælper for foreningen, døde i slutningen af 1985. Selv i de sidste dage før sin død tænkte Brian på de to foreninger: „Sangforeningen Brage og Taarbæk Idrætsforening”, der havde stået hans hjerte nært. Hans sidste gerning var at testamentere sit efterladte bo til foreningerne. Taarbæk Idrætsforening købte obligationer for pengene og jævnfør Brians sidste ønske bliver de til stadighed kun brugt til ungdomsarbejdet. De rige Oldboys

Den røgede ål Efter Oldboys foreningens andespil på Fortunen i april 1964 udleverede kassereren for Oldboys en røget ål, med den betingelse, at den som fik den, i løbet af een måned skulle prøve at fordoble dens værdi. Planen var, at det indkomne beløb skulle blive større og større, og når man fandt beløbet stort nok, skulle det tilfalde Taarbæk Idrætsforening til indkøb af ting, som alle kunne få glæde af.

236

Andenholdet kunne stolt præsentere nye fodboldskjorter i 1961, hvor Oldboys havde givet et godt tilskud. Samme år vedtog de at skænke femhundrede kroner til ungdomsafdelingen. Året efter havde medlemsbladet hørt rygter om, at Oldboys ville forære klubben en varmeovn og efterlyste denne i bladet. Det gav straks reaktion fra Oldboys foreningen, som meddelte at de selvfølgelig holdt ord, og samtidig havde Oldboys bestyrelsen besluttet, endnu engang, at give en gave på femhundrede kroner til ungdomsafdelingen sammen med syv lækre fodbolde. Oldboys stod også bag, da der blev installeret telefon i klubhuset i 1963.

Reglerne var enkle: 1. Medlemmet fik overdraget et beløb


som han i løbet af een måned skulle prøve at bringe i vejret. 2. Det udvalgte medlem havde ret til at udpege den næste arvtager i rækken blandt klubbens medlemmer 3. Det overdragne beløb skulle under alle omstændigheder overleveres ubeskåret. 4. Tvivlsspørgsmål, som måtte opstå, blev afgjort af bestyrelsen. Jørgen Hattemager, som var en handlingens mand, solgte ålen for femten kroner og overlod beløbet til forøgelse hos Hugo ”Basse” Hansen. Han håbede, at han blev tilgivet sit originale påfund. Han spillede pengene på galopbanen, fem kroner på ”Andy Scarlet” som vinder og ti kroner på 1-2 væddemål mellem ”Andy Scarlet” og ”Spring”. Han må have fået stald tips for det indbragte i alt otteogtredive kroner. De penge gik videre til lilleputtræner og altmuligmand John Andersen. Basse havde anbefalet John at spille på Galopbanen. Men John var et pænt menneske og hans far havde altid sagt: “SØN, hold dig fra spil, spiritus og kvinder”. John mente, at børn var sådan nogle søde og uskyldige væsener og købte derfor toogtredive lodder i Børnehjælpsdagens lotteri. En sen aften sad han med skælvende hænder og åbnede lodder i lampens dunkle skær. “Nitte”, “Nitte”, ”Nitte”. MEN pludselig stod der “DE har vundet ¾ liter gulvlak”. Hans forfængelighed tillod ikke at acceptere det magre resultat, hvorfor han solgte lakken for syv kroner, og for resten af pengene købte han nogle nye lodder. Der

var mere held og han vandt en smuk konfektskål og 1 liter skumtråd. Det blev igen solgt med efterfølgende indkøb af nye lodder og endelig stod han med sejrens palmer — en stor pragtfuld krystallysestage, som viste sig at koste 76,50 kroner. John havde fået en lys ide, han ville lave et amerikansk lotteri for vore håndboldpiger, men ak, lykken var ikke med ham, for samme dag, som arrangementet skulle løbe af stablen, kom han til at støde lysestagen lidt uheldigt, så foden faldt af. Der stod han med en tragedie, alle pengene var væk, det eneste der var at gøre, var at lægge pengene ud selv af egen lomme. John valgte Hr. kasserer Tyge Larsen til at arbejde videre med de otteogtredive kroner. For han mente når Tyge lagde en tier i pungen kom den ud som en hundredekroneseddel. Tyge Larsen hævdede at have arbejdet meget ihærdigt med opgaven og så resultatet i møde med meget stor optimisme. Der kom dog aldrig et indlæg i medlemsbladet om hvad han havde ført det til. Jeg har talt med ham og spurgt hvor pengene blev af. Han kunne ikke huske det, men vi kunne begge grine af det sjove i, at han samme år gik af som kasserer. Den nyere tids indtægter I nyere tid har vi forsøgt os med forskellige aktiviteter for at skaffe penge hjem til foreningen. I 1995 blev det slået stort op at Taarbæk Idrætsforening arrangerede Skt. Hans fest på Taarbæk havn. Der blev sendt løbesedler ud, og der var aftalt radiospots i radio ”Uptown”. Forinden festen var der skaffet mange præmier til lotteri, hvor man 237


Thomas Jensen og Peter Stenkilsson som pølsemænd 1995. kunne vinde rejser med DFDS og OK rejser. Der var musik og dans med bandet TAMARA i skolegården, hvor der også kunne købes pølser og øl. Arrangementet gav overskud, men ikke nok i forhold til arbejdsindsatsen og forventningerne. Teater i Ulvedalene København var kulturby i 1996 og i den forbindelse havde det Det Kongelige Teater rykket Elverhøj ud i Dyrehaven. Forestillingen foregik i Ulvedalene, hvor klubben stillede medhjælpere til rådighed. Mange sluttede op, og pengene blev blandt andet brugt til sommerens Ærø tur.

I samarbejde med Lyngby-Taarbæk kommun, opførte Det Kongelige Teater atter teater i Ulvedalene i 2000. Til denne forestilling havde vi også hjælpere med. Der skulle bruges ti til tolv personer seks dage om ugen i juni måned. Arbejdet bestod i programsalg og billetkontrol, så alle hjælpere havde fri, da forestillingen begyndte. Arbejdet i Dyrehaven gav en pæn skilling til ungdomsarbejdet i klubben. Det var en fantastisk oplevelse at se selve stykket, men også at se, hvor mange Taarbækkere der bakkede op om vores arbejde. Arbejdet blev ved med at udvikle sig. Da der var tæppefald på Ivanhoe i 2003, var vi med igen. Stadig med salg af billetter og programmer, anvise publikum på plads og tage den store stofmur ned hver aften. TIF som turneringsleder I 2007 fik vi en kontakt til Citymail, der forespurgte om vi kunne arrangere en fodboldturnering for deres medarbejdere. Det blev en stor succes og deres medarbejdere havde en fantastisk dag. Det var en stor glæde for os at se vores egne seniorer og juniorholdet som hjælpere til denne dag. Overskuddet blev hovedsageligt brugt på at sende vores juniorhold til Limone Cup i Italien, og seniorerne fik et mindre tilskud til den årlige Ærø tur. Vores sponsorer Sluttelig skal selvfølgelig nævnes alle vore sponsorer som trofast støtter vores gamle klub. Uden denne hjælp så det sløjt ud.

Aladdin i dyrehaven år 2000.

238


239


Skrevne medier Foreningers kontakt med medlemmer sker ofte via et medlemsblad, og det har også været tilfældet for Taarbæk Idrætsforening. De første 25 år har der tilsyneladende ikke været noget medlemsblad, men derefter har der været gjort mange forskellige forsøg. I dag foregår kontakten gennem Taarbæk Nyt, e-mail og hjemmeside på Internettet. Ved at kigge i protokoller og gamle medlemsblade har jeg fået et indtryk af, hvilke besværligheder og hvilket arbejde der har været ved at udgive et medlemsblad. Det første blad Ved generalforsamlingen i 1934 rejste formand Dr. Aage Arnold-Larsen spørgsmålet om et foreningsblad til foreningen. Der var indkommet et tilbud om gratis trykning imod annonceret. Generalforsamlingen overlod det til H. O. Andersen og Edvard Yde at søge bladet realiseret, så vidt det var muligt uden fremmed assistance. Til bestyrelsesmødet den 4. marts 1935 var Hr. Svend Pedersen tilstede. Han havde tilbudt at levere foreningen det gratis medlemsblad, imod annonceretten på for- og bagsiden og fællestekst med en række andre foreninger for de 2 midterste sider. Man var imidlertid enige om, at bladet kun havde interesse, hvis alle tre tekstsider ville være 240

til rådighed for foreningen. Efter forhandling med Svend Pedersen underskrev bestyrelsen en kontrakt på følgende vilkår: ”Bladet leveres gratis i 150 eksemplarer, hvis kun forsiden benyttes og imod en ekstra betaling af 10,50 kr., når de midterste sider benyttes. Dog har foreningen i så fald ret til at tegne fodannoncer på disse sider. For levering af 250 eksemplarer betales yderligere 3,25 kr. Stoffet skal være leveret inden udgangen af hver måned.” Det første blad blev en realitet i april 1935. Bladet ”Medlemsblad for Taarbæk Idrætsforening” bestod af H. O. Andersen og Edvard Yde som redaktion. Det var skrap læsning, for under overskriften ”Foreningens fremtid” skrives der om den indvarslede generalforsamling, som måtte blive en af de vigtigste i Foreningens Historie. Situationen var vanskelig og klubben syntes kun at være reddet fra at standse betalingerne med hjælp fra sognerådet. Der skrives, at fodboldspillerne gav tennis skylden, og tennisspillerne hævdede, at det var fodbold, der gav underskud. Det var et blad i format der minder om A4. Næste udgave af bladet kom en måned efter, denne gang i en mere munter stem-


241


ning. Der skrives om andespil på Taarbæk Hotel, fodboldresultater og referat fra generalforsamling. Efter knapt et år på gaden blev medlemsbladet igen debatteret af bestyrelsen. Denne gang ville man forsøge at administrere bladet selv. Aftalen med Svend Pedersen udløb 1. april 1936, og Hr. Jacobsen ville påtage sig arbejdet med annoncer imod provision. Han fik tegnet tilstrækkeligt mange annoncer til at foreningen kunne overtage bladet. Der forelå tilbud fra Hellerup Bogtrykkeri på levering af 300 eksemplarer for 32 kroner, og det vedtoges derefter at modtage et tilbud fra Hr. Jacobsen om at overtage annoncetegningerne og den økonomiske risiko samt distribueringen for en betaling af 5 kroner, således at differencen imellem fremstillingsprisen og annonceindtægten tilfaldt ham. Bladet udkom hver måned i fem årgange, men blev debatteret ivrigt på bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.

242

I 1938 var der kritik af stof i bladet, og Edvard Yde udtalte, at årsagen til dels var mangel på stof, og at han var ked af at være ene om at skrive bladet. Han beklagede, at der ikke var blevet valgt redaktion på generalforsamlingen, og bad sig nu fritaget fra hvervet. Det vedtoges at søge H. O. Andersen overtalt til at overtage ansvaret for bladet, eventuelt med assistance af en medredaktør, hvortil foresloges Stud. Jur. Henning Petersen. De to redigerede bladet halvandet år frem, hvor der igen var vanskeligheder med at få lavet bladet, og bestyrelsen ville forespørge Mogens Barfoed om han ville være medredaktør. Medlemsblad nummer to i 1938 bød på endnu et sjovt indlæg med overskriften ” Små sportsiagttagelser” underskrevet af Kat, som her er gengivet i sin uredigerede og fulde længde: ”Hvis man bor udenbys og helst med lidt Have, er det rent utroligt, saa mange trofaste Venner man har — Sommersøndage. Er man oven i Købet saa uheldig at være gammeldags opdraget, tager man ethvert Chock — lige op til 8 Personer — med et elskeligt Ansigt, Hvor er de Medmennesker misundelsesværdige, der tør vende Vrangen udad, naar Besøgene bliver for overvældende! En Søndag i September sneg jeg mig over i Dyrehaven for at nyde Tilværelsen i Ensomhed. Nu er der maaske en og anden, der synes, det var et galt valgt Sted til Ensomhed,


men De tager fejl, elskværdige Læser! Har De aldrig lagt Mærke til, hvor vidunderligt ,,Søndagsturisten” klumper sig sammen paa smaa Pletter og overlader os andre, der gider gaa, hele Resten? Efter lang Tids Vandring blev jeg pludselig revet ud af mine Drømmerier — af højrøstede Mands- stemmer. Jeg ilede i Retning af Lydene, som efterhaanden blev til hele Sætninger, ,,Hva’ F,..., venter du paa, din Skvadderpukkel!” og ,,Skyd for S...., Torsk.” Ja, Resten bør De vist forskaanes for! Nu var jeg ganske oprømt. Sagen er, at jeg har en lille Svaghed for Slagsmaal, men man skal som bekendt aldrig fryde sig for tidligt. Det var en ganske almindelig Fodboldkamp. Jeg har aldrig tidligere overværet en Kamp, saa jeg sank stille ned ved Siden af en lille, ældre, stille Mand med hvidt Skæg nedad Kinderne. Kampen var lige begyndt. Der for en Masse ældre Drenge rundt paa Banen — med bare Knæ — hvilke Knæ at skue! Nogle af Spillerne var iført hvide Trøjer og sorte Bukser, de andre var — noget saa stribede. Jeg forsøgte at tælle ,,Mænnerne”, men hver Gang jeg kom til 9 eller 12, var Resten rodet sammen i en Klump, som for en Debutant er umulig at vurdere. Drengene — eller var det Herrer — fløj i øst og Vest med Bolden. Pludselig blev det ganske tydeligt for mig, at deres fælles og eneste Higen var at faa Bolden ind mellem to Hold Stænger, som var anbragt i hver Ende af Banen. Det maatte, synes jeg, naar man har lidt øvelse, være saa snildt, hvis der bare ikke foran hvert Hold Stænger havde staaet en rasende Mand, for det meste med Hænderne paa sine bare Knæ. Pludselig fik jeg

et voldsomt Stød i Siden af den lille, pæne Mand. Han var mørkerød af Ophidselse. Har du nogensinde set saadan en Kraftidiot til Halfback? — saa skyd da, din Kæmpetorsk!” Efterhaanden skreg alle med — jeg ogsaa. Det er naturligvis derfor, Fodbold er saa populært et Spil. Det skulde man minsandten ogsaa kunne i Det kgl. Teater. Sikken et Overskud, der vilde blive! Det var blot noget irriterende, at en Mand af og til afbrød Spillet ved at støde i en lille Fløjte, men Kværulanter findes der jo overalt. Jeg vilde have forhørt mig nærmere hos min Sidemand, men han var nu i vildt Haandgemæng med sig selv og ænsede mig ikke udover de faa Gange, han sparkede mig over Skinnebenet. Det endte med, at Taarbæk vandt Guderne maa vide hvordan — men jeg gik hjemefter og lovede mig selv at komme igen ofte. Det var endnu for risikabelt at vove sig hjem, saa jeg tog Vejen op gennem Cottage-Parken. Der spilledes Tennis paa samtlige Baner, men om den ene var der Opløb. Af de omkringstaaende fik jeg at vide, at det var en Kamp mellem de indfødte og en fremmed Klub. Der spilledes af fire Herrer i ulasteligt hvidt. Jeg opsendte en stille Bøn for de lokale, især da jeg opsnappede, at den ene lange havde samme Navn som min Hund. Det ser fantastisk let ud. Det gælder bare om at ramme Bolden, enten med den ene eller anden Side af Ketsjeren — ogsaa med selve Kanten er det tilladt, bare Bolden kommer over. Min Favorit klarede sig straalende. Naar Bolden ikke naaede over, tog han blot en anden. Ja, han havde skam været forudseende. Desværre havde de to 243


paa den anden Side haft samme Tanke — ellers havde de jo været leveret meget før. Af og til byttedes der Bane, hvorfor ved jeg ikke. Nettet er lige lavt paa begge Sider. Boldene fløj frem og tilbage, alt imens Spillerne hørte sig selv i den store Tabel. Efter en halv Times Tid havde min Hund og Partner — undskyld! — de lokale vundet — selvfølgelig! Saa hev de Sweaters paa — rigtig nette Sweaters — og saa var det forbi. Hvilken af de to Sportsgrene der er fornøjeligst, er svært at afgøre. Fodbold, hvor det ligefrem ventes, at man lufter alle de Gloser, man ellers højst mumler — Spillerne lægger selv for —, eller det charmerende Tennis, som man kan spille med Bravour lige til 80-Aars Alderen. (Du gamla, du fria !) For en Fuldstændigheds Skyld vil jeg lige bemærke, at der hjemme i Haven laa fire trofaste Venner i Ligggestolene og rigtigt glædede sig til Maden.” Ved generalforsamlingen i oktober 1939 syntes bladet at være opløst. Det blev drøftet, særligt redaktør og annoncespørgsmålet, og Mogens Barfoed erklærede sig villig til at overtage redaktionen og fremkom med en interessant redegørelse for en påtænkt ændring af bladets form og indhold. Kjeld Petersen tilbød medredaktion og annoncetegning, og det vedtoges at vælge de to, og generalforsamlingen anmodede dem om snarest at fremkomme med nærmere forslag og projekt. Alle var optimistiske, men udefra kom244

mende omstændigheder gav allerede i starten af 1940 problemer for bladet. På grund af flytning til Jylland havde Kjeld Petersen nedlagt sit hverv og var rejst pludselig uden at bringe annonceregnskabet i orden. Kassereren måtte påtage sig at søge annoncebeløbene inkasseret. Da Mogens Barfoed imidlertid skulle rejse bort til sommer, syntes vanskelighederne for store, og der fremkom forslag om at prøve et samarbejde med sejlklubben om et fællesblad. Man mente der var grundlag for dette og enedes om at udsætte bladspørgsmålet, til en underhåndsforhandling havde fundet sted ved formanden. Til at videreføre forhandlingerne og få det eventuelle fællesblad startet valgtes et udvalg bestående af formand Dr. Aage Arnold-Larsen, Kaj Rafsted og Mogens Barfoed. Hr. Rasmussen havde erklæret sig villig til at redigere et blad med Gunnar Wiggers som medredaktør, der var villig til at påtage sig leveringen af fodboldstof. Men på grund af vanskeligheder ved annoncetegninger var det ikke muligt at få bladet i gang. Der kom aldrig en løsning med sejlklubben, og man fortsatte bestræbelserne for at finde en løsning. Fodboldafdelingens eget blad Der skulle gå næsten fem år før et blad igen så dagens lys. I december 1944 var det fodboldafdelingen, der udgav et blad med titlen ”Taarbæk Idrætsforening – Fodboldafdelingen”. Bladet var ikke blevet til, hvis det ikke var for Henry Ruud, som med sædvanlig offervilje havde påtaget sig hele fremstillin-


gen uden udgift for foreningen. Medlemmerne blev opfordret til at bruge spalterne til drøftelse af foreliggende problemer. Bladet var stadig i A4 format og indeholdt to tætskrevne sider. Artiklerne spændte vidt fra ekstraordinær generalforsamling over referat fra efteråret, efterlysning af fodboldblærer og lykønskninger. Det var hensigten at udgive bladet en gang om måneden. Hvor længe denne udgave blev udgivet, er jeg ikke helt klar over. Det sidste eksemplar jeg har set stammer fra august 1945.

Det havde samme format og bestod af to sider med blandede oplysninger. Medlemsbladet TIF Nyt Der gik mange år før der kom et medlemsblad igen. Niels Jensen ramte plet, for det har vist sig, at dette blad skulle få fat i læserne og eksisterer den dag i dag med selv samme redaktør. Bladet blev kaldt ”Nyt fra TIF – udgivet af Taarbæk Idrætsforening”. Nummer et i første årgang udkom i marts 1961 og blev trykt i 300 eksemplarer. Formatet var igen A4 og indholdsfortegnelsen oplyser, at man kunne læse følgende i bladet: ”Hvad er meningen?, Vidste De, at..., Nyt fra fodboldfronten, Weekend-kursus for ungdomstrænere, Spiller brækket kraveben, Månedens interview, Fornyelse af landskampabonnementskort, Hørt under

træningen…, Kom så frem af busken…, Ungdomslederen har ordet, Tilskud til Taarbæk I.F., Deres talerstol, og annoncer. Under punktet ”Hvad er meningen?” blev der fortalt, hvorfor der igen opstod et medlemsblad. Der blev skrevet meget om sport i de lokale og nationale aviser, men klubben manglede en spalte, hvor der kunne skrives om, hvad der skete i klubben. Det var meningen,at bladet skulle udkomme tolv gange om året. Et ambitiøst projekt,som næsten holdt stik. Vi skal helt frem til sjette årgang før frekvensen begyndte at blive falde. Det var fortrinsvis fodbold der skulle skrives om, men der var også plads for vore andre idrætsgrene, såsom tennis og gymnastik. Der var lagt størst vægt på sagkundskab, frem for skrivefærdighed hos de skrivende medarbejdere. I bladets kolofon kan man læse at bladet er trykt hos ”TIF – Tryk” på Trepilevej. I efterfølgende udgaver kan man læse at ”TIF – Tryk” stiller sig til rådighed hvis nogle skulle have lavet festsange eller andre duplikeringsopgaver. Nu kender jeg Niels Jensen og hans sans for humør, så jeg spurgte ham for nylig til ”TIF – Tryk”. Det anede mig, det viste sig bare at være en duplikeringsmaskine på hans lille kontor. I blad nummer fire blev redaktør Niels Jensen interviewet om bladets udgivelse. Han havde fornemmelsen af at bladet havde fået sin berettigelse, men at dømme ud fra ind245


læg så var det en fiasko. Der var kun indkommet to indlæg til bladet indtil da. Han havde ønsket sig en større interesse fra medlemmernes side. Derimod var der en overvældende interesse fra de handlende og håndværksmestre i byen som gav sig udslag i annoncetegning. Ganske vist var bladet ”ikke andet” end duplikeret, men det blev udsendt gratis til samtlige medlemmer. For at få gang i medlemmerne opfandt redaktionen STAFETTEN, hvor indlæggene måtte være alt lige fra ris til ros, bare det havde med fodboldspillet i Taarbæk at gøre. Første modtager af STAFETTEN bliver Edvard Yde, som selvfølgelig selv måtte sende STAFETTEN videre. Klubben fik meldinger om, at flere af bysbørnene ikke havde kendskab til vor klubs eksistens, så der blev grebet til effektive midler. Derfor blev nummer fire i 1962 udsendt til samtlige husstande i Taarbæk og håbede, at det ville bære frugt i form af større tilgang af passive medlemmer til klubben. I samme nummer benyttede slagtermester 246

Jørn Lüthcke lejligheden til at udtrykke sin beundring over, at dette ”lille” medlemsblad havde formået at skabe “røre i andedammen”. I det lokale Lyngby—Taarbæk blad var helsides beretninger af Lyngby Boldklubs arbejde og resultater, og vi var henvist til 3 højst 4 liniers referat af Taarbæks sport. Den eneste gang bladet udkom tolv gange var i 1962 med et gennemsnit på fire sider pr. blad. Sven-Erik Arnoldus, som var med redaktør, følte sig svigtet. Selv om medlemmer rundt omkring roste bladet og bebudede hvor vigtigt det var, så kom der ingen indlæg. Han efterlyste kampreferater, turneringsplaner og stillingsresultater. Derfor trak han sig tilbage i bevidstheden om, at have gjort hvad han kunne. Werner Hansen var en af foregangsmændene for bladets beståen og ny redaktør blev Paul Roager. Den øvrige redaktion var Oluf Mathiesen, Hugo Stjernqvist og Erik ”Basse” Petersen som ungdomsreporter. Niels Jensen bestred posten som annonce og reklamechef. Redaktionen var mere end


klar over, at opgaven var vanskelig, men gjorde et inderligt forsøg på at lave et blad som kunne have interesse. Bladet fik i 1963 ny kasserer Jørgen ”Sønke” Larsen påtog sig hvervet. Redaktionen kunne dog ikke blive enig, om det var til gavn eller skade, da den nye kasserer sang under redaktionsmøderne. I 1965 bestod bladet af redaktør Paul Roager, kasserer Jørgen Larsen og annoncechef Niels Jensen. Ved årets udgang skete der en del for bladet. For første gang udkom bladet som en A5 folder på fire sider. Det blev ikke den eneste ændring. På grund af tid og andre undskyldninger trak Paul Roager sig tilbage. Jørgen Larsen havde ikke den fornødne tid, så Niels Jensen hoppede op på redaktørstolen og kiggede derfra ned i pengekassen. Han allierede sig med Tyge Larsen, Erik Petersen, Thies, Sven-Erik Arnoldus, Werner Hansen og John Andersen til at få raporteret ind. Niels er jo en smart mand og han sagde således til Birthe: ”En avis som TIF-nyt skal drives som en forretning med orden i sagerne, og så kan det jo ikke nytte noget at søster Nina midt i kontortiden skal skifte ble på Michael, eller at du skal give tvillingerne mad. Næ!” Han indkaldte til redaktionsmøde, tronede for bordenden som chefredaktør, søster Nina ved den ene og Birthe ved den anden side. Birgitte og Jesper nede under bordet i færd med at lege med biler, og Michael lige ved at falde baglæns ned fra lænestolen. - Men for at

gøre et langt referat ganske kort, ja, så blev der altså ”enighed” om, at Niels skulle være babysitter og bare passe alle ungerne, så skulle Nina og Birthe nok sørge for at sprøjten kom ordentlig ud. På denne måde overlevede bladet endnu engang, og oplaget var steget til 600 eksemplarer. Frem til 1969 udkom bladet fem gange om året. I disse år opfandt redaktøren en ny føljeton ”TIF-Nyt´s” store lommeleksikon. Her ses et uddrag af de ord som man kunne slå op: Axel:Søllerød Vejvæsen samt ½ at The Stenkilbrothers. Arnoldus: tidligere formand Andespil: se op på Ordrup Hotel hver mandag. Danmark: et efter visse turistfolks mening et stykke jord, hvorpå man har anlagt tilkørselsveje til København. Datterselskab: løsslubbent gilde for unge piger. Dribling: fod- og kropsfinter, hvorved man bringer modstanderen ud af balance og (nogen gange) passerer ham med bolden under kontrol Benspænd: den mest effektive måde at hindre en modspiller i at løbe fra en selv. Mål: de tre træbjælker, hvorigennem bolden skal for at der er MÅL. Mål kaldes også kassen, boxen, æsken, ”mellem stængerne” og meget mere ... ! Revanche: det første ord i et omklædningsrum efter et nederlag. Straffespark: sidste udvej for at hindre modstanderen i at score. 247


I slutningen af tresserne begyndte ”TIF-nyt” også at interessere de øvrige foreninger og beboere i Taarbæk. Der blev optaget indlæg af forskellig karakter, som absolut ikke havde direkte relevans for fodboldspillet, men som havde interesse for hele byen. I 1971 efterlystes der endnu engang indlæg til bladet. Nødråbet blev efterkommet, ganske vist var det fra tennisklubben, sangforeningen og sejlklubben og Old-Boys de kom fra. Der var intet fra de aktive fodboldspillere eller deres spilleudvalg. Bladet begyndte efterhånden at tage form af en lokalavis for Taarbæk by. En tanke som ikke lå langt fra Niels Jensens kongstanke om et blad, hvor byens foreninger kunne komme med meddelelser til samtlige indbyggere. Fra 1971 – 73 udkom bladet kun to gange om året, men det var til gengæld vokset til et stort blad – hele 20 sider blev der fremstillet. Sidste nummer af medlemsbladet ”TIF-nyt” udkom i august 1973. Det nåede at blive til 13 årgange, 72 numre og omkring 600 siders information til medlemmerne i Taarbæk Idrætsforening. Gennem hele bladets tid var det med Niels Jensen i redaktionen hjemme på ”TIF – Tryk”. Taarbæk Nyt At ”TIF-nyt” udkom for sidste gang betød ikke at der ikke var medlemsblade til foreningen. I julen 1973 udkom første nummer af ”Taarbæk Nyt”. Redaktøren havde fået et samarbejde med sangforeningen Brage, Taarbæk Sejlklub, Taarbæk Tennisklub og Taarbæk Grundejere- og 248

kommunalforening om et fælles blad. Taarbæks karakter som selvstændigt bysamfund måtte bevares, og til dette formål var bladet den rigtige løsning. Aftalen mellem foreningerne var at udsende fire numre af ”Taarbæk Nyt” om året. Taarbæks største avis så hermed dagens lys. Den daglige ledelse bestod af Niels Jensen, Ingvar Nielsen og Niels Broen. I april 1992 skete det store ryk, idet det gamle kirkeblad blev en del af ”Taarbæk Nyt”, de udgivende foreninger var da vokset til 7, og bladet blev et fællesblad for sognet. For meddelelser med en kortere tidshorisont råder ”Taarbæk Nyt” over et udhængsskab ved Skolen. I 1999 redigeredes blad nummer hundrede, og på det tidspunkt var det medlemsblad for ti foreninger i byen. Bladets jubilæum blev festligholdt ved en lille sammenkomst for den daglige ledelse, de udgivende bestyrelser, annoncører og venner af ”Taarbæk Nyt” med ledsagere. Alle, der bor i Taarbæk i 2008 samt udenbys medlemmer af foreningerne ved, at ideen holdt vand – bladet udgives stadig og har nået sit nummer 138. I redaktionen af bladet er Niels Jensen, Klavs Olsen, Sten Rehder og Svend Wiisbye. Nyhedsbrevet Den 20. marts 1995 – på min fødselsdag så et nyt blad dagens lys. Jeg var blevet ansvarlig for sponsorkontakten og havde længe gået med et ønske om at sende dem information om livet i klubben. Det første


249


nummer af ”Nyhederne Taarbæk IF” var en foldet A4 side, som kun gav korte informationer om trænere, kampprogram og sponsorliste. Sådan tog bladet sig ud et par år. Jeg fik lidt mere blod på tanden og syntes det var spændende at lave bladet, men måtte bokse med samme problemer som tidligere redaktører – manglende indlæg. Jeg kæmpede for at få indlæg fra holdledere, formænd og øvrige interessenter. I 1998 i forbindelse med jubilæet blev der otte sider trykt i farver. Bladet blev et par gange brugt som Taarbæk Idrætsforenings bidrag i ”Taarbæk Nyt”. Sidste nummer jeg fik lavet havde skiftet noget stil, og titlen var ændret til ”Nyhedsbrevet – Taarbæk IF”. Det udkom i juni

250

2000 og bestod af tolv sider. Jeg kørte surt i det, jeg boede i Helsingør og livet foregik i Taarbæk og uden den store opbakning fra dem, der kom i klubben til daglig, var det ikke muligt at få noget godt ud af bladet. Der nåede at komme tolv blade. De forskellige medlemsblade, der er udgivet gennem tiden, har været en stor hjælp til at udgive denne bog. Vi går på nettet Verden omkring rykker nærmere, Internettet breder sig, og når også Taarbæk Idrætsforening. I 2004 havde bestyrelsen arbejdet på at klubben kunne få egen hjemmeside. www.taarbaekif.dk blev en realitet med Morten Wiegand Larsen som webmaster. Siden var et sted, hvor der kunne findes relevante informationer. Det kunne være om trænere eller træningstider, hvis man ville prøve at være med. Det kunne også være for at deltage i de forskellige debatter, som vi prøver at starte - dette for at skabe et


endnu bedre sted at være i sin fritid. I dag er Morten stadig redaktør på hjemmesiden, og man kan følge med i resultater og stillinger for de forskellige hold i klubben. Endnu en hjemmeside I forbindelse med vores 100 års jubilæum oprettede jeg endnu en hjemmeside www.taarbaekif-1908.dk. Denne side havde det formål at samle historisk materiale om klubben. Vi råder over en mængde holdfoto af diverse hold lige fra klubbens start i 1908. Mange af de foto er uden gengivelse af spillernes navne. På hjemmesiden har alle, der har adgang til Internettet, mulighed for at være med til at registrere disse billeder. Efter jubilæet vil siden være klubbens historiske samlingssted. Der vil blive mulighed for at læse meget af det materiale, som har ligget til grund for denne bogs udgivelse.

skal frem til jubilæet i 1968, hvor der i forbindelse med jubilæet afholdtes havne- og byfest. Der blev udgivet et program for festlighederne på otteogtyve sider. SvenErik Arnoldus skrev fire sider med historie om klubben. Da vi fyldte 75 år blev der lavet endnu en folder med ugens program og et kort tilbageblik i historien. Det samme gentog sig da vi fyldte 90 år i 1998. Sidste skud på stammen er så klubbens 100 års historie, som du nu sidder med i hånden.

Øvrige skriv Ud over de allerede omtalte skrevne medier har klubben også lavet en del kampplakater i forbindelse med hjemmekampe. De har været placeret, så byen ikke har været i tvivl om at der blev spillet fodbold på den ”Kongelige”. I forbindelse med klubbens jubilæer er der lavet nogle mindre jubilæumsskriv. Den mest omfattende – heldigvis – er 25 årsbogen som rummer firs sider med billeder og uvurderlig historie. Vi 251


100 år i ord og billeder Det skete i de år For at give et indtryk af hvad der er sket i de 100 år klubben har eksisteret har jeg samlet lidt ord og billeder. Jeg har kigget en del på fodboldhistorien og nogle af de andre vigtige begivenheder, der er hændt omkring os.

235. dag Jeg har fundet frem til nogle af de ting der er sket den 23. august. Dagens navn er Zakæus og er den 235. dag i året i den gregorianske kalender og dag 236 i skudår. Den er tillige FN’s Internationale dag til minde om slavehandel og dens afskaffelse.

Begivenheder der er skete på vores fødselsdag den 23. august. 1992 JuniBevægelsen stiftes som en tvær1908 Taarbæk Idrætsforening stiftes. politisk bevægelse med det formål at fastholde modstanden mod EU1912 Den amerikanske skuespiller Gene Kelly fødes. unionen. 1913 En bronzestatue af Den Lille Havfrue bliver opstillet på Langelinie i København. Skulpturen er udført af billedhugger Edvard Eriksen og er en gave til byen fra brygger Carl Jacobsen. 1940 Tyskland starter bombningerne af London. 1943 Den dansk skuespiller, Kirsten Peüliche, fødes. 1944 Paris bliver befriet af de allierede tropper, efter at have været besat af tyskerne siden 1940. 1963 Alberte, dansk sangerinde fødes. 1990 Armenien erklærer sin selvstændighed fra Sovjetunionen. 252

1993 Den tyske ubåd U534 bliver hævet i Kattegat nordøst for Anholt. Ubåden blev sænket af allierede fly i 1945. 1994 På Sicilien vinder Alex Pedersen VM i landevejscykling for amatører. 2000 Arbejdernes Ligkistemagasin i København lukker efter at være afsløret for fusk med offentlige tilskud til begravelser. 2006 Den 18-årige østrigske kvinde Natascha Kampusch slipper fri efter 8 års fangenskab. Samme dag begår hendes kidnapper selvmord inden en pågribelse. 2008 Taarbæk IF fylder 100 år.


Begivenheder der er skete i vores stiftelsesår 1908.

Taarbæk forsøgte for sidste gang (indtil videre), at løsrive sig fra Lyngby og kommunen blev til LyngbyTaarbæk.

J. C. Christensen var Konseilspræsident (statsminister) i Danmark fra 1905 - 1908.

Fodboldklubben Panathinaikos fra Grækenland stiftes.

Danmark rammes af en alvorlig finanskrise der gav byggebranchen problemer – med ledighedsprocenter op mod 75 procent.

Marquis Mills Converse grundlægger “Converse shoe company”.

Republikaneren Theodore Roosevelt var USAs præsident i perioden 1901 – 1909.

Frederik 8. var konge af Danmark i 1906-1912. Han var 62 år gammel da han overtog tronen, men regeringstiden blev forholdsvis kort da han pludselig døde i 1912.

Fodboldklubben Huddersfield Town Football Club fra England stiftes.

Danskeren Fredrik Bajer modtager Nobels fredspris.

253


12. januar - En langdistance trådløs radiomeddelelse blev for første gang sendt over 500 miles fra Eiffeltårnet.

15. januar - Fodboldklubben Bari (Associazione Sportiva Bari) fra Italien stiftes.

10. maj - Anna Jarvis fra Philadelphia startede traditionen med Mors dag.

9. marts - Fodboldklubben Inter fra Italien stiftes.

11. maj Kolonihaveforbundet blev stiftes.

14. januar - Teknologisk Institut bliver oprettet. 24. maj - Boldklubben 1908 fra Amager stiftes. 25. marts - Fodboldklubben Clube Atlético Mineiro stiftes. I dag en af de største klubber i Brasilien.

14. januar1.1908 - Forfatter af „Midsommervisen“, Holger Drachmann dør 61 år gammel.

254

20. april - Danske kvinder får valgret til kommunevalg.

28. maj - Forfatter til James Bond bøgerne, den engelske journalist og hemmelige agent under anden verdenskrig, Ian Fleming fødes.


1. juli - Estee Lauder, kosmetik dronning blev født.

12. august - Henry Ford producere den første Ford T model i Detroit. Verdens mest populære bil indtil fremkomsten af folkevognen.

23. august - Taarbæk Idrætsforening stiftes af den kun 15 årige Alexander Olsen.

13. juli - De 4. olympiske lege i moderne tid åbnes i London. Kvinderne fik lov at deltage for 1. gang.

26. juli - Federal Bureau of Investigation (FBI) oprettes.

8. september - Justitsminister Peter Adler kendte sig skyldig i underslæb, over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, for et beløb på 18 millioner kroner.

26. september Fodboldklubben Brann fra Bergen i Norge stiftes.

19. oktober - Danmark spiller sin første officielle landskamp ved OL i London. I semifinale slår Danmark Frankrig 17-1 og Sophus ”Krølben” Nielsen scorer 10 mål. I finalen taber Danmark 2-0 til England.

6. november - Western banditerne Butch Cassidy og The Sundance Kid blev dræbt i Bolivia.

255


Begivenheder gennem 100 år.

1944 Dansk Fodbolddommer-Union blev stiftet. 1910 Den anden 500kroneseddel der gav tilnavnet Plovmand.

1933 Arbejdsløsheden når over 43% i Danmark.

1948 Ved OL i England vinder fodboldlandsholdet bronze.

1914 1. Verdenskrig begynder og vare til 1918 soldater på Taarbækfortet.

1934 1.generations S-tog.

1956 Der udbryder storkonflikt i Danmark.

1927 Checks vinder indpas i Danmark.

1932 LEGO grundlagt af Ole Kirk Christiansen.

256

1940 Danmark bliver besat af tyskerne.

1945 Danmark bliver befriet.

1960 OL 60 i italien :Henry From satte tyggegummiet på stolpen og klarede straffesparket. vi vandt sølv ved OL. vi taber 3-1 til jugoslavien i finalen.


1965 Bolle-å’et tages i brug.

1973 Storkonflikt på arbejdsmarkedet. 40 timers uge og ligeløn indføres. 1986 Danmark deltager for første gang i en VM slutrunde i Mexico. Godt hjulpet på vej af RE-SEPPTEN, skrevet af Jarl FriisMikkelsen.

1969 Armstrong første mand på månen. 1977 Allan Simonsen bliver kåret til årets spiller i Europa.

1992 Danmark bliver Europamestre i fodbold. 1972 Dronning Margrethe overtager tronen efter Frederik 9. død.

1972 Folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EF.

1978 DBU indfører professionel fodbold i Danmark.

1986 Begrebet „Roligans“ opstod i 80`erne og roliganforeningen blev en realitet i 1986.

1997 Danmarks nuværende seddelserie indført.

257


1998 Storebæltsbroen åbnes for biltrafik.

2004 Kronprins Frederik bliver gift med Mary.

2008 Danmark bliver europamestre i håndbold for mænd ved at slå Kroatien 2420 i finalen.

2007 Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddes af politiet. 1998 En af dansk fodbold største præstationer nogensinde. Vi er i kvartfinalen mod Brasilien med Schmeichel og brødrene Laudrup, som de store stjerner ved VM i Frankrig. 2007 Fodboldtossen slog til og Danmark blev dømt som taber af kampen med 3-0 mod Sverige i kvalifikationsturneringen til EM.

2008 De 29. olympiske lege åbner i Beijing. Det har skabt megen omtale på grund af menneskerettighederne i Kina.

2002 EURO tages i brug.

2002 Metroen i København køre første tur.

258

2008 I anledningen af at det er 25 år siden at Michael Jacksons Thriller album ramte verden, genudsendes en helt særlig deluxe udgave.

2008 Taarbæk fylder 100 år


JÆGERSBORG DYREHAVE SOM SPORTSPLADS. Af Skovrider Klaus Waage Skov- og Naturstyrelsen, Hovedstaden. Jægersborg Dyrehave er først og fremmest kulturhistorie, i 1699 anlagt som sportsplads efter fransk mønster til brug for parforcejagt. Ganske vist i starten alene for kongen, hans gæster og hans hof, men fra 1746 åben for ”godtfolk” og det er jo os alle sammen. Parforcejagten er for længst opgivet, men vi ser stadig de jagende røde ryttere, ikke mindst på Sct. Huberthus dag i november hvert år. Galopsporten rykkede ind i 1870 med en egentlig bane på Eremitagesletten nordvest for slottet, hvor den blev til 1910. Så flyttede den til den sydlige del af haven, Ordrup Mose, hvor den er endnu i dag. Fodbolden kom til Dyrehaven i 1879 som man vil kunne læse andetsteds i bladet. Næste sportsgren, der indtog haven var de organiserede løb. Fortunløbet startede i 1896 og løbes endnu i dag under navnet Eremitageløbet søndagen en uge før efterårsferien. I 1898 fandt så golfsporten plads til en bane i Dyrehaven og der spilles som bekendt endnu.

Ser vi tilbage på historien, er der meget, der tyder på, at de sportsgrene og – foreninger, der først har slået sig ned i Dyrehaven og fundet en form, der tager hensyn til dyrene, naturen og det øvrige publikum, ja de bliver også hængende – og de skal være velkomne! Mon ikke det er som med fortidsminder, at de efter 100 år er automatisk fredet? Tak for det gode samarbejde, hensynet til andre og omsorgen for vor fælles Dyrehave. Tillykke.

I år er det så 100 år siden Tårbæk Idrætsforening gjorde sit indtog. Først og fremmest skal der fra skoven lyde et stort tillykke med den runde anledning. 259


De frivillige ledere En frivillig organisation som Taarbæk idrætsforening er selvsagt ikke bedre end dens frivillige ledere. Det er lederne, der driver foreningen, og en vigtig faktor er at holde på de unge medlemmer så længe, at de kan overtage ledelsen, da de jo kender organisationen indefra. Udviklingen på vores erhvervsarbejdsmarked er i virkeligheden den største trussel for foreningsarbejdet. Arbejdet har fået større betydning for den enkeltes identitet, og derfor bliver det vanskeligere at engagere folk i frivilligt arbejde. Foreninger i dag skal stå for noget virkeligt interessant, før de frivillige kommer af sig selv. Udviklingen peger på, at de frivillige ikke er så frivillige mere. Alternativet til de tidligere tiders foreningsfolk er i dag, at der ofte skal have penge eller andre goder på bordet for at tiltrække ”frivillige”. Vi skal helt op i øverste lag af behovspyramiden, før vi begynder at tænke på andre mennesker end os selv. Det er selvfølgelig et stort ansvar vores ledere skal tage på sig . Medlemmerne skal fastholdes i et sundt og godt miljø. Der skal skaffes frivillige ledere til at tage sig af træning og forefaldende gøremål. Forældre skal aktiveres uden det virker som en 260

byrde. Der skal indberettes detaljerede medlemstal til lokalunionerne og kommunen. Økonomien til at få det hele til at balancere skal i hus. Ledere og trænere, der har med børn at gøre, skal tjekkes for pædofili. En overgang kunne vi ikke servere en pølse uden at vi havde gennemgået et såkaldt ”pølsekursus”. Den regel er fritids- og idrætsforeninger heldigvis blevet delvis fritaget fra nu. Uden de ildsjæle, der har været gennem tiden i Taarbæk Idrætsforening, ville klubben ikke kunne holde sit 100 års jubilæum. Der er brugt mange timer på at lede foreningen, og det har til tider ikke været nemt, når mennesker af forskellig holdning og social baggrund skulle tilgodeses. Det er lykkedes for os at skabe et sted, hvor der er plads til alle og vores mission er fuldført. Vi skal blot videreudvikle og fastholdes den. Vores ledere har aldrig været i tvivl om, hvilken målsætning der skal drive klubben. Vi lægger vægt på, at klubben er en social klub, med social ansvarlighed og med klubbens medlemmer i fokus. Derfor har vi ingen problemer med at indfri formålsparagraffen i vedtægterne. Der står, at vi skal udbrede kendskab og interesse for sund idræt, styrke et sports-


ligt kammeratskab, samt at vi dyrker fodbold som hovedidræt. Træneren som menneskeudvikler Danmarks Idrætsforbund beskriver den gode træner som en menneskeudvikler. Træneren er en nøgleperson med hensyn til at forme holdninger og værdier hos holdet. Vores nuværende cheftræner Thomas ”T” Jensen har til fulde levet op til de normer. Han har arbejdet målrettet på den forholdsvis meget unge spillertrop, vi råder over i dag. Han har formået at indarbejde nogle sunde holdninger til holdånden og det ansvar der ligger i at være en lille brik i en større helhed. Derfor var det også en stor glæde, at vi kunne få Thomas til at lede træningen igennem vores jubilæumssæson. Thomas har med denne sæson været den træner, der har besat posten længst. Han kom første gang til Taarbæk i 1991 for at træne andetholdet og overtog førsteholdet to år senere. Med udgangen af 1997 søgte han nye udfordringer indtil vi genen-

Per Nielsen, Kaj Landsberger og Finn W. Larsen 1988.

gagerede ham i 2006. Med sæsonen 2008 har han passet trænergerningen i sammenlagt ti år. Af andre trænere med nogle år på bagen kan nævnes Finn Wiegand Larsen, der har trænet klubbens bedste hold ad to omgange, og sammenlagt blev det til otte år. Per Nielsen opnåede seks år fordelt på to perioder og Brian Chrøis kan tegne sig for fem år ad to omgange. Som bekendt er der lidt huller i historien, men et forsigtigt skøn fortæller mig, at vi har haft omkring tyve forskellige trænere til at tage sig af vores førstehold siden 1941. Ove Sørensen, den tidligere landsholdsspiller, nævnes som træner sammen med Arnold Jensen i fyrrerne. Dog er listen fuldstændig fra 1960 til i dag. At jeg ikke nævner flere trænere er ikke et udtryk for at de

261


øvrige har gjort et dårligt arbejde. Alle har passet deres gerning på hver deres måde og har været med til at give klubben sjæl. Forældre som rollemodel Forældreopbakningen spiller en vigtig rolle i vores børns idræt. Der har generelt været en god opbakning til de arrangementer vi har lavet. Når der skulle planlægges større rejser har der for det meste været nedsat en gruppe af forældre, som løste små og store opgaver. Jeg husker en meget aktiv forældregruppe i forbindelse med min egen tur til Amerika i 1983. Da Taarbæk var på udvekslingsvisit i Frankrig, var det også forældrene der tog det store slæb. En af de ting, en forening kan frygte, er, når forældre ikke kan opføre sig ordentlig

på sidelinjen. Jeg har set det masser af gange, men heldigvis har Taarbæks forældre altid opført sig meget eksemplarisk og opmuntret børnene til at opføre sig ordentlig. Det er vigtigt at huske på, at det er børnenes idræt og ikke vores. Glæden skal være på barnets side, og idrætten skal ikke dyrkes for forældrenes skyld eller ambition. Der er dog et punkt, hvor det har haltet med opbakningen fra forældrene - når der skulle stilles biler til rådighed for udekampe. Jeg har selv oplevet at bruge mange kræfter på at ringe rundt og få det til at gå op. Der var nogle, der altid tog tørnen og blev en del af holdet på denne måde. Jeg kan kun opfordre alle forældre, i alle sportsgrene til at tage del i børnenes idræt. De påskønner det, selvom de måske selv giver udtryk for at det ikke er nødvendigt, og det giver mange gode timer, hvor man kan koble af i en travl hverdag

262 Alexander Olsen

E. Duelund

Lauritz Jensen

Theodor Jensen


Tilskuer og forældreopbakning til kampen om S.B.U.s serie 4 pokalen.

Bestyrelsessammensætning Ved at granske klubbens historie fandt jeg ud af at min oldefar Viktor Frederik Henriksen var klubbens første kasserer, og her ved 100 års jubilæet er det så mig der bestrider hvervet. Selvom der er lidt huller i oversigten af bestyrelsen gennem 100 år, kan der godt tegnes et rimeligt realistisk billede over, hvor mange år de forskellige har bestredet deres hverv.

Hovedbestyrelse Da foreningen udviklede sig med flere sportsgrene sad der repræsentanter fra fodbold - og tennisafdelingen i den fælles bestyrelse. I 1938 blev det på generalforsamlingen besluttet at give hver sportsgren en selvstændig bestyrelse og oprette en hovedbestyrelse. Det blev også der man valgte at gå fra halvårlige generalforsamlinger til årlige.

263 Erling Nielsen

Holger Nielsen

Axel Løvdal

Edvard Yde


Den første nye hovedbestyrelse bestod af Dr. Aage Arnold-Larsen som formand, kasserer A. P. Andersen, sekretær Edvard Yde, og suppleant H. O. Andersen. Til revisorer valgtes Th. Eskildsen og Ludvig Jensen. Revisorsuppleant blev Erik Ziener. Formandsposten havde Dr. Aage ArnoldLarsen frem til 1942, hvor Edvard Yde overtog pladsen frem til 1948. Den sidste formand i hovedbestyrelsen var Gunnar Gammeltoft. Han sad frem til 1960, hvor hovedforeningen lige så stille var synet hen, og den daglige ledelse lå i hver enkelt bestyrelse.

er måske lige voldsomt nok, for han var kun femten år, da foreningen så dagens lys den 23. august 1908. Han nåede desværre kun at opleve knap tre år, inden han døde på St. Josefs hospital den 25. marts 1911 kun atten år gammel.

Der har været mange energiske ledere i bestyrelsen, hvor en del har modtaget æresbevisninger fra forskellig side. LyngbyTaarbæk kommunes idrætslederpris blev i 1969 tildelt Erik Petersen for sit store arbejde med vores ungdomsafdeling. De forskellige fodbold– og idrætsorganisationer har også tildelt diverse æresbevisninger til vore ledere.

Kaj Rafsted blev den første formand for fodboldafdelingen, da det blev en selvstændig afdeling i 1938. Elo Jørgensen er den, der har siddet længst på formandsposten med hele seksten år. Rækken af billeder nederst på siden er kun af formand der har været en direkte del af fodbolden.

Formændene gennem 100 år Frithjof Alexander Olsen var manden, der stiftede foreningen. At kalde ham en mand

Der skulle hele seks formænd til at drive foreningen fra 1908 til 1915, før der kom lidt stabilitet på formandsposten. Det var Axel Løvdal, der kom til og sad i spidsen frem til 1920, hvor Edvard Yde måtte konstitueres som formand i et halvt år, før en ny formand kunne findes.

1908 1910 Alexander Olsen, Lauritz Jensen og E. Duelund 1911 1914 Theodor Jensen 1914 1914 Erling Nielsen 1914 1915 Holger Nielsen

264 N. J. Nielsen

Ingvar Jensen

Aage Arnold-Larsen

Kaj Rafsted


1915 1920 1921 1923 1929 1932 1938 1946 1950 1954 1957 1961 1978 1984 1989 2002 2005

1920 1920 1922 1928 1931 1937 1945 1949 1953 1956 1961 1977 1983 1988 2001 2004

Axel Løvdal Edvard Yde N. J. Nielsen Edvard Yde Ingvar Jensen Aage Arnold-Larsen Kaj Rafsted Knud Petersen Kaj Rafsted Henry Ruud Sven-Erik Arnoldus Elo Jørgensen Poul Bløcher Poul Erik Andersen Kaj Landsberger Henrik Olsen Klaus Frøkjær

Bedrifter i bestyrelsen Den største bedrift i bestyrelsesarbejdet, har Niels Jensen uden sammenligning udført, med hele niogfyrre år. Det har været med lidt vemod, at Niels ikke fik sit halvtreds års bestyrelsesjubilæum. Havde vi haft kendskab til, at han kun manglede et år, var generationsskiftet ikke gået som det gjorde. Gunnar Wiggers nåede enogtyve års bestyrelsesarbejde. Edvard Yde tyve

år i fodbold sammenhæng og seks år i hovedbestyrelsen. Der var valg halvårligt, og på den måde nåde Edvard hele toogtredive valg. Der er til dato sytten personer, der har siddet i bestyrelsen i mere end ti år. Mange har spurgt mig, hvorfor jeg stadig beskæftiger mig med bestyrelsesarbejde i Taarbæk, når jeg bor i Helsingør. Svaret er rimeligt simpelt. De ledere, der var da jeg var dreng, var med til at forme klubben og give os nogle fantastiske oplevelser, som har betydet meget for mig. Derfor har jeg gerne ville ”betale” tilbage, og det kan jeg gøre ved at bidrage med ledelse af klubben. Jeg kommer selvsagt ikke så meget fysisk i klubben, men bestrider kassererposten, da meget af den type arbejde kan laves hjemmefra - det er jo så smart med netbank. Den største udfordring jeg oplever, er at jeg ikke har så meget kontakt med medlemmerne. Havde jeg kommet mere i klubben, havde jeg også bedre mulighed for at se restanterne direkte i øjnene. Nu er jeg afhængig af træner og spillerrepræsentanter til at følge op på dem, som har lidt svært ved at finde tegnebogen frem.

265 Knud Petersen

Henry Ruud

Sven-Erik Arnoldus

Elo Jørgensen


Jeg kan kun anbefale alle, der har den mindste ressource til overs, at bidrage til, at vores klub fortsat er et rart sted at komme. Der er mange måder at bidrage på. Når vi har arrangementer, skal der bruges mange hænder. Det ville være skønt, at vi ikke skal ud og tigge om hjælp, når der skal dømmes en ungdomskamp og bruges hjælpere til et ungdomsstævne. Alle kan også bidrage ved at have øjne og ører med, når vi taler sponsorater. Det kan godt være svært at skaffe de nødvendige sponsorater til en lille klub ude på sletten. Hvis vi alle løfter i flok, vil succesen komme af sig selv og de frivillige ledere vil synes det er en ren fornøjelse at være med i arbejdet. Med mere en ti år i bestyrelsen: Antal år Valgt 1. gang 49 Niels Jensen 1950 21 Gunnar Wiggers 1920 20 Edvard Yde 1917 19 Flemming Henriksen 1989 16 Elo Jørgensen 1961 15 Jørgen Larsen 1985 14 Erik Petersen 1961 14 Kaj Landsberger 1988 14 Kaj Rafsted 1937

13 13 13 13 13 12 11 10

Jesper Jensen Klaus Frøkjær Ludvig Jensen Morten W. Larsen Niels Wiggers Stig Olsen Kurt Blankschön Knud Petersen

1986 1995 1945 1995 1915 1988 1963 1938

Bestyrelsen anno 2008 Bestyrelsen i dag må betegnes som en ung bestyrelse, hvor gennemsnitsalderen er på ikke mere end treogtredive år. Ældste bestyrelsesmedlem er toogfyrre år, så da der blev meldt ud at generalforsamlingen i 2002 havde valgt et generationsskift, var det pure sandhed. Vi er dog stadig et par stykker, der trods vores unge alder har været med en del år. Klaus Frøkjær og Morten W. Larsen har siddet i bestyrelsen i tretten år, og jeg selv har været med i nitten år.

266 Poul Bløcher

Poul Erik Andersen

Kaj Landsberger

Henrik Olsen


Klaus Frøkjær Formand 41 år Valgt første gang 1995

Christian Olsen Ungdomsleder 30 år Valgt første gang 2007

Morten W. Larsen Bestyrelsesmedlem 42 år Klaus ValgtFrøkjær første gang 1995

Eskil Hardt Næstformand 40 år Valgt første gang 2001

Flemming Henriksen Kasserer 40 år Valgt første gang 1989

Bestyrelsen 2008

Lars Bertelsen

Kim Jul Svendsen

Karsten Tjener

Bestyrelsesmedlem 38 år Valgt første gang 2004

Suppleant 23 år Valgt første gang 2008

267 Bestyrelsesmedlem 33 år Valgt første gang 2005


Pokaler og sejre Klubben rummer mange pokaler og det er umuligt at gennemgå dem alle sammen. Jeg har valgt at fokusere på de mere personlige pokaler, som uddeles hvert år. Kammeratskabspokalen Det er uvist, hvornår denne pokal er blevet indstiftet, men som det ses af modtagerlisten er den med sikkerhed blevet uddelt tilbage i 1958. Pokalen gives til en person, som har udmærket sig ved at udvise et fantastisk kammeratskab. Kammeratskabspokalen er den som alle venter på ved

Jesper ”doc” Christensen med pokalen i 1983.

268

afslutningsfesten. Både, fordi den afslutter talerækkerne, men også fordi denne pokal specielt tegner det som TIF står for. Den ventes derfor med stor spænding. Glæden hos modtageren er stor og udnævnelsen giver altid et flot og velfortjent bifald. Modtagere af Kammeratskabspokalen 1958 Vagn Gerløv Larsen 1959 John Stenkilsson 1960 John Andersen 1961 Jørgen Larsen 1962 Erik Pedersen 1963 Kurt Brask Blankschón 1964 Werner Hansen 1965 Kjeld Andersen 1966 Bent Jensen 1967 Hans Brøndum 1968 Henning Bergmann 1969 Peter Bløcher 1970 Steen Alex Kruse 1971 Allan Marcussen 1972 Ebbe Juul Nielsen 1973 Leif Brøndum 1974 Oluf Mathiesen 1975 Henri „Lillebror“ Larsen 1976 Søren „Spætte“ Hillestrøm 1977 Poul “Slot” Christiansen 1978 Finn W. Larsen 1979 Per Nielsen 1980 Claus W. Larsen 1981 Holger Malmgren


1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007

Torben Bjørn Jesper ”doc” Christensen Erik Hansen Kaj Landsberger Steen Pedersen Karsten Tjæder Michael Nimskov Niels Jensen 4. Holdet Rene ”Kage” Jensen Morten Kreiberg Larsen Morten Gram Rene Mortensen Jan Larsen Anders Hviid Stig Olsen Eskil Hardt Manolis Lemonakis Klaus Frøkjær Erik Graversen & Henrik Olsen Kim Jul Svendsen Christian Olsen Kim Jul Svendsen Eskil Hardt Mads Harboe Lars Bertelsen

Karsten Tjæder får overrakt kammeratskabspokalen af formand Poul Erik Andersen i 1987.

Michael Nimskov modtager kammeratskabspokalen pokalen i 1988.

Niels Jensens Æres legat Efter Niels Jensens exit i bestyrelsen vedtog generalforsamlingen i 2002 at indstifte et æreslegat til Niels “Post” Jensen i anerkendelse af det store arbejde han har udført for klubben. Legatet uddeles til den ungsenior, der har trådt mest i karakter i årets løb. Modtagere af Niels „Post“ Jensens æreslegat: 2002 Troels Kyhn 2003 Mads Harboe 2004 Maj Hody 2005 Esben Kolin 2006 Joakim W. Nielsen 2007 Nicholai Rudbeck Zickert 269


Edvard Ydes Mindefad Blev indstiftet efter klubbens og fodboldens store pioners død i 1964. Mindefadet er lavet af sølv med inskriptioner på alle de personer der har modtaget den æresbevisning det er at stå der. Edvard Ydes mindefad gives til den eller de personer der har gjort et stort stykke arbejde for klubben gennem året. Når man ser tilbage på hvad det er Edvard Yde gjorde for klubben er denne æresbevisning uden sidestykke den flotteste tilkendegivelse man kan få. I forbindelse med 100 års jubilæet vil alle modtagere af Edvard Ydes Mindefad endnu engang blive hyldet. Bestyrelsen har fået fremstillet en særlig jubilæumsnål, som vil blive overrakt i forbindelse med jubilæumsreceptionen.

Modtagere af Edvard Ydes Mindefad 1964 Niels Jensen 1965 Leif Brøndum 1966 Elo Jørgensen 1967 Peter Johansen (Lange Peter) 1968 Jørgen Larsen 1969 Poul Roager 1970 Hans Brøndum 1971 Henri Larsen 1972 Kurt Brask Blankschón 1973 Kjeld Andersen 1974 Finn W. Larsen 1975 Niels Jensen 1976 Søren Hillestrøm 1977 Axel Stenkilsson 1978 Poul Christiansen 1979 Tommy Frederiksen 1980 Klaus Sivertsen

Birthe Jensen ydet et stort arbejde i ungdomsafdelingen hvor hun stod regnskab og kontingenter.

Næstformand Niels Jensen overrækker Edvard Ydes Mindefad til Steen Clausen i 1987.

270


1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995

Søren Hillestrøm Tommy Jørgensen Birthe Jensen Stina Henschel Poul Erik Andersen Willy ”WG” Nielsen Steen Clausen Erik ”Misser” Lauritzen Tove Nielsen Flemming Henriksen Kennet Munkstrup Søren Andersen Henrik Søgaard Michael Trier Skt. Hans holdet (Morten W. Larsen, Flemming Henriksen og Klaus Frøkjær) 1996 Asger Østergaard

1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007

Klaus Frøkjær Poul Erik Andersenog Niels Jensen Christian Olsen Michael Rasmussen Peter Stenkilsson Morten W. Larsen Klaus Frøkjær Annette Wiisbye Henrik Bergh Flemming Henriksen Peter Lausten

Klaus ”Klunte” Hellum overrækker Edvard Ydes Mindefad til Merete Søgaard da jeg selv skulle modtage det i 1990 og ikke var til stede.

Søren Andersen modtog Edvard Ydes Mindefad i 1992 for sit store engagement som holdleder for ynglingene og førstehold.

271


Fighterpokalen Der har altid været tradition for at udnævne kampens spiller. Der kunne godt være en bet, for det gav retten til at give øl. Men vores hold har til afslutningsfesten uddelt figtherpokalen til den spiller på holdet som har vist særlig kampgejst og fightervilje. Det er ikke alle hold der har været tilmeldt i alle år, derfor vil listen kun indeholde første – og andenhold. På førsteholdet er det kun Morten W. Larsen der har præsteret at få pokalen fire gange. Tre personer har tilkæmpet sig den tre gange. Det har ikke været muligt at finde fighterpokalen for pigeholdene tilbage i 1980erne, men kun pokalen der blev benyttet fra 2001-2004. TIF Fighter-pokal - 1. Hold 1962 Finn Knudsen 1963 Jørgen Larsen 1964 Henri Larsen 1965 Kurt Brask Blankschón 1966 Axel Stenkilsson

1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989

Keld Andersen Niels Broen Peter Ring Peter Bløcher Peter Ring Jan Hansen Kurt Brask Blankschón Axel Stenkilsson Poul Bløcher Hans Hansen Finn Knudsen Tommy Jørgensen Finn Henriksen Torben Bjørn Finn Knudsen Brian Hansen Bjørn Febjerg Stig Olsen Kenneth Munkstrup Kenneth Munkstrup Hans Hærvig Mogens Nielsen Michael Nimskov

Cheftræner Thomas ”T” Jensen overrækker fighterpokalen til Erik Graversen i 1997. Erik modtog også pokalen i 1992 og 1995.

272


1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007

Ulrik Ohnell Morten W. Larsen Erik Graversen Morten W. Larsen Michael Nimskov Erik Graversen Niclas Andersen Erik Graversen Niclas Andersen Morten W. Larsen Martin Jensen Niclas Andersen Eskil Hardt Morten W. Larsen Nikolaj Tomassen Christian Olsen Frederik Solvig Thomas W. Johnson

TIF Fighter-pokal - 2. Hold 1978 Kurt Brask Blankschón Lars Simonsen Hans Brøndum 1979 Leif Sørensen 1980 Jens Willumsen Ole Pausgård 1981 Carsten Meisler 1982 Ole Nicolaisen 1983 Carsten Meisler 1984 Claus W. Larsen 1985 Dennis Sørensen 1986 Dennis Sørensen 1987 Kenneth Munkstrup 1988 Dennis Sørensen 1989 Allan Nielsen 1990 Allan Nielsen 1991 Ulrik Ohnell 1992 Niclas Andersen 1993 Niclas Andersen 1994 Rene Jensen 1995 Jan Larsen 1996 Kent Pedersen 1997 Carsten Tjæder 1998 Aksel Olsen 1999 Ulrik Ohnell 2000 Ulrik Ohnell 2001 Ulrik P. Nielsen 2002 Michael Lei 2003 Christian Olsen 2004 Ikke noget hold 2005 Lars Bertelsen 2006 Oliver Fjellvang 2007 Christian Lohmann

Dennis Sørensen er en af to der har fightet sig til pokalen på andenholdet tre gange. Her overrækkes den af Carsten Meisler i 1985. Den anden der har opnået den tre gange er Ulrik Ohnell.

273


TIF Fighter-pokal - Dame 2001 Ann Ottzen 2002 Annette Rugholm 2003 Annette Wiisbye 2004 Maj Hody

Træner Jan Andersen udbringer et leve for Marianne ”Mio” Skjold, der var modtager af fighterpokalen i 1984.

I ungdomsafdelingen tilfaldt fighterpokalen i 1987 til Søren Brygger Henriksen. Her uddelt af træner Flemming Henriksen.

274

Kuhlmann Kuhlmann pokalen er ikke lige den pokal man ønsker at få. Selve pokalen er den grimmeste og meste bulede og blev indstiftet i 1985. Pokalen var en der blev fundet frem fra loftets gemmer som ingen betydning havde for klubben. Niels Kuhlmann var gambler og ville spille med på alt, men han kunne ikke spille billard, og derfor blev han første modtager af pokalen og måtte tilmed lægge navn til. Han var ikke helt begejstret over udnævnelsen. Niels Kuhlmann var tilmed dommer igennem mange år for Taarbæk. Det hændte, at hans kendelser var en gang for ”tykke”, men de var altid til fordel for Taarbæk. Siden er pokalen blevet uddelt ved ”Jule-five-á-siden” til den eller de personer, som har kvajet sig ud over det sædvanlige i årets løb. Der har været år, hvor alle har opført sig mådeholdent og derfor er den ikke blevet tildelt. Ikke alle er blevet nævnt i listen over modtagere, men den giver et godt indtryk af, hvad der skal til for at komme i betragtning. 1985 Niels Kuhlmann 1986 Carsten Meisler 1987 Kaj Landsberger 1988 Morten ”Edel” Larsen og Mogens Nielsen fik den til deling for at komme op at slås. 1989 Lars Mortensen måtte modtage pokalen efter en forseelse på banen. Han var udskifter og blev sat på banen. Efter godt 30 sekunder lavede han et grimt frispark og blev smidt ud. 1990 Michael Nimskov fik Michael den


helt uforskyldt. Morten W. Larsen forhandlede om en videoafspiller og kamera på en rasteplads i Italien, mens Michael Nimskov lå og sov. Michael tog dog halvpart i varerne, men de måtte desværre konstatere at begge dele var lavet af træ da de fik dem pakket ud. Morten formåede dog at slippe uden om pokalen i denne omgang. 1991 Træner Kim Larsen satte en kasse øl på højkant om kampen mod Lyngby på sletten, fordi han troede vi var sikre om at blive i rækken. Lyngby gav den gas og vandt kampen. Det endte for os med en nedrykning i kvalifikationskampene. 1996 Kaj Landsberger og Niels Jensen. 1997 Lars „LT“ Terkelsen kunne ikke finde „hjem“ i forbindelse med en Ærøtur. Han fandt dog hjem til Kromutter og -fatter hvor han pludselig stod i deres soveværelse. 2004 Ulrik P. Nielsen fik tildelt pokalen for at sparke Allan ”Grøn” Nielsen i skridtet i forbindelse med spil om penge i Billard.

Niels Kuhlmann som første modtager af ”Kuhlmann” pokalen i 1985.

Kaj Landsberger modtager ”Kuhlmann” pokalen af Poul ”Slot” Christiansen i 1987.

Peter Stenkilsson har modtaget den i forbindelse med en tur til Ærø. Peter kunne ikke komme ind i kroens selskabslokale, hvorfor han gav døren et spark. Ind kom han sammen med både dør og karm. Træner Thomas ”T” Jensen har også måtte tage den sure tur at stå frem for at modtage pokalen.

Morten ”Edel” Larsen og Mogens Nielsen modtager ”Kuhlmann” pokalen for at komme op at slås i 1988.

275


President Cup Endnu engang var der nogle driftige kræfter i klubben, der tog initiativ til et socialt arrangement. Morten W. Larsen havde fået ideen til at der skulle spilles og dystes i klubhuset til ære vor netop afdøde formand Kaj Landsberger. Der blev spillet bordfodbold, dart, billard og drukket øl. „President Cup“ blev titlen for at mindes Kaj i disse hyggelige stunder. „President Cup“ bliver stadig afholdt en gang om året i klubhuset, med Kim Jul Svendsen som arrangør, og som i alle andre turneringer bliver der gået til den og kæmpet om selve pokalen „The President Cup“. Mads Harboe har vundet pokalen mange gange med skiftende makkere. Forår

2002 Mads Harboe Ulrik P. Nielsen Efterår 2002 Mads Harboe Allan ”Grøn” Nielsen Forår 2003 Kim Jul Svendsen Anders Hviid Efterår 2003 Kim Jul Svendsen Sigurd Jeppsson Efterår 2004 Kim Jul Svendsen Henrik Olsen Forår 2006 Mads Harboe Carl Theodor Sachs Forår 2007 Nicholai Rudbeck Zickert Kasper Kjøller Forår 2008 Mads Harboe Henrik Lykkebo

Øverst: Kim Jul Svendsen ”kridter” banen op. Nederst: Kim Jul Svendsen og Anders Hviid som vinder af ”President Cup” i 2003.

276


TRÆNER MED PLADS I HJERTET Af Thomas T. Jensen Cheftræner, Taarbæk Idrætsforening Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til Tårbæk IF med jubilæet. Det er der ikke mange steder, man får lov til at opleve. For det andet vil jeg gerne have lov til at takke Flemming Henriksen, for at have givet mig dette privilegium at være med i dette jubilæumsskrift. Jeg har været træner i TIF over to perioder. Først fra 1991-97 og senest fra 2006 til i dag. For begge perioder gælder, at det sociale aspekt er højt prioriteret. Man hygger sig. Jeg glemmer sent 3. halvleg efter min første kamp i klubben som træner tilbage i 1991. Vores kamp var færdig ved 17-tiden, og da jeg gik hjem ved 21-tiden havde flere af spillerne endnu ikke været i bad. Det var garanteret ikke sodavand, der blev drukket. I dag er der, efter nogle sløje år rent medlemsmæssigt, imponerende mange til træning. Helt op til 30 på en god aften, og det fortæller noget om at spillerne hygger sig og kan lide at komme i klubben. Nu skal man jo ikke tro, at spillerne ikke er ambitiøse. Tværtimod så ved jeg at de kan lide at spille fodbold og at vinde fodboldkampe. Netop kombinationen af det sociale og seriøse giver et godt fundament for sportslige resultater. I min første periode i klubben bestod truppen af rutinerede spillere, som havde været i klubben i mange år. I dag er det lykkedes at

samle en flok helt unge og meget talentfulde spillere. Sidste sæsons imponerende sejrsrække taler for sig selv, og viser at der er meget gemt i spillerne i fremtiden. Det vil ikke undre mig, at vi kan kalde TIF for en serie 1 klub om nogle år, hvis vi kan holde på spillerne, så meget rummer den nuværende trup. Jeg har ligeledes været heldig at arbejde under 2 forskellige ledelser. I første periode var det Kaj Landsberger,, der var formand. Ham skylder jeg megen tak, da han var en inspirerende formand at arbejde under som en ung og uerfaren træner. I dag er det en ung og anderledes ledelse. En ledelse som er fuldt med tiden, og som tror på fremtiden. I 2006 da jeg kom tilbage, var vi nogle gange kun 5-6 spillere til træning, men Klaus Frøkjær, blev ved med at tro på, at vi skulle satse på de unge, og se hvor vi er i dag. Som nævnt mellem 20 og 30 til træning. Fantastisk flot. Man kan sige, at jubilæumskampen mod FCK bliver noget sjovere med en trup på 30 frem for at skulle ”ringe” et hold sammen. Slutteligt vil jeg sige, at det en ære at få lov til at træne TIF og, at klubben altid vil have en plads i mit hjerte. 277


Billed af prĂŚmiesamlingen i 1933

Fiduspokal fra 1958 samt Erik Petersens IdrĂŚtslederpris fra 1968

278


En af foreningens flotte sejre. PĂĽ TaarbĂŚkmuseet ligger mange original diplomer.

279


År 1916—17 1918 1921 1922 1922 1922 1922 1922 1924 1925 1925 1925 1925 1925 1925

Turnering Turneringsmester i N.B.B.U. A-Række Skovshoved Idrætsforenings stævne N.B.B.U. Pokalturnering N.B.B.U. Pokalturnering Taarbæk Idrætsforenings stævne Københavns Lærlingehjems stævne Holte Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Brede Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne »Gotfredsen« vandrepokal udsat af Gentofte-Vangede IF

Hold Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Junior 1 Junior 1 Junior 1 Senior 1 Junior 1 Junior 1 Junior 1 Senior 1 Junior 2 Senior 2 Senior 1

Sjællandsmestre B. rækken 1940. Bagerst fra venstre: Benni Bentzen, Henry Ruud, Erik Andersen, Sonny Andersen, Helmer Johansen. Midterst fra venstre: Jørgen „hat“ Nielsen, Jens Hansen, Hans Hansen. Forrest fra venstre: Oscar Andersen, Helge Andersen, Mogens Ohlson.

280


År 1925 1925—26 1925—26 1925—26 1926—27 1927 1928 1928 1928—29 1928—29 1928—29 1929 1929 1929—30 1930 1930 1931 1931 1931 1931 1931—32 1932 1932 1932—33 1932—33 1933—34 1933—34 1934—35 1935—36 1935—36 1935 1936—37 1936—37 1936—37 1937 1937—38 1938 1940—41

Turnering »Viktoria« vandrepokal udsat af Taarbæk IF Turneringsmester i N.B.B.U. Mesterrække Turneringsmester i N.B.B.U. B-række Turneringsmester i N.B.B.U. B-juniorrække Turneringsmester i N.B.B.U. B-juniorrække Holte Idrætsforenings stævne Virum Boldklubs stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Turneringsmester i N.B.B.U. Mesterrække Turneringsmester i N.B.B.U. B-juniorrække Kredsmesterskabet i S.B.U. Nordkreds, A-Rækken Usserød Boldklubs stævne »Mikkelsen« vandrepokal udsat af Taarbæk IF Turneringsmester i N.B.B.U. B-juniorrække Taarbæk Idrætsforenings stævne »Humlebæk« vandrepokal udsat af Taarbæk IF Taarbæk Idrætsforenings stævne Gentofte - Vangede Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Turneringsmester i N.B.B.U. B-juniorrække Taarbæk Idrætsforenings stævne Taarbæk Idrætsforenings stævne Turneringsmester i N.B.B.U. Mesterrække Turneringsmester i N.B.B.U. A-rk. - kreds 4 Kredsvinder i N.B.B.U. Junior rk. 2 Vinder af S.B.U. oprykningsrække Turneringsmester i N.B.B.U. nordkreds Turneringsmester i N.B.B.U.s Kredsvinder i N.B.B.U. Junior rk. 1 A-Pokalvinder N.B.B.U. Kredsvinder S.B.U. - oprykningsrækken Kredsvinder i N.B.B.U. Seniorrække 1 Turneringsmester i N.B.B.U. Seniorrække 1 A-Pokalvinder N.B.B.U. Kredsvinder i N.B.B.U B-Pokalvinder N.B.B.U. Kredsvinder S.B.U. rk. B

Hold Junior Senior 1 Senior 3 Junior Junior Senior 1 Junior 1 Senior 2 Senior 1 Junior Senior 1 Senior 1 Senior 2 Junior Junior 1 Senior 1 Junior 1 Senior 1 Junior 2 Ynglinge Junior 2 Junior 1 Senior 2 Senior 1 Senior 2 Junior 2 Senior 1 Senior 2 Senior 2 Junior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 2 Senior 2 Senior 1 Senior 2 Senior 2 Senior 1 281


År 1941 1941 1945 1946 1945—46 1946 1952 1960 1961 1961 1961 1963 1963

Turnering Vinder i S.B.U. kvalifikationsturneringen Sjællandsmestre i S.B.U. oprykningsrækken A-Pokalvinder N.B.B.U. A-Pokalvinder N.B.B.U. Sjællandsmestre i S.B.U. oprykningsrækken „Carl Pettersson - pokalen“ Kredsvinder S.B.U. Mellemrækken - kreds 3 Kredsvinder S.B.U. Serie 3 - kreds 9 Kredsvinder S.B.U. Drenge B - kreds 86 Kredsvinder S.B.U. Serie 5 - kreds 35: Gentofte-Vangedes jubilæumspokal Kredsvinder S.B.U. Junior Kredsvinder S.B.U. Serie 2 - kreds 4

Hold Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Senior 1 Drenge Senior 3 Senior 1 Junior Senior 1

Oprykningsholdet fra 1963. Bagerst fra venstre: Gert „Gegge“ Petersen, Niels „post“ Jensen, Henning „Fido“ Kuhlmann, Tommy Frederiksen, Henri „Lillebror“ Larsen, Jørgen „Sønke“ Larsen. Midterst fra venstre: Hugo „Basse“ Hansen, Henning Jørgensen, Keld Andersen, Forrest fra venstre: Harald Jørgensen (træner), Tage Søgaard, Elo Jørgensen, Vagn Hornum

282


År 1971 1977 1977 1978 1978 1981 1981 1981 1982 1983 1983 1983 1984 1984 1985

Turnering Kredsvinder S.B.U. Drenge rk. 2 Kredsvinder S.B.U. Drenge Kredsvinder S.B.U. Lilleput Kredsvinder S.B.U. Serie 5 Taarbæk Idrætsforenings 70 års jubilæumsstævne Kredsvinder S.B.U. Drenge 3 - kreds 173 Kredsvinder S.B.U. Serie 5 - kreds 41 Kredsvinder S.B.U. Lilleput Kredsvinder S.B.U. Drenge rk. 3 - kreds 174 (årgang 67-68) Kredsvinder S.B.U. Serie 3 Kredsvinder S.B.U. Serie 4 Taarbæk Idrætsforenings 75 års jubilæumspokal Kredsvinder S.B.U. Junior rk. 4 - kreds 150 Kredsvinder S.B.U. Drenge rk. 4 - kreds 187 Kredsvinder S.B.U. Lilleput rk. 4 - kreds 222

Hold Drenge Drenge Lilleput Senior 2 Drenge Drenge Senior 2 Lilleput Drenge Senior 1 Senior 2 Senior 1 Junior Drenge Lilleput

Hjemmekamp mod Hornbæk i serie 3 sidste spillerunde hvor vinderen ville blive i serie 3. Kampen endte 3-3 og Taarbæk blev i rækken. Erik Graversen har lige bragt os foran 3-2 i anden halvleg. Fra venstre: Carsten, Allan ”Grøn” Nielsen (5), Tobias Ibfelt, Erik Graversen under armen på Anders Hviid, Troels Kyhn og Christian Olsen. (Billed taget af Søren Geertsen)

283


År 1986 1986 1986 1986 1987 1991 1992 1992 1996 1996 1997 1998 1999 2000 2000 2000 2000 2000 2001 2002 2004 2004 2006 2007

284

Turnering Kredsvinder S.B.U. Serie 4 - kreds 20 Kredsvinder S.B.U. Serie 5 - kreds 40 „Taarbæk-Frankrig venskabspokal“ S.B.U. Serie 4 pokal Kredsvinder S.B.U. Serie 3 - kreds 3 Kredsvinder S.B.U. Ynglinge rk. 3 - kreds 11 Kredsvinder S.B.U. Serie 3 - kreds 1 Kredsvinder S.B.U. Serie 4 - kreds 3 Kredsvinder S.B.U. Serie 3 - kreds 3 Martin Friis kåret som fairplayspiller i Italien Kredsvinder S.B.U. Miniput ældste 3 Kredsvinder S.B.U. Serie 5 - pulje 8 Kredsvinder S.B.U. 7-Junoir rk. B - pulje 1 Kredsvinder S.B.U. 7-Mikroput rk. 3 (årgang 92) Kredsvinder S.B.U. Drenge - pulje 2 Kredsvinder S.B.U. Piger - pulje 3 Kredsvinder S.B.U. 7-Miniput række 3 (årgang 91) Kredsvinder S.B.U. 7-Drenge A - pulje 2 Kredsvinder S.B.U. Oldboys Kredsvinder S.B.U. 7-Miniput række 3 (årgang 92) Kredsvinder S.B.U. 7-Lilleput ældste (årgang 92) Kredsvinder S.B.U. 7-Miniput yngste (årgang 95) Kredsvinder S.B.U. 7-Drenge ældste (årgang 92) Kredsvinder S.B.U. Serie 4 - pulje 4

Bagerst fra venstre: Mads Harboe, Michael Harne, Oliver ”Provst” Anderson, Mikkel Holm, Jeppe Nygaard, Troels Kyhn. Forrest fra venstre: William ”Semih” Hansen, Sebastian Lausten, Troels Trier Bing, Jakob Nygaard.

Hold Senior 1 Senior 2 Drenge Senior 1 Senior 1 Ynglinge Senior 1 Senior 2 Senior 1 Miniput Miniput Senior 3 Junior Mikroput Drenge Piger Miniput Drenge Oldboys Miniput Lilleput Miniput Drenge Senior 1


100 ÅR PÅ ET UNIKT STED Af Rolf Aagaard-Svendsen Borgmester Det er spændende at tænke tilbage til 1908, hvor Taarbæk forsøgte at løsrive sig fra resten af kommunen, og hvor der blev stiftet en fodboldklub. Klubben har en unik beliggenhed, også selvom det ikke altid har været de bedste forhold at dyrke fodbold under. Der er jo mange forhold som I skal tage hensyn til, når banerne er placeret på Eremitagesletten. At man i det hele kan have lov til at placere baner og klubhus i Dyrehaven med Eremitageslottet i baggrunden, er der nok ikke mange, der kan fatte. Men når man ved, at den første officielle fodboldkamp i Danmark blev spillet den 7. september 1879 på Eremitagesletten, så hænger tingene sammen, og det må være et privilegium, som fodboldklub, at kunne spille fodbold på et så fantastisk sted. Kommunen sætter stor pris på Taarbæk Idrætsforenings evne til at drive en forening i det lokalsamfund, som Taarbæk udgør. At foreningen nu har levet i 100 år rummer den kendsgerning, at foreningens medlemmer har skabt et forpligtende og engageret fællesskab og påtaget sig de frivillige træner- og leder-opgaver og den økonomi, som er en forudsætning for, at en hvilken som helst forening kan leve i så mange år. Det er flot, at det stadig er muligt, at få det hele til at hænge sammen på et tidspunkt, hvor det ikke er

nemt at rekruttere nye frivillige. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på det store organisationsarbejde jeres nu afdøde formand Edvard Yde har lagt både i klubben og i Sjællands Boldspil Union. For ikke at glemme Erik Petersens kæmpe arbejde med ungdommen, der gjorde, at I fik overrakt Lyngby-Taarbæk Kommunes Idrætspris i 1968. På den sportslige front er der tale om seriefodbold, hvor klubben i mange år lå i Serie 1, og også omfattede et sjællandsmesterskab. Så set i det store perspektiv har jeres hold været utrolig vedholdende. Med et medlemstal på 153, hvoraf 89 er ungdomsspillere under 25 år, ser det lovende ud i jubilæumsåret, hvor jeres unge 1. seniorhold ligger i Serie 3, og med en ambition om at rykker op i Serie 2. Tillykke med jubilæet. Jeg håber at klubben vil bestå i mange år endnu, så alle med interesse for fodbold vil have den fornøjelse, at komme i jeres klub, som så mange har gjort de sidste 100 år. 285


Tak til Det havde ikke været muligt at udgive denne bog hvis ikke jeg havde fået noget hjælp.

der har læst korrektur for mig. Alice Frøkjær og min Mor Kirsten Henriksen har også kigget efter komma fejl.

Først og fremmest skal der lyde et tak til dem der har ydet os den økonomiske bistand til trykningen. Johannes Fog fonden, TUBORGFONDET har begge bidraget med pæne beløb. Vores lokal støtte Tømrermester Michael Nimskov har bidraget med resten så vi på den måde har fået udgifterne til trykning dækket.

Forsiden på bogen er malet af min onkel Jan Thomas, som gav mig maleriet i fødselsdagsgave.

Niels og Birthe Jensen har været uvurderlig hjælp med oplysninger, fotoalbum, tekster og andre henvisninger. Der har været spændende at tale med de mange mennesker jeg har været i berøring. En tak skal lyde til de tre, Elo Jørgensen, Finn W. Larsen og Henri Larsen, der har skrevet deres erindringer set med formand, -træner og spillerøjne. At denne bog rent faktisk kan læses skyldes min gode veninde Gisela Klarmeyer

Anders Hviid har stillet en del at sine rigtig gode billeder til rådighed for bogen. En tak skal også lyde til alle de mennesker der har vist interesse for bogen ved at besøge og bidrage på vores jubilæumsside på internettet. www.taarbaekif-1908.dk. Der skal også lyde en tak til bestyrelse for at de havde tillid til at jeg kunne magte opgaven alene. Den største tak vil jeg sende til min familie der har givet mig ”fri” siden starten af 2007 hvor jeg gik i gang med dette projekt. Huset har været præget af de mange gamle fotoalbum, bøger, faner og støvede avisudklip. Nu er det hele ryddet af vejen og fylder kun størrelsen på denne bog. Flemming Henriksen

286


Litteratur - og billedliste Sjællands Boldspil Union 25 år. 15. Juni 1902 – 14. September 1927, L. Hartoft 1927. Sjællands Boldspil Union gennem 50 år, L. Hartoft 1952 (s.11-12, 38-39, 56-58, 7576, 85, 96-97, 120-122, 130, 137, 142-144, 160, 166, 169, 171, 184-185, 195-197 og 215-221). Sjællands Boldspil Union – Officielle Meddelelser nr. 1-10, 1940-1952. ”S.B.U. Bladet” nr. 11-46, (1953-1989). Sjællandsk Fodbold - Officielle Meddelelser, (1990-1999). Sjællands Boldspil Union 100 år, 2002, Uffe Jensen m. fl. Sjællandsk Fodbold gennem tiderne, 1954, Axel Alstrup (s. 432-438). Nordre Birks Boldspil Union Gennem 25 Aar, 1913 2. marts 1938, E. Yde og L. Hartoft. D.B.U. 75 år, 1889-1964, Evald Andersen (s. 16,-20, 234-235 og 374). D.B.U. 100 år, 1889-1989, Fritz Ahlstrøm. ”Illustreret Tidne” nr. 1042, 1879 (s.520). ”Idrætsliv” udgivet af DIF nr 37–38, (1959-1960). Lyngby Bogen 1991(s. 23-24, 39), 1992(s.45), 1994, 2007(s. 145-165). Ordenskapitlet Danmark og Island. Blade af Taarbæk sogns historie Hæfte 1, Udgivet af Taarbæk Grundejerforening (s. 129). Taarbæk Idrætsforening 25 års jubilæumsbog 1908-1933, Edvard Yde 1933. ”Taarbæk Idrætsforening medlemsblad” (1935-1939 og 1944-1945). ”Nyt fra TIF” (1961-1973). ”Nyhederne fra TIF” (1995-2000). ”Taarbæk Nyt” nr. 1-138. (1973-2008). Taarbæk Idrætsforenings protokoller og regnskaber. ”Fodbold, fair play og forretning”, Allan Grønkjær og David Holt Olsen 2007. Avisartikler, fotoalbum og scrapbøger fra Taarbæk samlingen. Arkivet i Skov- og Naturstyrelsen, Hovedstaden. Private fotoalbum og scrapbøger. Billeder venligst udlånt af Byhistorisk museum i Lyngby på side 184, 185 og 187.

287


Navneregister

A A. P. Andersen 45, 225, 264 Aage Arnold-Larsen 31, 43, 45, 53, 56, 61, 192, 240, 244, 264, 265 Adam Hermansen 132, 141 Adolf Bechmann 56, 57, 58, 59 Aksel Holm 61 Aksel Olsen 109, 111, 116, 144, 157, 273 Albert Mainz 153 Albert Svare 151 Alexander Brandt 119 Alexander Giese 151 Alexander Olsen 14, 15, 23, 262, 264 Alice Frøkjær 286 Allan Marcussen 73, 78, 85, 207, 268 Allan Nielsen 118, 144, 157, 273, 275, 276, 283 Amos Musoke 119 Anders Hviid 269, 276, 283, 286 Anders Levinsen 116 Andreas Koefoed 110 Ann Ottzen 274 Anne Hviid 85, 90 Anne Nielsen 89 Annette Rugholm 274 Annette Wiisbye 271, 274 Annie Brøndum 205 Anton Andersen 62 Arne B. Larsen 116, 118, 211

288

Arnold Jensen 53, 261 Arthur Jensen 65 Arthur Vossen Mandal 153 Asger Bo Jensen 67 Asger Østergaard 230, 271 Axel Christensen 69, 72 Axel Jensen 17 Axel Kaufmann 61 Axel Løvdal 23, 34, 191, 193, 194, 263, 264, 265 Axel Pedersen 82 Axel Rasmussen 13 Axel Stenkilsson 80, 81, 87, 270, 272

B Benni Bentzen 280 Benny Bentzen 39 Benny Glyver 72, 73, 209 Benny Hansen 31, 35, 39, 43 Bent Jensen 205, 268 Bent Schmidt 199 Bernhard Martensen-Larsen 153 Birgitte Nimskov 84, 85, 89, 95 Birgitte Osmund 89 Birthe Jensen 90, 205, 270, 271, 286 Bjarne Øland 55, 56, 57 Bjørn Febjerg 272 Brian Chrøis 120, 123, 128, 261 Brian Hansen 92, 103, 107, 272 Brian Overbye 100, 236

C Camilla Knudsen 105 Camilla Nimskov 85 Carl Andersen 211 Carl Christian Bredholt 153 Carl Emil Kjær 151 Carl Pettersson 56, 58 Carl Theodor Sachs 141, 276 Carl-Emil Frost Sørensen 153 Carsten Billeskou 93 Carsten Meisler 92, 99, 122, 273, 274

Carsten Preitz 96 Carsten Schiødte 154, 155 Carsten Tjæder 88, 273 Casper Hartvig 105 Charlotte F. Nielsen 93 Christian Boserup 211 Christian Bundesen 67 Christian Dines 83 Christian Larsen 93 Christian Lohmann 141, 273 Christian Lund 105 Christian Møbius 50, 62 Christian Olsen 105, 109, 110, 116, 119, 122, 134, 141, 142, 151, 267, 269, 271, 273, 283 Christian Stage 132, 141, 142 Christian Thysen 148 Claus Borg 125, 156 Claus Brøndum 205 Claus Hellum 271 Claus W. Larsen 84, 91, 107, 118, 208, 211, 236, 268, 273

D Daniel Boissevain 153 Daniel Bolander 151 Dennis Andersen 108, 109, 112 Dennis Nielsen 67 Dennis Sørensen 221, 236, 273 Dorte Bentzen 85 Dorte Lunøe 85 Dr. Krarup Nielsen 228

E E. Duelund 16, 262, 264 Ebbe Højer 67 Ebbe Juul Nielsen 67, 69, 70, 80, 140, 268 Edmund Nørlund 18 Edvard Yde 12, 13, 14, 16, 17, 18, 23, 27, 29, 30, 31, 32, 33, 41, 43, 44, 45, 47, 48, 53, 54, 55, 59, 60, 61, 71, 82, 84, 91, 107, 139, 157, 191, 192, 193, 194, 196, 213, 240, 242, 246, 263, 264, 265, 266


Egon Petersen 72 Eigil Olsen 13 Einer Marcussen 50 Einer Nørby 65 Ejvind Breck 84 Elias Kjær-Westermann 151 Elo Jørgensen 65, 67, 70, 72, 74, 82, 89, 140, 158, 197, 202, 203, 264, 265, 266, 270, 283, 286 Emil Boserup 119 Emil Herlev 149 Emil Jespersen 141 Emil Olsen 211 Erik Andersen 62, 271, 280 Erik Basse Petersen 208 Erik Christensen 199 Erik Graversen 107, 115, 118, 269, 272, 273, 283 Erik Gustavsen 211 Erik Gutheil 232 Erik Hansen 269 Erik Larsen 39, 50, 62 Erik Lauritzen 107, 271 Erik Pedersen 268 Erik Petersen 72, 74, 127, 246, 247, 264, 266 Erik Sørensen 67, 70 Erik Willumsen 97 Erik Ziener 31, 45, 264 Erling Nielsen 18, 263, 264 Esben Kolin 269 Esben Kolind 132, 133 Eskil Hardt 103, 118, 123, 128, 132, 133, 138, 141, 215, 267, 269, 273 Ewald Trebbien 62

F Felix Palle Madsen 153 Finn Degenkolv 62 Finn Henriksen 88, 272 Finn Knudsen 78, 85, 92, 117, 207, 272 Finn Laudrup 199 Finn Manilla 80

Finn W. Larsen 80, 81, 82, 85, 88, 94, 97, 158, 202, 207, 208, 209, 261, 268, 270, 286 Flemming Clausen 67 Flemming Henriksen 109, 118, 266, 267, 271, 275, 277 Frank Andersen 67 Frank Madsen 105 Frantz Jensen 39 Frantz Kalko 14 Frederick Karaca 149, 150 Frederik Kjær 151 Frederik Normann Grut 151 Frederik Norvig Kierkegaard 153 Frederik Solvig 128, 130, 132, 138, 273 Frederik Solvig Jansen 141 Fritz Petersen 78, 81 Frode Theodor Hallas Øvlisen 153 Fru Mattsson 200 Fru Wiggers 87 Fru Ziener 30 Fætter Ib 227

G Georg Overby 32 Gerner Hansen 205 Gert Petersen 283 Gilbert Nimskov 152, 153 Gisela Klarmeyer 286 Gitte Kaae 83, 84 Gotfredsen 25 Gunnar Gammeltoft 48, 59, 61, 264

Gunnar Nu Hansen 54, 228, 229 Gunnar Pedersen 67 Gunnar Wiggers 13, 24, 30, 39, 45, 47, 54, 82, 192, 244, 265, 266 Gunner Larsen 73

H H. Johanson 54 H.O. Andersen 35, 45, 54, 229, 240, 242, 264 Halfsberg 47 Hans Brøndum 73, 78, 205, 207, 268, 270, 273 Hans Hansen 57, 86, 272, 280 Hans Hærvig 272 Hans Nielsen 73 Hans Sørensen 67 Harald Jørgensen 64, 68, 69, 70, 209, 283 Hardy Jensen 73 Harry Rasmussen. 62 Harry Sloth 76, 209 Hasfort Holm 54, 57 Helge Andersen 32, 39, 41, 50, 62, 280 Helle Groth 205 Helle Nielsen 104, 220 Helmer Johansen 39, 280 Henning Bergmann 73, 268 Henning Hansen 45 Henning Jørgensen 70, 89, 283 Henning Kuhlmann 67, 283 Henning Larsen 67 Henning Martensen-Larsen 26, 196, 213 Henning Nielsen 62 Henning Petersen 242 Henri Larsen 69, 70, 80, 81, 82, 84, 85, 87, 92, 108, 158, 202, 205, 207, 208, 209, 211, 215, 268, 270, 272, 283, 286 Henrik Bergh 124, 125, 146, 147, 271 Henrik Darville 85 Henrik Kristansen 115

289


Henrik Larsen 105, 114, 118, 157, 206 Henrik Lassen 67 Henrik Lykkebo 276 Henrik Molin Lykkebo 141 Henrik Mollyhus 115 Henrik Nicolaisen 103 Henrik Olsen 124, 125, 126, 132, 265, 266, 269, 276 Henrik Søgaard 108, 110, 114, 211, 271 Henry Humlebæk 54 Henry Nielsen 49, 50, 53, 62 Henry Olsen 12, 17 Henry Ruud 61, 244, 265, 280 Herluf Konradsen 70 Herluf Nielsen 62, 74, 76 Holger Malmgren 268 Holger Nielsen 18, 263, 264 Holger Petersen 35 Holger Rosenberg 228 Holger Steffensen 14, 15 Hr. Rasmussen 244 Hugo Basse Hansen 229, 237, 283 Hugo Stjernqvist 62, 246

I Ina Andersen 83, 84, 85, 89 Ingemann Hansen 50, 62 Inger F. Nielsen 56 Inger Wiggers 104 Ingvar Jensen 25, 26, 27, 31, 43, 264, 265 Ingvar Nielsen 216 Ingvar Nørgård 195, 196

J J. P. Jacobsen 38 J. P. Olsen 61 Jacob Arnum 141 Jacob Boissevain 153 Jacob Elo Petersen 109 Jacob Emil Nygaard 149 Jacob Falk-Hansen 149 Jacob Felding 147

290

Jacob Jølver 149 Jacob Lorentz 111 Jacob Lunøe 211 Jacob Nygaard 148, 151 Jakob Elo Petersen 111 Jakob Gehl 125, 146, 147 Jakob Nygaard 285 Jakob Palle Madsen 111 Jakob Warnøe Nielsen 141, 142 Jan Andersen 93, 274 Jan Andreasen 126 Jan Bentzen 109, 111 Jan Bergh 117 Jan Cirkel 118 Jan Gunnar Jensen 107, 234 Jan Hansen 272 Jan Johansen 114 Jan Larsen 269, 273 Jan Møller 147 Jan Nielsen 236 Jan Ottzen 82 Jan Thomas 286 Jan Ziener 76 Jannik Larsen 147 Jannik Lunn 83, 117 Jens Dörner Carlsen 152, 153 Jens Hansen 280 Jens Steffensen 219 Jens Willumsen 91, 92, 211, 273 Jeppe Helweg-Larsen 151 Jeppe Nygaard 285 Jesper Christensen 123, 268, 269 Jesper Dalgaard 93 Jesper Engel 105, 112, 113 Jesper Jensen 76, 91, 95, 107, 114, 118, 144, 157, 205, 211, 236, 266 Jesper Lund 144, 157

Jesper Pedersen 85 Jesper Petersen 88, 89, 91 Jette Andersen 84 Joakim Kempf Holm 151 Joakim W. Nielsen 132, 138, 141, 269 Johan Hartz 151 Johannes Nielsen 14 John Andersen 237, 247, 268 John Pedersen 147 John Sommersted 62 John Stenkilsson 205, 268 John W. Rasmussen 72 John Werner 207 Johny Andersen 102 Jonas Brygger 109, 110 Jonas Schwarts 109, 111, 112, 113 Jonathan Nimskov 152, 153 Julie Dalgaard-Jensen 151 Jørgen Hattemager 237

Jørgen Larsen 78, 81, 205, 207, 209, 215, 229, 247, 266, 268, 270, 272, 283 Jørgen Nielsen 56, 73, 76, 208, 280 Jørgen Olsen 62 Jørgen Ottzen 73, 88 Jørgen Sørensen 56, 57 Jørn Lütchke 82

K K. E. Aagaard 67 Kaj Aage Ørnskov 120, 121 Kaj Jensen 13, 22, 23, 24, 25 Kaj Landsberger 98, 107, 115, 121, 123, 125, 126, 159, 234, 265, 266, 269, 274, 275, 277 Kaj Larsen 31, 62 Kaj Rafsted 35, 36, 43, 45, 47, 54, 57, 193, 244, 264, 265, 266 Karsten Tjener 144, 157, 267 Karsten Tjæder 269 Kasper Demuth Nielsen 132


Kasper Jørgensen 105 Kasper Kjøller 132, 276 Kasper Mølgaard-Nielsen 141, 142 Kathrine Petersen 89 Keld Andersen 69, 70, 73, 80, 82, 272, 283 Keld Frøkjær 217, 218 Ken Bentzen 109 Kenneth Giese 130 Kenneth Hanson 125 Kenneth Munkstrup 110, 114, 272, 273 Kenneth Segelcke 119 Kent Pedersen 273 Kim Hanson 125 Kim Hjortkjær 110 Kim Jul Svendsen 128, 132, 141, 144, 157, 269, 276 Kim Larsen 107, 275 Kim Lyshøj 227 Kim Ottzen 125 Kim Svendsen 267 Kirsten Henriksen 286 Kjeld Andersen 66, 67, 268, 270 Kjeld Petersen 39, 244 Klaus Christensen 83 Klaus Frøkjær 103, 118, 141, 144, 157, 159, 265, 266, 267, 269, 271, 277 Klaus Sivertsen 88, 91, 97, 270 Klaus Waage Sørensen 218, 219, 222 Klavs Olsen 248 Knud Jarltorp 45 Knud Pedersen 57 Knud Petersen 35, 39, 47, 50, 55, 58, 62, 265, 266 Kristian Barming 17 Kristian Iversen 45 Kristian Willumsen 83 Kristjern Bredvad 14 Kristoffer Kjøller 141 Kristoffer Schaldemose 149 Kurt Blanchön 205 Kurt Blankschón 207

Kurt Blankschön 73, 82, 266, 268, 270, 272, 273

L L. Andersen 57 Lars Andersen 147 Lars Bertelsen 132, 133, 267, 269, 273 Lars Kjærgård 67 Lars Mortensen 274 Lars Olsen 88 Lars Simonsen 72, 273 Lars Terkelsen 275 Lasse Lund Hansen 113 Laurits Hartoft 43 Lauritz Jensen 15, 16, 233, 262, 264 Leif Brøndum 69, 70, 82, 88, 205, 268, 270 Leif Nielsen 77 Leif Sørensen 273 Lilli Schultz 84 Lisbeth Skjold 85, 89, 205 Lorentz Jensen 57 Lotte Nielsen 83 Louis Laursen 119 Louis Marsing-Rossini 153 Ludvig Brandstrup 31 Ludvig Jensen 45, 264, 266

M Mads Borup 109, 111 Mads Harboe 132, 141, 142, 269, 276, 285 Mads Hedegaard 147

Mads Klausen 125 Mads Klæstrup Kristensen 144, 157 Mads Peter Wester 141 Mads Salling 151 Mads Strandberg 149 Maj Hody 119, 269, 274 Malte Christensen 29 Manolis Lemonakis 122, 269 Marco Diallo 119 Marcus Bjørn 132, 141 Marcus Skjoldager 109 Marianne Jensen 205 Marianne Skjold 85, 274 Martin Elley 125 Martin Friis 119, 281, 284 Martin Jensen 273 Mathias Jensen 119 Mathias Jørgensen 109, 110 Mathias Kolringen 110 Matilde Borum 119 Merete Søgaard 89, 108, 271 Michael Engel 111 Michael Friis 118, 221 Michael Harne 285 Michael Hjortkjær 128, 139 Michael Jensen 109 Michael Lei 273 Michael Nimskov 82, 96, 107, 115, 122, 144, 152, 157, 236, 269, 272, 273, 274, 286 Michael Rasmussen 125, 130, 271 Michael Trier 116, 271 Mikkel Andersen 109, 111 Mikkel Holm 149, 151, 152, 153, 285 Mikkel Hvidsteen 147 Mogens Barfoed 242, 244 Mogens Hansen 227 Mogens Iversen 72 Mogens Jørgensen 39 Mogens Nielsen 106, 272, 274, 275 Mogens Ohlson 50, 54, 56, 57, 280 Morten Gram 99, 118, 269

291


Morten Kreiberg 115, 269 Morten Tjæder 126 Morten W. Larsen 90, 115, 118, 128, 144, 155, 157, 208, 221, 235, 236, 250, 266, 267, 271, 272, 273, 274, 275, 276

N N. J. Nielsen 23, 264, 265 Niclas Andersen 109, 111, 112, 118, 123, 132, 141, 144, 157, 273 Nicolai Roest 149, 151 Nicholai Rudbeck Zickert 139, 151, 269, 276 Niels Broen 80, 272 Niels Jensen 62, 67, 68, 70, 76, 77, 80, 81, 82, 84, 88, 96, 103, 113, 123, 126, 139, 140, 159, 205, 206, 208, 209, 216, 218, 227, 229, 230, 232, 234, 245, 246, 247, 248, 265, 266, 269, 270, 271, 275, 283, 286 Niels Kuhlmann 274, 275 Niels Melby 85, 207 Niels Wiggers 13, 24, 88, 192, 266 Niklas Birksted 141 Nikolaj Boserup 119, 128 Nikolaj Kure 149 Nikolaj Thomassen 144, 157, 273

O Ole Aabæk 117 Ole Harkjær 218 Ole Lindner 103, 144, 157 Ole Nicolaisen 88, 91, 273 Ole Olsen 39 Ole Pausgård 89, 91, 99, 273 Ole Wester 104, 218, 222 Olga Jørgensen 25 Oliver Anderson 285 Oliver Fjellvang 132, 273 Oliver Frøstrup Andersson 149 Oliver W. Gall 208

292

Oluf Mathiesen 57, 62, 246, 268 Oreby Hansen 47 Orla Godtfredsen 56, 57 Orla Teglers 62 Oscar Andersen 56, 61, 280 Oscar Gailevieius Madsen 153 Oscar Svare 149 Oscar Theisen 50 Otto Larsen 39 Ove Erichsens 65 Ove Hansen 57, 58, 59 Ove Sørensen 49, 50, 57, 58, 62, 261

P P. Olson 54 Pablo Marsing-Rossini 153 Palle Løvdahl 77 Paul Roager 246, 247 Pauli Jensen 13, 24 Per Godtfredsen 227 Per Henriksen 109, 111, 123 Per Levring 92 Per Nielsen 88, 90, 91, 92, 94, 104, 105, 209, 261, 268 Per Nygaard 76 Pernille Overby 85 Pernille Werdelin 85 Peter Bløcher 268, 272 Peter Boissevain 153 Peter Bonde 227 Peter Johansen 68, 270 Peter Jørgensen 55, 56, 57 Peter Larsen 15, 233 Peter Lausten 134, 139, 148, 149, 150, 271

Peter Ring 80, 81, 272 Peter Roed-Sørensen 125 Peter Stenkilsson 127, 128, 238, 271, 275 Peter Warnøe 144 Peter Østergaard 115 Philip Ahn 132, 138, 141 Philip Bjørn 141 Philip Nouard 109, 110 Pia Larsen 85 Poul Bløcher 67, 72, 84, 85, 95, 96, 207, 210, 265, 266, 272 Poul Christiansen 87, 92, 104, 268, 270, 275 Poul E. Sørensen 117 Poul Erik Andersen 85, 99, 105, 107, 117, 217, 218, 222, 265, 266, 269, 271 Poul Jensen 91, 229 Poul Neumand 17 Poul Roager 270 Poul Sleischer 13 Poul Wiggers 13, 24, 36, 192 Preben Elkjær 114 Preben Tjæder 117

R Rasmus Benjamin Ulveman 149 Rasmus Jacobsen 105 Rasmus Lorentz 109, 201 Rasmus Rørth 141 Rene Jensen 269, 273 Renè Kristensen 115, 123 Rene Mortensen 269 Richard Jørgensen 39 Rino Frederiksen 39, 50, 53, 55, 56, 57, 58, 62 Ruth Nicolaisen 219

S Sebastian Gram 151 Sebastian Lausten 149, 285 Sigurd Jeppsson 104, 109, 110, 111, 126, 128, 276 Silas Jonsbo 141, 142 Silas Riedel 149


Símon Ólafsson 141 Simon Olsen 93, 109, 111 Simon Prahm 109, 110, 111 Sirius Kirsebom 153 Sofie Kyhn Jakobsen 119 Sofus Bredvad 17 Sonny Andersen 56, 57, 280 Sophus Nielsen 33, 35, 36 Steen Alex Hansen 67, 72 Steen Alex Kruse 80, 85, 88, 207, 268 Steen Clausen 270, 271 Steen Jørgensen 144, 157 Steen Pedersen 269 Stefan Rasmussen 12, 13 Sten Axelsen 98 Sten Clausen 234 Sten Petersen 107, 234 Sten Rehder 248 Sten Schwarts 117 Sten Skånstrøm 94 Stig Olsen 96, 103, 106, 107, 115, 234, 266, 269, 272 Stig Vang Petersen 89, 103 Stina Henschel 96, 230, 271 Sune Granzow 124, 125, 146, 147 Sus Pedersen 85 Sven-Erik Arnoldus 62, 65, 204, 246, 247, 251, 265 Sven-Peter Willumsen 82 Svend Auken 216 Svend Christensen 56 Svend Erik Andersen 68 Svend Klausen 80 Svend Madsen 37 Svend Nielsen 25 Svend Olsen 57 Svend Pedersen 240, 242 Svend Wiisbye 248 Søren Andersen 108, 111, 113, 115, 271 Søren Brygger Henriksen 104, 109, 114, 275 Søren Geertsen 283 Søren Hansen 67

Søren Hillestrøm 81, 84, 86, 87, 90, 93, 94, 95, 96, 98, 108, 111, 159, 208, 226, 268, 270, 271 Søren Husted 138, 141 Søren Hybler 132, 133 Søren Kjærgaard 67 Søren Kreiberg Larsen 80, 115, 116 Søren Wamsler 85, 117

U

T

V. Preuthun 13 Vagn Gerløv Larsen 268 Vagn Hornum 283 Valdemar H. Bisholm 153 Vibeke Larsen 81, 82, 205 Victor Pelch 153 Viggo Jørgensen 13 Viggo Olsen 56, 57, 58, 209 Viktor Frederik Henriksen 263 Vilhelm Hansen 23 Villads Mann Frank 151 Vithus T. Hartz 151 Vitus Mann Frank 153

T. Hoffmann Olsen 23 Tage Søgaard 283 Teilmann 18 Th. Eskildsen 45, 264 Theodor Jensen 14, 17, 262, 264 Thies 247 Thomas Andersen 109, 111 Thomas Flint 221 Thomas Jensen 113, 115, 116, 118, 120, 128, 141, 238, 261, 272, 275, 277 Thomas W. W. Johnson 132, 133, 138, 141, 273 Tina Nielsen 114 Tobias Ibfelt 109, 110, 128, 283 Tobias Lind Laursen 141 Tommy Frederiksen 66, 69, 70, 86, 103, 140, 215, 226, 270, 283 Tommy Jørgensen 85, 92, 271, 272 Tonny Hanson 125 Torben Bjørn 91, 269, 272 Torben Nielsen 123 Tore Sebastian Breüner 153 Tove Bentzen 90 Tove Nielsen 114, 271 Troels Kyhn Jakobsen 128, 132, 133, 138, 141, 269, 283, 285 Troels Trier Bing 285 Tyge Larsen 140, 237, 247

Ulrik Le Févre 199 Ulrik Ohnell 99, 109, 123, 144, 157, 273 Ulrik P. Nielsen 105, 108, 109, 111, 112, 124, 273, 275, 276

V

W Wagner Nielsen 35 Werner Hansen 50, 62, 72, 104, 204, 246, 247, 268 William Andersen 55, 62 William Hansen 149, 150, 285 Willy Finnerup 39, 41, 43 Willy Frederiksen 39 Willy Jørgensen 39, 41 Willy Nielsen 99, 114, 117, 123, 271 Willy Nilsson 62

293


294


295


Taarbæk Idrætsforening gennem 100 år i 2015  

Skrevet af Flemming Henriksen

Taarbæk Idrætsforening gennem 100 år i 2015  

Skrevet af Flemming Henriksen

Advertisement